Beslutning: Udbud af reklamefinansieret byinventar
Beslutning: Udbud af reklamefinansieret byinventar
Sagsnr. i ESDH: 19/11745
Beslutningskompetence: Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling
Beslutningstema
Furesø Kommune har på nuværende tidspunkt to kontrakter for det reklamefinansierede byinventar (primært busskure) for de forhenværende Værløse og Farum Kommuner. Kontrakterne for de nuværende aftaler udløber i oktober 2020.
Forvaltningen indstiller, at udvalget beslutter, at der udbydes en samlet aftale for det reklamefinansierede byinventar for hele Furesø Kommune med en varighed af 15 år.
Sagsfremstilling
For 20 år siden indgik de forhenværende Farum og Værløse Kommuner kontrakter for det reklamefinansierede byinventar, som primært er busskure placeret ved stoppesteder. Byinventaret i den forhenværende Farum Kommune er ejet af Clear Channel. Byinventaret i den forhenværende Værløse Kommune er ejet af AFA JCDecaux.
Forvaltningen anbefaler at udbyde én samlet aftale i 15 år, hvor ét firma ejer og vedligeholder alt inventaret. Som noget nyt vil der i aftalen blandt andet blive stillet vilkår om, at kommunen modtager et årligt vederlag fra kontraktindehaveren, og at alt eksisterende inventar skal udskiftes til nyt, således at alle tilbudsgivere stilles ens.
Kontraktindehaveren får ret til at sætte reklamer op på reklamefladerne.
Aftalen tildeles efter tildelingskriteriet bedste forhold mellem kvalitet og pris baseret på underkriterierne:
• Tilbudt vederlag til kommunen
• Design og æstetik.
Der er i dag 74 enheder med 130 reklameflader i hele Furesø Kommune. Det forventes, at kommunen kan få et årligt vederlag på 200.000-250.000 kr.
Økonomiske konsekvenser
Såfremt vilkåret opfyldes, om at kommunen modtager et vederlag, vil kommunen få en årlig indtægt.
Den skønnede indtægt, som følge af udbud af reklamefinansieret byinventar, er årligt 200.000-
250.000 kr. Indtægten forventes indarbejdet i budget 2021-2024, som en del af arbejdet med effektiviserings- og besparelsesforslag.
Der kan opstå udgifter for Furesø Kommune i form af at fremføre nødvendig strømforsyning samt til at vedligeholde strømforsyningen.
Borgerinddragelse
I denne sag er der ikke påtænkt inddragelse.
Lovgrundlag
Ingen bemærkninger.
Det videre forløb
Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil udbudsmaterialet blive udarbejdet, hvorefter det sendes i udbud. På udvalgsmødet i juni 2020 vil udvalget blive orienteret om tildelingen.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at udvalget beslutter,
• at forvaltningen udbyder en samlet aftale for alt reklamefinansieret byinventar i hele Furesø Kommune med en varighed af 15 år begyndende i oktober 2020
• at kommunen modtager et årligt vederlag.
Supplerende sagsfremstilling til møde i Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling den 2-4- 2020
Forvaltningen vil forud for et udbud nærmere vurdere det potentielle årlige vederlag.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at udvalget beslutter,
• at forvaltningen udbyder en samlet aftale for alt reklamefinansieret byinventar i hele Furesø Kommune med en varighed af 15 år begyndende i oktober 2020
• at kommunen modtager et årligt vederlag.
Beslutning i Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling den 05-03-2020
Punktet blev udsat.
Beslutning i Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling den 02-04-2020
Indstillingen godkendes.