Bugge Thorbjørn Daniel
– juridiske rammer for en eventuel frihandelsaftale mellem Færøerne, Grønland og Island
1. Indledning – en vestnordisk frihandelsaftale?
Skal Grønland indgå en frihandelsaftale med Færøerne og Island? Dette er det politiske spørgsmål, der ligger bag beslutningsforslaget fremlagt af Xxxx Xxxx Xxxxxxxx den 19. august 2015 i Landstinget, Inatsisartut.1 Forslaget, der blev fremsat af Xxxx Xxxx Xxxxxxxx i egenskab af formand for den Grøn- landske delegation til Vestnordisk Råd, har karakter af et beslutningsforslag om at tilslutte sig en anbefaling fra dette råd.2 Anbefalingen er rettet til de respektive grønlandske, færøske og islandske regeringer og landsstyrer.
Vestnordisk Råd – en samarbejdsorganisation mellem parlamenterne i de tre lande – har som målsætning bredt at samarbejde om vestnordiske inte- resser i forhold til ressourcer, kultur, handel og trafik ikke mindst ved at holde øje med og følge op på regeringernes og landsstyrernes samarbejde.3 Ved det årlige møde i august 2015 vedtog rådet at anbefale de tre regeringer at nedsætte en arbejdsgruppe med opgaven at »kortlægge de fælles gevinster der kunne være ved, at de tre lande indgår en frihandelsaftale og ved etable- ring af et vestnordisk handelsråd«.4 Anbefalingen er en foreløbig kulminati- on på flere års drøftelser i rådet og er baseret på en rapport, der foreslår
1 Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Inatsisartut tilslutter sig Vestnordisk Råds re- kommandation 1/2015, EM 2015/154.
2 I den grønlandske regering – Naalaakersuisut - er forslaget blevet positivt, om end del-
vist forbeholdent modtaget.
3 Se Charter for Vestnordisk Råd, præambel og artikel 1 og 2. Charteret er tilgængeligt på xxxx://xxx.xxxxxxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxxx/xxxxxxx-xx-xxxxxxxxxxxxxxxx/ senest tilgået
4. november 2015. Rådet har 18 medlemmer, der er fordelt på 6 fra hvert af de nationale parlamenter, og sekretariat i Reykjavik, Island. En kort analyse af vestnordisk samarbejde kan findes i Alyson J.K. Bailes (2014), Nordic and Arctic Affairs: Why is ‘West Nordic’ Cooperation in fashion?, University of Iceland, Institute for International Affairs, Centre for Small State Studies. En dybere analyse af samarbejdet gennem de seneste 30 år kan findes i Xxxxx Xxxx Xxxxxxxx (2013), Working paper on The West Nordic Council in the Global Arctic i University of Iceland, Institute for International Affairs, Centre for Arctic Policy Studies.
4 Vestnordisk Råds rekommandation nr. 1/2015, der blev enstemmigt vedtaget i rådet den
12. august 2015 på årsmødet afholdt i Runavík på Færøerne.
etablering af en frihandelszone, nedsættelse af et handelsråd eventuelt efter- fulgt af en investeringsaftale.5
Den foreslåede arbejdsgruppes mandat skal bestå i at sammenholde forde- le og ulemper ved etablering af en frihandelsaftale mellem de tre lande over- for fordele og ulemper ved indgåelse af bilaterale aftaler mellem Grønland og de to øvrige lande, der allerede har en bilateral frihandelsaftale – den så- kaldte Hoyvik-aftale.6 Arbejdsgruppen skal endvidere kortlægge, på hvilke områder det henholdsvis er og ikke er en fordel for landene at åbne for fri- handel, samt kortlægge fordele og ulemper ved det betydeligt mere ambitiø- se projekt at oprette en fælles økonomisk zone med fri bevægelighed af va- rer, tjenester, kapital og arbejdskraft. Endelig skal arbejdsgruppen vurdere fordele og ulemper ved etablering af et vestnordisk handelsråd.7
2. Præsentation af de juridiske rammer
Spørgsmålet, om en aftale skal indgås, er som nævnt politisk. Det parallelle spørgsmål, hvorvidt en sådan aftale kan indgås og i givet fald under hvilke betingelser, er juridisk – om end svarene på disse juridiske spørgsmål kan være særdeles relevante for den politiske beslutning.
Indgåelse af en frihandelsaftale mellem Grønland, Færøerne og Island vil ikke ske i et juridisk vakuum. Tværtimod er en sådan frihandelsaftale ram- mesat juridisk i flere fora, såvel folkeretligt som forfatningsretligt og kan derfor betragtes fra forskellige perspektiver. Disse skitseres nedenfor og på den baggrund præsenteres strukturen for det følgende.
Tages først det globale perspektiv – i dets egen terminologi er det måske mere præcist at bruge betegnelsen det multilaterale perspektiv – er alle tre lande omfattet af reglerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO). For Is- lands vedkommende i egenskab af selvstændig stat, for Grønland og Færø- ernes vedkommende i egenskab af medlemmer af Rigsfællesskabet med WTO medlemmet Danmark. På trods af, at udgangspunktet for samarbejdet i WTO er ikke-diskrimination, tillader WTO’s regler alligevel – under op- fyldelse af visse betingelser – at medlemsstaterne indgår bilaterale aftaler.
5 Bilag til EM 2015/154, xxxx://xxx.xxxxxxxxxxxx.xx/xxxxxxxxxxxxx/xxxxxxxx-xxxx- samlinger/samling/punktliste.aspx, senest tilgået 4. november 2015: »Rapport om Vestnor- dens arktiske samarbejde mellem Færøerne, Grønland og Island«, udarbejdet af Xxxxx Xxxx Xxxxxxxx, til Vestnordisk Råds temakonference 2014 på Sandø, Færøerne samt den efterføl- gende og lidt mere afdæmpede vurdering fra 20. august 2015 i Vestnordisk Råd: Strategisk vurdering af det regionale samarbejde i Arktis, der er vedlagt beslutningsforslaget som bilag.
6 Bekendtgørelse nr. 61 af 1. maj 1997, ændret af Bekendtgørelse nr. 13 af 29. august
2013.
7 Der lægges ikke udtrykkeligt op til, at arbejdsgruppen skal overveje spørgsmålet om en investeringsaftale, men det er på den anden side heller ikke udelukket, da det skitserede kommissorium ifølge ordlyden udgør et minimum.
I et regionalt perspektiv er det særligt forholdet til Den Europæiske Uni- on, der påkalder sig opmærksomhed, uanset at ingen af de tre lande er med- lemmer af EU. Færøerne, der udtrykkeligt blev undtaget fra den territorielle udstrækning af det danske medlemsskab af EF i 1973, har pt. parallelt en frihandelsaftale samt en fiskeriaftale med EU; fiskeriaftalen har – i parentes bemærket – været kilde til en tvist i WTO-regi.8 Grønland meldte sig ud af EF i 1985 og erstattede medlemsskabet med en associeringsaftale på bag- grund af Grønlands nye status som oversøisk land eller territorium (OLT) samt en fiskeripartnerskabsaftale.9 Island har aldrig været medlem af hver- ken EF eller EU, men var fra 1970 medlem af European Free Trade Agree- ment (EFTA), indgik en frihandelsaftale med EF med ikrafttræden i 1973, blev medlem af Det Europæiske Økonomiske samarbejde (EØS) i 2004 og har endvidere en fiskeriaftale med EU.10 Frihandelsaftalerne Færøerne/EU og Island/EU, EFTA-Aftalen og EØS-Aftalen er fra WTO’s perspektiv at regne som bilaterale frihandelsaftaler og er derfor underlagt de regler, der fremgår af WTO-reglerne.11 I lyset af såvel EU’s økonomiske og historiske betydning som de juridiske konstruktioner i aftalerne, analyseres forholdet til EU særskilt her.
Et tredje perspektiv, der for fuldstændighedens skyld må nævnes her, er forholdet mellem andre eksisterende bilaterale aftaler med tredjelande og en eventuel vestnordisk frihandelsaftale. Såvel Island som Færøerne har allere- de bilaterale frihandelsaftaler med andre tredjestater, mens en eller flere vestnordiske aftaler vil være Grønlands første.12 Her er en afgrænsning nødvendig, idet en udtømmende analyse af procedurer og substans i disse ganske mange aftaler og konsekvenserne af en vestnordisk frihandelsaftale falder uden for dette bidrags rammer.
8 Nuværende TEUF artikel 355(5)(a); for fiskeriaftalen se EF-Tidende 1980 L 226/12; for frihandelsaftalen se Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Danmarks regering og Færøernes landsstyre på den anden side, EU-Tidende 1997 L 053/2.
9 Se den såkaldte Grønlandstraktat, EF-Tidende 1985 L 29/1, nu TEUF artikel 204 og Pro-
tokol om den særlige ordning for Grønland; for fiskeripartnerskabsaftalen se EF-Tidende 2007 L 172/4; associationsafgørelsen se 2014/137/EU, EU-Tidende 2014 L 76/1.
10 Fiskeriaftalen se EF-Tidende 1993 L 161/2, der erstatter EF-Tidende 1993 L346/20. Af-
tale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, EF-Tidende 1994 L 1/3.
11 Dette anerkendes i præamblerne til aftalerne. Mht. EFTA se Convention establishing the European Free Trade Association, konsolideret version af 1. juli 2013; Frihandelsaftalen Is- land/EF, EF-Tidende 1972 L 301/2–161, DK specialudgave: serie I bind 1972 L 301/4.
12 Færøerne har frihandelsaftaler med Island, Norge, Schweiz, Liechtenstein og Tyrkiet. Is-
land indgår i frihandelsaftaler via medlemskabet af EFTA (se liste over aftaler på xxxx://xxx.xxxx.xxx/xxxx-xxxxx/xxxx-xxxxx-xxxxxxxxxx, senest besøgt 11. november 2015), er medlem af EØS og har derudover frihandelsaftaler med EU, Færøerne og Kina.
Island, der fik sin selvstændighed fra Danmark i 1918, kan indgå i frihan- delsaftaler i egenskab af en selvstændig stat, mens der for såvel Grønland som Færøerne tillige er et forfatningsretligt perspektiv i forhold til Dan- mark.13
I det følgende præsenteres på denne baggrund i afsnit 3 de retlige rammer for en vestnordisk frihandelsaftale i regi af WTO. Afsnit 4 analyserer de be- grænsninger, forholdet til EU opstiller for indgåelse af en vestnordisk fri- handelsaftale, og endelig fokuserer afsnit 5 på de forfatningsretlige be- grænsninger, der følger af Grønland og Færøernes medlemskab af Rigsfæl- lesskabet. Afslutningsvist skitseres det samlede billede og politiske tråde samles op.
3. WTO’s regler om regionale frihandelsaftaler
I dette afsnit redegøres først for betingelser for opnåelse af WTO medlem- skab, dernæst præsenteres særlige spørgsmål, der knytter sig til Danmarks medlemskab af såvel EU som WTO, og endelig skitseres WTO’s regler for indgåelse af bilateral frihandelsaftaler.
3.1. Medlemskab af WTO – selvstændigt eller via Danmark
WTO’s medlemsskare har et næsten globalt omfang: Pr. 26. april 2015 har organisationen 161 medlemmer og hertil kommer 22 lande med observatør- status, lande der er på forskellige stadier i tiltrædelsesproceduren.14
Medlemskab af WTO kan opnås af »enhver stat eller særskilt toldområ- de, som besidder fuldt selvstyre i ledelsen af sine handelsforbindelser med tredjelande og andre forhold, hvorom der er truffet bestemmelse i denne overenskomst og de multilaterale handelsaftaler«, jf. WTO-Aftalen, artikel XII:1. Lande, der allerede var medlemmer af forløberen til WTO – General Agreement on Tariffs and Trade (GATT 1947) – kunne tiltræde WTO som oprindelige medlemmer per 1. januar 1995, en mulighed som såvel Dan- mark som Island benyttede sig af.15 Efter denne dato kan medlemskab opnås efter gennemførelse af forhandlinger med WTO – dvs. de eksisterende med- lemmer – om koncessioner og forpligtelser.16
Færøerne og Grønland er omfattet af det danske medlemsskab, og et eventuelt selvstændigt WTO-medlemskab kan først opnås ved fuldt selvsty-
13 Om Islands status i og udtræden fra det danske rige se Spiermann (2007). Danmarks Ri- ge i forfatningsretlig belysning s. 36ff.
14 Den aktuelle liste over medlemmer og observatører kan findes på xxxxx://xxx.xxx.xxx/
english/thewto_e/whatis_e/tif_e/org6_e.htm, senest tilgået 5. november 2015.
15 WTO Aftalens artikel XIV:1 og XI:1. Se 1994 BSF 27, Folketingsbeslutning om Dan- marks ratifikation af overenskomsten om Verdenshandelsorganisationen (WTO), vedtaget den 16. december 1994.
16 WTO Aftalen artikel XIV:2 og artikel XII:2.
re i forhold til handelsrelationer med tredjelande. Dette er imidlertid (endnu) ikke tilfældet, da Grundloven, Selvstyrelovene og fuldmagtsordningen fast- holder den udenrigspolitiske kompetence hos regeringen, se herom nedenfor i afsnit 5. Så længe denne interne danske ordning består, er det Rigsfælles- skabet/Kongeriget Danmark, der er ansvarlig for, at aftaler indgået af Færø- erne og Grønland stemmer overens med WTO-Aftalens betingelser.17
Udover beskrivelsen af, hvornår en stat eller et toldområde kan ansøge om medlemskab, består den operative del af WTO-Aftalens artikel XII:1 af en kortfattet henvisning til, at tiltrædelsesbetingelser skal aftales med WTO. De anvendte procedurer bygger på praksis udviklet under GATT.18
3.2. Konsekvenser af kompetencefordelingen mellem Danmark og EU Her må knyttes nogle bemærkninger til EU’s medlemskab af WTO og kon- sekvenserne for Danmark, Færøerne og Grønland. To spørgsmål er relevan- te: Dels spørgsmålet om kompetencefordelingen mellem EU og medlems- staterne i forhold til den fælles handelspolitik, og dels den territorielle ud- strækning i forhold til Danmark af såvel EU- som WTO-medlemskab.
Først spørgsmålet om kompetencefordeling: Hverken De Europæiske Fællesskaber eller Den Europæiske Union var medlemmer af GATT 1947, men fik alligevel – i erkendelse af, at Kommissionen allerede under den fæl- les handelspolitik varetog EU medlemsstaternes fælles interesser på vegne af disse – status af oprindeligt medlem ved WTO’s ikrafttræden.19 Med den betydelige indholdsmæssige udvidelse, der var på tegnebrættet under for- handlinger blev spørgsmålet om den EU-interne kompetencefordeling xxx- xxx XX og medlemsstaterne i forhold til handelspolitikken aktuelt. Det var Kommissionens opfattelse, at WTO-Aftalen faldt indenfor EU’s enekompe- tence, og at EU derfor skulle forhandle og tiltræde WTO på vegne af EU’s medlemsstater. Rådet var af en anden opfattelse og forelagde spørgsmålet for Domstolen, der fastslog, at EU ikke havde enekompetence i relation til alle dele af aftalekomplekset, særligt ikke nogle af de nye områder vedrø- rende tjenesteydelser i General Agreement on Trade in Services (GATS) og intellektuel ejendomsret i Trade-Related Aspects of Intellectual Property
17 Se § 11 i lov 473 om Grønlands Selvstyre og § 5 i lov 137 om Færøernes Hjemmestyre. Ifølge Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020, s. 33, har Grønland siden 2005 løbende arbejdet med at bringe sin lovgivning i overensstemmelse med WTO’s regler.
18 Accession to the World Trade Organization: Procedures for Negotiations Under Article
XII, WT/ACC/1, 24. marts 1995; yderligere procedurer er beskrevet i WT/ACC/4, 5, 9 og 9; en liste over alle relevante dokumenter kan findes i Technical Note on the Accession Pro- cess, WT/ACC/10, 21. december 2001, s.36.
19 WTO Aftalen artikel XIV:1.
(TRIPS).20 WTO-Aftalen blev derfor indgået som en såkaldt blandet aftale med såvel EU’s medlemsstater som EU som medlemmer.21
Efterfølgende er det med Lissabon-traktaten slået fast, at den fælles han- delspolitik er en EU enekompetence.22 Konsekvensen er, at EU’s medlems- stater – og herunder naturligvis Danmark – ikke selv kan forhandle eller indgå aftaler under den fælles handelspolitik uden bemyndigelse fra EU, el- ler medmindre det sker med henblik på gennemførelse af EU-retsakter.23 En praktisk konsekvens af, at EU over tid har overtaget stadig flere facetter af handelspolitikken, er, at EU-medlemsstaterne nu skal se mod Bruxelles i stedet for Geneve i forhold til handelspolitikken: Den faste danske delegati- on ved WTO er lukket, således at danske, færøske og grønlandske interesser i Geneve nu varetages af den Permanente Mission til FN.24
Netop forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland og den territo- rielle udstrækning af medlemsskab af såvel EU som WTO er kernen i det andet spørgsmål: Det danske medlemskab af WTO omfatter hele Kongeri- get, inklusiv Færøerne og Grønland, mens disse to lande ikke er omfattet af det danske medlemskab af EU. Efterhånden som EU overtager kompetencer fra sine medlemsstater, bliver det danske medlemskab af WTO i stigende grad fokuseret på Færøerne og Grønland.25 I 2013 indbragte Danmark – på vegne af Færøerne – EU (og herved også Danmark) for WTO’s tvistbilæg- gelsessystem i tvisten om Atlanterhavssild – også kaldet Sildekrigen.26
20 Domstolens udtalelse 1/94 (WTO).
21 Rådets afgørelse 94/800, EF-Tidende 1994 L 336/1. For så vidt angår Danmarks tiltræ- den se 1994 BSF 27, Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af overenskomsten om Verdenshandelsorganisationen (WTO), vedtaget den 16. december 1994.
22 Jf. TEUF artikel 3, stk. 1, litra e). Handelspolitikken, der er nærmere beskrevet i TEUF
artikel 206-207, hører herved til de områder, hvor subsidiaritetsprincippet ikke gælder, jf. TEU artikel 5, stk. 3. Disse bestemmelser bygger på Domstolens praksis på området, jf. ud- talelse 1/75 (OECD), udtalelse 1/78 (Naturgummi). Se efterfølgende Udtalelse 1/08 (GATS).
23 Jf. TEUF artikel 2, stk. 1. Medlemsstaterne kan fortsat indgå aftaler om økonomisk sam-
arbejde med tredjelande, på områder, der ikke er omfattet af Unionens enekompetence.
24 Se xxxx://xx.xx/xx/xxxxxxxxxxxxxxx/xxxxxxxxxxxxxx/xxx/xxxxxxx-x-xxx/ og xxxx://xxxxxxxx.xx.xx/xx/ begge senest tilgået 6. november 2015.
25 Spiermann påpeger, at denne geografiske undtagelse udfordrer opfattelsen af rigets en-
hed fordi »det reale behov« for selvstændig optræden øges, se Spiermann (2008). »Vores grundlovsstridige hjemmestyreordninger.« Juristen 2008(1)., s.12.
26 WT/DS/469. Formelt førte Danmark sagen i WTO, men Færøerne var bemyndiget til at
iværksætte sagen under fuldmagt fra den danske regering, se notat fra Udenrigsministeren til Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg af 22. november 2013, journalnummer 400. C.2-0. Sagen drejede sig om EU-sanktioner mod landing af sild fanget af færøske fiskere i medfør af implementeringsforordning 793/2013, EU-tidende 2013 L 223/1, jf. artikel 4 i forordning 1026/2012, EU-Tidende 2012 L 316/34.
Denne sag blev bilagt i 2014.27 En anden WTO-tvist – den såkaldte Sæl- skindssag fra 2009 – involverede indirekte Danmark og Grønland, idet sa- gen var anlagt i WTO af Norge og Canada mod en EU-forordning, der, blandt andet på dansk foranledning, særligt tilgodeså grønlandske fangere.28 Forordningen er nu ændret efter at være blevet underkendt af WTO’s Ap- pelinstans.29 Island deltog som tredjepart i såvel Sælskindssagen som sagen om Atlanterhavssild.30
3.3. Frihandelsområder og anden økonomisk integration
I WTO-terminologi omfatter betegnelsen regionale handelsaftaler (RTA) en række forskellige former for tættere samarbejde mellem enkelte eller grup- per af lande.31 Med udgangspunkt i anbefalingen fra Vestnordisk Råd skal her ses dels på reglerne vedrørende frihandelsaftaler (GATT artikel XXIV) og dels på reglerne for økonomisk integration (GATS artikel V) og ar- bejdsmarkedsintegration (GATS artikel Vbis).32 Notifikationsforpligtelser falder uden for rammerne af denne fremstilling.33
Reguleringen af WTO medlemmers indgåelse af RTA balancerer et grundlæggende ikke-diskriminationsprincip overfor et politisk ønske om
27 Se WT/DS469/3, G/L/1058/Add.1 af 25. august 2014.
28 WT/DS/400 og WT/DS/401. Sagen drejede sig om forordning 1007/2009 af 16. septem- ber 2009, EU-tidende 2009 L 286/36.
29 WT/DS400/AB/R og WT/DS401/AB/R, se ændringen i Forordning 2015/1775 af 6. ok-
tober 2015, EU-tidende 2015 L262/1.
30 Island har ikke selv indbragt sager for WTO og er heller ikke blevet indstævnet, men har deltaget som tredjepart i 9 sager.
31 Disse regler omfatter GATT artikel XXIV; »Forståelse vedrørende fortolkningen af arti-
kel XXIV i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel 1994«; Decision on Differential and More Favourable Treatment, Reciprocity and Fuller Participation of Developing Countries, GATT Document L/4903. De tilsvarende regler for tjenesteydelser er reguleret i GATS artikel V og Vbis med definitioner i GATS artikel XXVIII. Overvågning af regionale handelsaftaler sker ved Transparency Mechanism for Regional Trade Agree- ments), jf. WTO-dokument WT/L/671. WTO har samlet information i en RTA database: xxxx://xxxxx.xxx.xxx/XX/XxxxxxXxxxxxxxXXXXxxx.xxxx, senest tilgået 11. november 2015.
32 Xxxxx muligheder for RTA, som udelades er toldunioner, jf. GATT artikel XXIV:8(a),
den lille grænsetrafik, jf. GATT artikel XXIV:3(a), visse historisk betingede aftaler, jf. GATT artikel XXIV:3(b) og GATT artikel XXIV:11 samt Enabling Clause, Decision on Differential and More Favourable Treatment, Reciprocity and Fuller Participation of De- veloping Countries, GATT Document L/4903. Se Xxxxxx (2009). Regionale handelsaftaler og WTO. Juridiske Emner. Xxxxx-Xxxxxxxx.
33 Se nærmere ibid., s. 51f. Notifikationer under GATT artikel XXIV:7 og 1994-
Forståelsen skal tilgå Committee on Regional Trade Agreements (CTRA), i forhold til Ena- bling Clause § 4(a) til Committee on Trade and development (CTD), mht. GATS artikel V:7(a)-(b), Rådet for Handel med Tjenesteydelser og CRTA, og endelig mht. GATS artikel VBis(b) til Rådet for Handel med Tjenesteydelser.
yderligere liberalisering af handel end den, der kan opnås enighed om på WTO plan. GATT artikel XXIV:4 forklarer, at formålet med etablering af en toldunion eller et frihandelsområde »bør være at lette handelen mellem parterne og ikke at skabe skranker for andre kontraherende Parters handel med disse«. Herved udtrykkes et gennemgående princip, der skal indgå i fortolkningen af de øvrige bestemmelser i GATT artikel XXIV.34 Definitio- ner på toldunioner og frihandelsområder findes i GATT artikel XXIV:8, materielle betingelser i GATT artikel XXV:5.35 Det grundlæggende princip genfindes for tjenesteydelser i GATS artikel V:4, der dog ifølge sin ordlyd udgør en selvstændig forpligtelse.36
Et frihandelsområde består af to eller flere toldområder indenfor hvilken
»afgifter og andre restriktive bestemmelser« vedrørende »praktisk talt hele handelen« med varer fra disse områder afskaffes.37 Denne betingelse stiller indholdsmæssige krav til selve aftalen. I praksis henvises i aftaler til kapitler i det harmoniserede system (HS), med enkelte undtagelser specificeret i selvstændigt bilag. Når dette er sagt, er det ikke ualmindeligt, og heller ikke i strid med WTO’s regler, at frihandelsaftaler omfatter »industrivarer« i HS kapitlerne 25-97, men undtager kapitlerne 1-24 om »landbrugsvarer«.38
I overensstemmelse med det grundlæggende princip om ikke at stille an- dre WTO medlemmer ringere, må toldsatser og andre bestemmelser, der sættes i kraft ved etableringen, ikke være »højere eller mere restriktive« end de toldsatser/bestemmelser, der bestod forud for dannelsen af frihandelsom-
34 Turkey – Textiles & Clothing, WT/DS34/AB/R, para. 57.
35 Appelinstansen har accepteret, at GATT artikel XXIV kan fungere som undtagelsesbe- stemmelse, se Turkey – Textiles & Clothing, WT/DS34/AB/R.
36 Se hertil Xxxxxx (2009). Regionale handelsaftaler og WTO. Juridiske Emner. Godsk-
Xxxxxxxx, s.40.
37 Jf. GATT artikel XXIV:8(b). Et toldområde er defineret som »et område, med hensyn til hvilket særskilte toldsatser eller andre bestemmelser vedrørende handelen opretholdes for en væsentlig del af et sådant områdes handel med andre områder«, jf. GATT artikel XXIV:2.
38 F.eks. henvises i artikel 2 i aftalen mellem Færøerne og Norge (BKI nr. 62 af 1. maj
1997) til kapitel 25-97 - hvorfra bilag 1 undtager tre typer produkter - samt fisk og marine- produkter defineret i bilag 2; tilsvarende ses artikel 2 i aftalen mellem Færøerne og Schweiz (BKI nr. 60 af 1. maj 1997). Dette betyder, at de første 24 kapitler – vedrørende levende dyr, produkter fremstillet af dyr, grøntsager samt tilberedte føde-, drikke- og tobaksvarer – er undtaget fra disse aftaler. HS-systemet kan findes på adressen xxxx://xxx.xxxxxx.xxx/ en/topics/nomenclature/instrument-and-tools/hs_nomenclature_2012/hs_nomenclature
_table_2012.aspx senest besøgt 11. november 2015. Til sammenligning omfatter aftalerne mellem Færøerne og Tyrkiet og mellem Færøerne og Island også HS kapitlerne 1-24. Afta- len EU/Island, EF-Tidende 1972 L 301/1, benytter den ældre Bruxelles nomenklatur.
rådet.39 Det er en selvstændig forpligtelse for de deltagende lande at sikre, at toldsatser ikke hæves med en eventuel vestnordisk frihandelsaftale.
WTO-medlemmer kan indgå aftaler om liberalisering af handel med tjene- steydelser, hvis aftalen har »betydelig sektordækning« forstået i forhold til
»antallet af sektorer, omfanget af den berørte handel og leveringsmåder«.40 Af en fodnote fremgår endvidere, at det er en forudsætning, at aftalen ikke på forhånd udelader visse former for levering.41 Dette krav, der afspejler, at grundprincippet for tjenesteydelser i WTO består i, at medlemsstaterne selv definerer omfanget af deres koncessioner, er derfor dels relativt i forhold hertil og dels lempeligere end det tilsvarende krav for så vidt angår varer.42
Inden for de sektorer, der er omfattet af aftalen, skal al forskelsbehandling i strid med princippet om national behandling enten helt afskaffes eller
»praktisk taget« være fraværende.43 Afskaffelse af forskelsbehandling kan tage form af afskaffelse af eksisterende og/eller forbud mod nye eller yder- ligere foranstaltninger.44
I forhold til aftaler om tjenesteydelser er det præciseret, at GATS ikke hindrer WTO-medlemmers indgåelse af aftaler om »fuld integration af ar- bejdsmarkederne mellem eller blandt parterne i en sådan aftale«.45 Det for- klares i en fodnote, at dette typisk indebærer de pågældende WTO- medlemmers statsborgeres frie adgang til »parternes beskæftigelsesmarke- der«, inklusive adgang til foranstaltninger vedrørende løn- og beskæftigel- sesvilkår samt til sociale ydelser. Det betinges yderligere, at de pågældende
39 Jf. GATT artikel XXIV:5(b). Sammenligningen skal ved anvendelse af de i 1994- Forståelsen beskrevne principper: det er de anvendte og ikke de bundne toldsatser, der skal sammenlignes og udregning skal ske på baggrund af importstatistikker efter »toldposition og angivet i værdi og mængde fordelt på WTO-oprindelsesland«.
40 Jf. GATS V:1(a) og fodnote hertil. »Sektor« er defineret i GATS XXVIII:(e).
41 De fire former for levering beskrevet i GATS artikel I:2(a)-(d).
42 Se GATS artikel XVI og XVII, der henviser til den relevante »Schedule«.
43 Jf. GATS artikel V:1(b), forpligtelsen til at yde national behandling findes i GATS arti- kel XVII. Se hertil Panel rapporten Canada – Autos, WT/DS139/R & WT/DS142/R, pr.10.269-10.272. Undtaget er foranstaltninger tilladt under GATS artikel XI, XII, XIV og XIVbis.
44 Jf. GATS artikel V:i(b)(i)-(ii). Der kan tages hensyn til, om aftalen indgår i en mere om-
fattende økonomisk integrationsproces eller handelsliberalisering, jf. GATS artikel V:2. I forhold til udviklingslande skal der generelt udvises fleksibilitet i forhold til betingelserne, i overensstemmelse med de pågældende landes »udviklingsstade såvel generelt som i enkelte sektorer og undersektorer«, Jf. GATS artikel V:3(a). Sådanne hensyn skal især tages i for- bindelse med kravene under GATS artikel V:1(b), jf. GATS artikel V:3(a).
45 Jf. GATS artikel Vbis.
WTO-medlemmers statsborgere fritages fra krav om opholds- og arbejdstil- ladelse.46
4. Forholdet til EU – fiskeri, associering og frihandel
Såvel Færøerne, Grønland som Island har som nævnt i indledningen fiskeri- aftaler med EU.47 I dette afsnit undersøges de aftaler, der ligger parallelt med fiskeriaftalerne: den færøske frihandelsaftale, den grønlandske associe- ringsaftale og for Islands vedkommende især medlemsskabet i EØS.
4.1. Færøerne og EU – frihandel
For det første opretholdes i frihandelsaftalen mellem EU og Færøerne, at fi- skeri og handel udskilles i separate aftaler. Det fremgår således, at handels- aspekterne ikke må gribe ind i fiskeriaftalens funktion.48
Særligt to bestemmelser er relevante for Færøernes deltagelse i en vest- nordisk frihandelsaftale. Hvis EU eller Færøerne »overvejer at sænke det faktiske toldniveau overfor tredjelande, der indrømmes mestbegunstigelses- behandling«, skal dette meddeles til den blandede komite; herefter skal eventuelle bemærkninger fra komiteen vedrørende eventuelle fordrejninger af handelen tages til efterretning.49 Mere specifikt tillades indgåelse af yder- ligere frihandelsaftaler eksplicit, dog forudsat, at de ikke ændrer handels- ordninger, der er fastsat i denne aftale – særligt oprindelsesreglerne.50
For Færøerne er det afgørende, at deltagelse i en vestnordisk frihandelsaf- tale ikke griber ind i fiskeriaftalens funktion. Hertil kommer, at det kan bli- ve relevant at forhandle nærmere i forhold til eventuelle toldsænkninger. Endelig må oprindelsesreglerne i frihandelsaftalen ikke ændres.
4.2. Grønland og EU – fiskeri og associering
I forhold til EU har Grønland såkaldt OLT-status, der især giver mulighed for at nyde godt af en række muligheder for at opnå EU-støtte. OLT- ordningen er reguleret på tre niveauer. Dels på traktatniveau, og dels nær- mere bestemmelser om associering fastsat af Rådet i form af en generel af- gørelse om associering, dels konkrete afgørelser om associering af enkelte OLT’er.51 Det gælder særligt for Grønlands status som OLT, at den toldfrie
46 Jf. GATSbis(a).
47 »Bevarelse af havets biologiske ressourcer« er en enekompetence for EU, der kan indgå aftaler med tredjelande på området TEUF artikel 3(1)(d) og 3(2), jf. artikel 2(1).
48 Aftale mellem EF og Danmark/Færøerne, EF-Tidende 1997 L 53/2, præamblen.
49 Aftale mellem EF og Danmark/Færøerne, EF-Tidende 1997 L 53/2, artikel 12.
50 Aftale mellem EF og Danmark/Færøerne, EF-Tidende 1997 L 53/2, artikel 19.
51 TEUF artikel 203. Se Rådets afgørelse om de oversøiske landes og territoriers associe- ring med Den Europæiske Union 2013/755/EU, EU-Tidende 2013 L 344/1 og Rådets afgø-
adgang for fiskerivarer til EU – i kraft af en særlig protokol til Lissabon- traktaten – er om ikke betinget af så dog tæt knyttet til Unionens tilfredsstil- lende adgang til de grønlandske fiskerizoner.52
Ikke-europæiske oversøiske lande og territorier (OLT), der har en histo- risk tilknytning til Danmark, Frankrig, Nederlandene og Det Forenede Kon- gerige, er omfattet af en særlig ordning med det formål at fremme den øko- nomiske og sociale udvikling i disse territorier og oprette nære økonomiske forbindelser med Unionen som helhed.53 Ordningen sikrer på den ene side varer adgang til Unionen på lige fod med varer fra medlemsstaterne og på den anden side ikke-diskriminerende adgang for varer fra medlemsstaterne til det pågældende OLT’s marked.54 Centralt er et gensidigt forbud mod op- krævning af told, der dog er balanceret således, at territorierne kan opkræve ikke-diskriminerende told med henblik på at finansiere udvikling of indu- strialisering eller skaffe midler til offentlige budgetter.55 Hvis ændrede told- satser for varer fra tredjelande »vil kunne fremkalde omlægninger af sam- handlen til skade for en medlemsstat«, kan denne begære, at Kommissionen foreslår nødvendige foranstaltninger.56
På det generelle plan – og med særlig blik for de dele af afgørelsen, der omhandler OLT’ers handelsrelationer - skal associeringen udgøre en ramme for politisk dialog og samarbejde, og blandt de områder, der prioriteres, er
»økonomisk diversificering OLT’ers økonomier, herunder deres videre in- tegration i verdensøkonomien og i de regionale økonomier«.57 Det præcise- res, at EU understøtter OLT’ernes deltagelse i regionale, subregionale og in- ternationale markeder og i regionale eller subregionale integrationsproces- ser.58 Støtte til deltagelse i regionale integrationsorganisationer fokuseres på
»deltagelse i udvikling af regionale markeder«.59 Der er således principiel anerkendelse af vigtigheden af, at OLT’er indgår i yderligere handelssamar- bejde, f.eks. regionalt. I associationsafgørelsens kapitel om handelssamar- bejde er en række hensyn relevante i EU’s støtte til OLT’er: integration i den regionale økonomi, diversificering af økonomi, kapacitetsopbygning i forhold til udvikling af handel med varer og tjenesteydelser, støtte handels-
relse om forbindelserne mellem den Europæiske Union på den ene side og Grønland og Kongeriget Danmark på den anden side 2014/137/EU, EU-Tidende 2014 L 76/1.
52 TEUF artikel 204 samt Protokol om den særlige ordning for Grønland, Fiskeripartner-
skabsaftalen EU-Tidende 2007 L 172/4 og den dertil knyttede protokol om fastsættelse af fiskerimuligheder og finansielle modydelser EU-Tidende 2012 L 293/5.
53 TEUF artikel 198.
54 TEUF artikel 199.
55 TEUF artikel 200.
56 TEUF artikel 201.
57 Artikel 5(1) og (2)(a).
58 Rådsafgørelse 2013/755/EU, EU-Tidende 2013 L 344/1, præambel (30), og artikel 7(1).
59 Rådsafgørelse 2013/755/EU, EU-Tidende 2013 L 344/1, Artikel 7(4)(d).
og eksportkapacitet, og hertil kommer evt. spørgsmålet om skabelse af et gunstigt investeringsklima.60 I forhold til handelsdialog, samarbejde og ka- pacitetsopbygning nævnes som mulige områder for initiativer: kapacitets- styrkelse, relevante retlige, tilsynsmæssige og institutionelle rammer, og udvikling af menneskelige ressourcer.61
Associeringsafgørelsen opretholder Lissabon-traktatens balancering af forpligtelser mellem EU og OLT’er, idet disse kun er forpligtet til at give EU-medlemsstater samme behandling som andre større handelsøkonomi- er.62
Sammenholdt med den ganske brede palet af skitserede initiativer i den generelle associationsafgørelse har den konkrete afgørelse for Grønland be- grænset rækkevidde, ikke mindst i forhold til eventuelle initiativer til under- støttelse af etablering af frihandelsaftaler: Det fremhæves i afgørelsen, at formålet med partnerskabet er at udvide og styrke relationerne mellem EU og Grønland og bidrage til bæredygtig udvikling af Grønland ved at »lette samråd og politikdialog« inden for (blandt andet) »bæredygtig økonomisk diversificering«.63
Sammenfattende kan det konkluderes, dels at Grønlands OLT-status ikke hindrer indgåelse af en vestnordisk frihandelsaftale og dels, at OLT-status kan indebære visse (om end begrænsede) muligheder for at opnå EU-støtte.
4.3. Island og EU – Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde Fra 1973 var handel mellem Island og EF reguleret i en frihandelsaftale, der i grove træk var skåret over den samme læst som aftalen mellem EF og Fæ- røerne (se ovenfor afsnit 4.1) – inklusiv bestemmelserne om planlagte sænkninger af toldsatser og indgåelse af yderligere frihandelsaftaler.64
60 Rådsafgørelse 2013/755/EU, EU-Tidende 2013 L 344/1, Artikel 42(1)(a)-(c), (e)-(f). Se tillige artikel 68 vedrørende udvikling af samhandelskapaciteten, med henvisning til diversi- ficering og forbedring af samarbejde.
61 Rådsafgørelse 2013/755/EU, EU-Tidende 2013 L 344/1, artikel 69(a), (b) og (e).
62 Rådsafgørelse 2013/755/EU, EU-Tidende 2013 L 344/1, præambel (27), artikel 45(2).
63 Rådets afgørelse om forbindelserne mellem på den en side Den Europæiske Union og Grønland og Kongeriget Danmark på den anden side 2014/137/EU, EU-Tidende 2014 L 76/1, artikel 1(2), artikel 2(1) og artikel 3(1)(a). I perioden 2014-2020 er afsat et vejledende beløb på 217 800 000 Euro, jf. artikel 10.
64 EF-Tidende 1972 L 301/2–161, DK specialudgave: serie I bind 1972 L 301/4, artikel 12
og artikel 18.
65 EØS-Aftalen: Aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, EF-Tidende 1994 L 1/3, især artikel 128. For en kort vurdering af konsekvenserne af EØS for EFTA, se Cottier (2013). »EFTA Free Trade Agreements: Past, Present and Future.« EFTA Bulletin
cifikke områder erstatter EØS-Aftalen eksisterende samarbejde mellem EU og enkelte EFTA-medlemsstater.66 På et generelt plan træder EØS-Aftalen i stedet for eksisterende bi- og multilaterale aftaler mellem EF/EU og EFTA- medlemmer »i det omfang samme emner er omfattet« af EØS-Aftalen – hvilket omfatter den nævnte aftale mellem EF/EU og Island.67
Med særlig fokus på handelssamarbejde med tredjeparter indeholder EØS-Aftalen en bestemmelse om toldsænkninger svarende til den oven- nævnte i aftalen mellem Færøerne og EU (ovenfor afsnit 4.1.). EØS-Aftalen tillader udtrykkeligt samarbejde inden for rammerne af det nordiske samar- bejde og inden for rammerne af den regionale union mellem Schweiz og Liechtenstein.68 Det er bemærkelsesværdigt, at indgåelse af yderligere fri- handelsaftaler – i modsætning til flere andre frihandelsaftaler – ikke udtryk- keligt adresseres. Dette betyder imidlertid ikke, at sådanne aftaler er for- budt. For det første, med udgangspunkt i, at dette spørgsmål ikke er behand- let i EØS-Aftalen, må friheden til indgåelse af yderligere frihandelsaftaler være reguleret i den ældre frihandelsaftale. For det andet ville en så vidtgå- ende indgriben i de deltagende staters suverænitet forudsætte et udtrykkeligt forbud. At dette også er parternes opfattelse fremgår af, at Island har indgået en aftale med Kina, og EU indgår i TTIP forhandlingerne, begge trods EØS- medlemsskabet.
Forudsat, at forpligtelsen til notifikation og overvejelse af eventuelle told- sænkninger i forhold til tredjelande overholdes, er der således hverken i den gamle frihandelsaftale eller i EØS-Aftalen hindringer for en vestnordisk fri- handelsaftale.
I juli 2009 ansøgte Island om medlemskab af EU, og et lille år efter be- sluttede Det Europæiske Råd, at der skulle indledes optagelsesforhandlin- ger.69 I maj 2013 blev disse forhandlinger på Islands foranledning stillet i bero.70 En eventuel genoptagelse af tiltrædelsesforhandlingerne og efterføl- gende EU-medlemskab vil indebære, at Island – idet handelspolitikken som nævnt ovenfor er en EU enekompetence - ikke længere på egen hånd kan forhandle og indgå frihandelsaftaler.
(December 2013). Som en konsekvens af til- og sammenknytningen af EF-Domstolen/EU- Domstolen og EFTA Domstolen kommer EØS-Aftalen til at følge udviklingen indenfor EU, se hertil artikel 6 og artikel 105-108.
66 EØS-Aftalen, EF-Tidende 1994 L 1/3, artikel 85, jf. artikel 78 og protokol 31.
67 EØS-Aftalen, EF-Tidende 1994 L 1/3, artikel 121, se undtagelser i protokol 41 og 43.
68 EØS-Aftalen, EF-Tidende 1994 L 1/3, artikel 122.
69 Se Kommissionens udtalelse om Islands ansøgning om medlemskab af EU, KOM (2010) 62, baseret på analyser i dokument SEC(2010) 153.
70 Se rapporten om forhandlingerne SWD (2013) 418 final, med KOM (2013) 700 final.
5. Rigsfællesskabet - Danmark, Færøerne og Grønland Udgangspunktet ifølge Grundloven § 3 er, at regeringen har kompetencen til at indgå traktater samt ansvaret for udenrigspolitikkens førelse for hele Rigsfællesskabet.71 Forholdet mellem Riget og Færøerne er reguleret i Hjemmestyreloven (lov nr. 137), loven om de færøske myndigheders over- tagelse af områder (lov nr. 578) samt lov om Færøernes indgåelse af folke- retlige aftaler (lov nr. 579); for Grønland findes den tilsvarende ordning i Selvstyreloven (lov nr. 473).72 I forhold til spørgsmålet om indgåelse af af- taler med tredjelande er ordningerne i lov nr. 579 og lov nr. 473 i vidt om- fang ens og vil derfor blive behandlet samlet nedenfor.73
Under fuldmagtsordningerne kan henholdsvis det færøske landsstyre og Naalakkersuisut i et vist omfang varetage nærmere afgrænsede dele af uden- rigspolitikken. Positivt afgrænses fuldmagten til forhandling og indgåelse af folkeretlige aftaler på rigets vegne angående fuldt overtagne sagsområder, og som geografisk alene vedrører Færøerne/Grønland.74 Negativt afgrænset omfatter fuldmagterne ikke folkeretlige aftaler, der omfatter forsvars- og sikkerhedspolitikken, aftaler, der skal gælde for Danmark eller aftaler ind- gået indenfor en international organisation, hvor Danmark er medlem.75
71 Xxxxxx (2012). Statsforfatningsret, 5.udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s.105, antager at der ikke hermed sættes grænser for adgangen til at overføre lovgivnings- kompetence til selvstyremyndighederne »for så vidt angår færøske og grønlandske anlig- gender«.
72 Lov om Færøernes Hjemmestyre, nr. 137 af 23. marts 1948, Lov om de færøske myn-
digheders overtagelse af sager og sagområder, nr. 578 af 24. juni 2005, Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler, nr. 579 af 24. juni 2005, Lov om Grønlands selvstyre, nr. 473 af 12. juni 2009. Se generelt Harhoff (1993). Rigsfællesskabet. Udviklin- gen omkring Grønlands selvstændighed, se generelt DIIS (2007). Afviklingen af Grønlands kolonistatus 1945-54 – en historisk udredning. En undersøgelse af, om hjemmestyre og selv- styre er udslag af kommunalt selvstyre eller bør tildeles en mere stabil forfatningsretlig posi- tion, kan findes i Zahle (2007). Dansk Forfatningsret I – Institutioner og regulering, Xxxxxxxxx Xxxxxx' Forlag. Kapitel 8. i forhold til lov 137 dagældende lov 577. Spiermann (2007). Danmarks Rige i forfatningsretlig belysning, s.69, betegner – med henvisning til for- fatningsretlig sædvaneret – ordningerne som »grundlovsstridige, men forfatningsretligt gyl- dige«. Xxxx Xxxxx Xxxxxxxxxxx (2012). Dansk Statsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s.137, opfatter ordningerne som »vidtgående delegationer af lovgivningskompetence«, Xxxxxx (2012). Statsforfatningsret, 5.udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, s.24 be- tragter ordningerne som »statsretlige særordninger«.
73 Ifølge Zahle er de en enkelt forfatningsretlig model, Zahle (1998). Hjemmestyret i dansk
forfatnngsret – en fredelig pluralisme. Retsforhold og samfund i Grønland. Janussen.s. 51.
74 Lov nr. 579, § 1, stk. 1, og lov nr. 473, § 12, stk. 1.
75 Det skal fremgå, at folkeretlige aftaler indgås af Færøernes landsstyre eller Naalakkersui- sut på »Kongeriget Danmarks for så vidt angår« Færøerne eller Grønland – eller i givet fald begge i forening, jf. lov nr. 579, § 2, stk. 1, 1. pkt., § 2, stk. 1, 2. pkt., jf. § 1, stk. 2, 2. pkt.;
Det er afgørende for kompetencen til at indgå folkeretlige aftaler, at der er overført kompetence på området til henholdsvis Færøerne og Grønland. I forhold til Færøerne er eksterne handelsrelationer ikke blandt områder, der kan overtages, tværtimod er handelsrelationer en del af udenrigspolitikken, og derved udenfor lovens anvendelsesområde.76 Dette fremgår også af, at der kan gives særlig adgang for Færøerne til at gøre interesser gældende ved handels- og fiskeriaftaler.77 Tilsvarende er eksterne handelsrelationer ikke omfattet af listen over sagsområder, der kan overgå til Grønland, men kan eventuelt falde indenfor de sagsområder, hvor der kan træffes særlig aftale om overgang.78
Som konsekvens må forhandling og indgåelse af en vestnordisk frihan- delsaftale ske efter bemyndigelse og med den begrundelse, at der er tale om
»specielle færøske sager« henholdsvis »der alene vedrører Grønland«, og under medvirken af udenrigstjenesten.79
6. Sammenfatning og perspektiver
En vestnordisk frihandelsaftale mellem Færøerne, Grønland og Island er omfattet af Danmarks og Islands forpligtelser under WTO-Aftalen. Hvilke specifikke dele af WTO-Aftalen, der vil være relevante, afhænger af, om af- talen skal omfatte såvel varer som tjenesteydelser. WTO-overensstemmelse af en aftale skal afgøres dels i forhold til de materielle krav – ikke mindst i forhold til hvor stor en andel af handelen/hvor mange sektorer, der omfattes. Hertil kommer de processuelle krav om notifikation.
De tre landes forhold til EU kan måske bedst betegnes som ambivalent, omend årsagerne hertil er forskellige. Alle tre lande er små økonomier i pe- riferien af det europæiske samarbejde, såvel geografisk som i forhold til økonomisk betydning. Alle tre lande har en interesse i at opretholde selv- stændighed i forhold til EU, men er samtidig i vidt omfang afhængige af adgang til EU’s markeder. Ingen af de tre lande er medlemmer af EU, men alle tre samarbejder med EU på forskellig vis. Via medlemsskabet i EØS er Island tæt knyttet til EU og ikke mindst retsudviklingen i EU.80 Et yderlige- re eksempel på betydningen af EØS-medlemsskabet er, at dette i vidt om-
lov nr. 473, § 12, stk. 6, nr. 1, § 12, stk. 7, jf. § 12, stk. 2. Regeringsaftaler eller aftaler mel- lem forvaltningsmyndigheder indgås af Naalakkersuisut, jf. lov nr. 473 § 12, stk. 6, nr. 2.
76 Lov nr. 578, § 2, jf. § 1, stk. 2, nr. 4.
77 Lov nr. 137, § 8, 3. pkt.
78 Lov nr. 473, § 2 og § 3. Aftalt overgang i medfør af lov nr. 473, § 4.
79 Lov nr. 579, § 1, stk. 4 og lov nr. 137, § 8, 4. pkt., jf. lov nr. 579, § 2, stk. 2; for Grønland i medfør af lov nr. 473, § 12, stk. 4 og § 13, stk. 1 og stk. 2.
80 Der er forskel på forpligtelserne under EU og EØS, se Xxxxxxxx (2011). »The Status of
Non-Implemented EEA LAw in Iceland: Lessons from the Judicial Reactions of the Supreme Court to Inernational Law.« Nordic Journal of International Law 2011: 425-458.
fang overflødiggør den tidligere frihandelsaftale mellem de to parter. For Grønlands vedkommende er forholdet til EU karakteriseret ved, at OLT- ordningen giver privilegeret adgang til EU, dog betinget af, at EU har privi- legeret adgang til de grønlandske fiskerizoner. Dette nuanceres af, at der er elementer i associeringsafgørelsen, på hvilke Kommissionen kan basere ak- tiv støtte til Grønlands indgåelse af en frihandelsaftale. På den anden side er Grønland ikke forhindret i at indgå frihandelsaftaler med tredjelande, dog således, at eventuelt skadelidte EU-medlemsstater kan opfordre Kommissi- onen til at træffe foranstaltninger – om Kommissionen følger opfordringen er et politisk spørgsmål. I forholdet mellem EU og Færøerne er det karakte- ristisk, at fiskeri ikke er omfattet af den indbyrdes frihandelsaftale. Denne reguleringsmæssige adskillelse indebærer en magtforskydning til fordel for EU. I den henseende er Sildekrigen instruktiv, dels som illustration af, at EU er parat til at anvende magtpositionen, og dels ved betydningen – som modvægt hertil – af Færøernes adgang til WTO’s tvistbilæggelsessystem. Der er i frihandelsaftalen mellem EU og Færøerne betingelser nærmere end begrænsninger for Færøernes indgåelse af yderligere frihandelsaftaler.
Medmindre der træffes særlig aftale med Grønland om overgang af kom- petencen i forhold til ekstern handel, kan indgåelse af en vestnordisk frihan- delsaftale forfatningsretligt kun ske på vegne af Kongeriget Danmark. Det er vanskeligt at forestille sig, at en bemyndigelse ikke skulle gives, særligt i lyset af at Færøerne med Hoyvik-aftalen har indgået en aftale på området med Island.
Tilbage står det politiske spørgsmål, om en aftale skal indgås. I den hen- seende kan det være instruktivt at kigge på generelle politiske strategier, med det forbehold, at disse nok kan fungere som pejlemærker, men ikke er forpligtende.
For Grønlands vedkommende blev der i 2008 udarbejdet et forslag til en strategi for aktiviteter i det arktiske område. Strategiforslaget nævner ikke muligheden for et vestnordisk handelssamarbejde: I forhold til det nordiske samarbejde henvises til Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd samt Arktisk Råd og i forhold til handelssamarbejde nævnes muligheden for tilslutning til de aftaler, Danmark indgår via EU – samt tilpasningen af grønlandske regler til de internationale handelsregler i WTO.81
I Rigsfællesskabets arktiske strategi for 2011-2020 fremhæves atter, at Grønland arbejder på at tilpasse sig de internationale handelsregler med henblik på at skabe et godt investeringsmiljø, og hertil kommer muligheder- ne for at diversificere økonomien; for Færøernes vedkommende nævnes hel-
81 Namminersornerullutik Oqartussat, Udenrigsministeriet: »Arktis i en brydningstid« (2008), s.17 henholdsvis s.35.
ler ikke et vestnordisk frihandelssamarbejde.82 Til supplement af Kongeri- gets strategi udarbejdedes en vurdering af færøske interesser, hvori der fo- kuseres på Arktisk Råd, de kommercielle økonomiske potentialer i en even- tuel nordlig sejlrute og fiskeri.83
I 2011 vedtog det islandske Althingi en resolution om Islands Arktiske politik, hvoraf fremgår, at Island skal søge at styrke og øge samarbejdet med Færøerne og Grønland med henblik på at fremme disse landes interesser og politiske position; dette samarbejde omfatter handel, energi, brug af res- sourcer, miljøspørgsmål og turisme og det forudses at de vestnordiske lande således kan styrkes økonomisk og sikkerhedsmæssigt/politisk.84 Samarbejde med Færøerne sker allerede under Hoyvik-aftalen.
EU på sin side tilkendegiver klart en interesse i Arktis og arktiske for- hold, men fokuserer ikke – naturligvis, kan man fristes til at sige – på etab- lering af frihandelssamarbejde mellem de tre små økonomier.85
Indgåelse af en vestnordisk frihandelsaftale er således ikke en udtrykkelig del af landenes strategier for Arktis. Omvendt vil en frihandelsaftale ikke stride mod strategierne, og kan for Islands vedkommende finde direkte støt- te i strategien.
82 Den danske regering, Færøernes landsstyre og Naalaakersuisut (2011): »Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020«, s.33.
83 Prime Minister’s Office, the Foreign Service (2012): »The Faroe Islands – a nation in the
Arctic«, henholdsvis s.8f, s.14ff og s.21ff
84 A Parliamentary Resolution on Icelands Arctic Policy, vedtaget af Althingi ved 139 ses- sion 28. Marts 2011, se principperne 5 og til dels 10.
85 Se Meddelelse fra Kommissionen: »Den Europæiske Union og Den Arktiske Region«,
KOM (2008) 763 endelig, samt Fælles meddelelse fra Kommissionen og Den Europæiske Unions Højtstående Repræsentant for Udenrigsanliggender og Sikkerhedspolitik: »Udvik- ling af en EU-politik for den arktiske region: fremskridt siden 2008 og den fremtidige ind- sats« JOIN (2012) 19 final.