Forretningsbetingelser- erhvervstelefoni
Forretningsbetingelser- erhvervstelefoni
for levering af Teleboxen services samt produkter
1. Generelt
Nedenstående Almindelige forretningsbetingelser (herefter "Betingelser") for internet- og telefoni-services, netværks-forbindelser samt
sikkerhedsydelser (herefter ”Services”) samt salg af hardware (herefter ”Hardware”) skal være gældende for enhver abonnementsaftale, rammeaftale eller salgsaftale (herefter ”Aftalen”), som er indgået mellem Teleboxen a/s (herefter "Teleboxen") og den virksomhed (herefter "Kunden"), der er angivet som kunde i Aftalen, som er indgået mellem Teleboxen og Kunden (herefter tilsammen kaldet "Parterne"). Eventuelle afvigelser fra nærværende Betingelser skal være skriftligt aftalt mellem Parterne i Aftalen for at være gyldige.
Kunden forpligter sig til, inden endelig indgåelse af Aftalen, at give Teleboxen alle relevante oplysninger om lokationer, indretninger, installationer eller andet som kan være til gavn for Teleboxens samlede leverance af Services eller Hardware.
Ved sin underskrift af Xxxxxxx, bekræfter Xxxxxx at have gjort sig bekendt med detaljerne i de af Aftalen omfattede Services. Oplysninger i produktinformation og prislister er kun bindende, i det omfang Aftalen udtrykkeligt henviser til dem. Et tilbud afgivet af Teleboxen er kun bindende for Teleboxen, hvis det accepteres af Kunden inden 30 dage efter, at tilbuddet er afgivet/fremsendt pr. post, fax eller e-mail til Kunden. Kunden er bekendt med, at tredjemand, herunder Teleboxens salgspartnere, ikke kan indgå aftaler med bindende virkning for Teleboxen.
2. Services og Hardware
Teleboxen udbyder Services samt salg af Hardware som er beskrevet i en eller flere konkrete Aftaler. Aftalen indgået mellem Teleboxen og Kunden beskriver nærmere omfang og valg af Services, herunder aftaler om niveau for reaktionstid samt forventet tilgængelighed (Service Level) og/eller Hardware. For konkret aftalt SLA (Service Level Agreement), se detaljer i Bilag 3 til Aftalen)
3. Levering
Teleboxen s levering af hardware og services sker i henhold til det i Aftalen beskrevne. Teleboxen er berettiget til at udskyde leveringstidspunktet, hvis det er nødvendigt af tekniske og/eller andre årsager. Forsinkelser er også berettiget som følge af forsinkelser fra tredjepartsleverandører, herunder hardware leverandører samt teleoperatører/linjeleverandører.
Medmindre andet er skriftligt aftalt, er opgivne leveringstider efter bedste skøn. Leveringsdato er den angivne dato for afsendelse ab fabrik for så vidt angår Hardware. Kommer Teleboxen til den opfattelse, at aftalt leveringstid ikke kan overholdes, eller at forsinkelse må anses for sandsynlig, vil Xxxxxx modtage skriftlig meddelelse herom samt så vidt muligt, tidspunktet for hvornår levering påregnes at kunne finde sted. Medmindre andet er aftalt, anses levering af Hardware som sket ab fabrik (INCOTERMS). Risikoen for det leverede overgår til Kunden ved fragtmandens afhentning fra Teleboxen (herunder fra Teleboxens underleverandører og lagerfaciliteter). Fragt- og ekspeditionsomkostningerne afholdes af Kunden. Netværksforbindelser bestilles af Kunden til levering på konkret adresse og placering som anført i tilbud. Fiberforbindelse kan ikke flyttes til anden adresse efter Aftalens indgåelse. Ændring af placering på adressen kan kun ske efter forudgående aftale med Teleboxen og vil medføre ekstra omkostninger.
Idriftsættelse
I forbindelse med leverance af Services skal der ved begrebet Idriftsættelse forstås følgende:
Ved levering af mobilabonnementer, sker Idriftsættelse ved fremsendelse af udstyr og/eller simkort til brug herfor. For andre leverancer af Services end nævnt ovenfor, sker Idriftsættelse ved Teleboxens klarmelding til Kunden, uanset om netværksudstyr og/eller simkort er fremsendt forinden. Dato for Idriftsættelse skal aftales mellem Parterne efter Xxxxxxx accept af tilbuddet. Teleboxen kan dog kræve, at Idriftsættelse af samtlige Services omfattet af tilbuddet skal ske senest 3 måneder efter modtaget accept af tilbuddet.
Såfremt Idriftsættelse udskydes på grund af Kundens forhold (fordringshavermora) - herunder ved manglende afgivelse af nødvendige oplysninger til Teleboxen efter påkrav herom, ved mangelfuldt udstyr eller infrastruktur samt ved forsinkelse som følge af Kundens binding hos andre leverandører - er Xxxxxx alligevel forpligtet til at foretage enhver betaling til Teleboxen, som om Idriftsættelse var sket. Kunden kan til enhver tid herefter meddele Teleboxen, at faktisk Idriftsættelse kan ske, hvorefter Teleboxen inden rimelig tid vil effektuere den udskudte Idriftsættelse.
Kunden er i tilfælde af udskudt Idriftsættelse forpligtet til at godtgøre Teleboxen sådanne tab, rimelige omkostninger eller tidsforbrug der måtte påføres Teleboxen.
4. Tilslutning af udstyr
Udstyr, der er nødvendigt for levering af de aftalte Services, opsættes og tilsluttes af Kunden, medmindre andet er aftalt i Aftalen. Teleboxen er ikke ansvarlig for opsætning og tilslutning foretaget af Kunden. Udstyret er Kundens eget ansvar og Teleboxen er ikke ansvarlig for fejl, afbrydelser eller forstyrrelser, herunder manglende opfyldelse af vilkår i SLA.
Såfremt Xxxxxx selv leverer forbindelsen til internettet, skal Kunden tilsikre at forbindelsen samt tilkoblet udstyr, til enhver tid har en sådan kvalitet og er med en tilstrækkelig kapacitet, til at Teleboxen kan levere de aftalte Services i overensstemmelse med Aftalen. Manglende kapacitet og kvalitet på linjer leveret af Kunden fritager Teleboxen fra at levere aftalte serviceniveauer i henhold til SLA. Teleboxen er til enhver tid berettiget til at ændre valg af underleverandør, herunder underleverandører til installationer, forbindelser og Hardware.
5. Teleboxens forpligtelser
Teleboxens forpligtelser er begrænset til levering af de Services, som er specificeret i Aftalen herunder i SLA. Teleboxen er forpligtiget til at levere en Service, som overholder den gældende lovgivning for levering af Teleydelser i forhold til de Aftaler som måtte være underlagt denne lovgivning. Til de solgte Services kan benyttes transmissionsveje, som ejes og/eller drives af andre teleoperatører end Teleboxen. Der gælder således tillige sådanne vilkår, som måtte være fastsat af andre teleoperatører eller aftalt mellem Teleboxen og andre teleoperatører. Teleboxen skal i denne forbindelse oplyse Kunden om sådanne vilkår og Teleboxen skal således være uden forpligtelse for sådanne transmissionsveje.
6. Kundens udstyr og interne net
Kunden skal sikre, at forbindelsen til Teleboxens og det øvrige offentlige telenet benyttes på en måde, der ikke forårsager forstyrrelser, afbrydelser eller lignende for trafikken i det offentlige tele- og datanet. Indtræder sådanne forstyrrelser mv., skal Xxxxxx straks træffe foranstaltninger herimod, f.eks. regulere mængden af indkommende og udgående tele- og internettrafik eller abonnere på yderligere forbindelser til det offentlige telenet, eller standse den adfærd, der forårsager forstyrrelserne. Hvis Xxxxxx ikke standser adfærd der forårsager forstyrrelsen, er Teleboxen berettiget til at afbryde de leverede Services med øjeblikkelig virkning, indtil Kunden kan dokumentere, at den uønskede adfærd er ophørt.
Kunden er uberettiget til at anvende udstyr, servere og gateways forbindelse med de købte Services, herunder isætte SIM-kort i GSM Gateways, SMS Gateways eller andet gateway- og serverudstyr, som skaber trafikmængder udover det som må anses som normalt trafikforbrug fra en telefon. Evt. overtrædelse af denne klausul kan medføre erstatningsansvar overfor Teleboxen for dokumenter bare tab og omkostninger i forbindelse med den uberettigede anvendelse.
Teleboxen er uden ansvar for ethvert misbrug af Kundens Services, Hardware eller systemer og forbindelser i øvrigt, ligesom Kunden, i tilfælde af misbrug, er ansvarlig for betaling af trafik, forbrug m.v. Af sikkerhedsmæssige årsager er Teleboxen berettiget til at foretage port-scanninger af Kundens netværksforbindelser.
7. Ejendomsret
I den udstrækning Teleboxens installationer anbringes hos Kunden, bevarer Teleboxen ejendomsretten til disse og Kunden er straks ved ophør af Aftalen forpligtet til at returnere disse til Teleboxen. Kunden er uberettiget til at udøve tilbageholdsret i Teleboxens ejendele i forbindelse med eventuelle krav mod Teleboxen.
Udstyr og installationer ejet af tredjemand, men formidlet af Teleboxen, og som er anbragt hos Kunden, ejes ligeledes af tredjemand og tilbageleveres ved ophør til Teleboxen, som herefter vil overdrage udstyr m.v. til tredjemand. Udstyr, som ikke tilbageleveres, faktureres til Xxxxxx, hvis tilbagelevering ikke er sket inden for 14 dage fra ophør af Aftalen.
8. Ansvar
Teleboxen er ikke ansvarlig for tab og skade som følge af afbrydelser eller forstyrrelser i Teleboxens Services. Teleboxen kan ligeledes ikke gøres ansvarlig for tab og skade som følge af utilsigtede sikkerhedsmæssige problemstillinger, herunder virusangreb, ”denial of service attacks”, indtrængning i kundens netværk af tredjepart mv. Teleboxen fraskriver sig ethvert ansvar for eventuelle forsinkelser.
Teleboxen er ikke ansvarlig for fejl, nedbrud eller andre driftsforstyrrelser, som skyldes forhold, der kan henføres til transmissionsveje, udstyr, anlæg, installationer m.v., der ejes eller drives af andre operatører, eller andre forhold, som ikke skyldes Teleboxens forsømmelse eller grove uagtsomhed. Desuden er Teleboxen ikke ansvarlig for driftsforstyrrelser, der skyldes foranstaltninger, der er nødvendige af tekniske, vedligeholdelsesmæssige eller driftsmæssige årsager eller er pålagt af tilsynsmyndighederne.
Teleboxen er kun ansvarlig for Kundens direkte tab og hæfter således aldrig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller øvrige indirekte tab, herunder tab af goodwill samt tab der opstår som følge af at aftaler mellem Kunden og tredjemand falder bort eller misligholdes. Kunden kan ikke kræve erstatning for eventuelle merudgifter i forbindelse med anvendelse af alternativ tjenesteudbyder. Kundens anvendelse af en eller flere af Teleboxens Services sker i enhver henseende på eget ansvar. Teleboxen kan ikke drages til ansvar for tab eller andre forhold som følge af manglende adgang til Services, e-mails eller information via Internettet. Dette forhold gælder også i de tilfælde hvor manglende adgang skyldes systemnedbrud eller andre forhold hos Teleboxen, som kan indvirke på driften.
Teleboxen påtager sig intet ansvar for tab af data, e-mails eller installeret software m.m. i forbindelse med Kundens brug af Teleboxens Services og Hardware. Teleboxen påtager sig intet ansvar for uvedkommendes adgang til Kundens data og interne systemer, idet Xxxxxx er ansvarlig for at sikre og opretholde et højt sikkerhedsniveau og udvise agtpågivenhed, herunder ved konstatering af unormalt forbrug. Teleboxen er ikke ansvarlig for fejl og mangler i DNS opsætningen hos andre leverandører eller udbydere som Kunden måtte anvende.
Teleboxen forbeholder sig retten til at foretage præventiv spærring for opkald til visse områder/lande, funktioner m.v., idet Kunden ved henvendelse til Teleboxen som udgangspunkt kan få ophævet spærringen.
Teleboxen fritages for ansvar for følger af manglende opfyldelse af Aftalen, såfremt opfyldelsen af Teleboxens forpligtelser umuliggøres eller er urimeligt byrdefuld på grund af omstændigheder, der ligger uden for Teleboxens kontrol, og som Teleboxen ikke med rimelighed kunne forventes at have forudset på tidspunktet for Aftalens indgåelse, og ikke uden væsentlige omkostninger kunne have undgået eller overvundet (herefter "Force Majeure"). Sådanne omstændigheder omfatter, men er ikke begrænset til, regeringsforanstaltninger, naturkatastrofer, lynnedslag, oversvømmelse eller anden betydelig vandskade, ildebrand, afbrudt energiforsyning eller transportmuligheder, krig, oprør, sabotage, hærværk, tyveri, strejke og lockout. Ved leje af udstyr tilhørende Teleboxen eller tredjemand, er det Kundens ansvar at forsikre dette.
Kunden er til enhver tid forpligtet til at foretage nødvendig backup af software og data på Hardware, herunder særligt apps, e-mails, filer og dokumenter. Ved Teleboxens Service, fejl retning, reparation og/eller ombytning, er Teleboxen ikke ansvarlig for tab af software og/eller data.
Kunden er erstatningsansvarlig i henhold til dansk rets almindelige regler for skader på Teleboxens udstyr og installationer hos Kunden. Kunden bærer desuden i enhver henseende risiko for Teleboxens udstyr og installationer hos Kunden, herunder for så vidt tyveri, bortkomst og hændelige skader, f.eks. brandskader, vandskader, overspænding og lyn skader. Kunden er forpligtet til at godtgøre Teleboxen ethvert tab i disse tilfælde.
9. Nummertildeling
Tildeling af telefonnumre og IP-adresser
I forbindelse med flytning af et eksisterende telefonnummer bemyndiger Kunden Teleboxen til på sine vegne at anmode Xxxxxxx eksisterende operatør om at overføre Kundens telefonnummer til Teleboxen eller en af Teleboxen udpeget tredjemand via nummerportabilitet.
Det er Kundens eget ansvar at opsige eventuelle aftaler hos egen tele- eller netværksleverandør. Numre der skal porteres må dog ikke opsiges. Eventuelle vilkår om bindings- og/eller opsigelsesperiode i eksisterende aftale med leverandøren, herunder eventuelle omkostninger i den forbindelse, er Teleboxen uvedkommende, uanset nummerportering eller tidspunkt for Idriftsættelse m.v.
Tekniske eller driftsmæssige forhold kan nødvendiggøre, at Kunden i særlige tilfælde må tildeles et nyt telefonnummer. Teleboxen er i så tilfælde berettiget til at gøre dette uden ansvar. Kunden informeres om ændringen med længst muligt varsel.
Oprettelse af nye numre samt nummerporteringer koster 199,- + moms pr. nummer (kun erhverv) Tildeling af IP-adresser
Teleboxen tildeler Kunden IP-adresser i det omfang Kunden har behov herfor. Teleboxen forbeholder sig uden ansvar, retten til at ændre, eller reducere tildelte IP-adresser og indføre restriktioner med hensyn til anvendelse i overensstemmelse.
med de direktiver der udfærdiges af Reseaux IP Europeans (RIPE). Kunden vil modtage meddelelse herom. Tekniske, driftsmæssige, markedsmæssige eller regulativer forhold kan nødvendiggøre, at Kunden i særlige tilfælde må tildeles nye IP-adresser. Teleboxen er i så tilfælde berettiget til at gøre dette uden ansvar. Kunden informeres om ændringen med længst muligt varsel. Teleboxen kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle omkostninger i forbindelse hermed.
10. Fejlretning
Ved Kundens berettigede og rettidige rapportering af fejl eller mangler, vil Teleboxen hurtigst muligt søge at afhjælpe disse fejl og mangler i henhold til vilkårene i Aftalen og indgået SLA. Ifald intet andet er aftalt i Kundens Aftale, leveres services i henhold til standard SLA.
Ved fejlretning er Kunden forpligtet til at give Teleboxens personale adgang til at efterse Kundens installation. Ved fejlretning uden for Teleboxens kontrol og ansvar, forbeholder Teleboxen sig ret til at fakturere sit tidsforbrug i henhold til den til enhver tid gældende prisliste på xxxxx://xxxxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxxxxxxx/.
11. Reklamationsret ved køb af Hardware
Ved Kundens indgåelse af Aftale om køb af Hardware gælder følgende vilkår for reklamationsret:
Ved modtagelse af Hardware opfordres Kunden til at afprøve alle funktionaliteter med henblik på at sikre, at det leverede Hardware er fri for mangler. Viser det sig, at det leverede Hardware lider af en mangel og Kunden vil påberåbe sig manglen, skal Kunden, i overensstemmelse med pkt. 10, give Teleboxen meddelelse herom straks efter at manglen er opdaget eller burde have været opdaget, idet Xxxxxx ikke senere kan gøre manglen gældende.
Hardware tages ikke retur uden særskilt aftale herom. Tilsvarende kan afgivne ordre ikke annulleres. Såfremt der indgås aftale om returnering af varer eller annullering af afgivne ordre, kan dette alene ske for lagervarer i uåbnet original emballage. I alle tilfælde opkræver Teleboxen et returneringsgebyr svarende til 25% af varens salgspris (ex. moms), dog minimum kr. 500,00 (ex. moms) per vare
12. Bestilling og betaling
Bestilling af og betaling for Services
Ved oprettelse af Aftale vedrørende leverance af Services forpligter Kunden sig til at betale 50% af oprettelses- og etableringsomkostninger ved Aftalens indgåelse og underskrift. For Hardware, som indgår i Aftalen, forpligter Kunden sig til at betale 50% af Hardwarens pris ved Aftalens indgåelse og underskrift. Ved manglende rettidig betaling forbeholder Teleboxen sig retten til at udskyde leveringstidspunktet. Kunden forpligter sig til at betale restbeløbet ved Idriftsættelse af Aftalen.
Abonnementsafgiften, service-/supportafgift og evt. finansieringsomkostninger er faste og betales kvartalsvis forud, første gang når abonnementsydelsen, service eller det eventuelle finansierede Hardware er leveret. Telefonitrafik betales månedsvis bagud.
Ved Kundens bestilling af yderligere kapacitet og/eller brugerlicenser ud over det, Aftalen giver ret til, faktureres fra leveringstidspunktet. For tidsforbrug i forbindelse med installationen afsættes et nærmere aftalt antal teknikertimer. Hvis Xxxxxx har særlige ønsker, der ikke kan indeholdes i det afsatte timetal, vil arbejdet blive udført efter regning. Ændringer i de leverede Services efter Aftalens indgåelse, herunder ændringer i PBX-opsætningen, Call Flow, netværkskonfiguration, DNS, IP-adresser, firewall parametre, hardware konfigurationer, som ikke kan tilskrives fejl og mangler i den leverede serviceydelse eller Hardware, afregnes tillige efter medgået timeforbrug eller i henhold til den til enhver tid gældende prisliste på www.xxxxx://xxxxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxxxxxxx/.
Ændringer og tilpasninger faktureres ved gennemførelse af ændring. Ved større ændringer og tilpasninger kan Teleboxen forlange delbetalinger før endelig levering. Ved aftaler om ændring af leverance af Services træder ny bindingsperiode i kraft fra Idriftsættelse af ændringen af den eller de pågældende Services. Medmindre andet er aftalt, udgør den forlængede bindingsperiode en periode svarende til den oprindeligt aftalte initialperiode i Aftalen.
Forbrug på datapakker
Ved køb af mobildatapakker faktureres overforbrug efter gældende takster. Teleboxen tilbyder datastop eller reduktion af hastighed på danske pakker. Der kan gå op til 24 timer inden data stoppes eller hastigheden sænkes, og der kan derfor forekomme fakturering af ekstra data. Med gældende EU-regler indgår brug af data i EU også i de danske pakker (der betales dog et roamingtillæg). Forbrug af data i EU kan ikke stoppes i forhold til brug af den danske pakke og overforbrug i både EU og Danmark kan derfor også forekomme ved brug af data i EU.
Bestilling af Hardware
Efter Xxxxxxx afgivne ordre, fremsendes ordrebekræftelse direkte til Kunden på e-mail. Kunden skal straks efter modtagelsen gøre indsigelse, såfremt indholdet af ordrebekræftelsen ikke stemmer overens med Xxxxxxx bestilling.
Generelle betingelser
Teleboxens normale betalingsbetingelser er 8 dage netto og forudsætter betaling via Leverandørservice.
Betaler Xxxxxx ikke til aftalt tid, er Teleboxen berettiget til at beregne morarente fra forfaldsdagen med en rentesats svarende til 1,5% pr. påbegyndt måned. Betaler Kunden ikke forfaldne beløb (renter, gebyrer og eventuelle inddrivelses-omkostninger) senest 5 dage efter påkrav om betaling, er Teleboxen berettiget til at hæve Aftalen. Ved manglende betaling har Teleboxen ligeledes ret til helt eller delvist, permanent eller midlertidigt, at stoppe leveringen af den aftalte Service.
Hvis eventuelle restancer er betalt, inklusive alle gebyrer og påløbne renter, kan Kunden ved skriftlig henvendelse til Teleboxen anmode om genoptagelse af levering af Services. Ved eventuel åbning af Services, vil Kunden blive faktureret et genåbningsgebyr i henhold til den til enhver tid gældende prisliste på xxxxx://xxxxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxxxxxxx/xxxxxxxxxxxxxxxx
Faktura fremsendes på e-mail til en af Kunden angivet e-mailadresse eller på OIOUBL til et af Kunden angivet EAN-nummer. Kunden er ansvarlig for at opdatere e-mailadresse på xxxxx://xxxxxxxxxxxxx.xxxxxxxxx.xx/ samt i øvrigt relevante oplysninger, herunder eventuelt EAN-nummer ved henvendelse til Teleboxen
Det solgte Hardware er overdraget med ejendomsforbehold, således at ejendomsretten til det solgte først overgår til Kunden, når hele købesummen er betalt. Virkningen heraf er, at Teleboxen kan tage det solgte tilbage, hvis Xxxxxx ikke opfylder sine forpligtelser. Krav fra Kundens side mod Xxxxxxxxx berettiger ikke Kunden til at tilbageholde pligtige pengeydelser eller dele heraf eller foretage modregning.
Teleboxen er til enhver tid berettiget til at fastsætte og ændre en kreditgrænse for Kundens forbrug eller kræve sikkerhedsstillelse, herunder indbetaling af depositum fra Kunden. Depositum forrentes ikke og Kunden afholder alle omkostninger forbundet med sikkerhedsstillelsen.
Overstiger Kundens udestående den fastsatte kreditgrænse, er Teleboxen berettiget til at holde leveringen af yderligere Services tilbage, indtil Kundens udestående er bragt ned under kreditgrænsen.
Taksering af opkald og trafik for så vidt angår telefoni sker pr. påbegyndt minut, og i øvrigt i henhold til Opkaldspriser (Bilag 2a til Aftalen).
Der tages forbehold for eventuelle trykfejl samt eventuel valutaudvikling eller prisstigninger som anført nedenfor. Installation er ikke inkluderet i de angivne priser, men mindre det fremgår af Aftalen.
Ændring af vilkår og priser
Teleboxen kan ændre disse Betingelser, vilkår i Aftalen, særskilte tillægsvilkår samt abonnementsafgifter, forbrugsafgifter og gebyrer med et varsel på mindst 1 måned.
Prisstigninger kan bl.a. gennemføres som følge af almindelig inflation og markedsmæssig udvikling i priserne for de leverede ydelser, herunder som følge af statslig eller international regulering, der direkte eller indirekte påvirker Teleboxens omkostninger samt i tilfælde af Teleboxens forøgede omkostninger eller behov for øget lønsomhed og indtjening.
Ændringerne varsles ved offentliggørelse på Teleboxens hjemmeside, eller ved fremsendelse af en skriftlig meddelelse (herunder ved e-mail til den af Kunden angivne e-mailadresse), eventuelt sammen med en regning eller som tekst på betalingsoversigten fra kundens bank eller Nets A/S (tidligere PBS). Væsentlige ændringer varsles dog ved fremsendelse af en skriftlig meddelelse (herunder ved e-mail til den af Kunden angivne e- mailadresse), eventuelt sammen med en regning eller som tekst på betalingsoversigten fra kundens bank eller Nets A/S (tidligere PBS).
Ændringer, der ikke er til ugunst for kunden, kan gennemføres uden varsel eller offentliggørelse. Ændring af éngangsafgifter, herunder oprettelsesafgifter og flytteafgifter mv. kan ske uden varsel ved indførelse i Teleboxen 's prislister. I tilfælde af vedtagelse af forhøjelse af statslige skatter eller afgifter kan Teleboxen varsle prisstigninger til ikrafttræden samme dag som de pågældende skatter eller afgifter. Varsel af ændringer udgør ikke en opsigelse af disse Betingelser eller Aftalen. Såfremt Xxxxxx måtte gøre indsigelse til en varslet ændring, skal dette ske straks og inden udløb af det angivne varsel. Alle priser er angivet ekskl. moms. Teleboxen er berettiget til at regulere alle aftalte priser én gang årligt dog tidligst 12 måneder efter Idriftsættelse. Regulering kan ske i henhold til udviklingen i forbruger prisindekset (beregnet som udviklingen fra januar måned året forinden til januar måned samme år) dog minimum 2% pr. år. Hvis forbruger prisindekset ophører med at beregnes, kan Teleboxen regulere priserne i overensstemmelse med udviklingen i et andet tilsvarende officielt indeks, som måler samme prisudvikling. Teleboxen kan derudover til hver en tid ændre priserne som anført ovenfor (”Ændring af vilkår og priser”).
13. Overdragelse af Aftalen
Teleboxen er berettiget til at overdrage rettigheder og forpligtelser herunder betalingsforpligtelsen i Aftalen samt alle tilknyttede Aftaler til tredjemand samt i øvrigt at lade Teleboxens forpligtelser efter Aftalen udføre ved tredjemand. Kunden kan alene overdrage Aftalen med Teleboxens forudgående skriftlige samtykke
14. Ophør af Aftalen
Betingelserne er gældende mellem Kunden og Teleboxen, når de ved indgåelse af Aftalen er accepteret af Kunden. Betingelserne er uopsigelige, så længe Aftalen (herunder enkelte Services under Aftalen) fortsat er i kraft.
Enhver opsigelse skal ske skriftligt til xxxx@Xxxxxxxxx.xx med angivelse af det af Teleboxen tildelte kundenummer.
Erhvervskunder som har en telefoniløsning fra Teleboxen, har som udgangspunkt ingen bindinger med mindre andet er aftalt og underskrevet af kunden. Ved opsigelse af enkelte abonnementer er der en opsigelsesperiode på løbende måned + en måned.
Erhvervskunden kan opsige telefoniaftalen eller mere end 20% svarende til beløbssummen fra seneste faktura med en varsel på løbende måned + 3 måneder (opsigelsesperioden). Erhvervskunden kan endvidere – mod betaling af et beløb, der dækker abonnementsafgift i bindingsperioden og opsigelsesperioden – opsige aftalen med omgående virkning.
Ved opsigelse af abonnementsaftalen er Teleboxen berettiget til at bibeholde eventuelt tildelte IP-adresser samt evt. telefonnumre som ikke er nummerporterede. Numre der ikke udporteres af Kunden, samt hertil knyttede services, vil fortsat blive faktureret indtil Xxxxxx endeligt har udporteret eller opsagt disse, desuagtet portering er sket tidligere på Kundens eller en af Kunden valgt leverandørs ordre.
I tilfælde af Xxxxxxx væsentlige misligholdelse af Aftalen er Teleboxen berettiget til uden yderligere varsel at ophæve Aftalen og hertil knyttede Aftaler samt kræve sit tab og eventuelle udeståender betalt. Som væsentlig misligholdelse anses bl.a. Kundens manglende betaling af forfaldne pengeydelser, Kundens konkurs eller rekonstruktionsbehandling, Kundens lovstridige handlinger eller undladelser ved brug af Services, Kundens misbrug af Teleboxens og/eller tredjemands immaterielle rettigheder, herunder ophavsret, mønsteret, patentret, brugsmodelret, varemærkeret mv., Kundens tilslutning af udstyr, som ikke opfylder de lovmæssige krav hertil, manglende efterkommes af Teleboxens anvisninger for anvendelse af udstyr, anvendelse af den leverede tjeneste til salg overfor tredjepart, misbrug af Services i øvrigt (herunder som anført nedenfor), Teleboxen afskæres fra adgang til Kundens installationer i forbindelse med fejlsøgning og vedligeholdelse mv. Teleboxen forbeholder sig retten til uden varsel at ophæve abonnementer med frit forbrug, hvis misbrug registreres.
Følgende adfærd vil blive anset som misbrug og således som væsentlig misligholdelse:
1. Omfattende brug af gruppeopkald (mere end 30 timer pr. faktureringsperiode)
1. Kommercielt brug, herunder til markedsføring, Call Center, sms-gateways og lignende
1. Tilslutning af terminaler, bokse eller andet udstyr, hvor opkaldet genereres automatisk og som ikke er beregnet til almindelig brug fra person til person.
1. Tilslutning af udstyr der ikke er CE-mærket i overensstemmelse med reglerne i lov om radio- og teleterminal-udstyr mv.
15. Klageadgang vedrørende Services
Kundens klage vedrørende Teleboxens manglende overholdelse af Aftaler om Services, herunder om forbruget og den krævede betaling, indgives skriftligt til Teleboxen. Inden fjorten (14) dage efter klagens modtagelse er Teleboxen forpligtet til skriftligt at bekræfte modtagelsen og samtidig give en foreløbig afgørelse samt en vurdering af, hvor lang tid der forventes at forløbe, før
en endelig afgørelse foreligger. Teleboxens afgørelse kan indbringes for Teleankenævnet, Xxxxx Xxxxxxxx 00 xx., 0000 Xxxxxxxxx K.
Nuværende forretningsbetingelser er gældende fra 1 juli 2022