INDLEDNING
INDLEDNING
1. ANVENDELSESOMRÅDE
1.1 Disse Almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser for Produkter og Service (de ”Almindelige Betingelser”) gælder for Grundfos DK A/S' (”Grundfos”) salg og levering af produkter, service og produkter leveret i forbindelse med service til kunden.
1.2 Parterne har indgået en bindende aftale, når én af parternes tilbud accepteres af den anden part uden forbehold eller ændringer. Kundens modtagelse af et produkt eller en service udgør kundens stiltiende accept. Tilbud, accept, de Almindelige Betingelser (uanset om der henvises til dem eller ej) og eventuelle øvrige dokumenter, som Grundfos udtrykkeligt har accepteret, udgør aftalen om kundens køb af produkter og/eller service (”Aftalen”).
1.3 Kunden skal sikre, at Grundfos’ ordrebekræftelse stemmer overens med kundens ordre. Hvis kunden ikke uden ugrundet ophold underretter Grundfos om eventuelle uoverensstemmelser, vil oplysningerne i Grundfos' ordrebekræftelse være bindende for kunden.
2. OPLYSNINGER AFGIVET AF GRUNDFOS
2.1 Kunden opfordres til at indhente eventuel nødvendig teknisk rådgivning hos tredjepart. Grundfos er ikke ansvarlig for oplysninger afgivet til kunden (eller en eventuel tredjepart, der handler på kundens vegne) før, under eller efter at aftalen er trådt i kraft, medmindre parterne har indgået en skriftlig aftale om Grundfos’ rådgivning samt separat betaling herfor en sådan rådgivning.
2.2 Hvis parterne indgår en aftale baseret på rådgivning ydet af Grundfos, er Grundfos' rådgivning alene afgivet inden for Grundfos' virke, efter Grundfos' bedste overbevisning på tidspunktet for rådgivningen og alene baseret på de oplysninger, som kunden har afgivet til Grundfos.
PRODUKTSPECIFIK REGULERING
3. GRUNDFOS’ INSPEKTION
3.1 Grundfos inspicerer og tester alle produkter, før de afsendes fra fabrikken. Grundfos kan levere et testcertifikat mod betaling af et gebyr til Grundfos, hvis kunden bestiller certifikatet senest samtidig med, at kunden fremsender en indkøbsordre. Testcertifikatet har til formål at fastslå, at produkterne er fremstillet i henhold til Grundfos' specifikationer.
4. LEVERING AF PRODUKTER OG LEVERINGSTIDSPUNKT
4.1 Grundfos skal levere alle produkter på det sted og på det tidspunkt, der skriftligt er aftalt (hvis noget), forudsat at kunden har sikret sig, at alle tekniske detaljer og formaliteter vedrørende opfyldelsen af Aftalen er til rådighed for Grundfos. Hvis parterne ikke har aftalt et tidspunkt for levering, så skal Grundfos levere indenfor rimelig tid.
4.2 Hvis produkterne ikke leveres til tiden, er kunden berettiget til en forsinkelsesbod på 0,5 % af den aftalte pris for de forsinkede produkter for hver hele uge forsinkelsen varer, dog maksimalt 7,5 % af den aftalte pris for de forsinkede produkter. Hvis produkter ikke er leveret 90 dage efter leveringsdatoen, jf. punkt 4.1, kan kunden ved skriftlig meddelelse opsige den del af Aftalen, som vedrører de forsinkede produkter. Dette punkt 4.2 fastsætter udtømmende kundens beføjelser for Grundfos’ forsinkelse.
4.4 Grundfos kan levere produkterne i delleveringer i en hvilken som helst rækkefølge.
5. RISIKO OG EJENDOMSRET
5.1 Produkter, som skal leveres i Danmark (eksklusiv Grønland og Færøerne), leveres DAP (jf. INCOTERMS 2020). Produkter, som skal leveres til et sted uden for Danmark (herunder til Grønland og Færøerne), leveres FCA (jf. INCOTERMS 2020). Uanset det foregående, leveres brønde samt produkter af enhver art, som vejer mere end 1.000 kg. pr. produkt, altid FCA (jf. INCOTERMS 2020), uanset om de leveres i eller uden for Danmark.
5.2 For produkter leveret i forbindelse med service, overgår risiko for hændelig tab og eller skade på produkterne til kunden, når servicen er fuldført. Hvis produkterne leveres sammen med en service, men således at produkterne midlertidigt opbevares på kundens/slutbrugerens grund, indtil de skal installeres (uden at Grundfos befinder sig på grunden), overgår risikoen for produkterne dog til kunden, når Grundfos leverer produkterne på stedet.
5.3 Ejendomsretten til produkterne overgår ikke til kunden, før Grundfos har modtaget fuld betaling for produkterne. Hvis kunden ikke betaler, er Grundfos berettiget til at tilbagetage produkterne for kundens regning. Denne bestemmelse påvirker ikke risikoens overgang.
6. UNDERSØGELSE
6.1 Straks ved levering af produkter (som ikke er leveret og installeret i forbindelse med service) skal kunden undersøge produkterne for eventuelle synlige fejl og mangler eller forkert antal og sikre, at de leverede produkter stemmer overens med ordrebekræftelsen. Hvis kunden ikke foretager en sådan undersøgelse og uden ophold underretter Grundfos om eventuelle mangler, har kunden fortabt retten til at gøre mangler gældende vedrørende de leverede produkter, som kunden kunne have konstateret ved en sådan undersøgelse.
SERVICESPECIFIK REGULERING
7. LEVERING AF SERVICE OG LEVERINGSTIDSPUNKT
7.1 Grundfos skal udføre service på en professionel og behændig måde.
7.3 Grundfos skal udføre service inden for almindelig arbejdstid i Grundfos på tidspunktet for udførelsen og levering (weekender og nationale helligdage er udenfor normal arbejdstid). Hvis parterne aftaler, at Grundfos skal udføre arbejde uden for normal arbejdstid, fakturer Grundfos i henhold til Grundfos' gældende timesatser for arbejde udført udenfor normal arbejdstid.
7.4 Hvis der opstår forsinkelse i forhold til leveringstidspunktet (som beskrevet i punkt 7.2), er kunden berettiget til en forsinkelsesbod på 0,5 % af den aftalte pris for den forsinkede service for hver hele uge forsinkelsen varer, dog maksimalt 7,5 % af den aftalte pris for den forsinkede service. Hvis Grundfos ikke har udført og leveret servicen 90 dage efter leveringsdatoen, er kunden berettiget til skriftligt at opsige den del af Aftalen, som vedrører
den forsinkede service. Dette punkt 7.4 fastsætter udtømmende kundens beføjelser for Grundfos’ forsinkelse.
7.5 Hvis kunden ikke som aftalt tager imod en service eller dele heraf, finder punkt 4.3 anvendelse.
7.6 Grundfos skal tage alle rimelige forholdsregler for at overholde kundens regler for sundhed og sikkerhed og eventuelle øvrige rimelige sikkerhedskrav, som er gældende på kundens ejendom, og som kunden har oplyst Grundfos om. Grundfos er ikke ansvarlig for misligholdelse af sine forpligtelser i henhold til Xxxxxxx i det omfang, at en sådan misligholdelse skyldes Grundfos’ overholdelse af kundens regler for sundhed og sikkerhed, medmindre Grundfos har modtaget en skriftlig kopi af sådanne regler før parterne indgik Aftalen.
7.7 Grundfos’ service udføres af én person, medmindre andet er aftalt. Kunden skal i god tid før Grundfos’ udførelse af servicen informere Grundfos, hvis servicen kræver, at den udføres af mere end én person. Gør kunden ikke det, kan Grundfos fakturere alle påløbne omkostninger til kunden, uanset om servicen er udført.
7.8 Grundfos må uden kundens samtykke bruge underleverandører til at udføre sine forpligtelser. Grundfos er ansvarlig for sine underleverandørers handlinger eller udeladelser.
8. KUNDENS FORPLIGTELSER
8.1 Hvor det måtte være relevant, skal kunden (for egen regning) sikre, at dennes kunder og slutbrugere, som skal modtage service:
(a) samarbejde med Grundfos i alle forhold vedrørende leveringen af service;
(b) give Grundfos og Grundfos’ repræsentanter adgang til kundens ejendom eller andre faciliteter, som rimeligvis måtte være påkrævet for at levere service;
(c) stille passende belysning, varme, elektricitet, ventilation og kloakering til rådighed i henhold til Grundfos’ rimelige anmodninger;
(d) ved hvert besøg oplyse Grundfos’ ingeniører eller repræsentanter, hvis der er opleves utilfredsstillende drift eller uregelmæssig ydelse af det produkt, som Grundfos skal servicere;
(e) udlevere dokumenter, oplysninger, værktøjer og materiale til Grundfos, som kræves for at Grundfos på behørig vis kan levere service (”Inputmateriale”) og sikre, at Inputmaterialet er korrekt på alle væsentlige punkter;
(f) sikre, at al Inputmateriale er i god stand og egnet til det formål, som de skal anvendes til i forhold til servicen;
(g) klargøre og vedligeholde de pågældende lokaler til leveringen af service, herunder identificere, overvåge, fjerne og bortskaffe eventuelle farlige materialer i overensstemmelse med al gældende lovgivning, før og under udførelsen af servicen;
(h) oplyse Grundfos om alle regler om sundhed og sikkerhed og eventuelle øvrige rimelige sikkerhedskrav, der er gældende på kundens ejendom;
(i) indhente og opretholde alle nødvendige tilladelser, autorisationer, licenser, godkendelser og samtykker og overholde al relevant lovgivning for at Grundfos kan –
(i) levere servicen på kundens ejendom og – (ii) anvende Inputmaterialerne;
(j) garantere, at kunden som retmæssig ejer eller på anden vis har ret til at foranledige servicering af det udstyr eller de systemer, der skal udføres service på; og
(k) i det omfang det måtte forstyrre udførelsen af servicen, ikke at give eller tillade tredjeparter adgang til det udstyr eller de systemer, som skal serviceres.
GENEREL REGULERING
9. PRIS, BETALINGBETINGELSER OG FAKTURERING
9.1 Prisen på produkterne og servicen er som angivet af Grundfos i Aftalen. Grundfos opkræver et ekspeditionsgebyr ved mindre ordrer (pr. marts 2020 er gebyret 275 DKK ekskl. moms for ordrer på mindre end 3.500 DKK ekskl. moms). Der pålægges ikke ekspeditionsgebyr for mindre ordrer bestilt via Grundfos Extranet. Ved EAN-fakturering pålægges et EAN-gebyr (pr. marts 2020 er EAN-gebyret 21 DKK ekskl. moms pr. ordre).
9.2 Grundfos fakturerer for produkter på tidspunktet for afsendelse og for services, når servicen er udført. Kunden skal betale Grundfos som angivet i ordrebekræftelsen eller i manglen på en sådan angivelse inden for 30 dage fra fakturadatoen.
9.3 Beløbet, som skal betales af kunden, er angivet eksklusiv moms og øvrige skatter og afgifter. Kunden skal betale moms og skatter samtidig med betalingen for produkter eller service.
9.4 I henhold til gældende lovgivning skal kunden (i) betale kildeskat direkte til den relevante myndighed i henhold til gældende lovgivning; (ii) på opfordring fremsende et skattecertifikat til Grundfos, der dokumenterer, at kunden har betalt kildeskat; (iii) alene betale Grundfos nettoindtægten efter at kunden har betalt kildeskat; og (iv) fuldt ud samarbejde med Grundfos om at søge frafald eller nedsættelse af kildeskat og straks udfylde og indsende alle relevante dokumenter.
9.5 Hvis kunden ikke betaler ved forfald, kan Grundfos opkræve renter og rykkergebyrer, uden at dette påvirker de rettigheder eller beføjelser som Grundfos måtte have i henhold til gældende lovgivning. Renten er 2 % pr. måned (eller den legale rentesats, hvis den er højere). Renter tilskrives dagligt fra forfaldsdatoen og indtil betaling af det udestående beløb sker. Ved forsinket betaling kan Grundfos (i) betinge yderligere levering af at kunden stiller garanti for betaling og suspendere alle øvrige leverancer til kunden, indtil kunden har stillet den af Grundfos krævede garanti; eller (ii) suspendere yderligere levering, indtil kunden har betalt de udestående beløb fuldt ud.
9.6 Hvis kunden ikke betaler forfaldne fakturaer (trods én rykker) eller hvis Aftalen opsiges eller ophæves, forfalder alle betalinger til Grundfos til omgående betaling.
10. MANGLER
REKLAMATIONSRET
10.1 Grundfos skal levere produkter og service i henhold til Aftalen. Et produkt betragtes alene som mangelfuldt, hvis det ikke er leveret i henhold til Aftalen på grund af fejl eller mangler ved materiale, design eller fremstilling.
10.2 Uden at begrænse den generelle begrænsning i punkt 10.1, så er Grundfos ikke ansvarlig for skader, som fx skyldes almindelig slitage; brug af produkterne til formål, de ikke er beregnet til; installation af produkter i et miljø, der ikke er egnet til de pågældende produkter; modifikationer, ændringer eller reparationer på produkter eller service foretaget af kunden eller en tredjepart (der ikke handler på vegne af Grundfos); manglende overholdelse af Grundfos' instrukser, f.eks. i installations-, drifts-, vedligeholdelses- eller servicemanualer; installation, ibrugtagning, drift (fx brug af et produkt uden for dets specifikationer) eller
vedligeholdelse, der ikke er i overensstemmelse med Grundfos’ installations-, drifts-, vedligeholdelses- eller servicemanualer eller ikke er i overensstemmelse med god branchepraksis; brug af defekt eller utilstrækkeligt udstyr i kombination med produkter eller service; anvendelse af reservedele af dårlig kvalitet (denne undtagelse gælder ikke for Grundfos originale reservedele); tilsigtet eller utilsigtet skade på eller misbrug af produkter eller service af kunden eller en tredjepart (der ikke handler på Grundfos' vegne); og kundens eller kundens egne produkters manglende overholdelse af gældende lovgivning og regler. Derudover er Grundfos ikke ansvarlig for at et produkt er egnet til et særligt formål, eller at det opfylder sine specifikationer i den faktiske anvendelse.
REKLAMATIONSPERIODE
10.3 For at udbytte sin reklamationsret skal kunden reklamere over mangler overfor Grundfos uden ugrundet ophold efter at kunden konstaterer eller burde have konstateret manglen, og (i) for produkter, senest 24 måneder fra datoen for installeringen af produktet, dog senest
30 måneder fra produktionsdatoen, og (ii) for en service, senest 24 måneder efter udførelsen af servicen (“Reklamationsperioden”).
10.4 Grundfos’ afhjælpning af mangler påvirker ikke Reklamationsperioden for produktet eller servicen, dog således at:
(a) hvis en del af et produkt repareres eller udskiftes, så vil Reklamationsperioden for en sådan repareret/udskiftet del være 12 måneder fra datoen for reparationen eller udskiftningen, dog således, at Reklamationsperioden for de reparerede/udskiftede dele ikke udløber før den oprindelige Reklamationsperiode, og
(b) hvis et helt produkt (f.eks. en pumpe) udskiftes, gælder en ny Reklamationsperiode på
24 måneder fra datoen for installation (dog maksimalt 30 måneder fra produktionsdatoen) for det udskiftede produkt.
Uanset ovenstående, kan Reklamationsperioden ikke overskride 60 måneder regnet fra produktionsdatoen for det første produkt, der blev leveret.
AFHJÆLPNING AF MANGLER
10.5 Grundfos skal afhjælpe mangelfulde (dele af) et produkt eller en service, hvis manglen er indenfor kundens ret til reklamation. Grundfos beslutter, hvorvidt Grundfos afhjælper ved at reparere eller udskifte (hele eller dele af) det mangelfulde (dele af) produktet eller servicen. Grundfos afhjælper mangler hurtigst muligt inden for normal arbejdstid.
10.6 Stedet for afhjælpningsarbejde er følgende:
(a) For produkter med en motor med en elektrisk effekt på mindre end 5,5 kW (herunder produkter uden motor) og produkter leveret i forbindelse med en service, skal kunden returnere det mangelfulde produkt til Grundfos' værksted til reparation eller udskiftning, medmindre Grundfos beslutter, at afhjælpningsarbejdet skal finde sted på leveringsstedet eller på slutbrugerens adresse.
(b) For produkter med en motor med en effekt på 5,5 kW eller mere, vil Grundfos undersøge og reparere det mangelfulde produkt på installationsstedet, jf. dog punkt 10.9.
(c) For service, skal Grundfos undersøge og reparere eller udskifte den mangelfulde service på stedet for servicens udførelse.
10.7 Grundfos skal dække omkostninger til reparation og udskiftning af mangelfulde produkter og service. Dog skal:
(a) Transportomkostninger for et mangelfuldt produkt (eller del deraf) med en motor med en elektrisk effekt på mindre end 5,5 kW (herunder produkter uden motor) og produkter leveret i forbindelse med service, fordeles som følger:
(i) Kunden betaler udgifter vedrørende transport, rejseudgifter og rejsetid for Grundfos’ personale og (dele af) produktet mellem det sted, hvortil Grundfos leverede produktet og produktets placering (hvis det ikke er samme sted som leveringsstedet).
(ii) Grundfos betaler udgifter vedrørende transport, rejseudgifter og rejsetid for Grundfos’ personale og (dele af) produktet mellem Grundfos og det sted, hvortil Grundfos leverede produktet.
(b) Transportomkostninger for et mangelfuldt produkt (eller del deraf) med en motor med en elektrisk effekt på 5,5 kW eller mere fordeles som følger:
(i) Grundfos betaler transportomkostninger i forbindelse med reparationer eller udskiftning af det mangelfulde produkt (eller del deraf). Hvis et produkt er installeret på et sted, som – efter Grundfos’ skøn – er svært at komme til, finder punkt. 10.7 (a) anvendelse.
(c) Kunden betaler udgifter til afmontering og montering.
(d) Kunden betaler Grundfos’ udgifter i forbindelse med ventetid, der skyldes kunden.
(e) Hvis det viser sig, at et produkt, der skal repareres eller udskiftes, alligevel ikke lider af en mangel, kan Grundfos fakturere kunden for servicen. Grundfos kan opkræve et beløb hos kunden for udførelse af servicen beregnet på baggrund af Grundfos’ gældende prisliste med tillæg af transportomkostninger mv.
10.8 Medmindre Grundfos anmoder herom, må produktet ikke skilles ad forud for afhjælpningen. Manglende overholdelse heraf vil påvirke kundens reklamationsret.
10.10 Reparation eller udskiftning er kundens eneste beføjelse i tilfælde af et mangelfuldt produkt eller en mangelfuld service. Ud over Grundfos’ forpligtelser for produktansvar, jf. punkt 11, har Grundfos ikke intet yderligere ansvar over for kunden, hverken for misligholdelse af aftalen, uagtsomhed eller på noget andet grundlag for mangler ved produktet eller servicen. BYGGELEVERANCEKLAUSUL
10.11 For produkter til byggerier, som er underlagt AB92 eller AB18, accepterer Grundfos det leverandøransvar, som følger af henholdsvis AB92 § 10, stk. 4 eller AB18 § 12, stk. 5.
11. PRODUKTANSVAR
11.1 Grundfos er ansvarlig for personskade (herunder for dødsfald og tilskadekomst) og skade på fast ejendom og løsøre, der skyldes mangelfulde produkter, i det omfang det er angivet i gældende produktansvarslovgivning. Grundfos’ produktansvar for skader på fast ejendom og løsøre (som ikke er forbrugerløsøre) er underlagt ansvarsbegrænsningerne i punkt 12; dog således at Grundfos’ samlede erstatningsansvar, som beskrevet i punkt 12.2, for skader
på fast ejendom og løsøre forårsaget af et mangelfuldt produkt er begrænset til det højeste af EUR 3 millioner (pr. krav og årlig totalsum) og beløbet angivet i punkt 12.2. Kunden påtager sig det produktansvar, som ikke er tildelt Grundfos i dette punkt 11.1.
11.2 Hvis en part ifalder erstatningsansvar for skader, som den anden part er ansvarlig for i henhold til punkt 11.1, så skal den anden part holde den første part skadesløs for beløb betalt i henhold til fordelingen angivet i punkt 11.1.
12. ANSVARSBEGRÆNSNING
12.1 I det omfang det er tilladt i henhold til gældende lovgivning, er ingen af parterne ansvarlig (i eller uden for kontrakt (herunder for uagtsomhed), misligholdelse af lovbestemte forpligtelser eller på anden vis) for produktionstab, omsætningstab, driftstab, ordretab, tab af data, tab af besparelser, tab af goodwill, tab i forbindelse med uautoriseret adgang til data eller systemer, tab som følge af driftsafbrydelser eller øvrige indirekte tab eller driftstab af nogen art opstået i forbindelse med Aftalen eller misligholdelse heraf. Grundfos er ikke ansvarlig for konventionalbod, bøder og lignende kontraktmæssigt erstatningsansvar, der pålægges kunden af en tredjepart.
12.2 I det omfang det er tilladt i henhold til gældende lovgivning kan Grundfos’ samlede erstatningsansvar (herunder for betaling af eventuel konventionalbod og tredjepartskrav) over for kunden for tab, der måtte opstå i forbindelse med Aftalen og samarbejdet, uanset om det er i eller uden for kontrakt (herunder for uagtsomhed), misligholdelse af lovbestemte forpligtelser eller på anden vis, ikke overstige et beløb svarende til 30% af det samlede beløb, som kunden har betalt eller skal betale i henhold til den Aftale (ekskl. moms og skat), som kravet er baseret på.
12.3 De begrænsninger, der er angivet i punkt 12.1 og 12.2 finder ikke anvendelse for en parts ansvar for personskade, eller hvis en part lider tab som følge af den anden parts forsæt eller grove uagtsomhed.
12.4 Parterne er enig om, at den aftale pris for produkterne og servicen reflekterer forholdet mellem parternes rettigheder og forpligtelser i henhold til Aftalen, herunder begrænsningerne i dette punkt 12.
12.5 Hvis kunden baserer sit krav på tab, der stammer fra mere end én aftale eller fra én eller flere aftaler i kombination med et Grundfos-selskabs levering af produkter eller andre service, så vil Grundfos’ eventuelle erstatningsansvar blive fordelt på værdien af de forskellige leverancer baseret på hver af sådanne leverancers andel af det påståede tab. Hver andel af det samlede erstatningsansvar vil blive fastlagt i henhold til det retsgrundlag, der er gældende mellem parterne for den pågældende del af de samlede tab, herunder eventuel aftalt ansvarsbegrænsning.
13. IMMATERIELLE RETTIGHEDER
13.1 Kunden skal anvende produkterne på en måde, der ikke krænker tredjemands rettigheder.
13.2 Intet i Aftalen eller andetsteds skal forstås således, at immaterielle rettigheder til produkter, service, manualer, dokumentation leveret af Grundfos til kunden overdrages til eller tildeles kunden.
14. SKADESLØSHOLDELSE
14.1 Hvis en anden end kunden anlægger et Søgsmål mod Grundfos, som er opstået i forbindelse med Aftalen, samarbejdet eller kundens køb eller anvendelse af produkterne og/eller servicen, skal kunden holde Grundfos skadesløs for alle Tab i forbindelse med et sådant Søgsmål, medmindre Grundfos har forårsaget et sådant tab ved uagtsomhed eller forsætlighed. “Søgsmål” betyder juridiske, administrative eller voldgiftssager, krav, undersøgelser eller øvrige sagsanlæg. “Tab” betyder procesomkostninger (herunder eventuelle rimelige udlæg afholdt i forbindelse med forsvaret af en sag eller i en eventuel relateret undersøgelse eller forhandling) og eventuelle tab (herunder ethvert beløb der tildeles i eller betales i forlig i et Søgsmål).
15. TEGNINGER OG BESKRIVELSER
15.1 Oplysninger om vægt, dimensioner, kapacitet, pris, tekniske og øvrige data angivet i kataloger, brochurer, rundskrivelser, reklamer, billeder og prislister er alene skønsmæssige.
15.2 Alle tegninger og beskrivelser leveret af Grundfos forbliver Grundfos’ ejendom og må ikke kopieres, reproduceres, videregives eller kommunikeres til en tredjepart uden Grundfos’ tilladelse. Kunden får ejendomsret til tegninger og beskrivelser, der er nødvendige for den korrekte installation, opstart, drift og vedligeholdelse af produkterne. Hvis Grundfos beder om det, skal kunden behandle denne data fortroligt.
16. ÆNDRINGER
16.1 Grundfos er berettiget til at foretage ændringer i produkter og service, der er nødvendige for at overholde gældende lovgivning og sikkerhedskrav, eller som ikke væsentligt påvirker arten eller kvaliteten af produkterne og servicen negativt. Hvis Grundfos anmoder om at foretage andre ændringer, skal kunden ikke tilbageholde eller udsætte samtykke til en sådan anmodning unødigt.
17. FORTROLIGHED
17.1 En part (den modtagende part) skal holde al teknisk og forretningsmæssig knowhow, specifikationer, priser, opfindelser, processer, initiativer og øvrige oplysninger vedrørende den anden parts (den oplysende parts) forretning, produkter og service, som har fortrolig karakter (fortrolig information), som er blevet oplyst til den modtagende part af den oplysende part, dets medarbejdere, agenter og underleverandører (repræsentanter), strengt fortrolige. Den modtagende part må ikke anvende den oplysende parts fortrolige oplysninger til andre formål end til at opfylde sine forpligtelser i henhold til Aftalen, herunder ikke foretage reversen engineering af produkterne og eventuel software i produkterne. Den modtagende part kan alene videregive fortrolige oplysninger til de af sine repræsentanter, som har brug for oplysningerne for at opfylde den modtagende parts forpligtelser i henhold til Aftalen og skal sikre, at sådanne repræsentanter overholder forpligtelserne angivet i punkt 17 på samme måde, som hvis de selv var underlagt disse forpligtelser.
17.2 Forpligtelserne i henhold til dette punkt 17 er gældende fra Aftalen indgås og – underlagt gældende lovgivning – i en periode på 5 år efter at begge parter har opfyldt sine forpligtelser i henhold til Aftalen.
18. FORCE MAJEURE
18.1 Ingen af parterne vil blive anset for at have misligholdt Aftalen eller være ansvarlig for forsinkelse under Xxxxxxx, hvis en manglende opfyldelse eller forsinkelse skyldes en hindring,
der er uden for partens rimelige kontrol (“Force Majeure”). I tilfælde af Force Majeure suspenderes den berørte parts forpligtelser, indtil Force Majeure-situationen ophører.
18.2 Begge parter kan opsige Aftalen med omgående virkning ved meddelelse herom til den anden part, hvis en Force Majeure-periode varer i mere end tre sammenhængende måneder. I tilfælde af opsigelse på grund af en sådan situation, skal ingen af parterne være erstatningsansvarlig over for den anden part for en sådan opsigelse. En sådan opsigelse påvirker dog ikke erstatningsansvar eller krav, som allerede bestod på tidspunktet for opsigelse, eller de øvrige bestemmelser i Aftalen.
19. OPHÆVELSE
19.1 Hvis en part væsentligt misligholder sine forpligtelser i henhold til Xxxxxxx, kan den anden part, uden at det påvirker partens øvrige rettigheder og beføjelser, ophæve Aftalen med omgående virkning, hvis en sådan væsentlig misligholdelse ikke kan afhjælpes; hvis den misligholdende part i Aftalen ikke har afhjulpet misligholdelsen inden for 30 dage efter at have modtaget meddelelse med krav om en sådan afhjælpning; eller hvis afhjælpning af en væsentlig misligholdelse, som i sagens natur ikke kan afhjælpes inden for en 30-dages periode, ikke er er iværksat inden for 30 dage efter at have modtaget meddelelse om krav om afhjælpning. Denne bestemmelse påvirker ikke eventuelle øvrige opsigelsesrettigheder i henhold til Xxxxxxx.
19.2 Opsigelse af Aftalen (uanset årsagen hertil) påvirker ikke de bestemmelser i Aftalen, som i sagens natur eller af nødvendighed er gældende efter Aftalens udløb.
20. PERSONOPLYSNINGER
20.1 Grundfos behandler personoplysninger i henhold til gældende databeskyttelseslovgivning. Læs mere herom op Grundfos’ hjemmeside, hvor Grundfos’ persondatapolitik forefindes.
21. ØVRIGE BESTEMMELSER
21.1 Aftalen må ikke overdrages eller overføres, helt eller delvist, af kunden uden Grundfos’ forudgående skriftlige samtykke. Grundfos kan uden forudgående varsel overdrage rettigheder og forpligtelser i henhold til Aftalen, herunder de Almindelige Betingelser, til et andet selskab i Grundfos-koncernen.
21.2 Produkterne er udstyret med en Grundfos navneplade med Grundfos’ varemærker. En part har ikke ret til at anvende den anden parts firmanavn, varemærker, logoer eller andre mærker eller identifikationssymboler uden den anden parts forudgående skriftlige samtykke hertil.
21.3 Termer skrevet med stort begyndelsesbogstav, som ikke er defineret i disse Almindelige Betingelser, har samme betydning i alle dele af Aftalen, medmindre andet fremgår af konteksten.
21.4 Et tilbud fra Grundfos er gældende i 30 dage fra datoen for afgivelsen heraf, medmindre Grundfos angiver andet i tilbuddet. Grundfos forbeholder sig retten til at ændre tilbud før udløbet af gyldighedsperioden, hvis kunden ikke har accepteret tilbuddet.
21.5 Grundfos kan til enhver tid uden ansvar rette typografiske fejl, skrivefejl eller øvrige fejl eller udeladelser i salgsmateriale, tilbud, prislister, ordrebekræftelser, fakturaer eller øvrige dokumenter eller informationer udstedt af Grundfos.
22. EKSPORTKONTROL OG SANKTIONEREDE PARTER
22.1 Leverancer i henhold til Aftalen kan være underlagt eksportkontrol og handelssanktioner, herunder regler herom fra blandt andet EU, FN og USA.
22.2 Grundfos betinger levering af produkter og service til kunden af, at kunden overholder alle gældende regler vedrørende eksportkontrol og handelssanktioner, herunder at kunden anvender relevante kontrol- og compliance-procedurer.
22.3 Hvis Grundfos som følge af regler om eksportkontrol og handelssanktioner vurderer, at det er eller vil blive forbudt, forhindret, begrænset eller får væsentlig negativ betydning for overholdelsen af Grundfos’ forpligtelser i henhold til Aftalen, kan Grundfos annullere eller udsætte levering af produkterne eller servicen. Grundfos ikke være ansvarlig for direkte eller indirekte krav eller tab som følge heraf.
22.4 For at gøre det muligt for Grundfos at gennemføre kontrol af kundens overholdelse af eksportkontrol- og handelssanktionsregler, eller at støtte Grundfos' ansøgninger til myndigheder i forbindelse med eksport og/eller salg af produkterne og/eller servicen i henhold til Aftalen, skal kunden – på Grundfos' rimelige anmodning – straks afgive alle oplysninger om en bestemt slutbruger, om parterne involveret i leveringen, den/de pågældende destination/destinationer og den tiltænkte anvendelse af det pågældende produkt og/eller den pågældende service.
23. LOVVALG OG VÆRNETING
23.1 Aftalen og eventuelle tvister eller krav opstået i forbindelse med Aftalen eller indgåelsen heraf (herunder tvister eller krav uden for kontrakt) er underlagt og skal fortolkes i henhold til dansk ret, med undtagelse af dansk rets internationale privatretlige regler eller principper, som kan medføre anvendelse af et andet lands lovgivning.
23.2 Parterne aftaler, at Retten i Viborg er retten værneting for sager om tvister eller krav (herunder uden for kontrakt), der måtte opstå i forbindelse med Aftalen eller dens indgåelse.