Samling af Afgørelser
DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
28. juni 2017 *
»Præjudiciel forelæggelse — retligt samarbejde i civile sager — retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område — forordning (EF) nr. 44/2001 — artikel 23 — værnetingsklausul — værnetingsklausul i en aftale indgået mellem to selskaber —
erstatningssøgsmål — solidarisk hæftelse for repræsentanterne for et af selskaberne for ulovlige handlinger — repræsentanterne kan ikke påberåbe sig klausulen«
I sag C-436/16,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Xxxxxx Xxxxx (øverste domstol i civile sager og straffesager, Grækenland) ved afgørelse af 7. juli 2016, indgået til Domstolen den 4. august 2016, i sagen
Xxxxxxxx Xxxxxxxx, Xxxxxxxx Xxxxxxx mod
Malcon Navigation Co. ltd., Brave Bulk Transport ltd., har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Xxxxxxx, og dommerne X. Xxxxxx (refererende dommer) og E. Xxxxxxxxxx,
generaladvokat: M. Wathelet justitssekretær: A. Xxxxx Xxxxxxx,
på grundlag af den skriftlige forhandling, efter at der er afgivet indlæg af:
— den græske regering ved A. Magrippi og S. Xxxxxxxxx, som befuldmægtigede
— den spanske regering først ved X. Xxxxx Xxxxxxxx, derefter ved A. Xxxxxx Xxxxxx, som befuldmægtigede
* Processprog: græsk.
DA
ECLI:EU:C:2017:497 1
— Europa-Kommissionen ved M. Xxxxxxxxxxxxxx og M. Xxxxxx, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 23, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1, herefter »Bruxelles I-forordningen«).
2 Anmodningen er indgivet under en sag mellem Xxxxxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxxxx Xxxxxxx, repræsentanter for Brave Bulk Transport ltd., et skibscharter-selskab, på den ene side, og Malcon Navigation Co. ltd. (herefter »Malcon Navigation«), på den anden side, vedrørende en erstatningspåstand, som sidstnævnte selskab har nedlagt solidarisk mod Brave Bulk Transport og mod Xxxxxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxxxx Xxxxxxx, og i forbindelse med hvilken erstatningspåstand det er omtvistet, om de græske domstole har kompetence.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Følgende fremgår af 11. betragtning til Bruxelles I-forordningen:
»Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. [...]«
4 Under forordningens kapitel II, som har overskriften »Kompetence«, findes i afdeling 1 med overskriften »Almindelige bestemmelser« artikel 2, hvis stk. 1 har følgende ordlyd:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
5 Samme forordnings artikel 6 i afdeling 2 med overskriften »Specielle kompetenceregler« i forordningens kapitel II bestemmer:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:
1) såfremt der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig
[...]«
6 Afdeling 7 i dette kapitel har overskriften »Aftaler om værneting« og omfatter bl.a. en artikel 23, som er affattet således:
»1. Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:
a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller
b) i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller
c) inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.
[...]«
7 Forordningens afdeling 9 i nævnte kapitel II med overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav« indeholder artikel 27 og 28. Artikel 27 bestemmer:
»1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.
2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«
8 Bruxelles I-forordningens artikel 28 fastsætter:
»1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.
2. Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.
3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.«
9 Bruxelles I-forordningens artikel 33-37 omhandler anerkendelse af retsafgørelser. Forordningens artikel 33 fastlægger det princip, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. Forordningens artikel 34 og 35 fastlægger grundene til, at en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, undtagelsesvis ikke kan anerkendes i en anden medlemsstat.
10 I den forbindelse fastsætter forordningens artikel 34:
»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:
[...]
3) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
4) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.«
Græsk ret
11 Artikel 71 i den borgerlige lovbog bestemmer:
»Den juridiske person er ansvarlig for handlinger og undladelser udvist af de organer, som repræsenterer den, når handlingen eller undladelsen har fundet sted ved udøvelsen af de funktioner, som de var tildelt, og medfører en erstatningspligt. Den omhandlede person hæfter endvidere solidarisk.«
12 Under kapitel 39 i denne lovbog, som har overskriften »Ulovlige handlinger« bestemmer artikel 926, som selv har overskriften »Skade forvoldt af flere personer«, følgende:
»Hvis en skade følger af en handling begået af flere personer i fællesskab, eller hvis flere personer er parallelt ansvarlige for samme skade, hæfter alle solidarisk. Det samme gør sig gældende, hvis flere personer har handlet samtidigt eller efter hinanden, og det ikke kan afgøres, hvis handling har forvoldt skaden.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
13 Det fremgår af alle de oplysninger, som Domstolen råder over, at Malcon Navigation, der er et selskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i Malta og faktisk hjemsted i Marousi (Grækenland), er ejer af et skib, der sejler under maltesisk flag, benævnt Sea Pride, hvis forvaltning sikres af Hellenic Star Shipping Company SA, der er et selskab med hjemsted i Panama, og som ligeledes har kontorer i Marousi.
14 Den forelæggende ret har ligeledes anført, at Brave Bulk Transport har sit vedtægtsmæssige hjemsted i Malta og sit faktiske hjemsted i Marousi, at Xxxxxxxx Xxxxxxxx er eneste medlem af bestyrelsen og den retlige repræsentant for dette selskab, og at Xxxxxxxx Xxxxxxx er eneste generaldirektør og den reelle repræsentant. Xxxxxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxxxx Xxxxxxx (herefter »repræsentanterne for Brave Bulk Transport«) er bosiddende i henholdsvis Piræus og Kifisia (Grækenland).
15 Den 9. juni 2006 indgik Malcon Navigation og Brave Bulk Transport en charterkontrakt, hvormed det førstnævnte selskab chartrede skibet Sea Pride til det sidstnævnte selskab. Brave Bulk Transport underchartrede herefter dette skib til det irakiske handelsministerium for transport af en last med hvede fra Hamborg (Tyskland) til Irak.
16 Xxxxxx blev tilbageleveret med en forsinkelse på fem måneder i forhold til den frist, der var fastsat i charterkontrakten.
17 Den 17. februar 2007 indledte Malcon Navigation en voldgiftsprocedure i London (Det Forenede Kongerige) mod Brave Bulk Transport med henblik på at opnå erstatning for overliggedagpenge og skyldige charteromkostninger.
18 Brave Bulk Transport indbragte samtidig et erstatningssøgsmål mod den irakiske stat, idet forsinkelsen med at tilbagelevere skibet til Malcon Navigation igen skyldtes en forsinkelse fra den irakiske stats side med tilbagelevering af dette skib.
19 Den 14. november 2007 undertegnede Malcon Navigation og Brave Bulk Transport et privat oprettet dokument. Xxxx aftalte de, at den verserende voldgiftsprocedure skulle udsættes i seks måneder, at Brave Bulk Transport skulle holde Malcon Navigation informeret om forløbet af proceduren mod den irakiske stat, og at Malcon Navigation i tilfælde af forlig med den irakiske stat skulle have mindst 20% af det beløb, som den irakiske stat betalte til Brave Bulk Transport. Artikel 10 i denne aftale fastlagde, at aftalen »reguleres af engelsk lovgivning« og omfattes af »de engelske retters kompetencer«, og at
»enhver tvist som følge af eller i anledning af aftalen alene skal afgøres af High Court of Justice (England & Wales) [ret i første instans (England og Wales)]«.
20 I november 2008 fik Xxxxxx Navigation kendskab til den omstændighed, at Brave Bulk Transport havde indgået et forlig med den irakiske stat den 20. maj 2008 og modtaget det i denne aftale fastsatte beløb. Malcon Navigation genoptog derefter voldgiftsproceduren og fik ved voldgiftskendelse af
29. september 2009 tildelt en erstatning.
21 Malcon Navigation gør fortsat gældende, at repræsentanterne for Brave Bulk Transport har frataget selskabet dets aktiver og derved forhindret Malcon Navigation i at opnå denne erstatning.
22 Den 22. september 2010 anlagde Malcon Navigation erstatningssag ved Polymeles Protodikeio Peiraios (retten i første instans i civile sager i Piræus, Grækenland) mod Brave Bulk Transport og dette selskabs repræsentanter på grundlag af den borgerlige lovbogs artikel 71 og 926 med henblik på at få fastslået deres solidariske ansvar for de ulovlige handlinger. I henhold til værnetingsklausulen i aftalen af
14. november 2007 afviste retten sagen mod Brave Bulk Transport. Hvad angår selskabets repræsentanter erklærede retten sig imidlertid kompetent og gav medhold i påstanden.
23 Efeteio Peiraios (appeldomstolen i Piræus, Grækenland), hvortil repræsentanterne for Brave Bulk Transport appellerede afgørelsen fra Polymeles Protodikeio Peiraios (retten i første instans i civile sager i Piræus), stadfæstede denne rets afgørelse for så vidt angår kompetencespørgsmålet.
24 Med stævning af 31. juli 2014 anlagde repræsentanterne for Brave Bulk Transport kassationsanke ved Xxxxxx Xxxxx (øverste domstol i civile sager og straffesager, Grækenland).
25 Den forelæggende ret har gjort gældende, at retten i første instans og appelretten har erklæret sig kompetente til at afgøre tvisten i hovedsagen for så vidt angår repræsentanterne for Brave Bulk Transport med den begrundelse, at de var af den opfattelse, at disse repræsentanter, som ikke var parter i aftalen af 14. november 2007, ikke var bundet af værnetingsklausulen i aftalen.
26 Den forelæggende ret er i denne forbindelse for det første af den opfattelse, at det følger af Bruxelles I-forordningens artikel 23 og af Domstolens praksis, at en aftale om værneting i princippet alene gælder mellem de parter, der har indgået aftalen, men at den undtagelsesvis kan gøres gældende til fordel for eller mod en tredje part, som ikke har indgået den.
27 Den forelæggende ret har for det andet fremhævet, at såfremt der er flere sagsøgte, bestemmes det i forordningens artikel 6, nr. 1), at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, endvidere kan sagsøges ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl, forudsat at kravene er så snævert
28 Henset til det ovenstående er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt der er grundlag for de behandlende retters vurdering for så vidt angår rækkevidden af værnetingsklausulen i aftalen af
14. november 2007.
29 På denne baggrund har Xxxxxx Xxxxx (øverste domstol i civile sager og straffesager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Omfatter en aftale om værneting, som indgås af selskaber i henhold til [Bruxelles I-forordningens] artikel 23, stk. 1, [...] og som i den konkrete situation er indeholdt i det privat oprettede dokument af
14. november 2007, der blev underskrevet af [Malcon Navigation og Brave Bulk Transport] – hvis artikel 10 fastlægger, at »herværende aftale reguleres af engelsk lovgivning og omfattes af de engelske retters kompetencer, idet enhver tvist som følge af eller i anledning af aftalen alene skal afgøres af [High Court of Justice (England & Wales) (ret i første instans (England og Wales)]« – for så vidt angår handlinger og undladelser udvist af organer i [Brave Bulk Transport], som repræsenterer og tegner selskabet i henhold til artikel 71 i [den græske borgerlige lovbog], også de ansvarlige personer, som har handlet ved udøvelse af deres opgaver, og som i henhold til den nævnte artikel, sammenholdt med artikel 926 i [den græske borgerlige lovbog], hæfter solidarisk med selskabet som juridisk person?«
Om det præjudicielle spørgsmål
30 Med det forelagte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles I-forordningens artikel 23 skal fortolkes således, at en værnetingsklausul indsat i en aftale indgået mellem to selskaber kan påberåbes af repræsentanterne for det ene selskab for at anfægte kompetencen for en ret til at påkende en erstatningssag med påstand om deres solidariske hæftelse for handlinger, der hævdes at være ulovlige, og som er begået under udøvelsen af deres hverv.
31 Det skal indledningsvis bemærkes, at for så vidt som Bruxelles I-forordningen i forholdet mellem medlemsstaterne erstatter konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 32), som ændret ved efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af denne konventions bestemmelser desuden også for forordningens bestemmelser, når disse instrumenter kan sidestilles med hinanden, hvilket er tilfældet for så vidt angår Bruxelles I-forordningens artikel 23, som var den bestemmelse, der efterfulgte den pågældende konventions artikel 17, første afsnit (jf. i denne retning dom af 7.7.2016, Hőszig, C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 30 og 31 og den deri nævnte retspraksis).
32 Da kompetencen for domstolene i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har sin bopæl, udgør et generelt princip inden for ordningen i Bruxelles I-forordningen fastsat i denne forordnings artikel 2, stk. 1, kan afvigende kompetenceregler såsom dem, der er fastsat i forordningens artikel 23, ikke føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som forordningen udtrykkeligt har for øje (jf. i denne retning dom af 17.9.2009, Vorarlberger Gebietskrankenkasse, C-347/08, EU:C:2009:561, præmis 37 og 39 og den deri nævnte retspraksis).
33 Det fremgår imidlertid klart af Bruxelles I-forordningens artikel 23, at bestemmelsens anvendelsesområde er begrænset til de tilfælde, hvor parterne har »aftalt«, at en ret skal være kompetent. Som det fremgår af 11. betragtning til denne forordning, er det denne viljesoverensstemmelse mellem parterne, der i medfør af princippet om parternes frie vilje begrunder, at valget af en ret gives forrang for den ret, der ellers eventuelt ville have haft kompetence i henhold
til nævnte forordning (dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.4.2016, Profit Investment SIM, C-366/13, EU:C:2016:282, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
34 Domstolen har således fastslået, at den ret, for hvilken en sag er indbragt, in limine litis efterprøver, om den værnetingsaftale, som tillægger retten kompetence, faktisk har været genstand for parternes samstemmende vilje, som skal være udtrykt klart og præcist, idet formkravene i Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, i denne forbindelse skal sikre, at den samstemmende vilje faktisk er godtgjort (dom af 7.7.2016, Hőszig, C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
35 En aftale om værneting i en kontrakt kan nemlig i princippet kun have virkning på forholdet mellem de parter, som har givet deres samtykke hertil ved indgåelsen af aftalen (dom af 21.5.2015, CDC Hydrogen Peroxide, C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).
36 I det foreliggende tilfælde bestrides den i hovedsagen omhandlede værnetingsklausul ikke af en af parterne i kontrakten, hvori denne er fastsat, men af en tredjepart.
37 Ud over, at repræsentanterne for Brave Bulk Transport ikke har udtrykt vilje til at ville indgå en værnetingsaftale, har Malcon Navigation heller ikke indvilget i at være bundet til disse personer med en sådan aftale.
38 Hverken parterne i hovedsagen eller den forelæggende ret har i øvrigt fremført forhold eller indikationer, der gør det muligt at fastslå, at repræsentanterne for Brave Bulk Transport og Malcon Navigation skulle have indgået en værnetingsaftale indeholdende en værnetingsklausul som den i hovedsagen omhandlede, i henhold til de i Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, litra b) og c),fastsatte formforskrifter.
39 Hvad angår Bruxelles I-forordningens artikel 6 vedrørende retternes kompetence i tilfælde af flere sagsøgte skal det understreges, at bestemmelserne i Bruxelles I-forordningens artikel 23 skal fortolkes strengt for så vidt angår de deri opstillede betingelser, idet de både udelukker den kompetence, der følger af det almindelige princip i forordningens artikel 2 om, at sag skal anlægges, hvor sagsøgte har bopæl, og de specielle kompetenceregler i forordningens artikel 5-7 (dom af 21.5.2015, El Majdoub, C-322/14, EU:C:2015:334, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
40 Ved at indgå en værnetingsaftale i overensstemmelse med Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, har parterne særligt mulighed for at fravige ikke alene den generelle kompetence i forordningens artikel 2, men også de specielle kompetenceregler i forordningens artikel 5 og 6. Det skal således fastslås, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, i princippet kan være bundet af en værnetingsklausul
– som fraviger den kompetence, der følger af artikel 5 og 6 – som parterne har indgået i overensstemmelse med forordningens artikel 23, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, CDC Hydrogen Peroxide, C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 59 og 61).
41 For at besvare den bekymring, som den forelæggende ret har udtrykt for så vidt angår den eventuelle risiko for modsigende afgørelser, skal det endelig bemærkes, at der i Bruxelles I-forordningen er fastsat visse mekanismer til at undgå sådanne situationer.
42 Dette gør sig særligt gældende for forordningens artikel 27 og 28 vedrørende henholdsvis litispendenssituationer og indbyrdes sammenhængende krav, som gør det muligt at forebygge risikoen for indbyrdes modstridende retsafgørelser, og forordningens artikel 34, nr. 3) og 4), som gør det muligt at afhjælpe sådanne.
43 Henset til ovenstående bemærkninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, skal fortolkes således, at en værnetingsklausul indsat i en aftale indgået mellem to selskaber ikke kan påberåbes af repræsentanterne for det ene selskab for at anfægte kompetencen for en ret til at påkende en erstatningssag med påstand om deres solidariske hæftelse for handlinger, der hævdes at være ulovlige, og som er begået under udøvelsen af deres hverv.
Sagsomkostninger
44 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
Artikel 23, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en værnetingsklausul indsat i en aftale indgået mellem to selskaber ikke kan påberåbes af repræsentanterne for det ene selskab for at anfægte kompetencen for en ret til at påkende en erstatningssag med påstand om deres solidariske hæftelse for handlinger, der hævdes at være ulovlige, og som er begået under udøvelsen af deres hverv.
Underskrifter