RETNINGSLINIER FOR UDVIKLINGSPULJEN
RETNINGSLINIER FOR UDVIKLINGSPULJEN
Vedtaget af Folkeoplysningsudvalget den 12. december 2007.
Vedtaget af Kultur- og Fritidsudvalget den xx. januar 2007 og af Borgerrepræsentationen den xxx
Retningslinier for tildeling af udviklingsmidler.
Formål
§ 1
Formålet med udviklingspuljen er at øge antallet af deltagere i de københavnske frivillige folkeoplysende foreninger for børn og unge under 25 år med henblik på at understøtte og forankre deltagerne i faste, planlagte, kontinuerlige aktiviteter. Kun initiativer som indeholder et udviklingsaspekt kan opnå støtte.
Yderligere kan Kultur- og Fritidsudvalget efter indstilling fra Folkeoplysningsudvalget definere særlige fokusområder samt iværksætte projekter til udvikling af foreningsområdet.
Definition af udvikling
§ 2
Med udvikling forstås i forhold til udviklingspuljen:
Et projekt, som tilbyder børn og unge under 25 år folkeoplysende aktiviteter, der ikke er forankret i en eksisterende forening. Ideen skal i løbet af projektperioden omsættes til en frivillig folkeoplysende forening, som kan få tilskud på området for børn og unge.
En forening, som udvider sine aktiviteter for børn og unge under 25 år ved at tilbyde nye aktivitetsgrene eller henvender sig til nye målgrupper. Foreningen skal være godkendt til tilskud på området for frivillige folkeoplysende foreninger.
Enkeltstående aktiviteter/arrangementer, der har til formål at tiltrække børn og unge under 25 år til en godkendt frivillig folkeoplysende forening.
Rekruttering af ledere, trænere og instruktører under 25 år til en godkendt frivillig folkeoplysende forening på børne- og ungeområdet.
Særlige fokusområder udvalgt af Kultur- og Fritidsudvalget efter indstilling fra Folkeoplysningsudvalget, der har til hensigt at styrke bredden og kvaliteten af det frivillige folkeoplysende foreningsliv på børne- og ungeområdet. Til ansøgninger inden for fokusområderne kan der være særlige krav.
Tilskudsområder
§ 3.
Udviklingspuljen kan give tilskud til udviklingsprojekter, der øger medlemstallet i foreninger for børn og unge under 25 år. Herunder projekter der øger mangfoldigheden i foreningslivet gennem integration af etniske minoriteter eller andre målgrupper samt forsøg med introduktion af nye folkeoplysende foreningsaktiviteter.
§ 3 stk. 2
Udviklingsprojekterne skal give deltagerne medindflydelse på aktiviteten, ligesom projektet skal skabe et fællesskab for deltagerne med udgangspunkt i aktiviteten.
Rekvisitter
§ 4.
Der kan højst ydes tilskud til rekvisitter til 25 deltagere (indkøb i sæt eller stk. kan ikke overstige 25), dog maksimalt for 75.000 kr. Mængden og omfanget af nyindkøb skal ses i sammenhæng med det forventede antal nye medlemmer, samt den generelt gældende praksis for eventuelt allerede eksisterende medlemmer (f. eks. egenbetaling af udstyr).
Ved særlig dyre rekvisitter kan der dispenseres efter beslutning i Folkeoplysningsudvalget.
Løn og honorar
§ 5.
Der kan ydes tilskud til løn/honorar til lokale projektledere og koordinatorer.
Medfinansiering
§ 6.
Der skal altid være en medfinansiering på minimum 25 % af det samlede budget, som der søges tilskud til. Medfinansieringen kan være i form af penge (sponsorat, andre fonde/puljer, egen finansiering) eller opgjort arbejdsindsats. Ansøgninger kan i særlige tilfælde behandles, selv om projektet ikke har opnået en medfinansiering på 25 %. Udbetaling af tilskuddet kan først ske, når initiativtageren kan dokumentere, at det samlede medfinansieringskrav er opnået.
Afgrænsning
§ 7
Afgrænsning: Der ydes ikke tilskud til følgende:
• Anlægsbyggeri – herunder renovering
• Virksomhed, der hører under anden lovgivning, som ansvarsmæssigt er placeret uden for folkeoplysningsloven eller, som ikke lever op til udviklingspuljens formål mht. at øge og forankre antallet af børn og unge under 25 år på tilskudsområdet for frivillige foreninger for børn og unge under 25 år.
• Virksomhed, der efter projektperiodens afslutning, ikke kan videreføres under det eksisterende område for frivillige foreninger for børn og unge under 25 år.
• Indkøb af forbrugsgoder som f.eks. biler, fjernsyn, AV-udstyr, kontorudstyr m.v.
• Fortæring
• Personligt udstyr
• Ekstraordinært computerudstyr og programmer, der ikke er standard til computere samt internetopkobling.
• Løn og honorar til ledere, trænere og instruktører.
• Løn og honorar til regionale eller nationale konsulenter.
§ 7, stk. 2
Tilskudsmodtagere henvises til at benytte sig af offentlige ledige lokaler ifølge reglerne i folkeoplysningsloven. Der kan, hvis særlige forhold taler herfor, ydes tilskud til dækning af
driftsomkostninger forbundet med anvendelse af private lokaler efter de normale bestemmelser for lokaletilskud.
Ansøgningsfrist
§ 8
Udviklingsmidlerne kan søges løbende, og midlerne udbetales ved indgåelse af individuel aftale mellem ansøger og Fritid & Idræt på baggrund af kontraktformular.
Delegation
§ 9
Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser af tilskudsbeløb for ansøgninger under 100.000 kr. til Fritid & Idræt. Folkeoplysningsudvalget træffer afgørelse for ansøgninger på 100.000 kr. eller over og projekter, der søges forlænget uanset beløbsstørrelse.
Administration og regnskab
§ 10
Ved indgåelse af kontrakt for tildeling af udviklingspuljemidler træffes der konkret aftale med ansøger om, hvor stor en del af udviklingspuljemidlerne, der må anvendes til brug for udgifter til lønninger.
§ 11
Der aflægges regnskab for udbetalte tilskud senest 8 uger fra projektets afslutning.
§ 12
Skema til evaluering udleveres ved kontraktindgåelse. Evalueringen skal afleveres samtidig med regnskabsaflæggelsen – senest 8 uger fra projektets afslutning.
§ 13
Administration og fordeling af udviklingspuljemidler sker i henhold til folkeoplysningslovens bestemmelser og de regler, som i øvrigt gælder for den kommunale forvaltning med henblik på at sikre en ensartet forvaltning af udviklingspuljemidlerne samt at sikre, at vurderingen foretages på baggrund af objektive kriterier indenfor den af Borgerrepræsentationen fastsatte rammebevilling.
§ 14
Klage over Folkeoplysningsudvalget afgørelser om ansøgning til udviklingspuljen kan inden 4 uger fra afgørelsens modtagelse sendes til:
Folkeoplysningsudvalget Kultur- og Fritidsforvaltningen Flæsketorvet 68, 2.
1501 København V xx@xxx.xx.xx