FACITBANK
FACITBANK
SÆRBESTEMMELSER
Protokollat om overenskomstdækning af Facit Bank A/S
Facit Bank A/S, herefter kaldet ”virksomheden”, har søgt om optagelse som medlem af Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA). Anmodningen om medlemskab er betinget af, at der opnås enighed mellem FA, Finansforbundet og virksomheden om overenskomstdækning af dens medarbejdere.
I fortsættelse heraf er der mellem virksomheden, FA og Finansforbundet opnået enighed om følgende:
1. Overenskomstområde
Virksomheden omfattes med virkning fra 1. oktober 2019 af den mellem FA og Finansforbundet indgået standardoverenskomst for pengeinstitut- og realkreditområdet med tilhørende aftaler og protokollater. Der er hertil aftalt følgende fravigelser:
2. Særvilkår for virksomheden
2.1. Arbejdstidsbestemmelser for medarbejdere med særlige arbejdsfunktioner
For virksomhedens medarbejdere med særlige arbejdsfunktioner er der aftalt arbejdstids- og lønbestemmelser, der fraviger standardoverenskomstens almindelige arbejdstids- og lønbestemmelser:
2.1.1. Administrative medarbejdere
Virksomheden aftaler med administrative medarbejdere placeringen af medarbejderens normale ugentlige og daglige arbejdstid. For heltidsbeskæftigede udgør den ugentlige arbejdstid 37 timer eksklusive pauser. Den daglige arbejdstid aftales placeret under hensyntagen til virksomhedens drift indenfor tidsrummet mellem kl. 7:30 og 20:00 mandag til fredag.
Administrative medarbejdere har med respekt af hensyn til virksomhedens drift ret til flekstid i forholdet 1:1 i henhold til den for virksomheden gældende flekstidsordning.
Beordret merarbejde har medarbejderen ret til at registrere. Merarbejde honoreres 1:1.
2.1.2 Medarbejdere omfattet af vagtplan
For medarbejdere, som skal deltage i virksomhedens vagtordning, fastlægger virksomheden den normale ugentlige og daglige arbejdstid.
Arbejdstiden omfatter deltagelse i vagtordning, der gør virksomheden tilgængelig for kunder hver dag indenfor tidsrummet mellem kl. 08:00 og kl. 22:00. Der ydes ikke særskilt betaling efter standardoverenskomstens § 9 eller anden form for særskilt betaling for deltagelse i vagtordningen til og med 31. marts 2023, jf. pkt. 3.10 nedenfor.
Den ugentlige effektive arbejdstid for heltidsbeskæftigede medarbejdere omfattet af vagtplan udgør 37 timer i gennemsnit beregnet over højst 13 uger. Virksomheden informerer om vagtplanen 4 uger før dens ikrafttræden. Vagter udenfor normal arbejdstid, herunder vagter om aftenen, i weekends og på helligdage, fordeles ligeligt mellem medarbejderne. Der kan højest planlægges 1-2 weekendvagter om måneden og 1-2 aftenvagter om ugen på hverdage målt som et gennemsnit over 13 uger.
Aftenvagt er en vagt, der slutter efter kl. 18.
Ved beordret merarbejde har medarbejderen ret til at registrere udført merarbejde i henhold til overenskomstens regler.
For medarbejdere med en månedsløn på 41.426,33 kr. pr. 1. juli 2020, 41.923,42 kr. pr. 1. juli 2021 og 42.342,67 kr. pr. 1. juli 2022 eller højere, kan betaling for eventuelt merarbejde under hensyntagen til stillingens karakter efter aftale være indeholdt helt eller delvist i lønnen.
2.1.3 Medarbejdere ansat på funktionsløn, der ikke indgår i en vagtplan For medarbejdere med en månedsløn på 41.426,33 kr. pr. 1. juli 2020, 41.923,42 kr. pr. 1. juli 2021 og 42.342,67 kr. pr. 1. juli 2022 eller højere og ansat med ret til funktionsløn (jobløn), herunder ledere og specialister, kan ansættes uden højeste arbejdstid og er ikke omfattet af bestemmelserne om
omfang og placering af den normale arbejdstid, jf. standardoverenskomstens
§§ 5-10. Arbejdstiden aftales mellem virksomheden og den enkelte medarbejder. Arbejdstiden aftales placeret indenfor tidsrummet kl. 7.30 og kl. 20.00, mandag til fredag.
Betalingen for eventuelt merarbejde kan under hensyntagen til stillingens karakter efter aftale være indeholdt helt eller delvist i lønnen.
2.2. Lønbestemmelser for medarbejdere
Lønnen aftales efter jobkategori indenfor følgende intervaller for heltidsbeskæftigede medarbejdere:
Jobkategori | Mindste månedsløn pr. 1. oktober 2019 | Maksimum månedsløn pr. 1. oktober 2019 |
Administrative medarbejdere | 22.000 kr. | 34.000 kr. |
Medarbejdere omfattet af vagtplan | 25.000 kr. | 37.000 kr. |
Medarbejdere ansat på funktionsløn | 40.615 kr. | - |
Jobkategori | Mindste månedsløn pr. 1. juli 2020 | Maksimum månedsløn pr. 1. juli 2020 |
Administrative medarbejdere | 22.440 kr. | 34.680 kr. |
Medarbejdere omfattet af vagtplan | 25.500 kr. | 37.740 kr. |
Medarbejdere ansat på funktionsløn | 41.427 kr. | - |
Jobkategori | Mindste månedsløn pr. 1. juli 2021 | Maksimum månedsløn pr. 1. juli 2021 |
Administrative medarbejdere | 22.889 kr. | 35.374 kr. |
Medarbejdere omfattet af vagtplan | 26.010 kr. | 38.495 kr. |
Medarbejdere ansat på funktionsløn | 42.256 kr. | - |
Jobkategori | Mindste månedsløn pr. 1. juli 2022 | Maksimum månedsløn pr. 1. juli 2022 |
Administrative medarbejdere | 23.347 kr. | 36.081 kr. |
Medarbejdere omfattet af vagtplan | 26.530 kr. | 39.265 kr. |
Medarbejdere ansat på funktionsløn | 43.101 kr. | - |
Minimums- og maksimumslønsatserne reguleres med den samlede lønregulering efter Standardoverenskomsten.
For deltidsansatte medarbejdere aftales lønnen forholdsmæssigt i forhold til den aftalte arbejdstidsprocent.
Hvis virksomheden ønsker at ansætte studerende omfattet af standardoverenskomstens § 41, kan ansættelse ske på de vilkår, der fremgår af § 41, stk. 2, selvom der ikke er indgået lokalaftale herom.
Til lønnen kan virksomheden ved ansættelsen eller senere yde et personligt tillæg, således at den samlede løn inkl. tillæg kan overstige de ovennævnte maksima. Lønnen for den enkelte medarbejder, inklusive eventuelt personligt tillæg, reguleres med de af overenskomstparterne aftalte generelle lønreguleringer. Der foretages ikke lønregulering på grund af uddannelse eller anciennitet.
Medarbejdere som ikke er omfattet af ovennævnte lønsystem, er omfattet af standardoverenskomstens lønbestemmelser.
2.3 Særlige arbejdsdage
Medarbejdere har ved arbejde på særlige dage alene ret til kompensation i form af en arbejdsfri dag. De særlige dage er:
Juleaftensdag Nytårsaftensdag
Fredag efter Kr. Himmelfartsdag Grundlovsdag
2.4 6.ferieuge
Overenskomstomfattede medarbejdere har – uanset lønniveau – ret til 6. ferieuge med løn. Har medarbejderen ikke været ansat i hele ferieåret, ydes en andel af 6. ferieuge efter bestemmelserne i standardoverenskomstens §
49. Eventuelt bestående ret til feriefridage modregnes i retten til 6. ferieuge.
3. Overgangsbestemmelser for virksomheden
De følgende overgangsbestemmelser gælder både for de overenskomstomfattede medarbejdere, der allerede er ansat pr. 1. april 2020 og de medarbejdere, der ansættes efterfølgende.
3.1 Pensionsbidrag
Overenskomstens bestemmelser om størrelse og anvendelse af pensionsbidrag i ansættelsesforhold, jf. overenskomstens § 39, samt protokollat om pensionsordninger, gælder for virksomhedens medarbejdere fra 1. april 2023.
Medarbejdere har ret til arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag på 8% af lønnen samt egetbidrag på 4% af lønnen. I overgangsperioden forhøjes pensionsbidraget således:
Dato | Arbejdsgiverbidrag | Egetbidrag | Pensionsbidrag i alt |
1. april 2020 | 8,50% | 4,50% | 13,00% |
1. april 2021 | 9,00% | 5,00% | 14,00% |
1. juli 2021 | 9,25% | 5,00% | 14,25% |
1. april 2022 | 10,25% | 5,25% | 15,50% |
1. juli 2022 | 10,50% | 5,25% | 15,75% |
1. april 2023 | 11,50% | 5,25% | 16,75% |
1. juli 2023 | 11,65% | 5,25% | 16,90% |
Ved eventuel forhøjelse af pensionsbidrag aftalt ved OK 2020 forhøjes ovennævnte pensionsbidrag tilsvarende.
3.2 Ferietillæg
Standardoverenskomstens bestemmelser om beregning og udbetaling af ekstra ferietillæg til medarbejdere med ret til løn under ferie, jf. standardoverenskomstens § 48, gælder for virksomhedens medarbejdere fra ferieåret, der starter 1. september 2023.
3.3 Omsorgsdage
Standardoverenskomstens bestemmelser om ret til omsorgsdage, jf. standardoverenskomstens § 74, gælder for virksomhedens medarbejdere fra
1. april 2023.
3.4 Frihed ved barns sygdom
Standardoverenskomstens bestemmelser om ret til op til 5 dages frihed med løn ved barns sygdom, jf. standardoverenskomstens § 78, stk. 1, gælder for virksomhedens medarbejdere fra 1. april 2020.
3.5 Særlig godtgørelse og ekstra pensionsbidrag Standardoverenskomstens bestemmelser om ret til særlig godtgørelse og ekstra pensionsbidrag, jf. standardoverenskomstens § 86, gælder for
medarbejdere, som afskediges efter mindst 12 års ansættelse, dog tidligst 6 år efter at, virksomheden er blevet omfattet af standardoverenskomsten.
3.6 Sundhedsforsikring, Tandforsikring og gruppeforsikring Virksomheden tegner gruppeforsikring, tandforsikring og sundhedsforsikring for overenskomstomfattede medarbejdere, jf. gruppesikringsregulativet, protokollat om tandforsikring og protokollat om sundhedsforsikring, senest med virkning fra 1. april 2020.
3.7 Overgang til forudløn
Virksomheden implementerer at månedslønnen udbetales månedsvis forud senest 1. april 2020. For ansatte med aftalt prøvetid udbetales månedslønnen forud efter udløb af prøvetiden.
3.8 Timebank
Virksomheden etablerer timebank, jf. standardoverenskomstens § 12, senest den 1. april 2020.
3.9 Samarbejde
Med henblik på at fremme medarbejdernes tilknytning til den finansielle sektor, giver virksomheden mulighed for, at Finansforbundet efter aftale med virksomheden kan arrangere tiltag på virksomheden i arbejdstiden 2 gange om året indtil 31. marts 2023.
Der indgås en lokalaftale mellem Finansforbundet og Facit Bank A/S om det nærmere samarbejde, indtil der er valgt en lokal tillidsmand.
Parterne er enige om at genforhandle denne aftale, såfremt standardoverenskomsten eller parternes faktiske behov ændrer sig væsentligt.
3.10 Tillæg i henhold til standardoverenskomstens § 9
Med virkning fra 1. april 2023 honoreres medarbejdere omfattet af vagtplan, jf. pkt. 2.1.2 efter reglerne i standardoverenskomstens § 9, stk. 4.
4. Undtagede aftaler og bestemmelser
Følgende bestemmelser i standardoverenskomsten gælder ikke for virksomheden:
• Protokollat om pengeautomater
• Protokollat om værditransporter
• Regler for IT-medarbejdere
• Regler om overflytning mellem overenskomsterne
5. Hidtidigt overenskomstforhold m.v.
Virksomheden oplyser, at den:
• Ikke pr. 1. oktober 2019 er omfattet af andre kollektive overenskomster og aftaler, og at den ved overtagelse af medarbejdere som led i virksomhedsoverdragelse vil respektere loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
• Vil behandle medarbejdere, der virksomhedsoverdrages til Facit Bank A/S, i overensstemmelse med den for disse medarbejdere hidtil gældende overenskomst med HK, frem til 29. februar 2020. De pågældende medarbejdere vil derfor med virkning fra 1. marts 2020 være omfattet af den mellem FA og Finansforbundet indgåede standardoverenskomst for pengeinstitut- og realkreditområdet med tilhørende aftaler og protokollater.
Finansforbundet har taget dette til efterretning.
København, den september 2019
FINANSSEKTORENS FINANSFORBUNDET ARBEJDSGIVERFORENING
Facit Bank A/S