Contract
12. Samarbejdsaftale med Ældrerådet (2007-72868)
Udvalget skal tage stilling til en proces, der leder hen imod en samarbejdsaftale mellem Børne- og Ungdomsudvalget og Ældrerådet.
INDSTILLING OG Beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at udvalget godkender forslag til procedure for en samarbejdsaftale med Ældrerådet
2. at udvalget inden udgangen af 2008 behandler et forslag til samarbejdsaftale mellem Børne- og Ungdomsudvalget og Ældrerådet.
Problemstilling
Det er lovbestemt at kommunen nedsætter et Ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.
I København er der både et centralt og flere lokale ældreråd. Kommunens øvrige forvaltninger har indgået samarbejdsaftaler med Ældrerådet. Disse aftaler lægger rammerne for den måde, hvorpå Ældrerådet inddrages i forbindelse med udvalgsbeslutninger, der påvirker kommunens ældre borgere. Børne- og Ungdomsudvalget træffer ikke beslutninger på disse områder. Der er dog mange områder, hvor børn, unge og ældre som brugere af kommunens institutioner vil kunne have glæde af et samarbejde og et udvidet gensidigt kendskab.
Løsning
Forvaltningen foreslår, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som har til opgave a) at udarbejde et forslag til samarbejdsaftale mellem Ældrerådet og Børne- og Ungdomsudvalget ud fra nedenstående principper og b) at udarbejde et idekatalog, som kan udfolde mulighederne for samarbejdet.
Det foreslås at arbejdsgruppen består af repræsentanter for Ældrerådet, 2 skoleledere, 2 institutionsledere, samt repræsentanter fra forvaltningen. Sundhedsforvaltningen inviteres desuden til at deltage med 2 repræsentanter. Forvaltningen udarbejder med baggrund i arbejdsgruppens arbejde et forslag til samarbejdsaftale, som Børne- og Ungdomsudvalget behandler inden udgangen af 2008.
Arbejdsgruppens idemæssige udgangspunkt er følgende:
Der er mange positive muligheder i, at børn og ældre arbejder sammen, og udvider kendskabet til hinanden på tværs af kommunens institutioner.
Samarbejdet foregår bedst lokalt, frivilligt og gennem konkrete aktiviteter. Et idekatalog kan understøtte og inspirere til de lokale aktiviteter.
Økonomi
Børne- og Ungdomsforvaltningen yder sekretærbistand til arbejdsgruppen.
Videre proces
Forslag til samarbejdsaftale med Ældrerådet foreslås sendt til høring i det centrale og de lokale Ældreråd efter fremlæggelsen af forslaget for BUU, hvorefter BUU endeligt tager stilling til aftalen.
Bilag
-
Xxxx Xxxxxx /Xxx Xxxx