Stillings- og kompetenceprofil
Stillings- og kompetenceprofil
Kommunikationschef
Landsbyggefonden
Februar 2023
Opdragsgiver Landsbyggefonden
Adresse Xxxxxxxxxxxx 00
1554 København V
Tlf. 00 00 00 00
Stilling Kommunikationschef
Refererer til Driftsdirektøren
Ansættelsesforhold Ansættelsen sker efter gældende overenskomst.
Tiltrædelse: 1. maj 2023
Yderligere oplysninger Kan fås ved henvendelse til:
Administrerende direktør Xxxx Xxxxxx Telefon: 00 00 00 00
eller
Partner i MUUSMANN Xxxxxxx Xxxxxxx Xxxxxxx Telefon: 00 00 00 00
Ansøgningsfrist Søndag den 26. februar 2023 kl. 23.59
Søg stillingen på xxx.xxxxxxxx.xxx/xxxxxxxxxx
Processens forløb Der er planlagt følgende forløb for rekrutteringen, som
ansøgere bedes notere, idet der ikke kan påregnes afvigelser herfra.
1. samtaler: Fredag den 3. marts 2023 Test: Mandag den 6. marts 2023
2. samtaler: Onsdag den 22. marts 2023
Kort om Landsbyggefonden
I Danmark er der over 600.000 almene boliger, hvor der bor ca. 1 million mennesker i familieboliger, ungdomsboliger, ældreboliger, plejeboliger og bofællesskaber. Der er almene boliger i alle landets kommuner.
I de almene boliger bor alle slags mennesker - også dem med lave indkomster og forskellige udfordringer i livet. Når en familiebolig skal udlejes, fordi en bolig er fraflyttet, så har den lokale kommune mulighed for at anvise boligen til en familie med sociale udfordringer. De almene boliger er således afgørende element i velfærdssamfundet.
De almene boliger er baseret på et non-profit princip og social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. I de enkelte boligkvarterer sigtes efter en social bæredygtighed og sammenhængskraft som udgangspunktet for, at alle grupper kan have et godt hjem i et blandet boligkvarter.
Lokalt kan der dog opstå udfordringer, som den enkelte boligorganisation ikke alene kan klare, og her kommer Landsbyggefonden ind i billedet. Det kan dreje sig om store bygningsmæssige udfordringer, hvor økonomisk støtte og rådgivning fra Landsbyggefonden er afgørende for at løse udfordringerne. Grøn bæredygtighed kan fremmes i mange af disse renoveringssager.
Det kan også dreje sig om sociale udfordringer, hvor der i et boligområde er mange udenfor arbejdsmarkedet, børnene klarer sig ikke godt nok i skolen og kommer ikke i videre uddannelse m.v. Til disse områder kan Landsbyggefonden yde støtte og rådgivning til boligsociale indsatser, hvor lokalt ansatte i samarbejde med kommune, frivillige, civilsamfundsaktører, erhvervsliv m.fl. kan vende udviklingen i positiv retning.
I mange større boligområder kan det være oplagt at anskue den byplanmæssige placering af boligområdet, de fysiske udfordringer og det sociale billede i sammenhæng. Derfor arbejder Landsbyggefonden i disse områder også ud fra et bystrategisk perspektiv, der kobler de fysiske og sociale dimensioner sammen.
Grundlaget for Landsbyggefondens virksomhed er indbetalinger fra landets boligorganisationer, og rammerne aftales politisk på Christiansborg. I 2018 og 2020 blev det således aftalt, at Landsbyggefonden kan støtte renoveringer og boligsociale indsatser frem til 2026 for 30 xxx.xx. I 2022 blev indgået en boligaftale med en ramme på 5 xxx.xx., som blandt andet skal sikre meget billige boliger målrettet personer og familier f.eks. i risiko for hjemløshed.
Herudover har Landsbyggefonden betydelige administrative opgaver. Der skal opkræves indbetalinger fra landets boligorganisationer og udbetalingen af støtte til såvel fysiske som boligsociale indsatser skal administreres. Alle regnskaber fra boligorganisationerne skal indberettes og gennemgås af Landsbyggefonden. Landsbyggefonden samarbejder med Udbetaling Danmark omkring udbetaling af boligsikring og boligydelsen til beboerne i de almene boliger.
Landsbyggefonden har ansvaret for boligportalen DanmarkBolig, hvor der ligger aktuelle oplysninger for udlejningsstatus og husleje for alle almene boliger.
Endvidere har Landsbyggefonden en meget betydelig statistikproduktion, som har til formål at støtte boligorganisationerne i deres drift og kommunerne i deres tilsyn og styringsdialog omkring almene
boliger. I Landsbyggefonden sker der således en tæt monitorering af landets boligområder, så der løbende er viden om udviklingen.
Hovedopgaver
Stillingen som kommunikationschef i Landsbyggefonden er en nyoprettet stilling, hvor du vil få muligheden for at træde ind i en organisation og få stor indflydelse på udformningen af dit eget job og virksomhedens kommunikationsprofil. Landsbyggefonden varetager en bred vifte af opgaver – hvoraf nogle er nævnt ovenfor – og der er altid gang i et hav af spændende analyser og boligsociale indsatser, som du skal hjælpe med at udbrede kendskabet til.
Som kommunikationschef i Landsbyggefonden vil dit fokus være på myndighedskommunikation og bystrategisk kommunikation.
Myndighedskommunikationen vil være rettet mod boligorganisationer og kommuner, som i deres virksomhed skal kende regler og regulativer fra Landsbyggefonden, forskellige krav om indberetning, procedurer ved ansøgninger og afrapportering, mulighederne for at anvende og nyttiggøre de store mængder af viden i Landsbyggefondens forskellige portaler m.v. Her er der et betydeligt potentiale både for en klarere og mere enkel kommunikation og for at sikre kendskab og anvendelse af Landsbyggefondens mange forskellige værktøjer.
Den bystrategiske kommunikation skal både have fokus på de større byomdannelser, de mange boligsociale indsatser samt renoveringer og omdannelser i mindre boligområder - også i yderområderne. Hensigten med denne kommunikation er at udbrede kendskabet til det bystrategiske arbejde og at række ud til forskellige samarbejdspartnere, som kan medvirke til udvikling af endnu bedre løsninger. Dermed er det også et selvstændigt mål, at Landsbyggefonden bidrager til samtalen om byudvikling. Konkret afholdes nu to årlige bystrategiske konferencer, som kan suppleres af mange andre formater.
I dag udgiver Landsbyggefonden et løbende nyhedsbrev, en årsberetning, et årsmagasin, en række publikationer knyttet til forskellige projekter og evalueringer samt forskellige satsninger på sociale medier. Et element i kommunikationschefens arbejde vil også være et konstruktivt blik på denne kommunikationsvifte.
Kompetencer
De følgende 4 kompetencer er centrale for kommunikationschefen:
1. Målrettet formidling
For at få succes med især myndighedskommunikationen, er det altafgørende, at den kommende kommunikationschef er i stand til at målrette sin formidling til de enkeltes behov. Når det kommer til formidling af fagspecifikke love, regler og anden information, er det helt centralt at kommunikationschefen evner at kondensere disse informationer. Det kræver i høj grad en tilstrækkelig indsigt i det faglige til at vide, hvad der kan skrælles af, uden at informationerne bliver hverken misvisende eller utilstrækkelige.
2. Public Relations
Som kommunikationschef i Landsbyggefonden vil det være din opgave at udbrede kendskabet til organisationens mange muligheder, nye tiltag og resultater. Du skal dykke ned i Landsbyggefondens materie og fortælle den gode og omfattende historie vi har, det arbejde vi laver og den forskel, vi gør lokalt i byerne og bredere samfundsmæssigt. Dette kræver en person, der er opmærksom og handler proaktivt i forhold til at indfange og fastholde de gode historier med blik for og evnen til at formidle historierne, så Landsbyggefonden fremstår med en klar profil og et tydeligt kommunikativt udtryk.
3. Stærkt overblik
For at kunne varetage den centrale myndighedskommunikation i stillingen kræver det i høj grad en stor forståelse for og interesse i, hvordan arbejds- og beslutningsprocesser hænger sammen for de pågældende interessenter. Der er brug for, at du kan sætte dig ind i og danne et stærkt overblik over, hvilke informationer de respektive interessenter har brug for og hvornår, så Landsbyggefondens kommunikation kan tilpasses dette behov.
4. Tænke ud af boksen
Du træder ind i en organisation, hvor der ikke er faste rutiner for, hvordan vi ”plejer” at gøre. Tværtimod skal du udvikle Landsbyggefondens kommunikationsafdeling i samarbejde med medarbejderne og de øvrige dele af Landsbyggefonden.
Hvor kommer du fra?
Der lægges vægt på en bredere kommunikationsmæssig erfaring, fremfor ren pressevaretagelse. Herudover vil der være en fordel, hvis:
• Du evner at opbygge Landsbyggefondens kommunikationsprofil, både myndighedskommunikation og bystrategisk kommunikation, i et tæt samspil med relevante medarbejdere i organisationen.
• Du er uformel i din omgangs- og arbejdsform og sætter også pris på socialt samvær med kolleger.
• Du har lyst til og erfaring med mindre personaleledelsesopgaver, herunder sparring og faglig udvikling.
• Du har erfaring med at formidle og netværke på konferencer, og evner at få dine budskaber igennem.
• Du har erfaring med at opbygge samarbejder og arbejde netværksbaseret.
• Du har et internationalt udsyn med fokus på hvordan kommunikationen varetages i lignende organisationer rundt omkring i Europa.
Organisering
Landsbyggefonden ledes af en direktion bestående af en administrerende direktør og en driftsdirektør. Landsbyggefonden er organiseret med fem afdelinger for hhv. administration, særlig driftsstøtte, analyse, boligsociale indsatser og kommunikation.
Andet
Kandidater til stillingen skal være indstillede på at gennemføre en omfattende ledelsestest hos MUUSMANN.