KAPITEL 13
De lovvalgsregler, der er gennemgået i kapitel 12 ovenfor, og som finder an- vendelse på aftaler i almindelighed, suppleres og modificeres af nogle speci- elle regler om lovvalget for særlige typer af aftaler. Nogle af reglerne følger af Romkonventionen, mens andre følger af særskilte retskilder. I det følgende gennemgås reglerne om lovvalget i kontraktretlige forhold vedrørende købs- aftaler (afsnit 13.1), forbrugeraftaler (afsnit 13.2), individuelle arbejdsaftaler (afsnit 13.3), forsikringsaftaler (afsnit 13.4), aftaler om rettigheder over fast ejendom (afsnit 13.5), transportaftaler (afsnit 13.6), immaterialretsaftaler (af- snit 13.7) og tvistløsningsaftaler (afsnit 13.8).
For aftaler om løsørekøb gælder der særlige lovvalgsregler i løsørelovvalgs- loven, som bygger på Haagerløsørekonventionen. Disse lovvalgsregler be- handles i det følgende. Først introduceres området (afsnit 13.1.1), og herefter gennemgås løsørelovvalgslovens anvendelsesområde (afsnit 13.1.2) og lo- vens regler om lovvalgsaftaler (afsnit 13.1.3) og om lovvalget i mangel af lovvalgsaftaler (afsnit 13.1.4). Til sidst gennemgås reglerne om anvendelses- området for de materielle regler i CISG, selv om der ikke er tale om egentlige lovvalgsregler (afsnit 13.1.6).
13.1.1. Indledende bemærkninger
Aftaler om løsørekøb falder som udgangspunkt inden for Romkonventionens anvendelsesområde, jf. herom i kapitel 12 ovenfor, men som følge af step back-klausulen i Romkonventionens artikel 21 viger konventionen for andre internationale konventioner. Derfor har de særlige regler i Haagerløsørekon- ventionen om lovvalg i sager om løsørekøb forrang for Romkonventionens generelle regler om lovvalg i kontraktforhold.
Romkonventionen viger kun i det omfang, der er fastsat særlige regler i Haa- gerløsørekonventionen, og dette indebærer, at lovvalget for spørgsmål om handels- og civilkøb er underlagt reglerne i Haagerløsørekonventionen og løsørelovvalgsloven, mens lovvalget for spørgsmål om forbrugerkøb er un- derlagt reglerne i Romkonventionen, jf. løsørelovvalgslovens § 1, stk. 2, litra
d. Dermed virker Romkonventionen som en residualkonvention.1
13.1.2. Løsørelovvalgslovens anvendelsesområde
Løsørelovvalgsloven finder anvendelse på lovvalget i sager om løsørekøb af international karakter, jf. § 1, stk. 1.
Efter lovens § 1, stk. 2, finder loven ikke anvendelse på køb af registrerede skibe eller luftfartøjer,2 køb af værdipapirer, salg som led i en tvangsfuldbyr- delse eller ved rettens foranstaltning samt forbrugerkøb, jf. købelovens § 4 a.
Idet loven kun omfatter løsørekøb, finder den ikke anvendelse på aftaler om køb af fast ejendom eller erhvervsvirksomhed, aftaler om forsyning af elektricitet, gas el.lign. og køb af fordringsrettigheder eller immaterielle akti- ver som patenter, varemærker, knowhow og forfatterrettigheder.3 Ved aftaler om overdragelse af fast ejendom antages også ejendommens tilbehør at falde uden for løsørelovvalgslovens anvendelsesområde. Om løsøre anses for tilbe- hør og dermed en del af en fast ejendom, afgøres efter reglerne i det land, hvor ejendommen er beliggende.4
Med afgrænsningen til løsørekøb af international karakter udelukker kon- ventionen rent nationale købsaftaler fra sit anvendelsesområde. Herved ad- skiller Haagerløsørekonventionen sig fra Romkonventionen, som finder an- vendelse på både nationale og internationale aftaler, men som fastsætter sær- lige regler om retsvirkningen af lovvalgsaftaler i nationale aftaleforhold, jf. Romkonventionens artikel 3, stk. 3, og afsnit 12.2.2.3 ovenfor.
Haagerløsørekonventionen finder slet ikke anvendelse på rent nationale aftaleforhold, og efter konventionens artikel 1, 4. afsnit, er parternes lovvalgs-
, værnetings- eller voldgiftsaftale ikke i sig selv tilstrækkelig til at gøre købet internationalt.5 Det betyder, at rent nationale aftaleforhold gribes af reglerne i Romkonventionen, herunder navnlig artikel 3, stk. 3.
1. Forslag nr. 8 af 6. februar 1984 til Romkonventionslov, almindelige bemærkninger.
3. Se Forslag af 12. december 1963 til løsørelovvalgsloven, bemærkninger til § 1.
4. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 220.
5. Bestemmelsen er udeladt af løsørelovvalgsloven.
Et køb er internationalt, når parterne har forretningssted eller bopæl i hvert sit land. Selv om parterne er bosiddende i samme land, kan købet være inter- nationalt, hvis det f.eks. angår en vare, som ved købsaftalens indgåelse befin- der sig i et andet land end parternes domicil, eller hvis varen skal leveres i ud- landet.6 Det antages endvidere, at en sælger, der har købt en vare i udlandet, efter omstændighederne kan have en rimelig interesse i at betinge sig, at vide- resalget underlægges samme regler som købet, selv om videresalget er inden- landsk.7
Løsørelovvalgsloven regulerer som udgangspunkt lovvalget for alle kon- traktretlige problemstillinger forbundet med købsaftalen, herunder indgåelse, fortolkning, gyldighed og retsvirkninger.
Xxxxx finder dog ikke anvendelse på lovvalget i relation til spørgsmål om kontrakthabilitet, aftalens form eller købets retsvirkninger for andre end par- terne, jf. lovens § 2. I nogle af disse tilfælde kan Romkonventionen finde an- vendelse, jf. konventionens artikel 9 om aftalens form og artikel 11 om kon- trakthabilitet. Bestemmelserne i Romkonventionens artikel 9 og 11 vil kunne finde anvendelse, selv om købet i øvrigt er omfattet af løsørelovvalgsloven.8
Løsørelovvalgsloven omfatter kun køb af fysiske løsøregenstande. Af- grænsningen til løsørekøb omfatter også tilvirkningskøb, hvis de nødvendige materialer skal ydes af sælgeren, jf. § 1, stk. 3. Afgrænsningen indebærer, at loven ikke finder anvendelse på aftaler om køb af fast ejendom, værdipapirer eller andre ydelser, der ikke er løsøre. Køb af fordringer, immaterielle ret- tigheder, herunder ophavsrettigheder, patenter og knowhow, elektricitet og gas falder uden også for løsørelovvalgsloven.9
Xxxxx finder ikke anvendelse på aftaler om andet end køb, herunder leje eller pantsætning, selv om aftalerne måtte vedrøre løsøre. Xxxxx finder an- vendelse på lovvalget i relation til faren for salgsgenstanden, men ikke på ejendomsrettens overgang i øvrigt. Dette følger af Haagerløsørekonventio- nens artikel 5, nr. 3, men ikke udtrykkeligt af løsørelovvalgsloven.
6. Xxxxxx Xxxxxxx (2000), side 271.
13.1.3. Lovvalgsaftaler
Efter løsørelovvalgslovens § 3 kan parterne som udgangspunkt frit indgå lov- valgsaftaler, men bestemmelsen opstiller enkelte grænser og betingelser for det frie lovvalg.
For det første er lovvalget begrænset til »et bestemt lands retsregler«, jf.
§ 3, 1. pkt. Løsørelovvalgsloven tillader således ikke parterne at aftale, at de- res købsaftale skal være underlagt lex mercatoria, UNIDROIT-principperne, PECL el.lign., jf. herom i afsnit 11.3.2 ovenfor.
For det andet skal lovvalgsaftalen indgås ved »udtrykkelig bestemmelse« eller »utvetydigt fremgå af aftalen«, jf. § 3, 2. pkt. Herved er klarhedskriteriet strengere end Romkonventionens klarhedskrav, hvorefter lovvalgsaftalen an- erkendes, hvis den blot fremgår »med rimelig sikkerhed af kontraktens be- stemmelser eller omstændighederne i øvrigt«, jf. artikel 3, stk. 1, 2. pkt., og afsnit 12.2.2 ovenfor.
Klarhedskravet vil normalt være opfyldt, når købsaftalen indeholder en sædvanlig lovvalgsklausul, hvorefter »this Agreement will be governed by and construed in accordance with the substantive laws of Denmark« el.lign., jf. f.eks. U 1984.8 H, hvor Højesteret fandt, at der på grundlag af en lignende klausul i sælgerens standardbetingelser var aftalt engelsk ret.
Købsaftalens parter kan indgå stiltiende lovvalgsaftaler, så længe lovvalg- saftalen fremgår »utvetydigt« af købsaftalen. Klarhedskravet i § 3 er en bety- delig indskrænkning af muligheden for at indgå stiltiende lovvalgsaftaler, men teoretisk set kan det lade sig gøre.
Spørgsmålet om, hvorvidt parterne gyldigt har indgået en lovvalgsaftale, skal afgøres efter de regler, som lovvalgsaftalen peger på, hvis den er gyldigt indgået, uanset om den viser sig at være gyldigt indgået. Hermed er Haager- løsørekonventionen og løsørelovvalgsloven på linje med Romkonventionen, jf. afsnit 12.2.3 ovenfor.
13.1.4. Lovvalget i mangel af en lovvalgsaftale
Hvis parterne ikke har indgået nogen lovvalgsaftale, eller hvis lovvalgsaftalen ikke opfylder kravene om klarhed og »et bestemt lands retsregler« efter lo- vens § 3, skal lovvalget foretages efter de almindelige regler i lovens §§ 4 og 5.
Det følger af lovens § 4, stk. 1, at købsaftalen som udgangspunkt er under- lagt reglerne i det land, hvor sælgeren havde bopæl på bestillingstidspunktet. Hvis bestillingen er modtaget på sælgerens forretningssted, er aftalen under- lagt reglerne i det land, hvor forretningsstedet er beliggende, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt.
Som en undtagelse til lovens § 4, stk. 1, følger det af stk. 2, at reglerne i køberens bopælsland finder anvendelse, hvis sælgeren eller sælgerens repræ- sentant har modtaget bestillingen i køberens bopælsland. Hvis køberen har bestilt salgsgenstanden fra sit forretningssted, gælder reglerne i det land, hvor forretningsstedet er beliggende.
Hvis købet er foretaget på en børs eller auktion, er købsaftalen underlagt reglerne i det land, hvor børsen eller auktionen afholdes, jf. lovens § 4, stk. 3. Med »børs« menes varebørs og ikke værdipapirhandelsbørs. Køb af værdipa- pirer er ikke omfattet af løsørelovvalgsloven, jf. lovens § 1, stk. 2. Undtagel- sen omfatter ikke køb på internationale messer.10
Løsørelovvalgsloven opererer således med faste lovvalgsregler og ikke, som Romkonventionen, med formodningsregler, der efter omstændighederne viger for en skønsmæssig individualiserende metode, jf. afsnit 12.3 ovenfor. For købsaftaler skal lovvalget som udgangspunkt foretages på grundlag af sælgerens bopælslov, uanset om den konkrete købsaftale er åbenbart nærmere knyttet til et andet land.11
Som beskrevet i afsnit 11.3.3 ovenfor kan lovvalget som udgangspunkt ikke opdeles, jf. princippet om kontraktstatuttets enhed og Romkonventio- nens artikel 8 og 10. Ikke desto mindre fastsætter løsørelovvalgsloven en lov- bestemt, men deklaratorisk, opdeling af lovvalget. Det følger nemlig af lo- vens § 5, at reglerne i det land, hvor der skal foretages en undersøgelse af salgsgenstanden, finder anvendelse på spørgsmål om:
• Fremgangsmåden ved undersøgelse af salgsgenstanden
• Frister for undersøgelsen
• Meddelelser om undersøgelsen
• Forholdsregler, der skal træffes, hvis salgsgenstanden afvises
Løsørelovvalgslovens deklaratoriske udgangspunkt er således, at de oven- nævnte forhold omkring undersøgelsen er underlagt undersøgelseslandets regler, mens købsaftalen i øvrigt er underlagt reglerne i sælgerens bopæls- land. I mange grænseoverskridende købsaftaler vil undersøgelsen foregå i
10. Forslag af 12. december 1963 til løsørelovvalgsloven, bemærkninger til § 4.
11. Ifølge Xxxxxx (1976), side 333 f., blev det under Haagerløsørekonventionens udarbej- delse overvejet at tage udgangspunkt i indgåelsesstedet, men fordi det typisk er kom- pliceret at fastlægge indgåelsesstedet, når parterne er hjemmehørende i forskellige lande, blev sælgerens bopæl det afgørende tilknytningsmoment efter konventionen.
køberens bopælsland, så i mangel af en lovvalgsaftale skal lovvalget ofte op- deles.12
Løsørelovvalgslovens § 5 viger for parternes aftale, men i modsætning til de almindelige betingelser efter lovens § 3 skal parternes vedtagelse efter lo- vens § 5 altid være »udtrykkelig«. Så længe lovvalgsaftalen opfylder klar- hedskravet om udtrykkelighed, kan parterne frit foretaget et lovvalg og er ik- ke begrænset til at vælge reglerne i det land, som i øvrigt finder anvendelse på købsaftalen.13
Reglen i løsørelovvalgslovens § 5 omfatter ikke lovvalget for de materielle spørgsmål om, hvorvidt der skal undersøges og reklameres, og hvilke rets- virkninger den manglende undersøgelse eller reklamation udløser.14 For så- danne spørgsmål omfattes lovvalget af det almindelige udgangspunkt i § 4.
Det afgørende for, hvilket lands regler der finder anvendelse på de opreg- nede spørgsmål i løsørelovvalgslovens § 5, er ikke det faktiske sted for un- dersøgelsen, men derimod stedet for undersøgelsen ifølge aftalen eller de reg- ler, der i øvrigt gælder for købsaftalen.15 Hvis det følger af de relevante købe- retlige regler, at undersøgelsen skal foregå i Tyskland, mens undersøgelsen rent faktisk finder sted i Holland, er de ovennævnte spørgsmål om frem- gangsmåden ved undersøgelse mv. underlagt tysk ret.
13.1.5. Ordre public
Efter løsørelovvalgslovens § 6 finder en udenlandsk retsregel ikke anvendel- se, hvis reglen er uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper. Be- stemmelsen er et ordre public-forbehold, og formuleringen af forbeholdet er næsten identisk med formuleringen i Romkonventionens artikel 16.
Løsørelovvalgslovens § 6 uddyber ikke, hvad der vil være omfattet af or- dre public-forbeholdet, men det følger af lovforslagsbemærkningerne, at for- beholdet ikke kan påberåbes, blot fordi den udenlandske retsregel er i strid med præceptive danske regler.16 Sådan forstås det generelle ordre public- forbehold også, jf. afsnit 4.4 ovenfor.
12. Ifølge Xxxxxx (1976), side 336, er spørgsmålene i løsørelovvalgslovens § 5 i det væ- sentlige processuelle. Der er dog snarere tale om en lovbestemt dépeçage, hvor for- skellige aspekter af købsaftalen undergives forskellige landes materielle regler. Se og- så Lookofsky og Xxxxx (2015), side 105, som kalder fænomenet for en begrænset dépeçage.
13. Forslag af 12. december 1963 til løsørelovvalgsloven, bemærkninger til § 5.
14. Xxxxxx Xxxxxxx (2000), side 278.
15. Forslag af 12. december 1963 til løsørelovvalgsloven, bemærkninger til § 5.
16. Ibid., bemærkninger til § 6.
På trods af reglens ordlyd antages det, at ordre public-forbeholdet i løsøre- lovvalgslovens § 6 rammer det konkrete resultat af den udenlandske retsregel og ikke det abstrakte indhold af selve reglen.17
Ordre public-forbeholdet i § 6 er den eneste sikkerhedsventil i løsørelov- valgsloven. I modsætning til Romkonventionen fastsætter løsørelovvalgslo- ven ingen undtagelser om internationalt præceptive regler. Alligevel vil lov- valget efter løsørelovvalgsloven vige for internationalt præceptive regler, for- di sådanne regler generelt har forrang for udenlandsk ret, jf. afsnit 4.5 oven- for.
13.1.6. Anvendelsesområdet for de materielle regler i CISG
I 1980 vedtog FN in konvention om international køberet, Convention on Contracts for the International Sale of Goods, også kaldet CISG. Konventio- nen blev ratificeret af Danmark i 1989 og inkorporeret ved den internationale købelov, som blev sat i kraft i 1990. På samme måde som Romkonventions- loven henviser den internationale købelov blot til CISG, og derfor henvises i det følgende til CISG og ikke til den internationale købelov.
Formålet med CISG var at harmonisere de materielle regler om internatio- nale løsørekøb med henblik på at fremme international handel. Konventionen fastsætter først og fremmest materielle regler om købsaftaler, herunder om aftalernes indgåelse, parternes forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser, men den indeholder også lovvalgsregler. På nuværende tidspunkt er CISG tiltrådt af 97 lande.
Reglerne i CISG finder anvendelse på aftaler om løsørekøb mellem parter, som har deres respektive forretningssteder i forskellige lande, når CISG er sat i kraft i de pågældende lande, jf. artikel 1, stk. 1, litra a, eller de gældende lovvalgsregler fører til, at et CISG-lands regler skal finde anvendelse, jf. arti- kel 1, stk. 1, litra b.
Bestemmelsen i artikel 1, stk. 1, kan virke lidt kryptisk. Det følger af litra a, at CISG finder anvendelse, når sælgeren og køberen har deres respektive forretningssteder i forskellige CISG-lande, f.eks. Danmark og Italien. Når en køberetlig tvist mellem den danske sælger og den italienske køber indbringes for en dansk domstol, finder CISG således som udgangspunkt anvendelse, blot fordi parterne har forretningssteder i forskellige CISG-lande, uanset om de danske lovvalgsregler i løsørelovvalgsloven i øvrigt måtte pege på regler- ne i et land som Storbritannien, der ikke har tiltrådt CISG.18
18. Lookofsky (2022), side 15.
Hvis en aftalepart har mere end ét forretningssted, vil partens forretnings- sted i relation til CISG være det sted, som har den nærmeste tilknytning til af- talen og dens opfyldelse i lyset af omstændighederne før aftalens indgåelse eller på tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. konventionens artikel 10, litra a.19
Er betingelserne efter artikel 1, stk. 1, litra a, ikke opfyldt, kan konventio- nen alligevel finde anvendelse efter artikel 1, stk. 1, litra b. Denne regel gæl- der i tilfælde, hvor én part eller ingen af parterne har forretningssted i et CISG-land. Her anvendes lovvalgsreglerne i forumland. Hvis sagen er anlagt i Danmark, anvendes de danske lovvalgsregler i løsørelovvalgsloven, jf. her- om i afsnit 13.1.2 nedenfor. Hvis disse lovvalgsregler peger på reglerne i et CISG-land, finder de materielle regler i CISG anvendelse på købsaftalen, jf. artikel 1, stk. 1, litra b.20 Hvis lovvalgsreglerne i løsørelovvalgsloven der- imod peger på et land som Storbritannien, der ikke har tiltrådt CISG, finder de britiske køberegler anvendelse på købsaftalen.
Konventionens artikel 95 giver landene mulighed for at erklære, at de ikke vil være bundet af artikel 1, stk. 1, litra b. Med et sådant forbehold vil CISG alene finde anvendelse i sager mellem parter med forretningssteder i CISG- lande, jf. artikel 1, stk. 1, litra a. Kun få CISG-lande har taget et sådant forbe- hold, men store handelsnationer som USA og Kina er blandt dem. Forbehol- det bliver aktuelt, når internationale køberetlige sager skal pådømmes i de pågældende lande, idet ethvert land som udgangspunkt anvender sine egne lovvalgsregler.
De nordiske lande har taget et nabostatsforbehold efter konventionens ar- tikel 94, stk. 1. Dette forbehold indebærer, at CISG ikke finder anvendelse i sager mellem to parter fra de pågældende lande. I stedet skal lovvalget i en sag anlagt i Danmark i sådanne sager foretages efter lovvalgsreglerne i løs- ørelovvalgsloven. Hvis disse lovvalgsregler f.eks. peger på reglerne i Sverige,
er købet underlagt national svensk køberet i stedet for reglerne i CISG. Sveri- ge, Norge og Finland har tiltrådt Haagerløsørekonventionen, så i disse lande vil lovvalget blive afgjort efter de samme lovvalgsregler som i Danmark.
Bestemmelsen i konventionens artikel 1, stk. 1, er ikke en lovvalgsregel, selv om den på overfladen kan ligne en lovvalgsregel til forveksling. Be- stemmelsen regulerer forholdet mellem forskellige nationale køberegler, her- under forholdet mellem købeloven og CISG, og den regulerer således ikke forholdet mellem de materielle køberetlige regler i forskellige lande. Fogt kalder reglen for en »anvendelsesregel«,21 og Xxxx Xxxxxxx kalder den for en
»unik lovvalgsregel«.22 Det vil være mest retvisende at kalde reglen for en anvendelsesregel, fordi den vedrører konventionens anvendelsesområde sna- rere end det internationalprivatretlige lovvalg.
I lyset af konventionens udbredelse spiller CISG-reglerne en beskeden rol- le i praksis, fordi kommercielle parter ofte fraviger CISG ved aftale. En sådan fravigelse skal respekteres efter konventionens artikel 6.
Tendensen til at beskytte forbrugere kommer også til udtryk i den internatio- nale privatret. Hverken CISG eller løsørelovvalgsloven finder anvendelse på forbrugerkøb, men forbrugeraftaler er genstand for en særlig lovvalgsregel i Romkonventionens artikel 5. I det følgende gennemgås bestemmelsens an- vendelsesområde (afsnit 13.2.1) og dens regler om lovvalgsaftaler (afsnit 13.2.2) og om lovvalget i mangel af en lovvalgsaftale (afsnit 13.2.3).
13.2.1. Anvendelsesområde
Forbrugeraftaler defineres i Romkonventionens artikel 5, stk. 1, som aftaler om levering af løsøregenstande eller tjenesteydelser til en person med henblik på en anvendelse, der må anses at ligge uden for personens erhvervsmæssige virksomhed, eller om ydelse af kredit til et sådant formål.
Definitionen i Romkonventionens artikel 5, stk. 1, svarer til forbrugerbe- grebet i Bruxelles I forordningens artikel 17, stk. 1. Det er et krav, at aftalens realdebitor indgår aftalen som led i sin erhvervsvirksomhed. Er modtageren selv erhvervsdrivende, falder forholdet uden for Romkonventionens artikel 5, medmindre leverandøren vidste eller burde vide, at ydelsen hovedsageligt
22. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 44.
blev erhvervet til privat brug.23 Definitionen svarer til definitionen i den dan- ske forbrugerlovgivning, jf. købelovens § 4 a og forbrugeraftalelovens § 1, stk. 2, som bygger på den EU-retlige forbrugerregulering.
I 2021 blev køb af levende heste undtaget fra købelovens forbrugerregler, jf. købelovens § 4 a, stk. 8. Det fremgår af lovbemærkningerne, at undtagel- sen omfatter alle typer af heste, herunder ponyer, men ikke hestekød. Undta- gelsen blev begrundet med hestehandelsmiljøets specialiserede og professio- naliserede karakter, som typisk gør styrkeforholdet mere balanceret end i tra- ditionelle forbrugerkøb, og efter varedirektivets artikel 3, stk. 5, litra b, kan medlemslandene undtage aftaler om salg af levende dyr fra direktivets an- vendelsesområde. Det må antages, at undtagelsen alene har betydning for kø- belovens anvendelsesområde. Forbrugerkøb af levende heste må derfor fort- sat antages at være omfattet af Romkonventionens artikel 5.24
Efter Romkonventionens artikel 5 er det afgørende kriterium, om forbru- geren selv har opsøgt den erhvervsdrivende i udlandet, eller om den erhvervs- drivende har opsøgt forbrugeren i dennes bopælsland. Kun i sidstnævnte til- fælde tillægges forbrugeren lovvalgsmæssig beskyttelse.
Romkonventionens artikel 5 angår således ikke alle slags forbrugeraftaler, men kun de opregnede tilfælde i stk. 2. Her er behovet for beskyttelse af for- brugeren mest påtrængende. Listen er udtømmende, så hvis en forbrugerafta- le ikke er omfattet af de opregnede tilfælde, finder de almindelige regler i ar- tikel 3 og 4 anvendelse. For at være omfattet af Romkonventionens artikel 5 skal forbrugeraftalen falde i én af tre kategorier.
Den første kategori omfatter tilfælde, hvor realydelsen er blevet tilbudt til forbrugeren eller markedsført i forbrugerens bopælsland forud for aftalens indgåelse, og forbrugeren herefter har købt realydelsen i bopælslandet. Kate- gorien omfatter udenlandske selskabers postordresalg og dørsalg af varer eller tjenesteydelser og salg gennem reklamer og markedsføring i forbrugerens land, f.eks. på internettet.25 Hvis der alene er markedsført i udenlandske avi-
ser eller tidsskrifter, som har en begrænset omsætning i forbrugerens land, er forholdet ikke omfattet af kategorien.26
Den anden kategori omfatter tilfælde, hvor den erhvervsdrivende eller dennes repræsentant har modtaget forbrugerens bestilling i forbrugerens bo- pælsland. Denne kategori kan få selvstændig betydning ved siden af den for- rige kategori, hvis forbrugeren i sit eget land har afgivet bestilling over for le- verandøren eller dennes repræsentant på en messe eller udstilling eller over for et forretningssted, som leverandøren driver i forbrugerens land, selv om leverandøren ikke har reklameret i landet. Begrebet repræsentant omfatter enhver, der optræder på vegne af den erhvervsdrivende.27
Den tredje kategori omfatter tilfælde, hvor den erhvervsdrivende have ar- rangeret en rejse for forbrugeren med det formål at få forbrugeren til at købe en løsøregenstand i det land, som forbrugeren er rejst til. Dette vil være til- fældet ved salg i forbindelse med bus-, tog- eller skibsrejser, som er arrange- ret af sælgeren.
Af de tre betingelser kan man med en lidt forsimplet modsætningsslutning konkludere, at Romkonventionens artikel 5 ikke finder anvendelse, hvis for- brugeren har bestilt ydelsen i udlandet uden at have fået markedsført ydelsen i sit bopælsland, eller hvis forbrugeren er rejst til et andet land og har købt re- alydelsen i det pågældende land, dog, ved køb af løsøregenstande, kun hvis rejsen sker på forbrugerens eget initiativ. I disse tilfælde reguleres forholdet af de almindelige regler i Romkonventionens artikel 3 og 4.
Romkonventionens artikel 5 om forbrugeraftaler finder som udgangspunkt ikke anvendelse på transportaftaler, herunder både gods- og persontransport- aftaler, jf. artikel 5, stk. 4, litra a. Den finder som udgangspunkt heller ikke anvendelse på aftaler om levering af tjenesteydelser, der skal præsteres i et andet land end forbrugerens bopælsland, jf. stk. 4, litra b. En forbruger med bopæl i Danmark kan derfor ikke påberåbe bestemmelsen over for en entre- prenør, der har bygget et sommerhus til forbrugeren i et andet land. Til trods for de to undtagelser i stk. 4 finder artikel 5 anvendelse på pakkerejser, jf. stk. 5.
13.2.2. Lovvalgsaftaler
Parterne i en forbrugeraftale omfattet af Romkonventionens artikel 5 har som udgangspunkt fri adgang til at indgå lovvalgsaftaler, jf. konventionens artikel
27. Xxxxxxxx og Xxxxxxx (1980), side 23.
3, men konventionens artikel 5, stk. 2, begrænser aftalefriheden til fordel for forbrugeren.
Det følger af bestemmelsen, at parternes lovvalgsaftale ikke kan berøve forbrugeren dennes beskyttelse efter de præceptive regler i forbrugerens bo- pælsland. En lovvalgsaftale i forbrugerforhold vil således i praksis altid være svag.
Hvis de præceptive regler i forbrugerens bopælsland giver forbrugeren en bedre retsstilling end de aftalte regler, anvendes disse præceptive regler, men hvis de aftalte regler giver forbrugeren en bedre retsstilling end reglerne i for- brugerens bopælsland, kan forbrugeren påberåbe sig de aftalte regler i stedet. Forbrugeren kan veksle mellem reglerne i de to lande ved f.eks. at anvende de aftalte regler på forældelsesspørgsmål og de præceptive regler i bopælslandet på spørgsmål om misligholdelse. Denne valgfrihed kaldes optimal lovkumu- lation, og den medfører en vidtgående beskyttelse af forbrugeren.28 Med et svensk udtryk kan forbrugeren »plocka russinen ur kakan«.29
Som anført af Xxxxxx Xxxxxxx, kan den gunstige retsstilling for forbruge- ren føre til, at virksomhederne ikke længere vil optage lovvalgsklausuler i forbrugeraftaler, der så alene vil være underlagt reglerne i forbrugerens bo- pælsland. Dette er uhensigtsmæssigt fra et kommercielt perspektiv.30
13.2.3. Lovvalget i mangel af en lovvalgsaftale
Det følger af Romkonventionens artikel 5, stk. 3, at forbrugeraftaler i mangel af et lovvalg er underlagt reglerne i forbrugerens bopælsland. Dette forudsæt- ter, at forbrugeraftalen er omfattet af konventionens artikel 5, jf. den udtøm- mende opregning i stk. 2.
Denne særlige regel om forbrugeraftaler fraviger det skønsprægede ud- gangspunkt i Romkonventionens artikel 4, stk. 1, og formodningsreglen i konventionens artikel 4, stk. 2, til fordel for en fast lovvalgsregel om forbru- gerens bopælslov. Reglen er den eneste faste lovvalgsregel i Romkonventio- nen.
Det afgørende tidspunkt for bopælsvurderingen antages at være det tids- punkt, hvor forbrugeren foretog de handlinger, der fra forbrugerens side var
28. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 163, Xxxx Xxxxxxx (1997), side 519, og Xxxxxx (1994), side 154 f.
29. Palsson (1980) og Xxxxxx (1982).
13.3. Individuelle arbejdsaftaler
nødvendige for at indgå aftalen. Forbrugerens bopælsskifte efter dette tids- punkt medfører således ikke, at aftalen underlægges reglerne i forbrugerens nye bopælsland.31
Om formkravene til forbrugeraftaler fastslår konventionens artikel 9, stk. 5, at forbrugeraftalen skal opfylde formkravene i forbrugerens bopælsland. Det betyder blandt andet, at reglerne i forbrugeraftalelovens §§ 7 og 13 om den erhvervsdrivendes pligt til at give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten skal være overholdt, når forbrugeren bor i Danmark.
13.3. Individuelle arbejdsaftaler
Romkonventionens artikel 6 beskytter arbejdstagere, på samme måde som ar- tikel 5 beskytter forbrugere, idet arbejdstageren anses for at være den præ- sumptivt svage part over for arbejdsgiveren i ansættelsesforholdet.
Romkonventionens artikel 6 omfatter kun individuelle arbejdsaftaler og dermed ikke kollektive overenskomster, som i stedet reguleres af konventio- nens artikel 3 og 4. Spørgsmålet om, hvorvidt en kollektiv overenskomst kan anses for inkorporeret i en individuel arbejdsaftale, afgøres efter de regler, som udpeges efter Romkonventionens artikel 6.32 Det antages, at henvisnin- ger i en individuel arbejdsaftale til en kollektiv overenskomst kan anses for et stiltiende valg af de regler, der gælder for den kollektive overenskomst.33
Begrebet arbejdsaftaler omfatter alene aftaler om ansættelsesforhold og ikke aftaler med selvstændige erhvervsdrivende som agenturaftaler og kom- missionsaftaler.34 Sådanne aftaler er i stedet omfattet af de almindelige regler i Romkonventionens artikel 3 og 4.
Romkonventionens artikel 6 anvendes også i de tilfælde, hvor der ikke fo- religger en gyldig arbejdsaftale, men hvor der foreligger et faktisk arbejdsfor- hold.35
Det antages, at artikel 6 omfatter ansættelsesforhold med direktører og an- dre ledere,36 idet hverken bestemmelsens ordlyd eller formål taler for, at arti-
31. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 163, og Xxxxxxx (1998), side 78.
32. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 168.
35. Xxxxxxxx og Lagarde (1980), side 25.
36. Om direktøraftaler, se Boe m.fl. (2023).
kel 6 ikke skulle finde anvendelse på disse typer af aftaler.37 Spørgsmålet er dog uafklaret.
I individuelle arbejdsaftaler har parterne frihed til at fastsætte lovvalget ved aftale, jf. Romkonventionens artikel 3, men ligesom for forbrugeraftaler er adgangen til at indgå lovvalgsaftaler begrænset. Efter artikel 6, stk. 1, kan lovvalgsaftalen således ikke berøve arbejdstageren dennes beskyttelse efter de præceptive regler i det land, hvis regler arbejdsaftalen ville være underlagt i mangel af en lovvalgsaftale.
I mangel af en lovvalgsaftale vil arbejdsaftalen være underlagt reglerne i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde, selv om arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i et andet land, jf. artikel 6, stk. 2, litra a.38 I Koelszch-sagen39 fastslog EU-Domstolen, at ar- tikel 6, stk. 2, litra a, skal fortolkes bredt i de tilfælde, hvor arbejdstageren ud- fører arbejde i mere end ét EU-medlemsland. Lovvalget skal i disse tilfælde afgøres efter reglerne i det land, hvor arbejdstageren i betragtning af de fakto- rer, som kendetegner arbejdet, i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, jf. præmis 47-50.
Hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, er aftalen underlagt reglerne i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende, jf. artikel 6, stk. 2, litra b. Denne regel omfatter f.eks. montører, der rejser rundt til forskellige kunder i forbindelse med installering og opstart af maskinel o.lign.40
Hvis det fremgår af omstændighederne som helhed, at aftalen har en nær- mere tilknytning til et andet land, finder reglerne i dette land anvendelse, jf. artikel 6, stk. 2, sidste led. I U 2000.1099 H fandt Højesteret, at en ansættel- sesaftale mellem en britisk statsborger og et britisk selskab om arbejde på en boreplatform i den danske del af Nordsøen havde sin nærmeste tilknytning til Storbritannien, selv om den britiske statsborger sædvanligvis udførte sit ar- bejde på dansk grund.
Lovvalget efter artikel 6, stk. 2, er således mere kryptisk end lovvalget ef- ter artikel 5, stk. 3, om forbrugerens bopælsland. For at slå fast, hvilke præ- ceptive regler arbejdstageren kan påberåbe sig efter artikel 6, stk. 1, er det
37. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 168.
38. Se f.eks. Sø- og Handelsrettens dom af 29. januar 2009, hvor retten fandt, at en litau- isk statsborgers krav på betaling af løn for arbejde ved Lithuanian Airlines’ kontor i København skulle afgøres efter dansk ret, særligt fordi »arbejdet blev udført i Dan- mark«.
39. Sag C-29/10 (Koelzsch). Se også Sag C-384/10 (Voogsgeerd).
40. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 170.
nødvendigt at foretage et lovvalg efter artikel 6, stk. 2. Hvis artikel 6, stk. 2, f.eks. peger på de materielle regler i Sverige, fordi arbejdstageren ved opfyl- delsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde i Sverige, kan arbejdstage- ren påberåbe sig svenske præceptive regler, uanset om parterne måtte have indgået en lovvalgsaftale om f.eks. engelsk ret.
Ved de præceptive regler forstås ikke kun regler om arbejdsaftalen som sådan, herunder om opsigelsesfrister o.lign., men også regler om arbejdshygi- ejne og sikkerhed på arbejdspladsen, selv om sådanne regler i mange lande anses som offentligretlige.41
Romkonventionens artikel 6, stk. 1, giver arbejdstageren mulighed for at kumulere de aftalte regler med de præceptive regler, som arbejdstageren kan påberåbe sig efter artikel 6, stk. 1. Ligesom forbrugere har arbejdstagere såle- des ret til optimal kumulation.
Reglerne om lovvalg for forsikringsspørgsmål har traditionelt været relativt komplekse, fordi reglerne har været forankret i et puslespil af EU-retskilder. I det følgende gennemgås retskilderne (afsnit 13.4.1) og lovvalgsreglerne (af- snit 13.4.2) på området.
13.4.1. Retskilder
Romkonventionen finder kun anvendelse på visse forsikringsaftaler.42 Kon- ventionens forhold til forsikringsaftaler er reguleret i artikel 1, stk. 3 og 4. Det følger af stk. 4, at konventionen finder anvendelse på genforsikringsaftaler, uanset hvor risikoen er beliggende,43 men efter stk. 3 beror konventionens forhold til forsikringsaftaler i øvrigt på risikoens beliggenhed.
Der sondres mellem tilfælde, hvor risikoen er beliggende i EU, og tilfælde, hvor risikoen er beliggende uden for EU. Romkonventionen finder kun an-
43. Om genforsikring, se Xxxxxxxxxx (2013).
vendelse på forsikringsaftaler, hvor risikoen er beliggende uden for EU, jf. konventionens artikel 1, stk. 3, 1. pkt. Afgørelsen af, om risikoen er belig- gende i et ikke-EU-land foretages efter lex fori, jf. konventionens artikel 1, stk. 3, 2. pkt.
Baggrunden for sondringen i Romkonventionens artikel 1, stk. 3, er, at EU på tidspunktet for konventionens vedtagelse arbejdede på at skabe fælles lovvalgsregler for forsikringsaf- taler med risici beliggende i EU som led i udviklingen af det indre marked.44 EU- medlemslandene fik mulighed for at gennemføre konventionens lovvalgsregler på forsik- ringsaftaler for de forsikringsaftaler, hvor risikoen var beliggende i et EU-medlemsland.45 Danmark valgte denne mulighed, jf. Romkonventionslovens § 1, stk. 2. I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne lykkedes det i EU at nå til enighed om fælles lovvalgs- regler for forsikringsaftaler, hvor risikoen er beliggende i et EU-medlemsland. Herefter blev der vedtaget tre direktiver om lovvalget for sådanne forsikringsaftaler.46 Da mange af reglerne fraveg Romkonventionens regler, udstedte justitsministeren i medfør af Romkon- ventionslovens § 1, stk. 3, en bekendtgørelse, der gennemførte direktiverne i dansk ret.47
I 2009 blev der vedtaget et nyt direktiv om forsikringsvirksomhed, det så- kaldte Solvens II-direktiv.48 Dette direktiv erstattede de tidligere gældende 13 direktiver på forsikringsområdet. Solvens II-direktivet blev gennemført i dansk ret i 2015 ved udstedelsen af en ny bekendtgørelse, som afløste be- kendtgørelsen fra 1994.49 Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 2, finder direkti- vets lovvalgsregler anvendelse i stedet for Romkonventionens lovvalgsregler. Det betyder, at direktivet anvendes, hvis det efter sit indhold og anvendelses- område skal anvendes.50 Er dette ikke tilfældet, vil forsikringsaftalen omfattet af lovvalgsreglerne i Romkonventionen, jf. Romkonventionslovens § 1, stk. 2.
44. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 133, Xxxx Xxxxxxx (1997), side 494, og Xxxxxx (1994), side 135.
45. Xxxxxxxx og Xxxxxxx (1980), side 13.
49. Forsikringsaftalelovvalgsbekendtgørelsen.
Solvens II-direktivet finder blandt andet anvendelse på direkte tegnede livsforsikrings- og skadesforsikringsselskaber, der er etableret på et EU- medlemslands område, eller som ønsker at etablere sig der, jf. direktivets ar- tikel 1, stk. 1.
13.4.2. Lovvalgsregler
Solvens II-direktivet indeholder både materielle regler og lovvalgsregler. Om lovvalget fastslår direktivets artikel 178, at EU-medlemslande som Danmark, der ikke er omfattet af Rom I-forordningen, anvender bestemmelserne i Rom I-forordningen til at afgøre, hvilke regler der finder anvendelse på forsik- ringsaftaler efter artikel 7 i forordningen. Dette fremgår også af § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen om Solvens II-direktivet. I den danske version af Solvens II- direktivet er reglen i artikel 178 gjort uforståelig på grund af forhastet over- sættelsesarbejde, men i den engelske version af direktivet giver reglen me- ning.
Fra et dansk perspektiv følger det således af artikel 178, at lovvalget for forsikringsaftaler, der er omfattet af Solvens II-direktivet, skal foretages efter Rom I-forordningens artikel 7. Rom I-forordningens artikel 7 finder anven- delse, uanset om den dækkede risiko er beliggende i et EU-medlemsland eller ej.51 Rom I-forordningens artikel 7 finder ikke anvendelse på genforsikrings- aftaler, jf. artikel 7, stk. 1, 2. pkt. I dansk ret gælder lovvalgsreglerne i Rom- konventionen således for genforsikringsaftaler, jf. konventionens artikel 1, stk. 4, og afsnit 13.4.1 ovenfor.
Rom I-forordningens artikel 7 sondrer mellem forsikringsaftaler, der dæk- ker store risici som defineret i Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 27, og an- dre forsikringstyper. Risikoens omfang er kategoriseret ud fra arten og om- fanget af de forsikrede aktiviteter. Forsikringsaftaler, der dækker store risici, er typisk forbundet med væsentlige kommercielle aktiviteter, og omfatter ofte søtransport, lufttransport, skibe, fly, kredit- og kautionsrisici, industri, ejen- domsskade, driftstab og virksomheders ansvar. Sådanne forsikringsaftaler ad- skiller sig således fra almindelige forbrugerforsikringer i relation til både værdi og kompleksitet. Kaskoforsikringer vedrørende lystfartøjer, der ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed, er ikke omfattet af begrebet »store risi- ci«.52
For forsikringsaftaler, der dækker store risici, følger det af Rom I-forord- ningens artikel 7, stk. 2, jf. stk. 1, at aftalen er underlagt de regler, som par-
51. Om Rom I-forordningens artikel 7, se Xxxx Xxxxxxx og Xxxxx (2008). 52. Sag C-352/21 (A1 og A2).
terne har aftalt, uanset om den dækkede risiko er beliggende i et EU-med- lemsland eller ej. Lovvalgsaftalen skal være udtrykkelig eller klart fremgå af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt, jf. Rom I-forord- ningens artikel 3.53
Hvis parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale, er forsikringsaftalen om store risici underlagt reglerne i det land, hvor forsikringsgiveren har sit sæd- vanlige opholdssted, jf. Rom I-forordningens artikel 7, stk. 2, 2. afsnit. Hvis det klart fremgår af sagens omstændigheder, at aftalen har en åbenbart nær- mere tilknytning til et andet land, finder dette andet lands regler anvendelse på forsikringsaftalen, jf. escape-klausulen i Rom I-forordningens artikel 7, stk. 2, 2. afsnit, 2. pkt.
Er der tale om en forsikringsaftale, der ikke dækker store risici som defi- neret i Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 27, skal lovvalget ikke foretages efter Rom I-forordningens artikel 7, stk. 2, 1. pkt., men efter lovvalgsreglerne i artikel 7, stk. 3. Det følger af artikel 7, stk. 3, at parterne i en lovvalgsaftale om disse andre forsikringstyper som udgangspunkt kun kan vælge mellem reglerne i det land, hvor risikoen er beliggende på aftaletidspunktet, jf. for- ordningens artikel 7, stk. 3, litra a, og reglerne i det land, hvor forsikringsta- geren har sit sædvanlige opholdssted, jf. forordningens artikel 7, stk. 3, litra b.
Er der tale om livsforsikringer, kan parterne kun indgå lovvalgsaftale om reglerne i det EU-medlemsland, hvor forsikringstageren er statsborger, jf. Rom I-forordningens 7, stk. 3, litra c. Er der tale om en forsikringsaftale, der dækker risici begrænset til begivenheder, der finder sted i et andet medlemsland end det medlemsland, hvor risikoen er beliggende, kan parterne indgå lovvalgsaftale om reglerne i det sidstnævnte medlemsland, jf. litra d. Hvis forsikringstageren udøver en kommerciel eller industriel aktivitet eller et liberalt erhverv, og forsikringsaftalen dækker to eller flere risici, som har relation til disse aktiviteter og er beliggende i forskellige medlemslande, kan parterne indgå lovvalgsaftale om reglerne i en- hver af de berørte medlemslande eller i forsikringstagerens sædvanlige opholdssted, jf. lit- ra e.
Hvis parterne ikke har indgået en lovvalgsaftale efter Rom I-forordningens artikel 7, stk. 3, er aftalen underlagt reglerne i det EU-medlemsland, hvori ri- sikoen er beliggende på tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse, jf. arti- kel 7, stk. 3, sidste afsnit. Risikoens beliggenhed fastsættes efter artikel 2, lit- ra d, i det andet skadesforsikringsdirektiv, som er ophævet og afløst af Sol-
13.5. Aftaler om rettigheder over fast ejendom
vens II-direktivets artikel 13, nr. 13. For livsforsikringer identificeres risiko- ens beliggenhed efter livsforsikringsdirektivets artikel 1, stk. 1, litra g, som er ophævet og afløst af Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 14. Det betyder, at risikoen kan være beliggende i følgende lande:
• For bygninger og deres indhold: Det medlemsland, hvor bygningen er be- liggende
• For transportmidler: Det medlemsland, hvor køretøjet er registreret
• For rejse- og ferieforsikring: Det medlemsland, hvor forsikringstageren har tegnet forsikringen
• For alle andre tilfælde: Det medlemsland, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er en juridisk person, hvor virksomheden har sit forretningssted
• For livsforsikring: Det medlemsland, hvor forsikringstageren har sin sæd- vanlige bopæl, eller, hvis forsikringstageren er en juridisk person, det medlemsland, hvor virksomheden er beliggende
Herhjemme er Rom I-forordningens artikel 7 anvendt i U 2021.4661 H, hvor en sag om skade på en motorbåd mellem en dansk bådejer og et tysk forsik- ringsselskab skulle afgøres efter tysk ret, fordi båden var registreret i Tysk- land. Højesteret fandt, at sagen skulle afgøres efter tysk ret, uanset om lov- valget blev bedømt efter Rom I-forordningens artikel 7, stk. 2, om forsik- ringsaftaler, der dækker store risici, eller artikel 7, stk. 3, om andre forsik- ringsaftaler. Det havde ikke betydning for lovvalget, at bådejeren havde bo- pæl i Danmark, og at båden lå i en dansk havn.
13.5. Aftaler om rettigheder over fast ejendom
Som forklaret i afsnit 12.3.2 ovenfor opstiller Romkonventionens artikel 4, stk. 2, en formodning for, at aftalen har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor realdebitoren har bopæl eller hovedsæde. Aftaler i almindelighed er der- for som udgangspunkt underlagt reglerne i realdebitors bopæls- eller hoved- sædeland. Formodningsreglen i artikel 4, stk. 2, modificeres i stk. 3, som op- stiller en specifik formodningsregel om lovvalget for aftaler om rettigheder over fast ejendom.
Det følger af Romkonventionens artikel 4, stk. 3, at aftalen formodnings- vis har sin nærmeste tilknytning til det land, hvor den faste ejendom er belig- gende, dvs. locus rei sitae, hvis aftalens genstand er en ret over den faste
ejendom. Formodningsreglen i artikel 4, stk. 3, vedrører aftaler om overdra- gelse, leje, brugsret og andre rettigheder over fast ejendom.
Romkonventionens artikel 4, stk. 3, er kun en formodningsregel, og den kan derfor fraviges, f.eks. hvis sælgeren og køberen har bopæl i samme land, mens den faste ejendom er et sommerhus i et andet land. Formodningsreglen skal ses i sammenhæng med Bruxelles I-forordningens artikel 24, stk. 1, om eksklusiv kompetence for domstolene i det land, hvor ejendommen er belig- gende, når sagen angår rettigheder mv. over fast ejendom.
Som nævnt ovenfor finder Romkonventionen ikke anvendelse, i det omfang der er fastsat særlige lovvalgsregler i andre internationale konventioner, jf. konventionens artikel 21. På transportområdet har Danmark tiltrådt flere kon- ventioner med særlige lovvalgsregler, der går forud for reglerne i Romkon- ventionen. I det følgende omtales de vigtigste af disse, herunder på områder- ne for søtransport (afsnit 13.6.1), vejtransport af gods (afsnit 13.6.2), luftfart (afsnit 13.6.3) og jernbanetransport (afsnit 13.6.4). Herefter gennemgås Romkonventionens formodningsregel om godstransportaftaler, som finder anvendelse, når lovvalget ikke er reguleret i andre konventioner (afsnit 13.6.5).
13.6.1. Søtransport
Aftaler om søtransport og skibsfart er reguleret i søloven, som fastsætter en- kelte lovvalgsregler om skade på person, rejsegods og gods samt om be- grænsning af rederansvaret.
Efter sølovens § 252 finder reglerne i sølovens kapitel 13 om stykgods- transport anvendelse på alle aftaler om søtransport i indenrigsfart i Danmark og i fart mellem Danmark, Norge, Finland og Sverige. Alle de danske regler om stykgodstransport i sølovens kapitel 13 finder dermed anvendelse på afta- ler om søtransport i indenrigsfart i Danmark eller i internordisk fart. Det be- tyder, at dansk ret finder anvendelse, når de danske domstole skal afgøre sa- ger herom, herunder når transporten finder sted til eller fra et andet nordisk land eller mellem andre nordiske lande. Bestemmelsen i sølovens § 252 er så- ledes en lovvalgsregel om lex fori.
Sølovens § 252 kan ikke kan fraviges ved lovvalgsaftale mellem sagens parter, jf. § 252, stk. 3, forudsætningsvist, medmindre det aftalte leveringssted og det aftalte og faktiske udleveringssted ligger i et ikke-nordisk land.
I sager om skade på person og rejsegods følger det af sølovens § 430, at lovens §§ 411-429 og § 501, stk. 1, nr. 3-5, om erstatningsansvar og forældel- se af visse erstatningskrav ikke kan fraviges til skade for passageren ved en forhåndsaftale, når der er tale om befordring mellem Danmark, Finland, Nor- ge og Sverige og ved indenrigsfart mellem disse lande eller anden fart til eller fra disse lande. Dette gælder, selv om aftalen i øvrigt er underlagt udenlandsk ret. Disse regler er således delvist internationalt præceptive, idet de på trods af bestemmelsen kan fraviges ved en efterfølgende aftale.
Søloven fastsætter særlige lovvalgsregler i § 182 om ansvarsbegrænsning og § 206 om ansvar for forureningsskade. Efter § 182 finder lovens kapitel 9 om ansvarsbegrænsning anvendelse i alle tilfælde, hvor begrænsning af an- svaret påberåbes ved en dansk domstol. Spørgsmål herom er således under- lagt lex fori, uanset om udenlandsk ret i øvrigt skal anvendes. Lovens § 206 om ansvar for forureningsskade behandles i afsnit 16.7 nedenfor.
Reglerne i §§ 182 og 206, hvorefter spørgsmål om ansvarsbegrænsning og ansvar for foru- reningsskade skal afgøres efter lex fori, er begrundet med, at sølovens regler om disse spørgsmål bygger på internationale konventioner, herunder Londonkonventionen.54 55
13.6.2. Vejtransport af gods
Aftaler om vejtransport af gods med køretøj mellem flere lande er reguleret i CMR-loven. 56 Sådanne aftaler er underlagt de materielle regler i CMR- loven, hvis befordringen udføres mod vederlag, og hvis befordringen efter fragtaftalen skal ske til eller fra Danmark eller mellem stater, af hvilke mindst den ene har tiltrådt CMR-konventionen, jf. CMR-lovens § 1, stk. 1. Bestem- melsen i § 1, stk. 1, er således en lovvalgsregel om lex fori.57
CMR-loven finder kun anvendelse på aftaler om vejtransport og ikke på andre aftaler, f.eks. om transportformidling, jf. U 1992.177 V, hvor en spedi- tørs anmodning til en grænsespeditør om at sørge for fortoldning ved grænsen ikke blev anses for en aftale om transport af gods. Loven finder kun anven- delse, hvis aftalen vedrører transport af gods ad landevej, jf. lovens § 3, stk. 1, og hvis der er tale om transport af gods. Godsbegrebet skal fortolkes bredt og omfatter alle typer af fysiske, rørlige genstande, som kan tænkes befordret
55. Falkanger m.fl. (2019), side 167 ff. og 184 ff.
56. Lovbekendtgørelse nr. 1122 af 18. september 2015 om fragtaftaler ved international vejtransport.
57. Xxxxxx Xxxxxxx (2000), side 266.
med køretøj.58 Begrebet omfatter derimod ikke passagertransport, herunder håndbagage og andet rejsegods.59 Transport af penge, ædelmetaller o.lign. antages at være omfattet af CMR-loven,60 og det fremgår af lovens § 25, stk. 1, litra f, at loven finder anvendelse på transport af levende dyr.
Princippet om lex fori i CMR-lovens § 1, stk. 1, finder anvendelse på selve fragtaftalen, herunder på spørgsmål om skade på det transporterede gods. Dette udgangspunkt skal ses i sammenhæng med, at CMR-konventionen er tiltrådt af de fleste europæiske lande, herunder Danmark, og der vil derfor sjældent opstå lovvalgsproblematikker i sådanne sager.61
CMR-loven kan ikke fraviges ved parternes aftale, jf. lovens § 1, stk. 3.
13.6.3. Lufttransport
Lovvalget i sager om skade i forbindelse med luftfart er genstand for speci- fikke regler i luftfartsloven, som finder anvendelse på sager om luftfart inden for dansk område, jf. luftfartslovens § 1.62 Luftfartslovens kapitel 9 indehol- der regler om befordring med luftfartøj, som gælder for skade på passagerer, rejsegods og gods, jf. lovens § 90.
Lovens kapitel 9 gennemfører Montrealkonventionen af 1999,63 der erstattede Warszawa- konventionen af 1929.64 Montrealkonventionen blev gennemført i dansk ret ved luftfarts- loven fra 2002,65 samtidig med at der i EU-regi blev vedtaget en forordning om luftfarts- selskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker.66
Reglerne i luftfartslovens kapitel 9 skal i alle tilfælde anvendes af de danske domstole, medmindre andet følger af Danmarks internationale forpligtelser,
58. Fabricius (2017), side 65 f.
59. Ibid., side 68.
60. Ibid., side 65 ff., med omtale af Norges Høyesteretts dom af 3. marts 2005 (sag 2004/1256).
62. Lovbekendtgørelse nr. 118 af 31. januar 2024 om luftfart.
65. Lov nr. 1074 af 17. december 2002, som trådte i kraft i 2004.
66. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 889/2002 af 13. maj 2002.
jf. luftfartslovens § 5. Det er således forudsat, at der ikke inden for lovens an- vendelsesområde kan opstå spørgsmål om lovvalg.67 I det omfang et spørgs- mål ikke er reguleret i luftfartslovens kapitel 9, antages det, at retsanvenderen bør anvende reglerne i det land, hvor luftfartøjet er registreret.68
13.6.4. Jernbanetransport
I sager om skade på person eller gods ved jernbanetransport er er der fastsat materielle regler i en konvention om jernbanetransport fra 1980.69 Konventi- onen, som kaldes COTIF, er ratificeret af Danmark og gennemført i dansk ret i 1985.70 Der er vedlagt en række andre instrumenter til konventionen, herun- der et sæt ensartede regler om aftaler om international befordring af passage- rer og bagage71 og et sæt ensartede regler om aftaler om international befor- dring af gods.72
Tidligere gjaldt en særlig lovvalgsregel efter § 30 i lov om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift, men denne blev ophævet i 1998.73
Ligesom CMR-konventionen er COTIF tiltrådt af en lang række lande, så i sager om aftaler om jernbanetransport er lovvalget i praksis ofte uden betyd- ning. Det følger dog af konventionens artikel 8 § 2, at forholdet er underlagt national ret, hvis det ikke er reguleret i konventionen. Artikel 8 § 3 slår fast, at begrebet »national ret« i § 2 skal forstås som forumlandets materielle reg- ler og lovvalgsregler. En dansk domstol vil således skulle bruge danske lov- valgsregler til at fastslå retsgrundlaget. Lovvalget vil derfor blive foretaget efter de danske lovvalgsregler, herunder formodningsreglen i Romkonventio- nens artikel 4, stk. 3, jf. herom i afsnit 12.3.3 ovenfor og afsnit 13.6.5 neden- for.
67. Xxxx Xxxxxxx (1997), side 613, og Xxxxxx (1976), side 377.
68. Xxxx Xxxxxxx (1997), side 613, og Xxxxxx (1976), side 377 f.
69. Konvention af 9. maj 1980 om international transport med jernbane.
70. Bekendtgørelse nr. 71 af 18. september 1985.
73. Lov nr. 117 af 11. marts 1921 om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift (1921).
13.6.5. Romkonventionens formodningsregel om godstransportaftaler
I tillæg til formodningsreglen om fast ejendom i Romkonventionens artikel 4, stk. 3, jf. herom i afsnit 13.5 ovenfor, opstiller konventionen i artikel 4, stk. 4, en særlig formodningsregel om lovvalget for aftaler om godstransport.
Efter artikel 4, stk. 4, formodes en godstransportaftale at have sin nærme- ste tilknytning til det land, hvor transportøren på tidspunktet for aftalens ind- gåelse havde sit hovedforretningssted, men kun hvis dette land tillige er det land, hvor laste- eller lossestedet eller afladerens hovedforretningssted er be- liggende.74 Hvis transportørens hovedforretningssted ikke er sammenfalden- de med laste- eller lossestedet eller afladerens hovedforretningssted, falder man tilbage på skønsreglen i Romkonventionens artikel 4, stk. 1, som overla- der et bredt skøn til domstolene. Man falder ikke tilbage på den generelle formodningsregel i stk. 2, fordi stk. 2 slet ikke gælder for aftaler om transport af gods, jf. stk. 4, 1. pkt.
Transportaftaler om passagerer er ikke omfattet af Romkonventionens ar- tikel 4, stk. 4. Sådanne aftaler er omfattet af den generelle formodningsregel i konventionens artikel 4, stk. 2. Her falder man tilbage på den generelle for- modningsregel i stk. 2 og ikke på skønsreglen i stk. 1, fordi det kun er aftaler om transport af gods, der ikke er omfattet af stk. 2, jf. stk. 4, 1. pkt.
Immaterialrettigheder kan gøres til genstand for aftaler om overdragelse eller licens.75 En forfatter kan indgå en forlagskontrakt med et forlag, så forlaget får eneret til at udgive værket, eller en opfinder, der har patent på et lægemid- del, kan sælge patentet til et medicinalfirma. På samme måde kan en virk- somhed med et beskyttet varemærke give andre virksomheder ret til at bruge varemærket mod en licensafgift. Med en samlebetegnelse udtrykkes det såle- des, at man kan overdrage immaterialrettigheden.
Immaterielle rettigheder kan enten overdrages fuldstændigt eller delvist. En fuldstændig overdragelse indebærer, at ejendomsretten til eneretten over- går til en anden, mens en delvis overdragelse angår dele af den beskyttede rettighed eller hjemler en begrænset ret, f.eks. en licens.76
74. Afladeren er den, der afleverer godset til transportøren.
75. Schovsbo m.fl. (2024), side 687 ff.
76. Ibid., side 688 f.
13.7. Immaterialretsaftaler
Aftaler om overdragelse af immaterialrettigheder reguleres som udgangs- punkt af de almindelige aftale- og obligationsretlige regler og principper,77 men disse regler og principper suppleres af nogle særlige regler i immaterial- retslovene. Hvis aftalerne giver anledning til lovvalgsproblematikker, skal lovvalget foretages efter de almindelige regler om lovvalg på det kontraktret- lige område, jf. herom i kapitel 12 ovenfor.78
Romkonventionens regler indebærer, at immaterialretsaftalens parter har frihed til at indgå lovvalgsaftaler, jf. konventionens artikel 3, stk. 1, 1. pkt.
Har parterne ikke foretaget et lovvalg, reguleres immaterialretsaftalen af de lovvalgsreglerne i Romkonventionens artikel 4, herunder stk. 1 om den in- dividualiserende metode, og formodningsreglen i artikel 4, stk. 2. Efter for- modningsreglen er aftaleforholdet som udgangspunkt underlagt reglerne i det land, hvor realdebitor havde sin bopæl på aftaletidspunktet, medmindre den karakteristiske ydelse ikke kan identificeres, eller aftalen har en nærmere til- knytning til et andet land, jf. artikel 4, stk. 5.
For aftaler om fuldstændig overdragelse af immaterielle rettigheder må overdrageren normalt anses for at levere den karakteristiske ydelse, medmin- dre aftalen pålægger erhververen væsentlige pligter til f.eks. at vedlige og forsvare immaterialretten.79
For licensaftaler vil licensgiverens normalt levere den karakteristiske ydelse, navnlig når licenstageren kun skal betale afgift for at udnytte retten, mens licensgiveren selv skal vedligeholde og forsvare retten og eventuelt yde teknisk og videnskabelig bistand til licenstageren i licensperioden.80
Hvis licenstageren derimod bliver pålagt at vedligeholde og eventuelt vi- dereudvikle den immaterielle ret samt at markedsføre retten og forsvare den mod krænkelser, vil aftalen kunne have sin nærmeste tilknytning til licensta- gerens land, hvor licensen udnyttes, jf. Romkonventionens artikel 4, stk. 5, 2. pkt.81 I disse tilfælde ligger aftalens tyngdepunkt i licenstagerens land.
Er overdragelsen af den immaterielle rettighed kun en mindre del af en større aftale, f.eks. en virksomhedsoverdragelsesaftale, vil lovvalget for im- materialretsaftalen kunne følge lovvalget for hovedaftalen,82 medmindre im- materialretsoverdragelsen har en nærmere tilknytning til et andet land end
77. Ibid., side 688.
78. Xxxx Xxxxxxx (1997), side 626, Lando (1981), side 312 ff., og Schovsbo m.fl. (2024), side 713.
79. Xxxx Xxxxxxx (1997), side 627, og Lando (1981), side 314.
80. Xxxx Xxxxxxx (1997), side 627, og Lando (1981), side 315.
81. Xxxx Xxxxxxx (1997), side 627, og Lando (1981), side 315.
82. Xxxx Xxxxxxx (1997), side 627, og Lando (1981), side 309.
det, som hovedaftalen er underlagt. I så fald kan lovvalget opdeles, jf. artikel 4, stk. 1, 2. pkt. Parterne kan også aftale at opdele lovvalget i overensstem- melse med konventionens artikel 3, stk. 1, og afsnit 12.2.2.2 nedenfor.
I kommercielle tvister er parterne ofte uenige om rettens eller voldgiftsrettens kompetence. Den ene part kan have indledt en voldgiftssag, hvorefter mod- parten bestrider voldgiftsaftalens gyldighed eller omfang med henblik på at trække sagen i langdrag eller opnå et strategisk fordelagtigt forum. Tvistløs- ningsaftalens indgåelse, gyldighed og fortolkning kan afhænge af lovvalget, fordi de aftaleretlige regler varierer fra land til land, og derfor kan der opstå spørgsmål om lovvalget for aftalen om tvistløsning. I det følgende gennem- gås reglerne om lovvalg for tvistløsningsaftaler. Der sondres mellem vold- giftsaftaler (afsnit 13.8.1), værnetingsaftaler (afsnit 13.8.2) og kombinerede tvistløsningsaftaler (afsnit 13.8.3).
13.8.1. Voldgiftsaftaler
Voldgiftsaftaler er undtaget fra Romkonventionens anvendelsesområde, jf. artikel 1, stk. 2, litra d, og hverken voldgiftsloven eller retsplejeloven fastsæt- ter regler om lovvalget for voldgiftsklausuler.
Voldgiftsloven berører lovvalget i § 37, stk. 2, nr. 1, litra a, hvorefter vold- giftskendelsen kan tilsidesættes, hvis »voldgiftsaftalen er ugyldig efter den lov, som parterne har vedtaget for den, eller i mangel af en sådan vedtagelse efter dansk ret«. Bestemmelsen svarer til § 39, stk. 1, nr. 1, litra a, hvorefter aner- kendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen kan nægtes, hvis »voldgifts- aftalen er ugyldig efter den lov, som parterne har vedtaget for den, eller i mangel af en sådan vedtagelse efter loven i det land, hvor voldgiftskendelsen er afsagt«. Bestemmelserne bygger på New York-konventionens artikel 5, stk. 1, litra a, og voldgiftsmodellovens artikel 34, stk. 2, litra a, punkt i.
De ovennævnte bestemmelser er ikke lovvalgsregler. De regulerer ikke lovvalget for voldgiftsaftalen, men fastslår, at voldgiftskendelsens gyldighed efter dansk ret beror på parternes lovvalg eller, i mangel af en lovvalgsaftale, på dansk ret.
Hvis parterne har indgået en voldgiftsaftale, men ingen lovvalgsaftale, vil voldgiftsaftalens indgåelse, gyldighed og fortolkning være underlagt dansk ret. Dette kan udledes af de ovennævnte bestemmelser og bestemmelsernes forarbejder. Det fremgår således af bemærkningerne til § 37, at »[h]ar par- terne ikke vedtaget, hvilken lov (dvs. hvilket lands lovgivning) der skal an-
vendes på voldgiftsaftalen, afgøres spørgsmål om aftalens indgåelse og gyl- dighed […] efter loven i det land, hvor voldgiftskendelsen er afsagt«.83
Bemærkningerne slår entydigt fast, at en voldgiftsaftale, der ikke er omfat- tet af en lovvalgsaftale, er underlagt dansk ret, når voldgiftssagens sæde er i Danmark. Det samme følger af voldgiftsbekendtgørelsens § 11, stk. 2.84
Der er heller ingen tvivl om, at et særskilt lovvalg for voldgiftsaftalen vil blive opretholdt, selv om det særskilte lovvalg måtte adskille sig fra det gene- relle lovvalg for hovedaftalen. Lovvalget kan med andre ord opdeles og isole- res til voldgiftsaftalen, selv om adgangen til at opdele lovvalget ved aftale el- lers kan være begrænset.85
Parter indgår normalt ikke specifikke lovvalgsaftaler for deres voldgifts- klausuler. I stedet indgår de generelle lovvalgsaftaler for de samlede hovedaf- taler, som voldgiftsklausulerne indgår i. I praksis bliver spørgsmålet derfor, om den generelle lovvalgsaftale for hovedaftalen omfatter voldgiftsklausulen i mangel af et særskilt lovvalg for voldgiftsklausulen. For kommercielle juri- ster kan svaret umiddelbart give sig selv; en lovvalgsaftale indgås med det formål at omfatte hele hovedaftalen, så selvfølgelig omfatter lovvalgsaftalen hele hovedaftalen, herunder voldgiftsaftalen.
I voldgiftsmiljøet er der imidlertid opstået en opfattelse af, at lovvalgsafta- ler ikke finder anvendelse på voldgiftsklausuler, medmindre andet udtrykke- ligt er bestemt. Opfattelsen kommer blandt andet til udtryk hos Parker86 og Cordero-Moss,87 og den bygger på en vidtløftig fortolkning af det grundlæg- gende princip om separabilitet.
Princippet om separabilitet har til formål at imødekomme parternes ønske om at løse tvister ved voldgift, selv om deres aftale måtte vise sig at være ugyldig. Princippet går ud på, at en voldgiftsaftale overlever hovedaftalens ugyldighed.
Separabilitetsprincippet har dog ikke til formål at regulere lovvalget for voldgiftsklausulen. Det fremgår af de historiske kilder om princippet, at dets formål handler om gyldighed, og det samme fremgår af voldgiftslovens § 16, stk. 1, 2. pkt., som bygger på modellovens artikel 16:
83. Forslag af 16. marts 2005 til lov om voldgift (2005), bemærkninger til § 37.
84. Voldgiftsbekendtgørelsen af 1973. 85. Xxxxxxxxx i ET 2015.27 (2015).
»Voldgiftsretten afgør spørgsmål om sin egen kompetence, herunder indsigelser mod vold- giftsaftalens eksistens eller gyldighed. En voldgiftsklausul, der udgør en del af en kontrakt, anses i denne sammenhæng for en selvstændig aftale uafhængig af kontraktens øvrige dele. En afgørelse fra voldgiftsretten om, at kontrakten er ugyldig, medfører ikke i sig selv, at voldgiftsklausulen er ugyldig [understregning indsat].«
Når parterne har indgået en aftale, som indeholder en generel lovvalgsklausul og en generel voldgiftsklausul, må det antages, at parternes lovvalg har haft til formål at omfatte alle hovedaftalens elementer, herunder voldgiftsklausu- len. Svaret bygger på almindelig aftalefortolkning og har intet med separabili- tetsprincippet at gøre, idet kommercielle parter, der indgår lovvalgs- og vold- giftsaftaler, vil have et subjekt fællesønske om at brede lovvalgsaftalen ud over hele deres aftale.
De kommercielle mennesker i forhandlingslokalet er normalt slet ikke be- kendt med separabilitetsprincippet og kan ikke antages at have nogen interes- se i at undtage voldgiftsklausulen fra deres lovvalgsaftale. Det giver derfor ikke mening at fortolke separabilitetsprincippet udvidende, så det omfatter spørgsmål om lovvalg. Rationalet fremgår af den engelske Enka-dom fra 2020, hvor retten blandt andet bemærkede følgende:
»The principle that an arbitration agreement is separable from the contract containing it is an important part of arbitration law but it is a legal doctrine and one which is likely to be much better known to arbitration lawyers than to commercial parties. For them a contract is a contract; not a contract with an ancillary or collateral or interior arbitration agree- ment. They would therefore reasonably expect a choice of law to apply to the whole of that contract.«88
Større kommercielle aftaler indeholder ofte definitioner af aftalen som f.eks. ’the entire agreement and all of its provisions including subsequent amend- ments’ el.lign., men selv i mangel af sådanne definitioner må lovvalgsklausu- len antages at omfatte hele aftalen og alle dens bestemmelser.
Cordero-Moss understøtter sin antagelse om, at lovvalgsklausulen ikke omfatter voldgifts- klausulen, med henvisning til Born,89 men Born skriver blot, at voldgiftsklausulen »may be, and often are, governed by a different law than that governing the underlying cont- ract«.90 Borns udtalelse er rigtig, jf. ovenfor, men den er ikke nødvendigvis udtryk for, at
89. Cordero-Moss (2021), side 289. 90. Born (2021), §4.02.
parternes lovvalg i hovedaftalen skal fortolkes som en aftale om lovvalg for alle andre klausuler end voldgiftsklausulen. Fortolkningen må bero på almindelige fortolkningsprin- cipper og fortolkningsmetoder.
De britiske og franske højesteretter har afsagt divergerende afgørelser i den samme sag om spørgsmålet.91 Parterne havde aftalt engelsk ret, men voldgif- tens sæde var i Frankrig, og den franske Cour de Cassation opretholdt vold- giftskendelsen, fordi retten anså voldgiftsaftalen som gyldigt vedtaget efter fransk aftaleret, mens den britiske Supreme Court nægtede at fuldbyrde vold- giftskendelsen med henvisning til voldgiftsaftalens rækkevidde efter engelsk aftaleret.
Den franske tilgang kan ikke antages at være udtryk for gældende dansk ret. Efter dansk ret må parternes lovvalgsaftale antages at omfatte hele aftalen og alle dens bestemmelser, herunder en voldgiftsklausul, medmindre andet fremgår af aftalen. Som nævnt ovenfor vil voldgiftsaftalen dog være underlagt dansk ret, hvis parterne ikke har foretaget et generelt lovvalg i deres aftale.
13.8.2. Værnetingsaftaler
Ligesom voldgiftsaftaler er værnetingsaftaler undtaget fra Romkonventionens anvendelsesområde, jf. konventionens artikel 1, stk. 2, litra d.
For værnetingsaftaler omfattet af Bruxelles I-forordningen er lovvalget delvist reguleret i forordningen. Det følger af forordningens artikel 25, at par- ternes værnetingsaftale tillægger det aftalte værneting enekompetence,
»medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende med- lemsstat«. Lovvalget for værnetingsaftalens gyldighed skal således foretages efter de aftaleretlige regler i det land, der ville have kompetence, hvis værne- tingsaftalen var gyldig.
Det fremgår udtrykkeligt af artikel 25, stk. 5, at en værnetingsaftale, der indgår som en del af en kontrakt, ligesom voldgiftsaftaler, jf. afsnit 8.2 oven- for, »anses for at være en selvstændig aftale, der er uafhængig af kontraktens øvrige bestemmelser«, og at gyldigheden af en værnetingsaftale ikke kan be- strides »alene under henvisning til, at kontrakten ikke er gyldig«.
Bruxelles I-forordningens artikel 25 vedrører værnetingsaftalens gyldig- hed, men bestemmelsen tager ikke udtrykkeligt stilling til værnetingsaftalens omfang og retsvirkninger. Det må antages, at også omfanget og retsvirknin- gerne skal afgøres efter værnetingslandets regler.
91. Kabab-Ji SAL v Kout Food Group og Kabab-Ji SAL (Lebanon) v Kout Food Group (Kuwait).
Bestemmelsen opstiller en række formkrav for værnetingsaftalen, som fin- der anvendelse uanset de nationale formkrav i værnetingslandet. Det følger af artikel 25, stk. 1, at værnetingsaftalen skal være indgået skriftligt, herunder ved elektronisk meddelelse, eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, jf. litra a. Værnetingsaftalen skal desuden være indgået i en form, der er »i overensstem- melse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold«, jf. litra b, eller inden for international handel, »i en form, der er i overensstemmel- se med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som in- den for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i afta- ler af samme type inden for den pågældende handelsbranche«, jf. litra c.
For værnetingsaftaler, der falder uden for Bruxelles I-forordningen, anta- ges det, at reglerne i Romkonventionen anvendes analogt.92 I praksis kan det være vanskeligt at bruge Romkonventionens bestemmelser til at foretage et lovvalg i en sag om gyldigheden eller omfanget af en værnetingsaftale, fordi den ene part ikke leverer en karakteristisk ydelse, men i så fald vil aftalen normalt have sin nærmeste tilknytning til værnetingslandet, jf. Romkonventi- onens artikel 4, stk. 5, 1. pkt.
13.8.3. Aftaler om mediation og andre former for alternativ tvistløsning Aftaler om mediation og andre former for alternativ tvistløsning vil være om- fattet af parternes generelle lovvalgsaftale, medmindre andet fremgår af afta- len. For sådanne aftaler gælder der ikke noget separabilitetsprincip, så diskus- sionen om voldgiftsaftaler og separabilitet, jf. afsnit 13.8.1 ovenfor, kan ikke udstrækkes til også at omfatte mediationsaftaler og aftaler om andre former for alternativ tvistløsning.
I mangel af en lovvalgsaftale vil lovvalget skulle foretages efter Romkon- ventionens artikel 4, idet mediationsaftaler og andre aftaler om alternativ tvistløsning ikke er undtaget fra konventionens anvendelsesområde. Tvistløs- ningsaftaler indbefatter ikke nogen karakteristisk ydelse fra en aftalepart, og derfor vil lovvalget ikke kunne foretages efter formodningsreglen i artikel 4, stk. 2, men må i stedet skulle foretages efter skønsreglen i stk. 1, jf. stk. 5, 1. pkt., hvorefter aftalen er underlagt reglerne i det land, som den har sin nær- meste tilknytning til. De centrale tilknytningsmomenter vil blandt andet være hovedaftalens retsgrundlag, parternes respektive domicillande, stedet for tvistløsningsprocessens gennemførelse og stedet for en eventuel forligsaftales fuldbyrdelse.
92. Xxxx Xxxxxxx (2015), side 132.
DEL VI
Deliktforhold