HUSORDEN
Ejerforeningen Jægerhaven
UDLEJNING:
Udlejning af et eller flere værelser eller hele lejligheden skal godkendes af bestyrelsen jf. vedtægterne. Midlertidig udlejning herunder Airbnb må ikke ske i et omfang eller på en måde, der er til gene for de øvrige beboere.
AFFALDSSORTERING:
Husholdningsaffald skal pakkes forsvarligt ind i lukket pose og smides i skakterne.
Der må ikke stilles affald på fællesarealerne, d.v.s. på trapperne, i kældrene, på P-arealer eller de grønne arealer, hvor det tiltrækker ræve og rotter.
På området er opstillet containere til: Aviser/blade/rent papiraffald; pap; glas/flasker; plast; metal og visne blomster.
Følg anvisningerne ved containerne, læg kun det i, der er angivet, slå pap sammen og overfyld ikke containerne..
Farligt affald kan stilles foran skabet ’farligt affald’ ved de store containere på pladsen mellem blok 2 og 3 mandag til torsdag 7 – 14 eller på genbrugspladsen.
Jord fra altankasserne til bortskaffelse kommes i klare plastsække, som stilles ved skabet til ’farligt affald’. Alt andet affald samt storskrald skal man selv bortskaffe. Ved tvivl – kontakt bestyrelsen for vejledning.
Foreningens trailer kan lånes af beboerne til bortkørsel af storskrald. Kontakt bestyrelsen for lån af denne.
PARKERING:
Biler skal parkeres i de opmærkede båse, således at skraldebiler m.m. uhindret kan køre på området. Er der ikke plads i båsene, skal der parkeres uden for området. Køretøjer med en totalvægt over 3500kg, campingvogne og trailere må kun holde parkeret i tidsrummet 06:00 – 17:00 eller efter aftale med bestyrelsen. Foreningens egne garager er til parkering af bil og ikke til opmagasinering af ting.
Kørebanen skal holdes fri til kørsel bl.a. udrykning og renovation.
Cykler stilles i stativerne uden for, i cykelkælderen eller eget kælderrum. Cykler, der ikke længere bruges, skal fjernes fra cyklekældrene og fællesområderne.
Barnevogne, klapvogne og lignende stilles i eget kælderrum. Af hensyn til almindelig færden og brandfare må de ikke stå i opgangene eller kældergangene.
AVISER / REKLAMER:
Lokalaviser og reklamer skal opbevares i omdelingsvognen indtil omdeling og må ikke henlægges på fællesområderne eller trappeopgange. Omdelingsvognen skal stilles et sted, hvor den ikke er til gene for hverken gående eller kørende trafikanter. Hvis vognen går i stykker eller ikke længere er i brug, er det omdelers ansvar at kontakte arbejdsgiver, så vognen kan blive fjernet.
Postkasser skal tømmes af hensyn til brandfare.
STØJ:
Brug af boremaskiner og andet larmende værktøj må kun benyttes i følgende tidsrum: Hverdage kl. 07 – 19
Weekender kl. 10 – 18
Støjende adfærd er ikke tilladt efter kl. 22. Uanset tidspunkt skal der tages hensyn til de øvrige beboere. Hold vinduer lukkede og begræns støjen ved klager fra naboer.
Giv opgangens og naboopgangens beboere besked på opslagstavlen i forbindelse med afholdelse af fest.
Vaskemaskiner og tørretumblere, som står i egen lejlighed, må ikke anvendes mellem kl. 22 – 07 på hverdage og mellem kl. 22 – 9 i weekender. Vaskemaskiner skal placeres på et fast underlag.
VASKERI:
Fællesvaskerierne må benyttes i tidsrummet 7 - 21. Noter din vasketid i kalenderbogen og tag ikke andres vasketid.
Fyld vaskemaskinen uden at proppe den. Brug helst flydende vaskemiddel uden at overdosere. Sæt vasketøjsvognene på plads efter brug. Risten i tørretumbleren skal renses efter brug.
Husk at fjerne vasketøj fra tørrekældrene, når det er tørt. Hvis man tager andres vasketøj ned, skal det lægges glat og ordentligt på bænken.
Efterlad vaske- og tørrerum i en stand man selv ønsker at finde dem i.
GARAGER, LADESTANDERE, KÆLDERRUM OG FÆLLESRUM:
Foreningen råder over et mindre antal garager og ekstra kælderrum samt et fællesrum. Leje af ovenstående – se særskilt information på hjemmesiden.
Mulighed for installation af el og ladestandere i garagerne skal lejer af pågældende garage aftale med udlejer. Installation af ladestandere i lejet garage må ikke belaste ejerforeningens elnet, beskadige asfalt eller bygninger og betales af lejer.
KÆLDERADGANG:
Hold kælderdøre lukkede og låste. Det er ikke tilladt at efterlade kælderdøre på krog eller på anden måde holdt åbne. Kældernøglen må ikke udleveres til nogen udenfor ejerforeningen.
TRAPPEOPGANGE OG KÆLDERGANGE:
Af hensyn til brandfare, sikker flugtvej og trappevask må der ikke stå sko, bænke, løbehjul og blomster
m.m. hverken på reposerne, under trapperne eller i kældergangene.
RENGØRING:
Hoveddøre og karme mod trappeopgangene renholdes af den enkelte ejer.
Spild på væggen under affaldsskakten ved udsmidning af skrald aftørres med det samme.
LEGEPLADS / LEGEREDSKABER:
Foreningen har ansvar for de faste elementer på legepladsen. Observeres fejl på legeredskaberne, kontaktes bestyrelsen omgående.
Leg og ophold på legepladsen er på eget ansvar. Legeredskaberne er beregnet til børn og må ikke benyttes af voksne.
Vi henstiller til, at man viser hensyn og rydder op efter sig. Borde og bænke sættes på plads efter brug.
Rygning og hunde er ikke tilladt på legepladsen
RYGNING:
Der må ikke ryges i opgangene, i kældergangene, i kælderrum og på legepladsen. Cigaretskod smides i de dertil opstillede spande.
ALTANER OG BRUG AF GRILL:
Sørg for at holde afløb frie så vand kan ledes bort fra altanerne. Det er ikke tilladt at benytte kulgrill på altanerne.
Gas- og elgrill er tilladt forudsat hensyntagen til naboer og overboere.
Der må grilles på de grønne områder i god afstand til altaner og under hensyntagen til de øvrige beboere. Engangsgrill må kun benyttes, såfremt den stilles på et ikke brandbart underlag.
Følg i øvrigt kommunens overordnet gældende anvisninger vedrørende brug af åben ild.
VAND:
Beboerne har pligt til at forhindre vandspild. Dryppende vandhaner og cisterner skal repareres, så snart problemet konstateres.
For at undgå vandspild og miljøforurening er det ikke tilladt at vaske bil på området.
HUSDYR:
Det er tilladt at have hund og kat, såfremt det ikke er til gene for ejendommens øvrige beboere. Er det tilfældet, har bestyrelsen bemyndigelse til at kræve dyret/dyrene fjernet.
Alle hunde skal føres i snor og efterladenskaber skal fjernes med det samme.
SKADEDYR:
Al skadedyrsbekæmpelse i lejlighederne igangsættes omgående og betales af lejlighedens ejer.
xxxx://xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx/xxxxxxxxx-xxx-xxxxx-xxx-xxxx/
Informér bestyrelsen, administrationen og naboerne. Er man lejer, kontaktes udlejer.
Ved udvendige skadedyr som f.eks. murbier kontaktes bestyrelsen.
Ved behov for hjælp i forbindelse med:
Pludseligt opstået vandskade; strømafbrydelse; varme- eller gasproblemer; låsesmed m.m. : Find relevante numre på hjemmesiden samt liste på opslagstavlen i opgangene.
I andre tilfælde se samme liste eller kontakt bestyrelsen.
Ved indbrud:
Beboerne skal på eget initiativ foretage anmeldelse til politiet, til eget forsikringsselskab og på grundlag af deres rådgivning iværksætte nødvendige reparationer.
Bestyrelse:
Bestyrelsen er ansvarlig for den daglige drift. Henvendelser vedrørende idéer, forslag, klager m.m. skal ske skriftligt til denne via hjemmesiden: xxx.xxxxxxxxxxx.xx
Denne udgave er revideret og godkendt ved ekstraordinær generalforsamling 25.3.2020