VEDTÆGT
VEDTÆGT
for
FONDEN WONDERFUL COPENHAGEN
1 NAVN
1.1 Fondens navn er "Fonden Wonderful Copenhagen".
2 HJEMSTED
2.1 Fondens hjemsted er Københavns Kommune.
3 FORMÅL
3.1 Fondens formål er på non-profit basis at fremme og udvikle erhvervs- og ferie-/fritidsturismen i Region Hovedstadens område til gavn for almennyttige interesser.
4 VIRKSOMHED OG AKTIVITETER
4.1 Fonden skal tage initiativer til igangsætning og koordination og/eller gennemførelse af aktiviteter inden for markedsføring, produkt- og begivenhedsudvikling, turistservice, netværksdannelse, videns- og kompetenceudvikling inden for turismen i Region Hovedstadens område.
4.2 Fondens virksomhed tilrettelægges i øvrigt således, at den bedst muligt støtter og supplerer de bestræbelser, der af danske myndigheder, erhverv, institutioner m.v. udøves for at udbrede kendskabet til Region Hovedstadens område. Fonden skal herunder samarbejde med blandt andet erhvervsliv, turistorganisationer, kulturinstitutioner, offentlige myndigheder samt andre med direkte eller indirekte interesser for eller indflydelse på turismen i Region Hovedstadens område.
4.3 Fonden kan foretage aktiviteter og indgå i samarbejder uden for Region Hovedstadens geografiske område.
4.4 Fondens midler, herunder et eventuelt overskud, må alene anvendes til fremme af fondens formål.
5 KAPITALFORHOLD
5.1 Fondens grundkapital udgør kr. 765.823, der er fuldt indbetalt.
5.2 Fondens finansieringsbehov tilvejebringes gennem bidrag fra erhvervslivet, organisationer og det offentlige, herunder årlige aftaler med turismens ministerium, der er en væsentlig bidragyder til Fonden. Endvidere søges tilvejebragt midler ved projektarbejder med erhvervslivet og offentlige myndigheder samt ved salg af serviceydelser.
5.3 Ved fondens eventuelle opløsning skal fondens formue anvendes i overensstemmelse med fondens formål.
6 BESTYRELSEN
6.1 Fonden ledes af en bestyrelse bestående af 13 medlemmer, der udpeges som angivet under punkt 7.
6.2 Bestyrelsen vælger af sin midte for 3 år ad gangen en formand og en næstformand, der i formandens fravær i enhver henseende træder i formandens sted.
7 UDPEGNING AF BESTYRELSESMEDLEMMER
7.1 Af de i 6.1 nævnte bestyrelsesmedlemmer udpeges 3 medlemmer af Kommunekontaktrådet i Region Hovedstaden, heraf 2 borgmestre og 1 dansk udpeget regionsrådsmedlem af Greater Copenhagen Komiteens bestyrelse. Københavns Kommune udpeger 2 medlemmer og Frederiksberg Kommune 1 medlem blandt henholdsvis Borgerrepræsentationens og Kommunalbestyrelsens medlemmer. Udpegningerne sker for den kommunale valgperiode, idet udpegningsperioden dog varer frem til nye medlemmer er udpeget.
7.2 Yderligere 7 bestyrelsesmedlemmer udpeges af Fondens bestyrelse. Udpegning sker for en 3-årig periode.
7.3 Bestyrelsesmedlemmerne skal besidde viden og erfaring, der er relevant for Fondens formål og opgaver. Ved udpegningen bør det sikres, at der blandt medlemmerne er repræsentanter tilknyttet Hovedstadsregionens væsentligste aktører i turismeerhvervet. Udpegning af disse bestyrelsesmedlemmer skal i øvrigt ske under hensyntagen til bestyrelsens til enhver tid værende samlede kompetenceprofil, som skal omfatte bestyrelses- og andre relevante ledelseskompetencer. Endvidere skal der ved indstilling af nye bestyrelsesmedlemmer tages hensyn til behovet for fornyelse – sammenholdt med behovet for kontinuitet – og til behovet for mangfoldighed i relation til bl.a. erhvervserfaring, alder og køn.
7.4 Bestyrelsen skal samlet set være uafhængig af Fondens stiftere og væsentlige bidragsydere i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lov om erhvervsdrivende fonde.
7.5 Dersom et bestyrelsesmedlem, uanset af hvilken grund, udtræder af bestyrelsen i løbet af en udpegningsperiode, udpeger den enhed, som medlemmet er udpeget af, et nyt medlem, der indtræder i den resterende udpegningsperiode.
7.6 Genudpegning kan finde sted. Ingen kan dog udpeges til bestyrelsen efter deres fyldte 72. år.
7.7 Bestyrelsen kan beslutte, at turismens ministerium kan udpege en kommitteret. Den kommitterede har ikke stemmeret.
8 BESTYRELSENS BESLUTNINGER M.V.
8.1 Formanden for bestyrelsen er ansvarlig for indkaldelse til bestyrelsesmøder.
8.2 Bestyrelsesmøde skal indkaldes, når et af bestyrelsens medlemmer ønsker det. Bestyrelsesmøder indkaldes med mindst 8 dages varsel. I særlige tilfælde kan formanden dog indkalde med et kortere varsel.
8.3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2/3 af medlemmerne er til stede. Beslutninger i bestyrelsen træffes ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Det kræves endvidere, at ¾ bestyrelsesmedlemmerne stemmer for beslutninger om:
- vedtagelse af fondens budget,
- ansættelse og afskedigelse af direktionen,
- valg af formand og næstformand for bestyrelsen,
- ændringer i fondens vedtægt og om
- opløsning af fonden.
8.4 Der skal føres protokol over forhandlingerne i bestyrelsen.
8.5 Bestyrelsesmedlemmer kan modtage vederlag for deres arbejde. Dette vederlag må ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.
8.6 Bestyrelsen har ansvaret for fondens drift og økonomi og skal på et bestyrelsesmøde inden for de i lovgivningen fastsatte tidsrammer godkende årsregnskab og beretning for fonden. Bestyrelsen har tillige ansvaret for, at fondens formål efterleves.
8.7 Bestyrelsen er ansvarlig for, at rettidig ansøgning fremsendes til offentlige myndigheder, herunder turismens ministerium, om finansieringstilsagn.
8.8 I øvrigt træffer bestyrelsen ved en forretningsorden nærmere bestemmelser om udførelsen at sit hverv.
9 DIREKTION
9.1 Bestyrelsen ansætter en administrerende direktør, som varetager den daglige drift af fonden under ansvar over for bestyrelsen. Såfremt direktionen består af flere medlemmer, fastsætter bestyrelsen den enkelte direktørs ansvarsområde.
10 HÆFTELSE
10.1 Fonden hæfter kun med egne midler for sine forpligtelser.
11 TEGNINGSREGEL
11.1 Fonden tegnes af bestyrelsesformanden – eller i tilfælde af dennes forfald næstformanden – i forening med den administrerende direktør eller med to andre bestyrelsesmedlemmer.
12 ÅBENHEDSPOLITIK OG TAVSHEDSPLIGT
12.1 Fonden ønsker at skabe størst mulig åbenhed om sit arbejde. I det omfang hensynet til Fondens aktiviteter eller tredjemand ikke taler imod, vil bestyrelsen løbende gøre informationer om Fondens arbejde, projekter og partnerskaber tilgængelige for offentligheden. Reglerne herom fastlægges i en af bestyrelsen vedtaget Åbenhedspolitik for Fonden, som ajourføres efter behov.
12.2 Bestyrelsen kan bemyndige formanden eller den administrerende direktør til i konkrete sager at udtale sig på Fondens vegne, herunder over for pressen og andre medier.
12.3 Ved udførelse af deres hverv er medlemmerne af bestyrelsen og direktionen, revisorer og andre med indseende i Fondens forhold underlagt tavshedspligt i henhold til lovgivningens bestemmelser herom.
13 REGNSKAB OG REVISION
13.1 Fondens regnskabsår er kalenderåret.
13.2 Revideret årsrapport skal foreligge medio marts.
13.3 Revision af fondens årsrapport foretages af en af bestyrelsen for et år ad gangen valgt statsautoriseret revisor.
14 FONDENS STIFTELSE
14.1 Fonden er stiftet den 1. juli 1992 af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Københavns Amt, Industriministeriet, Danmarks Turistråd, Københavns Turistforening og Københavns City Center.
Således vedtaget den 26. marts 2021