Stillings- og kompetenceprofil
Stillings- og kompetenceprofil
Direktør
Næstved Kommune
August 2023
<.. image(Et billede, der indeholder udendørs, sky, natur, solnedgang Automatisk genereret beskrivelse) removed ..>
Opdragsgiver Næstved Kommune
Adresse Næstved Kommune Rådmandshaven 20
4700 Næstved
Tlf. 00 00 00 00
Stilling Direktør
Refererer til Kommunaldirektøren
Ansættelsesforhold Stillingen aflønnes i henhold til ”Aftale om aflønning af
chefer”, indgået mellem KL og de faglige organisationer.
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst og aftale om aflønning af chefer og rammeaftale om kontraktansættelse af chefer.
Tiltrædelse: 1. november 2023
Yderligere oplysninger Kan fås ved henvendelse til:
Borgmester Xxxxxxx Xxxxxxxxx Xxx.: 00 00 00 00
Kommunaldirektør Xxxxxxx Xxxxx Tlf.: 00 00 00 00
Associeret partner Xxxx Xx Xxxxxxxx, MUUSMANN A/S Tlf.: 00 00 00 00
Ansøgningsfrist Onsdag den 13. september 2023
Søg stillingen på xxx.xxxxxxxx.xxx/xxxxxxxxxx
Processens forløb Der er planlagt følgende forløb for rekrutteringen, som
ansøgere bedes notere, idet der ikke kan påregnes afvigelser herfra.
1. samtaler: Tirsdag den 19. september 2023 Test: Torsdag den 21. september 2023
2. samtaler: Tirsdag den 26. september 2023
Der vil blive afholdt en uformel samtale mellem topkandidaterne og kommunaldirektøren mellem 1. samtale og 2. samtale.
Kort om Næstved Kommune
Næstved Kommune har det hele; Næstved er et naturligt kraftcenter for den sydlige del af Sjælland, som en af de største erhvervskommuner i regionen og med attraktive muligheder for bosætning.
Kommunen tilbyder naturområder, arbejdspladser og gode muligheder for at drive erhverv, samt ikke mindst gode institutioner og skoler. Kunst, kultur og gode muligheder for fritidsaktiviteter af enhver afskygning kendetegner desuden Næstved Kommune. Det er samtidig en mangfoldig kommune, der er sammensat af både by- og landområder med hver deres særkende og potentiale. Lokalområderne prioriteres og den stærke lokale forankring mærkes tydeligt.
Næstved Kommune har en god balance mellem Næstved by og de 17 lokalområder, hvor Næstved som købstad og storby er et naturligt centrum i kommunen. Kommunen har næsten 85.000 indbyggere og dækker en meget stor geografi. Kommunen er præget af tilflytning, og vækst er en naturlig dagsorden for kommunen. Den nødvendige udbygning og tilpasning af kapacitet samt et naturligt fokus på infrastruktur præger derfor også Næstved Kommunes prioriteringer.
Byrådet består af 31 medlemmer, som alle er dybt engagerede i udviklingen af Næstved Kommune. På trods af de naturlige politiske uenigheder, er der en stor vilje til at samles om de store beslutninger og de samlende tiltag for kommunen. Eksempelvis er budgettet de seneste fem år vedtaget med opbakning fra alle medlemmerne af Byrådet.
Byrådets visioner
Byrådets vision – Xxxx Xxxxxxx – sætter vigtige pejlemærker for indsatsen i kommunen. I forhold til alle kommunale kerneopgaver er der naturligvis et ønske om, at de løses med engagement og et højt fagligt niveau. I visionen er der foretaget en tydelig politisk prioritering af, hvad der samtidig i særlig grad skal være fokus på. De tre overordnede indsatsområder er:
• Børn og unge udlever deres potentiale
• Byudvikling – en dynamo for vækst i hele kommunen
• Førende på erhverv og bæredygtighed Du kan se visionen her:
xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxxx/xxxxxxxx/xxxxx-xxxxxxxx-xxxxxx-0000-xxxxxxxxxxxxxxx.xxx
Værdier
Værdierne for Næstved Kommune er et andet væsentligt afsæt for opgaveløsningen. De tre bærende værdier for kommunen er:
• Tillid
• Helhed
• Dialog
Du kan læse mere om værdierne her:
xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxxx/x00xxxxx/xxxxxxxx-0000.xxx
Endelig kan du se meget mere om Næstved Kommune på xxx.xxxxxxxx.xx
Centrale opgaver for direktøren
Du indgår i direktionen og skal bidrage til, at der løbende er fokus på en tværgående, tværfaglig og sammenhængende opgaveløsning i hele organisationen. Derudover har du det direkte ansvar for ledelse, opgaveløsning og udvikling af Center for Ejendomme og Center for Teknik og Miljø, med alle de varierede opgaver, der ligger i de to centre.
Direktøren er en afgørende faktor i realiseringen af kommunens visioner, og du skal helt naturligt tage styringen inden for de områder og projekter, du sættes i spidsen for. Det er derfor også vigtigt, at du har udsyn og orienterer dig mod nye tendenser. De etablerede måder at gøre tingene på skal udfordres, og der skal være mod til at afprøve nye tilgange til løsning af opgaverne – og der skal gives plads til at gå nye veje. I den forbindelse – og helt generelt - er det vigtigt at skærme og bakke op om medarbejdere og ledere, når der er behov for dette.
Handling bag de politiske beslutninger: Du skal som en del af direktionen og i samspil med chefgruppen bidrage til, at der sættes handlinger bag Byrådets visioner og beslutninger, så de ønskede resultater realiseres. Det er derfor afgørende, at du er med til at gå forrest i udviklingen af kommunen samtidig med, at du skaber sammenhængskraft og fællesskab omkring indsatserne.
By- og boligudvikling og havneudvikling: Der er ambitiøse mål for by- og boligudvikling set i lyset af tilflytning og vækst. Du har derfor en væsentlig opgave i realiseringen af den ønskede byudvikling samtidig med, at udbygning og tilpasning af kapacitet er vigtige opgaver, herunder vil du være en vigtig ressource omkring større byggerier. Samtidig sætter udviklingen af Næstved naturligt fokus på infrastruktur, hvor dit bidrag vil være påkrævet.
Udviklingen af havnen er desuden en opgave, som vil kræve opmærksomhed over de kommende år.
Klima, bæredygtighed og grøn omstilling: Klima, bæredygtighed og den grønne omstilling er helt naturlige fokusområder for en lang række opgaver, der involverer direktøren, hvilket både er i relation til kommunens egne indsatser og de tiltag, der er i og omkring det lokale erhvervsliv. Du er en naturlig driver omkring den grønne profil, og de opgaver der ligger heri. Du skal have blik for og afsøge mulighederne for funding.
Samspil med erhvervslivet: Samspil med erhvervsliv og developere omkring ønsker, muligheder og barrierer er en prioriteret opgave, hvor alt fra kreative og innovative løsninger til myndighedsopgaver er i spil. Du skal understøtte, sparre og bidrage til at finde muligheder og løsninger, der skaber den ønskede by- og erhvervsudvikling.
Du skal være en ambassadør for kommunen, der konstruktivt og tydeligt agerer med blik for at anvende og udfordre de håndtag og muligheder, kommunen har for at sætte gode rammer. Du er samtidig et helt naturligt kontaktpunkt for interessenter – både i denne og i andre sammenhænge.
Udvikling af organisationen: Du skal arbejde målrettet for at sikre, at der er tillid til organisationens opgaveløsning, og du bidrager målrettet til at skabe helhed og tværgående sammenhæng i denne. Daglig drift, initiativer og udviklingsprojekter skal have tydelig retning for at skabe ejerskab – helt ud i yderste led af organisationen.
Kompetenceudvikling, trivsel, arbejdsmiljø, rekruttering, fastholdelse og løbende udvikling af organisationen er naturlige opgaver for direktøren, blandt andet som en del af den samlede direktion. I MED-organisationen skal samspillet med medarbejderne være nærværende, engagerende og have
høj prioritet. Samarbejdet med organisationerne og i MED skal bruges aktivt, udvikles, nytænkes og bruges offensivt som en forudsætning for at skabe gode resultater.
Kommunens medarbejdergrundlag og ledelsesgrundlag kan du læse mere om her: xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxxx/000x0xxx/xxxxxxxxxxxxxxxxxxx-0000.xxx xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxxx/0x0xx0x0/xxxxxxxxxxxxxxxx.xxx
Politisk betjening: Rådgivning af borgmester, udvalgsformænd og Byrådet er naturligvis vigtigt, og du skal stå på mål for, at der leveres gode og solide beslutningsoplæg, hvor du har blik for, at der gives rum til politiske drøftelser og politiske valg – og konsekvenserne af de politiske beslutninger er tydelige. Det er vigtigt, at du er lydhør og opnår tillid hos alle politikere, som afsæt for et nuanceret med- og modspil til det politiske niveau.
Du skal formidle de politiske beslutninger internt og eksternt og bidrage til, at Byrådets beslutninger og mål realiseres. Det er derfor vigtigt, at der løbende følges op på væsentlige politiske initiativer, målsætninger og prioriteringer, således at beslutninger, mål og opfølgning følges ad. Du skal sikre, at politikker og strategier implementeres i bund, og at eksisterende politikker anvendes som tiltænkt.
Du vil have ansvar for betjeningen af to politiske udvalg: Klima-, Miljø-, og Friluftsturismeudvalget og Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget.
Udsyn og sparring: Som direktør skal du indgå i relevante fora på tværs af kommunerne og i samspil med andre relevante interessenter – både lokalt, regionalt og nationalt. Samtidig er det vigtigt at finde en balance mellem det udadvendte og de interne opgaver i Næstved Kommune, idet der skal holdes fokus på driften af de kommunale kerneopgaver, herunder at der er en hensigtsmæssig ressource- anvendelse og en balance og sammenhæng mellem ressourcer, kompetencer og opgaver.
Som direktør har du desuden en særdeles vigtig opgave som tæt sparringspartner for chefer og direktion samt den øvrige organisation, når det er relevant, efterspurgt og påkrævet.
Personlige og ledelsesmæssige kompetencer
Det er en stor fordel med en solid kommunal erfaring og indsigt i et eller flere af de områder, stillingen dækker, så du relevant kan understøtte og sparre omkring det strategiske arbejde med ejendomme og teknik- og miljøområdet i bred forstand. Det er desuden et plus, hvis du har en bred indsigt i de kommunale kerneopgaver generelt, herunder samspil med erhvervslivet som afsæt for en tværgående og tværfaglig tilgang. Erfaring fra andre typer af organisationer eller det private erhvervsliv, med det udsyn og viden dette giver, vægtes desuden positivt.
Væsentlige personlige og ledelsesmæssige kompetencer
Erfaren leder med indsigt: Vi forventer ledelseserfaring på strategisk niveau fra en politisk ledet organisation, hvor direktørerfaring ikke er afgørende, hvis det ledelsesmæssige direktørpotentiale er tydeligt. Indsigt i det tekniske område og forståelse for, at kommunen er en stor driftsorganisation, er afgørende for at lykkes. Vi ser gerne, at du har erfaring med byudvikling og større byggeprojekter, således at du har en sikker hånd på planlægning og styring af store projekter.
Du kan formidle og sætte den strategiske retning, så hele organisationen er med via en tydelig, anerkendende og inspirerende ledelsesstil, der skaber gejst, følgeskab, engagement og ejerskab hos
alle. Du praktiserer desuden en værdibaseret og anerkendende ledelsesstil, hvor der tales åbent om udfordringer, problemer og muligheder. Du er skarp på eksekvering samt på den nødvendige opfølgning, hvor det løbende vurderes, om kommunen holder den udstukne retning.
Forståelse for økonomi og juridiske rammer: Du har en god økonomisk forståelse og er vant til at have budgetansvar, hvorfor du kan derfor bidrage til den samlede styring og løbende tilvejebringelse af råderum. Du kan gennemskue sammenhængen mellem faglige indsatser, økonomi, ressourcer og de forventede resultater af tiltag og initiativer.
Du har samtidig qua dine erfaringer en juridisk forståelse og flair for de rammer og regler, der omgiver den kommunale opgaveløsning.
Relationelle kompetencer: Du skal have stærke relationelle kompetencer samt en åben og nysgerrig tilgang til andre, hvor du selv fremstår med en stærk personlig og faglig integritet. Det er vigtigt at kunne begå sig smidigt på alle niveauer og i samspillet med mange forskellige typer af interessenter, hvor du evner at opbygge relationer og netværk – også uden for den kommunale kontekst, så dit brede udsyn og din indsigt fastholdes og udbygges relevant.
Du har interesse for at være en udadvendt repræsentant for kommunen og indgå i samspillet med de lokale aktører inden for erhvervsliv m.v. – samtidig med at du har fingeren på pulsen og ved, hvad der rører sig på de indre linjer.
Politisk tæft: Det er afgørende med politisk forståelse og en sikker politiske tæft; det er derfor væsentligt med en solid erfaring i at betjene og rådgive politikere, herunder erfaring med at skabe tillidsfulde og fortrolige relationer til alle medlemmer af Byrådet.
Strategisk og visionær: Du har udsyn, er opsøgende og velorienteret og har blik for tendenser og udviklingsmuligheder, hvilket understøtter dine visionære og strategiske egenskaber i forhold til den fortsatte udvikling af Næstved Kommune. Du har samtidig naturligt et tværgående og tværfagligt perspektiv.
Kommunikation og formidling: Du kan formidle komplicerede faglige emner på en måde så alle forstår det, og du kan samtidig oversætte de politiske visioner og mål til faglighed og konkrete handlinger. Du er en levende og engageret formidler, der er nærværende og lyttende i dialogen med andre. Både den interne og eksterne kommunikation vægtes højt hvor du med en åben og ærlig stil formidler forståeligt, tydeligt og præcist både skriftligt og mundtligt, så der skabes engagement og følgeskab hele vejen igennem organisationen – og hos eksterne samarbejdspartnere.
Øvrige personlige og ledelsesmæssige egenskaber
Andre væsentlige egenskaber der understøtter ovenstående er:
• Modig og kan stå fast, også når det blæser og en tydelig retning skal sættes igennem
• Gennemslagskraft, vedholdende, handlingsorienteret plus reflekteret og nuanceret
• Imødekommende, åben, tilgængelig, lyttende, inddragende og tillidsvækkende
• Ordentlighed, empatisk, nysgerrig og opsøgende
• Implementeringsstærk og skaber naturligt fremdrift
• Tydelig interesse for Næstved Kommune og hvad der rører sig lokalt
• Skarpe analytiske evner og erfaring med at gå forrest i realiseringen af politiske mål
• Overblik, helhedsorienteret og uddelegerende med blik for de nødvendige detaljer
• Kan skabe sammenhæng mellem visioner og drift
• Være i øjenhøjde med borgere, erhvervsliv og medarbejdere og kunne snakke med alle
• Være tæt på organisationen som en synlig og nærværende leder, der viser tillid.
Det forventes, at den rette kandidat har en relevant akademisk uddannelse gerne suppleret med en lederuddannelse.
Organisation
Den politiske organisation
Kommunalbestyrelsen i Næstved Kommune har 31 medlemmer. Borgmester i Næstved Kommune er Xxxxxxx Xxxxxxxxx (A).
Næstved Kommune har udover Økonomiudvalget følgende 7 fagudvalg og et §17.4 udvalg:
• Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalget
• Børne- og Uddannelsesudvalget
• Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget
• Kultur- og Idrætsudvalget
• Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget
• Socialudvalget
• Sundheds-og Forebyggelsesudvalget
• §17.4 Udvalg for unge og Uddannelse
Som nævnt er der solid politisk opbakning til de store væsentlige beslutninger, herunder budgettet. Du kan læse mere om budgetforliget for 2023 her:
xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxxxxx/xxxxxxxxxxxxxxxxx/xxxxxx-0000-xxx-xxxxx-xxx-xxxxx-xxxx-xxxxxxx- baeredygtighed-og-byudvikling
Endvidere kan du læse om kommunens politikker og strategier her:
xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxxxxxx/xxxxxxxxxxxxxx/xxxxxxxxxx-xx-xxxxxxxxxx
Og endelig lidt yderligere information om Næstved Kommune her: xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxx-xxx-xxxxxxxx/00-xxxx-xxxxxx-xxx-xx-xxxxxx-xxx-xxxxxxxx xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxx-xxx-xxxxxxxx
Den administrative organisation
Den øverste administrative organisation består af direktionen med kommunaldirektøren og tre direktører. Kommunen er endvidere organiseret i 10 centre, som er otte fagcentre og to tværgående centre. De 10 centre ledes af hver deres chef, som indgår i kommunens samlede chefgruppe.
Næstved Kommune har i alt ca. 6.350 ansatte.
Direktøren har det direkte ansvar for Center for Ejendomme med ca. 140 medarbejdere og Center for Teknik og Miljø med ca. 200 medarbejdere.
Organisationsdiagram:
Læs mere om den administrative organisation her:
xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xx/xxxxxxxx/xxxxxxxxxxxxxx/xxxxxxxxx-xxxxxxxxxxxx
Andet
Kandidater til stillingen skal være indstillet på at gennemføre en omfattende ledelsestest hos MUUSMANN.