OM

BETÆNKNING

OM

ARBEJDSGIVERES ERSTATNINGS- ANSVAR FOR ANSATTES SKADEGØRENDE HANDLINGER

M. V.

BETÆNKNING NR. 35 2

1964

S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI, KØBENHAVN

INDHOLDSFORTEGNELSE

Side

Indledning 5- 6

1. DEL

Arbejdsgiveres ansvar for ansatte og disses eget ansvar. Side

I. Gældende dansk ret og dens forhistorie 7-14

II. Anden nordisk ret 14-20

III. Fremmed ret iøvrigt 20-21

IV. Sammenfattende bemærkninger om de forskellige retssystemer   21-22

V. Udvalgets hovedsynspunkter 23-32

VI. Ny selvstændig lov eller lovændring af D.L. 3-19-2 32

VIL Det offentligretlige erstatningsansvar 33-36

VIII. Forslag til lov om arbejdsgiveres erstatningsansvar m. v 36-38

IX. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser 38-40

X. De nordiske udvalgs lovudkast opstillet som paralleltekster 42-47

2. DEL

Erstatningsansvaret for børn og forældre m. v. side

I. Gældende dansk ret og dens forhistorie 49-54

II. Anden nordisk ret 54-58

III. Fremmed ret iøvrigt 58-63

IV. Sammenfattende betragtninger om de gældende retssystemer 64

V. Udvalgets hovedsynspunkter 64-72

VI. Udkast til lov om ændring i lov om umyndighed og værgemål 72-73

VIL Bemærkninger til lovforslagets bestemmelser 73-74

VIII. De nordiske udvalgs lovudkast opstillet som paralleltekster 76-79

Bilag.

Side

Bilag 1: Principalansvaret m. v. i fremmed ret uden for Norden 1-64

Bilag 2: Justitsministeriets skrivelse til Assurandør-Societetet af 24.

oktober I960 65

Bilag 3: Assurandør-Societetets skrivelse til justitsministeriet af 22.

februar I96I 66

Bilag 4: Udvalgets skrivelse af 11. april 1962 til Dansk Arbejdsgiver- forening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiver- forening og Landsorganisationen i Danmark, De samvirkende Fagforbund 67

Bilag 5: Dansk Arbejdsgiverforenings skrivelse af 22. november 1962

til udvalget 68

Bilag 6: Danmarks Rederiforenings skrivelse af 28. december 1962 til udvalget 69

Bilag 7: Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeningers skrivelse af 11. januar 1963 til justitsministeriet 70

Bilag 8: Landsorganisationen i Danmark, De samvirkende Fagforbunds skrivelse af 27. marts 1963 til udvalget 71-73

Bilag 9: Medlemsförslag om lagstiftning rörande barns skadastånds- ansvar (Nordiska Rådet 12:e sessionen 1964) 74-75

Bilag 10: Udvalgets skrivelse af 26. oktober 1963 til justitsministeriet76-77 Bilag 11: Justitsministeriets skrivelse af 4. november 1963 til stats-

ministeriet 78

Bilag 12: Assurandør-Societetets skrivelse af 20. november 1963 til

Nordisk Råd 79

INDLEDNING

Ved et møde mellem Danmarks, Norges og Sveriges justitsministre i november 1946 i Oslo behandledes spørgsmålet om fortsættelsen af det nordiske samarbejde på lovgivningens område. Blandt de emner, det var foreslået at optage til undersøgelse i samarbejde mellem de nordiske lande, var erstatning uden for kontraktsforhold, herunder statens og kommunernes ansvar for deres tjenestemænds handlinger.

Der var enighed om, at det var ønskeligt at undersøge muligheden af en fælles nordisk lov- givning på erstatningsrettens område. Inden et egentligt lovsamarbejde blev sat i gang, fandt man det dog nødvendigt at søge tilvejebragt en samlet oversigt med nærmere redegørelse for hvilke emner, der egnede sig til lovordning, hvilke af disse erstatningsretlige emner, der na- turligt kunne inddrages under et nordisk samarbejde, og hvilke retningslinier man burde følge for et sådant samarbejde. Udførelsen af dette arbejde blev i Danmark overdraget profes- sor, dr. jur. Xxxxx Xxxxxx, i Norge xxxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxxxx, og efter at denne havde fra- sagt sig hvervet, xxxxxxxxxxxxxxxxxx Xxxxxx Xxx- xxxx og i Sverige revisionssekreterare, senere professor Xxxx Xxxxxx. Hver af de pågældende afgav i 1950 betænkning, i Danmark »Nordisk Lovgivning om erstatningsansvar, betænkning afgivet af Xxxxx Xxxxxx.« Betænkningerne af- sluttedes med en fælles indstilling, hvori man anbefalede, at arbejdet iværksattes således, at man først optog dels spørgsmålet om statens og kommunernes erstatningsansvar og dels spørgs- målet om skade forvoldt ved brug af motor- køretøjer og om obligatorisk forsikring herimod samt derefter behandlede erstatningsretten i al- mindelighed.

På grundlag af indstillingen nedsattes ved ju- stitsministeriets skrivelser af 24. februar 1952 to

udvalg med den opgave at undersøge spørgsmå- lene om henholdsvis en lovgivning om statens og kommunernes erstatningsansvar, og om er- statning for skade forvoldt ved brugen af mo- torkøretøjer og tvungen forsikring til dækning af skaderne. Tilsvarende udvalg nedsattes i Fin- land, Norge og Sverige. Udvalgene har afsluttet deres arbejde ved afgivelse af betænkning, for de danske udvalgs vedkommende betænkning nr. 179 af 1957 om ændring af reglerne om er- statning for skader forvoldt ved brugen af mo- torkøretøjer og om tvungen forsikring til dæk- ning af skaderne og nr. 214 af 1959 om statens og kommunernes erstatningsansvar. Under ar- bejdet ved udarbejdelsen af sidstnævnte betænk- ning udvidede justitsministeriet ved skrivelse af

23. september 1955 udvalgets kommissorium til også at omfatte overvejelse af en ændret formu- lering af forsikringsaftalelovens § 25 med hen- blik på at tilvejebringe større retsenhed mellem de nordiske lande på dette område. På grundlag heraf afgav udvalget på linie med udvalgene i de øvrige nordiske lande en betænkning om det- te spørgsmål, for det danske udvalgs vedkom- mende betænkning nr. 215 af 1959 om ændring i lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikrings- aftaler.

Ved skrivelse af 17. november 1958 nedsatte justitsministeriet på linie med, hvad der fandt sted i de øvrige nordiske lande, et udvalg med den opgave at overveje de erstatnings- og for- sikringsretlige spørgsmål i forbindelse med ska- der forvoldt ved atomreaktordrift og eventuelt at fremsætte forslag til lovregler herom. Disse nordiske udvalg har afsluttet arbejdet med af- givelse af betænkning, for det danske udvalgs vedkommende betænkning nr. 286 af 1961. Be- tænkningen stillede forslag om gennemførelse af en lov på grundlag af et inden for den

5

europæiske økonomiske samarbejdsorganisation (O.E.E.C.), nu den europæiske organisation for økonomisk samarbejde og udvikling (X.X.XX.), udarbejdet forslag til konvention om spørgsmå- let. På grundlag heraf er gennemført lov nr. 170 af 16. maj 1962 om nukleare anlæg (atom- anlæg), der trådte i kraft 1. juli 1962.

På et møde i Stockholm i juni 1959 mellem justitsministrene fra Finland, Norge, Sverige og Danmark vedtoges det at fortsætte arbejdet på tilvejebringelse af ensartet nordisk lovgivning for erstatningsrettens område. Der var enighed om nu at tage følgende spørgsmål op til samlet behandling:

1) arbejdsgiverens erstatningsansvar for ansat- tes skadegørende handlinger (husbondansva- ret),

2) lempelse af erstatningsansvaret for personer, der volder skade i andres tjeneste, og

3) børns erstatningsansvar samt forældres an- svar for børns skadegørende handlinger.

Det blev vedtaget, at hvert land skulle ud- pege sagkyndige til overvejelse af de nævnte spørgsmål, og at disse sagkyndige skulle sam- arbejde på samme måde, som det var sket ved afgivelsen af de tidligere nordiske betænkninger om erstatningslovgivningen.

Ved skrivelse af 16. november 1959 anmode- de justitsministeriet professor, dr. jur. Xxxxxx Xxxxxxx Xxxxx og landsdommer Xxxxxx Xxxx om at overveje de nævnte spørgsmål og even- tuelt at udarbejde forslag til en ny lovgivning herom. Det forudsattes, at man under arbejdet trådte i forbindelse med de sagkyndige, som ud- pegedes i de andre nordiske lande med det for- mål at tilvejebringe så vidt muligt overens- stemmende forslag til hvert lands lovgivning på det omhandlede område.

Som sekretær for det omhandlede arbejde be- skikkedes fg. fuldmægtig i justitsministeriet Xxxx Xxxxxxxx.

Tilsvarende beskikkelse af sagkyndige har fundet sted i de øvrige nordiske lande med føl- gende sammensætning:

Finland: justitierådet Xxxx-Xxxxxx Xxxxxx, for- mand, og professor Xxxxx Xxxxxxxx, med lagstift- ningsråd Xxxxx Xxxxx som sekretær.

Norge: professor dr. jur. Xxxxxxx

formand, dommer Xxxxx Xxxxxxxx, høyesteretts- advokat Xxx Xxxxxxxxx, tidligere høyesterettsad- vokat, nu xxxxxxxxxxxx Xxxx Xx. Meedby og tid- ligere byråsjef, nu ekspedisjonssjef Xxxxx lien med dosent Xxxxxxx Xxxxx først, senere kon- sulent i justisdepartementet Xxxx Xxxxxxxxx som sekretær.

Sverige: f.d. justitierådet nu ordföranden i lagberedningen jur. dr. Xxxxx Xxxxx, professor, jur. dr. Xxx Xxxxxxx og advokaten Xxx-Xxxx Xxxxxxx med xxxxxxxxxxxxxxxx Xxx Xxxxxxxxx som sekretær. Til bistand som eksperter for de sagkyndige er udset förbundsjuristen i Sveriges arbetsledareförbund C. G. Xxxxx, xxxxxxxxxx i Svenska arbetsgivareföreningen E. L. W. Forsta- dius, ombudsmannen i Svenska

förbundet E. A. Sandberg og verkställande di- rektören i Landsbygdens försäkringsbolags för- ening F. M. Xxxxxxxx, der tillige er ordförande i Målsmännens riksförbund. Efter at C. G. Ek- man er afgået ved döden i oktober 1963, er i hans sted udset ombudsmannen i

förbundet O. Xxxxxxxxx.

Ved skrivelse af 25. september 1961 anmode- de justitsministeriet endvidere de sagkyndige om en udtalelse angående forholdet mellem det fo- religgende lovudkast i betænkning nr. 214 af 1959 om statens og kommunernes erstatnings- ansvar og om en eventuel almindelig lovgivning om husbondansvar m. v., herunder om hvorvidt reglerne om statens og kommunernes ansvar bør indarbejdes i en sådan lovgivning.

Forhandlinger mellem de nordiske sagkyn- dige har været afholdt i Stockholm i september I960, Oslo i april 1961, i Helsingfors i septem- ber 1962 og i København i april 1963.

Som resultat af det danske udvalgs arbejde fremkommer nærværende betænkning.

For Sveriges vedkommende er der allerede i 1963 afgivet delbetænkning vedrørende spørgs- målet om børns og forældres erstatningsansvar (Statens offentliga utredningar 1963: 33 Skade- stånd I, Almänna bestämmelser, föräldrars och barns skadeståndsansvar).

Købenahvn, juni 1964.

X. Xxxxxxx Xxxxx. H. Urne. / X. Xxxxxxxx.

6

1. DEL

Arbejdsgiveres ansvar for ansatte og disses eget ansvar.

I. Gældende dansk ret.

A. Arbejdsgiverens ansvar for ansattes skadegøren- de handlinger (»husbondansvaret«).

Det er den almindelige regel i dansk ret, at en hvervgiver hæfter for det erstatningsansvar, som hvervtageren måtte pådrage sig for ufor- svarlige skadegørende handlinger, der er fore- taget i forbindelse med hvervets udførelse. Det- te erstatningsansvar bygges på reglen i Danske Lov 3-19-2, der har følgende ordlyd:

»End giver Xxxxxxx sin Tiener, eller anden, Xxxx- magt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Hus- bonden selv at svare til hvad derudi forseis af den, som hand Xxxxxxxx givet haver, og af hannem igien søge Opretning.«

Reglen var ved sin tilblivelse antagelig en nydannelse i forhold til landskabslovgivningen forud for loven. Oplysningerne om, hvorledes reglen fortolkedes, herunder i retspraksis, i ti- den frem til begyndelsen af det 19. århundrede er meget sparsomme En del taler for, at be- stemmelsen ikke har tilsigtet at give eller været opfattet som en regel, der i almindelighed på- lagde hvervgiveren ansvar for hvervtagerens fejl, men at sådant ansvar kun gjaldt tilfælde, hvor »husbonden« delegerede en særlig sig på- liggende forpligtelse til »sin tjener eller anden«. Dette har støtte både i reglens sproglige formu- lering i retspraksis, så vidt den foreligger op- lyst. Reglen har således i første række, men ikke udelukkende, haft betydning for kontrakts- forhold. Kravet om »forseelse« hos hvervtage- ren har formentlig været forstået i lighed med reglen om ansvar for egen adfærd, det vil sige culpa, i hvert fald fra midten af det 18. århun- drede.

A. S. Xxxxxx beskæftigede sig kort litterært med bestemmelsen i 3-19-2 2 ) , men dette synes

Jfr. til det følgende navnlig Xxxxxx Xxxxxxx: Studier over ældre dansk formuerets praksis, Køben- havn 1951, s. 304-319.

Xxxx Xxxx: Højesterets domspraksis som retskilde, Højesteret 1661-1961, II, s. 43 f.

ikke at have haft nogen indflydelse på retsprak- sis. Domstolene fortolkede i det hele reglen re- striktivt op gennem det 19. århundrede, idet man navnlig fandt den uanvendelig uden for kontraktsforhold, jfr. således bl. a. retsafgørel- serne i Ugeskrift for retsvæsen (UfR) 1867 s. 231 og 468, 1868 s. 127, 1870 s. 1029, 1884 s.

558 samt 1886 s. 821, der ud fra forskellige synspunkter nægtede reglens anvendelse.

Også i litteraturen fremkom synspunkter, der gik imod reglens anerkendelse i almindelighed, således hos Xxxxx Xxxxxx 3 ) , der gjorde gælden- de, at det ikke var muligt på rationel måde at give reglen et almindeligt anvendelsesområde, og herved henviste til den foreliggende praksis. Han hævdede i øvrigt, at reglen burde be- grænses til ansvar i forhold, der rummede, hvad traditionelt kaldes farlig bedrift.

Xxxxx Xxxxxxx synspunkter fik imidlertid ikke medhold hos andre juridiske forfattere; navnlig gik Xxxxxx Xxxxxx 4) ind for, at bestemmelsen også burde finde almindelig anvendelse uden for kontraksforhold. Kort efter skete der også en ændring i retspraksis, som gav reglen en bre- dere anvendelse. Denne opfattelse er yderligere udbygget i dette århundrede, både af retsprak- sis og i litteraturen, og reglen er i dag en meget vigtig regel i dansk erstatningsret. Som tidlige eksempler på praksis' anerkendelse af reglens almindelige anvendelse kan nævnes UfR 1895 s. 216 og 1902 B, s. 249 H jvf. 1901 s. 757, der begge pålagde en arbejdsgiver ansvar for sin kusk ved et færdselsuheld, denne fandtes skyl- dig i.

Til støtte for reglen5), der foruden i norsk

2) Nyt juridisk Arkiv, 20. bind, 1818, s. 115 ff. UfR 1887, s. ff.

4) Håndbog i obligationsretten, Almindelig del, xxxxxx, til dels omarbejdede udgave, København 1917

-20, s. ff.

5) Jfr. til det følgende Ussing: Erstatningsret, 1947,

s. 90 ff., X. Xxxxxxx Xxxxx: Erstatningsretten, I del, s. 263-64.

7

ret også principielt anerkendes i engelsk, ameri- kansk og fransk ret, men derimod ikke i svensk og tysk ret, anføres sædvanligvis flere betragt- ninger. Det fremhæves således, at reglen maner til omhu og forsigtighed hos hvervgiveren i ret- ning af valg af og instruktion af hvervtagere. Ganske vist er hvervgiveren selv ansvarlig efter den almindelige erstatningsregel (culpareglen) for sine egne forsømmelser, herunder også med hensyn til uforsvarligt valg og instruktion af medarbejdere. Men ofte vil det bevismæssigt være vanskeligt for skadelidte at godtgøre en så- dan forsømmelse hos hvervgiveren, hvorfor det kan være praktisk at skærpe hans ansvar. Videre anføres det, at hvis hvervgiveren selv havde ud- ført det pågældende hverv, kunne han selv have udvist forsømmelighed, hvorfor den omstændig- hed, at hvervet nu udføres af hans ansatte ikke bør ændre den skadelidtes retsstilling. Man an- fører i forbindelse hermed, at trediemand ofte vil være dårligere stillet ved at være henvist til at måtte søge erstatning hos hvervtageren end hos hvervgiveren, fordi denne må formodes øko- nomisk at være bedre i stand til at opfylde et erstatningskrav end hvervtageren. Derudover finder man, at et ansvar for hvervgiveren er rimeligt ud fra et risikosynspunkt, idet

giveren mere end hvervtageren har nytten af hvervtagerens virksomhed, jfr. herved den ro- merretlige sætning »cujus Commodum ejus pe- riculum«. Endelig gøres det gældende, at giveren på længere sigt kan indkalkulere ansva- ret som en fast driftsrisiko, eventuelt som en forsikringspræmie, i sin virksomhed, hvorved byrden i det konkrete tilfælde mindskes, og ud- giften som omkostning videreføres til hele kred- sen af aftagere af virksomhedens produkter. For den enkelte kunde, som lider skade, vil tabet derimod blive anderledes føleligt, og det vil fø- les ubilligt i forhold til de andre kunder, som ikke lider skade. Disse betragtninger er vel ikke alle af lige betydning, men tilsammen virker de utvivlsomt med styrke som begrundelse for reg- len. Den foran omtalte udvikling i retspraksis samt oplysningerne om stillingen i fremmed ret turde også vise, at der består et klart samfunds- mæssigt behov for reglen.

Om reglens indhold skal i øvrigt, navnlig på grundlag af den foreliggende retspraksis anføres følgende: 6)

a. Almindeligvis er det en forudsætning for ansvaret, at der foreligger et vist underordnel-

6) Se til det følgende Xxxxxx Xxxxxx: Xxxxxx og skyld, 188 ff., Xxxxxxxx Xxxxxx: Juristen I960,

s. 507 ff., X. Xxxxxxx Xxxxx anførte værk, s. 264 ff.

S

fra hvervtagerens side over for giveren, jfr. herved reglens udtryk »husbond« og »tjener«7). Hvervgiveren skal stå som prin- cipal i forhold til hvervtageren (arbejderen, funktionæren, medhjælperen m. v.) i den for- stand, at han har ret til at lede arbejdets ud- førelse, herunder navnlig at antage og afskedige hvervtagerne, give disse instruktioner og føre tilsyn med udførelsen af selve arbejdet. Derfor omfatter reglen ikke personer, der overlades hverv til selvstændig udførelse. Spørgsmålet her- om forelå i afgørelsen 1949 s. 112 H, der fastslog, at en kommunalbestyrelse ikke kunne betragtes som husbond med deraf følgende an- svar for en fabrikant, kommunen havde ansat til selvstændigt at foranstalte rotteudryddelse i den pågældende kommune. Det samme statueredes i UfR 1945 s. 1176 SH, hvor ejeren af et sten- brud ikke fandtes ansvarlig for den skade, som forvoldtes på en lastbåd under indlosning af granit, der forestodes af en stenhuggermester, med hvem granitbrudets ejer havde truffet af- tale om borttransport. Spørgsmålet var endvide- re fremme i UfR 1959 s. 444 H, hvor et firma F lod foretage aflæsning af en vognladning rør i Fredericia havn ved hjælp af en hos kommu- nen K lejet havnekran med kranfører og to af F antagne arbejdsmænd. Da en wire efter arbej- dets afslutning skulle fjernes fra kranens grab- be, lod kranføreren grabben falde ned, hvorved en af de to arbejdsmænd, A blev ramt og kom til skade. K søgtes draget til ansvar for skaden, som kranføreren fandtes at være skyldig i, men bestred ansvaret, idet K gjorde gældende, at den ikke var arbejdsgiver, idet den ikke har haft nogen indflydelse på aflæsningsarbejdets ud- førelse - ej heller kranførerens andel heri, idet det var de to arbejdsmænd, der dirigerede kra- nens bevægelser ved ordrer til kranføreren, hvis løn var inkluderet i den for kranen betalte leje. Både landsretten og højesteret antog dog en- stemmigt, at kommunen måtte være ansvarlig som arbejdsgiver, idet man henviste til, at føreren var ansat af K, og til, at kranen kun kunne lejes på vilkår, at den kommunale

fører skulle betjene den, samt til at K havde mulighed for at føre tilsyn med kranførerens arbejde og give ham almindelige instrukser des- angående, hvortil bemærkedes, at skaden skyld- tes, at kranføreren havde tilsidesat den ham som sådan påhvilende agtpågivenhed. — Tilsvarende er afgørelsen i UfR 1947 s. 156 V, hvor ejeren

Se hertil Ussing: Erstatningsret, s. og Xxxxxx anførte sted, s. X. Xxxxxxx Xxxxx anførte værk. s.

af et hestekøretøj fandtes ansvarlig for løbsk- kørsel, mens køretøjet med kusk var udlejet for timebetaling til en entreprenør daglig i tiden 8-

17. Endelig kan også nævnes 1962 s. 654 H, hvori generaldirektoratet for statsbanerne havde overdraget bjærgningsselskabet Svitzer A/S at transportere to brofag af jernbanebroen mellem Ålborg og Nørresundby til værft, efter at brofagene ved påsejling var styrtet ned. Et af brofagene blev af Xxxxxxx midlertidigt sat på grund, og blev her påsejlet som følge af ufor- svarlig afmærkning, hvorved skade på skib op- stod. Herfor var Xxxxxxx ansvarlig. General- direktoratet blev medsagsøgt under henvisning til, at det var ejer af brofaget, og at transporten fandt sted i dets interesse, men frifandtes, idet befordringen var overladt Xxxxxxx som selvstæn- dig entreprenør. Se nu også UfR 1964 s. 170 V.

Ved afgørelsen af, om der består et »hus- bondforhold«, er det dog ikke alene afgørende, om der foreligger en instruktionsmyndighed. Mere frie risikoovervejelser spiller formentlig også ind, bl. a. i tilfælde, hvor skade opstår i forbindelse med samvirke af flere arbejdsled, og hvor der derfor kan være tvivl om, hvem der blandt flere arbejdsgivere skal drages til ansvar, jfr. herved allerede den anførte dom fra

Efter omstændighederne må der kunne pålæg- ges flere samtidige arbejdsgivere solidarisk an- svar med hel eller delvis regresansvar for den ene i forhold til den anden. Dette er således antaget i UfR 1941 s. 204 og 599 samt af et mindretal i UfR I960 s. 145 H.

Dommen i UfR I960 s. 145 H viser for øv- rigt, at et arbejdsgiverforhold ikke i sig selv er en tilstrækkelig ansvarsbetingelse; det må yder- ligere kræves - hvilket dog i de fleste ansvars- situationer i det praktiske liv er opfyldt - at der foreligger et hverv, som den underordnede skal udføre for arbejdsgiveren, og ikke f. eks. i ude- lukkende egen eller trediemands interesse. Sagen omhandlede det tilfælde, at en murermester M skulle udføre reparation af nogle gesimser på en ejendom og i den anledning af det kommunale brandvæsen B lånte en 17 m høj brandstige til brug ved arbejdet, således at en anden murer- mester P, der var knyttet til B som brandassi- stent, i henhold til brandinspektørens krav skul- le betjene stigen, for hvilket M påtog sig at be- tale P, under arbejdet flyttede P imod gældende instruks stigen, mens den hos M ansatte arbejds- mand A stod oppe på den, hvorved stigen væl- tede og A dræbtes. efterladte søgte såvel M og B til erstatning. Landsretten fandt, at alene B, og ikke M var ansvarlig som arbejdsgiver,

idet man henviste til, at det for udlånet af stigen var sat som betingelse, at et medlem af korpset medfulgte til betjening, der alene skulle forestås af dette, hvor B må indestå for, at sti- gen blev forsvarlig betjent, hvilket ikke havde været tilfældet. Under disse omstændigheder fandt retten, at det ikke kunne forventes, at M førte tilsyn med stigens brug og tog ansvaret herfor. Dommen ændredes af højesteret, dog

under dissens, idet flertallet underkendte lands- rettens betragtninger. Man fandt ikke, at P, der i øvrigt skulle antages og lønnes af M, havde udført hvervet i B's interesse, eller at B inde- stod for, at stigen blev forsvarlig betjent, (men alene at P havde modtaget fornøden instruktion om betjeningen). P måtte derimod anses at have udført sit hverv i tjeneste hos M, der havde le- delsen af og tilsynet med reparationsarbejdet, og som derfor måtte være ansvarlig som arbejds- giver for P's fejl. Dommen er kommenteret i TfR I960 s. 227-29.

I tilslutning hertil kan nævnes, at den om- stændighed, at arbejdsgiverens brug af med- hjælper skyldes et hensyn til dennes beskæftigel- se eller uddannelse, ikke fritager ham for ansvar for medhjælperen, jfr. herved UfR 1937 s. 785 H om en installatørs ansvar over for en husejer for fejl begået af husejerens broder, der var ar- bejdsløs, og som for sin bistand med - ningsarbejde blev vederlagt direkte af xxxxxxxxx, som var blevet instrueret af installatøren.

Husbonden er arbejdsgiveren, d.v.s. den for hvis regning arbejdet udføres (driftsherren). Mere eller mindre overordnede mellemled mel- lem den ansatte og driftsherren er ikke ansvar- lig, således f. eks. ikke arbejdsformanden på ar- bejdspladsen, selv om han måtte indtage en ret selvstændig stilling, jfr. UfR 1949 s. 374 H eller en overlæge for en underordnet læge på en hos- pitalsafdeling, jfr. UfR 1953 s. 1127 eller en skovrider for hans skovfoged UfR 1947 s.

Ansvarsreglen gælder, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, som f. eks. et aktieselskab eller et interessantskab, jfr. her- ved UfR 1959 s. 1 H, hvor aktieselskabet hæf- tede for sin direktør.

Det er dog undtagelsesvis antaget i domsprak- sis, at hvervgiveren i visse forhold må hæfte for hvervstagerens fejl, uanset at denne har en helt selvstændig stilling, og hvervgiveren ingen ad- gang har til at lede hvervets udførelse 8). Syns-

8) Jfr. Xxxxx: Tidsskrift for s. 15 ff., og Us sing: Erstatningsret s. Xxxx X. Xxxxx- xxx: Entreprise, s. 84 f., X. Xxxxx anførte værk, s. 264-66.

9

punktet hænger formentlig til dels sammen med den betragtning, som også kendes i udenlandsk ret, at man ikke ved at antage selvstændige medhjælpere kan frigøre sig for et ansvar, som i øvrigt følger af retsordenen9). Med hensyn til skade, der opstår i forbindelse med arbejde på fast ejendom, herunder grund eller vej, kan det nævnes, at der formentlig ud fra

lige synspunkter er en tilbøjelighed til at på- lægge et strengt ansvar for skade på anden grund eller trafikanter, som den pågældende ejendoms ejer ikke kan frigøre sig fra ved at give arbejdet i selvstændig entreprise; jfr. så- ledes afgørelserne i UfR 1941 s. 204, 1949 s.

488 og 1952 s. 920.

Herved kan også nævnes UfR 1942 s. 304 H, hvor det statueredes, at et oprentningsarbejde i et vandløb, som en kommune efter afholdt lici- tation overdrog til to landmænds udførelse,var af en sådan karakter, at kommunen i forhold til de pågældende, der under udførelsen af arbej- det forvoldte trediemand skade, havde stilling som arbejdsgiver og dermed var ansvarlig over for skadelidte. Kommunens offentligretlige stil- ling har formentlig herved spillet ind, idet dom- men fremhæver, at der var tale om et arbejde, som det efter lovgivningen påhvilede kommu- nen at udføre, og at den omstændighed, at ar- bejdet var overdraget til udførelse ved licitation, ikke kunne betage arbejde dets karakter som ud- ført i kommunens tjeneste.

På lignende måde kan kontraktsmæssige hen- syn få indflydelse og ansvar pålægges efter kon- traktsregler, uanset om ansvar ikke følger af D.L. 3-19-2, jfr. f. eks. dommen i UfR 1949 s. 535

H. Sagen angik ansvaret for et firma, der påtog sig kørselsforretninger ved en række selvstæn- dige vognmænd. I det foreliggende tilfælde var firmaet antaget af en flytteforretning til at ud- føre en transport, som det overlod til en af vognmændene. Under dennes påfølgende af- hentning af, hvad der skulle transporteres, skete der et tyveri af nogle effekter. Over for flytte- forretningens erstatningskrav fandtes firmaet ikke med rette at kunne gøre gældende, at dette alene havde anvist vognmanden til at udføre transporten, idet firmaets indre forhold, der ikke havde givet sig til kende over for flytte- forretningen, måtte være dette uvedkommende.

b. Et andet spørgsmål ved fortolkningen af

D.L. som undertiden har givet anled- ning til tvivl, er hvilke af den ansattes handlin- ger, hverv giveren hæfter for. jfr. herved kravet

9) Jfr. xxxxxx Xxxxxx: Juristen s. 546 ff.

om, at forseelsen skal være begået »derudi« 10). Xxxxxx Xxxxxx gjorde i denne forbindelse gældende, at det afgørende var, om forseelsen vedrørte hvervets udførelse, det vil sige, at ska- den var hidført ved handlinger fra hvervtage- rens side, som tilsigtede opnåelsen af husbondens (principalens) ved hvervets tilkendegivne for- mål, eller var led i handlinger med sådant for- mål. Han ville dog gøre den begrænsning deri, at husbonden ikke hæftede for en aldeles ab- norm adfærd fra tjenerens side, f. eks. hvis et til opkrævning af penge udsendt bud dræbte skyldneren for at skaffe pengene. Husbonden måtte derimod være ansvarlig, selv om tjenerens handling var af en sådan art, at han ikke med føje kunne antage, at husbonden ønskede den

foretaget af ham.

I tilslutning hertil anfører g 12), at hus- bonden også må være ansvarlig for tjenerens undladelse af at foretage handlinger, som falder inden for hvervet, og som husbonden har pligt til at lade foranstalte. Endvidere gjorde han gæl- dende, at undtagelsen med hensyn til abnorm adfærd har mindre betydning i end uden for kontraktsforhold som følge af de i kontrakten foreliggende særlige forpligtelser for husbon- den

Retspraksis synes at have anerkendt denne opfattelse, hvorefter det er hovedsynspunktet, at forseelsen skal angå hvervets udførelse, således at principalen bortset fra abnorm adfærd hos medhjælperen, som ligger uden for, hvad prin- cipalen kan påregne, pådrager sig ansvar for medhjælperens fejl. Principalen hæfter således principielt uden hensyn til skyldgraden af den underordnedes adfærd, jfr. således eksemplerne UfR 1942 304 H (kommenteret i 1943

s. 531-33), og uanset om han har overtrådt instrukser meddelt af arbejdsgiveren, jfr. her- ved UfR 1950 s. 126 H. Det udelukker heller ikke ansvar for arbejdsgiveren, at den ansatte har foretaget den skadegørende handling i be- ruset tilstand, jfr. herved UfR 1950 s. 145 H.

Om kravet »derudi« er der i øvrigt grund til at bemærke, at retspraksis har pålagt principalen ansvar også for den ansattes »svinkeærinder« (det vil sige ærinder, som er hans egne, men som foretages i forbindelse med hvervet for principalen). Dette er særlig praktisk ved bud-

10) Jfr. til det følgende Trolle: Xxxxxx og xxxxx,

s. 202 f., Gomard: Juristen I960, s. 518 f., A. Vin- ding Kruse anførte værk, s.

u) Jfr. Håndbogen s. 323 f.

12) Jfr. Erstatningsret s. 94.

13) Dansk Obligationsret, udg., 1961 (ved

X. Xxxxxxx Xxxxx), s. f.

LO

tjeneste, hvis den ansatte foretager afvigelser fra hvervets rute. Ansvar for principalen er her statueret ved afgørelserne UfR 1934 s. 420, 1925 s. 698 og 1952 s. 648, men er nægtet ved UfR 1936 s. 620. I forbindelse hermed kan nævnes UfR 1958 s. 821 H, hvor en butiksinde- haver pålagdes ansvar for sit bud, der efter lukketid kørte hjem til sin moder med varer fra butikken til hende.

Efter praksis må det endvidere antages, at arbejdsgiveren pålægges ansvar for skader, der opstår i forbindelse med tjenester, som arbejde- ren under sit arbejde på egen hånd yder tredie- mand, men som dog har en vis forbindelse med hvervet, jfr. herved UfR 1952 s. 1086 0 om en lastvognschauffør, der havde taget en privatbil på slæb, og UfR 1953 s. 1041 H om en meka- niker på et værksted, der påtog sig reparation af en bil som ekstraarbejde.

Spørgsmålet, om principalen også hæfter for handlinger i kådhed, har også foreligget til af- gørelse ved domstolene. Sagen UfR 1952 s. 73 H angik et tilfælde, hvor et ungt bud i et bog- binderi bistod med at hejse nogle kasser fra virksomhedens lokaler på 3. sal i en ejendom ned i gården, hvor en chauffør stablede dem på en vogn. I en pause, eller da arbejdet lige var afsluttet, greb han i kådhed fat i eller omkring jævnaldrende lærling, der under sit forsøg på at komme fri stødte mod en glasrude, der splintre- des. Nogle skår herfra ramte chaufføren i øjet, der måtte fjernes. Retten fandt, at handlingen var uden nogen som helst arbejdsmæssig tilknyt- ning til budets beskæftigelse i bogtrykkeriet, og at den heller ikke på anden måde fandtes at have en sådan forbindelse til dette, at ansvar kunne foreligge efter D.L. 3—19—2. — Heroverfor kan nævnes UfR 1930 s. 558, hvor en kommune an- sås ansvarlig for sin snekaster, der under arbej- det forsætligt kastede sne mod en forbikørende automobilist.

Som et andet eksempel, hvor betingelsen

»derudi« heller ikke ansås for opfyldt, kan næv- nes UfR 1958 s. 993, hvor en arbejdsmand på et automobillakereri i spirituspåvirket tilstand tilegnede sig en kundes køretøj, der henstod i virksomheden og under kørsel beskadigede det. Se også UfR 1929s. 828 samt den nævnte UfR 1936 s. 620, men heroverfor UfR 1964 s. 197 0.

c. Den foreliggende praksis vedrørende D.L. 3-19-2 illustrerer i øvrigt reglens anvendelse i mange livsforhold. Nævnes kan forseelser be- gået i færdslen fra tjenerens side under hvervets udførelse, jfr. UfR 1902 B s. 249 H, 1911 s. 806 H, 1924 s. 960 H, 1925 s. 638 H, 1950 s.

145 H og 1958 s. 821 H; endvidere kan an- føres forseelser, hvor skade påføres trediemand ved udførelsen af selve arbejdshandlingen, jfr. således UfR 1937 s. 785 H, hvor en installatør pålagdes ansvar for, at medhjælperen ved ufor- svarlig udgravning på den ejendom, hvor arbej- det udførtes, bevirkede, at ejendommens gavl styrtede ned, og den forannævnte afgørelse UfR 1959 s. 444 H, hvor en kranejer pålagdes an- svaret for den beskadigelse, der overgik en ar- bejdsmand ved, at kranføreren lod kranens grab- be ned. Nævnes kan også huslejeforhold, hvor værten er blevet gjort ansvarlig for vice- værtens forsømmelser, jfr. således UfR 1950 s. 686 H og kontraktsforhold i det hele, således UfR 1949 s. 535 H, der er refereret foran s.

10 og 1951 s. 494 H, hvor en butiksejer, der kontraktlig havde påtaget sig fejepligt foran ejendommen, hæftede for sin fejemands for- sømmelighed, samt 1929 s. 707 H og 1930 s. 984 H angående beskadigelse af ting overgivet i varetægt. I forbindelse hermed kan nævnes ho- tellers ansvar for ansvarsskader, som deres karle

m. v. forvolder under kørsel med motorkøretøj- er, som gæster overlader til hotellets varetægt, jfr. eksempelvis UfR 1955 s. 517 H og 1953 s. 69 H. Som særligt eksempel kan endelig frem- holdes UfR 1950 s. 126 H, hvor krigsministeri- et pålagdes ansvar for vådeskud fra en soldat, der havde handlet i strid med instruksen. Videre kan nævnes, at forældre, der lader deres børn hjælpe sig med deres arbejde, er ansvarlig efter

D.L. 3—19—2 for barnets skadegørende hand- linger, jfr. 1935 s. 14 H. I UfR 1952 s. 747 H, pålagdes der et optagelseshjem ansvar for en børneværnselev, der under deltagelse i hjem- mets landbrugsarbejde til hest en cyklist, og i UfR 1933 s. 473 H og 1938 s. 704 H på- lagdes der ansvar for farlige indretninger, da opsynet hermed svigtede.

d. Reglen om husbondeansvaret bygger end- videre på den forudsætning, at den ansatte har pådraget sig personligt et ansvar efter den al- mindelige erstatningsregel, jfr. udtrykket »for- seis«; se dog særligt om kontraktsforhold ne- denfor litra B, s. 13, smh. med bemærkningerne nedenfor s. 26. At der således stilles krav om en culpøs adfærd hindrer dog ikke, at det antages, at husbonden hæfter for såkaldt »anonyme« fejl, der ikke kan tilskrives nogen bestemt ansat. Lempes den ansattes eget ansvar efter reglerne om børn og sindssyge m.v. i myndighedslovens

§§ 63 og 64, må det formentlig antages, at hen- syn til den pågældendes manglende betalings- evne eller udvikling (modsat den begrænsede

udvikling i forhold til voksne af børn i almin- delighed på det pågældende alderstrin) ikke ta- ges i betragtning. Spørgsmålet er dog noget om- tvistet i teorien. Modsat norsk ret har der ikke i dansk ret været gennemført begrænsning i ar- bejdsgiverens hæftelse for krav på godtgørelse i medfør af den fakultative regel i ikrafttrædel- sesloven til straffelovens § 15 om legemskræn- kelse, frihedsberøvelse eller tab af forsørger. Danske domstole har her pålagt arbejdsgiveren fuldt ansvar.

Fra ansvarsreglen efter D.L. har den undtagelse været opstillet, at en arbejdsgiver ik- ke kunne antages at være ansvarlig på grundlag af reglen over for en underordnets tilskade- komst som følge af en fejl fra en arbejdsfæl- le 14). Reglen har været begrundet med, at den sociale ulykkesforsikringslovgivning, der pålæg- ger arbejdsgiveren en forsikringspligt for sine arbejdere, udtømmende angiver arbejdsgiverens forpligtelser. Denne lempelse i ansvaret har væ- ret opfattet som modydelsen til arbejdsgiveren for den forsikring, man pålægger ham pligt til at tegne. Denne opfattelse er dog nu praktisk talt forladt. Reglen opstod formentlig i doms- praksis under indflydelse af engelsk ret med den der tidligere gældende, men nu opgivne »Fel- low Servant« (»Common Employment«) regel, hvorefter arbejdsgiveren ikke skulle hæfte for skade overgået arbejdere ved arbejdsfællers fejl. Begrundelsen herfor skulle bero på præventive synspunkter eller ud fra synspunktet »accept af risiko«. De senere domme, i hvilke denne und- tagelsesregel fra D.L. 3-19-2 har været gjort gældende, har imidlertid været så afvisende, at undtagelsesreglen næppe længere har praktisk betydning, jfr. herved senest UfR 1963 s. 329 H med henvisning til ældre domme i noten og Xxxxxxx kommentar af dommen i UfR 1963 B s. 239-42. Herved kan også henvises til, at rets- praksis i dag modsat tidligere klart anerkender, at staten efter almindelige erstatningsregler er ansvarlige over for tilskadekomne militære vær- nepligtige, såfremt deres tab går ud over, hvad loven om invaliderente m.v. til sådanne tilskade- komne yder; jfr. herved lovbekendtgørelse nr. 157 af 21. maj 1959 § 3, der svarer til ulykkes- forsikringslovens § 4, og UfR 1957 s. 748 H og 1953 s. 308 H, kommenteret i TfR 1954 s.

334-37.

e. Ved siden af D.L. 3-19-2 kan nævnes nogle specialregler for ansvar for tredjemands

14) Jfr. hertil X. Xxxxxxxx: Forsikringsydelse 0g Er- statningsansvar, 1957. s. 119 ff-, UfR 1963 B,

s. 239 ff.

fejl, således bestemmelsen i sølovens § 8 om re- derens ansvar for fejl eller forsømmelse i tjene- sten af skibsfører, mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets tjeneste, og færd- selslovens § 65. hvorefter der påhviler ejeren (eller brugeren) af et motorkøretøj ansvar for førerens adfærd. Disse reglers ansvarsbestem- melser ligger nær op ad ordningen i D.L. 3-19.

-2, men er i visse henseender skærpet i forhold til denne.

f. De anførte ansvarsregler gælder også det offentliges ansvar 15). Staten, kommunerne m.v. hæfter således på samme måde som private for deres ansattes forsømmelser, hvad enten den er af privat- eller offentligretlig karakter, jfr. så- ledes UfR 1943 s. 1072 H, hvor staten i hen- hold til »D.L. 3-19-2 eller en hermed stem- mende grundsætning« fandtes ansvarlig for den skade, der var sket på en maskine tilhørende et bogtrykkeri ved fejl begået af en fabriksinspek- tør under afprøvningen af maskinen, der udfør- tes af ham som en under hans tjenestevirksom- hed pligtmæssig handling, samt 1950 s. 126 H, hvor krigsministeriet pålagdes ansvar for en sol- dats vådeskudsulykke, 1950 s. 145 H, 1952 s. 53 H og 747 H samt UfR 1947 s. 709 H, der dømte det offentlige i henhold til oven for an- førte regel i færdselsloven (dengang motorlo- vens § 38). Også for overordnede forvaltnings- subjekters fejl hæftes der.

g. I forhold, hvor der efter det anførte er grundlag for anvendelsen af reglerne om ansvar for en ansat, består dennes ansvar normalt uaf- kortet ved siden af, jfr. herved eksempelvis UfR 1953 s. 526 H, og den for den ansatte an- svarlige (hvervgiveren) har ret til at søge re- gres mod den forsømmelige underordnede for, hvad han har måttet svare, jfr. således D.L. 3—19-2's udtrykkelige bestemmelse om husbon- dens ret til hos tjeneren at »søge opretning«.

I forbindelse med D.L. 3-19-2 må endelig omtales reglen i loven om forsikringsaftaler (FAL) § 25, stk. 1, 2. pkt., hvorefter ansvaret i henhold til D.L. 3-19-2 kan nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde i tilfæl- de, hvor skaden er dækket af en forsikring.

Under tilblivelsen på rigsdagen af denne be- stemmelse udtaltes det i en betænkning afgivet af at der vel ikke kunne være tale om ex lege at lempe erstatningsansvaret, når

15) Jfr. xxxxxx Xxxx Xxxxxxxx: Oversigt vedrørende dansk ret i betænkning nr. 214 om Staten og kommu- nernes erstatningsansvar, X. Xxxxx an- førte værk. s. 277-78.

Jfr. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, spalte 550-52.

dette beroede på D.L. 3-19-2, men at udvalget ønskede at fremhæve, at der efter udvalgets me- ning hyppigst måtte være grund til efter lovreg- lens fakultative bestemmelse at lempe ansvaret, når det beroede på D.L. 3-19-2. Dette er også blevet reglen i retspraksis, hvor ikke særlige synspunkter som f.eks. faglig fejl er ansvar for særlig farlig indretning, der gør sig gældende såvel for culpaansvaret som for ansvaret efter

D.L. 3-19-2. Af domme, der således lader an- svaret efter D.L. 3—19—2 bortfalde, kan nævnes UfR 1936 s. H, 1950, s. 686 H, 1951 s. 494 H, 1955 s. 517 H og I960 s. 77 H Jfr. dog hertil det s. 14 anførte om forholdet til xxx- xxxxx om den ansattes ansvar, når skaden dækkes af forsikring.

Reglen om husbondeansvar anerkendes ikke blot ved det direkte spørgsmål om at holde hus- bonden erstatningsansvarlig, men grundsætnin- gen virker også på anden måde med i erstat- ningsretten. Forvolder således tredjemand hus- bonden skade, må han i sit erstatningskrav mod tredjemand efter sædvanlige regler efter om- stændighederne tåle identifikation med sin ar- bejdstager, såfremt denne er medansvarlig, jfr. således UfR 1887 s. 625 H, jfr. 1886 s. 620 og

UfR 1937 s. 173 0. Derimod vil arbejdsgiveren næppe i almindelighed være tvunget til i ringsretlig henseende, jfr. navnlig FAL § 18, at tåle identifikation.

Spørgsmålet om nedsættelse af arbejdsgive- rens ansvar på grund af skadelidtes egen skyld afgøres principielt efter samme synspunkter, som hvis der var tale om at gøre den ansatte person- ligt ansvarligt, idet det jo netop er den ansattes ansvar, som arbejdsgiveren hæfter for.

B. Den ansattes eget erstatningsansvar 1S).

Ansatte personer er principielt ansvarlige for de skader, de forvolder tredjemand under deres arbejde i den pågældende virksomhed, selv om arbejdsgiveren i kraft af D.L. eller an- dre regler tillige hæfter for skaden, ligesom ar- bejdsgiveren, dersom han har måttet udrede er- statningen, har regres mod den ansatte, der har forvoldt skaden. Forudsætningen, har for den ansattes direkte ansvar over for tredjemand, er dog den, at ansvaret påhviler den ansatte umid- delbart i kraft af erstatningsreglerne. Et par eks- empler kan illustrere dette forhold. Påkører

17) Jfr. hertil X. Xxxxxxxx anførte værk s. 82 ff.,

Xxxxxxxxx, Xxxxxxx og Xxxxxxxxxxx: Kommentar til

1952, I, s. 160 med note 7,

Xxxxxx anførte sted s. ff.

18) Jvf. X. Xxxxxxx Xxxxx anførte værk, s. 274-76.

f.eks. et ansat cykelbud under udbringning af varer uagtsomt en fodgænger, vil cykelbudet i kraft af den almindelige erstatningsregel (cul- pareglen) være direkte ansvarlig over for fod- gængeren, medens principalen vil være ansvarlig i henhold til D.L. 3-19-2 (med regres til budet). Men er situationen derimod den, at budet for- sømmer at udbringe varerne rettidigt, således at den pågældende kunde lider et tab, vil kunden ikke kunne gøre noget ansvar gældende mod budet, idet denne hverken kontraktsligt eller i kraft af særlige regler er forpligtet over for kunden til at udbringe varerne. Derimod vil kunden kunne gøre ansvar gældende mod prin- cipalen for misligholdelse af kontrakten, idet denne i kraft af almindelige kontraktsretlige regler også hæfter for sine folks forsømmelig- hed, ganske som var det ham selv, der havde forsømt udbringningen. Man taler her om ansvar efter D.L. 3-19-2 i kontraktsforhold. Men den principal, som i sådanne tilfælde har måttet be- tale erstatning til sin medkontrahent, vil i prin- cippet kunne gøre regres mod den ansatte, som således har handlet pligtstridigt i sit ansættelses- forhold til principalen.

Den ansatte er i det hele taget ansvarlig over for arbejdsgiveren for alle skader, der er for- voldt ved forsømmelighed eller anden adfærd fra den ansattes side, altså også for skade på ar- bejdsgiverens egne ting, f.eks. varer, maskiner, automobiler etc.

Dette vidtgående ansvar for arbejdere, funk- tionærer og andre ansatte både i forhold til principalen og tredjemand, og som i princippet også omfatter selv ringe uagtsomhed, er da også blevet kritiseret fra forskellig side og utvivlsomt med rette; jfr. hertil nedenfor kapitel V.

Lovgivningen har imidlertid endnu ikke i større omfang taget konsekvensen af disse syns- punkter og indført lempelser i de ansattes erstat- ningsansvar.

På enkelte områder er det dog sket, navnlig inden for søfarten, idet man i sølovens § 59 og sømandslovens § 50 har optaget en bestemmel- se, hvorefter det erstatningsansvar, henholdsvis skibsføreren og mandskabet måtte pådrage sig ved forsømmelse i tjenesten, kan nedsættes un- der hensyntagen til omfanget af den udviste skyld, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.

Denne nedsættelsesregel gælder både i for- hold til den tredjemand, som har lidt skade, og i forhold til rederiet, som enten har måttet ud- rede erstatning til tredjemand, eller som selv har lidt skade, f.eks. fordi den ansattes uforsvar-

lige handling eller forsømmelse har medført skade på skibet.

Endvidere må det nævnes, at en ansat vil kun- ne påberåbe sig lempelsesreglen i forsikrings- aftalelovens § 25 i de talrige tilfælde, hvor en- ten tredjemand eller arbejdsgiveren er forsikret mod den indtrådte skade. Efter § 25 er det dog en forudsætning for at lempe ansvaret, at den pågældende skadevolder kun har udvist simpel uagtsomhed. I denne forbindelse må det også bemærkes, at er arbejdsgiverens ansvar for den ansattes skadegørende handlinger dækket af en ansvarsforsikring, afskærer selve policevilkårene ofte regres mod den ansatte, medmindre denne ligefrem har handlet forsætligt eller i selvfor- skyldt beruselse, hvilket giver en videregående lempelse end forskriften i forsikringsaftalelo- vens § 25, jfr. hertil afgørelsen i UfR 1959

s. 1 H.

I øvrigt skal der her peges på, at der i gæl- dende ret foreligger en vis mangel på koordina- tion mellem afgørelserne vedrørende arbejdsgi- verens ansvar og den ansattes ansvar i tilfælde, hvor særlige lempelsesregler får virkning for den ene, men ikke umiddelbart for den anden part. Det gælder i tilfælde, hvor arbejdsgiverens ansvar kan lempes efter FAL § 25, og der ikke er mulighed for at lempe den underordnedes

ansvar, f.eks. fordi denne har handlet groft eller betydeligt uagtsomt, jfr. herved UfR I960 s. 263 0, samtidig med at arbejdsgiveren er dæk- ket af en ansvarsforsikring, hvorefter der kun under kvalificerede skyldomstændigheder for ansvarsforsikreren haves regres mod den under- ordnede, jfr. herved afgørelsen i UfR 1959 s. 1. Domstolene har i de nævnte tilfælde, hvor arbejdsgiveren var dækket af en ansvarsforsik- ring, og det efter omstændighederne i sagen ik- ke kunne antages, at ansvarsforsikreren havde regres mod den ansatte, indtaget det stand- punkt, at ansvaret her bør påhvile arbejdsgive- ren, uanset om skadelidte i første række har søgt erstatning hos ham eller den ansatte, der her- efter søger skadeløsholdelse hos arbejdsgiveren. Disse afgørelser, der dækker den i praksis vig- tigste gruppe tilfælde, idet det er almindeligt, at arbejdsgiverne tegner ansvarsforsikring, er vel rimelige, men tilbage står tilfælde, hvor der ik- ke foreligger nogen ansvarsforsikring hos ar- bejdsgiveren. Der kan her spørges, hvorvidt det det er rimeligt, at ansvarskravet kan gennem- føres, såfremt skadelidte retter kravet mod den ansatte, men at kravet bortfalder, såfremt det rettes mod arbejdsgiveren. Herved henvises til nedenfor s. 31, afsnit V, 2. underafsnit, om den

ansattes ansvar, litra C.

A. Finland.

II. Anden nordisk ret.

hold har man i praksis ud fra synspunktet bifor-

En almindelig lovregel om principalansvar findes ikke i finsk ret. I retspraksis er der imid- lertid uden støtte af lovregler pålagt arbejds- giveren erstatningsansvar i forhold uden for kontrakt for skade forvoldt ved uagtsomhed hos den, som har haft til opgave for arbejdsgiveren at lede og overvåge arbejdet. Dette ansvar har under tiden været udstrakt meget vidt. Der foreligger nærmest et på et identifi- kationssynspunkt hvilende ansvar for drifts- og arbejdsledelse. Som drifts- eller arbejdsledelse opfattes derfor ikke en hvilken som helst under- ordnet, der selvstændigt udfører en arbejdsop- gave for driftsherrens regning. I praksis er det således fastslået, at en almindelig arbejders for- sømmelse ikke pådrager arbejdsgiveren erstat- ningsansvar. Den, som indtager en så selvstæn- dig stilling, at han er at betragte som egen driftsherre, kan heller ikke pådrage arbejdsgi- veren ansvar.

I visse kontrakts- eller kontraktlignende for-

pligtelse ved analog anvendelse af kontraktsret- lige regler i et vist omfang kunne pålægge ar- bejdsgiveren ansvar for fejl eller forsømmelse og- så hos andre underordnede eller end dem, der udgør drifts- eller arbejdsledelsen. Så- ledes anses f.eks. en butiksindehaver ansvarlig for, at forretningens kunder trygt kan komme i forretningens lokaler og ikke lider skade som følge af fejl eller forsømmelse med hensyn til derværende indretninger o.lign. En driftsherre, som har påtaget sig at præstere en vis ydelse, anses endvidere ansvarlig for, at hans ansatte og medhjælpere optræder med fornøden agtpågi- venhed ved præstationen af ydelsen, således at der ikke forvoldes medkontrahenten skade.

Reglen om arbejdsgiverens ansvar for arbejds- ledelses uagtsomhed anvendes endog i retsfor- holdet mellem arbejdsgiveren og hans ansatte. Pådrager en arbejder sig således skade under ar- bejdet, er arbejdsgiveren ansvarlig — foruden i i tilfælde hvor han selv har handlet uagtsomt -

også hvis skaden er forvoldt ved fejl eller for- sømmelse hos arbejdsledelsen. Denne opfattelse bygger på, at sådant ansvar har arbejdsgiveren påtaget sig ved arbejdsaftalen. Derimod bliver arbejdsgiveren ikke ansvarlig, hvis skaden for- voldes ved ansvarspådragende adfærd hos en al- mindelig arbejder, der ikke har stilling som ar- bejdsleder, jfr. common employmentdoktrinen. Kun i visse særlige situationer anses et sådant ansvar at foreligge, nemlig hvor den skadevol- dende arbejder er betroet en post, der indebærer en særlig skaderisiko for arbejdskammeraterne, som f.eks. føring af en kran.

Inden for mange erhvervsområder, herunder navnlig i virksomheder som i særlig grad er for- bundet med skaderisiko der i praksis sto- re krav til agtpågivenhed fra arbejdsgiverens side i henseende til valg af underordnet, in- struktion og tilsyn med de ansatte samt tilsyn af maskiner, redskaber m.v. I mange tilfælde har det ikke været nødvendigt at skaffe bevis for, hvilken person, der har forvoldt skaden, men det har været tilstrækkeligt at en forsømmelse har foreligget, og at skaden er forvoldt ved denne. I en vis udstrækning har man herved i virkeligheden nået frem til en mere vidtgående regel om principalansvar, også hvor det ufor- svarlige forhold er udvist af underodnede i lave- re stillinger.

Ved lov af 18. maj 1927 om statens ansvar for skade forårsaget af tjenestemand, er der i Finland indført almindeligt ansvar for staten med hensyn til erstatning, som en tjenestemand forpligtes at yde i anledning af retsstridig ad- færd ved retspleje- eller offentlig forvaltnings- virksomhed. Statens ansvar er med visse undta- gelser, f.eks. vedrørende erstatning for ufor- skyldt frihedsberøvelse eller dom dog alene sub- sidiært. Loven gælder ikke privatretlige forhold, i hvilke staten er ansvarlig ifølge særlige regler, f.eks. jernbaneansvarsloven vedrørende jernba- netrafik eller ifølge almindelige retsgrundsæt- ninger, d.v.s. at staten i sin virksomhed side- stilles med privat virksomhed, der pådrager sig et principalansvar i samme omfang som private retsobjekter. Kommunerne omfattes ikke af lo- ven af 1927. Om deres ansvar gælder som ho- vedregel, at erstatningsansvar indtræder for fejl eller forsømmelse, i det omfang, skade forelig- ger i virksomhed, som må sidestilles med privat virksomhed.

Også i Finland gælder på visse områder sær- lige bestemmelser om principalansvar, således bestemmer § 11 og § 13, andet pkt. i søloven, at rederen er ansvarlig for skade, der forvoldes

ved fejl eller forsømmelse i tjenesten, fartøjets officerer, besætning, lods eller den som uden at tilhøre besætningen på grund af rederens eller kaptajnens opdrag udfører arbejde i fartøjets tjeneste. Bestemmelser om principalansvar fin- des endvidere i § 37 og i loven om elektriske ledninger § 11, stk. 2.

Heller ikke i Finland findes nogen alminde- lig regel om nedsættelse af den ansattes erstat- ningsansvar. Den, som i sit arbejde, som ansat, volder tredjemand eller arbejdsgiveren skade, er således ansvarlig efter den almindelige culpa- regel og pligtig at betale fuld erstatning.

Nedsættelsesregler findes imidlertid på speci- elle områder. Efter sølovens § 67, stk. 3, og sø- mandslovens § 50, stk. 2, skal erstatningsansvar som fartøjets kaptajn, respektivt sømænd på- drager sig på grund af fejl eller forsømmelse i tjenesten nedsættes af domstolene, efter hvad der findes billig med hensyn til udvist skyld, skadens størrelse eller omstændighederne i øv- rigt. Reglerne finder anvendelse såvel i forhold til tredjemand som rederen. Fra selskabsretten kan nævnes nedsættelsesreglen i loven om an- delsselskaber § 162, stk. 1, efter hvilket erstat- ningsansvar som bestyrelsesmedlemmer, proku- rister, revisorer, likvidatorer m.fl. pådrager sig over for selskabet eller demand som følge af adfærd, der blot er simpel uagtsom, skal ned- sættes, hvis det under hensyn til skadens stør- relse og andre omstændigheder findes billigt.

§ 47 i straffeloven for krigsmagten kan det erstatningsansvar, som forsvarets personel personligt pådrager sig som følge af uagtsom- hed i tjenesten ved føring af fartøj eller luft- fartøj, der tilhører krigsmagten, bortfalde, så- fremt den pågældende alene idømmes discipli- nærstraf eller bøde. Reglen gælder også med hensyn til det erstatningsansvar, som føreren af et køretøj, der tilhører forsvaret, pådrager sig over for staten ved en forseelse af mindre be- skaffenhed, eller som ikke medfører højere straf end disciplinærstraf eller bøde.

Islandsk

I Island har hverken D.L. 3-9-12 eller N.L. 3-21-2 været gældende, og i tiden indtil dette århundrede har ingen lovbestemmelse eller rets- afgørelse fastslået et husbondansvar for den underordnedes uforsvarlige adfærd. Efter år-

1) Fremstillingen bygger på ur son: Ar- bejdsgiverens ansvar for arbejdernes culpa efter is- landsk ret, Festskrift til Xxxxx Xxxxxx, 1951, s. 295- 299.

n

hundredskiftet findes imidlertid en række dom- me, hvori arbejdsgivere sagsøges til erstatning for ansattes skadegørende handlinger. I en del afgørelser frifandtes ganske vist arbejdsgiveren, men begrundelsen herfor var enten, at den an- satte ikke havde handlet uforsvarligt, eller at hvervet ikke var udført i sagsøgtes tjeneste. An- dre afgørelser har anerkendt husbondansvaret, idet det dog må fremhæves, at der ikke under sagerne har været gjort indsigelse mod ansvaret. I 1913 gennemførtes der i Island en sølov, hvori den nordiske sølovs § 8 om rederansvaret ind- gik. Principalansvarsregler findes nu endvidere inden for særlige lovområder som motorkørsel og luftfart. Siden en højesteretsdom fra 1934 om en havnekran, der under arbejde forvoldte skade på et ved kaj liggende skib — ved hvilken dom kranens ejer, et aktieselskab, blev dømt til erstatningsansvar for fejl hos de folk, der be- tjente kranen — har husbondansvaret med sik- kerhed vundet anerkendelse, og er nu i almin- delighed godkendt ved flere senere afgørelser. Ligesom i de retsforfatninger, der anerkender principalansvaret, gælder det i islandsk ret, at det er en forudsætning, at den ansatte har hand- let uforsvarlig, og at den skadegørende adfærd er udvist under eller i forbindelse med udførel-

sen af hvervet.

C. Norge.

Retsstillingen vedrørende principalansvar er i norsk ret i al væsentlighed den samme som i Danmark. Hovedbestemmelsen om

ansvaret findes i Norske Lov (N.L.) 3—21—2, hvis ordlyd er den samme som i Danske Lov 3-19-2. Visse forskelle foreligger dog med hensyn til reglens forståelse, bl.a. som følge af, at andre retsregler virker ind herpå, herunder navnlig reglen i loven om yrkesskadetrygd § 32, der begrænser arbejdsgiverens ansvar, når ska- den omfattes af ulykkestrygden, og regresreglen i § 26 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.

Ligesom i Danmark blev det først i sidste del af det 19. århundrede antaget, at reglen i D.L. 3-21-2 gælder som en almindelig regel om hus- bondansvaret. Siden da har den ligesom i Dan- mark været en vigtig og ofte påberåbt ansvars- regel.

Som i dansk ret forudsætter reglen et vist un-

mellem arbejdsgiveren og skadevolderen. Dette forhold behøver ikke grunde sig på en egentlig aftale endsige længere varende tjenesteaftale. Det afgørende er ligesom i dansk ret, at der foreligger et opdrag, som

skal udføres for hvervgiveren, således at den pågældende under udøvelsen er undergivet hvervgiverens ledelse og instruktion. Som i dansk ret er hvervgiveren ikke den, der blot ud- øver et overordnet arbejdsled, men driftsherren,

d.v.s. den som er bærer af den interesse, som adfærden fremmer, og som oftest er den, på hvis regning opdraget foretages.

Tidligere rådede en vis tvivl, om hvorvidt reg- len i N.L. 3—21—2 også omfatter underordnede, der står med den øverste myndighed. Der har således været rejst spørgsmål om, hvorvidt der f.eks. mellem en administrerende direktør i et aktieselskab og selskabet eller mellem en syge- husoverlæge og sygehuset foreligger et sådant underordnelsesforhold, der er nødvendigt for at statuere husbondansvar. Derimod har der ikke været tvivl om, at N.L. 3-21-2 omfatter ansatte i undordnede stillinger, f.eks. almindelige arbej- dere. Udviklingen er gået i retning mod udvi- delse af ansvaret til også at omfatte ansatte i chefstillinger. Retspraksis har f.eks. således fun- det et kommunalt sygehus ansvarlig efter N.L. 3-21-2 for skade, som en overlæge ved sygehu- set forvoldte en patient under røntgen- og radi- umbehandling. Det må formentlig herefter an- tages, at domstolene anser enhver, der er fast ansat i en stilling, som »tjener eller anden« i relation til N.L. 3-21—2. Med hensyn til uagt- som adfærd hos en juridisk persons bestyrelse eller andre organer følger ansvaret af den så- kaldte »organteori«, hvorefter organernes hand- linger er den juridiske persons egne handlinger.

Afgrænsningen, mellem hvem der er ansat, og hvem der indtager en selvstændig stilling, som ikke afføder et principalansvar for hvervgive- ren, følger i norsk ret i væsentlig grad lignende synspunkter som i dansk ret. Norske domme an- vender gerne karakteristikken »selvstændig næ- ringsdrivende«, »selvstændigt handlende« eller

»entreprenør« for den, der indtager en selvstæn- dig stilling. Som i dansk ret lægger man vægt på, om arbejdsgiveren kan instruere og føre kontrol med tjenerne. Det afgørende er mere, om sådan beføjelse foreligger, end om den i praksis har været udnyttet, hvilket er arbejds- giverens egen sag. Ligesom hos os har retsprak- sis og teori tillagt en række momenter betydning ved afgørelsen af, om der i det konkrete tilfæl- de foreligger det fornødne underordnelsesfor- hold. Man har lagt vægt på både i den form, at der tages hensyn til bereg- ningsmåden (samlet akkord eller timebetaling), og til hvem som lønner vedkommende skade- volder. Endvidere har man lagt vægt på, hvem

der har foretaget ansættelsen, for hvis regning arbejdet udføres, hvorvidt aftaleforholdet anses som arbejdsleje eller værksleje, hvem der har ejendomsretten til det materiel, som er blevet benyttet til skadeforvoldelsen, og i hvis interesse handlingen er udført. Disse faktorer er ikke selvstændige kriterier, men virker samlet ind ved bedømmelsen, der belyser, i hvor stærkt et afhængighedsforhold opdragets modtager må stå over for opdragsgiveren for at pådrage denne et principalansvar.

Ligesom i dansk ret er husbondeansvaret be- grænset til skader, som forvoldes »derudi«,

d.v.s. i tjenesten, og forståelsen af dette udtryk har affødt adskillige retsafgørelser og teoretiske overvejelser. Det hovedsynspunkt, man oftest er blevet stående ved, er dette, at handlingen skal stå i funktionel sammenhæng med hvervet. Men ved siden heraf må antagelig også »derudi« be- tragtes ud fra en analyse af, hvad der erfarings- mæssigt foregår eller ikke foregår under udfø- relsen af det arbejde, man i de givne tilfælde har at gøre med. I retspraksis er det oftest styr- ken i tilknytningsforholdet mellem den skade- gørende handling og skadevolderens arbejde, som underkastes en bedømmelse. Sondringen mellem handling i og uden for tjenesten må der- for bero på omfanget af skadevolderens opgaver. Deraf følger videre, at en bestemt for- seelse, foretaget af en bestemt erhvervsgruppe af arbejdstagere, ikke altid kan bestemmes

relt som værende i eller uden for tjenesten. Og bedømmelsen kan variere ikke blot mellem ar- bejdsforhold af forskellig art, men også mellem virksomhederne inden for samme branche.

I tvivstilfælde ser man - i al fald i nyere tid at domstolene er tilbøjelige til at foretage en rent konkret billighedsvurdering med hensyn til hvem, som er nærmest til at bære risikoen ved

tabet.

Ligesom efter dansk ret gælder det i alminde- lighed, at den skadevoldende handling ikke må være af ekstraordinær karakter. En forudsætning om, at tjenerens retsbrud skal være foretaget i husbondens interesse, har været opstillet som et moment, der måtte tillægges betydning, men i dag gælder det næppe, hverken som en nødven- dig eller tilstrækkelig betingelse for

ansvarets indtræden. Udelukket er det ikke, at arbejdsgiveren hæfter for forsætlige skades- handlinger.

Et spørgsmål, som flere gange har foreligget i retspraksis uden endnu at have fået sin ende- lige afklaring, er, hvorvidt principalen hæfter for handlinger, der er udført mod udtrykkelig

2

ordre. Det synes at være en overvejende tilbøje- lighed i praksis, at instruktionsovertrædelse i al- mindelighed ikke gælder som frifindelsesgrund. Hvis en tjener uberettiget griber ind på et område af arbejdet, som er ham ganske uved- kommende, er det opfattelsen nu - modsat tid- ligere — at en sådan aktivitet falder uden for vedkommendes tjeneste i objektiv forstand, og derfor også falder uden for arbejdsgiverens an-

svarsområde.

Som i dansk ret er det en forudsætning for husbondansvaret, at den underordnede selv har pådraget sig et ansvar ved uagtsom (eller for- sætlig) adfærd. Arbejdsgiveren hæfter dog også for »anonyme fejl«, jfr. NRt. 1950 s. 330. Såfremt den ansattes eget ansvar lempes efter reglerne for mindreårige eller sindssyge, er det vist nok tendensen ved afgøresen af, om princi- palansvar foreligger, at bortse fra omstændighe- der vedrørende den pågældende skadevolders individualitet, herunder hans økonomiske evne til at betale erstatningen, der kan medføre, at hans eget ansvar bortfalder. Heri ligger navnlig, at der ikke kan forventes at blive taget hensyn til særlig manglende udvikling hos det pågæl- dende barn udover, hvad der efter barnets al- derstrin må forventes eller hensyntagen til en sygdom.

Ligesom i øvrig nordisk lovgivning gælder en særlig principalansvarsregel i medfør af søfarts- lovens § 8 for rederen, der hæfter for skade for- årsaget ved fejl eller forsømmelse i tjenesten af skibsfører, mandskab, lods eller andre, som ud- fører arbejde i skibets tjeneste.

Der har tidligere været rejst tvivl om, hvor- vidt husbondansvaret gjaldt også over for hus- bondens egne arbejdere, idet det har været hæv- det, at en arbejder der »indlod sig med bedrif- ten« ikke kunne påberåbe sig N.L. 3—21—2, når skaden påførtes ham af en arbejdskammerat, jfr. herved common employmentsreglen. Denne op- fattelse har imidlertid ikke sat spor i retspraksis, hvor de foreliggende domme synes at forudsæt- te, at N.L. også gælder i arbejdsforhold. Hvor imidlertid en virksomhed omfattes af den sociale ulykkesforsikring, jfr. lov om yrkesska- detrygd af 12. december 1958 udelukkes imid- lertid husbondeansvaret for erhvervsskader (yr- kesskader), som en arbejder påfører en anden arbejder inden for en sådan virksomhed.

Ligesom i dansk ret, har arbejdsgiveransvaret haft sit væsentligste praktiske virkefelt på inte- gritetskrænkelsernes område, men ansvaret gæl- der principielt også ulegemlig skadetilføjelse. Modsat dansk ret har flere norske domme be-

17

grænset husbondeansvaret til økonomisk skade og har fastslået, at godtgørelseskrav for legems- krænkelse, frihedsberøvelse og tab af forsørger alene kan gøres gældende for den personlige ansvarlige og ikke arbejdsgiveren. Nyere høje- steretspraksis synes imidlertid at rejse tvivl med hensyn til rigtigheden i denne begrænsning af principalansvaret.

Arbejdsgivere, hvis ansatte omfattes af loven om yrkesskadetrygd, er ikke undergivet princi- palansvar for skader, der omfattes af loven. Det- te betyder, at dersom en ansat lider skade som følge af en medansats fejl, opstår der ikke spørgsmål om at drage arbejdsgiveren til ansvar efter N.L. 3-21-2. Loven stiller samtlige ar- bejdsgivere, hvis folk omfattes af loven, solida- risk, således at der heller ikke bliver spørgsmål om at gøre ansvar gældende efter N.L. 3—21-2, hvis en arbejder volder en arbejder skade i en anden erhvervsvirksomhed, der er omfattet af loven.

Husbondansvaret i norsk ret gælder også for statslig og kommunal virksomhed. Principalan- svaret for stat og kommune indtræder selv for skadegørende handlinger, som tjenestemænd foretager under udøvelse af offentlig myndig- hed; således har eksempelvis staten været gjort ansvarlig for skade ved skudløsning hos militær- politiet. Men hvor skade opstår gennem rene forvaltningsakter, som ikke indbefatter fysisk skadeforvoldelse, pålægger man ikke stat eller kommune ansvar med støtte i N.L. 3-21-2. I sådant et tilfælde pålægges erstatningsansvar uden påberåbelse af nævnte regel.

Som i dansk ret gælder N.L. 3-21-2 også i kontraksforhold. I norsk ret antager man også, at bestemmelsen her har større rækkevidde end ved skader uden for kontraktsforhold. I kon- traktforhold omfatter reglen således i et vist omfang selvstændige hjælpere, og kravet om funktionel sammenhæng mellem skade og hverv lempes.

Det antages formentlig i norske ret, at ar- bejdsgiveren kan fraskrive sig et ansvar efter

N.L. 3-21—2 efter gældende regler om ansvars- fraskrivning.

På lignende måde som i dansk ret gælder det i norsk ret, at reglen i N.L. 3-21-2 giver grund- lag for at identificere skyld hos den ansatte med egen skyld hos arbejdsgiveren, hvorved et denne tilkommende erstatningskrav kan blive nedsat. Den norske § 25 inde- holder ligesom den danske lov en regel om lem- pelse af ansvaret, når skaden er dækket af en forsikring. Denne regel åbner imidlertid ikke

mulighed for lempelse af selve erstatningsan- svaret, men alene af forsikringsselskabets

krav. I øvrigt gælder det som efter dansk ret, at ansvaret kan nedsættes eller helt bortfalde, så- fremt det udelukkende hviler på reglen i N.L. 3—21—2. Der gælder dog heri den meget væ- sentlige begrænsning, at ansvarslempelse ikke kan finde sted, såfremt skaden er forvoldt under udøvelse af næring eller bedrift. Som følge af denne betingelse er lempelsesreglen i praksis blevet uden betydning; den er såvidt vides end- nu ikke blevet anvendt over for en arbejdsgiver. I det foreliggende udkast til ændring af forsik- ringsaftaleloven er det imidlertid foreslået at give reglen en betydelig bredere anvendelse.

Ligesom den danske regel indeholder N.L. 3-21-2 en regel, som giver principalen regres mod den underordnede skadevolder, for hvad principalen har måttet betale i erstatning. Reg- len må imidlertid forstås under hensyn til de til enhver tid gældende regler om regres mellem flere ansvarlige, således i dag bestemmelsen i straffelovens ikrafttrædelseslov § 26, hvorefter domstolene under hensyn til den udviste skyld og omstændighederne i øvrigt afgør om den, der har betalt erstatning eller oprejsning (godt- gørelse) kan rejse krav mod andre ansvarlige. Retspraksis til belysning af lovreglens anvendel- se i tilfælde, hvor arbejdsgiveren gøres medan- svarlig, foreligger dog ikke.

Ligesom i dansk ret gælder der inden for sø- retten, jfr. lov om søfarten § 59, sømandslovens

§ 50 regler om nedsættelse af erstatningsansva- ret, hvor skibsfører og sømand m. v. under hen- syntagen til den udviste skyld, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. Endvidere kan nævnes en lempelsesregel, der gælder inden for arbejdsretten (lovene om arbejdstvister af 1927 og om boykot af 1947), hvorefter retten ved fastsættelse af erstatning for brud på tarifaftale eller for ulovlig arbejdsstandsning eller

bod for ulovlig boykot ikke alene skal lægges vægt på skadens størrelse, men også på den ud- viste skyld og til misligt forhold fra skadeliden- des side; under særligt formildende forhold kan erstatningen eller skadeboden falde helt bort.

D. Sverige.

I svensk ret gælder der bortset fra visse sær- regler på begrænsede områder ligesom i Finland ikke nogen lovregel om principalansvar.

I retspraksis har det imidlertid i lang tid væ- ret anerkendt, at en arbejdsgiver er ansvarlig for skade, som forvoldes trediemand ved uforsvar-

lig adfærd, udvist af den, der tilhører arbejds- giverens drifts- eller arbejdsledelse. I et par til- fælde er der herudover blevet pålagt en drifts- herre ansvar for skade forvoldt af en underord- net, der ikke tilhører arbejdsledelsen, men som alligevel er blevet betroet udførelsen af en sær- lig ansvarsfuld opgave.

I almindelighed gælder i forhold uden for kontrakt ikke noget ansvar for selvstændige medhjælpere (entreprenører og lignende).

Inden for kontrakt antages det som regel, at aftaleparterne over for hinanden er ansvarlige for skade, som forvoldes ved forseelse udvist af deres ansatte, uanset om skadevolderen tilhører drifts- eller arbejdsledelsen eller er en alminde- lig arbejder. I et grænsetilfælde mellem områ- derne i og uden for kontrakt har retspraksis an- vendt reglerne, der gælder i kontrakt, og ar- bejdsgiveren er pålagt et quasi-kontraktligt an- svar. Som eksempel herpå kan nævnes forholdet mellem en næringsdrivende og hans kunder, hvor f. eks. en kunde på grund af forsømmelse hos en ekspedient eller anden medhjælper i for- retningen kommer til skade under sit besøg der. Inden for kontrakt gælder efter forholdets art og indhold også et ansvar for selvstændige med- hjælpere.

Reglen om, at arbejdsgivere er ansvarlige for skader, der voldes af drifts- eller arbejdsledelse, gælder også, hvor skaden rammer en hos ar- bejdsgiveren ansat arbejder (ulykkestilfælde i arbejde). Derimod har man ikke i retspraksis gjort arbejdsgiveren ansvarlig for skader, som arbejderne forvolder hinanden, jfr. herved com- mon employment-doktrinen. Kun i enkelte til- fælde, hvor skadevolderen uden at tilhøre ar- bejdsledelsen har været betroet en særlig risiko- fyldt ansvarsopgave (eksempelvis som kranfø- rer), er arbejdsgiveren fundet ansvarlig for ska- den.

At en arbejdsgiver bliver ansvarlig, såfremt en forseelse, der fører til skaden, kan lægges ham selv til last, følger af den almindelige cul- paregel. I retspraksis stilles der strenge krav til agtpågivenhed hos arbejdsgiveren, hvor det gæl- der tilsyn med anordninger, overvågning og in- struktion samt andre forholdsregler til forebyg- gelse af skadeforvoldelse.

De anførte synspunkter for arbejdsgiverens erstatningsansvar gælder også i militære forhold. Den svenske stat er således ansvarlig for skade, som inden for militær virksomhed forvoldes udenforstående eller de værnepligtige ved for- sømmelse hos de militære befalingsmænd. Un- der visse forhold som indebærer særlig stor ri-

2 *

siko for ulykke, f. eks. feltmæssige mørkeøvel- ser, skarpskydning m. v. — er staten dog pålagt objektivt ansvar for

I det omfang, statslig og kommunal virksom- hed sidestilles med privat virksomhed, anvendes almindelige erstatningsretlige synspunkter, og i sådan virksomhed bærer altså staten og kommu- nen principalansvar efter de regler, der er rede- gjort for i det foregående. Retspraksis har så- ledes anerkendt ansvar for skader forvoldt af vejvæsenet, af lodsvæsenet med hensynet til sø- mærker, af havnevæsenet, på sygehuse

Med hensyn til den typisk offentretlige virksom- hed antages det dog, at et tilsvarende alminde- ligt ansvar for det offentlige ikke anerkendes. Der findes imidlertid lovregler på særlige områ- der og nogle retsafgørelser fra nyeste tid, der pålægger det offentlige ansvar, men disse for- hod giver ikke grundlag for slutning om, at an- svar i almindelighed anerkendes.

På visse områder af privatretlig eller offent- ligretlig natur gælder der i svensk ret særlige bestemmelser om husbondansvar. I lighed med anden nordisk ret gælder der efter sølovens § 8 et ansvar for redere for skader, som forvoldes af skibsfører, besætning, lods (herunder tvangs- lods) eller anden, som på rederens eller skibs- førerens vegne udfører arbejde i fartøjets tjene- ste. Efter loven af 1886 om skade, der forvoldes ved jernbanedrift, gælder der et ansvar for jern- banens indehaver for skade, som indtræffer ved jernbanedrift på grund af forseelse udvist af jernbanens forvaltning eller betjening. Ansvar efter disse lovbestemmelser indtræder i vidt om- fang også for selvstændige medhjælpere.

Et eksempel på en form af skærpet ansvar - med omvendt bevisbyrde — for anden mands culpa er automobilansvarsloven af 1916. Auto- mobilansvaret strækker sig dog videre end prin- cipalansvaret, idet det ikke forudsætter et ansæt- telses- eller andet underordnelsesforhold mellem den ansvarlige og skadevolderen.

Rent objektivt ansvar gælder efter jernbane- ansvarsloven med hensyn til såkaldte gnistska- der, og visse skader som på grund af jernbane- driften rammer heste, kreaturer m. v., efter lo- ven af 1902 om elektriske anlæg med hensyn til skade ved indvirkning af elektrisk strøm, lo- ven af 1919 om flottning i almindelig flottled (strøm) med hensyn til skade, der forvoldes af flottgodset eller ved forholdsregler som flott- ningspersonalet efter særlig bestemmelse fore- tager, luftfartsskadeloven af 1922 med hensyn til skade ved benyttelsen af luftfartøj i lufttra- fik, der tilføjes person eller ejendom på jorden,

19

endelig atomansvarsloven af I960 med hensyn til de såkaldte atomskader. Endelig kan nævnes, at rent objektivt ansvar uden støtte i lovregel i retspraksis gennemføres dels i visse militære for- hold (jfr. foran), dels inden for naboretten med hensyn til såkaldte immissioner samt ved grav- nings- og grundlægningsarbejder af særlig ind- gribende art.

Efter loven af 1899 om erstatning af offent- lige midler i visse tilfælde for skade, som for- voldes af en embeds- eller tjenestemand, er sta- ten ansvarlig for skade, der forvoldes ved at eksekutive embeds- eller tjenestemænd forgriber sig på midler, som vedkommende i eksekutions- øjemed har fået i sin besiddelse. Efter loven af 1945 om erstatning i visse tilfælde til uforskyldt fængslede eller dømte, er staten under visse be- tingelser og i begrænset omfang pligtig at ud- rede erstatning for skadeforvoldelse, som for- årsages den, der uforskyldt fængsles eller døm- mes.

En generel regel om nedsættelse af den ansat- tes erstatningspligt findes ikke i svensk ret. Lige- som i de øvrige nordiske lande findes derimod specielle nedsættelsesregler på visse områder. Efter sølovens § 59 og sømandslovens § 50 gæl- der således regler i overensstemmelse med, hvad der er ret i de øvrige nordiske lande på dette område. En bestemmelse ligelydende med sø- mandslovens § 50 er optaget i luftfartsloven for den, der forretter tjeneste på et luftfartøj og er pligtig at betale erstatning for skade, som opstår ved hans fejl eller forsømmelse i tjenesten. Be- stemmelsen finder anvendelse også for den, som inden for jordorganisationen eller på anden må- de end i luftfartøj retter tjeneste, hvoraf trafik- sikkerheden i luften bygger på. — Efter § 7 i ikrafttrædelsesloven af 1948 til loven om æn- dring i straffeloven m. v. samt loven af 1929 om fritagelse i visse tilfælde for kaptajnen m. fl. på militært luftfartøj for erstatningsansvar gæl- der det, at en militær person, som under ud- øvelse af ordre på militært skibs- eller luftfartøj er ansvarlig for fartøjets sikkerhed, ikke er plig-

tig at betale erstatning for skader, der forvoldes staten eller andre som følge af hans forseelse ved fartøjets manøvrering eller navigering, når han for forseelsen ikke findes skyldig til højere straf end disciplinærstraf eller bøde.

Herudover findes visse bestemmelser i aktie- selskabsloven, loven om forsikringsvirksomhed, loven om økonomiske foreninger, loven om bankvirksomhed og loven om sparebanker (spa- rekasser) efter hvilke erstatningsansvar, som på- hviler bl. a. den administrerende direktør, besty- relsesmedlem, likvidator og hovedmand for en sparekasse såsom revisorer m. fl., for skade som forsætlig eller af uagtsomhed forvoldes selska- bet (foreningen, banken m. v.) eller trediemand kan nedsættes, såfremt skaden er forvoldt ved ringe uagtsomhed, og det med hensyn til ska- dens størrelse og omstændighederne i øvrigt fin- des rimeligt.

Endelig skal nævnes, at der inden for arbejds- retten kendes flere eksempler på lovregler, der nedsætter eller begrænser arbejdstagerens erstat- ningsansvar over for arbejdsgiveren. Dette gæl- der således efter loven om kollektive aftaler, hvor det bestemmes, at det erstatningsansvar - omfattende principielt også erstatning for visse former af ideel skade - som arbejderne efter loven kan pådrage sig mod arbejdsgiverne (for- ening af arbejdsgivere) ved tilsidesættelse af de- res forpligtelser efter kollektivaftalen eller efter loven, kan nedsættes, når det findes rimeligt under hensyn til skadevolderens ringe skyld, den skadelidendes forhold til tvistens opståen, ska- dens størrelse eller omstændighederne i øvrigt, og erstatningen må ikke i noget tilfælde sættes højere end 200 kr. Efter loven om forenings- og forhandlingsret kan arbejdstagerens ansvar for krænkelse af lovens regler om fredspligt ned- sættes efter lignende kriterier som gældende ef- ter loven om kollektive aftaler. På tilsvarende måde rummer arbejderbeskyttelsesloven en regel om nedsættelse af den ansattes ansvar for skade, som han under visse forhold forvolder såkaldte

»skyddsombud«.

III. Xxxxxxx ret i øvrigt.

Det har været naturligt for det danske og de andre nordiske udvalg som forudsætning for overvejelserne om principalansvaret m. v. at

skaffe sig et overblik over hovedlinierne i uden- landsk ret og de der forfægtede synspunkter. Dette arbejde har været løst i fællesskab, således

at man fra dansk side har udarbejdet en rede- gørelse om angloamerikansk ret, medens der fra svensk side foreligger en redegørelse om tysk,

fransk og schweizisk ret. Disse redegørelser er aftrykt i bilag 1 til betænkningen.

IV. Sammenfattende bemærkninger om de forskellige retssystemer.

På grundlag af fremstillingen i det foregåen- de og redegørelserne i bilag 1 skal følgende sammenfattende bemærkninger gøres om de for- skellige retssystemer.

Det fremgår af redegørelserne, at en regel om arbejdsgiverens ansvar for den underordnedes uforsvarlige adfærd anerkendes foruden i dansk, islandsk og norsk ret også i engelsk, amerikansk og fransk ret. For engelsk og amerikansk rets vedkommende bygger reglen på retspraksis (common law), i fransk ret på bestemmelsen i Code Civil art. 1384, stk. 5. I tysk ret gælder der en lignende regel inden for kontraktforhold, jfr. BGB § 278. I tysk ret uden for kontraktfor- hold og i det hele i schweizisk ret, d.v.s. såvel uden for som inden for kontrakt, gælder der en almindelig regel om principalansvar,

men alene i form af en ansvarsregel med om- vendt bevisbyrde. I tysk ret gælder i henhold til BGB § at arbejdsgiveren er ansvarlig uden for kontraktforhold for den underordnedes ska- degørende handlinger, medmindre han beviser, at han ikke har gjort sig skyldig i uagtsomhed ved valget af medhjælper eller ved tilsynet, eller at skade ville være indtruffet, selv om arbejds- giveren havde iagttaget fornøden omhu. I schweizisk ret, jfr. OR art. 55, stk. 1, gælder en regel, hvorefter arbejdsgiveren hæfter på objek- tiv grundlag for den underordnedes adfærd, medmindre han beviser, at han efter omstændig- hederne har udvist fornøden omhu, eller at ska- den uanset sådan omhu alligevel ville være ind- truffet. I schweizisk ret beror muligheden for ansvarsfrihed på en objektiv bedømmelse, der formentlig er strengere end i tysk ret.

Xxxxxxx ret beskæftiger sig i vidt omfang med tilsvarende problemer, som foreligger i dansk og norsk ret. Arbejdsgiverens ansvar for den underordnedes adfærd bør således utvivl- somt begrænses i to henseender:

Der må for det første være tale om et under- ordnelsesjorhold, idet der ikke hæftes for selv- stændige medhjælpere. Navnlig redegørelsen for anglo-amerikansk ret belyser nødvendigheden af at begrænse adgangen til at rejse erstatningskrav mod arbejdsgivere bagud i produktionsleddene.

Hvert selvstændigt produktionsled må bære sit ansvar, således at ansvaret ikke kan række til- bage mod tidligere arbejdsgivere, f. eks. hæfter alene budcentralen for budets adfærd og ikke budcentralens kunde, uanset at kunden står som arbejdsgiver i forhold til budcentralen.

Endvidere bør der være begrænsninger for, hvilken adfærd hos den underordnede som ar- bejdsgiveren er ansvarlig for. Han kan ikke hæfte for alle handlinger hos den underordnede; der må gælde et krav om »derudi«.

Det er endvidere karakteristisk for alle rets- systemerne, at principalansvarsreglerne gælder almindeligt, d.v.s. både i forretningsforhold af enhver art, som f. eks. industri, landbrug og handel, og i private forhold som f. eks. hushold- ning. Det er endvidere reglen, at der hæftes for alle underordnede, både højere og lavere; en re- gel som den i Finland og Sverige herskende, hvorefter arbejdsgiveren kun hæfter for den selvstændige arbejdsledelse, kendes således ikke. Endvidere placeres ansvaret på højeste plan,

d.v.s. hos driftsherren og ikke på mellemtrin hos en funktionær, arbejdsformand eller anden per- son, der befinder sig på et højere eller lavere niveau i arbejdshierarkiet. Reglerne gælder end- videre både fysiske og juridiske personer samt i hvert fald i anglo-amerikansk ret tillige i offent- ligretlige forhold.

Af den omstændighed, at strukturen i ansvars- reglerne i vidt omfang er fælles i de forskellige retssystemer, følger naturligvis ikke, at der i de enkelte ansvarssituationer skulle finde samme bedømmelse sted. Afvigelser forekommer utvivl- somt.

Det er af værdi at være opmærksom på de ledende synspunkter, der fremføres til begrun- delse for selve ansvarsreglens indhold. I alle de pågældende retssystemer gælder som almindelig erstatningsregel den sædvanlige culparegel, i forhold til hvilken en principalansvarsregel be- tegner et brud. Størst interesse for de ledende synspunkter er formentlig lagt for dagen i anglo-amerikansk og fransk ret, som jo også netop er de systemer, der alene fuldt ud bryder med synspunktet, at arbejdsgiveren må være per-

1\

sonlig skyldig, for at han kan pådrage sig et ansvar.

I anglo-amerikansk ret fremhæves det, at ar- bejdsgiveren altid bør tilskyndes at forebygge skader, herunder ved valg af de bedst mulige underordnede, og en sådan tilskyndelse opnås bedst, såfremt arbejdsgiveren er objektiv ansvar- lig. Herved må dog forudsættes, at arbejdsgive- ren overhovedet har en mulighed for at virke ind, d.v.s. at han må have en kontrolbeføjelse over for skadevolderen, og derfor må kravet om et underordnelsesforhold bestå som forudsæt- ning for et principalansvar. Endvidere fremhæ- ves interessesynspunktet og i nyeste tid - ikke mindst hensynet til at sikre den skadelidende genoprettelse. Dertil kommer en erkendelse af den relativt lille byrde, som et ansvar er for ar- bejdsgiveren, der kan »pulverisere« sin risiko som driftsomkostning eller ved at tegne forsik- ring, ligesom en placering af ansvaret hos ar- bejdsgiveren medfører, at omkostningen herved indgår som omkostning i produktionen, der i sidste ende overføres til virksomhedens kunder, der er dem, der nyder fordel af virksomheden. Principalansvaret må ses på linie med andre for- anstaltninger, der sikrer genoprettelse, som

f. eks. arbejdsulykkesforsikringen.

I fransk ret fremhævedes risikosynspunktet, og det synspunkt, at den underordnede handler som repræsentant for arbejdsgiveren, ligesom hensynet til skjult skyld hos denne, med hensyn til forebyggelse af skade taler for at placere an- svaret hos arbejdsgiveren.

Som noget karakteristisk ved både tysk og anglo-amerikansk ret er endvidere anvendelsen af fuldmagtssynspunktet til at begrunde ansva- ret Såvel i nordisk som i tysk ret forudsæt- ter fuldmagtssynspunktet anvendelse af kon- traktsregler. Men netop dette er der stor inter- esse i at gøre gældende i tysk ret, fordi der her inden for kontraktsforhold gælder et ubetinget ansvar for arbejdsgiveren med hensyn til ufor- svarlig adfærd hos den underordnede. I anglo- amerikansk ret har der navnlig været tale om at gøre fuldmagtssynspunktet gældende i situa- tioner, hvor det måtte stille sig tvivlsomt, om der var fornødent over- og underordnelsesfor- hold (kontrolmulighed), i hvilket fald der efter

omstændighederne ikke ville kunne pålægges ansvar i medfør af den almindelige regel om principalansvar. Ansvar med hjemmel i fuld- magtssynspunkter er her navnlig pålagt ved mo- torkørsel, hvor køretøjets ejer ud fra et fuld- magtssynpunkt er fundet ansvarlig, uanset om ikke i foreliggende tilfælde forelå kontrol- mulighed for ejeren over for føreren af køre-

tøjet.

Det har interesse at konstatere disse forsøg på at holde arbejdsgiveren ansvarlig. Med hen- syn til færdselsforholdene kan vi hos os henvise til den strenge ansvarsregel i færdselsloven, men for tysk rets vedkommende er det værd at be- mærke, at der således i praksis synes at være et ønske om så vidt muligt at fastslå, at arbejds- giveren er ansvarlig for den underordnedes uforsvarlige adfærd.

Også spørgsmålet om arbejdsgiverens ansvar i tilfælde, hvor en ansat lider skade som følge af uforsvarlig adfærd hos en medansat (common employment situationen) tiltrækker sig interesse i fremmed ret og forskellige synspunkter gør sig her gældende. Disse skal dog ikke drøf- tes nærmere her, men tages op i forbindelse med overvejelserne i afsnit V, 1. underafsnit litra H.

Endelig kan det nævnes, at det er en almin- delig regel i fremmed ret, at arbejdsgivere, der har måttet betale erstatning, har regresret mod den underordnede. I tysk ret gælder der dog en interessant begrænsning heri efter læren om

»Freistellungsanspruch«. Efter denne kan den ansattes regrespligt ved culpa nedsættes eller bortfalde, såfremt skaden er opstået ved arbejde af særlig farlig natur, eller som er forbundet med særlige skaderisici. Ved afgørelsen af, om ansvaret kan lempes, tages til skyldgra- den, den ansattes løn og øvrige økonomiske og personlige forhold, såsom alder, ansættelsestid, vandel og familieforhold.

I amerikansk ret foreligger det oplyst, at re- greskrav kun meget sjældent gøres gældende, og derfor ikke tillægges praktisk betydning. I fransk teori har det været gjort gældende, at den ansattes regrespligt forudsatte grov uagtsomhed; dette synspunkt er dog næppe anerkendt af fran- ske domstole.

Jfr. herved Gomard: Forholdet mellem erstat- ningsregler i og uden for kontraktsforhold, s. 86 ff.

V. Udvalgets hovedsynspunkter.

1. underafsnit: om principalansvaret.

A. Ved sine overvejelser om hensigtsmæssig- heden i de gældende regler om principalansva- ret, herunder navnlig bestemmelsen i D.L. 3-19-2 har udvalget - i overensstemmelse med de øvrige nordiske udvalg — ment at burde byg- ge på de grundlæggende principper i den er- statningsret, der er gældende i dag, det vil navn- lig sige den almindelige erstatningsregel, som forudsætter skyld (culpa) hos skadevolderen, og princippet om udmåling af erstatning efter det indtrådte xxx. Inden for rammerne af udvalgets opgave synes det ikke muligt med værdi nærme- re at gå ind på en principiel drøftelse af erstat- ningsretten. Det gælder både med hensyn til principielle og væsentlige nydannelser som

f. eks. objektivt ansvar for farlig bedrift og spørgsmålet om en samordning i almindelighed af erstatnings- og forsikringsregler på grundlag af en ordning med enten ulykkes- eller ansvars- forsikring.

I sin konstruktion er reglen i D.L. 3-19-2 udtryk for en identifikation af den ansattes ad- færd med arbejdsgiverens egen adfærd. Reglen er for så vidt ganske enkelt og klar.

Ved overvejelserne om reglens hensigtsmæs- sighed kan man spørge, om reglen efter sit prak- tiske indhold er for snæver eller for vid.

Et videregående ansvar måtte formentig gå ud på en hæftelse for arbejdsgiveren på rent objektivt grundlag for den ansattes adfærd - altså for alle den ansattes skadeforvoldelser uden hensyn til, om den ansatte havde handlet uforsvarligt (culpøst). En sådan regel ville næp- pe være rimelig. Den ville stride mod tradition og retsopfattelse og ville betegne et radikalt brud med den bedømmelse, der både inden for culpareglen og D.L. 3—19—2 anlægges med hen- syn til, om skadevolderen har udvist uforsvarlig adfærd (skyld). Bortset fra en vis tendens i den- ne retning i schweizisk ret kendes en sådan regel heller ikke i fremmed ret. Hensynet til at sikre skadelidende erstatning gennem regler om ob- jektivt ansvar ville — herved forudsat at man anså et sådant ansvar for rimeligt - næppe hel- ler berettige til, at man inden for principalan- svaret fastslog en bestemmelse om objektivt an- svar, idet et sådant, hvis det skal gennemføres, kun bør ske efter overvejelser i en meget brede- re sammenhæng. I øvrigt synes det problematisk, om den almindelige udvikling går i retning af videregående objektiv hæftelse. Ussings lære

om farlig bedrift har i hvert fald ikke hidtil vundet almindelig tilslutning herhjemme.

På den anden side forekommer det utvivl- somt, at man ikke i nutiden vil kunne gå ind for en afskaffelse af principalansvarsreglen og falde tilbage på den almindelige culparegel. Mange hensyn taler for netop ved udførelse af arbejdsopgaver at identificere arbejdstageren med arbejdsgiveren. Disse hensyn har været fremdraget i både nordisk og fremmed littera- tur, hvorved henvises til fremstillingen om gæl- dende dansk ret (kapitel I) og fremmed ret (bilag 1). Hensynet til at sikre skadelidte er- statning hos den præsumptivt økonomiske me- re velfunderede arbejdsgiver taler for, at denne holdes ansvarlig i videre omfang end efter cul- pareglen, og selv om dette hensyn ikke kan be- grunde et egentligt objektivt ansvar, synes det dog at medføre, at man strækker arbejdsgiverens ansvar så vidt som til identifikation med den ansatte. Dertil kommer retfærdshensyn af for- skellig art. Hvervet, hvis udførelse har medført skaden, foregår i arbejdsgiverens interesse, det er da rimeligt, at han frem for arbejderen bærer ansvaret. Arbejdsgiveren kan indkalkulere an- svarsrisikoen som driftsudgift, der igen spredes over produktionen som driftsomkostning, og som derved sædvanligvis vil blive dækket ved betaling fra virksomhedens kunder, der har in- teresse i virksomhedens produktion. Hensynet til at sikre, at arbejdsgiveren selv udviser for- nøden omhu ved instruktion og valg af under- ordnede taler ligeledes for en identifikation, hvortil kommer, at bevismæssige hensyn i denne henseende gør det rimeligt at skærpe arbejds- giverens ansvar.

Ud fra disse hensyn forekommer det rimeligt at anerkende en identifikationsregel, idet en så- dan er i fornøden overensstemmelse med den almindelige erstatningsregel, herunder især med hensyn til kravet om, at selve skadevolderen skal have forset sig. Afgørende betænkeligheder ved en sådan regel foreligger så vidt ses ikke, fordi arbejdsgiveren herved ikke bedømmes strengere, end hvis der var tale om hans egen adfærd.

Også den historiske udvikling bekræfter syns- punktets bærekraft. Ud fra sagens natur og på grundlag af en lovbestemmelse, hvis indhold begyndelsen af formentlig har været af begræn- set rækkevidde, og som gennem lang tid ikke har været anvendt, er reglen om principalansva-

i sidste del af forrige århundrede ved dom-

23

stolene vokset sikkert frem med et bredt anven- delsesområde både i Danmark og Norge. Denne udvikling har ikke været anfægtet eller i øvrigt kritiseret. Tværtimod.

I Finland og Sverige har principalansvaret ikke hidtil vundet almindelig anerkendelse, men inden for begrænsede områder er dog tanken anerkendt, hvilket formentlig også viser bære- kraften i de anførte synspunkter. Også udviklin- gen i fremmed ret, herunder navnlig anglo- amerikansk og fransk ret bekræfter reglens for- målstjenlighed.

Hvad angår kontraktsforhold må det være ganske særlig klart, at identifikation bør finde sted mellem kontraktsparten og hans medhjæl- pere, fordi det ville være upraktisk og give an- ledning til urimelig usikkerhed, om parternes forudsætninger med hensyn til brugen af med- hjælp fik en mere almindelig indflydelse på de kontraktlige forpligtelser. Her taler også udvik- lingen overhovedet i landenes retssystemer, her- under også i Sverige og Tyskland, der ikke uden for kontrakt i almindelighed godkender prin- cipalansvaret.

Når spørgsmålet om principalansvaret i dag er sat under nordisk debat, skyldes det ønsket om at opnå nordisk retsenhed på området. Un- der de stedfundne nordiske forhandlinger har der i realiteten ikke overhovedet været rejst tvivl om, at en fremtidig nordisk lovgivning måtte gå ind for en regel om principalansvar. Spørgs- målet har alene været, hvorledes den nærmere udformning af reglerne skulle finde sted.

På denne baggrund har det derfor stillet sig utvivlsomt for det danske udvalg, at der ikke stilles forslag om videregående ændring af den bestående retstilstand. Problemet kan derfor ale- ne angå bedømmelse af reglens enkelte sider samt en overvejelse af, hvorvidt reglen i D.L. 3-19-2 bør stå uændret efter sin ordlyd, eller hvorvidt princippet bør gives en mere moderni- seret udformning. Dette sidste har tillige forbin- delse med spørgsmålet om den ansattes eget an- svar og regrespligt.

B. Det første spørgsmål, som man formentlig bør klargøre sig i forbindelse med en regel om

er, hvorvidt reglen bør tillægges almindelig gyldighed. Dette er tilfældet efter gældende ret, og bør efter udvalgets opfattelse også være det fremover. Reglen bør gælde inden for såvel erhverv, hvad enten der er tale om in- dustri, landbrug, handel, transport eller andet, som private forhold som f. eks. husholdning

m.v. Reglen er ganske vist ikke stærkt begrun- det uden for erhvervsforhold, men den bør alli-

gevel gennemføres generelt, da den i modsat fald ville føre til yderst vanskelige afgræns- ningsspørgsmål.

Alle tjenesteforhold, d.v.s. alle arbejdsgivere og arbejdstagere, både over- og underordnede, bør omfattes af reglen, herunder også i offentli- ge tjenesteforhold, hvor privatretligt erstatnings- ansvar opstår.

Om det offentligretlige ansvar henvises her- ved til afsnit VII.

C. Det næste spørgsmål, som må rejses, er, hvorvidt identifikationen alene, som det er til- fældet efter D.L. 3-19-2, bør gælde den ansat- tes »forseelser«, d.v.s. uforsvarlige (culpøse) ad- færd, eller om identifikationen bør udstrækkes til at gælde almindeligt, således at enhver ad- færd hos den ansatte inden for ansættelsesfor- holdet anses forvoldt af arbejdsgiveren person- ligt med de heraf følgende konsekvenser efter lovgivningens erstatningsregler vedrørende egen adfærd. Den sidste løsning vil være udtryk for en fuld gennemførelse af identifikationsbetragt- ningen, og dennes begrænsning til culpaansvaret kan i en vis forstand forekomme vilkårlig.

Besvarelsen forudsætter en undersøgelse af, hvad der praktisk ligger i denne problemstilling. Spørgsmålet angår de ansvarssituationer, hvor ansvaret pålægges efter strengere regler end cul- pareglen. Der er i praksis her tale om ansvars- regler, der dels bygger på den omvendte bevis- byrde, som f. eks. færdselslovens § 65, og - strømslovens §§ 6-8, dels pålægger et objektivt ansvar, som f. eks. hundelovens § 13, mark- og vej fredslovens § 3, loven om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift, luftfartslovens § 127 ff samt § 13 i loven om nukleare anlæg

(atomanlæg).

Disse ansvarsregler synes imidlertid i alle til- fælde som hovedregel at være karakteriseret ved, at det kvalificerede ansvar påhviler »besidde- ren« (altså som regel driftsherren) eller den, der driver eller har ansvaret for den pågælden- de virksomhed, og ikke den, hvis adfærd for- volder skaden, f. eks. den ansatte under tjene- stens udførelse. I særlige tilfælde vil dog det kvalificerede ansvar kunne foreligge for den underordnede. Det gælder navnlig de ansvars- regler, der pålægger »besidderen« ansvaret. Med hensyn til motorkøretøjer kan det tænkes, at ar- bejdsgiveren lader motorkøretøjet registrere med den underordnede som »bruger«, f. eks. en for- retningsvirksomhed, der holder biler til brug for sine repræsentanter, og tilsvarende kan ejeren af en landejendom, der lader ejendommen admini- strere ved en bestyrer, lade sin derværende hund

anmelde som tilhørende bestyreren. Noget prak- tisk ansvarsproblem vil dog ikke foreligge her, idet ansvaret er dækket af den lovpligtige for- sikring.

Endvidere må nævnes, at i den inden for De forenede Nationers økonomiske kommission for Europa (E.C.E.) indgåede konvention af 19. maj 1956 om fragtaftaler ved international gods- transport ad landevej fastsættes det i artikel 3, at fragtføreren ved anvendelsen af konventio- nens regler er ansvarlig for handlinger og und- ladelser af personer, der er ansat hos ham og af alle andre personer, af hvis bistand han gør brug ved udførelsen af befordringen, når disse handler inden for området af deres tjeneste, på samme made som for sine egne handlinger og undladelser (udhævet her). I konsekvens heraf foreslår de af de nordiske lande nedsatte udvalg, der i indbyrdes samvirke har overvejet spørgs- målet om national nordisk lovgivning i forbin- delse med en ratifikation af konventionen, i den betænkning, udvalgene har afgivet (i Danmark nr. 319, at der indføres en tilsvarende regel i en national lovgivning om spørgsmålet, jfr. den danske betænkning s. 17 og s. 130. Fra dette forslag, der angår et særligt retsområde i tilslutning til en foreliggende international kon- vention, kan dog ikke drages afgørende slutnin- ger for en almindelig lovgivning om

ansvaret.

Alt i alt kan det være lidt tvivlsomt, hvor langt man skal strække husbondansvaret. Til fordel for at begrænse det til culpaansvaret ta- ler, at den hidtidige retstilstand ikke har givet anledning til ulemper, og at fremmed ret, der har regler om principalansvaret i almindelighed synes at begrænse dette til den underordnedes culpaansvar.

D. Reglen i gældende ret om, at det normalt er en forudsætning for principalansvaret, at der består et underordnelsesforhold mellem giveren og den pågældende, bør utvivlsomt op- retholdes. Den omstændighed, at et hverv ud- føres for en anden eller i dennes interesse, kan ikke i sig selv begrunde et erstatningsansvar. I så fald ville man have en meget vidtrækkende ansvarsregel, der ikke ville føles rimelig, fordi en hvervgiver kunne blive pålagt ansvar for for- hold, hvis nærmere forløb han var helt uden indflydelse på, og heller ikke burde bekymre sig om. Det gælder f. eks. passagerer i en sporvogn. Forvolder vognstyreren en færdselsulykke ville det være urimeligt, om passagererne — solidarisk

— skulle kunne drages til ansvar herfor. Og an- moder man som kunde en flytteforretning om

at besørge en transport, ville det ikke være rig- tigt, om kunden kunne holdes ansvarlig, fordi forretningens chauffør forvoldte skade under transporten over for trediemand. (Anderledes stiller spørgsmålet sig med hensyn til, om kun- den over for sin medkontrahent (modtageren) bliver ansvarlig, såfremt transporten forsinkes på grund af chaufførens fejl). Hver del af pro- duktionslivet bør principielt alene bære sine ska- der. En videreførelse af ansvaret ud fra inter- essesynspunkter eller lignende ville give en højst usikker og upraktisk regel, fordi det ofte ville stille sig som tvivlsomt, hvem interessesynspunk- tet i sidste instans implicerer.

Det er herefter et spørgsmål, om man ved særlige regler bør søge det anførte underord- nelsesforhold fastlagt. Den gældende lovregel gør det ikke, men overlader til retsanvendelsen at afgøre, hvorvidt et »husbond-tjener« forhold foreligger. Hvad angår gældende ret henvises til redegørelsen i afsnit I.

Det er udvalgets opfattelse, at et ansvar principielt bør omfatte alle former for arbejdsforhold, det vil her navnlig sige både underordnelsesforhold af højere og lavere be- skaffenhed, f. eks. et selskab såvel for sin direk- tør som for sine arbejdere. Man er opmærksom på, at vanskeligheden ved at afgøre, om der foreligger et underordnelsesforhold ofte ikke så meget angår selve underordnelsesforholdet, som spørgsmålet om, hvem af flere hvervgivere der skal bære principalansvaret. Der kan hertil hen- vises til de foreliggende retssager angående

D.L.s regel. Endelig bør det utvivlsomt fasthol- des, at principalansvaret bør bæres af det »øver- ste« led, det vil sige driftsherren, og ikke af en overordnet funktionær eller lignende.

Udvalget finder dog ikke, således som det er sket i det amerikanske Restatement — der i sit øjemed og sin udarbejdelse ikke kan sidestilles med egentlig lovgivning -, at det i lovens tekst nærmere bør søges præciseret, hvad kravet til tjenesteforhold indebærer. Dette bør overlades til retsanvendelsen, idet udvalget dog i sine mo- tiver til det udarbejdede lovudkast i et vist om- fang søger at fastlægge nogle principielle syns- punkter for forståelsen.

Et særligt spørgsmål er, om man, således som der har været en tendens til i gældende ret med hensyn til ansvaret for entreprenører, skal fast- sætte særlige regler for, at principalen i visse tilfælde også hæfter for selvstændigt virkende medhjælpere. Dette spørgsmål drøftes nærmere nedenfor under G.

E. En regel om arbejdsgiveransvar for den

is

ansattes adfærd må naturligt være undergivet

visse begrænsninger.

For det første må skadeforvoldelsen principi- elt stå i forbindelse med tjenesten. Det er tjene- sten med de deraf følgende konsekvenser for skadeforvoldelse, interesse- og risikovurderingen samt instruktions- og kontrolmuligheden m. v., der navnlig begrunder principalansvaret. Under- og jfr. D, rækker heller

ikke videre. Her melder sig også spørgsmålet, om man i en lovtekst bør søge nærmere at præ- cisere, hvad tjenesten omfatter. Af særlig betyd- ning er formentlig her navnlig, hvorledes for- holdene i og uden for kontrakt bør bedømmes i forhold til hinanden. Efter gældende ret må det formentlig antages, at hæftelsessynspunktet rækker noget videre med hensyn til kontrakts- forpligtelser end pligter uden for kontrakt. Be- stemmelsen i D.L. 3-19-2 bidrager ikke

mere til fastlæggelsen af tjenestens omfang. På samme måde som med hensyn til kravet om tje- nesteforhold, er det udvalgets opfattelse, at det er mest anbefalelsesværdigt alene at fastslå prin- cippet i lovteksten og at overlade til'retsanven- delsen eventuelt med støtte i lovmotiver nærme- re at fastlægge indholdet heri.

Men herudover kan der være grund til yder- ligere at præcisere, at der skal være en rimelig forbindelse mellem den forvoldte skade og tje- nesten, jfr. således med hensyn til gældende ret foran kapitel I side 10f. Herefter bør abnorm og anden upåregnelig hos den an- satte ikke pådrage arbejdsgiveren erstatnings- ansvar.

F. Bestemmelsen i D.L. 3—19-2 antages at gælde såvel i som uden for kontrakt. Dette standpunkt må principielt anses for rigtigt.

Hvad der nærmere ligger i sondringen m.h.t.

»ansvar (og pligter) inden for og uden for kontrakt« er ofte uklart og skal ikke her tages op til almindelig drøftelse. Blot skal det anfø- res, at kontraktsansvaret typisk angår spørgs- målet om bistand af medhjælpere med hensyn til indgåelse og opfyldelse af aftaler. De syns- punkter, der forud er trukket op som grundlag for at godtage en regel om arbejdsgiverens iden- tifikation med den ansatte har vel i første ræk- ke referens til forhold uden for kontrakt, men de synes tillige fuldt ud at gælde, hvor der er tale om bistand i kontraktsforhold af den an- førte beskaffenhed. Herved skal det bemærkes, at culpareglen, der er forudsætningen for reglen om principalansvaret, fuldt ud anerkendes såvel i som uden for kontrakt. Efter gældende dansk ret går tendensen i retning af såvel at skærpe

culpaansvaret som principalansvaret i kontrakt i forhold til ansvaret uden for kontrakt. Dette viser i hvert fald klart, at det må være ubetæn- keligt også i en fremtidig lovgivning at aner- kende principalansvaret i kontrakt. Ved under en fremtidig ordning ikke positivt at adskille de to ansvarsformer fra hinanden, undgår man at give anledning til vanskelige afgrænsnings- spørgsmål og at tvinge retsudviklingen i baner, der både må forventes at være for skarpt og måske endog urigtigt afgrænsede.

G. Som det fremgår af redegørelsen for gæl- dende ret i kapitel I, 1. underafsnit, side 9-10, antages det i visse tilfælde, at der kan pålægges ansvar for arbejdsgiveren (driftsherren) for skade, der opstår, når arbejdets udførelse er overladt til selvstændigt virkende medhjælpere. Imidlertid kan man rejse spørgsmål om, hvor- vidt der er udtryk for en egentlig udvidelse af principalansvaret, eller om der i de foreliggende tilfælde ikke blot er tale om ansvar på grundlag af andre synspunkter end en regel om ansvar.

Det er utvivlsomt, at der efter gældende ret kan bestå pligter, som den, hvem de påhviler, ikke bør kunne frigøre sig for ved at overlade den til trediemand. Antages det således, at en husejer har en pligt til at holde sit fortov rent for is og sne, kan han ikke uden videre frigøre sig for sit ansvar med hensyn til denne pligts opfyldelse ved at overlade renholdelsen til et renholdelseskompagni, der virker selvstændigt. Sker der skade, bør der kun ske frifindelse fremt det dokumenteres, at fornødne anstren- gelser er udvist med hensyn til renholdelsen: På tilsvarende måde må vejmyndighederne hæfte for de forpligtelser, der efter lovgivningen be- står med hensyn til at holde vejene i fornøden farbar og forsvarlig stand, og for grundejerne til ikke at forvolde skade på nabogrund.

De anførte tilfælde er karakteriseret ved, at de angår fast ejendom, som udenforstående i forskellige situationer kommer i forbindelse med (som besøgende i lovligt ærinde, som for- bipasserende el. lign.), hvorved der kan opstå faretilfælde, som besidderen af ejendommen har været forpligtet til at træffe foranstaltninger imod. På tilsvarende måde kan også anden akti- vitet eller råden over ting af en vis farlighed være forbundet med pligt til at forebygge, at udenforstående bliver udsat for fare. Som eks- empel kan nævnes kørsel med motorkøretøj, hvor brugeren er ansvarlig efter den kvalificere- de erstatningsregel i færdselslovens § 65, stk. 1, jfr. stk. 5, 1. pkt. Som andre eksempler kan

nævnes besiddelse af brandfarlige eller eksplo- sive varer, radioaktive stoffer, gifte, sundheds- farlige stoffer, levnedsmidler m.v. Ofte fore- skriver særlovgivningen her, at indførsel, besid- delse m.v. kun må ske med myndighedernes til- ladelse, og en given tilladelse knyttes ofte til visse betingelser med hensyn til forsvarlig op- bevaring m.v. Disse tilfælde er dog alminde- ligvis ikke på samme måde som forpligtelserne vedrørende fast ejendom ubetinget knyttet til besiddelsen, men er pålagt den, der står som den ansvarlige leder af virksomheden. Ejeren vil også i disse tilfælde normalt kunne delegere sine forpligtelser, når han overlader ledelsen til tredjemands selvstændige udøvelse. Dette aner- kendes således med hensyn til motorkøretøjer, f.eks. hvor et handelsfirma overlader brugen af et køretøj tilhørende firmaet til en selvstændig agent, eller hvor et selskab overlader visse hjæl- peopgaver til en selvstændig Så- danne kvalificerede forpligtelser, der går ud på at yde omverdenen beskyttelse kendes først og fremmest i erhvervsforhold.

De nordiske udvalg er enige om, at der kan være grund til at supplere den almindelige regel om principalansvar for underordnet medhjælp med en regel om ansvar også for selvstændig medhjælp i de tilfælde, hvor principalen som ejer og/eller bruger af fast ejendom eller som erhvervsudøvende har pligt til at sikre omver- denen (almenheden) imod skadeforvoldelser. Reglen bør gælde, hvad enten arbejdsgiveren i iøvrigt kan delegere sine forpligtelser

Reglen forekommer ud fra en risikobetragt- ning rimelig. Det er den pågældende hvervgi- ver, der driver virksomheden eller ejendommen med deraf følgende økonomiske gevinst, og han bør derfor også over for omverdenen bære den særlige risiko for, at skader kan opstå som følge af uforsvarlig adfærd udvist af den selvstændi- ge hvérvtager (eller dennes underordnede med- hjælpere), som han har engageret til at udføre det pligtmæssige arbejde. Dertil kommer, at et ansvar for hvervgiveren vil tilskynde ham til at søge kompetente hvervtagere antaget til arbej- det. Reglen medfører endvidere, at man undgår at tage stilling til, om retsordenen pålægger

2) En vis beføjelse for arbejdsgiveren til at dele- gere sine personligt straffesanktionerede forpligtelser efter loven over for arbejdstagerne er indrømmet ved

§ 3 i lovene nr. 226-28 af 11. juni 1954 om alminde- lig arbejderbeskyttelse inden for henholdsvis handels- og kontorvirksomhed samt landbrug, skovbrug og gartneri.

Jvf. herved og til det følgende X. Xxxxx: Erstatningsretten, I del, s. 265-67.

hvervgiveren særlige uoverdragelige forpligtel- ser. På områder som det foreliggende kan der også ofte opstå tvivl om, hvorvidt en indtager en selvstændig stilling eller ej. Dertil kommer, at det for den skadelidte i mange til- fælde vil stå som en urimelig tilfældighed, eller at den skadeforebyggende virksomhed er over- ladt til en selvstændig medhjælper, således at selve virksomhedens indehaver er ansvarsfri. Ofte vil der i øvrigt være tale om skader af en betydelig størrelsesorden, som det kan være ri- meligt at henføre til hvervgiverens ansvarsfor- sikring, hvilket imidlertid forudsætter et ansvar for hvervgiveren, idet hans ansvarsforsikring normalt ikke vil dække selvstændige hvervtage- re. Et sådant ansvar for selvstændige hvervtage- re er for øvrigt heller ikke ukendt i dansk ret, jfr. således med hensyn til udførelsen af kon- traktslige forpligtelser foran kapitel I, 1. under- afsnit, side 9-10.

Også fremmed ret anerkender i et vist om- fang synspunktet. Dette gælder således anglo- amerikansk ret med hensyn til ansvaret for

»non-delegable duties« og »extrahazardious ac- tivities«3), og i fransk ret med hensyn til hus- ejerens ansvar for en bygnings sammenstyrtning (»mine«) 4 ) . En noget tilsvarende regel aner- kendes også i tysk og schweizisk ret 5 ) .

Det spørgsmål kan rejses, om det særlige an- svar bør gælde enhver skade eller ulempe, der kan opstå, eller kun sådanne, der kan ramme den videre »omverden« eller »almenheden«. Spørgsmålet er blevet drøftet i de nordiske ud- valg, og det er opfattelsen hos det danske, fin- ske og norske udvalg, at ansvaret bør begrænses til, hvad der kan ramme almenheden, idet det netop er hensynet til de udenforstående, der kan begrunde særlige regler om ansvar; hvortil kom- mer, at personer, der er beskæftiget i virksom- heden, vil være værnet af arbejderbeskyttelses- og ulykkesforsikringslovgivningen. Gennemføres den nævnte begrænsning derimod ikke, forflyg- tiges reglens karakter af en særregel begrundet ved de anførte særlige hensyn. De nævnte tre udvalg er enige om at udtrykke begrænsningen ved, at skaden eller ulempen skal ramme »al- menheden«. Dette udtryk anvendes ganske vist ikke ofte i den erstatningsretlige litteratur eller i retspraksis på området, men det er dog for- mentlig det, der bedst udtrykker den forelig- gende tanke, og udtrykket skulle antagelig uden afgørende vanskelighed kunne vinde indpas i

3) Jfr. bilag 1 s. 10.

4) Jfr. bilag 1 s. 25.

5) Jfr. bilag 1 s. 45.

retssproget. Det svenske udvalg går dog ikke ind for en begrænsning af reglen i § 2 som den her anførte.

H. De nordiske udvalg har også drøftet spørgsmålet om principalansvaret bør begrænses således, at det ikke omfatter skader, der er for- voldt af den underordnede skadelidtes arbejds- fæller i de tilfælde, hvor den skadelidte er dæk- ket af den lovpligtige ulykkesforsikring. Man taler her om en »arbejdsfællesskabsbegræns- ning«. En begrænsning af arbejdsgiverens an- svar i disse tilfælde (common employment) har oprindeligt været antaget i anglo-amerikansk ret, hvor det vandt frem ud fra synspunktet

»volenti non fit injuria« (»assumption of risk«), jfr. nærmere kapitel IV. I tysk og

norsk ret er synspunktet blevet knyttet til tilste- deværelsen af den lovpligtige ulykkesforsikring, idet det har været hævdet, at modstykket til ar- bejdsgiverens pligt til at betale (en del af) ulykkesforsikringens præmier måtte være, at ar- bejdsgiveren blev fritaget for det personlige an- svar i disse tilfælde, bortset fra visse kvalificere- de tilfælde af medskyld. Således er forholdet i gældende norsk ret efter yrkestrygdelovens reg- ler, jfr. nærmere redegørelsen herom foran i af- snit II C. I dansk ret er synspunktet imidlertid udhulet gennem de særlige krav, som man i rets- praksis stiller for at statuere et arbejdsfælles- skab, jfr. foran afsnit I.

Det forekommer udvalget principielt forkert, dersom den omstændighed, at skaden dækkes af den lovpligtige ulykkesforsikring, skulle med- føre, at skadelidende begrænses i adgangen til at rejse erstatningskrav i henhold til de alminde- lige erstatningsregler. Over for dette synspunkt er der ganske vist blevt henvist til, at ulykkes- forsikringen sikrer arbejderen også i de tilfælde, hvor der ikke findes noget erstatningsgrundlag, og at en begrænsning af arbejdsgiverens ansvar derfor er det rimelige modstykke hertil. Dette synspunkt er dog næppe holdbart, idet rimelig- heden i, at arbejderen sikres, næppe kun bør gælde betingelsesvis. Tilstedeværelsen af forsik- ringsdækning vil i mange tilfælde gøre det unødvendigt for arbejderen at rejse erstatnings- krav mod arbejdsgiveren, men dette bør ikke af- skære arbejderen fra at rejse krav, hvor det er muligt efter retsordenens almindelige erstat- ningsregler, og vil i øvrigt alene have den be- tydning, at arbejdsgiverens regresansvar over for forsikringen, som han jo bidrager til, eller even- tuelt hans direkte ansvar for skader, der dækkes af forsikringen, begrænses, jfr. herved de inden for privatforsikringen gældende bestemmelser i

forsikringsaftalelovens §§ 18, jfr. 20 og 25. Man skal herved i øvrigt henvise til den oven for s. 12 beskrevne udvikling i gældende rets- praksis vedrørende arbejdsfællesskabsreglen, dels i almindelighed, dels inden for militære forhold. Synspunktet om, at der i arbejdsfælles- skab skulle kunne opstilles en formodning for egen skyld fra skadelidtes side, synes heller ikke bærekraftigt.

De nordiske udvalg er enige om, at der ud fra erstatningsretlige synspunkter ikke er grund- lag for at fastsætte særlige regler for skadefor- voldelse i arbejdsfællesskab, og forholdet kan derfor lades uomtalt i de fremsatte lovforslag. Som anført er ikke dermed sagt, at arbejds- giverens regrespligt over for ulykkesforsikrin- gen ikke burde lempes. I det omfang, skaden er dækket af ulykkesforsikringen, kan der måske endog være grund til at lempe arbejdsgiverens direkte ansvar over for den ansatte. Dette spørgsmål bør dog ikke tages op til løsning i nærværende sammenhæng, men derimod ved en revision af bestemmelserne i almindelighed om en foreliggende forsikrings, herunder også en lovpligtig ulykkesforsikrings, betydning for er-

statningsansvaret.

Herved bemærkes, at udvalget heller ikke fin- der anledning til at underkaste spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af reglen i FAL § 25, stk. 1, for så vidt angår spørgsmålet om lempelse af husbondansvaret, når skaden er dækket af for- sikring, en nærmere bedømmelse. Dette spørgs- mål må overvejes i en bredere sammenhæng, hvorved henvises til betænkning nr. 215 af 1959 om ændring i lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikringsaftaler.

Om en samordning af reglerne for lempelse i arbejdsgiverens og den ansattes ansvar henvises til underafsnit 2.

J. Spørgsmålet om lempelse af principalan- svaret rækker ud over tilfælde, hvor skaden er dækket af forsikring, idet man kan spørge, om der ikke ud fra andre grunde bør være anled- ning til at lempe ansvaret, herunder navnlig økonomisk hensyn til den ansvarlige. Problemet angår ikke alene principalansvaret, men kan rej- ses for alle ansvarsregler.

I almindelighed kan spørgsmålet ikke tages op til løsning her. Den gældende regel i nordisk ret, både med hensyn til principalansvaret, den almindelige erstatningsregel og andre ansvars- regler i almindelighed er den, at lempelse ikke finder sted.

Spørgsmålet blev navnlig for den almindelige ansvarsregel drøftet på det 18. nordiske jurist-

møde i København i 1948, og her var det navn- lig opfattelse6), at en lempelse af an- svaret vel burde kunne finde sted, men kun in- den for snævre rammer, således navnlig hvis an- svaret ramte den ansvarlige urimeligt hårdt. Be- grundelsen herfor var navnlig hensyn til en sik- ker retstilstand — hvorved der bl.a. henvistes til den usikkerhed, lempelsesreglen i forsikrings- aftalelovens § 25 havde medført i praksis - og til den almindelige retsopfattelse, der næppe vil- le anerkende videregående lempelsesregler. I særlige tilfælde burde lempelse dog kunne finde sted både af ansvaret efter den almindelige er- statningsregel og af ansvaret efter 3-19-2.

Det er også udvalgets opfattelse, at ansvaret i enkelte tilfælde kan virke for hårdt, og man foreslår derfor - på linie med de øvrige nordiske udvalg — at der åbnes mulighed for at lempe ansvaret, såfremt det vil virke urimeligt tyngende for den ansvarlige. Det er herved op- fattelsen i det danske, finske og norske udvalg, at såvel skadelidtes som skadevolderens økono- miske forhold må kunne tages i betragtning for- uden foreliggende forsikringer og forsikrings- muligheder samt omstændighederne i øvrigt. Dette udtrykkes i lovteksten, men den detaljere- de fastlæggelse af reglens indhold bør overlades til domstolene. Man er klar over, at »hensynta- gen til foreliggende forsikringsmuligheder« in- debærer en nydannelse i dansk ret. Det svenske udvalg går ind for en lempelsesregel med mere kortfattede kriterier.

Det kan anføres som betænkeligt at indføre en regel om ansvarslempelse inden for et be- grænset område af erstatningsretten som ar- bejdsgiveransvaret uden en almindelig under- søgelse og løsning af spørgsmålet. Denne ind- vending er udvalget opmærksom på, men finder desudagtet, at indførelsen af en regel på dette desuagtet, at indførelsen af en regel på dette område vil være ubetænkeligt, idet reglen er rummeligt formuleret. Udvalget finder det her- ved af værdi at lade princippet komme til an- vendelse på et begrænset område, således at man kan indhøste praktiske erfaringer med henblik på en eventuel senere gennemførelse af princip- pet som en generel regel i erstatningsretten, for hvilken anvendelsen inden for nærværende om- råde kan blive en løftestang.

2. underafsnit: om den ansattes ansvar.

A. De almindelige regler for ansvarspådra- gelse ved udførelse af arbejde, herunder navnlig

6) Jfr. herved forhandlingerne til mødet, bilag 6, s. 44.

den almindelige agtpågivenhedsnorm skal ikke her beskrives nærmere. Xxxxxx ikke spørgsmålet om flere ansvarliges samtidige solidarisk hæftel- se skal drøftes. Husbondens og den ansattes hæftelse er et eksempel på samtidig hæftelse der- ved, at husbonden hæfter i kraft af principal- ansvarsreglen og den ansatte efter culpareglen. Det er den almindelige regel i dansk ret at flere erstatningsansvarlige for den samme skade hæf- ter og denne regel er udgangs- punktet for drøftelsen i det følgende. Om an- svaret skal være solidarisk eller ej er af begræn- set betydning, for så vidt der gennem en efter- følgende regresregulering mellem de ansvarlige finder en rimelig fordeling sted af byrden, og det solidariske ansvar vil naturligvis ikke medføre en ugrundet berigelse for skade- lidte, idet han kun skal have dækket sit krav en gang. Til begrundelse for denne solidariske hæftelse må herefter navnlig anføres, at den ik- ke er urimelig i forhold til de ansvarlige, fordi disse hver for sig opfylder ansvarsbetingelserne. Det solidariske ansvar er i realiteten et spørgs- mål om, hvem der skal bære risikoen for, at den ene ansvarlige ikke betaler sin anpart, og det er rimeligere, at den medansvarlige bærer denne risiko, end tredjemand, der er uden skyld. Hvad særligt angår principalansvaret bemærkes, at er- statningskrav fra tredjemands side normalt må forventes rejst alene mod arbejdsgiveren, og for så vidt vil en solidarisk hæftelse være uden be- tydning. Dette er dog ikke tilfældet, hvis ar- bejdsgiveren er uden midler og den ansatte har sådanne (som eksempel kan nævnes en formu- ende direktør i et insolvent aktieselskab) eller hvis arbejdsgiveren modsat den ansatte har vær- neting i udlandet og derved vanskeligere kan sagsøges end den ansatte 8 ) . Det forekommer herefter, at der ikke er grund til at fravige det traditionelle udgangspunkt. På denne baggrund er der heller ikke anledning til nærmere at over- veje, om det solidariske ansvar alene skal gen- nemføres som en subsidiær regel, f.eks. betinget af forgæves retsskridt mod den anden part eller lign. En sådan løsning vil komplicere erstat- ningsreglerne betydelig, uden at en mere retfær- dig retsregel i realiteten nås.

B. I nærværende sammenhæng må dog over- vejes det særlige spørgsmål, om der er grund til at lempe den ansattes ansvar som følge af, at

7) Jfr. Erstatningsret, s. 194-97.

8) Om den seneste drøftelse af solidaritetsprincip- pet inden for erstatningsretten kan i øvrigt henvises til Xxxxxxx Xxxxx: Solidaritet og regress i erstatnings- retten, s. 18 ff. (også offentliggjort i TfR 1961,

s. ff.).

skaden er forvoldt i tjenesten. En sådan lempel- sesregel kan indsættes enten i det direkte ansvar over for skadelidte eller i forhold mellem hus- bonden og den ansatte i deres indbyrdes opgør. I praksis vil det formentlig være det mest al- mindelige, at erstatningskravet rejses mod ar- bejdsgiveren, således at problemet om den an- sattes ansvar opstår som et spørgsmål om

pligt for den ansatte over for arbejdsgiveren. Dette skal derfor omtales først.

1. Som det fremgår af afsnit I er det den al- mindelige regel i dansk ret, at arbejdsgiveren, hvis hæftelse principielt er objektiv, har fuld re- gres mod den ansatte, der har handlet uforsvar- lig, jfr. herved D.L. 3-19-2's bestemmelse om husbondens adgang til at »søge opretning« hos tjeneren. Undtagelse fra reglen gælder med hen- syn til ansvaret inden for søfarten, hvor

pligten begrænses efter bestemmelserne i sø- lovens § 59 og sømandslovens § 50. Endvidere mindes om, at regresansvaret i praksis begræn- ses, dels, såfremt den ansatte er dækket af en ansvarsforsikring, idet der her almindeligvis kun bliver tale om regresansvar i tilfælde af for- sæt eller selvforskyldt beruselse, dels såfremt skaden er dækket af en tingsforsikring, og ska- devolderen kun har udvist en mindre uagtsom- hed, jfr. herved den foreliggende retspraksis med hensyn til FAL § 25, stk. 1.

Udvalget kan tiltræde, at der naturligvis bør være adgang til at gennemføre regres mod den ansatte, når hensynet til udvist skyld eller andre omstændigheder gør det rimeligt. Men der er enighed mellem de nordiske udvalg om, at re- gresreglen bør udformes noget mere liberalt end de nugældende regler i sølovgivningen. Det er rigtigere, at skaden — hvor præventive hensyn af betydning ikke gør sig gældende — principielt bæres af den i hvis interesse og virksomhed, den skadeforvoldende adfærd er udvist, end af den ansatte, som har forvoldt skaden. Arbejds- giveren har en relativt lettere adgang til at dæk- ke sig ved en ansvarsforsikring end den ansatte, og udgiften herved kan afholdes som en gene- ralomkostning i virksomheden. Dækkes skaden af arbejdsgiveren, uden at ansvarsforsikring fo- religger, vil han i mange tilfælde kunne »dæk- ke« udgiften som en produktionsomkostning.

Spørgsmålet om den ansattes erstatningsan- svar har været forhandlet med arbejdsmarkedets parter, hvorom man nærmere henviser til den i bilag 4-8 aftrykte brevveksling. Fra arbejds- givernes side peges der på den betydelige præ- ventive og pædagogiske værdi, der er knyttet til, at erstatningsansvaret fastholdes principielt,

selv om arbejdsgiverne i praksis kun sjældent og navnlig kun i tilfælde af grov skyld søger ansvaret gennemført. Heri må udvalget være enig, hvorved bemærkes, at ubillighed i forbin- delse med rejsning af erstatningsansvar kan undgås, såfremt der netop indføres lempelses- mulighed i lighed med reglerne i søretten.

I nær overensstemmelse med forslagene frem- sat af udvalgene i de øvrige nordiske lande fo- reslås herefter en regel, hvorefter arbejdsgiveren for erstatning, han har måttet udrede som følge af den ansattes uforsvarlige adfærd i tjenesten, kun har regres mod den ansatte i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til udvist skyld, den ansattes stilling og omstændigheder- ne i øvrigt. Den nærmere fastlæggelse af rets- tilstanden bør i øvrigt overlades til retspraksis. Tilsvarende synspunkter bør anlægges med hen- syn til den ansattes erstatningsansvar for han i øvrigt forvolder arbejdsgiveren.

I forbindelse med spørgsmålet om den ansat- tes ansvar over for husbonden for skader, den ansatte forvolder denne, bemærkes, at D.L. 3. bog, 19. kapitel i artikel 1 rummer den bestem- melse, at »Tienistefolk maa ej med deris For- seelse føre deris Husbond Skade paa, men de bør selv at lide for, hvis de brut have«. Denne regel ses ikke påberåbt i retsafgørelser i nyere tid, og er i dag uden betydning, formentlig for- di den intet selvstændigt bestemmer ud

hvad der ligger i den almindelige culparegel. I forbindelse med gennemførelsen af en regel om lempelse i den ansattes ansvar vil det dog være rigtigt at ophæve nævnte regel, hvilket udvalget stiller forslag om.

2. Når den ansatte forvolder tredjemand ska- de, vil det som nævnt under A formentlig kun undtagelsesvis ske, at tredjemand gør ansvaret gældende mod den ansatte direkte. Hvis ar- bejdsgiveren bor i udlandet, eller retsforfølg- ning på anden måde er besværlig eller umulig- gjort, vil tredjemand dog kunne have en interes- se i at holde sig til den ansatte. Den foreslåede adgang til at lempe den ansattes ansvar i for- hold til arbejdsgiveren foreslås derfor også gen- nemført i forholdet direkte til tredjemand med den modifikation, at en lempelse af ansvaret til- lige skal være rimeligt, når henses til skadelid- tes interesse. For så vidt den ansatte herefter kommer til at bære et videregående ansvar, må han have regres over for arbejdsgiveren, i det omfang en anvendelse af reglen om den ansat- tes regrespligt over for arbejdsgiveren fører at skaden skal bæres af sidstnævnte.

Reglerne i § 4, stk. 1-3 vedrørende den un-

derordnede skadevolder skal gælde, hvad enten arbejdsgiveren hæfter i medfør af § 1 eller som

»øverste« hvervgiver efter § 2.

Reglerne i § 4, stk. 1-3 bør derimod ikke omfatte forholdet mellem en (»øverste«)

giver, der er ansvarlig efter § 2, og den anden person, som det efter bestemmelsen er overladt til selvstændigt at udføre et hverv (hvervtage- ren). Den »øverste« hvervgivers ansvar er af ekstraordinær beskaffenhed, jfr. det i underaf- snit 1, litra G, anførte, og det er rimeligt at til- lægge ham fuld regres mod den selvstændige hvervtager, hvad enten dennes ansvar beror på ansvar efter § 1 for en ansats fejl eller på et andet retsgrundlag, f.eks. uforsvarlig adfærd udvist af ham selv. En sådan regresret vil for- mentlig kunne anerkendes uden udtrykkelig lov- hjemmel. Når man derfor i § 4 i øvrigt gør op med regresordningen, er det rimeligt også at gø- re det i denne henseende. Dette standpunkt ind- tager også det norske udvalg (der dog indsætter regresreglen som et stk. 2 til § 2, hvilket det danske udvalg finder mindre praktisk end en placering i forbindelse med § 4). Det finske og det svenske udvalg finder ikke anledning til at lovgive om spørgsmålet, idet regresretten anta- ges at støtte sig på almindelige retsgrundsætnin- ger. Nogen realitetsforskel i opfattelsen hos de nordiske udvalg foreligger således ikke. Hverv- tagerens ansvar efter § 2 vil dog som anført for- an i 1. underafsnit litra K kunne lempes efter lovforslagets § 3, der tager begge parters for- hold i betragtning.

C. Som berørt oven for under afsnit I rejser der sig et spørgsmål om samordning af lempel- sesregler, der grunder sig på forsikringsdæk- ning, for henholdsvis arbejdsgiverens og den ansattes ansvar. I tilfælde, hvor arbejdsgiveren er dækket af en ansvarsforsikring, er det dog i retspraksis fastslået, at ansvaret endeligt skal hvile på arbejdsgiveren, idet ansvarsforsikringen normalt ingen regres har over for den ansatte, jfr. herved kapitel I, side 14. Vanskeligere stiller sagen sig, såfremt der ingen ansvarsforsikring foreligger, og arbejdsgiverens ansvar i alminde- lighed kan forventes lempet efter FAL § 25. Her ville det være lidet tilfredsstillende, om skadelidte netop under hensyn hertil rejste krav mod den ansatte personligt i tilfælde, hvor han ikke ellers ville have rejst krav mod denne. Her- ved bemærkes, at det kun er inden for relativt snævre rammer, at culpaansvaret lempes efter FAL § 25.

En nærmere overvejelse af dette spørgsmål skal dog ikke foretages her, idet det hænger

sammen med dels spørgsmålet om

i almindelighed mellem flere ansvarlige, spørgsmålet om, hvilke synspunkter der i almin- delighed skal være afgørende for, hvorvidt re- gresansvaret over for forsikreren skal kunne lempes for den, der er ansvarlig efter reglen om principalansvar eller culpareglen, og ingen af disse spørgsmål bør tages op til isoleret løsning i en lovtekst om erstatningsansvar for arbejds- givere og ansatte; udvalget skal derfor ikke gøre andet end at henlede opmærksomheden på spørgsmålet.

D. I sin besvarelse af henvendelsen fra ud- valget: vedrørende de ansattes ansvar rejser Landsorganisationen i Danmark, jfr. bilag 8, spørgsmål om indførelse af regler, der begræn- ser arbejdsgiverens adgang til at søge sig fyl- destgjort for sit erstatningskrav ved modregning i den ansattes løntilgodehavende.

I gældende ret findes ingen lovregler, der sær- ligt begrænser arbejdsgiverens ret til i arbejds- tagerens lønkrav at modregne et eventuelt er- statningskrav eller andet krav, som står i forbin- delse med ansættelsesforholdet. I norsk arbejds- beskyttelseslovgivning (arbejdsvernslovens § 40) findes regler, hvorefter modregning uden skriftlig aftale mellem parterne er udelukket, medmindre den ansatte har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. X. Xxxxxx gør sig i Dansk obligationsret (4. udgave v. X. Xxxxxxx Xxxxx)

s. 340 til talsmand for en begrænsning i adgan- gen til modregning ud fra hensynet til arbejds- tagerens løn sædvanligvis går til dækning af hans almindelige leveomkostninger.

Der er imidlertid mellem de nordiske sagkyn- dige enighed om, at spørgsmålet om arbejdsgi- verens modregningsadgang i den ansattes løn- krav rækker langt videre end til nærværende spørgsmål om den ansattes regrespligt over for erstatningskrav, og at modregningsspørgsmålet derfor ikke bør tages op til isoleret løsning af udvalgene.

Erstatningsregler antages i almindelighed at kunne fraviges ved aftale mellem den ansvarlige og skadelidende 9 ) . Dette gælder også for prin- cipalansvaret og for regresforholdet mellem ar- bejdsgiveren og den ansatte. Aftalte vilkår om erstatningsansvaret er omfattet af aftalelovens ugyldighedsregler, herunder bestemmelserne om utilbørlig udnyttelse i § 31, om at aftaler ikke

9) Om ansvarsfraskrivelse henvises til /. Xxxxxxx Xxxxxxxx: Ansvarsfraskrivelse, København 1957, navn- lig vedrørende principalansvaret, s. 79 ff.

må stride mod almindelig hæderlighed i § 33 og om konventionalbod i § 36. Disse regler kan imidlertid næppe anses for fuldt tilstrækkelige til at sikre mod urimelige aftalevilkår på det fo- religgende område. De danske og norske udvalg mener derfor, at der er et behov for en supple- rende bestemmelse, og foreslår derfor en regel om, at aftaler, som fraviger lovforslagets erstat- ningsregler ved at indskrænke skadelidtes ret el- ler øge den ansattes ansvar, kan tilsidesættes, så- fremt aftalen ville virke åbenbart urimelig. En

sådan regel indgår derimod ikke i det finske og svenske lovforslag.

Som det fremgår af bilag nr. 2 og 3, har de sagkyndige med assurandør-societe- tet om visse spørgsmål om forholdet mellem an- svarsreglerne for arbejdsgivere og forsikring. Brevvekslingen kræver ikke nærmere kommen- tarer, idet bemærkes, at de derved tilvejebragte oplysninger tjener til grundlag for bedømmel- sen af de spørgsmål, betænkningen omhandler.

VI. Ny selvstændig lov eller lovændring af D. L. 3-19-2.

Mens udvalgets opgave med hensyn til erstat- ningsansvaret for børn og forældre formentlig naturligt — såfremt en lovændring ønskes gen- nemført - lader sig løse ved en ændring af myn- dighedsloven, stiller det sig mere tvivlsomt, hvorledes en lovgivning vedrørende ansvaret og den ansattes ansvar formelt skal ud- formes, idet man mener at kunne bortse fra den mulighed at tilvejebringe en ny lovtilstand ved

formelig ændring af ordlyden i D.L. 3-19-2.

Lovspørgsmålet kunne løses ved gennemførel- se alene af en lov om ændringer i lovgivningen om erstatningsansvar, hvori man medtog dels ændring af myndighedsloven med hensyn til børns og forældres ansvar (§ 1), dels bestem- melser om modifikation i henholdsvis principa- lens og den ansattes ansvar efter D.L. 3—19—2 (henholdsvis § 2 og § 3). Af hensyn til det nor- diske lovsamarbejde har man dog afstået fra at gennemarbejde denne tanke nærmere. Afgø- rende for, om denne mulighed i øvrigt bør fore- trækkes må til dels afhænge af, hvor vidtgående ændringer i reglerne om principalansvar m. v. lovgivningsmagten endeligt går ind for, herun- der også, om forslaget ønskes sammenkædet med lovgivning om offentligretlig erstatnings- ansvar.

Udvalget foreslår herefter gennemført en selvstændig lov, der gør op med ansvaret for principal og ansat. Til fordel for denne løsning taler dels hensynet til den nordiske retsenhed, idet tilsvarende fuldstændige love foreslås i ind- stillingerne fra de øvrige nordiske udvalg, dels det rimelige i, når spørgsmålet om erstatnings- pligt for principal og ansatte skal løses i en lov

fra vor tid, da at gøre det i denne lov i fuld- stændighed og undgå som retskilde delvist at benytte en forskrift, der snart er 300 år gammel, og hvorom der råder tvivl hvad lovgive- xxx i sin tid ønskede at foreskrive. Skal der lov- gives, bør man formentlig tage skridtet fuldt ud og gennemføre en ny lov, der i helhed løser de foreliggende spørgsmål og ophæver den gamle bestemmelse i D.L.

Som det fremgår af det følgende afsnit, er det udvalgets opfattelse, at en almindelig lov- givning om husbondansvaret endvidere bør sam- arbejdes med det foreliggende forslag om sta- tens og kommunernes erstatningsansvar. I dette tilfælde synes det ikke rimeligt blot at gennem- føre en ændringslov i lovgivningen om erstat- ningsansvar af forannævnte karakter.

Udvalgets lovforslag gengives i afsnit VIII. Vort principale lovforslag (1°) dækker i heri- hold til det anførte såvel det private som det offentlige principalansvar.

I tilfælde af, at en sådan samordning ikke findes formålstjenligt, og i øvrigt for at belyse, hvad privatretlige hensyn alene taget i betragt- ning kan føre til, har vi desuden udarbejdet et lovforslag 11°, der alene dækker privatretlige arbejdsforhold.

I de øvrige nordiske lande går det norske ud- valg ind for et forslag, der ligesom det danske samarbejder det privatretlige og det offentlig- retlige ansvar i én lov. Det finske og det sven- ske udvalgs lovforslag omfatter derimod alene det privatretlige ansvar.

Vi har dog alene fundet anledning til at ud- arbejde selvstændige bemærkninger til lovfor-

VII. Det offentliges erstatningsansvar.

Grundlaget for udvalgets overvejelse af dette spørgsmål er den betænkning (nr. 214), der i 1959 blev afgivet af justitsministeriets ud- valg (af 24. februar 1952) om statens og kom- munernes erstatningsansvar i forbindelse med justitsministeriets skrivelse af 25. september hvori udvalget blev anmodet om efter forhandling med de sagkyndige i de øvrige nor- diske lande at fremkomme med en udtalelse om forholdet mellem lovudkastet i nævnte betænk- ning og en eventuel almindelig lovgivning om husbondansvar m. v., herunder hvorvidt regler- ne om statens og kommunernes ansvar burde indarbejdes i en sådan lovgivning.

Det er naturligt, at de to retsområder kon- fronteres med hinanden, idet områderne i gæl- dende ret og ud fra sagens natur er nært be- slægtede. Det offentliges ansvar for sine em- bedsmænd må i hvert fald i gældende ret ses som et særligt tilfælde af principalansvar, for hvilket grundsætningen i D.L. 3-19-2 finder anvendelse, jfr. herved bl. a. oversigten ved- rørende dansk ret, der findes s. 53 ff. i nævnte betænkning.

Det kan naturligvis ikke være meningen, at udvalget selvstændigt og i almindelighed skal overveje spørgsmålet om det offentlige erstat- ningsansvar, men overvejelserne må begrænses til en bedømmelse af samsvarigheden af de to lovudkast, idet herved bygges på betænkningen af således som den foreligger.

A. Spørgsmålet, om de to sæt lovregler bør indarbejdes i en fælles lov, afhænger i første række af, hvorvidt man, som nærmere drøftet i det foregående afsnit, ønsker at tilvejebringe en ny selvstændig lov for husbondansvaret m. v., eller man alene kan gå ind for den mere be- grænsede løsning at gennemføre en lov om æn- dringer i lovgivningen om erstatningsansvar, hvori medtages ændringer af myndighedsloven med hensyn til børns og forældres ansvar, og regler om modifikation i principalens og den an- sattes ansvar efter D.L. 3-19-2. I første fald vil en samarbejdning formentlig være mere rimelig end i det sidste, hvor reglerne om husbondan- svaret alene behandles fragmentarisk og derfor gør en samordning mindre naturlig.

Spørgsmålet har været overvejet med de øv- rige nordiske sagkyndige på grundlag af et lov- udkast af førstnævnte beskaffenhed. De finske sagkyndige har ikke fået mandat til at tage stil- ling til sagen. Fra svensk side har der været gi-

3

vet udtryk for betænkelighed ved en samordning af reglerne, hvad enten det sker inden for ram- merne af en fælles lov eller ej. Fra norsk side foreligger der derimod tilslutning til tanken om en samarbejdning af reglerne i en fælles lov, der gør op med principalansvaret både i privat- retlige og offentligretlige forhold. I dette sidste standpunkt må vi principielt være enige. Der ses ikke at være nogen fordel ved at gennemføre adskilte love om to emner, der i så høj grad er i slægt med hinanden, som tilfældet er for prin- cipalansvaret og det offentliges erstatningsan- svar. Det udkast, som vi har udarbejdet, synes også at vise i enkeltheder, at en samarbejdning med rimelighed lader sig gøre og indebærer en forenkling af det samlede lovstof.

En samarbejdning af lovreglerne kan gen- nemføres mere eller mindre konsekvent. Man kan foresøge en fuldstændig samarbejdning, så- ledes at hvert enkelt problem løses i en fælles bestemmelse for de to lovområder. Men man kan også adskille reglerne, således at man først tager stilling til principalansvaret i et af lovens kapitler, og derefter i et andet kapitel løser spørgsmålet om det offentliges ansvar med hen- visning til de allerede for det privatretlige prin- cipalansvar opstillede regler, i det omfang dette er muligt, og til sidst opstiller de regler, som omhandler fællesspørgsmål for de to områder. En gennemgang af problemet, som den fore- tages i det følgende, synes dog at vise, at en fuldstændig samordning lader sig gennemføre.

B. Indledningsvis må det bemærkes, at be- tænkningen om det offentliges erstatningsansvar fremtræder på grundlag af overvejelser udeluk- kende om dette emne, og at det i betænkningen fremsatte lovforslag står alene uden at vedrøre andet erstatningsansvar. Arbejdet bygger således på visse forudsætninger, som ændres, såsnart reglerne om ansvaret placeres i en lov, der om- fatter principalansvar i almindelighed. En regel, der kan være naturlig at kodificere i en lov alene om det offentliges ansvar kan virke for vidtræk- kende, såfremt den placeres i en almindelig lov om principalansvaret, eller den kan indbyde til uheldig modsætningsslutning, såfremt den i en sådan lov gennemføres udelukkende for det of- fentliges ansvar. En lov omfattende alt princi- palansvar får formentlig ikke på samme måde som en speciallov om det offentliges ansvar ka- rakter af at være positivt udtømmende med hen- syn til de pågældende retssubjekters ansvar og-

33

så efter andre retsregler. Som det fremgår ne- denfor, kan det således formentlig være rigtigt helt at slette en regel som den, der foreslås i 1959-betænkningens § 2 om ansvar på andet grundlag end fejl eller forsømmelse hos den ansatte, hvis reglerne om det offentliges ansvar skal inkorporeres i en lov om principalansvaret. Visse forudsætninger kan det på den anden side være rigtigt at præcisere i en almindelig lov om principalansvaret, som kan virke overflødige i en lov, der alene omfatter det offentliges an- svar. Inkorporeres imidlertid regler herom i en fælles lov om principalansvar vil det være natur- ligt at udstrække disse forudsætninger også til det offentliges ansvar. Dette gælder således reg- len i forslagets § 1, stk. 2, om forbehold over for den ansattes abnorme handlinger.

Dertil kommer, at det må være naturligt i de tilfælde, hvor reglerne i de to lovudkast står i direkte modstrid med hinanden, at overveje, om man skal søge fællesregler tilvejebragt, eller om en særstilling for de to områder bør opretholdes. Dette er således tilfældet med hensyn til reglen om skadevolderens direkte ansvar over for ska- delidte. Såfremt en fuldstændig samarbejdning kan gennemføres, spares man for overvejelser om, hvorvidt et ansvar angår offentligt eller privat ansvar, hvilket spørgsmål ikke sjældent kan være vanskeligt at afgøre, jfr. herved 1959- betænkningen s. 19-20. I så fald kan bestem- melserne i 1959-forslagets § 7 om, hvilke for- valtningsenheder reglerne og forholdet i § 8 for det privatretlige ansvar udgå.

Det forslag, som udvalget nedenfor fremsæt- ter om fælles lovbestemmelser, er derfor på in- gen måde udtryk for en kritik af 1959-forslaget, men må alene opfattes som et forsøg på en til- pasning af dette forslag til de ændrede forud- sætninger. Arbejdsgrundlaget for denne tilpas- ning er dels 1959-forslaget, som det foreligger, idet udvalget ikke har foretaget en selvstændig overvejelse eller bedømmelse af forslagets be- stemmelser, dels det i fællesnordisk samarbejde tilblevne forslag II0, der gengives nedenfor i af- snit VIII. Af hensyn til den nordiske retsenhed stiller det sig således, at udvalget i systematisk henseende mener at måtte udforme lovforslaget omfattende såvel privat som offentligt husbond- ansvar så nær op ad forslag 11° som muligt. Det er med en vis usikkerhed, at man går ind for at foreslå ændringer i 1959-forslaget, idet der ikke er forhandlet med de myndigheder, der i prak- sis beskæftiger sig med reglerne om det offent- liges ansvar, nemlig finansministeriet og inden- rigsministeriet. Disse myndigheder bør forment-

lig have lejlighed til at udtale sig om sagen, for- inden et lovforslag, der ændrer 1959-forslaget, søges fremmet.

Man skal herefter gå over til en behandling af spørgsmålets enkeltheder.

1. Hovedreglen efter begge forslag er, at principalens ansvar er betinget af culpa hos den ansatte. Udvalget har fundet det mest præcist at udtrykke dette ved, at den ansatte skal have ud- vist »uforsvarlig adfærd«, hvorimod 1959-for- slaget taler om »fejl eller forsømmele«. De to udtryk er i realiteten synonyme, og man benytter da også sidstnævnte udtryk i § 2. Når de to ud- tryk anvendes i lovforslagene som sket, skyldes det kun rent sproglige hensyn, der gør det na- turligt i den ene sammenhæng at foretrække det ene udtryk og i den anden det andet. Når regler- ne er identiske, må det af hensyn til simplifika- tionen være naturligt at søge dem samarbejdet, og i en fællesregel forekommer det udvalget mest hensigtsmæssigt at benytte udtrykket »ufor- svarlig adfærd«.

2. I en fælles lovregel må det ligeledes være naturligt at medtage den traditionelt anerkendte eller anden upåregnelig adfærd, jfr. herved for- an s. 26 uanset, at der er mindre anledning til at gennemføre begrænsningen ved det offent- liges ansvar, hvilket 1959-betænkningen da hel- ler ikke har gjort. Den må dog formentlig her kunne anerkendes uden større betænkeligheder. Xxxxxxx 1959-betænkningen denne bestemmel- se, medtager den til gengæld et andet forbehold, nemlig det, at »krav, som med rimelighed kan stilles i forhold til skadelidte, er tilsidesat«. Denne regel giver udtryk for ,at interessen skal være »værnet« ved erstatningsreglen, jfr. 1959- betænkningen s. 26. Inden for det private ar- bejdsgiveransvar er denne begrænsning nærmest en selvfølge, som man ikke har fundet anled- ning til at præcisere, idet den følger forudsæt- ningsvis af, at den ansatte skal have gjort sig skyldig i »uforsvarlig adfærd«. Det må imidler- tid anerkendes, at der er et særligt behov for at medtage reglen, såfremt det offentligretlige an- svar medtages, idet det offentliges pligter efter lovgivningen, hvorpå et culpaansvar søges grun- det, ofte har et mere alment sigte end blot gen- nem erstatningsansvaret at værne private vær- dier. Skal lovforslaget omfatte også det offent- liges ansvar må det formentlig være naturligt i almindelighed at medtage dette forbehold, og der stilles derfor forslag om en sådan regel som tilføjelse til § 1, stk. 2.

3. For husbondansvaret foreslår man den sær- lige regel i § 2 om ansvar for en selvstændig

arbejdstager. En tilsvarende regel indeholder

ikke. Skal den gennemføres i private arbejdsforhold, bør den sikkert også blive det i offentlige forhold. Det må dog er- kendes, at den næppe her vil få større betyd- ning, fordi de forpligtelser, som reglen omfat- ter, typisk kun foreligger i private forhold; og hvor det offentlige måtte have sådanne pligter som ejer af fast ejendom eller som bygherre for vejarbejder og lignende, må forholdet forment- lig anses som værende af privatretlig natur, jfr. herved 1959-betænkningen s. 19-20. Der kan naturligvis i reglen indsættes en bestemmelse om, at den ikke gælder offentligt erstatningsan- svar, men det vil næppe være rigtigt at gennem- føre mindre strenge regler for det offentlige end for den private arbejdsgiver, og et forbe- hold for det offentliges ansvar vil afføde van- skelige overvejelser med hensyn til afgrænsnin- gen af de to ansvarsområder.

4. Udkastet til offentligt erstatningsansvar rummer en bestemmelse, se vort udkast § 7, om, at reglen i § 1 (der fastslår det offentlige an- svar i almindelighed) »ikke skal være til hinder for at pålægge stat og kommune erstatningsan- svar, såfremt skade er forvoldt ved særlig far- lige handlinger, eller der er anden særlig be- grundelse for et erstatningsansvar«. Om begrun- delsen for denne regel henvises til 1959-betænk- ningen s. 9-12 og s. 22. Udvalget kan ikke fo- reslå en tilsvarende regel for det private prin- cipalansvar, og det vil heller ikke ske i de øv- rige nordiske lovforslag. Skal de to sæt regler samarbejdes i en fælles lov bør bestemmelsen formentlig udgå, idet den kan friste til en ube- rettiget modsætningsslutning, såfremt den gen- nemføres for det offentliges ansvar, men ikke for husbondansvaret. Og selv om bestemmelsen udelades, vil det ikke være udelukket at pålægge ertsatningsansvar på andet grundlag end culpa udvist af den ansatte eller tjenestemanden m. v. Spørgsmålet herom egner sig formentlig bedst til behandling i forbindelse med en almindelig overvejelse af erstatningsreglerne.

5. § 3 i lovforslaget om principalansvaret har en bestemmelse om ansvarslempelse, og der må spørges, om en tilsvarende regel bør gennemfø- res for det offentlige ansvar. Spørgsmålet om lempelse drøftes i betænkningen om det offent- liges erstatningsansvar s. 28-30, hvor det ud- tales, at man ikke har fundet anledning til at indføre erstatningsbegrænsninger specielt for det offentliges erstatningsansvar, idet man dog ikke udtaler sig imod sådanne regler, såfremt de gennemføres inden for hele erstatningsretten.

3*

På denne baggrund må det være ubetænkeligt at udvide den foreslåede lempelsesregel i § 3 til også at gælde offentlige forhold. De kriterier, bestemmelsen rummer om betingelserne for lem- pelse, har et sådant indhold og er så elastisk for- mulerede, at bestemmelsen vil give mulighed for en rimelig praksis også i offentlige forhold, når fornøden hensyn tages til dettes særlige karak- ter. Som overvejende regel bør ansvaret i offent- ligt forhold formentlig kun lempes under mere kvalificerede betingelser, end hvad der gælder for ansvaret i private arbejdsgiverforhold.

6. Ifølge vort lovudkast § 4 gennemføres der et erstatningsansvar direkte for den ansatte i forhold til trediemand, dog at ansvaret kan lem- pes under hensyn til udvist skyld, den ansattes stilling, skadelidtes interesse og omstændighe- derne i øvrigt. Forslaget om det offentliges an- svar går derimod ind for en regel, hvorefter trediemand intet krav kan rejse mod skadevol- deren (tjenestemanden). Begrundelsen herfor var den, jfr. betænkningens s. 13, at et sådant direkte ansvar for tjenestemanden i praksis vil være uden betydning og heller ikke præventive hensyn anså man at være af betydning, fordi andre sanktioner end erstatningsansvar virker ind og gør det med større effektivitet, når en tjenestemand har handlet uforsvarligt.

Inden for det private principalansvar må det anses for betænkeligt at afskære skadelidte fra at kunne kræve erstatning direkte hos skade- volderen, bl. a. fordi skadelidte kan have en in- teresse heri, når søgsmål mod arbejdsgiveren enten ikke vil give noget resultat, fordi arbejds- giveren ingen midler har, eller vil være vanske- ligt, f. eks. fordi retssagen må anlægges i ud- landet. Herved kan nærmere henvises til det i kapitel V, s. 29 anførte. Uanset at forholdene i praksis stiller sig anderledes inden for offent- lige forhold, synes det dog ikke rigtigt her at gennemføre en ansvarsfritagelse for den an- satte, når man ikke gør det inden for private arbejdsforhold. En forskelsbehandling ville og- så kunne virke stødende for retsfølelsen. Ud- valget er derfor tilbøjelig til at mene, at den særlige regel i 1959-udkastets § 4, stk. 1, 2. punkt, ikke bør opretholdes, men at derimod reglen i udkastets § 4 bør finde anvendelse også på offentlige forhold. Hvad særligt angår reg- len i stk. 2 bemærkes, at da der normalt ikke vil være nogen risiko eller vanskelighed for ska- delidte til udelukkende at holde sig til det of- fentlige som arbejdsgiver, vil hensynet til ska- delidte ikke efter denne regel være til hinder for en lempelse af den ansattes ansvar.

35

7. har i § 3 en regel om egen skyld. Reglen i stk. 1 udtaler ikke andet end, hvad der i dag anses for i gældende ret, og reglens indsættelse skyldes formentlig blot øn- sket om at gennemføre den særlige regel i § 3, stk. 2, om at egen skyld også anses for at fore- ligge, såfremt skaden er voldt ved en beslutning, som skadelidte uden grund har undladt at søge ændret. Om begrundelsen for denne regel se betænkningen s. 29-30.

Det fremgår af udvalgets lovforslag II0, jfr. afsnit VIII, at man ikke inden for det private arbejdsgiveransvar finder anledning til at give regler om egen skyld. Bør regler herom gennem- føres for det offentliges ansvar, ses der dog in- tet til hinder for på tilsvarende måde at give så- danne regler for det private arbejdsgiveransvar, hvorved bemærkes, at reglen i 1959-betænknin- gens § 3, stk. 2, alene kan gælde det offentliges ansvar. Som en ny § 5 i forslag 1° kan nævnte regel herefter indgå med en enkelt redaktionel ændring.

8. I udvalgets forslag 11° indgår i § 5 en re- gel om gyldigheden af ansvarsfraskrivelse, jfr. nærmere om begrundelsen herfor kapitel V, s. 31-32. Spørgsmålet om en sådan regel er også overvejet i 1959-betænkningen, jfr. s. 25, hvor udvalget peger på den praktiske betydning af forskellige former for ansvarsfraskrivelse inden for offentlige forhold. Udvalget afstår dog fra at stille forslag om en lovregel, ikke fordi man

er modstander af en sådan (tværtimod mener man, at ikke enhver ansvarsfraskrivelse vil være til hinder for, at der pålægges det offentlige er- statningsansvar), men fordi man finder det van- skeligt at formulere en regel, der passer på alle tilfælde. Såfremt en regel om ansvarsfraskrivel- se imidlertid gennemføres i private arbejdsgiver- forhold, bør den sikkert også gennemføres i of- fentlige forhold.

9. Endeligt skal det bemærkes, at 1959-be- tænkningen har en særlig regel om forældelse, jfr. forslagets § 6, der henviser til reglerne om den 5-årige forældelse i loven af 1908. Udvalget har, jfr. bemærkningerne i betænkningen s. 31 - 32 fundet det nødvendigt positivt at fastslå det- te for at sikre en 5-årig forældelse, idet det of- fentligretlige forhold, i hvilket den ansatte vir- ker, har været opfattet som et »særligt retsfor- hold«, der efter nævnte lov udelukker den korte forældelse. For private arbejdsgiverforhold sy- nes det utvivlsomt, at erstatningskravet omfattes af loven af 1908, og der er for så vidt ikke an- ledning til at give udtryk i lovteksten herfor. Skal en regel om spørgsmålet gennemføres, må det dog være naturligt at fastslå i almindelig- hed, at 1908-loven finder anvendelse, og en re- gel herom er derfor optaget i § 8.

10. Reglen i udvalgets forslags § 7 angår særligt afgørelser truffet af domstole og er over- ført fra 1959-betænkningens § 5.

VIII. Forslag til lov om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelse m. v.

Forslag 1°.

§

Enhver, som beskæftiger andre i sin tjeneste, er erstatningsansvarlig for skade, den ansatte forvolder trediemand ved uforsvarlig adfærd under hvervets udførelse.

Stk. 2. Erstatningsansvaret omfatter dog ikke skade, der skyldes en adfærd hos den pågælden- de, som ligger uden for, hvad der efter virksom- hedens eller arbejdets art med rimelighed kunne påregnes. Ansvaret er endvidere betinget af, at krav, som med rimelighed kan stilles i forhold til skadelidte, er tilsidesat.

Ejer eller bruger af fast ejendom er erstat- ningsansvarlig for skade, som skyldes fejl eller

forsømmelse med hensyn til udførelsen af ar- bejde eller andre foranstaltninger, som han er forpligtet til at udføre for at forebygge skader eller ulempe, som kan ramme almenheden, selv om han har overladt arbejdets udførelse til en anden, som han ikke er ansvarlig for i henhold til § 1. Det samme gælder enhver, som i sin er- hvervsvirksomhed har pligt til at forebygge til- svarende skader. Reglen i § 1, stk. 2, finder og- så anvendelse på ansvaret efter nærværende be- stemmelse.

§

Erstatningsansvaret efter §§ 1 og 2 kan ned- sættes eller bortfalde, såfremt det findes urime- ligt tyngende. Ved afgørelsen heraf tages der

også hensyn til skadelidtes økonomiske forhold, foreliggende forsikringer eller forsikringsmulig- heder og omstændighederne i øvrigt.

Ansvar for indholdet af de af domstolene trufne afgørelser kan ikke gøres gældende, med- mindre afgørelsen er blevet ændret.

§

o .

n

For erstatning, som arbejdsgiveren efter § 1

har måttet udrede som følge af den ansattes uforsvarlige adfærd i tjenesten, har arbejdsgive- ren regres mod den ansatte i det omfang det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, den ansattes stilling og omstændigheder- ne i øvrigt.

Stk. 2. Den ansattes erstatningsansvar over for trediemand kan lempes på tilsvarende måde, for så vidt det findes rimeligt under hensyn også til skadelidtes interesse. For erstatning, som den ansatte har måttet udrede til trediemand, har han regres mod arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret efter stk. 1 påhviler arbejdsgiveren endeligt.

Stk. 3. Lempelsesreglen i stk. 1 finder tilsva- rende anvendelse med hensyn til den ansattes erstatningsansvar for skade, han i øvrigt forvol- der arbejdsgiveren.

Stk. 4. Arbejdsgiveren, der gøres ansvarlig efter § 2, har regres mod den, der har fået hver- vet overladt til udførelse.

Har skadelidte medvirket til skaden, kan er- statningen nedsættes eller bortfalde.

Stk. 2. Dette gælder også, når skaden er voldt ved en offentlig myndigheds beslutning, som skadelidte uden rimelig grund har undladt at søge ændret.

§

Aftaler, som fraviger denne lovs bestemmel- ser ved at indskrænke skadelidtes ret eller øge den ansattes ansvar kan tilsidesættes, såfremt aftalen ville virke åbenbart urimelig.

Erstatningskrav i henhold til denne lov foræl- des efter reglerne i lov nr. 244 af 22. december 1908.

§

Danske lov 3. bog, 19. kapitel, artikel 1-3, for Færøernes vedkommende Norske lov 3. bog,

21. kapitel, artikel 1-3 og retsplejelovens § 1020 ophæves. I lov nr. 95 for Færøerne om rettens pleje af 16. marts I960 § 1 indsættes efter nr. 158 følgende: »158 a. § 1020 udgår«. Stk. 2. Denne lov medfører ikke i øvrigt æn- dring i sådanne særlige lovbestemmelser, hvor- efter der er pålagt arbejdsgivere et strengere an- svar for deres ansatte eller det offentlige sær- ligt erstatningsansvar. Derimod finder lempel- sesreglen i § 4 anvendelse i tilfælde, hvor den ansattes ansvar er pålagt i henhold til særlige

lovregler.

Stk. § 25, stk. 1, i lov om forsikringsaf- taler nr. 129 af 15. april 1930 formuleres så- ledes:

Er nogen overfor den sikrede erstatningsplig- tig for en af forsikringen omfattet begivenhed, indtræder selskabet i det omfang, i hvilket det har betalt erstatning til den sikrede, i dennes ret mod den erstatningspligtige. Hvis trediemand har forvoldt skaden ved uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov, eller hviler hans ansvar udelukkende på bestemmelserne i §§ 1 eller 2 i lov nr. ... af om arbejdsgiveres erstat- ningsansvar for ansattes skadeforvoldelse m. v., kan skadevolderens erstatningspligt nedsættes eller efter omstændighederne helt bortfalde.

§

Denne lov træder i den

Forslag 11°.

§ 2.

Enhver, som beskæftiger andre i sin tjeneste, er erstatningsansvarlig for skade, den ansatte forvolder trediemand ved uforsvarlig adfærd under hvervets udførelse.

Stk. 2. Erstatningsansvaret omfatter dog ikke skade, der skyldes en adfærd hos den pågælden- de, som ligger uden for, hvad der efter virksom- hedens eller arbejdets art med rimelighed kunne påregnes.

Ejer eller bruger af fast ejendom er erstat- ningsansvarlig for skade, som skyldes fejl eller forsømmelse med hensyn til udførelsen af arbej- de eller andre foranstaltninger, som han er for- pligtet til at udføre for at forebygge skader eller ulempe, som kan ramme almenheden, selv om han har overladt arbejdets udførelse til en an- den, som han ikke er ansvarlig for i henhold til

§ 1. Det samme gælder enhver, som i sin er-

hvervsvirksomhed har pligt til at forebygge til- svarende skader. Reglen i § 1, stk. 2, finder og- så anvendelse på ansvaret efter nærværende be- stemmelse.

§ 3.

Erstatningsansvaret efter §§ 1 og 2 kan ned- sættes eller bortfalde, såfremt det findes urime- ligt tyngende. Ved afgørelsen heraf tages der også hensyn til skadelidtes økonomiske forhold, foreliggende forsikringer eller forsikringsmulig- heder og omstændighederne i øvrigt.

For erstatning, som arbejdsgiveren har måttet udrede som følge af den ansattes uforsvarlige adfærd i tjenesten, har arbejdsgiveren regres mod den ansatte i det omfang det findes rime- ligt under hensyn til den udviste skyld, den an- sattes stilling og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Den ansattes erstatningsansvar over for trediemand kan lempes på tilsvarende måde, for så vidt det findes rimeligt under hensyn og- så til skadelidtes interesse. For erstatning, som den ansatte har måttet udrede til trediemand, har han regres mod arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret efter stk. 1 påhviler arbejdsgiveren endeligt.

Stk. Lempelsesreglen i stk. 1 finder tilsva- rende anvendelse med hensyn til den ansattes erstatningsansvar for skade, han i øvrigt forvol- der arbejdsgiveren.

Stk. 4. Arbejdsgiveren, der gøres ansvarlig efter § 2, har regres mod den, der har fået hver- vet overladt til udførelse.

§

Aftaler, som fraviger denne lovs bestemmel- ser ved at indskrænke skadelidtes ret eller øge

den ansattes ansvar kan tilsidesættes, såfremt talen ville virke åbenbart urimelig.

§

Denne lov gælder ikke for statens og kommu- nernes erstatningsansvar uden for privatretlige forhold.

Danske lov 3. bog, kapitel, artikel 1-3, for Færøernes vedkommende Norske lov 3. bog, 21. kapitel, artikel 1-3 ophæves.

Stk. 2. Denne lov medfører ikke i øvrigt æn- dring i sådanne særlige lovbestemmelser, hvor- efter der er pålagt arbejdsgivere et strengere an- svar for deres ansatte. Derimod finder lempel- sesreglen i § 4 anvendelse i tilfælde, hvor den ansattes ansvar er pålagt i henhold til særlige lovregler.

Stk. § 25, stk. 1, i lov om forsikringsaf- taler nr. 129 af 15. april 1930 formuleres så- ledes:

Er nogen over for den sikrede erstatningsplig- tig for en af forsikringen omfattet begivenhed, indtræder selskabet i det omfang, i hvilket det har betalt erstatning til den sikrede, i dennes ret mod den erstatningspligtige. Hvis trediemand har forvoldt skaden ved en uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov, eller hviler hans ansvar udelukkende på bestemmelserne i §§ 1 eller 2 i lov nr. ... af om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelse

m. v., kan skadevolderens erstatningspligt ned- sættes eller efter omstændighederne helt bort- falde.

Denne lov træder i.§ den

IX. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i Forslag til lov om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelser (forslag 1°).

§

Bestemmelsen stemmer med reglen om »hus- bonds« ansvar i D.L. 3-19-2, med hvilken den er udformet i nutidigt sprog på grundlag af den foreliggende retspraksis. Bestemmelsen gælder i almindelighed, d.v.s. såvel i forhold uden for kontrakt som i tilfælde, hvor ansvarssituationen har tilknytning til et kontraktsforhold. Den gæl- der for alle skadeforvoldelser, der beskyttes af erstatningsreglerne, hvad enten skaden er fysisk eller af anden art.

Den foreliggende retspraksis vedrørende D.L. 3-19-2 viser, at der råder nogen fortolknings- tvivl med hensyn til bestemmelsen. Dette gæl- der f. eks. med hensyn til, hvorvidt fornødent

»husbond«-»tjener« forhold eller selvstændig virksomhed foreligger i det enkelte tilfælde, hvor flere hvervgivere står bag det samlede ar- jdsopdrag, med hensyn til hvem af disse, der

er den ansvarlige husbond. Det gælder endvide- re med hensyn til afgrænsningen af, hvilken skadeforvoldende adfærd hos tjeneren husbon-

den hæfter for, jfr. herved reglens krav om at skaden skal være forvoldt »derudi«. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at det ikke vil være rigtigt at forsøge i loven nærmere at be- stemme, hvilke krav der stilles i disse eller an- dre henseender til anvendelsen af forslagets re- gel, idet det må overlades til retspraksis på bag- grund af hidtidig opfattelse af D.L. 3-19—2 i forbindelse med retsudviklingen fremover at fastlægge reglens nærmere indhold.

Hvad særligt angår ansvaret for misligholdel- se af kontraktsmæssige forpligtelser henvises til bemærkningerne ovenfor i kapitel V, 1. under- afsnit, litra F (s. 26). Det skal herved bemær- kes, at en kontraktspart ofte vil ifalde et videre- gående ansvar for sine medhjælperes adfærd end nærværende bestemmelse i og for sig ler. Dette hænger som anført sammen med, at man i kontraktsforhold normalt identificerer medhjælperens adfærd med skyldnerens således forstået, at ansvaret pålægges skyldneren, der- som han var blevet pålagt kontraktsansvar, hvis det var ham selv, der havde udvist den pågæl- dende adfærd. Der vil derfor ofte kunne blive tale om ansvar, selv om den ansattes adfærd ikke i forhold til medkontrahenten kan karak- teriseres som »uforsvarlig«. I disse tilfælde vil den ansatte heller ikke selvstændig blive ansvar- lig over for medkontrahenten, i modsætning til de tilfælde, hvor den ansatte ved uforsvarlig ad- færd volder skade på medkontrahentens ting eller person. vil også kunne medføre, at den pågældende kontraktspart i vi- dere omfang end uden for kontraktsforhold vil blive gjort ansvarlig for selvstændige medhjæl- pere samt for den ansattes abnorme (upåregne- lige) handlinger end hjemlet efter § bog- stavelige ordlyd. Nærværende lovforslag tilsig- ter ikke nogen ændring i denne retstilstand. På den anden side har udvalget ikke ment, at det ville være hensigtsmæssigt at udforme supple- rende regler om principalansvaret i

forhold, da dette ville komplicere lovforslaget i betydelig grad og dermed også meget væsentlig fjerne det fra de øvrige nordiske landes forslag.

Xxxxx finder anvendelse på såvel private som offentlige arbejdsforhold, jfr. herved om det sidste foran i kapitel VII.

Vedrørende § 1 henvises i øvrigt til bemærk- ningerne i kapitel VII, litra B, pkt. 1-2 (s. 34).

o

Om reglens begrundelse henvises til det foran i kapitel V, underafsnit 1, litra G (side 26-27)

anførte, og særligt for offentligt erstatningsan- svar til kapitel VII, litra B, pkt. 3, jfr. side 34-35.

Reglen tilsigter ikke at gøre op med det kon- traktsmæssige ansvar for en kontraktspart. Så- fremt parten benytter selvstændig medhjælp til opfyldelsen af sine forpligtelser, kan ansvaret række videre end til, hvad der følger af § 2. Herved henvises til bemærkningerne ved § 1 og Ussing Dansk Obligationsret, Almindelig del

s. 114 ff. (4. udgave ved X. Xxxxxxx Xxxxx). Den hvervgiver, der ifalder ansvar efter § 2 har fuld regres mod den selvstændige hverv- tager, jfr. § 4, stk. 4, således at hvervtagerens ansvar ikke kan nedsættes efter lempelsesregler- ne i § 4, stk. 1. Derimod er begge undergivet den neden for omtalte ansvarsbegrænsning i §

3. Har hvervtageren anvendt underordnet med- hjælp, der drages til ansvar for skadeforvoldel- se, er hvervtageren ansvarlig efter § 1 og med- hjælperen efter § 4.

§ 3.

Der henvises om denne bestemmelse til det foran i kapitel V, underafsnit 1, litra J (side 28—29) anførte, jfr. om det offentliges ansvar kapitel VII, litra B, pkt. 5 (side 35).

Hvad særligt angår ansvaret for selve opfyl- delsen af en kontraktsmæssig forpligtelse, må lempelse som alt overvejende hovedregel anses for udelukket. Derimod kan det snarere tænkes, at man bør lempe i de tilfælde, hvor en kon- traktsparts folk har forvoldt skade på medkon- trahentens ting eller person, men lempelse bør dog også her kun ske undtagelsesvis. I disse til- fælde kan der være særlig grund til at vægt på de »foreliggende forsikringer eller for-

ingsmuligheder«.

§

Der henvises om denne bestemmelse til det foran i kapitel V, underafsnit 2, litra A-C (side 29-31) anførte, jfr. om det offentliges ansvar kapitel VII, litra B, pkt. 6 (side 35).

Reglerne om parternes indbyrdes regres kan fraviges ved aftale herom.

Pådrager arbejdsgiveren sig et kontraktsligt erstatningsansvar over for den skadelidte tredie- mand, må det bero på almindelige retlige synspunkter, hvorvidt den ansatte er re- grespligtig i medfør af § 4.

Der henvises om denne bestemmelse, der for så vidt angår stk. 1 allerede følger af alminde-

lige retsgrundsætninger, til det i kapitel VII, litra B, pkt. 7, anførte (side 36).

§

Der henvises om denne bestemmelse til det i kapitel V side 31-32 anførte, jfr. herved om det offentliges erstatningsansvar kapitel VII, litra B, pkt. 8 (side 36). Det afgørende tidspunkt for bedømmelsen af, hvorvidt aftalen vil virke

»åbenbar urimelig«, er efter bestemmelsens ord- lyd det tidspunkt, hvor aftalen gøres gældende, og ikke aftalens indgåelse.

Der henvises herom til det i kapitel VII, litra B, pkt. 10, anførte (side 36).

§

Der henvises herom til det i kapitel VII, litra B, pkt. 9, anførte (side 36).

§ 9.

Ved gennemførelsen af forslagets nye regler må D.L. 3—19-2 (for Færøernes vedkommende Norske lov 3-21-2) ophæves. Det samme er tilfældet med D.L. 3—19—1 (for Færøernes ved- kommende Norske lov 3-21-1), jfr. foran side 30 kapitel 5, underafsnit 2, litra B, 1 in fine. I forbindelse hermed må det endvidere være na- turligt at ophæve reglen i D.L. 3-19-3 (for Færøernes vedkommende Norske lov 3-21-1), der bestemmer, at »Begaaes noget Uskielligt imod Tieneren af andre end Husbonden, da op- bær Tieneren selv Bøder«, hvilken bestemmelse i uden betydning, da enhver uanset an- sættelsesforhold personligt er berettiget til er- statning, såfremt der overgår ham skade, for hvilken der kan rejses erstatningskrav.

Det har været overvejet, hvorvidt der i loven burde tages udtrykkelig stilling til forholdet mellem lovens regler og særlige bestemmelser om arbejdsgiveres ansvar m. v. i den øvrige lov- givning. En løsning af spørgsmålet fælles for alle tilfælde er næppe mulig. I visse tilfælde, bør den særlige lovregel opretholdes frem for nærværende lovs regler. Det gælder således over

alt, hvor en arbejdsgiver pålægges et mere kva- lificeret ansvar, herunder også for folks fejl, for en bestemt virksomhed, således som det f. eks. er tilfældet i færdselslovens § 65, stk. 1 (og stk. 3), lejelovens § 49, sølovens § 8, luftfartslovens

§ 127, stærkstrømslovens § 6 m. fl. I andre til- fælde, hvor ansvarsreglen beror på mere almin- delige synspunkter, navnlig for så vidt angår den ansattes ansvar, som f. eks. færdselslovens

§ 65, stk. 5, sølovens § 59 og sømandslovens § 50, stk. 2, bør lovens regler derimod anvendes fremfor eller i tilslutning til den særlige lov- regel.

1959-betænkningens forslag til lov om det offentliges erstatningsansvar har i § 9, stk. 2, en bestemmelse, der fastslår, at lovforslagets be- stemmelser om ansvar kun gælder, for så vidt andet ikke er bestemt ved lov. Efter bemærknin- gerne til reglen, jfr. betænkningen side 32, er en positiv regel om spørgsmålet rimelig. Der kan herefter være grund til også for principalansva- ret i almindelighed at give en udtrykkelig regel, og dette bør efter vor opfattelse ske i overens- stemmelse med de forannævnte synspunkter. I forhold til 1959-betænkningen indebærer vort forslag den ændring, at lempelsesreglen i § 4 også med hensyn til offentlige forhold skulle finde anvendelse, selv om der er pålagt tjeneste- manden ansvar i henhold til særlige lovregler. 1959-betænkningen har i sit lovforslags § 10 en regel, der udtrykkelig tager stilling til lovens anvendelse i tid. Denne regel stemmer med, hvad der følger af almindelige retlige synspunk- ter. Den særlige regel om lempelse af tjeneste- mandens personlige ansvar foreslås dog også anvendt på krav opstået før lovens ikrafttræden, når kravet ikke inden da er fastslået ved dom. Skal denne tanke gennemføres for forslaget om principalansvaret i almindelighed, måtte det for- mentlig bestemmes, at sidstnævnte særregel fin- der anvendelse med hensyn til ansvarsreglerne i

§ 3 om lempelse i principalansvaret og i § 4 om

den ansattes ansvar. Vi finder dog ikke tilstræk- kelig anledning til at opstille en sådan særregel og foreslår derfor, at spørgsmålet om lovens an- vendelse i tid helt lades uomtalt i lovteksten.

X. De nordiske udvalgs lovudkast opstillet som paralleltekster.

DANSK

Forslag til lov om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelse niv.

Enhver, som beskæftiger andre i sin tjeneste,

er erstatningsansvarlig for skade, den ansatte forvolder trediemand ved uforsvarlig adfærd under hvervets udførelse.

Stk. 2. Erstatningsansvaret omfatter dog ikke skade, der skyldes en adfærd hos den pågæl- dende, som ligger udenfor, hvad der efter virksomhedens eller arbejdets art med rimelig- hed kunne påregnes. Ansvaret er endvidere be- tinget af, at krav, som med med rimelighed kan stilles i forhold til skadelidte, er tilsidesat.

FINSK

Arbetsgivares skadeståndsansvar xx.xx.

Arbetsgivare skall svara för person- eller sak- skada som hans arbetstagare genom fel eller försummelse i arbetet vållar tredje man.

Skadeståndsskyldighet föreligger dock ej om arbetstagaren handlat på sätt som det, med hän- syn till verksamhetens eller arbetsuppgiftens art, saknas skälig anledning att taga i beräkning.

§

Ejer eller bruger af fast ejendom er erstat- ningsansvarlig for skade, som skyldes fejl eller forsømmelse med hensyn til udførelsen af ar- bejde eller andre foranstaltninger, som han er forpligtet til at udføre for at forebygge skader eller ulempe, som kan ramme almenheden, selv om han har overladt arbejdets udførelse til en anden, som han ikke er ansvarlig for i henhold til § 1. Det samme gælder enhver, som i sin erhvervsvirksomhed har pligt til at forebygge tilsvarende skader. Reglen i § 1, stk. 2, finder også anvendelse på ansvaret efter nærværende bestemmelse.

Den som i egenskap av ägare eller besittare av fast egendom eller såsom näringsidkare lag- ligen är skyldig att vidtaga åtgärd för att skydda allmänheten mot skada, skall, även om han där- vid anlitar annan än arbetstagare, svara på sätt i 1 § sägs för skada som uppkommit till följd av fel eller försummelse vid förpliktelsens full- görande.

NORSK SVENSK

Utkast til lov om det offentliges og andre arbeidsgiveres erstatningsansvar.

(arbejdsgivers ansvar for arbeidstaker).

1. Arbeidsgiver er erstatningsansvarlig for skade som på uforsvarlig voldes tredje- mann av arbeidstaker under utføring av arbeid eller verv for arbeidsgiveren eller for øvrig ved at de krav som tredjemann med rimelighet kan stille til virksomheten eller tjenesten ikke er oppfylt. Dette elder likevel ikke såfremt ar- beidstakeren har gått utenfor hva det er rimelig å regne med etter virksomhetens eller sakom- rådets art og karakteren av arbeidet eller vervet.

2. Som arbeidsgiver regnes i denne lov det offentlige og enhver annen som i eller utenfor ervervsvirksomhet har noen i sin tjeneste.

3. Med arbeidstaker menes enhver som gjör arbeid eller verv i arbeidsgivers tjeneste. Like med arbeidstaker regnes Ombudsmann i offentlig virksomhet.

§ 2

(oppdragsgivers ansvar for oppdragstaker).

1. Når noen i sin ervervsvirksomhet eller som eier eller bruker av fast eiendom har plikt til å treffe tiltak for å forebygge skade eller ulempe som kan ramme allmennheten, men har overlatt til andre enn sine egne arbeidstakere å oppfylle plikten eller utföre tiltaket, har han samme erstatningsansvar som etter § 1 for opp- dragstakeren og hans folk.

2. Xxxxxxxxxxxxx som er blitt ansvarlig for oppdragstaker eller hans folk etter förste ledd, kan kreve dekning av oppdragstakeren.

Lag med vissa bestämmelser om arbetsgivares och arbetstagares skadeståndsansvar num.

1

Envar som för bedrivande av yrkesmässig verksamhet eller eljest har arbetstagare i sin tjänst skall svara för person- eller sakskada som arbetstagaren i tjänsten vållar annan.

Vad nu sagts gäller dock ej skada genom så- dan handling som det, med hänsyn till verk- samhetens eller arbetsuppgiftens art, saknas skälig anledning att taga i beräkning.

Den som genom lag eller författning ålagts att, såsom fastighetsägare eller näringsidkare eller i annan särskild egenskap, vidtaga åtgärd till förebyggande av person- eller sakskada skall, om han anlitar annan än arbetstagare för upp- giften, i fråga om dess fullgöranda svara på sätt i 1 § sägs för den som anlitats och hans folk.

DANSK FINSK

§ 3.

Erstatningsansvaret efter §§ 1 og 2 ned- sættes eller bortfalde, såfremt det findes urime- ligt tyngende. Ved afgørelsen heraf tages der også hensyn til skadelidtes økonomiske forhold, foreliggende forsikringer eller forsikringsmulig- heder og omstændighederne i øvrigt.

Skadestånd, som avses i 1 eller 2 §, må ned- sättas, om det med beaktande av den skade- ståndsskyldige arbets- eller uppdragsgivarens ekonomiska förhållanden finnes oskäligt be- tungande. Härvid må hänsyn tagas även till den skadelidandes ekonomiska förhållanden, hans försäkringar och försäkringsmöjligheter samt omständigheterna i övrigt.

§ 4.

For erstatning, som arbejdsgiveren efter § 1 har måttet udrede som følge af den ansattes uforsvarlige adfærd i tjenesten, har arbejdsgive- ren regres mod den ansatte i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, den ansattes stilling og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Den ansattes erstatningsansvar over for trediemand kan lempes på tilsvarende måde, for så vidt det findes rimeligt under hensyn også til skadelidtes interesse. For erstatning, som den ansatte har måttet udrede til

mand, har han regres mod arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret efter stk. 1 påhviler arbejds- giveren endeligt.

Stk. 3. Lempelsesreglen i stk. 1 finder til- svarende anvendelse med hensyn til den ansat- tes erstatningsansvar for skade, han i øvrigt forvolder arbejdsgiveren.

Stk. 4. Arbejdsgiveren, der gøres ansvarlig efter § 2, har regres mod den, der har fået overladt hvervet til udførelse.

Arbetsgivare äger av arbetstagare återfå ska- destånd, som han utgivit på grund av arbets- tagarens vållande i arbetet, i den mån det med hänsyn till felets eller försummelsens geskaf- fenhet, arbetstagarens ställning och övriga om- ständigheter prövas skäligt.

Gör tredje man skadeståndsansvar gällande mot arbetstagare må skadeståndet nedsättas i den mån det med hänsyn till den förstnämndes intresse samt felets eller försummelsens be- skaffenhet och omständigheterna i övrigt prö- vas skäligt. Skadestånd, som arbetstagaren ut- givit till tredje man, äger han återfå av arbets- givaren i den mån skadeståndet enligt i 1 mom. angiven grund bör stanna på denne.

Vad i 1 mom. sägs äger motsvarande till- lämpning i fråga om arbetsgivares rätt till er- sättning av hans arbetstagare för skada, som denne i arbetet vållat arbetsgivaren.

§

Har skadelidte medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde.

Stk. 2. Dette gælder også, når skaden er voldt ved en offentlig myndigheds beslutning, som skadelidte uden rimelig grund har und- ladt at søge ændret.

NORSK SVENSK

3

(lemping av ansvaret for andre).

Ansvaret etter §§ 1 eller 2 første ledd kan lempes for så vidt det virker urimelig tyngende eller det for øvrig på grunn av særlige forhold finnes rimeligt at skadelidte selv helt eller del- vis bærer skaden. Ved tas hensyn til den ansvarliges - og etter forholdene også skadelidtes — økonomiske evne, foreliggende forsikringer eller forsikringsmuligheter og om- stendighetene ellers.

(lemping av arbeidstakers ansvar).

1. Den som er blitt ansvarlig for arbeidstaker etter §§ 1 eller 2, kan kreve dekning hos ham for så vidt det finnes rimelig under hensyn til utvist skyld, arbeidstakerens stilling og om- stendighetene for øvrig.

2. Arbeidstakerens ansvar overfor tredjemann kan lempes i samsvar med første 1edd dersom det finnes rimelig under hensyn også til skade- lidtes interesse. Arbeidstaker som selv erstatter skaden, kan kreve tilbake det arbeidsgiveren bør bære i samsvar med første 1edd.

3. Første 1edd elder tilsvarende dersom ar- beidsgiver krav gjeldende mot arbeidstaker som i hans tjeneste har påført ham skade.

Skadestånd enligt 1 eller 2 § må jämkas, om det med hänsyn till den skadeståndsskyldige arbets- eller uppdragsgivarens ekonomiska för- hållanden och omständigheterna i övrigt finnes oskäligt betungande.

Skadestånd, som arbetsgivare utgivit på grund av hans arbetstagares vållande i tjänsten, må sökas åter av arbetstagaren allenast i den mån det med hänsyn till handlingens beskaffenhet, arbetstagarens ställning och övriga omständig- heter prövas skäligt.

Arbetstagares personliga skadeståndsansvar mot tredje man må jämkas på motsvarande sätt, såvitt det finnes förenligt med tillbörlig hänsyn till dennes intresse. Vad arbetstagaren utgivit till tredje man äger han söka åter av arbets- givaren, i den mån utgiften enligt i första styc- ket angiven grund bör stanna på denne.

Vad i första stycket sägs äger motsvarande tillämpning i fråga om arbetsgivares rätt till er- sättning av hans arbetstagare för skada som denne i tjänsten vållat arbetsgivaren.

DANSK FINSK

§

Aftaler, som fraviger denne lovs bestemmel- ser ved at indskrænke skadelidtes ret eller øge den ansattes ansvar, kan tilsidesættes, såfremt aftalen ville virke åbenbart urimelig.

Ansvar for indholdet af de af domstolene trufne afgørelser kan ikke gøres gældende, med- mindre afgørelsen er blevet ændret.

§

Erstatningskrav i henhold til denne lov for- ældes efter reglerne i lov nr. 244 af 22. decem- ber 1908.

§

Danske lov 3. bog, 19. kapitel, artikel 1-3, for Færøernes vedkommende Norske lov 3. bog,

21. kapitel, artikel 1-3, og retsplejelovens § 1020 ophæves. I lov nr. 95 for Færøerne om rettens pleje af 16. marts I960 § 1 indsættes efter nr. 158 følgende: »158 a. § 1020 udgår«.

Stk. 2. Denne lov medfører ikke i øvrigt

ændring i sådanne særlige lovbestemmelser, 5 §.

hvorefter der er pålagt arbejdsgivere et stren- Är eljest, med avvikelse från vad i denna lag gere ansvar for deres ansatte eller det offent- sägs, särskilt stadgat, skall det fortfarande lige særligt erstatningsansvar. Derimod finder

lempelsesreglen i § 4 anvendelse i tilfælde, hvor den ansattes ansvar er pålagt i henhold til særlige lovregler.

Stk. § 25, stk. 1, i lov om forsikrings- aftaler nr. 129 af 15. april 1930 formuleres således:

Er nogen overfor den sikrede erstatningsplig- tig for en af forsikringen omfattet begivenhed, indtræder selskabet i det omfang, i hvilket det har betalt erstatning til den sikrede, i dennes ret mod den erstatningspligtige. Hvis tredie- mand har forvoldt skaden ved uagtsomhed, der ikke kan betegnes som grov, eller hviler hans ansvar udelukkende på bestemmelserne i §§ 1 eller 2 i lov nr. ... af ... om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelse

m. v., kan skadevolderens erstatningspligt ned- sættes eller efter omstændighederne helt bort- falde.

10.

Denne lov træder i kraft den

NORSK

§ (kontraktansvar)

SVENSK

1. Regiene i denne lov ingen innskrenk- ning i det ansvaret noen har påtatt seg ved kontrakt.

2. Avtale som avviker fra lovens regler ved å innskrenke skadelidtes rett eller øke arbeids- takers ansvar, kan settes til side for så vidt den ville virke åpenbart urimelig.

(utenlandsk skip eller luftfartøy).

Kongen kan bestemme at det offentlige ikke skal svare etter denne lov for skade som ram- mer utenlandsk skip eller luftfartøy eller last ombord, med mindre det at ansvar for tilsvarende skade på norske interesser på- hviler det offentlige etter rettsordningen i det land der skipet eller fartøyet hører hjemme.

(forholdet til annen lovgivning m. m. ).

Lovens regler elder ikke i den utstrekning annet følger av lovgivningen for øvrig.

§ 8.

(ikrafttredelse; opphevning eller endring av

andre lover).

Vad i 1-3 §§ denna lag sägs gäller icke skada i följd av vårdslöshet vid sådan trafik med mo- torfordon, för vilken skall finnas trafikför- säkring.

Bestämmelserna i 4 § skola tillämpas utan hinder av att, enligt vad därom är stadgat i annan lag, utgivet skadestånd må sökas åter av den som vållat skadan.

Denna lag träder i kraft den

2. DEL

Erstatningsansvar for børn, forældre m. v.

I. Gældende dansk

1. underafsnit: børns erstatningsansvar.

A. Retsudviklingen.

I Danske lov 1-24-9 bestemtes det, at »barn som er under sine 15 år bøder skaden til den, som han forsætligen haver forbrudt sig imod . . .«. Denne bestemmelse blev forstået så- ledes, at mens børn over 15 år var ansvarlige for deres handlinger på samme måde som voks- ne, kunne børn under denne alder alene drages til ansvar, dersom de forsætlig havde tilføjet en anden skade. Denne retstilstand ændredes ved straffeloven af 10. februar 1866 § 300, hvor- efter enhver, der har gjort sig skyldig i for- brydelse, er pligtig at tilsvare den skadelidende erstatning. Ifølge den gamle straffelovs §§ 35 og 36 var den kriminelle lavalder i almindelig- hed 10 år, og børn mellem 10 og 15 år, der herefter begik en strafbar uagtsom handling, for eksempel uagtsom grov legemsbeskadigelse, jfr. straffelov af 1866 § 207, var nu i medfør af § 300 også civilretlig ansvarlig for deres handling. At straffelovens § 300 således be- virkede en ændring af reglerne om børns er- statningsansvar, tiltrak sig ikke særlig opmærk- somhed ved lovens givelse. Motiverne til § 300 (udkastets § 296) siger således blot, at pligten til at svare skadeserstatning bør indtræde i et noget større område for strafbar adfærd end efter den hidtil fulgte danske retspraksis (mo- tiverne s. 364-366) og bemærkningerne om reglerne om den kriminelle lavalder taler alene om strafspørgsmålet, motiverne s. 41 ff. Denne retstilstand ændredes igen ved lov nr. 129 af 1. april 1905 § 15, jfr. lov nr. 63 af 1. april 1911

Se til det følgende Borum: Personretten, 3. udg.,

s. 134 ff., Gomard: Juristen 1954, s. 395 ff., og

Trolle: Risiko og skyld i erstatningspraksis, s. 263 ff.,

X. Xxxxxxx Xxxxx: Erstatningsretten I, s. 180 ff.

§ 15, hvorved den kriminelle lavalder forhøje- des fra 10 til 14 år.

Spørgsmålet blev taget op af straffelovskom- missionen af 1905, der foreslog følgende regel (udkastets § 94): »Er en strafbar handling fore- taget af et barn under 14 år, .. . kan ansvar for skaden kun pålægges . . ., når retten finder, at hans formueomstændigheder tillader udredelse af erstatning helt eller delvis, uden at der der- ved påføres ham et føleligt savn«. Forslaget be- grundedes af kommissionen (motiverne s. 138) med, at det er ønskeligt, at erstatningspligten i disse tilfælde kan blive afgjort og ikke hænge ved disse personer hele livet igennem. Reglen frembyder en lighed med den norske regel, der findes i lov om straffelovens ikrafttræden af

22. maj 1902 § 22, jfr. nedenfor afsnit II B. Forslaget til denne erstatningsregel udgik imid- lertid senere af forslaget til en ny straffelov, idet man fandt, at så vigtigt et civilretligt spørgs- mål ikke burde ordnes »i forbigående ved en revision af straffeloven« (Torp i betænkning over straffelovsudkastet 1917 s. 93). I sin Per- sonret (I916-I9I8) s. 78, note 8, rejste Xxxxxxx spørgsmålet, idet han fremhævede, at adskillige fremmede retsforfatninger åbner domstolene adgang til efter et skøn at pålægge børn erstat- ningsansvar, og en sådan smidig regel er at foretrække.

Problemet blev herefter drøftet af den ved kgl. kommissorium af 26. juni I9IO nedsatte familieretskommission, efter at den på grundlag af et kommissorium af 14. april 1919 tog spørgsmålet op til undersøgelse om myndig- hedsalderen og umyndigheds retsvirkninger. I den af kommissionen i juli 1921 afgivne be- tænkning stillede man i udkast til lov om umyn- dighed og værgemål § 65 følgende forslag:

»Barn under 15 år er erstatningspligtig for

skadegørende handlinger i det omfang, hvori dette efter barnets sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne iøvrigt findes billigt.«

Efter i motiverne s. 97-98 at have gennem- gået fremmed ret udtaler kommissionen s. 98- 100 følgende:

Reglerne om de unges erstatningsansvar for deres skadegørende handlinger er således indbyrdes ret af- vigende i de forskellige lande. Men de nyere lovgiv- ninger går dog alle i retning af at pålægge dem et vist, mere skønsmæssig afgrænset erstatningsansvar. Den regel, som er gældende dansk ret, må anses for at være stiv, idet den snart er for lemfældig overfor den unge ved ubetinget at fritage ham for erstat- ningspligt for uagtsomme retsbrud, snart for streng ved ubetinget at kende ham erstatningspligtig for for- sætlige handlinger. Nutidens retsliv synes at have brug for en mere smidig og elastisk regel. Det vil ofte være stødende at lade den skadelidende alene bære tabet, hvor skaden er forvoldt ham af et barn, der måske har vist en høj grad af Særlig vil det findes uheldigt, hvor barnet er fuldt ud i stand til at dække skaden, måske endda uden væsent- lig ulempe for sig selv. Man har derfor ment at burde opstille en ny regel, som bedre kan fyldestgøre rets- livets krav.

Man går herved ud fra den almindelige erstat- ningsregel, hvorefter en person er ansvarlig for sit forsætlige og uagtsomme retsbrud. Denne regel tæn- kes principielt også at skulle gælde børn, men er de under 15 år, gøres der den afvigelse fra hovedreglen, at man i lighed med de foran omtalte fremmede rets- forfatninger giver domstolene en beføjelse til skøns- mæssigt at nedsætte erstatningspligtens omfang efter billighedshensyn, efter omstændighederne helt at fri- tage den unge for erstatningspligt. Selv om noget kunne tale for, i lighed med, hvad X.X.X. xxxxxxx, at lade muligheden for en skønsmæssig begrænsning af ansvar gælde lige op til det 18. år, mener man dog at burde blive stående ved 15 år som grænsen for det lempede erstatningsansvar.

Ved afvej elsen af erstatningspligten skal der tages hensyn til »barnets sindstilstand, handlingens beskaf- fenhed eller omstændighederne iøvrigt«. Ved barnets sindstilstand tænkes der særlig på dets alder og mo- denhed, men udtrykket omfatter tillige barnets for- hold til selve den skadegørende handling, om denne er forsætlig eller blot uagtsom, hvilket naturligvis bør have betydning for ansvarets omfang. Med hensyn til handlingens beskaffenhed vil det navnlig få betyd- ning, om den medfører en nærmere eller fjernere liggende fare, og om den skade, den kan forvolde, er af større eller mindre omfang. Det vil også kunne have betydning, om skaden gøres ved en handling, som barnets forældre eller værge havde forholdsvis lettere adgang til at forebygge, og derfor burde have afværget, så at der kan rettes bebrejdelse mod dem for, at skaden er sket. Af andre omstændigheder, på hvilke der bør lægges vægt, kan nævnes skadens stør- relse og særlig det hensyn, hvem tabet vil ramme hårdest, barnet eller den skadelidende.

På grundlag af kommissionens udkast frem- satte justitsministeriet lovforslag på rigsdagen. Forslaget undergik en Ændring under behand-

lingen i landstinget i det af tinget nedsatte ud- valg om lovforslaget, og her fik reglen den for- mulering, der i dag indeholdes i myndigheds- lovens § 63, nemlig følgende:

»Barn under 15 år er erstatningspligtig for skade- gørende handlinger efter samme regler personer over denne alder, dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til at få skaden godtgjort hos andre.«

Udvalget giver ingen begrundelse for sit æn- dringsforslag. Det siges blot (Rigsdagstidende 1921-1922 tillæg A, spalte 3286), at der har været nedsat et underudvalg til behandling af spørgsmålet om umyndiges og sindssyges er- statningsansvar, og at udvalget derved er kom- met til en ændret affattelse af § 65 og § 66 (den senere lovs § 63 og § 64). Under den efterfølgende forhandling i landstinget udtalte imidlertid udvalgets ordfører følgende (Rigs- dagstidende 1921-22, Landstingets Forhandlin- ger spalte 2084): »Man har ved den nye af- fattelse lagt vægt på straks at henvise til den almindelige erstatningsregel for derigennem at sætte den rette grænse op ad for erstatnings- pligten, men man har tillige holdt vejen åben for, at ansvaret for barnet eller den sindssyge kan bortfalde, når erstatningen kan erholdes udredet hos andre, for eksempel forældre eller forsikringsselskaber.« Spørgsmålet blev iøvrigt ikke berørt under forhandlingerne på rigsdagen.

Hovedreglen, hvorefter barn under 15 år er erstatningspligtig efter samme regler som per- soner over denne alder.

Efter den formulering, myndighedslovens § 63 således har fået, er udgangspunktet, at børn er erstatningsansvarlige efter samme regler som voksne, hvilket vil sige, at børn som hoved- regel er ansvarlige for deres uagtsomme og for- sætlige skadeforvoldende handlinger. Hermed er det dog ikke meningen, at børn skal bedøm- mes efter samme standard som voksne, men spørgsmålet om deres ansvar må afgøres på bag- grund af, hvad man sædvanligvis kan forlange og forvente af et barn på det pågældende al- derstrin. På lignende måde som for voksne er der altså tale om at anlægge en typebedøm- melse, således at der i almindelighed ikke tages hensyn til barnets særlige individualitet i hen- seende til udvikling, intelligens m. v. Derimod kan man lægge vægt på individuelle forhold ved spørgsmålet om eventuel nedsættelse af er- statningen.

Forudsætningen for at anlægge en culpabe- dømmelse for børn må imidlertid være, at bar- net overhovedet har en alder, efter hvilken det kan forventes, at visse adfærdsnormer er op- bygget i barnets bevidsthed til efterlevelse. Helt små børn vil derfor ikke kunne pålægges an- svar. Dansk retspraksis er dog gået ned til en relativ lav alder med hensyn til at idømme an- svar. Ved højesteretsdommen i UfR 1941 s. 1054 blev således en pige pålagt an- svar for forsætligt stenkast mod en legekamme- rat, hvis øje ramtes og beskadigedes, og for uagtsom adfærd i trafik er en 4-årig dreng fun- det ansvarlig ved dommen i UfR 1951 s. 1096. Heroverfor må nævnes afgørelsen i UfR 1963

s. 303, hvorefter en pige på ca. 3 år og 8 måneder »under hensyn til sin alder på ulykkes- tidspunktet« blev frifundet for ansvar over for en motorcyklist, der på en trafikeret bygade måtte bremse op for at undgå at påkøre den lille pige, der uforvarent løb ud på gaden, hvorved motorcyklisten kom til skade. (Dom- men er kommenteret af Trolle i UfR 1963 B s. 233-236)2).

Alt i alt gælder der næppe en almindelig al- dersgrænse nedad, men denne må bero på det pågældende sagsforhold og den udviste skyld. Mens domstolene således med hensyn til trafik og leg godkender en lav aldersgrænse, må der formentlig gælde en højere grænse i andre for- hold, hvor farligheden ikke for barnet så åben- lyst ligger for dagen. UfR I960 s. H an- tager således, at der ikke var egen skyld hos en 8-årig dreng, der kom til skade ved eksplosio- nen af en raket, som en købmand nytårsaften affyrede fra sin ejendom i landsbyen, idet ra- ketten stødte mod en elektrisk ledning og faldt til jorden, hvor den lå og fusede; efter at ra- ketten var ophørt at fuse, løb drengen med en kammerat frem og greb i raketten, der da eks- ploderede; købmanden fandtes fuld ansvarlig for ikke at have draget omsorg for, at drengene holdt sig væk. En beslægtet afgørelse findes i UfR 1962 s. 894 V, der omhandler en 6-årig dreng, der kom til skade ved berøring med en slåmaskine. Endvidere kan anføres UfR 1963

s. 206 V om en 5-årig dreng, der kastede en kg tung sten ned i et ca. 40 m dybt borerør

på en mark og derved forvoldte skade i arbejdet, men blev frifundet på grund af mang- lende tilregnelse efter sin alder, og idet firmaet, der forestod boringen, burde have sikret, at røret var aflåset. Heroverfor må nævnes UfR 1963 s. 73 H om en 10-årig dreng, der var ste-

2) Jfr. også UfR s. 627 V.

get op på trinbrættet på en igangværende presser, og som kom til skade ved, at hans ene fod, da han svingede benet frem og tilbage, kom i klemme mellem to uafskærmede tand- hjul; idet benyttelsen af halmpresseren uden af- skærmning havde været uforsvarlig, ansås går- dens ejer ansvarlig for skaden, men efter bar- nets alder og kendskab til arbejdet med land- brugsmaskiner og under hensyn til, at han gen- tagne gange var blevet advaret, nedsattes er- statningen til halvdelen.

Barnets subjektive forhold spiller formentlig også ind, således at aldersgrænsen f. eks. ligger lavere ved forsætligt forhold (jfr. herved UfR 1941 s. 1054 og 1963 s. 73) end ved uagtsomt forhold, hvis farlighed barnet har vanskeligere ved at erkende (jfr. herved UfR 1963 s. 303 H og 1959 s. 39 H om uagtsomt stenkast af et 53A år gammelt barn), jfr. herved Trolle XxX 1963 s. 233-34.

Dommene i UfR I960 s. 510 og 1962 s. 894 viser endvidere, at reglen i § 63 i princippet gælder, hvad enten der er tale om børns ansvar eller nedsættelse af deres erstatningskrav mod andre som følge af egen skyld.

Efter den foreliggende righoldige praksis om børns erstatningsansvar er det dog formentlig reglen, at børns uforsætlige skadegørende hand- linger mod andre børn under fælles leg normalt ikke pådrager dem ansvar, hvis legen ikke er farligere, end børns leg er i almindelighed, jfr. herved højesteretsafgørelserne i UfR 1951 s. 77 og 566, 1956 s. 635 og 1961 s. 167 samt for- mentlig også 1959 s. Frembyder legen der- imod betydelig risiko for liv og lemmer, f. eks. afskydning af sten på farlig måde, idømmes der ofte halv erstatningspligt (under hensyn til at skadelidte på lige fod med skadevolderen har deltaget i legen), jfr. UfR 1954 s. 500 H.

Børns ansvar for uforsigtighed i trafikforhold bedømmes forholdsvis strengt, jfr. f. eks. UfR 1962 s. 181 V, hvor en 7-årig dreng kom gåen- de i græsrabatten i højre side af en vej og plud- selig uden at se sig for gik ud på vejbanen for at komme over til nogle kammerater på den modsatte vejside, hvorved han tvang en i samme retning kørende motorvogn til opbremsning og skade opstod; drengen fandtes ansvarlig (idet der dog også blev statueret medskyld hos vog- nens fører, der burde have nedsat hastigheden eller givet signal). Beslægtet hermed er Vestre landsrets afgørelser i UfR 1945 s. 368, 1946

s. 1295 og 1963 s. 112 V.

At barnets ansvar er dækket af en ansvars- forsikring, er principielt uden betydning for de

almindelige ansvarsbetingelser. Til illustration heraf kan henvises til den foran s. 51 anførte højesteretsdom fra 1963, der frifandt en pige på 3 år og 8 måneder for erstatningsansvar for skade i trafik, uanset at der var tegnet ansvars- forsikring. Der kan dog formentlig spores en vis tendens hos domstolene til, når ansvarsfor- sikring foreligger, at skærpe ansvaret, uden at dette dog udtales i domspræmisserne; jævnfør herved nedenfor, at domstolene ikke i disse til- fælde anvender lempelsesreglen i § 63. Som eksempel kan UfR 1958 s. 638 anføres, i hvil- ken sag en 6-årig pige og en knap 6-årig dreng under leg havde ladet en legecykel blive stående på fortovet, medens de fjernede sig ca. 15 meter for at se på en kammerat, der var faldet i en vandpyt. Umiddelbart efter faldt en ældre, stærkt svagtsynet dame over cyklen og kom til skade. Ved dommen blev børnene, som begge var ansvarsforsikrede, dømt in solidum til at be- tale erstatning 3 ) .

C. Lempelse af barnets ansvar.

Mens som anført under litra A Familierets- kommissionen af 1919 foreslog en lovbestem- melse, der allerede i sin hovedregel fastsatte et lempeligere ansvar for barnet end for den voks- ne, bestemmer myndighedslovens § 63, at an- svarslempelse alene finder sted som en undta- gelse fra den almindelige regel om sædvanligt erstatningsansvar, idet erstatningspligten for børn under 15 år kan nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne iøvrigt.

Mens kommissionens lovudkast benyttede ud- trykket »Barnets sindstilstand«, erstattede lov- giveren det med det mere præcise udtryk

»manglende udvikling hos barnet«. Lempelse efter denne betingelse må formentlig for det første kunne ske under hensyntagen til selve alderen. Et 7-årigt barn må generelt set bedøm- mes mildere end et 14-årigt. Men man må uden tvivl også kunne tage individuelle hensyn og lægge væge på, om det pågældende barn er mindre udviklet end normalt for sin alder. Ved

»handlingens beskaffenhed« har man, jfr. her- ved kommissionsudtalelsen, navnlig tænkt på handlingens større eller mindre farlighed. Har barnet - efter sin alder - kun udvist ringe uagt- somhed, kan der være grund til at lempe - også ved større skader, i modsætning i alminde-

3) Jfr. herved også Trolle i UfR 1963 B, s. 234-35.

lighed til tilfælde, hvor barnet har handlet groft uagtsomt eller ligefrem forsætligt.

Som eksempler på lempelse under hensyn til

»omstændighederne i øvrigt« nævner § 63 selv

»forholdet mellem den skadegørendes (barnets) og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til at få skaden godtgjort hos andre«. Der vil herunder kunne lægges vægt på, om barnet - henholdsvis skadelidende - er for- muende, om ansvar også kan gøres gældende mod forældrene, fordi de har tilsidesat deres tilsynspligt (se herom nedenfor), eller om even- tuelt barnets principal (f. eks. ved budtjeneste) kan pålægges ansvar efter D.L. 3-12-2. Er skadelidtes tab dækket af en forsikring, vil der også kunne tages hensyn hertil, jfr. også FAL

§ 25. Kravet til ringe uagtsomhed som forud- sætning for ansvarslempelse er strengere efter FAL § 25 end efter § 63, jfr. således UfR 1954

s. 706 H, der ikke lempede nogle drenges an- svar for en brand i halmstak efter FAL § 25, idet der var udvist betydelig uagtsomhed, men hvor ansvaret, der beløb sig til 3.000 kr., ned- sattes til halvdelen i medfør af § 63.

Børns erstatningsansvar vil i mange tilfælde være dækket af en af forældrene tegnet familie- ansvarsforsikring. I tiden lige efter myndig- hedslovens gennemførelse gav det anledning til tvivl, om der også kunne tages hensyn hertil, men domspraksis lagde sig hurtigt fast på den linie, at der skulle tages hensyn, således at lem- pelse ikke vil finde sted, når barnet er dækket af en ansvarsforsikring. Se hertil højesterets- dommene i UfR 1941 s. 707 og 1947 s. 998.

Er barnet derimod ikke dækket af en forsik- ring, og ejer det heller ikke midler af betyd- ning, har det utvivlsomt været bestemmelsens hensigt, at ansvaret som regel bør lempes, når tilfældet ikke er meget graverende, eller det drejer sig om småskader. Dette har da også stort set været domstolenes indstilling. Men undtagelser gives. Som et eksempel herpå kan UfR 1956 s. 635 H anføres. I denne sag havde en 8-årig dreng ramt en 3-årig dreng i øjet med en pil; skaden opgjordes til 8.000 kr., men lempelse nægtedes uden hensyn til, at skade- volderen var uforsikret og formueløs. Derimod nedsattes erstatningen i en lignende sag i UfR 1954 s. 541 fra 8.000 kr. til 5.000 kr. og i UfR 1944 s. H til det halve; se også UfR I960 s. 460 V, hvor erstatningspligten for en uformuende 14-årig dreng, som havde voldt skade på en forsikret bil, nedsattes fra 4.711 kr. til 1.500 kr., samt forannævnte dom i UfR 1954 s. 706 H.

2. underafsnit:

Erstatningsansvaret for forældre og andre, der har tilsyn med børn.

I dansk ret findes der ingen lovbestemmelser om erstatningsansvaret for forældre eller andre, der fører tilsyn med børn for skade, barnet for- volder. I det omfang, et sådant ansvar anerken- des, bygger det på de almindelige ulovbestemte • erstatningsregler.

Grundlaget for forældres ansvar er forældre- myndigheden med det lydigheds- og tilsynsfor- hold (omsorgsforhold), hvori barnet står i for- hold til forældrene. Det samme gælder, hvor en tilsvarende beføjelse udøves af andre end forældrene, f. eks. slægtningen, et børnehjem eller i mere afgrænset omfang ledelsen af en skole, en feriekoloni, spejderlejr o. s. v.

Ansvaret kan pålægges både for aktiv og passiv adfærd (undladelse) hos forældrene, men der er ingen tvivl om, at undladelsen ud- gør det i praksis foreliggende vigtigste område. Som eksempel på ansvar for forældrenes egen handlen (på barnets vegne) kan nævnes, at en moder kalder sit barn over gaden uden for- nøden hensyntagen til færdslen, og derved for- voldes et trafikuheld, eller at hun giver barnet positiv urigtig instruktion med hensyn til, hvor- ledes barnet skal bruge et stykke legetøj og en legekammerat derved forvoldes skade. Der fore- ligger så vidt ses ingen trykt retspraksis om erstatningsansvar for sådan aktiv adfærd.

I praksis angår spørgsmålet om forældrenes ansvar langt oftest deres undladelser i forhold til barnet, udtrykt mere præcist undladelse af en positiv handling, der kunne have bevirket (medvirket til), at barnet ikke forvolder skade. Forældremyndigheden indebærer, at forældre må drage omsorg for deres barn, d. v. s. det må opdrage barnet, belære det om livets for- skellige faresituationer og føre fornødent tilsyn med det. Omfanget af forældrenes pligter, der som nævnt ikke er angivet i lovgivningen, må bero på et konkret skøn i det enkelte tilfælde, og det er på basis af kun muligt at opstille enkelte mere grove retningslinier for retsstillingen.

Der ses ikke at have foreligget nogen dom, der har domfældt på grundlag af manglende opdragelse i almindelighed, jfr. herved 1946 s. 130 (om en 5-årig drengs kasten med sten) og 1941 s. 987 (om skade tilføjet en

4) Se til det følgende navnlig Trolle: anførte værk, s. 267-68, s. 273-75, s. 281 ff. og s. 323 ff., Borum: Personretten, 3. udg., s. 140-41, X. Xxxxxxx Xxxxx: anførte værk 176 ff., 180 ff.

parkeret bil). Sædvanligvis beskæftiger dom- mene sig med, om forældrene i den konkrete situation har ladet det mangle på tilsyn og instruktion. En række sager af typisk art fore- ligger således med hensyn til tilsynet af børn, der færdes i trafikken, jfr. UfR 1944 s. 392, der pålagde faderen ansvar, fordi han havde ladet sin knapt 4-årige søn færdes uden opsigt på en stærkt trafikeret hovedvej. Sammenlign herved UfR 1952 s. H, som frifandt for ophold uden tilsyn på en villavej, 1959 s. 755, der fri- fandt, fordi moderen havde holdt opsigt i »ri- meligt omfang«, og UfR 1963 s. 303 H, der fri- fandt, idet »der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at ulykken er indtrædt, fordi for- ældrenes tilsyn var svigtet«. Endvidere kan der henvises til UfR 1955 s. 501 H, 1951 s. 894 og

VLT 1950 s. 324.

Når børn leger med farlige ting, særlig flits- buer, luftbøsser m. v., må det kræves, at den tilsynspligtige udviser særlig påpasselighed, både i henseende til instruktion og effektivt tilsyn og i henseende til overhovedet at give tilladelse til, at børnene leger med den slags ting, her- under om fornødent effektivt forhindrer, at de kommer i barnets besiddelse. Som eksempler fra domspraksis kan anføres UfR 1958 s. 387, 1955 s. 542, 1954 s. 541, 1953 s. 352 og 742 H,

1952 s. 1111 og 1113 og 1959 s. H. Om

mindre farlig leg se UfR 1943 s. 153, 1940

s. 350, ASS XXVI (1947) B s. 146. Om leg med ild se UfR 1956 s. 215 H og 1945 s.

H.

Der kan formentlig ikke opstilles en regel om, at bevisbyrden for, at forældrenes tilsyns- pligt er opfyldt, særlig påhviler forældrene, men bevisbyrden må bedømmes efter alminde- lige synspunkter. UfR 1921 s. 58 har ganske vist givet udtryk for, at bevisbyrden var hos forældrene, men dette har ikke fundet støtte i senere retspraksis, jfr. herved bl. a. den nævnte højesteretsafgørelse fra 1963.

Et tvivlsomt spørgsmål er, hvorvidt børn bør tåle identifikation med deres forældre i til- fælde, hvor barnet lider skade og kan rejse krav mod trediemand, og hvor også forældrene er ansvarlige. I litteraturen går Borum5) og imod at anerkende identifikationen,

mens finder identifikation rimelig 8 ) . I retspraksis har nogle ældre landsretsdom- me tilsyneladende gennemført en identifikation,

5) Personretten, s. 145.

6) Juristen 1954, s. 4l4.

7) Anførte værk s. 324-326.

8) Ussing: Erstatningsret, s. 189, synes ikke at tage klar stilling til spørgsmålet.

men det er tvivlsomt, hvilken præjudikatsvirk- ning disse har, når henses til en real vurdering af problemet. Det har været at inden- tifikationssynspunktet »forudsætningsvis« er ble- vet godkendt af højesteret i nogle sager, hvor der under søgsmål fra barnets side af modparten har været procederet på, at barnets forældre har udvist manglende tilsyn, og at den pågæl- dendes ansvar derfor burde nedsættes. Dette gælder således 1956 s. 635 H, 1955 s. 501 H og 1938 s. H. Højesteret statuerede imidlertid i alle disse sager blot, at »forældre- nes forhold til barnet ikke kunne begrunde en nedsættelse af erstatningen«. Hvorvidt dette be- ror på, at højesteret ikke fandt, at der forelå xxxxx hos forældrene, således at identifikation allerede af den grund ikke kunne ske, eller at retten overhovedet ikke fandt, at der var grund- lag for identifikation, fremgår ikke med sikker- hed af afgørelserne. I svensk højesteretspraksis er det med afgørelsen Nytt Juridisk Arkiv 1952

s. 573 klart antaget, at identifikation ikke bør finde sted i tilfælde, hvor barnet pådrages per- sonskade -

Endeligt skal det bemærkes, at spørgsmålet om ansvar for manglende tilsyn og instruktion med børn ikke alene kan påhvile forældre, selv om dette tilfælde naturligvis er det praktisk vigtigste. Er børn således givet i varetægt hos andre, vil der efter omstændighederne gælde lignende ansvarsregler. Dette gælder i praksis navnlig skoler og børnehjem. Således kan næv-

9) Juristen 1961, s. 327 ff.

nes en række afgørelser om ansvar for børns til- skadekomst under leg på legeplads UfR 1955 s. 542, ASS 1954 B s. 210, 1932 s. 977 og VLT

1932 s. 56, der dømte skolen, og UfR 1940 s. 350, ASS 1947 B s. 146 og UfR 1937 s. 87 H,

der frifandt denne. Også om ansvar for skade under gymnastik og sport foreligger der afgørel- ser, jfr. således UfR 1952 s. 669, 1939 s. 600,

1030 og 1085 H samt 1937 s. 87 H og 1126.

Om en skoles ansvar for et barns tilskadekomst under transport i forbindelse med barnets del- tagelse i en af skolen arrangeret frivillig svøm- meundervisning, se UfR 1963 s. 419 V. Om børnehavers ansvar se UfR I960 s. 178, ASS 1945 B s. 36, 1954 B s. 210 og 1947 B s. 146.

For feriekolonier kan henvises til UfR 1949 s. 977 og for hjem for vanskelige børn, hvorfra to drenge forårsagede brandskade, se UfR 1955 s. 336 og 1956 s. 215 H.

Til fuldstændighed skal bemærkes, at ansva- ret for forældre og andre, der har tilsyn med børn, ikke blot gælder i forhold til tredimand, men også i forhold til barnet selv, der lider skade, jfr. herved bl. a. den anførte xxx XxX 1963 s. 419. Afgrænsningen af tilsynspligten vil dog formentlig her blive bedømt på en lidt anden måde, fordi skadesituationen er ander- ledes. Antages det, at barnet med hensyn til sit erstatningskrav overfor trediemand må tåle identifikation med forældrenes fejl, har barnet efter almindelige synspunkter et regresansvar over for forældrene. Nogen retspraksis ses dog ikke at foreligge.

A. Finsk ret.

1. Barnets ansvar.

II. Anden nordisk ret.

Undertiden har man gjort gældende, at et barn under 15 år alene er erstatningsansvarlig,

Som i anden nordisk ret gælder culpareglen som den almindelige erstatningsregel i finsk ret. For så vidt angår ansvar for børn bestemmer den finske straffelovs kapitel 9, 5. paragraf, føl- gende:

»Är skada gjord av barn under femton år, .. . och kan skadestånd ej gäldas av den, vilken för under- låten tillsyn om sådan person, eller för annat sådant vållande, förklarats skyldig att ersätta skadan; gånge skadeståndet ut av gärningsmannens gods.«

Andre bestemmelser om børns erstatnings- ansvar findes ikke i finsk lovgivning. Om for- ståelsen af den citerede regel i straffeloven har der såvel inden for doktrin som praksis rådet delte meninger.

såfremt den eller de, der havde tilsyn med bar- net (forældrene), havde svigtet med hensyn til tilbørligt opsyn, således at den pågældende derved selv blev ansvarlig for skaden. I dette tilfælde anses barnets ansvar alene at være sub- sidiært. Til støtte for denne opfattelse er der foruden til lovens ordlyd henvist til alminde- lige retlige synspunkter og den omstændighed, at det ville være fremmedartet at pålægge bar- net absolut ansvar for sine gerninger i tilfælde, hvor loven med hensyn til voksne - for at be- skytte dem mod ugrundet ejendomstab - kræ- ver culpa som ansvarsforudsætning.

En mere almindelig godtaget opfattelse er den, at der efter straffelovens kapitel 9, 5. §,

ikke er noget til hinder for, at et barn pålæg- ges ansvar i tilfælde, hvor barnet ingen for- ældre har, eller hvor forældrene ikke kan på- lægges ansvar som følge af forsømmelse ved tilsynet. Tilhængere af dette standpunkt har dog været af forskellig mening med hensyn til de forudsætninger, der må opstilles for bar- nets erstatningsansvar.

Efter én opfattelse bør culpareglen finde an- vendelse ved bedømmelsen af børns ansvar, så- ledes at den tilpasses den typiske evne for om- dømme og tilpasning, som man kan fordre af et barn i den pågældende alder. En anden op- fattelse gør på den anden side gældende, at barnet alene bør være primært ansvarlig i så- danne særlige tilfælde, hvor objektive billig- hedshensyn taler for et ansvar. Dette gælder særligt i tilfælde, hvor barnet med sine midler vil kunne være i stand til at honorere et ansvars- krav uden derved at sætte sit underhold og sin uddannelse på spil, og den skadelidende skulle komme i vanskelighed, såfremt han ikke fik erstatning. Til støtte for denne opfattelse er bl. a. henvist til, at det nævnte lovbud i straffe- loven synes at sondre mellem ansvar for til- regnelige og utilregnelige personer.

I retspraksis er børn i de senere år pålagt erstatningsansvar også i tilfælde, hvor for- ældrene ikke primært er idømt ansvar. —

2. Ansvar for forældre

Med hensyn til forældres ansvar for deres børns skadegørende handlinger er der i dok- trin og praksis enighed om, at ansvar kun på- lægges i tilfælde, hvor forældrene har forsømt at opfylde en foreliggende tilsynspligt.

B. Norsk ret.

1. Barnets ansvar.

Ligesom i dansk ret gælder i norsk ret culpa- reglen som den almindelige erstatningsregel. For så vidt angår børn modificeres denne af en særlig bestemmelse i loven om straffelovens ikrafttræden af 22. maj 1902 (nr. 11) § 22, der bestemmer følgende:

»Har barn under 14 år voldt skada, er barnet ikke

ansvarlig for skaden.

Har barnet midler kan dog retten, hvor den efter omstændighederne finder det billigt bestemme, at ska- den helt eller delvis skal erstattes af disse midler.«

Efter denne bestemmelse er et barn således som hovedregel ikke underkastet det alminde- lige culpaansvar. Udgangspunktet efter § 22, stk. 1, er, at barn under 14 år ikke er pligtig at erstatte de skader, som barnet forvolder. Det

gælder ikke blot, når skaden er forvoldt ved uagtsomhed, men også hvor skaden er forsætlig. Ansvarsfriheden for barn under 14 år er dog ikke absolut. Efter § 22, stk. 2, kan et barn undertiden blive pålagt erstatningsansvar; men for at dette kan ske, er det en betingelse, at barnet har »midler«. Hvis barnet ikke ejer midler, kan det ikke gøres erstatningsansvarlig. Ansvaret begrænses til de midler, som barnet har, idet en dom alene kan gå ud på, at erstat- ning ydes af »disse midler«. Det er den for- mue (nettoformue), som barnet ejer på det tidspunkt, hvor dommen afsiges, der skal tages hensyn til. Erstatningen kan alene eksekveres i disse midler og ikke f. eks. i midler, som bar- net senere bliver ejer af. Et personligt ansvar ud over disse midler kan barnet således ikke

Der råder nogen usikkerhed med hensyn til, hvor meget der fordres for, at barnet kan siges at have midler. Spørgsmålet har praktisk talt ikke været forelagt domstolene. En bestemt for- muegrænse kan næppe sættes for, at barnet kan anses at have midler. En hvilken som helst formue vil dog ikke være tilstrækkelig. For- mentlig må kravet til formuens størrelse variere noget efter skadens størrelse, idet der ved større skader kan være grund til at kræve mere, for at barnet kan anses at have midler, end når det gælder mindre skader. I teorien har det været hævdet, at barnet må have adskillige midler i forhold til den skade, der er forvoldt, for at der kan være tale om at gøre barnet ansvarlig. Det må eje så store værdier, at det ikke risi- kerer at sidde igen med lidt eller intet, når erstatningen er betalt. Hvis barnet ikke ejer midler udover, hvad der efter processens regler om tvangsbeneficium er unddraget udlæg, er barnet i hvert fald uden midler.

Det antages ikke i norsk ret, at den omstæn- dighed, at barnet er ansvarsforsikret, indebærer, at barnet har midler i nævnte lovregels forstand, idet tilstedeværelsen af en ansvarsforsikring ik- ke findes at kunne øge erstatningsansvaret for den pågældende i forhold til, hvad retsordens regler i øvrigt fastsætter.

Foruden at barnet skal have midler, kræves det efter lovreglen, at retten efter omstændig- hederne finder det billigt, at barnet erstatter skaden helt eller delvist. Efter indholdet af denne betingelse er retten ved sin afgørelse ikke bundet til bestemte momenter, men kan tage alle omstændigheder i betragtning, der med rimelighed vil være af betydning. Disse omstændigheder er formentlig navnlig barnets

(skadevolderens) økonomi, alder, modenhed, udvist skyld og den skadelidtes økonomi, her- under om han er forsikret mod skaden. Der er imidlertid i teorien ikke enighed om, hvilke forhold der her bør komme i betragtning.

Reglen i § 22 antages

alene at gælde spørgsmålet om barnets ansvar overfor trediemand og således ikke spørgsmålet om nedsættelse af barnets eget erstatningsansvar som følge af egen skyld. Med hensyn til dette spørgsmål gælder i norsk ret principielt de samme regler for børn som for voksne, det vil navnlig sige bestemmelsen i nævnte ikrafttræ- delseslovs § 25, hvorefter erstatningskravet ved egen skyld kan nedsættes eller falde bort. Ved ansvaret for motorkøretøjer, hvor der gælder særlige lovbestemmelser om egen skyld, har norske domstole i forhold til den hidtidige lov- regel på området, der imidlertid nu er afløst af en ny regel, i adskillige tilfælde nedsat er- statningsansvaret under hensyn til barnets egen skyld. Der er her eksempler på, at et barn ned til 8-års alderen har fået nedsat erstatning på grund af egen skyld.

De nævnte indskrænkninger i et barns erstat- ningsansvar gælder alene, for så vidt ansvaret er betinget af udvist skyld, og omfatter således ikke tilfælde, hvor ansvaret beror på objektive erstatningsregler (ansvar uden skyld).

2. Ansvaret for foraldre m. fl.

Ligesom i dansk ret gælder der heller ikke i norsk ret særlige lovbestemmelser om for- ældres erstatningsansvar for børns skadegørende handlinger. Forudsætningen for et ansvar er, at forældrene har udvist et uforsvarligt for- hold. Nævneværdig retspraksis findes dog ikke på området.

Udgangspunktet er, at ingen andre er ansvar- lige for andres skadegørende handlinger. Imid- lertid har forældrene som følge af deres stilling en vis pligt til at opdrage barnet og føre til- syn med det. Noget objektivt ansvar har for- ældrene dog ikke for barnet; men ligesom i dansk ret opstår spørgsmålet om ansvar, såfremt forældrene har svigtet deres tilsynspligt med barnet. Bedømmelsen af dette spørgsmål stiller sig formentlig tilsvarende som i dansk ret, idet ansvaret vil bero på en konkret vurdering af sagen. Har forældrene viden om, at barnet er ved at foretage en uforsvarlig handling, må de efter omstændighederne være forpligtede til at gribe ind, og udstyres barnet med farlige ting,

f. eks. salongevær eller lign., må forældrene være pligtige til at sikre, at barnet får den for-

nødne instruktion. Der skal formentlig meget til for at statuere et ansvar alene på grundlag af dårlig eller manglende opdragelse i alminde- lighed.

Ansvar for børn foreligger formentlig ikke alene for forældre, men efter omstændighederne kan et sådant også pålægges andre, der har pligt til at føre tilsyn med barnet eller tage sig af dets opdragelse og her forsømmer deres opgave.

C. Svensk

1. Barnets ansvar.

Den almindelige erstatningsregel i Sverige er culpareglen som i de øvrige nordiske lande. For børn suppleres reglen af bestemmelsen i

6. kapitel, 6. § i straffeloven, der har følgende ordlyd:

»Är skada gjord av person under femton års ålder eller sådan, som i 5. kap., 5. § omtalas, vare han pliktig att ersätta skadan, om och i den mån det med hänsyn till hans sinnesart, gärningens beskaffen- het och omständigheterna i övrigt må anses skäligt. Vad han sålunda utgivit äge han söka åter av den, som genom underlåten vård om hans person vållat skadan.«

Reglen svarer i al væsentlighed til den, som den danske og den svenske familieretskommis- sion foreslog i deres udkast, for Danmarks ved- kommende til loven om og

mål, jfr. foran i kapitel 1, 1. underafsnit, litra A.

Bestemmelsen rummer efter sin ordlyd ingen henvisning til barnets alder. I retspraksis er det imidlertid knæsat, at mindstegrænsen for at på- lægge ansvar ligger ved barnets 5 års alder. Alderen kommer i øvrigt i betragtning ved be- dømmelsen af, om en vis handlemåde må an- ses som culpøs. I øvrigt tillægges alderen be- tydning for erstatningsudmålingen, idet børn op mod 15 års alderen almindeligvis ikke opnår en nedsættelse af erstatningsansvaret til mere end ansvarsbeløbet, hvorimod børn i de lavere aldersklasser i almindelighed opnår en nedsættelse indtil en trediedel af ansvarsbeløbet.

Xxxxxx af uforsigtighed tillægges betydning ved ansvarsudmålingen, ligesom handlingens farlige beskaffenhed gør det. I øvrigt må man, når man vil trække retningslinierne op i svensk ret, på lignende måde som i dansk ret gennem- gå en række typetilfælde. Skade, der opstår ved fælles leg mellem flere børn er et tilfælde, som ofte bedømmes relativt mildt. Leg med-

Jfr. bilag 1 til Statens offentliga utredningar 1963:33 Skadestånd I (i det følgende kaldet den svenske betænkning).

fører ricici, som man inden for visse grænser må akceptere. Efter omstændighederne må et barns deltagelse i farlig leg endog kunne til- regnes barnet som egen skyld.

I trafikforhold anlægges ligesom i dansk ret derimod en relativ streng bedømmelse.

Den svenske regel bestemmer yderligere, at hensyn skal tages til »øvrige omstændigheder«. Efter motiverne kommer her nærmest skade- volderens og den skadelidendes økonomiske forhold i betragtning. Det er dog imidlertid sjældent, at udtrykkelige hensyntagen til parter- nes økonomiske forhold sker i retsafgørelserne. Der foreligger ikke i praksis afgørende støtte for den antagelse, at tilstedeværelse af skade- forsikring for den skadelidte anses som en nedsættelsesgrund bortset fra de tilfælde, hvor reglen i forsikringsaftalelovens § 25 eller be- stemmelserne i forsikringsvilkårene giver støtte for en ansvarslempelse. Det kan dog ikke ude- lukkes, at der i retspraksis vil blive taget hen- syn til, at skadelidte er forsikret; men spørgs- målet står endnu åbent.

I flere retstilfælde har det været anført, at ansvarsforsikring forelå. Svensk ret har dog ikke stillet sig på det tilsvarende klare stand- punkt som i dansk ret, hvorefter ansvarsforsik- ring udelukker lempelse. I svensk ret er det udgangspunktet, at spørgsmålet om barnets er- statningsansvar bedømmes uden hensyntagen til de økonomiske konsekvenser for barnet. Disse er først af betydning, når det i anden række skal afgøres, om ansvarsbyrden bliver økono- misk rimelig for barnet. Først her sætter spørgs- målet om ansvarsforsikringens betydning ind. Der foreligger derfor også domme i svensk ret, som lemper ansvaret for barnet uanset tilstede- værelsen af ansvarsforsikring.

Ligesom i dansk ret er barnets ansvar ikke afhængig af, om forældrene eller andre, der har tilsyn med barnet, undgår erstatningsansvar, barnets ansvar er således aldrig subsidiært. I et enkelt tilfælde er dog et barn blevet frifun- det for uagtsomhed, idet hans uforsigtighed fandtes ringe i forhold til den uforsigtighed, som moderen, der førte tilsyn med barnet, havde udvist.

Vedrørende barnets egen skyld gælder der i princippet samme regler som for barnets ansvar over for tredjemand. I det enkelte tilfælde kan dog forholdet bedømmes forskelligt. Retspraksis har bl.a. i et tilfælde statueret egen skyld hos et 4 års barn, der kom til skade i trafikken, uan- set om retspraksis i øvrigt almindeligvis hånd- hæver en mindstegrænse for ansvar på 5 år.

2. Ansvaret for forældre m. fl.

Forældre har som indehavere af forældre- myndigheden pligt til at sørge for barnets person, give det den fornødne opdragelse og føre opsyn med barnet. Hermed følger pligt til at føre tilsyn med barnet og at søge at hin- dre, at barnet forårsager skade. Tilsidesættelsen af disse forpligtelser kan pådrage forældrene eller den ene af dem ansvar efter culpareglen. I almindelighed angår sagen spørgsmålet om undladelse fra forældrenes side med at føre op- syn eller kontrol med farlige genstande o. lign. eller at hindre barnet i at komme ud i trafik- ken, inden de har tilegnet sig de nødvendige forudsætninger herfor.

I forældrenes opgave at opdrage barnet ligger naturligt at bibringe barnet almene lærdomme om, hvordan det skal forholde sig i livets for- skellige situationer. Det vil dog kun foreligge sjældent, at erstatningsansvar kan pålægges for- ældrene på grund af manglende opdragelse. Derimod findes adskillige eksempler på, at for- ældrene har pådraget sig ansvar for deres børns handlinger som følge af forsømmelse med til- synet i det enkelte tilfælde. Der stilles her gan- ske store krav til forældrene, hvor det gælder deres pligt til at advare eller hindre barnet i på uforsvarlig måde at omgås med farligt legetøj og lignende eller begive sig ud i trafikken uden omtanke.

Forældrenes tilsynspligt ophører ikke, før barnet fylder 15 år og dermed selv bliver fuldt ansvarlig for sine handlinger.

Også andre end forældrene kan blive ansvar- lige for børns skadegørende handlinger. Er bar- net under særskilt forordnede formynderskab eller har nogen på grundlag af aftale, f. eks. som barnepige eller husassistent længere eller kortere tid overtaget den faktiske omsorg for barnet, pådrager vedkommende sig i princippet samme ansvar som forældrene. Dette gælder også i tilfælde, hvor overtagelsen af tilsyns- pligten er rent midlertidig, f. eks. hvor en mor nogle timer overlader barnet til naboens kone. Ansvar kan også opstå for personalet på syge- hus, i feriekolonier o. lign. samt for skolelærere, der har pligt til at føre tilsyn og opsigt med børn, som overlades dem. Spørgsmålet om an- svaret for andre, der har tilsynet, end foræl- drene synes dog kun sjældent at være prøvet ved domstolene.

Reglen i andet punktum i den foran citerede bestemmelse i straffeloven, hvorefter et barn, som pålægges erstatningsansvar, har fuld re- gresret mod den forsømmelige af forældrene

eller andre, der har tilsynet med barnet, er af naturlige grunde af ringe praktisk betydning i forholdet mellem forældre og børn. Eksempler foreligger ikke på reglens anvendelse i rets- praksis.

Svensk retspraksis har fastslået, at et barn, der lider personlig skade ved en trafikulykke

ikke får sit erstatningskrav påvirket af, at der ikke fra forældrenes side har været ført fornø- dent tilsyn med barnet. Barnet behøver således ikke at tåle identifikation med forældrene for deres fejl, i hvert fald ikke, når der er tale om, at personskade overgår barnet.

A. England.

III. Xxxxxxx ret i øvrigt.

det er f. eks. fastslået, at et barn ikke kan hol-

Engelsk ret indeholder ingen almindelig re- gel om, at børn ikke skulle være ansvarlige for deres handlinger. Dette indebæ- rer imidlertid ikke, at lav alder er uden betyd- ning ved afgørelsen af spørgsmålet om ansvar, idet dette vil være afhængig af de subjektive ansvarsvilkår, der i almindelighed er gældende for vedkommende »tort« (krænkelse).

Hvor der er tale om ansvar for »negligence« (uagtsomhed), vil skadevolderens alder for- mentlig blive tillagt betydning ved vurderingen af, hvilken uagtsomhed der er lagt for dagen. Et barns adfærd vil blive bedømt på baggrund af, hvad der kan forventes af et barn i ved- kommende alderstrin, således at et barn i man- ge tilfælde vil anses uden ansvar, hvor en voksen ville være ansvarlig. Ved enkelte andre

»torts« er de subjektive vilkår udformet således, at et barn vil blive holdt ansvarlig helt på linie med en voksen. Som eksempel kan nævnes

»trespass on land«, d.v.s. uberettiget ophold på anden mands ejendom. Her er det tilstrække- ligt, at den, der trænger ind, frivilligt har fore- taget sig den handling, som har bragt ham ind på ejendommen; kun når han mod sin vilje er kommet derind, er han uden ansvar. Uvidenhed hos den, der trænger ind, om områdets

linie eller hans urigtige opfattelse m.h.t. hans ret at færdes på ejendommen fritager ham ikke for ansvar.

En undtagelse fra reglen om barnets prin- cipielle ligestilling med den voksne med hen- syn til erstatningsansvar udledes imidlertid af reglen om, at mindreårige (under 21 år) ikke kan forpligte sig ved kontrakt (Infants Reliefe Act 1874). Hvis barnets skadevoldende hand- ling samtidig er et kontraktsbrud, vil den skade- lidte ikke kunne omgå reglen om barnets mang- lende retshandleevne ved at rejse sag på et er- statningsgrundlag. Denne undtagelsesregel fremkalder afgrænsningsvanskeligheder, men

des ansvarlig efter erstatningsreglerne, hvor han har opnået et lån ved urigtig opgivelse af sin alder.

Engelsk ret indeholder heller ikke særlige regler omfattende forældres ansvar for skader, som barnet forvolder. Skal forældrene pålægges ansvar, må det bero på, at forældrene selv har optrådt uforsvarligt. Ansvaret kan have sin grund i, at forældrene har opfordret barnet til at begå den skadegørende handling, eller for- ældrene kan holdes ansvarlige for »negligence« i form af svigtende tilsyn. Et ansvar er således pålagt en fader, som udstyrede sin 15 år gamle søn med luftgevær og lod ham beholde det, efter at sønnen havde forvoldt skade med det. Hvilken betydning egen skyld hos barnet skal tillægges, varierer for de forskellige »torts«, og alderens betydning må vurderes særligt i hvert

enkelt tilfælde heraf.

Størst interesse samler sig formentlig om be- tydningen af egen skyld hos et barn, hvor skadevolderens ansvar beror på »negligence«. To regler kommer formentlig her ind i billedet. For det første har man i engelsk ret den re- gel, at en ejer eller besidder af fast ejendom med hensyn til ejendommens tilstand ikke har nogen pligt til at udvise agtpågivenhed i for- hold til »trespassers«, d.v.s. personer, som ube- rettiget befinder sig på ejendommen. Dette gæl- der også, når vedkommende er et barn. Der har imidlertid været en tendens til at tillægge det forhold, at der på en ejendom befinder sig ting, som har en særlig tillokkelse for barnet, og besidderen er vidende herom, betydning som

»implied consent« ved barnets ophold, således at barnet i disse tilfælde ikke kan betegnes som

»trespassers«.

løvrigt gælder i engelsk ret siden 1945 (The Law Reform (Contributory Negligence) Act) det såkaldte fordelingsprincip, d.v.s. ansvarets omfang bedømmes på grundlag af den skyld,

der er udvist fra begge parters side. For børn gælder ingen mindstegrænse for statuering af egen skyld. I en sag blev skadevolderen således frifundet på grund af egen skyld hos en 4-årig skadelidt. Det er imidlertid anerkendt, at et skadelidende barns adfærd skal bedømmes un- der hensyn til barnets alder og udviklingstrin. I en sag, hvor skadevolderens uagtsomhed be- stod i, at han havde udleveret benzin til en 9- årig dreng, der derefter satte ild til benzinen og kom til skade, blev det således antaget, at der ikke forelå uagtsom medvirken, idet det ikke kunne forventes, at en 9-årig skulle forstå, hvor brandfarlig benzin er.

Det er alene barnets egen uagtsomhed, der tillægges betydning for barnets erstatningskrav. Der foretages ingen identifikation med foræl- drene, således at barnets krav ikke nedsættes som følge af, at der ved skadens opståen er ud- vist uagtsomhed fra forældrenes side.

B. Frankrig.

Fransk erstatningsret bygger i hovedsagen på Code Civil art. 1382-1386, der dels angår an- svar for culpa, jfr. ordene »faute«, »negligence« og »imprudence«, dels nogle mere objektivt betonede ansvarsregler om skyldpræsumption og objektivt ansvar. Ansvar pålægges for både for- sætligt skadevoldende handlinger (»delits«) som uagtsomme (»quasi-delits«). Det synes anerkendt, at man ved uagtsomhedsbedømmel- sen skal vurdere skadevolderens adfærd på bag- grund af en objektiv agtsomhedsstandard med en bonus pater familia som målestok.

Code Civil indeholder ingen særregler om, hvorvidt et barn er erstatningsansvarlig for sine skadegørende handlinger. Formentlig fremgår det af art. 1310, at mindreårighed ikke i sig selv virker ansvarsbefriende. Denne bestemmelse har imidlertid ikke været forstået derhen, at den almindeligt fastslår, at et barns adfærd skal be- dømmes som en voksens. Fransk ret bygger her- ved på den opfattelse, at uanset om agtsomheds- vurderingen i almindelighed er objektiv, forud- sætter begrebet »faute«, at vedkommende er i besiddelse af sådanne åndsevner, at han kan forstå rækkevidden af sine handlinger. Det an- tages derfor, at helt små børn ikke kan pålæg- ges erstatningsansvar, idet ansvaret må forud- sætte, at barnet har nået »l'age de raison«. Der kan imidlertid ikke fastsættes en bestemt al- dersgrænse; om barnet skal pålægges ansvar, må bedømmes i hvert eenkelt tilfælde under hensyn til barnets fysiske og psykiske udvik-

xxxx og under hensyn til den handlingssituation, som barnet befinder sig i.

Man har eksempler på, at børn på 6-7 år er pålagt ansvar, bl. a. for skader forvoldt kam- merater under leg, men i de fleste tilfælde an- ses børn i alderen 8—10 år at savne skyldevne. Finder man imidlertid, at barnet har den for- nødne modenhed, antages det, at man ved bedømmelsen i det enkelte tilfælde ikke skal tillægge alderen betydning, men at barnets ad- færd skal vurderes på baggrund af en generel agtsomhedsstandard; denne opfattelse er imid- lertid ikke ganske uomstridt.

Reglen om, at de helt små børn i konsekvens af skyldkravet ikke er erstatningsansvarlige, gælder ikke, hvor ansvaret beror på objektive ansvarsregler.

Hvis et barn forvolder skade, vil forældrene kunne holdes ansvarlige efter den almindelige skyldregel i Code Civil art. 1382, såfremt der føres bevis for, at barnets adfærd direkte har sin baggrund i forsætlig eller uagtsom hand- ling eller undladelse hos forældrene. Den al- mindelige skyldregel får dog begrænset betyd- ning, idet man i art. 1384, 4. led, har en regel, som pålægger forældrene et noget strengere an- svar. Denne regel, der efter sin ordlyd er en skyldpræsumptionsregel, opfattes således, at der opstilles en generel formodning om, at når bar- net forvolder skade, har det sin baggrund en- ten i mangelfuld opdragelse eller i svigtende tilsyn fra forældrene. Disse kan således kun fri- holde sig ved at føre bevis for, at den indtrufne skade ikke kan bebrejdes dem. Forældrene må herved føre bevis for, at de har opfyldt deres pligt til at føre sædvanligt tilsyn med, hvad barnet foretager sig. Hvor langt denne tilsyns- pligt rækker, er afhængig af barnets alder og karakter og tillidsforholdet, hvorunder familien lever. Den ansvarlige vil ikke kunne friholde sig ved at henvise til, at han var fraværende, da skaden forvoldtes, når han ikke har sørget for, at en anden i hans sted har haft barnet. Med hensyn til opdragelsen må forældrene for at undgå ansvar føre bevis for, at de har givet barnet en forsvarlig opdragelse, og at de her- ved har vist tilstrækkelig fasthed over for bar- net. Man har eksempler på, at forældre er holdt ansvarlige for et barns trafikskader, når de ikke har kunnet bevise, at barnet har fået tilstræk- kelig vejledning i færdselsreglerne.

Den ansvarlige efter art. 1384, 4. stk., er faderen, og efter hans død moderen. Praksis har fortolket denne bestemmelse således, at man i almindelighed lader ansvaret påhvile den af

forældrene, som har forældremyndigheden. For- ældreansvaret gælder dog alene, hvis barnet bor hos forældrene, men et midlertidigt fravær er ikke tilstrækkeligt til at gøre ansvarsreglen uan- vendelig.

Code Civil indeholder ikke almindelige regler om betydningen af egen skyld, men der har i teori og praksis udviklet sig en fordelingsregel på grundlag af en skyldvurdering. Savner ska- delidende skyldevne, vil hans medvirken til skaden være uden indflydelse på erstatningskra- vet. I retspraksis har der dog været en tendens til at lade helt små børns uforsigtighed influere på deres erstatningskrav.

C. Tyskland.

Tysk rets erstatningsregler findes i Bürger- liches Gesetzbuch (BGB) § 249 mens §§ 823-853 giver regler om ansvarsgrundlag m. v. Også i speciallovgivningen findes der vigtige erstatningsregler, herunder om jernbaner, mo- torvogne, luftfart, kraftværker m. v. Reglerne i BGB bygger i udpræget grad på skyldprincip- pet; de afvigelser, som findes i retning af et objektivt betonet ansvar, har med få undtagel- ser karakter af regler om skyldpræsumption. I speciallovgivningen findes imidlertid i stor ud- strækning regler om objektivt ansvar (»Ge- fährdungshaftung«) .

Spørgsmålet om børns erstatningsretlige stil- ling er behandlet i BGB §§ 828-829. Forældre- nes ansvar reguleres af § 832.

En forudsætning for ansvaret efter skyldreg- len er, at skadevolderen har skyldevne (»Ver- schuldensfähigkeit«). Spørgsmålet om alderens betydning for skyldevnen lægger BGB til grund for en ordning med 3 aldersgrupper: de som helt savner skyldevnen, de som har »betinget skyldevne«, og de som har »fuld skyldevne«. Ved denne gruppedeling bygger loven på be- stemte aldersgrænser, nemlig 7 år og 18 år.

Efter BGB § 828, stk. 1, er den, som ikke er fyldt 7 år, ikke ansvarlig for sine skadeforvol- dende handlinger; han savner helt skyldevne. Efter BGB § 828, andet stykke, har børn i aldersgruppen 7-18 år en betinget skyldevne; ansvar kan her pålægges, men dette gælder ikke, såfremt det påvises, at barnet savner »die zur Erkenntnis der Veranwortlichkeit erforder- liche Einsicht«. Afgørende er altså, om skade- volderen har nået en sådan grad af intelligens og modenhed, at han er i stand til at indse, at hans handling er uretmæssig. I praksis inde- bærer dette et krav om, at skadevolderen skal

have nået et sådan åndeligt udviklingstrin, at han er i stand til at indse, at hans handling er farlig og af skadevoldende karakter. Om et barn efter dette kan siges at savne skyldevne, må af- gøres konkret; der må således tages hensyn til, at et barn på samme alderstrin kan have nået en anden grad af modenhed og intelligens, og at der på forskellige livsområder kan kræves et forskelligt mål af indsigt. Som eksempel fra retspraksis kan nævnes, at en 8-års dreng blev anset at savne den fornødne indsigt, når det gjaldt farerne ved et tærskeværk, men at han blev anset tilstrækkelig moden til at se det uret- mæssige i at overtræde et forbud mod at

på området, hvor tærskeværket var placeret.

Foruden ved spørgsmålet om skyldevne vil alderen også kunne få betydning ved bedøm- melsen af uagtsomheden. Som målestok ved vurderingen heraf benyttes optræden, som kan kræves af personer inden for den samme so- ciale gruppe som skadevolderen.

Selv om et skadeforvoldende barn ikke kan pålægges skyldansvar på grund af manglende

»Verschuldensfähigkeit«, kan barnet efter BGB

§ 829 på et rent rimelighedsgrundlag pålægges at erstatte skaden helt eller delvis. For at en så- dan erstatning skal kunne tilkendes, kræves det, at skadeforvoldelsen er objektiv retsstridig, så- ledes at det bare er den manglende skyldevne, som udelukker ansvaret efter de sædvanlige regler. Ved bedømmelsen af, om et sådant an- svar skal pålægges, tages der hensyn til barnets formueomstændigheder; ansvar efter § 829 kan ikke pålægges, såfremt dette vil berøve barnet midler, som er nødvendige for dets underhold. Også skadelidendes økonomiske forhold tages i betragtning, og erstatning efter § 829 kan ikke tilkendes, såfremt den skadelidende har opnået erstatning hos den, som har pligt til at føre til- syn med barnet.

BGB § 832 pålægger den, som har en lov- bestemt pligt til at føre tilsyn med en mindre- årig, at erstatte skade, som denne forvolder, medmindre det godtgøres, at tilsynspligten er opfyldt, eller at skaden ville være indtrådt, selv- om der var ført tilbørligt tilsyn.

Sålænge ægteskabet består, påhviler ansvaret efter § 832 begge forældre, idet begge har til- synspligt. Er ægteskabet opløst, således at alene en af forældrene har forældremyndigheden, på- hviler tilsynspligten og ansvaret alene denne. Forældrenes ansvar efter BGB § 832 gælder, når barnet er mindreårigt, d.v.s. ikke fyldt 21 år og ikke erklæret myndig inden denne alder. Forældrenes ansvar er betinget af, at barnets

skadevoldende handling er retsstridig (»wieder- rechtslich«), men det er uden betydning, om barnet selv er ansvarsfrit, f. eks. på grund af manglende skyldevne.

Ved afgørelsen af, om forældrene har op- fyldt deres tilsynspligt, lægges der først og fremmest vægt på barnets alder og dets karak- ter. Et velopdragent og lydigt barn kan gives større frihed end barnet, som har vist mindre gode karakteregenskaber. Er barnets uheldige egenskaber stærkt fremtrædende, kan det for- langes, at der tages meget strenge opdragende forholdsregler. Som eksempel kan nævnes, at en fader er blevet holdt ansvarlig for skade for- voldt ved, at hans år gamle søn skød på politiet, da han skulle bringes tilbage til den opdragelsesanstalt, han var rømmet fra; det blev herved lagt til grund, dels at faderen selv var pligtig til at sende drengen tilbage til an- stalten, dels at faderen havde undladt at hin- dre sønnen i at få fat i et ubrugeligt gevær, som sønnen reparerede og senere brugte ved skyd- ningen.

Der lægges også vægt på forældrenes økono- miske evne; dette får særlig betydning, hvor der foreligger spørgsmål om at anse forældrene pligtige til at skaffe en anden i deres sted, når de selv på grund af arbejde el. lign. er afskåret fra at føre tilsyn med barnet.

Forældrene har pligt til at sørge for, at bar- net ikke deltager i virksomhed, hvor det på grund af manglende indsigt og erfaring let kan komme til at forvolde skade. Er barnet f. eks. kommet i besiddelse af et skydevåben, har for- ældrene pligt til at gribe ind, medmindre barnet har nået en sådan alder og et sådant forstands- niveau, at det må forventes at afholde sig fra misbrug og undgå uheld.

I § 254 bestemmes, at ansvaret kan nedsæt- tes eller bortfalde, dersom skadelidte culpøst har medvirket til skaden. Ved skyldbedømmel- sen lægges der her principielt samme krav til grund som ved spørgsmålet om barnets eget an- svar. Egen skyld kan ikke komme på tale, hvis skadelidte ikke er fyldt 7 år; er skadelidte i aldersgruppen 7-18 år, er nedsættelse eller bort- fald af ansvaret betinget af, at barnet havde tilstrækkelig indsigt til at opfatte den farlige karakter i sin handling. Selv om skadelidte sav- ner skyldevnen, kan der endvidere som følge af egen skyld blive tale om en nedsættelse af an- svaret efter analogi fra reglen om billigheds- ansvar i BGB S 821.

D. Schweiz.

De almindelige regler i schweizisk erstat- ningsret findes i Schweizeriches Obligationen- recht (OR) artiklerne 41-61. Artikel 41 fastslår skyldprincippet; i artiklerne 54-58 gives en række mere objektivt udformede regler, f. eks. om husbondansvar og ansvar for dyr. Derudover findes i særlovgivningen regler om objektivt ansvar for motorkøretøjer, jernbaner m. v. Reg- lerne om ansvarsbetingelserne afviger kun i de- taillerne fra, hvad der gælder i andre lande, men hvor det gælder erstatningsudregningen, frembyder schweizisk ret særlige træk, for så vidt som man ikke tager udgangspunkt i, at den fulde skade skal erstattes, men derimod bygger på en regel om, at erstatningen skal udmåles i forhold til den skyld, skadevolderen har udvist, og de øvrige omstændigheder i sagen, som f. eks. parternes økonomiske forhold, jfr. OR. artikel 43 og 44, stk. 2. Med hensyn til børns og for- ældres erstatningsansvar gælder særlige regler inden for afsnittet om person- og familieret i Schweizeriches Civilgesetzbuch (ZGB); børns ansvar bestemmes af artikel 16 og 18 heri samt af OR. artikel 54, mens forældrenes ansvar re- guleres af ZGB artikel 333.

ZGB artikel 18 fastslår, at handlinger begået af en person, som er »urteilsunfähig«, ikke medfører retslige konsekveenser, medmindre andet er bestemt i loven. Erstatningsansvar vil således i almindelighed ikke kunne pålægges en

»urteilsunfähig«, altså en person, som på grund af ung alder, sindssygdom, åndssvaghed, beru- selse eller lignende tilstand savner evnen til at handle fornuftmæssigt (ZGB artikel 16). Dette gælder dog principielt alene skyldansvaret.

Afgørende for spørgsmålet, om et barn kan pålægges erstatningsansvar, bliver derfor, om barnet har nået en sådan grad af åndelig ud- vikling, at det er i stand til at bedømme konse- kvenserne af sine handlinger og at lade sit ad- færd bestemmes af denne indsigt. Bedømmel- sen er helt konkret, og det lader sig således ikke gøre at opstille en almindelig bestemt alders- grænse. Ved afgørelsen må der først og frem- mest tages hensyn til det enkelte barns intelli- gens og modenhed. Endvidere må der tages hen- syn til den handling, der er tale om at knytte ansvar til, og til det livsområde, hvor handlin- gen er foretaget på. Der er således principielt intet til hinder for, at et barn kan anses »ur- teilsfähig« i forhold til en skadevoldende hand- ling på et område, men ikke på et andet. Fra retspraksis kan nævnes, at en 13 års dreng er

blevet pålagt ansvar for skade voldt under ufor- sigtig cykling, idet han fandtes at være i stand til at indse farerne ved at bruge en cykel, som ikke passede for ham, og ved at cykle med en pakke i hånden, således at han blot havde én hånd på styret. I en anden sag er det derimod antaget, at en år gammel dreng savnede fornøden dømmekraft til at forstå farerne ved en elektrisk drevet høj elevator.

Selv om et skadevoldende barn er »urteils- unfähig« og ikke kan pålægges ansvar efter de almindelige regler, kan et vist erstatningsansvar alligevel komme på tale, idet OR artikel 54 åbner adgang til på et rent rimelighedsgrundlag (»aus Billigkeit«) at pålægge den, som savner skyldevne, erstatningspligt. Det antages imidler- tid, at forudsætningen her må være, at - voldelsen er af en sådan art, at den ville være ansvarsbetingende, såfremt den var blevet be- gået af en voksen. Ellers står dommeren frit, når han skal vurdere, om barnet bør pålægges ansvar efter denne regel: han kan herved tage hensyn til parternes økonomiske forhold og til skadelidtes mulighed for at få tabet dækket på anden måde, f. eks. ved forsikring.

Forældrenes erstatningsansvar er fastlagt i ZGB artikel 333, som pålægger familieover- hovedet ansvar for skader voldt bl. a. af et umyndigt medlem af husstanden. Ansvaret på- hviler familieoverhovedet, det vil sige den, som til enhver tid leder den fælles husholdning. Normalt vil det være faderen, men er for- ældrene skilt, og barnet lever hos moderen, på- hviler ansvaret hende; bor barnet hos plejefor- ældre, vil plejefaderen i almindelighed blive anset som familieoverhovedet, og går barnet på kostskole, vil ansvaret påhvile skolen. Bar- net må leve hos forældrene, for at ansvar kan pålægges efter den nævnte regel. Ansvaret for- udsætter, at skadevolderen er umyndig, det vil i almindelighed sige 20 år, eller at han er ånds- svag eller sindssyg.

Familieoverhovedets ansvar er afhængigt af, at skadetilføjelsen er objektivt retsstridig, men består uafhængigt af, om skadevolderen selv er ansvarsfri, f. eks. fordi han ikke er »urteils- fähig«.

Ansvaret efter artikel 333 kan ikke betragtes som et rent objektivt ansvar, men bestemmel- sen har mere karakter af en regel om skyld- præsumption, idet familieoverhovedet kan fri sig ved at godtgøre, at der er udvist »das üb- liche und durch die Umstände gebotende Mass von Sorgfalt in die Beaufsichtiggung«. Det be- tones i retspraksis, at der ikke må stilles for

strenge krav til det tilsyn, familieoverhovedet er pålagt, men at man må afpasse tilsynspligten efter det virkelige livs krav. Der må tages hen- syn til de praktiske vanskeligheder som tilsynet frembyder, efterhånden som et barn vokser til og bevæger sig omkring, hvorved konstant til- syn ikke længere er muligt. Det betones også, at hensynet til barnets naturlige udvikling til- siger, at det efterhånden overlades mere til sig selv. Det anses således ikke for ubetinget ufor- svarligt, om et barn i en noget højere alders- klasse får anledning til at bruge skydevåben, hvorved henvises til, at dette kan ske som led i en erhversuddannelse eller i forskoling til militærtjeneste.

Ved fastlæggelsen af tilsynspligten tages der naturligvis først og fremmest hensyn til barnets alder, dets modenhed og dets karakter. Har barnet tidligere vist skadeforvoldende tendenser, kræves det, at der tages forholdsregler mod gentagelser. Det stedlige forhold spiller også ind, idet der i almindelighed kræves større til- syn i byerne end på landet. Også sociale og økonomiske forhold spiller ind. Det er således antaget, at en fader ikke kunne lastes for svig- tende tilsyn ved, at han havde ladet sin år gamle søn arbejde som kvægpasser sammen med en noget ældre broder; herved blev der taget hensyn til den økonomiske og oplæringsmæs- sige nødvendighed for forældrene, der levede i Alperne, til at lade deres barn passe kvæg, et forhold der ikke kunne anses som uforsvar- ligt.

Efter OR artikel 44 kan erstatningsansvaret nedsættes eller bortfalde i tilfælde af egen skyld. Er skadelidte et barn, er ansvarsreduk- tion i almindelighed betinget af, at barnet er

»urteilsfähig«.

Bestemmelsen i OR artikel 54 om ansvar

»auf Billigkeit« finder analog anvendelse ved egen skyld. Er den skadelidte, som har udvist egen skyld, bedre økonomisk stillet end den ansvarlige, kan dette føre til en større reduktion af ansvaret ud fra en billighedsbedømmelse.

Reglerne om nedsættelse af ansvaret på grund af egen skyld må i øvrigt ses i lys af de friere regler, der gælder i schweizisk ret for erstat- ningsudmålingen. Egen skyld bliver således blot et blandt flere momenter, som dommeren kan bygge på ved fastsættelsen af erstatningen. Det forhold, at erstatningen skal afpasses efter skadevolderens skyld, vil bidrage til at ned- sætte betydningen af skadelidendes egen op- træden.

E. Amerikansk ret.

I amerikansk ret henhører reglerne om børns og forældres ansvar som alt overvejende hoved- regel under de enkelte delstaters lovområde, således at hver enkelt stat formelt har sine egne regler. Imidlertid består der som helhed stor overensstemmelse mellem enkeltstaternes ret, der i vidt omfang svarer til, hvad der gælder i England, hvis retlige struktur og tradition er videreført i U.S.A. I enkeltheder består der dog utvivlsomt forskelle mellem retsudviklingen i de to lande, ligesom afvigelser naturligvis også forekommer mellem enkeltstaterne indbyrdes.

I nogle af de amerikanske stater har dom- stolene prøvet at fastsætte en minimumsalder for uagtsomhed hos børn; grænsen har været sat dels til 5, dels til 6 eller 7 år. Det over- vejende flertal af stater har imidlertid for- kastet at fastsætte sådanne aldersgrænser.

Der har formentlig i amerikansk ret været mindre tilbøjelighed end i engelsk ret til at anse en mindreårig for uden ansvar, når er- statningssøgsmålet har sin grund i indgåelsen af en kontrakt. Selv om amerikansk ret i sit udgangspunkt her stemmer med engelsk ret, har man i de fleste stater ikke draget den kon- sekvens at anse en mindreårig for uden ansvar, hvor han f. eks. ved urigtig aldersangivelse har opnået lån.

Ligesom i engelsk ret kan forældre pådrage sig erstatningsansvar, når de har tilsidesat deres tilsynspligt vedrørende barnet. I forbindelse hermed må imidlertid nævnes, at amerikansk ret i vidt omfang i familieforhold har anvendt sine regler om principalansvar, uanset om der er tale om at udføre et hverv for forældrene. Dette gælder navnlig med hensyn til anven- delse af familiens motorkøretøj, hvorved kan henvises til fremstillingen i bilag 1, side 13, i betænkningens første del. Denne regel må for- mentlig ses på baggrund af dels et ønske om mere effektive ansvarsregler for kørsel med motorvogne, idet skadelidte har større mulig- hed for i praksis at kunne gennemføre et an- svar over for vognens ejer end over for det ofte ubemidlede barn, dels et ønske om mere i almindelighed at skærpe forældrenes ansvar for deres børn. Når forældrene overlader en motorvogn til deres barn, må de være naturligt opfordret til at søge sikret, at barnet fører motorvognen på betryggende måde.

I samme retning går en række love i forskel-

lige delstater, hvorefter forældre pålægges an- svar for skade barnet volder på skolers byg- ninger og materiel.

Af større interesse er imidlertid en regel, som mere i almindelighed pålægger forældrene ansvar for skader voldt af deres børn. Hyppig- heden af hærværk har haft en stigende ten- dens, og som udslag af den opfattelse, at for- ældre bør opfordres til en børneopdragelse, der modvirker hærværk hos børn, og som en reak- tion mod, at den skadelidte blot får en ufor- muende mindreårig at holde sig til, har man i ca. 30 delstater vedtaget »Strict Parental Liability Statutes«.

Med få undtagelser pålægger disse love for- ældre ansvar for deres børn, dog kun ansvar for skader, som barnet forvolder »willfully«, det vil sige med skadehensigt eller med kend- skab om, at det var overvejende sandsynligt, at skade ville indtræde. Ved besvarelsen af spørgsmålet, om barnet forudså skadens træden, vil naturligvis barnets alder spille ind; i enkelte stater er det dog fastsat, at forældrene ikke er objektivt ansvarlige for skade voldt af barnet, når dette er under en vis mindstealder,

f. eks. 7 år.

Så godt som alle love om forældreansvar sætter som vilkår for forældreansvaret, at bar- net bor hos forældrene eller er under deres til- syn og kontrol. De fleste love bestemmer end- videre en maksimumsalder hos barnet for for- ældrenes ansvar, i almindelighed 18 år. De fleste love indeholder regler om, at ansvaret er begrænset til et vist beløb for hvert tilfælde, oftest et beløb mellem 100 og 500 dollars. I enkelte stater har domstolene adgang til skønsmæssigt at afgøre om og i hvilken ud- strækning, forældrene skal pålægges ansvar.

Med hensyn til egen skyld bemærkes, at de amerikanske stater ikke som almindelig regel anerkender den nu i England ved særlig lov gennemførte regel om contributory negligence. I U.S.A. bygger man derimod på den ældre engelske regel, hvorefter ansvar kan bortfalde fuldstændigt, såfremt skadelidte har medskyld. Ved afgørelsen heraf vil der for et barns ved- kommende kunne tages hensyn til dettes alder og udviklingstrin.

I enkelte stater må barnet tåle identika- tion med forældrenes fejl. Den alt overvejende hovedregel er dog, at sådan identifikation ikke finder sted.

IV. Sammenfattende bemærkninger om de gældende retssystemer.

Det er karakteristisk for alle de beskrevne retsforfatninger, at børn erstatningsretligt sæt- tes i en særstilling i forhold til voksne, idet ansvarsbedømmelsen af børnene er mere lempe- lig. Positive lovregler findes alene om spørgs- målet i nordisk og tysk ret, hvor der arbejdes med bestemte aldersgrænser. Bemærkelsesvær- digt er det, at fransk og schweizisk ret, hvis retssystemer i øvrigt bygger på en almindelig kodifikation, af erstatningsretten ikke har sær- regler om børns ansvar. At engelsk og ameri- kansk ret ikke har lovbestemmelser om spørgs- målet kan ikke forbavse, når henses til den manglende kodificering i øvrigt af erstatnings- retten i disse lande.

I alle landene gennemføres i alt fald en lem- pelse af erstatningsansvaret for børn på den måde, at culpastandarden tilpasses efter barnets alder. Der forlanges ikke den samme agtpå- givenhed af barnet som af den voksne.

Som helhed indtager nordisk ret en mere lempelig holdning til børnene end andre rets- systemer. Det er øjensynligt, at norsk ret er det system, der behandler børn mest lempeligt, idet børn under 14 år som hovedregel er helt ansvarsfri. Men også dansk og svensk ret har lempeligere ansvarsregler for børn end andre retssystemer, idet der i Danmark og Sverige gælder særlige lempelsesregler udover, hvad der følger af ansvarets bedømmelse efter den for børn gældende mildere culpamålestok. Med hensyn til bedømmelsen efter culpastandarden indtager dansk ret dog et relativt strengt stand- punkt, idet skyldansvar for børn antages helt ned til 4 års alderen. Dette er næppe tilfældet i Sverige.

I øvrigt bemærkes, at de nordiske lande ar- bejder med et formelt enklere system end det tyske, idet vi alene opstiller en gruppe af unge, for hvem erstatningsansvaret lempes, således i dansk og svensk ret børn under 15 år og i Norge børn under 14 år, medens man i Tysk- land arbejder med grupperne af børn under 7 år og mellem 7 og 18 år. Det er bemærkel-

sesværdigt, at tysk ret har valgt en højere al- dersgrænse end den, som anerkendes i de nor- diske lande.

Bemærkes må det også, at visse retssystemer, således tysk og schweizisk ret, begrænser an- vendelsen af de lempeligere ansvarsregler for børn gennem særregler om ansvar efter mere objektive billighedshensyn. -

Med hensyn til forældrenes erstatningsansvar er det karakteristisk for retsforfatningerne bort- set fra tysk og schweizisk ret, at ansvaret ikke er særligt lovbestemt, men at det udledes af al- mindelige erstatningsretlige synspunkter, her- under navnlig culpareglen. Det er karakteristisk for alle retsforfatninger, at man pålægger for- ældrene tilsyns- og instruktionspligt overfor barnet, og at forældrene således holdes ansvar- lige, såfremt barnets skadeforvoldelse kan hen- føres til manglende tilsyn eller instruktion.

For fransk og schweizisk ret er det modsat de øvrige retsforfatninger karakteristisk, at for- ældrene pålægges bevisbyrden for, at deres til- synspligt m. v. er opfyldt.

Som noget specielt for amerikansk ret må fremhæves den særlige lovgivning om forældre- nes objektive ansvar for deres børn og reglerne om forældrenes ansvar for børnenes brug af fa- miliens motorvogn. For nordisk ret følger med hensyn til det sidste i princippet samme resultat af de særlige erstatningsregler i færdselslovgiv- ningen. —

Med hensyn til betydningen af egen skyld hos barnet, er det den overvejende regel, at samme bedømmelse anlægges for egen skyld som på spørgsmålet om barnets selvstændige erstatningsansvar. Hvad særlig angår de lande, der - som tysk og norsk ret - helt fritager barnet for ansvar under en vis aldersgrænse, bemærkes, at mens tysk ret ikke tillægger egen skyld hos barnet under den gældende ansvars- grænse betydning, gælder det i norsk ret som eneste land, at der tages hensyn til egen skyld hos barnet også i de tilfælde, hvor barnet ikke selv pålægges erstatningsansvar.

V. Udvalgets hovedsynspunkter.

1. underafsnit: Børns erstatningsansvar m.v.

A. Når spørgsmålet om børns og forældres erstatningsansvar er taget op til overvejelse, skyl-

des det i første række et ønske fra norsk side, idet man har ment, at reglerne i den norske ikrafttrædelseslov § 22 om børns erstatningsan-

svar, der kun i meget begrænset omfang pålæg- ger børn under 14 år ansvar, trængte til en revi- sion, som det var naturligt at løse gennem et nordisk samarbejde. Herved bemærkes, at Nor- ge ganske vist deltog i det nordiske

samarbejde forud for myndighedsloven, men at reglerne om børns erstatningsansvar dengang kun blev taget op til drøftelse af den danske og svenske komité.

Behovet for at ændre den nugældende danske regel i myndighedslovens § 63, der således er forankret i et nordisk samarbejde - om end lov- givningsmagten gennemførte en regel af en an- den ordlyd end den, som komiteen havde fore- slået -, og som i vidt omfang overlader til dom- stolene at afgøre, i hvilket omfang erstatnings- ansvaret skal gennemføres, synes ikke videre på- trængende. Det må dog selvsagt være naturligt at tage spørgsmålet op, når det ønskes drøftet fra anden nordisk side, hvilket justitsministeriet også i sit kommissorium har pålagt udvalget. Hertil kommer, at det kan være rimeligt at tage den gældende regel op til kritisk bedømmelse, efter at den nu har virket i 40 år, hvorved det må fremhæves, at reglen i forhold til tidligere ret var en nydannelse, der i øvrigt indtager no- get af en særstilling i vor erstatningsret. Fra for- skellig side er der også fremkommet kritiske bemærkninger til reglen, som der kan være grund til at overveje nærmere.

Ved en overvejelse af problemet rejser der sig navnlig to spørgsmål: 1. kan og bør culpa- standarden tilpasses den særlige situation, at ska- devolderen er et barn, således at reglen her gives et modificeret indhold? 2. Bør erstatningsbe- tingelserne herudover modificeres, når børn er ansvarlige ?

Besvarelsen især af spørgsmål 2 er vanskelig, hvis barnet har økonomisk mulighed for at ho- norere et erstatningskrav opgjort efter sædvan- lige regler, hvilket navnlig er tilfældet, hvis dets ansvar er dækket af en ansvarsforsikring, men også hvis det i øvrigt har fornødne indtægter eller formue til at dække skaden. Hertil kom- mer, at forældrene ofte eller dog undertiden vil have mulighed for at dække barnets ansvar, hvad de ofte vil føle sig moralsk forpligtede til, uanset om der ikke påhviler dem nogen juridisk pligt.

Et forhold, der også spiller ind, er at skade forvoldt af børn jævnlig består i legemsbeskadi- gelse af andre børn. I tilfælde af alvorligere le- gemsskade, vil der føles et særligt stærkt behov for ved ydelse af erstatning, at give det skadede

5

barn mulighed for en uddannelse, der tager hen- syn til den forvoldte invaliditet.

De anførte omstændigheder tillægges princi- pielt ingen betydning i den almindelige erstat- ningsret, hvor det afgørende alene er, om der foreligger en uforsvarlig skadeforvoldelse. Ska- delidendes og skadevolderens økonomiske for- hold og deres behov for, henholdsvis tyngethed af et erstatningskrav, er i almindelighed uden betydning, ligesom det er uden betydning, om der foreligger en ansvarsforsikring, og der ta- ges heller ikke hensyn til parternes individua- litet.

B. Det er imidlertid almindeligt anerkendt i retsforfatningerne, både de, der bygger på en kodificering, og andre, der bygger på alminde- lige retsprincipper, at culpanormen må tilpasses barnets særlige status som barn. Denne antagelse er så stærk, at den også gælder børn over den i retsforfatningerne stipulerede aldersgrænse,

f. eks. i Danmark 15 år. Uden at gå ind på spørgsmålet i almindelighed om betydningen af skadevolderens særlige fysiske og åndelige in- dividualitet for erstatningsansvaret, kan det for- mentlig slås fast, at en regel, der tager hensyn til ung alder, er rimelig og velbegrundet. Præ- ventivt er der ingen betænkelighed herved, idet ingen har indflydelse på sin alder, og den er vel også en konsekvens af kravet i culpareglen om skyld. I øvrigt er barnet et naturligt led i det menneskelige samfund, som der næppe er an- ledning til at belaste med et ansvar, der går ud over en culparegel, der er tilpasset barnets ty- piske udviklingstrin. Det må dog fremhæves, hvilket navnlig er sket i svensk litteratur, at det er noget tvivlsomt, om der overhovedet kan op- stilles en særlig normalmålestok for børn.

Der er mellem de nordiske udvalg enighed om det principielt rigtige i at anlægge en modi- ficeret culpabedømmelse på børn under henvis- ning til deres nedsatte modenhed i forhold til voksne. Dette må gælde, uanset om ansvarsfor- sikring foreligger eller ej, idet en modsat regel i for høj grad ville betyde et brud på synspunk- ter, der ellers er godtaget i erstatningsretten. Det forholder sig imidlertid således, at det ikke skulle være nødvendig udtrykkelig at udtale det- te i en lovtekst. Resultatet godkendes jo allerede under den gældende lov, uden at forholdet er nærmere præciseret, og det må derfor være til- strækkeligt ved ny lovgivning at optage en be- mærkning herom i lovmotiverne.

C. Der opstår herefter to spørgsmål: 1) fra hvilket øverste alderstrin den unge alder bør kunne spille ind ved culpabedømmelsen, og 2)

65

hvilket nederste alderstrin, der bør gælde for anerkendelsen af et ansvar.

Ud fra en real vurdering kan spørgsmålene næppe besvares entydigt for alle livsforhold. Som allerede dansk retspraksis viser, må en for- skellig vurdering anlægges under leg, i færdsels- forhodl eller i tilfælde, hvor barnet kommer i berøring med f. eks. et kompliceret maskinanlæg eller lignende.

Som det fremgår af det nedenfor under litra F anførte, går udvalget ind for en 18 års græn- se for en særlig erstatningsregel for børn. Den- ne grænse refererer sig i første række til mulig- hederne for anvendelsen af den særlige lempel- sesregel, og uanset den generelle formulering denne grænse har, vil det formentlig ikke ude- lukke domstolene fra — som det formentlig og- så sker i praksis i dag - at tage hensyn til ung alder også over den i lovreglen fikserede græn- se. En sådan praksis må udvalget principielt kunne tiltræde. Den indebærer en mere smidig retsordning, hvor domstolene på grundlag af de konkrete omstændigheder for det erstatningspå- dragende forhold kan træffe en rimelig afgørel- se. På denne baggrund knytter der sig i denne henseende mindre interesse til, hvilken alders- grænse der vælges, og spørgsmålet skal derfor ikke i denne forbindelse uddybes yderligere.

Med hensyn til en grænse nedad bemærkes, at udvalget er tilbøjelig til at mene, at hidtidig retspraksis har været noget for streng i retning af at pålægge helt små børn erstatningsansvar. Uanset at dette ofte har haft sin grund i tilstede- værelsen af en ansvarsforsikring, mener vi dog, at praksis er gået for vidt. En naturlig grænse for børns erstatningsansvar i det hele taget kun- ne formentlig passende sættes ved deres skole- alders indtræden, d.v.s. 6 eller 7 år, hvilken sidste alder i tysk ret er mindstealderen for an- svar overhovedet. Herved kan også henvises til det i svensk og fransk ret oplyste om mindste- alderen i retspraksis og til norsk retspraksis ved- rørende nedsættelse af barnets erstatningskrav efter den tidligere motorvognslov på grund af egen skyld.

De nordiske udvalg finder, at en alder på 6 år som alt overvejende hovedregel bør være mindstegrænsen for børns erstatningsansvar. Der er dog ikke opnået enighed, om dette udtrykke- ligt bør fastsættes i loven, idet en bestemt fastsættelse altid inden for visse grænser vil være vilkårlig og overhovedet beror på et skøn. Under hensyn til den eksisterende danske rets- praksis, som det må være hensigtsmæssigt at komme bort fra, foreslår det danske udvalg dog

en udtrykkelig bestemmelse i loven om, at er- statningspligt kun under særlige omstændighe- der kan pålægges barn, der ikke var fyldt 6 år, da skaden forvoldtes 1).

D. Der er enighed mellem de nordiske sag- kyndige om, at en lempelse ud over den, der følger af den modificerede culparegels anven- delse, bør kunne finde sted, og udgangspunktet for bestemmelsen af betingelserne herfor har na- turligt været synspunkterne i gældende dansk og svensk ret.

Her må først nævnes det enkelte barns indi- viduelle udviklingstrin, jfr. udtrykkene i hen- holdsvis den danske lov »manglende udvikling hos barnet« og den svenske lov »barnets sinnes- art« (sammenlign udtrykket i den danske kom- missionsbetænkning: »barnets sindstilstand«). Der er enighed om principielt at opretholde det- te kriterium i formuleringen: »barnets alder og udvikling«, idet man finder det rimeligt ordnet med udvikling positivt at fremhæve al- deren, der naturligvis i praksis har været det betydeligste element ved bedømmelsen af ud- viklingen hos barnet.

Endvidere må nævnes »handlingens beskaf- fenhed«, jfr. det tilsvarende svenske udtryk:

»gärningens beskaffenhet«. Det er givet, at her- under går først og fremmest en bedømmelse af den af barnet udviste skyld, altså navnlig hand- lingens farlighed. Svensk retsopfattelse stiller sig meget tilbageholdende over for overhovedet at tale om skyld hos et barn, idet man principi- elt ikke i egentlig forstand vil anerkende, at der kan finde en modereret culpabedømmelse sted af et barns adfærd sammenlignet med en vok- Man ønsker derfor i en fremtidig lov- tekst at bibeholde det mere rummelige udtryk

»handlingens beskaffenhet«. Indstillingen er til- svarende fra finsk side. Efter dansk og norsk tradition og opfattelse synes der derimod intet til hinder for, at anse et barn som værende i skyld, og da dette forhold utvivlsomt er det cen- trale i bedømmelsen af »handlingens beskaffen- hed«, foreslår det danske og norske udvalg, at der gives udtryk herfor i lovteksten, ved at der udtrykkeligt henvises til »udvist skyld«, så- ledes at der ikke herudover henvises til »hand- lingens beskaffenhed«.

Hvad angår de økonomiske forhold er det ef- ter gældende ret således, at alene den danske lovregel udtrykkeligt henviser hertil ved udtryk- ket »omstændighederne i øvrigt, herunder navn-

l) Smlgn. herved den svenske betænkning, s. 17

-18.

2) Jfr. den svenske betænkning, s. 17.

Jig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til at få skaden godtgjort hos andre«. Svensk ret

- og på linie hermed udkastet fra den danske familieretskommission - taler alene om »om- stændighederne i øvrigt«.

For det danske udvalg har det været utvivl- somt, at man under en ny retstilstand burde op- retholde den gældende retspraksis, hvorefter an- svaret ikke lempes, dersom barnet er dækket af en ansvarsforsikring, og at man i øvrigt, som lovreglen i dag udtrykkeligt bestemmer, bør kunne tage hensyn til parternes evne til at bære tabet og muligheden for at få skaden godtgjort hos ander, f.eks. i de tilfælde, hvor forældrene også har pådraget sig et ansvar. Disse synspunk- ter, herunder betydningen af ansvarsforsikring, deles af de norske sagkyndige, hvorimod de svenske alene kan anerkende deres utvivlsom- me berettigelse i aldersgruppen mellem 15 og

18 år, jfr. herved nedenfor, hvor man finder, at tilstedeværelsen af ansvarsforsikring bør af- skære lempelse af erstatningsansvaret hos bar- net.

For det danske udvalg har det ved afgørelsen af, hvorledes reglen om de økonomiske forholds betydning nærmere bør formuleres, været af be- tydning at nå til en formulering, der under sik- ring af den hidtidige retspraksis bedst muligt kunne vinde gehør fra anden nordisk side, hvil- ket navnlig vil sige norsk side, idet de svenske og finske sagkyndige principielt ikke ønsker de økonomiske hensyn positivt fremdraget i lov- teksten, hvori alene optages det vide udtryk

»omstændighederne i øvrigt«. På denne bag- grund har udvalget fundet det rigtigst at foreslå en regel, der omhandler skadevolderens og ska- delidtes økonomiske evne, hvilket er på linie med det norske forslag, men dog som tilfældet er i gældende ret at tilføje »herunder udsigten til at få skaden godtgjort hos andre«, hvorved den gældende retstilstand med hensyn til betyd- ningen af, at barnet er ansvarsforsikret, eller at forældrene er ansvarlige, fuldt ud kan oprethol- des. Det bemærkes dog herved, at man ikke fin- der det rigtigt i loven at fastslå, at barnet blot er subsidiært ansvarlig, hvor forældrene kan drages til ansvar; en sådan regel er heller ikke foreslået fra anden nordisk side.

Da lempelsesreglen bør bygge på et skøn ef- ter en helhedsvurdering, med hensyn til hvilken det ikke er muligt i lovteksten udtrykkeligt at opregne alle betydningsfulde hensyn, må det og- så være rimeligt i overensstemmelse med gæl- dende dansk og svensk ret at bibeholde det alt-

V*

omfattende kriterium »omstændighederne (for- holdene) i øvrigt«3).

E. Den nærmere udformning af erstatnings- reglen på baggrund af de foran anførte syns- punkter kan ske på forskellig måde.

Først må fremhæves den forskel, der forelig- ger mellem dansk og svensk ret derved, at den danske regel som udgangspunkt fastslår, at barn under 15 år er erstatningspligtig for skadegø- rende handlinger efter samme regler som per- soner over denne alder, og først derefter opreg- ner visse lempelsesgrunde, hvorimod den sven- ske regel — på linie med familieretskommissio- nens udkast - i en sætning fastslår, at barn un- der 15 år er erstatningspligtigt i det omfang, hvori dette efter visse kriterier findes rimeligt. De nordiske udvalg er enige om, at det ikke skulle være nødvendig i en kommende lovtekst positivt at fastslå, at børn principielt er erstat- ningsansvarlige som voksne - en sætning, der med den fortolkning culpareglen gives i forhold til børn, strengt taget heller ikke er holdbar —. Det må være fuldt tilstrækkeligt og således enk- som svensk ret at indarbejde lempelseskri- terierne som umiddelbare bestanddele af en lov- regel, der direkte fastslår erstatningspligten og

dens omfang.

F. Et andet spørgsmål er, indtil hvilken alder det lempeligere erstatningsansvar bør gælde. Foran under C er det anført, at fastsættelsen af en aldersgrænse i lovteksten næppe vil hindre domstolene i at modificere culpabedømmelsen også for personer over denne alder. Alders- grænsen har derfor særlig betydning med hen- syn til de ekstarordinære lempelsesgrunde, der går ud over culpareglen, og som domstolene næppe har mulighed for at udnytte uden positiv hjemmel hertil.

Som det fremgik af kapitel IV anvendes der en noget forskellig aldersgrænse inden for de retssystemer, der opererer med en sådan. I gæl- dende dansk og svensk ret er grænsen således 15 år, medens den i norsk ret er 14 år, og i tysk ret 18 år.

Den hidtidige aldersgrænse på 15 (14) år i nordisk ret har utvivlsomt haft forbindelse med den kriminelle lavalder. Imidlertid må man ef- ter de nordiske udvalgs opfattelse stille sig tviv- lende med hensyn til rigtigheden af uden videre at sidestille aldersgrænserne inden for de to retsområder. Dertil kommer, at udviklingen i kriminalretten, når bortses fra bødestraf, klart

3) Jfr. i øvrigt til det anførte den svenske betænk- ning, s. 19-20.

67

er gået ind for en særbedømmelse af personer mellem 15 og 18 år. Efter dansk feproces- suel praksis, jfr. retsplelovens §§ 723, stk. 1, nr. 1 og 2, sammenholdt med 723a, stk. 2 (som udformet ved lov nr. 164 af 31. maj 1961), rejses der således i almindelighed ikke tiltale i statsadvokatsager, hvis den sigtede på gernings- tidspunktet var under 18 år. Et vilkår herfor er dog i almindelighed, at den pågældende - for- uden at føre en straffri vandel gennem en nær- mere bestemt periode - inddrages under børne- og ungdomsforsorg. En realistisk sammenlig- ning med kriminalretten fører derfor formentlig til, at der også i erstatningsretlig henseende er grundlag for særbehandling af personer helt op til 18 år og i en vis udstrækning også af perso- ner over denne alder.

Til fordel for en aldersgrænse over 15 år ta- ler også andre hensyn. Formentlig må et afgø- rende synspunkt for bedømmelsen af den erstat- ningspligtige grænse være den gennemsnitlige skolealder. Så længe barnet går i skole, er dets adfærdsmønster bestemt heraf, hvorimod bar- nets livmønster skifter billede, når det kommer ud af skolen og går ind på en arbejdsplads, hvor det må honorere en voksens stilling. Skolealde- ren er i dag forlænget i forhold til, hvad den var tidligere. Dertil kommer, at mange unge og- så efter, at de er indgået på en arbejdsplads i et vist kortere eller længere åremål fortsætter med en særlig skolegang. Også i andre henseender end med hensyn til kriminalret og skolegang anerkendes det formentlig i dag, at barnet ikke er voksent, når det fylder 15 år; bl. a. består i almindelighed forældremyndigheden indtil bar- net fylder 18 år, jfr. myndighedslovens § 18, ved hvilken alder den unge endvidere kan er- hverve førerbevis til motorkøretøj. Den person- lige myndighed indtræder også først, når barnet fylder 18 år.

Der har været enighed mellem de nordiske udvalg om, at aldersgrænsen for særlig lempelse af barnets erstatningsansvar bør hæves ud over 15 år, men der er dog ikke opnået enighed med hensyn til, hvor høj en alder man kan gå op til. Spørgsmålet hænger sammen med den nærmere udformning af lempelsesbetingelserne. Det dan- ske og norske udvalg har ud fra de i det forrige angivne synspunkter ment at burde foretrække

18 år som en øverste grænse, mens det finske og det svenske udvalg 4) går ind for 21 år, idet der foreslås to lempelsesregler, en, der mere vidtgående tillader lempelse i ansvaret for børn

4) Jfr. den svenske betænkning, s. 25-27.

under 15 år, og en anden, der muliggør lempel- se i mere begrænset omfang for personer mel- lem 15 og 21 år. Det danske og norske udvalg finder, at en ordning med to regler indebærer en unødvendig komplikation af retstilstanden, samt at man må kunne nå rimelige resultater med blot en enkelt regel. Nogen anledning til at bedømme spørgsmålet om en lempelse i ansvaret principielt forskellig for børn under og over 15 år ses ikke at foreligge. Når aldersmomentet i ansvarsreglen indgår som et af de forhold, der skal tillægges betydning, vil det være muligt i mindre udstrækning at lempe ansvaret for de ældre aldersklasser end for de yngre, hvor dette må anses for rigtigst, således f.ks. med hensyn til ansvaret i trafikken, f.eks. for en 17-årig fod- gænger eller cyklist. Det er naturligvis klart, at det med et system, som det, der foreslås fra finsk og svensk side, er mindre betænkeligt at gå op til en aldersgrænse på 21 år, men det dan- ske og det norske udvalg finder dog ikke dette afgørende.

Den regel, der foreslås fra dansk og norsk side, er i sin formulering i det væsentlige over- ensstemmende med den regel, det finske og svenske udvalg går ind for med hensyn til børn under 15 år. For børn mellem 15 og 21 år fore- slår det finske og det svenske udvalg en regel, der som udgangspunkt pålægger den unge an- svar efter almindelige regler, men hvor ansvaret kan lempes, såfremt det under hensyn til hans

»alder, udvikling« (finske forslag), »ungdom« (svensk forslag) og øvrige omstændigheder fin- des urimeligt tyngende (»oskäligt betungan- de«). Efter bemærkningerne til det svenske for- slag er det tanken, at en nedsættelse af ansvaret for denne højere aldersgruppe aldrig bør finde sted, såfremt og i det omfang den ansvarlige er dækket af en ansvarsforsikring.

Med hensyn til lempelsesreglernes nærmere formulering er det et spørgsmål, i hvilket om- fang man i en lovtekst skal fastsætte lempelses- betingelserne eller, hvorvidt man skal overlade til domstolene at foretage en konkret bedømmel- se i sagen ud fra de i loven mere generelt holdte kriterier. Det er de nordiske udvalgs opfattelse, at den sidstnævnte fremgangsmåde er at fore- trække. Det danske udvalg mener, at man, jfr. herved det foran under litra D anførte i det væ- sentlige må holde sig til de kriterier, den nuvæ- rende lovregel bygger på. Som nævnt under litra D foretrækker man en henvisning til »den ud- viste skyld« fremfor »handlingens beskaffen- hed«. Det generelle krav, om at et modificeret ansvar skal være »billigt« har man dog fundet

at burde erstatte med den i vore dage mere be- nyttede terminologi »rimeligt«.

Særligt kunne man dog spørge, om det i lov- teksten udtrykkeligt burde udtales, at lempelse af ansvaret ikke kan finde sted, når skaden er dækket af en ansvarsforsikring for barnet, så- ledes som praksis er i dag, og som udvalget også finder fremover må være rimelig. En sådan præ- cisering finder udvalget dog ikke er nødvendig, og under hensyn til ønsket om at nå frem til en fællesnordisk formulering, skal man i øvrigt af- stå fra nærmere at overveje spørgsmålet, idet en regel af dette indhold næppe vil kunne accepte- res fra anden nordisk side. Også hensynet til ikke at foregribe en løsning af problemet om ansvarsforsikringens betydning for erstatnings- ansvaret i almindelighed, der ikke kan overvejes inden for udvalgets kommissorium, taler for ik- ke i lovteksten at tage udtrykkelig stilling til spørgsmålet. Det samme gælder tilsvarende be- tydningen af andre momenter, som f.eks. tings- forsikring. Det må her være tilstrækkeligt blot at opretholde gældende rets sætning om betyd- ningen af, at skaden kan forlanges godtgjort af andre. I bemærkningerne til lovforslaget vil nogle af de forhold, der bør tillægges betydning ved domstolenes afgørelse af lempelsesspørgs- målet særligt bliver

Der henvises herefter til forslaget i kapitel VI til ændring af myndighedslovens § 63, stk. 1.

G. Der er mellem de nordiske udvalg enig- hed om, at den særlige ansvarsregel for børn og unge kun bør gælde, hvor ansvaret beror på den almindelige erstatningsregel, og ikke hvor mere kvalificerede ansvarsregler finder anvendelse, f.eks. hvor den unge udøver en særlig virksom- hed eller lignende, hvortil der er knyttet et strengere ansvar. Under hensyn til den foreslå- ede formulering af ansvarsreglen for børn og unge, har man fundet det rigtigst udtrykkeligt at gøre forbehold over for reglen i tilfælde, hvor ansvar for barnet og den unge indtræder uden skyld (forslaget til myndighedslovens § 63, stk. 2).

H. Et særligt problem angår betydningen af barnets egen skyld for dets erstatningskrav.

Spørgsmålet er ikke udtrykkeligt omhandlet i gældende lovgivning, men det antages alminde- ligt, at den særlige erstatningsregel må finde til- svarende anvendelse på egen skyld, således at barnets egen skyld bedømmes tilsvarende lempe- ligere. I norsk ret, der som hovedregel friholder barnet (under 14 år) for ansvar, antages det

derimod ikke, at barnets egen skyld er uden indflydelse på erstatningskravet, men nedsættel- se har i hvert fald i et vist omfang fundet sted efter de i øvrigt gældende regler om egen skyld, jfr. herved fremstillingen i kapitel II, litra B (side 56) og kapitel IV (side 64).

Der er mellem de nordiske udvalg enighed om, at de regler, der foreslås gennemført for barnets ansvar, principelt bør finde tilsvarende anvendelse på egen skyld hos barnet i overens- stemmelse med de synspunkter, der i øvrigt an- lægges for egen skyld. Af hensyn til klarheden finder det danske udvalg det rimeligt, at dette udtrykkeligt udtales i lovteksten, se herved for- slaget til myndighedslovens § 63, stk. 3. De øv- rige nordiske udvalg finder dog ikke anledning til at indføre en udtrykkelig regel om egen skyld hos barnet. Fra finsk side anser man det for overflødigt at give en udtrykkelig regel. For Norges vedkommende er synspunktet, at egen skyld i almindelighed findes tilstrækkeligt regu- leret ved særlig bestemmelse i ikrafttrædelses- loven til straffeloven § 25. Fra svensk side fin- der man det betænkeligt udtrykkeligt at lovgive om spørgsmålet, idet bedømmelsen om ansvars- lempelse kan falde forskelligt ud i tilfælde af ansvar og egen skyld 6 ) .

I. Et spørgsmål, som også må berøres, er, hvorvidt barnet bør tåle identifikation med for- ældrene, således at skyld hos disse anses som egen skyld hos barnet med en nedsættelse af er- statningskravet til følge. Det fremgår af frem- stillingen vedrørende gældende dansk ret, kapi- tel I, side 53—54, at spørgsmålet ikke er ganske afklaret i retspraksis, og at der i litteraturen er tvivl om, hvorvidt indentifikation bør anerken- des eller ej.

Det er udvalgets opfattelse, at det, for så vidt angår skade på barnets person, ikke i alminde- lighed kan være rimeligt, at barnet identificeres med forældrene. Der består ganske vist normalt en praktisk samhørighed eller solidaritet mellem forældrene og børn, men denne synes dog ikke at have en sådan karakter, at den i erstatnings- retten kan begrunde en erstatningsretlig identi- fikation. Barnet må anses direkte værnet af er- statningsreglerne, og hensynet til i videst muligt omfang at sikre barnet erstatning taler ligeledes imod identifikation med forældrene. Identifika- tion kunne være mere velbegrundet i de tilfæl- de, hvor barnet lider en almindelig formueska- de, men her beror forældrenes mulige ansvar mere på synspunktet, at de står som fuldmægti-

Jfr. den svenske betænkning, s. 20-24. 6) Jfr. den svenske betænkning, s. 24-25.

ge for barnet; i denne situation vil det oftest snarere være i deres egenskab af værger for bar- net end som indehavere af forældremyndighe- den, at forældrene kan drages til ansvar. Der er enighed mellem de nordiske udvalg om ikke at foreslå lovregler om forholdet.

2. underafsnit: Erstatningsansvaret for forældre in. v.

A. 7) I gældende nordisk ret findes der ikke udtrykkeligt lovregler om forældrenes ansvar, men det antages, at de har en på almindelige retsgrundsætninger beroende tilsyns- og opdra- gelsespligt over for barnet dels i almindelighed, dels mere specielt, og hvis tilsidesættelse kan medføre erstatningsansvar. Det samme er tilfæl- det i anglo-amerikansk ret, for amerikansk ret dog med en skærpende modifikation med hen- syn til brugen af familiens motorkøretøj, og me- re almindeligt i kraft af særlig lovgivning i visse enkeltstater (Strict Parental Liability). Konti- nental ret har i deres kodifikationer regler om forældreansvaret uden et materielt kvalificeren- de indhold ud over, at nogle af reglerne bestem- mer, at forældrene har bevisbyrden for opfyldel- sen af deres tilsynspligt over for barnet.

Man kan spørge, om der overhovedet er be- hov for særlige lovregler med hensyn til ældreansvaret. Formentlig er behovet, i hvert fald for dansk rets vedkommende, ikke stærkt. Men det er dog opfattelsen hos de nordiske sag- kyndige, at det kan være rimeligt at stille for- slag herom, når der i øvrigt gælder positive lov- regler for børnenes eget erstatningsansvar. For dansk rets vedkommende kan hertil føjes, at så- danne regler naturligt føjer sig ind i myndig- hedsloven, der jo i øvrigt positivt fastlægger indholdet af forældremyndigheden, jfr. lovens

§§ 19 og 20. Baggrunden for erstatningsansva- ret for forældrene er den tilsynspligt m.v., som konstitueres ved § 19.

En erstatningsregel for forældre kan føjes ind i loven enten i forbindelse med §§ 19 og 20 el- ler med § 63. Herved bemærkes, at værgens er- statningsansvar er fastlagt i § 53 i sammenhæng med reglerne i lovens kapitel V om værgens beføjelser og pligter, hvilket kunne gøre det na- turligt for forældre at indføje reglen ved § 20. Imidlertid bør ansvarsreglen ikke begrænses til dem, der formeligt sidder inde med forældre- myndigheden, men gælde enhver der faktisk ud- øver tilsyn med og instruktion af barnet, jfr.

nedenfor. Under hensyn hertil er det formentlig rigtigst at optage bestemmelsen i tilknytning til

§ 63 om barnets eget ansvar.

Om indholdet af en ansvarsregel bemærkes, at der mellem de nordiske udvalg er enighed om, at det er rigtigt at understøtte en tilsyns- pligt for forældrene over for deres barn med et erstatningsansvar, men at det dog ikke er muligt i nærmere enkeltheder at fastlægge tilsynsplig- tens omfang. Man kan ikke gøre mere end at fastlægge en almindelig standard herom, hvis nærmere indhold det må overlades til domstole- ne at udfylde. Således er reglerne jo også i al væsentlighed i udenlandsk ret. De momenter, der bliver tale om, angår opdragelsen, som den foreligger, uden speciel hensyntagen til det kon- krete skadetilfælde, tilsynet i de enkelte tilfæl- de, herunder dets effektivitet, samt den oplys- ning, der på samme måde er meddelt barnet med henblik på at bibringe det forståelse af for- holdets farlighed m.v. Pligtens indhold må bero på en konkret bedømmelse, hvorunder barnets alder og udvikling og den situation, hvori bar- net befinder sig, må tages i betragtning.

Om bevisbyrden bemærkes, at skadelidte ofte vil være i bevisnød for, at forældrene har hand- let uforsvarligt ved deres tilsyn og opdragelse af barnet. I et vist omfang må forældrene bære risikoen for sagens oplysning, når det angår for- hold de har mulighed for at give nærmere for- klaring om. I kontinental ret er bevisbyrden normalt flyttet fra skadelidte til forældrene, jfr. kapitel III og IV. De nordiske udvalg har dog bl.a. på baggrund af de almindelige regler ikke fundet det rigtigt at formulere sær- lige regler om For dansk rets vedkommende skal herved henvises til, at bevis- byrdereglerne er tilstrækkelige smidige til, at der i et forhold som det foreliggende bliver mu- lighed for at tage alle foreliggende omstændig- heder i fornøden betragtning, jfr. herved rets- plejelovens § 292, stk. 2.

Forældrenes tilsynspligt må naturligt bortfal- de, når barnet fylder 18 år, jfr. herved at for- ældremyndigheden her ophører (myndigheds- lovens § 18). Denne aldersgrænse er også sam- menfaldende med den, der nu foreslås for den særlige erstatningsregel om barnets og den un- ges eget erstatningsansvar.

Det særlige forældreansvar bør efter de nor- diske udvalgs opfattelse ikke begrænses til de naturlige forældre eller dem, forældremyndig- heden tilhører. Er barnet rent faktisk undergivet

7) Jfr. den svenske betænkning, s. 27-30. 8) Jfr. hertil den svenske betænkning, s. 28.

xxxxxx xxxxxx, må disse indtræde i forældrenes pligter. Det foreslås derfor, at tilsvarende an- svarsregler som for forældrene gælder for forældre, plejeforældre, slægtninge eller andre, som med hensyn til opdragelse og tilsyn står i samme stilling som forældre.

Se i det hele forslaget i kapitel VI til myndig- hedslovens § 63a, stk. 1.

B. Efter retspraksis begrænses imidlertid om- sorgsforholdet ikke til forældre eller de, som træder i deres sted. Også andre, der har med børn og unge at gøre kan have pligt til at ud- vise tilsyn og instruere de pågældende i rimeligt omfang om, hvad der er farligt. Dette gælder således navnlig skoler, ung- domskorps og lignende institutioner.

I forbindelse med en kodificering af børns og forældres ansvar kan det være rimeligt også at give regler for disse institutioner. Man har hel- ler ikke herved fundet nogen anledning til at give særlige bevisbyrderegler.

På linie med, hvad der i praksis gælder for forældreansvaret, kan det være rimeligt at be- grænse ansvaret til barnets 18. år. Herved ude- lukkes ikke, at institutioner, der har børn over denne alder i forsorg, f. eks. tilpasningsvanske- lige unge under ungdoms- eller kriminalforsorg, kan pådrage sig ansvar for sådanne unge efter almindelige retsgrundsætninger.

Se i det hele forslaget i kapitel VI til myndig- hedslovens § 63a, stk. 2.

C. De nordiske udvalg er enige om - i lighed med, hvad man foreslår inden for principalan- svaret — at stille forslag om en lempelse af er- statningsansvaret for forældrene m. v., såfremt ansvaret ville være urimeligt tyngende. Se for- slaget til myndighedslovens § 63 a, stk. 3. Pro- blemet om en sådan adgang til at nedsætte er- statningsansvaret angår erstatningsretten i almin- delighed, herunder også culpareglen, hvorpå ældreansvaret er et eksempel. Såfremt senere en mere almindelig behandling af erstatningsretten måtte komme på tale bør dette spørgsmål for- mentlig drøftes, bl. a. med virkning for de to særlige retsområder, som nærværende udvalg har behandlet.

3. underafsnit: kvalificeret ansvar for børns skadegørende handlinger.

Det har været drøftet mellem de nordiske ud- valg, hvorvidt man burde foreslå en regel om objektivt ansvar for forældre m. v. inden for grænsen af et vist mindre beløb, f. eks. 2.000 kr. for hver skadegørende handling. Hensynet

til en enkel retstilstand, der frembød sikkerhed for skadelidte og den omstændighed, at for- ældre ofte vil finde det naturligt, at de hæfter for deres børn, kunne tale til støtte for en så- dan regel. Der har imidlertid ikke kunne opnås enighed om et sådant forslag, der bryder prin- cipielt med de ellers i erstatningsretten knæsatte

Efter at de nordiske overlægninger er afslut- tet, og det svenske udvalg har afgivet sin be- tænkning, er der i Nordisk Råd fremsat et med- lemsforslag om tvungen forsikring af ansvaret for børns skadevoldende handlinger, således at ansvaret eventuelt tillige skulle gøres objektivt. Det danske udvalg har haft lejlighed til at afgi- ve en udtalelse om spørgsmålet til justitsministe- riet, der har videregivet udtalelsen til rådet i forbindelse med, at ministeriet selv har erklæret sig. Endvidere har assurandørsocietetet udtalt sig. Der henvises herved til bilag hvortil vi finder at kunne henholde os i nærværende sammenhæng. Spørgsmålet om tvungen ansvars- forsikring og objektivt ansvar melder sig ikke med tilstrækkelig styrke på det her foreliggende lovområde til, at de nordiske udvalg har fundet anledning til at tage det op til nærmere over- vejelse. Spørgsmålet, hvortil der i øvrigt knytter sig rent administrative problemer, bør forment- lig overvejes i en bredere sammenhæng.

Spørgsmålet om erstatningspligten for sinds- syge m. v., jfr. myndighedslovens § 64 falder uden for udvalgets kommissorium og har ikke været forhandlet på nordisk plan. Opmærksom- heden skal dog herved henledes på den sammen- hæng, disse regler har med ansvarsreglerne for børn. En ændret affattelse af § 63 kan derfor rejse spørgsmål om ændring også af § 64.

Med den begrænsede ændring af ansvarsreg- len for børn som udvalgets forslag er udtryk for, har man imidlertid ikke fundet det rigtigt at stille forslag om ændring af ansvarsreglen for sindssyge m. v. i § 64. Et ændringsforslag af

§ 64 begrundet i hensynet til sproglig eller re- daktionel koordination med § 63 ville nemlig kun være af ringe betydning. Herved skal navn- lig peges på, at uanset at bestemmelsen i § 63 efter forslaget ikke længere bygger på en hoved- regel om, at børn er ansvarlige som voksne, bør den tilsvarende hovedregel om, at sindssyge

m. v. er ansvarlige som sjælssunde formentlig gælde uændret. Både præventive og risikomæs- sige hensyn taler for at opretholde den erstat-

Jfr. den svenske betænkning, s. 28.

ningspligt også for sindssyge m.v. Hertil kom- mer, at det i modsætning til børn og unge - næppe er muligt at opstille en særlig adfærds- standard for de sindssyge, hvorfor det må fore- trækkes at bibeholde udtrykket »handlingens be- skaffenhed« i § 64, uanset at man i § 63 fore- slår det erstattet med »den udviste skyld«. Til- bage bliver herefter blot eventuelt at erstatte ud- trykket »billigt« med »rimeligt«.

Ved afslutningen af de øvrige nordiske ud- valgs arbejde har det vist sig, at alle tre udvalg i de andre lande i deres lovforslag har medtaget regler om erstatningsansvaret for sindssyge. Alle tre forslag bestemmer, at sindssyge m.v. (kun) holdes ansvarlige »i det omfang« (»for så vidt«), det findes rimeligt efter omstændighe- derne. Dette rejser spørgsmål, om der a.h.t. den nordiske retsenhed alligevel bør søges en tilsva- rende regel gennemført i Danmark. Af de foran anførte grunde finder udvalget principielt ikke anledning til at foreslå myndighedslovens § 64 ændret, fordi reglen må anses for rigtigst, som den er. For det tilfælde, at lovgivningsmagten dog skulle finde det formålstjenligt at ændre § 64 i overensstemmelse med forslaget i de øvrige nordiske lande, har udvalget udformet forslag til en ændret formulering af § 64. Denne gen- gives nedenfor. Efter forslaget kan man dog ik- ke gå ind for at fravige den hidtidige bestem- melse af lempelsesgrunden (habilitetsmanglen), hvorefter det kræves, at skadevolderen skal have manglet »evnen til at handle fornuftsmæssigt«

på grund af sindssygdom m.v. De øvrige nordi- ske forslag bestemmer habilitetsmanglen ved

»under indflydelse af sindssygdom m.v. at for- årsage skade«.

En ændring i § 64, stk. 1, af anførte beskaf- fenhed nødvendiggør tillige en ændring af reg- len i stk. 2, der bestemmer, at lempelse af erstat- ningsansvaret er udelukket, når skadevolderen ved misbrug af beruselsesmidler eller på lignen- de måde forbigående har hensat sig i en sinds- tilstand som oven for nævnt. Nogen realitets- ændring af retstilstanden på dette punkt bør dog ikke herved finde sted, hvorved bemærkes, at også de øvrige nordiske forslag lægger til grund, at selvforskyldt fortabelse af handleev- nen ikke bør medføre ansvarsfrihed eller nedsat ansvar. Ved en omformulering af § 64, stk. 2, er det formentlig rimeligt ligesom i de øvrige nordiske forslag at give reglen en almindelig formulering, og ikke som i den gældende regel særligt fremhæve beruselsestilfældene, selv om disse naturligvis fortsat er de praktisk betyd- ningsfulde.

I øvrigt skal det bemærkes, at spørgsmålet om erstatningsansvar for sindssyge m.v. på grund af skadegørende adfærd uden for kontraktsforhold ikke ses at have spillet nogen større rolle i rets- livet. I retspraksis foreligger kun få tilfælde af skadeforvoldelse over for tredjemand. Om brandstiftelse kan således henvises til U.f.R. 1929 s. 388 og 137.

VI. Udkast til Lov om ændring i lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål.

Stk. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvaren-

1. § 63 affattes således:

»Xxxx og unge under 18 år er erstatningsplig- tige for deres skadegørende adfærd, for så vidt det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, den pågældendes alder og udvikling, ska- devolderens og skadelidtes økonomiske evne og forholdene i øvrigt, herunder udsigten til at få skaden godtgjort hos andre. Var barnet under 6 år, da skaden forvoldtes, kan erstatningspligt kun pålægges dette under særlige omstændig- heder.

Stk. 2. I tilfælde, hvor erstatningsansvar ind- træder uden hensyn til skyld, er børn og unge under 18 år ansvarlige i samme omfang som voksne.

de anvendelse ved afgørelsen af, om erstatnings- krav, der tilkommer barnet eller den unge, skal lempes som følge af egen medvirken.«

2. Som § 63 a indsættes følgende:

»Forældre er erstatningspligtige for skade for- voldt af barnet eller den unge, såfremt de har ladet det mangle på tilbørligt tilsyn eller opdra- gelse eller på anden måde ikke har gjort, hvad der efter forholdene er rimeligt at forlange af dem for at hindre skadeforvoldelse. Tilsvarende bestemmelse gælder stedforældre, plejeforældre, slægtninge eller andre, som med hensyn til op- dragelse og tilsyn står i samme stilling som for- ældre.

Stk. 2. Skoler, ungdomskorps og lignende institutioner er erstatningspligtige for skade forvoldt af børn og unge under 18 år, såfremt institutionen har ladet det mangle på rimeligt tilsyn med eller instruktion af den på- gældende.

Stk. 3. Erstatningsansvaret efter stk. 1 og 2 kan lempes, såfremt det efter forsømmelsens art og omstændighederne i øvrigt findes urimeligt tyngende.«

3. § 64 affattes således:

»En person, som på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller

lignende tilstand har manglet evnen til at hand- le fornuftsmæssigt, er erstatningspligtig for sin skadegørende adfærd, for så vidt det findes ri- meligt under hensyn til personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed, den skadegørendes og den skadelidtes økonomiske evne og forhol- dene i øvrigt, herunder udsigten til at få skaden godtgjort hos andre.

Stk. 2. Har skadevolderen selvforskyldt bragt sig i en forbigående tilstand som omhandlet i stk. 1, er han ansvarlig efter sædvanlige erstat- ningsregler.«

o 2.

Denne lov træder i den

nr. 1 63):

ad § 1.

VII. Bemærkninger til lovforslaget.

I modsætning til gældende ret går nærværen- de forslag ud på, at var et barn under 6 år, da

Forslaget i stk. 1 må ses på baggrund af den i almindelighed i dansk ret anerkendte regel om ansvar for uforsvarlig adfærd. Ved bedømmel- sen af, om uforsvarligt forhold er udvist, må der kunne tages hensyn til skadevolderens al- dersklasse, når dette findes rimeligt efter karak- teren af det foreliggende forhold. Dette må an- tagelig gælde også personer over 18 år, idet reg- len, der foreslås, alene omfatter de børn og un- ge, hvor der er grund til særlig lempelig be- handling af erstatningsansvaret.

Forslaget bygger herved på, at 18 års alderen må være passende, jfr. bemærkningerne i kapitel V, 1. underafsnit, litra F, s. 67-69. Dette er en fravigelse fra gældende ret, der lægger 15 års alder til grund.

I modsætning til gældende ret finder man det ikke nødvendigt som udgangspunkt at fastslå, at børn (og unge) under den anførte alders- grænse er erstatningspligtige efter samme regler som personer over denne alder, således at man først derefter fastslår begrænsningerne i ansva- ret, men man mener, at det må være fyldest- gørende under ét at fastslå betingelserne for børns og unges ansvar. Dette giver formentlig en enklere løsning, og er mere korrekt på bag- grund af, at man formentlig for unge over den- ne aldersgrænse kan anlægge en lempeligere ad- færdsbedømmelse. Endvidere er det i overens- stemmelse med forslagene i de øvrige nordiske lande. Der henvises herved til kapitel V, 1. un- derafsnit, litra E, s. 67.

skaden forvoldtes, pålægges erstatningspligt kun dette under særlige omstændigheder. Det er herved det danske udvalgs opfattelse, at der i almindelighed ikke med rimelighed kan fastslås, at børn under denne alder kan udvise uforsvar- ligt forhold, idet de næppe under denne alder har tilstrækkelig etisk forståelse af deres adfærd eller evne til at indrette denne i overensstem- melse hermed. Hidtidig retspraksis, der har på- lagt børn under 6 års alderen erstatningsansvar, har efter udvalgets opfattelse i nogle tilfælde været for streng, og dette uanset om barnet er dækket af en ansvarsforsikring eller ej. Der hen- vises herved til kapitel V, 1. underafsnit, litra C, s. 65-66.

Forslaget anfører i øvrigt en række omstæn- digheder, der må lægges til grund ved bedøm- melse af, om ansvar bør pålægges. De fleste er overført fra den gældende retsregel. Man har dog ment særligt at burde fremhæve barnets al- der og ikke blot dets udvikling, som gældende ret gør. Endvidere har man fundet det rimeligt at fremhæve den udviste skyld, som også er et vigtigt moment. Med hensyn til de økonomiske forhold har man fundet det rigtigt ikke at be- grænse dette kriterium til »forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidtes evne til at bære tabet«, men blot i almindelighed at hen- vise til de pågældendes økonomiske evne. Her- ved er forslaget i nøje overensstemmelse med det tilsvarende norske forslag. Man finder at burde opretholde synspunktet om »udsigten til at få skaden godtgjort hos andre«, idet der der-

ved som i hidtidig retspraksis bl. a. kan lægges vægt på, om barnet eller den unge er dækket af en ansvarsforsikring eller om forældrene kan drages til ansvar. I øvrigt må henvises til det der anføres i kapitel V, 1. underafsnit, litra D, s. 66-67.

Om reglen i stk. 2 henvises til det i kapitel V, 1. underafsnit, litra G, s. 69, anførte.

Om reglen i stk. 3 henvises til det samme sted, litra H, s. 69, anførte.

Til nr. 2 63

Efter gældende retspraksis antages det, at for- ældre og andre, der har et barn i deres varetægt, har pligt til at føre tilsyn med barnet og med- dele det fornøden oplysning om livets farer, så- ledes at forældrene, såfremt de tilsidesætter den- ne forpligtelse, pådrager sig erstatningsansvar efter erstatningsretlige synspunkter. Der findes ingen udtrykkelige lovregler herom, men i for- bindelse med en kodificering af børns erstat- ningsansvar kan det være naturligt også at give lovregler om forældreansvaret (stk. 1), hvilket også sker i de øvrige nordiske lande. I øvrigt kan henvises nærmere til det i kapitel V, 2. un- derafsnit, litra A, s. 70-71, anførte.

Samme regel som forældre foreslås for forældre, plejeforældre, eller andre som med hensyn til opdragelse og tilsyn står i samme stil- ling som forældre.

I forbindelse hermed bemærkes, at »forældre« efter bestemmelsen i 1. punkt betyder forældre- myndighedens indehaver, således at i tilfælde, hvor dette alene er den ene af forældrene,

f. eks. ved separation eller skilsmisse, vil den anden af forældrene ikke være ansvarlig efter denne regel. Ansvar for den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden vil dog utvivl- kunne opstå efter bestemmelsen i 2. punkt,

i det omfang den pågældende faktisk udfører tilsyn med eller opdragelse af barnet, således f.eks. under barnets besøg.

Ved reglen i stk. 2 findes det endvidere rig- tigst at fastsætte en regel om erstatningsansvar for skoler, m.v. for unge perso- ner under 18 år, for så vidt det har manglet på rimeligt tilsyn med eller instruktion af den un- ge. En lempelse i de almindelige bevisbyrdereg- ler har man ikke fundet på sin plads.

Fra reglen bør der ikke sluttes modsætnings- vis til, at ansvar er udelukket for institutioner, der har unge over denne alder eller mentalt svækkede personer i forsorg, f. eks. tilpasnings- vanskelige unge under ungdoms- eller kriminal- forsorg eller sindssyge på hospital eller anstalt. I øvrigt henvises til kapitel V, 2. underafsnit, litra s. 71.

I stk. 3 er foreslået gennemført en regel om lempelse for ansvaret efter stk. 1 og 2, såfremt dette er urimeligt tyngende, jfr. herved det i kapitel V, 2. underafsnit, litra C, s. 71, anførte.

Til nr. 3 64):

Det bemærkes, at dette forslag ikke anbefales af udvalget, men alene er formuleret for det til- fælde, at lovgivningsmagten måtte ønske § 64 ændret ad modum § 63 og i overensstemmelse med udvalgsforslag fra de øvrige nordiske lan- de.

Ligesom i § 63 er forslaget udtryk for en enklere måde at angive ansvarsbetingelserne på. I almindelighed bør dog det fulde erstatnings- ansvar efter sædvanlige regler fastholdes i vi- dere udstrækning for de af denne bestemmelse omhandlede personer end for børn og unge ef- ter § 63.

Bestemmelsen i stk. 2 gælder både forsætligt og uagtsomt forhold, således f.eks. efter om- stændighedernes tilfælde hvor skadevolderen har indtaget beruselsesmidler i et omfang, som han bør forstå, vil berøve ham evnen til at handle fornuftsmæssigt.

VIII. De nordiske udvalgs udkast opstillet som paralleltekster.

DANSK

Lov om ændring i lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål.

§

Børn og unge under 18 år er erstatningsplig- tige for deres skadegørende adfærd, for så vidt det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, den pågældendes alder og udvikling, ska- devolderens og skadelidtes økonomiske evne og forholdene i øvrigt, herunder udsigten til at få skaden godtgjort hos andre. Var barnet under 6 år, da skaden forvoldtes, kan erstatningspligt kun pålægges dette under særlige omstændig- heder.

Stk. 2: I tilfælde, hvor erstatningsansvar ind- træder uden hensyn til skyld, er børn og unge under 18 år ansvarlige i samme omfang som voksne.

Stk. 3: Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvaren- de anvendelse ved afgørelsen af, om erstatnings- krav, der tilkommer barnet eller den unge, skal lempes som følge af egen medvirken.

Forældre er erstatningspligtige for skade for- voldt af barnet eller den unge, såfremt de har ladet det mangle på tilbørligt tilsyn eller opdra- gelse eller på anden måde ikke har gjort, hvad der efter forholdene er rimeligt at forlange af dem for at hindre skadeforvoldelse. Tilsvarende bestemmelse gælder stedforældre, plejeforældre, slægtninge eller andre, som med hensyn til op- dragelse og tilsyn står i samme stilling som for- ældre.

Stk. 2. Skoler, ungdomskorps og lignende institutioner er erstatningspligtige for skade forvoldt af børn og unge under 18 år, såfremt institutionen har ladet det mangle på rimeligt tilsyn med eller instruktion af den på- gældende.

Stk. Erstatningsansvaret efter stk. 1 og 2 kan lempes, såfremt det efter forsømmelsens art og omstændighederne i øvrigt findes urimeligt tyngende.

FINSK

Lag om ändring av 9 kap. strafflagen.

§•

Har skada vållats av någon som fyllt femton men ej år, må skadeståndet nedsättas, om fullt skadestånd med hänsyn till hans ålder, utveckling och övriga omständigheter finnes oskäligt betungande.

5 a §.

Den som ej fyllt femton år är skyldig att er- sätta skada, som han gör, om och i den mån det med hänsyn till hans ålder och utveckling, hand- lingens beskaffenhet, skadevållarens och den skadelidandes ekonomiska förhållanden samt omständigheterna i övrigt prövas skäligt.

b

Föräldrar äro skyldiga att ersätta skada, som gjorts av deras barn, såframt föräldrarna genom bristande tillsyn eller på annat sätt underlåtit vad som med hänsyn till barnets ålder och ut- veckling samt omständigheterna i övrigt skä- ligen ålegat dem till undvikande av skadegörel- se. Skadeståndet må dock nedsättas, om det med hänsyn til försummelsens art och övriga om- ständigheter finnes oskäligt betungande.

Vad i 1 mom, sägs gäller jämväl adoptiv- och fosterföräldrar samt andra, vilka med hänsyn till vårdnadsplikt stå i samma ställning som för- äldrar.

§ 64

En person, som på grund af sindssygdom,

1) Det bemærkes, at dette forslag ikke anbefales af udvalget, men alene er formuleret for det tilfælde, at lovgivningsmagten måtte ønske § 64 ændret ad modum

§ 63 og i overensstemmelse med udvalgsforslag for de øvrige nordiske lande.

§•

Den som under inflytande av sinnessjukdom, sinnesslöhet eller annan rubbning av själsverk- samheten orsakar skada är skyldig att ersätta denna i den omfattning som med hänsyn till omständigheterna prövas skälig. Var han genom eget vållande tillfäldigt från sina sinnens bruk,

NORSK

Lov om erstatningsansvar for skade voldt av barn og ungdom og for skade voldt i visse andre særlige forhold.

§ 1 (bams og ungdoms eget ansvar).

Barn og ungdom under 18 år er ansvarlige for den skade som de volder, for så vidt dette finnes rimelig under hensyn til utvist skyld, alder, utvikling, skadevolderens og skade- lidtes økonomiske evne og forholdene for øvrig.

SVENSK

Lag med allmänna bestämmelser om skadestånd.

Har skadan vållats av någon som fyllt femton men ej tjuguett år, må skadeståndet jämkas, om det med hänsyn till hans ungdom och övriga omständigheter finnes oskäligt betungande.

Den som ej fyllt femton år är skyldig att er- sätta person- eller sakskada som han gör, om och i den mån det med hänsyn till handlingens beskaffenhet, hans ålder och utveckling samt omständigheterna i övrigt prövas skäligt.

For så vidt erstatningsansvar inntrer uten hen- syn til skyld, er barn og ungdom ansvarlige på samme som voksne.

§ 2 (foreldres g xxxxxx ansvar).

Foreldre er erstatningsansvarlige for skade voldt av barn og ungdom under 18 år, såframt de har det mangle på tilbørlig tilsyn eller oppdragelse eller på annen ikke har gjort hva det er rimelig å kreve av dem for å hindre

Tilsvarende elder pleiefor- eldre, barnehjem, skoler og andre som har an- svar for eller tilsyn med barn eller ungdom un- der 18 år.

5

Har någon genom bristande tillsyn eller an- nan försummelse i vården om barn medverkat till person- eller sakskada som barnet gör, är han skyldig att ersätta skadan. Skadeståndet må dock jämkas, om det med hänsyn till försummelsens art och övriga omständigheter finnes oskäligt betungande.

Ansvaret etter første ledd kan lempes for så vidt det under hensyn til skadens størrelse, ut- vist skyld og omstendighetene for øvrigt virker urimelig hårdt.

§ 3 (sinnsykes ansvar m.v.).

Den som under indflytelse av sinnsykdom, åndssvakhet, bevisstløshet eller liknende forstyr- relse av sinnstilstanden volder skade, er erstat- ningsansvarlig for så vidt dette finnes rimelig under hensyn til sinnstilstandens innvirkning på skadevoldingen, utvist skyld, skadevolderens og

Den som under inflytande av sinnesslöhet eller annan rubbning av själsverk- samheten orsakar person- eller sakskada är skyl- dig att ersätta denna i den omfattning som med hänsyn till omständigheterna prövas skälig. Var han genom eget vållande tillfälligt från sina

DANSK FINSK

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller skall skadeståndet dock ej allenast på grund lignende tilstand har manglet evnen til at hand- därav nedsättas.

1e fornuftsmæssigt er erstatningspligtig for sin i 5 b § sägs äger motsvarande tilllämp- skadegørende adfærd, for så vidt det findes ri- ning på den, som är skyldig att vårda skadevål- meligt under hensyn til personens sindstilstand,

handlingens beskaffenhed, den skadegørendes og den skadelidtes økonomiske evne og forhol- dene i øvrigt, herunder udsigten til at få skaden godtgjort hos andre.

Stk. 2. Har skadevolderen selvforskyldt bragt sig i en forbigående tilstand som omhandlet i stk. 1, er han ansvarlig efter sædvanlige erstat- ningsregler.

NORSK

skadelidtes økonomiske evne og forholdene for øvrig. Var skadevolderen selvforskyldt brakt i en forbigående tilstand som nevnt, har han alli- kevel det ansvar som ellers ville følge af almin- nelige erstatningsregler.

Dissens af ekspedisjonssjej Xxxxx Xxxxxxxx.

o 2.

1. Foreldre svarer for skade voldt av barn og ungdom under 18 år, såframt det er grunn til å anta at de har latt det skorte på tilbørlig tilsyn eller oppdragelse eller på annen ikke har gjort hva det etter forholdene er rimelig å kreve av dem for å hindre skadevoldinger. Tilsvaren- de elder pleieforeldre, barneheimer, skole- heimer og andre som har omsorg og tilsyn med barn eller ungdom under 18 år.

2. Ansvaret etter første 1edd kan lempes for så vidt det virker urimelig hårdt under hensyn til barnets og den ansvarliges atferd, skadens art og størrelse, økonomiske forhold og tilhøva el- lers.

3. Uten hensyn til egen skyld plikter foreldre å erstatte skade voldt på uforsvarlig av deres barn under 18 år som de bor sammen med og har omsorgen for, med inntil 1 000 kroner for hver enkelt skadevolding.

SVENSK

sinnens bruk, skall detta tillstånd dock ej för- anleda nedsättning av det skadeståndsansvar som eljest skolat gälla.

Vad i 5 § sägs äger motsvarande tilllämpning på den som medverkat till skadan genom för- summelse i vården om skadevållaren.

Bilag 1.

ÖVERSIKTER

av gällande rätt beträffande principalansvaret och arbetstagares skadeståndsansvar

i vissa utomnordiska rättssystem

Översikterna har utarbetats inom de danska och svenska kommittéerna och har tryckts genom den svenska kommitténs försorg för de nordiska kommittéernas gemensamma räkning

13—412306

Innehåll

Förkortningar 4

Om principalansvaret (arbejdsgiveres ansvar for ansattes handlinger) m. v. i angloamerikansk rett 5

I. Den principielle anerkendelse af principalansvaret 5

II. Den historiske udvikling og de reale grunde for reglen 5

III. »Master-Servant» over for »Independent Contractor» 7

IV. Adfærden hos den underordnede som principalen hæfter for 11

V. Særlig tilfælde af ansvar for andens fejl 13

VI. Begrænsning i principalansvaret for skade overgået medansat 14

VII. Det offentliges erstatningsansvar 15

VIII. Om principalens regresret mod den ansatte 16

Om principalansvar (arbetsgivares ansvar för arbetstagares vållande) och ar- betstagares skadeståndsansvar i vissa kontinentala rättssystem 18

Förbundsrepubliken Tyskland 18

1. Allmänt om utomobligatoriskt skadeståndsansvar 18

2. Principalansvar 20

Presumtionsansvar enligt BGB § 831 20

Arbetsledningens ansvar enligt BGB § 831 24

Implicerat principalansvar enligt BGB § 832 25

Principalansvar enligt Reichshaftpflichtgesetz 25

Skador som arbetstagare vållar varandra 26

Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvar 26

Passiv identifikation 28

3. Organansvar för juridiska personer 29

4. Statens skadeståndsansvar 30

5. Förslag till nya bestämmelser om principalansvar 31

6. Arbetstagares skadeståndsansvar 32

Frankrike 35

1. Allmänt om utomobligatoriskt skadeståndsansvar 35

2. Principalansvar enligt Code civil art. 1384 37

Ansvarets förutsättningar 38

Skador som arbetstagare vållar varandra 43

Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvar. 43

Passiv identifikation 44

Förhållandet till ansvar för skada genom sak 45

3. Organansvar för juridiska personer 46

4. Statens skadeståndsansvar 46

5. Arbetstagares skadeståndsansvar 48

Schweiz 49

1. Allmänt om utobligatoriskt skadeståndsansvar 49

2. Principalansvar enligt OR art. 55 51

Ansvarets förutsättningar 52

Skador som arbetstagare vållar varandra 57

Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvar 57

Passiv identifikation 58

3. Organansvar 58

4. Statens skadeståndsansvar 59

5. Arbetstagares skadeståndsansvar 61

Förkortningar

Litteratur:

Xxxxxxxxx

Clerk & Xxxxxxxx Xxxxx-Capitant

Enn.-L.

Esmein

Esser Guhl

Harper and Xxxxx Xxxxxxxx

Xxxxx Xxxxxx

Mazeaud-Tunc

Oftinger

Pollock Prosser Rodiére Xxxxxxx Street Waline Xxxxxxxx

Xxxxxxxx XXX Xxxxxxxx XXX Xxxxxxxx MLR

X. Xxxxxxxxx, Om ansvarsförsäkring i kontraktsförhållanden, I—II, 1960 Charlesworth, On Negligence, 3rd edition, London 1956 (4th edition 1962) Clerk & Lindseil, On Torts, 12th edition, London 1964

Xxxxx et Capitant, Traité de droit civil, refondu par L. Julliot de 1a diére, Torne II, 1959

L. Enneccerus, Recht der Schuldverhältnisse, 15. Bearbeitung von X. Leh- mann, 1958

M. Planiol et G. Xxxxxx, Traité pratique de droit civil VI, Obliga- tions, 1e partie, 2e éd. par P. Esmein, 1952

J. Esser, Schuldrecht, 2. Aufl. 1960

X. Xxxx, Das Schweizerische Obligationenrecht, 4. Aufl. 1948 Harper and Xxxxx, The Law of Torts, Boston & Toronto, 1956

G. Xxxxxxxx, Notions essentielles de droit civil, 5e éd. 1960

H. Lalou, Traité pratique de 1a responsabilité civile, 5e 1955

K. Larenz, Lehrbuch des Schuldrechts I.—II. Band, 1960 och 1959

L. Xxxxxxx et X. Tune, Traité théorique et pratique de 1a responsabilité civile, Tome II—III, 5e éd. 1957, 1958

K. Xxxxxxxx, Schweizerisches Haftpflichtrecht, Bd. I, 2. Aufl. 1958, Bd I/l, 2. Aufl. 1960

Xxxxxxx, The Law of Torts, 15th edition, London 1951 Prosser, Law of Torts, 2nd edition, Set. Xxxx, Xxxx. 1955

R. Rodiére, La responsabilité civile, 2e éd. 1952

Xxxxxxx, On Torts, 11th edition, London 1953 (13th edition 1961) Street, Law of Torts, London 1955 (2nd edition 1959)

M. Waline, Droit administratif, 8e éd. 1959

Xxxxxxxx, Textbook of the Law of Tort, 6th edition, London 1954 (7th edition 1963)

Xxxxxxxx, Xxxxxxxxx, (1956) Cambridge Law Journal 180 ff Xxxxxxxx, Xxxxxxxxx, (1956) 72 Law Quarterly Review 522 ff

Xxxxxxxx, Xxxxxxxxx, (1957) 20 Modern Law Review 220 ff, 437 ff

ARS

BAG BGB BGE BGHZ

C. c. D.H. GG

förkortningar:

Entscheidungen des Reichsarbeitsgerichts und des Landesarbeitsgerichts, verlegt bei Bensheimer

(Entscheidungen der ) Bundesarbeitsgericht(s) Bürgerliches Gesetzbuch

Entscheidungen des Schweizerischen Bundesgerichts Entscheidungen des Bundesgerichtshofes in Zivilsachen Code civil

Receuil hebdomadaire de jurisprudence Dalloz Grundgesetz

HaftpflG

NJA ND OR RAG RG RGZ RVO SJZ SOU

TfR UfR ZGB

Reichshaftpflichtgesetz Juristische Wochenschrift Juristenzeitung

Kranken- und Unfallversicheringsgesetz Nytt Juridiskt Arkiv avd. I

Nordiske domme i Bundesgesetz über das Obligationenrecht (Entscheidungen des )Reichsarbeitsgericht(s) Reichsgericht

Entscheidungen des Reichsgerichts in Zivilsachen Reichsversicherungsordnung

Schweizerische Juristenzeitung Statens offentliga utredningar Tidsskrift for Rettsvitenskap Ugeskrift for Retsvesen Zivilgesetzbuch

Om principalansvaret (arbejdsgiveres ansvar for ansattes handlinger)

m. v. i angloamerikansk ret

A f fg fuldmægtig i justitsministeriet Xxxx Xxxxxxxx

I. Den principielle anerkendelse af

Såvel i engelsk som i amerikansk ret anerkendes i almindelighed, at principalen (the master/employer) er ansvarlig for fejl begået af den underordnede (the servant). Man taler ofte om vicarious liability.

Forudsætningen for ansvaret er dels, at der består et overunderordnelsesfor- hold (master-servant eller agency relation) i modsætning navnlig til selvstændige arbejdsforhold (skadevolderen en såkaldt independent contractor), dels at den skadegørende adfærd foreligger som led i det arbejde, den underordnede skal udføre for den overordnede, altså en betingelse, der er beslægtet med den

norske regels krav om »derudi» (within the scope/course of the employment). Derudover skal der foreligge en i sig selv (tortious) ad- færd fra den underordnedes side, d. v. s. navnlig culpa.

Regeln opstilles i common law og bygger i dag på retspraksis.

I den amerikanske Restatement of Agency1 chapter 7 er opstillet vejledende regler om spørgsmålet med grundlag i enkeltstaternes ret, navnlig deres common law. Hovedreglen om ansvaret har her følgende formulering, jfr section 219, (1):

»A master is subject to liability for the torts of his servants committed while acting in the scope of their employment.»

II. Den historiske udvikling og de reale grunde for reglen

Om reglens oprindelse kan det oplyses,2 at reglen ikke kendtes i ældre engelsk ret, hvilket står i modsætning til romersk ret, der pålagde en fri mand ansvar for sine slaver og ting, og for sin familie (i sin egenskab af pater familias). I engelsk ret opstod den først fra omkring år 1700 i forbindelse med den voksen- de handel og industri. Den fik sin anerkendelse navnlig ved et dictum fra Xxxx Xxxx i sagen x. Xxxxxxxx (1690) :

»Whoever employs another is answerable for him, and undertakes for his care to all that make use of him.»

En omstændighed, der hos forfatterne3 i første række fremhæves som begrun- delse for reglen, er kontrolmuligheden. Der er imidlertid forståelse for, at det

2

1 Restatement of the Law, Second Edition, adopted and promulgated by the American Law Institute, Set. Xxxx, Xxxx. 1958.

Xxx Xxxxxx 4 Harvard Law Review 345 (1891), 5 samme 1 (1892), Wigmore 7 Harvard

Law Review 315 (1894), Holdsworth, 2 History of English Law, 46 og 47 (4 th 1936) 3 samme

8 samme 472—79, Baty, Vicarious Liability, 1916, Xxxxxxx s. 58 ff, x. Xxxxxx and Xxxxx x. 1364—66, Prosser s. Xxxxxxxx, x. 137—38. Se endvidere Xxxxxxxx LQR s. 523—25, MLR s. 220 ff, 437 ff.

3 Harper and Xxxxx x. 361—74, Williams MLR s. 228—235, Prosser s. 350—51.

(i

ikke af denne betragtning følger, at det — herunder heller ikke som regel — alene er en culparegel eller en fiktion herom, der bygges på; således vil der ikke under en retssag blive lagt vægt på, om svigtende kontrol fra arbejds- giverens side i det enkelte tilfælde kan påvises. Foreligger der iøvrigt en sådan, er man indstillet på at bedømme arbejdsgiverens ansvar som ansvar for egen culpa. Xxxxxx and Xxxxx understreger imidlertid, at betydningen af kontrolmulig- heden ikke skal underkendes, fordi der ikke i den enkelte sag konkret tages stilling til, om kontrolmulighed foreligger, idet netop et objektivt ansvar for den, der har kontrollen, er et incitament for denne til at forebygge ulykker ved en hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse og gøre det, som ikke kan forlanges af den almindelige forsigtige mand. Det er endvidere utvivlsomt, at netop kontrolmyn- digheden efter herskende retspraksis er et afgørende kriterium for afgørelsen af, om der foreligger et over-underordnelsesforhold eller blot et forhold til en in- dependent contractor, for hvem arbejdsherren ikke hæfter.

Beslægtet med kontrolhensynet anføres den omstændighed, at principalen har

valgfrihed med hensyn til, hvem han gør til sine underordnede.

Andre hensyn har dog formentlig større vægt. Allerede Xxxx Xxxxxxxx udtalte i sagen Xxxxxx x. Xxxxxxxxx (1839): »I am liable for what is done for me under my orders by the men I employ and the reason I am liable is this, that by em- ploying them I set the whole thing in motion, and what he does, being done for my . .» Med andre ord, arbejdsgiveren er årsag til skadeforvoldelsen, og nyder fordelen af den underordnedes indsats. Endvidere fremhæves det hos nogle forfattere, at arbejdsgiverens ansvar også har sin grund i det faktum, at »the damages are taken from the deep pocket», altså en billighedsbetragtning om, at den med de største økonomiske resurcer bør betale.

Xxxxxx and Xxxxx og Xxxxxxxxx Xxxxxxxx føjer hertil, at andre og måske vigti- gere hensyn gør sig gældende i nutiden. Først og fremmest anføres det nu, at der ligger en social interesse i at den skadelidte får erstatning. Dertil kommer at et skærpet ansvar for arbejdsgiveren ikke føles byrdefuldt, fordi han kan overvælte risikoen enten som en omkostning i sin virksomhed eller ved at tegne ansvars- forsikring.

Det sociale problem, der knytter sig til skader i arbejdsforhold kan løses på forskellig måde, bemærker Xxxxxx and Xxxxx. Det kan dels ske gennem tilveje- bringelse af en almindelig ulykkesforsikringsordning, hvilket man dog navnlig i

U.S.A. ikke finder videre realistisk. En anden vej er den, der er fulgt ved arbejds- ulykkesforsikringen (Workmen's compensation), der sikrer de ansatte erstatning for personskade. Udenfor denne forsikrings område, hvor en almindelig sikker- hedsordning ikke har kunnet tilvejebringes, er imidlertid tendensen, hvor det har været muligt, gået i retning af, at pålægge erhvervsvirksomheder risikoen for de skader, de forvolder. Culpareglen er ikke derved afskaffet, men gennem fiktioner og procedureregler er den i vidt omfang veget for en regel om »enter- prise liability», der fyldestgør behovet for erstatning. Ansvaret for trediemand er en hovedhjørnesten i denne nye bygning. Reglen retferdiggøres med andre ord ved det behov for genoprettelse, som den tilfredsstiller.

Xxxxxx and Xxxxx bedømmer altialt reglen om principalansvar meget fordel- agtigt, og mener at den navnlig i tre henseender er gunstig: 1. den ansporer ar- bejdsgiveren til at forebygge ulykker, 2. den tenderer mod, at der ydes de skade- lidende større sikkerhed for genoprettelse, og 3. den virker med til, at skaderne bliver bredt og retfærdigt fordelt mellem dem, der nyder fordel af den pågæl- dende virksomhed. En anerkendelse af principalansvaret har såvidt ses heller ikke lagt urimelige hindringer i vejen for udviklingen af forretnings- og industri-

7

virksomheder. Såvidt man kan forudse, mener forfatterne ikke, at der er udsigt til nogen alvorlig strømændring bort fra tendensen til at pålægge ansvar efter princippet om »enterprise liability».

Et særligt spørgsmål af teoretisk art er det, om husbondens ansvar for tjeneren principalt må betragtes som ansvar for en anden person, altså sui generis, eller som ansvar for egen culpa. Se herom Xxxxxxxxx Xxxxxxxx (1956) Law Quarter- ly Review s. 522 ff. Det indrømmes her, at det er en fiktion at betragte ansvaret som et ansvar for egen culpa, men det kan være af betydning at hævde konstruk- tionen, bl. a. for at give skadelidte, hvis han har udvist egen skyld, mulighed for, om end kun delvist, at rejse erstatningskrav mod skadevolderens husbond i medfør af den britiske Contributory Negligence Act, 1945. Teorien anses ikke nødvendig for at nå til, at husbonden hæfter for såkaldt anonyme fejl, hvilket antages. Teorien har endvidere, men uden held været forsøgt anvendt til at hjemle en begrænsning i husbondens regresret mod tjeneren. Principielt forkaster dog Xxxxxxxx teorien, jfr. navnlig s. 545—47.

III. over for »Independent Contractor»

Som anført er det en forudsætning for principalansvaret, at der eksisterer et over- og underordnelsesforhold. Navnlig skal skadevolderens stilling kunne betegnes som en

Restatement of Agency §§ 2 (2), jfr 220 (1), definerer en »servant» som:

»a person employed by a master to perform service in his affairs whose physi- cal conduct in the performance of the service is controlled or is subject to the right to control by the master».

Som modsætning til »servant» stilles som nævnt »independent contractor», for hvis adfærd der ikke gælder trediemandsansvar for hvervgiveren. Som typeeksem- pel herpå nævnes tilfælde, hvor man hyrer en taxa, tager med toget eller lejer en flyttemand. Vedkommende hæfter her ikke for fejl begået af chaufføren, re- spektive togpersonalet eller flyttefolkene. Denne begrænsning i trediemandsan- svaret kendtes formentlig ikke oprindeligt, men har i hvert fald været aner- kendt i engelsk ret siden begyndelsen af 1800-tallet, jfr herved bl. a. afgørelsen Langher v. Pointer (1826), og er senere også godtaget i amerikansk ret.

Hovedkriteriet for bestemmelsen af, om et servanf-forhold foreligger, er, hvor- vidt hvervgiveren har kontrolmyndighed.

Xxxxxxx, X. X. xxxxxxx herom i sagen Xxxxxxxxx, Xxxxxx Xxxxxxxx, Ltd. v. Xxx- xxxxxx and Xxxxx (1952) : »It is often easy to recognise a contract of service when you see it, but difficult to say wherein the difference (between a contract of service and a contract for services) lies. A ship's master, a chauffeur and a reporter on the staff of a newspaper are all employed under a contract of service, but the ship's pilot, a taximan and a newspaper contributor are employed under a contract for services. One feature which seems to run through the instances is that, under a contract af services a man is employed as a part of the business and his "work is done as an integral part of the business; whereas, under a con- tract for services, his work although done for business, is not integrated into it but is only accessory to it.»

4 Se til det følgende Xxxxxx and Xxxxx s. 1395 ff, Prosser s. 357, Clerk & Xxxxxxxx s. 135 Pollock s. 62—66, Xxxxxxx s. 97—105, Winfield s. 000 xx, Xxxxxx s. ff, Williams CLJ s. 180.

8

1 sagen Mersey Docks & Harboner Board x. Xxxxxxx Xxxxxxxx (Liverpool), Ltd.

(1947) lagdes særlig vægt på »who is entitled to give the orders as to how the work should be done.»

Restatement § 220 (2) opregner en række faktorer, der »bl. a.» må tillægges betydning, således som: omfanget af kontrol, som kontrakten tilsikrer, om hverv- tageren er engageret til et bestemt opdrag, som sædvanligtvis ikke i enkeltheder udføres under hvervgiverens opsyn, hvilken fagmæssig kvalifikation der er nød- vendig, længden af hvervet og betalingsformen, om arbejdet er »a part of the regular business of the employer», og om parterne selv anser sig som herre og tjener.

I amerikansk ret er dog ingen af de i Restatement opregnede kriterier afgø- rende, men vel vejledende. En samlet bedømmelse anlægges i det enkelte tilfælde, og vægten af de enkelte kriterier, herunder også med hensyn til bedømmelsen af kontrolmuligheden kan svinge fra det ene livsforhold til det andet. I visse for- hold vil parterne undertiden søge at give kontrakten karakter af at hjemle hverv- tageren stor uafhængighed, uden at domstolene dog herved har ladet sig lede til nægtelse af trediemandsansvar, fordi en kontrolmyndighed i realiteten forelig- ger, således f. eks. med hensyn til bestyrere af tankstationer og avisforhandlere. Opdragsbedømmelsen er heller ikke altid afgørende. Mens der således næppe for hospitaler foreligger nogen egentlig til de på hospitalerne virkende

»resident doctors» (d. v. s. selvstændigt virkende læger, der har klinikret for egne patienter på hospitalet, et forhold der vist ikke kendes i de nordiske lande), er det dog i amerikansk ret fastslået, at hospitalet er ansvarlig for fejl fra så- danne lægers side. I England er tendensen også klart den, at hospitalerne hæfter for fejl begået af de der virkende læger.5

Som eksempel på, at faglig kvalifikation tillægges betydning, nævner Xxxxxx and James gas- og vandmesteren, som husejeren kalder til sin ejendom, men nævner heroverfor som en underordnet person jernbaneselskabets præsident i forhold sit selskab. I visse tilfælde vil det være af betydning, om hvervtage- ren benytter egne redskaber, herunder eget automobil. Spørgsmål om betalings- måde, f. eks. med timeløn eller akkordløn, om opsigelsesbetingelserne og om hverv- tageren under hvervet arbejder alene eller benytter egne folk er ligeledes fakto- rer af betydning.

Bevisbyrden for at hvervtageren ikke står i underordnelsesforhold, men er en

independent contractor påhviler den, der gør denne regel gældende.0

Xxxxxx and Xxxxx xxxxxxxxxxxx, at der efter amerikansk ret med visse begræns- ninger, som nedenfor skal omtales, principielt gælder frihed til delegation af ansvaret for den virksomhed, man udøver. Dette har i visse tilfælde frem- kaldt kritik, således hvor der er tale om virksomhed, der almindeligvis ud- føres netop ved underordnet arbejdskraft. I sådanne tilfælde underkaster domsto- lene da også sagen en meget nøje bedømmelse, og det er i disse tilfælde, at der foreligger det store antal retssager. Men det betones i tilslutning hertil, at det i almindelighed er med fuld føje, at principalansvaret ikke pålægges, hvis

tageren er en independent contractor, idet det er rimeligt i typetilfældende netop at henføre skaderne til ham og ikke til hvervgiveren. Dette gælder således i de mange tilfælde i dagliglivet, herunder forretningslivet, hvor man modtager tje- nesteydelser fra andre uden tanke på erstatningsansvaret for de pågældende. Publikum betaler her deres andel i skaderne gennem omkostningsniveauet for, hvad der ydes, og det er bedre netop at placere ansvaret her end at forsøge at

5 Jfr Xxxxxxx s. 000—000, Xxxxxx s. 438, Winfield s. 143—44.

•• Xxx Xxxxxx and Xxxxx x. 1399—1400.

9

føre det videre. Det kan indkalkuleres i prisen eller dækkes ved forsikring. En ansvarsregres vil i mange forhold være helt upraktisk, således f. eks. i tilfælde af, at en sporvogn eller lignende forvolder en ansvarsskade, og man ville forsøge at drage passagererne som arbejdsgivere for sporvejsselskabet til ansvar.

En interessant parallel drager Xxxxxx and Xxxxx i sammenstillingen af begrebet independent contractor i læren om principalansvaret med det tilsvarende begreb, der begrænser personkredsen under workmen's compensation. Det hævdes, at fælles retspolitiske synspunkter gør sig gældende ved bedømmelsen af de to rets- institutters struktur.

Et særligt problem opstår i tilfælde, hvor en arbejdsgiver (A) for kortere eller længere tid udlåner en ansat (B) til en anden arbejdsgiver (C). Det må heraf afgøres, om A eller G eller eventuelt begge hæfter for Bs fejl. Spørgsmålet var fremme i den engelske sag Mersey Docks & Harbour Board x. Xxxxxxx & Griffith (Liverpool), Ltd. (jfr ovenfor).7 Sagen angik et tilfælde, hvor en virksomhed for udlejning af kraner (A) udlejede en sådan med betjening (B) til en virksomhed (C), der påtog sig losning af skibe. Under losningsarbejdet led en trediemand skade ved Bs uforsigtighed. Det var herefter spørgsmålet, hvorvidt A eller C som principal var ansvarlig. På uheldstidspunktet havde C den umiddelbare ledelse og kontrol af de manøvrer B skulle udføre, d. v. s. myndighed til at beordre ham til at optage og losse et bestemt stykke gods, men G havde ikke ret til at give kranføreren ordre om, hvorledes han skulle betjene kranen eller dens styrings- organer. Ved dommen blev det statueret, at A var ansvarlig. Retten fandt, at A som den almindelige og varige arbejdsgiver for B, der lønnedes af A, havde bevis- byrden for, at ansvaret var gået over til G, og en sådan overførsel ville kun kunne godtages under særlige omstændigheder. — Alt må dog bero på omstæn- dighederne. Formentlig gælder der en forskellig løsning i tilfælde, hvor et kom- pliceret maskineri med fører udlånes og hvor almindelig arbejdskraft, særlig ufaglært arbejdskraft udlånes. — Se til den anførte afgørelse den relativt til- svarende afgørelse i dansk ret, UfR 1959 side 444 H, ND. 1959 s. 170, jfr også UfR 1955 side 472 H og 1960 side 145 H med Xxxxxxxx, kommentar i TfR I960

s. 227—29. De danske afgørelser er omtalt i den danske betænkning, 1. del, afsnit I.

Tre praktisk vigtige begrænsninger gælder i reglen om ansvarsfrihed for »the independent contractor».8

Den første er, at hvervgiveren uanset hvervtagerens selvstændighed kan drages til ansvar, hvis han selv har handlet retsstridigt, navnlig culpøst, således hvis det overhovedet at sætte det pågældende arbejde i gang involverer et retsbrud mod trediemand, hvis hvervgiveren har handlet uforsvarligt ved at overlade netop hvervtageren at udføre det pågældende arbejde, eller hvis han ikke fører fornødent tilsyn.

Den anden begrænsning er, at der påhviler hvervgiveren en selvstændig for- pligtelse, som han ikke retmæssig kan delegere til hvervtageren (nondelegable duty).9 Hertil henhører navnlig forpligtelser pålagt i medfør af kontrakt eller po- sitiv lovgivning (statutes). I sagen Hole v. & Co., (1861), blev således et jernbaneselskab, der ved en Act of Parliament havde fået tilladelse til at bygge en bro over et sejlbart vand, men således, at fremkaldelse af hindringer

7 Se om dommen Xxxxxxx s. 103—04, Winfield s. 000—00, Xxxxxx s. 439—40, Clerk & Lindseli

no 208 (s. Se også s. 98 ff.

8 Jfr Prosser s. 358 ff, Xxxxxx and Xxxxx s. 1405 ff, Clerk & Xxxxxxxx s. 137 ff, Xxxxxxx s.

133 ff, Winfield s. 1697 ff. Se hertil Restatement §§ 212—14. Se Williams MLR s. 112—15.

9 Se hertil endvidere Xxxxxxxxxxxx, On Negligence, 3rd edition, 1956, s. 80 ff og Xxxxxxxxx Xxxxxxxx (1956) Cambridge Law Journal s. 180 ff.

10

for sejladsen af længere varighed end nødvendigt for at tillade tog at passere over broen var forbudt, fundet ansvarligt, fordi broen som følge af entreprenø- rens fejl ikke kunne åbnes, og skadelidtes skib derfor ikke kunne passere. Hvis en arbejdsgiver f. eks. i medfør af fabrikslovgivningen er pligtig at afskærme maskiner, og hans entreprenør undlader dette, vil arbejdsgiveren også blive holdt ansvarlig. Men også forpligtelser efter common law kan være nondelegable, bl. a. grundejeres ansvarspligt overfor personer, der indfinder sig på ejendommen. Det samme er endelig også tilfældet i hvis ret til delegation af for- pligtelsen, herunder til udførelse af arbejde, ikke må anses at være forbeholdt. En tredie begrænsning eller undtagelse, der dog undertiden henføres under gruppen af nondelegable forpligtelser, er hvervgiverens selvstændige ansvar for særlig farlige ting eller adfærd {inherently dangerous instruments eller extra hazardous acts), hvortil henregnes indretninger som damplokomotiver, spræng- stoffer og farlige våben, farlige stoffer, herunder gift og ondskabsfulde dyr, samt i et vist omfang udførelser af vejarbejde. Retspraksis er dog endnu ikke afklaret og følger næppe rationelle synspunkter. I hvilket omfang sætningen rækker ud over ansvar for farlig bedrift (extra hazardous activity) eller andre regler om delvist objektivt ansvar (som for eksempel nuisance i naboforhold) er dog i

mange jurisdiktioner uafklaret.

En begrænsning i de anførte undtagelser gøres der dog med hensyn til så- kaldt tilfældig (casual eller collateral) culpa, d. v. s. hvor den indtrufne skade skyldes hvervtagerens culpa, uden at forholdet har nogen forbindelse med und- tagelsesreglernes særlige omstændigheder, navnlig af nondelegable forpligtelse eller forholdets særlige farlighed, jfr således navnlig Xxxxxx x. Xxxxx (1881).10 Denne særlige regel viser formentlig, at de anførte undtagelser ikke i egentlig forstand kan betragtes som undtagelser fra reglen om hvervgiverens ansvarsfri- hed for independent contractors, men blot er udtryk for, at den omstændighed, at skaden er hidført af en sådan person, ikke afskærer skadelidende fra att gøre ansvar gældende mod hvervgiveren, hvis denne er ansvarlig i kraft af retsorde- nens øvrige regler.

I forbindelse med behandlingen af persongrupperne independent contractors og servants er der grund til at nævne, at hvervgiveren endvidere efter omstæn- dighederne kan pådrage sig ansvar i kraft af reglerne om agency, der nærmest svarer til nordisk rets regler om fuldmagt. En agent er en person, der har fuld- magt (authorised) til at handle på en anden persons vegne. Mens vi i nordisk ret reserverer begrebet fuldmagt til aftalelæren, er det formentlig således, at visse tilfælde af, hvad vi vil betegne som ansvar i kontrakt, og som derfor i

norsk ret følger vor regel om husbondansvar, i anglo-amerikansk ret bedøm- mes efter de såkaldte agencyregler. Det antages således, at hvis en ejendoms- handler (real estate agent) handler svigagtigt (begår den særlige tort of deceit), og trediemand lider skade, kan trediemand søge hvervgiveren netop for tort of deceit og ikke blot for det mindre tort of negligence, hvilket sidste formentlig alene ville være muligt, hvis grundlaget for ansvaret var at finde i vicarious liability. I engelsk ret synes man også i forhold, hvor reglerne om vicarious liability skulle give fornødent grundlag for ansvar, at foretrække tionen, således navnlig i tilfælde, hvor en person fører en vogn for en anden tilhørende denne og under kørselen forvolder skade. Muligvis hænger dette sam- men med en utilbøjelighed hos de engelske domstole til at godtage, at fornøden kontrolmulighed foreligger, således at man kan statuere

10 Charlesworth s. 83, Prosser s. 361—62, Harper and Xxxxx x. 0000, Xxxxxx s. 446—47, Xxxxxxx s. 135 ff, Xxxxx & Lindseli no 248 (s. 134—35).

II Charlesworth s. 75—00, Xxxxxx 440—42. Se også Clerk & Lindaeli no 249 (s

11

For dansk rets vedkommende kan i denne forbindelse henvises til Gomard, For- holdet mellem Erstatningsregler i og udenfor Kontrakt, København 1958, s. 86 ff.

IV. Adfærden hos den underordnede som principalen hæfter for

Vender vi os herefter til tilfælde, hvori der foreligger det fornødne over- og underordnelsesforhold, bemærkes, at det som anført er en forudsætning, at den underordnedes handling ligger indenfor området (the scope/course) af den på- beskæftigelse som underordnet et krav der minder stærkt om forudsætningen »derudi» i dansk-norsk ret.

Den overordnede hæfter her givetvis for den adfærd, der tilsigter at bringe det pålagte arbejde til udførelse. Herved kan henvises til Restatement of Agency

§228

»but only if .. .

»Conduct of a servant is within the scope of the employment if it is actuated, at least in part, by the purpose to serve the master.»

Det bemærkes herved, at selv om den underordnedes adfærd kun delvist tjener til at opfylde hvervet, hæfter arbejdsgiveren alligevel. Der pålægges iøvrigt an- svar både for handlinger og undladelser.

Det er imidlertid efter anglo-amerikansk ret således, at arbejdsgiveren ikke hæfter for enhver adfærd hos den underordnede, der tilsigter hvervets udfø- relse. Som betingelse for hæftelse gælder, at den indtrufne skade i en vis for- stand er forudseelig (foreseeable). Formuleringen av denne begrænsning har i følge Xxxxxx and Xxxxx formentlig sin oprindelse i culpalæren, men begrebet bruges her i en bredere forstand med referens ikke til den enkeltes særlige ad- færd, men til virksomheden i sin helhed. Der vil således være ansvar for risici, der er typiske for eller står i rimelig sammenhæng med den pågældende virk- somhed (typical or reasonably incidental lo the enterprise). Dette betyder bl. a., at der efter omstændighederne vil være ansvar, selv om arbejdsgiveren udtryk- kelig har forbudt den underordnede en bestemt handlemåde, jfr herved Limpus

v. London General Omnibus Co. (1862). I sagen Rankin v. Western Union Tele- graph Co. (1946) holdtes selskabet ansvarlig for sit telegrafbud, uanset at han under sin skadevoldende kørsel trods forbud herom havde benyttet en

cykel i stedet for en almindelig cykel. Afgørelsen understreger forskellen mellem sagens omstændigheder og tilfælde, hvor budet måtte have benyttet et transport- middel helt forskellig fra det påbudte, i hvilke der formentlig ville foreligge ansvarsfrihed for arbejdsgiveren.

indeholder så vidt ses, en videregående begrænsning af arbejdsgiver-ansvaret end den, der gælder i dansk-norsk ret i medfør af forbe- holdet for abnorm adfærd, som hos os formentlig kun anerkendes udenfor kon- trakt. Det forhold, at den underordnede benytter vogn i stedet for påbudt cykel vil ikke hos os virke ansvarsfritagende.

Et spørgsmål, der også drøftes i anglo-amerikansk ret er, om arbejdsgiveren er ansvarlig, hvis hans chauffør overlader føringen til en uvedkommende person. Domme har her tidligere fritaget arbejdsgiveren for ansvar bl. a. ud fra syns- punktet, at det som forudsætning for arbejdsgiverens ansvar må gælde, at han har valgt den pågældende. Dette resultat er formentlig stadigvæk gældende i Eng- land,13 hvor det dog fremhæves, at ofte vil den underordnede selv være med-

12 Se til det følgende navnlig Xxxxxx and Xxxxx s. 1374 ff, Prosser s. 351—52, Clerk & Xxxxxxxx no 219 ff (s. 117 ff), Xxxxxxx s. 105 ff, Street s. 447 ff, Charlesworth no 111 ff (s. 66 ff),Winfield

s. 146 ff.

13 Jfr Charlesworth no 117 (s. 70) og Street s. 450, Clerk & Lindsell no 216 (s. 115—16).

12

ansvarlig, fordi det har været uforsvarligt at overlade føringen til trediemand. Xxxxxx and Xxxxx00 tager afstand fra dette resultat ud fra synspunktet, at netop overladeisen af føringen til trediemand kan »fairly and reasonably be regarded as incidental to the work».

I denne henseende går amerikansk ret formentlig videre end DL 3—19—2 (NL 3—21—2), der ikke blot stiller krav om tilstedeværelsen af culpøs adfærd hos en eller anden person, der handler indenfor virksomhedens berøringsområ- de, men netop forudsætter, at den culpøse adfærd må foreligge hos den under- ordnede, for hvem der hæftes. I færdselsforhold vil dog efter dansk ret i medfør af færdselslovens § 65 følge et tilsvarende strengt ansvar som i amerikansk ret. En konsekvens i amerikansk ret er det endvidere, at arbejdsgiveren ikke blot hæfter for adfærd, der primært tilsigter at opfylde hvervet, men også for acceso- risk adfærd som f. eks., hvis en linoleumsmand under sit arbejde adskiller en gasforbindelse til et komfur, han må flytte under sit gulvarbejde, og der derefter opstår brand eller anden skade som følge af gasapparatets flytning. Dette må også

være tilfælde i dansk-norsk ret.

Principalen hæfter også i et vist omfang for adfærd, der ikke i sig selv tjener til hvervets udførelse. For amerikansk rets vedkommende bemærkes herved, at Restatements regel, hvorefter handlingen skal være »actuated .. . by the purpose to serve the master» ikke har hindret domstolene i at nå til dette resultat. Et hovedeksempel er chaufførens afvigelse fra sin rute (detour). Det er her opfat- telsen, at det må bero på omstændighederne, om principalen er ansvarlig. Ved mindre svinkeærinder og ruteafvigelser vil han således være det. løvrigt vil tiden og stedet for afvigelsen, dens omfang i forhold til den foreskrevne rute, formålet med afvigelsen, herunder hvorvidt den delvis sker af hensyn til ar- bejdsgiverens interesse, og sædvane være faktorer, der virker bestemmende. Der er således i vidt omfang tale om en xxxxxxxxxxxxxxx.00 Et noget lignende, måske lidt mere restriktivt standpunkt indtages af engelsk ret.16 I dansk-norsk ret vil dette spørgsmål ikke foreligge for motorkørsel. løvrigt adskiller resultatet sig næppe afgørende fra vor ret.

Et andet eksempel er rygning, der forvolder brandskade. Xxxxxx and Xxxxx00 oplyser, at linien i retspraksis her ikke er klar. I Xxxxx v. Louisiana Oil Co. (1934) er olieselskabet således frifundet for brandskade, dets chauffør for- voldte med en cigaret under ophold indendørs hos en kunde, mens et bredere synspunkt med hensyn til grundlaget for arbejdsgiverens ansvar er anlagt i af- gørelsen Xxxxxx x. Xxx & S Co. (1949). Den sidste afgørelse er den, for- fatterne er mest sympatisk indstillet overfor. Også i engelsk ret har reglen tid- ligere været den, at arbejdsgiveren ikke var ansvarlig, jfr der an- fører, at spørgsmålet i dag er tvilsomt, og at arbejdsgiveren i hvert fald vil være ansvarlig, hvis rygning er udtryk for uforsvarlig udførelse af det pålagte hverv, således f. eks., hvor en benzinvogns chauffør under afladning på tankstation tæn- der ild for at ryge. Efter dansk ret må det formentlig antages, at arbejdsgiveren principielt hæfter for rygning.

Et andet spørgsmål, der drøftes, er dette, at den underordnede uden tilladelse opfordrer trediemand til at være med under arbejdet, f. eks. i køretøjet der føres, og under kørselen eller på anden måde i forbindelse med hvervets udførelse kommer til skade. Det er her formentlig den herskende opfattelse hos domstolene,

5 S. 1379—80.

6 Xxx Xxxxxx and Xxxxx x. 1382—86, Prosser s.

7 S. 1386—87. no 112 (s. 67).

8 No. 121 (s. 73), se tillige Clerk & Lindseli no 216 (s. 115—16).

13

at arbejdsgiveren ikke er ansvarlig. Nogle retsafgørelser begrunder resultatet med, at et sådant forhold ikke omfattes af, hvad arbejdsgiveren efter reglerne om vi- carious liability hæfter for, hvilket Xxxxxx and Xxxxx xxxxxxxxxx, bl. a. som in- konsekvent fordi arbejdsgiveren vil hæfte for skade forvoldt f. eks. på anden trediemand under optagelsen af førstnævnte trediemand. Andre afgørelser be- grunder resultatet med de særlige regler om tresspass og invitation on land eller egen skyld (med hvilken sidstnævnte tilfælde de to førstnævnte har noget slægts- skab i systematisk henseende).

Også for den underordnedes forsætlige handlinger hæftes der principielt.19 Undertiden vil sådanne handlinger dog ligge udenfor, hvad der »kan forudses», og i så fald vil der ske frifindelse, medmindre principalen har en selvstændig pligt til at beskytte skadelidte, f. eks. et transportselskap sine passagerer eller en beværter sine kunder, overfor angreb o. lign. fra personalets side. I følge Xxxxxx and Xxxxx er der imidlertid en tendens, der er ganske interessant, henmod et videre svar for arbejdsgiveren ud fra påvirkning fra begrebet om skader, der »arise out of and in the course of the employment», således som begrebet kendes indenfor området af workmen's compensation.

Efter anglo-amerikansk ret hæfter selskaber og andre juridiske personer for deres organers fejl, jfr således bl. a, Mersey Docks Trustees x. Xxxxx (1864). Dette gælder også med hensyn til deltagere i interessentskab, uanset om den ene part ikke har kontrolmyndighed med den anden. Også for bedragerisk misbrug af betroede midler hæfter ledelsen eller øvrige deltagere.20 Dette er iøvrigt også til- fældet i dansk og formentlig anden nordisk ret, men dog næppe i første række med støtte i regler om principalansvar, men derimod snarere ud fra reglerne om den enkelte deltagers kontraktslige forpligtelser overfor den skadelidende tredie- mand.

V. Særlige tilfælde af ansvar for andens fejl

Foruden i forholdet master-servant xxxxxxxxx amerikansk ret vicarious liability

i visse andre forhold, der navnlig eller udelukkende angår motorkørsel.21

Således må først og fremmest nævnes »Joint enterprise» (fælles virksomhed). Er to eller flere personer engageret i en fælles aktivitet, og en af dem begår en fejl under denne, vil de andre deltagere kunne holdes ansvarlig herfor. Sætningen hviler på en analogi fra reglerne om »partnership» (interessentskab), i hvilke deltagerne hæfter solidarisk.

I en del amerikanske jurisdiktioner hæfter vognejeren endvidere for skader forvoldt, mens vognen føres af et medlem af familie til gavn for familien (»family purpose»), eller hvor ejeren befinder sig i vognen, mens denne føres af en anden person.22 Reglen om »family er navnlig" vokset frem på baggrund av tilfælde, hvor børn forvoldte skade under kørsel med deres for- ældres køretøj. Børnene har i almindelighed ikke været formuende eller dækket af ejerens ansvarsforsikring.

Disse regler skal ikke nærmere forfølges her, fordi de næppe har interesse for nordisk ret, hvor særregler regulerer automobilansvaret, og hvor ansvarsfor- sikringen såvel udad- som indadtil i almindelighed vil dække denne form for skader, selv om ansvaret ikke formelt henføres til vognens ejer.

19 Xxxxxx and Xxxxx s. 1389 ff, Xxxxxxx s. 110 ff, Winfield s. 150 ff.

20 Jfr Pollock s. 74—76.

21 Jfr Prosser s. 363 og Xxxxxx and Xxxxx x. 1414.

22 Jfr Prosser s. 368—72 og Xxxxxx and Xxxxx x. 1419—24.

11

VI. Begrænsning i principalansvaret for skade overgået medansat23

I principalansvaret for den underordnedes forvoldelse af skade overfor medansat har der navnlig tidligere foreligget nogle begrænsninger, som fortsat i dag i et vist omfang er af betydning. Først kan her nævnes det i almindelighed i engelsk- amerikansk ret gældende princip om nedsættelse eller bortfald af ansvaret som følge af egen skyld (contributory negligence) hos skadelidte. Denne regel har været af særlig praktisk betydning som ansvarsfrihedsgrund indenfor ansvaret med hensyn til skader på arbejdspladsen. — løvrigt er forholdet det, at mens egen skyld tidligere i engelsk ret og fortsat i dag i amerikansk ret med- fører fuldstændig" ansvarsfrihed, gælder i engelsk ret i dag i henhold til The Law Reform (Contributory Negligence) Act, 1945, en regel ad modum den i Norden gældende, hvorefter skaden fordeles efter skyldgraden.24

Endvidere må nævnes, at ansvarsfrihed kan følge i kraft af reglen om »the assumption of risk», der bygger på sætningen »volenti non fit injuria». Denne regel er ikke begrænset til skade på arbejdspladser, men det er navnlig her, at den finder anvendelse, og det var også her reglen voksede frem ud fra en libera- listisk opfattelse af, at det var en frivillig sag for arbejderen, om han ville tage ansættelse i en virksomhed, hvor skade kunne opstå. Allerede inden gennem- førelsen af arbejdsforsikringslovgivningen kritiseredes reglen, og domstolene søgte at begrænse reglens anvendelse gennem strenge krav til beviset for ar- bejderens indforståelse i at være undergivet den skadevoldende risiko. Men reg- len anerkendes principielt fortsat i dag, om end dens område er begrænset til, hvad der i hvert fald i amerikansk ret betegnes som »ordinary risks», d. v. s. risici, der er »so regularly and normally incident to the employment, that anyone who considers the matter at all must see that the liability to be injured by such an occurrence is an ever-present possibility».25

En tredie begrænsning i principalansvaret for skade på arbejsdpladser og specielt gældende herfor er den såkaldte fellow servant (common employment) rule, der imidlertid i dag er opgivet i England ved gennemførelsen af The Law orm (Personal Injuries) Act 1948.26 Reglen, der vandt frem allerede midt i sidste århundrede, jfr således afgørelserne Xxxxxxxxx v. 1837 (England), og Farwell v. Boston and Worchester Railway, 1849 (Mass., U.S.A.), går slet og ret ud på, at arbejdsgiveren i kraft af sit principalansvar ikke hæfter for skade hos underordnet forvoldt af arbejdsfælle. Reglen støttede sig på de allerede om- talte to undtagelsesregler om egen skyld og indforståelse med hensyn til risiko, men opstilles dog som selvstændigt retsprincip. På baggrund af reglens recipe- ring i dansk ret efter ulykkesforsikringslovgivningens gennemførelse og af reg- lens afskaffelse i England i forbindelse med den nye socialforsikrings gennem- førelse efter 2. verdenskrig er der grund til at bemærke, at reglen i sin oprindelse ingen forbindelse har haft med tilvejebringelsen af arbejdsulykkesforsikringen. Reglen blev afskaffet i England efter en kritisk vurdering i lovkomiteen, der

23 Anglo-amerikansk ret anvender for dette ansvarsforhold udtrykket Employer's liability,

der således ikke benyttes som betegnelse for principalansvaret i almindelighed.

24 Se om egen skyld i engelsk ret bl. x. Xxxxxxx s. 519 ff, Winfield s. 537 ff,

no 865 ff (s. 531 ff), i ret Xxxxxx and Xxxxx s. 1193 ff og Prosser s. 283 ff sammen- holdt med s. 378.

25 Se om reglen »assumption of risk» i engelsk ret Xxxxxxx s. 38 ff, Xxxxxxxx s. 26 ff, Xxxxxxx- xxxxx s. 536 ff, i amerikansk ret Xxxxxx and Xxxxx s. 1193 ff, navnlig s. 1175—79.

26 Jfr Final Report of the British Departemental Committee on Alternative Remedies (Cmd. 6860, July 1946) s. 152 ff.

15

forberedte den nye lovgivning.27 Også i amerikansk ret er reglen blevet stærkt kritiseret og reglens anvendelse søgt begrænset, således ved krav om særligt ar- bejdsfællesskab og om, at skaden skulle være forvoldt af en ligestillet og ikke en overordnet medansat eller medansat, hvis opdrag det var at udføre arbejdsgive- rens common law duties overfor skadelidende, således f. eks. en sikkerhedsin- spektør. En sådan person må nemlig betragtes som såkaldt »vice-principal» og er derfor ikke en »fellow» af skadelidte.28

På baggrund af den i England og i U.S.A. overalt gennemførte lovgivning om workmen's compensation (arbejdsulykkesforsikring) de anførte begræns- ninger i principalansvaret og overhovedet dette ansvar med grund i culpa hos medansat i dag en mindre rolle. De opstillede undtagelser i reglen om princi- palansvaret gælder dog principielt fortsat, for feilow-servant-reglens vedkom- mende som nævnt dog kun i U.S.A. Her er den endvidere ophævet indenfor et vigtigt område, nemlig hvor The Federal Employer's Liability Act er gældende, det vil navnlig sige for jernbanearbejdere i såkaldt »interstate commerce».29

Forsåvidt angår den skadelidtes adgang til at gøre principalansvaret gældende uanset skadens henførelse under workmen's compensation, er der dog for engelsk ret grund til at bemærke, at efter den nye lovgivning i 1948 består der fuld mu- lighed for skadelidte til at søge arbejdsgiveren efter common law, d. v. s. den al- mindelige regel om principalansvar, og herunder uden anvendelse af den nævnte fellow-seruant-rule. Forsåvidt angår skade, der er dækket ved den sociale for- sikring, gælder endda det ejendommelige, at skadelidte delvist er berettiget til dobbeltdækning, idet han uanset ydelse fra forsikringen for det af denne dækkede tab kan rejse halvt erstatningskrav mod den ansvarlige. I denne regel ligger der et praktisk kompromis ud fra en betragtning af socialforsikringen på linie med enten skadeforsikring — som vi gør i Norden — eller summaforsikring.3"

I amerikansk ret er det den almindelige regel, at arbejdsgiveren ikke kan søges efter common law i tilfælde, hvor den underordnede kan oppbære workmen's compensation.31 løvrigt tillader amerikansk ret, hvor common-law-retten måtte være bevaret, ikke dobbeltdækning, idet workmen's compensation ses på linie med skadeforsikring.32

VII. Det offentliges erstatningsansvar

Forsåvidt angår det offentliges erstatningsansvar skal følgende bemærkes.

Efter den engelske Crown Proceeding Act, 1947, er kronen (staten) ansvarlig for dets »servants or agents», dels for »torts» disse personer begår, dels for

»duties» iøvrigt, der i medfør af common eller statutory law påhviler disse per- soner over for underordnede eller ejendomsbesiddelse under kronen.33 Det er

27 Se herom bl. x. Xxxxxxx s. 129 ff, Xxxxxxx, Employer's Liability, 2nd. edition, London 1952 (5th edition 1962).

28 Se bl . a. Prosse r s.

29 Se bl . a. Prosse r s. 382—388 .

30 Xxx Xxxxxxxx 63 Harvard Law Review s. 252 ff, se endvidere Xxxxxxxx s. 158—61.

I svensk ret har man været inde på at se socialforsikring på linie med summaforsikring, således at dobbeltdækning skul være tilladt, jfr således prop. nr 312 till höstsessionen 1946 s. 277 og Socialvårdskommitténs betänkande VII, Utredning och förslag angående lag om allmän sjuk- försäkring, SOU 1944: 15. Men en regel i overensstemmelse hermed blev ikke gennemført ved den endelige yrkesskadeförsäkringslagen 1954.

31 Jfr bl. x. Xxxxxxx s. 384.

32 James 27 New York University Law Review (1952) s. 433 ff.

33 Jfr Charlesworth no 109—110 (s. 64—66), Xxxxxxx s. 391—93, Pollock s. 66.

16

alene kronen, der hæfter, og overordnede embedsmænd er således ikke ansvar- lige for underordnedes fejl.

En lignende regel gælder for den amerikanske unionsregering i henhold til The Federal Tort Claims Act, 1946. Efter denne lov er forbundsregeringen an- svarlig efter loven på det sted, hvor den skadegørende handling intræder, for uforsvarlige handlinger eller undladelser begået af forbundsembedsmænd (em- ployees) indenfor »the scope of their employment», »in the same manner and to the same extent as a private individual under like circumstances». Fra reglen gælder dog en række undtagelser for særlig virksomhed, navnlig af militær art. For enkeltstaternes administration gælder i vidt omfang immunitet mod erstat- ningsansvar, idet tilsvarende lovgivning i almindelighed ikke er indført her.34 Den engelske Crown Proceeding Act og den amerikanske Federal Tort Claims Act reciperer således i almindelighed den civilretlige regel om principalansvar.

VIII. Om principalens regresret mod den ansatte

Spørgsmålet om principalens regres mod den underordnede ses ikke i videre om- fang drøftet i den anglo-amerikanske litteratur.

At ret til regres principielt haves, må antages at være en selvfølge, når det erindres, at hvervgiveren hæfter på objektivt grundlag, medens den underord- nede har handlet culpøst, og at regres (subrogation) principielt godkendes i anglo-amerikansk ret. At hvervtageren endvidere principielt er ansvarlig direkte i forhold til trediemand er givet.35 Med hensyn til amerikansk ret oplyses det hos Xxxxxx and Xxxxx, at i langt den største del af søger den skade- lidte alene erstatning hos hvervgiveren (udhævet her). I de fleste jurisdiktioner kan hvervgiver og -tager søges under samme søgsmål. Hvor søgsmål også rettes mod den underordnede, har det ofte sin begrundelse i, at sagsøger af særlige grunde ønsker at få dækning for sit krav hos ham. Det kan således være tilfældet for at sikre, at føres som statslig og ikke federalt søgsmål, eller under- tiden af psykologiske grunde, der kan være rimelige, fordi sagen afgøres af en

i engelsk ret har Denning L. J. i sagen Xxxxx v. Manchester Corporation (1952), forsøgt men uden held at begrænse husbondens regresret udfra opfattelsen, at husbondeansvaret måtte anses som ansvar for egen culpa, jfr herom foran under I in fine.

Om regressøgsmålene oplyser Xxxxx,*6 at sådanne i amerikansk ret praktisk talt aldrig finder sted. At hvervgiveren således bærer det endelige tab, udtrykker Xxxxxx and Xxxxx tilfredshed med, fordi tabet derved placeres, hvor det ud fra både økonomiske, preventive og billighedsmæssige synspunkter bør høre hjemme.

Ved spørgsmålet om regressen mod den underordnede kan der være grund til at være opmærksom på reglerne om regres indenfor området af workmen's compen- sation, jfr herved ovenfor under V. Som nævnt under dette punkt har forsikreren i engelsk ret ikke nogen regresret; den ansvarlige kan efter almindelige erstatnings- regler søges for den halve skade. I amerikansk ret beror regresretten på bestem- melse i den enkelte lov om workmen's compensation, der varierer fra stat til stat. I de fleste systemer gælder der fuld regresret mod den ansvarlige arbejdsfælle,

34 Se hertil Prosser s. 770—74, Harper and Xxxxx s. 1607 ff.

35 Xxx Xxxxxx and Xxxxx x. 1363 med note 8.

36 Jf r 57 Yale La w Journa l 556—57 (1948).

17

idet loven alene beskytter arbejdsgiveren og i en del systemer endvidere hans funktionærer (»persons who conduct his business»), men ikke den medansatte.37 Heller ikke i offentligretlige forhold, i hvert fald ikke i England, gennemføres

ansvaret mod embedsmanden personligt.38

37 Se nærmer e hero m Reisenfeld t 42 California La w Revie w 563 ff (1954) og Xxxxxxx , Th e La w of Workmen' s Compensatio n §§7 2 ff.

38 Xxx Xxxxxxxx MLR s. 443—44.

14—412306

Om principalansvar (arbetsgivares ansvar för arbetstagares vållande) och arbetstagares skadeståndsansvar i vissa kontinentala rättssystem

Av xxxxxxxxxxxxxxxx Xxx Xxxxxxxxx

Förbundsrepubliken Tyskland

1. Allmänt om utomobligatoriskt skadeståndsansvar

De grundläggande bestämmelserna om utomobligatorisk skadeståndsskyldighet återfinns i BGB §§ 823—853 under rubriken »Unerlaubte Handlungen».

I § 823 lagfästes en allmän culparegel. Enligt första stycket är envar, som upp- såtligen eller av vårdslöshet genom rättsstridigt förfarande skadar annans liv, kropp, hälsa, frihet eller egendom eller annan liknande rättighet (»sonstiges Recht») skyldig att ersätta skadan. Vad som är att hänföra till »annan liknande rättighet» är omstritt.1 Hit torde emellertid räknas bl. a. begränsade sakrätter och rättigheter av immateriell art, såsom namnrätt och vissa rättigheter av familjerätts- lig natur, t. ex. föräldrars rätt att utöva föräldramyndighet över sina barn.2 Fordringsrättigheter däremot hör ej hit, och ersättning för direkt tillfogad allmän förmögenhetsskada torde över huvud icke kunna ådömas med stöd av § 823 första stycket.

I lagrummet uppräknas fyra »Persönlichkeitsgüter» som åtnjuter skydd: rätt till liv, kropp, hälsa och frihet. Även den psykiska hälsan räknas hit.3 Person- skada som tillfogas genom icke-fysiska medel är ersättningsgill.4 Till personlig frihet räknas i princip blott den kroppsliga rörelsefriheten men icke rätten till andlig frihet i olika hänseenden, »beslutsfrihet» (»Entschlussfreiheit»); rättig- heter av denna art åtnjuter skydd enligt särskilda bestämmelser.5 Detsamma gäl- ler den ekonomiska rörelsefriheten. Den personliga äran och rätten till privatliv (»Recht an der Geheimsphäre») anses numera åtnjuta privaträttsligt skydd enligt

§ 823; dylika rättigheter behandlas som »sonstiges Recht».6

Enligt § 823 andra stycket inträder skadeståndsansvar vid culpös (»schuld- haft») överträdelse av lagbestämmelser som syftar till att bereda annan skydd, bl. a. åtskilliga straffsanktionerade handlingsnormer ordningsföreskrifter så- som t. ex. regler om skyldighet för fastighetsägare eller annan att sanda vid halka

o. s. v. Endast bestämmelser till skydd för enskilda intressen avses med stad- gandet. Också i administrativ ordning utfärdade föreskrifter omfattas av lagrum- met, t. ex. »Polizeiverordnungen».7 För skadeståndsansvar förutsätts att skade- vållaren handlat rättsstridigt, vilket objektivt sett torde vara fallet redan i och med att en positiv lagbestämmelse blivit eftersatt. Rättsstridigheten kan vara utesluten på grund av särskilda mothänsyn, såsom exempelvis nödvärn.8 En

1 Se till det följande Enn.-L. s. 936 ff, Xxxxxx XX s. 350 ff, Esser s. 844 ff.

2 RG, JW 13, 202; 25, 377. Larenz II s. 352.

3 Larenz II s. 352.

4 Enn.-L. s. 944; Xxxxxx xx.

8 Enn.-L. s. 945 Larenz s. 353

6 Enn.-L. ib. Larenz II s. 355 f.

7 Larenz II s. 368.

8 Larenz II ib. jfr s. 365 f.

19

underlåtenhet att handla är rättsstridig endast då det förelegat en särskild för- pliktelse att vara aktiv på ett eller annat sätt.9

I rättspraxis antager man förhandenvaron av särskilda »Verkehrssicherungs- pflichten». Härmed avses av den allmänna samfärdseln och sammanlevnaden be- tingade förpliktelser för den som tillskapar särskilda faror för allmänheten — t. ex. i trafiken, såsom ägare eller innehavare av fastighet, såsom butiksinneha- vare o. s. v. — att vidtaga åtgärder till förebyggande av skador. Underlåtenhet härutinnan stämplas såsom rättsstridig och kan föranleda skadeståndsansvar enligt § 823 första stycket.10

Av generell räckvidd är även stadgandet i BGB § 826. Enligt detta lagrum in- träder skadeståndsansvar för den som uppsåtligen tillfogar annan skada genom förfarande som strider mot goda seder. Ansvar kan inträda även för handlingar som enligt härskande doktrin icke är att anse som rättsstridiga.11 Fråga kan vara om angrepp på bestämda subjektiva rättigheter eller vilka som helst förmögen- hetstillgångar (»Güter») liksom även om intrång i någons allmänna förmögen- hetsställning. Även skada genom att utsikt till framtida förvärv förringas är er- sättningsgill.12 Bland exempel på handlingar som kan medföra ansvar enligt detta stadgande nämns i doktrinen vissa fall av vägran att sluta avtal.13 För ansvar för- utsätts direkt, indirekt eller eventuellt uppsåt, som skall omfatta skadans inträde. Huruvida handlandet strider mot goda seder, bedöms mot bakgrunden av allmänt vedertagna normer, det »allmänna folkmedvetandet».14

Av de »Sondertatbestände» för skadeståndsansvar varom stadgas i BGBs kapi- tel om »Unerlaubte Handlungen» må här nämnas »Kredit- und Erwerbsschädi- gung», som regleras i § 824. Enligt detta lagrum inträder ansvar för allmän förmögenhetsskada som någon culpöst tillfogar annan genom att sanningslöst göra uttalanden eller sprida rykten som är menliga för den andres kredit eller eljest medför menliga följder för dennes näringsverksamhet eller utkomst. Före- ligger icke uppsåt i avseende å det sanningslösa i meddelandet, inträder icke ansvar, därest den som lämnade eller mottog meddelandet hade ett berättigat in- tresse därav.15

Härutöver innehåller BGB — utöver de i det följande berörda reglerna om an- svar för annans handlande —• bl. a. bestämmelser om barns och sinnessjukas skadeståndsansvar, om ansvar i vissa fall för skada genom djur, om ansvar för skada från fastighet samt om ämbets- och tjänstemäns skadeståndsansvar.

Vid sidan av BGBs skadeståndsbestämmelser finns skadeståndsrättslig special- lagstiftning för vissa verksamhetsområden, innefattande regler om s. k. »Ge- fährdungshaftung», d. v. s. ansvar oberoende av (eget) vållande. De viktigaste bestämmelserna återfinns i Strassenverkehrsgesetz, Luftverkehrsgesetz, Reichshaft- pflichtgesetz och Sachschädenhaftpflichtgesetz (ang. egendomsskador i vissa tra- fikförhållanden). I viss utsträckning innehåller dessa lagar bestämmelser om ansvar för annans handlande. I den mån fråga är om principalansvar i egentlig mening berörs bestämmelserna i det följande.

Skadestånd enligt reglerna för »Unerlaubte Handlungen» utgår i princip en- 'dast för ekonomisk skada. I vissa i lag angivna fall kan emellertid även utgå

9 Enn-L. s. 945 f.

10 Ang. »Verkehrssicherungspflichten» se Enn.-L. s. 946 f, Xxxxx s. 866 f, Larenz II s. 366 f

II Enn.-L. s. 954.

12 Enn.-L. s. 955.

13 Enn.-L. ib.

14 Enn.-L. s. 956.

15 Ang. »Kredit- und Erwerbsschädigung» se närmare Enn.-L. s. 962 ff, Esser s. 856 f, Larenz II s. 371 ff.