Takster og betalinger
Takster og betalinger
Ved benyttelse af helikopterflyvepladser og lufthavne i Grønland
Gældende fra 1. januar 2021, ver. 1
INDHOLD
1. Almindelige bestemmelser
2. Starttakst
3. Passagertakst
4. Security-takst
5. Reduktion
6. Fritagelse
7. Opholdstakst
8. Åbningstakst
9. Årskort og beflyvning af lukket landingsplads
10. Beflyvning på selvbetjeningsvilkår
11. Betalingsbetingelser
12. Erstatningsansvar
13. Andre bestemmelser
§1 Almindelige bestemmelser
Stk. 1 Luftfartøjer, der benytter de i Bilag 1 nævnte helikopterflyvepladser eller lufthavne, betaler takster og angivne betalinger efter dette regulativ.
Stk. 2 Taksterne og betalingerne består af starttakst, passagertakst, opholdstakst, security-takst og åbnings-takst.
Stk. 3 Alle beløbsangivelser i dette regulativ er i danske kroner.
Stk. 4 Ved ”størst tilladte startmasse” forstås i dette regulativ størst tilladte startmasse i henhold til luftdygtighedsbeviset/flyvehåndbogen (MTOW) i kilogram.
Stk. 5 Ved ”landingspladser” forstås i dette regulativ helikopterflyveplads eller lufthavn.
Stk. 6 I det omfang Mittarfeqarfiit har overdraget ansvaret for en funktion/tjeneste på en af de i Bilag 1 nævnte landingspladser til 3. mand, fastsættes, såfremt ikke andet er aftalt mellem parterne, taksterne og betalingerne af 3. mand. De af 3. mand fastsatte takster og betalinger skal godkendes af Mittarfeqarfiit inden de træder i kraft.
§2 Starttakst
Stk. 1 Beregnet på baggrund af luftfartøjets største tilladte startmasse (MTOW), betales for hver start en takst efter Bilag 2, dog med de i §6 angivne undtagelser,
Stk. 2 Starttakst kan nedsættes i henhold til §5.
§3 Passagertakst
Stk. 1 For luftfartøjer betales for hver afrejsende passager, såvel betalende som ikke-betalende, en takst i henhold til Bilag 3, dog med de i §6 angivne undtagelser.
Stk. 2a Passagertaksten betales ikke for luftbefordrerens tjenestegørende besætningsmedlemmer. Stk. 2b Passagertaksten betales ikke for børn under 2 år.
Stk. 3 Taksten betales for såvel terminal-, som transferpassagerer.
Ved terminalpassager forstås en passager, der påbegynder sin rejse fra den pågældende landingsplads.
Ved transferpassager forstås en passager, der på pågældende lufthavn/helikopterflyveplads skifter fly/helikopter (skift af rutenummer).
Stk. 4 For transitpassagerer på gennemgående indenrigsrute med flere landinger betales kun passagertakst til den landingsplads, hvorfra passagererne afrejser. Såfremt der på en gennemgående indenrigsrute med flere landinger foretages et flyskift, betales der dog en ny passagertakst i forbindelse med andet og efterfølgende flyskift. Ved transitpassager forstås en passager, der på pågældende lufthavn/helikopterflyve- plads ankommer og afrejser med samme fly og samme rutenummer.
§4 Security-takst
Stk. 1 For de under Bilag 4 nævnte passagerer betales en securitytakst, opgjort efter samme principper som passagertaksterne jf. §3. Indeholdt i securitytaksten, er det til enhver tid gældende
sikkerhedscheck af passagerer og bagage i henhold til krav fastsat af Trafikstyrelsen. I den udstrækning et luftfartsselskab ønsker et kontrolniveau, der ligger højere end myndighedskravet, kan dette arrangeres mod betaling af de dermed forbundne ekstra udgifter.
§5 Reduktion
Stk. 1 Den i §2 omhandlende starttakst nedsættes i følgende tilfælde:
A For skoleflyvninger betales fuld starttakst for første start, mens der for de efterfølgende starter under den pågældende skoleflyvning (touch-and-go) ydes nedsættelse med 70%.
B Øvelsesflyvning for personalets vedligeholdelse af færdigheder eller for dets tilvænning til nye luftfartøjstyper eller udrustningsdetaljer, ydes nedsættelse med 70%.
Det er en betingelse for at opnå nedsættelse efter stk. 1, at flyvningen finder sted med start fra og landing på samme landingsplads uden mellemlanding andet steds, og at særskilt anmeldelse sker til Havnekontoret, samt at flyvningen ikke griber hindrende ind i anden trafik.
§6 Fritagelse
Stk. 1 Fritagelse for betaling af starttakst og passagertakst gælder for:
A Prøveflyvning på foranledning af Trafikstyrelsen til konstatering af et luftfartøjs luftdygtighed.
B Teknisk kontrolflyvning, der foretages af udøvere af erhvervsmæssig luftfart uden medtagelse af passagerer eller gods mod betaling. Fritagelse er endvidere betinget af, at flyvningen finder sted med landing på landingspladsen uden mellemlanding andet sted.
C Flyvning i eftersøgnings- og redningstjeneste.
D Teknisk returnering, hvorved forstås start med tvungen tilbagevending til landingspladsen som følge af tekniske forstyrrelser, vejrhindringer og lignende til den landingsplads, hvorfra start har fundet sted.
E Luftfartøjer ejet eller chartret af Trafikstyrelsen eller Mittarfeqarfiit.
F Danske og udenlandske militærluftfartøjer, der ikke er optaget i det civile luftfartsregister.
G Luftfartøjer, der udelukkende anvendes til befordring af fremmede staters repræsentanter eller FN- personel samt fremmede staters politi-, told- og kontrolluftfartøjer.
H Luftfartøjer med årskort jævnfør §9.
Stk.2 Betingelsen for opnåelse af fritagelse efter stk. 1, punkt a, b og c er, at særskilt anmeldelse forud sker til havnekontoret, samt at flyvningen ikke griber hindrende ind i anden trafik.
§7 Opholdstakst
Stk. 1 For et luftfartøjs ophold i det fri betales i henhold til Bilag 5 for hver påbegyndt 24 timers periode, ud over de første 6 timer, en opholdstakst, der beregnes på grundlag af luftfartøjets størst tilladte startmasse (MTOW).
Stk. 2 For luftfartøjer, som efter forudgående aftale med havnekontoret henstilles i adskilt eller sammenklappet stand, ydes der en rabat på 50 % af den ellers gældende opholdstakst.
Stk. 3 Når forholdene gør det nødvendigt, kan havnekontoret når som helst forlange et luftfartøj flyttet til anden parkeringsplads end oprindelig anvist. Det påhviler luftfartøjets ejer (bruger) selv at sørge for luftfartøjets fortøjning og træffe sådanne andre sikkerhedsforanstaltninger, som forholdene måtte nødvendiggøre, eller som havneadministrationen måtte påbyde, herunder natafmærkning.
Stk. 4 Betaling af opholdstakst berettiger kun til disposition over arealet, som luftfartøjet faktisk optager.
Stk. 5 Ved ophold i hangar betales leje efter særlig aftale med landingspladsens ledelse.
Stk. 6 Opholdstaksten kan, når der er tale om leje for en periode, der ikke er kortere end en uge, afløses af en lejetakst, der fastsættes efter aftale med havneadministrationen. Lejetaksten erlægges forud og tilbagebetales ikke. Fremleje er ikke tilladt.
§8 Åbningstakst
Stk. 1 Beflyvning af landingspladser uden for den normale åbningstid kan ved de i § 10 angivne undtagelser, efter indhentet tilladelse fra havnekontoret, finde sted mod, ud over de øvrige takster og betalinger, at betale en åbningstakst, jævnfør Bilag 6.
Stk. 2 Åbningstaksten betales for hvert enkelt luftfartøj, uanset om landingspladsen i forvejen er rekvireret åben.
Stk. 3 Har et luftfartsselskab rekvireret åbning, gælder denne åbning for alle luftfartøjer, chartret eller ejet af selskabet. Åbningstaksten betales for det luftfartøj, for hvilket der skal betales den højeste takst.
Stk. 4 Såfremt et luftfartøj i henhold til et udsendt bookbart trafikprogram er startet planmæssigt eller senere fra en anden landingsplads og forventer at lande før normal åbningstid, medfører dette ikke betaling af den i stk. 1 nævnte åbningstakst, såfremt ankomstlufthavnens tjeneste er etableret, og lufthavnen accepterer den tidligere landing samt, at luftfartøjet under normale forhold ville være fremme inden for normal åbningstid.
Stk. 5 Danske militære luftfartøjer, der ikke er optaget i civilt luftfartøjsregister, betaler, uanset rekvireret beredskab, åbningstakst efter Bilag 6, B, reduceret med 50 %.
Stk. 6 Luftfartøjer ejet eller chartret af Trafikstyrelsen og Mittarfeqarfiit er fritaget for betaling af åbningstakst.
§9 Årskort og beflyvning af lukket landingsplads
Stk. 1 For luftfartøjer, der ikke benyttes til kommerciel flyvning, privatfly eller fly i flyveklubber og lignende, kan der mod de i Bilag 7 listede priser, ved henvendelse til Mittarfeqarfiits økonomiafdeling, udstedes et årskort til beflyvning af de i Bilag 1 nævnte landingspladser.
Stk. 2 Årskortet udstedes til enten én landingsplads eller til samtlige landingspladser nævnt i Bilag 1. Stk. 3 Der kan til et luftfartøj udstedes flere årskort gældende for hver sin landingsplads.
Stk. 4 Ved udstedelse af årskort er der betalt starttakst og passagertakst i den periode årskortet er
gældende.
Stk. 5 Årskortet udstedes for et kalenderår til udløb den 31. december i det kalenderår, det er udstedt til.
Stk. 6 Ved overskridelse af betingelserne jf. stk. 1 inddrages årskortet.
§10 Beflyvning på selvbetjeningsvilkår
Stk. 1 Lufthavnene nævnt i Bilag 1 (eksl. Lufthavnene Nerlerit Inaat, Narsarsuaq, Uummannaq/Qaarsut og Sisimiut) kan der i enkeltstående tilfælde, uden at erlægge åbningstakst efter Bilag 6, beflyves uden for normal åbningstid på følgende vilkår:
a. Godkendelse til beflyvningen er indhentet fra havnekontoret
b. Landingspladsen oplyses løbende om, hvor mange starter der har været udført under ”selvbetjeningsvilkår” iht. §13 stk. 4.
c. Landingspladsen stiller ingen tjenester til rådighed, herunder ingen snerydning, vejrinformation eller betjening af landingspladsens lyssystemer.
Stk. 2 Under forudsætning af, at betingelserne i stk. 1 a, b og c er opfyldt, kan følgende former for beflyvning finde sted på de under stk. 1 nævnte landingspladser, uden at der erlægges åbningstakst:
a. Der er udstedt årskort til luftfartøjet, der ønsker at beflyve landingspladsen.
b. Der er tale om en rednings- eller eftersøgningsflyvning.
c. Flyvning med danske og udenlandske militære luftfartøjer, der ikke er optaget i civilt luftfartøjsregister.
d. Skoleflyvning.
e. Øvelsesflyvning for personalets vedligeholdelse af færdigheder eller for dets tilvænning til nye luftfartøjstyper eller udrustningsdetaljer.
f. Teknisk Kontrolflyvning.
g. Luftfartøjer ejet eller chartret af Trafikstyrelsen eller Mittarfeqarfiit.
h. Tomflyvning/overførselsflyvning.
Stk. 3 Under forudsætning af, at betingelserne i stk. 1 a, b og c er opfyldt, kan følgende former for beflyvning finde sted på Uummannaq/Qaarsut, Nerlerit Inaat og Kulusuk uden at der erlægges åbningstakst:
a. Danske og udenlandske militære luftfartøjer der ikke er optaget i civilt luftfartøjsregister.
§11 Betalingsbetingelser
Stk. 1 Umiddelbart før start til og efter landing fra anden landingsplads skal luftfartøjets ejer, fører eller repræsentant henvende sig i Havnekontoret, medmindre andet er aftalt forud.
Stk. 2 Takster og betalinger, som er omfattet af nærværende regulativ, skal betales kontant til Havnekontoret forud for hver planlagt flyvnings udførelse. Betaling ved gængse kreditkort betragtes som kontant betaling.
Stk. 3 Hvis luftfartsselskaber eller enkeltpersoner regelmæssigt beflyver landingspladsen, kan der med Mittarfeqarfiits økonomiafdeling træffes aftale om periodevis afregning af skyldige takster og betalinger.
Stk. 4 Betalingsbetingelser ved aftale efter §11, stk. 3, er 14 dage netto kontant, derefter 1,5 % af fakturabeløbet pr. påbegyndte 14 dage.
Stk. 5 Ved restance ud over 14 dage pålægges fakturabeløbet en betaling i forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelse, jævnfør Bilag 8.
Stk. 6 Ved undladelse af afregning, gælder bestemmelserne i luftfartslovens §146 om tilbageholdelsesret.
§12 Erstatningsansvar
De enkelte landingspladser er ikke ansvarlige for tyveri samt brand-, vand- eller anden skade med hensyn til luftfartøjer, deres udrustning, bemanding, passagerer, ladning m.v. under luftfartøjets ophold på landingspladsen.
§13 Andre bestemmelser
Mittarfeqarfiit kan i tilfælde, hvor det ikke er af principiel eller større økonomisk betydning, give dispensation fra dette regulativ.
Stk.1 Mittarfeqarfiit kan i særtilfælde give dispensationer, hvor Mittarfeqarfiit finder en midlertidig begrænset taksts nedsættelse begrundet i forretningsmæssige hensyn.
Stk. 2 Mittarfeqarfiit kan løbende tilpasse åbningstiderne på enkelte lufthavne og helikopter- flyvepladser. Mittarfeqarfiit kan, på baggrund af en ansøgning og positiv forretningsplan fra en bruger, tilpasse åbningstiderne af lufthavne og helikopterflyvepladser.
Stk. 3 Kriterierne for en sådan vurdering skal være relevante, objektive og gennemskuelige.
Stk. 4 Operatøren skal senest 24 timer efter start og eller landing fra landingspladserne jf. Bilag 1 pkt. A og B give fuldstændige oplysninger i overensstemmelse med DTS-formaterne (bilag 9). Hvis disse oplysninger ikke er indsendt indenfor 24 timer, beregnes taksten ud fra den givne luftfartøjstypes standard sædekonfiguration. Hvis den korrekte passagererklæring præsenteres efter udløbet af fristen, har operatøren ikke krav på refusion af takster udstedt på grundlag af antallet af pladser i henhold til dette regulativ.
For stikprøver, der vedrører takster, skal operatøren til enhver tid kunne fremstille ovennævnte grundlag for takster for hver enkelt afgang og ankomst. Hvis Mittarfeqarfiit ønsker det, skal luftfartøjets Loadsheet også fremsendes. Kravet om Loadsheets skal af Mittarfeqarfiit, dog rejses senest 60 dage efter operationerne er foregået.
Stk. 5 Enhver uoverensstemmelse mellem operatøren og operatørens handlingsagent, vedrørende ukorrekt indberetning og fastholdelse af frister, er et spørgsmål mellem disse parter, og påvirker ikke luftfartøjsoperatørens forpligtelser som debitor over for Mittarfeqarfiit.
Ud over DTS-indlæg skal trafikoplysninger i form af IATA-meddelelser (bilag 10) også indsendes til Mittarfeqarfiits Airport Operational DataBase (AODB, Airport 20/20) i overensstemmelse med de krav og betingelser, der fremgår af Takst og Betalingsregulativet.
Dette regulativ træder i kraft den 1. januar 2021. MITTARFEQARFIIT
GRØNLANDS LUFTHAVNE
Nuuk, den 18/6 2020 Xxxxx Xxxxxx