Smag og behag i Norden inden for kultur, historie og demokrati

Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx

Philosophia

Smag og behag i Norden inden for

kultur, historie og demokrati

1. udgave 1. oplag

2018

Redaktion: Xxxxx Xxxxx

Kopiering af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret

Forlaget Philosophia

Institut for Kultur og samfund Aarhus Universitet

Xxxx Xxx. Schous Vej 7 8000 C

xxx.xxxxxxxxxxx.xx

Indholdsfortegnelse

Bind 1 Kultur, krop og mad

Forord 5

Introduktion 7

Del 1: Kulturhistorie

Kapitel 1: Den selvhjulpne, den modvillige og den forbrugende demokrat

- en nordisk historie 16

Kapitel 2: Krops-begreber: Er kroppen en kilde til glæde

eller en elefant i en glasbutik? 64

Kapitel 3: Højreradikalisme og velfærdsdemokrati.

- træk af en kollektiv mentalitet i 1930’erne 82

Kapitel 4: Steder - materialitet og betydningsrum 106

Kapitel 5: Kulturel nationalisme – et nødvendigt onde? 130

Kapitel 6: Nationalismens rumsdimension i Norden – eller om at huske med kroppen 158

Kapitel 7: Nytår i Nämpnäs – om nationalisme og sanselig ferie i Finland 182

Kapitel 8: 3 slags ”folk” i Norden i mellemkrigstiden 199

Kapitel 9: Foreningsliv og folkelige bevægelser 215

Kapitel 10: Kulturelle dynamikker – forslag til bestemmelser 262

Kapitel 11: Painting and the new body. Four Nordic Artists 1900 – 1914 267

Kapitel 12: Grænser – et topografisk anliggende. Eksempler fra Nord- og Østeuropa 287

Del 2: Madkultur

Kapitel 1: Egnsretter i EU – et etnokulturelt og politisk anliggende 309

Kapitel 2: Maden og de svære valg 334

Kapitel 3: Maden og kroppen 342

Kapitel 4: Mad, jagt og tabu- en helt naturlig ting? 357

Kapitel 5: Maden, byen og lokalsamfundet 378

Kapitel 6: Maden og hjemmet 393

Kapitel 7: Børns spisevaner – rutiner, præferencer og kompetencer (*) 406

Kapitel 8: The eating habits of children – routines, preferences and competences (*) 422

Kapitel 9: Polyvalent Capacities in the Journey away from Home.

An investigation into Danish Schoolchildren’s Self-positioning

in relation to Food consumption (*) 436

Kapitel 10: Betragtninger om oplevelsesøkonomi, fritid og oplevelse (*) 451

Tekster markeret (*) er forfattet i samarbejde med Xxxxx Xxxxx

Bind 2 Demokrati i Norden

Forord 469

Indledning 472

Del 1: Den selvhjulpne demokrat

Kapitel 1: Kampen om et nationalt demokrati 479

Kapitel 2: Demokrati, lokalstyre og selvhjulpethed – en borgerret 486

Kapitel 3: Demokratisk deltagelse – også for kvinder 490

Kapitel 4: Den finske smerte 493

Del 2: Den modvillige demokrat 498

Kapitel 1: Nazisme, anti-demokrati og anti-parlamentarisme 502

Kapitel 2: Anti-demokratiske bevægelser – Norge 504

Kapitel 3: Anti-demokratiske bevægelser – Finland 507

Kapitel 4: Anti-demokratiske bevægelser – Sverige 511

Kapitel 5: Anti-demokratiske bevægelser – Danmark 513

Del 3: Den forbrugende demokrat

A. Socialt demokrati 518

Kapitel 1: Masse-politik fra højre til venstre 519

Kapitel 2: Overgangen til forbrugsdemokrati 523

Kapitel 3: Vitaminer, ferie og lyse boliger 526

B. Kødeligt demokrati 533

Kapitel 4: Gammeldemokrati og fritidsdemokrati 534

Kapitel 5: Fritid, demokrati og velfærd 537

Kapitel 6: Norsk velfærdsidræt 540

Kapitel 7: Kropskultur i Folkhemmet 543

Kapitel 8: Danmark mellem kooperation og korporation 549

Kapitel 9: Plads til idræt 554

Kapitel 10: Foreningsliv og folkeoplysning 558

Kapitel 11: Kroppen, velfærden og demokratiet 566

Kapitel 12 : Pligten, gaven og medborgerkundskaberne 568

C. Pragmatisk demokrati 571

Kapitel 13: Vaner, rutiner og traditioner 573

Kapitel 14: Kalenderen, generationen og arkivet 575

Kapitel 15: Hverdagslivets åbenhed 579

Kapitel 16: Det utematiserede demokrati 580

Kapitel 17: Sens morale 584

Del 4: Brud og kontinuitet. - En nordisk model? 586

Kapitel 18: Lutheranere, pietister og socialdemokrater 587

Kapitel 19: En nordisk model – eller flere forskellige? 591

Kapitel 20: Afsluttende bemærkning 597

Litteratur

Bind 3 Historie og Krop

Forord 616

Del 1: Den historiske ramme

Kapitel 1: Danmark – et centralistisk kulturfællesskab i Norden 619

Del 2: Kulturhistorie og kulturanalyse

Kapitel 1: Historisk kulturanalyse – Analytiske dobbeltstrategier mellem vilkår og

vilje 637

Kapitel 2: Øjeblik og historie. Om det anede ”endnu ikke” i Xxxxx Xxxxxx tænkning 655

Kapitel 3: Kulturelt demokrati i et multikulturelt samfund 679

Kapitel 4: Er historie en nutids- eller en fortidsvidenskab? 692

Del 3: Kulturformer
Kapitel 1:	Den sportslige demokrat	703
Kapitel 2:	Pen eller plov? Et kulturhistorisk portræt af to vestjyske bondelærere	711
Kapitel 3:	Køkkenfilosofi. Om mad, krop og videnskab	731
Del 4: Krop- og idrætshistorie
Kapitel 1:	Bevægelse – et modebegreb fra det 20. Århundrede	747
Kapitel 2:	Bevægelse i landskabet. Komparative aspekter af nordisk nationalisme i
	mellemkrigstiden.	758
Kapitel 2:	Jysk landsbyidræt i første halvdel af 1900 tallet	776
Kapitel 3:	Den nordiske superman i mellemkrigstiden - mellem det førmoderne og
	det moderne	792
Kapitel 4:	Vand og badeliv i Moderniteten	814

Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx Publikationsliste 827

Forord

Efter Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx død sendte Xxxxx nærmeste familie en stor zip fil til forlaget Philosophia indeholdende de elektroniske versioner af Niels akademiske tekster, som han selv havde gemt på sin harddisk på universitetet. Samtidig gav familien Philosophia ret til at udgive, hvad vi måtte bestemme os til, fra de mange tekster, der lå på harddisken.

En af teksterne på harddisken var Xxxxx egen, udførlige, publikationsliste, som er medtaget bagest i nærværende værk. Vi fandt på disken mange alternative versioner af publiceret materiale. Dem har vi valgt ikke at medtage i nærværende værk. Derimod har vi medtaget tekster, der er en slags forstudier til- og baggrund for publiceret materiale, samt udvidede versioner, der er forfattet efter publicering af originalteksten. Dertil kommer tekster, der aldrig før er udgivet.

Resultatet er blevet et værk i tre bind. Bind 1 har to dele. Første del er en samling af tekster, der kredser om forskellige aspekter af kulturhistorie(n). Bind 2 omhandler madkultur, og adskiller sig fra andre dele af nuværende værk ved to ting: For det første er (med tilladelse af forlaget KLIM) medtaget nogle artikler, der før er udgivet. For det andet er flere af artiklerne forfattet i samarbejde med undertegnede. Jeg havde i 7 år et tæt samarbejde med Xxxxx omkring dette emne, og vi havde ved hans død mange planer om kommende fælles publikationer, bla. i krydsfeltet mellem madkultur og oplevelsesøkonomi, eftersom vi sammen havde udviklet et kursus i ”kulturantropologi” som del af kandidatuddannelsen i oplevelsesøkonomi ved Aarhus Universitet.

Bind to er et bogmanuskript, som Xxxxx formodentlig søgte økonomisk støtte til, men ikke fik, hvilket betød, at hele to forlag, som han var i kontakt med, valgte ikke at trykke manuskriptet. Bindet omhandler det nordiske folkestyre og foregriber mange ting i Xxxxx monumentale værk Bonde, Stat og Hjem, men er samtidig et selvstændigt og væsentligt værk.

Bind tre er et manuskript, som Xxxx arbejde på i sine sidste leveår. Det består til dels af alternative og udvidede udgaver af tekster, han havde publiceret. På mange måder er der en ring, der sluttes med dette manuskript. Xxxx var uddannet historiker, og specialiserede sig i idrætshistorie og dermed i kropskultur. Han blev senere Lektor ved idræt i Odense (Syddansk Universitet), og i denne forbindelse forskede han også i

materiel kultur og politisk kultur. Da han blev ansat som lektor i historie (ved Aarhus Universitet) bredte hans forskning sig til stedforskning, madkulturforskning og kulturhistorie i bredest mulige forstand. I det manuskript, han arbejdede på ved sin død, vendte Xxxxx imidlertid tilbage til sit kerneområde, kroppen.

Nuværende værk indledes med en kort oversigt over hovedtemaer i Xxxxx tænkning. Det er klart, at Xxxxx er en af de mest produktive og tankevækkende danske akademiske forfattere i nyere tid. Hans forfatterskab bevæger sig, som kun de største kan, på græsefladerne mellem historie, kulturhistorie, idehistorie, idræts sociologi, kulturgeografi og filosofi. Hvis man spørger, hvordan det hænger sammen, er svaret: En glødende interesse i Nordens historie, geografi og befolkning. Derfor har vi valgt at give nuværende værk titlen. Smag og behag i Norden inden for kultur, historie og demokrati. Forlaget Philosophia takker Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx nærmeste familie, fordi de viste os den tillid at lade os udvælge og redigere Xxxxx efterladte akademiske tekster.

Xxxxx Xxxxx

Introduktion

Mennesker på grænsen.

- Hovedelementer i Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx værker

Oplæg ved mindekonference Aarhus Universitet, til ære for Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx

Der er to ting, der kendetegnede Xxxxx akademiske værker. Han kunne som historiker og som kyndig på specifikke områder, såsom idræt, mad, oplevelse, sted, krop mm. dykke ned i detaljen, fange kompleksiteten og fremhæve samspillet mellem struktur, historicitet og kontingens. Men denne evne til at favne var altid koblet til en klar og konsistent tankegang. Jeg er som filosof trænet i at afdække sådan noget; afdække akademikeres særlige tilgange og forståelsesmåder. Jeg vil gerne understrege, at når jeg nu giver mit bud på centrale figurer i Xxxxx tænkning, så er det ikke for at reducere denne tænkning til en særlig abstrakt modus; for Xxxxx tænkte altid sine tanker i forhold til en række sager, så mit håb er, at min oversigt bidrager til at forstå Xxxxx, og hvordan han opfattede nogle vigtige men komplekse sager.

Xxxxx og jeg nåede at samarbejde om fire hovedemner; madkultur, idrætskultur, oplevelsesøkonomi og idegrundlaget for forskningsprogrammet kulturelle dynamikker. Vi skrev artikler og rapporter og ansøgninger sammen, og gennem samtale i rigtig mange timer og ved læsning af næsten alle hans værker, tegner der sig for mig et klart billede af Xxxxx xxxxx: Xxxxx satte altid individet over for de store fortællinger, og over for de væsentligste historiske bevægelser, strukturer og magtrelationer. Det var individets møde med-, tilegnelse af- og personlige præg på de overordnede tildragelser, som havde Xxxxx bevågenhed. Men individernes respons på det tilkomne betragtede han ikke som individuelle skvulp, men som indspil til fællesskaber, mødesteder, arbejdspladser o.l. Udkommet af historiens gang var konkrete virkemåder, virkefelter og virkeligheder, som kendetegner konkrete og lokaliserede grupper af mennesker.

Derfor var materialhistorie og historiebrug, oplevelsesøkonomien, madkulturen og idrættens bygninger og steder så vigtige for ham. Man kan næsten lave en figur: I stedet for at se historien som en tidslinje bestemt ved hændelser, beslutninger og aktioner, så er historien et landskab af efterladenskaber, i form af traditioner, steder, bygninger, påklædninger, måltider, redskaber mm. Og det er så at sige gennem den fortsatte transformation af enhver af disse efterladenskaber, at vi kan afdække historiens gang. Nogle af efterladenskaberne er grandiose, såsom religioner og nationer og afgørende teknologier, andre er mere lokale og afgrænsede, som når folkeviddet kalder området omkring plejehjemmet et sted i Esbjerg for ”Rynkeby”; men alle efterladenskaber er så at sige på samme niveau hvad angår betydning og kompleksitet.

Xxxxx betonede således, længe før det blev moderne, enheden mellem globalitet og lokalitet. Han havde et særligt vågent blik på de steder, hvor det grandiose og det minutiøse mødes, som i alsangen under 2. Verdenskrig, som på en gang var spontane møder i fælles kropslig udfoldelse, og samtidig nationale og folkelige manifestationer. Det var grunden til, at han interesserede sig for idræt, mad, musik, lokale steder, bygninger og statuer, skilte, vejnavne mm.

Det glokale symboliseres eksempelvis i kropsligheden, som Xxxxx havde et særligt fokus på i disse sammenhænge. I vore interview med skolebørn, spurgte han altid ind til, hvordan det var at sutte på et bolsje, knase det og føle det kradse på tungen, eller hvordan noget mad kunne være smattet og give fedtede fingre, eller omkring lugten af makrelmadden i madkassen.

Jeg har i elektronisk form et essay (Kapitel 2, Bind 1, del1 i nærværende værk) af Xxxxx, der sammenholder en lang række krops-opfattelser, og hvor han gennemgår forskellige måder, hvorpå man qua en kropsopfattelse på en gang kan nedbryde dikotomien mellem natur og kultur og samtidig pege på vigtige samspil mellem natur og kultur. Han sætter en række modsætninger i spil i forhold til hinanden, arbejdskrop vs. fritidskrop, social krop vs. personlig krop, repræsenteret krop vs. oplevet krop. I stedet for at opsætte et krops-skema, hvor disse kategorier placeres i forhold til hinanden, viser han hvorledes modsætningerne mødes og brydes i konkrete fænomener, såsom mad: krop og mad bliver omdrejningspunktet, hvorigennem alle de mange bestemmelse af kroppen mødes og brydes. Xxxxx formulerer det ved at sige, at ”kroppen er en grænseovergang mellem natur og

kultur”, en overgang der har forskellige bestemmelser i forbrug, i konsum, i kogekunst, i måltidet, i dyrkning af jorden og opdræt af husdyr.

I bogen Historiens forvandlinger belyser Xxxxx xxxxxxxxxx mellem på den ene side de officielle og gennem nationale medier udsendte minde arrangementer i forbindelse med 2005 H.C. Xxxxxxxx jubilæet og på den anden side et besøg på Herregården Nørre Vosborg i Vestjylland. Herregåden er revitaliseret som oplevelsessted, takket være real-danica-fondens finansiering af en restaurering, der skulle forvandle Herregården til (citat) ”et kulturelt kraftcenter og mødested for kunst, kultur og erhvervsliv med eget hotel og restaurant”. Xxxxx xxxxxxx, at de fleste besøgende har bevæget sig fysisk mod dette sted, som ligger (citat) ”helt ovre i Jylland”. Man skal også gå et stykke vej fra parkeringspladsen og hen til anlægget.

Xxxxx beskriver hvorledes stedets forskellige facetter og tilbud inviterer til mange slags kropsligt sanselige oplevelser, som mere eller mindre spontant bryder ind i de mere horisontale forventningshorisonter, man måtte have omkring de kulturelle traditioner omkring herregårde, kunstneriske værker og måltider. Tradition og opbrud mødes gennem konkrete kropslige erfaringer. Det gør et sådant herregårdsbesøg nærværende og levende. Selvforglemmelse kobles med kulturarv.

Det var det, der manglede omkring H.C. Xxxxxxxx jubilæet hævder Xxxxx: Der var ingen væsentlig kropslighed forbundet med denne fejring, derfor gik folket død i rækken af events.

Xxxxx inddrog begrebet ”polyvalens” i sine analyser. Xxxxxxx var at komme ud over en modstilling mellem på den ene side noget beklageligt; ambivalens, og på den anden side noget rent positivt, en objektivitet der kunne udgøres af enten absolutisme, pluralisme eller relativisme. Det polyvalente ved en situation er, at i og med den er uafklaret (set med enten absolutistens, pluralistens eller relativistens briller), så åbner situationen op for muligheder, og markere nye former for fri udfoldelse. Xxxxx opfattede skolebørns sociale kompetencer i forhold til mad som polyvalent, han opfattede højskolesangbogen i dens udviklingshistorie som polyvalent og han opfattede konkrete steder, såsom torvet på Ingerslev Boulevard som polyvalent.

Jeg har kaldt mit indlæg ”mennesker på grænsen”, fordi dette både er en metafor, som dækker meget af det, jeg hidtil har sagt mere generelt, og så fordi Xxxxx i bogstavelig forstand granskede de lokale kulturer, der voksede frem i og omkring politiske grænsedragninger i Europa. I bogen ”Steder” finder man fremragende byhistoriske og egnshistoriske analyser af steder, som er udviklet både i kraft af og på

trods af stadige ændringer af politiske grænser; ændringer der alle har indebåret andre bevægelser, såsom ændring af etniske sammensætninger, religiøse og politiske relationer og magtstrukturer, og alt sammen forbundet med det spontant levede, delvist kontingente og kropsligt ydende og nydende menneskeliv. Xxxxx beretning om historien omkring Viborg (i Rusland forstås), Vilnius i Litauen, Cluj i Rumænien og Prezemysl i Ukraine burde være obligatorisk læsning i alle landets gymnasier.

Det er i imidlertid i hovedværket, som jeg ser det, Bonde Stat og Hjem, at vi finder nogle centrale begreber defineret og foldet ud. Xxxxx vil fortælle Nordens nyere historie ved at undersøge, hvordan det politiske, det kulturelle og det socialt-folkelige indgår i stadige samspil. Han vil kombinere Demos med Ethnos og Oikos. Han gør det ved at fokusere på to fænomener, nationalismen og klassedelingen af samfundet.

Nationalismen har flere manifestationer: en demokratisk politisk vinkel, en kulturel tanke om nationen med et særligt sprog, religion og etablerede institutioner, og endelig en social folkelig tanke omkring vaner, skikke og symbolske handlinger, hvorigennem individer bekender sig til og udlever et nationalt tilhørsforhold.

Eksempelvis kan den socialdemokratiske velfærdsnationalisme, der vokser frem i 1920erne, således karakteriseres som visionen om et folkefællesskab, der både bygger på demokratiske politiske institutioner, på fælles anerkendte institutioner som myndigheder, arbejdsmarkedsparter, foreninger ol, og endelig bygger på en deltagende befolknings velvillighed. Det politiske, det kulturelle og det social fællesskab går op i en højere enhed, der stadig indebærer spændinger og splittelser, men som alt i alt tegner billedet af en særlig form for medborgerskab.

Centralt var foreningen af bonde og arbejder inden for fælles økonomiske interesser. Her har vi en typisk hybrid af den type, som Xxxxx havde blik for: Husmanden, den politiske prototype for partiet det radikale venstre, medierer mellem venstrebønderne og arbejderklassens repræsentanter. Husmanden er både bonde og del af et arbejdsfællesskab. Husmanden har sit hjem – et sted på landet. For at kunne bevare hjemmet, må husmanden samarbejde med arbejdere inde i byen i et fælles politisk projekt. Husmanden forener bondens økonomiske rationalitet med arbejderens sans for samarbejde og udvikling af arbejdets vilkår og muligheder.

Xxxxx så derfor velfærdsstaten i den nordiske version – staten som folkehjemmet – som organisk forbundet med tendenser, der bliver tydeligere efter 2. verdenskrig, hvor populærkultur, oplevelsesturisme, oplevelsesøkonomi og historiebrug bliver markante kulturelle manifestationer. Der sker ifølge Xxxxx en

dobbeltbevægelse, både en økonomisering af kulturen og en kulturificering af økonomien.

Jeg har noteret mig Xxxxx nuancerede omgang med begrebet om et ”folk”: Folket er en flerleddet størrelse. Der er de borgere, som lever under statens myndighed. Men der er også dem, der deler kulturarv og folkelige traditioner og ikke mindst sprog og fortællinger. Endelig er der borgerne som medborgere i et civilsamfund, der er normreguleret på en måde, der ikke afhænger af Statens regulering. Fordi der er denne tredeling af Folkets identitet, og fordi der er en slags harmoni mellem disse identiteter i de nordiske folkehjem, så kunne der her opstå en særlig forening mellem socialitet og individualisme, som blev omsat i en social- liberal tankegang, der forenede de reform-orienterede socialister og visse liberale kredse. Filosofisk er det interessant, siger Xxxxx, fordi: hermed forenes på den ene side en anti-Kantiansk tanke om samfundet - i og med, at der ikke ligger en rationelt begrundet sædeligheds konception til grund for samvirket - med på den anden side en Kantiansk inspireret ide om rationel planlægning og organisation af konkrete mål i velfærdssamfundet. Xxxxx kalder ligefrem velfærdsnationalismen i mellemkrigstiden for ”ny-Kantiansk”.

Nu vi er ved filosofien: I historiebrugssammenhæng, eksempelvis omkring erindringskultur og materiel kultur arv, når Xxxxx fremstilling metafysiske højder, når talen går på forening af fortiden med nutiden, eller forening af det nære med det fjerne eller det almene med det partikulære. Der var for Xxxxx en udtalt metafysisk prægnans i egnsretter fra den Jyske Vestkyst, vikinge-festivals, der involverede publikum eller en rytterstatue midt på en af byens torve. Jeg har specielt hæftet mig ved Xxxxx fremstilling af svenskernes igennem tiderne meget forskellige opfattelser omkring statuer af Xxxx x. 12.

Det er livet omkring statuen, der er væsentlig. Lige fra den nære konkrete bevægelsen sig rundt om statuen, til medieringen i form af fortællinger og beretninger og til mere offentlige og myndighedsbestemte forkyndelser om betydningen af det ene eller det andet. Ligesom kroppen, indgår den døde statue i et samspil mellem biologiske, politiske, sociale og kulturelle facetter, igen og igen. Xxxx x. 00 er blevet kritiseret og hyldet på alle ledder og kanter af mange forskellige politiske og kulturelle strømninger. Statuen står nu der, som et konkret samlings og brydningspunkt, hvor alle de historiske stemmer kan blandes i et kor, der ikke

harmonerer, men som stadig giver god mening: En stor del af Sveriges historie udspiller sig i historiebrugen omkring eksempelvis en rytterstatue.

I oplevelsesøkonomisk sammenhæng betonede Xxxxx altid, at de oplevelser, hvis kulturelle merværdi, man som aktør på det oplevelsesøkonomiske felt skal udtænke, aldrig måtte blive rystende eller afgørende. Oplevelserne skal kunne glemmes og ikke sætte dybe spor. Derfor sammenlignende Xxxxx og jeg oplevelsesøkonomien med en Skøge, der nok i situationen bidrager med sit, men som på sigt fortoner sig i glemslens mørke. Modsat idræt, hvor oplevelsen går på genoplevelse af noget, der virkelig har fyldt i tilværelsen, er oplevelsesøkonomi som Sirenernes sang, der nok lokker Xxxxxxxx på afveje, men ikke forhindrer, at han finder hjem til Xxxxxxxx.

Men Xxxxx betonede også kravet til oplevelsesøkonomien om at kunne levere dybde. Her var Xxxxx og jeg helt på bølgelængde, når vi op imod tendenser til at reducere oplevelsesøkonomi til kulturelle strategier omkring udformning af events, der skulle gøre steder og koncepter fascinerende, lokkende, skønne og sjove. At give folk et kick, at give dem et sus i maven eller hive dem ud af deres comfort zone, eller give plads til forkælelse i wellness lignende scenarier; det var ikke nok for Xxxxx og jeg. Vi krævede en kobling mellem oplevelse og egentlig livserfaring. Vi drillede de pæne Café Latte piger på kandidat uddannelsen i oplevelsesøkonomi ved at stille en opgave, der lød: ”Udarbejd et koncept for revitalisering af brydeklubben Thrott i Åbyhøj”. Pigernes svar på opgaven tilfredsstillede os ikke: De sagde; brydeklubben skal have en fancy hjemmeside og være på facebook.

Modsat, når Xxxxx så bold, var han i indre dialog med Xxxx Xxxxx Xxxxxx eller Xxxx Xxxxxxxxx fra det gyldne tresser Esbjerg hold, og han havde blik for, hvordan en folkelig forsamling kan samles om noget, der på den ene side er leg, men som på den anden side er så meningsgivende og vigtig som noget kan være, qua fælles ansatspunkter og broderlig kappestrid. Xxxxx blev nogle gange kritiseret for at romantisere idrætten med dens udspring i dels ideologier om disciplinering og dels i arbejderkulturen med hertil hørende folkelige kraft. Men er der nogen, der har belyst idrættens relation til magt, politik, økonomi, personlige stridigheder og som betoner idrættens kulturelle manifestationer, mere end selve idrætsudøvelsens kerne- præstationer, ja så er det Xxxxx. Faktisk står der meget lidt om netop sportsudøvelsen i hans skrifter om idrættens mange facetter og relationer.

I artiklen ”Alting har sin tid. Idrættens afsked med 1900 tallet” erklærer Xxxxx xxxxxxxx idrætten før døende. Det sportslige element er mere og mere fortrængt af økonomiske, underholdningsmæssige og livsstilsmæssige tendenser. Sporten er mere midlet end målet og der er kommet en inflation i antallet af aktiviteter, der forbindes med idræt, og så er der hele dopingproblematikken. Hvad Xxxxx mener, er at den pulje af fænomener, vi forbinder med idræt undergår en voldsom transformation. Det er idrættens historiske karakter, han fremhæver. Det er den historisk kontingente forbrødring mellem Stat, nationalisme og arbejderkultur, som var idrætsbegrebets kerne, der er døende. Der vil selvfølgelig fortsat eksistere konkurrencesport, national kappestrid og et fokus på aktiviteter, hvor man tæller op, om det så er spilleresultat, tid for gennemførelse, antal knæbøjninger i fitness rummet eller loops med snowboarded. Man kan fortsat være ”a good sport”, altså i den oprindelige engelske betydning af at være en ordentlig karl i visse henseender, men den overordnede regulering af bestemte idrætsdiscipliner i forhold til bestemte sportslige målsætninger, ændrer karakter; den går væk fra sportslige formål og tjener mere og mere økonomiske og underholdningsmæssige formål. Struktureringen af sportsudøvelsens plæner og former mister betydning i forhold til en strukturering af tilskuerne; der er fangrupper, VIP og sponsor afsnit, og udebane hold afsnit på Stadion, abonnenter på Sky Sport eller Viaplay, og bloggere og analytikere på nettet. Kampen er vigtig, men ligeså vigtig er, om Xxx Xxxxxx kommentarer sidder i øjet.

Jeg begyndte med at sige, at Xxxxx altid indbefattede individers forhold til de overordnede strukturer. Men det er jo ikke personlige skæbnefortællinger eller den ene eller anden persons store historiske betydning, der kendetegner Xxxxx værk. Så måske kan man præcisere og sige, at Xxxxx skrev sig ind i en retning, der mere og mere præger kulturforskning; nemlig en betoning af dagliglivet. Ikke i betydning af de daglige rutiner og vaner, men via en fremhævelse af det væsentlige ved et hovedelement i det hverdagsagtige. Som Xxxxxxx Xxxxxx har formuleret det i forhold til Xxxxxxxxxxxx: De skæve ting i det hverdagsagtige hænder udramatisk og begivenhedsløst, og som sådan er de ekstraordinære. Meningen er, at det enkelte individ aldrig ubetinget og ubekymret overtager de regler, normer, mønstre og lyster, som offentligheden og de sociale instanser tilstiller menneskene. Der er vægringer, modtræk, nysgerrige fravigelser og eksperimenter, eller bevidste frie udfoldelser som

– i og med de bliver opfattet som provokationer eller som en anden form for manifestation, lad os sige mod til at være anderledes - ender med at inspirere, samle

og tilskynde andre folk i visse ikke forudsete retninger. Det er sådan jeg læser Xxxxx: Som historiker er han ikke blind for de store aktører på scenen, men det er mening mand og kvinde, som i sidste instans skal føre tingene igennem og gøre det hele til det, der var eller ikke var meningen.

Det er også sådan Xxxxx var i sin ansættelse på Universitetet. Han var en ener, men ikke i form af at være konsekvent modsat og på tværs. Han koblede faglige elementer på måder, andre ikke gjorde, han samarbejdede og underviste på måder andre ikke gjorde. Her udviste Xxxxx noget, som jeg tror at han kunne have skrevet en vigtig bog omkring; en bog om individer, der takket være en personlig integritet må siges at have haft historisk betydning. Xxxxx er tæt på at gøre det, jeg her nævner, i sin fremstilling af Xxx Xxxxx Xxxxxxxx betydning for det svenske socialdemokrati i mellemkrigstiden. Personlig integritet er jo ikke at stå fast på sit, men at have sig selv med, når man tager imod fra andre og er åben for nye perspektiver og holdninger.

Sådan var Xxxxx: Ikke mindst derfor fik han meget stor betydning for de steder, hvor han arbejdede. Derfor er han voldsomt savnet, ikke blot som menneske, men med sin kombination af integritet og faglighed.

Xxxxx Xxxxx

Bind 1 Kultur, krop og mad

Del 1: Kulturhistorie

Kapitel 1:

Den selvhjulpne, den modvillige og den forbrugende demokrat - en nordisk xxxxxxxx0

Der hersker i dag i den løbende samfundsdebat en udpræget velvillig konsensus omkring demokratibegrebet. Det anskues positivt, og det anskues éntydigt. Demokratiet bruges som absolut referent, der altid har ret i sidste instans. Når det bringes på banen, må alt andet må vige. Om demokratiet som sådant kan der i grunden ikke diskuteres. Det fungerer som et mantra, hvorom man ubesværet samler sig.

Dette kan nok give anledning til undren, for sådan har det ikke altid været. Vi skal ikke mere end en 2-3 generationer tilbage, før situationen var ganske anderledes. Det er nok værd at huske på, at selv efter demokratiets formelle indførelse i Norden efter 1. verdenskrig var der i perioder overalt i Norden stærk tvivl om det frugtbare ved demokratiet, fremført af anti-demokratiske og demokrati-skeptiske kræfter; til højre og til venstre.

Men omvendt: hvad angår éntydigheden, har der tilsyneladende aldrig hersket tvivl. Her er der – uanset om demokratiet anskues positivt eller negativt – fortsat tale om en udpræget fælles opfattelse af demokratiet: at det er en møjsommeligt tilkæmpet ret, som den brede befolkning har fravristet aristokrati og samfundselite. Intet har grundlæggende ændret ved den éntydige forståelse af demokratiets væsen: at det er en herlig ret og en tilkæmpet ret.

Det er derfor nærliggende at stille sig spørgsmålet om, hvorfor demokratiet i løbet af de sidste to-tre menneskealdre på ny har været i stand til at befæste sin situation så markant. Hvilke omstændigheder har givet demokratiet en så høj grad af legitimitet, at enheden af positiv opbakning og éntydighed atter er genetableret?

1 Dette er et forstudie til Bind 2 i nærværende værk (Red.)

Svaret kan selvsagt findes i eksterne årsager, nærmere bestemt i den omstændighed, at de dårlige erfaringer med fascisme og nazisme, der trådte demokratiet under fode, har spillet en overordentlig stor rolle. De sejrendes historie er den rette historie; også i dette tilfælde. Og kampen mod nazismen er ofte blevet udlagt som en kamp for demokratiet. Hvad den formodentlig også var. I det mindste hvis man med demokrati mener respekt for universalistiske principper. I så fald kan man opfatte universalisme-demokratiet som et angreb på det, der er blevet betegnet som nazismens ”orgie i partikularisme” (Liedman 2000: 192).

Eksterne faktorer kan dog næppe forklare alt. Der er også interne faktorer på færde. Den officielle udlægning er, at der fundamentalt har været enighed om, at demokrati er noget, borgerne har tilkæmpet sig; dvs. at demokrati er noget, borgerne skulle og kunne forsvare overfor andre, der måtte true det. Det være sig enten enevælden, anti-demokratiske kræfter eller statsmagtovergreb. Demokrati er med andre ord blevet anskuet som en ret, der må forsvares med næb og klør. Af alle - til gavn for alle. Selve demokratiets universalistiske karakter – efterhånden omfattende alle voksne samfundsborgere - betragtes i sig selv som et gode. Som det er blevet formuleret: ”Förutsättningen för at den politiska nationen skall kunna vara demokratisk är naturligtvis lika tillgång till medborgerliga rättigheter" (Hettne, Sörlin og Østergård 1998: 13), med den underforståede præmis, at dette er et resultat, der først er opnået efter en besværlig kamp.

Imidlertid kan der nok være grund til at nuancere denne kampopfat- telse. Man kan nemlig for ca. halvdelen af 1900-tallets vedkommende med lige så stor rimelighed hævde, at demokratiet ikke er noget borgerne har tilkæmpet sig, men noget de har fået tildelt, og noget som de så samtidig skal gøre sig fortjent til. Dvs. at demokrati ikke er en ret, men en gave – med tilhørende pligt til at behandle denne gave ordentligt. Bor- gerne skal enten i taknemmelighed over de demokratiske goder eller i solidarisk ansvarlighed overfor samfundet leve op til en demokratisk standard. Demokrati har således været ledsaget af dels et opdragelses- og oplysningssigte, dels et krav om en "rigtig" adfærd som demokratisk borger og samfundsmedlem. Demokrati er med andre ord ikke kun noget, man har tilkæmpet sig, men også noget man får tildelt, og som man konti- nuert skal kvalificere sig til; ikke så meget i politisk, men snarere i social og adfærdsmæssig henseende.

Det er denne kvalificering som demokrat, der her skal ses nærmere på. Nærmere bestemt er det tesen i denne artikel, at denne kvalificering også betegner en overgang - der tager sin begyndelse i i mellemkrigstiden - fra borgeren som producent til borgeren som konsument, og at kvalificeringen først og fremmest skal ses i lyset af ens adfærd som samfundsmæssig forbruger. Det er som forbruger, der forbruger på den rigtige måde, man finder anerkendelse i det politiske demokrati; i den nordiske samfundsmodel. Derfor har en væsentlig del af det demokratiske skolingsarbejde bestået i dels at træne medborgeren som forbruger, dels at kvalificere denne forbruger. Den demokratiske borger er den, der på bedste vis kan tage fra og modtage, forbruge og tage del i det, der tilbydes fra dels markedet, dels det offentlige: stat, amt og kommune.

Udgangspunktet tages i henholdsvis Alva og Xxxxxx Xxxxxxx Kontakt med Amerika og Xxx Xxxxx Dagen og Vejen. Omkring disse to værker, der tydeligst af alle signalerer skiftet fra demokrati som ret til demokrati som samfundsmæssig gensidighed, aflejrer artiklen sig i koncentriske cirkler.

Demokrati, nation og selvhjulpethed – som klasse

Hvad angår kampopfattelsen har Xxxxxxx Xxxx præsenteret en yderst klar opfattelse: For hvert trin de to "arbejdende klasser" - bønder og arbejdere - tog op ad samfundets rangstige blev nationen mere og mere komplet.

Demokratiet bliver først en realitet, når ikke kun borgerskabet, men også bønderne og arbejderklassen har fået adgang til at tage del i de demokratiske beslutningsprocesser (Nordby 1986: 67). Målet er med andre ord at få de tidligere oppositionelle samfundsklasser integreret i "folket" og at få etableret én stor samlet vilje. Grundtanken er, at den offentlige meningsudveksling, som er centralt for et repræsentativt styre, ikke kan finde sted uden fællesskabsfølelse og vilje til fælles fodslag.

Kulturel og ideologisk homogenitet opfattes som det bedste værn mod anti-demokratiske kræfter (Hettne, Sörlin og Østergård 1998: 92 f.).

Denne homogenitet blev forstyrret af to omstændigheder: For det første kampen mellem klasserne i økonomisk og social henseende. 1800-tallet levnede ikke så meget plads til konsensuelle eller pragmatiske kompromisløsninger som 1900-tallet; dels var der konflikten mellem det store og det lille hartkorn, dels konflikten mellem kapitalister og arbejdere. For det andet kampen om hegemoniet på det felt, der ellers skulle tilvejebringe fælles fodslag og homogenitet, nemlig nationalismen.

Ikke mindst i Norge var kampen om hegemoniet i 1800-tallet så hård, at det har foranlediget Xxxxxxx Xxxxxxxx til at tale om flere nationsbygningsprojekter, der først blev bragt på en, om end skrøbelig, fælles hammel i 1884 med Xxxxx Xxxxxxxx som leder af Venstres nationaldemokratiske og statsborgerlige projekt (Xxxxxxxx 1998). Andre norske historikere har påpeget, at kampen om hegemoniet fortsatte i Norge i mellemkrigstiden med en splittet og fragmenteret nationalisme til følge, der først blev tilendebragt, da Arbeiderpartiet fra 1933 begyndte at forlade sin revolutionære klassekampslinje og slå til lyd for en bredere samling, der kunne mødes på basis af et, ifølge Arbeiderpartiets egen opfattelse, egentligt nationalt program, dvs. en på én gang national og social politik (Angell 1994).

Ud fra sin nationale demokrati-opfattelse må Koht hylde dette demokratiske gennembrud i Norge. På samme måde må han anskue årene mellem 1905 og 1914 som de mest betydningsfulde; for så vidt det her lykkedes at få de to sidste klasse-drivkræfter, dvs. ikke kun bønderne men også arbejderne, integreret i et nationalt fællesskab. Demokrati og national samling var for ham to sider af samme mønt. Af samme grund er det let at forstå, at han blev udenrigsminister i Xxxxx Xxxxxxxxxxxx socialdemokratiske regering i 1935. Nu var arbejdet tilendebragt.

Imidlertid er det også klart, at erobringen af denne ret til at tage del i de demokratiske beslutningsprocesser tog tid og var besværlig. Først gradvist kom alle med. Norge begyndte i 1814 med Eidsvollgrundloven og fulgte op i 1821 med officielt at afskaffe adelen som klasse. Herefter fulgte den norske embedsmandsstat, der er blevet opfattet som en norsk Sonderweg (Seip 1974: 21), som varede ved til 1884, hvor det gamle embeds- mandshøjre måtte opgive sine positioner, og hvor Xxxxx Xxxxxxxx dannede den første parlamentariske regering i Norden. Men at vejen til den endegyldige demokratiske styreform ikke er en énsporet vej, kan man konstatere ved at mindes selvsamme Xxxxxxxxx herostratisk berømte udsagn om, at Norge ikke kan regeres på basis af almen stemmeret. Man må i den forbindelse også være opmærksom på, at selv om nyere forsk- ning har påvist, at Venstre var langt mere statsborgerligt end kulturnationalt orienteret end hidtil antaget (Xxxxxxxx 1998), tilgodeså Eidsvoldforfattningen dog primært de jordejende klasse, medens ”middle class” var uden politisk indflydelse og derfor henvist til at gøre sig mere kulturelt end politisk gældende (Myhre 1994). Endnu i 1884, hvor bøn- derne tog over, var der lang vej igen. Xxxx måtte vente endnu et par årtier

på sin arbejderklasses rettigheder, før "sejren var vor". Først 1903 kunne repræsentanter for Arbeiderpartiet indtage deres sæder i Stortinget; i øvrigt alle valgt i Nordnorge.

Det udpræget optimistiske syn på det norske demokrati, som Xxxxxxx Xxxx anlægger, er da også blevet anfægtet. Stærkest af Xxxxx egen store norske elev, Xxxx Xxxx Xxxx, der har anfægtet det idealistiske grundsyn hos Koht, og i videre perspektiv problematiseret de ledende politikeres interesse: var de i grunden ikke mere optaget af at sikre egne magtpositioner end af demokrati og nationalisme? Seip taler i den forbindelse om ideologierne som ”vikarierende motiv” (Seip 1974). På den anden side er denne mistanke til politiken blevet problematiseret af Xxxxx elev Xxxx Xxxxxxxx, der i sin bog De nasjonale strateger har forsvaret dels politik som sådan ved at opfatte den som fundamentalt årsagsforklarende, dels de store visionære politikere (Xxxxxxxx 1998), endda i en sådan grad, at man efterfølgende har kritiseret ham for elitisme og machiavellisme (Nordby 1999). Xxxxxxx Xxxxxxxxx har i den forbindelse ikke uden grund påpeget, at det politiske spillerum var større i 1800-tallet end i 1900-tallet, hvor politikken som sådan knap nok kan betegnes som en uddifferentiet selvstændig størrelse, men snarere som en institutiona- liseret foreteelse (Sejerstad 1999). Hvis det forholder sig således, kan det skyldes et skift fra et politiserende visionært demokrati i retning af et pragmatisk og videnskabeligt-administrerende socialt demokrati. – Det er ikke kun et norsk fænomen:

Også i Danmark var der tale om en vej med forhindringer.

Grundlovsmæssigt fulgte man trop i 1849 med den nye forfatning og landsoldaten som inkarnation af bonde, folk og nation, men adel og godsejere var her - som i Sverige - stadig en betydelig magt. Og takket være indblanding fra udlandet, primært Rusland, og de Nationalliberales kolde fødder ved udsigten til den megen bondemagt lykkedes det endda skrue udviklingen tilbage. Det skete med grundlovsrevisionen i 1866 - samme år som det gik fremad for demokratiet i det ellers politisk set så tilbagestående Sverige, hvor stænderrigsdagen som et førdemokratisk relikt opløstes. De nationalliberale i Danmark, ikke mindst D. G. Xxxxxx, havde lidt et enormt prestigetab ved krigen i 1864 og de efterfølgende fredsforhandlinger i London. Der var derfor mulighed for at begyndte et samarbejde mellem det "lille" og det "store" hartkorn. Man ventede på en mulighed for at fravriste det nationalliberale borgerskab magten. Men samtidig ville godsejerne også hindre bondealmuen i at få indflydelse.

Ifølge dem skulle kongemagtens ærbødige tjenere, embedsmændene og godsejerne, regere landet.

Denne mulighed fik man i 1866 da behovet for en ny forfatning meldte sig oven på krigen. Danmark havde nemlig to forfatninger: junigrundloven af 1849 og fællesforfatningen for Danmark og Slesvig af 1863. X.xx. af nederlaget var det meningsløst at fortsætte med de to forfatninger. Det nemmeste ville have været at have beholdt kun juni- grundloven; dette ville godsejerne imidlertid ikke gå med til, da den havde forringet deres politiske indflydelse. Derfor begyndte man at forhandle om en ny grundlovsreform. For en gruppe bondevenner og godsejere, under ledelse af henholdsvis J. A. Xxxxxx og C. E. Xxxxx-Xxxxxxxxxxx, lykkedes det at komme til enighed omkring et grundlovsforlig, og den 28. juli 1866 blev den gennemsete grundlov underskrevet af kongen. Xxxxx- xxxxxxxx havde i denne nye grundlov held til at afværge et anslag mod folketinget, men til gengæld blev valgretten til landstinget stærkt begrænset. Den konservative stopklods blev meget større.

Den opdæmning af økonomiske, politiske og sociale reformer, som grundlovsreformen skulle give anledning til gennem hele Estrup-tiden, gav næring til drømmen om mere demokrati. Man åndede derfor lettet op, da der fra 1894 blev tale om en borgerlig konsensus, som på mange måder var lig den der i Norge gjorde sig gældende med Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx samlingsregering i 1905. Om en demokratisk konsensus var der derimod ikke tale. Det borgerlige samarbejde havde her som i Norge brod mod arbejderklassen. Denne arbejderklasse viste sig imidlertid vanskelig at komme uden om, og den såkaldte Påskekrise 1920 viste den borgerlige idyl vintervejen, og allerede fire år senere var arbejderklassen i Danmark klar til at danne regering. Kohts projekt var blevet en realitet i Danmark.

I Sverige var væsentlig anderledes, idet stænderrepræsentationen først blev afviklet 1866. Primus motor var stats- og justitieminister Xxxxx xx Xxxx, men initiativet blev vanskeliggjort af grundloven af 1809 med den tunge rigsdagsordning, som tilsagde de fire stænder at mødes hver for sig, og som derfor indebar en risko for et stænderveto. Adelsrepræsentationen slog sig da også ind i det sidste i tøjret. Rigsdagsforordningen af 1866 indebar valgret til to kamre for 5,5, pct. af den svenske befolkning – dvs. 21 pct af myndige mænd (Linton 1994: 91). Det var ca. halvdelen af antallet i Norge (Pryser 1997: 110). Stemmeret til andetkammer havde mænd, der enten var grundejere eller havde en indtægt på mindst 800 rigsadeler såvel som mænd med en ejendom takseret til 1000 rigsdaler

eller forpagtere af en gård til 6.000 rigsdaler. Til førstekammeret kræve- des der langt mere. Det ejendommelige i systemet var med andre ord, at højkonjunktur og inflation – og ikke politiske principper - kunne sætte valgretten i vejret. Den nye forsvarsordning af 1901 ændrede da også ved systemet, idet valgretten blev gjort afhængig af, at man havde aftjent sin værnepligt (man mærker påvirkningen fra den oscarianske punchpatriotisme). Vi skal dog frem til årene 1918-21, før der blev indført almindelig stemmeret til andetkammeret, og før parlamentarismen sejrede i Sverige. Først da var den lange kamp ført til ende.

Sammenlagt må man sige, at den norske bonde var den første af de fol- kelige klasser, der rykkede i felten på nationalt landsplan med demokratis- ke krav om medbestemmelse og selvhjulpethed. Allerede fra 1830’erne så man initiativer i den retning. Den danske bonde blev først ”vakt” i løbet af 1840’erne; medens den svenske og finske bonde var blevet ”lullet i søvn” af den ganske vist påfaldende, men dog beskedne stænderrepræsentation. I virkeligheden fik den svenske bonde mere indflydelse efter stænderrepræ- sentationens afvikling i 1866, medens den finske bonde især blev polili- tiseret i uformelle fora’er i den såkaldte ”statsnat” mellem 1809 og 1863, hvor stænderne ikke var indkaldt til Landdagen ikke var indkaldt. Xxxxxx Xxxxxxx har i den forbindelse peget på den interessante omstændighed, at da en skandinavist midt i 1800-tallet indkaldte til et nordisk ”bondevenne- møde” i Göteborg, mødte der kun danskere og nordmænd op; de svenske bønder kunne ikke indse formålet med et sådant møde (Xxxxxxx 1997b: 82).

Også den norske arbejderklasse var den første i Norden, som rykkede i felten, nemlig med Xxxxxx Xxxxxxx bevægelse omkring 1850. Men det må samtidig bemærkes, at denne tidligere arbejderbevægelse i høj grad var landligt allokeret og agrart forankret. Det er sandsynligvis årsagen til, at man slog så hårdt ned. Her kunne embedsmænd og storbønder nok mødes. Demokrati, nation og selvhjulpethed – lokalt

En ting er imidlertid den klassemæssige baggrund. Noget andet er den enkelte borgers ret. Her har man i Norden generelt været mere tilbøjelig til at ville give borgerne medbestemmelse på lokalt plan før end på landsplan. Bl. a. fordi udvidelse af stemmeretten på lokalt plan kunne vedtages ved almindelig lovgivning, medens det til parlamentet krævede en Grundlovsændring. I Danmark blev loven om kommunalt selvstyre sat i kraft fra 1841 med indførelse af folkevalgte sogneforstanderskaber. En reform af lokaladministrationen i 1855 medførte, at de største jordejere

ikke længere var fødte medlemmer af sognerådene; de nu skulle vælges, men var p. gr. af valgreglernes udformning altid sikret valg. De nye valgregler indebar, at de største skatteydere til enhver tid skulle vælge flertallet i rådet, medens et mindretal blev valgt ved almindelig stemmeret. Politisk magt fik man med andre ord enten ved at betale skat eller ved at skaffe arbejdspladser og have folk i sit brød.

I Sverige fik man i 1862 en tilsvarende lov om kommunalt selvstyre, efter at de første spæde skridt var taget i 1843. Som vist af Xxxxxx Xxxxxxxxxx i en lokal undersøgelse af et par sogne i nærheden af Stockholm synes 1843-lovgivningen dog mere at have været af kosmetisk art (Xxxxxxxxxx 1986). Det kan skyldes, at den lange tradition for lokalt selvstyre, der er så karakteristisk for Sverige, var så vel indarbejdet og vanskelig at rokke ved. Samme Xxxxxx Xxxxxxxxxx har peget på den betydelige rolle præsterne spillede i det svenske lokalsamfund i 1600- og 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet som massekommunikativt og forvaltningsmæssigt mellemled mellem stat og borgere , der skulle sørge for en lang række praktiske gøremål: fra befolkningsstatistik, efterlys- ninger af bortløbne grise og forbrydere til uddeling af hjælpekorn i områder ramt af misvækst (Xxxxxxxxxx 2000).

Hertil kommer de såkaldte ”sockenstämmor”, der som en verdslig forvaltningsinstans har haft funktionen at være et filter mellem lokalsamfund og statsmagt som led i opbygningen af en kommunal social- hjælpsstat (Österberg 1987 og 1994, Furuhagen 1991). De forstærkede deres forvaltningsmæssige indflydelse i løbet af de første tiår af 1600- tallet og oplevede en egentlig ekspansionsfase i 1700-tallet, hvor de betød, at Sverige var ét af de mest velorganiserede og gennemforvaltede nationer i Europa (Söderberg 1992: 20). Xxxxxxxxx mener, at der i dette tætforvaltede samfund gaves landbefolkningen mulighed for at gøre sin stemme gældende på de politiske arenaer, således at der var mulighed for medbestemmelse i de politiske processer inden for rammerne af det politiske system. Overfor en sådan opfattelse står Xxxxx Xxxxxxx, hvor han mener, at det lokale styre aldrig var andet end statsmagtens forlænegede arm (Sandin 1986: 63 f.). Dette syn er dog blevet nuanceret på den måde, som Xxxxx Xxxxxxxx har vist for Smålands vedkommende, at de velstående bønder i sockenstämmorna, sexmannarådet og i herredsretterne havde et forum til at drive politik på et stigende antal verdslige områder (Aronsson 1992). Xxxxxx Xxxxxxx har peget på, at den relative lokale

selvbestemmelse i den svensk-finske rige i 1600- og 1700-tallet i modsæt- ning til andre lande medførte en relativ kommunal stagnation i 1800-tallet, der bevirkede, at den svenske bondestand langt op i 1800-tallet var tøvende overfor de nye demokratiske bestræbelser; fire-standsrepræ- sentationen sammen med den lokale selvforvaltning havde givet dem et vist politisk spillerum (Jansson 1997a: 109).

I Finland, hvor ”sockenstämmorna” også havde været en særdeles betydningsfuld institution (Jansson 2000), vedtog Landdagen i 1865 indførelse af kommunalt selvstyre. Det erstattede, inspireret af Sverige, sognet som politisk enhed i verdslige anliggender og medførte som i de øvrige nordiske lande, at præsten ikke længere udgjorde magten; i stedet opstod også her en ny elite bestående af de gårdmænd, der havde økonomisk medbør (Klinge 1996: 244). Deres tiltagende selvsikkerhed kom bl.a. til ved, at de fra 1850’erne lancerede en ”iøjnefaldende nationalisme” i form af de talrige underholdningsarrangementer med lotterier til gavn for samfundsmæssige opgaver, såsom Studenterhuset i Helsingfors, sprogsagen, Røde Kors etc. Herved kunne bønderne vise, at de var fuldgode borgere og sig deres nationale ansvar lige så bevidst som adel og borgerskab (Lehtinen 1996)

I Norge var man i overensstemmese med Xxxxxxxx opfattelse tidligere ude. I norsk historie er 1830’erne det første gennembrudsårti for bonderejsningen med Xxxx Xxxxxxxxx skrift Olaboka som politisk manifest og symbol, med dets markante udsagn om, at ingen statsborger er blevet mere urimeligt behandlet end bonden. I tilslutning hertil blev spørgsmålet om kommunalt selvstyre med Neergård som ildsjælen aktuelt allerede fra 1831, og en lovmæssig realitet fra 1837, ment som bøndernes forsvar mod en centralistisk stat og garanti for en stærk lokalmagt (Seip 1995: 46). I 1851 begyndte med Xxxxxxxxxxxxxx Xxxxx Xxxxxxxx som initiativtager en drøftelse af en udvidelse i retning af almindelig stemmeret til kommunalvalgene. Den forblev dog resultatløs, men blev af Xxxxxxxx taget op igen i 1869, og der opnåedes enighed om et kompromis, som gav stemmeret til dem, som tjente 100 speciedaler på landet og 200 speciedaler i byerne. Sigtet med denne udvidelse var at komme arbejderne i møde: ikke som klasse som meget som enkeltindivider; frygten for de radikale Thraneår omkr. 1850 var dybt forankret, og man fandt det bedst at åbne stemmeretssystemet ”frivilligt og i rolige Tider”, som det blev formuleret (Seip 1997: 210 f.).

Demokrati for kvinder – kampen for kvindernes valgret

Én ting var imidlertid mændenes situation på både nationalt og lokalt plan, hvor der gradvis skete en forbedring. Noget andet var kvindernes situation.

Generelt må man sige, at interessen for demokratisk udvidelse i 1800- årene og tiden op til 1. verdenskrig mere drejede sig om alder og social- historiske forhold end om kønsmæssige aspekter. Næsten helt frem til år 1900 var halvdelen af befolkningen – kvinderne - udelukket fra politisk medbestemmelse. Forud var gået visse økonomiske og juridiske forbed- ringer af kvinders rettigheder. I Sverige blev kvinderne allerede i 1845 ligestillet med mændene i henseende til arverettigheder. I det følgende årti blev også danske, norske og islandske døtre ligestillet med sønnnerne i dette spørgsmål; medens deres finske medsøstre måtte vente til 1978.

Hvad angår personlig myndighed skete der også en gradvis forbedring. Ugifte kvinder over 25 blev i Danmark myndige i 1857, i Island 1861, i Norge og Sverige i 1863 og i Finland året efter. Værre så det ud for de gifte kvinders vedkommende, hvor behovet måske heller ikke var så øko- nomisk presserende som for de ugifte kvinders vedkommende. Her blev gifte kvinder i Norge gjort myndige i 1888, i Danmark 1899. Island fulgte trop år 1900, medens de svenske og finske kvinder måtte vente helt til 1921 resp. 1930 (Markkola 1997: 249).

Som det første land i Norden indførte Norge i 1896, med visse ind- skrænkninger, kvindelig stemmeret på kommunalt plan. Danmark fulgte efter i 1908 i forbindelse med kommunalreformen dette år. Det samme gjorde Sverige. Med hensyn til lige stemmeret for begge køn til rigsdagen indtager Finland førstepladsen, idet dette indføres allerede 1906 ved over- gangen til den ny rigsdag. De finske kvinder var således de første i Euro- pa, som fik politisk stemmeret; de blev kun overgået af kvinderne i staten Wyoming, der allerede 1868 fik adgang til at stemme. I Norge skete det 1913, i Danmark 1915, medens Sverige også her lod vente på sig. Skridtet blev først taget i 1918 (vedtaget definitivt i Riksdagen i 1921), efter at svenske kvinder i 1903 havde stiftet ”Landsföreningen för kvinnornas politiska rösträtt".

Men hvad har så været kriteriet for stemme- og valgretstildeling? Her er det kendetegnende, at de demokratiske rettigheder har været knyttet til

en forestilling om produktivt samfundsbidrag: jordbesiddelse, indkomst, skat etc. Dvs. noget man - på den ene eller den anden måde - forsynede samfundet med. Signifikant er debatten i Norge i 1875 om udvidelsen af den statsborgerlige stemmeret på rigsplan. Xxxxxxxx var i grunden ikke imod at give arbejderklassen som sådan stemmeret; det ville være en anerkendelse af arbejderklassens stigende betydning i samfundslivet. Det afgørende var i stedet spørgsmålet om selvhjulpethed. Kun den som var selvhjulpen skulle have stemmeret. Det er hjørnestenen i den ældste udgave af det nordiske demokrati. Alt andet er variationer over dette tema; indtil 1930’erne.

Det sejge træk - i Finland

Som det fremgår, var hele det samlede forløb op til 1. verdenskrig en lang og sejg kamp, der ikke kunne undgå at få et heroisk skær over sig, for så vidt som udviklingen måtte fremstå som et spørgsmål om tilkæmpede rettigheder, der trin for trin blev frarøvet først adel og godsejere, siden borgerskab.

Efter 1. verdenskrig var processen stort set tilendebragt. Dog manglede man fortsat at få Finland med. Her stod arbejderklassen, også fordi landarbejderne spillede så stor en rolle, særligt stærk. Den var takket være fennomanernes statslige folkeoplysningsarbejde ganske veloplyst, men blev også takket være nærheden til den revolutionære bevægelse i Rusland anset som særlig farlig. Socialdemokratiet nød imidlertid også i nationale progressive kredse en vis anseelse som følge af deres aktive indsats som reformpådrivere ved de mange demonstrationer i årene 1905 og 1906. Disse demonstrationer, der fandt sted i det magttomrum, som var opstået som følge af Ruslands svækkelse 1905, var led i en eruptiv organisering og mobilisering af arbejderbefolkning i by og på land (Alapuro 1994). Ved valget 1907, hvor de valgberettigedes antal var steget fra 125.000 til 1.125.000, vandt arbejderklassen en overvældende sejr, der nok kunne tage sig truende ud. Socialdemokratiet blev Finlands største parti med 80 mandater ud af 200 i étkammerlanddagen og det største socialistparti i Europa. Ved valget ni år senere opnåede man absolut majoritet med 103 sæder ud af de 200. I intet andet af de nordiske lande stod socialdemokraterne så stærkt. Men splittelsen i det finske politiske landskab var tilsvarende stor. Tilstedeværelsen af såvel agrarerne, socialdemokraterne som de kristelige arbejdere ved siden af de

to traditionelle fennomanske grupperinger var det synlige bevis. Ungfin- nernes leder, P. E. Xxxxxxxxxx, blev valgt til Landdagens første formand, til trods for at dette parti kun kunne mønstre 20 mandater. Fronterne var trukket op til den største konfrontation i Norden mellem arbejderklassen og ”de borgerlige”, og en medierende middelklasse fandtes næsten ikke i Finland.

Den brutale borgerkrig var det synlige bevis på, hvor forbitret kampen om politisk magt kunne forløbe. Mellem 30. og 40.000 mennesker mistede livet i borgerkrigen; heraf var hovedparten ”røde”. Selve krigshandlingerne kostede små 7.000 livet. Ca. 15.000 døde i fangelejrene som følge af sult og epidemier, medens mindst 10.000 blev henrettet.

Resultatet var en fundamental svækkelse af den finske arbejderklasse.

Men samtidig gav den brutale borgerkrig de borgerlige kredse blod på tanden efter krigen: arbejdet skulle gøres færdigt. Det gjaldt om også i årene efter borgerkrigen at forhindre arbejderklassen i at komme til fadet. I Finland gav det hårdt tilkæmpede nationale demokrati paradoksalt nok anledning til, at de anti-demokratiske kræfter kom til at stå relativt stærkt i mellemkrigstiden.

Men Finland stod ikke alene. Det øvrige Norden fulgte godt med.

Ligesom de nationalliberale i Danmark fik kolde fødder ved udsigten til demokrati efter Junigrundloven, fik borgerskab og storbønder i Norden kolde fødder i mellemkrigstiden. Udsigten til ”flertalsdiktatur” og ubeslutsomt ”partikævl” virkede skræmmende.

Demokratiet i fare

Overordnet må det slås fast, at demokratiet i de nordiske lande grundlæggende ikke var truet. Hverken af nazisme eller af fascisme. Det kan der angives en række grunde til, hvor man kan hæfte sig ved i det mindste fire centrale:

For det første, at meget af den kulturelle og symbolske gods, som fascinerede så mange mennesker i mellemkrigstiden overalt i den vestlige verden, og som bevirkede at de fandt interesse i fascisme og nazisme, blev i Norden brugt af politiske grupperinger som nok stod på højre fløj, men som samtidig var pro-demokratiske og ikke-fascistiske. Disse mennesker, der i Danmark var repræsenteret af ikke mindst højskolebevægelsen, kunne i deres foredrag og politiske taler tiltale den usamtidige bevidsthed, som i Tyskand blev skamredet af nazisterne. At netop disse politiske grupper kunne bruge samme kulturelle og symbolske materiale som de

"rigtige" fascister og nazister, bevirkede, at dette farlige kulturgods blev neutraliseret og afvæbnet, idet det fik en salonfähig legitimitet.

Paradoksalt nok var det den ganske intime kulturelle forbindelse mellem grundtvigianerne og fascisterne, som forhindrede fascismen i at vinde politisk fodfæste. Pladsen var allerede optaget, men af folk med et helt andet politisk formål end at gøre Danmark fascistisk.

Det samme gjorde sig gældende i Sverige. Her var der en også grobund for en nazificering, for så vidt som den svenske bondebevægelse nok kunne føle sig fristet af racetanker, men faren drev over, dels fordi de mest højrerabiate svenske gårdmænd allerede var selvstændigt organiseret i Bondeförbundet, som sørgede for idealiseringen af bondekulturen (Torstendahl 1969: 149 f), dels fordi den kulturnationale Blut-und Boden- ideologi i Sverige især var repræsenteret af Højre, hvilket i sin tur stod i vejen som en masseudbredelse; forehavendet blev opfattet som elitært, der ikke gjorde større indtryk på ”xxxxx-Xxxxxxxx” (Xxxxxxxxx 1985: 59).

Meget af dette gælder også for det mere fascisme-potentielle politiske klima i Finland i 1920'erne og 1930'erne. Det fik givetvis stor betydning, at det var den konservative præsident Xxxxxxxxxx, der stoppede og opløste den ultra-højre Lappo-bevægelse i 1932. Hans legalistiske grundholdning, som måtte resultere i et resolut forsvar for det finske demokrati, gjorde et stærkt indtryk på de politiske kredse, der ellers følte sig fristet til at følge de voldelige Lappo-bønders dystre forehavende.

For det andet må det også påpeges, at de nordiske lande som helhed var stabile og solide samfund. Det skyldtes først og frmmest den omstændighed, at alle de nordiske lande var præget af den stærke demokratiske tradition, som var et resultat af det "foreningsenevælde", der blev skabt i anden halvdel af 1800-tallet. Her blev folk fra barnsben skolet i domokratiske ledelsesprincipper, hvor megen potentiel utilfredshed og oprørskhed takket være dialogens elastiske membran og de praktiske opgaver, som skulle løses, blev kanaliseret ind i politisk-kulturelle baner, hvor man havde fornemmelse af indflydelse og medansvar. Det stærke fascistiske våben: at isolere og atomisere individet, havde vanskeligt ved at vinde fodfæste i samfund, der bestod af tusindvis af associationer, foreninger og forbund.

For det tredje var der i alle nordiske lande et vist samarbejde mellem land og by, mellem bønder og arbejdere: I Danmark havde der siden 1929 været en koalitionsregering mellem Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, dvs. et middelklasseparti med en udpræget konsensus-tænkning,

som også repræsenterede visse landbokredse. I Sverige regerede Socialdemokratiet siden 1932 sammen med Bondepartiet, efter først at have friet til de frisindede folkepartister i årene 1929-30 i håb om et nærmere samarbejde med venstrefløjen inden for de borgerlige partier (Cronenberg 1975). I Norge skete det samme i 1935, da Arbeiderpartiet ofrede sin traditionelt markante arbejderklassepolitik og blev et landsfaderligt "nationalt ansvarligt" regeringsparti, og da Bondepartiet samtidig fik kolde fødder i forhold til et samarbejde med Xxxxxxxx og blev mere tiltrukket af de realpolitiske muligheder i et samarbejde med Socialdemokratiet. I Finland fik Socialdemokraterne plads i Cajander- regeringen i 1937. Her havde regeringerne med enkelte undtagelser i 1920’erne ellers været domineret af bønder og erhvervslivskredse.

Denne konsensus-politik blev sammenfattet i begrebet ”Folkhemmet”, der var blevet udformet allerede omkring år 1900 af den socialkonservative professor og højrepolitiker Xxxxxx Xxxxxxx. Idéen hertil havde han formodentlig fra Norge, nærmere bestemt stiftprovst i Kristiania P. A. Xxxxxxx Læsebog for Folkeskolen og Folkehjemmet fra 1863 med dens betoning af den tætte forbindelse mellem hjem og nation centreret omkring autoritets- og lydighedsrelationer (Berggren 1989: 195 ff.). I 1930'erne blev begrebet omfortolket i retning af en national social- demokratisme, med vægten lagt på et socialt demokrati, hvor det i Norge hos bl.a. folkeoplyseren Xxxxxx Xxxxxxxx i højere grad havde været konciperet som led i skabelsen af et folkeligt-kulturelt, værdiorienteret kulturelt demokrati (Xxxxxxxx 1998: 93 ff.).

Den svenske udgave af folkehjemsforestillingen adskilte sig i politisk og samfundsmæssig henseende ikke meget herfra. Heller ikke den levnede megen plads til radikale løsninger på hverken højre eller venstre fløj og skabte grundlaget for en nationalisme, der som "velfærds-nationalisme" stod i modsætning til fascisternes og nazisternes "krigs-nationalisme", men som samtidig havde en ny kollektivisme som omdrejningspunkt. I Sverige kunne både radikalere som digterne ”De fem Unge”, der sluttede op om det nye, moderne socialistiske Sverige, og konservative hugaf’er som fx Xxxx Xxxxxxxx gå ind for både Stockholmsudstillingen 1930 og ”systemsolidariteten” som et grundlag for at bygge en ny slags fællesskab og solidaritet. Xxxxxxxx hyldede i en kantate skrevet til udstillingens åbning de nye tider på følgende vis:

”Så kan det förgångnas flöjtspel försonas

med motordån och maskinernas gny

Och dog där skönhet, som ej kunde skonas, Få våra fabriker skapa en ny.”

Selv von Xxxxxxxxxx lod sig rive med af både jernbaner, flyvemaskiner og radio som ny-karolinske forbrødringsmekanismer. Med sin lille Fiat kunne han rejse, hvorhen han ville, og derefter vende hjem til sit elskede Övralid ved Vätterns bred, der nu fremstod for ham som verdens midtpunkt (Kylhammar 1994: 28 ff).

Endelig må det fastholdes, at dyrkelsen af den højrepopulistiske nordiske helt – der ellers (jvf. nedenfor) ellers var så populær i mel- lemkrigstiden – aldrig for alvor slog igennem. Denne heltedyrkelse var opstået som en konsekvens af den opdagelse af kroppen, der fandt sted i Norden i årene op mod 1. verdenskrig (Xxxxxx Xxxxxxx 2000), sås bl.a. hos Xxxxx Xxxx, men måtte slås med ét stort dilemma. På den ene side var der tale om en fascination af før-moderne kultur med en åbenlys højtideligholdelse af gamle nordiske værdier såsom ære, energi, kraft og styrke som man kunne se den i den nordiske mytologi og i vikingeuniversets myter. På den anden side stod en helt igennem moderne kropskultur med en tydelig desinteresse i historien for så vidt som krop- pen her blev objektiveret og de-kontekstualiseret i sin institutionalisering som ren kropslighed. Fortidsdyrkelsens retorik om den stolte og individuelle frimand stod i skærende kontrast til det moderne urbant prægede masseopbud af kroppe ved gymnastikstævner og faneindmarcher etc. Denne konflikt mellem de to poler blev aldrig rigtigt løst (Xxxxxx Xxxxxxx 1999). Ikke af Xxxxx Xxxx; og da slet ikke af de nordiske nazister:

Nazisme, anti-demokrati og anti-parlamentarisme

I Sverige var der mange små nazi-partier. Det ældste, stiftet af dyrlægen Xxxxxx Xxxxxxxx, går endda helt tilbage til 1924 (Xxxxxxxxx 1985: 8), men selv det største af dem Nationalsocialistiska arbetarpartiet (NSAP/SSS), ledet af Xxxx Xxxx Xxxxxxxx kom aldrig til at spille nogen politisk rolle. Det nåede aldrig mere end 1 pct. af de afgivne stemmer ved valgene og blev aldrig repræsenteret i parlamentet. En bred national bevægelse blev der ikke tale om. Kun i Göteborg gjorde man sig bemærket.

I Danmark var situationen ikke meget anderledes. Xxxxxx Xxxxxx har fundet frem til hele 29 små nazi-partier; med DNSAP som det største (Djurså 1981: 17 ff.). Imidlertid: ved det sidste folketingsvalg før krigen

(1939) fik nazisterne i Danmark kun 1,82% af de afgivne stemmer (i alt ca. 31.000), og selv om partiet ved valget i 1943 kunne mønstre 2,1 pct. af stemmerne og havde omkring 21.500 medlemmer mod højst 5.000 i 1939, forblev partiet dog, med Xxxx X. Xxxxxxxxxx ord, en ”afgrænset politisk enklave eller subkultur” gennem hele sin eksistens og havde som image at være en ”ener” (Xxxxxxxxx 1995: 29). I Norge fik nazistpartiet NS 2,2 pct. af stemmerne i 1933, men dalede til 1,8 pct. i 1936. I Finland opnåede opnåede det fascistiske IKL-parti i Finland ganske vist 14 pladser i rigsdagen ved valget i 1936, men ved 1939-valget faldt man tilbage til 8 pladser og omkring 4 pct. af stemmerne, og i Island var nazisterne helt nede på 0,2 pct.

Men disse tal rummer ikke hele sandheden. Der var i Norden nemlig også markante højre-populistiske partier og sammenslutninger, som havde en betydelig indflydelse. Enten direkte eller indirekte. De var – i de fleste tilfælde - hverken nazister eller fascister, men flirtede med begge dele.

Enten ud fra en antidemokratisk eller ud fra en anti-parlamentarisk modvilje. Det første gjorde sig især gældende i Sverige og Finland; det sidste er især et norsk fænomen, medens Danmark også på dette område placerede sig et sted midt imellem. Her må det dog samtidig tilføjes, at den stærke anti-parlamentarisme i Norge med rødder helt tilbage til folk som Xxxxx Xxxxxx og hans ”bondevenner” ikke var modvillig overfor selve ideen om folkerepræsentation, som tilfældet var i de anti- demokratiske kredse. Snarere mente man, at Stortinget led af et demokratisk underskud. Disse bondevenner havde sit værdigrundlag i landbrugssamfundet og reflekterede en klasse i en truet situation og havde lige dele foragt for fremmede og for ”de høje herrer”. De mente, at folket ikke kom tilstrækkeligt til orde i Stortinget.

Selv hos Koht findes denne tanke: at det ikke er stortingsstyre, men folkestyre der er brug for. Der var med andre ord i Norge tale om en stærk radikal-demokratisk tradition ved siden af den anti-demokratiske tradition, som også gjorde sig gældende her (Xxxxxxxxx 1985: 43). Den udpræget kultur- og etnonationale sammenslutning Fedrelandslaget, stiftet 1925, var længe modvillig med hensyn til at blive en partiorganisering, da en sådan blot ville komme til at udgøre en parallel til de øvrige ”kævlende” partier. I stedet satte man sin lid til udenomsparlamentarisk aktivitet; og med en vis vægt: i 1930 var der, skønnes det, 100.000 medlemmer af organisa- tionen (Xxxxxxxxx 1985: 49). Det er denne tradition af anti-demokratiske, lunkne fascister, som her er i fokus, idet den både direkte og indirekte – i

modsætning til de egentlige nazistpartier - havde en vis indflydelse på det politiske begivenhedsforløb i de nordiske lande i mellemkrigstiden

Anti-demokratiske bevægelser - Norge

I Norge har der som påvist af Xxxxxxx Xxxxxxxx op igennem 1900-tallet været tale om en stærk skepsis overfor demokratiet, som dels har rod i Høyres modvilje i 1880’erne mod partisystemet, dels i en førerkult, der hyldede den store individualisme, først personificeret i myten om Xxxxxxxx som karismatisk folkefører og profet på samme tid, senere Xxxxxxxxx Xxxxxxxxx. Et sådant elitært syn repræsenteredes ikke mindst af Xxxxxxx Xxxxxx, der var under indflydelse af den kulturkonservative forestilling om degeneration og behovet for en vitalistisk vækkelse.

Sådanne tanker var dominerende i det kulturelle forum, som Xxxxx Xxxxxxxx har betegnet som Lysaker-kredsen (Xxxxxxxx 1993), og som fandt sit politiske ståsted i og omkring de ultra-konservative politiske samlinger Det frisindede Venstre og Fedrelandslaget, som Xxxxxx selv havde været med til at grundlægge i 1908/09 resp. 1925. Grundtanken var ved siden af parlamentarisme-skepsis behovet for en stærk mand, som var i stand til at tolke en fornuftig almenvilje og handle i overensstemmelse hermed (Angell 1994: 112). Han skulle kunne tilsidesætte tvivl uden tro og idealer og erstatte samtidens vellevned og servilitet med hærdelse, kraft og styrke. Det opnås bedst med den stærke mand som står i spidsen for den stærke regering baseret på faglig erhvervs- repræsentation, dvs. en sagkundskab som kan tilsidesætte den ”lirke-lurepolitik”, som kendetegner det kævlende lægmandsstyre (Xxxxxxxx 1969: 88ff.). I overensstemmelse hermed var der i 1926 vidtgående planer om at indsætte Xxxxxx i spidsen for en sådan fagfolks-regering i stedet for en regering, der var udgået af Stortinget.

Det er, som Xxxxxxxx påpeger, imidlertid ikke i sig selv en anti- demokratisk tanke at ville basere politisk ledelse på erhvervsbasis i stedet for en geografisk (Xxxxxxxx 1969: 143 f.). Det er det lige så lidt som firestandstanken, ifølge Xxxxx Xxxxxx, er uforenelig med en senere demokratisk samfundsopfattelse; fagforeningsvældet i det 20. århundrede taget i betragtning (Klinge 1996: 221). Men når denne tanke fører flere med sig, såsom kravet om en stærk mand og om kortere rigsdagssessioner etc., slår antiparlamentarisme let over i antidemokrati og tydeligere reaktionære og fascistiske træk. Dette var hvad der skete, da Bondepartiet med den traditionelle anti-parlamentarisme fra 1933 indgik i valgalliance med Fedrelandslaget, Frisinnede Venstre, Xxxxxxxx og nazistpartiet NS.

Dette samarbejde har Xxx Xxxx belyst i en perspektivrig artikel om drøftelserne 1934-36 om et egentligt samarbejde mellem disse to partier og flere andre på den yderste højrefløj. Det havde som drivkraft dels bøndernes økonomiske krise, dels kravet om en stærk regering, frygten for klassekamp og revolution og ønsket om en ny forfatning, der byggede på folkets erhvervsmæssige grupperinger, dvs. en korporation. Ligeledes så man gerne en genoptagelse af henvendelsen til Nansen i 1926 om at danne en apolitisk samlingsregering i håb om at rejse ”et folk fra kaos”. Bonde- partiet skulle så varetage land-interesserne, NS byernes. Og et samarbejde blev faktisk en realitet. Både ved stortingsvalget i 1933 og kommunalvalget i 1934 erklærede folk fra NS, at de ville stemme på Bondepartiet i de distrikter, hvor NS ikke opstillede, ligesom omvendt folk fra Bondepartiets presse gik ind som redaktører af NS-aviser (Blom 1972: 397).

Men festen varede kun kort. Samarbejdet blev ikke opfattet som en reel mulighed for at løse det betrængte landbrugs problemer. I stedet banede man vej for en Arbeiderpartiregering i håb om ad den vej at kunne undgå mindretalsparlamentarismen med de mange og ustabile forlig og i stedet opnå en stabil magt. Det lykkedes. Fem år efter Xxxxxxx død i 1930 havde det norske Arbeiderparti radikalt ændret kurs og var blevet et norsk folke- parti (Angell 1994: 129 ff.).

Det kan skyldes flere ting: i den ene ende af forklaringsspektret har vi en generel europæisk folkefrontspolitik, i den anden ende – på individplan

– en bevægelse fra neden, hvor mange arbejdere havde det svært med Ar- beiderpartiets lederes internationale linje. Mange arbejdere delte et ”borgerligt” nationalt tankegods og havde i øvrigt selv rødder i bondekulturen. Xxxxx Xxxx Xxxxxxx analyse af et nyt industrisamfund nord for Trondhjem i tiden 1930-60 viser, at virkeligheden ”fungerer ikke slik at man ved endring i produktionsmåte automatisk kaster bondekulturen av, og trekker indsustrikulturen på. Det er heller ikke slik at en i virkelighetens verden kan tegne op markante grenser mellom det industrielle og det ikke-industrielle” (Xxxxxx 1997: 211). Tilsvarende har Xxxxxxx Xxxxxxxx gjort gældende, at skiftet 1935 måske slet ikke var så stort som hidtil antaget. Ved Stortingsvalget 1927 og kommunalvalget året efter blev resultatet, at Arbeiderpartiet ikke kun blev landets største parti, men også det største i landdistrikterne. Xxxxxxxx ser da Arbeiderpartiets regeringsdannelse mere som en kontinuitet end som et

brud og påpeger den betydelige Venstreandel i denne regering. Tilsvaren- de betoner han, at rød-muldsregeringen personligt og kulturelt i høj grad havde rod i Fjeld- og Fjord-Norges radikal-demokratiske og ”frilynte” politik-traditioner (Xxxxxxxx 1999: 176). Det understregede yderligere fornemmelsen af, at folket, dvs. hele den brede befolkning, endelig var kommet til magten.

Under alle omstændigheder: Rød-muldregeringen i 1935, der blev fejret med det store bonde- og arbejderoptog i Oslo 2. juni 1935, blev startskuddet til en stabil magt. En magt der blev så stærk, at Xxxx Xxxx Xxxx en menneskealder senere kunne tale om den norske étpartistat (Seip 1974). Det er givetvis en overdrivelse, men man må huske på, at det norske Arbeiderparti i sit program ”Framtidens Norge” fra 1944 også havde planer om en treleddet korporativ model for udviklingen af et politisk og økonomisk demokrati. Det skulle være baseret på et princip om organisering ud fra erhverv med Statens Råd for Næringslivet som skulle være ”det norske folkets generalstab på det økonomiske området” (Knutsen 1994: 165). Denne anti-parlamentariske tendens blev dog aldrig realiseret. Højrefaren blev afværget, og man kunne hellige sig nye sam- fundsmæssige opgaver i både demokratisk og parlamentarisk ånd.

Anti-demokratiske bevægelser - Finland

I Finland var der i mellemkrigstiden tale om tre betydningsfulde højrepopulistiske bevægelser: Lappobevægelsen og Skyddskårsbevægelsen på landet og AKS - med underafdelingen Xxxxxx Xxxxxx som hemmeligt brødreforbund - i hovedstaden (Klinge 1988: 242 ff.). Af disse var Lappobevægelsen den eneste, som optrådte med direkte samfundsomstyrtende planer

Lappobevægelsen var en stærk nationalistisk og anti-kommunistisk or- ganisation stiftet i Lappo i Österbotten, kerneområdet for Mannerheims nedkæmpelse af den røde garde under borgerkrigen 1917-1918 (Ylikangas 1995) Bevægelsen fik under ledelse af Xxxxxxx Xxxxxx vind i sejlene sidst i 1920'erne; bl.a. i bitter skuffelse over, at det Finland, man som højrefløjsfolk havde kæmpet for i borgerkrigen, i løbet af 1920’erne blev styret af centrum-venstrefolk (Xxxx-Xxxxxx 1970). I foråret 1930 smadrede man kommunistavisen Työn Äänis trykkeri i Vasa og ved den efterfølgende retssag blev to-tre af vidnerne korporligt angrebet, ligesom kommunisternes advokat, xxxxxxxxxxxxxx Xxxxx Xxxx, blev kidnappet og ført til Lappo i bil. Senere på året organiserede man et såkaldt "bondetog"

til Helsingfors, hvilket førte til opløsning af rigsdagen og kraftige forholdsregler mod kommunisterne. Lappobevægelsen eskalerede så yderligere i sin anti-demokratiske politik og gik i stigende grad over til fy- sisk vold, som bl. a. omfattede såkaldte "køreture", dvs. kidnapning, bank og kørsel i bil til den russiske grænse, hvor man så blev smidt af; i alt ca. 225 hvoraf nogle resulterede i mord. I 1932 kulminerede optøjerne med et såkaldt revolteforsøg i byen Mäntsälä udenfor Helsingfors, hvor en skare på op mod 500 mere eller mindre brændevinsberusede Lappofolk gik til angreb på et arbejdermøde i det stedlige Folkets hus og et par dage senere udsendte en proklamation om et regeringsskifte. Herefter blev bevægelsen stoppet af hæren efter påbud fra den konservative præsident Xxxxxxxxxx. Hans kompromisløse hegeliansk inspirerede tro på etatisme-demokrati kunne ikke tolerere den österbottniske selvhjulpethed, der var endt i en lovløs kamp for at vælte en demokratisk republik med dens demokratisk valgte præsident og regering (Vares 1999: 469). At man var gået så langt som til også at bortføre den tidligere præsident Xxxxxxxxx og hans hustru var sandsynligvis det, der slog hovedet på sømmet. Xxxxxxxxx havde op igennem 1920’erne stået for en konsensuslinje, der havde godt blik for borgfredsnødvendigheden (Hentilä 1999). Xxxxx blev ikke bedre af, at hærens tidligere generalstabschef K. M. Xxxxxxxxx var indblandet i denne kidnapning. Adskillige af Lappobevægelsens ledere blev arresteret og fængslet, og bevægelsen forbudt; medens de menige medlemmer ikke blev retsforfulgt. Xxxxxxxxxxx og hærchef Xxxxx Xxxxxx beslutningsdygtighed spillede en afgørende rolle, men mindst lige så vig- tigt blev det, at Skyddskårsrörelsen, efter en vis tøven, også holdt sig i skindet. Uden den kunne ingen Højre-revolte lykkes i Finland (Hentilä 1999: 163).

Det finske demokrati med andre ord holdt stand og gik paradoksalt nok styrket ud af Lappo-epoken. Der er gode grunde til at tilslutte sig Xxxxxx Xxxxxxxxxx konklusion, at medborgersamfundets modstandskraft mod højrekræfter blev forstærket (Meinander 1999: 118)

Lappo-bevægelsen blev ganske vist efterfulgt af den fascistiske IKL- bevægelse (Fædrelandets folkebevægelse), som fik fjorten pladser i rigsdagen i 1936, men trods alt var i Finland som i Norge den værste sky over demokratiet drevet væk. I 1937 fik også Finland sin rød- muldsregering, og da Vinterkrigen brød ud samledes først arbejdsgivere og arbejdere i samforståelse med den berømte ”januarforlovelse” fra 1940, ligesom socialdemokrater og skyddskår stiftede borgfred en måned

senere. Socialdemokratiets ungdomsforbund tilkendegav, at man skulle se med udogmatiske øjne på både Italien og Tyskland.

Anti-demokratiske bevægelser - Sverige

I Sverige opererede partiets Højres ungdomsorganisation selvstændigt efter 1934, og på grund af en synlig nazificering af organisationen gennem den sidste del af 1930'erne var et skisma med moderpartiet uundgåeligt, hvilket i sin tur forårsagede yderligere en højredrejning af med en evident fascistisk tone, der påkaldte selvopofrelse, heroisk uselviskhed og "front mod klassekampen i alle dens udformninger", som det allerede hed i organet Nationell tidning sommeren 1933 (Berggren 1995: 131). Og selv om den nazistiske ideologi aldrig vandt virkeligt fodfæste i Sverige, er det frapperende at konstatere, at spørgsmålet om ”entartete Kunst” spillede en rolle i Sverige så tidligt som i april 1935, hvor nazisten og grossereren Er- hard Xxxxxxxx gik til angreb på maleren og skulptøren Xxxx Xxxxxx og beskyldte ham for sygeligt sexuelt svineri i sin kunst, og hvor et af nazi- tidsskrifterne, Sverige Xxxxx, ligeledes så tidligt som i 1935 mente, at hvis "Bror Hjorth-problemet" var forekommet i Tyskland, ville det være blevet løst med en tur i en koncentrationslejr (Gustavsson 1997: 223 f.).

Men ikke kun nazister og vildfarne unge hedsporer havde et horn i siden på kunstnerne. Også i den socialdemokratiske arbejderbevægelse var man påvirket af den slags anskuelser. Den daværende ecclesiastikminister Xxxxxx Xxxxxxx fra Socialdemokratiets venstrefløj sørgede i 1937 for, at den socialdemokratiske regering forkastede en ind- stilling fra en enig ekspertgruppe om indkøb til Nationalmuseet af xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxx billede Uppbrottet med den begrundelse, at billedet var ”entartet” (Xxxxxxxxx 1992). Her har man et forvarsel om, at den demokratiske ytringsfrihed ikke længere var noget, der skulle forsvares som en hårdt tilkæmpet ret. Demokratiets opgave var snarere at beskytte borgerne mod afvigelser og irrationelle fejlskud i håb om en tilsvarende loyalitet fra deres side.

Derudover adskilte den svenske nazisme sig fra de andre former for nordiske nazisme ved at lægge mere vægt på race-biologien. Samtidig var man mere socialistisk orienteret og mere optaget af arbejderklasseproblemer end i de andre lande (Lööw 1990: 211 ff.). På

den anden side må man fastholde, at der også i Sverige var et vist samarbejde mellem bønder og nazister. Som Xxxx Xxxxxxxxxxx konkluderer i sin bog om højrepopulismen i Sverige i mellemkrigstiden, er det i det hele taget tvivlsomt, om man kan trække en ideologisk skillelinje mellem nykonservatismen som helhed på den ene side og nazisme og fascisme på den anden side. Forskellen mellem dem lå måske i virkeligheden snarest i den vitalistiske handlingsfilosofi (Xxxxxxxxxxx 1969: 206 f.). I den forbindelse kan man nævne, at i 1933 havde rigs- dagsmedlem Xxxxx Xxxx Xxxxxxxxx fra Bondeförbundet krævet, at den ansvarlige minister skulle sørge for at afslå inkøbet af et andet billede af Xxxx Xxxxxxx til Nationalmuseet (Xxxxxxxxx 1992: 12).

Som helhed fortæller dette "Kylberg-problem", at grænsen mellem manifest og latent nazisme var ganske porøs, og at grænsen mellem højrepopulisme og socialdemokratisme ligeledes var det. Xxxxxx Xxxxxxx, manden der skabte begrebet ”Folkhemmet”, havde mange arvtagere, som altså også havde samme rod. Xxx Xxxxx Xxxxxxx syntes, at det var irriterende, at Xxxxxx lagde beslag på betegnelsen ”nationalsocialisme”, for den betegnelse passede i virkeligheden også som fod i hose til den svenske Socialdemokrati (Xxxxxxx 1993: 164).

Det var ikke unaturligt, at også Sverige fra 1933 var vidne til et rød- muldssamarbejde mellem socialdemokraterne og Bondeförbundet; et samarbejde som i Sverige indebar den store modernisering af landet, der bestod i en social nationalisme; også kaldet velfærdsnationalismen.

Kendetegnende for den var, at det blev Socialdemokratiet som erobrede tolkningsretten til begrebet ”folk” (Xxxxxx 1992: 114). Det gamle slægtled af Branting-socialdemokrater – folk som Xxxxxx Xxxxx, Xxxxxxxx Xxxxxxxx, Xxxxxx Xxxxxxxxx – havde med sikringen af stemmeretsreformen i 1921 udtømt deres kræfter. Nu skulle et nyt slægled, under ledelse af realpolitiske pragmatikere som Xxx Xxxxx Xxxx- xxx, Xxxxxx Xxxxxxx, Xxxxxxx Xxxxxxx og Xxxxxx Xxxxxx demonstrere magtens kunst (Xxxxxxxxx, Xxxxxxxxx og Xxxxxx 1994: 150). Det skulle få stor indflydelse på demokratiet i Sverige med afsmittende virkning i Norden som helhed.

Anti-demokratiske bevægelser - Danmark

Mest indflydelserig af alle højreorienterede personer i Danmark var utvivlsomt forstanderen på Ollerup Gymnastikhøjskole, den fascistiske

Xxxxx Xxxx (1880–1950). Hans kombination af ultrahøjre-tanker og kropskultur påvirkede tusindvis af unge mennesker fra landet i 1920'erne og 1930'erne. At de alle blev fascister som Xxxxx Xxxx, er der er næppe grund til at tro, men det er givet, at de efter endt kursusophold er vendt tilbage til deres virksomhed som delingsførere ved forsamlings- husgymnastikken med en hel del højreorienteret tankegods i bagagen.

Propagandaen var massiv i Ollerup. I de såkaldte "Breve til eleverne" hyldede Bukh åbenlyst de fascistiske idealer, og rejserne til lande som Tyskland, Japan og Sydafrika kan næppe have undgået at gøre et vist indtryk på de menige gymnaster, som deltog. Under alle omstændigheder ligger det fast, at partiet Venstre, der var landbrugernes parti, også var det parti ved siden af DNSAP og Bondepartiet, der ivrede kraftigst i fordøm- melsen af modstandsbevægelsens sabotagehandlinger, som kunne true den danske samarbejdspolitik overfor tyskerne under besættelsen. Det er ligeledes en kendsgerning, at Venstres leder Xxxx Xxxxxxxxxx var den, som efter krigen forhindrede, at Xxxxx Xxxx blev draget til ansvar for sit fascistiske engagement.

Nok så afgørende blev det imidlertid, hvorledes de toneangivende grundtvigianere, der kunne siges at befinde sig i en demokratisk risikozone, stillede sig til demokratiet, det nationale og fascismen.

1930'erne var vidne til en hård strid inden for højskolebevægelsen mellem "humanisterne", dvs. de kredse som inddrog videnskaben som legitim samarbejdspartner, og "mytologerne" der ikke brød sig en døjt om videnskaben, men forfægtede den grundtvigske udlægning af den nordiske mytylogi som sandheden (Ægidius 1992). Dette sidste synspunkt stod bl.

a. folk som Xxxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxx for. Xxxx Xxxxxx havde i 1921 oprettet Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord som et nationalt brohoved mod syd. Hans højskole var bygget på tanken om, at skolen skulle ledes en én stor personlighed, omkring hvilken så en række faglærere fylkede sig. Et autokratisk ledelsesprincip lå ham ikke fjernt. Det burde derfor ikke have været nogen overraskelse, at Xxxx Xxxxxx i 1933 i højskolens årsskrift skrev en artikel med titlen "Vaarbrud", hvori han begejstret hyldede de nye tider syd for grænsen. Der blev her også talt om både xxxx og blod og om hjemstavnsret (Xxxxxxx 1992: 89 f.). I samme årsskrift var der en artikel af Xxxxx Xxxxxxx, der under overskriften ”Arv og Race” også afspejlede en vis flirten med nazistiske tanker. Nazister blev Xxxx Xxxxxx og Xxxxx Xxxxxxx imidlertid aldrig. Det forhindrede nationalismen dem i. Modviljen mod Tyskland var større end

begejstringen for fascismen. Det samme gjaldt for hovedparten af deres tilhængere. Men både antihumanismen, antiindividualismen, antirationalismen og antiintellektualismen havde de fælles med nazismen.

Både den ikke-fascistiske grundtvigianske bevægelse, den fascistoide Xxxxx Xxxx og de rendyrkede nazister brugte en højstemt "nordisk" retorik. Den nazistiske ideologi havde en række kerneværdier til fælles med grundtvigianismen, og som Xxx Xxxxxxxxx har formuleret det, var det for nogle højskolefolk, fx Bukh, svært at tage afstand fra Xxxxxx, fordi man så også måtte problematisere Xxxxxxxxx (Korsgaard 1997: 319).

Men vold og krigsromantik sagde ikke grundtvigianerne noget. Det skal ses i lyset af dels deres indstilling til statsmilitarisme, som de ikke kunne fordrage, dels deres syn på demokratiet. Her rokkede grundtvigianerne sig ikke, men nærede vedvarende en udtalt modvilje mod og foragt for fysisk magt. Denne ikke-militaristiske og i visse kredse endog pacifistiske grund var uforenelig med krig og fysisk magt. Xxxxxxx slagsmål ville man gerne tage, men ikke fysiske (Korsgaard 1986).

Dialogen og, i værste fald, skænderiet, skulle være konfliktløsning; ikke kroppens tale. Skulle man endelig have en stærk mand, måtte det hellere være én, som besnakkede end bankede folk på plads...

Trods fælles idealer, fælles ord- og symbolforråd og fælles fjender i både socialister, liberalister og åndløse materialister kom det derfor aldrig til et egentligt politisk samarbejde mellem grundtvigianere og fascister.

Grundtvigianerne som bevægelse gav - trods visse betænkeligheder - ikke køb med hensyn til demokratiet. Højskolernes årsskrifter 1933 afviste generelt nazismen. De fleste med begrundelser i det nationale og i en af- standtagen fra tvang og ufrihed. Flere af dem også p. gr. af nazismens racetanker (Nissen 1994: 183 ff.). På et stort møde i april 1934 i Odense, med 1500 tilhørere, blev tingene sat på plads: frihed og folkestyre skulle være idealet, man skulle tage sig i agt og ikke lade sig narre af frihedens fjender. Det indebar i det store og hele et forsvar for demokratiet, medens synet på parlamentarismen var langt mere tøvende. Mange af høj- skolefolkene, som var Venstrefolk, havde som i Norge svært ved at acceptere den socialdemokratiske regerings ”flertalsstyre” som det blev kaldt, med dens krisebekæmpende reguleringspolitik, socialpolitik og klassepolitik (Nissen 1992: 654 f.).

Men trods modstand mod Socialdemokratiet og De radikale Venstre og til trods for et forsvar for ”minimalstaten” blev der ikke tale om et samar- bejde mellem de menige grundtvigianere og fascister og nazister, hverken

før eller under krigen. Ganske vist havde de grundtvigianske ungdomsforeninger det svært med modstandsfolkene og sabotagen, men kun ganske få steder fraterniserede man med nazisterne (Xxxxxxx Xxxxxxxx 1993). Det skyldtes måske mest af alt, at de var tyskere. De mange fællestræk på kulturplanet stod i for høj grad i modsætning til de politiske og nationale forskelle. Men samtidig var det formodentlig den omstændighed, at grundtvigianismen mere end nogen anden -isme havde så meget ”snavs på hænderne” i form af værdier og symboler fælles med højreradikalismen, der forhindrede nazisme og fascisme i at trænge frem. Pladsen var optaget i forvejen. Og på det parlamentariske plan havde også Danmark i 1933 fået sin rød-mulds alliance.

Masse-politik fra højre til venstre

Ikke mindst de nordiske Socialdemokratier kunne bruge denne kamp mod anti-demokratiet til et forsvar for et nyt demokrati, men var samtidig interesseret i at trække på erfaringerne fra en række af de totalitære mo- derne massemobiliseringer. Flere norske historikere har citeret Xxxxx Xxx for følgende udsagn: ”Vi finleste Mein Kampf for å se hvilke metoder de tyske nazistene brukte for å rive folk med sig” (Pryser 1988: 162, Xxxxxxxx 1998: 346). Det danske Socialdemokratis chefideolog m. h. t. demokrati Xxx Xxxx, hvem ingen ellers med rimelighed kan beskylde for totalitaris- me, skrev i bogen Dagen og Vejen fra 1942:

”Nogle Aar tilbage opholdt jeg mig adskillige Maaneder i Italien. Nu var jeg ikke paa Xxxxxxxx sympatisk indstillet overfor Xxxxxxxxxx styre, men der var eet Punkt, hvor det imponerede mig; det var naar Talen drejede sig om Ungdommens Opdragelse. Med en beundringsværdig Energi havde man taget hele dette Problem op. Og hvad man ikke har gjort i Italien, der er gjort i Tyskland og Rusland, og Arbejdet har saa vist ikke været uden Frugt. Ikke altid en Frugt, vi misunder dem, men en Frugt der ikke er til at tage fejl af” (Koch 1942: 44).

Xxx Xxxx var alt andet end fascist. Tværtimod én af et danske demokra- tiske folkestyres fornemste forsvarere, men inspirationen fra totalitære styreformer, der formår at begejstre, forandre og udvikle deres befolk- ninger, er ikke til at tage fejl af. De totalitære styreformers ungdomsop- dragelse med dens dyrkelse af energi, offervilje og dymnamik, var nok – i sin form – værd at tage ved lære af. Her er man langt fra det legalistiske

rettighedsdemokrati, som Xxx Xxxx også ved flere lejligheder senere i sit politiske forfatterskab tog afstand fra som værende for minimalistisk. Om end en conditio sin qua non. Langt mere interesserede han sig for et ”proces-demokrati”, hvor gryden skulle holdes i kog og befolkningen mo- biliseres. Ikke imod demokratiet som ved fascisme og nazisme, men for demokratiet. Men trods det var der her kortere afstand til de nye masse- mobiliserende højrepopulismer end til de traditionelle reaktionære, der både foragtede masser og statsmagt og derfor satsede på demobilisering af masserne. Fascisterne derimod signalerede respekt for masserne og ”folket” og levede af at mobilisere nedefra. De hørte til grundlæggende til i en æra med demokratisk og folkelig politik, hvor folket møjsommeligt havde tilkæmpet sig demokratiet og derfor ikke ville give slip på det (Hobsbawm 1997: 131 ff).

Sådan var situationen også i Norden; her var demokratiet tilkæmpet og havde, trods angreb fra højresiden, stor legitimitet. Men man havde – udover Xxxxx Xxxx og den kortlivede Lappobevægelse - ikke en politisk kultur i 1930’ernes Norden, som kunne mobilisere masserne. Og da slet ikke i demokratisk øjemed; til forsvar for demokrati og parlamentarisme. Dette blev derfor en væsentlig opgave for demokrati-apologeterne. Det var ikke nok at slå vagt om demokratiet som formelt system. Der var også brug for en social og kulturel tilslutning.

På den baggrund er det nok en tanke værd, om ikke de nordiske landes moderniseringsprogrammer i sidste halvdel af 1930’erne og igen efter 1945 er vidnesbyrd om, at man ikke kun lagde afstand til fascismen og na- zismen, men også tog ved lære. Normalt er det grundtvigianerne i Dan- mark og de reaktionære højskolefolk i Norge, der må stå for skud for be- skyldninger om ”den brune fare”. Men måske er sagen også den, at demo- krati-forfægterne netop indså styrken i det nye højres evne til at begejstre og i inspiration heraf mobiliserede masserne i opslutning om det nationale fællesskab, som i Norden var og forblev demokratisk.

Xxxx Xxxxxxx er i sin bog Den mörka kontinenten – i forlængelse af Hobsbawms tanker – inde på en nyttig skelnen mellem det gamle og det nye højre (Mazower 2000: 44 ff.). Førstnævnte ville vride uret tilbage til en førdemokratisk elitistisk æra. Denne reaktion, som i Europa repræsenteres af folk som Xxxxxxx, Xxxxxx, Xxxxxxxxx, Xxxxxxxxx og Xxxxxx, forfægtes i Norden ikke mindst af Lappobevægelsen i Finland, hvis bondetog til Helsingfors 1930 mere giver mindelser om den svenske bondetog til kongeslottet 1914 end til Mussoloni 1922, samt i nogen grad

af det elitistiske Frisinnede Venstre og Fedrelandslaget og det folkeligt- reaktionære Bondeparti i Norge. Begejstringen for demokratiet var mådelig og lysten til at anvende parlamentariske kanaler ikke synderlig udtalt; hos de kontinental-europæiske politikere ovenfor endog direkte fjendtlig.

Det nye radikale højre kom derimod i Italien og Tyskland til magten gennem valg og den parlamentariske proces. Her drejede det sig ikke om at holde masserne nede, men om at mobilisere dem. Xxxxxx påpegede over- for kansler Brüning, at ”al grundlæggende magt udgår fra folket”. Denne massemobiliserende kraft er intetsteds i Norden stærkere eller mere per- formativt synlig i landskabet end i Xxxxx Xxxxx gymnastik, der ganske vist fortrinsvis mobiliserede bønderkklarle, men gjorde det ultramoderne og ”industrielt”; til stor forbitrelse for de grundtvigianske gymnastikfolk, der så med foragt på de åndløse maskinkroppe fra Ollerup.

Xxxxx Xxxx blev nazist. Så langt nåede hverken Lappobevægelsen, idet den blev forbudt, inden samarbejdet med det nye højres organisation Ex- portfred for alvor kom i gang, eller Bondepartiet i Norge som trods alt ikke ville undsige demokratiet, og på den måde står han isoleret som den eneste højrepopulist, der kunne rejse en folkelig bevægelse. - Imidlertid var han ikke den eneste i Norden, som tog del i læreprocessen:

Det er næppe nogen tilfældighed, at fremtrædende socialdemokrater som Xxxxx Xxx i Norge og ægteparret Myrdal i Sverige var begejstrede tilhængere af Gallup-undersøgelser til pejling af folkestemningerne. I bogen Kontakt med Amerika slår sidstnævnte fast, at prøveafstemninger er et glimrende middel til at gøre demokratiet mere ”effektivt”, bl. a. hvad angår spørgsmål om. De kan bidrage til at sikre almenhedens interesser frem for særinteresser og medvirke til – som det hedder – en ”rensning” af partikularistiske tendenser socialpolitik (Myrdal og Myrdal 1946: 60 ff.). Eller rettere sagt: i ønsket om at sikre politisk legitimitet satsede man på en mobilisering af befolkningen i kombination med universelle kriterier for såvel politisk deltagelse som sociale rettigheder (Hettne, Sörlin og Østergård 1998: 56). Ligesom Myrdal’erne drog også Xxxxx Xxx til Amerika for at gøre sig erfaringer med, hvorledes oplysning og massepropaganda kunne forenes i en god sags tjeneste; bl.a. i form af en effektiv partipresse (Xxxxxxxx 1998: 347 ff.).

Det karakteristiske rød-muldssamarbejde, der så dagens lys i alle nordiske lande i 1930’erne, muliggjorde en drejning bort fra minimaldemokratiet med en minimalstat, der alene sikrede individets

rettigheder. I stedet bevægede man sig i retning af det, Xxxxx Xxxx har kaldt det udviklende demokrati med en langt højere grad af indgriben i borgernes anliggender og adfærd, hvor staten agerede enten direkte eller indirekte forsørger eller aktiv regulator og garant for social sikkerhed og tryghed (Held 1996: 99).

Det gjorde sig ikke mindst gældende i Sverige. Her faldt det demokratiske gennembrud med forfatningsreformen i 1918 sammen med et vigtigt politisk kursskifte hos det svenske Socialdemokrati, som på sin ellevte kongres i 1920 vendte sig bort fra en generel socialisering i retning af en pragmatisk politik. Det indebar, at man ikke længere opererede med stats- eller samfundsovertagelse af de privatejede produktionsmidler, men med en idé om industrielt demokrati, der som sin væsentligste pointe havde dels en fordeling af det producerede overskud, dels en bestræbelse på at højne (industri)arbejdets status. Det indebar at interessen blev rettet bort fra politiske visioner vedr. produktionen i retning af henholdsvis en teknisk-rationel produktionsøgningspolitik på kapitalistiske vilkår og en administrativ politik med fordelingsambitioner på konsumtionsområdet.

Folket blev til en befolkning, der producerede flittigt og konsumerede flittigt. Den funktionssocialistiske målsætning var – ud fra et generalitets- princip - at bistå alle borgere med sociale ydelse af høj kvalitet (Xxxxxxxxx 2000: 19). Det indebar en ændring af politikkens væsen – bort fra en position som en særlig uddifferentieret størrelse, der var forum for en idédebat, i retning af mange forskellige slags administrative politikker: uddannelsespolitik, boligpolitik, familiepolitik, sundhedspolitik – og socialpolitik.

Det var noget befolkningen kunne lide, for de gamle dårlige tider levede stadig i mands minde. Xxxxxx Xxxxx stødte i 1853 på en af sine talrige rejser rundt om i Norge på et ungt par, der ved deres giftermål ikke ejede andet end noget mel, som manden havde fået af sin bedstemor og som han havde båret hjem i sin hattepuld plus én træske til at spise grøden med (Xxxxxxxx 2000: 147 f.). I 1930 kunne Xxxx Xx-Xxxxxxxxx vandre rundt på Stockholmsudstillingen og ”lade det nye tiårs sol skinne på sin isse” i sikker forvisning om, at han ville få et bedre liv end hans far, der var analfabet. Hans forfatterkollega Xxxxx Xxxxxxxxx (født 1904) havde i sin barndom været udliciteret som ”sognebarn”. Da han efter seks års sømandsliv steg i land i Göteborg i 1927, var han stadig ludfattig og vandrede derefter til fods til Stockholm, hvor han først boede udenfor Skanstull i et hjemmelavet telt af sejldug og derefter, da frosten begyndte

at bide, gik over til at sove i ulåste biler med det resultat, at han altid var stiv i nakken (Xxxx 1965: 26). I Danmark har vi i Xxxxx Xxxxxxxxxxx bog Sultegrænsen et bevis for, at de tider ikke lå langt tilbage, hvor fattigfolks børn led af vårhunger, og hvor smør på brødet ikke var et problem, men en mangelvare. Den slags mennesker kunne man godt sælge socialpolitik til; som gave - med pligter.

Overgangen til forbrugsdemokrati

Men som led i dette skift fra politisk politik til socialpolitik ændrede demokratiet samtidig karakter: nu var demokratiet ikke længere en ret, men en pligt. I lyset af de totalitære farer til både højre og venstre måtte man nu stå sammen om at undgå nazisme- og kommunismeflirt og om at fremme en opdragelse til demokrati. Demokrati skulle nu ikke længere dreje sig om en legalistisk styreform, baseret på folkets suverænitet, men om livsform. Som Xxx Xxxx udtrykte det: ”Folkestyret er ikke et politisk System, men en form for menneskeligt Fællesliv” (Koch 1942: 42). Det krævede imidlertid at tingene blev lagt til rette for dette fællessliv, som befandt sig i det, Xxx Xxxx betegnede som en opdragelseskrise (Koch 1942: 41). Derfor skulle der opdragelse til.

Denne var kendetegnet af to væsenstræk: for det første at udgangspunktet for demokrati måtte tages i vores kropslige liv, i den omstændighed at vi alle skylder Vor Herre en død. Virkeligheden ligger ikke forude eller bagude, men her. ”Den må på en eller anden måde være præget af at vi skal dø, og den må altid have noget med medmennesket at gøre”, skrev Xxx Xxxx i et politisk forsvar for sin højskole i Krogerup nogle år efter krigen (Koch 1963: 57 ff.). Denne tanke om et kropsligt demokrati er i fuldgod overensstemmelse med hans tanker i den berømte kronik ”Ordet og sværdet” fra 1945, hvor han forsvarer Sovjetunionens satsning på det, han kalder ”økonomisk demokrati”, med at nu er fundamentalt og en nødvendig forudsætning for et politisk demokrati, at ”mennesket får en ordentlig føde, har sunde boliger, klæder på kroppen og økonomisk tryghed” (Koch 1963: 21f.).

For det andet i tanken om, at demokratiet var i bestandig udvikling. I Dagen og Vejen hedder det: ”Grundtanken i det hele er jo netop den, at ingen af os har Ret” (Koch 1942: 25). Dette lidt kryptiske udsagn skal formodentlig forståes på den måde, at vi som et mindstemål nok har rettigheder, men (endnu) ikke patent på sandheden. Det er en grundtanke,

der er væsensbeslægtet med den Hägerstand’ske samfundsfilosofi, der fik afgørende indflydelse på Myrdal’erne i Sverige og deres samfundsingeniørkunst. Som Xxxxxxx Xxxxxxxxx har pointeret, lå denne pragmatiske og værdinihilistiske samfundsfilosofi milevidt fra fx den finske formalistiske og legalistiske 1800tals-tradition, som Xxxx Xxxxx- ström nok kendte, men også tog afstand fra (Xxxxxxxxx 1997: 153 f.).

Xxxxx sit senere noget blakkede ry var Xxxxxxxxxx en ultramoderne samfundstænker og demokratiforfægter, der på et meget tidligt tidspunkt indså nødvendigheden i overgangen til et nyt demokratisyn.

Dette samfundssyn blev via Myrdal’erne til realpolitik. I deres opfattelse, som i Xxx Xxxxx, var det offentliges pligt til at varetage befolkningens tarv og tilsvarende afkræve et demokratisk sindelag og en demokratisk adfærd, centralt. I deres bog om USA's forandring under New Deal skriver de (i dansk oversættelse):

”Man har akcepteret, at det Offentlige ikke blot optræder som finansiel Mellemmand, men også omlægger og i mange Tilfælde organiserer baade Forbrug og Produktion” (Myrdal og Myrdal 1946: 172).

I det hele taget er det interessant at anskue Myrdalerne som et konglomerat af en ny radikal amerikansk vision om et mere socialt ansvarligt demokrati og en patriarkalsk statsorganiseret befolkningsomsorg. Grundtanken hos dem var at gøre demokratiet mere ”effektivt”, baseret på såvel værdirationelle som målrationelle retningslinjer, hvor det formålsrettede er det værdifulde, og det værdifulde er nyttigt. Man kunne kalde det en hegelianisme af lavere orden, for så vidt som det hviler på forestillingen om fornuftsbrug, ikke om en realisering af fornuften. Sigtet er pragmatisk, og fornuften ses som et resultat af historien, ikke som en forudsætning for fornuften (Hertzberg 1997). Af den grund blev mødet med USA en åbenbaring. Her mødte man kolleger, der gjorde gældende, at miljø, opdragelse og pædagogik er alfa og omega. I erkendelse af, at tilværelsen og samfundet er ”machbar”, hvis man arbejder visionært og resultatorienteret blev Myrdalerne inspireret til ”folkeuddannelse” som tidens løsen; dvs. ikke folkeoplysning som i 1800- tallets nationale vækkelses- eller refleksivitetsudgave, men som et stort anlagt social ingeniørskunst-arbejde. Myrdalerne lægger i deres bog Kontakt med Amerika ikke skjul på deres begejstring for gallupundersøgelser: Her får man direkte besked; metoden hviler på et

eksakt videnskabeligt grundlag og er funktionsduelig og nem (Myrdal og Myrdal 1946: 56 ff.).

Imidlertid må man ikke glemme, at Myrdalerne ikke var politiske analfabeter, da de kom til USA. Xxxxxx Xxxxxx havde i sin studietid stiftet bekendtskab med Xxxxxx Xxxxxxxx patriotiske og statskonservative tanker om, at individet måtte underordne sig staten og kollektivet; i nationens navn (Xxxxxxx 1994: 133 f.). Det foranledigede allerede i 1920’erne Myrdal til at indse, at Højres traditionelle overklassekarakter måtte erstattes af en politisk bevægelse, der under bibeholdelse af en elitær omsorg for befolkningen henvendte sig til masserne, herunder ikke mindst kvinderne. Myrdalernes epokegørende opdagelse var da at forene amerikansk teknologiseret politik med svensk bondepatriarkalisme. I Kontakt til Amerika skriver de, at udgangspunktet må være den ”gamle bondedemokratiske Idé, at det helt almindelige Menneske begriber og behersker Politik"”(Myrdal og Myrdal 1946: 67). Med den vigtige tilføjelse, at et sådan form for demokrati måtte udvikles, og at alle ikke kan ”gaa rundt og bestemme alt i Samfundet”. Befolkningen måtte både høres og uddannes – og have dygtige ledere. Lydhørhed og vision skulle gå hånd i hånd – i erkendelse af at målet lå et sted forude i det ”lykkelige, dvs. fornuftige samfund”.

I Danmark var Xxx Xxxx inde på lignende tanker som Myrdal’erne. Han tog kraftigt afstand fra tanken om, at flertallet har ret (Koch 1942: 25). I det hele taget handler demokrati ikke om ret, men om at samtale og fordele med henblik på at opnå en videreudvikling af mennesket. ”Menneske er ikke noget, man uden videre er, det er noget man bliver…” (Koch 1942: 27).

Til det formål var det nødvendigt ikke kun at samtale og diskutere. Der skulle også foretages indgreb. ”Det nytter ikke at blive så åndelig, at man fornægter, at det først og fremmest er de økonomiske forhold, som bestemmer samfundet”, skrev han i en kronik i Berlingske Tidende 12. 9. 1945.

Xxxxx sagt på en anden måde: Én ting var, at man havde reddet demokratiet som politisk system. Nu skulle man sikre, at borgerne også ville demokratiet. Den overordnede målsætning for det nye masse- demokratiske forehavende var via opdragelse, oplysning og dialog – ikke via vold og undertrykkelse som i fascismen og nazismen – at lade den enkelte borger tage del i en kollektiv forpligtelse og at gøre ham/hende medansvarlig for de mål, man stræbte efter. Disse mål tog udgangspunkt i

opfyldelsen af menneskelige behov, som det nu blev en universalistisk pligt at værne om og dække.

Vitaminer, ferie og lyse boliger

I denne udvikling fra demokrati som ret til demokrati til pligt blev Sverige foregangslandet. Intetsteds sås tydeligere det afgørende skift, hvor statsmagten som demokratiets repræsentant gik i gang med en bestræbelse på at ændre befolkningens bevidsthed, vaner og adfærd. Til det formål kastede man sig for første gang nu også over en omfattende regulering af befolkningens forbrug – ikke i den snævre betydning af borgeren som konsument, men i betydningen af tilskud, støttegarantier og sikkerhedsforanstaltninger. Det var ad den vej, man ville skabe den forbrugende demokrat og dermed sikre demokratiet. Ideen var, som Xxxxxx Xxxxxxxx har vist i sin undersøggelse af Sveriges Socialdemokra- tiske Ungdom, at man ville udvikle det samfundsmæssige masse-kollektiv fra en lavere, ubevidst form til et højere, organiseret stade, hvor de gruppedynamiske kræfter blev forenet med det individuelle ansvar (Xxxxxxxx 1995: 195).

Til det formål satsede den socialdemokratiske regimetype på en universalistisk socialpolitik, der skulle supplere forsikringsprincippet med dets godtgørelse efter indkomst med et system, hvor alle blev stillet lige. Det skete ud fra præmissen, at statsmagten havde et overgribende ansvar for hele befolkningens velfærd. I lyset heraf satsede man så også på brede socialpolitiske initiativer, der omfattede både et arbejdsmarkedspolitik, et boligprogram, en aktiv fritidspolitik, en statslig sundhedspolitik. Det gjorde det samtidig muligt at sende kvinderne på arbejdsmarkedet (Sommestad 1994). Som modydelse for deres samafundsmæssige produktionsbidrag dukkede der reproduktionssikrende foranstaltninger op. De strakte sig fra tilbud om kommunal børnepasning til indretning af kollektive vaskerier, enten på andelsbasis og/eller med statsstøtte fra den offentlige sektor eller drevet som en regulær kommunal virksomhed (Rosén 1993).

Til gengæld blev dette forbrugsdemokrati også mødt med et omfattende sæt af krav om adfærdsregulering, selvdisciplin og demokratisk omtanke. Ikke kun på arbejdsmarkedet, men nok så meget derhjemme. Man kunne af den anledning også tale om domicil- demokratiet. Det var med andre ord i hjemmet som forbruger, man skulle opføre sig demokratisk. I Sverige gennemførte man i 1930’erne og

1940’erne tre store boligundersøgelser for at kortlægge, hvorledes den svenske befolkning indrettede sin bolig. Det skete i håb om på baggrund af sikker viden om de forkerte vaner kunne fremme en rationel, tidsvarende og demokratisk løsning på boligproblemerne. Familiens adfærd i hjemmet skulle reformeres for at give såvel forældre som børn forudsætninger for at kunne formes til demokratiske og samfundsengagerede individer (Göransdotter 1999: 451). Xxxxxxx måtte således gerne invitere til erotisk frisind og sanselighed – man var midt i bekymringen for de faldende fødselstal – så at man, som det hed i den første af boligundersøgelserne, kunne fortsætte med at lege lidt, også selv om ungdomserotikkens stimulans var forbi (her cit. fra Göransdotter 1999: 457). Til det formål kortlagde man minutiøst, hvor i boligen svenskerne sov og spiste. Den kropslige orientering var udtalt. Xxxxxxx blev, som Xxxxxx Xxxxxxx så grundigt har påvist, både mål og middel for reformerne (Xxxxxxx 1989: 195). Familiens konsumtion skulle styres, kontrolleres og forbedres, både for at man kunne tage aktivt del i samfundet, men også for at man kunne befinde sig godt i hjemmet: forbrugets omdrejningspunkt.

Forum for formidling af hjem og samfund blev i mangt og meget fritidskulturen. Bilen og campingkulturen blev nu hilst velkommen som demokratiske former for rekreation og fornøjelse (Söderberg 1997: 211). Begge dele bandt familiefaderen til resten af familien og gjorde det muligt for hele familien i fællesskab at drage ud i naturen for at realisere de energireserver, der inkarnerede det nye pligt-demokrati med dens krops- dyrkelse, mobilisering og lyst til at prøve nyt (Xxxxxxx 1993: 161 ff.). På den store fritidsudstilling i Ystad – sandsynligvis verdens første – kunne man i øvrigt se, hvordan man skulle bære sig ad med at holde demokratisk ferie. Og ville man handle og behandles demokratisk kunne man købe ind i Epa eller Tempo med deres standardpriser (Xxxxxxxxxxxx 1998: 54). I 1930 åbnede det første Epa med masseprodukter og standardvarer sin døre i Örebro. To år senere kom Tempo til. Det blev snart efterfulgt af flere Epa’er rundt om i Sverige, og så kunne man følge op med enhedspriser: en vare kostede det samme i alle Epa’erne og Tempo’erne. Den moderne masseforbruger var klar til at træde ind på scenen; i varehuse der var ens for alle. Lysten til forbrug blev homogeniseret og universalistisk.

Den demokratiske fritid som led i en forbrugsregulerende socialpolitik gjorde sig også gældende i Danmark. Her blev Dansk Folkeferie oprettet i

1938 med det formål at ”tilvejebringe de fornødne Kontorer for Tilrette- læggelse af Ferierejser, Landophold o.s.v. for den brede Befolkning” (Xxxxxxxx 1938: 173) og straks efter ferielovens ikrafttræden samme år blev der nedsat et udvalg, der fik til opgave at udrede mulighederne for en systematisk udnyttelse af ferien. Karakteristisk for dette udvalgs arbejde var, at man hæftede sig ved mulighederne for organisering af billige ferieophold - til standardpris – for ”Byernes Arbejdere med Familie i danske Bondehjem og for Landbefolkningen i danske Byarbejderhjem” (Xxxxxxxx 1938: 171). Land og by skulle tømres sammen i form af et rød- muldssamarbejde på græsrodsniveau. Også ferien skulle være rammen om en Danmark for folket-politik. Med en kraftig centrering om hjem og familie var der også her tale om en domicil-demokrati, der også betonede ansvar, lov og orden. Om adfærden i forbindelse med lejrliv hedder det i paragraf 10: ”Alle almindelige Ordensregler paa Stedet saavel som enhver Ordre eller Henstilling fra Ejeren eller denne Repræsentant skal ubetinget efterkommes” (Xxxxxxxx 1938: 155.).

Det ansvarlige og opdragende domicil-demokrati viste sig også på andre fritidsområder. I antologien Kulturen for Folket, som Arbejdernes Oplysningsforbund udsendte i 1938 hedder det om radio-mediet, at der i de 14-15 år, radioen har udsendt musik, er sket en højnelse og udvikling af musikforståelsen. Uviljen mod ”opus-musik” er langt mindre end tidligere, og begrebet ”populær musik” har fået et bredere indhold (Bertolt 1938: 115). Det hedder om radioen, at den er ”Hjemmenes Teater”, og at her mødes ”By og Land, fattig og rig, Konservativ og Socialist”.

Endvidere gives der udtryk for, at det hjemmeliv, som ellers nok kunne være truet af samfundsudviklingen, her har fået en kærkommen saltvandsindsprøjtning (Bertolt 1938: 100). Det konkluderes, at radioen har været med til at nedbryde klasseskellene, og at den er én af de vigtigste faktorer i kampen for mere ”Folke-Lighed”. Til gengæld skulle man så også udvikle sin gode smag og gøre sin pligt. Om ferien hedder det i en tilsvarende publikation:

”Ferie med løn er ikke blot en ret, men påhviler arbejderen som en pligt at modtage, da xxxxxxxxxx også har arbejderbeskyttelsesmæssig karakter. Den ferieberettigede er således forpligtet til at holde ferie i det antal dage, ferieretten omfatter.”(Laursen 1950: 269).

Her er det ikke længere en ret, men en pligt at tage del i det demokrati, Xxx Xxxx opfattede som et økonomisk demokrati.

Også i Finland nød tanken om fremme af et adfærds- og smagsdemokrati med bastion i hjemmet fremme. Om end med en vis forsinkelse. 1930’erne havde været vidne til en vis vækst i produktionen af de ”nysaglige”, masseproducerede møbler, men det var først i efterkrigstiden, da idealismen blev forvandlet til kommerciel virkelighed, at reformeringen af det finske hjem tog fart. Det første specialtidsskrift på området, Kaunis koti, dvs. Det smukke hjem, begyndte at udkomme i 1948, men vi skal helt frem til slutningen af 1950’erne før det endelige gennembrud skete. I 1963 skrev redaktøren af Xxxxxx xxxx: ”Men vi behöver också en allmän uppfostran och utveckling af smaken”

(Xxxxxxxxx-Xxxxx 1997: 249). Pligten til at lægge sig efter den rette adfærd kan knap nok udtales tydeligere. Det ligger på linje med et tidligt for- brugsdemokratisk synspunkt fra Finland i 1930’erne: ”Till demokratins natur hör att bildningen sprids, inte att den lyfts till höjdarna” (Sarantola- Weiss 1997: 251.). Som led i denne horisontal-demokratiske bestræbelse fremlagde den finske regering, ledet af xxxxxxxxxxxxxxxx Xxxxxxxxx, i 1949 de såkaldte Arava-love, hvis hensigt var at skaffe billige boliger til befolkningen. Det skulle sker ved billige statslån til enten boligforeninger eller private med en rente på 1 pct. – dog med mulighed for renteforhøjelse, hvis man senere blev bedre stillet. Størrelsen på boligen måtte ikke overstige 100 kvadratmeter (Meinander 1999: 302). Resultatet heraf var en række nye parcelhuse og højhuse i byernes forstæder beboet af faglærte arbejdere og lavere funktionærer, der her gjorde klar til – som ligeværdige medborgere – at tage del i konsum-demokratiet.

I Norge slog de forbrugsdemokratiske bestræbelser bl.a. igennem på kost- og ernæringsområdet; det blev lanceret som del af en ny social standard, der både var norsk og social. Overordnet var det rodfæstet i Arbeiderpartiets langtidsprogram fra 1933, der dels satsede på en stærkere stat, dels satsede på at øge produktionen for hjemmemarkedet, dvs. et øget nationalt konsum. Norske varer skulle have fortrin i forbruget, for ad den vej at øge beskæftigelsen og dermed den enkelte og samfundets velstand. I tilnytning hertil skete der også, som Xxxx-Xxxx Xxxx har vist, et skift i den norske fra fokus på produktion til fokus på forbrug og livsbetingelser. Det medførte et andet skift: fra udelukkende at have haft omsorg for samfundets svageste, satsede man man mere universalistiske løsninger i retning af en samlet social velfærd (Seip 1991: 30 og 32). Det kom

tydeligt til udtryk på skolebespisningsområdet. Tanken med denne ordning var i starten at sørge for tilstrækkelig føde for de fattige familiers børn. Men med udviklingen af den særlige ”Oslo-morgenmad”, som Xxxx Xxxxxxx forestod, ændredes tingene. Nu ville man fremme gode ernæringsvaner og give den rigtige føde. Hvor det før blev anset for tilstrækkeligt at have kalorier nok i rent kvantitativ henseende blev målet nu, at føden skulle have den rette sammensætning, ikke mindst i henseende til vitamier (Lyngø 1998: 72). Det socialistiske Lægeselskab med rod i Arbeiderpartiet, ledet af racehygiejnikeren Xxxx Xxxxx og Xxxx Xxxxxxx Xxxxxx, gjorde i 1937 opmærksom på, at det også ud fra en samfundsbetragtning var mere effektivt at sørge for en generel sundheds- politik med en generel hævning af ernæringsstandarden end at satse på de mindst bemidlede som målgruppe. Dels var dette dyrt, dels var effekten ringe. Arbeiderpartiet var blevet moderne og tog, som i både Sverige og Danmark, gerne eksperter og videnskab med på råd i bestræbelsen på at løse, som det hed, ”et frit demokratis problem, dvs. kombinere social, teknisk og økonomisk planlægning med menneskelig frihed” (Seip 1991: 42).

Xxxxx, gave og medborgerkundskab som demokratisk projekt

Man har på baggrund af disse socialhygiejniske initiativer og foranstaltninger fra norsk historikerside gjort gældende, at det ikke var pædagogikken, men biologismen der dominerede som kundskabsregime i tiden efter Embedsmandsstaten, dvs. efter 1884. Det skal ses som en kritik af Xxxx Xxxxxxxxx noget robuste faseinddeling af norsk politik og kan sammenholdes med Xxxxxxx Xxxxxxxxx problematisering af 1935 som et brudår. Xxxxxxxxxxx slår til lyd for, at Venstrestaten, dvs. tiden mellem 1884 og 1940 ikke var domineret af pædagogik og folkeoplysning, men af en biologisk organismetænkning, der kom til udtryk med hensyn til forståelsen af fx køn, sindslidelser, nation, politisk adfærd etc. Tanken var, at samfundet var en organisme, og når der opstod forstyrrelser i denne organisme, måtte staten, dvs. ”samfundslægen”, træde til og genoprette balancen ved hjælp af socialpolitiske og -hygiejniske foranstaltninger (Kjeldstadli 1999: 151). I den forbindelse kan man hæfte sig ved, at denne ”biological engineering” satte fart allerede efter regeringen Xxxxxxxxxxxx tiltræden i 1935, der som Xxxxxxxx har argumenteret for ikke markerede så stærkt et brud som hidtil antaget. Sagt på en anden måde: meget taler for, at Venstretiden eller Folkeoplysningstiden faktisk var præget af

biologistiske og organistiske kundskabstanker og at rødmulds-samarbejdet mellem Venstre og Arbeiderpartiet tog disse kunskabstanker op og institutionaliserede dem i et nationalt, folkehygiejnisk, universalistisk projekt, som i langt højere grad end før 1935 inddrog borgerne og mobi- liserede dem som samfunds-medansvarlige velfærdsmodtagere.

Den symbolske manifestation af denne nye nationale socialpolitik på videnskabelig-

teknologisk grund med ”social-engineering” som krumtap var udstillingen ”Vi kan” sommeren 1938 i Oslo. Denne kan ses som en pendant til Stockholmsudstillingen otte år tidligere. Her som i Sverige var tanken, at man ville vise, hvorledes der var sket et socialt-nationalt løft i Norge, som skulle danne grundlaget for et rigere og socialt lykkeligere land. Xxxxx- Xxxx Xxxxxx har analyseret begivenheden som både en økonomihistorisk, socialpolitisk og national foreteelse og citerer i den forbindelse handels- minister Xxxxxx Xxxxxx for, at det nu drejede sig om, at alle der tog del i produktionen også skulle styrke samhørighedsfølelsen ved at gøre sit yderste i ”omsetning og forbruk av landets egne varer” (Angell 1994: 151).

Den opsamlende formulering af det nye norske velfærdsprojekt - udformet af staten som en velfærdsstat - blev lanceret af Xxxx Xxxx i en radiotale 9. maj 1945. Han sagde heri:

”Vi skal bygge opp igjen vår gamle rettsstat, men vår tid krever at Staten ikke bare har til opgave å verne om liv og ejendom. Staten skal òg være en velferdsstat som ser det som sin oppgave å gjøre livet verd å leve for oss alle.” (Xxxxxxxx 1998: 209).

Tydeligere kan overgangen fra demokrati som ret til demokrati som gave og omsorg næppe formuleres, og samtidig fornemmer man en nær ideologisk overensstemmelse med Xxx Xxxx: det jordiske liv skal være værd at leve. Xxxx Xxxx sammenfattede hermed den udvikling, der havde taget sin begyndelse i Xxxxx Xxxxxxxxxxxx regerings tid 1935-1940, hvor det norske socialministerium for alvor fik travlt. Det fortsatte efter krigen med Xxxxx Xxxxxxxxxxx regering, der havde Xxxxxxxxxxxxx Xxxx Xxxx Xxxx som socialminister. ”Rødmulds”-samarbejdet blev yderligere bekræftet.

De samme overvejelser førtes i Sverige i slutningen af 1930’erne, hvor bestræbelserne indenfor befolkningspolitikken gik i retning af at erstatte

en selektiv moderskabspolitik med en generel familiepolitik. I stedet for at inspektere den vordende moders hjem og tildele hende hjælp i forhold til et konstateret personligt behov, gik man over til universalistiske løsninger. Disse kulminerede i 1955 med en fast og ensartet moderskabsbonus, som var obligatorisk for alle fødende (Elmér 1972: 100 f.). Man fik pligt til at stille op som modtager af samfundets goder. Med den universalistiske ret fulgte således også en demokratisk pligt.

En nordisk model – eller fire forskellige?

Det nordiske demokratibegreb har i løbet af de sidste 150 undergået en forvandling. Fra at have været konciperet som en ret, der langsomt, men sikkert blev tilkæmpet af alle voksne individer i alle samfundsklasser, ændrede demokratiet sig i løbet af mellemkrigstiden – dels i modstand mod højrepopulismen, dels i inspiration fra den – til at blive en pligt for den enkelte borger til at tage del i en kollektiv forpligtelse og at gøre ham/hende medansvarlig for de mål, man stræbte efter; mod til gengæld at modtage et livshistorisk bredt fordelt udvalg af universalistiske sociale og kulturelle ydelser. Denne pligt var således intimt knyttet til den forbrugende samfundsborger, der modtog tjenesteydelser og serviceringer af samfundet mod til gengæld i sin holdning og sin adfærd at skulle bakke demokratisk op omkring sit samfund. I bytte med loyalitet blev det en pligt at tage imod samfundets statsorganiserede tilbud med det rette sindelag og den rette adfærd. Denne grundtanke har haft sine markante politiske aktører:

Lige siden vedtagelsen af Augustloven 7. august 1914, der blev administreret af Den radikale Venstre-regering, og lige siden samme regering i 1917 i en kombination af statskassetænkning og ønske om adfærdsregulering øgede prisen på en flaske snaps fra 1, 50 kr. til 10 kr., har man i dette parti hyldet princippet om at lære borgerne ansvarligt samfundssind. For Socialdemokratiet er der snarere tale om, at man er arvtagere til den patriarkalske, etisk begrundede befolkningsomsorg. I begge tilfælde er der tale om en på én gang omsorgsfuld og formynderisk forholden sig befolkningen.

I de andre nordiske lande ser situationen lidt anderledes ud. Strukturen er i grunden den samme, men vægtfordelingen mellem aktørerne er forskellig. I Norge har den folkelige Venstrefløj, bl.a. takket være en tydelig regional rodfæstelse til Vestnorge og en lige så tydelig centrering

om store mærkesager som sprogsagen og afholdssagen, kunnet opretholde en langt mere selvstændig profil i forhold til embedsmandsstaten end i Danmark. Det skyldes selvsagt også, at embedsmandssaten i så høj grad blev opfattet som en dansk arv. Det har som konsekvens haft, at det folkelige demokrati har været både stærkt og oppositionelt og har kunnet forfægte en radikaldemokratisk tradition, der er dansk tankegang fremmed.

I Sverige er tanken lige så fremmed. Her kan man ikke tale om en modsætning mellem Venstre og staten som i Norge og Danmark. Den nationalliberale tradition var til stede i Sverige, repræsenteret af så vidt forskellige mennesker som Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxxx og Xxxx Xxxxx Xxxx Xxxxxxxx (Xxxxxxx 1990: 346 f.), men blev aldrig så stærk som i disse lande, hvorved embedsstaten ikke i samme udstrækning blev liberalt anfægtet indefra og angrebet udefra. Statsmagtens oig embedsmændenes legitimitet var stærkere og varede længere end i Danmark og især Norge. Faktisk varede den så længe, at den svenske arbejderbevægelse kunne nå at annektere de ”folkrörelses”-elementer fra 1800-tallet, som kunne have udviklet sig til en Venstrefløj også i Sverige. Nu blev det i stedet således, at der udviklede sig et stort, også personligt, sammenfald mellem stat, arbejderklasse og folkebevægelser, der fandt sin fuldbydelse i ”folkhemsforestillingen”, der kunne mobilisere både folkelige kræfter, intellektuelle og statsbærere i et samarbejde, hvor alle var spændt for samme hammel. I 1911 og 1917 var ikke mindre end totredjedele af andetkammerets rigsdagsmedlemmer – hovedsagelig socialdemokrater og liberaler – også medlemmer af afholdsbevægelsen

I Finland har den liberale tradition, udover i økonomisk henseende, altid været så godt som ikke-eksisterende (Xxxxxxx og Turunen 1995). Der manglede ligeledes et politisk forum til diskussion af politiske ideer, idet landdagen ikke var indkaldt mellem 1809 og 1863. Xxxxxxxx måtte det blive universitetet og især den juridiske videnskab, der fungerede som diskussionsforum. Det nationalt-demokratiske potentiale blev derfor i højere grad end i de øvrige nordiske lande knyttet til en forfatningstanke, hvor en elite fungerede som formidlere mellem stat og borgere (Jansson 1997). Dvs. som i embedsstatens Norge. Samtidig fremmede dette en legalistisk tradition mere end en folkelig-dialogisk. Man var mere parat til at arbejde for folket end gennem folket (Alapuro 1994: 68). I den fennomanske ideologi var civilsamfundet tæt forbundet med staten, og det fennomanske parti omtalte sig selv som et statsparti. Det skete som led i

en afstandtagen fra enhver markering af særinteresser og partikularisme. Følgelig var man heller ikke tilbøjelig til at godtage andres særinteresser. Et forsøg i 1880 på at stifte et Liberalt parti blev forpurret af én artikel af fennomanen og statsmanden J.V. Snellman. De politiske mulighederne for at mobilisere en middelstand var derfor ringere end i det øvrige Norden.

Resultatet var et tæt samarbejde mellem universitetsuddannede politikere og bondebefolkningen, som i mellemkrigstiden blev voldsomt truet af højreradikaliseringen af visse dele af bondebefolkningen, men dog aldrig bragt til ophør. Medens de svenske ”folkrörelser” er igangsat fra neden, er de tilsvarende finske iværksat fra oven, under fennomansk-etatistisk hegemoni.

Ikke desto mindre må man også for Finlands vedkommende pege på en politisk medieringsrolle. Denne blev ikke mindst i de prekære 1930’ere spillet af Framstegspartiet som en midler mellem bønder og Socialdemokratiet. Dvs. lige som Det radikale Venstre i Danmark. Stort var heller ikke dette parti. Kort før Vinterkrigens udbrud havde partiet, på basis af 5 pct. af stemmerne, kun fem pladsen ud af tohundrede i parla- mentet (Xxxxxxxx og Turunen 1994), men dets leder Xxxx Xxxxxxxx var den, der sikrede, at også Finland fik sit rødmulds-samarbejde. Et samarbejde der i Finland dog havde et langt mere etatistisk præg end i noget andet nordisk land. Som Xxxxx Xxxxxxx har spidsformuleret sagen: den store linje i de intellektuelles historie i Finland er statsligt-populistisk (Alapuro 1987: 457). Det kom også til at gælde for den intellektuelle ven- strefløj, da den kom på banen i 1960’erne; også her fandt man ind i en statslig omsorgspolitik. Det er næppe nogen tilfældighed, at det finske ord ”kansalainen” både betyder statsborger og samfundsborger. Etymologisk har folk og stat samme rod på finsk, ”kansa”. Så udpræget etatistisk forholder det sig ikke i de øvrige nordiske lande, men Xxx Xxxxxxxxxx gamle diktum om, at man ikke kan skrive Nordens historie uden at skele til Xxxxx, har dog stadig gyldighed.

”Den store nordiske alliance” mellem stat, samfund og borgere

Der er således tydeligt nok både forskelle og ligheder mellem de nordiske landes udformning af demokratiet; dels i tid, dels i rum. Overordnet er der dog tale om én stor fællesnævner (Kettunen 1997). For det første: den historiske formation af de nordiske velfærdssater hviler i alle tilfælde på en relation til tre forskellige kontekster: den kapitalistiske ånd, den socialistiske utopi og den idealiserede tradition om den uafhængige

bonde. Den første af disse kontekster har man fælles med alle vestlige lande; den anden har man fælles med de vestlige alnde, hvor Socialdemokratiet har haft eller har magten; den tredje deler man kun med de øvrige nordiske lande, for så vidt som det kun er her, man har tolket arbejderklassen og dens livssituation i lyset af et bondesamfund og indrettet den demokratiske politik så at den ikke var i modstrid hermed.

For det andet - og beslægtet hermed - er det tydeligt, at omdrejningspunktet for samarbejdet mellem bønder og arbejdere, som også er udgangspunktet for den nordiske velfærdsmodel og led i udviklingen af rettighedsdemokartiet til et pligt- og gavedemokrati, hviler på et moralsk fundament. Rødmulds-samarbejdet i 1930’erne, der er det institutionelle forum for disse tre elementer, handlede ikke kun om kompromiser mellem konfliktuerende parter og særinteresser, men også om at etablere det, som Xxxxx Xxxxxxxx har kaldt en ”dydscirkel mellem økonomi, politik og etik” (Kettunen 1997: 158).

Grundtanken er med andre ord at etablere en moralsk samhørighed.

Samfund er i den nordiske model en moralsk relation mere end en organisatorisk form. Det gælder også staten i samfundet, for så vidt som staten også har et moralsk ansvar, mere end end et teknisk-administrativt. Det er denne særegenhed, som det er så vanskeligt at forstå for ikke- nordboer, og som samtidig vanskeliggør integrationen af fremmede, der ikke har historisk del i udviklingen af demokratiet fra et rettighedsdemokrati til et gave- og pligt-demokrati, men må henholde sig til rettighedsdemoratiets formelle spilleregler – og som mange ellers demokratisk sindede mennesker derfor anser for ukvalificerede til at indgå i den ”store nordiske symbiose”.

Forehavendet ”Den store nordiske symbiose” er stort set lykkedes og har indtil nu haft succes. Demokratiet som forum for denne kombination af omsorg og opdragelse har i dag – i modsætning til 1970’erne – en høj grad af legitimitet. Befolkningen har i princippet stor tillid til demokratiet som formel størrelse, dvs. som legalistisk organ og som styreform. Denne tillid er betinget af, at demokratiet anskues som en tilkæmpet formel ret, hvor alle har del i magten, men er også farvet af indtrykket af demokratiet som en omsorgsfuld styreform; eller om man vil: en fordringsfuld gaveuddeler. - Men det står samtidig klart, at den omstændighed, at symbiosen hviler på et moralsk grundlag, gør den sårbar. Ret mange løftebrud og svigt i henseende til ordholdenhed og overholdelse af aftaler

skal der ikke til, før befolkningen føler sig svigtet. Og så falder hammeren.

Litteratur

Alapuro, Risto 1987: De intellektuella, staten och nationen, in: Historisk Tidsskrift för Finland vol. 72.

Xxxxxxx, Xxxxx 1994: Nineteenth-Century Nationalism in Finland, in: Xxxxxxx Xxxxxxxx (red.): Nordic Paths to National Identity. KULTs skriftserie nr.

1. Oslo: Norges Forskningsråd.

Xxxxxxxxx, Xxxxx-Xxxx 2000: Den svenska modellens tredje kompromis. Meddelanden från ekonomisk-historiska institutionen vid Göteborgs Universitet 79.

Xxxxxx, Xxxxx Xxxx 1994: Frå splid til nasjonal integrasjon. Norsk nasjonalisme i mellomkrigstida. KULTS skriftserie nr. 29. Oslo: Norges forskningsråd.

Xxxxxxxx, Xxxxx 1992: Bönder gör politik. Det lokala självstyret som social arena i tre smålandssocknar 1680-1850. Bibliotheca Historica Lundensis 72.

Lund: Lund University Press.

Xxxxxxxxx, Xxxxx, Xxxxxxx Xxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxx 1994: Modernisering och välfärd – om stats, individ och socialt samhälle i Sverige. Stockholm: City University Press.

Xxxxxxxx, Xxxx 1989: Da kulturen kom til Norge. Oslo: Aschehoug.

Xxxxxxxx, Xxxxxx 1995: Seklets ungdom. Retorik, politik och modernitet 1900- 1939. Stockholm: Tiden.

Berlingske Tidende 12. 9. 1945.

Xxxxxxx, Xxxx 1938: Radioen og Folket, in: AOF (udg.): Kulturen for Folket. En Materialesamling til Brug i Oplysningsarbejdet. København: AOF.

Xxxx, Xxx 1972: Bønder og blokkforhandlinger 1933-1936, in: Historisk Tidsskrift – Norge, bd. 51.

Xxxxxx, Xxxxx Siri 1997: Én kommune – to kulturer. KULTs skriftserie nr. 74.

Oslo: Norges Forskningsråd.

Xxxxxxxxxx, Xxxxx 1975: Vänstersamverkan och försvarets utredningsfråga 1929-1930, in: Xxxxxx Xxxxxxxxxxx og Xxxxx-Xxxxxxx Xxxxx (red.): Aktuellt och historiskt. Meddelanden från militärhistoriska avdelningen vid Kungl. Militärskolan 1975.

Xxxxxxx, Xxxxxx 1981: DNSAP. De danske nazister 1930-45, bd. 1-2.

København: Gyldendal.

Xxxxx, Xxx 1972: Från Fattigsverige till välfärdsstaten. Sociale förhållanden och socialpolitik i Sverige under nittonhundratalet. Stockholm: Aldus/Bonniers.

Xxxxxxxxxxx, Xxxxxxx 1998: Ett paradis för alla. Epa mellan folkhem och förförelse. Nordiska museets handlingar 127. Stockholm: Nordiska museets förlag.

Xxxxxxx, Xxxxx 1993: Nationella ord och handlingar, in: Xxxxx Xxx, Xxxxx Xxxxxxx og Xxxxx Xxxxxxx: Försvenskningen af Sverige. Det nationellas förvandlingar. Stockholm: Natur och kultur.

Xxxxxxxxx, Xxxxx 1991: Sockenstämmornas sociala kontrol: exemplet Harg 1742-1773, in: Historisk Tidskrift – Sverige 1991: 1.

Xxxxxxxxxx, Xxxxxx 1986: Bland grevar och avskedade soldater.

Sockensjälvstyrelse på 1840-talet, in: Historisk Tidskrift – Sverige 1986: 4.

Xxxxxxxxxx, Xxxxxx 2000: Præsten som velfærdsforvalter i tidligt moderne tid, in: Xxx Xxxxxxx (red.): Den nordiske protestantisme og velfærdsstaten.

Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Xxxxxxxxxx, Xxxxxx 1997: Klassfraktioner och konstköp i Stockholm 1935–1955, in: Xxxxx Xxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxx (red.): Kultur och konsumtion i Norden 1750–1950. Helsingfors: Finska historiska Samfundet.

Xxxxxxxxxxxx, Xxxxx 1999: Möbleringsfrågan: Om synen på heminredning i 1930- och 1940-talens bostadsvaneundersökningar, in: Historisk Tidskrift

– Sverige 1999: 3.

Xxxx, Xxxxx 1996: Models of Democracy. Stanford: Stanford University Press.

Xxxx, Xxxxx 1993: From City-States to a Cosmopolitan Order?, in: Xxxxx Xxxx (red.): Prospects for Democracy. North, South, East, West. Cambridge og Oxford: Polity Press.

Xxxxxxx, Xxxxx 1999: From Independence to the End of the Continuation War, 1917-1944, in: Xxxx Xxxxxxx, Xxxxx Xxxxxxx og Xxxxx Xxxxxxxx: From Grand Duchy to a Modern State. A Political History of Finland since 1809. London: Hirst & Co.

Xxxxxxxxx, Xxxx 1997: Rationalismen – en vidräkning, in: Xxxxx Xxxxxx og Xxxxxx Xxxxxxx (red.): Värdetraditioner i nordiskt perspektiv. Lund: Lund University Press.

Xxxxxx, Xxxxx, Xxxxxxx Xxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxx 1998: Den globala nationalismen. Nationalstatens historia ocg framtid. Stockhom: SNS.

Xxxxxxx, Xxxxxx 1989: Att lägga livet tillrätta – studier i svensk folkhemspolitik. Stockholm.

Xxxxxxxx, Xxxx 1997: Ekstremernes århundrede. Verdens historie 1914-94.

København: Samleren.

Xxxx, Xxxxxx 1965: Xxxxx Xxxxxxxxx. Myter, målningar, motiv. Stockholm: Bonniers/Aldus.

Xxxxxxx, Xxxxxx 1990: En historisk uppgörelse, in: Historisk Tidskrift – Sverige 1990: 2.

Xxxxxxx, Xxxxxx 1997a: Nationella, regionala och lokala aspekter på nationsbygget i Norden, in: Xxxxx Xxxxxx, Xxxxxx Xxxxxx og Xxxxx Xxxxx (red.): Norden i Europa. Brott eller kontinuitet? Helsingfors: Institutionen för nordiska språk och nordisk litteratur.

Xxxxxxx, Xxxxxx 1997b: To riger bliver til fem nationalstater – og flere nationer, in: Xxxxxx X. Xxxxxx (red.): Nordens historie 1397-1997. 10 essays.

København: DRMultimedie.

Xxxxxxx, Xxxxxx 2000: Två stater – en kultur. Sverige och Finland efter 1809, in: Historisk Tidskrift – Sverige 2000: 4. Tema: Sverige-Finland.

Xxxxxx Xxxxxxx 1999: The Cult of the Nordic Superman – Between the Pre- Modern and the Modern, in: The Sports Historian, vol. 19: 1.

Xxxxxx Xxxxxxx 2000: Maleriet og den ny krop – fire nordiske kunstnere, in: Idrætshistorisk Årbog 1999. Odense: Odense Universitetsforlag.

Xxxxxxxx, Xxxxx 1997: The Society of Virtuous Circles, in: Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xxxxxx (red.): Models, Modernity and the Myrdals. Helsingfors: Renvall-Institute Publications nr. 8.

Xxxxxxxx, Xxxxx og Xxxxx Xxxxxxx 1994: The Middle Class, Knowledge and the Idea of the Third Factor, in: Scandinavian Journal of History vol. 19 nr. 1.

Xxxxxxxxxxx, Xxxx 1999: Biologiens tid – randbemærkninger om viten og venstrestat, in: Xxxx Xxxxxx (red.): Kunnskapsregimer. Oslo: Pax.

Xxxxxx, Xxxxx 1988: Från lojalism till rysshat. Helsingfors: Söderström & Co. Xxxxxx, Xxxxx 1996: Finlands historia bd. 3. Helsingfors: Schildts.

Xxxxxxx, Xxxx 1994: Økonomisk demokrati som tema i norsk politikk ca. 1945- 1970, in: Historisk Tidsskrift – Norge bd. 73, nr. 2.

Xxxx, Xxxxx 1963: Xxx Xxxx. Et udvalg ved Xxxxx Xxxx i samråd med Xxx Xxxxxxxxxx og K. E. Bugge. København: Gyldendal.

Xxxx, Xxx 1942: Dagen og Vejen. København: Xxxxxxxxxx

Xxxxxxxx, Xx 1938: Ferie- og rejseliv, in: AOF (udg.): Kulturen for Folket. En Materialesamling til Brug i Oplysningsarbejdet. København: AOF.

Xxxxxxxxx, Xxx 1986: Kredsgang. Xxxxxxxxx som bokser. København: Gyldendal.

Xxxxxxxxx, Xxx 1997: Kampen om lyset. Dansk voksenoplysning gennem 500 år. København: Gyldendal.

Xxxxxxxxx, Xxxxxx 1994: Frejdiga framstegsmän och visionära världsmedborgare. Epokskiftet 20-tal – 30-tal genom fem unga och Xxxxx Xxxxxxxxx. Stockholm: Akademija.

Xxxxxxxxx, Xxxxxxx 1997: Filosofi och politik: Xxxx Xxxxxxxxxx och samhällsdebatten, in: Xxxxx Xxxxxx og Xxxxxx Xxxxxxx (red.): Värdetraditioner i nordiskt perspektiv. Lund: Lund University Press.

Xxxxxxxx, Xxxx-Xxxxx 1996: Fund-raising Entertainment in Rural Finland During the Nineteenth Century, in: Scandinavian Journal of History vol. 21, nr. 4 .

Xxxxxxx, Xxxx-Xxxx 2000: I skyggen af fremtiden. Modernitetens idéhistorie.

København: Gad.

Xxxxxxxxx, Xxxxxx 1992: Kylberg - den misshagliga konstnären, in: Xxxx Xxxxxx

m. fl: Xxxx Xxxxxxx. Stockholm: Xxxxxxxx.

Xxxxxxxxx, Xxxx X. 1995: De danske nazister 1930-45. En forskningsoversigt.

København: Det kgl. Bibiliotek.

Xxxxxxx, Xxxxxxxx 1950: Ferieliv, in: Xxxx Xxxxxxx, Xxxxxxx Xxxx, Xxxxx X. Xxxxx (red.): Dansk Folkeoplysning. København: Det danske Forlag.

Xxxxxxxxx, Xxx 1985: Fascism in Scandinavia 1920-1940. Stockholm: Almqvist och Wiksell International.

Xxxxxx, Xxxxxxx 1994: Sveriges historie. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Xxxxx, Xxxxx Xxxxxxx 1998: The Oslo Breakfast. An Optimal Diet in One Meal.

On the Scientification of Everyday Life as Exemplified by Food, in: Ethnologia Scandinavica vol. 28.

Xxxx, Xxxxxx 1990: Hakkorset och Wasakärven. En studie av nationalsocialismen i Sverige 1924-1950. Göteborg: Historiska institutionen i Göteborg.

Xxxxxxxx, Xxxxx 1997: Kvindernes Norden, in: Xxxxxx X. Xxxxxx (red.): Nordens historie 1397-1997. 10 essays. København: DRMultimedie.

Xxxxxxxx, X. X. 1950: Citizenship and Social Class and Other Essays: Cambridge: Cambridge University Press.

Xxxxxxx, Xxxx 2000: Den mörka kontinenten. Europas nittonhundratal.

Göteborg: Daidalos.

Xxxxxxxxx, Xxxxxx 1999: Finlands historia bd. 4. Helsingfors: Schildts. Xxxxx, Xxx Xxxxxx 1994: Finding the Middle-Class. Norway in a Comparative

Perspective, C. 1870-1940, in: Scandinavian Journal of History vol. 19 nr. 3.

Xxxxxx, Xxxx og Xxxxxx Xxxxxx 1946: Kontakt med Amerika. København: Athenæum.

Xxxxxxxx, Xxxxxxx 1969: Antiparlamentariska straumdrag i Noreg 195-1914. Ein studie i motvilje. Oslo: Universitetsforlaget

Xxxxxxxx, Xxxxxxx 1999: Nasjonale strateger og nasjonal sentrumsposisjon, in: Xxxx Xxxxxxx (red.): Kunnskapsregimer. Oslo: Pax.

Xxxxxxx, Xxx Xxxx 1994: Xxxx Xxxxxx – en virvel i den moderna strömmen.

Stockholm og Stehag: Brutus Östlings Förlag Symposion.

Xxxxxx, Xxxxxxx 1994: Udfordringer til højskolen. Danske folkehøjskoler 1844 til 1994. Foreningen for Folkehøjskolers Forlag.

Xxxxxx, Xxxxxx X. 1992: Folkelighed og frihed 1933, in: Xxx Xxxxxxx (red.): Dansk identitetshistorie bd. 3. København: Reitzel.

Xxxxxx, Xxxxx 1986: Norsk nasjonalisme som historisk problem, in: Nytt norsk tidsskrift 1986: 1.

Xxxxxx, Xxxxx 1999: Runes verden. Små bemærkninger til en stor bog, in: Xxxx Xxxxxx (red.): Kunnskapsregimer. Oslo: Pax.

Xxxxxx, Xxxx 1988: Klassen og nasjonen 1935-1946, in: Xxxxxx Xxxx m. fl. (red.): Arbeiderbevegelsens historie i Norge bd. 4. Oslo: Tiden Norsk Forlag.

Xxxxxx, Xxxx 1997: Fra kongemagt til folkemagt, in: Xxxxxx X. Xxxxxx (red.): Nordens historie 1397-1997. 10 essays. København: DRMultimedie.

Xxxxxxx Xxxxxxxx, Xxxxx 1993: En vågen dansk, kristen ungdom. De danske Ungdomsforeninger under Besættelsen. Odense: Odense Universitetsforlag.

Xxxxx, Xxxx 1993: Tvätterskan, tvättmaskinen och folkhemmet. Om tvätt som kvinnoarbete och tvättningens mekanisering, in: Historisk Tidskrift – Sverige 1993: 2.

Xxxxxx, Xxxxx 1986: Hemmet, gatan, fabrikken eller skolan. Folkundervisning ocg barnuppfostran i svenska städer 1600-1850. Lund: Arkiv.

Xxxxxxxxx-Xxxxx, Xxxxx 1997: Det sköna hemmet. Heminredning som en samhällsfråga i Finland under 1900-talet , in: Xxxxx Xxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxx (red.): Kultur och konsumtion i Norden 1750-1950.

Helsingfors: Finska Historiska Samfundet.

Xxxx, Xxxx-Xxxx 1991: Science and Social Policy. The Norwegian Debate in the 1930s, in: Scandinavian Journal of History vol. 16.

Xxxx, Xxxx-Xxxx 1995: Nation-building Within the Union: Politics, Class and Culture in the Norwegian Nation-State in the Ninteteenth Century, in: Scandinavian Journal of History vol. 20, nr. 1.

Xxxx, Xxxx-Xxxx 1997: Norges historie bd. 8: Nasjonen bygges 1830-1870. Oslo: Aschehoug.

Xxxx, Xxxx Xxxx 1974: Fra embedsmannsstat til ettpartistat og andre essays. Oslo: Universitetsforlaget.

Xxxxxxxxx, Xxxxxxx 1999: Virksom politikk, in: Xxxx Xxxxxx (red.): Kunnskapsregimer. Debatten om De nasjonale strateger. Oslo: Pax.

Xxxxxxxx, Xxxx 1998: De nasjonale strateger. Oslo: Pax.

Xxxx-Xxxxxx, Xxxx 1970: Den finske Lappobevægelse 1929-1932, in: Scandia 1970.

Xxxxxxxxx, Xxxx 1994: Privat eller offentlig välfärd? Ett genusperspektiv på välfärdsstaternas historiska formering, in: Historisk Tidskrift – Sverige 1994: 4.

Xxxxxxx, Xxxxxx og Xxxxx Xxxxxxx 1995: Finnish Liberalism, in: Xxxxx X. Xxxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxxx og Xxxxxx Xxxxxxx (red.): ”Liberalism”. Helsingfors: Renvall Institute Publications.

Xxxxxxxx, Xxxxx 1993: En norsk elite. Nasjonsbyggerne på Lysaker 1890-1940.

Oslo: Aschehoug.

Xxxxxxxx, Xxxxx 2000: Xxxxxx Xxxxx og det Norge han fant. Oslo: Gyldendal. Xxxxxx, Xx 1992: Folkhemmet mot Europa. Ett historiskt perspektiv på 90-talet.

Stockholm: Tiden.

Xxxxxxxxx, Xxxxx 1992: Rättsväsendets utbyggnad i Sverige. Lokala konsekvenser och reaktioner 1550-1750, in: Xxxxxx Xxxxx (red.): Lokalsamfunn og øvrighet i Norden ca. 1550-1750. Oslo: Norsk lokalhistorisk Institutt.

Xxxxxxxxx, Xxxxx 1997: Konsumtion, kön och preferencer i Sverige 1920-1965, in: Xxxxx Xxxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxx (red.): Kultur och konsumtion i Norden 1750-1950. Helsingfors: FHS.

Xxxxxxxx, Xxxxxxx 1998: Hegemonikamp om det norske, in: Xxxxxxx Xxxxxxxx (red.): Jakten på det norske. Perspektiver på utviklingen av en norsk nasjonal identitet på 1800-tallet. Oslo: Ad Notam Gyldendal.

Xxxxxxxxxxx, Xxxx 1969: Mellan nykonservatism och liberalism. Idébrytningar inom Högern och Bondepartierna 1918-1934. Studia historica upsaliensia

29. Stockholm: Svenska Bokförlaget.

Vares, Vesa 1999: ”Saken är i sig själv enkel”. P. E. Xxxxxxxxxx och hans anhängares legalistiska politik och politiska legalism, in: Historisk Tidsskrift för Finland 1999: 4.

Xxxxxxxxx, Xxxxxx 1995: Vägen till Tammerfors. Striden mellan röda och vita i finska inbördeskriget 1918. Helsingfors: Söderström.

Xxxxxxx, Xxxx Xxxxx 1992: Bragesnak 2. Den mytologiske tradition i dansk folkeoplysning i det tyvende århundrede (1910-1985). Odense: Odense Universitetsforlag.

Xxxxxxxxx, Xxx 1987: Svenska lokalsamhällen i förändring ca. 1550-1850, in: Historisk Tidskrift – Sverige 1987: 3.

Xxxxxxxxx, Xxx 1994: Vardagens sträva samförstånd, in: Xxxxxx Xxxxxxx, Xxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxx (red.): Tänka, tycka, tro. Svensk historia underifrån. Stockholm: Ordfront.

Kapitel 2

Krops-begreber: Er kroppen en kilde til glæde eller en elefant i en glasbutik? Foredraget ( afholdt ved det Mediciske Selskab i København, Red.) vil ud fra en historisk, filosofisk og æstetisk synsvinkel behandle vores syn på kroppen: er den vores primære hjemsted og orienteringspunkt, der giver os både sorg og glæde ved livet - eller er den et forstyrrende element, som både koster samfundet penge og står i vejen for abstrakte og idealistiske opfattelser af mennesket, som de kommer til udtryk i diskursanalyser, socialkonstruktivistiske teorier, skønhedskonkurrencer – og for

smalle flysæder

Når man har med studiet af kroppens kulturhistorie og -sociologi at gøre, er det påkrævet at skelne mellem flere forskellige former for kropslighed. En første anledning hertil er - og det bør man især være opmærksom på i vores del af verdenskulturen med dens centrering om præstation, arbejde og produktivitet - at kroppen optræder vidt forskelligt, når den indgår i arbejdssammenhænge, og når den dyrker sport, ballet, løber på skøjter etc. i fritiden. Vi bør med andre ord indledningsvis skelne mellem arbejdskroppen og fritidskroppen.

I det første tilfælde er kroppen så at sige tavs til stede. Den er ikke i fokus i sig selv, og vi mærker knap nok dens tilstedeværelse, men den er ikke desto mindre forudsætningen for arbejdets udførelse. Og måske er kroppen, paradoksalt nok, allermest tilstede, når den er fraværende, dvs når vi ikke lægger mærke til den, sådan som fx Xxxx Xxxxx hævder det 1). Det gælder selv i et tilfælde som dette, hvor læseren læser de skrevne ord. Selv her er kroppen uomgængelig, dels på grund af de, ganske vist minimale, finger- og skulderbevægelser der skal til for at bladre, dels på grund af den virksomhed i hjernen, der skal ledsage fingerarbejdet. Det sidste er ikke uvæsentligt.

Undertiden kan der nemlig spores tegn på, at man opfatter kroppen som værende lig med den del af kroppen, som befinder sig neden for hagen. Noget sådant er naturligvis ikke holdbart og kan formodentlig tilskrives den herskende vesteuropæiske dualisme med dens skelnen mellem krop og sjæl. Tværtimod er det sandsynligvis en vigtig pointe, at bevidstheden består i samspillet mellem krop og sjæl. En hel forskningsretning - fænomenologien - opererer endog med forestillinger om, at bevidstheden er et resultat af vores kropslighed, af selve den omstændighed at vi før noget andet er til stede i verden som en krop. Vi er stedt i udleverethed, afhængighed og målrettethed i forhold til vores omverden.

Selv ved stillesiddende arbejde er kroppen altså i høj grad med på arbejde, og måske er det lige netop på grund af vores kropslighed, at vi er i stand til at udføre også intellektuelt arbejde. Vores kundskab opstår med andre ord af handlinger og gøremål i forhold til vore omgivelser, sådan som eksempelvis dens svenske filosof Xxxxx Xxxxxxxx har vist det i en bog om såkaldt tavs viden, der tager sit udgangspunkt i bådebyggeri 2).

Ikke desto mindre må man konstatere, at vi i dag fortsat savner en arbejdets og gøremålets kulturhistorie skrevet ud fra en kropslig synsvinkel. Ganske vist har vi, fra medicinsk side, en række ergonomiske studier at bygge på, ligesom "opfindelsen" af sløjdundervisningen i slutningen af forrige Århundrede gav anledning til en mængde overvejelser over kroppens arbejdsmæssige stilling og status. Xxxx Xxxx' studier i den engelske arbejderklassses arbejdspladsforhold, dels i Das Kapital, dels i Grundrisse der politischen Ökonomie, og især hans kollega Xxxxxxxxx Xxxxxx' skildring af den samme arbejderklasses livssituation i 1840'erne, rummer adskillige kropslige aspekter. Også Xxxxxx Xxxxxxxx har med udgangspunkt i sit begreb om overvågning set på fabrikssystemet som en kropslig disciplineringsinstans. En del af den engelske marxistiske historieskrivning har også haft blik herfor, ligesom min egen bog fra 1992 om arbejderklassens kropskultur i England i 1700- og 1800-tallet delvis beskæftigede sig med kroppen på arbejde 3), men fælles for disse forskellige tilgange er, at de alle behandler arbejdet med udblik til kroppen, i stedet for at tage udgangspunkt i kroppen.

En samlet socialhistorisk fremstilling af arbejdets kropskultur forekommer fortsat at være langt væk, omend der foreligger ansatser 4).

Helt anderledes ser det ud på fritidsområdet, hvor man har lejlighed til at dyrke kroppen som sådan: om det nu er i idræt, i dans eller i motionsaktiviteter etc. Inden for idrætshistorien er der siden 1960'erne sket store landvindinger. Det gælder også i Danmark, hvor forskningen dog først satte ind fra ca. 1980, og hvor vi fortsat har store huller, ikke mindst hvad angår idrættens historie på lokalt plan og i det 20. Århundrede generelt, ligesom vi fortsat savner viden om de enkelte idrætsgrenes historie. Dansens kulturhistorie er også i vækst. Fælles for disse aktiviteter er, at de i modsætning til arbejdet alle har kroppen direkte i fokus. Her er kroppen i mindre grad end ved arbejdet indirekte til stede.

Vi kan således skelne mellem situationer, hvor kroppen er direkte i fokus, og situationer hvor den kun er indirekte nærværende. Denne skelnen falder stort set

sammen med en skelnen mellem arbejdskrop og fritidskrop. Men der er alligevel forskel.

Medens kroppen normalt er indirekte nærværende i arbejdet, changerer opmærksomheden på kroppen i fritiden: snart er den direkte fokuseret, snart er den ude af vores opmærksomhed. Fritiden er andet og mere end - opmærksomt - at bruge sin krop. Her er billedet mere komplekst end ved arbejdet:

Billedet kompliceres nemlig straks, hvis vi ser på andre fritidsmæssige måder at anvende kroppen på end at løbe, springe, danse etc. Kroppen sover også i fritiden. Den hviler sig etc. Det er med andre ord også relevant at skelne mellem bevægekrop og ikke-bevægekrop. Her ser vi, at både idræts- og arbejdskroppen har bevægelse og fysisk aktivitet til fælles, medens der er dele af fritiden, som forløber uden kropslig aktivitet i form af bevægelse.

Også her må vi konstatere store mangler i viden. Vi savner fortsat større undersøgelser af fx den hvilende stillings kulturhistorie, til trods for at vi fra billeder og rejseskildringer ved, at der er store forskelle i tid og rum på dette område. En Sudan-neger fra begyndelsen af dette Århundrede hviler sig på en anden måde end en forretningsmand i Milano i 1990'erne.

Relationen mellem fx krop, stol og bord kunne det også være interessant at skaffe sig viden om som led i udforskningen af den ikke-bevægelige krop.

Nært beslægtet med denne skelnen mellem bevæge-/ikke-bevægekrop er dualismen mellem at have en krop og at være en krop, dvs. fornemmelsen af på den ene side at kroppen er et redskab, der står til vores disposition, og som vi enten kan mishandle eller pleje og have omsorg for - og på den anden side fornemmelsen af at være en krop og ikke kun en fritsvævende Ånd, der vegeterer frit. Med vores kropslighed er vi jordbundne, men også hjemmehørende som singularitet 5). Vores plads på jorden kan ikke udfyldes af noget eller nogen anden, når først vi er placeret der.

Disse to sider af vores kropslighed kan man også betegne som kropserfaring og kropskonstruktion. I det første tilfælde vægter man den subjektive fornemmelse af at være i en krop og at være udleveret til den - måske endda i en sådan grad at det føles som om, at det er kroppen som har én og ikke omvendt. I det andet tilfælde er opmærksomheden især rettet mod kroppens objektstatus, formbarhed og beherskelighed. Disse to dimensioner er af den amerikanske fænomenolog Xxxxxxxx Xxxxxx blevet betegnet som kroppen i henholdsvis 3. person og 1. person 6). De

hænger normalt godt sammen, og vi er generelt i stand til uden videre at koordinere dem, uden at der opstår en dual relation mellem dem. Risikoen er imidlertid, at kroppen i 3. person tager overhånd, at kroppen objektgøres og bliver en ren og skær kontrol-instans, der ikke er relateret til kroppen i 1. person, sådan som vi kender det ved alvorlige spiseforstyrrelser, hvor fødeindtaget ikke er bestemt af kropslighedens fysiologiske behov og dermed af erfaringskroppen, men af et objektiveret forhold til mad og krop.

Imidlertid er der også andre aspekter af kropslighed i fritiden at se på end spørgsmålet om at bevæge sig eller at hvile og sove. I fritiden bevæger kroppen sig også ud i offentligheden, den går på indkøb og går til fest etc. I den forbindelse er det nærliggende at se på kroppen dels ud fra fx et modehistorisk perspektiv, dels i et repræsentationsperspektiv. I begge tilfælde drejer det sig om en bestemt måde at iscenesætte sig selv og sin krop på. Vi kan således også skelne mellem kroppen som repræsentation og kroppen som egenkropslig erfaring. Antropologiske undersøgelser foretaget af bl. a. Xxxx Xxxxxxx har her peget på 7), at i moderne, såkaldt åbne samfund, hvor man savner ritualer og sociale institutioner for individet at lade sig indfælde organisk i, er behovet for offentlig manifestation af selvet i form af enten hele kroppen eller dele af den stigende, medens det modsatte er tilfældet i såkaldt lukkede samfund som fx det feudale. Dette er siden fulgt op, som vi skal se nedenfor, af den kultursociologiske forskning i madens fænomenologi, som også har betonet skiftet fra førmoderne, lukkede samfunds madkultur til åbne moderne samfunds vægtning af selvets rolle i forbindelse med mad, hvor selvets artikulation af kulturelle koder bliver central 8).

En væsentlig del af denne selv-repræsentation består i demonstration af kroppens attributter. Her er ikke mindst ansigtet relevant, sammen med håret, som altid - omend modsætningsfuldt - er blevet tillagt væsentlig betydning. Normalt som udtryk for kraft og styrke, men det er interessant at konstatere, hvorledes skaldethed og ultrakort hår ligeledes bliver taget som symbol for hårdhed og machismo. Body buildere barberer kroppens hår væk for yderligere at fremhæve deres muskler.

Xxxxxx relaterer de sig imidlertid også til de generelle koder for kropslig fremtræden og selv-repræsentation, der til enhver tid gives.

Det kan, bl.a. på baggrund af den symbolik der historisk set ledsager fx håret, være formålstjenligt at skelne mellem typologisk og unik selv-repræsentation, hvor graden af kode-relatering er et centralt kriterium: retter man sig efter offentlighedens

generelle koder for selvrepræsentation - eller ønsker man først og fremmest at fremføre en personlig repræsentation? Ved den typologiske selv-repræsentation forholder man sig til type, anonymitet og kollektivitet, medens man ved den unikke selv-repræsentation snarere ønsker at skabe (sig) en unik identitet, som eneren blandt mange Ð uden at man af den grund, som vi skal se nedenfor i forbindelse med gennemgangen af såvel mode som hår, kan se bort fra nogen af polerne. Der er i begge tilfælde tale om ønsket om at koordinere det "naturlige", dvs. det uproblematiske, og det distinkt kunstige og særprægede. Som den finske kropssociolog Xxxx Xxxx har påpeget i sin bog The Consuming Body, har tematikken vedrørende koordination mellem natur og kultur været et gennemgående i den vestlige kulturkreds siden midten af 1800-tallet, hvor dobbeltheden om på den ene side at skelne mellem natur og kultur og på den anden side at forbinde naturlængsel med kunstig og kulturskabt originalitet for alvor begyndte at gøre sig gældende 9).

Ikke mindst i forbindelse med relationen mellem krop og mode forekommer en sådan skelnen mellem typologisk og unik selv-repræsentation at være relevant, idet en væsentlig del af modens væsen består i at kombinere distinktion og konformitet.

Undertiden kan kode-elementet i moden være så fremherskende, at den modiske fremtræden anonymiserer kroppen og gør den så upersonlig, at den forsvinder ind i en type. Til andre tider kan ønsket om at fremtræde som noget helt særligt og yderst personligt, uden sans for kodeelementerne i den kropslige symbolik, være dominerende.

Også i henseende til køn og krop er denne koordination mellem singulært og alment central. Ethvert individ må forholde sig til både at være en unik mand resp. en kvinde og til den almene kode for mandlighed resp. kvindelighed. Her spiller biologiske og psykologiske faktorer altså sammen med samfundsmæssige og kulturelle. Mænd og kvinder er konkrete livsskæbner, som er unikke i kraft af deres singulære kropslighed, men de er samtidig deltagere i den generelle kropslige strukturering af henholdsvis mandlighed og kvindelighed 10).

Hjemmehørende i denne relation er ligeledes den del af kropskulturen, der sammenfattes under betegnelsen gestik. Også her er kodekendskabet centralt, og man kan gå grueligt galt i byen ved at betjene sig af gestiske størrelser, som betyder én ting i den kultur, man selv kommer fra, og noget helt andet i en anden. Det kan være nyttigt at vide, at når man nikker i Bulgarien betyder det ikke ja, men nej Ð hvorimod bekræftelse signaleres ved hjælp af hovedrysten, som i vores kultur er ensbetydende

med benægtelse. Hertil kommer, at gestikken ikke kun veksler fra sted til sted. Der foregår også ændringer i tid, således at bestemte gestikker kommer og går.

Introduktionen af den langstrakte langfinger i løbet af 1980'erne som hånende gestus er ét eksempel herpå. ændringen i gestik i Sydeuropa i løbet af den katolske modreformation, som Xxxxx Xxxxx har set på, er et andet eksempel 11).

De her nævnte begrebspar vedrører i en vis forstand alle relationen mellem det unikke og det almene i kropshenseende. Ofte nok er dette forhold blevet anskuet som en relation mellem natur og kultur. Og dermed har vi rejst et prekært problem, som det er nødvendigt at diskutere nærmere.

Trang til autenticitet

Risikoen ved at opstille de kropslige dimensioner, som det er sket ovenfor, er, at man løber ind i problemet vedrørende autenticitet. Det er ofte fristende at operere med en forestilling om oprindelighed eller natur i forbindelse med analyse af kroppen i samfundet for slet ikke at tale om samfundet i kroppen. Men det er nok ikke særligt frugtbart. Alene den omstændighed, at kroppen er historisk frembragt og historisk foranderlig, gør det svært at opretholde en sådan forestilling om autenticitet. Men selv hvis man vælger at se bort fra et sådant historisk analyseperspektiv og nærmer sig et synkront, horisontalt niveau, som fx i kropssociologien, bliver det vanskeligt at operere med en natur-forestilling. Medmindre man da stiller sig til tåls med en vis robust form for biologisme - eller essentialisme. En sådan biologistisk tilgang vil sandsynligvis spærre for analyser af en række af kroppens samfundsmæssige manifestationer og for endnu flere af de fortolkninger af kroppen, som er samfundsmæssigt gyldige.

Dertil kommer, at man på den måde bliver stikkende i en rigid og absolut modstilling mellem på den ene side biologien og på den anden side den samfundsmæssige og kulturelle tilrettelæggelse af kroppen. Her kan de to sider af kroppen så slå hinanden oven i hovedet, og man kommer analysemæssigt ikke ud af stedet.

Problemet er velkendt; ganske vist mindre i de kropshistoriske undersøgelser, idet man her mere ser på faktiske hændelser og begivenheder, hvor kroppen har spillet en rolle. Mere centralt er problemet i den kropssociologiske forskning, hvor sociologiens tradition for nomotetisk forskning og dermed begrebslig orientering med

henblik på generaliserbarhed er vigtig. Her har man i de senere år ledt med lys og lygte efter veje ud af den firkantede modstilling.

Lad os i den forbindelse i første omgang se på, hvorledes der kan argumenteres for disse udveje og dernæst kaste et blik på 4 mulige opløsninger af natur/kultur-modsætningen.

En af de førende teoretikere inden for kropssociologien i dag, Xxxxx X. Xxxxxx, har i sin bog Regulating Bodies taget fat på problemet, når han argumenterer for, at den strukturalistiske tanke om kroppen som ren og sker repræsentation, som tekst, som diskurs-effekt eller som socialt konstrueret fænomen, har vanskeligt ved at indkredse menneskers erfaringsmæssige fornemmelser af at være og have en krop.

Uanset hvor konstrueret og samfundsskabt kroppen end måtte være, har det enkelte individ altid en vis fornemmelse af kropslighed. Den medicinske, moralske, kunstneriske og kommercielle tilrettelæggelse af kroppen ændrer ikke ved det forhold, at folk har erfaring af at høre hjemme i en krop, der - trods alt - stadig har sit egetliv. Som følge heraf er det nødvendigt at oparbejde en kropsfænomenologi, der vedrører den "levede krop", skriver Xxxxx X. Turner12). Kroppen er nemlig ikke kun et objektivt-instrumentaliseret redskab, der står til rådighed. Den er, som tidligere fremført, også en subjektivt erfaret og levende krop. Alene af den grund er det ikke frugtbart at opretholde hverken en biologisk essentialisme eller tanken om en ren konstruktion, men klogere at orientere sig i retning af feltet midt imellem.

I den forbindelse kunne man måske tillægge, at i stedet for at betone kroppens objektivitet burde man snarere interessere sig for kroppen som proces. Det er nemlig karakteristisk, at kroppen til stadighed er undervejs, er i ændring. Så langt kan biologien sagtens være med at forklare de udviklinger, kroppen gennemgår i retning af først vækst, siden forfald. Men biologien har vanskeligt ved at forklare erfaringen og fortolkningen af disse ændringer. Her slår naturvidenskaben ikke til. Det sætter Xxxxx X. Xxxxxxx subjektivisering af kroppen fokus på.

Han er her i berøring med det forhold, at man i en række sprog fastholder denne kroppens to-dimensionalitet. På tysk skelner man således mellem henholdsvis Körper, dvs. kroppen som given, objektiv og instrumental størrelse der lader sig analysere biologisk, og Leib, dvs. den levede erfaring af en levende krop. På dansk gør vi, paradoksalt, det modsatte rent sprogligt, idet vores begreb legeme betegner den objektive dimension, medens derimod begrebet krop dækker mere omfattende kropsdimensioner. På andre sprog har man yderligere sofistikerede inddelinger, der

helt opløser natur/kultur-modsætningen. Det gælder således på klassisk græsk, hvor man skelnede mellem gyia, dvs. de ydre lemmer som bevægeorganer, mélea lig med sæde for kraft og styrke (som på finsk sisu og på japansk hara), kira, dvs. hovedet og/eller den person som er indeholdt i den ydre fremtoning, soma, dvs. legemet som sådant, démas som betegnelse for kroppen som gestalt og skikkelse og chr—s, dvs. det ydre lag af kroppen som fx hud og teint 13). Tilsvarende skelner man på finsk mellem følgende begreber: keho: krop, vartalo: figur og torso, ruumis: kombinationen af krop og legeme, medens elimistš betegner kroppen som organkropslighed/kropslig evne.

Om ikke før så ud fra disse sproglige distinktioner kan man se, at en opstilling mellem to modsatte kropspoler ikke slår til. Årsagen hertil er kroppens flerdimensionalitet, dens processualitet og mangetydighed. Som det er blevet sagt i forlængelse af Xxxxxxxxx, har kroppen mange sjæle, mangfoldige logikker og et uendeligt antal perspektiver 14). Med en vis ironisk distance har Xxxxxxx Xxxxxxx i den forbindelse talt om, at der synes at være gået inflation i antallet af kropslighed: først havde man én krop, sÅ fik man to, og med Xxxx X'Xxxxx bog The Five Bodies kom man op på fem 15). Mindre ironisk kunne man udlægge situationen på den måde, at forskningen endelig er begyndt at få øjnene op for kroppens flerdimensionalitet.

Ikke desto mindre kan man, og det har bl.a folk som Xxxxx X. Xxxxxx og Xxxxx Xxxxxxxx kraftigt betonet igennem de senere År, ikke se bort fra, at kroppen i bund og grund er et substantielt forehavende. Det gælder uanset om man betoner, at man har en krop, eller man lægger vægten på at være en krop. Vores basale kropslighed, som på engelsk udtrykkes på den måde, at vi er "some body" og ikke kun "any body" er det afgørende i vores tilværelse. Herfra går vores verden, fra den plet på jorden der er optaget af vores krop, og ikke af vores tanker. Følgelig bør vi tage udgangspunkt heri, samtidig med at vi ikke kan negligere, at vi selv i dette fænomenologiske vilkår: at være hjemmehørende i én og kun én, bestemt krop, også altid er udleveret til et andet vilkår, nemlig at denne basale kropslighed altid er historisk frembragt og socialt farvet uanset hvor meget den end er vores egen. Vi er med andre ord udleveret til at dobbelt grundvilkår.

Og det store spørgsmål bliver så naturligvis: hvorledes lever vi i vores praktiske liv med dette dobbelt vilkår, så det ikke opleves som kropsdualisme? Og

hvorledes kan vi forskningsmæssigt indkredse disse dagligdagens måder at overvinde denne kropsdobbelthed på?

4 løsningsforslag

Siden 2. verdenskrig er kroppen i stigende grad blevet et udstyrsstykke. Det ses - og vi skal uddybe det senere i bogen - inden for en række kropssfærer som fx mad, mode og sexualitet. Her betones udvendiggørelsen i stigende grad. Fx lægges der mere og mere vægt på madens iscenesættelse: at der også er noget til øjet, ligesom sexualiteten i det øjeblik, hvor sex betones på bekostning af erotik, bliver genstand for en tiltagende udvendiggørelse og kvantificering. Helt tilsidesætte den enkelte krops begær og drifter kan man imidlertid ikke i en sådan repræsentationsanvendelse af kroppen: selv når maden bliver til staffage og stil, skal der dog også tages hensyn til maden som føde og kost 16).

Straks melder sig imidlertid problemet: hvorledes finder dette møde sted mellem den individuelle egenkrop og den offentlige, almene kropslighed i repræsentationernes sfære? Til det formål er det hensigtsmæssigt at indføre begrebet den sociale krop som betegnelse for dette møde. Dette udgør en første løsning, hvor den sociale krop er navnet på det udvekslingsfelt og det grænseområde, der ligger midt mellem den enkelte substantielle egenkrop og den generaliserede kropslighed på den offentlige scene. Sagt på en anden måde markerer den sociale krop mødestedet mellem den indre og den ydre krop, sådan som man fx ser det i moden, hvor det drejer sig om afsløring/tildækning af den enkelte, enestående krop i forhold til generelle normer for kropslig adfærd "on stage". Den sociale krop er med andre ord en overgangszone mellem kroppens privathed og samfundets offentlige kropsinstitutioner, hvor den private krop indskriver sig som en del af en almen og offentlig kropslighed. I denne grænseflade er det opgaven at forvalte relationen mellem privat krop og offentlig kropslighed. Det sker ikke mindst på baggrund af et grundigt kodekendskab og en høj grad af refleksivitet - også i kropslig henseende 17).

Den engelske sociolog Xxxxxxx Xxxxxxx betoner i den forbindelse, at fortællingen om, hvilken klasse og hvilket miljø den pågældende person kom fra, tidligere foregik ved hjælp af bestemte tegn og ydre symboler uden på kroppen - som fx smykker, hatte, tilbehør i form af et sværd eller en stok. I dag er situationen snarere den, at det er ved hjælp af kroppen selv man ønsker at sige noget om, hvem man er som individ, som et selv. Det kunne i første omgang se ud som om, at man så blot

kunne gå "til torvs" med sin private, singulære krop med alle dens fortrin og mangler, men pointen er, at dette ikke kan lade sig gøre uden stillingtagen til de givne, samfundsmæssige normer for, hvorledes kroppen skal være og se ud: graden af solbrændthed, frisure, slankhed etc. Set i dette perspektiv bliver den sociale krop et projekt for den enkelte, der kræver bestandig vurdering og afvejning; kort sagt refleksivitet, både i betydningen refleksion og spejling. Kropslig holdning og optræden bliver her signaler om, hvorledes fordelingen mellem privat krop og offenlige kropsnormer har fundet sted.

Men allerede her opstår der et nyt problem. Én ting er, at vi nu har indført et begreb, som opløser dikotomien mellem natur og kultur. En anden ting er imidlertid nærmere at indkredse de transformationsregler, der gør sig gældende i dette skæringsfelt mellem natur og kultur, hvor den sociale krop er hjemmehørende.

Overgangen fra den ene kropsdimension til den anden foregår nemlig ikke kaotisk eller vilkårligt, men er underlagt bestemte begrænsninger og regler.

Som et mindstemål i den forbindelse kan det være formålstjenligt at skelne mellem to principper i feltet, hvor den sociale krop udfolder sig. For det første princippet kropsregime som betegnelse for, at man primært lægger sig efter at leve op til den offentlige kropsnormativitet. Kropsregime refererer med andre ord primært til den magt, som den almene kropsnormativitet udøver i forhold til den enkelte krop.

¯Ønsker man derimod at betone den enkelte krop, kan man bruge betegnelsen kropsregister, som altså dækker både den enkelte krops begrænsninger og kapaciteter:

Den enkelte krop kan således være hæmmet i sin kropslige udfoldelse, enten som følge af generthed eller som følge af en social og kulturel arv, der virker som en slags træghed i den kropslige udfoldelse. Det er denne træghed, Xxxxxx Xxxxxxxx kalder habitus 18). Den kommer til udtryk i bestemte præferencer og en bestemt ikke- bevidst disposition for bestemte måder at agere kropsligt på.

Men tilsvarende er der bestemte kropslige behov, som skal dækkes i ethvert samfund. Ethvert samfund bliver således nødt til, både set ud fra samfundsinteresser, men også ud fra den enkeltes situation, at sørge for fx tilrettelæggelse af mødet mellem mand og kvinde, af fødsel og død etc. Enhver krop peger i den forstand ud mod samfundsmæssige dækninger af disse behov. Det kan gælde behov for føde, sexualitet, men også kropslige omsorgsbehov.

At anskue sagen alene ud fra et spørgsmål om kropsregime slår altså ikke til. Det har Xxxxxx X. Xxxxx påpeget i en kritik af Xxxxx X. Xxxxxx, der i 1984 forsøgte at

skitsere de samfundsmæssige interesser i skæringsfeltet mellem natur og kultur og derved betonede kropsregime på bekostning af kropsregistre 19). Det er også nødvendigt, gjorde Xxxxxx X. Xxxxx opmærksom på, at anskue sagen ud fra den enkelte krops behov, hvorved han, i øvrigt uden at bruge ordet, gjorde sig til talsmand for et kropsregister-synspunk 20).

Hertil må man imidlertid overfor Xxxxxx X. Xxxxx påpege, at han i sin berettigede kritik af Xxxxx X. Xxxxxx kan have en vis tilbøjelighed til at anskue kroppens behov for "optimistisk"; som om kroppen uden videre kunne sætte sig igennem og fordre tilfredsstillelse. Og her er det så, at Xxxxxx Xxxxxxxx'x habitus- begreb kan være nyttigt, for så vidt som det fortæller noget om, at kroppen ikke kun handler frit. Der er i kroppen indlagt en vis form for beredskab, der peger i retning af bestemte måder at dække sit behov på. Kroppen kræver nok behovsdækning, men ikke så frit og umiddelbart som Xxxxx lader forstå.

En anden løsning på problemet om, hvorledes naturkrop og kulturkrop mødes, består i at tage udgangspunkt i den antropologisk-filosofiske opfattelse af menneskets krop som værende relationel. Mennesket er, også i kropslig henseende, et socialt væsen, der lever i udveksling med andre mennesker. Denne tanke er inden for kropskulturforskningen især udviklet af Xxxxxxx Xxxxx og Xxxxxx Xxxxxxxx, som begge gang på gang både direkte og indirekte i deres videnskabspraksis gør op med forestillingen om mennesket som homo clausus, dvs. et kropsligt indelukket og isoleret væsen. Mennesket er i al sin gøren og laden relationelt indrettet, siger Xxxxxxx Xxxxx 21). Dette understreges ligeledes af Xxxxxxx Xxxxxxx, der igen og igen betoner menneskets dialogiske evne, dvs. menneskets evne til at indgå i relationer, enten det nu er i samtale og tankemæssig udveksling eller i kropslig interaktion 22).

I den forbindelse kunne man også hente støtte hos de kropsfænomenologer, der blev omtalt ovenfor i forskningsoversigten. Her vil man nemlig kunne få besked om, at mennesket ganske vist er kropsliggjort som én og kun én krop, men at den selvsamme krop også er indrettet således, at den har nemt ved at komme i clinch og berøring med omverden og andre mennesker:

Det skyldes for det første, at vi med vore hænder og arme kan favne verden og andre mennesker, at vi med vores hånd kan både gribe og begribe verden (med den risiko, naturligvis, at vi også forgriber os på noget 23), og at vi med vore - fremadpegende og imødekommende - fødder kan bevæge os frem til andre. Vi er bedre udrustede til at gå hen til andre end til at gå bort fra andre.

For det andet at vi med flere af vore sanser (hørelse, smag, lugt) er i stand til at indoptage verden i os, dvs. gøre os til ét med den på samme måde som vi bl.a. med vores egen lugt påvirker den. Sanserne er samkvemsfremmende og indgår altid allerede i en eller anden forbindelse med omverdenen. Som Xxxxx Xxxxx en gang har formuleret det, kan man ikke se om hjørner, men man kan godt høre om hjørner. Det er med andre ord svært at lukke sansemæssigt af for omverdenen.

For det tredje kan man pege på, at selve den omstændighed, at vi har en kropslig eksistens og dermed - modsat fx et træ eller et hus - er stedt i bevægelse - selv når vi ikke bevæger os i rent organkropslig henseende. Rent etymologisk peger ordet "eks-istens" i retning af overskridelse af et ståsted. I kraft af vores kropslighed er vi ikke statiske, men bevægelige. Vi er modtagelige, parate, letbevægelige, rede til at indgå i symbiose med vores omverden. Som Xxxxxxxx Xxxxxx i inspiration fra Xxxxxxx Xxxxx har påpeget, er vi i kraft af vores kropslighed udrustet med potentialitet 24). En potentialitet som vel at mærke er rettet mod vores omverden med henblik på symbiose med den. Vi er i kraft af vores singulære kropslighed nok altid isolerede, men samtidig overskrider vi altid denne isolation og bliver relationelle. Vi lever med andre ord i en frugtbar spændingstilstand mellem singularitet og samfundsmæssighed. Xxxx X. Xxxxxx har formuleret det på den måde, at kroppen snarere end at være en essens eller en fast entitet altid allerede udgør en potentialitet, som så i sin tur forarbejdes af kulturen og udvikles i sociale relationer 25).

Det gælder ikke mindst på madens område, der dels er den biologiske forudsætning for vores reproduktion som krop, dels er udgangspunktet for vores liv som sociale væsener 26). Takket være især vores smags- og lugtesans er vi i stand til at gøre verden til en del af os, samtidig med at denne indoptagelse af omverdenen gør os i stand til at handle som sociale væsener 27). Om ikke før så her fremgår det tydeligt, at den menneskelige krop altid markerer en grænseovergang, hvor det ikke giver mening at operere med en håndfast skelnen mellem natur og kultur. Snarere kan der være grund til, som fx Xxxx Xxxx har gjort det ud fra en stor analyse af madens kultursociologi, at betone kroppens mangfoldighed og spændingsfylde, nærmere bestemt det at den "tager farve" af sine omgivelser og dermed er medvirkende til at holde verden "Åben" 28).

En tredje udvej ud af dilemmaet er at tage udgangspunkt i den enkelte livshistorie med dens unikke kropslige erfaringer. I tilknytning til fænomenologien er erfaringsbegrebet her det centrale, sådan som det fx tydeligt ses udviklet i den finske

narrative kropssociologiske skole, og som der ligeledes er eksempler på inden for kropskulturforskningen i Danmark; dels har jeg selv arbejdet med denne metode 29), dels har Xxxxx Xxxxxx i inspiration af henholdsvis Xxxxxxx Xxxxx og Xxxxxx Xxxxxxxx gjort brug af den i sine undersøgelser af sansning, rum og fortolkning 30).

Samme erfaringsbegreb står centralt i undersøgelser af behandlinger af mennesker med spiseforstyrrelser. Her er det erfaringen af en manglende koordination mellem ens egen krop og de alment gyldige kropsidealer, der er problemet 31), dvs. den manglende tilstedeværelse af et skæringsfelt i midten mellem det, som Xxxxxx Xxxx har kaldt livslyst og vitalitet på den ene side og kropsæstetisk normativitet på den anden side. Evnen til at gennemføre et liv, dvs. at akceptere en situation, hvor kroppen ikke er et problem, men en forudsætning, bliver her det afgørende - uden at man af den grund, som Xxxxxx Xxxx også viser, kan tilsidesætte vilkårene for kropslighed, dvs, de dominerende historisk frembragte koder for den rette kropslige fremtoning og repræsentation 32).

Det er åbenlyst, at en sådan livshistorisk tilgang både rummer trivialitet og intensitet 33), men det er samtidig klart, at spørgsmålet om natur og kultur her ikke er af relevans. Spørgsmålet om autenticitet er ligegyldigt i henseende til en kropslig erfaringsdimension. I et livshistorisk analyseperspektiv giver det ikke mening at tale om, at en bestemt del af et liv skulle være mere "ægte" eller mere autentisk end en anden. Det er langt snarere relationen mellem kontinuitet og brud mellem ellers ligeværdige faser af et samlet livsforløb, der er det centrale.

I den "finske skole" for narrativ krops- og sportssociologi, der i dag er blandt de førende i verden på området: krop, livshistorie, biografi, er det da også langt snarere spørgsmålet om kroppens placering i tid og rum, som er afgørende. Det er kroppen set i forhold til situationer og lokaliteter, der er i fokus, og dermed - atter - relationen til omverdenen, snarere end spørgsmålet om ophav. Eller sagt på en anden måde: ophavet for kropslig væren ligger i det situative, dvs. de kontekstbundne, engangssituationer, der fra at være hændelser bliver til begivenheder, når de anskues i et livshistoriske perspektiv. Det gælder selv for anonyme og banale situationer, såsom en popsang eller et julekort, at de kan bide sig fast i erindringen og blive skelsættende "stoppesteder", der danner matricer for vores kommende måde at anskue omverdenen på i æstetik og kognitiv henseende 34).

Når eksempelvis Xxxxx Xxxxxxx og Xxxx Xxxxxxx skriver om temaet: krop og turisme, sker det på baggrund af et stykke livshistorisk "feltarbejde" på Mallorca,

hvor de selv investerede deres kroppe og tog del i både grisefest og pool-flirt 35). Det samme gør sig gældende, når Xxxxxx Xxxxxxxxxxxx beskriver sin barndoms idoler blandt skihopperne i Kuopio i Midtfinland. Her påpeger han, at det ikke var de store internationale stjerner, der var heltene, men snarere de lokale idrætsfolk, som kunne delagtiggøre drengene i et bredt felt af erfaringer af kropslig art: idræt, kvinder, spiritus etc.36). Her er det meningsløst at tale om natur, biologi og essentialisme.

Erfaringsbegrebet er det afgørende: Oplevelsen af krop, natur, landskab går altid gennem vores eget, private erfaringsfilter og eksisterer kun for os på denne mÅde. At dette vilkår så, som Xxx Xxxxxxx har påpeget, er knyttet til det at være et moderne menneske, ændrer intet ved vilkåret 37). Hermed er kun understreget, at der er historie - og ikke biologi - på færde.

Det er dette vilkår, som gør sig gældende, når den verdensberømte svenske håndbold dommer og tv-stjerne, Xxxx "Xxxxx" Xxxxxx skriver om sine håndbold erfaringer som dreng i Messehallen i Göteborg i 1950'erne. Også her er det den relationelle dimension, der omhandler hvorledes man etablerer kropslige vaner og får skabt kropslige spor som retningslinjer, der er det afgørende 38). Langt mere end et filosofisk problem om kroppens væsen er det her treklangen krop, geografi og fortælling, som her er i centrum.

Også ved den fjerde løsning undgår man i kraft af selve den diskursive behandling at bringe spørgsmålet vedr. natur versus kultur i fokus. Det drejer sig om den kropshistoriske tilgang. Ej heller her er spørgsmålet om kroppens biologi eller dens autenticitet af større betydning. Biologi og naturhistorie er mere et spørgsmål om, at nye generationer afløser ældre, medens sociale historiske forhold ikke er knyttet til et sådant generationsforløb.

Hvis man er enig i opfattelsen, at man ved historie forstår en opmærksomhed på forandring, ændring og uforudsigelige begivenheder snarere end væsenstræk og lovmæssighed, og på begivenheder snarere end strukturer, indser man, at det her er mere interessant at se på, hvorledes "natur" forandres - og dermed ophører med at være natur. For historikeren eksisterer begrebet natur så at sige ikke, idet han/hun ikke opererer med lovmæssigheder, determination og essens. Som Xxxxx Xxx Xxxxxxxxxxxx har formuleret det i sin bog Kultur og historie om struktur og hændelse, er det et kendetegn for de senere års kulturhistorikere som fx Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxxxx Xxxxx Xxxxx (som vi skal se på nedenfor), at de konsekvent argumenterer for, at strukturstudier og kulturstudier er uforenelige størrelser 39). Af den grund

giver det for dem heller ikke mening at operere med krop i betydningen væsen eller natur, idet de først og fremmest er interesserede i det levede livs omgang med kroppen og kroppens bidrag til at "afrunde" en episode og dermed skabe en situation i det levede liv. Som det ovenfor blev nævnt i forbindelse med de filosoffer, der er optaget af fænomenet "livsverden", gælder det også for de kulturalistisk orienterede historikere, at de mest er interesseret i det levede liv og den talte og uudtalte dialog mellem mennesker i samvær, udspil og medspil.

Disse historikere er først og fremmest optaget af situationer, som så i sin tur kan indgå i større hændelsesforløb, hvor de så igen kan udgøre dele af historiske stadier 40). Men det afgørende er i alle tilfælde situationerne og hændelserne, hvor der fokuseres på agenternes handlinger og motiver. Heri kan kropslige motiver godt spille en rolle, endog en overordentlig stor rolle, men det sker så at sige "tilfældigt", ikke på baggrund af en kropslig natur som sådan.

Kroppen fremstår med andre ord som noget yderst absolut, men også som noget relativt, idet det er den enkelte kropslige, irreversible handling her og nu, der er i søgelyset. Herfra er der milevidt til at sige noget generelt og alment om, hvad en krop er. Denne type historiker arbejder ikke med essens, men derimod med historiske, dvs. kontingente absolutter. Xxxxxx Xxxxxxxx har formuleret det med en paradoksfyldt karakteristik: "Historicering, som tilsyneladende relativerer, er en måde at undgå relativitet" 41), nemlig derved at man opererer, ikke med absolutisme og lovmæssighed, men historisk "tilfældige" hændelser, der så, omvendt, så at sige er kommet for at blive.

I synet på kroppen får dette afgørende konsekvenser. I stedet for at opfatte kroppen som essens og fast entitet vil denne kulturhistoriske retning snarere rette blikket mod kombinationen af på den ene side kroppens potentialitet og på den anden side kulturens prægning og de sociale relationers udvikling af denne potentialitet. Her betones kroppens Åbenhed og "ufærdighed", idet man lægger vægt på kroppens uafsluttet hed og udviklingsmuligheder, som ikke udgør en modsætning til kultur, men tværtimod gør brug af samfundsmæssig kultur for at udvikles 42).

Det kan bedst ses i historisk konkrete undersøgelser - som af fx Xxxxxxxxx- brødrenes iværksættelse af gymnastik, dans og legemsøvelser for fæstebønderne og deres børn 43), af V.V.F.F. Nachtegalls eksperimenteren med rekord-præstationer i svømning i Københavns havn i Årene efter 1800 44) og af det unge danske demokratis fascination i Årene efter 1900 af sporten med dens kropsligt iscenesatte

frihed og lighed 45). Men det kan også se i belysning af afgørende ændringer i den seneste generations kropskultur, som Xxxxxxx Xxxxxx har gjort det i bogen Life in Fragments 46). Her ser vi overgangen fra 1960'ernes reglementerende industrisamfunds betoning af kropslig vedholdenhed, stabilitet og ordenssans til 1990'ernes postindustrielle samfunds krav om permanent kropslig parathed og fitness med sans for grænseoverskridelse, fleksibilitet og omstillingsevne og skræk for rutiner og gentagelser. I alle disse tilfælde undkommer samfundet ikke at gøre brug af kroppens potentialer, eller dens register som det også blev kaldt ovenfor, samtidig med at "kulturen" videreudvikler denne kapacitet.

I det følgende vil det især være løsning ét, to og fire, der vil blive bragt på bane, medens den biografisk-livshistoriske dimension ikke vil blive tematiseret nævneværdigt.

Noter

1) Xxxx Xxxxx: The Absent Body. Chicago 1990.

2) Xxxxx Xxxxxxxx: Kunskap i handling. Gšteborg 1993.

3) Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Xxx Xxxxx Xxxx til fodbold. En kulturanalytisk studie af arbejderklassens kropskultur i England i 1800-tallet. Odense 1992, spec. s. 137ff.

4) Xxxxxx Xxxxxx: Der Körper als Werkzeug der Körper als Werkstück: die Professionalisierung der Beziehung von Körper und Arbeit, in: Xxxxxx Xxxxx (red.): Der Mensch und sein Körper. Von der Antike bis heute. München 1983, s. 243 ff.

5) Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Introduction Body between Substance and Discourse, in: Xxxxx Xxxxx, Xxxxxxx Xxxxx, Xxxxx Xxxx Xxxxxx Xxxx Xxxxx og Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx (red.): Bodyscapes - Body and Discourse. Odense 1994, s. 11 ff.

6) Xxxxxxxx Xxxxxx: Foreign Bodies. London 1994, s. 47.

7) Xxxx Xxxxxxx: Natural Symbols. Explorations in Cosmology. New York 1983.

8) Xxxx Xxxx: The Consuming Body. London 1994, s. 15 ff.

9) Xxxx Xxxx: Written in the Flesh, in: Body and Society vol. 1 nr. 1 (1995), s. 95 ff.

10) Xxxxxx Xxxxxxxx: Reflektion och ansvar - en kritisk etnologi, in: Xxxx Xxxxxxx (red.): Etnologiska visioner. Stockholm 1993, s. 38 f.

11) Xxxxx Xxxxx: The language of gesture in early modern Italy, in: Xxx Xxxxxxx og Xxxxxx Xxxxxxxxxx (red.): A Cultural History of Gesture. Cambridge 1993, s. 71 ff.

12) Xxxxx X. Xxxxxx: Regulating Bodies. Essays in Medical Sociology. London 1992,

s. 8.

13) Xxxxx Xxxx: Kann der körper ehrlich sein?, in: Xxxx-Xxxxxx Xxxxxxxxx og X. Xxxxxx Xxxxxxxx (red.): Materialität der Kommunikation. Frankfurt am Main 1988, s. 667.

14) Xxxxx Xxxx Xxxxxxx: Xxxxxxxxx og det moderne. Oslo og København 1989, s. 233.

15) Xxxxxxx Xxxxxxx: The Body Social. Symbolism, Self and Society. London 1993,

s. 228 ff.

16) Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Sex, synd og råkost Ð om livsstil, krop og sundhed, in: Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx, Xxxxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxx (red.): Kroppens spejl. En antologi om idræt og sundhed. Odense 1991, s. 111 ff.

17) Xxxxxxx Xxxxxxx: Modernity and Self-Identity. Self and Society in Late Modern Age. Cambridge 1991, se spec. s. 99 ff.

18) Xxxxxx Xxxxxxxx: Die feinen Unterschiede. Kritik der gesellschaftlichen Urteilskraft. Frankfurt am Main 1988 (1979), s. 277 ff.

19) Xxxxx X. Xxxxxx: Krop og samfund. København 1992 (1984).

20) Xxxxxx X. Xxxxx: For a Sociology of the Body: An Analytical Review, in: Xxxx Xxxxxxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxxx og Xxxxx X. Xxxxxx (red.): The Body. Social Process and Cultural Theory. London 1991, s. 36 ff.

21) Xxxxxxx Xxxxx: Notizen zum Lebenslauf, in: Xxxxx Xxxxxxxxxx, Xxxxx Xxxxxxxxx og Xxxxxx Xxxxx (red.): Macht und Zivilisation. Materialien zu Xxxxxxx Xxxxx' Zivilisationstheorie bd. 2. Frankfurt am Main 1984, s. 9 ff.

22) Xxxxxxx Xxxxxxx: Det dialogiska ordet. GrÅbo.1991, spec. s. 77 ff. og Xxxxxx Xxxxxx: On the Borders of Bakhtin: Dialogisation, Decolonisation, in: Xxx Xxxxxxxxx og Xxxxx Xxxxxxxx (red.): Bakhtin and Cultural Theory. Manchester 1989, s. 39 ff.

23) A. W. Metcalfe: The Hands of Homo Faber , in: Body and Society, vol. 1 nr. 2 (1995), s. 195 ff.

24) Xxxxxxxx Xxxxxx: Foreign Bodies. London 1994, s. 6, 9 og 13.

25) Xxxxx X. Xxxxxx: Regulating Bodies. Essays in Medical Sociology. London 1992, s. 16.

26) Xxxxx Xxxxxx: Soziologie der Mahlzeit, in: Xxxxx Xxxxxx: Brücke und Tür. Stuttgart 1957, s. 243 ff.

27) Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Sex, synd og råkost Ð om livsstil, krop og sundhed, in: Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx, Xxxxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxx (red.): Kroppens spejl. En antologi om idræt og sundhed. Odense 1991, spec. s. 138 ff.

28) Xxxx Xxxx: The Consuming Body. London 1994, s. 1 ff. og s. 62 ff.

29) Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Kolort og klassekamp, in: Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx og Xxxx Xxxxx-Xxxxxxx (red.): Sport og fascination. Odense 1981, s. 73 ff., Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Dem fra Farre med det røde V. Den belyste krop og kroppens udstråling, in: Xxxxxx Xxxxx-Xxxxxxx og Xxx Xxxx Xxxxxxx (red.): Möjligheternas landskap. Nordiske kulturanalyser. København og Stockholm 1994, s. 180 ff. samt Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx:

E.P. Xxxxxxxx and The Substantial Body in History, in: Xxxxx Xxxxxxx, Xxxx Xxxx og Xxx Xxxxxxx (red.): Strangers in Sport Ð Reading Classics of Social Thought. Jyväskylä 1995, s. 73 ff.

30) Xxxxx Xxxxxx: At bade er regionalt, nationalt og overnationalt Ð Helgoland på Amager, in: Xxxx Xxxxxx, Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx og Xxxxx Xxxxxxx (red.): Idrætshistorisk Årbog 1990. Odense 1990, s. 24 ff.

31) Xxxxx X. Xxxx: Food, Sex, and Salvation, in: Xxxxxx Xxxxx (red.): Many Mirrors. Body Image and Social Relations. New Brunswick 1994, s. 179 ff, spec. s. 198 f.

32) Xxxxxx Xxxx: All Consuming Images. New York 1988, s. 153 ff.

33) Xxx Xxxxxxx: On memory-work in the theory of body Culture, in: International Review for the Sociology of Sport, vol. 29 (1994), s. 10.

34) Xxx Xxxxxxx: Reading my Landscape, in: Xxxxx Xxxxxxx, Xxxx Xxxx og Xxx Xxxxxxx (red.): Strangers in Sport Reading Classics of Social Thought. Jyväskylä 1995, s. 19 ff; se spec. s. 26.

35) Xxxxx Xxxxxxx og Xxxx Xxxxxxx: The Body in Tourism, in: Theory, Culture and Society, vol. 11, nr. 3 (1994), s. 125 ff.

36) Xxxxxx Xxxxxxxxxxxx: To Childhood Heroes, in: International Review for the Sociology of Sport, vol. 29 (1994), s. 25 ff.

37) Xxx Xxxxxxx: Reading my Landscape, in: Xxxxx Xxxxxxx, Xxxx Xxxx og Xxx Xxxxxxx (red.): Strangers in Sport Ð Reading Classics of Social Thought. Jyväskylä 1995, s. 30.

38) Xxxx "Loket" Xxxxxx: Mässhallen - mitt andra hem!, in: Idrottsarvet 1991. Årsbok för Idrottsmuseet i Göteborg. Göteborg 1991, s. 14 ff.

39) Xxxxx Xxx Xxxxxxxxxxxx: Kultur og historie. Bidrag til den etnologiske debat. København 1995, s. 63.

40) Xxxx Xxxxx: Historikern möter sociologien, in: Sociologisk Forskning, vol. 25, nr. 1 (1988), s. 24 ff.

41) Xxxxxx Xxxxxxxx: Thinking about limits, in: Xxxx Xxxxxxxxxxxx (red.): Cultural Theory and Cultural Change. London 1992, s. 38.

42) Xxxxxx X. Xxxxxx og Xxxxx Xxxxxxxx: Re-forming the Body. Religion, Community and Modernity. London 1997, s. 19

43) Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Krop og oplysning. Om kropskultur i Danmark 1780-1900. Odense 1993, s. 49 ff.

44) Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Kropskultur og idrætspædagogik i Danmark ca. 1780-1820 Ð mellem filantropi og militær, in: Fund og forskning i Det kongelige Biblioteks samlinger, bd. 35 (1996), s. 113 ff.

45) Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Idrott, rörelse, tid och rum omkring 1900 Ð Johs. X. Xxxxxx och möjligheten för en civil, demokratisk kroppskultur, in: Finlands idrottshistoriska förenings Årsbok 1995, s. 175 ff.

46) Xxxxxxx Xxxxxx: Life in Fragments. Essays in Postmodern Morality. London 1995, s. 72 ff.

Kapitel 3

Højreradikalisme og velfærdsdemokrati– træk af en kollektiv mentalitet i 1930’erne

I 1938 skrev Xxxx Xxxxxxxxxx en perspektivrig artikel i Kulturkampen. Den bar titlen ”Kultursammenhængen”. Artiklen er interessant derved, at Xxxx Xxxxxxxxxx her gør opmærksom på det nødvendige i at være opmærksom på kulturens betydning for demokratiet. Det kan forekomme overraskende, for så vidt som han ellers havde fokus på demokratiets politiske aspekter. Det fremgår ikke mindst af hans indlæg i den store demokratidebat i årene 1945-46, hvor han tydeligst af alle forsvarer alles – også anti-demokraters - ret til ytringsfri- hed. Men samtidig er han også bevidst om, at en ensidig fokusering på det politiske område også rummer risiko for indholdstomhed. Kulturen bør tages alvorligt, også i henseende til eventuelt efterslæb og forekomst af farlig usamtidighed. Med et måske forbløffende folkeligt og ikke-elitært grundsyn påpegede han det farlige ved at føre krig på den måde, at kun eliten blev ført frem - uden at have forbindelseslinjerne til bagtropperne i orden (Henningsen 1938).

Dette grundsyn skal der abonneres på i det følgende. Det sker i form af en påpegning af, at kulturen i mellemkrigstiden – ad omveje – var med til at reducere faren for en politisk højredrejning. Grundtanken er, at netop kombinationen af kulturel arv og valg af politisk demokrati bevirkede, at fascismen havde vanskeligt ved at slå rod i de nordiske lande.

Overordnet må det slås fast, at demokratiet i de nordiske lande i mellemkrigstiden grundlæggende ikke var truet. Hverken af nazisme, fascisme - eller kommunisme. På den anden side skal man imidlertid ikke være blind for, at risikoen for en væsentlig højredrejning i de nordiske lande absolut var til stede. Parlamentarismen havde i Sverige i 1933 ikke meget mere end 10-15 år på bagen; Finland var i 1932 i fare for et anti- demokratisk statskup, hvori også dele af militæret var indblandet, og i Norge var der i 1920’erne stærke kræfter, som så hen til en elitær regering baseret på erhvervs- og åndslivets højreradikale spidser. At det alligevel ikke gik sådan, kan der angives en række grunde til, hvor man kan hæfte sig ved en tre –fire centrale:

For det første må det påpeges, at de nordiske lande som helhed var stabile og solide samfund. Det skyldes først og fremmest den

omstændighed, at alle de nordiske lande var præget af den stærke demokratiske (om end ikke parlamentariske) tradition, som var et resultat af det "foreningsenevælde", der blev skabt i anden halvdel af 1800-tallet. Her blev folk skolet i demokratiske ledelsesprincipper, hvor megen potentiel utilfredshed og oprørskhed takket være dialogens elastiske membran og de praktiske opgaver, som skulle løses, blev kanaliseret ind i politisk-kulturelle baner, hvor man havde fornemmelse af indflydelse og medansvar. Det stærke fascistiske våben: at isolere og atomisere individet, havde vanskeligt ved at vinde fodfæste i samfund, der bestod af tusindvis af associationer, foreninger og forbund. Hvis foreningens vigtigste karakteristikon kan siges at være enighed, vil den diskussion der foregår i foreningen altid have karakter af at være en loyal opposition, dvs. en af demokratiets grundpiller.

For det andet var der i alle nordiske lande et vist samarbejde mellem land og by, mellem bønder og arbejdere: I Danmark havde der siden 1929 været en koalitionsregering mellem Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, dvs. et middelklasseparti med en udpræget konsensus-tænkning, som også repræsenterede visse landbokredse. I Sverige regerede Social- demokratiet siden 1932 sammen med Bondepartiet, efter først at have friet til de frisindede folkepartister i årene 1929-30 i håb om et nærmere samar- bejde med venstrefløjen af de borgerlige partier. I Norge skete det samme i 1935, da Arbeiderpartiet ofrede sin traditionelt markante arbejderklasse- politik og blev et landsfaderligt "nationalt ansvarligt" regeringsparti, og da Bondepartiet samtidig fik kolde fødder i forhold til et samarbejde med Xxxxxxxx og blev mere tiltrukket af de realpolitiske muligheder i et samar- bejde med Arbeiderpartiet (Blom 1972)6. Ganske vist blev det ikke Bondepartiet, men Venstre, som indgik i de store ”rødmuldsforlig” mellem arbejdere og bønder, men Bondepartiet valgte trods alt demo- kratiet og ikke nazismen. I Finland fik Socialdemokraterne plads i Cajander-regeringen i 1937. Her havde regeringerne med enkelte und- tagelser i 1920’erne ellers været domineret af bønder og erhvervslivs- kredse.

6 Xxxx, Xxx: Bønder og blokkforhandlinger 1933-1936, in: Historisk Tidsskrift – Norge, bd. 51 (1972)

havde han formodentlig fra Norge, nærmere bestemt P. A. Jensens Læse- bog for Folkeskolen og Folkehjemmet fra 1863 med dens betoning af den tætte forbindelse mellem hjem og nation centreret omkring autoritets- og lydighedsrelationer (Thorkildsen 1998)7. I 1930'erne blev begrebet omfortolket i retning af en national socialdemokratisme, med vægten lagt på et socialt demokrati.

Den svenske udgave af folkehjemsforestillingen levnede heller ikke megen plads til radikale løsninger på hverken højre eller venstre fløj og skabte grundlaget for en nationalisme, der som "velfærds-nationalisme" stod i modsætning til fascisternes og nazisternes "krigs-nationalisme", men som samtidig havde en ny kollektivisme som omdrejningspunkt. I Sverige kunne både radikalere som digterne ”De fem Unge”, der sluttede op om det nye, moderne socialistiske Sverige, og konservative hugaf’er som fx Xxxx Xxxxxxxx gå ind for både Stockholmsudstillingen 1930 og ”systemsolidariteten” som et grundlag for at bygge en ny slags fællesskab og solidaritet. Xxxxxxxx hyldede i en kantate skrevet til udstillingens åbning de nye tider på følgende vis:

”Så kan det förgångnas flöjtspel försonas med motordån och maskinernas gny

Och dog där skönhet, som ej kunde skonas, Få våra fabriker skapa en ny.”

(Her cit. fra Xxxx 1965: 13)9

Selv von Xxxxxxxxxx, der ellers havde været én af den svenske oscarianske nationalromantiks bannerførere helt tilbage fra 1890’erne, lod sig rive med af både jernbaner, flyvemaskiner og radio som ny-karolinske forbrødringsmekanismer. Med sin lille Fiat kunne han rejse, hvorhen han ville, og derefter vende hjem til sit elskede Övralid ved Vätterns bred (Kylhammar 1994: 29 f)10.

7 Xxxxxxxxxxx, Xxx: En nasjonal og moderne utdanning, in: Xxxxxxx Xxxxxxxx (red.): Jakten på det norske. Perspektiver på utviklingen av en norsk nasjonal identitet på 1800-tallet. Oslo: Gyldendal Ad Notam.

9 Her citeret fra Xxxxxx Xxxx: Xxxxx Xxxxxxxxx. Myter, målningar, motiv. Stockholm: Aldus/Bonniers 1965, s. 13.

10 Xxxxxxxxx, Xxxxxx: Xxxxxxxx framstegsmän och visionära världsmedborgare. Epokskiftet 20-tal-30-tal genom fem unga och Lubbe Nordström. Stockholm: Akademija 1994, s. 29

Document Metadata

Table of Contents

Smag og behag i Norden inden for kultur, historie og demokrati

Document Metadata