Iværksætterens valg af selskabsform

This thesis addresses entrepreneurs’ choice of business format and analyzes the consequences associated with choosing one format rather than another. The choice of business format should always be made based on thorough considerations regarding company- and tax law. The main focus of this thesis is on aspects of applicable company law, and how these affects the entrepreneurs’ choice, however to ensure a holistic view tax law is incorporated to a lesser extent. The analysis is designed as a cohesion of pros and cons between a Limited Liability Company (hereafter named LLC) and an Unlimited Partnership (hereafter named UP), regarding essential aspects to entrepreneurs which are assessed to include requirements regarding: the start-up, financing and creditor protection, organizational aspects, resolution, and applicable tax law. In addition to the cohesion of the two business formats, this thesis analyzes if newer Danish company laws has made it more attractive for an entrepreneur to choose one of the formats rather than the other. This comprehensively includes an illustration of the introduction of the control package, and the introduction and abolishment of the entrepreneurial company format.

Despite this thesis finding striking differences between the LLC and the UP that aren’t subject to registration, this thesis can’t determine one of the business formats as more attractive to entrepreneurs than the other. The participants’ individual preferences, and their current financial and tax related circumstances are found to be essential to the choice of business format. This thesis does however continuously determine in which situations a business format seems favorable, and what preferences an entrepreneur in these cases are subject to. These preferences are mainly found to relate to the following issues: to what extent the participants are liable for the company’s debt, the range of freedom in structuring their own rules regarding the company, and the entrepreneurs’ view on registration obligations.

Furthermore, this thesis finds that the introduction of the control package has increased the gap between the LLC and the UP that aren’t subject to registration. Because of the novelty of the regulation this thesis can’t conclude how this increased gap will affect the entrepreneurs’ choice of business format. Finally, this thesis finds that the introduction of the entrepreneurial company format was a factor that significantly affected entrepreneurs’ choice of business format, given that it was extremely popular. The abolition of the format on the other hand, doesn’t seem to affect whether entrepreneurs choose an LLC or an UP as business format, but rather affects Denmark on a societal level with fewer newly established companies.

2. Indledning

Iværksætteres beslutning om opstart af selvstændig erhvervsdrivende virksomhed er ofte en vidtrækkende personlig beslutning, som typisk træffes på baggrund af nøje overvejelser. Disse overvejelser er antageligvis særligt funderet i kommercielle forhold, og i dén specifikke ide, som skal tjene som formål for virksomhedens opnåelse af det sædvanlige sigte om generering af økonomisk overskud. Hvad iværksættere imidlertid ikke altid er opmærksomme på, er at opstarten af en virksomhed ligeledes kræver adskillige juridiske overvejelser og beslutninger. En af de helt centrale beslutninger i denne forbindelse er valget af selskabsform, da dette valg kan have stor betydning for virksomhedens, og dennes deltageres, fremtid.

Der kan i dansk selskabsret associeres flere umiddelbart fordelagtige forhold til oprettelsen af virksomhed indenfor kapitalselskabsretten, herunder særligt forhold såsom begrænset hæftelse og selvstændig skattesubjektivitet. Omvendt bør iværksættere være opmærksomme på at stiftelsen og driften af et kapitalselskab er underlagt adskillige omfattende og formbundne juridiske krav. Disse krav komplicerer anvendelsen af selskabstypen, og kan resultere i dels øgede rådgivningsomkostninger til selskabsretlig compliance, såvel som trusler fra Erhvervsstyrelsens sanktionsmuligheder, hvilke i værste fald kan medføre tvangsopløsning af selskabet.

Modsat hvad der gælder indenfor kapitalselskabsretten, er dansk personselskabsret i høj grad baseret på ulovfæstede regler, og på princippet om aftalefrihed, hvilket umiddelbart gør selskabsformen mindre kompliceret at anvende, og derfor ofte ses anvendt af mindre samvirker.

Foruden erhvervsretlige konsekvenser medfører valget af selskabsform, ligeledes en lang række forskelligartede skatteretlige konsekvenser. Manglende opmærksomhed på disse aspekter af virksomhedsvalget, kan resultere i store uforudsete økonomiske omkostninger, for dels iværksætterne personligt, såvel som for deres virksomhed. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at den umiddelbart rigtige beslutning vedrørende selskabsform ikke nødvendigvis er vedvarende skatteoptimalt, hvorfor det også er relevant at have kendskab til hvilke omdannelsesmuligheder der eksisterer i tilknytning til de enkelte selskabsformer.

2.1. Formål

Som det kort beskrives ovenfor, er valget af selskabsform en yderst central beslutning med betydning for både virksomhedens opstart og dens fremtid. Valget bør i alle tilfælde foretages med afsæt i selskabsretlige, såvel som i skatteretlige overvejelser.

Denne afhandling søger særligt at anskueliggøre og analysere de selskabsretlige aspekter, der bør knytte sig til valget af selskabsform. Ambitionen er at udlede selskabsretlige forhold af potentiel udslagsgivende karakter fra gældende kapital- og personselskabsret. De udledte forhold vil blive sammenholdt på tværs af selskabsformerne med henblik på at belyse de herskende fordele og ulemper, der knytter sig til den enkelte selskabsform. Dette har ultimativt til formål at undersøge, hvorvidt der fra et iværksætterperspektiv eksisterer et absolut fordelagtigt valg af selskabsform.

En sådan vurdering kræver først og fremmest en klar definition af, hvad der forstås ved begrebet iværksætter, samt af hvilke forudsætninger der typisk antages gældende for disse. Herudover kræver det, foruden det ellers primære selskabsretlige perspektiv, også en inddragelse af gældende skatteret på området. Derfor vil også de overordnede skatteretlige principper, der knytter sig til henholdsvis kapital- og personselskaber og særligt de eksisterende forskelle herimellem, blive belyst og inddraget i den samlede vurderinger selskabsformernes af fordelagtighed.

Da selskabsretten de senere år har undergået væsentlige ændringer, som følge af politiske kompromiser ønskes denne afhandling ligeledes aktualiseret, ved også at behandle nyere dansk lovgivnings indvirkning på iværksætteres valg af selskabsform. Dette vil navnlig ske ved belysning af de konsekvenser, indførslen af kontrolpakken og afskaffelsen af danske iværksætterselskaber har haft for iværksætteres valg af selskabsform.

2.2. Problemformulering

På baggrund af de ovenstående indledende overvejelser, er følgende problemformulering for afhandlingen formuleret:

Problemformulering:

Hvilke fordele og ulemper skal iværksættere være opmærksomme på, når de overvejer at oprette et selskab som hhv. et personselskab og et kapitalselskab, og hvordan påvirker nyere dansk lovgivning et eventuelt valg af selskabsform?

Underspørgsmål:

1. Hvilke selskabs- og skatteretlige fordele og ulemper knytter der sig til valget om at oprette sin virksomhed som et anpartsselskab?

2. Xxxxxx selskabs- og skatteretlige fordele og ulemper knytter der sig til valget om at oprette sin virksomhed som et interessentskab?

3. Hvad er det optimale valg af selskabsform for iværksættere?

4. Hvordan påvirker nyere dansk lovgivning fordelagtigheden af hhv. anpartsselskabet og interessentskabet?

2.3. Begrebet iværksætter

Begrebet iværksætter er ikke et entydigt begreb, og hvad der forstås herved, eller hvilke kendetegn, der knytter sig til disse, varierer på tværs af litteraturen. Det internetbaserede opslagsværk, Den Store Danske, beskriver iværksættere, som personer der påbegynder egen virksomhed, og som ofte besidder særlige personlige egenskaber som risikovillighed og opfindsomhed. Xxxxxxxxxxxxx Xxxxx og Xxxxxxxx (2016) s. 7, definerer iværksættere, eller entreprenører, som individer der udtænker ideer og handler på disse, således at ideerne konverteres til kommercielle muligheder, der skaber værdi. Xxxxxx Xxx Xxxxxx (2017) s. 27-31, beskriver det som lidt af en tilsnigelse overhovedet at tale om den typiske iværksætter, og anser i stedet iværksætteri som en proces baseret på realisationen af en god idé.

Fælles for dette beskedne uddrag af hvad der forstås ved begrebet iværksætter, er, at der er tale om personer, der rent faktisk handler på deres ideer, og påbegynder en virksomhed. Dette fællestræk er også, hvad denne afhandling vil ligge til grund for anvendelsen af begrebet iværksætter, og derved ikke de af nogen påståede personlige eller psykologiske fællestræk.

2.4. Denne afhandlings definition af iværksættere

Som nævnt ovenfor, betragtes iværksættere i denne afhandling, som personer der rent faktisk handler på deres ideer, og dermed stifter en virksomhed. Denne afhandling vil desuden tage

udgangspunkt i, at to iværksættere, sammen ønsker at oprette en fælles erhvervsdrivende virksomhed i Danmark. Dette antages at repræsentere en i praksis ofte forekommende realitet, og er herudover forudsætningsgivende for behandlingen af interessentskabet som selskabsform. Hvilken branche iværksætterne måtte ønske at starte deres virksomhed i, er for denne afhandling uvedkommende, dog under den forudsætning, at virksomheden lovligt ville kunne drives som enten et interessentskab eller et anpartsselskab.

Med henblik på den ultimative sammenholdelse af de to selskabsformer, vil denne afhandling desuden ligge til grund, at iværksætterne har den fornødne finansielle kapacitet til at starte deres virksomhed for egne midler. Iværksætterne antages således at være uafhængige af ekstern finansiering i opstartsfasen, hvorimod der forventes et fremmedfinansierings behov indenfor en kort årrække efter virksomhedsopstarten til opnåelse af virksomhedens fulde potentiale. Iværksætterne forudsættes endvidere at engagere sig fuldt i virksomheden, hvorfor de ikke antages at modtage vederlag andet steds fra. Iværksætterne er således afhængige af at modtage løbende vederlæggelse fra iværksættervirksomheden.

For at kunne besvare denne afhandlings problemformulering vil de herskende forskelle mellem personselskabsretten og kapitalselskabsretten blive udledt. Det vurderes imidlertid ikke værdiskabende for en iværksætter at kende alle forskelle imellem de to selskabsformer. Det må i stedet antages ønskeligt for en iværksætter nøje at kunne skelne de to selskabsformer fra hinanden, for så vidt angår de for iværksætteren væsentligste aspekter. Denne afhandling udfærdiges derfor med en ambition om at være praktisk relevant for iværksættere, hvilket søges opfyldt gennem nøje analyse af de forskelle, der foreligger mellem de to selskabsformer vedrørende følgende væsentlige aspekter:

• Opstartskrav og registreringsforpligtelser

• Finansierings- og kreditorbeskyttelseskrav

• Organisatoriske krav

• Tvistløsning og krav vedrørende ophør

• Skattemæssige konsekvenser forbundet med hver af de to selskabsformer.

2.5. Afgrænsning

Denne afhandlings overordnede formål er at belyse, hvilke selskabsretlige og skatteretlige fordele og ulemper iværksættere skal være opmærksomme på og have med i deres overvejelser i valget af selskabsform.

Denne afhandling er afgrænset til at omhandle fordele og ulemper forbundet med valg af enten anpartsselskabet eller interessentskabet som retlig ramme for den erhvervsdrivende virksomhed. Afhandlingen vil således ikke behandle gældende forhold for de øvrige personselskaber, såsom kommanditselskaber, partrederier og selskaber med begrænset ansvar. Ligeledes er perspektivet på kapitalselskabsretten indsnævret, således at aktieselskabet og partnerselskabet ikke behandles. Det må dog bemærkes, at anpartsselskabet, foruden en række særregler, er underlagt samme retsgrundlag som disse selskabsformer, hvorfor gennemgangen af gældende ret vil repræsentere et vist overlap til også disse selskabsformer. Fonde, foreninger, og finansielle virksomheder omfattes endvidere ikke af afhandlingen.

Der en lang række momenter der kan have betydning for iværksætteres endelige valg af selskabsform. Denne afhandling vil primært rette fokus mod de aspekter der oplistes i afsnit 2.3. Disse aspekter er nøje udvalgt ud fra en væsentlighedsvurdering. Afhandlingen ønskes desuden, som nævnt ovenfor, aktualiseret ved inddragelsen af nyere dansk lovgivning, relevant for iværksætteres valg af selskabsform. Denne formulering åbner for behandlingen af et så omfattende antal love, at denne afhandlings omfangsrestriktioner ikke muliggør en udtømmende behandling af alle disse. I stedet behandles et snævert udsnit af nyere lovgivning, med særlig stor indvirkning på iværksætteres valg. Denne afhandling vil derfor særligt rette fokus mod den nye lov om kontrolpakken, samt på afskaffelsen af iværksætterselskabet.

Afslutningsvist må det pointeres, at afhandlingen afgrænses til at tage udgangspunkt i dansk ret, herunder danske selskabsretlige og obligationsretlige grundsætninger. Udenlandsk ret og oprettelsen af filialer i udlandet behandles således ikke.

2.6. Metode

Formålet med denne afhandling er, som nævnt, at undersøge de fordele og ulemper, der er forbundet med at oprette sit selskab som enten et interessentskab eller et anpartsselskab. Herudover vil det blive undersøgt, hvilken betydning nyere dansk lovgivning har haft på dette område.

Dette indebærer altså for det første en fastlæggelse af gældende ret for personselskaber og kapitalselskaber. Afhandlingen vil således blive udarbejdet i overensstemmelse med den retsdogmatiske metode, som består af en retskilde- og en fortolkningslære, hvis formål er at beskrive, fortolke, analysere og systematisere gældende ret (de lege lata) jf. Xxxxx & Xxxxxxxxx- Xxxxxx (2004) s. 212.

Ved anvendelse af denne metode er det en forudsætning at have et indgående kendskab til de retskilder, der er af juridisk betydning på de pågældende områder. Afhandlingen vil således indledningsvist starte med at identificere de relevante retskilder, der senere vil blive anvendt til at belyse og besvare den opstillede problemformulering.

Inden for retskilden regulering findes adskillige for afhandlingen relevante retskilder. To af de særligt relevante reguleringer er kapitalselskabsloven og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, idet de danner hjemmel for en lang række regler, der regulerer henholdsvis kapitalselskabsretten og personselskabsretten. Desuden vil nyere love som kontrolpakken, og lov om afskaffelse iværksætterselskabet, ligeledes blive inddraget med henblik på at besvare den opstillede problemformulering.

Også retskilder i form af eksempelvis retspraksis vil blive inddraget med henblik på at fastlægge, hvad der er gældende dansk ret. Enkelte af de anvendte domme er af ældre dato, men vurderes dog fortsat at være udtryk for gældende dansk ret. Hvad angår anvendelsen af juridiske litteratur bør det bemærkes, at denne bruges som et fortolkningsbidrag til de øvrige retskilder, da litteraturen ikke i sig selv kan anses for at være en selvstændig retskilde. Litteraturen må dog anses for at have en større betydning på personselskabsretten, da denne i højere grad end kapitalselskabsretten er baseret på ulovfæstede regler. Tilsvarende anvendes betænkninger som fortolkningsbidrag til at fastslå lovgivers intentioner bag lovgivningen.

3. Kapitalselskabsret

3.1. Historie og gældende lov

Følgende historiske redegørelse er baseret på Xxxxxx og Krenchel (2017) s. 169-185, med mindre andet er angivet.

De første selskaber i Europa, der minder om nutidens aktieselskaber, opstod i starten af middelalderen, og selskabsformen fandt stigende udbredelse i Danmark allerede fra udgangen af 1700-tallet. Først med den stigende internationale handel i 1800-tallet, udvikledes de første egentlige selskabsretlige love, hvor den første europæiske lovgivning, der kan sammenlignes med vore dages kapitalselskabslov, var den franske Code de Commerce fra 1807. Her blev blandt andet princippet om begrænset hæftelse for selskabers gæld for første gang slået fast ved lov. Danmark fik sin første selskabsretlige lov i 1862 i form af Firmaloven af 23. januar 1862, hvor velkendte selskabsretlige spørgsmål, såsom registreringspligt, tegningsret og virksomhedens navn, for første gang blev lovreguleret. Loven, der var af begrænset omfang, og kun indeholdte et beskedent antal materielle regler, blev på baggrund af et fællesnordisk lovsamarbejde afløst i 1889, af Firmaloven af 1889.

Grundet stor modstand fra erhvervslivet fik Danmark først sin første egentlige aktieselskabslov i 1917. Til trods for at loven undergik et langvarigt forarbejde, og at der blev præsenteret et forholdsvis omfattende første udkast, endte loven under sin tilblivelse med at blive reduceret til en kortfattet lov, der alene regulerede selskabernes forhold udadtil. Xxxxx blev efter en række misbrugseksempler allerede erstattet af en ny og mere omfattende aktieselskabslov i 1930, om end også denne efter nyere tiders standarder må betegnes som ganske kortfattet, bestående af alene 91 paragraffer jf. H.B. Krenchel Håndbog i dansk aktieret fra 1954. Foruden en række løbende ændringer af loven, bestod aktieselskabsloven af 1930 som retlig ramme for en stor del af danske erhvervsvirksomheder i ca. 43 år. I 1973 blev aktieselskabsloven således reformeret, og kom herefter til at bestå af 178 paragraffer. Desuden blev anpartsselskabsloven, og dermed anpartsselskabet, ligeledes indført i 1973, som på dette tidspunkt havde mange lighedspunkter med aktieselskabet.

De to love fra 1973 bestod indtil halvfemserne, hvor aktieselskabsloven gennemgik en mindre reform i 1993, og det 6. selskabsretlige direktiv blev implementeret. Desuden blev der gennemført en række stramninger af loven i kølvandet på Nordisk-Fjer skandalen. I 1996 gennemførtes ændringer af anpartsselskabsloven, hvilke havde til formål at forenkle lovgrundlaget for selskabsformen, hvilket medførte en markant reduktion af antallet af bestemmelser i loven.

I 2009 gennemførtes selskabsreformen, der ved lov af 12. juni 2009 om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven) samlede aktie- og anpartsselskabslovens regler i en fælles lov. Etableringen af selskabsloven, også kaldet kapitalselskabsloven, er den største selskabsretlige reform siden 1973. Formålet med loven var oprindeligt jf. Xxxxxx & Krenchel (2019) s. 31-36, at skabe en EU konform kapitalselskabslovgivning, som bedre skulle ruste Danmark til konkurrencen mellem de øvrige EU- stater på det selskabsretlige område, og desuden sikre at danske særregler, der gik videre end regler, der fulgte de selskabsretlige direktiver, blev afskaffet. Ydermere havde loven til formål at fremtidssikre og tilpasse regelsættet til de muligheder, der fulgte af moderne teknologi. Den nugældende kapitalselskabslov er LBK nr. 763 af 23. juli 2019.

Kapitalselskabsloven består af 375 paragraffer, og omfatter jf. KSL § 1, stk. 1, alle aktieselskaber og anpartsselskaber, herunder også partnerselskaber og fortsat eksisterende iværksætterselskaber. Muligheden for at stifte nye iværksætterselskaber blev imidlertid ved lov nr. 445 af 13. april 2019 afskaffet, således at der ikke kunne stiftes nye iværksætterselskaber efter 15. april 2019. Alle eksisterende IVS’er skulle endvidere, senest to år efter lovens ikrafttræden, lade sig omdanne til et anpartsselskab. Denne to års frist er dog siden blevet udskudt, dels som følge af den globale Covid- 19 pandemi, men, jf. bemærkningerne til lovforslag nr. L82 af 11 november 2020 s. 6, også som følge af, at det har vist sig, at de krav der stilles til omregistreringen også rammer sunde og levedygtige iværksætterselskaber hårdt. Der foregår således fortsat drøftelser om håndterringen af de eksisterende iværksætterselskaber, og fristen for omregistrering er for nuværende forlænget indtil

15. oktober 2021.

Af KSL § 5 fremgår det desuden, at sammenlægningen af aktie- og anpartsselskabsloven har nødvendiggjort indførelsen af en række lovtekniske samlebegreber, der således kan dække over begge selskabsformer. Af eksempler på sådanne lovtekniske samlebegreber, som vil blive anvendt i

denne fremstilling, kan følgende nævnes; kapitalselskaber som er en samlebetegnelse over samtlige selskaber omfattet af loven (KSL §5, nr. 17), kapitalandel som dækker over begreberne aktier og anparter (KSL § 5, nr. 14), samt samlebetegnelsen kapitalejer der dækker over begreberne aktionær og anpartshaver (KSL §5, nr. 15).

Det gældende retsgrundlag vil i de efterfølgende afsnit blive uddybende behandlet, med henblik på at udlede relevante forhold til besvarelsen af denne afhandlings problemformulering. Denne behandling vil omhandle særligt relevante selskabsretlige karakteristika ved kapitalselskabsloven set fra et iværksætterperspektiv. Da denne fremstilling er afgrænset til alene at omhandle anpartsselskabet indenfor kapitalselskabsretten, vil nogle af de gældende særregler for denne selskabsform desuden blive behandlet.

3.2. Opstart

Modsat hvad der gælder for de fleste øvrige danske selskabsformer, er kapitalselskaber underlagt en særlig lovfæstet selskabsretlig regulering, som beskrevet ovenfor. Denne regulerings omfangsrige indvirkning indtræder allerede inden den egentlige opstart af erhvervsdrivende virksomhed. Dette kommer til udtryk ved en formel stiftelsesprocedure, hvilken ifølge Xxxxxx & Krenchel (2019) s. 91, er indført for at forhindre misbrug med iværksætteres frie adgang til at stifte selskaber, hvor deltagerne alene hæfter med deres kapitalindskud. Den formbundne procedure forbundet med stiftelse af et kapitalselskab, omfatter udfærdigelsen af et stiftelsesdokument og et sæt vedtægter, tegning og indbetaling af selskabskapital, samt registrering hos Erhvervsstyrelsen. Dette afsnit vil belyse de væsentligste krav og formalia, som iværksættere skal være opmærksomme på i forbindelse med stiftelsen af et anpartsselskab.

3.2.1. Registreringspligt

Alle iværksættere skal være opmærksomme på at deres virksomhed, uanset valg af selskabsform, skal grundregistreres i CVR-registreret, jf. CVR-lovens § 3. Ved grundregistrering registreres de jf. CVR-lovens § 11, såkaldte grunddata vedrørende virksomheden.

Iværksættere der ønsker at stifte et kapitalselskab, behøver imidlertid ikke rette megen opmærksomhed mod denne grundregistrering, da kapitalselskaber, jf. CVR-lovens § 5, stk. 2,

automatisk oprettes i registret. Dette sker i forbindelse med selskabets lovfæstede anmeldelse til registrering hos Erhvervsstyrelsen, hvilken således danner grundlag for selskabets tildeling af CVR- nummer.

Retsvirkningen af en registrering i Erhvervsstyrelsens it-system adskiller sig væsentligt fra retsvirkningen af at foretage grundregistrering i CVR-registret. I modsætning til hvad der gælder af CVR-loven, anses en række oplysninger for at være kommet tredjemand til kendskab, såvel som at kunne tillægges selskabsretlig gyldighed, efter registreringen hos Erhvervsstyrelsen, jf. KSL § 14, stk. 2 & 3. Kravet om registrering hos Erhvervsstyrelsen følger af KSL § 41, stk. 1, hvoraf det fremgår at kapitalselskaber først anerkendes som selvstændige retssubjekter, efter det er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system. Der kan imidlertid godt indgås retshandler på vegne af et kapitalselskab før dette er blevet registreret, og derved inden det har opnået dets selvstændige retssubjektivitet og partsevne. Dette kræver jf. KSL § 41, stk. 2 & 3, at kapitalselskabet er gyldigt stiftet, og at de som har indgået forpligtelser på selskabets vegne, eller har medansvar herfor, hæfter solidarisk. Ved registrering succederer kapitalselskabet de indgåede rettigheder og forpligtelser.

Registreringen anmeldes, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 1, til Erhvervsstyrelsen digitalt via selvbetjeningsløsningen på xxx.xxxx.xx, hvorefter anmeldelsen jf. ANBKG § 2, stk. 3, enten afgøres ved en digital straksafgørelse eller udtages til xxxxxx xxxxxxxxxxxxxx. Ved manuel sagsbehandling foretager Erhvervsstyrelsen, ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 91, en formel legalitetskontrol. Styrelsen kan her forlange supplerende oplysninger, som er dem nødvendige, for at kunne tage stilling til om loven eller kapitalselskabets vedtægter er overholdt, herunder at kapitalgrundlaget er til stede, og at de registrerede medlemmer af ledelsen udøver den faktiske ledelse, jf. KSL § 23 b, stk. 1. Styrelsen kan desuden, jf. KSL § 23 h, stk. 1, kræve at der indsendes bevis for registreringens lovlighed indtil 5 år efter registreringstidspunktet. Disse beføjelser udspringer af indførslen af lov om ændring af årsregnskabsloven, selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, revisorloven, og forskellige andre love (kontrolpakken), og er at betragte som udvidelser til Erhvervsstyrelsens hidtidige kompetencer, som fremgik af KSL $ 17, men som blev ophævet med kontrolpakkens § 2, stk. 1, nr. 7.

For at registeringen er lovligt foretaget skal en række forudsætninger være opfyldt. Anmeldelsen skal først og fremmest indeholde de oplysninger, der er angivet i ANBKG § 16, hvilke typisk vil være indeholdt i selskabets stiftelsesdokument eller vedtægter. Disse dokumenter og kravene til deres indhold, vil blive behandlet selvstændigt og mere indgående i nedenstående afsnit 3.2.2 & 3.2.3. Både stiftelsesdokument og daterede vedtægter skal, jf. ANBKG § 18, stk. 1, vedlægges anmeldelsen om registrering. Ifølge KSL § 40, stk. 1 foreligger der herefter en indispensabel anmeldelsesfrist på to uger fra stiftelsesdokumentets underskrivelse. Overskrides anmeldelsesfristen medfører det, at selskabet ikke kan registreres på det pågældende grundlag.

For at registreringen gyldigt kan finde sted må selskabskapitalen, med tillæg af overkurs, i overensstemmelse med KSL § 33, være helt eller delvis indbetalt. Dette skal der jf. ANBKG § 18, stk. 2, desuden vedlægges bevis for ved anmeldelsen. Kravene til selskabskapital, og til indbetalingen heraf, vil ligeledes blive behandlet nedenfor i afsnit 3.2.2, men hvad angår tilstrækkeligt bevis for dennes indbetaling, bør det her nævnes, at dette jf. ANBKG § 18, stk. 2 nr. 1-4, kan foreligges i form af;

1. bankbilag underskrevet af banken

2. udtog af advokats klientkonto hvoraf det fremgår at kapitalen er indsat på en konto tilhørende kapitalselskabet

3. erklæring fra en advokat om at kapitalen er indsat

4. erklæring fra en godkendt revisor om at kapitalen er blevet indsat på en bankkonto tilhørende kapitalselskabet under stiftelse.

Slutteligt skal der, jf. KSL §§ 58 og 58 b, senest samtidig med registreringen i Erhvervsstyrelsens it- system, foretages registrering af hhv. selskabets legale-, såvel som reelle ejere.

Selskabets legale ejere er, jf. KSL § 55, stk. 1, enhver fysisk eller juridisk person der besidder kapitalandele i selskabet. Udgør en legal ejers stemmeret mindst 5% af selskabskapitalens stemmerettigheder, eller udgør ejerskabet af kapitalandele mindst 5% af selskabskapitalen, skal ejeren give selskabet meddelelse herom, jf. KSL § 55, stk. 1, nr. 1. Tilsvarende skal legale ejere give selskabet meddelelse ved senere ændringer i besiddelsesforholdet, der resulterer i at grænseværdierne 10%, 15%, 20%, 25%, 50%, 90%, 100%, 1/3, 2/3, opnås. Kapitalselskaber skal, jf. KSL § 58, stk. 2, hurtigst muligt registrere, og derved skabe offentlighed omkring, ændringer

vedrørende selskabets legale ejere, og skal, jf. KSL § 58, stk. 1, ved etableringen af selskabet registrere de af selskabets kapitalejere som besidder betydelige kapitalandele jf. KSL § 55, stk. 1.

Hvad angår selskabets reelle ejere defineres disse i KSL § 5, nr. 25, som fysiske personer der i sidste ende, direkte eller indirekte, ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettigheder, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler. Reglerne om reelle ejere blev indført i 2016 på baggrund af EU’s fjerde hvidvaskdirektiv, hvoraf det følger, at en fysisk person formodes at være reel ejer, såfremt vedkommende ejer eller kontrollerer mere end 25% af selskabets ejerandele eller stemmerettigheder. Kapitalselskaber skal ifølge KSL § 58 a, indhente og registrere oplysninger om selskabets reelle ejere og disses rettigheder, hvilket således bringes til offentlighedens kendskab. Oplysninger skal ved etableringen af et kapitalselskab, jf. KSL § 58 b, senest indhentes og registreres samtidig med den øvrige registrering i Erhvervsstyrelsens it-system.

3.2.2. Stiftelsesdokument

Som nævnt ovenfor, skal anmeldelsen om stiftelse af et kapitalselskab mindst følge oplysningsbestemmelserne i ANBKG § 16, stk. 1, nr. 1-8. Disse oplysninger tilvejebringes dels gennem selskabets stiftelsesdokument, som anført i KSL §§ 25-27, samt gennem selskabets vedtægter der følger af KSL §§ 28 og 29.

Der skal, jf. KSL § 26, stk. 1 nr. 1 og ANBKG § 16, stk. 1 nr. 7, oplyses om kapitalselskabets stiftere i selskabets stiftelsesdokument. Betegnelsen ”stifter” dækker over den eller de personer, der initierer eller forestår stiftelsen af et kapitalselskab. En stifter behøver således ikke tegne kapitalandele i selskabet, hvorfor kapitalejeres rådgivere i form af advokater eller revisorer kan optræde som stiftere på vegne af deres klienter. Et kapitalselskab kan, jf. KSL § 24, stk. 1, stiftes af en eller flere stiftere, og kan under iagttagelse af førnævnte bestemmelses stk. 2-4, stiftes af såvel fysiske som juridiske personer. De oplysninger, der skal indeholdes i stiftelsesdokumentet om selskabets stiftere, omfatter hver enkelt stifters navn, bopæl og CPR- eller CVR-nummer.

Stiftelsesdokumentet skal desuden, jf. KSL § 26, stk. 1, nr. 4 og 5, oplyse om dels den dato hvorfra stiftelsen skal have retsvirkning, samt den dato hvorfra stiftelsen skal tillægges virkning i regnskabsmæssig henseende. Det bør dog bemærkes, at selskabets første regnskabsår, jf.

årsregnskabslovens § 19, stk. 1, 2. pkt., som udgangspunkt begynder på samme dato som underskrivelsen af stiftelsesdokumentet, og at selskabets første regnskabsår jf. ÅRL § 15, stk. 2 kan omhandle en kortere eller længere periode end 12 måneder, dog maksimalt 18 måneder. Herudover skal stiftelsesdokumentet, jf. KSL § 27, stk. 1, nr. 1-4, oplyse om følgende beslutninger, truffet af selskabets stiftere: særlige rettigheder eller fordele der tilkommer stiftere eller andre, aftaler mellem stiftere eller andre der kan påføre kapitalselskabet en væsentlig økonomisk forpligtelse, om selskabskapitalen kan tegnes mod apportindskud, og om revision af selskabets årsregnskab fravælges, såfremt dette lovligt kan fravælges i overensstemmelse med ÅRL.

Stiftelsesdokumentet skal endvidere indeholde en række oplysninger vedrørende selskabets kapital og kapitalandele. Herom fremgår det af KSL § 26 stk. 1 nr. 2 og 3, at der skal oplyses om tegningskursen for kapitalandelene, samt om fristerne for tegning af, og indbetaling for, kapitalandele. Af KSL § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår det desuden, at stiftelsesdokumentet skal angive størrelsen af den del af tegnet selskabskapital, der er blevet indbetalt på tidspunktet for stiftelsen. Hvad angår tegningskursen fremgår det af KSL § 31, at kapitalandele hverken kan tegnes under forbehold eller til underkurs, altså under kurs 100. Tegningskursen må omvendt godt overstige kurs pari, hvorved skal forstås at kapitalejere forpligter sig til at betale et højere beløb for kapitalandelene, end selskabskapitalens nominelle værdi. Fristen for tegning af kapitalandele kan fastsættes af stifterne, dog under iagttagelse af den tidligere beskrevne regel i KSL § 40, stk. 1, om anmeldelsesfrist på to uger fra stiftelsesdokumentets underskrivelse. Iværksættere af anpartsselskaber skal deslige være opmærksomme på forbuddet i KSL § 1, stk. 3, om offentligt udbydelse af tegning af anparter. Angående fristen for indbetaling af selskabskapitalen fremgår det af KSL § 33, stk. 1, 1. pkt., at mindst 25% af selskabskapitalen til enhver tid skal være indbetalt, dog mindst 40.000 kr. Denne del skal i forbindelse med stiftelse af et kapitalselskab, således senest være indbetalt på det tidspunkt, hvor selskabet anmeldes til registrering. Den resterende udskudte indbetaling af selskabskapitalen kan fristsættes af stifterne, og kapitalejere, der har udnyttet denne udskydelsesregel, nyder fortsat de fulde økonomiske og forvaltningsmæssige rettigheder, der knytter sig til deres kapitalandele. Dog skal kapitalejerne være opmærksomme, på at de hæfter over for selskabet for denne difference mellem deres tegnede andel og deres indbetalte andel, såvel som at selskabets centrale ledelsesorgan, jf. KSL § 33, stk. 2, på anfordring kan kræve resthæftelsen

indbetalt. Overkursen kan jf. KSL § 33, stk. 1, 3.pkt., i modsætning til hvad der gælder for aktieselskaber, i anpartsselskaber vælges indbetalt delvist i samme andel som selskabskapitalen.

3.2.3. Vedtægter

Opstarten af en fælles erhvervsdrivende virksomhed forudsætter selvsagt, at der foreligger en aftale herom selskabsdeltagerne imellem. For kapitalselskaber danner selskabets vedtægter netop rammen om en sådan aftale, og regulerer grundlæggende spørgsmål som kapitalselskabets navn, formål og selskabskapitalens størrelse. Af KSL § 25 fremgår det, at selskabets vedtægter skal indeholdes i kapitalselskabets stiftelsesdokument, og skal derved indgå i anmeldelsen til registrering i forbindelse med selskabets stiftelse. Det følger desuden af KSL § 11, at senere ændringer i kapitalselskabers vedtægter, ligeledes skal registreres i Erhvervsstyrelsens it-system. Der gælder således et skriftlighedskrav for selskabers vedtægter, indenfor kapitalselskabsretten.

Ifølge ANBKG § 14, stk. 1 offentliggøres virksomhedsdokumenter modtaget af Erhvervsstyrelsen, hvilket medfører at kapitalselskabers vedtægter, jf. KSL § 4, stk. 2 og 3, uden videre anses for at være kommet tredjemand til kendskab, og ligeledes tillægges selskabsretlig gyldighed. Dette betyder dels at tredjemand, uanset om han har udnyttet muligheden for at få indsigt i vedtægterne, anses for at have dette. Herudover indebærer reglen om selskabsretlig gyldighed, ifølge Xxxxxx & Krenchel (2019) s. 106-107, at selskabets vedtægter skal fortolkes på objektivt grundlag, således at resultatet heraf stemmer overens med, hvordan tredjemand med rimelighed kan opfatte vedtægterne. Vedtægterne er desuden retligt bindende, og kan anvendes som retlig støtte af både kapitalejere, tredjemænd og selskabet selv.

For at kunne komme tredjemand til kendskab, og for at opnå selskabsretlig gyldighed, skal vedtægterne, som ovenfor angivet, registreres. Dette giver anledning til at påpege Erhvervsstyrelsens udviklede praksis om vedtægtsrelevans. Iværksættere skal være opmærksomme herpå, da dette jf. KSL § 15, stk. 1, indebærer, at vedtægtsbestemmelser alene kan indeholdes i vedtægterne, og dermed registreres og gøres gældende over for tredjemand, såfremt de enten opfylder kravene i kapitalselskabsloven, eller er hjemlet i selskabslovgivningen. Dette fortolkes således, at vedtægterne skal angå selskabets almindelige konstitution eller fremtidige drift, og er

ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2017) s. 405, begrundet i hensynet om at forhindre optagelsen af irrelevante og uvedkommende oplysninger, der efter registrering ville blive tillagt selskabsretlig gyldighed. Det skal her særligt påpeges at et selskabs vedtægter ikke kan henvise til ejeraftaler, hvilke ikke registreres og offentliggøres, og hvilke jf. KSL § 82, ikke er bindende for selskabets ledelse og generalforsamling.

Hvad der er relevant at oplyse i et kapitalselskabs vedtægter, eller mindstekravene herfor, fremgår af KSL §§ 28 og 29. Af KSL § 28, stk. 1, nr. 1, følger det, at vedtægterne skal oplyse om kapitalselskabets navn og binavne. Selskabers navne er underlagt de almindelige navneretlige principper i dansk ret, samt en række konkurrence- og markedsføringsretlige regler, herunder kravet om god markedsføringsskik. Dette har blandt andet til formål at sikre, at selskabers navne ikke krænker andres forretningskendetegn eller varemærker, og i øvrigt ikke giver anledning til forveksling med andres kendetegn, eller vildleder på anden vis. Et selskab opnår en retlig beskyttelse af sit navn, når dette tages i brug, og Erhvervsstyrelsen foretager en formel prøvelse af det anmeldte navn ved registreringen. Dette indebærer imidlertid alene en kontrol af, at der ikke allerede er registreret et identisk navn i it-systemet. Et kapitalselskab skal desuden jf. KSL § 2, stk. 1, indeholde en selskabsbetegnelse i deres navn.

Et kapitalselskabs vedtægter skal, jf. KSL § 28, stk. 1, nr. 2, ligeledes oplyse om selskabets formål. I denne forbindelse er det væsentligt at påpege sondringen mellem selskabets sigte og dets formål. Et kapitalselskab anses ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 125, per definition som erhvervsdrivende, hvilket vil sige, at dets overordnede formål, eller sigte, er at generere et økonomisk overskud, som kan fordeles forholdsmæssigt mellem kapitalejerne. Hensigten med formålsbeskrivelsen i selskabers vedtægter er derimod at give selskabets interessenter mulighed for at opnå et mere præcist billede af, hvilke aktiviteter selskabet kan udøve. Formålsangivelsen kan godt favne bredt, og behøver således ikke være fuldstændigt præciseret, men den må ikke være intetsigende. Det fremgår endvidere af KSL § 29, at vedtægterne skal oplyse om selskabets levetid, såfremt denne er begrænset.

Vedtægterne skal, jf. KSL § 28, stk. 1, nr. 3 og 4, endvidere oplyse om selskabskapitalens størrelse, antallet af kapitalandele eller kapitalandelenes pålydende værdi, samt om de rettigheder der knytter sig til kapitalandelene. Selskabskapitalens størrelse skal jf. KSL § 4, stk. 2, mindst svare til

40.000 kr. for anpartsselskaber. Antallet af kapitalandele er ifølge Xxx Xxxxxx (2017) s. 64, mere relevant at oplyse end kapitalandelenes pålydende værdi, da antallet af udstedte kapitalandele på fortsættende vis er relevant i beregningen af kapitalejeres retmæssige ejerandel af kapitalen i selskabet. Forfatteren argumenterer videre, at kapitalandelenes pålydende værdi er udtryk for en historisk oplysning, der savner praktisk relevans. Opfattelsen i denne afhandling er dog, at det ingen nævneværdig forskel gør, om der udstedes kapitalandele af en vis stykstørrelse, eller som stykkapitalandele, da den udeladte oplysning let kan udledes af de indeholdte oplysninger.

Hvad angår de rettigheder der knytter sig til kapitalandelene, bør det her nævnes, at en kapitalandel er selvstændig bærer af rettigheder og pligter. De rettigheder, der skal oplyses om i selskabets vedtægter, vedrører dels de forvaltningsmæssige, dels de økonomiske rettigheder, der knytter sig til kapitalandelene. Generelt fremgår det af lighedsgrundsætningen i KSL § 45, at alle kapitalandele indenfor samme kapitalklasse har lige ret i selskabet. Af forvaltningsmæssige rettigheder skal der eksempelvis oplyses om den stemmeret der knytter sig til kapitalandelene, samt angive de forskelle der måtte være, såfremt der anvendes forskellige kapitalklasser. For de økonomiske rettigheder gælder det, at en kapitalandel repræsenterer en ideel andel af selskabets nettoformue, og at eksempler på relevante forhold at oplyse om i vedtægterne, kunne knytte sig til udbytterettigheder indenfor forskellige kapitalklasser eller eventuelle omsættelighedsbegrænsninger.

Foruden de ovennævnte forhold skal kapitalselskabers vedtægter, jf. KSL § 28, stk. 1, nr. 5-7, som minimum oplyse om selskabets ledelsesorganer og ledelsesstruktur, indkaldelse til generalforsamling, og kapitalselskabets regnskabsår. De relevante oplysninger vedrørende kapitalselskabets regnskabsår er behandlet ovenfor i afsnit 3.2.2, og selskabets organisation og de oplysninger der knytter sig hertil, vil blive behandlet indgående i nedenstående afsnit.

3.3. Kreditorbeskyttelse

Selskabsretten har, ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2017) s. 31, to grundlæggende funktioner. For det første udgør den grundlaget for, at deltagere i erhvervsdrivende samvirker, kan opstille en retlig ramme omkring deres virksomhed. For det andet har den som funktion at opstille retsregler til beskyttelse af forskellige interessegrupper, der påvirkes af samvirkets eksistens. Dette afsnit vil beskæftige sig med sidstnævnte funktion, og beskyttelse af interessentgruppen selskabets kreditorer, indenfor kapitalselskabsretten. Afsnittet vil behandle en række udvalgte materielle kreditorbeskyttelsesregler, og vil omfatte væsentlige emner såsom; minimums kapitalkrav og hæftelse, tilførsel og udlodning af selskabets ressourcer, samt krav vedrørende årsregnskab og revision. Det er imidlertid vigtigt at pointere at følgende behandling ikke repræsenterer en udtømmende redegørelse af kapitalselskabslovens kreditorhensyn, men alene fokuserer på de væsentligste set fra et iværksætterperspektiv.

3.3.1. Hæftelse og kapitalberedskabskrav

Ansvaret for erhvervsdrift i Danmark, er ifølge Xxx Xxxxxx (2017) s. 40, som udgangspunkt personligt, hvilket vil sige at kreditorer kan søge sig fyldestgjort i alle ejerens ejendele, foruden livsnødvendigheder. Selskabsretten tilbyder som opblødning for denne risiko, at iværksættere kan etablere deres virksomhed indenfor kapitalselskabsretten og herved begrænse deres hæftelse. Dette sker ved at iværksættere stifter og indskyder aktiver i et kapitalselskab, som herefter har sin egen kapital, og som udgangspunkt er ansvarlig for egen erhvervsdrift. Kapitalejere i kapitalselskaber hæfter, jf. KSL § 1, stk. 2, herefter ikke personligt for selskabets forpligtelser, men alene med deres indskud. For dog at yde en vis beskyttelse af selskabskreditorer opstiller kapitalselskabsloven i § 4, stk. 2, mindstekrav for kapitalselskabers selskabskapital, hvorved den begrænsede hæftelse fremkommer. Siden 2019 har mindstekravene for selskabskapital i anpartsselskabers udgjort 40.000 kr., hvilket ligeledes udgør anpartshavernes samlede hæftelse.

Xxxx Xxxxxxxx (2019) s. 19 påpeger at iværksættere ikke alene bør vælge selskabsform med afsæt i det formelle juridiske spørgsmål om hæftelse, men i lige så høj grad skal basere sig på de realiteter, der knytter sig til deres virksomhed, og til selskabstypen. Werlauff ønsker hermed at gøre iværksættere opmærksomme på, at netop de lovfæstede regler om begrænset hæftelse i realiteten

ofte resulterer i, at lånegivere, leverandører mv. forlanger pant eller personlig kaution ved optagelsen af gæld. De væsentligste selskabsbeskatnings regler gennemgås senere, men det bør her nævnes at kapitalejere i kapitalselskaber, i modsætning til hvis virksomheden bliver drevet i personlig regi, ikke kan få skattemæssigt fradrag for et eventuelt kautionstab.

Xxxxxx Xxx Xxxxxx (2017) s. 58 beskriver minimumskapitalkravene som gammeldags og som ringe beskyttelse af selskabers kreditorer. Han henleder herefter opmærksomheden på nyere lovgivnings fokus på princippet om forsvarlig kapital i forhold til den udøvede erhvervsdrift. Da anpartsselskaber ofte drives efter en monistisk ledelsesstruktur, følger den relevante bestemmelse af KSL § 118, stk. 2, hvorefter direktionen skal sikre at kapitalselskabet til enhver tid har et forsvarligt kapitalberedskab, herunder tilstrækkelig likviditet til at opfylde nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som disse forfalder. Bestemmelsen suppleres af kapitaltabsreglen i KSL § 119, hvorefter ledelsen, med henblik på at træffe de fornødne foranstaltninger, skal indkalde og afholde generalforsamling indenfor seks måneder efter, at et kapitaltab konstateres. Et kapitaltab foreligger i denne sammenhæng, når selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede selskabskapital.

Ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 456, sanktioneres ledelsen med et erstatningsansvar, såfremt den tilsidesætter pligten til at holde sig orienteret om selskabets økonomiske situation og sikre et forsvarligt kapitalberedskab. Dette giver anledning til at pointere, at begrænset hæftelse ikke betyder, at ledelsesorganer og kapitalejere ikke kan ifalde ansvar, hvilket de tydeligt kan, jf. KSL §§ 361, stk. 1 og 362, stk. 1. Konstateringen af om der foreligger grundlag for et erstatningsansvar, baseres på dansk rets almindelige ulovfæstede culpa-regel, hvorefter skadevolder blandt andet skal have handlet culpøst. Dette betyder således også at en ledelse, eller en kapitalejer, ikke ifalder erstatningsansvar ved almindelige og forsvarlige dispositioner, der senere viser sig tabsgivende. Dette ville imidlertid også udhule princippet om begrænset hæftelse.

3.3.2. Tilførsel og udlodning af selskabets ressourcer

Kapitalselskabsloven indeholder endvidere kreditorbeskyttelsesregler, der regulerer iværksætteres adgang til at tilføre kapitalselskabet ressourcer, såvel som adgangen til at foretage udlodninger herfra.

Som beskrevet i afsnit 3.2.3 skal et kapitalselskabs vedtægter oplyse om størrelsen af dets selskabskapital. Et ønske om at tilføre et kapitalselskab nye ressourcer kræver således, at der træffes beslutning om en kapitalforhøjelse på selskabets generalforsamling. En beslutning der, jf. KSL § 154, stk. 2, desuden skal træffes med vedtægtsændringsmajoritet. Det følger af KSL § 173, stk. 1, at beslutningen om at forhøje selskabskapitalen, på samme måde som øvrige vedtægtsændringer, skal anmeldes til registrering hos Erhvervsstyrelsen, således at dette bliver offentliggjort for tredjemand. Fristen for registrering er to uger efter fristen for kapitalandelenes indbetaling.

Hvad enten der indskydes ressourcer i et kapitalselskab i forbindelse med stiftelsen eller ved en senere kapitalforhøjelse, skal selskabet som vederlag for de udstedte kapitalandele, erlægges svarende til selskabskapitalens nominelle beløb. Foretages indbetalingen således ved kontantindskud giver dette ikke anledning til særlige problemer, ligesom at det ikke forøger selskabskreditorernes risici.

Indskuddet kan imidlertid også foretages ved indbetaling af andre aktiver end kontanter, hvilket jf. KSL § 35, stk. 1, betegnes apportindskud. Heraf fremgår det endvidere, at alle aktiver af økonomisk værdi kan anvendes som apportindskud, foruden arbejdsforpligtelser og pligter til at levere en tjenesteydelse. For at imødegå at apportindskud skal forøge kreditorenes risici, gælder der, jf. KSL

§ 36, stk. 1, et krav om udarbejdelse af en vurderingsberetning. Af bestemmelsen fremgår det desuden, at vurderingsberetningen skal indeholde; en beskrivelse af hvert indskud, oplysninger om den anvendte fremgangsmåde ved vurderingen, angivelse af det vederlag som er fastsat for overtagelsen, samt en erklæring om at den ansatte værdi mindst svarer til det aftalte vederlag. Vurderingsberetningen skal, jf. KSL § 37, stk. 1, foretages af uvildige sagkyndige vurderingsmænd i form af godkendte revisorer, og reglerne om vurderingsberetninger ved apportindskud er i overvejende grad sammenfaldende, hvad end apportindskuddet foretages ved stiftelse eller ved senere kapitalforhøjelse. Kravene i KSL §§ 36 og 37 om udarbejdelsen af en vurderingsberetning

gælder, jf. KSL § 181, stk. 1 ligeledes ved udbytteudbetalinger i andre værdier end kontanter. Dette krav er deslige funderet i et kreditorhensyn, og vurderingsmandens erklæring skal således angive, at udbyttebeløbet mindst svarer til den ansatte værdi af de andre værdier end kontanter, der udloddes.

Generelt beskriver Werlauff (2019) s. 77-78 to måder, hvorved der kan trækkes penge ud af et kapitalselskab. Dette kan dels ske gennem udlodning af udbytte, ordinært såvel som ekstraordinært, samt dels gennem vederlæggelse, hvilket typisk fremkommer som følge af ansættelse i selskabets direktion. Af kreditorhensyn vedrørende vederlæggelse, fremgår det af KSL § 138, stk. 1, 2. pkt., at medlemmer af et kapitalselskabs ledelse ikke må vederlægges højere end hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, samt at vederlæggelsen skal være forsvarlig i forhold til selskabets økonomiske stilling.

Om udbytteudbetaling, foruden de allerede beskrevne krav om vurderingsberetning ved udlodning af andre værdier end kontanter, er det her relevant at belyse sondringen mellem fri og bunden egenkapital. Formålet med denne sondring er, at alene fri egenkapital i form af realiserede fortjenester, der resulterer i at selskabets nettoaktiver overstiger den bundne reserve, kan udloddes som udbytte jf. KSL § 180, stk. 2. Den bundne egenkapital omfatter ifølge KSL § 179, stk. 2, 2. pkt. selskabskapitalen og de reserver der er bundne i henhold til lov eller selskabets vedtægter, hvilket blandt andet omfatter urealiserede opskrivninger på baggrund af dagsværdireguleringer. Desuden indeholder kapitalselskabslovens udbyttebestemmelser, kreditorbeskyttelsesreglen i KSL § 179, stk. 2, 1. pkt. Heraf følger det, at selskabets centrale ledelsesorgan er ansvarlig for, at udlodning af selskabets midler ikke overstiger hvad der er forsvarligt under hensyn til selskabets økonomiske stilling. Uforsvarlige udlodninger kan således potentielt resultere i erstatningsansvar, og et bødeforlæg jf. straffebestemmelsen i KSL § 367.

Det er endvidere væsentligt for iværksættere at være opmærksomme på, at udlodning af udbytte, ikke kan finde sted før selskabet har aflagt sit første årsregnskab. Dette fremgår af loven ved, at udlodning af ordinært udbytte i overensstemmelse med KSL § 180, sker på grundlag af det senest godkendte årsregnskab jf. KSL § 179, stk. 1, pkt. 1. Generalforsamlingsbeslutninger om udlodning af

ekstraordinært udbytte, kan jf. KSL § 182, stk. 1, 1. pkt., heller ikke træffes før selskabet har aflagt sin første årsrapport.

I tillæg til de ovenfor beskrevne generelle metoder til at trække penge ud af et kapitalselskab, kan endnu et par metoder fremhæves. Først og fremmest kan det, på samme måde som ved en kapitalforhøjelse, besluttes af generalforsamlingen at nedsætte selskabets selskabskapital. Beslutningen kræver, jf. KSL § 186, at der foretages en vedtægtsændring, som kan vedtages med den stemmeflerhed vedtægtsændringer i selskabet kræver. Beslutningen skal herefter registreres hos Erhvervsstyrelsen senest to uger efter denne er truffet, jf. KSL § 191. Beslutningen skal jf. KSL § 188, stk. 1, angive beløbet hvormed selskabskapitalen nedsættes, samt til hvilket formål nedsættelsesbeløbet skal anvendes. Ønskes nedsættelsesbeløbet anvendt til udbetaling til kapitalejerne, eller til henlæggelse til en særlig fri reserve hvorfra der senere vil kunne udbetales til kapitalejerne, kræver dette først og fremmest, jf. KSL § 189, stk. 1, at selskabets centrale ledelse godkender forslaget. Desuden kræves det at selskabets kreditorer opfordres til at anmelde krav mod selskabet, hvilket er begrundet med at nedsættelsen umiddelbart medfører en forringelse af selskabets egenkapital. Dette følger af KSL § 192, stk. 1, hvoraf det også fremgår, at opfordringen offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system, og at kreditorerne har fire uger til at anmelde deres krav, hvorfor udbetalingen af nedsættelsesbeløbet først kan gennemføres efter denne frists udløb.

Den sidste metode til at trække penge ud af et kapitalselskab der bør beskrives, er kapitalejeres adgang til at låne penge fra selskabet. Denne mulighed har været tilgængelig siden 2017, men adgangen hertil er underlagt visse begrænsninger, hvilke har til formål at reducere muligheden for misbrug til skade for selskabet og dets kreditorer. For at en aftale om økonomisk bistand til kapitalejere skal være lovlig, må betingelserne i KSL § 210, stk. 2 være opfyldt. Dette betyder at (1) lånet skal kunne rummes indenfor selskabets frie reserver, og skal ydes på markedsvilkår, (2) beslutningen kræver generalforsamlingens eller det centrale ledelsesorgans bemyndigelse, (3) beslutningen kan først træffes efter selskabet har aflagt dets første årsrapport. Er disse kriterier opfyldt foreligger der et lovligt kapitalejerlån. Skatteretten gør, med ligningslovens § 16 E, imidlertid lånemuligheden uinteressant, da sådanne lån skatteretligt anses som udlodning, og derfor beskattes af lånets fulde værdi, uanset at lånet tilbagebetales.

3.3.3. Årsrapport og revision

Om kravene til kapitalselskabers aflæggelse af årsrapport, og til underkastelse af uvildig kontrol i form af revision, må det pointeres at dette ikke alene er begrundet i kreditorhensyn, men også i hensyn til øvrige interessegrupper der påvirkes af selskabets eksistens. Kapitalselskabers kreditorer har imidlertid stor interesse i at de pågældende oplysninger gøres offentligt tilgængelige, ikke mindst som følge af de hæftelsesforhold der hidrører til selskabsformen, hvorfor kravene behandles i indeværende afsnit.

Af årsregnskabslovens § 3, stk. 1, nr. 1 fremgår det at anpartsselskaber, som selskabsform, er omfattet af loven, og er forpligtet til at aflægge årsrapport efter reglerne i denne. Ifølge Werlauff (2019) s. 75-76, hører anpartsselskaber som oftest til i regnskabsklasse B, i hvilken der jf. ÅRL §§ 22 og 22 a sondres mellem små og mikrovirksomheder. Betegnelsen små virksomheder dækker, ifølge ÅRL § 7, stk. 2, nr. 1, over virksomheder, der i to på hinanden følgende regnskabsår, ikke overskrider følgende tærskler; a. en balancesum på 44. mio. kr., b. en nettoomsætning på 89. mio. kr., og c. et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 50. En mikrovirksomhed dækker jf. ÅRL § 22 a, stk. 1, nr. 1-3, over virksomheder, der i to på hinanden følgende regnskabsår, ikke overskrider følgende størrelser; a. en balancesum på 2.700.000 kr. b. en nettoomsætning på

5.400.000 kr., samt c. et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 10. Forskellen mellem små- og mikrovirksomheder, er væsentlig at have for øje, da der ifølge ÅRL § 22 b, er indrømmet en række lettelser i hvad mikrovirksomheder skal udarbejde og videregive af oplysninger i noterne til årsrapporten.

Fælles for regnskabsklassen, såvel som for regnskabsklasse C, er at årsrapporten jf. ÅRL § 138, stk. 1, uden ugrundet ophold efter dens godkendelse, men senest fem måneder efter regnskabsårets afslutning, skal indsendes til Erhvervsstyrelsen, med henblik på offentliggørelse. Godkendelsen der refereres til er generalforsamlingens, hvilken er påkrævet jf. KSL § 88, stk. 1, nr. 1. Ansvaret for årsrapportens udarbejdelse påhviler, jf. ÅRL § 8, stk. 1, medlemmerne af selskabets ledelse, og skal herefter underskrives og påtegnes af selskabets bestyrelse og direktion. Disse skal jf. ÅRL § 9 erklære at; 1. årsrapporten er aflagt i overensstemmelse med loven, 2. at årsrapporten giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver, finansielle stilling og resultat. Årsrapporten for virksomheder

omfattet af regnskabsklasse B skal jf. ÅRL § 22, stk. 1, foruden ledelsespåtegningen, indeholde balance, resultatopgørelse, noter og en ledelsesberetning. Årsrapporten skal desuden opfylde de grundlæggende forudsætninger der følger af ÅRL § 13, stk. 1, nr. 1-9, hvoraf det blandt andet fremgår at årsrapporten som udgangspunkt skal aflægges under formodning om going concern, at den skal være klar og overskuelig, og skal indeholde alle væsentlige, og korrekt periodiserede, forhold på en konsistent måde.

Hvor udarbejdelse og offentliggørelse af en årsrapport, som redegjort for ovenfor, er et ufravigeligt krav for anpartsselskaber, er revision derimod ikke nødvendigvis en selvfølgelighed. Revisionspligt for helt små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, blev afskaffet i 2006, såfremt virksomheden i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider to af følgende størrelser; a. en balancesum på 4 mio. kr., b. en nettoomsætning på 8 mio. kr., c. et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede medarbejdere på 12, jf. ÅRL § 135, stk. 1. Også øvrige små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, kan ifølge Werlauff (2019) s. 33, fravælge revision med høj grad af sikkerhed, og i stedet vælge en revisorerklæring efter erklæringsstandarden udvidet gennemgang, og derved med begrænset sikkerhed.

Såfremt revision tilvælges, eller er lovpligtigt, er det jf. KSL § 144, stk. 1, generalforsamlingen der skal forestå valget af revisor. Revisor skal ifølge revisorlovens § 24 være uafhængig af selskabet, således at han ved udøvelsen af sit hverv kan agere som offentlighedens tillidsrepræsentant, som påkrævet i RL § 16, stk. 1. Ved afslutning af sit arbejde skal revisor påtegne selskabets årsrapport. Påtegner revisor selskabets årsrapport uden forbehold afgiver han, afhængig af erklæringstypen, sikkerhed for at rapporten ikke indeholder væsentlige fejl og mangler. Tager revisor derimod forbehold for sin erklæring, kommunikerer han derimod at der er fundet fejl og mangler i rapporten.

3.4. Organisation og beslutningstagen

Uanset valg af selskabsform kræver beslutningstagen i en virksomhed, at en eller flere fysiske personer har kompetence til at handle på selskabets vegne. Valget af selskabsform har imidlertid stor betydning for hvordan beslutningskompetencen er fordelt og struktureret i selskaber, samt for de principper hvorefter beslutninger vedtages. Det vurderes allerede her relevant at fremhæve, at

væsentlige beslutninger i kapitalselskaber er underlagt flertalsprincippet, i modsætning til vetoprincippet der som udgangspunkt gælder inden for personselskabsretten.

Kapitalselskabslovens generelt bredde reguleringsramme, regulerer også spørgsmål om ledelse og beslutningskompetence inden for kapitalselskabsretten. Dette afsnit vil derfor behandle de væsentligste krav til anpartsselskabers strukturelle opbygning i ledelsesorganer, og den dertilhørende fordeling af beslutningskompetence og ansvar, som iværksættere bør være opmærksomme på. Behandlingen vil dog indledningsvist beskæftige sig med selskabsdeltagernes mulighed for at udøve deres forvaltningsmæssige rettigheder, hvilke udøves på selskabets generalforsamlinger.

3.4.1. Generalforsamling

Det følger af KSL § 76, stk. 1, at kapitalejeres ret til at træffe beslutninger i et kapitalselskab, udøves gennem deltagelse på selskabets generalforsamling. Generalforsamlingen betragtes ifølge Xxx Xxxxxx (2017) s. 72-73, i dansk såvel som nordisk selskabsret, som kapitalselskabers øverste ledelsesorgan. Dette indebærer at selskabets øvrige ledelsesorganer, som udgangspunkt er retligt forpligtet til at efterleve de beslutninger der træffes på generalforsamlingen. Han betegner desuden generalforsamlingen som et periodisk organ, da dette alene kan udøve sine rettigheder under kapitalejernes møde, hvilket i henhold til loven alene er forpligtet til at finde sted én gang om året. Kapitalselskabers obligatoriske årlige generalforsamling, betegnes jf. KSL § 88, stk. 1, som den ordinære generalforsamling. Af bestemmelsen fremgår det desuden at der skal træffes afgørelse om følgende forhold på den ordinære generalforsamling; 1. godkendelse af årsrapporten, 2. hvordan overskud i henhold til årsrapporten skal anvendes eller hvordan underskud dækkes, 3. eventuelle ændringer vedrørende selskabets underkastelse af revision for det kommende regnskabsår, samt 4. øvrige spørgsmål som ifølge selskabets vedtægter er henlagt til generalforsamlingen. Kapitalselskabers ordinære generalforsamling skal i øvrigt, jf. KSL § 88, stk. 2, afholdes i så god tid, at den godkendte årsrapport kan indsendes til Erhvervsstyrelsen indenfor fristen på fem måneder, som beskrevet i afsnit 3.3.3.

Det fremgår af KSL § 89, stk. 1, at øvrige generalforsamlinger betegnes som ekstraordinære generalforsamlinger, og at sådanne skal afholdes hvis selskabets centrale ledelsesorgan,

tilsynsrådet, eller den generalforsamlings valgte revisor forlanger det. Af bestemmelsens stykke to fremgår det desuden at alle anpartshavere i et anpartsselskab kan forlange afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling. På ekstraordinære generalforsamlinger behandles de specifikt angivne emner der fremgår af indkaldelsen hertil.

Generalforsamlingen har som øverste ledelsesorgan, ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 481, kompetence til at træffe beslutning i alle selskabets anliggender, medmindre loven eller selskabets vedtægter henlægger beslutningskompetencen til et andet selskabsorgan. Her pointeres det endvidere at en række beslutninger vedrørende selskabet, alene kan træffes ved beslutning på generalforsamlingen, herunder vedtægtsændringer, valg af revisor, samt valg af bestyrelse såfremt anpartsselskabet er organiseret som en dualistisk ledelsesstruktur. Før et anliggende kan behandles af generalforsamlingen, må dette jf. KSL § 91, stk. 1, være indeholdt i dagsordenen for generalforsamlingen, medmindre samtlige kapitalejere giver samtykke til behandling af en sag der ikke fremgår af indkaldelsen, eller medmindre anliggendet er omfattet af de føromtalte krav i KSL § 88, stk. 1, som generalforsamlingen altid kan træffe afgørelse om. Enhver kapitalejer har jf. KSL § 90, stk. 1, ret til at få et bestemt emne optaget på dagsordenen.

Indkaldelsen til generalforsamling foretages jf. KSL § 93, stk. 1, af kapitalselskabets centrale ledelsesorgan, og skal ifølge KSL § 96, stk. 1, angive tid og sted for generalforsamlingen, samt dagsorden. Indkaldelsen skal jf. KSL § 95, stk. 1, ske i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser, og skal tidligst foretages fire uger før afholdelsen, medmindre vedtægterne foreskriver en længere frist, og senest to uger før generalforsamlingsmødet. Fristerne kan imidlertid jf. KSL § 76, stk. 3 fraviges og afholdes umiddelbart, ved enstemmighed blandt kapitalejerne, hvilket må antages oftere forekommende i små kapitalselskaber med få kapitalejere. Enhver kapitalejer har i øvrigt, jf. KSL § 78, stk. 1, ret til at give møde og tage ordet på generalforsamlingen, hvorfor en væsentlig tilsidesættelse af reglerne for indkaldelse jf. KSL § 109, stk. nr. 3, vil resultere i at beslutninger på den pågældende generalforsamling betragtes som nulliteter.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved afstemning og efter flertalsprincippet. Som udgangspunkt er der jf. KSL §§ 45, stk. 1 og 46, stk. 1, knyttet lige ret og stemmeret til hver enkelt

kapitalandel udstedt af et kapitalselskab. Det er imidlertid væsentligt at være opmærksom på, at det af disse bestemmelser ligeledes fermgår, at selskabets vedtægter kan fravige herfra, hvilket typisk sker gennem en opdeling af selskabskapitalen i forskellige kapitalklasser. Afgørelser på generalforsamlingen træffes således blandt fremmødte kapitalejere, til hvis kapitalandele der er knyttet stemmeret. Kapitalselskabsloven stiller ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 509-510, ikke krav om at en vis andel af selskabsdeltagerne skal være mødt frem før generalforsamlingen er beslutningsdygtig, hvorfor sådanne quorumskrav skal være fastsat i vedtægterne før det ændrer udgangspunktet om at afgørelser træffes blandt de fremmødte.

Såfremt et forslag skal afgøres ved afstemning, og ikke blot kan konstateres vedtaget eller forkastet af generalforsamlingens dirigent med afsæt i debatten, følger det af KSL § 105, at forslag som udgangspunkt anses som gyldigt vedtaget ved opnåelse af simpelt flertal. Herved forstås at der er afgivet flere stemmer for forslaget end imod. Kapitalselskabsloven eller selskabets vedtægter kan imidlertid foreskrive krav om større tilslutning til et forslag før vedtagelse, hvilket blandt andet gælder for beslutninger om vedtægtsændringer, jf. KSL § 106. For beslutninger om vedtægtsændringer gælder der først og fremmest, jf. KSL §§ 106 og 107, et dobbeltkrav til beregningen af tilslutning til et forslag. Dette indebærer at der kigges på tilslutning fra såvel afgivne stemmer, som fra den repræsenterede selskabskapital, hvilket er funderet i et hensyn til kapitalejere af kapitalandele med reduceret stemmevægt. Herudover gælder der jf. KSL § 106, stk. 1, 1. pkt. et mindstekrav for vedtagelsen af vedtægtsændringer på 2/3 tilslutning, også kaldet vedtagelse med kvalificeret majoritet. For vedtægtsændringer af større betydning fremgår det af KSL § 107, stk. 1, at beslutninger om forøgelse af kapitalejernes forpligtelser over for selskabet, alene kan vedtages ved enstemmighed. Tilsvarende kræves der skærpet kvalificeret majoritet, i form af 9/10 tilslutning, for afgørelser af særlig vidtgående karakter, og som falder ind under punkterne i KSL § 107, stk. 2, nr. 1-7. punkterne omfatter blandt indførsel af; omsættelighedsbegrænsninger, indløsningspligt og stemmelofter.

Afslutningsvist bør det bemærkes at den generalforsamlings valgte dirigent, jf. KSL § 101, stk. 3, skal udarbejde og underskrive en protokol over de førte forhandlinger, og samtlige trufne beslutninger på generalforsamlingen.

3.4.2. Ledelse

Som redegjort for i ovenstående afsnit, betragtes kapitalselskabers generalforsamling som selskabets øverste ledelsesorgan. Da generalforsamlingen, som anført, imidlertid alene er et periodisk organ, og ifølge Xxx Xxxxxx (2017) s. 72-74, ikke har nogen eksekutive kompetencer, hvorved forstås at generalforsamlingen ikke kan disponere på selskabets vegne, har selskabet også behov for en ledelse af mere permanent karakter, der har adgang til at indgå aftaler og på anden vis forpligte selskabet. Dette opnås ved at generalforsamlingen nedsætter permanente ledelsesorganer. Et kapitalselskab kan jf. KSL § 111, vælge mellem tre ledelsesstrukturer, og kan opbygges med enten et eller to ledelsesorganer, hvilket af Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 547-548, omtales som en enten monistisk (enstrenget) eller en dualistisk (tostrenget) opbygning af selskabets ledelse. Det følger imidlertid af KSL § 111, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, 2.pkt. at danske aktieselskaber er forpligtet til at opdele sin ledelse efter den tostrengede model, således at det består af to ledelsesorganer, enten i form af en bestyrelse og en direktion, eller et tilsynsråd og en direktion.

Det er således kun danske anpartsselskaber der kan vælge ledelsesstrukturen af KSL § 111, stk. 2, 1.pkt., om ledelse alene af en direktion. Anpartsselskaber kan imidlertid frit vælge mellem en monistisk eller dualistisk ledelsesstruktur, såfremt reglerne i KSL § 140, om medarbejderes ret til at lade sig repræsentere i selskabets øverste permanente ledelsesorgan, ikke finder anvendelse. Retten til medarbejderrepræsentation indtræffer når et kapitalselskab i tre år har beskæftiget mindst 35 medarbejdere, hvorefter medarbejdere har ret til at vælge et antal medlemmer der mindst svarer til halvdelen af de øvrige ledelsesmedlemmer, i det øverste permanente ledelsesorgan. Xxx Xxxxxx (2017) s. 83, understreger dog at medarbejderrepræsentation er en ret, og ingen pligt for medarbejderne, og at det er almindeligt forekommende i praksis at medarbejdere ikke udnytter denne ret. For sådanne tilfælde er det væsentligt at pointere at antallet af beskæftigede ikke i sig selv udløser pligt til at overgå til en tostrenget ledelsesstruktur, men at pligten indtræffer når medarbejderne vælger at udnytte deres ret.

Da denne afhandling er afgrænset til alene at omfatte anpartsselskabet indenfor kapitalselskabsretten, og i øvrigt angår iværksættervirksomheder, der ifølge Xxx Xxxxxx (2017) s. 82, næppe vil have et antal af ansatte der udløser medarbejderrepræsentation, vurderes særligt

den monistiske ledelsesstruktur relevant at behandle, og derved direktionens kompetencer og pligter. Werlauff (2019) s. 75, påpeger endvidere at den tostrengede model med en bestyrelse, vil være usædvanlig i et lille nystiftet anpartsselskab. Redegørelsen herunder vil imidlertid omfatte en række af de kompetencer og pligter der ellers ville være henlagt til en bestyrelse, hhv. tilsynsråd, da det af KSL § 117, stk. 2, fremgår at kapitalselskaber der ledes alene af en direktion, forestår såvel den overordnede og strategiske ledelse af selskabet, såvel som den daglige ledelse, og derved udgør både det øverste- som det centrale ledelsesorgan i selskabet. Xxx Xxxxxx (2017) s. 79, udtrykker det således, at når direktionen er et kapitalselskabs eneste ledelsesorgan, besidder direktionen alle ledelsesbeføjelser herunder den fulde eksekutive kompetence, således at den kan tegne og handle på vegne af selskabet i enhver henseende. Ligeledes påpeges det at direktionen, ved denne konstellation, er enebærer af ledelsesopgaver, pligter og ansvar.

Generelt om ledelsen af et kapitalselskab, følger det af KSL § 112, stk. 1, at medlemmer af et kapitalselskabs ledelse skal være myndige fysiske personer, der ikke er under værgemål. Direktionen i kapitalselskaber med kun et enkelt ledelsesorgan, udpeges normalt af generalforsamlingen, som ligeledes har kompetence til enhver tid at afsætte dem igen. Der er ifølge Xxx Xxxxxx (2017) s. 79, i øvrigt intet til hinder for at kapitalejere udpeger sig selv som medlemmer af direktionen. Identiteten på alle ledelsesmedlemmer i et kapitalselskab skal herefter, jf. KSL § 10, stk. 1, offentliggøres gennem registrering i Erhvervsstyrelsens it-system. Det er således ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 592, alene registrerede direktører der i selskabsretlig forstand, er at betragte som medlemmer af et kapitalselskabs direktion, og som derved kan udøve de beføjelser kapitalselskabsloven tilskriver ledelsesmedlemmer. Det centrale ledelsesorgan har jf. KSL § 9, stk. 2, generelt ansvaret for, og enekompetence til, at foretage anmeldelser vedrørende selskabet til registrering hos Erhvervsstyrelsen, hvorfor den af KSL § 11, påkrævede registrering af ledelsesmedlemmers afgang og tilgang, ved denne ledelsesstruktur, påhviler direktionen.

Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 577, oplister en række øvrige enekompetencer der tilkommer det centrale ledelsesorgan, herunder retten til at tildele den særlige fuldmagtstype prokura, hvilket følger af KSL § 135, stk. 5. Særligt kompetencen til at fastsætte størrelsen på selskabets udbytte, må dog omtales, da dette er det eneste forhold hvor det centrale ledelsesorgan har vetoret overfor

generalforsamlingen. Det følger af KSL § 180, stk. 1, at generalforsamlingen ikke kan beslutte udlodning af højere udbytte end det der foreslås eller tiltrædes af det centrale ledelsesorgan. Direktionen har ved den monistiske ledelsesstruktur således enekompetence til at fastsætte et kapitalselskabs udbyttestørrelse, og må alternativt udskiftes af generalforsamlingen ved uløselig uenighed herom.

Direktionens kompetence er i øvrigt fastlagt i KSL §§ 117 og 118. Det fremgår som nævnt, af KSL § 117, stk. 2, at direktionen skal varetage såvel den overordnede og strategiske ledelse, som den daglige ledelse, når dette er selskabets eneste selskabsorgan. Det fremgår desuden at direktionen skal sikre en forsvarlig organisation af kapitalselskabets virksomhed. Det følger af KSL § 118, stk. 1, at direktionen ligeledes har kompetence til, og er ansvarlige for at forestå selskabets bogføring og formueforvaltning. Af bestemmelsens stykke to fremgår det at direktionen ligeledes skal sikre et til enhver tid forsvarligt kapitalberedskab, herunder tilstrækkelig likviditet til at opfylde kapitalselskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, samt at de således er forpligtet til løbende at vurdere selskabets økonomiske situation. Af KSL § 117, stk. 1, 3. og 4. pkt. fremgår det, at direktionen i kapitalselskaber med den tostrenget ledelsesstruktur, ikke har ret til at disponere på selskabets vegne i forhold der af usædvanlig art eller stor betydning for selskabet, medmindre bestyrelsen afgiver en særlig bemyndigelse hertil, eller såfremt bestyrelsens beslutning ikke kan afventes uden væsentlig ulempe for selskabets virksomhed. Eftersom direktionen i en enstrenget ledelsesstruktur er eneste ledelsesorgan, og har den fulde eksekutive kompetence, kan den også under disse forhold handle på selskabets vegne. Det bør imidlertid nævnes, at det ifølge Xxx Xxxxxx (2017) s. 73, er nemmere at indkalde generalforsamlingen i små kapitalselskaber, som derved kan spille en mere aktiv rolle, navnlig ved sådanne betydelige forhold.

Det er dog væsentligt at være opmærksom på at medlemmer af et kapitalselskabs direktion, jf. KSL

§ 135, stk. 1, er udstyret med en særlig legitimation, også betegnet tegningsret, der gør dem i stand til at handle på selskabets vegne med bindende virkning. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 608, fastslår at dette, af hensyn til selskabets medkontrahenter, gælder uanset at direktionen som følge af en generalforsamlingsinstruks, ikke er bemyndiget til at handle på vegne af selskabet i den pågældende situation. De eneste undtagelser fra dette udgangspunkt følger af KSL § 136, stk. 1, nr. 1-3, hvoraf

det fremgår at følgende aftaler eller tilsagn ikke forpligter selskaber; 1. såfremt der handles i strid med de begrænsninger kapitalselskabsloven fastsætter for tegningsberettigede, 2. aftaler der falder uden for kapitalselskabets formål hvor det kan godtgøres at tredjemand vidste eller burde vide dette, eller 3. hvor den tegningsberettigede overskrider sin bemyndigelse eller væsentligt har tilsidesat selskabets interesse og tredjemand vidste eller burde vide dette. Generalforsamlingen kan i øvrigt, ifølge Fode og Xxxxx (2016) s. 161, personelt begrænse direktionsmedlemmernes tegningsret, således at denne eksempelvis alene kan udøves af flere medlemmer i fællesskab, betegnet kollektiv tegningsret, eller af ét eller flere navngivne medlemmer hver for sig eller i forening, hvilket også følger af KSL § 135, stk. 3.

3.5. Ophør

Noget iværksættere må formodes sjældent at overveje, når de påtænker opstart af egen virksomhed, er at de på et tidspunkt skal afvikle denne igen, eller overdrage den til andre. Valget af selskabsform spiller imidlertid en afgørende rolle for dels de procedurer og principper hvorefter et selskab kan bringes til ophør, samt dels for selskabsdeltagernes individuelle rettigheder til blandt andet at udtræde fra selskabet. Det er ikke alene indenfor de selskabsretlige aspekter, at valget af selskabsform er af afgørende karakter, når det kommer til afvikling eller overdragelse af et selskab. Også skatteretligt kan der forekomme forskellig behandling, og dermed forskellige skattemæssige konsekvenser, afhængig af den valgte selskabsform. Disse aspekter vurderes dog at ligge på kanten af denne afhandling sigte, og vurderes desuden at måtte behandles i et sådant omfang, for at skabe værdifuld indsigt, at disse ikke kan indeholdes i denne afhandling.

Dette afsnit vil således alene behandle dels den frivillige afvikling af et kapitalselskab, herunder kapitalejernes individuelle rettigheder og muligheder, samt ophørsgrunde af mere ufrivillig karakter.

3.5.1. Frivilligt ophør

Ved et ophør forstås her, i overensstemmelse med Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 735, at et anpartsselskab ophører med at være underlagt kapitalselskabslovens regler for denne selskabstype. Et ophør kan herefter ske ved opløsning, fusion, spaltning, omdannelse eller ved grænseoverskridende flytning af hjemsted. Der er således ikke tale om ophør hvis et kapitalselskab

overdrages til andre. Ophørsgrundene som følge af fusion, spaltning eller grænseoverskridende flytning af hjemsted, vil ikke blive behandlet i indeværende afsnit.

Hvad angår omdannelsen af et anpartsselskab til en anden selskabsform eller type, følger mulighederne herfor af kapitalselskabslovens kapitel 17. Af KSL § 319, stk. 1, fremgår det at et anpartsselskab kan ophøre som sådant, ved omdannelse til et aktieselskab. Det fremgår endvidere at dette kræver vedtagelse på generalforsamlingen, med det flertal der kræves til vedtægtsændringer. Omdannelsen kan udtrykkeligt af loven foretages uden kreditorernes samtykke, og anses ikke for et debitorskifte, ligesom det ifølge Xxxx og Xxxxx (2016) s. 709, ingen betydning har for selskabets privatretlige eller offentligretlige rettigheder og forpligtelser, og selskabet fortsætter efter omdannelsen som samme juridiske person. Af KSL § 320 følger det at omdannelsen anses for værende sket når selskabets vedtægter er ændret således at de opfylder kravene for aktieselskaber, og når omdannelsen er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system. Af væsentlige nødvendige vedtægtsmæssige ændringer, for at opfylde kravene for aktieselskaber, fremhæver Werlauff (2019) s. 81-82, forhøjelsen af selskabskapitalen til mindst 400.000 kr., jf. KSL

§ 4, stk. 2, samt etableringen af den påkrævede tostrengede ledelsesstruktur.

Omdannelse til et aktieselskab er anpartsselskabets eneste direkte mulighed. Ønsker anpartshaverne imidlertid omdannelse til et partnerselskab, eventuelt som følge af princippet om skattemæssig transparens, må omdannelsen foretages i to trin. Anpartsselskabet må indledningsvist lade sig omdanne til et aktieselskab, hvorefter det med afsæt i reglerne i KSL § 323, kan omdannes til et partnerselskab. Der stilles samme krav til vedtagelse af at gennemføre omdannelse til et P/S, som til et A/S, og omdannelsen kan på samme måde foretages uden kreditorernes samtykke, hvorefter partnerselskabet på samme måde som ved omdannelsen til et aktieselskab, succederer i civilretlige forhold. Derimod er der jf. Werlauff (2019) s. 82 ikke skatteretlig succession ved omdannelsen til et P/S, hvorfor der sker opløsningsbeskatning af selskabet, og afståelsesbeskatning af ejerne.

Der findes ingen øvrige lovregler for omdannelse fra kapitalselskab til personselskab, hvorfor et ønske om omdannelse til eksempelvis et interessentskab, ifølge Xxxx og Xxxxx (2016) s. 712,

forudsætter at det eksisterende anpartsselskab opløses efter reglerne i kapitalselskabslovens kapitel 14, hvorefter likvidationsprovenuet kan anvendes til at stifte et nyt selskab.

En beslutning om frivillig opløsning af et kapitalselskab ved likvidation, skal vedtages af selskabets kapitalejere på generalforsamlingen, og kan jf. KSL § 217, stk. 2, træffes med den stemmeflerhed der kræves til vedtægtsændringer. Vedtagelse blandt kapitalejerne er en forudsætning uanset om selskabet ønskes opløst med afsæt i reglerne for formel afvikling ved en likvidator valgt af generalforsamlingen, eller med afsæt i den mere uformelle afvikling på grundlag af en betalingserklæring.

Det Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 739, omtaler som den uformelle afvikling på grundlag af en betalingserklæring, er reguleret i KSL § 216. Det følger af bestemmelsens stykke et, at opløsning sker ved at kapitalselskabet sørger for at alle dets kreditorer er betalt. Kapitalejerne afgiver herefter en erklæring over for Erhvervsstyrelsen om at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt. Erklæringen skal angive samtlige kapitalejeres navne og adresser, og skal jf. KSL § 216, stk. 2, vedlægges en erklæring fra told- og skatteforvaltningen om at der ikke foreligger skatte- eller afgiftskrav vedrørende kapitalselskabet. Kapitalselskabet slettes herefter, jf. KSL § 216, stk. 3, fra Erhvervsstyrelsens selskabsregister over aktive selskaber, og betragtes således som opløst. Prisen, som Fode og Xxxxx (2016) s. 164, omtaler den, for denne enkle ophørsform fremgår af KSL § 216, stk. 4. Det følger heraf at kapitalejerne, efter likvidation gennem en betalingserklæring, hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. Dette medfører at kapitalejerne, i modsætning til hvad der gælder ved den formelle likvidation som behandles nedenfor, hæfter for udækkede krav, herunder også fordringer der skyldes erstatningsansvar, indenfor forældelseslovens gældende frister.

Processen med frivillig opløsning af et kapitalselskab efter KSL § 217, beskrives af Fode og Munck (2016) s. 497, som et gennemreguleret likvidationsforløb, tilsvarende stiftelsesproceduren for kapitalselskaber, bestående af fastlagte procedure, regnskaber, indberetninger, osv. Denne behandling vil kortfattet opridse de væsentligste elementer af processen.

Selskabets generalforsamling skal jf. KSL § 218, stk. 1, indledningsvist vælge en eller flere likvidatorer til at foretage selskabets likvidation. Likvidatorerne træder ifølge KSL § 219, stk. 1, i ledelsens sted, hvorfor de tidligere medlemmer af selskabets ledelse skal afmeldes hos Erhvervsstyrelsen, som herefter mister sin tegningsret over selskabet. Likvidatorerne kan jf. KSL § 219, stk. 2, til enhver tid afsættes af dem som udpegede dem.

Efter ledelsens tilbagetræden overtager likvidatorerne tegningsretten for selskabet. Deres væsentligste opgaver er, ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 751, at forestå realisationen af selskabets aktiver, samt afviklingen af dets forpligtelser, og ved en resterende formue at udlodde denne til kapitalejerne. Likvidatorerne skal desuden, jf. KSL § 220, stk. 1, sørge for offentliggørelsen af selskabets likvidation gennem Erhvervsstyrelsens it-system, ligesom de jf. KSL § 221, stk. 1, 2. pkt. skal meddele selskabets kendte kreditorer om beslutningen. Selskabets kreditorer skal jf. KSL § 221, stk. 1, 1. pkt. opfordres til at anmelde deres krav til likvidator senest 3 måneder, fra datoen for offentliggørelsen af selskabets likvidation. Likvidator kan således, og jf. KSL § 221, stk. 2, tidligst optage boet til slutning når tre måneders fristen er udløbet, hvorefter udlodning af likvidationsprovenu til kapitalejerne kan foretages, i overensstemmelse med KSL § 223, stk. 1. Såfremt en kreditor overskriver anmeldelsesfristen for anmeldelse af krav mod selskabet, vil dette jf. KSL §221, stk. 4, blive dækket, såfremt der endnu ikke er udloddet endeligt likvidationsprovenu til kapitalejerne.

Når bobehandlingen er afsluttet kan generalforsamlingen, jf. KSL § 224, stk. 1, træffe beslutning om endelig likvidation af selskabet, hvorefter selskabet ophører som selvstændigt retssubjekt, og kapitalejere i god tro ikke hæfter for udækkede krav mod selskabet.

Fælles for de ovenfor beskrevne måder, hvorved et kapitalselskab frivilligt kan bringes til ophør, er at dette forudsætter vedtagelse ved stemmeflertal med vedtægtsændrings majoritet. Dette leder naturligt til et spørgsmål om hvilke muligheder den enkelte kapitalejer har for at opløse samarbejdet om selskabet, eller søge sig økonomisk udløst heraf.

Som der senere vil blive redegjort for, gælder der indenfor interessentskabsretten flere principper, hvorefter en interessent kan bringe enten sin egen deltagelse, eller interessentskabet som sådant til ophør. Disse principper gælder ifølge Xxxx og Xxxxx (2016) s. 498, imidlertid ikke indenfor kapitalselskabsretten, hvorfor en minoritetsdeltager ikke har mulighed for at udtræde af selskabet,

medmindre han kan finde en køber til sine anparter, eller hvis de øvrige selskabsdeltagere ønsker at medvirke til den pågældendes udtræden. Fode og Xxxxx (2016) s. 498, pointerer endvidere at selvom kapitalejeren som udgangspunkt frit kan sælge sine anparter, vil der normalt ikke være eksterne købere til minoritetsandele, hvorfor ejeren reelt er bundet til selskabet. Det bør i denne forbindelse fremhæves at minoritetsejere, ifølge KSL § 73, har ret til at fordre sig indløst til en rimelig pris, såfremt en kapitalejer i selskabet besidder mere end 90 % af selskabets kapitalandele, og en tilsvarende andel af stemmerne. Kapitalselskabslovens øvrige minoritetsbeskyttelsesregler, herunder lighedsgrundsætningen i KSL § 45, som sikrer at alle kapitalejere som udgangspunkt skal behandles lige, og generalklausulerne af KSL §§ 108 og 127, stk. 1, om utilbørlige dispositioner som er åbenbart egnet til at skaffe visse kapitalejere fordele på andre kapitalejeres eller kapitalselskabets bekostning, er desuden væsentlige for minoritetsejere at være opmærksomme på, da domstolene efter KSL § 230 som følge af særlig grov eller langvarig minoritetskrænkelse kan bestemme at kapitalselskabet skal tvangsopløses.

3.5.2. Ufrivilligt ophør

Hvor ovenstående afsnit behandler kapitalselskabers frivillige likvidation, og de enkelte kapitalejeres begrænsede beføjelser i denne henseende, kan kapitalselskaber undertiden også opleve at måtte ophøre på baggrund af ufrivillige forhold. Dette afsnit vil derfor kort behandle dels kapitalselskabers ophør som følge af konkurs, samt som følge af tvangsopløsning.

Kapitalselskaber betragtes ifølge Xxxxxxx (2018) s. 24, i dansk ret som selvstændige konkurssubjekter, og skal ifølge konkurslovens § 17, stk. 1, tages under konkursbehandling når dette begæres af enten skyldneren selv, eller af en fordringshaver, og når skyldneren er insolvent. Ved insolvens forstås, i overensstemmelse med KL § 17, stk. 2, at skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages at være forbigående. Ved kapitalselskabers egen indgivelse af konkursbegæring må dette, ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 764, som udgangspunkt besluttes af generalforsamlingen, hvorimod den egentlige indgivelse, jf. KSL § 233, stk. 1, må foretages af selskabets centrale ledelsesorgan, eller jf. KSL § 233, stk. 2, af de generalforsamlingsvalgte likvidatorer såfremt selskabet er under likvidation, og der ikke kan gives fuld dækning til kreditorerne.

Ved afsigelsen af konkursdekret mister skyldneren, jf. KL § 29, retten til at overdrage eller opgive sine ejendele, modtage betaling og andre ydelser, modtage opsigelser, reklamationer og lignende erklæringer, stifte forpligtelser eller på anden måde råde over sin formue med virkning for boet. For kapitalselskaber medfører denne urådighedsregel, ifølge Xxxxxxx (2018) s. 48, endvidere at selskabets normale ledelsesorganer sættes ud af spillet, og at der af skifteretten i stedet udpeges en eller flere kuratorer til at forestå bostyret, som ifølge KL § 107, stk. 1, ligeledes hver for sig har tegningsret over boet. Kuratorernes hovedopgave fremgår af KL § 110, stk. 1, hvoraf det følger at kurator skal afvikle skyldnerens virksomhed med hensigt om at opnå det bedst mulige resultat for boets interessenter, indenfor en rimelig frist.

Konkurslovens kapitel 8 opstiller en lang række omstødelsesmuligheder, hvilke ifølge Xxxxxxx (2018) s. 95, er funderet i et synspunkt om at der skal være ligelighed og rimelighed i kreditorernes fyldestgørelse. De enkelte omstødelsesmuligheder vil ikke blive gennemgået her, men såfremt der gennemføres omstødelse af dispositioner der resulterer i en forøgelse af boets aktiver, indgår disse herefter i konkursmassen, som senere udloddes efter konkursordenen i konkurslovens kapitel 10. Efter den endelige udlodning giver skifteretten, jf. KL § 155, stk. 2, Erhvervsstyrelsen meddelelse om boets afslutning, som herefter sletter selskabet fra registret over aktive selskaber.

Ovenstående afsnit redegør kort for ufrivillig likvidation af kapitalselskaber i form af konkurs, som følge af insolvens. Insolvente selskaber kan jf. KL § 11, stk. 1, alternativt tages under rekonstruktionsbehandling, når dette begæres af enten skyldneren, eller af en fordringshaver. Rekonstruktion vil jf. KL § 10, stk. 1, nr. 1-2, indebære enten en tvangsakkord, eller en virksomhedsoverdragelse.

Et kapitalselskab kan imidlertid også ufrivilligt opløses, til trods for at dette reelt er en solvent og levedygtig virksomhed. Dette vil i så fald ske gennem tvangsopløsning. Erhvervsstyrelsen kan i overensstemmelse med KSL § 225, stk. 1, nr. 1-11, anmode skifteretten om at opløse et kapitalselskab, såfremt;

1. styrelsen ikke rettidigt har modtaget selskabets godkendte årsrapport i behørig stand.

2. selskabet ikke har den ledelse, eller det hjemsted der er foreskrevet i loven, eller i selskabets vedtægter.

3. selskabet ikke har registreret dets legale ejere som foreskrevet i KSL § 58.

4. selskabet ikke har registreret oplysninger om dets reelle ejere.

5. selskabet ikke har opbevaret dokumentation for oplysningerne om dets reelle ejere.

6. kapitalselskabet ikke har opbevaret selskabsdokumenter som foreskrevet, eller opbevaringen eller dokumenterne er mangelfulde.

7. selskabet ikke indsender oplysninger, eller de indsendte oplysninger er mangelfulde, som bevis for at en registrering er lovligt foretaget.

8. selskabet ikke har indhentet en erklæring i henhold til § 23 b, stk. 2.

9. selskabet ikke har anmeldt en revisor til trods for at det er omfattet af revisionspligt.

10. selskabet ikke har xxxxxxx revisor selv om det af generalforsamlingen er besluttet at årsregnskabet skal revideres.

11. selskabets ledelse har undladt at reagere på fordringer på indkaldt selskabskapital, som har vist sig ikke at kunne opfyldes.

Erhvervsstyrelsen kan jf. KSL § 225, stk. 2, fastsætte en frist til afhjælpning af de oplistede mangler, og såfremt manglen ikke er udbedret inden dennes udløb, kan styrelsen træffe beslutning om at selskabet tvangsopløses. Foruden tvangsopløsning som følge af ovenstående mangler, kan selskaber som tidligere nævnt foranlediges tvangsopløst som følge af alvorlig minoritetskrænkelse jf. KSL § 230, eller med afsæt i KSL § 226, stk. 1 om manglende iagttagelse af lov- eller vedtægtsbestemt pligt til opløsning.

Proceduren for tvangsopløsning beskrives af Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 761-763. Det fremgår heraf at såfremt Erhvervsstyrelsen anmoder et selskab om at lade sig opløse, og dette efterkommes af selskabets kapitalejere, kan opløsningen gennemføres som en likvidation efter KSL § 217. Efterkommer kapitalejerne ikke anmodningen vil den lokale skifteret forestå selskabets opløsning. Kapitalselskabets tvangsopløsning vil herefter, jf. KSL § 227, stk. 1, blive offentliggjort i Erhvervsstyrelsens it-system, og skifteretten kan ifølge KSL § 227, stk. 2 udnævne en eller flere likvidatorer til at forestå selskabets afvikling. I perioden fra kapitalselskabets oversendelse til skifteretten, og indtil der er udpeget likvidator, må den hidtidige ledelse, jf. KSL § 229, stk. 1, alene foretage dispositioner der er nødvendige, og som ikke skader selskabet eller dets kreditorer. Likvidator overtager efter sin tiltræden bostyret, men den hidtidige ledelse er, jf. KSL $ 229, stk. 2,

forpligtet til at bistå skifteretten og likvidator i fornødent omfang, med oplysninger om selskabets hidtidige virke.

Når først Erhvervsstyrelsen har truffet beslutning om at et kapitalselskab skal tvangsopløses, kan der ifølge KSL § 228, stk. 1, ikke træffes beslutning om ændringer af registrerede forhold vedrørende kapitalselskabet, medmindre ændringerne er omfattet af bestemmelsens 9 punkter. Punkterne vedrører hovedsagligt skifterettens kompetence til at ændre i de registrerede forhold, samt selskabets muligheder for at indgå i hhv. en fusion eller en spaltning. Bestemmelsens punkt 5 vedrører genoptagelse af selskabet, hvilken jf. KSL § 232, kan træde i virksomhed igen, såfremt selskabet anmoder herom senest tre måneder efter at Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at tvangsopløse selskabet. Selskabet må i så fald ikke have været under tvangsopløsning inden for de seneste fem. Selskabet skal desuden have berigtiget de forhold der begrundede tvangsopløsningen, hvilket skal dokumenteres, og likvidator skal give sit samtykke til genoptagelsen. Et kapitalselskab kan ikke genoptages såfremt tvangsopløsningen er begrundet i alvorlig minoritetskrænkelse efter KSL § 230.

Såfremt selskabet ikke kan genoptages, må den af skifteretten udpegede likvidator, på samme måde som en generalforsamlingsvalgt likvidator under frivillig likvidation, endeligt afvikle selskabet, og udlodde et eventuelt likvidationsprovenu til kapitalejerne. Når likvidationen er fuldført, tilbagesender skifteretten sagen til Erhvervsstyrelsen, som sletter selskabet fra deres register.

3.6. Gældende skatteret for kapitalselskaber

Om vigtigheden af at inddrage gældende skatteret ved valget af selskabsform, udtaler Werlauff (2019) s. 19, at ingen rådgivning om valg af virksomhedsform kan betragtes komplet, såfremt de skattemæssige hensyn ikke inddrages. Det vurderes derfor væsentligt, til trods for at denne afhandling anlægger et overvejende erhvervsretlige perspektiv på valget af selskabsform, også at behandle de vigtigste principper og bestemmelser vedrørende gældende dansk selskabsbeskatning. De følgende afsnit vil derfor omfatte dels en kort generel redegørelse for beskatningen af kapitalselskabers virksomhed, med afsæt i særligt selskabsskattelovens bestemmelser, samt dels en behandling af de skattemæssige konsekvenser forbundet med udlodninger fra et kapitalselskab til dets ejere, herunder en kort beskrivelse af effekten ved at anvende en såkaldt holdingstruktur.

3.6.1. Generelt om selskabsbeskatningen af danske kapitalselskaber

Inden de skatteretlige aspekter og konsekvenser ved selskabsbeskatning behandles, er det indledningsvist relevant at klarlægge hvornår det reelt er muligt at drive et selskab skatteretligt. Forudsætningerne herfor vedrører særligt spørgsmålet om hvem der er rette indkomstmodtager, og iværksættere har tidligere måtte være særligt opmærksomme, såfremt deres virksomhed hvilede på en bevilling, en beskikkelse, en autorisation eller lignede, givet til en fysisk person. Årsagen hertil var at virksomhed ikke kunne drives i selskabsform, såfremt en fysisk person ville være uundværlig for udøvelsen af virksomhedens aktivitet, og således ikke kunne substitueres. Xxxxxxxxx et al. (2019)

s. 728-729 påpeger imidlertid at substitutionsprincippet ikke længere spiller nogen rolle i praksis, eftersom at højesteret underkendte princippet med TfS 1998.485.H.

Underkendelsen af substitutionsprincippet betyder jf. Xxxxxxxxx et al. (2019) s. 725, dog ikke at skattemyndighederne accepterer enhver overdragelse af indkomstgrundlag til selskaber, hvorefter en underkendelse af dette betegnes en dispositionskorrektion. Såkaldte lønmodtagerselskaber accepteres eksempelvis ikke skatteretligt. I bedømmelsen af om et selskab er at betragte som sådant, indgår momenter som; om ejeren alene har én hvervgiver, hvem har reelt instruktionsbeføjelserne, hvem afholder udgifterne, og på vis risiko drives virksomheden. Landsretten stadfæstede eksempelvis byrettens dom, i SKM 2013.344.ØLR, om at en eneanpartshaver der var timeaflønnet og som blev afregnet på månedsbasis, for sit arbejde med at servicere tankstationer, og hvor hvervgiver tillige stillede de påkrævede materialer og reservedele for arbejdet til rådighed, og betalte kørselspenge, personligt var at betragte som rette indkomstmodtager, og således ikke den pågældendes selskab.

Såfremt en virksomheds aktivitet kan drives i selskabsform, hvilket altså er hovedreglen når der ikke er tale om et lønmodtagerselskab, betragtes kapitalselskaber i dansk skatteret, ifølge Werlauff (2019) s. 33-35, som selvstændige skattesubjekter. Dette betyder at selskabet beskattes som en selvstændig enhed, og altså er skattepligtig af eget overskud, uafhængig af selskabets ejere. Indregistrerede anpartsselskaber er jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 1, underlagt selskabsskattelovens regler, og reglerne om ubegrænset skattepligt til Danmark. Dette følger af at selskabet anses som hjemmehørende her i landet i kraft af dets registrering hos Erhvervsstyrelsen, et princip der også

blev slået fast i XXX0000.000.XX, hvor en flytning af ledelsens sæde til et andet land, ikke ændrede på udgangspunktet om ubegrænset skattepligt, eftersom at selskabet fortsat var registreret hos Erhvervsstyrelsen.

Dansk skatteret klassificerer og inddeler, ifølge Xxxxxxxxx et al. (2019) s.843-844, selskaber, eller økonomiske enheder, i fem grupper, hvilke hver især beskattes efter forskellige regler. Danske kapitalselskaber falder ind under gruppen aktieselskabsbeskatning, hvilken er karakteriseret ved at den skattepligtige indkomst, jf. SEL § 8, stk. 1, i overvejende grad opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler, i det omfang reglerne er anvendelige på selskaber. Dette medfører at selskaber først og fremmest er underlagt selskabsskatteloven, men også skattelovgivningens øvrige relevante regler, såsom eksempelvis ligningslovens og afskrivningslovens bestemmelser.

Skattepligten for et nystiftet selskab indtræder, jf. SEL § 4, stk. 1, som udgangspunkt på tidspunktet for stiftelsen, og ophører jf. SEL § 5, stk. 1, først på det tidspunkt hvor selskabet endeligt opløses. Skatteberegningen for selskaber adskiller sig væsentligt fra personbeskatning, som jf. Xxxxxxxxx et al. (2019) s. 183, blandt andet er karakteriseret ved at beskatningen er progressivt stigende. Dette gælder ikke for selskaber, der i stedet, jf. SEL § 17, stk. 1, proportionalbeskattes med en skattesats der siden 2016 har udgjort 22%. Denne lave skattesats modsvares imidlertid med dobbeltbeskatning når selskabet udlodder noget at sit overskud til dets ejere, hvilket behandles mere indgående i nedenstående afsnit.

Kapitalindskud i forbindelse med stiftelsen, eller kapitaludvidelser, er ikke skattepligtigt for selskabet, hvilket jf. SEL § 13, stk. 1, nr. 1, ligeledes gælder for den eventuelle overkurs selskabet måtte opnå herved. Af SEL § 13, stk. 1, nr. 2, fremgår det endvidere at udbytte fra datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier er skattefrie for selskabet, hvilket dog kun gælder hvor det udbyttegivende selskab ikke har haft fradrag for udlodningen. Danske selskaber har jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke fradragsret for udbytte udlodninger i deres indkomstopgørelse.

Selskaber har som udgangspunkt fuld fradragsret for renteudgifter, jf. SL § 6, stk. 1, litra e, hvilket i modsætning til personbeskatning, ikke alene udgør et ligningsmæssigt fradrag. Dette betyder at renteudgifter fuldt ud kan fratrækkes selskabets skattepligtige indkomst. Iværksættere skal

imidlertid være opmærksomme på det indførte renteloft i SEL § 11 B, stk. 1, hvorefter selskaber ikke kan fradrage nettofinansieringsudgifter der overstiger den skattemæssige værdi af selskabets aktiver ganget med standardrenten. Standardrenten er jf. afgørelser mv. på xxxx.xx opgjort til 2,3% i 2021. Det fremgår dog af bestemmelsens stykke to, at nettofinansieringsudgifterne maksimalt kan nedsættes til et beløb på 21,3 mio. kr., hvorfor renteloftet må antages sjældent at bekymre nystiftede anpartsselskaber.

Afslutningsvis, i denne ikke udtømmende behandling af selskabsbeskatning, må selskabers mulighed for underskudsfremføring belyses. Vælger iværksættere kapitalselskabet som selskabsform, og dermed selskabsbeskatning af deres virksomhed, er det væsentligt at være opmærksom på at underskud, qua selskabets selvstændige skattesubjektivitet, ikke kan modregnes i ejernes personlige indkomst. Underskud kan for selskaber i stedet som hovedregel, jf. SEL § 12, stk. 1, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i de følgende indkomstår. Her gælder jf. SEL § 12, stk. 2, dog den underskudsbegrænsningsregel, at kun underskud fra tidligere indkomstår indenfor et vist grundbeløb kan fradrages fuldt ud. Et herefter resterende underskud kan fradrages i 60% af den del af årets skattepligtige indkomst, der overstiger grundbeløbet. Grundbeløbet udgør jf. skatteministeriets skattetal, 8.767.500. kr. i 2021. Selskabsskatteloven begrænser endvidere muligheden for at fremføre underskud, når der sker et væsentligt skifte i selskabets ejerkreds. Begrænsningen fremgår af SEL § 12 D, stk. 1, hvoraf det fremgår at såfremt mere end 50% af selskabets kapitalandele, eller 50% af selskabets stemmeværdi, ved indkomstårets udløb ejes af andre end de deltagere der besad disse ved indkomstårets begyndelse, kan tidligere års underskud ikke nedbringe den skattepligtige indkomst til et beløb mindre end selskabets positive nettokapitalindtægter, med tillæg af indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe.

3.6.2. Beskatning af kapitalselskabers udlodning til kapitalejerne

Som beskrevet ovenfor proportionalbeskattes selskaber med en skattesats på 22%. Werlauff (2019)

s. 77, understreger dog at det ikke er tilstrækkeligt at fokusere på den lave selskabsskattesats, men at selskabets og ejernes beskatning i stedet bør underligges en helhedsanskuelse.

Ejere af et kapitalselskab har overordnet to beskatningsmuligheder for de penge de får ud af deres selskab. Beskatningsmulighederne består af henholdsvis lønbeskatning og aktionærbeskatning.

For aktionærbeskatning gælder det, jf. Xxxxxxxxx et al. (2019) s. 885, at sådan indkomst undergår en økonomisk dobbeltbeskatning. Dette beskrives ved at selskabets indkomst først beskattes med selskabsskattesatsen, hvorefter også aktieavancer eller udbytte fra selskabet, er skattepligtigt hos ejeren. Selskabet kan som nævnt ovenfor, ikke fradrage udbytteudlodning i deres skattepligtige indkomst. Hjemlen til denne beskatning af udbytter fremgår af ligningslovens § 16 A, hvorimod hjemlen til beskatningen af aktieavancer følger af LL § 16 B. Ejernes berigelser fra udbytter og aktieavancer indregnes i deres personlige årsopgørelse, og beskattes som aktieindkomst. Aktieindkomst beskattes progressivt, hvor der i 2021 betales 27% i skat af et grundbeløb på 56.500 kr., og herefter 42% af resterende aktieindkomst, jf. satserne på xxxx.xx. Iværksættere skal imidlertid være opmærksommed på, at såfremt disse er gift og bor sammen med en ægtefælle der ikke selv udnytter grundbeløbet for aktieindkomst, overføres dette jf. PSL § 8 A, stk. 1 og 4, imellem ægtefællerne, hvorefter iværksætterens progressionsgrænse fordobles.

Modtager selskabets ejere løn fra selskabet, medfører dette jf. Werlauff (2019) s. 34, ingen dobbeltbeskatning, og selskabet har i modsætning til udlodningen af udbytte, fuld fradragsret for en rimelig løn til selskabets ejere jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Lønudbetaling til selskabets ejere udløser i stedet personbeskatning hos modtageren, i form af at lønnen indregnes i dennes personlige indkomst, som herefter beskattes efter den pågældendes marginalskatteprocent. Marginalskatteprocenten udgør jf. skatteministeriets opgørelse, i 2021 mindst 40,0% og maksimalt 56,5%. Det er herefter klart at iværksættere løbende skal være opmærksomme på, dels deres personlige marginalskatteprocent samt deres tilgængelige grundbeløb for aktieindkomst, således at deres betaling for selskabsdeltagelsen tilkommer dem i en skatteoptimal form. Om lovligheden af sådanne skattetænkning, anfører Xxxxxxxxx et al. (2019) s. 132, at en skatteyder skattejuridisk er berettiget til at forsøge at nedbringe sin skattebetaling mest muligt indenfor lovens rammer.

Da denne afhandling omhandler en erhvervsdrivende virksomhed med mere end én ejer, må en fælles komplet skatteoptimal vederlæggelse antages at være vanskelig at strukturere i praksis, særligt da en aftalebaseret udbytteskævdeling jf. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 381, ikke er lovlig.

Iværksættere der driver virksomhed i et kapitalselskab, bør derfor være opmærksomme på muligheden for at etablere en holdingstruktur og effekten heraf. Xxx Xxxxxx (2017) s. 408-409 anfører at de fleste iværksættere efterhånden er opmærksomme på fordelagtigheden af holdingstrukturen, som beskrives ved at iværksættere indledningsvist stifter kapitalselskaber, hvis hovedformål er at eje kapitalandele i det kapitalselskab hvori iværksætternes egentlige virksomhed udøves. Holdingselskaberne kan herefter anvende deres indbetalte selskabskapital til at stifte driftsselskabet, hvorfor etableringen af holdingstrukturen må påpeges ikke at kræve dobbelt indbetaling af kapitalkravet. Driftsselskabet kan herefter, jf. SEL § 13, stk. 2, udlodde skattefrit udbytte til holdingselskabet, så længe at holdingselskabet ejer mindst 10% af selskabskapitalen jf. ABL § 4 A, stk. 1. Beskatningen fra holdingselskabet til dets ejer sker på samme vis som beskrevet ovenfor, ved direkte udbytteudlodning fra driftsselskabet til ejerne. Strukturen reducerer således ikke det beløb der skal beskattes, men udskyder det snarere, og beskrives af Werlauff (2019) s. 97, som et næsten uundværligt redskab til både lovlig og nødvendig skattetænkning.

4. Personselskabsret

4.1. Historie og gældende ret

Følgende historiske redegørelse er baseret på Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 26 - 52, med mindre andet er angivet.

Som det fremgår af afsnit 3.1. var Firmaloven af 1862 Danmarks første egentlige selskabsretlige lov. Med denne fulgte en række lovreguleringer af selskabsretlige spørgsmål såsom; registreringspligt, tegningsret og regler om virksomhedens navn. Firmaloven af 1862 blev erstattet af Firmaloven af 1889, som var et resultat af et fællesnordisk lovsamarbejde der udmøntede sig i fælles nordiske Firmalove. Med Firmaloven af 1889 blev der indført et landsdækkende handelsregister, hvor oplysninger om erhvervsvirksomheder blev registreret og offentliggjort. Efter disse regler skulle erhvervsdrivende omfattet af lovens § 8 anmelde interessentskabets navn, samt oplysninger om bopæl og navn for de deltagende interessenter. Anmeldelsespligten gældte midlertidigt ikke for enkeltmandsvirksomheder og kommanditselskaber.

Ved indførelsen af Firmaloven af 1889, og herved handelsregistret, blev princippet om at registrerede og offentliggjorte oplysninger skulle tillægges selskabsretlig gyldighed indført. Den

selskabsretlige gyldighed indtraf når oplysningerne var kommet tredjemand til kundskab, hvilket ansås for at være sket når oplysningerne blev annoncerede i Statstidende. Erhvervsvirksomheder der var registreret efter firmalovens § 8, kunne ligeledes foretage anmeldelse af prokura. Når dette var annonceret i Statstidende, ville virksomheden kunne gøre de registrerede tegningsretter gældende overfor en godtroende tredjemand og vice versa.

I 1960 tydeliggjorde arbejdet med at reformere aktieselskabsloven af 1930, endvidere et behov for at reformere firmaloven af 1889. Der blev herefter, på baggrund af et fællesnordisk samarbejde, udarbejdet et forslag til en ny dansk firmalov i 1971, hvilket dog ikke resulterede i fremsættelsen af noget lovforslag. Firmaloven blev således først afløst i 1994, ved indførelsen af lov om erhvervsdrivende virksomheder, der trådte i kraft 1. januar 1995. Loven havde til formål at indeholde centrale bestemmelser om registrering og offentliggørelse af virksomheder hvor ingen af selskabsdeltagerne hæftede personligt for selskabets gæld. Loven indeholdt kun enkelte materielle selskabsretlige regler, der blandt andet omhandlede navn og prokura jf. lovens §§ 6 og 7. Loven medførte endvidere, at det herefter blev en betingelse, at personselskaber med et begrænset ansvar skulle registreres hos Erhvervsstyrelsen, for at blive anerkendt som et selvstændigt retssubjekt. Dette var en af de mest centrale ændringer til gældende lovgivning jf. Xxxxxx og Krenchel (2017) s. 124-125.

Ved lov nr. 449 af 7. juni 2001 ændrede man navnet på loven til Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. Den nu gældende lov er LBK nr. 249 af 1. februar 2021, under titlen bekendtgørelsen af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder (LEV). Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder finder, jf. LEV § 1, stk. 1 og 2, anvendelse på enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber, kommanditselskaber, andelsselskaber, samt selskaber og foreninger med begrænset ansvar. Det skal dog bemærkes, at LEV kun finder anvendelse for interessentskaber der falder ind under lovens definition, jf. LEV § 2, stk. 1.

Som det fremgår af ovenstående, gælder der i Danmark, i modsætning til de fleste andre europæiske lande, ikke en lovregulering af den materielle selskabsret for personselskaber. Personselskaber er dog underlagt visse generelle retsregler, og er foruden lov om visse

erhvervsdrivende virksomheder, deslige underlagt centrale lovgivninger såsom lov om det centrale virksomhedsregister og årsregnskabsloven. Ikke desto mindre betyder det generelt ulovfæstede fundament indenfor personselskabsretten, at disse selskaber og deres deltagere nyder en stor selskabsretlig aftalefrihed. Herved får vedtægterne i et personselskab stor betydning som retskilde, og bevirker at der forekommer en stor variation imellem de personselskaber, der stiftes efter dansk ret, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 38.

Denne afhandling vil derfor i de efterfølgende afsnit, hvor retsgrundlaget for personselskaberne vil blive uddybende behandlet, tage udgangspunkt i de deklaratoriske regler, der gælder, såfremt selskabsdeltagerne ikke har aftalt andet. Dette har til hensigt at udlede de personselskabsretlige karakteristika, der er relevante i forhold til besvarelsen af afhandlingens problemformulering.

4.2. Opstart

Modsat hvad der gælder for kapitalselskaber, er personselskaber ikke underlagt nogen særlig lovfæstet selskabsretlig regulering, hvorfor det er de aftaleretslige regler der danner grundlaget for opstart af et personselskab. Det vil sige, at selskabsdeltagernes indbyrdes aftale om at starte en fælles virksomhed, som udgangspunkt er tilstrækkelig til at starte et personselskab. Der er dog visse undtagelser og regler iværksættere skal være opmærksomme på, hvorfor dette afsnit vil belyse de væsentligste krav og formalia til stiftelsen af et personselskab.

4.2.1. Retslig kvalifikation

I Danmark gælder der en selskabsretlig aftalefrihed, hvorved iværksættere som udgangspunkt frit indbyrdes kan aftale den selskabsform, der skal gælde for deres samvirke, med respekt for de almindeligt gældende præceptive retsregler. Denne frihed indebærer blandt andet retten til at bestemme samvirkets retsgrundlag, heriblandt hvorledes samvirket skal finansieres, om der skal foretages indskud, hvilke retslige regler samvirket skal organiseres efter, samt hvorledes et ophør af samvirket eventuelt skal finde sted, jf. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2017). s.68. Aftalefriheden giver således selskabsdeltagerne mulighed for at oprette samvirket i en af de kendte selskabstyper, eller i en hidtil ubeskrevet selskabsform. Dette bevirker, at der i Danmark findes adskillige forskellige former for samvirker.

For at vurdere om, der er tale om et personselskab, må der foretages en retslig kvalifikation af samvirket. Ved en retlig kvalifikation forstås, jf. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 130, en fastlæggelse af hvilken selskabsform, der faktisk er anvendt som retlig ramme for samvirket. Til grund for en sådan kvalifikation, tages der som hovedregel udgangspunkt i en objektiv bedømmelse, hvilket indebærer en anskuelse, af om samvirket faktisk fremtræder over for omverdenen på en sådan måde, at samvirket retligt kan kvalificeres som et interessentskab, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s.

133. Anvendelsen af den objektive kvalifikation er funderet i hensynet til tredjemand, som skal kunne gå ud fra, at samvirket er organiseret, som det fremtræder over for omverdenen.

Den objektive kvalifikation indebærer dog ikke, at der helt skal ses bort fra selskabsdeltagernes egen subjektive kvalifikation af samvirket, men det bør pointeres, at det under alle omstændigheder er afgørende, hvorledes samvirket rent faktisk er organiseret. Særligt hæftelseskriteriet må påpeges, som værende afgørende, hvilket, jf. Fode og Xxxxx (2016) s. 61, er et af de vigtigste momenter i fastlæggelsen af selskabstypen. Såfremt der ikke er konvergens mellem selskabsdeltagernes subjektive kvalifikation af samvirket, og dennes objektive fremtræden over for omverdenen, kan der blive foretaget omkvalifikation af samvirket. Omkvalifikationer foretages ofte i praksis i forbindelse med afklaring af skatteretlige problemstillinger, hvilket også var tilfældet i UfR 2002.844H, om højesterets afgørelse i sagen om Lindenborg Kro.

Der findes i dansk ret flere variationer af, hvordan et interessentskab defineres. Den første egentligt lovfæstede definition kom med lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, hvor LEV § 2, definerer selskabsformen således:

” Ved et interessentskab forstås i denne lov en virksomhed, hvor alle deltagere hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk for virksomhedens forpligtigelser.”

Det skal her særligt bemærkes, at definitionen alene gælder for virksomheder omfattet af LEV.

Xxxxx Xxxxx Xxxxxx og Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx anvender i deres fremstilling Dansk selskabsret 3 –

Interessentskaber fra 2015, definitionen:

”Et interessentskab er et på en aftale baseret samvirke mellem to eller flere selskabsdeltager (kaldet interessenter) om driften af en fælles erhvervsvirksomhed, hvor selskabsdeltagerne hæfter personligt og solidarisk for selskabets gæld.”

Denne definition vil danne grundlag for denne afhandlings definition af et interessentskab. Grundlaget herfor er, at det i praksis accepteres, såfremt det aftales med en enkelt kreditor, at en af interessenterne kun hæfter begrænset for interessentskabets forpligtigelser, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 54. Der må dog kun være tale om enkelte tilfælde, da selskabet ellers ikke ville kunne kvalificeres som et interessentskab.

4.2.2. Retssubjekt

Det gælder efter dansk ret, at et personselskab er et selvstændigt retssubjekt, der herved kan erhverve rettigheder og forpligtelser. Dette betyder desuden at selskabet har parts- og procesevne, og hermed kan blive sagsøgt og sagsøge andre, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 233-235.

For Interessentskaber gælder det, at dets status som retssubjekt opstår på det tidspunkt, hvor interessenterne indgår en endelig bindende aftale om opstart af en fælles virksomhed. Dette gælder både for såvel registreringspligtige- som ikke registreringspligtige interessentskaber. Det gælder endvidere for både registreringspligtige og ikke-registreringspligtige interessentskaber, at deres status som selvstændig retssubjekt først ophører, når der er gennemført en endelig opløsning. Registreringspligtige interessentskaber mister således ikke deres status som selvstændig retssubjekt ved afmeldelse hos erhvervsstyrelsen, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 240-243.

Det er dog vigtigt at bemærke, at et interessentskab ikke i alle situationer anses for at udgøre et selvstændigt retssubjekt. I nogle tilfælde er det interessenterne, der bærer rettighederne og pligterne. Det gælder eksempelvis, at et interessentskab hverken anses som et selvstændigt konkurssubjekt eller skattesubjekt. Disse to problematikker vil blive uddybende behandlet senere i afsnit 4.5 og 4.6.

4.2.3. Registrering

Personselskaber er som hovedregel ikke registreringspligtige i Danmark, og kan derved som udgangspunkt ikke registreres i Erhvervsstyrelsen, ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) S. 77 og 78. Dette gælder dog ikke for en række registreringspligtige personselskaber, hvilke er oplistet i LEV §2, stk. 3, 2. pkt. nr. 1-2. Det følger således heraf, at et personselskab er registreringspligtigt, hvis alle komplementarerne henholdsvis interessenterne er aktieselskaber, anpartsselskaber, partnerselskaber eller selskaber med en tilsvarende retsform. I henhold til Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) S. 80 skal selskaber med en tilsvarende retsform forstås, som selskaber hvor selskabsdeltagerne kun hæfter med deres indskudte kapital og ikke for selskabets gæld, hvormed der menes kapitalselskaber i bred forstand. Registreringspligten gælder endvidere i de tilfælde, hvor alle interessenter, henholdsvis komplementarer, i interessentskaber eller kommanditselskaber er omfattet af de omtalte selskabsformer. Der gælder en tilsvarende registreringspligt for udenlandske selskaber, der er sammenlignelige med disse danske selskaber. Det kan altså heraf udledes, at kravet om registreringspligt gør sig gældende, når der er tale om personselskaber med en begrænset hæftelse.

For personselskaber, der er registreringspligtige efter LEV § 2, Stk. 3, udvides anvendelsen af LEV betragteligt, sammenlignet med personselskaber, der ikke er registreringspligtige. Herved inddrages bestemmelserne i LEV kapitel 1a, 4 og 7a og §§ 18 a og 21, som også finder anvendelse for de registreringspligtige personselskaber. Dette indebærer, at selskabet skal udarbejde et sæt vedtægter, som skal vedlægges anmeldelsen om registrering af stiftelsen til Erhvervsstyrelsen, jf. LEV § 10, stk. 4. Endvidere skal ledelsen i virksomheden registreres i Erhvervsstyrelsen, samt der skal registreres, hvem der er tegningsberettigede for virksomheden jf. LEV § 11, stk. 1.

En anden betydelig forskel fra de ikke-registreringspligtige personselskaber er, at registreringspligtige personselskaber føres i et register af Erhvervsstyrelsen. Registreringen sker i styrelsens it-system, og de indsendte dokumenter offentliggøres i det centrale virksomhedsregister, jf. LEV § 15, stk. 1. Efter registreringen anses oplysningerne for at være kommet tredjemand til kundskab, jf. LEV § 15, stk. 2, 1, pkt., og tillægges selskabsretlig gyldighed.

En vigtig detalje at bemærke er, at bestemmelsen i LEV § 9 ikke gælder for interessentskaber, hvorfor også registreringspligtige interessentskaber opstår som selvstændige retssubjekter, efter de føromtalte principper. Dette har den betydning, at en manglende registrering ikke har den konsekvens, at personselskabet ikke anerkendes som et selvstændigt retssubjekt, men derimod kan straffes med bøde, jf. LEV §§ 22-23.

Såfremt betingelserne for, at et personselskab er registreringspligtigt, ikke længere er til stede, skal personselskabet slettes fra Erhvervsstyrelsen register, da et personselskab, som nævnt, ikke kan være registreret i Erhvervsstyrelsen, såfremt det ikke er registreringspligtigt.

Selvom et personselskab ikke er registreringspligtigt i henholdt til LEV, og derved ikke skal registreres hos Erhvervsstyrelsen, skal det som beskrevet i afsnit 3.2.1, fortsat grundregistreres i CVR-registret, jf. CVR-loven § 2. Dette følger af, at en fysisk person, der er selvstændig erhvervsdrivende, anses som en juridisk enhed, jf. CVR-loves § 3, nr. 1.

For de juridiske enheder, der skal registreres i CVR, skal der optages en række oplysninger, hvilke betegnes som grunddata, jf. CVR-lovens § 11. Grunddata skal blandt andet indeholde oplysninger om virksomhedsform og branche, starttidspunkt for virksomheden og eventuelt ophørstidspunkt, virksomhedens navn og adresse. For personselskaber skal der endvidere anføres navn, adresse og CPR-nummer, henholdsvis CVR-nummer, for de fuldt ansvarlige deltagere. Udgangspunktet er at grunddata, jf. CVR-lovens § 18, er offentligt tilgængelig for alle, dog med undtagelse af CPR-numre, der ikke må videregives. Der kan endvidere fastsættes begrænsninger for offentliggørelsen af navne på fuldt ansvarlige personer, jf. CVR-lovens § 18, stk. 2 og 3. LEV § 15 g, stk. 1, stiller desuden krav om at personselskabets reelle ejere skal oplyses.

Iværksættere skal her være opmærksom på, at en registrering i CVR-registeret ikke medfører samme selskabsretlige gyldighed overfor tredjemand, som er resultatet af en registrering Erhvervsstyrelsens it-system, jf. KSL § 14 stk. 2, og LEV § 15, stk. 2, 1, pkt. Det må endvidere bemærkes, at der ikke foretages en retlig prøvelse af den valgte selskabsform for personselskaber registreret i CVR-registret, som der foretages ved registrering i Erhvervsstyrelsen. Dette bevirker, at der kan opstå visse usikkerheder om kvalifikationen af den valgte selskabsform.

4.2.4. Stiftelse

Når iværksættere skal stifte deres valgte selskabsform, er der en række formalia og formkrav hertil, f.eks. at der stilles visse krav til, hvad stiftelsesaftalen skal indeholde, eller at selskabet skal registreres ved en offentlig myndighed ifølge Xxxxxx & Krenchel (2015) s. 263. Dette fremgår desuden af afsnit 3.2.2. for kapitalselskaber.

Den manglende lovregulering af personselskabsretten betyder imidlertid, at stiftelse af et personselskab adskiller sig betydeligt fra stiftelsen af et kapitalselskab. Således findes der som hovedregel ikke nogen særlige formkrav for aftaler vedrørende stiftelse af et interessentskab i dansk lovgivning, jf. Xxxxxx & Xxxxxxxx (2015) S. 264. Et interessentskab stiftes således på det tidspunkt, hvor deltagerne, der skal indtræde i interessentskabet, indgår en aftale om at drive et selskab i fællesskab, ifølge Fode & Munck (2016) S.88. Der er ingen krav til, at interessentskabsdeltagerne skal træffe en egentlig formel beslutning om at stifte interessentskabet, og ej heller at selskabet betegnes som et interessentskab, hverken udadtil eller internt. Endvidere er der ingen regel om, at stiftelsesaftalen, om at starte en fælles virksomhed, skal indgås ved en skriftlig aftale, hvorfor også en mundtlig eller stiltiende aftale parterne imellem, vil være tilstrækkelig for stiftelse af et interessentskab. Ved sidstnævnte gælder, at parterne udviser konkludent adfærd, hvorved forstås at omverdenen får en opfattelse af, at selskabet er et interessentskab, jf. Xxxx og Xxxxx (2016) s.88.

Uagtet af at der i Danmark ikke er en egentlig lovregulering af interessentskabsretten, er der stadig nogle minimumskrav til stiftelsesaftalen, for at denne er gyldig efter dansk lovgivning. Disse krav er gældende uanset, om stiftelsesaftalen er foretaget ved mundtlig eller skriftlig aftale, eller ved konkludent adfærd, og omhandler at interessenterne skal være enige om visse grundlæggende ting, jf. Xxxxxx & Xxxxxxxx (2015) s. 303. Det gælder derfor, at interessenterne skal være enige om, hvem der indgår i interessentskabsaftalen, og herved i interessentskabet, idet interessenterne hæfter personligt og solidarisk for interessentskabets gæld, og derfor har krav på at kende identiteten på de øvrige interessenter. Endvidere må det forudsættes, at interessenterne skal være enige om et fælles sigte med interessentskabet. Er der ikke fortaget en beslutning om interessentskabets sigte, antages dette at være oparbejdelse af et økonomisk overskud til fordeling blandt interessentskabets deltagere.

Interessenterne skal derudover være enige om indskuddets størrelse, samt arten heraf, som foretages af de enkelte interessenter ved stiftelsen. Før stiftelsen af interessentskabet kan anses som gyldigt, skal der være foretaget en opgørelse af de enkelte interessenters forholdsmæssige andel af egenkapitalen, samt andelen af et eventuelt overskud. Såfremt der ikke er taget stilling til de enkelte interessenters ejerbrøk, anses hver enkelt interessent for at eje en ideel andel af egenkapitalen, svarende til antallet af interessenter, jf. Xxxxxx & Xxxxxxxx (2015), s. 303-308.

4.2.5. Vedtægter / Interessentskabskontrakten

Som det fremgår af overstående afsnit, skal der foreligge en aftale selskabsdeltagerne imellem for, at et interessentskab kan stiftes. Aftalen kan enten foreligge som en skriftlig aftale, hvilket ofte betegnes som en interessentskabskontrakt eller vedtægter, eller ved mundtlig aftale, eller ved konkludent adfærd. Dette skyldes, at der som udgangspunkt ikke stilles nogle formkrav til udformningen af personselskabers vedtægter. Ligeledes er der som udgangspunkt intet krav om, at personselskabers vedtægter skal offentliggøres, eller at vedtægtsændringer skal anmeldes til erhvervsstyrelsen.

Der er således ikke et klart afgrænset begreb for interessentskabers vedtægter, grundet den manglende regulering af formkrav i dansk personselskabsret, og ej heller noget lovkrav til proceduren for vedtægtsændringer. Herved kan en vedtægtsændring gennemføres ved en mundtlig aftale imellem interessenterne, eller endda ved konkludent adfærd fra selskabsdeltagerne. Således kan selskabets vedtægter ikke blot forstås ved de aftaler der er indgået skriftligt imellem interessenterne, men skal sammenholdes med de aftaler der evt. er indgået ved mundtlig aftale eller ved konkludent adfærd, jf. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 323 og 324. Dog påpeges det at de rådgivere der hjælper iværksættere med at stifte et interessentskab, bør tilstræbe at der udformes en gennemarbejdet interessentskabskontrakt, som danner et retsligt grundlag for virksomheden. Dette er ikke kun for en bevismæssig funktion, men også for at forebygge konflikter imellem interessenterne, og til at løse uundgåelige konflikter.

For registreringspligtige personselskaber gælder det, jf. LEV § 10, stk. 4, at der ved anmeldelse om registrering af stiftelsen skal vedlægges selskabets vedtægter. Ydermere gælder det, at selskabet

skal indsende bevis for, at disse er lovligt vedtaget. Som dokumentation herfor kan eksempelvis et stiftelsesdokument eller lignende bruges, jf. ANBKG § 37, stk. 2, nr. 2. Som beskrevet i afsnit 3.2.3 offentliggøres virksomhedsdokumenter modtaget af Erhvervsstyrelsen, jf. ANBKG § 14, stk. 1. hvilket medfører, at et registreringspligtigt personselskabs vedtægter, jf. LEV § 15 stk. 2 og 3, uden videre anses for at være kommet tredjemand til kendskab, og derved tillægges selskabsretlig gyldighed. Det forholder sig dog således, at et registreringspligtigt personselskab kan undlade at offentliggøre deres vedtægter i sin helhed, og i stedet alene registrere et ekstrakt heraf, indeholdende visse grundlæggende oplysninger. Dette skyldes, at interessentskabskontrakten ofte anses for at gælde som interessentskabets vedtægter, hvorfor der eventuelt ville være dele af interessentskabskontrakten som selskabet ikke ønsker offentliggjort, jf. Xxxxxx & Xxxxxxxx (2015)

s. 273 og 274. Der skal således som minimum indsendes følgende oplysninger til registrering i Erhvervsstyrelsens it-system, hvilket fremgår af LEV § 11, stk. 1 samt af ANBKG § 37, stk. 1, jf. § 38. Af LEV § 11, stk. 1, følger det at selskabets ledelse skal registreres i Erhvervsstyrelsen, samt hvem der er tegningsberettigede for selskabet. Af LEV § 11 stk. 1, 3, pkt. gælder det desuden at der oplyses interessantselskabets navn, adresse, hjemstedskommune, formål, regnskabsår og revisorens navn, hvis der skal aflægges regnskab efter ÅRL § 3, stk. 1, nr. 2, litra a og b. Angående selskabets navn er det underlagt de gældende betingelser der fremgår af LEV § 6. Efter ANBKG § 37, stk. 1, jf. § 38, skal ekstraktet tillige indeholde hvilken branche og eventuelle bibrancher, stiftelses- og vedtægtsdato, formål og tegningsregler.

Foretages der ændringer i vedtægterne, eller i andre dokumenter der er anmeldt til Erhvervsstyrelsen, skal de opdaterede oplysninger senest 2 uger efter de er blevet besluttet, optages i Erhvervsstyrelsens it-system for så vidt angår registreringspligtige personselskaber.

4.3. Kreditorbeskyttelse

Som tidligere beskrevet i afsnit 4.2.1, er den måde hvorpå selskabsdeltagerne hæfter for selskabets gæld, et vigtigt kriterie for afgørelsen af hvilken selskabsform der er tale om. For kapitalselskaber gælder det, at selskabsdeltagerne alene hæfter med deres indskud, og ikke for selskabets forpligtigelser, jf. KSL § 1, stk. 2. Personselskaber er derimod karakteriseret ved, at mindst en selskabsdeltager hæfter personligt. Som det kan ses, er dette en betydelig forskel i hvorledes der hæftes for de respektive selskabstypers forpligtigelser, overfor deres kreditorer. Der er derfor også

en grundlæggende forskel mellem kreditorbeskyttelsesreglerne for henholdsvis personselskaber og kapitalselskaber. For kapitalselskaberne er der opstillet en række kreditorbeskyttelsesregler der sikrer, at den bundne egenkapital ikke kan udloddes, hvilket blev belyst i afsnit 3.3.1. For personselskaber er det den personlige hæftelse, der alene danner rammen for kreditorbeskyttelsen.

4.3.1. Hæftelse

Indledningsvis skal det som tidligere beskrevet, understreges at et interessentskab efter gældende dansk ret, består som et selvstændigt retssubjekt, der bærer egne rettigheder og forpligtigelser. Interessentskabets forpligtigelser opstår når de tegningsberettigede interessenter, indgår retshandler på interessentskabets vegne. Interessentskabet hæfter for disse forpligtigelser, med hele sin egenkapital. Først hvor interessentskabets fællesformue ikke kan dække disse forpligtigelser, kan interessenternes personlige hæftelse komme på tale.

Det er indledningsvist væsentligt at bemærke sondringen imellem fælleskreditorer, hvilket dækker over kreditorer der har et krav mod interessentskabet, og særkreditorer der dækker over den enkelte interessents egen kreditorer. Det er jf. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 515, utvivlsomt gældende dansk ret, at en fælleskreditor kan gøre udlæg i et interessentskabs aktiver, hvorfor en særkreditor ikke kan søge sig fyldestgjort før samtlige fælleskreditorer er blevet indfriet. Dette fremgår desuden af Højesterets afgørelse i UFR 1988.42H, hvor en fælleskreditor anerkendtes fortrinsret til interessentskabsformuen, fremfor en af interessenternes særkreditorer.

Der er desuden ingen tvivl om at interessenter, efter dansk ret, hæfter direkte for interessentskabets forpligtigelser. Der er derimod en vis uenighed i dansk selskabsretlige litteratur, om hvorvidt interessenternes hæftelse er principal eller subsidiær. Ved principal hæftelse forstås, at fælleskreditorer ved indtræden af selskabets betalingsforpligtelser, kan kræve betaling af selskabets gæld direkte ved en interessent. Ved subsidiær hæftelse skal det forstås, at fælleskreditorer først kan kræve betaling af selskabets gæld, når det kan dokumenteres at interessentskabet ikke har betalt rettidigt, jf. Xxxxxx & Xxxxxxxx (2015) s. 481. I nyere tid har denne litterære diskussion særligt angået, om hvorvidt interessenterne hæfter principalt eller modificeret subsidiært. Xxxxx og Xxxxxxxxxx (2014) s. 38 anfører et synspunkt om at hæftelsen bør behandles

som værende principal, hvorimod Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 485-486, med afsæt i to kendelser fra østre landsret, opfatter hæftelsen som værende modificeret subsidiær.

Af Ufr 1998.183ØLK fremgår følgende; ”Derimod må det antages, at interessenternes hæftelse er modificeret principal eller modificeret subsidiær, således at interessenterne først hæfter, når kravet har været rettet mod interessentskabet, og dette ikke inden rimelig tid har betalt”.

Tilsvarende fremgår af Ufr 2009.256ØLK; ”Interessenterne i NN Totalentreprise I/S hæfter personligt, solidarisk og direkte over for interessentskabets kreditorer, dog således at interessenterne først hæfter, når kravet har været rettet mod interessentskabet, og interessentskabet ikke har betalt inden for rimelig tid”.

Noe Xxxxx åbnede, jf. Xxxxx og fode (2016) s.83, op for at hæftelsen således måske skulle fortolkes som værende modificeret principal, hvilket dog med afsæt i ovenstående synes at betyde det samme som modificeret subsidiær hæftelse, hvilket desuden vurderes at repræsentere gældende dansk ret.

4.3.2. Tilførsel og udlodning af selskabets ressourcer

Som det fremgår af afsnit 4.2.4, er det en forudsætning for at et personselskab anses som stiftet, at interessenterne har opnået enighed om omfanget af indskuddet ved stiftelsen. Endvidere blev det belyst, at der ikke gælder noget krav for størrelsen af indskuddet, eller til hvad dette består af. Interessentskabets opstartsgrundlag består således blot af hvad interessenterne aftaler at indskyde i selskabet. Foreligger der et ønske om at tilføje personselskabet yderligere midler, i form af en indskudsforhøjelse, skal dette besluttes på et interessentskabsmøde, og have tilslutning fra samtlige interessenter. Iværksættere bør således være opmærksomme på, at man som interessent, tilsvarende hvad der gælder for kapitalejere i kapitalselskaber, jf. KSL § 107, stk. 1, ikke er forpligtet til at foretage yderligere indskud, end det der er aftalt ved selskabets stiftelse. Baggrunden herfor er funderet på en beskyttelse af interessenterne, mod en uforudset forøgelse af deres forpligtigelser, så længe interessentskabet består, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 563. Vedtages en beslutning om forhøjelse af indskuddet, foretages dette efter de samme regler som ved stiftelsen, og indskuddet kan herved efter aftale ligeledes består af både kontantindskud, apportindskud, brugsretter, mv.

For personselskaber er der, modsætningsvist hvad der gælder for kapitalselskaber, ikke de samme begrænsninger for hvad der kan indskydes som apportindskud. Der gælder ligeledes ikke nogen særlige regler for værdiansættelsen af apportindskuddet. Dog er det et civilretsligt krav, at interessenterne indbyrdes bliver enige om fastsættelsen af en værdi ved apportindskud. Er der ikke fastsat nogen klar værdi af aktivet, fastsættes denne ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 559-560, til handelsværdien på overdragelsestidspunktet.

Ligeledes gælder det, at samtlige selskabsdeltagere skal være enige, såfremt der ønskes at foretage en reduktion af indskuddet. Hvis dette bliver gennemført, krediteres nedsættelsen af indskuddet de enkelte interessenters konti.

Udbetaling af et selskabets overskud betegnes ofte som udlodning af udbytte, hvortil fordelingen ofte vil fremgå af selskabets vedtægter. Såfremt der ikke er taget stilling til fordelingen af udbytte i interessentskabskontrakt, gælder det som udfyldende regel, at udbyttet fordeles ligeligt iblandt interesserenterne, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 644. Dette er også gældende efter norsk ret.

Da det som tidligere beskrevet, er interessenternes personlige hæftelse der tjener som kreditorbeskyttelse, tages der ved udbytteudbetaling ikke nogen særlige hensyn til fælleskreditorer. Ligeledes gælder det som udfyldende regel, at interessenterne har ret til at modtage udbytte en gang om året af selskabets overskud. Udbyttets størrelse afgøres i enighed på det interessantskabsmøde, hvor regnskabet for det forgangne år skal godkendes, medmindre andet er aftalt. Såfremt der i årsregnskabet er foretaget opskrivninger af nogle af selskabets aktiver, vil også sådanne, i modsætning til hvad der gælder for kapitalselskaber, kunne udloddes. Dette gælder også for registreringspligtige personselskaber, eftersom at ÅRL § 41, stk. 3, ikke kan anses for at begrænse udbyttebetaling for personselskaber, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 648.

4.3.3. Årsrapport og revision

Et personselskab er som hovedregel ikke forpligtiget til at udarbejde en årsrapport, hvilket indebærer at der heller ikke er noget krav om, at regnskabet skal revideres. Grundlaget for dette er den personlige hæftelse for selskabets gæld, som kreditorerne er beskyttet af. Kreditorerne har derfor ikke det samme behov for at kende til selskabets aktuelle egenkapital, eller vide at det kontrolleres af revisorer, som det er tilfældet ved kapitalselskaber, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s.

93. uagtet af at personselskaber ikke er forpligtiget til at udarbejde en årsrapport, er de stadig underlagt bogføringsloven regler, jf. BFL § 1, stk. 1, og BFL § 2, stk. 2, hvorfor personselskaber fortsat skal opfylde visse generelle krav til selskabets bogføring. Dette betyder blandt andet at personselskaber skal tilrettelægge, og udføre bogføringen i overensstemmelse med god regnskabskik, under hensyn til selskabets art og omfang, jf. BFL § 6, stk. 1. Ligeledes skal bogføringen udføres således at materialet sikres mod bortskaffelse, ødelæggelse, samt beskyttes mod misbrug og fejl, jf. BFL § 6, stk. 1, 2 pkt. Regnskaber der er udarbejdet efter reglerne i bogføringsloven er ikke offentligt tilgængelige, men offentlige myndigheder kan kræve indsigt i regnskabsmaterialet, såfremt der er hjemmel hertil i anden lovgivning jf. BFL § 15, stk. 1.

Der kan dog være flere grunde til, at en virksomhed der ikke har pligt til at aflægge årsrapport, alligevel vælger at udarbejde en sådan. Dette kan skyldes behov for ekstern finansiering, eller til oprettelse af konto i banken, hvor denne ønsker at se et regnskab. Hertil gælder det, efter ÅRL § 3, stk. 2, at en virksomhed der ikke er forpligtiget til at udarbejde en årsrapport, men vælger at gøre dette, og hvor årsrapporten ikke udelukkende er til internt brug, skal årsrapporten mindst følge reglerne for regnskabsklasse A. For udarbejdelse af årsrapport efter regnskabsklasse A, gælder de særlige bestemmelser vedrørende denne regnskabsklasse, der findes i ÅRL §§ 18-21, samt de generelle bestemmelser i ÅRL §§ 11-17. Årsrapporten skal herefter blandt andet indeholde balance resultatopgørelse, ledelsespåtegning, samt noter, jf. ÅRL § 18, stk. 1, 1. pkt.

Det fremgår af ÅRL § 3, stk. 1. nr. 2, at registreringspligtige interessentskaber og kommanditselskaber er omfattet af denne lov, hvorfor disse er forpligtiget til at aflægge årsrapport efter lovens gældende regler. Dette betyder med de opstillede kriterier i denne afhandling, at såfremt iværksætterne organiserer sig ved det registreringspligtige interessentskab, vil selskabet skulle aflægge årsregnskab efter reglerne for regnskabsklasse B. Reglerne herfor er gennemgået i afsnit 3.3.3, hvorfor de ikke gennemgås igen her. Det bør dog her nævnes at et registreringspligtigt personselskab, vil kunne slippe for at udarbejde en årsrapport, ved indsendelsen af en undtagelseserklæring til Erhvervsstyrelsen, jf. ÅRL § 146, stk. 1,2 eller 3. Dette kræver at betingelserne i ÅRL § 5, stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt. Begrundelsen for dette, er at en af deltagerne i personselskabet aflægger årsrapport efter årsregnskabsloven, og medtager de relevante tal for

personselskabet i sin årsrapport, og herved kan ”spare” personselskabet for at aflægge årsrapport

efter årsregnskabsloven, jf. Werlauff (2019) s. 121.

4.4. Organisation og beslutningstagen

Som tidligere beskrevet i afsnit 4.2.2, udgør et personselskab et selvstændigt retssubjekt, som kan bære egne rettigheder og pligter. Da et selskab eksplicit ikke kan handle på egne vegne, vedrører problemstillingen for interessentskaber to hovedområder. Den første problemstilling er hvem der kan træffe beslutninger på selskabets vegne, hvorimod den anden problemstilling vedrører hvem der kan indgå retshandler med tredjemand på vegne af selskabet.

Dette afsnit vil således behandle de væsentligste forhold, vedrørende fordelingen af beslutningskompetencen i et interessentskab, som iværksættere bør være opmærksomme på.

4.4.1. Interessentmødet

Eftersom det er interessenterne der ejer interessentskabet, og hæfter personligt for selskabets forpligtigelser, er det naturligvis også interessenterne der udgør interessentskabets øverste myndighed, og herved har kompetence til at træffe beslutninger på selskabets vegne. Modsat de lovfæstede regler der gælder for generalforsamlingen for kapitalselskaber, findes der ikke i dansk ret særlige lovfæstede regler for afholdelse af et interessentskabsmøde. Dog anses de gældende reglerne for kapitalselskaber, i et vist omfang, som et udtryk for almene selskabsretlige grundsætninger, som derfor også gælder ved afholdelse af møder i kollegiale organer, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 373. Herved er de deklaratoriske regler der gælder for interessentskabsmødet konstrueret med afsæt i de principper som fremgår af kapitalselskabsloven. De deklaratoriske regler kan fraviges såfremt dette er vedtaget i interessentskabets vedtægter, eller hvis alle interessenter er enige herom.

Som udgangspunkt er der ikke noget egentligt krav om, at der skal afholdes et interessentskabsmøde for almindelige interessentskaber, efter dansk ret. På baggrund af de omfattende muligheder for at fravige de formelle møderegler, vil mange interessenter ikke anse interessentmødet som noget formelt, da beslutninger vedrørende interessentskabet, i princippet kan foretages så længe samtlige interessenter er enige i at fravige de formelle møderegler, jf.

Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 373-374. Det må dog antages at der som minimum bliver afholdt et interessentskabsmøde om året, for at godkende selskabets årsregnskab. Dette interessentskabsmøde skal som udgangspunkt afholdes som et egentligt møde, på interessentskabet hjemsted, herved forstås den adresse som er angivet i interessentskabets vedtægter. Alle interessenter har ret til at deltage i interessentskabsmødet, og udøve deres forvaltningsmæssige rettigheder. Disse forvaltningsmæssige rettigheder er individualrettigheder, og omfatter blandet andet retten til at deltage i interessentskabsmødet, retten til at deltage i afstemninger der afgøres ved flertal, samt nedlæggelse af veto mod forvaltningsmæssige dispositioner. Disse rettigheder er som udgangspunkt personlige rettigheder, som ikke kan overdrages. Den udfyldende regel efter dansk ret, er imidlertid at enhver interessent har krav på at lade sig repræsentere ved fuldmagt, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 379. Dette skyldes særligt de tilfælde hvor der skal foretages en flertalsafstemning, og interessenten i sit fravær ikke vil have mulighed for at udøve sin indflydelse på beslutningen. Ved beslutninger der kræver enighed, kan interessenten lettere modsætte sig, og nedlægge veto.

Interessenterne har således en ret, men ikke en pligt til at deltage i interessentskabsmødet. Der kan dog være visse konsekvenser forbundet med at en interessent ikke vælger at deltage, eller lader sig repræsentere af en fuldmægtig, da dette efter omstændighederne ville kunne foranledige en væsentlig misligholdelse, da interessenten herved kan blokere for nødvendige beslutninger.

Såfremt der er etableret et særskilt ledelsesorgan i interessentskabet, har dette både ret og pligt til at deltage i interessentskabsmødet, da interessenterne har ret til at kontrollere ledelsen.

For interessentskaber gælder der ikke nogen særlige regler for, hvem der har kompetence til at indkalde til interessentskabsmødet. Det kan eventuelt være besluttet i vedtægterne hvem der skal stå for indkaldelsen. Samtlige interessenter har kompetence til at kræve, at der indkaldes til interessentskabsmøde. Den eller de personer der er givet kompetencen til at indkalde til et interessentskabsmøde, skal gøre dette på hensigtsmæssig vis. Dette indebærer at interessenterne har modtaget indkaldelsen til interessentskabsmødet med et rimeligt varsel, så de har mulighed for at forberede sig på de emner der skal behandles på mødet. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden for det pågældende interessentskabsmøde, samt indeholde de forslag der skal tages

stilling til på mødet. Samtlige interessenter, samt et eventuelt ledelsesorgan, har ret til at få optaget punkter på dagsordenen. Der kan således som udgangspunkt ikke tages gyldige beslutninger om forhold der ikke fremgår af dagsordenen, medmindre dette tilsluttes af samtlige interessenter, hvilket afspejler de regler der gælder for kapitalselskaber, jf. KSL § 91. Det må herved antages, at dette anses for en almindelig selskabsretlig grundsætning, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 377-384.

Som hovedregel gælder det i interessentskaber, at beslutninger på interessantskabsmødet skal træffes i enighed, hvorved der tilkommer interessenterne en vetoret. Dette skyldes at interessenterne hæfter personligt og solidarisk for selskabets gæld. Et sådanne krav om enstemmighed vil imidlertid kunne resultere i, at beslutningsprocessen vil blive handlingslammet, hvorfor der ofte i interessentskabets vedtægter vil fremgå bestemmelser, om beslutninger der kan træffes ved stemmeflertal, eller kvalificeret majoritet, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 385-387. Dog forefindes et ufravigeligt krav om, at en række særlige beslutninger kun kan træffes ved enstemmighed, for at være gyldigt vedtaget. Som tidligere nævnt i afsnit 4.3.2, kan interessenterne ikke forpligtes til at foretage yderligere indskud i samvirket, hvorfor en eventuel forhøjelse af interessenternes indskud, eksempelvis alene kan vedtages ved enstemmighed. Tilsvarende gælder det at beslutninger vedrørende enkelte interessenters rettigheder og pligter, og om hvorvidt disse skal øges eller mindskes, hvilket også skal besluttes i enighed, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 391.

4.4.2. Ledelse

Som det fremgår af overstående afsnit, er det på interessentmødet at interessenterne kan træffe beslutninger på interessentskabets vegne, hvilket også angår selskabets organisation. Der gælder ikke efter dansk ret noget krav om, at et interessentskab skal have et ledelsesorgan. Ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 399, vil etablering af et egentligt ledelsesorgan i et interessentskab, typisk afhænge af selskabets størrelse. Det gælder således sædvanligvis for mindre interessentskaber med få interessenter, at interessenterne typisk selv står for den daglige drift af selskabet, hvorimod det i større interessentskaber ofte vil være naturligt at etablere en selvstændig ledelse til varetagelsen af den daglige drift.

Interessenter har som udgangspunkt ret til at deltage i selskabets ledelse, og der påhviler endvidere interessenterne en pligt til, at udføre arbejde i selskabets tjeneste. Såfremt der ikke er truffet

beslutning om at etablere et selvstændigt ledelsesorgan, vil dette indbefatte at kompetencen til at træffe beslutninger om den daglige drift, tilfalder interessenterne i fællesskab. I tilfælde hvor der er etableret et egentligt ledelsesorgan, vil det kun være de interessenter der er en del af dette, som besidder disse kompetencer, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 419.

Der har i dansk litteratur været en del debat om, hvorvidt den ledelseskompetence der tilkommer interessenter, skulle anses som særforvaltning, eller som samforvaltning. Ved særforvaltning forstås, at den enkelte interessent er berettiget til at træffe beslutninger, vedrørende interessentskabets forvaltning, på egen hånd. Ved samforvaltning forstås derimod, at interessenter kun i fællesskab kan træffe beslutninger vedrørende selskabets forvaltning. I nyere dansk litteratur synes den overvejende opfattelse at være, at det er princippet om samforvaltning der gælder. Dette står imidlertid i skarp kontrast til det oprindelige udgangspunkt i dansk ret, hvor princippet om særforvaltning, baseret på JU 1860.911LOHS, syntes at have været gældende. Sagen angik et interessentskab, hvor to ud at selskabets tre interessenter, foretog en disposition om forsikring af nogle varer. Den tredje interessent ville ikke være med til at betale herfor, da han anførte at beslutningen var blevet truffet uden hans samtykke. Pågældende blev imidlertid fundet pligtig af retten, til at deltage i betalingen. Da der ikke er fundet tegn på at retspraksis er ændret, må det vurderes at der fortsat gælder et deklaratorisk udgangspunkt om særforvaltning i interessentskabsretten.

Ved interessenternes udøvelse af deres forvaltningsret, må det fremhæves at de altid er bundet af en indbyrdes loyalitetspligt, interessenterne imellem. Ligeledes gælder der visse indskrænkninger i retten til særforvaltning for interessenterne. Det gælder blandt andet, at de ikke kan foretage beslutninger om forhold der ligger uden for den normale drift. Ligeledes fungerer interessenternes vetoret som en særligt indskrænkende faktor, idet øvrige interessenter med forvaltningsret, er afskåret fra at træffe beslutning i en konkret sag, såfremt en medinteressent har nedlagt veto jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 405.

I forholdet til hvem der har ret til at foretage retshandler på interessentskabets vegne, gælder det, at samtlige interessenter har en tegningsret til at indgå retshandler og dermed forpligtige selskabet

overfor tredjemand. Hvis der er oprettet et selvstændigt ledelsesorgan i interessentskabet, vil dette ikke have indflydelse på interessenternes tegningsret. Ledelsesmedlemmer af ledelsesorganet, der ikke er interessenter, vil kun have legitimation til at forpligtige selskabet efter de almindelige regler om fuldmagt der fremgår af aftaleloven, eller ved prokura, jf. LEV § 7. For registreringspligtige interessentskaber gælder det, jf. ANBKG § 37, stk. 1 nr. 4, og 7, at der skal registreres selskabets formål og hvem der er tegningsberettige. Xxxxxxx disse har selskabsretlig gyldighed overfor tredjemand, jf. LEV § 15, stk. 2.

4.5. Ophør

Som tidligere nævnt, må det formodes at iværksætteres valg af selskabsform, sjældent foretages med hensynstagen til et eventuelt fremtidigt ophør. Valget af selskabsform har imidlertid stor betydning for hvordan et sådanne gennemføres, hvorfor iværksættere i det mindste bør være bekendte med de væsentligste konsekvenser ved deres valg, angående et eventuelt ophør. Dette gælder ikke mindst hvis iværksætterne vælger interessentskabet som retlig ramme for deres virksomhed, da denne selskabsform er baseret på det personlige samarbejde imellem deltagerne. Ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 689, kan de grunde der kan medføre et personselskabs ophør, opdeles i tre forskellige hovedkategorier. Disse består af funktionelle-, objektive-, og subjektive ophørsgrunde. Funktionelle ophørsgrunde foreligger, når de betingelser der kræves for at et samvirke kan kvalificeres som et interessentskab, ikke længere et opfyldt. Objektive ophørsgrunde forekommer i de tilfælde, hvor en eller flere interessenter har et retskrav på, at der kan gennemføres en opløsning af interessentskabet. Subjektive ophørsgrunde foreligger, når en eller flere interessenter afgiver en ensidig erklæring til de resterende interessenter, om at opløse interessentskabet.

Dette afsnit vil således behandle interessenternes mulighed for at afvikle interessentskabet, samt deres mulighed for en eventuel udtræden.

4.5.1. Frivilligt ophør

Som indledningsvis beskrevet ovenfor, kan et interessentskab bringes til ophør på baggrund af flere forskellige ophørsgrunde. Dette afsnit vil imidlertid indledes med en redegørelse af interessenternes frivillige omdannelse af selskabet.

Der foreligger interessenter flere muligheder for omdannelse af deres interessentskab, til en anden virksomhedstype. En af de nærliggende muligheder er at omdanne selskabet til et kommanditselskab, da denne selskabstype dele flere ligheder med interessentskabet. Det gælder blandt andet, at begge selskabstyper opstår som selvstændige retssubjekter ved stiftelsen, samt at de begge i skatteretslig henseende anses som værende skattetransparente. Når interessenter alligevel kunne overveje omdannelsen til et K/S, kunne dette være funderet i den her gældende sondring mellem komplementarer og kommanditister.

Såfremt interessenterne ønsker at omdanne deres interessentskab til et kommanditselskab, vil dette indledningsvist kræve at samtlige interessenter er enige herom, og at der foretages en ændring af interessentskabets vedtægter. Det er ligeledes en forudsætning, at selskabet efter dets omdannelse, lever op til de krav der gælder for at et selskab kan kvalificeres som et kommanditselskab. Dette indebærer blandt andet, at der skal være mindst en deltager der hæfter personligt, ubegrænset, og hvis flere solidarisk, for selskabets gæld, kaldet komplementarer. Der skal desuden være mindst en deltager der alene hæfter med sit indskud, kaldet kommanditister, jf. LEV § 2, stk. 2.

Omdannelsen kan foretages på flere forskellige måder. Dette kan eksempelvis ske ved, at en eller flere interessenter udtræder gennem opsigelse, for efterfølgende at indtræde igen som kommanditister, hvorefter disse kun hæfter med deres indskud. De interessenter der udtræder, for efterfølgende at indtræde som kommanditister, vil dog stadig hæfte for den del af gælden der bestod på omdannelsestidspunktet. En anden mulighed er at optage en eller flere nye medlemmer der kun hæfter med deres indskud for selskabets forpligtelser. Ligegyldigt hvorledes omdannelsen gennemføres, anses interessentskabet for ophørt på det tidspunkt hvor omdannelsen har retskraft. Omdannelsen vil ikke medføre at selskabet mister sin status som selvstændigt retssubjekt, og interessentskabets rettigheder og forpligtigelser videreføres til kommanditselskabet. Dette skyldes

at der ikke sker egentlig opløsning af selskabet, ved omdannelsen til et kommanditselskab, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 818-819.

Det er også muligt at omdanne et interessentskab til et aktie- eller anpartsselskab. Herved vil interessenterne opnå en begrænsning af deres hæftelse, til det beløb de indskyder i kapitalselskabet. Omdannelsen kan finde sted ved at overdrage interessentskabet til et nystiftet, eller et eksisterende aktie- eller anpartsselskab. Xxxxxxxx hertil omfatter at indskyde interessentskabet i kapitalselskabet, som et apportindskud. Apportindskuddet skal foretages under iagttagelse af kapitalselskabslovens bestemmelser, hvilke er behandlet i afsnit 3.3.2, og kan foretages både ved stiftelsen af et sådant selskab, som ved en senere kapitalforhøjelse i et eksisterende kapitalselskab.

Det må hertil endvidere bemærkes, som belyst i afsnit 4.3, at kreditorbeskyttelsen i interessentskaber består af den personlige hæftelse, hvorfor det gælder at interessenterne frit kan overføre selskabets aktiver til andre eller sig selv, og herved også overføre dem til et aktie- eller anpartsselskab. Interessenter kan derimod ikke frit flytte deres forpligtigelser over i et kapitalselskab, da dette vil medføre et debitorskifte, hvilket kræver kreditorernes samtykke. Har interessenterne ikke modtaget et sådant samtykke fra deres kreditorer, hæfter interessenterne forsat personligt for interessentskabets forpligtigelser, som bestod frem til underskrivelsen af stiftelsesdokumentet for kapitalselskabet. herefter gælder de særlige hæftelsesregler i KSL § 41, stk. 3.

Hvor ovenstående har behandlet interessentskabers ophør, som følge af dette ønskes videreført i en anden selskabsform, vil nedenstående behandle nogle af de adskillige forhold der kan foranledige interessentskabets fuldstændige opløsning gennem likvidation. Xxxxx og Xxxxxxxxxx (2014) s.153 opdeler sådanne ophørsgrunde efter henholdsvis selskabets forhold, og deltagernes forhold. Et interessentskabs ophør baseret på selskabets forhold, kan blandt andet skyldes, at selskabets formål er opfyldt, hvorefter det likvideres. Dette er ofte kendetegnende for et joint venture, drevet i interessentskabsform. En anden grund er formålsumulighed, hvor det tilsigtede formål for interessentskabet, ikke længere er muligt at realisere. Ophøret kan endvidere skyldes

manglende rentabilitet, og at interessentskabet således ikke har vist sig erhvervsmæssigt, eller økonomisk bæredygtigt.

Ophør baseret på de enkelte deltageres forhold, kan blandt andet opstå som følge af en interessents umyndiggørelse, arbejdsudygtighed, økonomiske forhold eller død. Ligeledes kan forhold som en interessents opsigelse af sin deltagelse i interessentskabet, væsentlig misligholdelse af interessentens forpligtigelser, eller samarbejdets umulighed, være grunde til interessentskabets ophør jf. Xxxxx og Xxxxxxxxxx (2014) s.152.

Som det fremgår af overstående, er der mange forskellige ophørsgrunde der kan føre til et interessentskabs likvidation. Der vil her følge en kort beskrivelse af de vigtigste elementer af en frivillig likvidation, da de væsentligste ophørsgrunde vil blive beskrevet særskilt.

I forbindelse med likvidationen af et interessentskab, skal interessenterne indledningsvist udpege en eller flere likvidatorer, der kan stå for afviklingen af interessentskabet. Såfremt der ikke udpeges nogle likvidatorer, står samtlige interessenter i fællesskab for likvidationen. Uanset om likvidationen foretages af interessenterne i fællesskab, eller af en udpeget likvidator, vil det have stor betydning for interessenternes indflydelse på selskabet, da sigtet med selskabet nu alene er at realisere selskabets aktiver, med henblik på fordeling blandt deltagerne. Deltagerne mister herved kompetencen til at udføre forvaltningsmæssige dispositioner over selskabet i forbindelse med afviklingen. Derfor er det alene den valgte likvidator der har forvaltningsrettigheder i perioden fra likvidationen bliver besluttet, til selskabet er likvideret. Såfremt der ikke er udpeget en likvidator, tilfalder forvaltningsretten interessenterne i samforvaltning. I de tilfælde hvor interessenterne ikke kan nå til enighed om en bestemt disposition, må disse afgørelser overlades til skifteretten, hvilket Vestre Landsret stadfæster i afgørelsen VLT 1951.351, hvor det fremgår at interessenterne mistede retten til at disponere på selskabets vegne efter det var taget under behandling af skifteretten.

Desuden må det tilsvarende formodes, at interessenterne ligeledes giver afkald på deres tegningsretter ved beslutningen om likvidation. Hvorved tegningsretten for perioden, fra beslutningen om likvidation, til denne er gennemført, tilfalder likvidator således at det kun er den eller de udvalgte likvidatorer der kan tegne selskabet. Dette er også tilsvarende gældende for kapitalselskaber jf. KSL § 219, tk. 1. Den eller de likvidatorer der skal stå for likvidationen, har således

de fornødne kompetencer til at disponere over interessentskabet, og herved udføre sin opgave med at afvikle alle selskabets aktiviteter hurtigst muligt, med henblik på en eventuel udlodning af udbytte eller udjævning af underskud.

Udover de frivillige ophørsgrunde der gælder for et interessentskab, findes der ligeledes en række muligheder for den enkelte interessent at bringe interessentskabet som sådant, eller sin egen deltagelse til ophør. Det er derfor af stor betydning, for interessenternes muligheder for at opløse eller udtræde af interessentskabet, hvad der er aftalt i interessentskabskontrakten ved stiftelsen af selskabet. En afgørende faktor for interessentens mulighed for at udtræde af interessentskabet, er eksempelvis om det i interessentskabskontrakten er bestemt, at interessentskabet har en begrænset levetid, eller om det er stiftet på ubestemt tid. Såfremt interessentskabet er stiftet for en begrænset tid, eksempelvis med ophør på en bestemt fremtidig dato, eller når et bestemt formål er opnået, medfører dette at interessenten som udgangspunkt er afskåret for at opsige sin deltagelse, med sædvanligt varsel, inden den fastsatte tidsfrist, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 700- 702. Ligeledes gælder det, at interessenterne kun kan begære interessentskabet opløst såfremt der foreligger en objektiv ophørsgrund, hvilket også forudsætningsvist fremgår UfR 1922.530H hvor Højesteret fandt en interessent erstatningsansvarlig overfor de øvrige interessenter, for at have opsagt interessentskabet inden for uopsigelighedsperioden, uden at der forelå en gyldig ophørsgrund.

Såfremt der foreligger en gyldig ophørsgrund, er hovedreglen efter dansk ret, at hvis to eller flere af interessenterne ønsker at forsætte interessentskabet, kan de kræve den eller de opsigende interessenters udtræden af interessentskabet, jf. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s752-752. Dette skyldes ifølge Xxxxx og Xxxxxxxxxx (2014) s. 154, at opløsning af interessentskabet vil kunne medføre store økonomiske konsekvenser, samt et eventuelt erstatningsansvar grundet misligholdelse af kontrakter over for forretningsforbindelser, for interessenterne. Dette gælder imidlertid ikke for interessentskaber der er stiftet på bestemt tid. Her vil en udtrædelse kræve samtlige interessenters samtykke, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 754.

For interessentskaber der er stiftet på ubestemt tid, hvilket anses som gældende medmindre andet er aftalt i vedtægterne, gælder det at enhver interessent har ret til at opsige interessentskabet med

behørigt varsel. Dette kræver blot en ensidig erklæring overfor de øvrige interessenter. Da en sådan opsigelse er udtryk for en subjektiv ophørsgrund, forpligter denne som udgangspunkt ikke de øvrige interessenter til at opløse interessentskabet. Hovedreglen er derimod at den opsigende interessent må udtræde af interessentskabet, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 705.

4.5.2. Ufrivilligt ophør

Hvor overstående afsnit behandler frivillig likvidation af et interessentskab, og de enkelte interessenters mulighed for opsigelse eller udtræden, vil dette afsnit behandle forhold vedrørende interessentskabers ufrivillige ophør. Det følgende vil således kort behandle ophør med afsæt i væsentlig misligholdelse, samarbejdets umulighed, samt interessentskabets opløsning som følge af konkurs.

Såfremt en interessent væsentlig misholder sine forpligtigelser over for de øvrige interessenter, vil dette berettige de øvrige interessenter til at opløse interessentskabet med øjeblikkelig virkning. Ønsker de resterende interessenter derimod at videreføre selskabet, vil de som udgangspunkt kunne udelukke den pågældende interessent. Denne ret bortfalder dog, såfremt de øvrige interessenter udviser passivitet, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s.729-730. Hvis der i vedtægterne ikke er fastsat særlige betingelser og vilkår for udelukkelsen af en interessent, vil gennemførelsen af en udelukkelse af en eller flere interessenter, der har foretaget en væsentlig misligholdelse, forudsætte at de resterende interessenter er enige herom. Er der i vedtægterne desuden ikke taget stilling til, hvem der har kompetencerne til at træffe afgørelse om udelukkelsen, kan denne alene ske ved dom, eller voldgiftskendelse, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 762-763.

Ligeledes gælder det, at interessenterne kan bringe interessentskabet til ophør, på baggrund af samarbejdets umulighed. Dette skyldes at deltagelsen i et interessentskab, bygger på et tæt samarbejde imellem interessenterne. Ofte vil der i disse situationer ikke være nogle interessenter der har gjort sig skyldig i en væsentlig misligholdelse af interessentskabskontrakten, men det står ikke desto mindre klart, at samarbejdet ikke kan eller bør fortsættes. Såfremt et interessentskab kræves opløst grundet samarbejdets umulighed, vil bevisbyrden herfor bæres af den opsigende interessent. Dog vil den almindelige regel om, at den interessent der tager initiativ til opsigelsen,

ikke skal henvises til udtræden af interessentskabet, da dette vil kunne medføre spekulationer om hvem der kan holde længst ud, og herved overtage interessentskabet. Derfor må udgangspunktet være, at samtlige interessenter har ret til at kræve interessentskabet opløst ved likvidation, med henvisning til samarbejdets umulighed jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 738-742.

Et interessentskab betragtes som udgangspunkt som et selvstændigt retssubjekt, men der har i litteraturen hersket en del uenighed om, hvorvidt et interessentskab skal anses som et selvstændigt konkurssubjekt. Diskussionen har beroet sig på, hvorvidt et interessentskab kan erklæres konkurs, uden at også samtlige interessenter tages under konkursbehandling, hvilket må være konsekvensen hvis et interessentskab anses for et selvstændigt konkurssubjekt. Det fremgår af retspraksis, at insolvensbehandlingen af interessentskaber efter dansk ret, har været forudsat af at samtlige interessenter har været under konkursbehandling. Dette følger også af Højesterets dom HRT 1897.326. Retten tog her stilling til hvorvidt et interessentskab, og dets to interessenter, kunne anses som tre adskilte boer, med hver deres adskilte formuemasse. Retten fastslog her at dette ikke kunne gøre sig gældende. På tidspunktet for denne dom, anså man dog ikke interessentskaber for at udgøre et selvstændigt retssubjekt, hvorfor man kan anfægte hvorvidt denne dom stadig kan tillægges nogen betydning. Det er imidlertid ikke interessentskabets status som et selvstændigt retssubjekt der er afgørende, men derimod at deltagerne hæfter personligt for selskabets gæld. Dette ses også af afgørelsen UfR 2013.258V, hvor Landsretten statuerede at to interessenter, som var hollandske statsborgere, bosiddende i Tyskland, og som havde virksomhed i Danmark, ikke havde værneting i Danmark, efter KL § 3, stk. 1, eller stk. 2, hvorfor der ikke forelå grundlag for konkursbehandling af interessentskabet.

Den afledte konsekvens heraf må således være, at så længe blot en interessent er solvent, vil dette per definition også gælde for interessentskabet, da kreditorerne vil kunne få dækket sit krav mod selskabet, gennem den pågældende interessent der hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk. Tillige kan det ud fra nyere domme fastslås, at det i særlige tilfælde fraviges at samtlige interessenter skal være taget under konkurs, hvilket ses i Landsrettens afgørelse i UfR 2013.3190Ø. Her fandt Landsretten, at et interessentskab kunne tages under konkursbehandling, selvom samtlige ansvarlige interessenter ikke var blevet erklæret konkurs, da nogle af selskabets interessenter var

flyttet til USA, uden at have opgivet nogen adresse. Hovedreglen for konkursbehandlingen at et interessentskab, efter gældende dansk ret, må således indebære at samtlige interessenter er taget under konkursbehandling, og det må tillige gælde at samtlige interessenters konkurs, må føre til selskabets opløsning, hvorved interessentskabet skal inddrages som et selvstændigt bo i konkursbehandlingen af interessenterne, jf. Xxxxxx og Krenchel (2015) s. 807. I det tilfælde hvor samtlige interessenters boer er taget under konkursbehandling, opløses interessentskabet i forbindelse hermed, og behandles som et selvstændigt bo. Dette gøres for at sikre fælleskreditorernes forrang til de aktiver der er i interessentskabet formuemasse.

4.6. Gældende skatteret for personselskaber

Som ovenstående afsnit 3.6 gør rede for, er det både væsentligt og relevant at inddrage gældende skatteret i denne afhandling, til trods for at denne hovedsagligt fokuserer på de selskabsretlige aspekter, af iværksætteres valg af selskabsform. For personselskaber er det civilretten der er styrende for skatteretten, da det er skattemyndighedernes kvalifikation af samvirket der ligges til grund for disses skatteretlige behandling. De efterfølgende afsnit vil derfor behandle de generelle skatteregler for interessentskaber, samt kort gennemgå beskatningen af de enkelte interessenter, herunder eventuelle fordele ved tilvalg af virksomhedsordningen.

4.6.1. Generelt om selskabsbeskatning af danske personselskaber

I fastlæggelsen af om en virksomhed skal anses som et selvstændigt skattesubjekt, eller som en skattemæssigt transparent virksomhed, Vil dette ske ud fra den selskabsretlige kvalifikation af samvirket, hvorfor civilretten er styrende for skatteretten i denne henseende. For personselskaber foretages en negativ afgrænsning fra de skattepligtige selskaber, hvorfor selskaber der ikke er nævnt i SEL §§ 1-2, samt fondsbeskatningsloven § 1, ikke vil være et selvstændigt skattesubjekt. Dette udspringer af grundlovens § 43, hvoraf det fremgår at ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden lov. Herved er der dannet hjemmel for beskatning af forskellige indkomsttyper, samt for hvem der skal beskattes. Sidstnævnte forhold betegnes subjektiv skattepligt, jf. Xxxxxxxxx Xxxxxx et al. (2019) s. 365.

Med afsæt i SEL § 1, stk. 1, nr. 2, må det modsætningsvist gælde, at personselskaber som hovedregel ikke anses som selvstændige skattesubjekter, da disse er kendetegnet ved interessenternes personlige hæftelse. Dette betyder at personselskaber er skatteretligt transparente enheder, og at det således er selskabsdeltagerne der er de rette skattesubjekter.

Det er dog væsentligt at påpege, at dette ikke betyder at personselskabet ikke anses som et selvstændigt retssubjekt, i skatteretten. Ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 118 er det således tidspunktet for interessentskabets erhvervelse af en indkomst eller ved erhvervelse af en fast ejendom, der ligger til grund for periodiseringen for den skattemæssige opgørelse af interessenternes skattepligtige indkomst.

Idet personselskaber ikke er selvstændige skattesubjekt, er det ifølge Xxxxxxxxx Xxxxxx (2011) s. 87- 91, vigtigt at tage stilling til hvorledes resultatet skal fordeles imellem selskabsdeltagerne. Teoretisk sondres der imellem det total transparente- og det begrænset transparente personselskab. Ved total transparens skal selskabet udelukkende opgøre de enkelte personselskabsdeltageres andel af indtægter og underskud, samt af aktiver og passiver. Personselskabsdeltagerne anses herefter som selvstændige erhvervsdrivende, som frit kan udnytte de forskellige valgmuligheder forbundet med indkomstopgørelsen. Modsat gælder det ved begrænset transparens, at det her er personselskabet som enhed, der anses for at eje aktiver og passiver, samt optjener indkomsten og afholde udgifterne. Det er her desuden personselskabet som enhed, der forestår selvangivelsen og indkomstopgørelsen, og som kan benytte de valgmuligheder der forbindes hertil. Realiteten i teorien om begrænset skattemæssig transparens, er således at selskabet behandles som en selvstændig enhed, dog fortsat uden selvstændig skattesubjektivitet, hvorfor beskatningen fortsat fortages ved deltagerne.

Skatteretligt, er der tilsvarende selskabsretten, ikke mange materielle regler der regulerer personselskaberne, hvorfor gældende ret vedrørende indkomst og transparens af et personselskab, må udledes af andre retskilder. I Højesterets afgørelse i U 1983.318 H, blev det slået fast at deltagerer i et interessentskab, ejer en ideel andel af samtlige aktiver i selskabet. Dommen omhandlede alene kapitalgevinstbeskatning eller -tab, dog anfører Xxxxxxxxx Xxxxxx (2011) s. 89, at

dommen må kunne anses som udtryk for, at det skatteretligt er selskabsdeltagerne, og ikke personselskabet, der ejer af aktiverne. Dette ændrer dog ikke på at det civilretligt er personselskabet der ejer aktiverne, men dommen anses at give udtryk for, at total transparensprincippet er udgangspunktet for personselskaber i gældende dansk skatteret.

Det bør dog kort nævnes, at der findes få undtagelser til udgangspunktet om total skattemæssig transparens. Dette ses blandt andet ved anpartsindgrebet, der blev indført i 1989. Det blev med indførslen heraf gældende ved lov, at erhvervsvirksomheder med flere end 10 ejere, hvor nogle af deltagerne ikke i væsentligt omfang, deltager virksomhedens drift, jf. LL § 29, skal disse interessenter udarbejde et fælles skatteregnskab efter skattelovgivningens almindelige regler. Dette omfatter desuden væsentlige aspekter som afskrivninger og nedskrivninger, der her foretages med samme sats for de pågældende ejere.

Ved stiftelsen af et interessentskab skal iværksættere være opmærksomme på, at begrebet ideel anpart ikke tillægges samme betydning som i selskabsretten. I skatteretten forstås ideel anpart, som en bruttoanpart i samtlige selskabets aktiver, hvor det i selskabsretten er et udtryk for ejernes indbyrdes ejerforhold, jf. Xxxxxxxxx (2019) s. 955. Betydningen af at interessenter anses for at eje en ideel anpart, af samtlige selskabets aktiver, resulterer skatteretsligt i at delsalg og delkøb kan medføre avancebeskatning, såfremt der etableres en fællesformue. Dette gør sig deslige gældende, såfremt der optages nye interessenter i selskabet, da skatteadministrationens praksis har sidestillet dette med virksomhedsophør. Dette behandles efter AL § 9, hvoraf det fremgår, at der ved fortjeneste og tab på aktiver, skal opgøres avance, som medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Opsummerende bør det af iværksættere bemærkes, at den skatteretlige behandling af interessentskaber, eller andre skatteretligt transparente selskaber, ikke er lovfæstet. Derfor henføres skattesubjektiviteten og den skattemæssige behandling, som udgangspunkt, til de enkelte selskabsdeltagere, hvor indkomst og underskud behandles efter de almindelige regler i statsskatteloven, personskatteloven, afskrivningsloven mfl.

4.6.2. Beskatning af personselskabsdeltagerne

Som beskrevet i ovenstående afsnit 4.6.1, sker beskatningen af skattetransparente selskaber hos den enkelte selskabsdeltager. Desuden antages det i denne fremstilling, at iværksættere der vælger at starte virksomhed i Danmark, også er bosiddende her i landet, og derfor er fuldt skattepligtige, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Det fremgår endvidere af, PSL § 1, at personer der er skattepligtige til Danmark, skal opgøre deres indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler. Dette medfører at personer der er skattepligtige til Danmark, foruden den skattepligtige indkomst, tillige skal opgøre personlig indkomst, kapitalindkomst, aktieindkomst og CFC-indkomst, jf. PSL § 2.

Det er vigtigt at bemærke, at der i dansk lovgivning er flere regler der er forbeholdt selvstændige erhvervsdrivende, hvorfor sondringen mellem lønmodtagere og erhvervsdrivende er vigtig ved opgørelsen af en skattepligtig indkomst. Det gælder ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, at en selvstændig erhvervsdrivende, har mulighed for at fradrage driftsomkostninger der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 1. Tilsvarende kan skattemæssige afskrivninger og tab efter afskrivningsloven, samt efter statsskatteloven, fradrages i selvstændigt erhvervsdrivendes personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 10. Selvstændigt erhvervsdrivendes nettoindkomst fremkommer ved, at fratrække fradragene af PSL § 3, stk. 2, indkomsten fra PSL § 3, stk. 1, hvorefter resterende indkomst beskattes som personlig indkomst. Det skal her bemærkes, at i modsætning til lønmodtagere, beregnes fradraget af nettoindkomsten fra erhvervsdrivendes virksomhed, således at fradragsberettigede afskrivninger og driftsomkostninger reducerer størrelsen af AM-bidraget, jf. Xxxxxxxxx Xxxxxx et al. (2019) s. 174. Personlig indkomst beskattes, som redegjort for i afsnit 3.6.2, med en marginalskatteprocent på mindst 40% og maksimalt 56,5%. jf. skatteministeriets opgørelse i 2021.

Det fremgår af PSL § 3, stk. 1, at samtlige indkomster der ikke er kapitalindkomster, er personlig indkomst. Alle de indtægter og udgifter der anses for at vedrøre kapitalindkomst er positivt oplistet i PSL § 4. Der foretages en samlet opgørelse af kapitalindkomsten, bestående af kapitalindtægter og udgifter fra den erhvervsdrivendes virksomhed, samt fra den personlige økonomi. Dette foretages med henblik på den efterfølgende beregning af indkomstskatten. Her skal det også bemærkes, at såfremt iværksætteren er gift og bor sammen med sin ægtefælle ved årets udløb, er det muligt at

modregne ægtefællens negative kapitalindkomst, i den anden ægtefælles kapitalindkomst, såfremt denne er positiv. Ligeledes gælder det, at hvis den ene ægtefælles kapitalindkomst er lavere end grundbeløbet på 46.800 kr., forhøjes den anden ægtefælles med differencen, jf. PSL § 7, stk. 5, da skatteberegningen for ægtefæller ses under et. Efter PSL § 19 stk. 2, gælder det, at den maksimale skat for positiv kapitalindkomst er 42%.

Såfremt den erhvervsdrivende får et skattemæssigt underskud i forbindelse med driften af sin virksomhed, må det indledningsvist afgøres hvilken indkomsttype underskuddet refererer til. Det gælder, ifølge Xxxx og Xxxxx (2016) s. 563, at underskuddet har den samme fradragsværdi som den procent, den erhvervsdrivende skulle have betalt, såfremt en tilsvarende indkomstart havde været positiv. Ligeledes gælder der en ubegrænset fremførelsesadgang, samt en mulighed for at overføre underskuddet til en ægtefælle, jf. § PSL § 13.

Udover at blive beskattet efter reglerne i personskatteloven, har iværksættere også mulighed for at blive beskattet efter reglerne i virksomhedsskatteloven, hvilket giver mulighed for at vælge imellem virksomhedsskatteordningen eller kapitalafkastordningen. Formålet med indførelsen af virksomhedsordningen i 1987, var at udligne nogle af de skattemæssige fordele der var blevet opbygget over en årrække, imellem person- og kapitalselskaber. Desuden ønskede lovgiverne ikke at der skulle være forskel på, om erhvervsdrivende finansierede sin virksomhed med egenkapital eller fremmedkapital, jf. Xxxxxxxxx Xxxxxx et al (2019) s. 188.

Ifølge Xxxx og Xxxxx (2016) s. 566, kan erhvervsdrivende opnå fire fordele ved anvendelse af virksomhedsordningen, fremfor at blive beskattet efter personskattelovens regler. Dette drejer sig om: fuld fradragsret for renteomkostninger, mulighed for resultat udjævning, kapitalafkastet bliver beskattet som kapitalindkomst og ikke personlig indkomst, og ordningens mulighed for at opspare overskud, der beskattes 22% aconto skat.

For at en iværksætter kan anvende virksomhedsordningen skal denne være selvstændig erhvervsdrivende, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1. ligeledes skal den erhvervsdrivende udarbejde et selvstændigt regnskab efter bogføringslovens krav. Bogføringen skal være tilrettelagt således at der sker en opdeling af den private økonomi og virksomhedens økonomi, jf. VSL § 2, stk.

1. I virksomhedsordningen har man indført kapitalafkastbegrebet for at sidestille den erhvervsdrivende med passive investorer, jf. Xxxxxxxxx et al (2019) s. 250. Kapitalafkastet tillægges kapitalindkomsten, og fratrækkes den personlige indkomst, hvorved der opnås en skattebesparing grundet den lavere skattesats på kapitalindkomst. Kapitalafkastet beregnes, jf. VSK § 7, stk. 1, ved at gange afkastgrundlaget, der opgøres efter VSL § 8, med afkastsatsen, der beregnes som et simpelt gennemsnit af kalenderårets første 6 måneder, af Danmarks Nationalbanks kassekredit for ikke- finansielle selskaber, jf. VSL § 9.

Efter VSL § 8, opgøres kapitalgrundlaget som selskabets aktiver fratrukket selskabets gæld. Beløb hensat til senere hævning, der indestår på en mellemregningskonto, indgår ikke i kapitalgrundlaget, da disse anses som allerede hævet. Såfremt kapitalgrundlaget bliver negativt, anvendes kapitalafkastet ikke, tilsvarende gælder det, at det beregnede kapitalafkast ikke kan overstige selskabets skattepligtige overskud jf. VSL § 7, stk. 1.

Virksomhedsordningen giver som nævnt, erhvervsdrivende mulighed for at opspare en del, eller hele årets overskud. Det opsparede overskud beskattes med en foreløbig virksomhedsskat på 22%, jf. VSL § 10, stk. 2. Når det opsparede overskud senere hæves, medregnes dette i den skattepligtige personlige indkomst, og den allerede betalte virksomhedsskat på 22%, modregnes i den skattepligtiges slutskat. Som forudsætning for at der kan opspares overskud i virksomheden, skal indskudskontoen være positiv, jf. VSL § 11, stk. 4. Det gælder tillige, at såfremt årets hævninger overstiger årets resultat for indkomståret, vil der ikke være mulighed for at spare overskud op i det pågældende indkomstår.

Virksomhedsordningens muligheden for at opspare overskud i virksomheden, gør det således muligt for den erhvervsdrivende at foretage udjævning af resultatet, og konsolidere selskabet. Ved brug af resultatudjævning kan den erhvervsdrivende foretage en overskudsdisponering, og herved undgå at betale topskat. Metoden bevirker således, at iværksættere kan skatteoptimere op til topskattegrænsen i gode år, hvorimod der i mindre gode år kan hæves af det opsparede overskud, jf. Xxx Xxxxxx (2017) s. 406.

5. Sammenholdelse af de to selskabsformer

Som det fremgår af afsnittene indeholdt i henholdsvis afsnit 3 og afsnit 4, er konsekvenserne af at etablere virksomhed indenfor kapitalselskabsretten og indenfor personselskabsretten, markant forskellige fra hinanden. Følgende afsnit har til hensigt dels at klarlægge de forskelle der hersker imellem de to selskabsformer, samt dels at udlede og analysere de fordele den ene selskabsform eventuelt måtte have overfor den anden. Den følgende analyse vil tage udgangspunkt i, hvad der antages at være de væsentligste aspekter for en iværksætter, og vil således omhandle forskelle mellem interessentskabet og anpartsselskabet, vedrørende; opstart og registrering, finansiering og kreditorbeskyttelse, organisation, tvistløsning og ophør, samt de forskelligartede skatteretlige konsekvenser.

5.1. Opstartskrav og registreringsforpligtelser

Som det fremgår af afsnit 3.2.1 – 3.2.3, er etableringen af et kapitalselskab forbundet med en omfangsrig og formbundne procedure, hvorimod oprettelsen af et personselskab, som det fremgår af afsnittene i 4.2, i langt mindre grad forpligter iværksættere, til at overholde talrige lovfæstede krav. Dette afsnit søger at belyse og analysere forskellene mellem de to selskabsformer, vedrørende stiftelse, vedtægter og registrering, og de krav der følger hertil.

5.1.1. Stiftelse

Hvad angår stiftelse af et anpartsselskab er det, jf. afsnit 3.2.2, påkrævet at der udarbejdes et skriftligt stiftelsesdokument, indeholdende nøje regulerede forhold, der skal vedlægges ved selskabets registrering. Modsætningsvis kan et interessentskab, jf. afsnit 4.2.2, stiftes på baggrund af en mundtlig aftale, eller endda med afsæt i konkluderende adfærd. Dette betyder umiddelbart at interessenter nyder en større grad af frihed til at aftale, og internt regulere, de forhold de finder relevante. Det betyder som beskrevet, imidlertid ikke at et interessentskab kan stiftes helt uden iagttagelse af visse aftalemæssige krav, herunder eksempelvis enighed om at stifte et interessentskab, hvilke fysiske eller juridiske personer der skal indgå i interessentskabet, samt størrelsen eller arten af en eventuel indskudsforpligtelse.

Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 266-267 påpeger, at til trods for at interessentskaber kan stiftes ved mundtlig aftale, eller ved en stiltiende accept, bør eventuelle rådgivere der medvirker til stiftelsen

af et interessentskab, søge at sikre det bedst mulige retlige grundlag for selskabet, hvorfor de bør insistere på at der udarbejdes en fyldestgørende skriftlig kontrakt, i forbindelse med stiftelsen. Denne bør skabe klarhed over retsstillingen mellem interessenterne internt, og i forholdet til tredjemand. Det kan heraf udledes at være tilrådeligt for iværksættere, at nedfælde visse væsentlige forhold i forbindelse med stiftelsen af interessentskab, uagtet at dette ikke er dem en lovreguleret pligt. Dette vil antageligvis skabe et overlap over de pligtmæssige oplysninger, der skal fremgå af stiftelsesdokumentet ved oprettelsen af et anpartsselskab. Som det erindres fra den tidligere gennemgang, skal stiftelsesdokumentet blandt andet indeholde oplysninger om selskabets stiftere, datoen hvorfra stiftelsen skal have retsvirkning, samt oplysninger om indskudsstørrelse og art, og herved selskabets kapital. Sådanne oplysninger synes deslige relevante at optage i en stiftelsesaftale vedrørende etableringen af et interessentskab, hvorfor kløften mellem tilrådelig adfærd i forbindelse med stiftelse af et selskab, indsnævres mellem de to selskabsformer. Xxx Xxxxxx (2017) s. 43, påpeger tilsvarende at kapitalselskabslovens nøje regulering, er fornuftigt indrettet, og derfor ikke alene skal anses som en byrde, men også som en slags gratis tilgængelig standardkontrakt, der er lige til at bruge, og til at have tillid til.

På baggrund af ovenstående må det påpeges, at den aftalefrihed der hersker på stiftelsesområdet for interessentskaber, ikke findes tilsvarende indenfor kapitalselskabsretten. Interessentskabsrettens mulighed for ukompliceret at stifte et selskab, vil utvivlsomt være at foretrække for visse iværksættere. Det vurderes imidlertid primært at være interessant for erfarne iværksættere, eller for iværksættere der dels nyder stor tillid til hinanden, såvel som til at de kan skabe, en for dem fyldestgørende aftale, uden at gennemføre en tilsvarende omfangsrig og regulerende procedure, som den der påkræves ved stiftelsen af et kapitalselskab. Modsat vurderes det deslige rimeligt at nedtone den byrde, der ellers umiddelbart er at forbinde med kapitalselskabers omfangsrige og formbundne stiftelsesprocedure, da denne reelt kan betragtes som fornuftigt indrettet, og regulerer forhold der desuagtet af pligt, er tilrådelige at aftale i forbindelse med stiftelsen af en fælles erhvervsvirksomhed.

5.1.2. Vedtægter / Interessentskabskontrakt

Hvad angår selskabsformernes vedtægter, og kravene hertil, gælder det for såvel anpartsselskaber som for interessentskaber, at opstart af en fælles erhvervsdrivende virksomhed, forudsætter at der foreligger en gyldig aftale herom, selskabsdeltagerne imellem. For ikke-registreringspligtige interessentskaber ophører fællestrækkene, med kravene for anpartsselskaber allerede her. Dette skyldes, som redegjort for i afsnit 4.2.5, at der hverken stilles form-, indholds- eller skriftlighedskrav, ved udformningen af disse selskabers interessentskabskontrakt. Det samme gør sig gældende for forhold af efterfølgende karakter, i form af løbende vedtægtsændringer, hvilke ligeledes er underlagt en stor grad af aftalefrihed, og tillige kan ændres ved mundtlig aftale, eller endda gennem konkludent adfærd.

Modsætningsvist er udarbejdelsen af anpartsselskabers vedtægter, som beskrevet i afsnit 3.2.3, underlagt både form- og skriftlighedskrav. Vedtægterne er med Erhvervsstyrelsens praksis om vedtægtsrelevans, endvidere underlagt indholdsmæssige krav og begrænsninger. Dette skyldes, som tidligere anført, at anpartsselskabers vedtægter skal registreres og offentliggøres via Erhvervsstyrelsens it-system, hvorefter de tillægges selskabsretlig gyldighed. Selskabsdeltagere såvel som tredjemænd kan herefter finde retlig støtte i vedtægtsbestemmelserne, hvilket for iværksættere blandt andet må betragtes fordelagtigt, i tilfælde af eventuel intern tvistløsning, i retsstillingen overfor tredjemand, samt i forhold til sikringen af registrerede navnerettigheder.

De herskende forskelle imellem selskabsformerne indsnævres betragteligt, såfremt i stedet det registreringspligtige interessentskab sammenholdes med anpartsselskabet. Registreringspligtige interessentskaber skal ligeledes ved anmeldelse om registrering vedlægge selskabets vedtægter, hvilke herefter deslige nyder selskabsretlig gyldighed. Registreringspligtige interessentskaber kan imidlertid, i modsætning til anpartsselskaber, vælge ikke at offentliggøre interessentskabskontrakten i sin helhed, men alene et ekstrakt heraf. Ekstraktet skal dog overholde de beskrevne minimumskrav. Interessenterne kan herved regulere samtlige forhold i deres interessentskabskontrakt, også de forhold der for kapitalselskabers vedkommende nødvendigvis må reguleres i separate ejeraftaler, da de blot kan undlade at offentliggøre netop disse forhold.

Det må således her atter påpeges, at kapitalselskabslovens nøje regulering af kravene til anpartsselskabers vedtægter, omfangsmæssigt adskiller sig væsentligt fra hvad der gælder indenfor interessentskabsretten. Om dette alene bør betragtes som byrdefuldt, vurderes det tilsvarende som for omfanget af stiftelsesproceduren, i høj grad at afhænge af selskabsdeltagernes forudsætninger. Iværksættere med præference for høj grad af aftalefrihed, og for færre offentliggørelsesbestemmelser, må således i denne henseende anbefales at skue mod oprettelsen af et ikke-registreringspligtigt interessentskab. Dog må det pointeres at offentlighed omkring selskabets reelle ejere, ikke længere kan undgås, heller ikke ved etablering af et ikke- registreringspligtigt interessentskab.

Mindre erfarne iværksættere, iværksættere med et mindre kendskab til selskabsretlige forhold, eller blot iværksættere med større behov for at have tillid til den aftale der danner grundlag for opstarten af en fælles erhvervsdrivende virksomhed, bør overveje om ikke kapitalselskabslovens indretning, trods dennes omfang, reelt svarer til de forhold de alligevel selv måtte ønske at regulere.

5.1.3. Registrering

Også hvad angår registreringsforpligtelser, adskiller stiftelsen af henholdsvis et interessentskab og et anpartsselskab, sig væsentligt fra hinanden, såfremt interessentskabet ikke er registreringspligtigt efter LEV. Som det fremgår af afsnit 4.2.3, er et personselskab registreringspligtigt efter LEV såfremt selskabet alene hæfter begrænset for sine forpligtelser. For interessentskaber opnås dette, som beskrevet, ved at selskabets interessenter udgøres af juridiske personer underlagt begrænset hæftelse. Da registreringskravene for registreringspligtige interessentskaber, i overvejende grad ligner kravene forbundet med registrering af et anpartsselskab, undlades her en egentlig sammenholdelse af registreringsforskellene mellem registreringspligtige interessentskaber og anpartsselskaber. Følgende vil i stedet primært belyse og analysere forskellene mellem et ikke-registreringspligtigt interessentskab, og et anpartsselskab.

Betegnelsen ikke-registreringspligtige interessentskaber er en sandhed med modifikationer, da alle juridiske enheder, som beskrevet i afsnit 3.2.1, skal registrere sine grunddata i overensstemmelse med CVR-loven. En sådanne grundregistrering, som beskrevet i afsnit 4.2.3, adskiller sig imidlertid markant omfangsmæssigt, fra de registreringsforpligtelser der er forbundet med anmeldelsen af

anpartsselskaber til registrering hos Erhvervsstyrelsen. De to registreringsprincipper adskiller sig ikke alene ved omfanget af medfølgende krav, men også ved at anpartsselskabet, i modsætning til hvad der gælder for stiftelsen af et interessentskab, først anerkendes som et selvstændigt retssubjekt, efter dets registrering i Erhvervsstyrelsens it-system. Forskellen er imidlertid af mindre praktisk betydning for iværksættere, da disse som beskrevet, fortsat vil kunne indgå forpligtelser på et anpartsselskabs vegne indtil registreringen, under betingelser svarende til driften af et interessentskab. Anpartsselskabet succederer efter registreringen de indgåede aftaler.

Forskelle iværksættere modsat skal være yderst bevidste om, er dels konsekvenserne forbundet med manglende overholdelse af kravene for registrering, såvel som retsvirkningen af en registrering overfor tredjemand. Hvad angår konsekvenserne forbundet med mangelfuld registrering af ikke- registreringspligtige interessentskaber, fremgår det af LEV § 2, stk. 3, 1. pkt., at disse ikke er underlagt opløsnings- og sletningsbestemmelserne, i LEV kapitel 6. I stedet straffes sådanne overtrædelser, som tidligere anført, med bøde. For anpartsselskaber gælder det, som beskrevet i afsnit 3.2.1, at Erhvervsstyrelsen dels kan kræve indsendelse af bevis for registreringens lovlighed indtil fem år fra registreringstidspunktet. Finder Erhvervsstyrelsen en fejl eller mangel der lovligt kan afhjælpes ved en generalforsamlingsbeslutning, fastsætter styrelsen en frist for forholdets berigtigelse. Såfremt denne frist ikke overholdes, eller såfremt forholdet ikke kan afhjælpes, kan registrering ikke finde sted, hvilket resulterer i en tvangsopløsning af selskabet.

Denne markant forskelligartet konksekvens mellem de to selskabsformer, gælder tilsvarende i forholdet om registrering og opbevaring af oplysninger om selskabets reelle ejere. Som det fremgår af afsnit 3.5.2, er mangelfuld opbevaring af oplysninger om, eller mangelfuld registrering af, et kapitalselskabs reelle ejere, ultimativt en tvangsopløsningsgrund. Derimod er ikke- registreringspligtige interessentskaber, til trods for at de er underlagt LEV § 15 g om indhentning, opbevaring og registrering af oplysninger om reelle ejere, fortsat ikke er underlagt LEV kapitel 6, hvorfor også sådanne forhold alene straffes med bøde.

Det bør her anføres at registreringspligtige interessentskaber er underlagt LEV § 21, hvorfor disse kan slettes fra Erhvervsstyrelsens register, såfremt de tilsvarende overtræder de ovenfor beskrevne forhold.

Den sidste forskel der bør fremhæves, vedrørende de registreringsprincipper de to selskabsformer er underlagt, er den retsvirkning der følger af selskabernes registrering. Som beskrevet i afsnit 4.2.3, opnår ikke-registreringspligtige interessentskaber, i modsætning til hvad der gælder for anpartsselskaber, ikke selskabsretlig gyldighed overfor tredjemand, ved grundregistreringen i CVR- registreret. Det gør anpartsselskabet imidlertid, i kraft af dets registrering og offentliggørelser via Erhvervsstyrelsens it-system. Dette betyder jf. Xxxxxx og Krenchel (2017) s. 22, at selskabets selskabsretlige aftaler kan anvendes som retlig støtte, dels af tredjemand overfor selskabet eller selskabsdeltagerne, men også af selskabsdeltagerne overfor selskabet og tredjemand.

Med afsæt i ovenstående, vurderes det som et fordelagtigt forhold, for såvel selskabsdeltagere som for selskabets medkontrahenter, at anpartsselskabers og registreringspligtige interessentskabers registrerede forhold nyder selskabsretlig gyldighed. Til gengæld må iværksættere være opmærksomme på de medfølgende registreringsforpligtelsers omfang, og de konsekvenser der er forbundet med fejlagtig eller mangelfuld registrering. Med de beskrevne potentielle konsekvenser for øje, vurderes anvendelsen af anpartsselskabet eller det registreringspligtige interessentskab, primært fordelagtigt for velinformerede iværksættere, eller iværksættere der modtager assistance til overholdelse af registreringsforpligtelser af en rådgiver.

Hvad angår ikke-registreringspligtige interessentskaber, vurderes det ud fra et iværksætterperspektiv, yderst fordelagtigt at registreringsproceduren er så relativt ukompliceret, samt at konsekvenserne ved ubevidste fejl eller mangelfulde registreringer, alene sanktioneres med bøde.

5.2. Finansiering og kreditorbeskyttelse

Som det fremgår af afsnit 3.3.1 – 3.3.3, samt af afsnit 4.3.1 – 4.3.3, har måden hvorpå selskabsdeltagerne hæfter for selskabets forpligtelser, stor indflydelse på en lang række selskabsretlige aspekter, herunder hvilke krav der stilles til finansiering og kreditorbeskyttelse. Der eksisterer således på dette område markante forskelle mellem anpartsselskabet og interessentskabet, hvilket dette afsnit søger at belyse og analysere.

5.2.1. Hæftelse

Som det fremgår af afsnit 3.3.1, hæfter anpartshavere ikke personligt for selskabets forpligtigelser, men alene med deres indskud. Af kapitalselskabsloven § 4, stk. 2, fremgår det, at anpartsselskaber skal have en selskabskapital på mindst 40.000 kr., hvilket således repræsenterer iværksætteres minimumshæftelse for et sådanne selskabs forpligtelser. For interessentskaber gælder der derimod, som beskrevet i afsnit 4.2.4, ingen egentlige krav til størrelsen af indskud. Interessenterne skal blot være enige om størrelsen på deres indskud, før interessentskabet kan anses som gyldigt stiftet. Denne praksis er begrundet i at selskabsdeltagerne, modsat anpartshavere, personligt hæfter for samvirkets forpligtelser, hvilket danner rammen for kreditorbeskyttelse ved interessentskaber.

Iværksættere der tiltrækkes af anpartsselskabets begrænsede hæftelse, skal imidlertid, jf. Werlauff (2019) s. 19, være opmærksomme på, at de lovfæstede regler om begrænset hæftelse, ofte vil resultere i at långivere vil forlange personlig kaution såfremt der optages gæld, hvilket potentielt indsnævrer skellet mellem de to selskabsformer.

Kapitalselskabsloven pålægger iværksættere, der opretter deres virksomhed som et anpartsselskab at overholde en længere række kreditorbeskyttelsesregler. Her skal iværksættere blandt andet være opmærksomme på bestemmelserne af, KSL § 118,2 stk. 2, om at direktionen skal sikre et til enhver tid forsvarligt kapitalberedskab, herunder tilstrækkelig likviditet til at opfylde nuværende og fremtidige forpligtigelser, efter hånden som de forfalder. Denne bestemmelse er væsentlig, da denne, afhængig af virksomhedsdriftens art, kan medføre at lovens minimumskapital ikke i sig selv tilstrækkeligt repræsenterer et forsvarligt kapitalberedskab. Reglen sikrer desuden at anpartshaverne ikke kan udlodde selskabets bundne reserve. Tilsvarende regler findes ikke for interessentskaber, da deres kreditorer kan søge sig fyldest gjort af interessenterne personligt med hele deres formue, såfremt interessentskabets fællesformue ikke kan dække deres krav mod selskabet.

Da iværksættere i et lille nystartet anpartsselskab, som tidligere redegjort for, ofte indtræder i ledelsen heraf, er reglen om at sikre et forsvarligt kapitalberedskab i selskabet, endvidere vigtig at være opmærksom på, da en tilsidesættelse af denne pligt, jf. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2019) s. 456, sanktioneres med et erstatningsansvar. Tilsvarende erstatningsansvar findes ikke for interessenter,

hvilket dog heller ikke ville give megen mening eftersom at disse allerede hæfter personligt og ubegrænset over for interessentskabets kreditorer. Interessenter kan derimod i falde erstatningsansvar vedrørende interne forhold, såsom ved krænkelse af den indbyrdes loyalitetspligt. En interessent vil således kunne ifalde erstatningsansvar såfremt denne udøver sin forvaltningsret til skade for en medinteressent, eller til skade for interessentskabet som sådant.

Til trods for en forskelligartet regulering af hvordan og hvornår hhv. anpartshavere og interessenter kan gøres erstatningsansvarlige for deres virke i et selskab, vurderes reglerne i sidste ende ikke adskille sig væsentligt fra hinanden.

På baggrund af overstående fremgår det tydeligt, at udgangspunktet er, at der eksisterer store forskelle mellem de to selskabsformer, på de behandlede områder. Hertil må det vurderes at princippet om begrænset hæftelse, som gælder ved stiftelsen af et anpartsselskab, utvivlsomt må anses som fordelagtigt overfor princippet om personlig, solidarisk og ubegrænset hæftelse, der gælder for interessentskaber. Iværksættere må dog nøje granske de omstændigheder og behov der omgiver dem ved stiftelsen, da fordelen ved begrænset hæftelse hurtigt potentielt kan indsnævres. Har iværksættere således et større eksternt finansieringsbehov, må disse være opmærksomme på at forskellene mellem anpartsselskabet og interessentskabet reduceres betragteligt. Det bør dog pointeres at hæftelsesskellet ikke udlignes fuldstændigt, da eventuel pantafgivelse og kautions forpligtelser trods alt alene omfatter de kreditorer, som disse sikkerhedsstillelser er afgivet til, og ikke den samlede virksomhedsdrift. Anpartsselskabet vil således oftest, set ud fra hæftelsesprincippet, være at foretrække for iværksættere.

Såfremt iværksættere udfordres af de gældende minimumskrav til selskabskapital i et anpartsselskab, bør iværksættere derimod vælge interessentskabet som retlig ramme for deres virksomhed, da der som nævnt ikke knytter sig nogle kapitalkrav til selskabsformen. At iværksættere i dag kan udfordres af kravene, må antages forekommende i praksis, eftersom Danmark, efter afskaffelsen af IVS’et, nu har det næsthøjeste minimumskapitalkrav til anpartsselskaber i Europa. Iværksætterne skal herved blot være opmærksomme på, at hæftelsesprincippet der gælder for selskabsformen, er ufravigeligt, og ikke som ved anpartsselskabet kan reduceres ved at deltagerne foretager differentierede indskud i selskabet.

Som nævnt ovenfor, vurderes forskellene mellem selskabsformernes respektive regler for potentielt erstatningsansvar, ikke at tilfører iværksættere værdi til deres valg af selskabsform.

5.2.2. Tilførsel og udlodning af selskabets ressourcer

Det fremgår af afsnit 3.3.2, at en kapitalforhøjelse eller kapitalnedsættelse i et anpartsselskab kan besluttes ved stemmeflerhed med vedtægtsændringsmajoritet. En sådan beslutning skal tillige registreres i Erhvervsstyrelen. I afsnit 4.3.2 fremgår det, at der kun kan foretages en forhøjelse eller reduktion af indskuddet i et interessentskab, såfremt dette besluttes i enstemmighed. Det gælder dog for begge selskabsformer, at man ikke kan tvinges til at foretage yderligere indskud i selskabet. Foretages kapitalforhøjelsen i et anpartsselskab som et apportindskud, fremgår det af afsnit 3.3.2, at dette skal gøres efter de reguleringer der findes i kapitalselskabsloven. Her gælder det blandt andet, at der skal udarbejdes en vurderingsberetning, samt at ikke alle økonomiske aktiver kan anvendes som apportindskud, herunder eksempelvis arbejdsforpligtigelser. For interessentskaber findes der ingen tilsvarende regulering af apportindskud, hvorfor interessenterne indbyrdes kan aftale værdien af de indskudte aktiver, ligesom de heller ikke er begrænset i hvad der kan indgå som et apportindskud, jf. afsnit 4.3.2.

Der er hovedsageligt to muligheder for anpartshavere til at trække penge ud af et anpartsselskab, hvilke består af udbetaling af løn, eller udlodning af udbytte. Ved udbetaling af løn til anpartshavere vil dette typisk ske i form af vederlæggelse for ansættelse i selskabets direktion, og foretages i overensstemmelse med reglerne i KSL § 138, stk. 1, 2. pkt. Beslutningen om udbetalingen af udbytte skal træffes på en generalforsamling, eller på en ekstraordinær generalforsamling, og kan først finde sted efter selskabet har aflagt sit første årsregnskab. Desuden skal udlodningen kunne indeholdes i selskabets frie egenkapital, ligesom det er ledelsen der i sidste ende bestemmer størrelsen af udlodningen, da de er ansvarlige for selskabets til enhver tid forsvarlige kapitalberedskab, jf. KSL §§ 179 og 180.

Som det fremgår af afsnit 4.4.2, har interessenter både en ret og en pligt til, at deltage i driften af interessentskabet, hvorfor de ikke som udgangspunkt modtager vederlag herfor. Udlodning af interessentskabets overskud anses som interessenternes løn for deres arbejde. Interessenter har krav på at modtage udbytte en gang om året, men det kan på ethvert interessentskabsmøde aftales,

at der skal udbetales udbytte til interessenterne. Interessenterne skal her blot internt blive enige om udbyttets størrelse, uden hensynstagen til selskabets fælleskreditorer, som følge af den personlige hæftelse. Enhver interessent kan imidlertid modsætte sig udbyttets størrelse, såfremt denne findes økonomisk uforsvarlig, med afsæt i interessenternes indbyrdes loyalitetspligt til, at varetage interessentskabets- og selskabsdeltagernes fælles bedste.

På baggrund af overstående, må det vurderes fordelagtigt for iværksættere, at det ved interessentskabet er muligt at udlodde udbytte inden det første årsregnskab er aflagt. Vurderingen af at dette er fordelagtigt for iværksætter, er hovedsagligt baseret på skatteretlige overvejelser. Interessenter kan, som nævnt i afsnit 4.6.2, anvende virksomhedsskatteordningen, og herved skatteoptimere deres udbytteudbetaling, hvilket anpartshavere ikke har mulighed for ved deres vedlæggelse i form af løn. Anpartshaveres lovlige skatteplanlægning er således ikke lige så fleksibel som interessenters, før anpartsselskabet har aflagt deres første årsrapport.

Det vurderes endvidere fordelagtigt for iværksættere, når et apportindskuds vilkår kan aftales relativt frit, og ukompliceret kan foretages, hvilket tillige gælder ved interessentskabet. Det må dog understreges, at den store frihed til at aftale værdien af apportindskud i interessentskaber, kan få skatteretlige konsekvenser for interessenterne.

5.2.3. Årsrapporten

Det fremgår af, ÅRL § 3, stk. 1, nr. 1, at anpartsselskaber er omfattet af loven, og således er forpligtet til at aflægge årsrapport efter dennes regler. Desuden gælder det, at årsrapporten skal indsendes til Erhvervsstyrelsen, med henblik på offentliggørelse. Modsætningsvist gælder der som udgangspunkt ikke noget krav om, at et interessentskab skal aflægge årsrapport efter årsregnskabslovens regler. Det fremgår derimod af afsnit 4.3.3, at et interessentskab alene skal udarbejde et regnskab efter bogføringslovens regler, hvilket må beskrives som mindre byrdefuldt, og som uden gældende krav om offentliggørelse. Dette til trods, redegør afsnit 4.3.3, for flere grunde til, hvorfor interessentskaber alligevel vælger at udarbejde en årsrapport efter årsregnskabslovens bestemmelser. Dette nævnes eksempelvis som muligt begrundet i, at rapporten ikke udelukkende er til internt brug, hvorefter en årsrapport, jf. ÅRL § 3, stk. 2, mindst skal følge reglerne for regnskabsklasse A.

Efter ÅRL § 3, stk. 1, nr. 2, gælder det, at registreringspligtige interessentskaber er omfattet af denne lov, og skal aflægge årsrapport efter lovens gældende regler. Registreringspligtige interessentskaber har dog mulighed for at indsende en undtagelseserklæring til Erhvervsstyrelsen jf. ÅRL § 146, såfremt de opfylder betingelserne i ÅRL § 5 stk. 1, nr. 1-4.

Hvad angår granskningsforpligtelser i form af lovpligtig revision, fremgår det af afsnit 3.3.3, at revisionspligt ikke et ufravigeligt krav for små virksomheder. Er en virksomhed således omfattet af regnskabsklasse B, kan virksomheden helt undlade at underkaste sig revision, såfremt virksomheden i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider to af størrelserne, der fremgår af ÅRL § 135, stk. 1. Endvidere kan de øvrige små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, fravælge egentlig revision, og i stedet vælge en revisorerklæring efter erklæringsstandarten udvidet gennemgang. Da nystiftede anpartsselskaber, som tidligere beskrevet, ofte omfattes af regnskabsklasse B, vil disse således ofte enten helt kunne fravælge revision, eller baserer sig på en erklæring med begrænset sikkerhed. Tilsvarende findes at gælde for registreringspligtige interessentskaber.

Da iværksættere formodes at foretrække mindre komplicerede og byrdefulde regnskabsforpligtelser, må det ikke-registreringspligtige interessentskab, med afsæt i overstående, her vurderes fordelagtigt for iværksættere. selskabsformens fordelagtighed suppleres med større anonymitet vedrørende regnskabstal, eftersom at årsregnskaber efter bogføringslovens bestemmelser ikke skal offentliggøres, hvilket tillige formodes yderst attraktivt for nogle iværksættere.

Angående forholdet mellem anpartsselskaber og registreringspligtige interessentskaber, vurderes forskellene på dette område ikke at kunne bruges i begrundelsen for iværksætteres valg herimellem. Foruden registreringspligtige interessentskabers mulighed for at undgå udarbejdelsen af et årsregnskab, ved indsendelse af en undtagelses erklæring, jf. ÅRL § 146, findes reguleringen at være tilnærmelsesvis identisk.

Til trods for at det ikke-registreringspligtige interessentskab, og dennes mindre byrdefulde regnskabsforpligtelser, vurderes fordelagtige, bør det pointeres, at en årsrapport udarbejdet efter

årsregnskabsloven regler, ikke alene bør anses som byrdefuld. De større krav der her stilles til udarbejdelsen af årsregnskabet, vil give iværksættere et bedre indblik i deres virksomhed, og fungerer ofte som et mere retvisende billede på virksomhedens økonomiske situation, både i det interne forhold som udadtil.

5.3. Organisatoriske krav

Som det fremgår af afsnit 3.4.1 – 3.4.2, regulerer kapitalselskabsloven, anpartsselskabers afholdelse af generalforsamling, og disses etablering af permanente ledelsesorganer, nøje. Af afsnit 4.4.1 – 4.4.2, fremgår det derimod, at der for interessentskaber ikke gælder tilsvarende regulering, hvorfor iværksættere også på dette område, besidder en større grad af aftalefrihed ved valg af interessentskabet som retlig ramme for deres fælles virksomhed. Dette afsnit søger at belyse og analysere de herskende forskelle mellem de to selskabsformer, vedrørende disses organisation.

5.3.1. Generalforsamling / interessentmøde

Det fremgår af afsnit 3.4.1, at generalforsamlingen er et anpartsselskabs øverste ledelsesorgan. Alle anpartshavere har ret til at deltage heri, og det er her ejerne som udgangspunkt kan udøve deres forvaltningsret, og træffe beslutninger på selskabets vegne. Et anpartsselskab er alene forpligtet til at afholde generalforsamling én gang om året, hvor blandt andet selskabets årsrapport skal godkendes. Der kan dog, som beskrevet, indkaldes til ekstraordinære generalforsamlinger i anpartsselskaber såfremt der er forhold der findes at kræve generalforsamlingens stillingstagen. Alle anpartshavere har ret til at kræve afholdelsen af en ekstraordinær generalforsamling. Ikke desto mindre er anpartsselskabers generalforsamling dog at betragte som et periodisk organ.

På dette område adskiller interessentskaber sig, jf. afsnit 4.4.1, ikke væsentligt fra anpartsselskabet. I interessentskaber er det ligeledes interessenternes interessentmøde der udgør interessentskabets øverste ledelsesorgan, og herved kan træffe beslutninger på selskabets vegne. Udgangspunktet for afholdelse af et interessentmøde, er desuden stærkt inspireret af kapitalselskabsrettens bestemmelser om afholdelse af generalforsamling. Iværksættere skal dog være opmærksomme på at dette udgangspunkt er deklaratorisk, og således kan fraviges, såfremt interessenterne er enige herom, eller såfremt det fremgår af selskabets vedtægter. Der gælder således ikke noget egentligt krav for almindelige interessentskaber om afholdelse af et interessentmøde, men ifølge Xxxxxx og

Xxxxxxxx (2015) s. 372-374 må det dog antages, at interessenterne afholder mindst et interessentmøde om året hvor årsregnskabet godkendes. Enhver interessent har tillige beføjelse til at indkalde til et interessentskabsmøde.

Nok adskiller de to selskabsformer sig ikke væsentligt fra hinanden, hvad angår struktur og beføjelser for selskabernes øverste myndigheder, men samme konklusion kan imidlertid ikke drages hvad angår grundlaget for beslutningstagen i disse myndigheder.

Som det erindres af afsnit 3.4.1, træffes beslutninger på anpartsselskabers generalforsamling, ved afstemning. Her er udgangspunktet at beslutninger vedtages ved simpelt flertal, men kapitalselskabsloven eller selskabets vedtægter, kan foreskrive krav om større tilslutning, før et forslag kan vedtages, hvilket blandt andet gælder for vedtægtsændringer. Beslutninger vedtaget på en generalforsamling skal efterfølgende efterkommes af selskabets øvrige ledelsesorganer, ligesom vedtægtsændringer skal registreres i Erhvervsstyrelsens it-system.

Modsat anpartsselskaber, træffes beslutninger på interessentmødet, jf. afsnit 4.4.1, ved enstemmighed. Hver enkelt interessent besidder herved en vetoret, og dermed muligheden for at modsætte sig enhver beslutning. Dette udgangspunkt om at alle beslutninger skal vedtages enstemmigt, er, jf. Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 387, dog i de fleste tilfælde uhensigtsmæssigt, og vil kunne resultere i at beslutningsprocessen bliver handlingslammet. I praksis vil interessentskabskontrakten derfor ofte indeholde bestemmelser om, at visse beslutninger kan træffes med simpelt flertal, eller ved kvalificeret majoritet. Det bør desuden erindres fra afsnit 4.2.5, at ikke-registreringspligtige interessentskaber ikke skal registrere vedtægtsændringer, hvorimod registreringspligtige interessentskaber skal registrere sådanne. Har et registreringspligtigt interessentskab alene registeret et ekstrakt af dets vedtægter, skal vedtægtsændringer dog kun registreres og offentliggøres, såfremt ændringen er indeholdt i ekstraktet.

Med afsæt i overstående, vurderes det som en betydelig fordel for iværksættere, at beslutninger i anpartsselskaber som udgangspunkt træffes med stemmeflertal. Princippet om enstemmighed i interessentskaber kan let føre til deadlock situationer, hvor interessenterne ikke kan blive enige. Dette kan, jf. afsnit 4.5.2, i værste fald føre til interessentskabets ophør, grundet samarbejdets umulighed. Såfremt iværksættere, af andre årsager, foretrækker interessentskabet som retlig

ramme for deres virksomhed, bør disse være opmærksomme på, at de kan afhjælpe, eller nedbringe risikoen for sådanne situationer, ved at indføre i interessentskabskontrakten, at visse beslutninger kan træffes ved stemmeflertal.

5.3.2. Ledelse

Som det fremgår af afsnit 3.4.2, skal et anpartsselskab have et permanent ledelsesorgan. Disse kan frit kan vælge mellem en monistisk, eller en dualistisk opbygning af selskabets ledelsesstruktur. Det mest sædvanlige er dog, at et nystiftet anpartsselskab, anvender den monistiske ledelsesstruktur, bestående af alene en direktion, der således står for både den overordnede strategiske ledelse, og den daglige ledelse. Det er i anpartsselskaber med denne ledelsesstruktur, typisk generalforsamlingen der ansættelser direktionen, som ligeledes har kompetence til at afsætte denne igen, til enhver tid. Der er desuden ikke noget til hinder for, at anpartshaverne udpeger sig selv til direktionen. Iværksættere skal dog være opmærksomme på, at det alene er registrerede, og dermed offentliggjorte, medlemmer af selskabets direktion, der i selskabsretlig forstand, skal anses for medlemmer af selskabets ledelse, og derved kan udøve de beføjelser kapitalselskabsloven tilskriver dem. Dette er særligt relevant vedrørende den tegningsret ledelsen er udstyret med, jf. KSL § 135, stk.1, som bemyndiger dem til at handle på selskabets vegne, i enhver henseende.

Modsætningsvist fremgår det af afsnit 4.4.2, at der efter dansk ret ikke gælder noget krav om, at der skal etableres et egentligt ledelsesorgan i et interessentskab. Såfremt et interessentskab vælger ikke at etablerer et selvstændigt ledelsesorgan, gælder det at enhver interessent har ret, såvel som pligt, til at deltage i selskabets ledelse.

Etableres der derimod et selvstændigt ledelsesorgan, vil dette jf. afsnit 4.4.2, besidde en særforvaltningsret, og kan således på egen hånd træffe beslutninger om selskabets daglige drift, eller i forhold af mindre betydning. Der gælder dog den indskrænkelse, at ledelsesorganet ikke kan træffe beslutninger vedrørende en sag, eller et forhold, hvor en medinteressent har nedlagt veto imod, ligesom at samtlige interessenter fortsat er bemyndiget til at handle på vegne af selskabet. Det er dog, Ifølge Xxxxxx og Xxxxxxxx (2015) s. 399, usædvanligt for nystiftede interessentskaber, at oprette et særskilt ledelsesorgan. Iværksættere skal desuden være opmærksomme på, at der heller ikke findes tilsvarende krav om offentliggørelsen af ledelsesmedlemmer, i et ikke-

registreringspligtigt interessentskab, hvorimod der gør for registreringspligtige interessentskaber, jf. ANBKG § 37.

På baggrund af overstående, kan det tydeligt fastslås, at vedrørende flere forhold eksisterer væsentlige forskelle mellem de to selskabsformer. Hertil vurderes det fordelagtigt for Iværksættere, når ledelsesmedlemmer, og dermed tegningsberettigede, registreres og offentliggøres, da dette herefter nyder selskabsretlig gyldighed over for tredjemand. Iværksættere bør derfor i denne henseende, særligt overveje enten anpartsselskabet, eller det registreringspligtige interessentskab som retlig ramme, medmindre disse bærer stor præference for aftalefrihed, og mindre offentliggørelse. Angående offentliggørelse, vurderes ejerne med afsæt i afhandlingens definition af iværksætterne, dog allerede offentliggjorte som reelle ejere.

5.4. Krav vedrørende ophør

Som det fremgår af afsnit 3.5.1 - 3.5.2, samt af afsnit 4.5.1 - 4.5.2, har måden hvorpå selskabsdeltagerne hæfter for selskabets forpligtigelser, en stor indflydelse på en lang række selskabsretlige aspekter, deriblandt hvilke ophørsmuligheder der gælder for de respektive selskabsformer. Dette afsnit vil søge, at xxxxxx og analysere forskellene mellem de to selskabsformer, vedrørende omdannelse, likvidation, ophør og konkurs.

5.4.1. Udtræden/ frivilligt ophør

Hvad angår selskabsformernes omdannelsesmuligheder, fremgår det af afsnit 4.5.1, at interessentskaber både kan omdannes til kommanditselskaber, og til kapitalselskaber, ved at indskyde interessentskabet som et apportindskud. En sådan beslutning, om at omdanne et interessentskab, skal træffes af interessenterne i enstemmighed, og kan enten foretages som en skattepligtig eller skattefri omdannelse, jf. Xxxxxxxxx Xxxxxx et al (2019) s. 617.

Anpartsselskaber kan, jf. afsnit 3.5.1, direkte omdannes til et aktieselskab. Anpartsselskaber kan desuden omdannes til et partnerselskab, ved først at lade sig omdanne til et aktieselskab, og så derefter til et partnerselskab. Beslutningen om omdannelse skal vedtages på generalforsamlingen, med det stemmeflertal som kræves ved vedtægtsændringer. Skatteretligt sker omdannelser til aktieselskaber med skattemæssig succession, hvorimod iværksættere skal være opmærksomme på,

at omdannelsen til partnerselskaber, og dermed fremtidig skattemæssig transparens, ikke skatteretlig succession.

Angående et fuldstændigt ophør af et anpartsselskab, bør iværksættere være opmærksomme på, at dette kan foretages ved enten en formel likvidation, eller ved uformel afvikling på grundlag af en betalingserklæring. Desuagtet at format, skal en beslutning om egentlig afvikling af selskabet træffes på generalforsamlingen, med den stemmeflerhed der kræves til vedtægtsændringer, jf. afsnit 3.5.1. Ved afvikling på baggrund af en betalingserklæring, afgiver anpartshaverne en erklæring over for Erhvervsstyrelsen, om at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt. Erklæringen skal desuden vedlægges en erklæring for told- og skatteforvaltningen om, at der ikke foreligger skatte- eller afgiftskrav vedrørende anpartsselskabet. Herefter slettes anpartsselskabet fra Erhvervsstyrelsens registre over aktive selskaber, mens Anpartshaverne kommer til at hæfte personligt, solidarisk og ubegrænset, for al gæld som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. Opløses anpartsselskabet i stedet ved en formel likvidation, underlægges proceduren en omfattende række lovfæstede krav, jf. afsnit 3.5.1. Det er her blandt andet egentlige likvidatorer der står for afviklingen, og som træder i ledelsens sted, og overtager tegningsretten over selskabet. Likvidatorerne forestår herefter realisationen af selskabets aktiver, og afvikling af dets forpligtigelser, samt udlodningen af en eventuel restformue til anpartshaverne. Efter endt bobehandling ophører selskabet som selvstændigt retssubjekt, og anpartshavere i god tro hæfter herefter ikke for udækkede krav mod selskabet.

Tilsvarende gælder det for likvidationen af et interessentskab, at interessenterne skal udpege en eller flere likvidatorer til at stå for likvidationen, med henblik på at afvikle selskabets aktivitet og udlodde udbytte eller udjævning af underskud. Interessenterne kan imidlertid også vælge at gøre dette selv i fællesskab. Det fremgår desuden af afsnit 4.5.1, at interessenterne mister deres forvaltningsmæssige dispositioner samt tegningsret ved beslutningen om likvidation. Det er herefter således alene likvidator der har forvaltningsrettigheder, samt tegningsret over selskabet, indtil det er likvideret. Foretager interessenterne likvidationen i fællesskab, tilfalder forvaltningsretten interessenterne i samforvaltning. Tillige gælder det, at hvis der er dispositioner interessenterne ikke kan blive enige om, må disse afgøres ved skifteretten. Der er ikke noget der

hindrer interessenterne i, at udlodde alle selskabets midler, selvom ikke alle selskabets kreditorer er blevet betalt, da de enkelte kreditorer kan søge sig fyldest gjort ved interessenterne personligt.

Som det fremgår af afsnit 3.5.1, er anpartshaveres muligheder for at bringe deres deltagelse i selskabet til ophør, begrænsede. Anpartshaverne kan dog frit sælge deres anparter til eksterne købere, hvilke iværksættere imidlertid, jf. Fode og Xxxxx (2016) s. 498, skal være opmærksomme på, at der ikke er mange af til minoritetsposter. Anpartshavere kan desuden alene fordre sig indløst, såfremt en anden anpartshaver besidder mere end 90% af selskabets kapitalandele, og tilsvarende andel af stemmerne. Anpartshaveres sidste mulighed foreligger i at kræve anpartsselskabet opløst som følge af særlig grov eller langvarige minoritetskrænkelser ved domstolene.

Anderledes forholder det sig for interessenter, som besidder en række muligheder for at bringe sin egen deltagelse, eller interessentskabet som sådant, til ophør. Det fremgår af afsnit 4.5.1, at interessenter, i et interessentskab der er stiftet på ubestemt tid, kan udtræde af selskabet ved en subjektiv ophørsgrund, og med behørigt varsel kan opsige sin deltagelse i interessentskabet. Måtte interessentskabet være stiftet på begrænset tid, vil en interessent dog alene kunne kræve interessentskabet opløst, såfremt der foreligger en gyldig objektiv ophørsgrund, eller når det tidspunkt- eller formål interessentskabet blev stiftet til, er opnået eller indfriet.

Med afsæt i overstående, vurderes begge selskabsformer at have rig mulighed for at lade sig omdanne til en anden selskabsform. Konsekvenserne ved omdannelse findes i de fleste tilfælde at kunne ligne hinanden på tværs af selskabsformerne. Iværksættere skal dog være særligt opmærksomme på, at et senere ønske om at omdanne et kapitalselskab til et personselskab, med skattemæssig realisation, hvilket kan vise sig som en stor byrde for iværksætterne. Modsætningsvist kan et personselskab, her et interessentskab, omdannes efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse, hvorfor interessentskabet i denne henseende vurderes mest fordelagtig og fleksibel for iværksættere.

Hvad angår endelig afvikling af et selskab, adskiller forholdene for de to selskabsformer sig ikke væsentligt fra hinanden, såfremt et anpartsselskab afvikles med afsæt i reglerne om ophør på baggrund af en betalingserklæring. iværksætterne vil her, ved begge selskabsformer, ende med at

hæfte personligt og solidarisk for eventuelle efterfølgende krav, rejst imod dem. Anderledes forholder det sig såfremt anpartsselskabet opløses gennem den formelle likvidation. Nok er proceduren herfor formbunden, langvarig og omfangsrig, men iværksættere vil hermed opnå ikke at hæfte fremadrettet efter selskabets afvikling, hvilket anses som yderst fordelagtigt.

Afslutningsvist vurderes det, at interessentskabsrettens adskillige muligheder for udtræden, eller interessenternes ret til at kræve interessentskabet som sådant opløst, er klart fordelagtige over for kapitalselskabsretten, set med et iværksætterperspektiv. Iværksættere risikerer her ikke på samme måde som ved anpartsselskabet at blive bundet i et samvirke, som de egentligt ønsker at udtræde fra.

Det må således konkluderes, på baggrund af selskabsformernes forskelligartede fordelagtigheder, som ikke alle kan opnås ved valg af den ene selskabsform, at iværksættere i denne henseende må foretage en subjektiv bedømmelse af hvad der er vigtigst for dem, og at der således ikke kan udledes et generelt fordelagtigt valg af selskabsform.

5.4.2. Ufrivilligt ophør

Som det fremgår af afsnit 3.5.2, er et anpartsselskab i dansk ret at betragte som et selvstændigt konkurssubjekt, og skal således tages under konkursbehandling, når dette begæres af skyldner selv eller af en fordringshaver, hvor selskabet er insolvent. Ved afsigelse af konkursdekret mister anpartsselskabet en lang række rettigheder, som at overdrage eller opgive ejendele, modtage betaling eller stifte forpligtigelser, og på anden vis råde over sin formue med virkning for boet. Ved afgivelsen af konkursdekretet udpeger skifteretten straks en, eller flere kuratorer som har tegningsret over boet. Disses opgave er herefter at afvikle virksomheden. Det fremgår desuden af afsnit 3.5.2, at anpartsselskaber kan tages under rekonstruktionsbehandling.

Modsætningsvist fremgår det af afsnit 4.5.2, at et interessentskab i dansk ret ikke anses som et selvstændigt konkurssubjekt. Dette skyldes hæftelseskriteriet for interessentskaber, idet såfremt interessentskabets fællesformue ikke kan dække en fælleskreditorers krav, kan denne søge sig fyldest gjort af interessenterne personligt, med afsæt i disses hæftelsesforhold. Konkursbehandling af et interessentskab fordrer således, at samtlige interessenter er taget under individuel konkursbehandling, hvorved interessentskabet opløses og behandles som et selvstændigt bo.

Ligeledes gælder det, at et interessentskab kan bringes til ophør, på grund af en interessents væsentlig misligholdelse af sine forpligtelser. Dog vil de resterende interessenter, som udgangspunkt have mulighed for at videreføre interessentskabet ved, at interessenten udelukkes fra interessentskabet. Desuden vil en interessent kunne kræve interessentskabets ophør grundet samarbejdes umulighed. Da det i disse situationer vil være næsten umuligt at bevise hvem der er skyld i konflikten, vil de almindelige regler om at den der tager initiativ til opsigelsen skal henvises til udtræden, ikke gælde. Dette vil kunne føre til spekulationer om hvem der kunne holde ud længst, for at få retten til interessentskabet, hvorfor det gælder at enhver interessent har ret til at kæve selskabet opløst.

Det fremgår af afsnit 3.5.2, at Erhvervsstyrelsen kan anmode skifteretten om at tvangsopløse et anpartsselskab, i overensstemmelse med KSL § 225, stk. 1, nr. 1-11. Erhvervsstyrelsen kan, jf. KSL § 225, stk. 2, fastsætte en frist til afhjælpningen af de oplistede mangler. Er manglerne ikke udbedret inden tidsfristens udløb, kan styrelsen træffe beslutning om tvangsopløsning af anpartsselskabet.

Med afsæt i overstående, vurderes det utvivlsomt fordelagtigt for iværksættere at have valgt et anpartsselskab som selskabsform, i tilfælde af konkurs. Her statueres effekten af den begrænsede hæftelse. Selskabsformen giver desuden mulighed for rekonstruktionsbehandling, hvilket ikke findes tilsvarende for interessentskaber, da disse ikke er selvstændige konkurssubjekter.

Modsætningsvist vurderes risikoen for tvangsopløsning af et anpartsselskab, at tale for valget af interessentskabet som retlig ramme for virksomheden. Samme konsekvens kendes ikke for ikke- registreringspligtige interessentskaber, da disse ikke er underlagt LEV kapitel 6. Dog bør det nævnes at registreringspligtige interessentskaber kan slettes fra Erhvervsstyrelsens registre, da disse er underlagt LEV § 21. interessentskabet vil dog ikke blive opløst, da registreringen i Erhvervsstyrelsen ikke har nogen betydning for selskabets status som selvstændig retssubjekt.

Muligheden for at opløse et interessentskab ved enten sammenarbejdes umulighed, eller ved væsentlig misligholdelse, vurderes ikke som sådan at udgøre en fordel eller en ulempe, men snarere som en nødvendig mulighed, grundet selskabsformens fundament om tæt samarbejde imellem deltagerne.

5.5. Skatteret

Som det fremgår af afsnit 3.6.1 - 3.6.2, er et anpartsselskab et selvstændigt skattesubjekt, hvorimod det af afsnit 4.6.1 - 4.6.2, fremgår at et interessentskab er et skattetransparent selskab, hvorfor det er selskabsdeltagerne der er skattesubjekter. Dette afsnit søger at belyse og analysere forskellene mellem de to selskabsformer, i forhold til den skattemæssige behandling.

5.5.1. Skatteretlige aspekter

Det fremgår af afsnit 3.6.1, at et kapitalselskab i dansk skatteret, er et selvstændigt skattesubjekt. Et anpartsselskab der er registreret i Erhvervsstyrelsen, er jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 1, underlagt selskabsskattelovens regler, og reglerne om ubegrænset skattepligt til Danmark. Det fremgår desuden af afsnit 3.6.1, at den skattepligtige indkomst for et anpartsselskab, jf. SEL § 8, stk. 1, i overvejende grad opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler, i det omfang reglerne er anvendelige på selskaber. Dette medfører selskabet er underlagt selskabsskatteloven, og andre relevante regler såsom ligningsloven og afskrivningslovens bestemmelser m.fl.

Skattepligten for et anpartsselskab indtræder som udgangspunkt på tidspunktet for stiftelsen, og ophører igen når selskabet er endeligt opløst, jf. SEL §§ 4, stk. 1 og 5, stk. 1. Det fremgår endvidere af afsnit 3.6.1, at kapitalindskud i forbindelse med stiftelse, eller kapitaludvidelse, ikke er skattepligtigt for selskabet. Ligeledes gælder det at udbytte fra datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier er skattefrie for selskabet, såfremt det udbyttegivende selskab ikke har haft fradrag for udlodningerne, hvilket danske selskaber, jf. SL § 6, stk. 1, litra a, ikke har. Anpartsselskaber har derimod fuldt fradrag for deres renteudgifter, jf. SL § 6, stk. 1, litra e.

Vedrørende anpartsselskabers underskud, kan sådanne, jf. SEL § 12 stk. 1, som hovedregel fradrages ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, i de følgende indkomstår. Et anpartsselskabs overskud proportionalbeskattes med en skattesats på 22%, jf. SEL § 17, stk. 1. Som tidligere påpeget, i afsnit 3.6.2, er det dog vigtigt at helhedsanskuelse anpartshaveres beskatning, og ikke kun fokusere på den lave selskabsbeskatning.

Som fremgår af afsnit 3.6.2, er der som udgangspunkt to beskatningsmuligheder, for anpartshaveres modtagelse af penge fra deres selskab, hvilke består af enten lønbeskatning eller aktiebeskatning. Såfremt en anpartshaver modtager løn fra selskaber, hvilket selskabet har fuldt fradrag for, udløser

dette almindelig personbeskatning. Såfremt ejeren modtager udbytteudlodning, dobbeltbeskattes dette, således at selskabets indkomst først beskattes med selskabsskattesatsen på 22%, og herefter beskattes hos ejeren som aktieindkomst. Aktieindkomst beskattes progressivt, hvor der i 2021 betales 27% i skat af et grundbeløb på 56.000 kr., og herefter 42% af resterende aktieindkomst.

Afslutningsvist fremgår det endvidere af afsnit 3.6.2, at det af skatteoptimerings årsager kan være fordelagtigt for anpartshavere at oprette en holdingstruktur. Anpartshavere kan herved, såfremt holdingselskabet mindst ejer 10% af selskabskapitalen, udlodde skattefrit udbytte fra driftsselskabet til holdingselskabet.

Af afsnit 4.6.1, fremgår det at et interessentskab ikke anses som et selvstændigt skattesubjekt, og i stedet skatteretligt anses som et skattetransparent selskab. Det derfor således selskabsdeltagerne der besidder skattesubjektiviteten, og derved er skattepligtige af selskabets overskud. Det skal dog i denne henseende påpeges, at interessentskabet stadig anses for et selvstændigt retssubjekt i skatteretten.

Det fremgår tillige af afsnit 4.6.1, at udtrykket Ideel anpart, i skatteretten forstås som en bruttoanpart i samtlige selskabets aktiver, hvorimod det i selskabsretten er et udtryk for ejernes indbyrdes ejerforhold. Det er væsentligt at interessenterne holder sig dette for øje når de stifter interessentskabet, da dette betyder, at enhver selskabsdeltager ejer en ideel anpart af samtlige af interessentskabets aktiver. Stiftelsen sidestilles herved med et delsalg og køb, hvilket kan medføre avancebeskatning for interessenterne. Det samme gør sig gældende ved optagelse af en kompagnon som sidestilles med virksomhedens ophør hvorved AL § 9, finder anvendelse.

En interessent der er bosiddende i Danmark, er fuld skattepligtig, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Det fremgår endvidere af PSL § 1., at personer der har skattepligt til Danmark, skal opgøre deres indkomst efter skattelovens almindelige regler. Dette medfører jf. PSL § 2, at interessenterne foruden den skattepligtige indkomst, skal opgøre personlig indkomst, kapitalindkomst, aktieindkomst og CFC- indkomst.

Det fremgår af afsnit 4.6.2, at en interessent i form af at være selvstændig erhvervsdrivende, kan få fradrag for driftsomkostninger, skattemæssige afskrivninger, tab og fradrag jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 1 og 10. Ligeledes gælder det, efter PSL § 3, stk. 1, at samtlige indkomster der ikke er kapitalindkomst,

er personlig indkomst. Alt hvad der anses som kapitalindkomst er positiv listet op i PSL § 4. Det gælder endvidere for interessenten, at der foretages en samlet opgørelse af både den private og erhvervsmæssige kapitalindkomst med henblik på beskatning. For personlig indkomst er marginalskatteprocenten på mindst 40% og maksimalt 56,5%, og for kapitalindkomst gælder det, jf. PSL § 19 stk. 2, at der en maksimal skat på 42%.

Det fremgår af afsnit 4.6.2, at underskud her har den samme fradragsværdi, som den procent den skattepligtige skulle have betalt, hvis den pågældende indkomstart har været positiv. Der er desuden ubegrænset fremførselsadgang i den skattepligtige indkomst, og der er mulighed for at overføre underskuddet til en ægtefælle.

Det gælder tillige for interessenterne, at de har mulighed for at anvende virksomhedsordningen, hvorved de jf. afsnit 4.6.2, har mulighed for at opnå nogle af de samme fordele, der opnås ved at drive virksomhed som et kapitalselskab. Ved brug af virksomhedsordningen kan interessenterne især opnå fire fordele. Disse drejer sig om fuld fradragsret for renteomkostninger, mulighed for resultatudjævning, mulighed for at opspare overskud, samt beskatning ved 22% aconto skat hvor kapitalafkastet bliver beskattet som kapitalindskud og ikke personlig indkomst.

På baggrund af overstående fremgår det tydeligt, at det er forbundet med store skattemæssige forskelle for iværksætterne at vælge den ene selskabsform fremfor den anden.

Ved første øjekast vurderes det klart fordelagtigt for Iværksættere, at anpartsselskaber alene proportionalbeskattes med selskabsskattesats på 22%. Iværksættere må dog være opmærksomme på helhedsanskuelsen af selskabets og ejerens beskatning.

Vederlæggelse i form af løn, beskattes identisk ved begge selskabsformer, ved iværksætterne personligt. Løn er desuden fradragsberettiget i både interessentskaber og anpartsselskaber, hvorfor lønaspekter ikke påvirker valget af selskabsform. Modsætningsvist beskattes udbytteudlodninger lempeligere end almindelig personbeskatning, hvorfor iværksættere, gennem anvendelse af holdingstrukturen, vurderes bedre at kunne skatteoptimere ved at vælge anpartsselskabet som retlig ramme for deres virksomhed. Iværksættere vurderes endvidere at kunne finde det fordelagtigt, at anpartsselskaber har fuld fradragsret for renter. Afslutningsvist vurderes det

fordelagtigt, at iværksættere kan sikre deres overskud fra anpartsselskabet, mod krav fra selskabets kreditorer, ved at udlodde hele selskabets overskud til holdingselskaber. Dette skyldes at det er driftsselskabet selv, og ikke de bagliggende holdingselskaber, der hæfter overfor kreditorerne.

Anpartsselskabet vurderes derved at tilbyde iværksættere det mest attraktive skatteretlige udgangspunkt. Iværksættere skal dog være opmærksomme på, at beskatningen som interessent ved visse aspekter minder om beskatningen af et anpartsselskab, og i yderligere forhold kan designes til at minde herom. Her må det særligt påpeges, at den del af den skattepligtige indkomst der er kapitalindkomst fra et interessentskab, tilsvarende aktiebeskatning, beskattes med maksimalt 42%. Interessenter har desuden mulighed for at vælge at blive beskattet efter virksomhedsskatteloven, i stedet for personskatteloven, hvorved de også opnår fuld fradragsret for renteomkostninger, og får mulighed for at opspare overskud til en midlertidig skattesats på 22%. Ved anvendelse af virksomhedsskatteordningen reduceres fordelene forbundet med beskatning af anpartsselskaber således betragteligt. Iværksættere skal endvidere være opmærksomme på det fordelagtige forhold, at underskud og afskrivninger kan fradrages i iværksætternes personlige indkomst, og således ikke risikerer at gå til spilde.

Den afslutningsvise konklusion er således, at beskatningen ved hver af de to selskabsformer, tilbyder enkelte fordelagtigheder overfor den anden form. Ingen af disse respektive fordelagtigheder synes dog at kunne danne grundlag for en generel anbefaling af selskabsform. iværksættere må således også her, efter de er blevet bekendte med forskellene, indeholde deres egne individuelle forhold og præferencer i valget af selskabsform.

Document Metadata

Table of Contents

Iværksætterens valg af selskabsform

Document Metadata