STATUT
STATUT
Kapitel 1
Studenterrådets navn, hjemsted og stiftelse
§ 1
Organisationens navn er Studenterrådet ved Aarhus Universitet, i forkortet form SR/AU eller Studenterrådet, og organisationen er hjemmehørende på Aarhus Universitet.
Stk. 2
Organisationen har værneting i Aarhus.
Stk. 3
Studenterrådet ved Aarhus Universitet er stiftet 11. februar 1932.
Kapitel 2 Studenterrådets formål
§ 2
Studenterrådet skal virke til gavn for de nuværende og fremtidige ved universitetet immatrikulerede studerende og varetager de studerendes fælles faglige, økonomiske og sociale interesser. Studenterrådet skal i den forbindelse udbrede den studenterpolitiske debat på Aarhus Universitet.
Kapitel 3 Studenterrådets grundlag
§ 3
Studenterrådet ved Aarhus Universitet er en interesseorganisation, som arbejder uafhængigt af partipolitiske og ideologiske interesser.
Stk. 2
Studenterrådet organiseres efter princippet om faglig repræsentation. Princippet indebærer, at Studenterrådet gennem sit studenterpolitiske arbejde, sit valgsystem, repræsentationsmåder og spredte beslutningskompetencer sikrer demokratisk og legitim repræsentation af samtlige studerende ved Aarhus Universitet.
§ 4
Studenterrådets virke udføres af studerende ved Aarhus Universitet.
Stk. 2
Alle studerende ved Aarhus Universitet har taleret til møder i Studenterrådets statutsikrede organer og kan frit opstille efter gældende valgprocedurer jf. appendiks B og C. Dette skal ydermere tilstræbes også i Studenterrådets øvrige organer og møder.
Stk. 3
Alle mødedatoer i statutsikrede organer skal offentliggøres. Dette skal ydermere tilstræbes også i Studenterrådets øvrige organer og møder.
Stk. 4
Ved personsager og andre særligt følsomme sager kan møder lukkes, mens sagerne behandles.
Stk. 5
Den Kritiske Revision holder dog som udgangspunkt lukkede møder, der ikke offentliggøres.
Kapitel 4
Studenterrådets organisation
§ 5
Studenterrådet har følgende statutsikrede organer:
Fagrådene Fællesrådet Dirigentinstitutionen
Studenterrådets Forretningsudvalg Politisk(e) udvalg Valgkommissionen
Den Kritiske Revision
Stk. 2
Nærværende statut fastlægger de nærmere afgrænsninger for organernes virke.
Stk. 3
Sager og anliggender, som ikke er fastlagt i nærværende statut, tilkommer alene Fællesrådet.
§ 6 a
Studenterrådet er medlem af Danske Studerendes Fællesråd.
Stk. 2
Studenterrådet søger indflydelse i Danske Studerendes Fællesråds Landsforum, politiske udvalg, ad hoc arbejdsgrupper og Politik Konferencer.
Stk. 3
Studenterrådet repræsenteres på Danske Studerendes Fællesråds Politik Konferencer af en delegation bestående af studerende fra Aarhus Universitet. Alle studerende ved Aarhus Universitet kan frit deltage i delegationen.
Stk. 4
Studenterrådets Delegation har selvstændig bemyndigelse til at beslutte Studenterrådets politik på Politik Konferencer.
Stk. 5
Delegationen stemmer ved afstemninger på Politik Konferencen i overensstemmelse med de internt i delegationen ved simpelt flertal vedtagne beslutninger. Delegationens medlemmer kan dog fritstilles ved en særskilt afstemning med 2/3 flertal i delegationen.
Stk. 6
Hvis væsentligt flere ønsker at deltage i delegationen end det antal mandater, som Studenterrådet besidder i Danske Studerendes Fællesråd, kan Studenterrådets Forretningsudvalg begrænse deltagerantallet af praktiske og økonomiske hensyn.
§ 7
[Slettet ved statutændringen d. 3-11-2016]
§ 8
Efter en strukturændring af universitetet skal en revision af valgområderne og mandatfordelingen til Fællesrådet finde sted, så de følger princippet om faglig repræsentation.
Kapitel 5 Fagråd
§ 9
Fagrådene er Studenterrådets organer, der varetager alle de sagsområder, som knytter sig til studenterpolitik på fag-, institut- og fakultetsniveau.
Stk. 2
Fagrådene er politisk og økonomisk uafhængige af Studenterrådet, kan ikke pålægges pligter af Studenterrådet eller Fællesrådet og har ingen forpligtelser hertil med undtagelse af nævnte forpligtelser i § 10.
§ 10
Fagrådene består af et nærmere antal repræsentanter for de studerende ved et af universitetet oprettet fagområde. Disse kan enten være valgte eller alle fra fagområdet kan deltage i fagrådets virke. Desuden skal fagrådet, og dets politiske underudvalg, leve op til følgende krav:
● Tilslutte sig Studenterrådets formålsparagraf
● Der skal være fri og lige adgang til fagrådets virke.
● Arbejde uafhængigt af partipolitiske og ideologiske interesser.
● Alle møder er offentlige, og dato for deres afholdelse skal offentliggøres.
● Alle studerende ved fagområdet skal have taleret til alle møder.
Stk. 2
Fagråd kan vedtage procedure for at lukke møder ved personsager og andre særligt følsomme sager.
Stk. 3
Så længe alle fagområdets studerende har taleret og frit kan opstille, kan fagrådene selv stille gældende valgprocedurer.
Stk. 4
Fagråd kan have ikke-politiske underudvalg, som kræver et medlemskab. Dette medfører, at disse udvalg ikke må varetage valg til kollegiale organer eller Fællesrådet, repræsentere medlemmernes politiske interesser over de studerendes samlede politiske interesser eller lignende.
§ 11
Nye fagråd kan optages i Studenterrådet i forbindelse med det konstituerende Fællesrådsmøde uden afstemning. Hvis et fagråd ønsker at blive optaget på andre tidspunkter, skal dette vedtages på et fællesrådsmøde.
Stk. 2
Ansøgning om optagelse skal indsendes til Dirigentinstitutionen senest 15. december for optagelse i Fællesrådet på det næstkommende konstituerende møde.
Stk. 3
Dirigentinstitutionen er ansvarlig for at korrigere mandatfordelingen for Fællesrådet efter optag af nye fagråd.
Stk. 4
Dirigentinstitutionen er ansvarlig for at sende sit forslag til korrektion af mandatfordeling i høring hos Studenterrådets Forretningsudvalg, Fagråd og Fællesråd.
Fagrådenes struktur
§ 12
Fagrådene fastsætter selv deres statutter og struktur. For at fagrådene kan deltage i andre af Studenterrådets organers arbejde med demokratisk indflydelse, herunder stemmeret, skal de tilslutte sig Studenterrådets formål og anerkende nærværende statut.
Stk. 2
Fagrådene indsender, når der har fundet ændringer sted, et eksemplar af deres statutter til Dirigentinstitutionen, som påser, at de er i overensstemmelse med Studenterrådets statut.
Stk. 3
Hvis dirigenterne ikke godkender vedtægterne, skal dirigenterne kontakte fagrådet med henblik på at lave en aftale om, hvordan en overensstemmelse kan opnås. Hvis en sådan aftale ikke kan opnås, skal Dirigentinstitutionen kontakte Fællesrådet. Ved en afstemning i Fællesrådet med simpelt flertal kan Fællesrådet suspendere fagrådets mandater i Fællesrådet. En suspension kan ophæves med simpelt flertal i Fællesrådet.
Stk. 4
Eventuel eksklusion af et optaget fagråd kan kun ske efter indstilling fra Dirigentinstitutionen til Fællesrådet. Fællesrådet skal give godkendelse på 2 på hinanden følgende møder.
Kapitel 6 Fællesrådet
§ 13
Fællesrådet er Studenterrådets øverste organ, og under Fællesrådet er henlagt de sager, som vedrører Studenterrådets virke på universitetsniveau, Studenterrådets overordnede politiske, økonomiske og organisatoriske forhold samt øvrige forhold, der ikke er underlagt fagrådene.
Stk. 2
Fællesrådet fastsætter retningslinjer for Studenterrådets Forretningsudvalg og kan udlægge sagsområder til de politiske udvalg samt øvrige udvalg, arbejdsgrupper mv. Disse retningslinjer fastlægges i Studenterrådets arbejdsplan. Fællesrådet fører tilsyn med al delegeret sagsbehandling.
§ 14
Fællesrådet udgøres af repræsentanter fra samtlige valgkredse i henhold til nærværende statut, og i Fællesrådets sammensætning og valgregler forsøges at opretholde en balance mellem mindretalsbeskyttelse og proportionel repræsentation.
Stk. 2
Bestemmelser om valgområder, valgkredse og mandatfordelingen i Fællesrådet er beskrevet i appendiks A.
Stk. 3
Valget til Fællesrådet er beskrevet i appendiks B.
Stk. 4
Andre valg i Studenterrådet er beskrevet i appendiks C.
Stk. 5
De forskellige former for flertal i Studenterrådet er beskrevet i appendiks D.
§ 15
Fællesrådets ordinære møder afholdes løbende over året ud fra en af Fællesrådet vedtaget mødekalender. Det afholdes mindst 2 møder per semester.
Stk. 2
Møderne indkaldes skriftligt af Chefdirigenten med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden for mødet samt relevante bilag. Indkaldelsen offentliggøres og sendes til samtlige medlemmer af Studenterrådets organer. Samtidig hermed bekendtgøres dagsordenen for de studerende.
Stk. 3
Dirigentinstitutionen er ansvarlig for at indhente bilag fra relevante parter.
§ 16
Ekstraordinære Fællesrådsmøder kan indkaldes med to dages varsel af Studenterrådets formand og næstformand i forening, Studenterrådets Forretningsudvalg med 2/3 flertal, Dirigentinstitutionen i
enstemmighed, mindst ⅖ af mandaterne i Fællesrådet eller Den Kritiske Revision i enstemmighed. Den Kritiske Revision kan kun indkalde til ekstraordinære fællesrådsmøder vedrørende anliggender under Den Kritiske Revisions ansvarsområder jf. § 38.
Stk. 2
Med indkaldelsen følger en motiveret dagsorden samt de forslag, man ønsker behandlet på mødet.
Stk. 3
Kun sager beskrevet i den oprindelige motivation kan behandles på et ekstraordinært fællesrådsmøde.
Stk. 4
Dirigentinstitutionen forestår i samråd med kredsen, der begærer ekstraordinært fællesrådsmøde, reservation af passende rammer, der så vidt muligt søges beliggende på Campus Aarhus eller i umiddelbar nærhed heraf.
§ 17
I meget hastende sager kan Studenterrådets Forretningsudvalg disponere på vegne af Fællesrådet, såfremt det ikke er muligt at indkalde Fællesrådet.
Stk. 2
Denne beføjelse kan kun anvendes i sager, der kan vedtages ved almindeligt flertal jf. appendiks D.
Stk. 3
Beslutningen skal præsenteres for Fællesrådet til godkendelse på næste ordinære møde.
§ 18
Studenterrådets Chefdirigent åbner og leder Fællesrådets møder. Ved Chefdirigentens midlertidige forfald overtager en dirigent efter prioriteret rækkefølge.
Stk. 2
Studenterrådets Sekretariatsleder tager referat af Fællesrådets møder, og ved Sekretariatslederens forfald sørger Dirigentinstitutionen for en referent.
Stk. 3
Dagsordenen bør mindst indeholde punkterne:
1. Formalia
a. Navnerunde
b. Konstatering af quorum, jf. § 19 stk. 1, og mødets lovlighed
c. Godkendelse af dagsorden
d. Godkendelse af referat
2. Sager til behandling
3. Meddelelser
4. Eventuelt
Stk. 4
Ved mødets start under punktet, godkendelse af dagsorden, kan der optages nye punkter til behandling, hvis mindst 2/3 dele af mandaterne giver samtykke hertil.
§ 19
Fællesrådet er i quorum, når mindst halvdelen af Fællesrådets mandatbærere er til stede ved mødestart, og mindst tre valgområder er repræsenteret.
Stk. 2
Ændringer i mandatfordeling jf. appendiks A skal meddeles af Dirigentinstitutionen ved mødets start.
Stk. 3
En mandatbærer kan bære ét mandat, men Fællesrådet kan i særlige tilfælde give samtykke til, med almindeligt flertal, at en mandatbærer kan bære to mandater.
§ 20
Fællesrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2
Ændringer i forretningsordenen vedtages med kvalificeret flertal jf. appendiks D.
Det konstituerende fællesrådsmøde
§ 21
Det konstituerende fællesrådsmøde indkaldes af den afgående Dirigentinstitution til mødeafholdelse ultimo februar med dagsorden mindst indeholdende følgende punkter:
1. Optagelse af nye fagråd og gennemgang af den nye mandatfordeling
2. Valg af Dirigentinstitutionen
3. Formalia
a) Konstatering af quorum
b) Vedtagelse af Fællesrådets forretningsorden
4. Fremlæggelse af Studenterrådets årsrapport
5. Det afgående Forretningsudvalg aflægger beretning
6. Den Kritiske Revision aflægger beretning
7. Godkendelse af årsrapport og beretning
8. Vedtagelse af arbejdsplan for Studenterrådet
9. Vedtagelse af kommissorier for politisk(e) udvalg
10. Vedtagelse af retningslinjer for Den Kritiske Revision
11. Indkomne forslag
12. Valg af nyt Studenterrådets Forretningsudvalg
13. Valg af medlemmer til Valgkommissionen
14. Valg af kritiske revisorer for det kommende regnskabsår
15. Valg af medlemmer til politisk(e) udvalg
Stk. 2
Formanden åbner og leder det konstituerende møde, indtil Dirigentinstitutionen er blevet valgt.
Stk. 3
Studenterrådets Sekretariatsleder tager referat og giver efter mødet Aarhus Universitet besked om sammensætningen af Studenterrådets Forretningsudvalg. Ved Sekretariatslederens forfald sørger den afgående Dirigentinstitution for en referent.
Kapitel 7 Dirigentinstitutionen
§ 22
Fællesrådet vælger Dirigentinstitutionen på det konstituerende møde jf. appendiks C. Studenterrådets Chefdirigent samt en Første- og en Andendirigent udgør i kollegium Dirigentinstitutionen.
Stk. 2
Medlemmer af Studenterrådets Forretningsudvalg kan ikke være medlemmer af Dirigentinstitutionen.
Stk. 3
Dirigentinstitutionens medlemmer kan ikke bære mandat i Fællesrådet.
Stk. 4
Såfremt Fællesrådet udtaler mistillid til Chefdirigenten, skal der foretages nyvalg til den samlede Dirigentinstitution. Udtales der mistillid til et menigt medlem af Dirigentinstitutionen, genbesættes posten på næstkommende Fællesrådsmøde.
§ 23
Dirigentinstitutionen har som hovedopgave at:
● Lede møderne i Fællesrådet
● Fortolke bestemmelserne i nærværende statut
● Sikre demokratisk praksis i hele Studenterrådets organisation og værne om statuttens ånd
● Sikre kontinuitet i Fællesrådets virke og beslutninger
Stk. 2
Dirigentinstitutionen fortolker statutten i hemmelighed og afgør uenigheder med almindeligt flertal. Ved stemmelighed er Chefdirigentens stemme udslagsgivende.
Stk. 3
Dirigentinstitutionen er alene bundet af nærværende statut og egen overbevisning og må ikke modtage nogen former for instruks, befaling, pålæg eller lignende fra andre.
Stk. 4
Dirigentinstitutionen kan under udøvelse af dens funktion ikke nægtes adgang til møder i Studenterrådets organer jf. § 5.
Stk. 5
Vurderinger og fortolkninger udarbejdet af tidligere Dirigentinstitutioner er gyldige, medmindre de bliver omstødt af den siddende Dirigentinstitution, eller den fortolkede tekst ændres. Alle studerende ved Aarhus Universitet kan udbede sig stående fortolkninger.
§ 24
Chefdirigenten indkalder, maksimum to uger efter det konstituerende fællesrådsmøde, til første møde i Dirigentinstitutionen.
Stk. 2
Den valgte Dirigentinstitution fastsætter en forretningsorden, som forelægges Fællesrådet ved skriftlig eller mundtlig orientering på et Fællesrådsmøde.
Stk. 3
Når et medlem af Dirigentinstitutionen fungerer som dirigent, indebærer det føring af talerliste, fortolkningsspørgsmål af nærværende statut og de af Fællesrådet trufne beslutninger, afklaring af afstemningsprocedure jf. appendiks C og D, samt de opgaver man normalt i uskreven ret tildeler dirigenter ved generalforsamlinger og lignende.
§ 25
Dirigentinstitutionen er enekompetent til at træffe en afgørelse om fortolkningen af statutterne. Ved tvivl om fortolkning af statutterne har organer i Studenterrådet pligt til at foreligge fortolkningsspørgsmålet til Dirigentinstitutionen.
Kapitel 8
Studenterrådets Forretningsudvalg
§ 26
Studenterrådets Forretningsudvalg består af en formand, en næstformand og op til 5 menige medlemmer, alle valgt af Fællesrådet.
Stk. 2
I særlige situationer kan en samlet Dirigentinstitution og et samlet Forretningsudvalg indstille til Fællesrådet, at der vælges op til 7 menige medlemmer af Forretningsudvalget i tillæg til valgene af formand samt næstformand. Dette kan kun ske for 1-årige perioder.
Stk. 3
Ændringer i Studenterrådets Forretningsudvalgs sammensætning kan kun ske efter godkendelse fra Fællesrådet. Ved Formandens forfald overtager Næstformanden Formandens opgaver til næstkommende Fællesrådsmøde. På Fællesrådsmødet vælges en ny Formand.
Stk. 4
Såfremt Fællesrådet udtaler mistillid til formand eller næstformand, skal der foretages nyvalg til det samlede Studenterrådets Forretningsudvalg. Udtales der mistillid til et menigt medlem af Studenterrådets Forretningsudvalg, genbesættes posten på næstkommende Fællesrådsmøde.
Stk. 5
Alle medlemmer af Studenterrådets Forretningsudvalg kompenseres med et månedligt honorar. Honoraret fastsættes årligt af Fællesrådet i forbindelse med vedtagelsen af det kommende rådsårs budget.
§ 27
Studenterrådets Forretningsudvalg står for Studenterrådets ledelse, udvikling, kontinuitet og for at sikre sammenhæng mellem Studenterrådets organer, under ansvar over for Fællesrådet. Forretningsudvalget repræsenterer Studenterrådet udadtil og varetager indkomne henvendelser. Forretningsudvalget kan uddelegere opgaver til Studenterrådets sekretariat, udvalg eller ad hoc arbejdsgrupper.
Stk. 2
Studenterrådets Forretningsudvalg fastsætter selv sin forretningsorden og sin fordeling af tildelte sagsområder og giver Fællesrådet besked herom enten skriftligt eller mundtlig på et fællesrådsmøde.
Stk. 3
Det afgående Studenterrådets Forretningsudvalg har ansvar for udarbejdelse af Studenterrådets arbejdsplan for det kommende år, som vedtages på det konstituerende fællesrådsmøde jf. § 21.
Stk. 4
Et medlem af Studenterrådets Forretningsudvalg har det overordnede ansvar for sine sagsområder. Alle politiske udvalg er sagsområder, og skal tildeles et medlem af Forretningsudvalget. Medlemmer der er tildelt et politisk udvalg, træder automatisk ind i det udvalg og optræder her i en koordinerende rolle, jf. de for udvalgene stående kommissorier.
Stk. 5
Forretningsudvalget kan selvstændigt behandle sager og træffe beslutninger i sager, som er indeholdt eller ligger i umiddelbar forlængelse af vedtagne arbejdsplaner, politikpapirer, strategier og beslutninger truffet af Fællesrådet eller Politisk(e) Udvalg.
Stk. 6
Forretningsudvalget kan dog altid træffe beslutning i hastende sager, som ikke kan vente til et Fællesråds- eller udvalgsmøde, jf. dog § 17. Sådanne beslutninger skal forelægges Fællesrådet eller Politisk(e) Udvalg ved førstkommende lejlighed.
§ 28
Studenterrådets Forretningsudvalg holder regelmæssigt møder med beslutningskompetence.
Stk. 2
Studenterrådets Forretningsudvalg kan lukke enkelte eller flere punkter. Dog kan medlemmer af Dirigentinstitutionen, Valgkommissionen og Den Kritiske Revision ikke nægtes adgang under udøvelse af deres funktioner.
§ 29
Studenterrådets Forretningsudvalg leder, ansætter og afskediger Studenterrådets Sekretariat.
Stk. 2
Studenterrådets Forretningsudvalg uddelegerer det daglige ledelsesmæssige ansvar for Studenterrådets personale, administration og økonomi til en Sekretariatsleder.
Stk. 3
Sekretariatslederen deltager som hovedregel i Studenterrådets Forretningsudvalgs møder jf. dettes forretningsorden, mens andre ansatte kan gøre det efter behov.
Kapitel 9
Studenterrådets politiske udvalg
§ 30
Studenterrådet har inddelt sine politiske sagsområder i følgende overordnede punkter: AU intern uddannelsespolitik
AU ekstern uddannelsespolitik Levevilkårspolitik
Aarhus Universitets bestyrelse
Landsforum og anden koordinering af Danske Studerendes Fællesråd (B) Rektorale udvalg og udvalg på universitetsniveau (B)
Studienævn og Akademiske Råd (B) Fagråd og opkvalificering (B)
Stk. 2
Fællesrådet bestemmer, efter indstilling fra Kommissorieudvalget på sit konstituerende møde, hvilke udvalg der skal oprettes, hvor der dog minimum skal oprettes et.
Stk. 3
Såfremt et kommissorium ikke godkendes af Fællesrådet, fortsætter Kommissorieudvalget sit arbejde, og der indkaldes af Dirigentinstitutionen til ekstraordinært fællesrådsmøde jf. § 16 inden for 2 uger, hvor et nyt kommissorium behandles.
Stk. 4
Alle sagsområder skal placeres i udvalg. Sagsområder kan opdeles i flere udvalg. For B-sagsområder kan ansvaret dog placeres i Studenterrådets Forretningsudvalg.
Stk. 5
For alle oprettede udvalg vedtages kommissorier, der efter indstilling fra Kommissorieudvalget bestemmer udvalgenes specifikke sagsområde(r), udvalgenes formål og sammensætning og hvordan arbejdet forventes forvaltet.
Stk. 6
Jf. §27 stk. 4 træder ét medlem af Forretningsudvalget ind i hvert Politisk Udvalg i en koordinerende rolle.
Kommissorieudvalg
§ 31
Kommissorieudvalget nedsættes af Fællesrådet på sidste møde inden næste konstituerende Fællesrådsmøde. Der vælges følgende medlemmer til Kommissorieudvalget.
● 1 medlem af Dirigentinstitutionen, som agerer formand og står for at lede udvalget og sikre statutten. Der tilstræbes valg af et erfarent medlem.
● 1 medlem af forretningsudvalget, som agerer i en koordinerende rolle og står for at sikre udvalgets arbejde. Der tilstræbes valg af et medlem, som har en passende balance mellem erfaring og mulighed for at genopstille.
● 1 medlem fra hvert af de Politiske udvalg. Disse medlemmer står for at videregive erfaringerne fra sidste rådsår.
● 3 valgt af Fællesrådet. Disse medlemmer står for at sikre FR’s interesser. Minimum 3 valgområder skal være repræsenteret i Kommisorieudvalget.
§ 32
Kommissorieudvalget er ansvarlig for at udarbejde forslag til kommissorier for det næste rådsårs ønskede udvalg samt at sikre kontinuitet i de politiske udvalg, Kommissorieudvalget nedsætter.
Stk. 2
Kommissorier skal minimum indeholde sagsområde, beføjelser, arbejdets omfang samt krav til sammensætning.
Udvalgenes daglige arbejde
§ 33
Udvalgene har kompetencer som fastsat i kommissorierne. Herudover fastsætter udvalgene selv deres forretningsorden, som forelægges Fællesrådet ved skriftlig eller mundtlig orientering på et Fællesrådsmøde.
§ 34
Udvalgene indkaldes til konstituerende udvalgsmøde af et medlem fra Studenterrådets Forretningsudvalg senest 3 uger efter det konstituerende fællesrådsmøde.
§ 35
Alle større politiske beslutninger skal forelægges Fællesrådet. Dette inkluderer politikpapirer, strategier, kampagner og lignende.
Kapitel 10 Valgkommissionen
§ 36
Valgkommissionen består af en Sekretær udpeget af Studenterrådets Forretningsudvalg internt, en Formand udpeget af Dirigentinstitutionen internt samt fire medlemmer valgt af Fællesrådet fra mindst 3 forskellige valgområder.
Stk. 2
Sammen agerer Formand og Sekretær udvalgsledelse for Valgkommissionen. De indkalder maksimalt 6 uger efter det konstituerende Fællesrådsmøde til første møde i Valgkommissionen.
Stk. 3
Valgkommissionen fastsætter selv sin forretningsorden og sin fordeling af tildelte sagsområder og giver Fællesrådet besked herom enten skriftligt eller mundtlig på et fællesrådsmøde.
Stk. 4
Medlemmer af Valgkommissionen kan ikke forblive medlem, såfremt vedkommende ønsker at optages som spidskandidat på Studenterrådets lister til valget til Aarhus Universitets bestyrelse.
Stk. 5
Intet medlem må modtage instrukser af nogen art fra andre organer eller personer.
§ 37
Valgkommissionen er, under ansvar over for Fællesrådet, overordnet ansvarlig for Studenterrådets deltagelse i valgene til de styrende organer på Aarhus Universitet. Herunder at sikre Studenterrådet det maksimale antal pladser i Aarhus Universitets bestyrelse samt sikre de mest kvalificerede kandidaters mulighed for at opnå valg i Studenterrådets valgforbund.
Stk. 2
Valgkommissionen udsender i god tid hvert år bestemmelser for anmeldelse af kandidaturer, tidsfrister, struktur på kandidatlister og kompetence til indgåelse af liste- og valgforbund til Fællesrådet og fagråd.
Stk. 3
Valgkommissionens endelige forslag til liste- og valgforbund skal godkendes af Fællesrådet.
Stk. 4
Valgkommissionen kan uddelegere strategisk og praktisk arbejde med selve valgkampen til ad hoc arbejdsgrupper. Der skal dog altid deltage mindst én fra Valgkommissionen i arbejdsgrupperne.
Valgkommissionen og ansvarlige medlem(mer) af Studenterrådets Forretningsudvalg for valget skal mødes og aftale arbejdsfordeling af det praktiske arbejde. Alt arbejde koordineres når relevant med de siddende medlemmer af Aarhus Universitets bestyrelse samt det ansvarlige medlem af Studenterrådets Forretningsudvalg og/eller det udvalg, der har arbejdet med Aarhus Universitets bestyrelse som sit sagsområde.
Stk. 5
Valgkommissionens afgående udvalgsledelse er ansvarlig for at der sker overlevering af alt relevant viden til den tiltrædende Valgkommission.
Kapitel 11
Den Kritiske Revision
§ 38
Af og blandt Fællesrådet vælges et antal kritiske revisorer, dog minimum 2, til løbende at føre tilsyn med Studenterrådets økonomi samt udøve et kritisk skøn over de foretagne økonomiske dispositioner. Valget og de nærmere forhold for de kritiske revisorers virke fastlægges på det konstituerende fællesrådsmøde.
Stk. 2
De kritiske revisorer skal indkaldes af Sekretariatslederen til to årlige gennemsyn af Studenterrådets økonomi. Revisorerne kan derudover fordre sig alle oplysninger og aktstykker meddelt.
Stk. 3
Den Kritiske Revision skal aflægge en afsluttende rapport til Fællesrådet på det konstituerende møde.
Stk. 4
De kritiske revisorer kan ikke være medlem af Studenterrådets Forretningsudvalg, Dirigentinstitutionen eller være ansat på Sekretariatet.
Kapitel 12 Studenterrådets økonomi
§ 39
Studenterrådets økonomiske anliggender opdeles mellem Fællesrådet og fagrådene.
Stk. 2
Jf. § 9 stk. 2 varetager fagrådene deres egne økonomiske anliggender og fastsætter selv regler for deres økonomiske forvaltning og tegningsret.
Stk. 3
Fællesrådet optager selv i budgettet for Studenterrådet, hvilke anliggender der hører under Fællesrådet. Studenterrådets Formand og Studenterrådets Næstformand tegner i disse sager Studenterrådet på vegne af Fællesrådet.
Stk. 4
Studenterrådets Formand eller Næstformand kan, for enkelte dispositioner, uddelegere tegningsretten til Sekretariatslederen i det omfang det findes påkrævet.
Stk. 5
Lånoptagelse eller økonomiske dispositioner af større karakter kræver et særskilt samtykke til fuldmagt fra Fællesrådet. Studenterrådets formand og næstformand underskriver en sådan fuldmagt på vegne af Studenterrådet. Fuldmagten gælder alene for den pågældende disposition.
§ 40
Studenterrådet har status som juridisk person og tegnes i disse henseender af Studenterrådets Formand og Næstformand, på vegne af Fællesrådet.
Stk. 1a
Aftaler, der i væsentligt omfang forpligter Studenterrådet ud over indeværende rådsår, kræver som §39 stk. 5 særskilt samtykke til fuldmagt fra Fællesrådet.
Stk. 2
Studenterrådet hæfter alene med sin formue.
§ 41
Studenterrådets regnskabsår for anliggender under Fællesrådet løber fra den 1.1. til 31.12.
§ 42
Studenterrådets Forretningsudvalg er ansvarligt for udarbejdelsen af budget for Studenterrådet. Budgettet skal udarbejdes i samråd med Sekretariatslederen og vedtages af Fællesrådet på det sidst kommende fællesrådsmøde inden årsskiftet.
Stk. 2
Budgettet er bindende for alle organer i Studenterrådet og alene Fællesrådet kan bevillige budgetafvigelser.
Stk. 3
Fællesrådet kan fastlægge en ramme, inden for hvilken Studenterrådets Forretningsudvalg kan foretage budgetafvigelser. En sådan disposition forelægges efterfølgende Fællesrådet til orientering på førstkommende møde. Rammen skal hvert år godkendes i forbindelse med vedtagelse af budget.
§ 43
Sekretariatslederen er ansvarlig for, at der aflægges årsrapport til Fællesrådet til godkendelse på det konstituerende fællesrådsmøde.
Stk. 2
Den godkendte årsrapport underskrives på vegne af Studenterrådet af Studenterrådets afgående Chefdirigent, Studenterrådets afgående Formand, samt Sekretariatsleder, hvorved Fællesrådet påtager sig ansvaret for de økonomiske dispositioner.
Stk. 3
En ekstern statsautoriseret revisor skal medvirke ved udarbejdelsen af årsrapporten.
Kapitel 13
Særlige bestemmelser
§ 44
I ganske særlige tilfælde, når Studenterrådets tarv skønnes at kræve det, kan Fællesrådet fravige nærværende statut. Hertil kræves kvalificeret flertal jf. appendiks D.
Stk. 2
Beslutning om afvigelse er kun gældende for det pågældende møde eller den pågældende sag og finder ikke anvendelse på følgende bestemmelser: §§ 1-10, 12-14, 16-17, 19-29, 35, 37-51.
Stk. 3
Opstår der, som følge af den trufne afvigelse, uønskede politiske, organisatoriske eller økonomiske konsekvenser, kan Studenterrådets Forretningsudvalg efter samråd med Dirigentinstitutionen annullere den pågældende afvigelse, såfremt der er 2/3 flertal i begge organer. Annullering skal omgående meddeles samtlige medlemmer af Fællesrådet.
Kapitel 14 Opløsning og ophør
§ 45
Opløsning af Studenterrådet kan alene ske efter, at Fællesrådet på to på hinanden følgende ordinære fællesrådsmøder med det konstituerende fællesrådsmøde imellem med kvalificeret flertal, jf. appendiks D, har truffet beslutning herom.
Stk. 2
Herefter skal alle Studenterrådets aktiver overgå til Studenterfonden af 1963 eller en fond med samme formål, såfremt Studenterfonden af 1963 ikke længere eksisterer.
Stk. 3
I tilfælde af opløsning skal alle Studenterrådets arkivalier overgå til Universitetshistorisk Arkiv.
Kapitel 15 Statutændringer
§ 46
Forandringer i og tillæg til nærværende statut inklusiv appendiks, skal, for at have gyldighed, vedtages på to fællesrådsmøder med ikke mindre end tre ugers og ikke længere end 365 dages mellemrum med anvendelse af kvalificeret flertal jf. appendiks D.
Stk. 2
Til ændring af §§ 45 og 46 kræves enstemmighed jf. appendiks D.
Stk. 3
Forslagets ordlyd skal forud for begge vedtagelser skriftligt meddeles medlemmerne samtidig med dagsordenens udsendelse og senest 14 dage før det pågældende møde.
Stk. 4
Samtidigt med forslagets udsendelse til Fællesrådets medlemmer sendes det til samtlige fagråd med henblik på udtalelse. Fagrådenes udtalelser meddeles skriftligt til Dirigentinstitutionen, der er ansvarlig for, at Fællesrådets medlemmer gøres bekendt med fagrådenes indstilling.
Stk. 5
Ændringer i Fællesrådets mandatfordeling i henhold til appendiks A sendes i høring af Dirigentinstitutionen forud for udskrivelsen af valg til Fællesrådet uden behandling i Fællesrådet. Mandatfordelingen kan herefter af Dirigentinstitutionen indføres i appendiks A uden afstemning.
Stk. 6
Stavefejl, grammatiske fejl og fejl i henvisninger kan rettes uden anvendelse af reglerne for statutændringer i de tilfælde, hvor der ikke ændres substantielt i nærværende statut. Rettelsen skal forelægges Fællesrådet, og enhver mandatbærer i Fællesrådet kan kræve rettelsen til vedtagelse efter de almindelige bestemmelser om statutændringer, hvorved første afstemning vil blive afholdt på det næstkommende møde.
§ 47
Efter vedtagelsen af en ny statut udfærdiges fem originale eksemplarer, hvoraf tre henlægges til Studenterrådets arkiv, et fremsendes til universitetet til orientering samt et fremsendes til Universitetshistorisk Arkiv til opbevaring.
Stk. 2
De fem originale eksemplarer underskrives af Studenterrådets Chefdirigent og af Studenterrådets formand som bekræftelse på deres rigtighed.
Vedtagelse
Vedtaget af Fællesrådet 25. oktober 2018.
Første behandling fandt sted den 13. september 2018.
Anden behandling og vedtagelse fandt sted den 25. oktober 2018.
Underskrifter og dato
Aarhus Universitet den 31. oktober 2018
Xxxxxxxx Xxxxxxx Chefdirigent
Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxxx Formand
Appendiks A
Fællesrådets Mandatfordeling, Valgområder og Valgkredse
Mandaterne i Fællesrådet er fordelt på 4 valgområder, et per fakultet, alle bestående af et eller flere fagråd. Alle fagrådsrepræsentationsområder tildeles mandater pr. 1000 påbegyndt studerende.
Alle fagrådsrepræsentationsområder skal være unikke, således at ingen studerende kan tælles to gange. Hvis der er uenighed mellem to fagråd om, hvem en gruppe studerende tilhører, kan det indbringes til dirigenterne. Dirigenterne vurderer, hvilket fagråd de studerende tilhører.
Dirigenterne kan bede et fagråd om dokumentation for at de repræsenterer en gruppe studerende og hvis dirigenterne ikke finder dokumentationen tilfredsstillende, kan de lade være med at medregne dem i mandatfordelingen.
Fagrådenes mandater i Fællesrådet fordeles hvert år op til det konstituerende møde, jf. appendiks B, på baggrund af studentertallene pr. oktober i det forgangne år.
Mandatfordelingen finder anvendelse i det kommende rådsår, som er tidsrummet mellem to konstituerende møder.
Ved større ændringer af størrelsen, uddannelsesudbuddet eller antal af fagråd indstiller Dirigentinstitutionen til en ny opdeling af studerende i forhold til mandatudregning inden for valgområdet.
Appendiks B
Valg til Fællesrådet
Fagrådene er selv ansvarlige for at vælge deres mandatberettigede til Fællesrådet blandt deres egne repræsentationsområder og derefter informere Dirigentinstitutionen om dette valg.
Den 15. december udsender dirigenterne den nye mandatfordeling til høring. Hvis en studerende ved Aarhus Universitet mener, at der er en fejl, kan en forespørgsel sendes til dirigenterne. Dirigenterne skal så redegøre for udregningen.
Den 15. januar informerer Dirigentinstitutionen fagrådene om, at fagrådene bør indsende deres liste over fagrådets mandatberettigede til Fællesrådet og eventuelle suppleanter (stedfortrædere) for næste rådsår senest en uge før det konstituerende fællesrådsmøde. Listen bør indeholde information om navnene og e- mailadresserne på de mandatberettigede.
Et fagråd tildeles det antal mandater, der tilsvarer antallet af indsendte mandatberettigede, dog højest antallet af mandater, som fagrådet i henhold til appendiks A er berettiget til at bære. Indsender fagrådene en liste med flere mandatberettigede end de, jf. appendiks A, er berettigede til, betragtes disse mandatberettigede som stedfortrædere.
I et indeværende rådsår kan fagrådene ændre deres liste over mandatberettigede ved at henvende sig til dirigenterne i passende tid før et møde med information om navnene og e-mailadresserne på de relevante personer.
Mandater, der grundet manglende mandatbærer bortfalder, falder tilbage til fagrådet ved tilknytning af mandatbærere via opdatering af mandatberettigede.
Appendiks C
Personvalg i Studenterrådet
Personvalg foregår i Studenterrådet altid som skriftlige og hemmelige valg. De, der ønsker at opstille, meddeler enten deres kandidatur ved at indsende en skriftlig opstilling eller ved at meddele deres kandidatur på mødet. Såfremt der er indsendt en skriftlig opstilling, kan man opstille in absentia. Såfremt der er opstillet flere end det antal kandidater, der skal vælges, afholdes kampvalg, ellers afholdes fredsvalg.
Inden personvalg afholdes, nedsættes et optællingsudvalg, ingen opstillede kan have plads i dette. Udvalget sørger for at uddele, indsamle og sammentælle stemmerne. Udvalget meddeler, hvem der er valgt, og opbevarer stemmesedlerne resten af mødet, såfremt der ønskes omtælling.
Ved kampvalg har enhver med stemmeret lov til at stemme på op til halvdelen rundet ned plus 1 af det antal poster, der skal vælges. Se nedenfor udregnede eksempler. Man kan ikke stemme in absentia. Personvalg afgøres efter højeste stemmetal. Opnår flere kandidater samme stemmetal, og kan ikke alle vælges, er der omvalg alene blandt de lige kandidater. Er der igen stemmelighed, trækkes der lod blandt disse.
Eksempler på antal stemmer:
# | Halvdelen rundet plus 1 |
1 | 1 |
2 | 2 |
3 | 2 |
4 | 3 |
5 | 3 |
6 | 4 |
7 | 4 |
...osv.
Ved kampvalg til Studenterrådets Formand, Studenterrådets Næstformand samt Fællesrådets Chefdirigent skal der opnås mindst 50% af stemmerne til én kandidat, for at den opstillede er valgt. Opnår ingen af kandidaterne 50% ved første afstemningsrunde, afholdes en anden afstemningsrunde, hvor personen med færrest stemmer ikke længere er med. Opnår ingen af kandidaterne 50% ved afstemningsrunde mellem to kandidater, udsættes valget, og der indkaldes umiddelbart efter mødets afslutning til et ekstraordinært møde med henblik på nyvalg.
Ved fredsvalg vælges alle opstillede ved akklamation, medmindre en eller flere af de stemmeberettigede anmoder om afholdelse af en tillidsafstemning, hvor mindst 50% skal vise tillid, før den opstillede er valgt. Bliver der ikke vist tillid ved en tillidsafstemning, foretages på mødet en ny opstillingsrunde med efterfølgende valghandling, og hvis dette valg heller ikke kan afsluttes, udsættes valget, og der indkaldes til et ekstraordinært møde med henblik på nyvalg straks efter mødets afslutning. Hvis et internt flertal i både Dirigentinstitutionen og Forretningsudvalget hver for sig ønsker dette, kan valget udskydes til næste ordinære møde.
Ved indsuppleringsvalg til Forretningsudvalget omhandler tillidsafstemningen kun nyvalgte medlemmer. Uanset antal på nyvalgte skal der foretages en tillidsafstemning, medmindre kun én plads var på valg og vedkommende modtager mere end 50% af stemmerne i et kampvalg.
Ved fredsvalg til Studenterrådets Formand, Studenterrådets Næstformand samt Fællesrådets Chefdirigent skal Fællesrådet altid angive tillid til hver af de valgte ved en skriftlig tillidsafstemning. Ligeledes skal Fællesrådet afholde tillidsafstemning for det samlede forretningsudvalg efter valgene til Formand,
Næstformand samt menige forretningsudvalgssmedlemmer er foretaget, hvad enten disse valg blev afgjort ved freds- eller kampvalg.
Der kan af Fællesrådet med simpelt flertal, jf. appendiks D, stilles mistillid til enhver valgt af Fællesrådet. Ved mistillid eller forfald fra poster afholdes der på det efterfølgende fællesrådsmøde suppleringsvalg. Der gælder dog specielle regler for Studenterrådets Formand, Næstformand og Chefdirigent jf. § 26 stk. 4 og § 22 stk. 4.
Appendiks D
Afstemningstyper i Studenterrådet
Studenterrådet har 3 afstemningstyper: Det Almindelige Flertal, Det Kvalificerede Flertal og Enstemmighed. Beskrives der ikke andet i statutten, anvendes almindeligt flertal.
Det almindelige flertal indebærer, at mindst halvdelen af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget, og at der indgår mandater fra mindst to valgområder i flertallet.
Det kvalificerede flertal indebærer, at ⅔ af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget, at der indgår mandater fra mindst tre valgområder i flertallet, og at der er flertal inden for mindst to valgområder.
Det enstemmige flertal indebærer, at samtlige fremmødte medlemmer stemmer for den pågældende sag, og at der indgår mandater fra mindst tre valgområder i flertallet