Politisk aftale om samarbejde ved opgaveoverdragelse mellem sektorer
Politisk aftale om samarbejde ved opgaveoverdragelse mellem sektorer
1. Formål
Region Midtjylland og kommunerne i Region Midtjylland har som noget nyt udarbejdet en aftale om samarbejde ved opgaveoverdragelse mellem sektorer. Aftalen kan anvendes både på det somatiske og psykiatriske område og gælder for kommuner, praksissektoren og hospitaler.
Formålet med aftalen er, at borgerne/patienterne sikres kvalitet i behandlingen/indsatsen uanset hvilken sektor, der varetager opgaven.
2. Definitioner
Opgaveglidning og opgaveoverdragelse defineres på følgende måder:
▪ Opgaveglidning er, når opgaver glider uplanlagt fra en sektor til en anden, uden at nogen er forberedt på det, uden det er gennemtænkt, og uden nogen form for drøftelse af det
▪ Opgaveoverdragelse er, når opgaver overdrages på en planlagt, gennemtænkt og velforberedt måde på basis af drøftelser, og ved sikring af viden og kompetenceudvikling
Opgaveoverdragelse sker på populationsniveau – dvs. opgaveoverdragelse omhandler en bestemt sundhedsydelse eller organisationsændring for en patientgruppe.
Der kan være to årsager til opgaveoverdragelse; opgaveudvikling og kapacitetsændringer. Opgaveudvikling sker naturligt og løbende som følge af indførelse af ny teknologi, nye behandlingsmetoder og nye plejeformer, der eventuelt også giver kortere indlæggelsesforløb. Samtidig går flere behandlinger fra at være stationære til at være ambulante.
Kapacitets ndringer sker som følge af strukturelle ændringer, der besluttes enten administrativt eller politisk. Aftalen ændrer ikke ved, at der i hver sektor suverænt kan træffes beslutninger om ændring af kapacitet/opgaveudvikling, ligesom hver sektor tager ansvar for de konsekvenser, kapacitetsændringer får for borgere/patienter.
Denne aftale retter sig mod den opgaveudvikling og de kapacitetsændringer, der får konsekvenser på tværs af sektorerne. Opgaveoverdragelser kan således gå begge veje.
3. Målsætninger
Hvis en opgave udvikler sig således, at det bliver en opgaveoverdragelse er målsætningen:
▪ At sikre, at kvaliteten af behandlingen/indsatsen er i fokus
▪ At sikre planlagt opgaveoverdragelse i stedet for uplanlagt opgaveglidning
▪ At sikre gennemsigtighed ved opgaveoverdragelse
Idet der er tale om en dynamisk aftale, evalueres aftalen i 2012.
4. Samarbejdsmodellen
Samarbejdsmodellen skitserer, hvordan parterne varsler og forbereder opgaveoverdragelser mellem sektorer. Da region og kommuner har hver deres finansieringskilder, følger der ikke økonomiske driftsmidler med ved opgaveoverdragelser, men skønsmæssige økonomiske og kompetencemæssige vurderinger indgår. Det væsentligste er, at den sektor, som overdrager en opgave, bidrager med viden, så opgavemodtageren kan vurdere hvilke ressourcer, som skal anvendes i den modtagende sektor til løsning af opgaven. Samarbejdsmodellen beskrives i den administrative aftale om samarbejde ved opgaveoverdragelse mellem sektorer.
Parterne er enige om, at hvis samarbejdet omfatter udvikling af det nære sundhedsvæsen og lokale sundhedstilbud, vil der i dette arbejde kunne indgå nye samarbejdsformer om sammenhængende patientforløb, herunder finansieringsmodeller til understøttelse af dette arbejde jf. indledningen til den politiske sundhedsaftale.
5. Operationalisering og opfølgning på målsætninger
Målsætning | Succeskriterium | Målemetode og tidspunkt | Ansvarlig |
▪ At sikre, at kvaliteten af behandlingen/indsatsen er i fokus ▪ At sikre planlagt opgaveoverdragelse i stedet for uplanlagt opgaveglidning ▪ At sikre gennemsigtighed ved opgaveoverdragelse | Anvendelig samarbejdsmodel til opgaveoverdragelser, som sker mellem sektorerne | De to første opgaveoverdragelser i hver klynge evalueres med henblik på samarbejdsmodellens anvendelighed | Styregruppen i hver klynge og aftalegruppen vedr. opgaveoverdragelse |
Udarbejdelse af opfølgningsrapport ud fra klyngernes implementeringsplaner og evalueringer i 2012 | Aftalegruppen vedr. opgaveoverdragelse | ||
Tværsektoriel og tværfaglig arbejdsdag i 2012, hvor samarbejdsmodellen evalueres med henblik på revidering og videreudvikling | Aftalegruppen vedr. opgaveoverdragelse |
3