Salgsbetingelser for Erhvervsgrunde i
Salgsbetingelser for Erhvervsgrunde i
Ikast-Brande Kommune
Henvendelse om køb af erhvervsgrund sker til:
Ikast-Brande Kommune – Grundsalg – Xxxxxxxxxxxxx 0 – 7430 Ikast – 99 60 33 00.
Købesummen fremgår af prisliste for de enkelte områder og er angivet som en pris pr. m².
Der ydes 20 % nedslag i prisen for den del af erhvervsgrunden, der overstiger 2,0 ha., og 40 % nedslag for den del af erhvervsgrunden, der overstiger 4,0 ha.
1. Overtagelsen fastsættes så vidt muligt til den 1. i måneden efter at sælger har godkendt tilbuddet om køb af en erhvervsgrund.
2. Køber skal tåle de ulemper og gener, der er forbundet med byggemodning af området. Byggemodning af de enkelte grunde forventes tilendebragt i løbet af 1 - 3 måneder efter overtagelsen.
Byggeri på grundene kan tidligst påbegyndes, når der er ført stik til grundene.
Køber er indforstået med at tåle alle med den fremtidige byggemodnings færdiggørelse forbundne ulemper.
Køber skal være opmærksom på, at først når den matrikulære sag er færdigekspederet, vil der kunne tinglyses skøde og pant i ejendommen.
3. Købesummen betales kontant på overtagelsesdagen. Tillige betales de af sælger eventuelle forudbetalte tilslutningsafgifter.
4. Købesummen indeholder:
Bidrag til vej- og stianlæg, herunder belysning i henhold til vejprojekt. Omkostninger i forbindelse med udstykning, udfærdigelse og tinglysning af skøde.
5. Købesummen indeholder ikke:
Kloakforsyning:
Tilslutningsbidrag til kloak- og rensningsanlæg opkræves af Ikast-Brande Spildevand A/S i henhold til “Betalingsvedtægt for spildevandsanlæg - Ikast-Brande Spildevand as”.
Tilslutningsbidraget opkræves af Ikast-Brande Spildevand A/S, når tilslutning er mulig, eller når grunden sammenlægges med en grund, hvor tilslutningsbidraget er betalt.
Vandforsyning:
Bebyggelsen skal tilsluttes offentlig vandforsyning.
Anlægsbidraget forfalder til betaling, når installationen tilmeldes, og skal af køber være indbetalt til vandværket, før stophanen åbnes.
Varmeforsyning:
Rumopvarmningsform fremgår af varmeforsyningsplanen for de enkelte udstykningsområder.
I områder med naturgas retter køberen henvendelse til Naturgasselskabet, når gasstikkets placering kendes. Stik- og ledningsbidrag betales direkte af køber til Naturgasselskabet.
I områder med fjernvarmepligt, opkræver forsyningsvirksomheden stiklednings- og arealbidraget samt i nogle tilfælde basisbidraget direkte hos køberen.
I nogle områder er der mulighed for at anvende procesvarme, eventuelt som supplement til anden varmeforsyning.
Elforsyning:
Bebyggelsen skal tilsluttes el under de lokale værker. Forsyningsvirksomheden opkræver tilslutningsbidraget direkte hos køberen.
Købers advokatomkostninger:
Køber betaler selv eventuelle egne advokatomkostninger.
6. Køber skal tåle, at der bliver placeret el-, fibernet og teleskabe i skel mellem grundene (ud mod vejarealet) efter el-, fibernet og teleselskabernes ønsker.
7. Oplysning om højder på projekterede veje og stier kan fås ved henvendelse til Teknisk Område, Drift og Anlæg.
8. Køber bærer det økonomiske ansvar for eventuel beskadigelse af vej- og stianlæg, der opstår i forbindelse med byggeri på grunden, og har pligt til straks at anmelde eventuel beskadigelse til kommunen.
Køber er gjort bekendt med, at byggematerialer, skurvogne m.m. skal holdes på egen grund.
9. Grunden overtages, som den er og forefindes.
Sælger er ikke bekendt med, om der på grunden skulle findes kemikalier eller andre forurenende stoffer, der kan medføre krav fra miljømyndigheder om foretagelse af afhjælpende foranstaltninger. Grunden er ikke kortlagt efter lov om forurenet jord.
Overdragelsen sker uden ansvar for sælger, og køber kan således ikke rejse erstatningskrav eller kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen, såfremt det viser sig, at grunden er forurenet.
Køber har dog ret til at træde tilbage fra handelen senest 3 måneder efter overtagelsesdagen, såfremt det viser sig, at det er et myndighedskrav, at der skal ske hel eller delvis oprensning til den efter lokalplanen lovlige anvendelse af arealet. Ingen af parterne kan i den anledning rejse krav mod den anden part.
10. Ikast-Brande Kommune har nogle steder i forbindelse med planlægningen af erhvervsområderne ladet Museum Midtjylland foretage undersøgelser i henhold til Museumsloven.
Der er registreret en række oldtidsfund i enkelte områder, derfor skal køber påregne, at Museum Midtjylland kan ønske at foretage yderligere undersøgelser i forbindelse med et kommende byggeri. Køber skal derfor orientere Museum Midtjylland, Xxxxxxxxxxx 00, 0000 Xxxxxxx om ethvert bygge- og anlægsarbejde.
Der gøres opmærksom på, at køber, jf. lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014 om museer §§ 25-27 m.fl., har pligt til straks at anmelde fundne fortidsminder til kulturministeren og hjemmel for samme til at standse allerede påbegyndt byggeri, ligesom bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde udføres, skal standse jordarbejdet i det omfang, dette berører et fortidsminde.
I det omfang påbegyndt byggeri standses, fordi museet ønsker at foretage yderligere undersøgelser, kan køber ikke over for sælger gøre mangelsindsigelser gældende, hverken erstatning, forholdsmæssigt afslag, eller ophævelse, som følge af, at byggeriet standses. Arealet overdrages altså uden ansvar for sælger også vedrørende dette forhold.
Sælger kan alene henvise køber til at søge erstatning i medfør af forannævnte lovbekendtgørelse om museer § 27. Opmærksomheden henledes specielt på lovens § 27, stk. 4-7.
11. Ikast-Brande Kommune har i enkelte områder ladet foretage jordbundsundersøgelser, som vil blive udleveret til køber.
Hvis det viser sig, at der er problematiske jordbundsforhold, hvor bygningen skal placeres, yder Ikast- Brande Kommune under visse forudsætninger kompensation for nødvendige ekstra funderingsomkostninger. Ved ekstrafundering forstås fundament til et normalt erhvervsbyggeri ud over et normalt fundament på ca. 0,9 m. under terræn eller ekstrafundering under normalt kælderfundament, der skyldes jordbundsforholdene.
Vilkårene for udbetaling af kompensation for ekstra fundering er, at
udgifter til ekstra fundering overstiger 10 % af købesummen eksklusiv tilslutningsafgifter,
køberen for egen regning får foretaget jordbundsundersøgelser af anerkendt firma med ekspertise i Geotekniske undersøgelser efter aftale med Ikast-Brande Kommune,
undersøgelserne gennemføres, inden fundamenterne støbes,
den geotekniske rapport afleveres til Ikast-Brande Kommune sammen med overslagspriser over udgifter til ekstrafundering. Ikast-Brande Kommune forbeholder sig ret til at få foretaget yderligere undersøgelser, beregninger m.v. på købers regning,
byggeriet ikke igangsættes, før Ikast-Brande Kommune har gennemgået materialet, og det fremsendte kompensationstilbud er godkendt af køber.
Egenbetaling ved ekstra fundering:
Køber afholder selv et beløb, svarende til 10 % af købesummen til ekstra funderingsomkostninger. Kommunens kompensationstilbud kan ikke overstige grundens salgspris eksklusiv tilslutningsafgifter. I opgørelsen af ekstra funderingsomkostninger indgår købers udgifter til jordbundsundersøgelser.
Kompensationsbeløbet for ekstra funderingsomkostninger vil tidligst blive udbetalt, når byggeriet er korrekt færdigmeldt i henhold til byggetilladelsen.
Der ydes kun kompensation for ekstra funderingsomkostninger for det byggeri, som opføres umiddelbart efter overtagelsen af grunden og ikke for senere om- og tilbygninger.
Kan køber ikke acceptere det tilbudte beløb, forpligter Ikast-Brande Kommune sig til at tilbyde at tilbageskøde grunden på vilkår, som er nævnt i servitut om bebyggelsespligt og tilbagekøbsret for Ikast- Brande Kommune. Ikast-Brande Kommune refunderer købers udgifter til jordbundsundersøgelser, der overstiger 10 % af købesummen ekskl. tilslutningsafgifter.
Det fremhæves udtrykkeligt over for køber, at køber ikke på et senere tidspunkt eller ved om og/eller udvidelse af byggeriet kan gøre nogen mangelindsigelser gældende over for sælger, det være sig erstatning, forholdsmæssig afslag eller ophævelse.
12. Køber skal respektere de i byggeloven fastsatte bestemmelser samt:
- Lokalplan
- Servitutter, som er eller i forbindelse med udstykningen vil blive tinglyst på grunden
- Servitut om bebyggelsespligt og tilbagekøbsret for Ikast-Brande Kommune vil blive tinglyst:
a. Køber skal påbegynde opførelse af erhvervsbyggeri inden 5 år efter overtagelsesdagen. Byggeriet skal gennemføres i normal byggerytme og senest et år efter byggetilladelse skal byggeriet være afsluttet.
For at opfylde byggepligten skal der opføres følgende erhvervsbyggeri på grunden: Af de første 20.000 m² skal der opføres 25 % af det ved fuld udbygning tilladte.
Af de næste 20.001-40.000 m², skal der opføres 10 % af det ved fuld udbygning tilladte. Af det resterende areal, skal der opføres 5 % af det ved fuld udbygning tilladte.
b. Køber må ikke videresælge ejendommen, før der er opført det antal m² erhvervsbyggeri på grunden, som anført under punkt A. Måtte den til enhver tid værende ejer ønske at afhænde ejendommen eller en del af ejendommen i ubebygget stand, hvorved forstås, at der ikke foreligger færdigmelding for den eventuelt på grunden værende bygning, skal ejeren være pligtig til skriftligt at tilbyde Ikast-Brande Kommune det omhandlede areal for en købesum, der svarer til det beløb, arealet er købt til af Ikast- Brande Kommune.
Såfremt Ikast-Brande Kommune ikke senest 3 måneder efter tilbuddets modtagelse har accepteret dette, er kommunens rettigheder bortfaldet.
Alle udgifter ved tilbageskødningen afholdes af tilbageskøderen.
c. Hvis byggeriet på parcellen ikke er påbegyndt senest 5 år efter overtagelsesdagen og afsluttet jævnfør litra A, har ejeren pligt til skriftligt at tilbyde parcellen til Ikast-Brande Kommune til samme pris og på samme vilkår som fastsat under litra B.
d. Hvis der udstykkes et areal fra ejendommen, skal nærværende servitut ligeledes være gældende for de enkelte udstykkede parceller.
Beregningseksempel:
Det betyder, at hvis du eksempelvis køber 52.000 m² jord med en bebyggelsesprocent på 50 %, skal du indenfor 5 år bebygge følgende antal kvadratmeter:
Differencerne af grundarealet | Beregning af max tilladte antal m² bygning ud fra den gældende bebyggelsesprocenten | Differencering af hvor meget der skal opføres | Antal m² bygning for at overholde servitutten |
0 - 20.000 m² | 50 % af 20.000 m² = 10.000 m² | 25% af 10.000 m² | 2.500 m² |
20.001 – 40.000 m² | 50 % af 19.999 m² = 9.999 m² | 10% af 9.999 m² | 1.000 m² |
40.001 – 52.000 m² | 50 % af 11.999 m² = 6.000 m² | 5% af 6.000 m² | 300 m² |
I alt antal m² der skal bebygges | 3.800 m² |
Det betyder, at der alt i alt skal bygges minimim 3.800 m² bygning inden for 5 år efter overtagelsesdagen, på en grund på 52.000 m² med en bebyggelsesprocent på 50, jf. lokalplanen.
13. Såfremt køberen afbryder eksisterende dræn på grunden, skal disse reetableres.
14. Køber erklærer sig indforstået med, at en beskadigelse af/manglende skelpæle kun kan påberåbes over for Ikast-Brande Kommune 2 måneder efter overtagelsesdagen. Fra dette tidspunkt er disse eventuelle mangler Ikast-Brande Kommune uvedkommende, og køber må alene afholde udgifterne til reetablering.
15. Der gives mulighed for indrømmelse af en køberet på maksimalt 3 år. Køberetten skal omfatte et konkret jordstykke, som kommunen lader udmatrikulere til en selvstændig ejendom.
Køberetten betales kontant med 10 % af den udbudte salgspris, dog mindst 100.000 kr. Køberetten kan kun omfatte de arealer, hvor der for tidspunktet for køberettens indgåelse, ikke er potentielle købere.
Salg af det areal, som er omfattet af køberetten sker til markedsprisen på salgstidspunktet og på de vilkår, som er gældende for salg af erhvervsgrunde på tidspunktet for salget.
Hvis køberen ikke inden 3 år fra indrømmelse af en køberet, gør brug af køberetten, er parterne frit stillet og grunden vil blive solgt til anden side.
Den erlagte pris for køberetten tilbagebetales ikke og kan ikke modregnes i en eventuel købesum.
Der gives endvidere mulighed for, på følgende betingelser at købe af en forkøbsret på et konkret afgrænset erhvervsareal:
Forkøberetten koster 5 % af mindsteprisen for det givne areal. Hvis der ikke er fastsat en mindstepris på arealet, kan forkøbsretten først sælges, når Byrådet har fastsat en mindstepris
Såfremt mindsteprisen efterfølgende forhøjes, forhøjes forkøbsretten ikke
Såfremt forkøbsretten ikke udnyttes, tilbagebetales beløbet ikke
Såfremt forkøbsretten udnyttes, fratrækkes købesummen halvdelen af den betalte forkøbsret
Forkøbsretten tinglyses på det pågældende areal
Når/hvis der kommer en anden, der ønsker at købe arealet, får forkøbsretshaveren 10 hverdage til at gøre brug af forkøbsretten, til den pris som en anden køber tilbyder for arealet, dog minimum mindsteprisen, som arealet er udbudt til
Såfremt forkøbsretshaveren ikke ønsker at gøre brug af forkøbsretten, bortfalder forkøbsretten på det pågældende areal
Forkøbsretten bortfalder automatisk efter 10 år
Forkøbsretten kan ikke gøres til genstand for overdragelse
De på købstidspunktet gældende salgsbetingelser og mindsteprisen vil til en hver tid være gældende, uanset hvilke betingelser der var gældende på tidspunktet for køb af forkøbsretten
Der kan kun sælges én forkøbsret per areal
Når aftalen om forkøbsret er indgået, vil det fremgå af udbuddet/prislisten for det pågældende areal
Ikast-Brande Kommune kan til enhver tid undlade at sælge en forkøbsret, såfremt et salg vil være i modstrid med udbudsbekendtgørelsen
Forkøbsretten tillægges moms
16. Salget af grundene sker i øvrigt efter bestemmelserne i Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 24. juni 2011 om offentligt udbud af kommunens faste ejendommen, der fastsætter at:
Kommunen ikke er forpligtet til at sælge
Købstilbud skal være skriftlige
Indkomne købstilbud er fortrolige indtil salg har fundet sted
Byrådet kan forkaste alle indkomne tilbud.