BETÆNKNIN G

om

ændring i lov nr. 129 af 15. april 1930

om

forsikringsaftaler

BETÆNKNING NR. 2 15

1959

MØLLERS BOGTRYKKERI. KØBENHAVN

INDHOLDS FORTEGNELSE.

Side

Udvidelsen af udvalgets kommissorium 5

I. Lovudkast 7

II. Den nugældende ordning 8

III. Udvalgets hovedsynspunkter 10

1. Almindelige bemærkninger 10

2. Skadesforsikring 10

a. Betingelserne for lempelse 11

b. Lempelseshensyn 12

3. Summaforsikring 13

4. Selvforsikring 15

IV. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser 16

V. Bilag. De nordiske landes udkast opstillet som paralleltekster 19

UDVIDELSEN AF UDVALGETS KOMMISSORIUM.

Under forhandlingerne mellem de nordiske udvalg om statens og kommunernes erstatnings- ansvar har der været rejst spørgsmål om at fore- slå særlige bestemmelser om begrænsning af det offentliges ansvar for meget store skader. Det danske udvalg var heroverfor af den principielle opfattelse, at erstatning for skader, for hvilke det offentlige i henhold til udka- stet til lov om statens og kommunernes erstat- ningsansvar er ansvarlig, bør fastsættes på samme made som inden for den almindelige erstatningsret. En særlig begrænsning af erstat- ningen anså man for så meget mere uheldig, som lovudkastet alene angår statens og kom- munernes offentligretlige erstatningsansvar, medens deres privatretlige ansvar skal bedøm- mes efter de almindelige erstatningsregler. Ud- valget har i det hele taget søgt at udforme de foreslåede regler om det offentligretlige erstat- ningsansvar i nær tilknytning til den alminde- lige erstatningsret. Mener man, at der inden for visse områder af erstatningsretten er trang til regler, der begrænser erstatningens størrelse, bør den nærmere undersøgelse af dette spørgs- mål efter udvalgets opfattelse omfatte både det offentligretlige og det privatretlige erstatnings-

ansvar.

En almindelig begrænsning af erstatningsan- svaret har imidlertid hjemmel i forsikringsaf- talelovens § 25, stk. 1, 2. pkt. Denne bestem- melse giver domstolene adgang til under visse betingelser at nedsætte erstatningsansvaret eller lade det helt bortfalde i tilfælde, hvor den ska- dede interesse er dækket ved forsikring, hvil- ket ofte er tilfældet, hvor der kan blive tale

om store tab. Danske domstole har imidlertid været utilbøjelige til at bringe bestemmelsen til anvendelse på statens og kommunernes erstat- ningsansvar.

De nordiske forsikringsaftalelove er på dette punkt ret forskellige. I Sverige har man under henvisning hertil i tilknytning til de nordiske forhandlinger om statens og kommunernes er- statningsansvar rejst spørgsmål om en ændring af den svenske forsikringsaftalelovs § 25 og foreslået, at spørgsmålet om forsikringsselska- bernes regres optages som et led i det stedfin- dende nordiske lovgivningsarbejde på erstat- ningsrettens område.

Som følge heraf blev det danske vidvalgs kommissorium ved justitsministeriets skrivelse af 23. september 1955 udvidet til også at om- fatte overvejelse af en ændret formulering af forsikringsaftalelovens § 25 med henblik på at tilvejebringe større retsenhed mellem de nordiske lande på dette område. Samtidig blev direktør i Kjøbenhavns Brandforsikring, cand. jur. Xxxx Xxxxxxxxxxx, udpeget til at indtræde som medlem af udvalget for at deltage i drøf- telserne vedrørende dette spørgsmål.

Udvalget har herefter overdraget det til for- manden samt direktør Xxxx Xxxxxxxxxxx og højesteretsdommer Trolle at føre forhandlinger med de fra Finland, Norge og Sverige udpe- gede delegerede.

I Finland blev dette hverv først overdraget förvaltningsrådet Xxxxx Xxxx og professor Xxxx Xxxxxx, men senere overdraget jur. dr. Tauno Suontausta.

I Norge blev hvervet overdraget professor

Xxxxxxx Xxxxxxxx og høyesterettsadvokat Dag- gerede i Oslo i marts 1956, i København i maj xxxx Xxxx. 1956, i Stockholm i marts 1957 og i Helsing-

I Sverige blev hvervet overdraget justitierådet fors i august 1957.

Xxxxx Xxxxx. Som resultat af det danske udvalgs arbejde Der har været afholdt møder mellem de dele- fremkommer denne betænkning.

København, december 1958.

Xxxx Xxxxxxxx,

Xxxx Xxxxxxxxxxx.

X. Xxxxxxxx.

formand.

Xxxx Xxxxxxx.

X. Xxxxxxxx.

Xxxxxx Xxxxxx.

/. Bangert,

sekretær.

I. UDKAST TIL LOV OM ÆNDRING I LOV NR. 129 AF 15. APRIL 1930 OM FORSIKRINGSAFTALER.

§1 .

I lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsik- ringsaftaler affattes § 25 således:

»Stk. 1. Ved skadesforsikring indtræder selska- bet i det omfang, i hvilket det har betalt er- statning til den sikrede, i dennes ret mod den, der måtte være erstatningspligtig.

Stk. 2. Gør selskabet regres mod trediemand, der ikke selv har forvoldt skaden forsætligt el- ler ved grov uagtsomhed, kan retten under hen- syn til grundlaget for ansvaret, herander om ansvaret udelukkende hviler på D.L. 3-19-2, for Færøernes vedkommende Norske Lov 3-21-2, samt til omstændighederne iøvrigt be- stemme, at selskabets krav skal bortfalde eller nedsættes, såfremt dette kan ske uden tilside- sættelse af forsikringsmæssige hensyn.

Stk. 3. Forsikringsselskabet kan ikke påberåbe sig noget forbehold, som strider mod stk. 2.

Stk. 4. Ved livs-, ulykkes- og sygeforsikring har selskabet intet krav mod den, der er ansvar- lig for forsikringsbegivenheden. At den sikrede

har modtaget erstatning af selskabet eller af den ansvarlige, påvirker ikke hans krav henholdsvis mod den ansvarlige eller mod selskabet.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder dog anvendelse ved ulykkes- og sygeforsikring, for så vidt forsikringsydelsen har karakteren af en virkelig skadeserstatning.

Stk. 6. I det omfang skadelidte kan få skaden dækket af en skadesforsikring eller en forsik- ring som omhandlet i stk. 5, har han ikke over for den ansvarlige bedre ret end selskabet.«

§ 2.

Som ny § 25 a indføjes efter § 25:

»Hat skadelidte under hensyn til sprednin- gen af sine økonomiske interesser undladt at tegne sådan skadesforsikring, som det er sæd- vanligt at tegne, har han ikke større ret over for den ansvarlige, end om han havde tegnet forsikring.«

§ 3.

Denne lov træder i kraft den

II. DEN NUGÆLDENDE ORDNING.

Reglen i forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1, gælder kun for skadesforsikring, medens be- stemmelser om anden forsikring findes i § 25, stk. 2.

Ifølge § 25, stk. 1, indtræder forsikrings- selskabet i det omfang, i hvilket det har betalt erstatning til den sikrede, i dennes ret mod den erstatningspligtige, men erstatningspligten kan nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde, hvor trediemand har voldt skaden ved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov, eller hvor ansvaret udelukkende hviler på reglen i D.L. 3-19-2. Der er ikke hjemmel til lempelse til fordel for en skadevolder, som har handlet forsætligt eller groft uagtsomt og heller ikke, hvor ansvaret går udover den almindelige erstatningsregel eller D.L. 3-19-2, som f. eks. i henhold til § 8 i bekendtgørelse af søloven nr. 319 af 1. december 1937, § 65 i færdsels-

loven nr. 153 af 24. maj 195 5, §§ 1, 7 og 9 i lov om skade ved jernbanedrift nr. 117 af 11. marts 1921, §§ 36-38 i bekendtgørelse af lov om elektriske stærkstrømsanlæg nr. 356 af 30. juli 1949, §§ 6-8 i bekendtgørelse af lov om luftfart nr. 251 af 6. august 1937, § 13 i lov

om hunde nr. 164 af 18. maj 1937 og § 3 i lov om mark- og vejfred nr. 107 af 31. marts 1953. Efter hvilke hensyn det skal afgøres, om ned- sættelse og bortfald skal finde sted, er over- ladt til domstolenes afgørelse.

I henhold til denne bestemmelse har der ud- viklet sig en righoldig praksis. Ved bedømmel- sen af, om lempelse (for kortheds skyld bruges dette udtryk her og i det følgende både om nedsættelse og bortfald af erstatningen) skal ske, synes domstolene i nyere tid i uagtsom- hedstilfældene fortrinsvis at lægge vægt på skyldgraden. Er der udvist ringe skyld, er der tilbøjelighed til at lade ansvaret helt bortfalde,

medens der gives fuld regres, hvor handlingen er udslag af en mere betydelig uagtsomhed, løvrigt er det ofte vanskeligt af dommene at se, om domstolene i de enkelte tilfælde har anset uagtsomheden for grov, således at der ikke er hjemmel til lempelse, se f. eks. Vestre landsrets dom i Vestre Landsrets Tidende 1958.2, eller om man blot har anset uagtsom- heden for så betydelig, at der ikke er fundet grundlag for at lempe.

Det synes fortrinsvis at være, hvor der er tale om dagliglivets fejl, at ansvaret lempes. Foreligger der, hvad man kunne kalde en faglig fejl, eller voldes skaden ved anvendelse af sær- lige maskiner eller lignende, f. eks. motorsave eller roetog, finder lempelse oftest ikke sted. Endvidere synes lempelse normalt ikke at ske, hvor skaden skyldes manglende vedligeholdelse af bygninger eller lignende faste anlæg eller ved culpaansvar for skade voldt af dyr. Hvad særlig angår det offentliges ansvar, er der som foran anført utilbøjelighed til at lempe.

Hvor ansvaret hviler på D. L. 3-19-2, er der tilbøjelighed til helt at fritage for ansvar. Dette gælder dog i mindre udstrækning, hvor der foreligger en faglig fejl. Har husbonden selv udvist uagtsomhed, ved valget af den under- ordnede eller ved instruktionen af ham, bedøm- mes forholdet efter de ovennævnte synspunkter. Er den ansatte en person i overordnet stil- ling, kan der blive tale om at bedømme tilfæl- det, som om husbonden selv havde forvoldt skaden (identifikation), især når der er tale om en juridisk persons direktører eller besty-

relse (organansvar).

Endelig skal det bemærkes, at domstolene har lempet ansvaret under hensyntagen til ska- devolderens økonomiske forhold, jfr. navnlig højesteretsdom i U. 1949.112.

Selv om den nugældende regels affattelse synes at anse nedsættelse af erstatningen som hovedreglen, når lempelsesadgangen benyttes, er praksis gået i retning af her at lade ansvaret helt bortfalde.

Det er selve erstatningspligten, som kan nedsættes eller bortfalde. Nedsættelse eller bort- fald rammer således både regresretten og skade- lidtes krav.

Foreligger der summaj or sikring, er der ikke adgang til regres, og i disse tilfælde kan skade- lidte kumulere sit krav mod den ansvarlige med kravet mod forsikringsselskabet.

Under summaforsikring falder livsforsikring og ulykkesforsikring, for så vidt angår erstat- ning for dødsfald, invaliditet og dagpenge. Sygeforsikring anses ligeledes for summaforsik- ring, for så vidt angår dagpengeerstatning, men ikke med hensyn til erstatning for udgifter til lægehjælp og medicin.

Uden for forsikringsaftalelovens § 25 falder ydelser fra den lovpligtige ulykkesforsikring og statsanerkendte sygekasser, jfr. ulykkesfor- sikringslovens § 4 og forsikringsaftalelovens

§ 1, stk. 2. Det er antaget, at der her er regres, ved den lovpligtige ulykkesforsikring dog kun ifølge tilladelse fra direktoratet for ulykkes- forsikringen.

Hvad angår pensioner bemærkes, at staten og kommunerne, formentlig også private pensions- kasser, se U. 1953.1142, har regres for den for- øgede pensionsbyrde.

Regreskravet og skadelidtes krav på erstat-

ning for skade, som ikke dækkes af pensionen, kan tilsammen ikke overstige, hvad skadelidte kunne have krævet, om pensionskravet ikke forelå, og bliver der på grund af denne begræns- ning ikke fuld dækning for begge tab, går skadelidtes krav forud for regreskravet. Hviler pensionskravet: på en almindelig forsikring, bli- ver der næppe regreskrav for forsikringssel- skabet, og skadelidte kan kumulere pensions- kravet med et krav mod den ansvarlige.

Reglerne i de andre nordiske lande afviger på flere punkter fra den danske ordning.

I Norge har reglen om forsikringsselskabets regres mod den for skaden ansvarlige samme indhold som den danske regel, dog at lempelse er udelukket, hvor skaden er voldt i næring eller bedrift. Det er kun regreskravet, ikke skade- lidtes erstatningskrav over for den ansvarlige, der kan lempes. Anlægger skadelidte sag mod den ansvarlige uden om forsikringen, kan lempelse således ikke ske. Ved summafor- sikring er reglen som i Danmark.

I Finland og Sverige er der kun regres, hvor skadevolderen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og hvor der er ansvar udover culpa- reglen. Der er ingen adgang til at lempe re- greskravet. Bestemmelserne vedrører ikke ska- delidtes krav mod den erstatningsansvarlige. Reglerne om summaforsikring er som i Dan- mark, løvrigt skal nævnes, at reglerne i Fin- land og Sverige kan fraviges ved forsikrings- aftalen.

III. UDVALGETS HOVEDSYNSPUNKTER.

1. Almindelige bemærkninger.

I den forberedende betænkning om nordisk lovgivning om erstatningsansvar er der rejst spørgsmål, om erstatningsansvaret kan afskaf- fes i det omfang, hvori tabet dækkes ved for- sikring. Det antoges, at problemet for en kom- mende erstatningslov hovedsagelig ville blive, om det var muligt at nå længere frem ad den vej, lovgivningen betrådte med forsikringsaf- talelovens § 25, stk. 1, 2. pkt. Det anførtes i denne forbindelse, at navnlig to vigtige hensyn kunne føre i retning af at opretholde erstat- ningsansvar, dels præventionshensynet, dels et hensyn til, at visse virksomheder »selv bør bære de omkostninger«, de medfører for samfundet ved at tilføje andre skade. Endvidere blev det foreslået, at man i forbindelse med en revision af forsikringsaftalelovens § 25 overvejede, om lempelsesreglen ikke burde udvides til tilfælde, hvor skaden rammer en større virksomhed eller institution, der undlader at tegne forsikring, fordi dens størrelse vil give den fornødne udligning.

Under de nordiske forhandlinger har der fra norsk side været stillet forslag om, at lempel- sesreglen udformes således, at der alene gives forsikringsselskaberne hel eller delvis regres, hvor domstolene under hensyn til skadevolde- rens skyld, skadens omfang og omstændighe- derne iøvrigt måtte bestemme det. En regel af et så ubestemt indhold, der i princippet gør regres til en undtagelse og således kan med- føre en betydelig indskrænkning af erstatnings- ansvaret, har det danske udvalg ikke ment at burde tiltræde. Reglen ville antagelig ikke få samme præventive betydning som den gælden- de bestemmelse, og den ville, hvilket udvalget tillægger væsentlig betydning, gøre det vanske- ligere på forhånd at skønne over, hvornår dom-

stolene vil anerkende et regreskrav, og derfor vanskeliggøre udenretlige afgørelser af spørgsmålet. Ofte vil regresopgøret finde sted mellem to forsikringsselskaber, som kun vil rejse sag, hvis der kan være tvivl om udfaldet. Det er da af stor betydning, at det gennem lov- givning og praksis fastlægges, i hvilke typer af tilfælde der er fuld eller delvis regres. Ud- valget nærer frygt for, at en regel som den fra norsk side foreslåede ville give anledning til mere konkret begrundede afgørelser.

Efter den svenske forsikringsaftalelovs § 25 er der som ovenfor nævnt kun regres ved for- sætlig og groft uagtsom skadeforvoldelse, og hvor der er erstatningsansvar udover culpa- reglen. Der er ingen adgang til at lempe

kravet. Fra svensk side er det over for det oven- nævnte norske forslag blevet fremhævet, at man næppe kan tænke sig at opgive denne ordning til fordel for en regel, der giver adgang til at lempe den ansvarliges erstatningspligt, hvis be- stemmelsen ikke samtidig angiver de betingelser og hensyn, der skal lægges til grund ved afgø- relsen af, om nedsættelse eller bortfald skal fin- de sted. Dette antages navnlig at være af betyd- ning, når forsikringsselskaberne skal bedømme, om regressøgsmål bør anlægges. Spørgsmålet antages også at være af betydning for opnåelse af reel nordisk retsenhed, idet en adgang til lempelse af regres- og erstatningsansvaret, som ikke er afhængig af visse i loven opstillede be- tingelser og hensyn, let kan føre til en forskellig retspraksis. Det danske udvalg må tiltræde disse synspunkter.

2. Skadesforsikring.

Xxxxxxxx mener, at navnlig præventionshen- synet må føre til principielt at opretholde den

gældende regel om regresansvar. I så hense- ende skal anføres, at det ikke alene er ved for- sætlig og groft uagtsom skadeforvoldelse, at regresretten er af betydning. I tilfælde af sim- pel uagtsomhed er regreskrav sjældne, men for- sikringsselskaberne tillægger muligheden for regres væsentlig betydning ud fra et præven- tionssynspunkt. Det kan også anføres, at an- svarsforsikring er blevet mere og mere udbredt, hvorved vidtgående regler om lempelse af er- statningspligten er blevet mindre påkrævet.

Det er i det hele udvalgets opfattelse, at den gældende regel og den i tilknytning hertil ud- viklede retspraksis stort set må anses for til- fredsstillende, og at der for så vidt ikke er større trang til ændringer.

Udvalget har dog ment at burde foreslå nogle ændringer i og tilføjelser til de nugældende bestemmelser. Dette skyldes i første række øn- sket om såvidt muligt at opnå nordisk retsenhed på dette vigtige område af erstatnings- og for- sikringsretten.

Den almindelige regresret, som udvalget i henhold til foranstående foreslår opretholdt, kan være udelukket, fordi regres ville være i strid med forsikringsaftalens forudsætninger. Det vil således kunne være i strid med forsik- ringstagerens forudsætninger, at der udøves regres, hvor skaden er forvoldt af ham nært stående personer eller personer, der lever i øko- nomisk fælleskab med ham. Det kan også være i strid med en forsikringstagers forudsætnin- ger, at der gøres regres mod en person, hvis ting han har lovet at holde forsikret, f. eks. mod brugeren af en ting, som ejeren har lovet brugeren at holde forsikret. Hvis den, der har tegnet forsikring af trediemands interesse, har voldt skade ved en mindre uagtsomhed, eller skade er voldt af hans folk, vil regres hyppigt være i strid med forsikringsaftalens forudsæt- ninger.

a. Betingelserne for lempelse.

1°. Efter forsikringsaftalelovens § 25 er det udelukket at lempe ansvaret til fordel for en skadevolder, som har handlet groft uagtsomt. Udvalget har overvejet, om dette er velbegrun- det. I den forberedende betænkning ytres tvivl om rigtigheden af denne afgrænsning, og det foreslås undersøgt, om det måtte være muligt at knytte reglen til omstændigheder, hvis til- stedeværelse kan fastslås med større sikkerhed.

Som begrundelse for indførelse af en adgang

til lempelse til fordel for en skadevolder, som har handlet groft uagtsomt, er det blevet an- ført, at grænsen mellem simpel og grov uagt- somhed er flydende, og at begrebet grov uagt- somhed varierer i forskellige relationer og op- fattes forskelligt i de nordiske lande. Man har også peget på, at en adgang til lempelse i til- fælde af grov uagtsomhed ville harmonere med reglen i forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, hvorefter det, når den sikrede selv har fremkaldt forsikringsbegivenheden ved groft uagtsomt for- hold, skal afgøres under hensyn til skyldgraden og omstændighederne iøvrigt, om erstatning skal ydes og i bekræftende fald med hvilket beløb.

I motorerstatningsudvalgets udkast har man foreslået den gældende regel om ansvarsforsik- ringsselskabets pligt til at gøre regres mod ska- devolderen i tilfælde af forsæt og grov uagt- somhed ændret, således at det afgørende bliver, om skaden er voldt ved forsæt eller hensyns- løshed. En sådan regel knytter ikke

retten til omstændigheder, der er lettere at fastslå end grov uagtsomhed, og kriteriet vil næppe i større almindelighed være hensigts- mæssigt inden for erstatningsretten.

Efter praksis lempes ansvaret ikke, hvor der foreligger betydelig uagtsomhed, selv om denne ikke kan betegnes som grov. Dette tyder på, at en adgang til lempelse i tilfælde af grov uagt- somhed ikke er påkrævet.

Udvalget mener ikke at kunne tillægge be- stemmelsen i § 18 nogen betydning i denne forbindelse, da den angår det kontraktmæssige forhold mellem et forsikringsselskab og dets forsikringstager.

Under hensyn til det anførte mener udvalget, at det fortsat bør være en betingelse for lem- pelse, at den ansvarlige ikke selv har voldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt.

2°. Efter forsikringsaftalelovens § 25 er der som tidligere nævnt ikke adgang til at lempe erstatningsansvar, der går udover den alminde- lige erstatningsregel og bestemmelsen i D.L. 3-19-2.

Fra norsk og svensk side har man ønsket en lempelsesregel, som giver adgang til lempelse også i tilfælde af objektivt ansvar. Et sådant ansvar har i hvert fald i Norge vundet aner- kendelse i større udstrækning end i Danmark. Den danske ordning, hvorefter der ikke er adgang til lempelse i tilfælde af objektivt an- svar, har såvidt udvalget bekendt ikke givet an- ledning til utilfredshed, men det må herved

erindres, at danske domstole hidtil kun i meget begrænset omfang har anerkendt et sådant an- svar uden for tilfælde af positiv lovhjemmel. Det kan tænkes, at domstolene her i landet vil komme ind på i videre udstrækning at aner- kende et ulovbestemt objektivt ansvar. Under hensyn til denne mulighed har udvalget ment at kunne foreslå en affattelse, der i overens- stemmelse med de andre landes udkast åbner ad- gang til at anvende lempelsesreglen på objektivt ansvar.

Den bestående adgang til at lempe erstat- ningsansvar, som udelukkende hviler på D.L. 3-19-12, er opretholdt, jfr. nedenfor.

Som nævnt foran side 8 antages det, at der ikke i henhold til forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1, er adgang til at lempe et med D.L. 3-19-2 beslægtet, men strengere ansvar. Ved- rørende adgangen til at lempe ansvaret efter

D.L. 3-19-2 henvises til nedenfor side 13.

Som en ny betingelse vedrørende adgan- gen til at lempe erstatningsansvaret foreslås det, at lempelse ikke skal kunne ske, såfremt dette medfører en tilsidesættelse af forsikringsmæs- sige hensyn. I et par danske landsretsdomme, jfr. U. 1936.444 og 1945.965, anføres det, at forsikringsmæssige hensyn ikke talte mod lem- pelse. Den nævnte betingelse, som er optaget i udkastet efter forslag af det svenske udvalg, vil kunne tjene som hjemmel for udelukkelse af lempelse både i tilfælde, hvor lempelse hid- til har været udelukket, fordi ansvaret er videre- gående end den almindelige erstatningsregel og

D.L. 3-19-2, og i tilfælde, hvor adgangen til lempelse ikke er blevet bragt i anvendelse.

Betingelsen er i de førstnævnte tilfælde et korrektiv til den foreslåede mulighed for at lempe et objektivt ansvar, idet den giver et holdepunkt for at undlade lempelse, hvor de grunde, der taler for et objektvt ansvar, også taler for, at lempelse ikke bør ske.

Først og fremmest er herved tænkt på, at en række virksomheder bør bære risikoen for de skader, de forvolder, fordi skaderne bør anses for et led i virksomhedernes driftsrisiko, som de kan indregne et vederlag for i deres priskalku- lationer. Er der tale om større foretagender, vil disse selv at være i stand til at afholde udgiften til erstatninger. Eksempelvis kan nævnes an- svaret for skade voldt ved jernbanedrift, luft- fart, stærkstrømsanlæg og sporvejsdrift. Imid- lertid bør virksomhedens størrelse ikke være afgørende. Hovedvægten bør lægges på, hvilken art virksomhed der udøves;. Drives virksomhe-

den af et mindre foretagende, kan dette i reglen tegne ansvarsforsikring.

Endvidere er ved forsikringsmæssige hensyn blandt andet tænkt på søforsikringsforhold. Re- derens ansvar efter sølovens § 8 kan ikke lempes efter den gældende regel og bør som tidligere nævnt efter udvalgets mening heller ikke lempes i fremtiden. Regresretten tillægges på dette om- råde afgørende betydning for forsikringsselska- berne og derigennem for præmiernes størrelse. Desuden har regresretten en særlig betydning som følge af søfartens internationale karakter. Det ville være uheldigt, om man i de nordiske lande indførte en begrænsning af ansvaret, som ikke kendes i andre lande.

Det har været overvejet at optage en udtryk- kelig bestemmelse, der udelukker lempelse af ansvaret efter sølovens § 8, men man har næret betænkelighed derved, da en sådan bestemmelse kunne lede til uberettigede modsætningsslut- ninger.

b. Lempelseshensyn.

Er de foran nævnte betingelser opfyldt, kan retten bestemme, at erstatningen skal bortfalde eller nedsættes.

1°. Når der ifølge udkastet skal tages hen- syn til grundlaget for ansvaret, tænkes herved for det første på skyldgraden. Dette hensyn har domstolene i hidtidig praksis lagt væsentlig vægt på, jfr. ovenfor side 8.

Med hensyn til grundlaget for ansvaret bliver det dernæst af betydning, om der foreligger et ansvar udover den almindelige erstatningsregel. Lempelse af et sådant ansvar har hidtil været udelukket, og på de områder, hvor der for ti- den er anerkendt et objektivt ansvar, vil der antagelig, selv om udkastet ophøjes til lov, kun rent undtagelsesvis blive tale om lempelse,

f. eks. måske med hensyn til ansvaret for dyr i henhold til de særlige bestemmelser i D.L. 6-10, som endnu lejlighedsvis anvendes, og i henhold til mark- og vej fredsloven samt med hensyn til det ubetingede ansvar for hunde. For så vidt angår det sidstnævnte ansvar er der imidlertid pligt til at tegne ansvarsforsikring, og også skader voldt af andre husdyr vil i vidt om- fang være dækket af ejerens ansvarsforsikring. Med hensyn til betydningen af ansvarsforsik- ring henvises til det nedenfor anførte.

Som et hensyn vedrørende grundlaget for ansvaret, der kan føre til lempelse, fremhæver udkastet, om ansvaret udelukkende hviler på

D.L. 3-19-2. Den foreslåede formulering skulle herefter ikke på dette punkt kunne give anled- ning til nogen ændring af retspraksis, jfr. oven- for side 8. Ved ordet »udelukkende« er det tilkendegivet, at der i almindelighed ikke er grund til at lempe et med D.L. 3-19-2 beslæg- tet, men strengere ansvar.

2°. De hensyn, som omfattes af udtrykket grundlaget for ansvaret, er ikke de eneste, som bør tillægges vægt ved afgørelsen af, om lem- pelse skal kunne ske. Udvalget har derfor fore- slået, at lempelse skal kunne ske under hensyn til »omstændighederne iøvrigt«.

Der tænkes herved i første række på, om det fulde ansvar ville ramme den pågældende uri- meligt hårdt henset til hans økonomiske for- hold. Dette hensyn vil navnlig få betydning, hvor en ringe uagtsomhed medfører en stor skade. Den omstændighed, at skaden er voldt i hverdagslivets forhold, kan tale for lempelse. 3°. Udvalget har overvejet, om det bør være

af betydning for spørgsmålet om lempelse, at skadelidtes ansvar er dækket af en ansvarsfor- sikring. Herom bemærkes:

Hvor der foreligger tvungen ansvarsforsik- ring, bør der efter udvalgets opfattelse ikke ske lempelse af ansvaret, for så vidt skaden kan dækkes inden for forsikringssummen. Derimod kan det ikke være udelukket at lempe ansvar, der ikke er dækket af den tegnede forsikring. Foreligger der en frivillig ansvarsforsikring, bør dette som hovedregel ikke få betydning ved bedømmelsen af, om lempelse skal ske. At den ansvarlige har valgt at dække sig mod ansvaret ved en forsikring, for hvilken han har ydet ve- derlag gennem betaling af præmier, bør efter udvalgets opfattelse ikke medføre, at han fuldt ud undergives et ansvar, som ellers ville bort-

falde eller blive nedsat.

Betragter man under denne forudsætning de skader, som omfattes af en ansvarsforsikring, vil forholdene, hvor der er tale om en sæd- vanlig familieansvarsforsikring, ofte ligge så- ledes, at det vil være rimeligt at lempe. De skader, der omfattes af en sådan forsikring, vil som oftest skyldes en ringe uagtsomhed uden erhvervsmæssig tilknytning. Præventive grunde taler derfor ikke væsentligt imod anvendelse af adgangen til lempelse. Xxxxxxxx af ansvaret vil kunne bidrage til at billiggøre familieansvars- forsikring, hvilket udvalget finder ønskeligt.

Ved skader, der omfattes af en ansvarsfor- sikring tegnet for en erhvervsvirksomhed, bør lempelse sjældent finde sted, navnlig ikke, hvor

der er tale om en virksomhed, hvortil der er knyttet en særlig risiko. Sådanne virksomheder bør i vidt omfang bære de skader, de forvolder. Lempelse kan undertiden være rimelig, hvor skadeforvoldelsen kun står i fjernere forbin- delse med erhvervsvirksomheden. Foreligger der en faglig fejl, vil dette tale imod lempelse.

I tilfælde, hvor der kunne være tale om lempelse, fordi ansvaret ville ramme den an- svarlige urimeligt hårdt henset til hans økono- miske forhold, kan der være grund til at und- lade lempelse, hvis der er ansvarsforsikret.

4°. Udkastet medfører ingen ændring med hensyn til betydningen af, at en skade er voldt i kontraktforhold. Xxxxxxxx bør her ikke finde sted med hensyn til den kontraktlige hovedfor- pligtelse, men lempelse bør kunne ske, hvor det drejer sig om skader, der kun har fjernere tilknytning til kontrakten. Lempelse bør her

- i overensstemmelse med gældende praksis - som regel ikke ske, hvor der foreligger faglige fejl, eller hvor en genstand er overgivet skade- volderen til forarbejdning eller transport.

3. Summaforsikring.

Efter forsikringsaftalelovens § 25, stk. 2, er regres udelukket ved livs-, ulykkes- og syge- forsikring. Ved ulykkes- og sygeforsikring er der dog regres, for så vidt forsikringsydelsen har karakteren af en virkelig skadeserstatning. Som en konsekvens af den bestemmelse, som udelukker regres, hedder det i § 25, stk. 2, 2. pkt. : »At den sikrede har modtaget erstatning af selskabet eller af skadevolderen, påvirker ved disse forsikringer ikke hans krav henholds-

vis mod skadevolderen eller mod selskabet.«

Som begrundelse for bestemmelsen om ude- lukkelse af regres er det anført, at det er na- turligt at lade skadelidte beholde sit krav mod trediemand, der er erstatningspligtig for tab, som er lidt ved forsikringsbegivenheden, når det er en for selskabets betalingspligt irrele- vant omstændighed, om sådant tab er lidt eller ej. At dette er tilfældet ved summaforsikringen, beror på, at summaforsikring, der kun findes inden for personforsikring, tilsigter at yde er- statning for tab af retsgoder, hvis værd for den sikrede ikke lader sig udmåle i penge.

Det er dog et spørgsmål, om denne betragt- ning behøver at føre så vidt. At fastsætte for- sikringssummen til et bestemt beløb kendes og- så ved anden forsikring end summaforsikring, hvor det er vanskeligt at fastsætte tabet, f. eks.

visse slags og summaforsik- ring tegnes ofte for at dække et økonomisk tab. Livsforsikring tegnes i vidt omfang som en form for opsparing, og der bør derfor i hvert fald ikke, for så vidt angår denne art, gives forsikringsselskabet regres med den følge, at de efterlevendes krav mod den an-

svarlige beskæres.

Formålet med syge- og ulykkesforsikring vil i første række være at sikre sig mod det økono- miske tab ved sygdom og tilskadekomst, og op- sparingssynspunktet gør sig i hvert fald ikke gældende i samme omfang som ved livsforsik- ring. Det skal i denne forbindelse nævnes, at den lovpligtige ulykkesforsikring og de stats- anerkendte sygekasser, som falder helt uden for forsikringsaftaleloven, har regres, således at der ikke bliver tale om kumulation.

Med hensyn til syge- og ulykkesforsikring foreslår udvalget, at der i overensstemmelse med forsikringsaftalelovens § 215, stk. 2, 3. punktum, tillægges forsikringsselskabet regres, for så vidt forsikringsydelsen har karakteren af en virkelig skadeserstatning.

Pensionsforsikringer dækker også i et vist omfang det økonomiske tab ved sygdom og til- skadekomst før opnået pensionsalder. Efter den gældende ordning må det antages, at pensions- forsikringsselskaberne ikke har regres, og at skadelidte således kan oppebære pensionsydel- sen og samtidig kræve fuld erstatning af den ansvarlige. Derimod har stat og kommuner, som ikke har tegnet pensionsforsikring, fået tillagt regres mod den ansvarlige for den forøgede pensionsbyrde, jfr. ovenfor side 9. Noget til- svarende kan måske antages med hensyn til ydelser fra private pensionskasser, se U. 1953. 1142.

Mod den gældende ordning er der med hen- syn til pensions- og andre forsikringer, som medfører udbetaling af periodiske ydelser til den sikrede, fremført to indvendinger.

For det første er det gjort gældende, at skadelidte undertiden opnar mere end fuld er- statning. Dette har navnlig været tilfældet i Sverige, hvor erstatning for personskade som oftest ydes i form af livrente. Det anføres, at betænkelighederne herved bliver større, efter at det må forventes, at forsikringsmaksimum for personskade ved motorulykker, der er en hyp- pigt forekommende skadeså rsag, bliver betydelig forhøjet eller måske endog helt ophævet. I Dan- mark, hvor erstatningen i langt de fleste til- fælde fastsættes til et kapitalbeløb, er mulig-

heden for dobbelterstatning med det nuværen- de erstatningsniveau imidlertid ikke af så stor betydning.

Dernæst kan det undertiden synes noget urimeligt, at der gives regres ved pensionsydel- ser fra stat og kommune, men ikke ved pen- sionsydelser i henhold til en forsikring. For- skellen kan ikke begrundes med, at den skade- lidte eller hans arbejdsgiver har betalt præmien for pensionsforsikringen. Også statens og kom- munernes tjenestemænd yder bidrag til pen- sionen, som i det omfang, den ikke modsvares af sådanne bidrag, hovedsagelig må anses for et arbejdsvederlag. Pensionsretten må både for tjenestemænd og privat ansatte betragtes som et led i deres aflønning.

Med hensyn til kapitalforsikring har der væ- ret enighed mellem de nordiske landes udvalg om ikke at foreslå nogen ændring af den gæl- dende ordning.

For så vidt angår forsikringer, der giver ret til udbetaling af periodiske ydelser, foreslår det finske, norske og svenske udvalg, at forsik- ringsselskabet skal kunne tage forbehold i for- sikringsaftalen om, at det vil gøre regres med hensyn til den forøgede pensionsbyrde i overens- stemmelse med de for skadesforsikring foreslå- ede regler. Den foreslåede regel er dog begræn- set til tilfælde, hvor en arbejdsgiver tegner for- sikringen til fordel for en hos ham ansat, og forbeholdet kan alene angå ydelser til den skadelidte selv, ikke til hans efterladte. Der- imod er det uden betydning, om den skadelidte selv har betalt en del af præmien.

Det danske udvalg har haft under overvej- else at foreslå en lignende ordning. Man har indhentet en udtalelse fra Assurandør-Societe- tets komité, der efter at have indhentet ud- talelser fra nogle forsikringsvirksomheder og fra livsforsikringsselskabernes forening har fra- rådet en sådan bestemmelse. De indhentede ud- talelser går ud på, at: sondringen mellem kapi- talforsikring og forsikring med løbende udbeta- linger er for vilkårlig. Videre anses det for uheldigt i forhold til pensionsordninger på op- sparingsbasis, dersom man åbner adgang for forsikringsselskaberne til at gøre regres ved de egentlige renteforsikringer. Det anses også for vilkårligt at gøre forskel på forsikringer tegnet af arbejdsgiveren og forsikringer tegnet af den sikrede. Da skattelovgivningen stort set tillader, at udgiften til sådan forsikring fradrages i sam- me omfang, hvadenten den udredes af arbejds- giveren eller af er der ikke noget

til hinder for, at arbejdsgiveren yder arbejds- tageren et tilskud til tegning af pensionsforsik- ring og overlader det til ham selv at tegne for- sikringen. Endelig har man henvist til, at pen- sionsforsikringsselskaberne i det overvejende antal pensionsaftaler har bestemmelser om, at retten til pensionen er uafhængig af, om den sikrede har adgang til erstatning i henhold til ulykkesforsikringsloven eller andre erstatnings- regler.

Det danske udvalg mener under hensyn til de således af forsikringsselskaberne fremførte synspunkter ikke at burde foreslå nogen æn- dring af den gældende ordning vedrørende re- gres ved summaforsikring.

Der vil herefter fortsat med hensyn til re- gres eller kumulation bestå en forskel mellem pensionsydelser fra stat og kommune og pen- sionsydelser i henhold til forsikring. Udvalget mener, at hvis forskellen skal fjernes, bør det rettest ske ved at frakende stat og kommune ad- gang til at gøre regres mod skadevolderen for forøgede pensionsudgifter, således at skadelidte får adgang til at kumulere et krav mod skade- volderen med pensionskravet. Man har afstået fra at stille forslag om en sådan ændring.

4. Selvforsikring.

I henhold til gældende lov er der kun adgang til at lempe ansvaret, hvor den skadelidtes interesse er forsikret, men lempelsesreglen i forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1, 2. pkt, er anvendt, hvor der er indrettet en selvforsik- ringsordning, således som det f. eks. er sket ved lov om en brandforsikringsfond nr. 704 af 22. december 1920, jfr. U. At der hos skadelidte findes en vis risikoudligning, antages ikke at kunne medføre lempelse, når der ikke er indrettet en selvforsikringsordning, se

U. 1951.680 (H) om skade tilføjet Køben- havns belysningsvæsen og 1944.638 om skade på et automobil tilhørende Statens civile luft- værn.

Udvalget har fundet det mindre rimeligt, at det i alle tilfælde skal være afgørende for den ansvarliges stilling, om skadelidte af særlige grunde har ment at kunne undvære forsikring. Der kunne være tale om en regel, der gav adgang til lempelse, hvor skadelidte ikke er dækket af en forsikring, men ville have været dækket, hvis han havde tegnet sådan forsikring, som det er sædvanligt at tegne, måske således at adgang til lempelse af ansvaret skulle være betinget af, at skadelidte, uden at en selvfor- sikringsordning er indrettet, udtrykkelig har be- sluttet selv at: bære sin risiko. Dette kan tæn- kes, hvor spørgsmålet om forsikring har været rejst i en kommunalbestyrelse eller et aktiesel-

skabs bestyrelse.

Udvalget foreslår, at der indføres adgang til lempelse af ansvaret, hvor skadelidte under hensyn til spredningen af sine økonomiske in- teresser har undladt at tegne sådan skadesforsik- ring, som det er sædvanligt at tegne, og mener, at det i så henseende bør være uden betydning, om der foreligger en udtrykkelig beslutning om ikke at tegne forsikring. Under den angivne forudsætning bør skadelidte ikke over for den erstatningsansvarlige stilles bedre, end om han havde forsikret. Dette får navnlig betydning, hvor skaden rammer staten eller en kommune. Staten forsikrer normalt ikke, og nogle af de større kommuner finder det også stemmende med deres interesser ikke at tegne forsikring. Den foreslåede bestemmelse kan endvidere få en vis betydning for store private foretagender.

En tilsvarende bestemmelse foreslås af det finske, norske og svenske udvalg.

IV. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER.

Til § 1.

Stk. 1, der svarer til forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1, 1. pkt, indeholder hovedreglen om forsikringsselskabets regresret ved skadesfor- sikring. De foreslåede ændringer er rent re- daktionelle.

Stk. 2, der svarer til forsikringsaftalelovens

§ 25, stk. 1,2. pkt., indeholder reglen om lem- pelse af selskabets regresret. Udkastet er her næsten enslydende i de nordiske lande.

1. Bestemmelsen angår kun regresansvaret, idet ansvaret over for den skadelidte først handles i stk. 6. Ansvaret er ligesom efter den nugældende bestemmelse det samme i begge tilfælde. Ændringener således rent redaktionel og skyldes ønsket om at opnå en ensartet op- bygning af de nordiske udkast.

Bestemmelsen er anvendelig ikke blot, hvor et skadesforsikringsselskab gør regres mod en ansvarlig eller dennes ansvarsforsikringsselskab, men også hvor et ansvarsforsikringsselskab gør regres mod en person, der er medansvarlig for skaden.

2. Lempelse kan ligesom efter den nugælden- de bestemmelse være bortfald eller nedsættelse, men medens nedsættelse naevnes først i den gæl- dende bestemmelse, nævner udkastet bortfald først. Anledningen til denne ændring, som er uvæsentlig, er, at nyere praksis, hvor lempelse finder sted, som oftest lader ansvaret helt bort- falde. Der er på dette punkt overensstemmelse mellem de nordiske landes udkast.

3. Det er fortsat en betingelse for lempelse over for en erstatningsansvarlig, at han ikke selv har voldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt. Det fremgår af formuleringen, at lempelse af en arbejdsgivers ansvar som efter gældende ret kan ske, selv om tjeneren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Er skadevolderen en per- son i overordnet stilling, kan der være spørgs-

mål om at identificere med

skadevolderen, navnlig hvis er en juridisk person, der kun kan handle gennem sine organer, jfr. ovenfor side 8.

Som en ny betingelse er foreslået, at lempelse kun kan finde sted, hvor dette kan ske uden tilsidesættelse af forsikringsmæssige hensyn. Xxxxx henvises til det foran side 12 anførte.

4. Medens den gældende bestemmelse intet indeholder om de hensyn, som skal være af be- tydning ved afgørelsen af spørgsmålet om lem- pelse, hedder det i udkastet, at lempelse kan ske under hensyn til grundlaget for ansvaret; men det siges, at der også kan tages hensyn til om- stændighederne iøvrigt, se nærmere ovenfor side 13.

Det er udvalgets opfattelse, at domstolene fortsat bør søge at træffe deres afgørelser som typeafgørelser og ikke rent konkret.

Stk. 3 svarer til den nugældende § 25, stk. 3. Xxx. 0, der med en enkelt redaktionel ændring er enslydende med den nugældende § 25, stk. 2, 1. og 2. pkt., indeholder hovedreglen om, at forsikringsselskaberne ikke har regres ved livs-, ulykkes- og sygeforsikring og reglen om kumu- lation af kravene mod selskabet og den ansvar- lige.

Stk. 5 er bortset fra en enkelt redaktionel æn- dring enslydende med den nugældende § 25, stk. 2, 3. pkt., jfr. stk. 3.

Stk. 6 opretholder i forbindelse med stk. 2 den efter forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1,2. pkt. gældende ordning, hvorefter lempelsesreglen gælder både om regreskravet og skadelidtes krav mod den ansvarlige.

Til § 2.

Bestemmelsen, der er ny, omfatter kun til- fælde, hvor skadesforsikring er undladt, hvor-

ved bemærkes, at de i udkastets § 1, stk. 5, om- handlede forsikringsydelser ikke i så henseende anses for skadesforsikringsydelser.

Bestemmelsen gælder både tilfælde, hvor skadelidte helt har undladt at tegne forsikring, og tilfælde af underforsikring.

Bestemmelsen er uanvendelig, hvor det ikke er spredning af skadelidtes økonomiske inter- esser, som er grunden til, at han har undladt at tegne forsikring, men f. eks. den omstæn- dighed, at han, fordi han er økonomisk vel- stillet, uden vanskelighed selv kan bære ind- trædende skader.

Bestemmelsen er kun anvendelig, hvor ska- delidte har haft mulighed for at forsikre den skadede interesse. Hvis skadelidte nok har haft mulighed for at tegne forsikring, men kun med en vis selvrisiko, være sig fordi en sådan er påbudt ved lov, hvilket f. eks. er tilfældet med hensyn til kaskoforsikring af motorkøretøjer, der udlejes uden fører, eller fordi forsikrings- selskaberne ikke tegner forsikringer af den på- gældende art uden selvrisiko, bliver der ikke tale om lempelse af erstatningspligten, for så

vidt angår skade, som ville falde ind under selvrisikoen. Det samme vil gælde, hvis skade- lidte har tegnet forsikring og selv har ønsket at bære en selvrisiko, som ikke kan anses for unormal.

Ved bedømmelsen af, om det er sædvanligt at tegne forsikring for interesser som den ska- dede, må sammenligning ske med andre, som har lignende interesser. Foreligger der en fri- villig selvrisiko, må det afgørende være, om det inden for den pågældende art interesser er sædvanligt, at forsikring tegnes med selvrisiko. Når det hedder, at den skadelidte ikke har større ret til erstatning, end om han havde forsikret, betyder dette, at lempelsesreglen i

§ 1, stk. 2, jfr. stk. 6, kommer til anvendelse. Bestemmelsen i § 2 vil navnlig få betydning, hvor staten eller en kommune er skadelidt, men den kan også få betydning for store private foretagender. Rederivirksomheders erstatnings- krav vil dog i det væsentlige være uberørt af reglen, navnlig fordi bestemmelserne om lem- pelse ikke vil finde anvendelse på ansvaret i henhold til sølovens § 8, jfr. ovenfor side 12.

V. BILAG.

DE NORDISKE UDKAST OPSTILLET SOM PARALLELTEKSTER.

DANSK FINSK

2 5. 25

i. Ved skadesforsikring indtræder selska- bet i det omfang, i hvilket det har betalt erstat- ning til den sikrede, i dennes ret mod den, der måtte være g.

Stk. 2. Gør selskabet regres mod trediemand, der ikke selv har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, kan retten under hensyn til grundlaget for ansvaret, herunder om ansva- ret udelukkende hviler pä D. L. 3-19-2, for Færøernes vedkommende Norske Lov 3-21-2, samt til omstændighederne iøvrigt bestemme, at selskabets krav skal bortfalde eller nedsættes, så- fremt dette kan ske uden tilsidesættelse af for- sikringsmæssige hensyn.

Stk. 3. Forsikringsselskabet kan ikke påberåbe sig noget forbehold, som strider mod stk. 2.

Stk. Ved livs-, ulykkes- og sygeforsikring har selskabet intet krav mod den, der er ansvar- lig for forsikringsbegivenheden. At den sikrede har modtaget erstatning af selskabet eller af den ansvarlige, påvirker ikke hans krav henholdsvis mod den ansvarlige eller mod selskabet.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder dog anvendelse ved ulykkes- og sygeforsikring, for så vidt forsikringsydelsen har karakteren af en virkelig skadeserstatning.

Stk. 6. I det omfang skadelidte kan få skaden dækket af en skadesforsikring eller en forsik- ring som omhandlet i stk. '3, har han ikke over for den ansvarlige bedre ret end selskabet.

§ 25 a.

Har skadelidte under hensyn til spredningen af sine økonomiske interesser undladt at tegne sådan skadesforsikring, som det er sædvanligt at tegne, har han ikke større ret over for den ansvarlige, end om han havde tegnet forsikring.

1 mom. Vid skadeförsäkring inträder, under villkor varom nedan i denna paragraf stadgas, försäkringsgivaren i försäkringshavarens rätt att kräva skadestånd upp till det belopp, som för- säkringsgivaren erlagt på grund av skadan.

Där återkrav göres gällande mot den som icke själv uppsåtligen eller genom grov vårdslöshet framkallat försäkringsfallet, äge rätten med be- aktande av skadeorsaken och omständigheterna i övrigt samt arten och omfattningen av den verksamhet, som förorsakat skadan, bestämma, att återkravet skall bortfalla eller nedsättas.

Förbehåll, som strider mot andra stycket, må ej åberopas av försäkringsgivaren.

2 mom. Vid liv-, olycksfalls- eller sjukförsäk- ring äge försäkringsgivaren ej av den som fram- kallat försäkringsfallet, eller eljest i anledning därav är pliktig att gälda skadestånd, återkräva vad han utgiver.

Där försäkringsgivaren förbundit sig att er- sätta verkliga beloppet av sjukvårdskostnader eller andra utgifter eller förluster, äge försäk- ringsgivaren dock samma rätt som i 1 mom. sägs.

Vid försäkring, som för anställd tecknas av arbetsgivaren, äge ock försäkringsgivaren att i fråga om förtidspension eller annan periodisk förmån till honom göra förbehåll om rätt till återkrav enlig vad i 1 mom. sägs.

3 mom. Skadelidande äge ej mot den skade- ståndsskyldige bättre rätt än försäkringsgivaren för vad som omfattas av skadeförsäkring eller av liv-, olycksfalls- eller sjukförsäkring, i den mån sådan försäkring enligt vad ovan sagts är att bedöma såsom skadeförsäkring.

4 mom. Den som måste antagas hava med hän- syn till omfattningen av sina intressen under- låtit at taga skadeförsäkring, äge ej rätt till skadestånd i vidare mån än försäkringsgivaren, om försäkring funnits.

21

NORSK SVENSK

25.

25 §

1. Ved skadeforsikring inntrer selskapet, på de nedenfor nevnte vilkår, i sikredes rett til å kreve erstatning, i den utstrekning skaden om- fattes av forsikringen og blir dekket av sel- skapet.

Gjøres slikt krav gjeldende mot en som ikke selv forsettlig eller grovt uaktsomt har fremkalt forsikringstilfellet, kan retten etter grunnlaget for ansvaret og omstendighetene forøvrig, be- stemme at kravet skal falle bort eller nedsettes, hvis dette kan skje uten tilsidesettelse av for- sikringsmessige hensyn.

1 mom. Vid skadeförsäkring inträder, under villkor varom nedan sägs, försäkringsgivaren i försäkringshavarens rätt att kräva skadestånd, i den mån skadan omfattas av försäkringen och varder ersatt av försäkringsgivaren.

Där återkrav göres gällande mot den som icke själv uppsåtligen eller genom grov vårds- löshet framkallat försäkringsfallet, äge rätten med beaktande av skadeorsaken och omständig- heterna, i övrigt bestämma, att återkravet skall bortfalla eller nedsättas, om det finnes kunna ske utan åsidosättande av försäkringsmässiga hänsyn.

Forbehold som strider mot annet ledd kan ikke påberopes av selskapet.

3. Ved livs-, ulykkes- og sykeforsikring kan selskapet ikke av den som har fremkalt forsik- ringstilfellet, kreve noe av hva det har betalt til sikrede.

Förbehåll, som strider mot andra stycket, må ej åberopas av försäkringsgivaren.

Hvis selskapet har forpliktet seg til å dekke de beløp som faktisk er medgått til å bestride kuromkostninger eller andre utgifter eller tap, har det samme rett som fastsatt under punkt 1.

Ved forsikring som en arbeidsgiver har teg- net for en ansatt, kan selskapet - når det gjelder pensjon eller annen periodisk godtgjørelse — forbeholde seg rett til regress etter regiene i punkt 1.

4. Skadelidte har ikke større rett mot skade- volderen enn selskapet har for det som omfattes av skadeforsikring eller av livs-, ulykkes- og sy- keforsikring i den utstrekning slik forsikring, etter hva ovenfor er bestemt, blir å oppfatte som skadeforsikring.

2. Har skadelidte på grunn av sine økonomiske intressers spredning unnlatt å tegne skadesfor- sikring, får han ikke større rett til erstatning enn om han hadde forsikret.

4 mom. Den som måste antagas hava med hän- syn till omfattningen av sina intressen under- låtit att taga skadeförsäkring, äge ej rätt till skadestånd i vidare mån än försäkringsgivaren, om försäkring funnits.

Document Metadata

Table of Contents

BETÆNKNIN G

Document Metadata