FAF • SERIEFIKTION
FAF • SERIEFIKTION
OVERENSKOMST MELLEM FAF OG PRODUCENTFORENINGEN
Revideret d. 11. april 2014
§ 1. | Gyldighedsområde | side 1 |
§ 2. | Ansættelsesaftale | side 1 |
§ 3. | Medarbejderens ydelser | side 2 |
§ 4. | Producentens ydelser | side 2 |
§ 5. | Lønaftale. | side 4 |
§ 6. | Ophavsret | side 5 |
§ 7. | Almindelige regler | side 6 |
§ 8. | Tvister | side 6 |
§ 9. | Varighed og opsigelse | side 6 |
Præambel
Det er en overordnet målsætning for overenskomsten at sikre kreative og trygge rammer om arbejdet med at producere seriefiktion.
Det er en målsætning at understøtte en kultur præget af fælles fremdrift, fleksibilitet og nytænkning, hvorunder serier af forskellig art i større omfang kan frembringes, og hvor medarbejderne kan opnå medindflydelse og ejerskabsfølelse.
Parterne er enige om, at overenskomsten skal virke adfærdsregulerende og sikre medarbejderne ordentlige arbejdsvilkår og vilkår, der er i overensstemmelse med reglerne i den danske arbejdsmiljølovgivning.
§ 1. Gyldighedsområde
Denne overenskomst regulerer medarbejderens (jf. bilag 2) og producentens rettigheder og pligter i forbindelse med produktion af seriefiktion. Med seriefiktion menes produktioner rettet mod tv med helt eller delvis opdigtet personkreds, skueplads og/eller handling.
Overenskomsten gælder for medlemmer af Producentforeningen samt medlemmer af FAF og andre medarbejdere på seriefiktion. Overenskomsten finder alene anvendelse på lønmodtagere.
Overenskomsten gælder for seriefiktion med minimum 3 ugers optagelser.
Producenten kan vælge i stedet at lade medarbejderens og producentens rettigheder og pligter i forbindelse med produktion af seriefiktion regulere af den gældende spillefilmoverenskomst. I så fald vil spillefilmoverensomsten regulere samtlige medarbejderes og producentens rettigheder og pligter på produktionen. Producenten meddeler senest 4 uger før optagestart FAF, hvilken overenskomst producenten vil producere efter. Vælger producenten at producere efter spillefilmsoverenskomsten, anvendes den dertil hørende standardkontrakt.
§ 2. Ansættelsesaftale
2.1
Ansættelsesaftale mellem medarbejder og producent.
Ansættelsesaftaler mellem medarbejderen og producenten skal indgås efter reglerne i denne overenskomst.
2.2
Standardkontrakt
Ved indgåelse af ansættelsesaftale skal den som bilag 1 optrykte standardkontrakt benyttes og være underskrevet af begge parter, inden at ansættelsen påbegyndes. Samtlige punkter i standardkontrakten skal udfyldes, og enhver væsentlig ændring af det i standardkontrakten aftalte mellem producenten og medarbejderen skal være skriftlig.
2.3
Opsigelse
Opsigelsesvarslet afhænger af antal ugers ansættelse.
1. Ved minimum 10 ugers ansættelse kan begge parter efter ansættelsens påbegyndelse opsige kontrakten med 4 ugers varsel.
2. Ved under 10 ugers ansættelse kan begge parter efter ansættelsens påbegyndelse opsige kontrakten med 2 ugers varsel.
§ 3. Medarbejderens ydelser 3.1
Medarbejderen skal med afsæt i sin faglige ekspertise levere professionelle løsninger og samarbejde med resten af filmholdet inden for en fleksibel ugentlig arbejdstid på 40 timer inkl. 15 min. pause/dag. Der afholdes herudover 30 min. pause uden løn/dag.
Arbejdstidens placering fastlægges og meldes ud senest 1 uge før, så medarbejderen har mulighed for at planlægge sit familieliv og sin fritid.
Arbejdsdagens start og slut tidspunkt for den enkelte medarbejder skal fremgå af dagsprogrammet. Der kan pålægges ikke varslet overtid på op til 1 time.
I løbet af en arbejdsuge kan ingen pålægges en samlet overarbejdstid på mere end 10 timer, jf. § 4.3.
Mesterfunktioner skal, før en aftale indgås, have mulighed for at sætte sig ind i budgettet og præmisserne for produktionen indenfor deres fagområde. Sammensætningen af assistentfunktioner skal ske i samråd mellem producenten og mesterfunktionerne.
Mesterfunktionerne skal sikre sig, at arbejdet kan udføres indenfor deres fagområdes budgetramme.
Medarbejderen har ret til at holde 45 minutters frokostpause/dag, som skal påbegyndes tidligst 3 timer og senest 5 timer efter medarbejderens mødetidspunkt.
§ 4. Producentens ydelser
4.1
Producenten skal som arbejdsgiver sikre overordnet styring og planlægning af produktionerne, velegnede rammer og filmudstyr, effektiv kommunikation og betaling af overenskomstmæssig løn til filmholdet. Producenten forpligter sig til at sikre, at produktionsafdelingen er bekendt med lovgivning, herunder arbejdstidsregler, der kan være af betydning for ansættelsesforholdet.
4.2.
Ugeløn og timeløn
Lønsatser for en arbejdsuge på 40 timer fremgår af bilag 2. Timelønsatserne fastsættes forholdsmæssigt som 1/40 af ugelønnen.
Lønnen består af start- eller grundløn og evt. et personligt tillæg, der kan gøres resultatafhængigt. Startløn betales til medarbejdere, som ansættes på deres første to professionelle produktioner i den givne funktion.
Grundløn betales til medarbejdere som ansættes efter 2 professionelle produktioner af minimum 4 ugers varighed i den givne funktion.
Medarbejdere er frit stillet til at acceptere startløn uagtet deres anciennitet.
Producent og medarbejder kan ikke aftale lønninger, der ligger under startlønnen for den pågældende funktion.
Producenten indbetaler, i tillæg til ovenstående, et pensionsbidrag på 7,6% af grund- eller startlønnen til en af FAF og Producentforeningen godkendt pensionsordning en gang om måneden.
Arbejdstid og løn opgøres i ugesedler, som afleveres senest 10 dage efter ugens udløb.
4.3
Overarbejde
Såfremt der arbejdes mere end 40 timer på en uge, betales 10 overarbejdstimer/uge med alm. timelønssats.
I særlige tilfælde kan der mellem medarbejderen og producenten aftales overarbejde udover de nævnte 10 timer pr. uge. I disse tilfælde ydes et tillæg til start- eller grundtimelønnen på 200 %.
Uanset foranstående, og såfremt der arbejdes mere end 10 timer på en dag, ydes et tillæg til start- eller grundtimelønnen på 200 % for timer efter 10. time på den enkelte dag.
Timer inden for en 10 timers arbejdsdag kan ikke pålægges et tillæg til start- eller grundtimelønnen på 200 %. En overarbejdstime kan aldrig pålægges et tillæg til start- eller grundtimelønnen på mere end 200 % i alt.
Medarbejderen har ret til at nægte overarbejde udover de 10 timer pr. uge og lade sig erstatte.
Overarbejde kan udregnes og betales i hele, halve og kvarte timer. Overarbejde kan afspadseres efter aftale mellem medarbejder og producent.
4.4
Forskudt tid og weekendarbejde
Lønnen er aftalt til at dække en ugentlig arbejdstidsnorm på 40 timer i dagtimer på hverdage. Tillæg for forskudt arbejdstid (fra kl. 19.00 til kl. 06.00) udgør 100 kr./time
Tillæg for weekendarbejde (fra fredag kl. 20.00 til mandag kl. 06.00 ) og helligdagsarbejde udgør 200 kr./time
Betales der tillæg for weekend- og helligdagsarbejde, ydes der ikke tillæg for forskudt arbejdstid.
4.5
Udbetaling af løn.
Løn betales bagud senest sidste arbejdsdag ved månedens udgang.
4.6.
Helligdagsforeningen
For at kompensere medarbejderen for manglende mulighed for at optjene løn som følge af arbejdsfrihed på skæve helligdage indbetaler producenten 1% af den ferieberettigede løn i optageperioden udbetalt i henhold til overenskomsten til FAFs helligdagsforening.
§ 5. Lønaftale.
5.1
Fast løn
Producent og medarbejder kan indgå aftale om fast løn inkl. tillæg for hele ansættelsesperioden.
En aftale om fast løn skal angive det forudsatte antal dage og timer i aftaleperioden og kan ikke ligge under startlønnen plus tillæg.
Hvis den gennemsnitlige overtid over en periode på ikke mindre end 4 uger viser sig at overstige det i aftalen forudsatte med mere end 10 %, kan medarbejderen kræve et løntillæg som aftales særskilt mellem parterne.
5.2
Enkeltdagsansættelser og ’extra hands’.
Det er muligt at ansætte medarbejdere for enkelte dage, dog minimum 4 timer, hvor der betales dagløn beregnet som omregnet ugeløn med et tillæg på 10%.
Ufaglært personale kan ansættes som ’extra hands’ på timebasis. Der er ikke krav om arbejdsdagens minimumslængde, ligesom lønnen er uden tillæg.
5.3 Transporttid, Rejsetid og Diæter
5.3
Transporttid, Rejsetid, og Diæter
5.3.1
Der skal vælges én primær produktionsadresse efter producentens valg og herudover sekundære produktionsadresser, hvis der overnattes. Nødvendiggør optagelserne en overnatning uden for eget hjem, betragtes denne produktionsadresse altid som sekundær produktionsadresse for den pågældende medarbejder.
5.3.2
Transporttid til og fra dagens optagelser afregnes kun, såfremt optagelserne ligger længere væk end 35 km fra en produktionsadresse og betragtes i så fald som rejsetid. Afstande opgøres som ”korteste afstand” efter Google Maps (xxx.xxxx.xxxxxx.xxx). Transport mellem flere optagesteder i løbet af en dag er en del af arbejdstiden.
Aftalte transportomkostninger i forbindelse med transporttid fra en sekundær produktionsadresse afholder producenten.
5.3.3
Rejsetid aflønnes med en rejsetidsgodtgørelse på 75,00 kr. per påbegyndte halve time. Producenten afholder endvidere transportomkostningerne i forbindelse med rejsetid. Rejsetid er ikke en del af arbejdstiden.
5.3.4
Hvis optagelserne forudsætter, at medarbejderen må overnatte udenfor sit hjem, betaler Producenten for et passende opholdssted og sædvanlige diæter i henhold til SKAT’s takster og vilkår.
5.3.5
Rejseformen og rejsetidspunkt til og fra sekundære produktionsadresse aftales mellem medarbejder og producent ud fra en rimelig forståelse for begges behov.
5.3.6.
Rejsetid til og fra sekundære produktionsadresser betales med ovennævnte rejsetidsgodtgørelse.
5.3.7
Uanset ovenstående, hvis produktionstiden på sekundære produktionsadresser ubrudt strækker sig over en eller flere weekender, skal producenten enten betale; transportomkostninger fra og til produktionsadressens nærmeste station/lufthavn og bopælens nærmeste station/lufthavn, eller ophold i weekenderne. Producenten betaler ikke diæter i weekender, hvor der ikke er optagelser. Såfremt medarbejderen rejser hjem i weekenderne betales ikke rejsetidsgodtgørelse, dog betales altid rejsetidsgodtgørelse for første rejse ud og sidste rejse hjem fra den sekundære produktionsadresse.
5.3.8
Der skal tegnes rejseforsikring for alle medarbejdere for produktioner, som medfører rejser og ophold i udlandet.
5.4 Sygdom
Sygdom betragtes som lovlig forfald, dog er producenten berettiget til skriftligt at opsige kontrakten med det i § 2.3 pkt. 2 bestemte varsel, når medarbejderen har været syg i en tilsvarende periode.
§ 6. Ophavsret
6.1
Producentens eneret
Producenten erhverver eneret til i medfør af kontrakten, uden tidsbegrænsning og uden
geografiske begrænsninger, at vise seriefiktionen i hele verden og råde over den ved at fremstille eksemplarer heraf og ved at gøre den tilgængelig for almenheden gennem salg, udlejning eller udlån i et hvilket som helst format, og på et hvilket som helst medie, herunder interaktiv-medier.
6.2
Medarbejderens ret til vederlag
Uanset overdragelsen af rettigheder i denne overenskomst bevarer medarbejderen og producenten retten til vederlag i henhold til ophavsretsloves §§ 13, 17, stk. 4, 30 a, 35, 39 og 50, stk. 2. og tilsvarende nationale, udenlandske eller internationale bestemmelser, herunder regler og vederlagsordninger, der senere måtte supplere eller afløse disse bestemmelser.
Medarbejderen og producenten bevarer tilsvarende retten til vederlag i henhold til andre vederlagsordninger, der administreres af Copydan eller andre organisationer, der administrerer kollektive vederlagsordninger, hvad enten vederlagsordningen findes i dag eller fremkommer i fremtiden, og hvad enten der er tale om en dansk, udenlandsk eller international vederlagsordning.
6.3
Droit moral
Medarbejderen bevarer sin droit moral efter ophavsretslovens § 3, herunder retten til at blive krediteret i overensstemmelse med god skik.
6.4 Kreditering
Producenten krediterer medarbejderen i seriens rulletekster i overensstemmelse med
tv-stationens krediterings regler. Herudover forpligtiger producenten sig til at sørge for at alle kunstneriske funktioner og ikke-kunstneriske funktioner i produktion (herunder foto, lys, lyd, redigering, producer, assistenter m.fl.) krediteres på xxx.xxxx.xxx.
§ 7. Almindelige regler 7.1
Økonomiske dispositioner
Medarbejderen må ikke foretage økonomiske dispositioner i forbindelse med produktion af seriefiktion uden skriftligt samtykke fra producenten eller dennes repræsentant.
7.2
Offentliggørelse
Medarbejderen må ikke uden producentens tilladelse offentliggøre noget forhold vedrørende seriefiktionens manuskript, udførelse eller lignende.
§ 8. Tvister
8.1
Uoverensstemmelser om forståelsen af denne overenskomsts bestemmelser og påstand om brud på overenskomsten skal søges bilagt ved et forhandlingsmøde, der så vidt muligt afholdes inden 48 timer. Ved mødet kan parterne lade sig repræsentere ved en repræsentant for en af dem udpeget ekstern organisation, evt. ved en hovedorganisations medvirken, samt en repræsentant for de enkelte foreninger. Hvis der konstateres en overtrædelse, forhandles en godtgørelse til de berørte medarbejdere, som betales af producenten. Godtgørelsens størrelse afhænger af antallet af medarbejdere der er og bliver berørt.
8.2
Den ovennævnte frist på 48 timer regnes fra det tidspunkt, hvor den ene part skriftligt anmoder om behandling af sagen.
8.3
Kan enighed ikke opnås, kan hver af parterne herefter indbringe sagen for voldgift ved Det Danske Voldgiftsinstitut i overensstemmelse med reglerne for forenklet voldgift.
§ 9. Varighed og opsigelse 9.1
Varighed
Overenskomsten træder i kraft 1. januar 2013 og gælder til og med 31. december 2014.
Overenskomsten skal evalueres inden udløbet i 2013. Hvis der mellem parterne er enighed om, at der ikke er tilstrækkelig erfaring til at evaluere overenskomsten, og/eller der mellem parterne umiddelbart er enighed om at lade overenskomsten gælde endnu et år, løber overenskomsten i de aftalte to år.
Hvis overenskomsten ikke inden udløb er opsagt med mindst tre måneders varsel, løber den videre et år ad gangen, indtil den med tre måneders varsel opsiges til udgangen af en måned.
København, den
Dato: Dato:
Xxxxx Xxxxxx Xxxxx Xxxxxxxx
Direktør Formand
Producentforeningen FAF