SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER
Approved by | Document Date | Revision | Reference |
Xxxx Xxxxxxxx / Xxx Xxxxxxxx | 2018-04-19 | E | - |
SALGS- OG LEVERINGSBETINGELSER
Conpleks Innovation ApS Xxx.xx. 33 16 46 02
1.0 Aftalegrundlag
1.1 Enhver aftale om levering af rådgivnings-, konsulent- eller udviklingsydelser samt software, hardware og andre produkter sker i henhold til nærværende Salgs- og leveringsbetingelser som en integreret del af enhver anden skriftlig tilkendegivelse, herunder tilbud, bekræftelser med videre, som er afgivet i forbindelse med indgåelse af aftalen med mindre andet skriftligt er aftalt.
2.0 Tilbud og aftaleindgåelse
2.1 Acceptfrist for et af Conpleks afgivet tilbud er 14 kalenderdage.
2.2 Aftale anses for indgået på de i ordrebekræftelsen angivne betingelser, såfremt køber ikke skriftligt har reklameret deroverfor senest 8 dage regnet fra modtagelsen.
2.3 Salgsmateriale, beskrivelser, vejledninger, prislister med mere er alene af vejledende og uforbindende karakter.
3.0 Priser
3.1 Alle priser er eksklusiv moms og andre afgifter.
3.2 Såfremt afgivne priser er baseret på udenlandsk valuta, reguleres prisen med følgende (i) valutakursændringer, (ii) prisforhøjelser fra leverandører og (iii) ændringer i fragtrater, alt i perioden mellem afgivelse af tilbud og fremsendelse af faktura.
4.0 Levering og forsinkelse
4.1 Levering sker Ex Works Conpleks (Incoterms 2010), og forsendelse sker for købers regning og risiko.
4.2 Medmindre Conpleks har accepteret særlig instruks med hensyn til transport, er Conpleks berettiget til at vælge transportform.
4.3 Leveringstidspunkt fastsættes i Conpleks’ ordrebekræftelse.
4.4 Ved forsinkelse er Conpleks’ erstatningsansvar begrænset til købers dokumenterede direkte tab og således eksklusiv mistet avance og andre indirekte tab og herudover maksimeret til 25 % af købesummen for den forsinkede leverance, dog maksimalt kr. 500.000.
5.0 Betaling
5.1 Betaling er netto kontant 8 dage efter fakturadato. Ved forsinket betaling forrentes beløbet med 2 % pr måned med månedlig rentetilskrivning.
5.2 Hvis købers betalingsevne efter aftalens indgåelse forringes væsentligt efter Conpleks’ skøn, kan Conpleks forlange kontant betaling ved levering eller fyldestgørende sikkerhedsstillelse i form af anfordringsgaranti udstedt af pengeinstitut.
5.3 Såfremt den samlede kontraktsum med køber overstiger kr. 200.000, kan Conpleks forlange fyldestgørende sikkerhedsstillelse i form af anfordringsgaranti udstedt af pengeinstitut.
6.0 Ejendomsforbehold
6.1 Conpleks bevarer ejendomsretten til det solgte, indtil den fulde købesum er erlagt.
7.0 Reklamation og mangler
7.1 Køber skal straks efter modtagelse af fysiske varer til den af køber anviste lokation foretage de fornødne undersøgelser af de leverede fysiske varer.
7.2 Såfremt køber vil påberåbe sig mangler ved fysiske varer, skal køber straks manglen er eller burde være opdaget give Conpleks skriftlig underretning herom, idet underretningen skal indeholde en specificeret angivelse af, hvori de pågældende mangler består. Undlader køber reklamation som anført, kan køber ikke senere gøre manglerne gældende.
7.3 Under alle omstændigheder skal reklamation vedrørende fysiske varer fremsættes skriftligt overfor Conpleks senest 1 år efter varens levering, og køber kan således ikke gøre mangler gældende i tilfælde af senere reklamation.
8.0 Ansvarsbegrænsning
8.1 I tilfælde af der måtte foreligge ansvarspådragende fejl eller mangler ved de af Conpleks leverede ydelser, er Conpleks’ ansvar begrænset til afhjælpning, såfremt manglerne kan afhjælpes herved og eller
omlevering eller betaling af erstatning maksimeret til fakturabeløbet, dog maksimalt kr. 500.000, efter Conpleks’ valg.
8.2 Conpleks er således ikke i videre omfang end ovenfor anført forpligtet til at erstatte nogen form for yderligere direkte eller indirekte tab, herunder driftstab, mistet avance og tab af data.
9.0 Produktansvar
9.1 Conpleks’ erstatningsansvar for personskade kan aldrig overstige det til enhver tid i henhold til dansk rets gældende erstatningsniveau.
9.2 Conpleks’ produktansvar ved tingsskade er beløbsmæssigt maksimeret til kr. 500.000 pr skadestilfælde. Et skadestilfælde defineres som alle beskadigelser, der er forårsaget af samme fejl eller forsømmelse. Den beløbsmæssige maksimering finder dog ikke anvendelse i tilfælde af grov uagtsomhed udvist af Conpleks.
9.3 Conpleks er ikke ansvarlig for drifts- og avancetab, tab af data eller for andre indirekte tab.
9.4 Conpleks ifalder i intet tilfælde et produktansvar, såfremt vejledninger og instruktioner ikke er overholdt. Conpleks står inde for, at produktet er egnet til det formål, det er beregnet til. Xxxxxx bærer selv ansvar for skader, der opstår ved, at kunden anvender produktet på en måde, som det ikke er beregnet til. Conpleks ifalder i intet tilfælde ansvar for skader, der er forårsaget af og forekommer ved forkert håndtering eller opbevaring hos kunden i øvrigt.
9.5 I den udstrækning Conpleks måtte blive pålagt produktansvar overfor tredjemand, er køber forpligtet til at holde Conpleks skadesløs i samme omfang, som Conpleks’ ansvar er begrænset efter nærværende Salgs- og leveringsbetingelser.
9.6 Såfremt tredjemand rejser sag vedrørende produktansvar mod enten Conpleks eller køber, er parterne gensidigt forpligtede til at underrette hinanden herom, ligesom parterne er gensidigt forpligtede til at lade sig sagsøge ved den domstol, hvor der er rejst sag mod en af parterne involverende et påstået produktansvar vedrørende de af Conpleks solgte produkter, ligesom parternes indbyrdes forhold kan afgøres ved nævnte domstol.
10.0 Særligt vedrørende udviklingsprojekter og konsulentydelser
10.1 Opgavens omfang og afgrænsning fremgår af Conpleks’ tilbud, henholdsvis ordrebekræftelse.
10.2 Ved konsulentydelser er der ingen reklamationsret. Opgaver udføres i tæt dialog med kunden, og opgaverne justeres løbende om nødvendigt. Conpleks er uden ansvar for, om de af køber forventede resultater opnås, med mindre andet er skriftlig aftalt.
10.3 Fakturering sker løbende og i henhold til forbrugt tid, herunder rejse- og transporttid. Alle faktuelle omkostninger faktureres, herunder også transport- og rejseudgifter.
10.4 Conpleks hæfter ikke for eventuelle fejl begået af rådgivere, som Conpleks efter aftale med køber har overladt dele af opgavens løsning til.
11.0 Intellektuelle og andre ejendomsrettigheder
11.1 Ved køberens accept og betaling af det endelige produkt eller ydelse til den aftalte pris, overdrager og tildeler Conpleks derved køberen hele sin interesse i produktet, herunder alle intellektuelle og andre ejendomsrettigheder.
11.2 Conpleks accepterer uden yderligere at overdrage eller tildele alle opfindelser og eventuelle ophavsrettigheder, patenter eller andre immaterielle rettigheder i forbindelse hermed.
11.3 Aftalen forhindrer dog ikke Conpleks i at udføre tilsvarende opgaver for andre købere. Med respekt for køberens rettigheder, forretningshemmeligheder og fortrolig information er Conpleks berettiget til frit at videreudvikle, benytte og udnytte den generelle viden og knowhow samt værktøjer, teknikker, ideer og anden information med mere, som Conpleks har anvendt, udviklet eller erhvervet i forbindelse med produktets udvikling.
11.4 I det omfang Conpleks kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger og eller forretningshemmeligheder fra køber i forbindelse med udviklingen af et produkt, et system eller en ydelse, må Conpleks ikke anvende disse oplysninger eller forretningshemmeligheder i andre kommercielle sammenhænge.
11.5 Conpleks Innovation indestår for, at disse oplysninger og forretningshemmeligheder ikke videregives eller overdrages til uvedkommende tredjemand.
Approved by | Document Date | Revision | Reference |
Xxxx Xxxxxxxx / Xxx Xxxxxxxx | 2018-04-19 | E | - |
12.0 Krænkelser af tredjemands rettigheder
12.1 Conpleks kan ikke overfor køber ifalde erstatningsansvar for krænkelse af tredjemands rettigheder. I tilfælde af krænkelse er Conpleks berettiget til (i) ændring eller omlevering uden forringelse af varernes formål og ydeevne, (ii) tilbagekøb af varerne til fakturapris med fradrag for forringelse eller (iii) udvirke ret for køber til fortsat anvendelse. Køber skal underrette Conpleks om alle sådanne krav, og i det omfang kravet har konsekvenser for Conpleks, er Conpleks berettiget til at føre sagen på egne og købers vegne.
13.0 Indsamling og behandling af data og databeskyttelse
13.1 Oplysninger om køberen vil blive opbevaret og eller overført i nøje overensstemmelse med gældende love om databeskyttelse. Information og eller data vil kun blive indsamlet, registreret og anvendt for at kunne opfylde en ordre, en forpligtelse eller et ansvar i henhold til en imellem parterne indgået aftale.
13.2 Conpleks bruger ikke oplysningerne til direkte markedsføring og overdrager ikke til uvedkommende tredjemand.
13.3 På køberens anmodning vil Conpleks altid oplyse hvilke oplysninger, der er registreret om køberen samt ændre eller slette disse.
14.0 Behandling af personfølsomme oplysninger på vegne af køberen
14.1 Køberen er ansvarlig for at sikre, at Conpleks ikke gives adgang til persondata eller data, som er af følsom karakter, eller for hvilket datatab kan medføre tab for køberen fx i form af adgang til køberens produktionsmiljø eller ved levering af testdata til Conpleks.
14.2 Har Conpleks behov for adgang til sådanne data, er køberen forpligtet til at informere Conpleks om karakteren af sådan data og til at undgå tab heraf.
14.3 I det omfang Conpleks behandler persondata på vegne af køberen, handler Conpleks alene efter instruks fra køberen. Conpleks skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lov om behandling af personoplysninger.
14.4 Conpleks skal på køberens anmodning give tilstrækkelige oplysninger til, at denne kan påse, at de nævnte tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger er truffet.
14.5 Ved opgavens afslutning og overdragelse eller samarbejdets ophør slettes persondata eller data, som er af følsom karakter.
15.0 Dataansvarlig
15.1 Den dataansvarlige for Conpleks er Xxx Xxxxxxxx.
15.2 Kontaktoplysninger: xxxxxxx@xxxxxxxx.xxx
16.0 Force majeure
16.1 Conpleks er ansvarsfri for en ellers ansvarspådragende manglende kontraktmæssig opfyldelse af aftalen, såfremt dette er begrundet i arbejdskonflikt, brand, krig, militærindkaldelser, beslaglæggelse, valutarestriktioner, mangel på transportmidler eller andre lignende omstændigheder, som Conpleks ikke med rimelighed kunne forudse på tidspunktet for aftalens indgåelse, herunder at nævnte eller lignende forhold rammer de af Conpleks anvendte underleverandører.
17.0 Lovvalg og værneting
17.1 Alle tvister mellem Conpleks og køber skal afgøres ved retten i Holstebro, henholdsvis Vestre Landsret, og under anvendelse af dansk ret.
17.2 Dog er Conpleks berettiget til at vælge, at tvister i stedet skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de regler, der er gældende ved voldgiftssagens indledning.