Lokalaftale for lærere og børnehaveklasseledere i Lejre Kommune
Lokalaftale for lærere og børnehaveklasseledere i Lejre Kommune
for skoleåret 2022-2023
Hjemmelshenvisning:
Aftalen er indgået med hjemmel i § 19 i ”Aftale om arbejdstid for undervisere i kommunerne” og omfatter ansatte i henhold til § 14 stk. 1 i ”Overenskomst for lærere m.fl. i folkeskolen og ved specialundervisning for voksne”.
Bestemmelserne i aftalen er supplerende til ”Aftale om arbejdstid for undervisere i kommunerne”.
§ 2 stk. 1, for så vidt angår det gennemsnitlige undervisningstimetal, §6 stk. 1 og 3, for så vidt angår tidsrummet i stk. 3. §7 stk. 3. §12 stk. 4. og §15 er fraveget.
Præambel
Supplering
Rammerne skal understøtte lærernes oplevelse af at have mulighed for at kunne lykkes med deres arbejde og give dem indflydelse på skolens og undervisningens udvikling. Dette har positiv betydning for elevernes læring og trivsel.
Et forpligtende samarbejde, der skaber gennemskuelighed og overblik over arbejdstiden og prioriteringen af opgaverne, styrker grundlaget for et godt arbejdsmiljø. Det forudsætter at skoleledelsen sammen med lærerne sætter retning og etablerer et tillidsfuldt samarbejde, og at skoleledelsen er tæt på undervisningsopgaven.
I Lejre Kommune er der fokus på at:
• Elevernes faglige niveau øges.
• Styrke den pædagogiske ledelse.
• Samarbejdet i lærergruppen styrkes gennem selvstyrende team til gavn for elevernes undervisning.
Aftalen skal understøtte vores fælles målsætning om at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital.
Udvikling af folkeskolen
Det er en klar ambition, at denne lokalaftale udmønter sig i bedre undervisning, trivsel og læring for den enkelte elev i Lejre Kommunes folkeskoler.
Skolevisionen for skolerne i Lejre Kommune skal bidrage til at understøtte lærernes muligheder for at realisere ambitionen og til at udvikle folkeskolen.
Skoleudvikling kræver nytænkning, kompetenceudvikling af ledere og lærere samt et godt samarbejde med forældrene om at realisere den fælles ambition.
Lokalaftalen skal bidrage til udvikling af skolen ved at understøtte sammenhængen mellem lærernes arbejdstid og opgaver. Elementer fra skolereformen – skoledagens sammenhæng, IT, den åbne skole og elevernes bevægelse - skal have høj prioritet i vores skoler.
§ 2 Samarbejde på kommuneniveau
Supplering
Redegørelsen præsenteres på et møde i januar måned.
Lejre Kommune og Lejre Lærerforening har aftalt en fælles forståelse af elementerne om lærernes forberedelsestid og undervisningstimetal som beskrevet i afsnittet om forberedelse og i afsnittet om arbejdstiden tilrettelæggelse. Desuden tydeliggør denne lokalaftale en fælles holdning til selvstyrende teams, samt til lærernes tilstedeværelse og selvtilrettelæggelse af arbejdstid.
Fravigelse
Kommunen præsenterer det gennemsnitlige undervisningstimetal i forbindelse med det planlagte evalueringsmøde i oktober, og ikke i den kommunale skriftlige redegørelse. Tidsplan vedlagt som bilag A.
§ 3 Samarbejde på tværs af kommune- og skoleniveau
Supplering
Indhentning af fælles viden sker på et årligt møde i februar, hvor også lokalaftalen evalueres.
Forud for ovenstående fællesmøde drøfter tillidsrepræsentanten og skoleledelsen, hvordan de forskellige elementer i aftalen har virket i forhold til at nå målene på den enkelte skole – og indgår med disse refleksioner i de fælles kommunale drøftelser.
§ 4
Supplering
Skoleledelsen har ansvaret for, at de fysiske rammer lever op til, at arbejdet kan udføres på skolen i henhold til arbejdsmiljølovens bestemmelser og at der følges tydeligt og hurtigt op på sygefravær med afsæt i kommunens sygefraværspolitik.
Skoleplanen og andre af skoleårets prioriteringer drøftes med TR og kvalificeres på et lærermøde og efterfølgende i LU.
Skoleplanen skal foruden de i stk. 2 nævnte elementer yderligere indeholde:
• Antal arbejdsdage i skoleåret for lærerne
• Arbejdstidens placering
• Estimeret tid til individuel forberedelse
• Estimeret tid til fælles forberedelse
• Opgaver der skal løses på skolen
• Fagudvalg
• Lejre Kommunes og skolens indsatsområder/ projekter/målsætninger
• Mål og rammer for teamsamarbejdet
• Mål og rammer for forældresamarbejdet.
Lejre Kommune og Lejre Lærerforening er enige om, at der med samarbejdssporet i A20 er behov for tid til de tillidsvalgte. Rammer for TR- og AMR-arbejdet for skoleåret 2021-2022 er aftalt og beskrevet i et særskilt dokument.
Der er fortsat behov for, at de tillidsvalgte deltager i faste møder med ledelsen og løbende understøtter samarbejdet mellem skoleledelse og medarbejderne.
For at øge den professionelle kapital og medarbejdernes tilfredshed med arbejdet samarbejder skolens medarbejdere i team.
I teamene samarbejder medarbejderne om undervisningen således, at elevernes læring og trivsel fremmes bedst muligt.
Teamet, der arbejder tæt sammen om en eller flere klasser, arbejder som et selvstyrende team, og skoleledelsen sørger for at teamet har sammenhængende mødetid.
Medarbejdernes professionelle råderum udvides og styrkes i kraft af det selvstyrende teamsamarbejde.
Teamet er ansvarligt for at indgå aktivt i planlægningen af ”vikardækning” ved planlagt fravær. Det er skolens leder, der koordinerer lærernes seniordage, omsorgsdage, 6. ferieuge og lignende. Placeringen af dagene skal være forenelig med skolens drift.
I det følgende er udarbejdet en overordnet kommunal ramme for det selvstyrende teams mål, opgaver og arbejdsform.
Det selvstyrende team i Lejre Kommune:
• Udvikler teamsamarbejdet.
• Samarbejder pædagogisk, metodisk og didaktisk om undervisningen.
• Planlægger og gennemfører arbejdet med udvikling og opfølgning på elevernes trivsel.
• Skaber de bedste muligheder for nærvær og god læring ved, at teamet planlægger og gennemfører vikardækningen ved planlagt fravær: Kurser, ekskursioner, seniordage, omsorgsdage, 6. ferieuge mm.
• Drøfter og beslutter, hvordan den bedst mulige mødestruktur for det enkelte team udformes under hensyntagen til de forskellige teams mangeartede opgaver.
• Udarbejder klassens/årgangens/afdelingens aktivitetskalender.
• Vurderer og tager løbende stilling til den mest hensigtsmæssige anvendelse af det enkelte teams samlede personalemæssige og økonomiske tildelte ressourcer.
• Planlægger og gennemfører skole-hjemsamarbejdet omkring eleverne i henhold til skolens beskrevne rammer for forældresamarbejdet.
• Aftaler tilsyn med eleverne, så eleverne oplever tryghed i skolen.
I henhold til § 5 stk. 15 i ”Overenskomst for lærere m.fl.” er der er aftalt et
funktionslønstillæg for selvstyrende team på 5.000 kr. i 31.03.00 niveau. Funktionslønstillægget er uafhængigt af beskæftigelsesgrad. Som udgangspunkt er alle lærere en del af et teamsamarbejde og skal tildeles funktionslønstillægget.
§ 5
Supplering
Netto-årsnormen er fast: 1680 timer hvert skoleår.
§ 6 Arbejdstidens tilrettelæggelse
Supplering
Årsnormen fordeles på mellem 205-215 dage. De 200 dage placeres på elevernes undervisningsdage.
Skoleledelsen beslutter antal arbejdsdage efter drøftelse med TR og lærerne og fører dette ind i Skoleplanen.
De 5-15 arbejdsdage ud over undervisningsdage placeres i den sidste og første uge af elevernes sommerferie og evt. i påskeugen, efter Xxxxxx xxxxxxxxxxxxxx og i forbindelse med Grundlovsdag.
Øvrige dage er 0-dage, hvor der ikke kan placeres arbejdstid. Lærerne kan dog vælge at lave selvtilrettelagt arbejde.
Ferien afholdes med tre uger i juli (ugerne 27, 28 og 29), en uge i vinterferien (uge 8) og en uge i efterårsferien (uge 42).
Xxxxxx, dialog og samarbejde mellem skoleledelsen og lærerne, og mellem medarbejderne er grundlæggende for den gode skole i Lejre Kommune.
Lærerne i Lejre Kommune arbejder professionelt med deres arbejdsopgaver. De er til stede på skolerne til deres undervisningsopgaver, tilsynsopgaver og til opgaver i fællesskab med deres samarbejdspartnere. Det være sig ledere, lærere, pædagoger, forældre og øvrige eksterne samarbejdspartnere.
Derudover tilrettelægger lærerne selv deres arbejdstid.
Ved skoleårets start har skoleledelsen udarbejdet en mødeplan for den enkelte lærer. Hvis læreren ønsker at arbejdstiden placeres i TRIO-systemet, skal læreren sige det til sin leder.
Mødeplanen skal give læreren et samlet overblik over, både hvordan den enkelte arbejdsuge normalt former sig og hvordan skoleåret som helhed planlægges.
Den præsterede arbejdstid medregnes med tiden mellem start- og sluttidspunkt for arbejdstiden.
I arbejdstiden medregnes også arbejdstimer, som ikke er tidsmæssigt placeret af ledelsen i en mødeplan.
Lærerne er selv ansvarlige for, at deres samlede arbejdstid passer med nettoarbejdstiden og kan registrere deres arbejdstid i det system, der er stillet til rådighed.
Det samlede undervisningstimetal er for fuldtidsansatte lærere maksimalt 780 timer uagtet afholdelse af 6. ferieuge.
Det vil i gennemsnit pr. uge svare til 26 lektioner. Det tilstræbes at undervisningstimetallet fordeles jævnt igennem skoleåret.
Der kan ud over de 780 timer tillægges undervisningstimer, som vedrører f.eks. lejrskole og skolefester jævnfør det udvidede undervisningsbegreb.
Fravigelse
For så vidt angår tidsrummet for tilrettelæggelse af den daglige arbejdstid, er dette fraveget således, at den daglige arbejdstid kan tilrettelægges inden for tidsrummet kl. 7.00 – 17.00.
Systematiske ændringer i arbejdstiden fra kl. 7.00-17.00 skal varsles med 4 uger.
§ 7 opgaveoversigten
Supplering
Skoleledelsen udarbejder en samlet oversigt over de opgaver, som skal løses i løbet af skoleåret efter møde med lærerne og derefter LU.
Den samlede oversigt over opgaver anses som en del af Skoleplanen.
Fravigelse
Forud for hvert skoleår, inden lærerne går på sommerferie, udleverer ledelsen efter drøftelse med læreren, en opgaveoversigt, der angiver de opgaver, som læreren påtænkes at anvende sin arbejdstid på.
§ 8 Forberedelse
Supplering
Forberedelsestiden beregnes med en omregningsfaktor på 0,5 af den samlede undervisningstid.
I tiden til forberedelse medgår individuel forberedelse, fælles forberedelse, forberedelse til møder og samarbejdet om fagudvalg.
Afholdelse af møder udover er ikke indeholdt i omregningsfaktoren.
§ 10 Nyuddannede lærere
Supplering
Nyuddannede lærere må i to år efter lærereksamen maksimalt tillægges 750 timers undervisning.
§12 Opgørelse af arbejdstiden
Fravigelse
Skoleledelse og lærer følger i fællesskab op på den præsterede arbejdstid hvert halve år.
§ 15 Ulempegodtgørelse
Fravigelse
Der tilfalder et årligt fast ulempetillæg på 1200 kr. (i 31.03.2000 – niveau) til den arbejdstid der præsteres mellem kl. 17.00-7.00 på hverdage.
Hensigten er ikke at mængden af aftenarbejde skal øges, men at timetælleriet skal minimeres.
Det tillægges forholdsmæssigt til deltidsansatte lærere (gælder for ansatte med
mindre end 75% beskæftigelse).
Der tilfalder medarbejderrepræsentanter i skolebestyrelsen et årligt ulempetillæg (funktionslønstillæg) på 1200 kr. (i 31.03.2000 – niveau).
Tvistløsning
Parterne er enige om, at et udbytterigt samarbejde om kerneopgaven – mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og ledere – er præget af gode relationer og gensidig dialog.
Opstår der på den enkelte skole uklarheder eller uenigheder om lokalaftalen, drøftes disse efter henvendelse fra tillidsrepræsentant eller skoleleder mellem Lejre Lærerforening og Lejre Kommune.
Dermed frasiger parterne sig ikke muligheden for at afprøve en evt. uenighed i det fagretslige system.
Lokalaftalens ikrafttræden og opsigelse
Aftalen kan skriftligt opsiges af en af aftalens parter med 3 måneders varsel til udgangen af et skoleår. Dog tidligst til den 31. juli 2023. Der vil i så fald blive aftalt genforhandling.
Evaluering
Parterne er enige om at aftalen evalueres som beskrevet i parternes tidsplan jf. bilag A.
Lejre d. 27. januar 2021
For Lejre Lærerforening | / | For Lejre Kommune |
Xxx Xxxxxxxxxx | Xxxxxx Xxxxxx | |
Kredsformand | Centerchef for Børn & Læring |
Aftale om arbejdstid for undervisere i kommunerne
Præambel
KL og Lærernes Centralorganisation er enige om, at lærerne i kommunerne udfører en opgave af stor betydning, og at folkeskolen er en afgørende grundsten i vores samfund. Undervisning er skolens kerneydelse. Den gode undervisning er afgørende for, at eleverne tilegner sig en række kundskaber og færdigheder, der har stor betydning for dem, mens de går i skole, for deres tilværelse efter skolen og for samfundet som helhed. Skolen er vores vigtigste kulturformidlende institution, en vigtig faktor i forhold til at styrke sammenhængskraften i samfundet og bidrager afgørende til at fremme den enkelte elevs faglige og alsidige udvikling og demokratiske dannelse. Skolen er fundamentet i vores uddannelsessystem.
Lærerne er den vigtigste faktor for elevernes udbytte af undervisningen. Når lærerne oplever, at de har evner og mulighed for at kunne lykkes med deres arbejde og har indflydelse på skolens og undervisningens udvikling, har det en positiv betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Et forpligtende samarbejde, der skaber gennemskuelighed og overblik over arbejdstiden og prioriteringen af opgaverne, styrker grundlaget for et godt arbejdsmiljø. Det forudsætter god skoleledelse, der sammen med lærerne sætter retning og etablerer et samarbejde, og er tæt på undervisningsopgaven.
Kernen i aftalen er et forpligtende samarbejde, der understøtter lærernes muligheder for at kunne udøve deres professionelle dømmekraft og at kunne lykkes med opgaven.
På kommuneniveau understøtter aftalen et tæt samarbejde mellem kommunen og de kredse/lokale repræsentanter af organisationerne i Lærernes Centralorganisation med det mål at bidrage til udviklingen af skolen og understøtte sammenhængen mellem lærernes arbejdstid og opgaver.
Samarbejdet på kommuneniveau følges op af et tilsvarende samarbejde på skoleniveau mellem skoleleder, tillidsrepræsentant og lærere. Med samarbejdet mellem skolerne og det kommunale niveau indhentes viden og erfaringer fra skolerne, der indgår i samarbejdet på kommuneniveau.
Parterne ønsker hermed at bidrage til kvalificerede drøftelser af prioriteringer af lærernes arbejdstid.
Med aftalen ønsker parterne at skabe de bedste rammer for et tæt og konstruktivt samarbejde på alle niveauer, mellem KL og LC, mellem kommune og kreds,
mellem skoleledelse og tillidsrepræsentant og samarbejdet mellem kommune- og skoleniveauet. Parterne forpligter sig i fællesskab på, at samarbejdet realiseres på alle områder, der er dækket af aftalen – folkeskolen, ungdomsskolen og de kommunale sprogcentre. Vi ønsker med aftalen at understøtte vores fælles målsætning om at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital.
§ 1. Hvem er omfattet
Aftalen omfatter lærere og børnehaveklasseledere m.fl. i det omfang, det fremgår af den enkelte overenskomst/aftale indgået mellem KL og Lærernes Centralorganisation.
Bemærkning
I aftalen anvendes betegnelsen ”lærer” for alle ansatte, der er omfattet af aftalen.
Ved betegnelsen ”kredsen” forstås den lokale kreds af Danmarks Lærerforening, dog fsva. ungdomsskoler og sprogcentre den lokale repræsentant af Uddannelsesforbundet, medmindre andet fremgår af den enkelte bestemmelse.
Lærere, der som en del af det samlede ansættelsesforhold varetager undervisning i såvel folkeskolen som ungdomsskolen, er omfattet af nærværende aftale.
Ansatte som efter § 2, stk. 3, nr. 2, i Overenskomst for lærere i ungdomsskolen har valgt at være omfattet af overenskomstens bestemmelser for timelønnede, er ikke omfattet.
Kombinationsbeskæftigelse kan indgå i arbejdstiden efter de herom fastsatte regler, jf. Aftale om kombinationsbeskæftigelse for lærere m.fl. (50.41).
§ 2. Samarbejde på kommuneniveau
Stk. 1
Med udgangspunkt i kommunens overordnede målsætninger for det samlede skolevæsen udarbejder kommunen en skriftlig redegørelse til kredsen. Medmindre andet aftales lokalt, indeholder redegørelsen:
- Det forventede gennemsnitlige undervisningstimetal for lærerne i kommunen
- Kommunale beslutninger som har konsekvenser for prioriteringer af lærernes arbejdstid i det kommende skoleår, herunder kommunalt initierede projekter, og den forventede andel af arbejdstiden, der medgår hertil.
Bemærkning
Kommunen beskriver, hvad der er indeholdt i undervisningstimetallet.
Parterne er opmærksomme på, at undervisningstimetallet i kommunerne defineres med afsæt i lokale behov og forudsætninger og derfor ikke er umiddelbart sammenligneligt på tværs af kommunerne.
Redegørelsen sendes til skolerne efter samarbejdsmødet i stk. 2.
Stk. 2
Redegørelsen skal præsenteres ved et samarbejdsmøde mellem kommune og kreds med det formål, at parterne forud for kommunens endelige beslutning om ressourceudmeldingen har en kvalificeret drøftelse af prioriteringer af arbejdsopgaver. I drøftelsen indgår endvidere parternes fælles viden fra samarbejdet på tværs af kommune- og skoleniveau, jf. § 3.
Bemærkning
Drøftelsen sker med henblik på at understøtte sammenhæng mellem lærernes arbejdstid og opgaver samt et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse.
Samarbejdsmødet finder sted en gang årligt efter vedtagelsen af det kommunale budget og inden ressourceudmeldingen til skolerne. Det er forudsat, at kredsen har haft den fornødne tid til at forholde sig til redegørelsen forud for afholdelse af mødet.
Stk. 3
Ungdomsskoler, sprogcentre, selvstændige kommunale institutioner i henhold til lov om specialundervisning for voksne, døgninstitutioner med intern skole i henhold til lov om social service samt selvstændige institutioner for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) er ikke omfattet af § 2.
§ 3. Samarbejde på tværs af kommune- og skoleniveau
Stk. 1
Kommune og kreds samarbejder om at indhente fælles viden fra skoleledelser og tillidsrepræsentanter om, hvordan de arbejder med kommunens overordnede målsætninger samt erfaringer fra skolerne, som kan have betydning for kommunens prioritering af lærernes arbejdstid og de opgaver, som lærerne skal varetage det kommende skoleår.
Hvis enighed ikke kan opnås, gælder bestemmelserne i stk. 2.
Stk. 2
Kommune og kreds afholder mindst et årligt møde med skoleledelser, herunder leder af PPR, og tillidsrepræsentanter med henblik på at indhente fælles viden, jf. stk. 1.
Kommunen udarbejder på baggrund heraf og forud for den kommunale redegørelse, jf. § 2, en opsamling af den indhentede viden. Kredsen inddrages i udarbejdelsen med henblik på at kvalificere opsamlingen, inden den færdiggøres af kommunen. Opsamlingen indgår i drøftelsen på samarbejdsmødet, jf. § 2, stk. 2.
Bemærkning
Det er forudsat, at kredsen har den fornødne tid til at kvalificere opsamlingen.
Stk. 3
Ungdomsskoler, sprogcentre, selvstændige kommunale institutioner i henhold til lov om specialundervisning for voksne, døgninstitutioner med intern skole i
henhold til lov om social service samt selvstændige institutioner for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) er ikke omfattet af § 3.
Bemærkning
For samarbejdet mellem kommune og hhv. ungdomsskoler og sprogcentre henvises til § 2a.
§ 4. Samarbejde på skoleniveau
Stk. 1 Grundlag for ledelsens prioriteringer
Skoleledelse og tillidsrepræsentant drøfter, hvilke målsætninger ledelse og lærere vil arbejde for i det kommende skoleår og ledelsens prioriteringer af lærernes arbejdstid. Ledelsen har forud for drøftelsen skriftligt til tillidsrepræsentanten udleveret grundlaget for ledelsens prioriteringer, herunder ift. individuel forberedelse, det forventede gennemsnitlige undervisningstimetal, de enkelte prioriterede indsatser og opgaver samt prioriteringernes eventuelle betydning for lærernes øvrige opgaver.
For selvstændige kommunale institutioner i henhold til lov om specialundervisning for voksne, døgninstitutioner med intern skole i henhold til lov om social service samt selvstændige institutioner for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) omfatter grundlaget endvidere kommunale beslutninger som har konsekvens for prioriteringer af lærernes arbejdstid i det kommende skoleår, herunder kommunalt initierede projekter.
Bemærkning
Grundlaget skal give indblik i og forståelse for ledelsens prioriteringer af lærernes arbejdstid. Der er ikke fastsat bestemte krav til hvordan grundlaget udformes.
Ved selvstændige kommunale institutioner i henhold til lov om specialundervisning for voksne, døgninstitutioner med intern skole i henhold til lov om social service samt selvstændige institutioner for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) beskriver skolen, hvad der er indeholdt i undervisningstimetallet.
Drøftelsen sker med henblik på at understøtte sammenhæng mellem lærernes arbejdstid og opgaver samt et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse.
Samarbejdet tilrettelægges under hensyntagen til den konkrete skolestruktur og organisering.
Stk. 2 Skoleplan
Ledelsen udarbejder på baggrund af drøftelsen et forslag til en skoleplan, som indeholder ledelsens prioriteringer, grundlaget for prioriteringerne, overordnede beskrivelser af de prioriterede indsatser og opgavers indhold, klasselæreropgaven, hvad der forstås ved individuel forberedelse samt antal lærere på skolen.
Bemærkning
Klasselæreropgaven kan fordeles på flere.
Stk. 3
Skoleledelse og tillidsrepræsentant drøfter endvidere, hvordan der sikres transparens i planlægningen og opgavefordelingen. Ledelsen fastlægger efter drøftelse med tillidsrepræsentanten principper for lærernes tilstedeværelse,
mødeaktiviteter og balance mellem den enkelte lærers selvtilrettelæggelse af arbejdstiden og det fælles kollegiale samarbejde.
Bemærkning
For selvstændige kommunale institutioner i henhold til lov om specialundervisning for voksne, døgninstitutioner med intern skole i henhold til lov om social service samt selvstændige institutioner for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) beslutter ledelsen efter drøftelse med tillidsrepræsentanten, hvilke principper det er relevant at fastsætte, jf. stk. 3, 2. pkt.
Stk. 4 Samarbejdsmøde
Målsætningerne og skoleplanen præsenteres på et møde mellem skoleledelsen og lærerne med henblik på, at lærerne kan kvalificere målsætningerne og skoleplanen forud for, at ledelsen træffer endelig beslutning.
Bemærkning til § 4
Skoleplanen bidrager til en kvalificeret drøftelse af prioriteringerne af lærernes arbejdstid samt prioriteringernes eventuelle betydning for lærernes øvrige opgaver.
Ledelse og tillidsrepræsentant kan aftale alternative fremgangsmåder for at inddrage lærerne og sikre transparens i ledelsens planlægning og prioriteringer af lærernes arbejdstid.
Parterne er enige om, at tillidsrepræsentanten skal have den nødvendige og tilstrækkelige tid til samarbejdet, jf. også § 14, stk. 2 i Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse.
Stk. 5 Samarbejde for lærere ansat i pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR)
Leder og tillidsrepræsentant drøfter, hvilke målsætninger ledelse og lærere vil arbejde for i det kommende år og ledelsens prioriteringer af lærernes arbejdstid. Ledelsen har forud for drøftelsen skriftligt til tillidsrepræsentanten udleveret grundlaget for ledelsens prioriteringer, samt hvad der forstås ved individuel forberedelse. Ledelsen beslutter efter drøftelse med tillidsrepræsentanten, hvilke principper der er relevante at fastlægge fx principper for lærernes tilstedeværelse, mødeaktiviteter og balance mellem den enkelte lærers selvtilrettelæggelse af arbejdstiden og det fælles kollegiale samarbejde.
Bemærkning
Drøftelsen sker med henblik på at understøtte sammenhæng i lærernes arbejdstid og opgaver samt for de lærere i PPR, der varetager tale-/høre-undervisning af elever, et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse.
Lærere i PPR er ikke omfattet af stk. 1-4.
§ 5. Arbejdstid
Arbejdstiden i et skoleår udgør for fuldtidsbeskæftigede 1924 timer, inkl. ferie og helligdage, som falder på mandag til fredag. Arbejdstiden opgøres en gang årligt.
Bemærkning
Et skoleår regnes typisk fra den 1. august til den 31. juli det efterfølgende år. Ved
sprogcentre vil skoleåret typisk regnes fra den 1. januar til den 31. december.
Helligdage er skærtorsdag, langfredag, påskedag, 2. påskedag, st. bededag, Xxxxxx xxxxxxxxxxxxxx, pinsedag, 2. pinsedag, juledag, 2. juledag og nytårsdag.
§ 6. Arbejdstidens tilrettelæggelse
Stk. 1
Arbejdet tilrettelægges normalt på hverdage, mandag til fredag, indenfor den daglige arbejdstid kl. 7.30-17.00. Den daglige arbejdstid skal så vidt muligt være samlet.
Bemærkning
Det er forudsat, at ledelsen tager hensyn til den ansatte ved den konkrete arbejdstilrettelæggelse, herunder ved så vidt muligt at undgå skæv arbejdsbelastning udover det, der følger af, at arbejdstiden er fordelt på færre uger som konsekvens af antallet af elevernes undervisningsdage.
Ved sprogcentre, hvor aftenundervisning er en forudsætningsmæssig aktivitet, er det forudsat, at ledelsen tager hensyn til den ansatte, herunder ved kun undtagelsesvist at planlægge morgentimer efter aftenundervisning.
Stk. 2
For fuldtidsbeskæftigede tilrettelægges den daglige arbejdstid på anvendte arbejdsdage med mindst 4 timer.
Bemærkning
Deltidsbeskæftigede kan tilrettelægges med en lavere daglig arbejdstid ved enighed mellem lederen og læreren.
Stk. 3
Ændringer i den planlagte arbejdstid udenfor tidsrummet fra kl. 7.30 til kl. 16.30 skal varsles med mindst 4 uger, medmindre andet aftales med tillidsrepræsentanten.
Ledelsen kan undtagelsesvis med et kortere varsel beslutte at ændre den planlagte arbejdstid, således at et starttidspunkt er tidligere og/eller sluttidspunktet senere end tidsrummet fra kl. 7.30 til kl. 16.30.
Bemærkning
Med undtagelsesvis forstås ændringer, som ikke er systematiske.
Stk. 4
Der er indgået aftale om dispensation fra hviletid/fridøgn, jf. Protokollat 1 om hviletid og fridøgn for lærere.
§ 7. Opgaveoversigten
Stk. 1
Efter drøftelse med læreren udarbejder ledelsen en opgaveoversigt, der angiver de opgaver, som læreren påtænkes at anvende sin arbejdstid på i normperioden.
Bemærkning
Opgaverne skal fremgå af opgaveoversigten med en så tilstrækkelig detaljeringsgrad, at opgaveoversigten kan danne grundlag for, at ledelse og lærer
sammen kan vurdere sammenhængen mellem lærerens tid og opgaver. Mindre opgaver kan samles i mere overordnede opgavekategorier. En kategori kan være ”diverse mindre opgaver på skolen”.
Drøftelsen sker med henblik på at understøtte sammenhæng mellem lærerens arbejdstid og opgaver, samt et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse.
Stk. 2
På opgaveoversigten anføres endvidere den planlagte tid til undervisning, estimeret tid til individuel forberedelse, samlet estimeret tid til opgaver der planlægges indholdsmæssigt senere på året samt estimeret tid til opgaver som ledelsen skønner til mindst 60 timer.
Bemærkning
Den estimerede tid på opgaveoversigten er vejledende. Det er ikke hensigten, at opgaveoversigten skal føre til et utilsigtet timetælleri.
Ved fastsættelsen af antal undervisningstimer tages højde for om læreren er deltidsbeskæftiget, har nedsat tid som følge af aldersreduktion, efter- og videreuddannelsesaktiviteter samt større hverv og funktioner.
For deltidsbeskæftigede mv. drøftes endvidere den pågældendes deltagelse i fælles aktiviteter, møder, teamsamarbejde mv.
Stk. 3
Opgaveoversigten udleveres til læreren senest 5 uger før normperiodens begyndelse.
Stk. 4
Ledelsen og tillidsrepræsentanten kan aftale en anden model for udarbejdelsen af opgaveoversigten, som kan danne grundlag for, at ledelse og lærer sammen kan vurdere sammenhængen mellem lærerens tid og opgaver.
Bemærkning
En lokal model kan tilpasses de lokale forhold på skolen og bidrage til at skabe lokalt ejerskab.
§ 8. Forberedelse
Stk. 1
Undervisning, fælles aktiviteter og øvrige opgaver skal planlægges på en måde, som muliggør, at lærerens forberedelsestid afvikles som sammenhængende og effektiv tid.
Bemærkning
Forberedelse planlægges ikke til at ligge i elevpauser, hvor læreren har undervisning umiddelbart før og efter elevpausen. Elevpauser anvendes typisk til fx elevkontakt i tilknytning til undervisningen, klargøring og oprydning, skift af undervisningslokale, akut opstået behov for forberedelse i forbindelse med vikartime, rekreative formål, kopiering, sparring med kollegaer, beskeder til forældre, gårdvagt, eller lign.
Stk. 2
Hvis læreren oplever, at den individuelle forberedelsestid reduceres, har læreren mulighed for at bede ledelsen om at placere forberedelsestiden. Den placerede individuelle forberedelsestid kan kun i særlige tilfælde som følge af uforudset, akut opstået behov anvendes til andre formål.
Bemærkning
Det er ledelsens ansvar i samarbejde med læreren, at lærerens forberedelsestid ikke nedprioriteres og forsvinder i løbet af normperioden.
§ 9. Ændringer i løbet af normperioden
Hvis der i løbet af normperioden opstår nye større opgaver eller større ændringer af en opgaves indhold eller omfang, beslutter lederen efter dialog med læreren, hvilken konsekvens den nye opgave/ændringen af opgaven har for lærerens samlede opgaver.
Bemærkning
Ledelsen kan fx beslutte at ned- eller bortprioritere opgaver, at justere måden hvorpå opgaver løses, at opgaver omfordeles til andre lærere, at lærerens nye samlede opgaver i forbindelse med opgørelse af lærerens arbejdstid ved normperiodens udløb vil kunne medføre overtid, hvis der ikke sker ændringer senere i perioden. I dialogen mellem leder og lærer iagttages et hensyn til at understøtte et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse.
Ved manglende enighed om, hvorvidt der er tale om en ny større opgave eller større ændringer af en opgaves indhold eller omfang, inddrages tillidsrepræsentanten.
Ledelsen orienterer læreren skriftligt om ændringens konsekvens for lærerens samlede opgaver.
§ 10. Nyuddannede lærere
Ved opgavefordeling tages særligt hensyn til nyuddannede med henblik på at understøtte nyuddannedes mulighed for at få en god start på lærerlivet.
Bemærkning
Der skal være opmærksomhed på antallet af undervisningstimer, at undervisningsopgaverne falder inden for nyuddannedes forudsætninger og erfaring med faget, at begrænse antallet af fag og klasser, ligesom der skal skabes rum for at nyuddannede kan reflektere over egen og andres praksis med henblik på udvikling i forhold til undervisningsopgaven, forældresamarbejde, inklusion samt samarbejde med PPR og øvrige kommunale personalegrupper.
Nyuddannede lærere er lærere med mindre end to års beskæftigelse som lærer.
§ 11. Ansatte, der er fyldt 60 år
Stk. 1.
For ansatte, der pr. 31. juli 2013 er fyldt 57 år, gælder følgende: a) For lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen og for lærere ved ungdomskostskoler, der er fyldt 60 år og anmoder herom, nedsættes arbejdstiden med 175 timer årligt for fuldtidsbeskæftigede. For deltidsbeskæftigede og for ansatte frikøbt til organisationsarbejde reduceres de 175 timer forholdsmæssigt. b) For lærere ved
selvstændige kommunale institutioner for voksenspecialundervisning, der er fyldt 60 år og anmoder herom, nedsættes arbejdstiden med 21 minutter for hver 60 minutters undervisning. Nedsættelsen gives i den normperiode, hvor undervisningen er placeret.
Stk. 2.
Nedsættelsen af arbejdstiden sker fra den normperiode, hvor den ansatte fylder 60 år.
Stk. 3.
Der kan ikke gives overarbejdsbetaling i de normperioder, hvor arbejdstiden er nedsat. Hvis normen overskrides, afspadseres de overskydende timer i den efterfølgende normperiode i forholdet 1:1.
§ 11a. Ret til nedsat arbejdstid fra 60 år
Stk. 1
Lærere har – når de fylder 60 år – ret til nedsat arbejdstid med op til 175 timer årligt mod tilsvarende lønnedgang. Læreren optjener fortsat fuld pensionsret i forhold til hidtidig beskæftigelsesgrad.
Stk. 2
Deltidsbeskæftigede har ret til en forholdsmæssig arbejdstidsnedsættelse.
Stk. 3
Retten til nedsat arbejdstid indtræder fra den normperiode, hvori læreren fylder 60 år.
§ 12. Opgørelse af arbejdstiden
Stk. 1
Den præsterede arbejdstid opgøres således:
1. Arbejdsdage medregnes med tiden mellem start- og sluttidspunkt for arbejdstiden. Pauser medregnes, hvis de varer mindre end 1/2 time og den ansatte står til rådighed for arbejdsgiveren og ikke må forlade arbejdsstedet.
Bemærkning
I arbejdstiden medregnes også arbejdstimer, som ikke er tidsmæssigt placeret af ledelsen. Ledelse og tillidsrepræsentant aftaler den praktiske håndtering af, hvordan eventuel selvtilrettelagt tid medregnes i arbejdstidens opgørelse, herunder ved dage med ret til fravær, jf. punkt 2.
Håndteringen kan fx ske ved, at læreren registrerer arbejdstiden eller at læreren på forhånd meddeler, hvornår timerne præsteres.
Arbejdstimer, som er godkendt af ledelsen eller har været nødvendige af hensyn til en forsvarlig varetagelse af arbejdet, fx tilfældig forlængelse af et forældremøde eller en akut opstået opgave i forbindelse med en elev, indgår i opgørelsen.
2. Dage med ret til fravær med løn medregnes med det antal arbejdstimer, den ansatte skulle have arbejdet den pågældende dag.
Bemærkning
I det antal arbejdstimer, som den ansatte skulle have arbejdet den pågældende dag, medregnes også arbejdstimer, der ikke er tidsmæssigt placeret af ledelsen. Såfremt intet andet er aftalt mellem ledelse og tillidsrepræsentant jf. punkt 1, medregnes den gennemsnitlige arbejdstid pr. anvendt arbejdsdag i normperioden.
Fravær med ret til løn er fx sygedage og tjenestefrihed med løn. Ved længerevarende fravær af mere end 4 ugers varighed, fx sygefravær og fravær af familiemæssige årsager, medregnes for fuldtidsbeskæftigede 7,4 timer.
3. Afviklede ferietimer medregnes.
4. Helligdage, som falder på mandag til fredag, medregnes med 7,4 timer pr. dag for fuldtidsbeskæftigede.
5. Afspadsering, som er afviklet i normperioden, medregnes.
6. Aldersreduktion medregnes, jf. § 11.
7. Arbejdstimer, der er medgået til kombinationsbeskæftigelse i normperioden efter de herom fastsatte regler, medregnes.
8. Lejrskoler, studieture mv. (arrangementer med overnatning), der udføres som en del af tjenesten, medregnes i arbejdstiden med 14 arbejdstimer og 10 timers rådighedstjeneste pr. døgn.
Udrejse- og hjemrejsedage medregnes ud fra konkret optælling, således at der først medregnes op til 14 arbejdstimer og herefter medregnes op til 10 timer med rådighedstjeneste. Rådighedstjeneste medregnes i arbejdstiden med 1/3 eller udbetales med sædvanlig timeløn gange 1/3 ved førstkommende lønudbetaling efter registrering.
Bemærkning
Ved døgn forstås i denne sammenhæng kalenderdøgn, dvs. 24 timer fra døgnets begyndelse kl. 00.00 til det efterfølgende døgns begyndelse kl. 00.00.
Rådighedstjeneste medregnes med 1/3 pr. døgn, uanset om den ansatte tilkaldes til effektiv tjeneste under rådighedstjenesten.
Rejsetid i forbindelse med lejrskoler, studieture m.v. (arrangementer med overnatning) medregnes efter nr. 8, ikke efter nr. 9.
9. Rejsetid i forbindelse med tjenesterejser medregnes, dog højst med 13 timer pr. døgn.
Bemærkning
Rejsetiden medregnes fuldt ud for rejser i såvel ind- som udland, men højst med 13 timer pr. døgn.
Begrænsningen på de 13 timer gælder kun for selve rejsetiden.
Ved døgn forstås i denne sammenhæng arbejdsdøgnet, dvs. 24 timer regnet fra den pågældende arbejdsdags begyndelse.
10. Tilkald med mindre end 24 timers varsel medregnes med mindst 3 timer.
Bemærkning
Ved »tilkald« forstås, at den ansatte skal møde op på arbejdsstedet.
11. Arbejdstimer, der er medgået til aftalt frikøb til organisationsarbejde, medregnes.
Bemærkning til stk. 1
Arbejdstiden opgøres i timer og minutter, og der foretages ingen afrunding ved opgørelsen af den præsterede arbejdstid.
Stk. 2
Skal der på grund af til- eller fratræden i løbet af skoleåret foretages en opgørelse af arbejdstiden, opgøres den i forhold til en normberegning på grundlag af 7,4 timer pr. kalenderdag i normperioden ekskl. lørdage og søndage i ansættelsesperioden.
Stk. 3
Lærere i folkeskolen og i ungdomsskolens heltidsundervisning, der skal gennemføre mundtlige udtræksprøver som eksaminator og censor ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve, kan afregnes for opgaven på to måder:
a) Opgaven medregnes i arbejdstiden, jf. stk. 1.
b) Opgaven betales med en særlig timetakst, hvorved tiden til opgaven holdes uden for arbejdstidsopgørelsen. Timetaksten udgør 208,00 kr. (31/3 2000- niveau) pr. time. Timetaksten er pensionsgivende for overenskomstansatte, dog undtaget overenskomstansatte lærere, som har ret til tjenestemandslignende pension.
Stk.4
Ledelsen udleverer til læreren en opgørelse over den præsterede arbejdstid mindst ved udgangen af hver 3. måned.
§ 13. Overarbejde og merarbejde
Stk. 1.
Hvis den præsterede arbejdstid har oversteget arbejdstiden for normperioden, jf. § 5, godtgøres timerne med afspadsering af samme varighed med et tillæg på 50 pct. eller med timeløn med et tillæg på 50 pct.
Stk. 2.
Deltidsbeskæftigedes arbejdstimer, der ikke overstiger arbejdstiden for fuldtidsbeskæftigelse, jf. § 5, godtgøres dog kun med afspadsering af samme varighed eller med almindelig timeløn.
Bemærkning til § 13
Overarbejde og merarbejde skalvære pålagt eller nødvendigt af hensyn til en forsvarlig varetagelse af tjenesten.
Timelønnen beregnes som 1/1924 af årslønnen inkl. funktions- og kvalifikationsløn på udbetalingstidspunktet.
§ 14. Afspadsering
Stk. 1.
Afspadsering skal gives i den efterfølgende normperiode.
Bemærkning
Afspadsering gives som sammenhængende tid af minimum 4 timers varighed, medmindre andet aftales mellem leder og lærer. Resttimer gives som sammenhængende tid.
Kan afspadseringen ikke gives i den efterfølgende normperiode, ydes i stedet overarbejdsbetaling ved den førstkommende lønudbetaling.
Stk. 2.
Afspadseringstidspunktet skal varsles mindst 72 timer i forvejen.
Stk. 3.
Hvis den ansatte er syg, når en planlagt afspadsering begynder, har den pågældende ikke pligt til at påbegynde afspadseringen.
§ 15. Ulempegodtgørelse
Stk. 1
For arbejde i tidsrummet fra kl. 17 til kl. 06 eller i weekender, på søgnehelligdage, grundlovsdag efter kl. 12 samt juleaftensdag efter kl. 14 ydes et tillæg svarende til 25 pct. af nettotimelønnen inkl. faste tillæg.
Stk. 2
Ulempegodtgørelsen efter stk. 1 kan efter aftale mellem ledelsen og den ansatte konverteres til afspadsering.
Stk. 3
Hvis den ansatte er syg, når en planlagt afspadsering begynder, har den pågældende ikke pligt til at påbegynde afspadseringen.
Bemærkning til § 15
Ulempetillægget ydes for arbejde, der efter ordre eller godkendt tjenestefordeling udføres i følgende tidsrum:
Hverdage: Fra kl. 17 til kl. 06 (inkl. mandag morgen). Weekender: Xxx xxxxxx kl. 00 til søndag kl. 24.
Søgnehelligdage: Fra kl. 00 til kl. 24. Grundlovsdag: Fra kl. 12 til kl. 24. Juleaftensdag: Fra kl. 14 til kl. 24.
Tillægget efter § 15 udbetales uafhængigt af eventuel overarbejdsgodtgørelse efter de almindelige regler eller eventuel weekendgodtgørelse efter § 16.
Ulempetillæg udbetales efter afvikling ved den førstkommende lønudbetaling efter registrering, medmindre andet aftales.
§ 16. Weekendgodtgørelse
Stk. 1
Arbejde i weekender eller på søgnehelligdage godtgøres med afspadsering af samme varighed med et tillæg på 50 pct. eller med timeløn med et tillæg på 50 pct.
Stk. 2
Arbejdstid, der godtgøres efter stk. 1, indgår ikke i arbejdstidsopgørelsen efter § 12.
Stk. 3
Der ydes herudover tillæg efter § 15.
Stk. 4
Hvis den ansatte er syg, når en planlagt afspadsering begynder, har den pågældende ikke pligt til at påbegynde afspadseringen.
Bemærkning til § 16
Weekendgodtgørelsen ydes for arbejde, der efter ordre eller godkendt tjenestefordeling udføres i tidsrummet fra lørdag kl. 00 til søndag kl. 24 og på søgnehelligdage fra kl. 00 til kl. 24.
Arbejde i weekender eller på søgnehelligdage udløser et tillæg på 50 pct., uanset om der er tale om almindelig tjeneste, pålagt over- eller merarbejde eller en deltidsbeskæftigets ekstraarbejde inden for fuldtidsnormen.
Godtgørelse i form af afspadsering kan gives såvel før som efter den pågældende weekend eller søgnehelligdag (omlægning af tjenesten).
Afspadseringen medregnes på afviklingstidspunktet i arbejdstidsopgørelsen som anden afspadsering, jf. § 14.
Hvis afspadseringen ikke gives i den efterfølgende normperiode, ydes i stedet kontant godtgørelse ved den efterfølgende lønudbetaling.
Der ydes ikke herudover erstatningsfridage, kompensation for mistede fridage eller godtgørelse for over- eller merarbejde.
Ved arbejde i weekenden ydes både tillæg efter § 15 og weekendgodtgørelse efter
§ 16.
§ 17. Tillæg for delt tjeneste
Stk. 1
For tjeneste, der er opdelt i 3 dele, betales et tillæg på 54 kr. pr. gang (31/3 2000- niveau).
Stk. 2
Ved delt tjeneste, hvis samlede varighed inkl. de mellemliggende timer overstiger 11 timer, betales et tillæg på 5,82 kr. pr. time (31/3 2000-niveau) for den del af tjenesten, der ligger ud over 11 timer. Tillægget betales pr. påbegyndt halve time.
Bemærkning
Ved beregningen af den delte tjenestes samlede varighed medregnes mellemliggende timer, hvor den ansatte har fri. Tillægget betales kun for timer, der ligger ud over 11.
§ 18. Tillæg ved deltagelse i lejrskole mv.
Stk. 1
Der ydes et ikke-pensionsgivende tillæg på 127,33 kr. (31/3 2000-niveau) pr. påbegyndt dag for deltagelse i lejrskoler, hytteture, studieture mv. (arrangementer med overnatning). Tillægget ydes i stedet for ulempegodtgørelse, jf. § 15.
Stk. 2
Afvikles arrangementer, jf. stk. 1, på lørdage, søndage og helligdage, ydes et ikke- pensionsgivende tillæg på 289,62 kr. (31/3 2000-niveau) pr. påbegyndt dag.
Tillægget ydes i stedet for ulempegodtgørelse, jf. § 15, og weekendgodtgørelse, jf.
§ 16.
§ 19. Lokalaftaler
Stk. 1.
Der kan lokalt indgås aftaler om arbejdstidsregler, som fraviger eller supplerer denne aftale.
Bemærkning
Der henvises til rammeaftale om decentrale arbejdstidsaftaler (04.82) samt aftale om konvertering af ulempetillæg (04.86).
Stk. 2
Protokollat 1 om hviletid og fridøgn kan ikke fraviges ud over det, der følger af protokollatet.
§ 20. Ikrafttræden og opsigelse
Stk. 1
Aftalen gælder fra d. 1. august 2021, dog således at følgende bestemmelser om samarbejde og planlægning gælder fra den 1. januar 2021 med henblik på, at alle dele af aftalen kan virke senest fra skoleåret 2021/2022:
- § 3 Samarbejde på tværs af kommune- og skoleniveau for så vidt angår at fælles viden om erfaringerne med samarbejdet på skoleniveau kan indgå i drøftelser på samarbejdsmødet i skoleåret 2021/2022, jf. § 2, stk. 2.
- § 4. Samarbejde på skoleniveau ift. skoleåret 2021/2022.
- § 7. Opgaveoversigten ift. skoleåret 2021/2022.
- § 8. Forberedelse ift. skoleåret 2021/2022.
Stk. 2.
For sprogcentre, der følger kalenderåret som normperiode, skal skoleåret 2021/2022 forstås som kalenderåret 2022.
Stk. 3.
Aftalen kan skriftligt opsiges af aftalens parter med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst til den 31. marts 20XX1.
København, den 11. august 2020.
For KL
For
Lærernes Centralorganisation
Protokollat 1 – Hviletid og fridøgn
Stk. 1
Den daglige hvileperiode kan nedsættes fra 11 til 8 timer op til 12 gange pr. skoleår for den enkelte ansatte. Det kan lokalt aftales, at nedsættelsen kan ske op til 20 gange pr. skoleår.
Stk. 2
Delt tjeneste kan ikke overstige en sammenhængende periode på 12 timer, med mindre det aftales lokalt.
Stk. 3
Der kan lokalt indgås aftale om, at der kan være op til 12 døgn mellem 2 fridøgn.
Stk. 4
Under deltagelse i lejrskoler, studieture mv. (arrangementer med overnatning) ses bort fra kravet om daglig hvileperiode. Såfremt opholdet mv. strækker sig over en weekend, omlægges det ugentlige fridøgn, så der kan være indtil 12 døgn mellem 2 fridøgn.
1 Parterne er enige om, at aftalen tidligst kan opsiges ved den førstkommende overenskomstfornyelse efter OK21.
Bemærkning til protokollat
Såfremt den ansatte vælger ansættelse efter folkeskole- eller ungdomsskoleoverenskomstens timelønsbestemmelse for ansættelse i ungdomsskolens fritidsundervisning, er denne ansættelse ikke omfattet af ovenstående begrænsninger.
I tilfælde, hvor arbejdsmiljølovens regler om hvileperiode og fridøgn fraviges, skal der ydes tilsvarende kompenserende hvileperioder eller fridøgn. Hvor forholdene undtagelsesvis er af en sådan art, at det ikke er muligt at yde kompenserende hvileperioder eller fridøgn, skal der ydes passende beskyttelse.
København, den 11. august 2020.
For KL
For
Lærernes Centralorganisation
Bilag 1 - Rådgivningsmulighed
Rådgivning ift. samarbejde på kommuneniveau
I tilfælde af, at samarbejdet på kommuneniveau i henhold til aftalens §2, §2a, eller
§ 3 ikke fungerer, kan hver af de lokale parter anmode om rådgivning hos de centrale parter til at forbedre samarbejdet. I rådgivningen indgår, at de centrale parter anviser mulige løsninger og/eller forslag til det lokale samarbejde med henblik på, at de lokale parter med udgangspunkt heri finder en løsning. De centrale parter bistår i fornødent omfang i de lokale drøftelser.
Bemærkning
Mulige løsninger og/eller forslag kan fx udledes af de centrale parters fælles inspiration fra lokale erfaringer i kommuner eller på skoler, hvor samarbejdet anses for velfungerende.
Rådgivningsmuligheden for sprogcentre og ungdomsskoler gælder alene § 2a, hvor de lokale parter er skoleledelsen/kommunen og den lokale repræsentant af Uddannelsesforbundet.
Samarbejde på skoleniveau
I tilfælde af, at samarbejdet på skoleniveau i henhold til § 4 ikke fungerer, bistår kommunen og den lokale kreds med at forbedre samarbejdet.
Bemærkning
Ledelse eller tillidsrepræsentanten kan hver især eller sammen rette henvendelse til kommune og kreds med henblik på bistand.