Nævnet
Notat
Danske Fysioterapeuter
Til: Repræsentantskabet Bilag 6C
Nævnet
Dato:
13. oktober 2017
Med henblik på at sikre en formel ramme for håndtering af ansættelsesretlige tvister mellem arbejdsgivere og ansatte vedrørende indgåelse og efterlevelse af standardkontrakter og de efterfølgende individuelle ansættelseskontrakter etableres et nævn. Det er nævnets primære opgave at afgøre uoverensstemmelser.
Nævnets sammensætning
Nævnet består af én dommer og to partsrepræsentanter og bliver udpeget som følger:
• Én repræsentant udpeget af Sektion for arbejdsgivere
• Én repræsentant udpeget af Sektion for ansatte og lejere
• Én dommer udpeget af domstolene
Nævnet nedsættes med henvisning til Lov om Voldgift.
Kompetence
Nævnet afsiger afgørelser, som er bindende for partnerne og danner præcedens for eftertiden.
Nævnets kompetence er at vurdere, om en konkret kontrakt overholder de pligtmæssige bestemmelser, som er fastsat i standardkontrakten, som er forhandlet mellem Sektion for arbejdsgiverne og Sektion for ansatte og lejere. Øvrige ansættelsesretlige spørgsmål, f.eks. spørgsmål om sagligheden af en afskedigelse, ligebehandlingsspørgsmål mv., varetages fortsat af de ordinære domstole, Ligebehandlingsnævnet og andre kompetente organer.
Tlf. direkte:
x00 0000 0000
Nævnet afgør kun sager, hvor ansættelses-/ kontraktforholdet er reguleret af dansk ret.
Nævnets kompetence vil være begrænset til følgende konflikter:
• Tvister, hvor nævnet har kompetence i medfør af parternes aftale. Nævnets kompetence indskrives i standardkontrakterne (når nævnet er oprettet). I alle forhold, hvor begge parter er medlemmer af Danske Fysioterapeuter, skal standardansættelseskontrakten og standardlejekontrakten anvendes. Det gælder også forhold, hvor den ene part ikke er medlem af Danske Fysioterapeuter, men hvor parterne desuagtet har anvendt standardkontrakt og dermed bestemmelsen om nævnets kompetence. Dette sikrer, at nævnet er fuldt kompetent og for så vidt enekompetent i tvister mellem parterne, idet de ved indgåelse af kontrakten har vedtaget nævnet som konfliktløsningsforum.
• Tvister, hvor begge parter er medlemmer af Danske Fysioterapeuter. Selv om standardansættelseskontrakten og standardlejekontrakten skal anvendes i alle forhold, hvor begge parter er medlemmer af Danske Fysioterapeuter, kan der opstå situationer, hvor dette ikke er sket, eller hvor bestemmelsen om nævnets kompetence ikke er medtaget (f.eks. ældre kontrakter). I disse situationer vil nævnet fortsat være kompetent alene som følge af de to parters medlemskab af Danske Fysioterapeuter. Det betyder, at hvor begge parter er medlemmer af Danske Fysioterapeuter vil også ældre kontrakter kunne behandles af nævnet.
Behandling af sager
Nævnet mødes to gange årligt og afgør indbragte sager. Sager skal indbringes for nævnet af en af parterne senest en måned efter forgæves forhandling mellem parterne.
Behandling af sager sker på skriftligt grundlag. Sager for nævnet forberedes af sekretariatsbetjeningen for henholdsvis Sektion for arbejdsgivere og Sektion for ansatte og lejere.
Nævnet sekretariatsbetjenes af Danske Fysioterapeuters sekretariat. Sekretariatsbetjeningen består i at sikre samling af alle relevante dokumenter. Oplysning af sagen påhviler parterne. Sekretariatsbistanden omfatter ikke stillingtagen eller indstilling til nævnet.
Nævnet vil kunne afvise at behandle en sag, såfremt:
• Sagen vurderes at være af bagatelkarakter.
• Sagen kræver mundtlig forhandling eller i øvrigt efter sin karakter er bedre egnet til løsning i et andet forum.
Sanktioner
Det centrale i den nye arbejdsmarkedsmodel i forhold til at sikre ordnede forhold er standardkontrakterne, som skal aftales af parterne, og som skal understøttes af sanktioner overfor de, som ikke respekterer aftalerne.
Sanktioner er bundet op på nævnets afgørelser i forbindelse med tvister, som ikke har kunnet løses via forhandling. I forhold til sanktioner opereres med to niveauer: Ordinære sager og gentagelsessager.
Ordinære sager
Nævnet skal påse, at standardkontrakterne overholdes. Nævnet skal her træffe afgørelse på et juridisk grundlag. Nævnets afgørelser er bindende for parterne og skal følges af de involverede parter. Nævnet fastsætter en frist herfor.
Såfremt en part ikke efter fristens udløb følger nævnets afgørelse, vil dette medføre indstilling til eksklusion af Danske Fysioterapeuter. Sagen om eksklusion vil blive indbragt for hovedbestyrelsen på det først kommende møde, hvor hovedbestyrelsen vil træffe beslutning herom.
En sådan beslutning kan efterfølgende prøves ved, at én af parterne inden 1 måned fra hovedbestyrelsens beslutning giver meddelelse om, at beslutningen ønskes indbragt for repræsentantskabet, jfr. den nuværende vedtægts §6. Det følger heraf, at netop §6 skal tilrettes, så det fremadrettet fremgår, at det er eksklusionsgrund at undlade at følge nævnets afgørelser. En indbringelse for repræsentantskabet vil ikke have opsættende virkning for eksklusionen.
Gentagelsestilfælde
Nævnet vil endvidere i forbindelse med individuelle, konkrete tvister skulle påse, om der er tale om gentagelsestilfælde. Med gentagelsestilfælde menes, at et medlem tidligere har modtaget og fulgt en afgørelse, men medlemmet bliver igen part i en sag af samme karakter. Det kan give anledning til, at nævnet bringer følgende sanktionsmuligheder i anvendelse med henvisning til, at der er tale om gentagelsestilfælde:
• Nævnet kan afgive en påtale i forhold til det pågældende medlem.
• Nævnet kan give en offentlig påtale, som offentliggøres på Danske Fysioterapeuters hjemmeside. Det vil i de efterfølgende i op til 12 måneder fremgå, at Danske Fysioterapeuter ikke tillader medlemmer af foreningen at tage ansættelse/indgå aftale om leje hos det pågældende medlem, som er arbejdsgiver. Såfremt et medlem desuagtet efter påtalens offentliggørelse tager ansættelse/indgår aftale om leje hos den pågældende arbejdsgiver, vil medlemmet miste sit krav på rådgivning og juridisk bistand i evt. konflikter med den pågældende arbejdsgiver, men Danske Fysioterapeuter kan konkret beslutte at forfølge principielle sager.
• Nævnet kan indstille det pågældende medlem til eksklusion. Indstillingen vil blive forelagt hovedbestyrelsen på det førstkommende møde til beslutning, jf. proceduren beskrevet ovenfor.