Contract
w
Kommissorium for udarbejdelse af en samlet Ungestrategi for Københavns kommune
Det fremgår af aftalen om budget 2012, at budgetparterne er enige om, at det er vigtigt, at København har en koordineret og målrettet ungeindsats for de 15-29 årige.
I budgetaftalen for 2012 fremgår det på s. 37, at:
Parterne er enige om at pålægge Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde en samlet ungestrategi. Ungdomskommissionens anbefalinger og den fælles kortlægning af tilbudsviften mellem de fire forvaltninger inddrages i arbejdet.
Strategien skal bl.a. sikre et bedre sammenspil mellem viften af ungdomsuddannelser og oprettelse af praktikpladser.
Strategien forelægges Borgerrepræsentationen inden sommeren 2012
Uddannelse, jobs og et attraktivt fritidsliv samt særlige indsatser overfor udsatte og sårbare grupper vil være omdrejningspunktet for den kommunale ungestrategi, som har sit hovedfokus på at opfylde målsætningen om, at 95 pct. af alle unge gennemfører en kompetencegivende ungdomsuddannelse samt på en reduktion af ungdomsarbejdsløsheden blandt 18-30 årige. For at det skal kunne lykkes, har unge brug for en helhedsorienteret indsats, så de udvikler sig til livsduelige unge.
Udover rene uddannelsesinitiativer, rene beskæftigelsesinitiativer og rene fritidslivsinitiativer skal ungestrategien derfor også sikre koordination af og synergier mellem kommunens unge-indsatser på tværs af de københavnske forvaltninger. Ungestrategien skal både have fokus på unge, der går og har gået i grundskole i kommunen, og unge, der flytter til byen for at uddanne sig og/eller få job.
Ungestrategien skal omhandle følgende hovedelementer:
1. Etableringen af en fælles vision for arbejdet med unge i København
2. Konkrete politiske initiativer, der understøtter arbejdet mod opnåelse af visionen, og som har et klart fokus på at styrke kernedriften.
3. Et effektivt samarbejde og realisering af synergier på tværs af forvaltningerne og med de øvrige relevante aktører, som tager udgangspunkt i den unges behov.
Ledelsessekretariatet
1599 København V Telefon
0000 0000
EAN nummer 5798009382160
1. Etableringen af en fælles vision for unge i København
For at hele København kan tage et samlet ejerskab til at gennemføre en ambitiøs, helhedsorienteret ungestrategi, er det nødvendigt at etablere et fælles fodfæste med fokus på den unge. Der skal derfor udarbejdes en vision for ungestrategien.
Visionen skal herudover være en konkret afspejling af kommunens værdigrundlag, hvor de unge mødes med respekt, ligeværdighed dialog og tillid.
2. Konkrete politiske initiativer, der understøtter arbejdet mod opnåelse af visionen
Ungdomskommissionens anbefalinger, 6-by udspillet om uddannelse og job til alle unge samt den fælles kortlægning af tilbudsviften mellem de fire forvaltninger, vil være udgangspunktet for de politiske initiativer, som er indeholdt i ungestrategien.
Medio februar 2012 præsenteres Ungdomskommissionens anbefalinger. Ungdomskommissionen har bestået af en gruppe eksperter og forskere fra især uddannelsesverdenen og erhvervslivet, og deres arbejdet er blevet suppleret med drøftelser med ungdomsorganisationer, elevorganisationer, faglige organisationer og forvaltningens egne eksperter og praktikere. Anbefalingerne spænder vidt og indeholder mange konkrete forslag, som direkte kan indgå i den tværkommunale ungestrategi.
D. 26. september 2011 udarbejdede 6-byerne på en konference med deltagelse af unge, eksperter praktikere og politikere i København et reform-udspil om ungeledighed, job og uddannelse. Bl.a. peges der på at virksomhederne både gennem incitamenter, men også gennem sociale klausuler, skal tilskyndes til at oprette flere praktikpladser til unge. I forlængelse heraf foreslås brobygning til erhvervsuddannelserne, uddannelsesplaner for alle under 30 år, case managers og mulighed for uddannelsespålæg fra jobcentrene til unge op til 30 år. Endeligt peger byerne på, at der behov for en fælles indsats for at få flere nyuddannede i job.
Kortlægningen viser kort fortalt, at der er fortsat er betydelige udfordringer med at nå 95%-målsætningen, at ungeledighed er fordoblet siden 2008 og at hver tiende ung hverken er i job, i uddannelse eller modtager offentlige ydelser. Kortlægningen viser samtidig, at der et omfattende og velfungerende samarbejde på tværs af de fire forvaltninger. Der er dog barrierer, overvejende grundet forskelle i lovgivningen og behov for prioriteringer på tværs af forvaltninger og udvalg. Der er fortsat behov for at øge kapaciteten
overfor udsatte unge og et potentiale i fælles prioriteringer mellem forvaltningerne.
De tværforvaltningsmæssige forslag, som arbejdet i Ungdomskommissionen, 6-by udspillet samt den fælles kortlægning har tilvejebragt, skal konkretiseres yderligere i specifikke forslag til implementering på tværs af forvaltninger i ungestrategien. De skal suppleres med resultaterne fra kortlægningen af tilbudsviften på tværs af forvaltningerne, samt øvrige forslag fra forvaltningerne. Hvert forslag beskrives med udgangspunkt i den overordnede vision med henblik på at kvalificere og forberede den politiske proces.
Udarbejdelsen af ungestrategien struktureres omkring en række temaer, som opridses nedenfor under afsnittet om organisering.
3. Et effektivt samarbejde på tværs af forvaltninger, som tager udgangspunkt i den unge borger
Den unge borger skal opleve en let indgang og en sammenhængende indsats til den service og hjælp, som denne måtte have brug for. For at kunne opnå dette skal der på tværs af forvaltninger udvikles systematiserede samarbejdsmodeller og arbejdsgange, der kan sikre en sammenhængende, meningsgivende og kontinuerlig indsats. Fokus er på forslag, der har betydning for den enkelte unge, og hvor der efterfølgende kan vurderes på effekten.
Udover konkrete initiativer skal strategien derfor også pege på, hvilken struktur der skal etableres, for at initiativerne også i realiteten kan gennemføres.
Organisering
Til at gennemføre arbejdet nedsættes der en tværforvaltningsmæssig arbejdsgruppe.
Arbejdet vil tematisk tage udgangspunkt i uddannelse, jobs og fritidsaktiviteter til de københavnske unge, hvor der under hvert tema også særskilt fokuseres på tilbuddene til udsatte og sårbare unge:
1. temamøde: Gensidig præsentation. Fælles ungevision i København, herunder diskussion af de centrale udfordringer, som strategien skal adressere, samt hertil knyttede målsætninger. (Sekretariat: BUF)
2. temamøde: Uddannelse. Hvordan sikres det, at alle unge som minimum gennemfører en ungdomsuddannelse? (Sekretariat: BUF)
3. Temamøde: Erhvervskompetencegivende uddannelser. Hvordan sikres det, at unge efter endt ungdomsuddannelse får en erhvervskompetencegivende uddannelse? (Sekretariat: BIF)
4. temamøde: Job. Hvordan får de nyuddannede bedst muligt fodfæste på arbejdsmarkedet, og hvordan sikres der minimal ungeledighed? (Sekretariat: BIF)
5. temamøde: Fritidsaktiviteter. Hvordan får alle unge et meningsfuldt fritidsliv – og hvordan kan de kompetencer, der opnås gennem aktiv deltagelse i kultur- og fritidslivet, samt i de københavnske ungdomsklubber, bidrage til unges fodfæste i uddannelse og arbejdsmarked? (Sekretariat: BUF)
6. temamøde: Helhedsorientering i det tværsektorielle arbejde med uddannelse, jobs og fritidsaktiviteter til den unge. Der samles her op og laves et samlet forslag til ungestrategien med faste samarbejdsmodeller på tværs af kommunens forvaltninger og øvrige samarbejdsparter, herunder civilsamfundet (Sekretariat: BUF og BIF).
Arbejdsgruppen tilrettelægger selv rækkefølgen af disse temaer. Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen påtager sig de sekretariatsmæssige opgaver for arbejdsgruppen. For hvert tema udarbejder Børne- og Ungdomsforvaltningen/Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen således et udkast til samlede forslag for temaet med udgangspunkt i
Ungdomskommissionens arbejde, kortlægningen af tilbudsviften, 6-by udspillet, samt øvrige indsendte forslag fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen samt øvrige forvaltninger, der inddrages ved de relevante temaer. Børne- og Ungdomsforvaltningen/ Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen sammensætter alle forslagene til en samlet pakke, der sendes ud inden hver temadrøftelse som oplæg til mødet.
Det er ikke arbejdsgruppens opgave at forhandle den samlede mængde af forslag, men at kvalificere og forberede den politiske proces.
Til hvert møde i arbejdsgruppen deltager i udgangspunktet tre embedsmænd fra hhv. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Børne- og Ungdomsforvaltningen. I det omfang der behandles emner, som vedrører andre end de i arbejdsgruppen repræsenterede forvaltninger, inddrages disse ift. de konkrete forslag, det måtte vedrøre.
Der nedsættes en styregruppe til arbejdet, som består af de relevante direktører fra BUF, BIF, SOF, KFF. Der afholdes et indledende styregruppemøde mellem forvaltningerne, der tager udgangspunkt i
nærværende kommissorium. Der gennemføres desuden et styregruppemøde midtvejs i strategiarbejdet, samt et afsluttende møde, hvor et samlet bud på en ungestrategi præsenteres.
Hvert enkelt direktørmøde suppleres efterfølgende af et borgmestermøde. Det er i den forbindelse aftalt, at kommissoriet behandles og godkendes af de fire involverede borgmestre ved et møde aftalt til d. 10. februar. Der afholdes derudover et midtvejsmøde for borgmestrene i uge 18, samt et afsluttende borgmestermøde ultimo maj. Borgmestrene varetager den politiske involvering i løbet af processen.
Efter udvalgenes behandling forelægges ungestrategien inkl. evt. budgetønsker til Borgerrepræsentationens godkendelse i august 2012.
TIDSPLAN FOR ARBEJDET MED TVÆRGÅENDE UNGESTRATEGI
Tidpunkt | Hvem | Hvad |
6. februar | Første styregruppemøde | Igangsætning af arbejdet, godkendelse af kommissorium |
10.februar | Første borgmestermøde | Igangsætning af arbejdet, godkendelse af kommissorium |
24. april | Andet styregruppemøde | Orientering om status på arbejdet |
27.april | Xxxxx borgmestermøde | Orientering om status på arbejdet |
23. maj | Tredje styregruppemøde | Drøftelse af udkast til samlet ungestrategi og udkast til fællesindstilling |
29. maj | Xxxxxx borgmestermøde | Drøftelse af udkast til samlet ungestrategi og udkast til fællesindstilling |
13.juni | SUD | Behandling af ungestrategi |
13.xxxxx | BUU | Behandling af ungestrategi |
19.juni | KFU | Behandling af ungestrategi |
25. juni | BIU | Behandling af ungestrategi |
14. xxxxxx | XX ? | Behandling af ungestrategi |
23. august | BR | Behandling af ungestrategi |