Vedtægter for ”VIKINGESKIBSMUSEETS VENNER” Disse vedtægter træder i det hele i stedet for vedtægterne af 15. april 2010
Vedtægter for
”VIKINGESKIBSMUSEETS VENNER”
Disse vedtægter træder i det hele i stedet for vedtægterne af 15. april 2010
1. Navn, hjemsted og formål
§ 1. Foreningens navn er ”Vikingeskibsmuseets Venner”.
§ 2. Foreningen har hjemsted i Roskilde kommune.
§ 3. Foreningens adresse er Xxxxxxxxxx 00, 0000 Xxxxxxxx. Foreningens mail-adresse er xxxxxxxxxxxxx@xxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx.
§ 4. Foreningens formål er økonomisk og på anden måde at støtte Vikingeskibsmuseets aktiviteter og fremme kendskabet hertil f eks også ved arrangementer for foreningens medlemmer i form af foredrag m v.
2. Medlemsforhold.
§ 5. Som medlemmer kan optages enkeltpersoner, som kan tilslutte sig foreningens formål. Kontingentåret er 1. april til 31. marts. Bestyrelsen kan beslutte at forlænge første kontingentår for nyindmeldte medlemmer. Medlemsskabet bortfalder, hvis kontingentet ikke er indbetalt inden 1. april.
§ 6. Medlemskab giver efter aftale mellem foreningens bestyrelse og Vikingeskibsmuseet gratis adgang for to personer til Vikingeskibsmuseet og medlemmerne mulighed for at opnå rabat ved køb i museumsbutikken.
§ 7. Medlemskab giver adgang til ved fremmøde på generalforsamlingen at afgive én stemme.
§ 8. Kontingentets størrelse fastsættes på foreningens årlige ordinære generalforsamling.
3. Bestyrelsen.
§ 9. Foreningen ledes af en bestyrelse på 5-9 medlemmer efter generalforsamlingens beslutning. Bestyrelsesmedlemmerne vælges af generalforsamlingen for 2 år. Det skal tilstræbes, at halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, foretages suppleringsvalg på førstkommende generalforsamling. Bestyrelsen er beslutningsdygtig indtil da i tilfælde af, at udtrædelsen medfører, at der er færre end 5 bestyrelsesmedlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt i bestyrelsen.
§ 10. Bestyrelsen konstituerer sig snarest muligt efter generalforsamlingen med formand, næstformand og kasserer/økonomikoordinator og i øvrigt som bestyrelsen finder hensigtsmæssigt. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen, inklusiv formand eller næstformand, er til stede. Ved stemmelighed gør formandens/næstformandens stemme udslaget.
§ 11. Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt/ved e-mail med angivelse af dagsorden. Over bestyrelsesmøderne føres et beslutningsreferat, som godkendes af hele bestyrelsen. En repræsentant for Vikingeskibsmuseets ledelse har adgang til at deltage i bestyrelsens møder. Formanden drager omsorg for, at bestyrelsens beslutninger udføres. Bestyrelsen kan fastsætte en forretningsorden.
§ 12. Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens påhvilende forpligtelser. Bestyrelsens medlemmer kan ikke modtage honorar.
4. Generalforsamlingen.
§ 13. Foreningens årlige ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af april måned efter indkaldelse skriftligt/ved e-mail med mindst 14 dages varsel. Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet til afstemning og medlemsforslag om nye bestyrelsesmedlemmer, skal fremsendes skriftligt/ved e-mail til formanden senest 1. marts og af bestyrelsen udsendes til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.
§ 14. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde:
Valg af dirigent, der ikke kan være medlem af bestyrelsen.
Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år og sigtelinjerne for bestyrelsens fortsatte arbejde.
Forelæggelse og godkendelse af det udsendte revisorgodkendte regnskab.
Fastsættelse af kontingent.
Bestyrelsesforslag og indkomne forslag.
Valg til bestyrelsen.
Valg af revisor og revisorsuppleant, der ikke kan være medlem af bestyrelsen.
Eventuelt.
Beslutninger træffes på generalforsamlingen med simpelt flertal, jfr. dog § 21 og § 22. Afstemning skal finde sted skriftligt, hvis mindst 10 af de fremmødte medlemmer kræver det. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog således at fuldmagt kun kan gives til et andet medlem, og således at hvert fremmødt medlem kun kan medbringe én fuldmagt. Der udarbejdes referat af generalforsamlingen, der skal godkendes af dirigenten.
§ 15. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller mindst 50 medlemmer skriftligt/ved e-mail anmoder formanden herom med angivelse af begrundelse. Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes herefter senest 6 uger efter modtagelsen af begæringen herom. Den indkaldes som ved ordinær generalforsamling.
5. Regnskab, administration og formue.
§ 16. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
§ 17. Bestyrelsen kan beslutte at henlægge den daglige administrationen af foreningen og foreningsformuen til en til formålet ansat person eller institution. Det skal i givet fald ske på baggrund af en kontrakt/aftale, som på foreningens vegne underskrives af formanden og kassereren/økonomikoordinatoren.
§ 18. Foreningens formue skal anbringes i et anerkendt pengeinstitut.
§ 19. Bestyrelsen træffer beslutning om foreningsformuens anvendelse, medmindre generalforsamlingen beslutter andet. Bestyrelsen skal primært sigte på, at foreningen jævnligt kan yde økonomiske donationer til understøttelse af Vikingeskibsmuseets virksomhed.
6. Tegning.
§ 20. Foreningen tegnes af formanden – i denne fravær næstformanden – og bestyrelsens kasserer/økonomikoordinator i forening. Mindre driftsudgifter op til 3.000 kr. i forbindelse med foredragsarrangementer o lign kan tegnes af de enkelte bestyrelsesmedlemmer.
7. Vedtægtsændringer.
§ 21. Ændring af vedtægterne kan ske på foreningens ordinære generalforsamling, såfremt 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor. Forslag til vedtægtsændringer skal udsendes til foreningens medlemmer senest 14 dage før generalforsamlingen. Er der på den ordinære generalforsamling flertal på mindre end 2/3 af de fremmødte medlemmer, kan forslaget vedtages på en efterfølgende ordinær eller en i denne anledning indkaldt ekstraordinær generalforsamling med simpelt flettal.
8. Foreningens opløsning.
§ 22. Beslutning om foreningens opløsning kan kun træffes på en ekstraordinær generalforsamling med et flertal på ¾ af de fremmødte medlemmer.
§ 23. I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens formue Vikingeskibsmuseet.
9. Ikrafttræden.
§ 24. Disse vedtægter træder i kraft dagen efter generalforsamlingens vedtagelse
Således vedtaget på generalforsamlingen 27. april 2017
Xxx Xxxxxxxxx
Generalforsamlingens dirigent