KAPITEL 4
KAPITEL 4
Voldgiftsrettens kompetence
Dette kapitel (§§ 16-17) indeholder regler om voldgiftsrettens kompetence, herunder i relation til at beslutte iværksættelse af foreløbige retsmidler samt om voldgiftsaftalens retlige adskilthed fra hovedaftalen.
Der er nærmere tale om:
§ 16: Om voldgiftsrettens kompetence til først at tage stilling til sin egen kompetence (»kompetenz-kompetenz«), voldgiftsaftalens adskilthed fra hovedaftalen (»separabilitet«) samt fremgangsmåden for behandlingen af indsigelser mod voldgiftsrettens kompetence samt afkald herpå
§ 17: Om voldgiftsrettens kompetence til at træffe afgørelse om foreløbige retsmidler, som dog ikke kan tvangsfuldbyrdes
Kapitlets regler kan som udgangspunkt fraviges ved aftale. Reglerne i § 16, stk. 3, 2. pkt., om anmodninger til domstolene og § 16, stk. 4, 2. pkt., om be- tingelserne for, at en forbruger kan miste en indsigelse om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende for forbrugeren, kan dog ikke fraviges ved aftale. Endvidere finder § 16, stk. 4, 2. pkt., også anvendelse på voldgift, der finder sted i ud- landet, eller hvor det endnu ikke er fastlagt, hvor voldgiften skal finde sted. Kapitlets regler gælder for voldgift, hvor voldgiftens sæde er i Danmark.
Den norske voldgiftslovs kapitel 5 (§§ 18-19) indeholder bestemmelser sva- rende til §§ 16-17, idet dog den norske bestemmelse om foreløbige retsmid- ler indeholder en udtrykkelig regel om erstatningspligt for rekvirenten, hvis grundlaget for det foreløbige retsmiddel viser sig ikke at bestå.
Den svenske voldgiftslov har i § 2 en bestemmelse om voldgiftsrettens adgang til at træffe afgørelse om sin kompetence, og i § 3 er separabilitetsprincippet slået fast. Den svenske voldgiftslov indeholder endelig i § 25, stk. 4, en de- klaratorisk adgang for voldgiftsretten til at beslutte midlertidige retsskridt i forhold til at »säkerställa det anspråk, som skall prövas«.
§ 16
Voldgiftsretten afgør spørgsmål om sin egen kompetence, herunder ind- sigelser mod voldgiftsaftalens eksistens eller gyldighed. En voldgiftsklau- sul, der udgør en del af en kontrakt, anses i denne sammenhæng for en selvstændig aftale uafhængig af kontraktens øvrige dele. En afgørelse fra voldgiftsretten om, at kontrakten er ugyldig, medfører ikke i sig selv, at voldgiftsklausulen er ugyldig.
Stk. 2. Indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence skal fremsættes senest i indklagedes første indlæg for voldgiftsretten om sagens realitet. En part afskæres ikke fra at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompe- tence ved at udpege eller deltage i udpegningen af en voldgiftsdommer. Indsigelse om, at voldgiftsretten under voldgiftssagen overskrider sin kompetence, skal fremsættes straks efter, at det spørgsmål, der hævdes at være uden for voldgiftsrettens kompetence, er blevet rejst. Voldgifts- retten kan i begge tilfælde tillade, at indsigelse fremsættes senere, hvis voldgiftsretten finder forsinkelsen undskyldelig.
Stk. 3. Voldgiftsretten kan træffe særskilt afgørelse om spørgsmål om sin kompetence eller kan afgøre spørgsmålet i voldgiftskendelsen om sagens realitet. Træffes der særskilt afgørelse om, at voldgiftsretten har kompetence, kan hver af parterne inden 30 dage efter at have modtaget meddelelse om afgørelsen, anmode domstolene om at afgøre spørgsmålet. Mens anmodningen behandles af domstolene, kan voldgiftsretten fort- sætte behandlingen af voldgiftssagen og afsige voldgiftskendelse.
Stk. 4. En indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence kan ikke se- nere påberåbes som ugyldighedsgrund eller som grundlag for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, medmindre tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift. En forbruger mister dog kun retten til at påberåbe sig, at voldgiftsaftalen ikke er bindende for forbru- geren, hvis forbrugeren deltager i voldgiftssagen efter at have modtaget oplysning om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende.
Forarbejder:
2004/2 LSF 127: Til § 16 og almindelige bemærkninger, punkt 5.5 og 5.8.
Indledende bemærkninger
Bestemmelsen indeholder regler om afgørelse af spørgsmål om voldgiftsret- tens kompetence samt princippet om voldgiftsaftalens principielle adskillelse fra parternes øvrige aftale og konsekvenserne heraf. Bestemmelsens stk. 1-3 er identisk med modellovens art. 16(1)-(3), hvorimod stk. 4 ikke har noget modstykke i modelloven.
Bestemmelsen er deklaratorisk, idet dog stk. 3, 2. pkt., om adgangen til domstolsprøvelse af kompetencespørgsmål og stk. 4, 2. pkt., om forbrugeres retsstilling er præceptive. Bestemmelsen gælder for voldgift med sæde i Dan- mark, idet dog stk. 4, 2. pkt., også finder anvendelse på voldgiftssager med sæde i udlandet, og hvor voldgiftens sæde endnu ikke er fastlagt, jf. § 1, stk. 2.
Til stk. 1
1. Generelt – »kompetenz-kompetenz«
I første punktum fastslås princippet om, at voldgiftsretten – i første omgang – selv bestemmer, om den er kompetent til at behandle voldgiftssagen, hvilket særligt indebærer en prøvelse af, om der foreligger en bindende voldgiftsaftale mellem parterne, der omfatter den foreliggende tvist, og om tvisten efter sit indhold kan afgøres ved voldgift. Dette princip betegnes i international sam- menhæng »kompetenz-kompetenz«, altså at voldgiftretten har kompetence til at træffe afgørelse om sin kompetence.
Det er dog værd at understrege, at voldgiftsrettens afgørelse af kompe- tencespørgsmålet ikke er endelig, Medmindre en part har forskertset sin ret til at anfægte en kompetenceafgørelse fra voldgiftsretten, er det ultimativt domstolene, der tager stilling til kompetencespørgsmålet. Voldgiftsrettens afgørelse af sin kompetence kan ufravigeligt indbringes for domstolene – enten hvis der foreligger en særskilt afgørelse herom, jf. nedenfor under stk. 3, eller i forbindelse med en anfægtelse af en endelig voldgiftskendelse efter
§ 37 eller ved en indsigelse mod fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, jf. § 39.1
1. Rationalet for strukturen i en bestemmelse af det foreliggende indhold er glimrende beskrevet allerede i Bet. 414 s. 28: »Det har været en følelig mangel i dansk ret, at man ikke har haft en bestemmelse om, at en voldgiftsret, medmindre parterne har trufert aftale om det modsatte, selv kan påkende spørgsmål om, hvorvidt den er kompetent til at behandele den indbragte tvist. En sådan bestemmelse er egnet til at modvirke, at en påbegyndt voldgiftssag trækkes i langdrag ved, at en modvillig modpart tvinger den anden part til først at få dette spørgsmål afgjort ved de almin-
Som udtalt af Lord Xxxxx i den engelsk Supreme Courts afgørelse i Dal- lah v Pakistan:2
»(I)n most national systems, arbitral tribunals are entitled to consider their own jurisdic- tion, and to do so in the form of an award. But the last word as to whether or not an alle- ged arbitral tribunal actually has jurisdiction will lie with a court, either in a challenge brought before the courts of the arbitral seat, where the determination may be set aside or annulled, or in a challenge to recognition or enforcement abroad.«3
En aftale mellem parterne, hvorefter domstolene ikke skal have adgang til at prøve kompetencespørgsmålet, er således ugyldig.4
Hertil kommer, at voldgiftsrettens kompetence til først at afgøre sin egen kompetence ikke i alle tilfælde er gældende, jf. § 8, stk. 1, hvorefter domsto- lene har visse muligheder for at tage stilling hertil før voldgiftsretten, nemlig hvis retssagen anlægges inden voldgiftssagen, jf. § 8, stk.1, første punktum. Hvis voldgiftssagen derimod er anlagt inden retssagen, kan domstolene i første omgang alene tage stilling til spørgsmålet om tvistens arbitrabilitet, altså om tvisten overhovedet kan afgøres ved voldgift, jf. § 8, stk. 1, andet punktum, og § 6.
delige domstole, eventuelt i flere instanser. På den anden side er det uforeneligt med fundamentale retsbeskyttelseshensyn, at kompetencespørgsmålet overlades endeligt til voldgiftsrettens afgørelse, således at domstolene helt afskæres fra at tage stiling dertil. Det ovennævnte hensyn til at modvirke forhaling af voldgiftssagen kan derfor kun motivere, at domstolene afskæres fra at tage kompetencespørgsmålet under på- kendelse, når voldgiftssage er rejst, men endnu ikke afsluttet.« Se også fra engelsk ret DAC-Report para. 138:»The great advantage of this doctrine is that is avoids delays and difficulties when a question is raised as to the jurisdiction of the tribunal. Clearly the tribunal cannot be the final arbiter of a question of jurisdiction, for this would provide a classic case of pulling oneself up by one’s own bootstraps, but to deprive a tribunal of power (subject of Court review) to rule on jurisdiction would mean that a recalcitrant party could delay valid arbitration proceedings indefinitely by making spurious challenges to its jurisdiction.«
2. Dallah Real Estate and Tourism Holding Company v The Ministry of Religious affairs, Government of Pakistan [2010] UKSC46.
3. Ibid. para. 86.
4. En række lande har i deres voldgiftslovgivning bestemmelser, der muliggør et fra- valg af landets domstoles prøvelse af bl.a. kompetencespørgsmålet i voldgiftssager, hvor begge (alle) parter er processuelle udlændige. Dette gælder f.eks. Sverige, Frankrig, Schweiz og Belgien. I den svenske voldgiftslov er bestemmelsen indeholdt i § 51: »Har inte någon av parterna hemvist eller driftställe i Sverige, får de i ett kommersielt förhållande genom en uttrycklig skriftlig överenskommelse utesluta eller begränsa tillämligheten av de grundar för upphävande av en skiljedom som anges i § 34.«
2. Separabilitetsprincippet
I stykkets andet punktum lovfæstes princippet om, at voldgiftsaftalen i prin- cippet er en separat aftale adskilt fra parternes øvrige aftale. Dette gælder, uan- set at voldgiftsaftalen er indeholdt som en klausul i hovedaftalen, hvilket er det mest sædvanlige. I international voldgift betegnes dette princip »the Doctrine of Separability.«5 På dansk kan princippet betegnes separabilitetsprincippet.6 Voldgiftslovens § 16 kodificerer retstilstanden fra før lovens ikrafttræden.
Separabiltetsprincippet er ligeledes fastslået i den svenske voldgiftslovs § 3, og i den norske voldgiftslovs § 18, stk. 2. I disse lande er der tilsvarende tale om en videreførelse af den tidligere retstilstand.
Fra engelsk retspraksis kan henvises til Lesotho Highlands v Impreglio,7
hvor Xxxx Xxxxx udtalte:8
»It is a part of the very alphabet of arbitration law ... that the arbitration agreement is a distinct and separable agreement from the underlying or principal contract.«
Separabilitetsprincippet indebærer, at prøvelsen af voldgiftsaftalens eksistens og gyldighed skal prøves særskilt for voldgiftsaftalen og som udgangspunkt løsrevet fra den tilsvarende prøvelse af hovedaftalen. I sin kerne udtrykker separabilitetsprincippet, at hovedaftalens ugyldighed – uanset om der er tale om oprindelig eller efterfølgende ugyldighed9 – eller ophør ikke i sig selv el- ler nødvendigvis indebærer, at også voldgiftsaftalen er ugyldig eller ophørt,
5. Se herom Juul & Xxxxxxxxx s. 155 ff., Xxxxxxx s. 265, Hjejle s. 19 ff., NOU 2001:33
s. 62, SOU 1994:81 s. 102, Prop 1998/99:35 s. 75 ff., Lindskog s. 289 ff., Heuman
s. 62 ff., Kolrud m.fl. s. 128 f., Xxxxxxxxx Xxxx m.fl. s. 199 f og Xxxxxxxx s. 481 ff.
6. Binder citerer s. 216 den i Oman gældende voldgiftslov art. 23, som på fortrinlig vis beskriver separabilitetsprincippets indhold og dets rækkevidde: »An arbitration clause is held to be an agreement separate from the other clauses of the contract. The invalidity of the contract, its termination or expiry are without effect to the arbitration clause contained in the contract, provided it is valid itself«.
7. Lesotho Highlands Development Authority v Impreglio SpA and others [2005] UKHL 43.
8. Ibid. para. 21.
9. Se f.eks. Proposition 1998/99:35 s. 75, hvor det anføres: »(P)rincipen om särskilj- barhet (får) anses godtagen i svensk rätt. Detta gäller enligt utredningen såväl när huvudavtalet i efterhand påstås ha upphört att gälla som när det hävdas att något avtal aldrig slutits eller att avtalet är ogiltigt från början. Enligt utredningen bör principen lagfästas. Regeringen delar utredningens bedömning. Regeringen föreslår därför att det i lagen om skiljeförfarande tas in en regel som slår fast att skiljeavtalet skall betraktas som ett särskilt avtal när giltigheten av det avtalet skall bedömas vid prövning av skiljemännens behörighet.«
hvilket er fastslået i tredje punktum.10 Derfor vil voldgiftsretten være kom- petent til at tage stilling til ugyldighedsindsigelsen mod hovedaftalen, og en tvist herom kan og skal – medmindre parterne bestemmer andet eller frafal- der en indsigelse mod domstolsbehandling – afgøres ved voldgift i henhold til voldgiftsaftalen.
Det centrale præjudikat fra engelsk ret er Xxxxx Xxxxx v Privalov,11 hvor xxxx Xxxxxxxx illustrerede grænserne for separabilitetsprincippet på følgende måde:12
»The principle of separability enacted in [den engelske Arbitration Act 1996] Sec 7 me- ans that the invalidity or rescission of the main contract does not necessarily entail the invalidity or rescission of the arbitration agreement. The arbitration agreement must be treated as a »distinct agreement« and can be void or voidable only on grounds which relate directly to the arbitration agreement.«
Der kan fra engelsk retspraksis videre henvises til Jianlong v Golden Ocean,13 hvor spørgsmålet om ugyldigheden af nogle garantier i kontrakten som stri- dende mod kinesisk ret kunne og skulle afgøres af voldgiftsretten i henhold til voldgiftsklausulen i kontrakten.
Således vil en indsigelse om, at hovedaftalen er i strid med aftalelovens
§ 36 ikke i sig selv eller uden videre bevirke, at voldgiftsaftalen kan tilside- sættes eller ændres efter samme bestemmelse. Her må ses på, om voldgifts- aftale som sådan har et indhold, der bedømt ex ante eller ex post medfører, at voldgiftsaftalen (også) kan tilsidesættes. Omvendt kan der analytisk tænkes tilfælde, hvor alene voldgiftsaftalen, men ikke hovedaftalen, kan tilsidesættes eller ændres helt eller delvis efter § 36.
Dertil kommer, at voldgiftsaftalen som udgangspunkt vedbliver at være gældende mellem parterne også efter det tidspunkt, hvor hovedaftalen er op- hørt.14 Således vil tvister vedrørende hovedaftalen efter dennes ophør – uan-
10. En afgørelse som i U 1992.4 V vil således ikke længere være korrekt (hvis man da antager, at den var korrekt på afsigelsestidspunktet).
11. Fiona Trust & Holding & Holding Corporation & 20 Ors v. Xxxx Xxxxxxxx & 17 Ors sub nom Premium Nafta Products Ltd. (20th defendant) & Ors v. Fili Shipping Co. Ltd. (14th claimant) & Ors [2007] UKHL 40.
12. Ibid. para. 17-19.
13. Beijing Jianlong Heavy Industry Group v Golden Ocean Group Ltd [2013] EWHC 1063 (Comm) .
14. Se eksempelvis fra svensk retspraksis NJA 1973.480, hvor det forhold, at hovedaf- talen ubestridt var annulleret, ikke bevirkede voldgiftsaftalens ophør i forhold til at afgøre, om der var sket retserhvervelse i aftalens løbetid. Fra ældre norsk retspraksis
set om ophøret skyldes udløb, opsigelse eller ophævelse15 – ligeledes skulle afgøres ved voldgift i henhold til voldgiftaftalen, hvis den på sædvanlig be- stemmer, at tvister, der udspringer af (hoved)aftalen, skal afgøres ved voldgift.
Og i Harbour Assurance v Kansa16 udtalte Xxxx Xxxxxxxx som en mere general overvejelse og et vejledende kriterium:
»Is there anything in such a provision which would be undermined by allowing the issue
of whether it applied to be determined by arbitration?«
Denne argumentation er senere fulgt i Jianlong v Golden Ocean.17
Man kan også på baggrund af separabilitetsprincippet konstatere, at vold- giftsretten kan prøve, om hovedaftalen er blevet til ved bestikkelse eller ej, jf. fra engelsk retspraksis Westacre v Jugoimport18 og Xxxxx Xxxxx v Privalov.19 Se om dette spørgsmål Born s. 989 f. med gennemgang af udviklingen i in- ternational praksis på området.
Separabilitetsprincippet gælder såvel ved voldgftsrettens prøvelse af sin kompetence som ved domstolenes efterfølgende stillingtagen til spørgsmålet om voldgiftsaftalens gyldighed mv. ved en sag om anfægtelse af voldgifts- kendelsen efter § 37 eller i forbindelse med en indsigelse mod fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen i henhold til § 39.
Separabilitetsprincippet som teoretisk konstruktion er kritiseret fra mange sider20, men tjener flere væsentlige formål. Doktrinen er overvejende begrun- det med hensynet til voldgiftsaftalens effektivitet. Såfremt doktrinen ikke fandtes, ville det være enkelt for en part at undgå voldgift ved blot at hævde hovedaftalens ugyldighed eller ophør. Endvidere ville der i anfægtelsessa-
kan henvises til Rt-1996-443, hvor mindretallets votum meget godt illustrerer dom- stolenes til tider noget vaklende holdning til separabilitetsprincippet.
15. Se også Lindskog s. 303 ff.
16. Harbour Assurance Co. (U.K.) Ltd. v Kansa General International Insurance Co. Ltd. and Others [1993] 3 W.L.R. 42 EWCA.
17. Beijing Jianlong Heavy Industry Group v Golden Ocean Group Ltd [2013] EWHC 1063 (Comm) .
18. Westacre Investments Inc v Jugoimport SDPR Holding Co Ltd [1999] 3 All E.R. 864.
19. Fiona Trust & Holding & Holding Corporation & 20 Ors v. Xxxx Xxxxxxxx & 17 Ors sub nom Premium Nafta Products Ltd. (20th defendant) & Ors v. Fili Shipping Co. Ltd. (14th claimant) & Ors [2007] UKHL 40.
20. Se eksempelvis Heuman s. 62 ff. med henvisninger til andre teoretikere og genbrug af citater som Xxxxxxxxxxxx »Nothing shall come of nothing« og at »man kan ikke trække sig selv op ved håret« mv. Også Xxxxxxxx anfører s. 483, at princippet »(van- skelig) lar seg forklare formallogisk«.
ger ville være åbnet for domstolenes materielle efterprøvelse af voldgifts- kendelsen.21
Visse forfattere har afvist en udstækning af separabilitetsprincippet til ud- over ugyldighed også at omfatte spørgsmål om hovedaftalens eksistens, altså tilfælde, hvor hovedaftalen hævdes aldrig at være indgået, jf. Heuman s. 65 og xxx xxx Xxxx s. 145, idet sidstnævnte herom anfører:
»An exception [fra adskillelsen af hoved- og voldgiftsaftale] is the contention that the contract has never existed; such a contention must be deemed to apply equally to the arbitral clause.«
I samme retning er Binder, som s. 216 anfører:
»After all, at least the conclusion of the arbitral clause needs to be valid at some point in time in order to be able to exclude the court’s jurisdiction in that matter.«
Se tilsvarende Lindskog s. 300, som udtaler, at »(i) vissa fall är förhållandena sådana att frågan om ett avtals ingående sammanfaller med avseende på huv- udavtalet och skiljeavtalet. I sådana situationer kommer separationsprincipen att sakna betydelse; antingen föreligger det såväl ett giltigt guvudavtal som ett bindande skiljeavtal eller så föreligger det över huvud inga avtal«. Xxxxxxxx anfører s. 489, at »voldgiftsavtalen vil naturligvis også være uforbintig dersom det overhodet ikke kan sies at være inngått noen bindende hovedavtale (med voldgiftsklausul), med andre ord der det ikke foreligger avtalerettslig binding etter reglene om prinsippene om inngåelsen av avtaler«.
Ingen af de nævnte citater udtaler dog klart det centrale moment, nemlig at den manglende aftale eller gyldigheden skal knytte sig til voldgiftsaftalen, og at man derfor analytisk bør bortse fra hovedaftalen ved bedømmelsen heraf. Man må forholde sig til, om den påberåbte grund relaterer sig til voldgiftsaftalen eller ej. At den eventuelt også er relevant i forhold til hoevdaftalen er i denne relation uden signifikans. Denne grundtanke og dermed grænserne for separabilitetsprincippet udtrykkes fortrinligt af Xxxx Xxxxxxxx i Xxxxx Trust v Privalov,22 idet han umiddelbart efter citatet ovenfor fortsatte:23
21. Se nærmere Xxxxxx s. 63 f. og Xxxxxxxx s. 484.
22. Fiona Trust & Holding & Holding Corporation & 20 Ors v. Xxxx Xxxxxxxx & 17 Ors sub nom Premium Nafta Products Ltd. (20th defendant) & Ors v. Fili Shipping Co. Ltd. (14th claimant) & Ors [2007] UKHL 40.
23. Ibid. para. 17-19.
»Of course there may be cases in which the ground upon which the main agreement is invalid is identical with the ground upon which the arbitration agreement is invalid. For example, if the main agreement and the arbitration agreement are contained in the same document and one of the parties claims that he never agreed to anything in the document and that his signature was forged, that will be an attack on the validity of the arbitration agreement. But the ground of attack is not that the main agreement was invalid. It is that the signature to the arbitration agreement, as a »distinct agreement«, was forged. Xxxxx- xxxx, if a party alleges that someone who purported to sign as agent on his behalf had no authority whatever to conclude any agreement on his behalf, that is an attack on both the main agreement and the arbitration agreement.
On the other hand, if (as in this case) the allegation is that the agent exceeded his authority by entering into a main agreement in terms which were not authorized or for improper reasons, that is not necessarily an attack on the arbitration agreement. It would have to be shown that whatever the terms of the main agreement or the reasons for which the agent concluded it, he would have had no authority to enter into an arbitration agre- ement. Even if the allegation is that there was no concluded agreement (for example, that terms of the main agreement remained to be agreed) that is not necessarily an attack on the arbitration agreement. If the arbitration clause has been agreed, the parties will be presumed to have intended the question of whether there was a concluded main agreement to be decided by arbitration.
In the present case, it is alleged that the main agreement was in uncommercial terms which, together with other surrounding circumstances, give rise to the inference that an agent acting for the owners was bribed to consent to it. But that does not show that he was bribed to enter into the arbitration agreement.«
Fra dansk retspraksis kan henvises til et ganske specielt men fremdeles illu- strativt eksempel i U 1987.945 SH, hvor begge parter var af den opfattelse, at hovedaftalen var ugyldig,24 og der udtaltes følgende:
»Den omstændighed, at en kontrakts materielretlige bestemmelser må anses for at være ugyldige, findes hverken efter schweizisk eller dansk ret i sig selv at bevirke, at kontrak- tens bestemmelser om lovvalg og voldgift er ugyldige. Tværtimod må det som udgangs- punkt antages, at parterne – uanset kontraktens gyldighed i øvrigt – har næret ønske om at fastholde disse bestemmelsers gyldighed.«
Der er tale om en præcis beskrivelse af kernen separabilitetsprincippet.
Som en analytisk klar (om end ikke udtalt) anvendelse af separabilitets- princippet kan fra svensk retspraksis henvises til NJA 1976.125 om en for- pagtningsaftale vedrørende fast ejendom. Aftalen, der var underskrevet af parterne, indeholdt en voldgiftsklausul. Ejeren af arealet (bortforpagteren ifølge aftalen) indledte retssag om aftalen overhovedet var indgået bl.a. som
24. Afgørelsens narratio synes at indikere, at der var tale om et tilfælde af bestikkelse/ returkommission.
følge af bristede forudsætninger samt spørgsmål om aftalens gyldighed, jf. aftalelovens § 33. Tingsrätten fandt, at gyldighedspørgsmålet burde afgøres af domstolene, da gyldighedsspørgsmålet ikke var omfattet af voldgiftsklausu- len. Hovrätten fandt derimod, at spørgsmålet om forpagtningsaftalens (hoved- aftalens) eksistens og gyldighed burde afgøres ved voldgift. Dette tilsluttede Högsta Domstolens flertal sig med følgende begrundelse:
»Såsom grund för käromålet har i första hand åberopats, att sammanstämmande viljeför- klaringar angående avtalets innehåll ej kommit till stånd, varför något juridiskt gällande avtal ej uppkommit. I andra hand har [ejeren] åberopat att väsentligt ändrade förutsätt- ningar inträtt, varför han enligt allmänna civilrättsliga regler ... ej är bunden av avtalet. Sådana omständigheter har ej förekommit, att icke skiljeklausulen i den av parter-
na ostridigt undertecknade, såsom arrendeavtal betecknade handlingen av d 20 dec 1972 skulle – oavsett huruvida handlingen i övrigt kan göras gällande – vara bindande för [ejeren].
Skiljeavtalet, som är av gängse typ, får anses omfatta jämväl tvist av beskaffenhet varom i målet är fråga.«
Præmissernes andet led er tydeligt inspirerede af NJA 1936.521, som på til- svarende stringent måde opretholdt den nu lovfæstede sondring mellem ho- vedaftale og voldgiftsaftale.
Fra norsk retspraksis kan henvises til følgende udtalelse i Rt-1998-1224 om hævdet svig i en entrepriseaftale:
»[Høyesteret] bemerker at kontrakten og voldgiftsavtalen skal sees som to selvstendige avtaler, selv om voldgiftsavtalen er inntatt i kontrakten. Det hører under voldgiftsretten å ta stilling til et eventuelt bortfall av entreprisekontrakten.«
I dansk retspraksis kunne separabilitetsprincippet i nyere retspraksis med for- del være overvejet i bl.a. U 2014.306 V om en afdelingschef i en el-installa- tionsvirksomhed, der ikke havde haft fuldmagt eller legitimation til at indgå entreprisekontrakter til en samlet entreprisesum på 5,9 mio. kr. Domstolene fandt, at selskabet derfor ikke var bundet af voldgiftsaftalen i entreprise- kontrakten, idet byretten i sine præmisser anførte, at da der »herefter ikke er indgået en voldgiftsaftale, er de almindelige domstole kompetente« (min understregning).25 Denne retsanvendelse er i lyset af det ovenfor udviklede ret ikke korrekt og begrundelsen utilstrækkelig til at begrunde resultatet. Det afgørende var, om den pågældende afdelingschef kunne indgå en voldgiftsaf-
25. Se også Xxxxxxxx s. 486. Se fra retspraksis om værnetingsaftaler U 2008.2727 Ø om en værkfører, der ikke fandtes at have fuldmagt til at indgå værnetingsaftaler. Præmisserne er dog ikke ganske klare.
tale eller ej. Afgørelsen stadfæstedes stort set i henhold til grundene. Der var dog ikke procederet på separabilitetsprincippet. Den rigtige afgørelse havde været at afvise sagsanlægget og lade voldgiftsretten tage stilling til indsigel- sen om manglende fuldmagt,26 medmindre retten var af den opfattelse, at det faldt udenfor den pågældendes fuldmagt i en entreprenørvirksomhed at indgå en voldgiftsaftale.27
Endvidere kan det tænkes, at indsigelsen alene går på voldgiftsaftalen, men ikke hovedaftalen, f.eks. fordi den strider mod præceptive regler om lige- behandling eller er indgået i forbrugerforhold, jf. § 7, stk 2, eller der er tale om svig i forbindelse med indgåelse af voldgiftsaftalen, men ikke hovedaftalen.28 Et vigtigt spørgsmål i relation til voldgiftsaftalens ugyldighed i interna- tionale tvister er den lov, efter hvilken bedømmelsen af gyldigheden skal af-
gøres. Der henvises herom til § 28 og kommentaren hertil.
Voldgiftsretten kan sammenfattende savne kompetence til at påkende en
tvist på flere måder:
– Der er slet ikke indgået nogen voldgiftsaftale mellem voldgiftssagens par- ter eller en sådan er siden bortfaldet, herunder efter omstændighederne i tilknytning til hovedaftalen;
– Den indgåede voldgiftsaftale er i konflikt men anden tvistløsningsbestem- melse eller i sig selv så uklar, at det ikke kan afgøres, om der overhovedet foreligger en voldgiftsklausul, eller hvorledes voldgiftsretten skal etable- res (såkaldt »patologisk« voldgiftsklausul);
– Den indgåede voldgiftsaftale er ugyldig, f.eks. fordi den er indgået ved falsk, svig, tvang mv.;
– Den indgåede voldgiftsaftale mellem voldgiftssagens parter dækker ikke foreliggende tvist;
– Der er tale om en voldgiftsaftale indgået af en forbruger før tvistens op- ståen, og forbrugeren gør indsigelse mod, at tvisten afgøres ved voldgift, jf. § 7, stk. 2.
– Den foreliggende tvist er ikke arbitrabel, det vil sige, at den slet ikke kan afgøres ved voldgift, f.eks. fordi der er tale om en såkaldt indispositiv tvist,
26. Fra voldgiftspraksis kan henvises til TBB 2014.970 VBA, hvor separabilitetsprin- cippet heller ikke blev overvejet.
27. Henset ikke mindst til udbredelsen af AB 92 og den deri indeholdte voldgiftsklausul indenfor bygge- og anlægssektoren, forekommer et sådant resultat ikke nærliggende.
28. F.eks. hvor en voldgiftsaftale i sidste øjeblik under kontraktsforhandlingerne »smug- les« ind i hovedaftalen, uden at medkontrahenten opdager dette, og den part, som har indsat voldgiftsklausulen, besvarer benægtende på et spørgsmål om, hvorvidt der er ændringer i kontrakten.
– Voldgiftsaftalens bestemmelser om voldgiftsrettens sammensætning eller sagsbehandling strider mod ordre public.
Domstolene påser ved en efterfølgende sag om anfægtelse af en voldgifts-
kendelse alene de sidste to grunde ex officio, jf. § 37, stk. 2, nr. 2, litra a og b.
3. Afvisning – retskraft
Finder voldgiftsretten, at den ikke har kompetence til at afgøre tvisten, afvi- ses sagen. Herved opstår spørgsmålet om en sådan afgørelses retskraft, det vil sige om en sådan afgørelse er endelig, eller om der kan anlægges en ny voldgiftssag om samme spørgsmål. Endvidere kan det overvejes, om der kan anlægges retssag med påstand om, at sagsøgte (indklagede i voldgiftssagen) skal anerkende at en tvist mellem parterne er omfattet af deres voldgiftsaftale. Ingen af disse spørgsmål er behandlet i hverken forarbejderne til modelloven eller motiverne til voldgiftsloven, og der ses ikke i retspraksis at være taget stilling hertil. Hvis det lægges til grund, at det alene er en voldgiftskendelse, som har retskraft, og en voldgiftskendelse forudsætter, at der foreligger en kompetent voldgiftsret, vil en afgørelse, hvorved sagens afvises som følge af manglende kompetence, ikke have retskraft. Der skulle i lyset heraf prin- cipielt ikke være noget til hinder for, at spørgsmålet prøves for en ny vold- giftsret eller domstolene. Dette kan selvsagt åbne op for endeløse tvister, så- fremt også den eller de følgende iværksatte voldgiftssager falder ud som den første, men hvis der opstår en situation, hvor en senere voldgiftsret anser sig for kompetent, vil spørgsmålet kunne autoritativt besvares gennem domstols- prøvelse af kompetencespørgsmålet i medfør af § 16 eller gennem anfægtelse af voldgiftskendelsen efter § 37 eller i forbindelse med fuldbyrdelse heraf, jf § 39. Det anførte illustrerer svagheden ved det nuværende system, og man kan håbe, at loven på et senere tidspunkt vil blive ændret, således at også en voldgiftsret afvisning af at være kompetent kan indbringes for domstolene som i f.eks. Sverige og Norge.
Til stk. 2
1. Frister for indsigelser
I første punktum fastslås, at dersom en part ønsker at rejse indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, skal en sådan indsigelse fremsættes overfor
voldgiftsretten og endvidere fremsættes senest i indklagedes første indlæg for voldgiftsretten om sagens realitet, altså typisk i svarskiftet.29
Dette indebærer, at korrespondance mellem parterne inden sagens anlæg eller voldgiftsrettens etablering efter ordlyden skal lades ude af betragtning ved vurderingen af indsigelsens rettidighed. Derimod kan en parts adfærd forud for voldgifssagens anlæg selvsagt være af en sådan karakter, at der herved må anses for indgået en voldgiftsaftale mellem parterne, jf. kommen- taren til § 8.
Se fra norsk retspraksis herom LB-2012-44845, hvor indsigelsen fremsat- tes i svarskriftet, hvilket var rettidigt. De af parten forud for processen anførte flertydige tilkendegivelser om »eventuel voldgiftssag« og lignende, hvilke efter lagmannsrettens opfattelse (sikkert korrekt) skyldtes, at parten ikke var opmærksom på kompetenceproblemet i lyset af voldgiftsaftalens ugyldighed på tidspunktet for dens indgåelse, kunne ikke føre til, at en indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence var fortabt.30
Fra svensk retspraksis kan henvises til RH 2009.55.
At indsigelsen skal fremsættes over for voldgiftsretten, er en følge af princippet om kompetenz-kompetenz og indebærer, at en part, der ikke har fremsat indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence under voldgiftssagen, ikke senere kan fremkomme med en sådan indsigelse, medmindre parten slet ikke har deltaget i voldgiftssagens behandling.
Ofte vil en part, der ønsker at rejse en kompetenceindsigelse, begrænse sit svarskrift til at angå denne indsigelse ledsaget af en begæring om en særskilt og forlods afgørelse af indsigelsen.
Dette punktum skal sammenholdes med 3. punktum om kompetenceind- sigelser, der opstår under voldgiftssagens forløb, idet det her er fastslået, at disse skal fremsættes, så snart de nye spørgsmål mod hvilke kompetence- indsigelsen retter sig, er blevet rejst. Man kan overveje, om det er tids nok at fremsætte indsigelse i det første processkrift efter fremkomsten af de nye spørgsmål, eller om der efter omstændighederne foreligger en pligt til særskilt at fremføre indsigelsen på et tidligere tidspunkt, jf. vendingen »straks efter«. Det må formentlig antages, at der er tale om en selvstændig og uafhængig frist. Det må antages, at det vil være tilstrækkeligt med en ganske kort med- delelse om, at der gøres indsigelse, hvilken så kan efterfølgende kan uddybes. Spørgsmålet om, hvorvidt fristen er overholdt, må afgøres på baggrund af de
29. Dette svarer til, hvad gælder om formalitetsindsigelser i den civile retspleje, jf. retsplejelovens § 351, stk. 4.
30. Se også LB-2008-35019-2.
konkrete omstændigheder, men en reaktion indenfor 2-3 uger må sædvanlig- vis være tilstrækkelig.
Voldgiftsretten kan efter omstændighederne tillade, at en indsigelse frem- sættes på et senere tidspunkt. Der er ikke i motiverne til loven givet nogen vejledning om, hvornår og i hvilket omfang voldgiftsretten kan eller bør be- nytte sig af denne adgang. Der vil være tale om en helt konkret vurdering, hvor vægten antageligt vil lægges på kriterier svarende til, hvad gælder indenfor den civile retspleje dog nok med en lidt lempeligere tilgang i anledning af, at der i voldgift jo ikke foreligger en ankemulighed. Dette indebærer, at vold- giftsretten vil overveje om der foreligger undskyldelige omstændigheder, om modparten har mulighed for at varetage sine interesser eller om der er udsigt til, at den pågældende part vil lide et væsentligt retstab. Såfremt indsigelsen fremsættes i det første processkrift må det, uanset den formentlig selvstændige frist, jf. straks ovenfor, antages, at tilladelse helt overvejende vil blive meddelt.
2. Undtagelser
Visse kompetenceindsigelser er ikke undergivet den anførte frist, nemlig ind- sigelser baseret på ordre public eller at tvisten efter sit indhold slet ikke kan afgøres ved voldgift (arbitrabilitet).31 Sådanne indsigelser kan fremsættes på et hvilket som helst tidspunkt inder voldgiftssagen eller under en senere an- fægtelse af voldgiftskendelsen eller i fuldbyrdelsesfasen. Det giver selvsagt en part den taktiske mulighed at afvente resultatet af voldgiftssagen, før en sådan indsigelse fremsættes, såfremt resultatet bedømmes som ugunstigt, men det kan eventuelt afværges gennem anvendelse af den almindelige passivi- tetsregel udenfor voldgift, jf. herom § 3 og kommentaren hertil.
3. Udpegning af voldgiftsdommer
I 2. punktum lovfæstes, at en part ikke afskæres fra at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence ved at udpege eller deltage i udpegningen af en voldgiftsdommer, således at en parts adgang hertil består, uanset om parten
31. Se Binder s. 218 om modellovens art. 16, hvor det anføres: »However, there is an exception to the effect of failure to raise a plea: A violation of public policy or arbitrability can be raised at any time during the arbitral proceedings or af- terwards in seeting-aside procedures without the ... preclusion entering into effect«, jf. CN.9/2644, art. 16, para. 10.
i øvrigt måtte bestride, at tvisten kan eller skal afgøres ved voldgift. I de al- mindelige bemærkninger til voldgiftsloven, punkt. 5.8.3, er som begrundelse herfor anført:
»(E)n part (afskærer sig) ikke ved at deltage i voldgiftsrettens etablering fra at fremsætte indsigelser mod voldgiftsrettens kompetence, herunder indsigelser mod voldgiftsaftalens eksistens eller gyldighed. I modsat fald ville en part, der ønsker at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence, bl.a. være nødt til at afstå fra udpege en voldgiftsdommer. Dette ville ikke være rimeligt og heller ikke gavnligt for voldgiftens effektivitet, eftersom en parts manglende medvirken til etablering af voldgiftsretten typisk virker forsinkende for sagens behandling.«
Se fra svensk retspraksis herom hovrättens afgørelse af 8. september 2015 i T 3162-14, hvor det samme blev antaget, men hvor hovrätten i præmisserne citerede fra forarbejderne til den svenske voldgiftslov, hvorefter der skulle kunne lægges vægt på en dommerudpegning ved bedømmelsen af, om der forelå konkludent adfærd i forhold til indgåelse af en voldgiftsaftale. Det er vel ikke indlysende, at der i strid med bestemmelsens klare ordlyd skulle kunne drages nogen konsekvenser i forhold til en vedtagelse af en voldgiftsaftale ved udpegning af en voldgiftsdommer. Tværtimod forekommer det ex lege at være en faktisk omstændighed, der skal bortses fra ved en sådan bedømmelse.32
Til stk. 3
1. Særskilt afgørelse af kompetenceindsigelse
Det fastslås i 1. pkt., at voldgiftsretten, i mangel af aftale mellem parterne, afgør, hvorvidt spørgsmål om voldgiftsrettens kompetence skal afgøres sær- skilt, eller om det først skal afgøres i voldgiftskendelsen om sagens realitet. Såfremt parterne er enige om at lade kompetencespørgsmålet afgøre forlods og særskilt, vil voldgiftsretten helt overvejende skulle rette sig herefter, jf.,
§ 19 og kommentaren hertil. Det samme gælder, hvis parterne er enige om at ikke lade spørgsmålet afgøre særskilt, men i tilknytning til en prøvelse af tvistens materielle spørgsmål.
I øvrige tilfælde må voldgiftsretten foretage en afvejning af fordele og ulemper ved en forlods og særkilt prøvelse, og her vil ikke mindst proces- økonomiske overvejelser spille ind. Er der tale om en del af faktum, som forholdsvis enkelt kan isoleres fra den øvrige del heraf, vil dette klart tale
32. Anderledes Lindskog s. 913.
for en opdeling med henblik på eventuelt at undgå at påføre parterne bety- delige omkostninger ved en bevisførelse og argumentation om de materielle spørgsmål, såfremt voldgiftsretten finder ikke at have kompetence til at afgøre sagen. Såfremt det derimod må forventes, at bevisførelsen helt overvejende er den samme for komptetencespørgsmålet som for resten af tvisten, vil en opdeling ikke frembyde samme fordele, og det vil i sådanne tilfælde efter omstændighederne være forbundet med ikke ubetydelige ekstraomkostninger at foretage en sådan opdeling.33
I stykkets 2. punktum, der er præceptivt, gives parterne mulighed for at indbringe en særskilt afgørelse om, at voldgiftsretten har kompetence, for domstolene.
Det er værd at notere sig, at den i dette punktum anførte fremgangsmåde ikke gælder, hvis voldgiftsretten først træffer afgørelse om sin kompetence i voldgiftskendelsen om sagens realitet. I sådanne tilfælde må en part, der ønsker at anfægte voldgiftsrettens afgørelse om, at den har kompetence, an- lægge retssag om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen under påberåbelse af kompetencemanglen, jf. § 37.
Fristen for indbringelse af kompetencespørgsmålet for domstolene er 30 dage fra det tidspunkt hvor parterne modtog »meddelelse« om voldgiftsret- tens »afgørelse« af kompetencespørgsmålet. Der stilles ikke efter ordlyden krav om, at afgørelsen skal foreligge som en voldgiftskendelse (delkendelse), men det vil dog klart være det sædvanlige. Det afgørende er, at voldgifts- retten har truffet en endelig og irreversibel afgørelse af spørgsmålet om sin kompetence, og at voldgiftsretten i sin afgørelse finder at være kompetent til at behandle sagen.34
Hvis afgørelsen ikke indbringes for domstolene, må kompetencetence- spørgsmålet anses for afgjort, jf. stk. 4.
Om sagsbehandlingen for domstolene henvises til § 5 og bemærkningerne hertil. En kendelse fra domstolene i første instans vil kunne kæres efter rets- plejelovens almindelige regler.
Derimod kan en særskilt afgørelse fra voldgiftsretten om, at denne ikke har kompetence (og voldgiftssagen derfor afvises), ikke indbringes for dom- stolene. Baggrunden herfor er, at forfatterne til modelloven fandt, at vold- giftsdommerne ikke kunne tvinges til at videreføre en voldgiftssag, hvis de
33. Som anført af Xxxx & Xxxxxxxxx s. 163 er der »kun sjældent en sådan sammenhæng mellem kompetenceindsigelsen og sagens realitet, at en samlet og måske omkost- ningskrævende behandling vil forekomme rimelig«. På engelsk tales om »bifurca- tion« af voldgiftprocessen.
34. Modelloven og motiverne hertil taler om »rule« og »ruling«.
ikke fandt, at de havde kompetence til at afgøre tvisten.35 Rationalet er ikke overbevisende, og det må anses for klart uhensigtsmæssigt, at en fejlagtig be- dømmelse i så henseende fra en voldgiftsret efterlader en part tilbage alene med muligheden for at prøve at anlægge voldgiftssagen igen for en ny vold- giftsret eller at sagsøge ved de ordinære domstole enten i det land, hvor ind- klagede (sagsøgte) er hjemmehørende, eller i henhold til en specialregel om værneting andetsteds med de forringede mulighder for tvangsfuldbyrdelse, som dette ikke sjældent indebærer.
I den svenske voldgiftslov fremgår princippet om kompetenz-kompetenz af § 2.36 I lovens § 36 er indsat en bestemmelse om, at parterne kan indbringe en negativ kompetenceafgørelse for domstolene.37 Herom kan henvises til Högsta Domstolens afgørelse af 21. december 2015 i Ö-2528-14, hvor HD li- gesom hovrätten konkluderede, at bestemmelsen er deklaratorisk, men i mod- sætning til hovrätten ikke fandt, at parterne i den konkrete sag ved aftale havde udelukket anvendelse af bestemmelsen, hvorfor sagen hjemvistes.38 Högsta Domstolens præmisser var ikke mindst båret af en anerkendelse af parternes tilkendegivne ønske om, at tvister mellem dem skulle afgøres ved voldgift, hvilket voldgiftrettens afvisning af at have kompetence havde forhindret.39
35. Se Holtzmann & Neuhaus s. 487 m. henvisninger.
36. Den svenske voldgiftslovs § 2 indebærer, at en part på et hvilket som helst tidspunkt kan anlægge retssag om kompetencespørgsmål, hvilket kritiseres og foreslås ændret i SOU 2015:37 s. 111, således, at der i bestemmelsen indføres en 30-dages frist for indbringelse af en sådan afgørelse fra voldgiftsretten.
37. Som anført af Xxxxxxxx s. 943: »Syftet med ordningen är naturligtvis att en skilje- berättigad part inte genom ett skiljenämndens oriktiga avvisningsbeslut skall betas sin rätt til tvistlösning genom skiljeförfarande.« Se også Hobér para. 8.215.
38. Den påberåbte bestemmelse om at parterne skulle have udelukket domstolsprøvelse af en negativ kompetencebeslutning indeholdt bl.a. følgende ordlyd: »An award by the arbitrator will be final and conclusive as to the issue or issues that were the subject of the arbitration. The Parties hereby exclude any right of application or appeal to any court and in particular in connection with any question of jurisdiction or question of law arising in the arbitration or out of the award«.
39. Fra præmisserne kan henvises til afsnit 17: »Sammantaget ger parternas reglering av tvistelösningen ett tydligt uttryck för avsikten att meningsskiljaktigheter som rör avtalade rättigheter och skyldigheter ska avgöras genom skiljeförfarande och sålunda inte föras till domstol. Det är inte förenligt med den avsikten att tolka arti- kel 8 på så sätt att ett negativt behörighetsbeslut av skiljenämnden skulle ha tagits undan från en överprövning enligt 36 § skiljeförfarandelagen. En överprövning av just sådana beslut främjar ju det centrala syftet med regleringen, nämligen att så långt som det låter sig göras genomföra en tvistelösning i form av skiljeförfarande. Det bör vara avgörande för tolkningen.«
Den norske voldgiftslovs § 18, stk. 4, indeholder en tilsvarende regel som voldgiftslovens § 16, stk. 3, men ikke stk. 4, således at manglende ind- bringelse af en separat afgørelse om kompetencespørgsmålet for domtsolene ikke medfører tab af en kompetenceindsigelse i forbindelse med en senere sag om tilsidesættelse af voldgiftskendelsen eller som grundlag for at nægte fuldbyrdelse, jf. Ot.prp. 27 s. 96.40 Se om bestemmelsen Kolrud m.fl. s. 131 ff. og Xxxxxxxxx Xxxx s. 204 f.
En række lande har ligeledes lovgivning, der giver mulighed for at ind- bringe voldgiftsrettens afvisning af sagen som følge af manglende kompe- tence for domstolene, herunder f.eks. Frankrig.
Det fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, at voldgiftsretten kan fortsætte behandlingen af sagen, uanset at voldgiftsrettens afgørelse om kompetence- spørgsmålet måtte være indbragt for domstolene. Dette er for at undgå, at kompetenceindsigelser bruges til eventuelt at forsinke sagsbehandlingen og afsigelsen af voldgiftskendelse. Hvis domstolene ved en endelig kendelse når frem til, at voldgiftsretten savner kompetence til at påkende den verserende tvist, ophører kompetencen.
De svenske domstole har i flere tilfælde slået fast, at domstolene bør være tilbageholdende med at tilsidesætte voldgiftsrettens bedømmelse af egen kom- petence, jf. NJA 1992.722 og NJA 2003.379, hvor bl.a. anførtes:
»Det måste normalt sett vara skiljedomstolen som har de bästa förutsättningarna att pröva frågan om sin egen behörighet.«
Det må antages, at en tilsvarende retstilstand er gældende i Danmark.
Fra norsk retspraksis om domstolsprøvelse af kompetencespørgsmål kan henvises til LB-2012-2849, hvor to grupper af arvinger i en langvarig arve- strid i 1985 indgik en aftale om fordeling aktiverne i to dødsboer. Aftalen indeholdt en voldgiftsklausul. I 2010 førte parterne forhandlinger om et en- deligt økonomisk opgør, og der blev udvekslet korrespondance herom. Den ene gruppe arvinger hævdede, at der herved var indgået en endelig aftale, hvilket blev bestridt af den anden gruppe arvinger, som derfor indbragte sa- gen for voldgiftsretten, som ved særskilt afgørelse besluttede, at den havde kompetence. Denne afgørelse blev indbragt for domstolene, som fandt, at der var indgået en aftale i 2010 om fordeling af aktiverne mellem de to grup-
40. Her udtales: »Innsigelsen går ikke tapt selv om parten i et slikt tilfelle unnlater å bringe spørsmålet inn for de alminnelige domstoler. Innsigelsen kan likevel gjø- res gjeldende som ugyldighetsgrunn, eller i forbindelse med anerkjennelse eller fullbyrding.«
per af arvinger, og at denne aftale indebar, at aften fra 1985, herunder vold- giftsaftalen, var bortfaldet. Voldgiftsretten havde derfor ikke kompetence til at høre sagen. Lagmannsretten beskæftiger sig i kendelsens præmisser ikke med separabilitetsprincippet og dettes mulige betydning for afgørelsen af kompetencespørgsmålet.
Til stk. 4
1. Kompetenceindsigelser og kapitel 8-9
I 1. pkt. fastslås, at en indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence ikke se- nere kan påberåbes som ugyldighedsgrund eller som grundlag for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, medmindre tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift (arbitrabilitet). Bestemmelsen omfatter kun tilfælde, hvor en part deltager i voldgiftssagen uden at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence eller uden i givet fald at følge indsigelsen op gennem en særskilt indbringelse for domstolene efter stk. 3, 2. pkt. Der- imod er en part, der ikke deltager i voldgiftssagen (bortset fra udpegning eller deltagelse i udpegningen af en voldgiftsdommer) ikke afskåret fra at påberåbe sig indsigelsen som ugyldighedsgrund, forudsat at retssag om til- sidesættelse af voldgiftskendelsen anlægges inden 3 måneder efter modta- gelsen af voldgiftskendelsen, jf. § 37, stk. 4, eller som grundlag for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen. Der henvises herom til min artikel i U 2011B.367.
Konsekvensen heraf er således, at en part, som deltager i voldgiftssa-
gens behandling, skal fremsætte eventuelle indsigelser mod voldgiftsrettens kompetence, herunder mod voldgiftsaftalens eksistens og gyldighed, under voldgiftssagen. Bestemmelsen indebærer endvidere, at hvis der træffes sær- skilt afgørelse om, at voldgiftsretten har kompetence, skal en part, der ønsker afgørelsen heraf prøvet af domstolene, særskilt indbringe spørgsmålet for domstolene efter stk. 3, 2. pkt. I modsat fald mistes indsigelsen og kan ikke påberåbes som ugyldighedsgrund eller som grundlag for at nægte anerken- delse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen. En indsigelse om manglende abitrabilitet fortabes ikke.
Stykkets 2. punktum indeholder en særlig beskyttelsesregel om indsigelser fra en forbruger om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende. For at en sådan ind- sigelse skal kunne mistes, kræves det, at forbrugeren deltager i voldgiftssagen efter at have modtaget oplysning om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende. Det er uden betydning, hvem der oplyser forbrugeren herom, og det kan således
f.eks. både være voldgiftsretten, modparten eller forbrugerens egen advokat. Når forbrugeren deltager i voldgiftssagen med viden om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende, anses forbrugeren for at have godkendt voldgiftsaftalen, der dermed bliver gyldig. Dette er en naturlig følge af, at det kun er forud- gående voldgiftsaftaler i sager om forbrugeraftaler, der ikke er bindende for forbrugeren, jf. § 7, stk. 2.
Bestemmelsens rækkevidde i forhold til forbrugere er tvivlsom, jf. EU-Domstolens afgørelse i Claro v Movil,41 som i præmis 39 udtaler, at »en national ret, der er blevet forelagt et søgsmål om annullation af en voldgifts- kendelse, skal efterprøve, om voldgiftsaftalen er ugyldig, og annullere ken- delsen med den begrundelse, at aftalen indeholder et urimeligt kontraktvilkår, selv om forbrugeren ikke har påberåbt sig ugyldigheden under voldgiftssagen, men først under annullationssøgsmålet«. Det anføres endda i præmis 38, »at de nationale retsinstanser af egen drift skal efterprøve, om et kontraktvilkår er urimeligt, og dermed afhjælpe den manglende ligevægt mellem forbruge- ren og den erhvervsdrivende«.
Der henvises i øvrigt til diskussionen herom i Juul & Xxxxxxxxx s. 126
ff. og Xxxxxxxx s. 260 f.
41. Claro v Centro Movil Milenium SL, C-168/05 (2006), som gennemgået under
§ 7, stk. 2.
§ 17
Voldgiftsretten kan efter anmodning fra en part pålægge en anden part at foretage sådanne foreløbige skridt, som voldgiftsretten efter tvistens art finder nødvendige. Voldgiftsretten kan i forbindelse hermed pålægge en part at stille passende sikkerhed.
Forarbejder:
2004/2 LSF 127: Til § 17.
Indledende bemærkninger
Bestemmelsen vedrører voldgiftsrettens kompetence til at beslutte foreløbige retsmidler. Bestemmelsen svarer stort set til modellovens art. 17, hvilken dog imidlertid i 2006 er afløst af ændrede og meget omfattende bestemmelser om foreløbige retsmidler, som ikke er implementerede i voldgiftsloven. Be- stemmelsen indeholder dog ikke en vending svarende til den i modelloven (i 1985-udgaven) kvalifikation af, at retmidlet skal være »in respect of the subject-matter of the dispute«.
Bestemmelsen er deklaratorisk og gælder for voldgift med sæde i Danmark.
Til stk. 1
1. Generelt - aftalefrihed
Med bestemmelsen gives voldgiftsretten mulighed for, efter anmodning fra en part, at pålægge en anden part at foretage sådanne foreløbige skridt, som voldgiftsretten efter tvistens art finder nødvendige. Dette gælder dog ikke, hvis parterne har fravalgt en sådan kompetence for voldgiftsretten.
2. Ikke ex officio
Der er således ikke mulighed for voldgiftsretten af egen drift at træffe afgø- relse om et foreløbigt retsskridt, men voldgiftsretten kan ex officio ændre eller ophæve en allerede truffet beslutning herom, jf. nedenfor.
Bestemmelsen overlader det til voldgiftsrettens skøn at vurdere, om det er nødvendigt at pålægge en part at foretage foreløbige skridt, og i givet fald hvilke. Bestemmelsen indeholder i modsætning til retsplejelovens regler ikke særlige begrænsninger i, hvilke foreløbige skridt en part kan pålægges at tage. En part kan imidlertid kun pålægges at foretage skridt, der både formelt og reelt er foreløbige.
3. Begrebet »foreløbige retsmidler«
Hverken modelloven eller voldgiftsloven indeholder en definition af begrebet foreløbige retsmidler (»interim measure of protection«) eller en opregning af eksempler på de foreløbige skridt, som kan komme på tale.42 I UNCITRAL’s
»Analytical Commentary«43 til modelloven er der givet en række »praktiske eksempler« på sådanne foreløbige skridt:44
»Practical examples of interim measures designed to prevent or mitigate loss include the preservation, custody or sale of goods which are the subject matter of the dispute. How- ever [artikel 17] is not limited to sales transactions and would for example cover mea- sure designed provisionally to determine and »stabilize« the relationship of the parties in a long term relationship. Examples of such »modus vivendi« orders include the use or maintenance of machines or works or the continuation of a certain phase of a construc- tion if necessary to prevent irreparable harm. Finally, an order may serve the purpose of securing evidence which would otherwise be unavailable at a later stage of the process.«
Man kan notere sig, at de opregnede eksempler således ikke omtaler sådanne foreløbige skridt, der har til formål at sikre eller facilitere en senere fuldbyr- delse af en voldgiftskendelse, så som såkaldte »freezing orders« etc. Dette er dog ændret i den nuværende affattelse af modelloven art 17A, stk. 2, hvor er indeholdt følgende definition af »interim measure«:
42. Under arbejdet med modelloven var de første udkast til bestemmelser om »interim measures« begrænset til sådanne, der indebar »conserving, or maintaining the value of, the goods forming the subject matter of the dispute..«, men arbejdsgruppen fandt rækkevidden af denne bestemmelse »too limited and too geared to only one type of transaction, i.e. the sale of goods«, og derfor blev en mere generel formulering af bestemmelsen vedtaget, jf. nærmere herom min artikel i ET 2010.323.
43. A/CN.9/264.
44. Ibid. para. 43.
»An interim measure is any temporary measure, whether in the form of an award or in another form, by which, at any time prior to the issuance of the award by which the dis- pute is finally decided, the arbitral tribunal orders a party to:
(a) Maintain or restore the status quo pending determination of the dispute;
(b) Take action that would prevent, or refrain from taking action that is likely to cause, current or imminent harm or prejudice to the arbitral process itself;
(c) Provide a means of preserving assets out of which a subsequent award may be
satisfied; or
(d) Preserve evidence that may be relevant and material to the resolution of the dispute.«
Dette kan f.eks. indebære en foreløbig forpligtelse til at vedblive med at stille et patent til rådighed i henhold til en licensaftale, der af licensgiver hævdes at være ophævet eller opsagt, eller at acceptere at en aktionær fortsat er med- lem af bestyrelsen i henhold til forpligtelserne i en ejeraftale, som de øvrige aktionærer hævder er opsagt eller ophævet, at vedblive med at sælge varer i henhold til en forhandleraftale, der hævdes at være opsagt eller ophævet mv.45 Af modellovens art. 17 fremgik, at de foreløbige skridt skulle være »in respect of the subject matter of the dispute«, men dette led udgik i forbin- delse med revisionen af modellovens afsnit om foreløbige retsmidler i 2006.46 Denne formulering er ikke medtaget i voldgiftslovens § 17, uanset det
i motiverne til loven anføres, at § 17 er identisk med modellovens art. 17. Voldgiftsretten kan i forbindelse med en beslutning om foreløbige rets-
skridt pålægge rekvirenten at stille passende sikkerhed, idet voldgiftsretten fastsætter sikkerhedens art og størrelse. Voldgiftsretten kan i den forbindelse betinge det foreløbige retsskridt af, at sikkerheden er stillet.
Formen for en beslutning om foreløbige retsmidler kan være en foreløbig kendelse (»interim award«) eller en beslutning.
45. Anderledes måske Xxxxxxxx s. 513.
46. I forbindelse med revisionen af modelloven blev det tilkendegivet, at det ikke var tilsigtet at lade vendingen »subject matter of the dispute« indeholde nogen begræns- ning i de foreløbige skridt, som voldgiftsretten kan beslutte. Se herom min artikel i ET 2010.323.
4. Ikke tvangsfuldbyrdelse
En klar svaghed ved voldgiftsrettens afgørelser om foreløbige retsskridt er, at disse – i modsætning til foreløbige retsmidler anordnet af domstolene – ikke kan tvangsfuldbyrdes.47
I modelloven fra 2006 er der nu indført et meget omfattende regelsæt om foreløbige retsmidler, hvilket bl.a. indebærer, at domstolene om nød- vendigt bistår med fuldbyrdelse af voldgiftsrettens beslutning om foreløbige retsmidler. Disse bestemmelser er imidlertid ikke (endnu) implementeret i voldgiftsloven.48
Hvilke retsvirkninger, der i øvrigt er forbundet med en eventuel mang- lende efterlevelse af voldgiftsrettens afgørelser om foreløbige retsskridt, beror på parternes aftale, og eventuelt voldgiftsrettens beslutning herom. Der kan eventuelt blive tale om erstatningsansvar, ligesom fordelingen af sagsomkost- ninger mv. kan påvirkes af en parts eventuelle tilsidesættelse eller negligering af et foreløbigt retsmiddel.
Den part, der har anmodet om foreløbige retsskridt, kan blive erstatnings- ansvarlig for tab, som foretagelsen af det foreløbige retsskridt har medført, hvis parten ikke får medhold i sit krav ved sagens endelige afgørelse.
Der er uanset eksistensen af en voldgiftsaftale efter lovens § 9 mulighed for at anmode domstolene om bistand i en voldgiftssag med anordning af de foreløbige retsmidler, der er hjemmel til i retsplejeloven.
Man kan generelt overveje, om § 17 indebærer, at voldgiftsrettens ad- gang til at iværksætte foreløbige skridt er identisk med eller forskellig fra de foreløbige retsmidler, som domstolene kan træffe beslutning om. I dansk ret giver retsplejelovens kap. 40 om midlertidige afgørelser om forbud og påbud (§§ 411-430) og kap. 56 om arrest (§§ 627-640) samt kap. 57 A om bevis-
47. I RAV03 var medtaget et forslag om at gøre voldgiftsrettens beslutning om forelø- bige retsmidler eksigible, men Retsplejerådet udtalte sig herimod – bl.a. med hen- visning til den da pågådende revision af modellovens bestemmelser herom. I lyset af Retsplejerådets bemærkninger blev RAV03’s forslag ikke medtaget i loven. Om lovgivers overvejelser i så henseende henvises til bemærkningernes punkt 5.13.2.
48. Se herom Xxxxxxxxx m.fl. s. 159-586 og min artikel i ET 2010.323. I SOU 2015:37
s. 105 anføres, at man ikke for nærværende finder, at der i den svenske voldgifts- lovgivning bør indføres bestemmelser om tvangsfuldbyrdelse, idet det bl.a. anføres:
»Utredningen anser att man för svensk del inte för närvarande bör införa generella bestämmelser om rätt för skiljenämnden att meddela verkställbara beslut om inte- rimistiska åtgärder. Ett särskilt skäl för detta är att Sverige – till skillnad från de flesta andra europeiska länder – inte har en ordning som innebär att domstol fattar beslut om exekutiva årgärder. I modellagen räknar man uppenbarligen med att det ska ankomma på domstol att förordna om verkställighet.«
sikring i sager om immaterialretskrænkelser efter (§§ 653-653 d) rammerne for domstolenes anordning af foreløbige retsmidler. Herom anfører Xxxx og Xxxxxxxxx s. 220 følgende:»I hvert fald hvor voldgiftsrettens medlemmer er fra Danmark, må bestemmelsens anvendelsesområde formentlig antages at blive de foreløbige retsmidler, som i forvejen kendes fra retsplejeloven – dvs. arrest, forbud og bevissikring – og under tilsvarende betingelser«. Imidlertid har denne opfattelse hverken støtte i ordlyden af modelloven eller voldgifts- lovens § 17, endsige motiverne til disse bestemmelser. At voldgiftsdommerne er fra Danmark, er ikke et validt argument for at antage identitet mellem de foreløbige (rets)skridt, der står til rådighed for en voldgiftsret, respektive domstolene.49 Betydningen heraf er aftaget noget som følge af ændringen af retsplejeloven og indførelsen af den nye § 411, hvorefter domstolene »ved et forbud eller påbud bestemme, at private og repræsentanter for stat, region og kommune i disses egenskab af parter i private retsforhold midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger«, jf. bestemmelsens stk. 1.
5. »Tvistens art« – »nødvendige«
De to kvalificerende led er efter bestemmelsen alene »tvistens art« og »nød- vendige«. Begrebet nødvendigt er ikke nærmere uddybet, men der kan ikke siges at eksistere f.eks. et krav om, at et foreløbigt skridt skal begrundes i periculum in mora eller lignende. Der er således givet voldgiftsdommerne en vid margin til at skønne, om et givet foreløbigt skridt er nødvendigt henset til tvistens art. Her kan den nuværende affattelse af modellovens art. 17 A, stk. 2, formentlig tjene til vejledning om de retsmidlernes karakter.
Sammenfattende er der defor tre grundlæggende begrænsninger i vold- giftsrettens beslutning om foreløbige retsmidler efter voldgiftslovens § 17:
1. Voldgiftsretten skal være nedsat – indtil dette tidspunkt kan alene dom- stolene træffe sådanne beslutninger efter loven
2. Voldgiftsrettens beslutning kan alene angå sagens parter og ikke tredje- mand – det kan alene foreløbige retsmidler besluttet af domstolene
49. I RAV03 anføres s. 181: »Lovudkastet indeholder ikke en definition eller angivelse af de foreløbige retsmidler, voldgiftsretten kan iværksætte. Hvorvidt der er behov herfor må bl.a. xxxx på resultaterne af UNCITRAL's reformovervejelser i forbin- delse med modelloven. Voldgiftsretten er næppe begrænset til at kunne anvende de foreløbige retsmidler, der findes i lex arbitri eller de regler, tvisten materielt skal afgøres efter. En voldgiftsret med sæde i Danmark kan således udover arrest og forbud f.eks. også udstede kendelser om foreløbig betaling og bevissikring.«
3. Voldgiftsretten har ikke selv fuldbyrdelsesmyndighed – det har alene dom- stolene og alene vedrørende de foreløbige retsmidler, som domstolene selv har besluttet, jf. § 9.
Det er nu sædvanligt, at voldgiftsinstitutters regler indeholder bestemmelser om udpegning af en såkaldt hastevoldgiftsdommer (»emergency arbitrator«), hvilke regler netop tager sigte på at muliggøre beslutning om foreløbige retsmidler, før voldgiftsretten er nedsat. Ved institutionel voldgift ved Vold- giftsinstituttet er reglerne herom indeholdt i bilag 3 til VGI-reglerne og for ICC-voldgift findes reglerne i Appendix V.
6. Ophævelse af et foreløbigt retsmiddel
Uanset at dette ikke fremgår af loven, vil der som nævnt indledningsvis være fri adgang for voldgiftsretten til – også af egen drift, om end det nok vil være undtagelsen – på et hvilket som helst tidspunkt under voldgiftssagen at ændre eller ophæve beslutningen om et besluttet foreløbigt retsmiddel, hvis dette ikke længere findes nødvendigt efter tvistens art.50
Motiverne til voldgiftsloven indeholder ikke tilkendegivelser om, hvorvidt voldgiftsretten kan træffe beslutning om foreløbige retsmidler uden høring af modparten (rekvisitus) – så kaldt ex parte beslutning.51 Henset til indholdet af voldgiftslovens § 18 er der næppe mulighed herfor.52
7. Sikkerhedsstillelse
Af 2. punktum fremgår, at voldgiftsretten kan beslutte, at en part – det vil sige rekvirenten af det pågældende foreløbige retsmiddel – skal stille sikkerhed. Størrelsen heraf fastsættes af voldgiftsretten efter et skøn over f.eks. de med iværksættelsen af det foreløbige retsmiddel forbundne omkostninger og/el-
50. Se i samme retning Xxxxxxxxx Xxxx s. 207.
51. Se Kolrud m.fl. s. 135 og Xxxxxxxxx Xxxx m.fl. s. 206, jf. også fra de norske forar- bejder Ot.prp. 27 s. 49, der udelukker ex parte beslutninger fra voldgiftsretten, idet dette »strider ... mot den tillit og lojalitet mellom partene som ligger i det faktum at de har avtalt at løse tvisten ved voldgift«. Se også Xxxxxxxx s. 513 f.
52. I norsk ret argumenterer Xxxxxxxxx Xxxx m.fl. s. 206 for, at den manglende adgang til tvangsfuldbyrdelse tilsiger, at ex parte beslutninger kan træffes af voldgiftsretten, men herimod Xxxxxxxx s. 514.
ler det tab, som retsmidlet kan antages at påføre den forpligtede (rekvisitus), såfremt det er iværksat med urette.
8. Ertstatningspligt
Bestemmelsen indeholder ikke regler om ansvargrundlag og erstatningspligt for rekvirenten, hvis det viser sig, at grundlaget for det foreløbige retsmiddel ikke var til stede.53 Ved foreløbige retsmidler besluttet af domstolene efter restplejelovens regler, er ansvarsgrundlaget overvejende objektivt, jf. §§ 428, 639 og 653 c, stk. 3. Retsplejelovens § 428 om rekvirentens ansvar for rets- stridige forbud og påbud har følgende ordlyd:
»Stk.1. Den, som har opnået et forbud eller påbud på grundlag af en rettighed, som viser sig ikke at bestå, skal betale modparten erstatning for tab og godtgørelse for tort. Det samme gælder, når forbuddet eller påbuddet bortfalder eller ophæves på grund af efterfølgende omstændigheder, såfremt det må antages, at rettigheden ikke bestod.
Stk. 2. Viser rettighedshaverens ret sig alene at bestå i et mindre omfang, skal ret- tighedshaveren betale modparten erstatning for det tab, der følger af, at forbuddet eller påbuddet har haft for stor udstrækning.
Stk. 3. Er forbuddet eller påbuddet ulovligt af andre grunde, skal rettighedshaveren betale modparten erstatning for tab og godtgørelse for tort, såfremt rettighedshaveren burde have undladt at begære forbud eller påbud.«
Som det vil ses, er ansvaret i de af § 428, stk. 1, nævnte tilfælde objektivt,54 mens dette ikke er tilfældet i tilfælde omfattet af stk. 3. Se herom Betænkning 1530, 2012/1 LSF 47 og Lindencrone & Werlauff s. 446 f.55
Det er ikke givet, at der kan sluttes analogt herfra. I bemærkningerne til
§ 17 er det således alene anført, at »(d)en part, der har anmodet om forelø- bige retsskridt, kan ... blive erstatningsansvarlig for tab, som foretagelsen af det foreløbige retsskridt har medført, hvis parten ikke får medhold i sit krav
53. I den norske voldgiftslov § 19, stk. 3, er indeholdt udtrykkelige regler om objektivt
ansvar, hvilket kritiseres af Kolrud m.fl. s. 137
54. Se herom Betænkning 1530, hvor det s. 88 anføres: »Med forslaget opretholdes således det objektive ansvar for den, der har opnået et forbud (og med forslaget også påbud), hvis det viser, at den hævdede rettighed ikke består (helt eller delvis). Retsplejerådet finder, at konsekvenserne af at få nedlagt et forbud eller påbud er af så vidtrækkende karakter, at dette fortsat bør afspejle sig i ansvarsgrundlaget for den, der anmoder om at få nedlagt et forbud eller påbud.«
55. Se fra praksis herom U 1993.158 H og U 2007.2393 H.
ved sagens endelige afgørelse«. Bemærkningernes anvendelse af vendingen
»kan« synes ikke at indikere et objektivt ansvar.56
Ved institutionel voldgift ved Voldgiftsinstituttet indeholder VGI-reg- lernes § 21 en identisk bestemmelse med lovens § 17. ICC Rules art 28 in- deholder ligeledes bestemmelser om »conservatory and interim measures«. VBA-reglerne indeholder ikke bestemmelser herom, men AB 92 § 46 inde- holder en særregel om sagkyndig beslutning vedrørende stillede sikkerheder. Fra dansk retspraksis kan henvises til U 2007.1384 V, der omhandlede eks- klusion i juni måned af et medlem fra en indkøbsforening. Primo september indledte foreningen voldgiftssag om berettigelsen af eksklusionen, og ultimo september begærede foreningen nedlagt forbud mod den ekskluderedes brug af varemærker mv., men rekvirenten i forbudssagen blev henvist til at gøre sin ret gældende under en allerede rejst voldgiftssag med følgende begrundelse:
»Efter det oplyste om den påståede krænkelses karakter må det lægges til grund, at den hævdede krænkelse navnlig knytter sig til den pågældende butiks skiltning og markedsfø- ring af varer under anvendelse af kærendes varemærker og forretningstegn. Krænkelsen er af lokal karakter, og der er ikke oplyst nærmere om omfanget af den markedsforstyr- relse eller andet retstab, der måtte være følgen af markedsføringen i en kortere periode, indtil spørgsmålet om eksklusionens berettigelse er afgjort. Herefter og under hensyn til den tid, der er gået fra eksklusionen, og indtil forbudsbegæringen blev indgivet til fo- gedretten, er det ikke godtgjort eller dog sandsynliggjort, at formålet forspildes, såfremt kærende er henvist til at gøre sin ret gældende under den allerede forud for forbudssagen rejste voldgiftssag ...«
56. Ved revisionen af modelloven i 2006 blev som ny art. 17G indsat følgende bestem- melse: »The party requesting an interim measure or applying for a preliminary order shall be liable for any costs and damages caused by the measure or the order to any party if the arbitral tribunal later determines that, in the circumstances, the measure or the order should not have been granted. The arbitral tribunal may award such costs and damages at any point during the proceedings« I forarbejderne hertil er tilkendegivet, at »the requesting party shall be considered strictly liable for damages caused to the repsonding party by an unjustified measure«, jf. også Holtzmann m.fl.
s. 180 f. med henvisninger.