Forslag til revideret driftsaftale mellem Viden Djurs og Norddjurs Kommune om drift af 10. klasse i Norddjurs Kommune
Forslag til revideret driftsaftale mellem Viden Djurs og Norddjurs Kommune om drift af 10. klasse i Norddjurs Kommune
23/3808 Åben Sag
Sagsgang
BUU, ØK, KB
Sagsfremstilling
Viden Djurs har siden skoleåret 2019/2020 haft ansvaret for drift af 10. klassestilbuddet i Norddjurs Kommune. Med vedlagte forslag til en revideret driftsaftale tages udgangspunkt i det veletablerede samarbejde om drift af 10. klasse samt en ny konstellation, hvor den nuværende styregruppe erstattes med en følgegruppe.
Den reviderede driftsaftale træder i stedet for driftsoverenskomsten med Viden Djurs om drift af 10. klasse samt kommissorium for styregruppe vedrørende 10. klasse godkendt af Kommunalbestyrelsen den 19. februar 2019.
Revideret driftsaftale
Den gældende driftsoverenskomst bærer præg af at beskrive overgangen fra kommunal drift til Viden Djurs drift af 10. klasse, ligesom den, på grund af detaljeringsniveauet, på flere områder er forældet. Den reviderede driftsaftale er gjort tidssvarende og i overensstemmelse med praksis, ligesom lange passager fra lovgivning er fjernet. Der er ikke markante indholdsmæssige ændringer i den reviderede driftsaftale, ud over forslaget om at ændre styregruppen til en følgegruppe, som beskrives i det følgende.
Med den nye driftsaftale ønskes en kortfattet aftale, der ikke udpinder, men henviser til gældende national lov samt de til enhver tid gældende retningslinjer, mål og principper for drift af udskoling i Norddjurs Kommune. Målet er, at driftsaftalen ikke forældes med ændret lovgivning og ændring af lokale retningslinjer, mål og principper.
Fra styregruppe til følgegruppe
Den nuværende styregruppe vedrørende 10. klasse med repræsentanter fra Norddjurs Kommune, lokale ungdomsuddannelser og Forberedende Grunduddannelse blev oprettet med det formål at koordinere samarbejdet mellem parterne.
Styregruppen oplever, at gruppens formål altovervejende løftes i andre fora, men at det er hensigtsmæssigt fortsat at have en formaliseret mulighed for at indkalde parterne ved behov.
En samlet styregruppe bakker således op om følgende forslag:
• Styregruppen nedlægges og der etableres en følgegruppe.
• Følgegruppen består, foruden Skole- og Dagtilbudschefen og lederen af 10KCD, af en ledelsesrepræsentant fra henholdsvis: Viden Djurs, Grenaa Gymnasium og HF, Social- og Sundhedsskolen, afdeling Grenaa, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Forberedende Grunduddannelse og overbygningsskolerne i Norddjurs Kommune.
• Følgegruppen kan indkaldes på opfordring fra følgegruppens medlemmer, hvis der er behov for yderligere koordination og samarbejdede mellem 10KCD, Norddjurs Kommune og ungdomsuddannelserne om den overordnede tilrettelæggelse af undervisningsforløbene på 10KCD.
• Formandskabet og sekretariatsfunktionen for følgegruppen varetages af Norddjurs Kommune, Skole- og Dagtilbudsafdelingen.
I den reviderede driftsaftale lægges der op til, at 10KCDs drift og resultater følges ved en årlig status- og udviklingssamtale svarende til folkeskolernes samt et årligt pædagogisk tilsyn svarende til tilsynet på friskolerne.
Andre samarbejdsfora
Siden 2019 er der etableret et velfungerende samarbejde om 10. klasse i Norddjurs Kommune (10KCD), hvor 10KCD bilateralt samarbejder med Grenaa Gymnasium, Viden Djurs og andre eksterne aktører om at tilrettelægge de bedst mulige undervisningsforløb for eleverne.
Derudover er der veletablerede kommunalt drevne netværk, hvor vidensdeling og udvikling sker på tværs af uddannelsesinstitutioner f.eks. ’Dialogforum’ hvor Skole- og Dagtilbudschefen, leder af Trivsel og Læring, ledere fra Norddjurs Kommunes udskolinger, Ungdommens
Uddannelsesvejledning, Heltidsundervisningen samt ledelsesrepræsentanter fra alle lokale ungdomsuddannelser, Forberedende Grunduddannelse og lokale friskoler mødes to gange årligt og ’Netværk for udskolingsledere’ hvor ledere fra Norddjurs Kommunes udskolinger, Heltidsundervisningen og 10KCD mødes fire gange årligt.
Xxxxxx Xxxx Xxxxx (A) og Xxxxxx Xxxxxxx (C) har ønsket at få vurderet deres habilitet i denne sag, da de begge er ansat på Viden Djurs. Xxxxxx Xxxxxxx er ansat som underviser på VidenDjurs på handelsskolen og har oplyst, at han som følge heraf som udgangspunkt ikke er berørt af forhold, der angår 10. klassecentret. Xxxxxx Xxxx Xxxxx er ansat som underviser på Viden Djurs i netop 10. klassecentret. Det vurderes på baggrund af sagens materiale, at revurderingen af driftsaftalen som helhed er begrundet i at opdatere forældet indhold til nugældende indhold og at justere det indhold, der rettede sig mod en opstartsfase, til at passe med den nu etablerede drift. Der er således ikke lagt op til centrale ændringer i den daglige drift af 10. klasse og ej heller forhold, der kan antages at medføre ændringer i lærernes ansættelsesforhold mv.
På den baggrund findes der ikke at være holdepunkter for at antage, at Xxxxxx Xxxx Xxxxx (A) og Xxxxxx Xxxxxxx (C) skulle have en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagen, hvorfor de vurderes at være habile i sagens behandling.
Sammenhæng til andre politikker/strategier og fagområder
Ro på, Tro på, En vej at gå - strategisk ramme for udskolingen i Norddjurs Kommune.
Økonomiske konsekvenser
Punktet har ingen økonomiske konsekvenser.
Lovgrundlag
Folkeskoleloven og BEK nr 1251 af 27/11/2014 (gældende) (Bekendtgørelse om overenskomst mellem en kommunalbestyrelse og en institution, der udbyder erhvervsuddannelse, om varetagelse af 10. klasseundervisning samt om 10.-klasseforløbene eud10 og kombineret 10. klasse med 1. del af erhvervsuddannelsernes grundforløb).
Indstilling
Skole- og Dagtilbudschefen indstiller, at:
1. forslag til revideret driftsaftale med Viden Djurs om drift af 10. klasse godkendes
2. styregruppen vedrørende 10. klasse erstattes med en følgegruppe.
Beslutning i Børne- og ungdomsudvalget den 12-10-2023
Børne- og Ungdomsudvalget erklærede Xxxxxx Xxxxxxx (C) for habil i sagen.
Ad. 1 Tiltrådt
Ad. 2 Tiltrådt.
Fraværende:
Xxxxxx Xxxx Xxxxx (A)
Beslutning i Økonomiudvalget den 07-11-2023
Tiltrådt.
Afbud:
Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxxxxx (Æ)
Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 14-11-2023
Godkendt.
Bilag: | |||
1 - | Åben | Udkast til revideret driftsaftale Viden Djurs NK 10 | (104652/23) (H) |
3530442 | kl..pdf | ||
2 - | Åben | Driftsoverenskomst mellem Norddjurs Kommune og | (104653/23) (H) |
3530443 | Viden Djurs vedrørende drifts af 10. klasse med | ||
under.pdf |