Aftale mellem regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet om:
Udbetaling af resterende to ugers indefrosne feriemidler, eksportpakke og reserve til forlængelse af hjælpepakker
(2. december 2020)
Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet er enige om at gennemføre initiativer, der bidrager til at stimulere privatforbruget, understøtte danske styrkepositioner inden for eksport og holde hånden under danske lønmodtagere, danske arbejdspladser og danske virksomheder i en periode, hvor samfundet fortsat er præget af begrænsninger på den økonomiske aktivitet som følge af COVID-19.
Aftalepartierne er enige om at gennemføre følgende initiativer:
• Udbetaling af resterende to ugers indefrosne feriemidler
• Eksportpakke
• Reserve til forlængelse af hjælpepakker af 27. oktober 2020
• Finansiering mv.
Boks 1
Aftalens hovedprioriteringer
- Udbetaling af resterende to ugers indefrosne feriemidler: ca. 45 mia. kr.1)
- Eksportpakke: Ca. 1,7 mia. kr. i alt 2021-2023
- Mulighed for forlængelse af hjælpepakker: 2,3 mia. kr. i 20212)
Anm.: 1) Baseret på erfaringerne fra første runde udbetalinger forventes, at der vil blive udbetalt feriemidler svarende til ca. 24. mia. kr. efter skat. 2) Der afsættes en reserve på 300 mio. kr. i 2021.
Udbetaling af de resterende indefrosne feriemidler
Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet er enige om at sikre mulighed for udbetaling af de resterende indefrosne feriemidler. Det svarer til op til ca. to ugers ferie for en lønmodtager, der har fået udbetalt førtidige feriemidler, og op til fem uger for en lønmodtager, der ikke har fået udbetalt førtidige feriemidler. I opgørelsen af borgerens resterende feriepenge tages der højde for allerede udbetalte feriemidler i 2020. Der skønnes at restere omtrent 45 mia. kr. i indefrosne feriemidler.
Partierne er enige om, at udbetalingen skal kunne finde sted ultimo marts 2021. Udbetalingen forventes at indebære hastelovgivning, som partierne forpligter sig til at stemme for.
Udbetalingen af de resterende feriemidler baseres på arbejdsgivers indberetninger, men vil i øvrigt basere sig på de samme principper som den førtidige udbetaling i efteråret 2020.
Udbetalingen vil derfor være frivillig og beskattes som almindelig indkomst. Udbetalingen vil ikke medføre fradrag i indkomstoverførsler mv. - dette gælder dog som udgangspunkt ikke i situationer, hvor en ydelse er blevet påvirket i forbindelse med indbetaling til Feriekonto eller anden feriekasse. Det undersøges derfor, om der kan findes en løsning for disse borgere. Staten mellemfinansierer engangsudbetalingen, og arbejdsgiverne kan fortsat vælge mellem at indbetale midlerne til feriefonden eller beholde de indefrosne feriemidler som likviditet i virksomheden, indtil lønmodtageren opnår folkepensionsalderen eller permanent forlader arbejdsmarkedet. Tilbageværende midler vil blive i LD Fonde.
Udbetaling af de resterende feriemidler betragtes som den endelige udbetaling, og afgørelsen vil derfor kunne påklages
Regeringen vil inddrage arbejdsmarkedets parter i den konkrete udmøntning.
Aftalepartierne er enige om at afsætte 575 mio. kr. årligt i perioden 2021-2023 til en eksportpakke, der skal understøtte dansk eksport i lyset af COVID-19 og den forventede lavere internationale efterspørgsel.
Eksportpakken skal imødekomme konkrete ønsker fra eksporterhvervene, så eksportvirksomhederne hjælpes bedst muligt ud på den anden side af COVID-19-krisen. Eksporterhvervene har bl.a. peget på, at det er væsentligt at sikre bedre finansieringsmuligheder, hvilket kan bevare og styrke danske eksportørers muligheder og konkurrenceevne på de internationale markeder.
Eksportpakken skal også understøtte, at danske eksportvirksomheder kan gribe de nye muligheder, som COVID-19-krisen har givet med henblik på at underbygge danske styrkepositioner. En del af midlerne udmøntes således til at styrke rammerne for life science- industrien og til at understøtte grønne eksportinitiativer, der kan udbrede grønne, danske løsninger til resten af verden for derved både at styrke den grønne eksport og bidrage til den internationale grønne omstilling.
Rammen prioriteres til følgende overordnede eksportindsatser.
• Eksportfremme- og rådgivning samt styrket myndighedssamarbejde. Der afsættes 75 mio. kr. i 2021 og 155 mio. kr. årligt i 2022-2023 til eksportfremme- og rådgivning samt styrket myndighedssamarbejde. Det skal bl.a. understøtte grønne eksportinitiativer, som er efterspurgt af erhvervslivet.
• Life science-strategi. Der afsættes 70 mio. kr. årligt i 2021-2023 til udvikling af en ny life science-strategi, som skal understøtte god patientbehandling, arbejdspladser samt vækst og velfærd i Danmark og en fortsat dansk styrkeposition på eksportmarkederne.
• Styrket finansiering og flere grønne projekter til danske eksportører. Der afsættes 275 mio. kr. årligt i 2021-2023 til styrket finansiering af danske eksportører. Indsatsen indebærer bl.a. finansieringsinitiativer i EKF, herunder at øge risikovilligheden i EKF. Finansieringsinitiativerne skønnes at skabe basis for ny finansiering for eksportører på samlet set op til 3,5 mia. kr.
• Reserve til håndtering af evt. yderligere ønsker fra genstartteams. Der afsættes 80 mio. kr. i 2021 til opfølgning på aktuelle eksportbehov og/eller yderligere prioriteringer fra genstartsteams, der i marts 2021 skal gøre status på eksporterhvervenes situation.
Aftalepartierne er derudover enige om at afsætte en ramme på 75 mio. kr. årligt i 2021-2023 til yderligere initiativer, der styrker dansk eksport, herunder grønne eksportindsatser. Den konkrete udmøntning af rammen drøftes nærmere i Erhvervsministeriet.
Der afsættes i alt 575 mio. kr. årligt i 2021-2023 til en eksportpakke.
Reserve til forlængelse af hjælpepakker
Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet er enige om at afsætte en reserve til at kunne forlænge initiativer i Aftale om udvidelse af hjælpepakker af den 27. oktober med én måned frem til udgangen af februar, såfremt de sundhedsmæssige restriktioner gør det aktuelt.
Aftalepartierne er enige om at mødes for at drøfte udmøntningen nærmere. Videreførelsen skønnes at medføre udgifter for ca. 2,3 mia. kr. i 2021.
Reserve til COVID-19 og stimulus og midler fra EU’s genopretningsfacilitet
Som led i Aftale om udbetaling af resterende to ugers indefrosne feriemidler, eksportpakke og reserve til forlængelse af hjælpepakker er regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet enige om at udmønte dele af reserven til håndtering af udfordringer i lyset af COVID-19 mv. Der udmøntes ligeledes dele af den midlertidige ramme til COVID-19-udgifter og yderligere stimulus-initiativer, som regeringen har afsat i den opdaterede 2025-ramme DK2025 – en grøn, retfærdig og ansvarlig genopretning af dansk økonomi, august 2020. Hertil kommer et forventet dansk hjemtag af midler fra EU’s genopretningsfacilitet.
Udgifterne forbundet med Aftale om udbetaling af resterende to ugers indefrosne feriemidler, eksportpakke og reserve til forlængelse af hjælpepakker fremgår af tabel 1.
Tabel 1
Reserve til forlængelse af hjælpepakke af 27. oktober 2020 til og med
28. februar 2021
300 - - - -
Ud af udgifterne på 2,3 mia. kr. i 2021, som videreførelsen af hjælpepakker af 27. oktober er det lagt til grund, at i størrelsesorden 2 mia. kr. vedrører initiativer, der betragtes som engangsforhold og dermed ikke belaster den strukturelle offentlige saldo.
Mio. kr., 2021-pl | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
Eksportpakke | 575 | 575 | 575 | - | - |
- heraf eksportfremme- og rådgivning samt myndighedssamarbejde | 75 | 155 | 155 | - | - |
- heraf ramme til kommende life science-strategi | 70 | 70 | 70 | - | - |
- heraf styrket finansiering og modning af flere grønne projekter til danske eksportører | 275 | 275 | 275 | - | - |
- heraf reserve til håndtering af ønsker fra genstartsteams | 80 | - | - | - | - |
- heraf ramme til yderligere eksportinitiativer | 75 | 75 | 75 | - | - |
Aftalen har karakter af en stemmeaftale.