Overenskomst for lodser indgået mellem
Overenskomst for lodser indgået mellem
DanPilot (SOV) og Lederne Søfart
Kapitel 1 – Overenskomstens område
§1. Overenskomstens dækningsområde
Stk. 1.Overenskomsten omfatter lodser, lodsaspiranter og hjælpelodser ansat i lodseriet DanPilot (SOV).
Stk. 2. Overenskomsten omfatter ikke lodschefer og vicelodschefer.
Stk. 3. Der skal indgås særaftale mellem DanPilot (SOV) og Lederne Søfart, som fraviger denne overenskomst for arbejde udført uden for Danmark/ uden for danske farvande, såfremt lodser i DanPilot (SOV) skal udlånes til arbejde, der skal udføres uden for Danmark / uden for danske farvande.
§2. Ansættelse
Stk. 1. Alle lodser, lodsaspiranter og hjælpelodser ved DanPilot (SOV), ansættes iht. til denne overenskomst.
Stk. 2. Alle lodser, lodsaspiranter og hjælpelodser ansættes med tjenestested på sædvanlig bopæl.
Stk. 3. Parterne er enige om, at lodser, lodsaspiranter og hjælpelodser, der vælger at flytte sædvanlig bopæl og dermed tjenestested, skal meddele dette til DanPilot (SOV) med henblik på en vurdering af, om lodsen skal omfattes af protokollat om særlige bestemmelser for tjenestesteder.
Stk. 4. Lodser, lodsaspiranter og hjælpelodser, der ved denne overenskomsts ikrafttræden ikke opfylder kravet om ca. to timers transporttid til relevant påsætningssted/hovedstation, omfattes af protokollat om særlige bestemmelser for tjenestesteder.
Stk. 5. Alle lodser ansættes iht. Funktionærlovens bestemmelser, dog med undtagelse af §15.
Kapitel 2 – Løn og pension
§3. Lønsystemet
Stk. 1. Lønsystemet består af en landsdækkende basisløn suppleret med et rådighedstillæg Stk. 2. Basislønnen reguleres ikke efter bestemmelserne om stedtillæg.
Stk. 3. Lønsystemet følger Statens rammeaftale om Nye Lønsystemer 2008, hvilket giver mulighed for at forhandle lokale funktions- og kvalifikationstillæg, jf. §5.
§4. Samlet basisløn
Stk. 1. Lønnen jf. §3, stk. 1, udgør:
Marts 2012-niv. | Aktuelt niv (dec. 2020) | |
Basisløn (årlig) | 466.800 kr. | 516.288,21 kr. |
Rådighedstillæg (årlig) (153 dage) | 327.100 kr. | 361.778,21 kr. |
I alt pr. år | 793.900 kr. | 878.067,02 kr. |
Bemærkning: Rådighedstillægget ydes for rådighedsforpligtelsen i 153 dage pr. år, jf. §11. Rådighedsforpligtelsen er en del af den planlagte tjeneste, og i rådighedsperioden er lodsen forpligtet til at påtage sig lodsninger anvist af DanPilot (SOV).
Stk. 2. Særligt for lodser ansat efter 1. december 2022
Lodser der ansættes efter den 1. december 2022, ansættes efter nedenstående anciennitetsbaseret lønindplacering efter samme principper som nævnt i stk. 1:
Ansættelsesår | 0 -1 år | 1-2 år | 2-3 år |
Løn i alt pr. år (marts 2012-niv.) | 721.900 kr. | 745.900 kr. | 769.900 kr. |
Løn, i alt pr. år (aktuelt niveau) dec. 2020 | 802.778,17 kr. | 827.874,45 kr. | 852.970,74 kr. |
Lodsen aflønnes med lønnen nævnt i §4, stk. 1, fra det 4. ansættelsesår.
Stk. 3. Lodsaspiranter aflønnes ved ansættelse med en basisløn, der udgør et årligt grundbeløb 466.800 kr. (marts 2012-niv.), aktuelt niveau (dec. 2020) 516.288,81 kr. Ved ansættelse som lods aflønnes der jf. stk. 2.
Stk. 4. Ansættelse som lods er betinget af, at lodsaspiranten består eksamen som lods. Ansættelse som lods sker med virkning fra dagen efter bestået lodseksamen
Stk. 5. Aflønning af hjælpelodser sker med en timeløn svarende til 1/1924 af den samlede årlige løn nævnt i §4, stk. 1.
§5. Funktions- og kvalifikationstillæg
Stk. 1. Basislønnen kan suppleres med centralt/lokalt aftalte funktionstillæg, der ydes for særlige funktioner der varetages i en pågældende stilling eller hos en specifik stillingsgruppe.
Stk. 2. Basislønnen kan suppleres med centralt/lokalt aftalte kvalifikationstillæg, der ydes på grundlag af særlige faglige og personlige kompetencer, kvalifikationer, indsatser mm.
Stk. 3. Tillæg kan aftales i form af varige tillæg, midlertidige tillæg og/eller engangsvederlag. Alle tillæg er som udgangspunkt pensionsgivende, medmindre andet aftales ved forhandling. Alle tillæg angives i årlige grundbeløb (marts 2012-niv.).
§6. Lønregulering
Stk. 1. Den samlede basisløn i §4 (aktuelt niveau dec. 2020) bliver reguleret med samlet 4,42% i overenskomstperioden, fordelt procentuelt med 3,00% pr. 1. januar 2023 og 1,42% pr. 1. januar
2024.
Stk. 2. Såfremt overenskomsten ikke af en af parterne er opsagt med udgangen af juni måned 2024, vil lodserne blive omfattet af den generelle statslige lønregulering fra oktober måned 2024.
§7. Lønudbetaling
Stk. 1. Lodser der ved denne overenskomsts ikrafttræden er forudlønnet, bevarer retten til at få lønnen udbetalt forud.
Stk. 2. Ved nyansættelser udbetales lønnen bagud. Det er muligt for en lods at overgå fra forudbetaling til bagudbetaling, men ikke omvendt. Lønnen sker månedsvis til medarbejderens NemKonto og er til disposition på den sidste bankdag i måneden.
§8. Pension
Stk. 1. DanPilot (SOV) indbetaler et pensionsbidrag på 16,2%, hvoraf 1/3 udgør medarbejderens eget bidrag. Dette skal fremgå af medarbejderens lønspecifikation. Pensionsbidraget beregnes på baggrund af den i §4 nævnte basisløn samt evt. tillæg efter §5.
Stk. 2. DanPilot (SOV) indbetaler pensionsbidraget til en pensionsordning, der anvises af Danske Lodser/Søfartens Ledere. Vedtægter og regulativer for pensionsordningen skal opfylde de generelle krav, der fremgår af aftale om generelle krav til indhold af bidragsfinansierede pensionsordninger i Staten mv. (ydelsessammensætning, tilbagekøb og overflytning i forbindelse med jobskifte), og Finansministeriets cirkulære af 29. august 2016 herom. Xxxxxx kan alene indbetale supplerende pensionsbidrag til den pensionsordning der er anvist af Danske Lodser/Søfartens overfor DanPilot.
Stk. 3. Lønnen til hjælpelodser er ikke-pensionsgivende.
Stk. 4. Udover de nævnte pensionsbidrag har den ansatte ikke ret til nogen former for pension eller anden understøttelse fra DanPilot (SOV) på grundlag af ansættelsen.
Kapitel 3 – Arbejdstid
§9. Tilrettelæggelse af tjenesten
Stk. 1.DanPilot (SOV) tilrettelægger tjenesten for alle lodser, lodsaspiranter og hjælpelodser.
Stk. 2. Arbejdstiden defineres som det tidsrum, hvori lodsen er på arbejde og står til rådighed for DanPilot (SOV). Arbejde kan planlægges som
- Tilkaldevagt
- H-dage, jf. lokalaftale herom
- Kursusdage
- Instruktørdage
- DL-dage, jf. lokalaftale herom
- Særtjeneste (herunder div. mødeaktivitet)
Stk. 3. Rejsetid i forbindelse med vagt/lodsning defineres som arbejdstid.
§10. Maksimal ugentlig arbejdstid
Stk. 1. Den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en kalenderuge (ugentlig arbejdstid) over en periode på 17 kalenderuger må ikke overstige 48 timer inkl. overarbejde. Perioder med årlig betalt ferie og sygeorlov medtages ikke eller holdes neutrale i beregningen.
§11. Årsnorm
Stk. 1. Planlægningsnormen for tilkaldevagter er 153 tilkaldevagter pr. år, hvor lodsen står til rådighed for DanPilot (SOV), forudsat at lodsen holder 25 feriedage og 5 særlige feriedage i kalenderåret. Overenskomstens parter kan ikke anvende planlægningsnormen til opgørelse af evt. overnorm eller undernorm.
Stk. 2. Ferie efter ferieloven og særlig ferie i henhold til Statens Ferieaftale er ikke inkluderet i planlægningsnormen, jf. stk. 1. Lodsens ferie og særlige ferie udgør tilsammen, hvad der svarer til 21 vagtdage, dog uden at lodsen står til rådighed for DanPilot (SOV). Hvis lodsen ikke afholder sådanne 21 vagtdages ferie/særlig ferie i kalenderåret, jf. stk.1, vil lodsen blive op-/nedskrevet med vagtdage svarende til den manglende/for megen afholdte ferie.
Bemærkning:
Den tekniske årsnorm for fuldtidsarbejde på det danske arbejdsmarked er 1.924 timer (52 uger à 37 timer), hvilket afspejles i en dagsnorm på 7,4 timer. Der er 222 normalarbejdsdage på et år.
Da lodser har færre arbejdsdage end en gennemsnitlig lønmodtager, bliver dagsnormen tilsvarende højere og kan beregnes som 222 dage gange 7,4 timer delt med 153 vagtdøgn = 10,74 timer pr. dag.
25 feriedage og 5 særlige feriedage årligt udgør tilsammen 222 timer. Ved omregning til vagtdage benyttes formlen 222/10,74 = 20,67 vagtdage (rundet op til 21 dage). 153 tilkaldevagter + 21 vagtdages ferie/særlig ferie udgør tilsammen 174 dage.
Stk. 3. H-dage, instruktørdage, og DL-dage tæller med en dagsnorm på 10,74 timer pr. planlagt dag.
Stk. 4. Sygdom og tjenestefri uden løn tæller med en dagsnorm på 10,74 timer pr. planlagt dag.
Stk. 5. Alle dage hvor lodsen ikke er planlagt til tjeneste efter §9, stk. 2 eller er planlagt til ferie/særlig ferie planlægges som FR-dage. FR-dage defineres som alle dage, der ikke er ferie, særlig ferie og/eller søgnehelligdage.
Stk. 6. Helligdage defineres iht. Aftale om arbejdstid for tjenestemænd ansat ved Staten.
§12. Tørnplan
Stk. 1. Lodserne tørnplanlægges på baggrund af 153 vagter pr. år jf. §11, stk. 1. Tørnplanen udarbejdes af DanPilot (SOV) for 3 måneder ad gangen. Tørnplanen skal indeholde oplysninger om antallet samt placering af tilkaldevagter, vagter, kursusdage, FR-dage samt ferie/særlig ferie. DL- dage, H-dage og særtjeneste planlægges i takt med at behovet opstår, dog under hensyntagen til den daglige drift.
Stk. 2. Tørnplanen udarbejdes og offentliggøres senest 1 måned før planlagt tjeneste.
Stk. 3. Antallet af tilkaldevagter planlægges på baggrund af en kvartalsnorm. Der kan planlægges med maksimalt 42 tilkaldevagter pr. kvartal. Der er mulighed for at overfører vagter til andre kvartaler, når det er påkrævet af driftsmæssige hensyn.
Stk. 4. Der skal i planlægningen ske en forholdsmæssig reduktion af antallet af planlagte tilkaldevagter i kvartalet/tørnplanperiode med afvikling af ferie. DanPilot vil i den forbindelse anvende hele perioden fra den 1. maj – 30. september, når der skal planlægges og afvikles hovedferie.
Stk. 5. Der kan maksimalt planlægges med 48 tilkaldevagter og feriedage pr. tørnplanperiode. Stk. 6. Der kan planlægges med maksimalt 19 tilkaldevagter pr. måned.
Stk. 7. Tørnperiodens længde planlægges med minimum 3 og maksimalt 5 tilkaldevagter i træk. Xxxxxx har mulighed for at vælge at der planlægges med 7 tilkaldevagter i træk.
Stk. 8. Såfremt en lods er tørnplanlagt med 7 dages tørn, vil lodsens ugentlige fridøgn være omlagt, dog således at der ikke kan være mere end 12 døgn mellem 2 fridøgn. Fridøgn vil så vidt muligt lægges i sammenhæng og således, at det ene døgn ligger i tilslutning til en daglig hvileperiode.
Stk. 9. Der kan maksimalt planlægges med tilkaldevagter i 23 weekender pr. år.
Stk. 10. Der skal gives mindst 29 friweekender pr år. Ved friweekender forstås en friperiode, hvor både hele lørdagsdøgnet eller søndagsdøgnet er en FR- eller FE-dag.
- Lodser, hvis tørn maksimalt må have 7 tilkaldevagter i træk, har mindst 29 friweekender, der indeholder både hele lørdagsdøgnet og hele søndagsdøgnet.
- Lodser, hvis tørn maksimalt må have 6 tilkaldevagter i træk, har mindst 27 friweekender, der indeholder både hele lørdagsdøgnet og hele søndagsdøgnet.
- Lodser, hvis tørn maksimalt må have 5 tilkaldevagter i træk, har mindst 25 friweekender, der indeholder både hele lørdagsdøgnet og hele søndagsdøgnet.
Stk. 11. Vagter kan planlægges med varierende mødetidspunkter mellem kl. 06:00 og 24:00 og tørnlængder, der fastsættes under hensyntagen til driften.
Stk. 12. Lodsen er forpligtet til at have mobiltelefonen tændt 3 timer før tørnstart, dog ikke tidligere end kl. 06.00 ved tørnstart inden kl. 09,00. Vagtens påbegyndelse tilrettelægges af Disponeringen.
Stk. 13. DanPilot (SOV) har mulighed efter aftale med lodsen at forskyde det planlagte tørn start og sluttidspunkt, med op til 2 timer. Forskudt tjeneste udløser ikke honorering for overtid. Xxxxxx er ikke forpligtet til at acceptere den forskudte tjeneste.
Stk. 14. I forbindelse med uforudsete væsentlige driftsmæssige ændringer, kan tørnplanen ændres med 80 timers varsel, såfremt dette ikke er til væsentlig gene for lodsen. Væsentlige ændringer skal ske med et varsel på 3 måneder.
§13. Tilkaldevagten
Stk. 1. Lodsen er på tilkald fra sædvanlig bopæl indtil lodsen af DanPilot (SOV) disponeres til påbegyndelse af en arbejdsopgave/lodsning. Lodsen er udstyret med en mobiltelefon, der skal være tændt under hele tilkaldevagten således, at lodsen til enhver tid kan kontaktes af DanPilot (SOV) i forbindelse med tilkald til tjeneste. Undtaget kravet om tændt mobiltelefon er hvileperioder, hvor der ikke er rådighedsforpligtelse.
Stk. 2. Ved tilkaldevagt fra sædvanlig bopæl råder lodsen over sin egen tid. Xxxxxx skal kunne forlade sit hjem indenfor en time fra tilkald. Ved ophold på anvist arbejdssted skal lodsen kunne forlade dette indenfor 30 minutter fra tilkald.
Stk. 3. Arbejdstiden er kun den tid, der bruges til faktisk at udføre opgaverne herunder den tid, det tager at komme til og fra det sted, hvor opgaverne skal udføres, samt eventuel ventetid.
Stk. 4. Såfremt rejsen fra sædvanlig bopæl til et af DanPilot (SOV) anvist sted er på under 120 minutter, er det muligt at foretage hen- og tilbagerejse efter afslutning af opgaver, og dermed muligt at hvile på bopælen, hvilket i så fald skal være hovedreglen, såfremt disponeringen er mulig i henhold til gældende regler om maksimal arbejdstid. Transporttiden opgøres på baggrund af kørsel i bil. I vurderingen af om det er muligt at hvile på sædvanlig bopæl, skal der også indgå en vurdering af om tiden i hjemmet er tilstrækkelig tid til at hvilet opfylder sit formål. Det er DanPilot (SOV) uvedkommende, hvis lodsen vælger at rejse til sædvanlig bopæl til trods for, at der er foretaget en vurdering af, at der ikke er tilstrækkelig tid til at hvile på sædvanlig bopæl.
Stk. 5. DanPilot kan disponere lodsen til flere på hinanden følgende opgaver, og dermed sammenhængende tjenesterejse, i stedet for at disponere lodsen til sædvanlig bopæl. Al denne tid opgøres som arbejdstid, dog undtaget hvileperioder uden rådighedsforpligtigelse.
§14. Arbejdstid/Hviletid
Stk. 1. Hvileperiode på sædvanlig bopæl
Al ophold på sædvanlig bopæl opgøres som hviletid. Hviletiden ophører, når lodsens sædvanlige bopæl forlades og påbegyndes, når lodsen ankommer til sædvanlig bopæl. Telefonopkald til
lodsen fra DanPilot (SOV) vedrørende tilkald af lodsen afbryder ikke lodsens hviletid. Øvrige telefonopkald afbryder lodsens hviletid.
Stk. 2. Hvileperiode på anvist sted
Hvileperiode på en lodsstation eller et andet af DanPilot (SOV) anvist sted udgør hviletid, idet lodsen ikke har rådighedsforpligtigelse. Under en tomandslodsning afvikler lodsen hvileperiode ombord på en kundes skib, hvor lodsen tilsvarende ikke har rådighedsforpligtigelse.
Stk. 3. En lods kan hvile i op til 18 timer på et af DanPilot (SOV) anvist sted, såfremt der er en kendt opgave til lodsen efter afholdelse af hvilet. Det betyder, at forud for lodsens påbegyndelse af hvil i op til 18 timer på et af DanPilot (SOV) anvist sted skal lodsen være orienteret om, hvilken opgave lodsen forventes at skulle påbegynde efter hvilet. En opgave i relation til et hvil på maksimalt 18 timer defineres som en lodsning med dertil hørende rejsetid og lodsbåd, der påbegyndes i umiddelbar forlængelse af hvilet. Længden af hvilet skal være kendt for lodsen, før hvilet påbegyndes.
Stk. 4. En lods' hvil på et anvist sted, herunder et hvil i henhold til stk. 3 ovenfor, kan forlænges op til 3 timer i forhold til det planlagte hvil, såfremt ETA'en på det skib, lodsen skal lodse, udsættes. Såfremt lodsningen ikke er påbegyndt inden for de forlængede 3 timer, kan hvilet efter aftale mellem disponeringen og den enkelte lods forlænges yderligere. Et forlænget hvil udgør hviletid.
Stk. 5. En lods afvikler som udgangspunkt kompenserende hvil i henhold til hviletidsaftalen, jf. stk. 9, i lodsens hjem. Efter en tomandslodsning, herunder delte tomandslodsninger, disponeres lodsen dog som udgangspunkt til hvil på et af DanPilot (SOV) anvist sted.
Stk. 6. For at en lods kan rejse før en tomandslodsning, skal lodsen til enhver tid have haft tilsammen mindst 8 timers hvil inden for en 24 timers periode samt 22 timers hvile inden for en 48 timers periode. Hvis lodsen ikke har haft hvil som foran anført, vil lodsen blive disponeret til hvil på et af DanPilot (SOV) anvist sted umiddelbart før tomandslodsning.
Stk. 7. DanPilot (SOV) er forpligtet til at sikre registrering af hviletid og arbejdstid, således at lodsen til enhver tid kan se egen tidsregistrering/opgørelse af hviletid og arbejdstid.
Referenceperioden udgør løbende 17 kalenderuger.
Stk. 8. DanPilot (SOV) foretager særskilt registrering af alt arbejde udført i tidsrummet 22-05.
Stk. 9. Der henvises derudover til hviletidsaftale indgået mellem DanPilot (SOV) og Lederne Søfart. Aftalen er vedlagt overenskomsten som bilag 1.
§15. Delt tomandslodsning
Stk. 1. En delt tomandslodsning er en lodsning, hvor førstemanden starter og gennemfører første ben/del af lodsningen alene (ca. 6 timer under kendte forudsætninger, dvs. oplyst fart, kendt strømprognose og vind). Andenmanden påsættes efter første ben/del, hvorefter lodsningen gennemføres af begge parter i et 6:6 mønster. En delt tomandslodsning kan også være en lodsning, hvor en lods afslutter sidste ben/del alene (ca. 6 timer under kendte forudsætninger, dvs. oplyst fart, kendt strømprognose og vind).
Stk. 2. Delte tomandslodsninger kan anvendes på strækningen Gedser-Spodsbjerg og Spodsbjerg- Gedser (begge retninger).
Stk. 3. I tillæg til stk. 2 kan der laves delte tomandslodsninger mellem lodsmærker, såfremt lodsen, der skal udføre lodsningen alene, indgår aftale med disponeringen herom.
Stk. 4. Der henvises derudover til hviletidsaftalen, jf. §14, stk. 9.
§16. Overarbejde
Stk. 1. Overarbejde defineres som al tjeneste der forrettes udenfor den planlagte tørn, og der kan derfor ikke optjenes overtid indenfor de 24 timers tilkaldevagter på de 153 vagtdøgn. For lodser på deltid gælder bestemmelserne i særskilt lokalaftale.
Stk. 2. Lodsen optjener overarbejde pr. påbegyndt time plus et tillæg på 100%. Dog gælder det ved hvileperioder under overarbejde, at der optjenes ¾ time plus et tillæg på 100%.
Bemærkning: Der ydes 2 normaltimer for hver hele times præsteret overarbejde og på hvil ydes der 1,5 normaltimer for hver hele times præsteret overarbejde på hvil.
Stk. 3. For overarbejde, der ikke ligger i forlængelse af planlagt tørn, skal der ydes honorering for minimum 3 timers overarbejde. For overarbejde umiddelbart før og efter planlagt tørn, honoreres der pr. påbegyndt time.
Stk. 4. Der ydes en erstatningsfridag for overarbejde, hvor der præsteres over 1 time i perioden fra kl. 22:00 – 06:00, samt over 1 times præsteret overarbejde i weekender og på søgnehelligdage.
Der ydes én erstatningsfridag pr. påbegyndt periode på 24 timer, hvor der er præsteret over 1 times arbejde.
Stk. 5. Xxxxxx har pligt til at præstere 3 timers overarbejde i forlængelse af planlagt tørn, såfremt dette pålægges lodsen.
Stk. 6. Honorering for overarbejde kan konverteres til afspadsering, hvor 10,74 timer svarer til 1 dags afspadsering. For hver 24 timers periode hvori der præsteres overarbejde, kan lodsen maksimalt optjene 1 afspadseringsdag til afvikling. Den resterende honorering for præsteret overarbejde, skal udbetales.
Stk. 7. Såfremt lodsen tilkaldes til overarbejde på en feriedag, godtgøres tilkaldet med afspadsering svarende til 3,6 timer med et tillæg på 100% samt de præsterede timer, jf. stk. 2-4. Derudover ydes lodsen en erstatningsferiedag, der ikke kan kompenseres økonomisk, med mindre bestemmelserne i Ferieloven er opfyldt.
Stk. 8. Ved udbetaling af overarbejde honoreres der med 1/1924 af den samlede årsløn pr. optjent normaltime.
Stk. 9. Udbetaling af overarbejde er ikke pensionsgivende.
Stk. 10. Af hensyn til DanPilots forsyningspligt, kan lodsen pålægges at forrette tjeneste som overarbejde, dog under hensyntagen til bestemmelserne om lovligt forfald pga. egen sygdom eller fravær af familiemæssige årsager samt under hensyntagen til bestemmelserne i den af parterne indgåede aftale om mulige fravigelser i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden for lodser.
Stk. 11. Såfremt afspadsering optjent iht. §15 ikke er afviklet indenfor et år fra optjening og der ikke mellem DanPilot (SOV) og lodsen er indgået en individuel aftale om udskydelse heraf, godtgøres timerne med udbetaling svarende til satser for honoreringen i §15, stk. 8.
Stk. 12. Lodser kan indkaldes til overarbejde, Xxxxxx der har FR dag har ret til at sige nej til at forrette overarbejde. Retten til at sige nej bortfalder dog, såfremt det viser sig umuligt at indkalde andre lodser. Lodser på FR-dag kan dog sige nej til overarbejde, såfremt der foreligger lovligt forfald. Lodser på ferie/særlig ferie kan alene indkaldes til overarbejde, såfremt der foreligger væsentlige driftsmæssige årsager hertil.
§17. Kursus/Uddannelse
Stk. 1. Lodser er forpligtet til at deltage i 2 planlagte kursusdage årligt, udover planlægningsnormen på 153 tilkaldevagter jf. §11, stk. 1. Såfremt lodsen ikke har anvendt kursusdagene i et kalenderår, kan de overføres til året efter. Der kan ske overførsel af kursusdage i maksimalt 3 år. Lodsen kan anvende op til 6 kursusdage på et år. Kursusdagene kan anvendes på forskud, dog maksimalt i alt 6 dage.
Stk. 2. Kursusdagene kan alene anvendes til lovpligtige og relevante kurser.
Stk. 3. Såfremt det bliver nødvendigt at anvende flere end det i stk. 1. antal kursusdage, skal lodsen nedskrives i antallet af tilkaldevagter. Ved nedskrivning af vagter, vil en kursusdag opgøres som normaltimer med 10,74 med udgangspunkt i beregningsmæssige årsnorm, jf. §11, stk. 2.
Stk. 4. Kursus/uddannelse registreres som arbejdstid, med udgangspunkt i det daglige start- og sluttidspunkt meldt ud fra kursusudbyderen. Rejsetid forbundet med kursus/uddannelse samt i forbindelse med evt. overnatning, både ved start og slut opgøres som arbejdstid.
Stk. 5. Ophold i forbindelse med kursus/uddannelse tæller ikke som arbejdstid.
Stk. 6. Bestemmelserne i §16, stk. 1-2 gælder kun for kursus/uddannelse, der er foranlediget eller pålagt af DanPilot (SOV).
Stk. 7. Såfremt lodsen selv ansøger og/eller foranlediger deltagelse i relevant uddannelse/kursus, skal der indgås en individuel aftale om betingelserne for gennemførelsen af uddannelsen/kurset. Aftalen indgås mellem den pågældende lods og DanPilot (SOV).
§18. Deltidsansættelse
Stk. 1. Stk. 1. Der er mulighed for ansættelse på deltid, såfremt driften tillader dette. Betingelserne for ansættelse på deltid er beskrevet i lokalaftale. Muligheden for ansættelse på deltid består alene, såfremt parterne opnår enighed om lokalaftale.
Kapitel 4 – Tjenesterejsevilkår
§19. Tjenesterejser
Stk. 1. Lodser, lodsaspiranter og hjælpelodser, der er ansat efter denne overenskomst følger bestemmelserne i Statens regler om tjenesterejser.
Stk. 2. Udover bestemmelserne i Statens regler for tjenesterejser, er lodsen forpligtet til at efterleve alle gældende retningslinjer udarbejdet af lodseriet DanPilot (SOV) for tjenesterejser, der er udarbejdet i overensstemmelse med Statens regler for tjenesterejser.
Stk. 3. Lodser rejser med tog billigst muligt på 1. kl., såfremt rejsens længde er længere end 60 minutter. Alle øvrige rejser med tog foretages på standardbillet.
Kapitel 5 – Ferie
§20. Ferieafholdelse og feriegodtgørelse
Stk. 1. Lodserne er omfattet af Statens Ferieaftale, dog med den undtagelse, at særlig ferie kun kan afvikles i hele dage.
Kapitel 6 – Fravær og tjenestefrihed mv.
§21. Sygdom
Stk. 1. Lodser og lodsaspiranter får fuld løn under sygdom. Dette gælder endvidere for tilskadekomst i tjenesten.
Stk.2. Grundlaget for beregning af lønnen, udgør den fast påregnelige løn ekskl. variable tillæg og ydelser.
Stk. 3. Hjælpelodser modtager alene løn under sygdom, såfremt de opfylder betingelserne i lov om sygedagpenge.
§22. Tjenestefrihed
Stk. 1. Lodsen kan ydes tjenestefri uden løn i en på forhånd fastsat periode af mindst 1 måneds varighed. Perioden kan ikke overstige 2 år.
Stk. 2. Lodsen kan alene ydes tjenestefrihed uden løn, såfremt driften i DanPilot (SOV) tillader dette. Aftalen om tjenestefrihed uden løn, skal godkendes af ledelsen i DanPilot (SOV). Formålet med tjenestefriheden kan være:
- Varetagelse af tillidshverv (f.eks. organisationsarbejde)
- Længerevarende uddannelse
- Private forhold
Stk. 3. Xxxxxx er ved genindtræden i stillingen, alene sikret at genindtræde i en stilling som lods og derfor ikke genindtræden til et specifikt funktionsområde.
Stk. 4. Senest 3 måneder før udløbet af en længerevarende periode med tjenestefrihed uden løn, er lodsen forpligtet til at meddele, om vedkommende ønsker at genindtræde i en stilling som lods.
Stk. 5. Perioden med tjenestefrihed uden løn medregnes ikke i løn- og jubilæumsanciennitet. Stk. 6. Afslag på ansøgning om tjenestefrihed uden løn, skal begrundes skriftligt.
§23. Barns 1. sygedag
Stk. 1. Der kan gives lodsen hel eller delvis tjenestefri med løn til pasning af et sygt barn, når:
- det er barnets 1. sygedag
- hensynet til barnets forhold gør det nødvendigt
- hensynet til driften tillader det
- barnet er under 18 år og hjemmeboende
Stk. 2. Adgangen til tjenestefri i forbindelse med barnets 1. sygedag, kan inddrages for den enkelte medarbejder, såfremt der konstateres misbrug.
§24. Barsel/adoption mm.
Stk. 1. Der ydes orlov til barsel/adoption mm. iht. til Statens barselsaftale.
§25. Omsorgsdage
Stk. 1. Lodser omfattet af denne overenskomst ydes 2 omsorgsdage pr. kalenderår pr. hjemmeboende barn. Omsorgsdagene ydes til og med det kalenderår, hvori barnet fylder 7 år.
Stk. 2. Omsorgsdagen har en varighed på 7,4 timer pr. omsorgsdag. Omsorgsdagen kan alene afvikles i hele dage, svarende til 7,4 timer.
Stk. 3. Afvikling af omsorgsdage kan alene ske efter aftale med ledelsen DanPilot (SOV), og ydes under hensyntagen til driften. Afvikling af omsorgsdagen skal aftales så tidligt som muligt. Det skal tilstræbes, at omsorgsdagen planlægges til at ligge mellem to hvileperioder, og den skal afvikles på lodsens sædvanlige bopæl.
Stk. 4. Ledelsen i DanPilot (SOV) kan ikke forhindre, at lodsen kan afvikle sine omsorgsdage. Imødekommes et ønske om afvikling af omsorgsdage ikke, skal det mellem ledelsen i DanPilot (SOV) og lodsen aftales, hvornår den pågældende dag kan afvikles i stedet for.
Stk. 5. Omsorgsdagene kan ikke overføres til året efter, og bortfalder såfremt lodsen ikke har afholdt dem. Omsorgsdagene følger kalenderåret.
Kapitel 7 – Øvrige bestemmelser
§26. Seniorvilkår
Stk. 1. Lodser der er fyldt 62 år har mulighed for indgå en aftale om særlige seniorvilkår. Xxxxxx har i den forbindelse hermed bl.a. mulighed for indgå en aftale om en nedsat tid med tilsvarende
regulering af lønnen. Xxxxxx vil til trods for reguleringen af lønnen få indbetalt pensionsbidrag svarende til fuld beskæftigelsesgrad.
Stk. 2. Aftale om seniorvilkår skal til enhver tid indgås under hensyntagen til driften.
Stk. 3. Aftale om seniorvilkår kan alene indgås såfremt den godkendes af ledelsen i DanPilot (SOV).
Kapitel 8 – Fratrædelse
§27. Særlige vilkår ifm. fratrædelse
Stk. 1. Ved en afsked begrundet i arbejdsmangel, er DanPilot (SOV) forpligtet til at give lodsen mulighed for at generhverve certifikater, som er mistet som følge af ansættelsen som lods, eller som er nødvendige for at kunne genindtræde i en stilling svarende til den, lodsen bestred forud for ansættelsen som lods. Udgifterne afholdes hertil af XxxXxxxx (SOV).
Kapitel 9 – Behandling af tvister, ikrafttræden og opsigelse mm.
§28. Behandling af tvister
Stk. 1. I tilfælde af påstået brud på denne overenskomst afholdes der lokalt mæglingsmøde hos DanPilot (SOV). Såfremt der ikke kan opnås enighed på det lokale mæglingsmøde, holdes der på begæring fællesmøde mellem overenskomstens parter. Fællesmøder afholdes snarest og senest 3 hverdage efter begæring herom er fremsat, medmindre det påstående overenskomstbrud er ophørt forinden fællesmødets afholdelse.
Stk. 2. Opnås ikke enighed på fællesmødet, kan sagen indbringes for Arbejdsretten.
Stk. 3. I tilfælde af uenighed om fortolkning af denne overenskomst, afholdes lokalt mæglingsmøde hos DanPilot (SOV). Såfremt der ikke kan opnås enighed på det lokale mæglingsmøde, holdes der på begæring fællesmøde mellem overenskomstens parter. Fællesmøder afholdes snarest og senest 3 hverdage efter begæring herom er fremsat, medmindre uenigheden om fortolkningen af overenskomst er ophørt forinden fællesmødets afholdelse.
Stk. 4. Opnås der ikke enighed på fællesmødet, kan sagen indbringes for faglig voldgift.
Stk. 5. Hver part udpeger 2 medlemmer af voldgiftsretten. I forening udpeger parterne en opmand. Kan enighed om valg af opmand ikke opnås, udpeges denne af Arbejdsrettens formand.
Stk. 6. Opmanden leder voldgiftsrettens forhandlinger. Opnås der ikke stemmeflerhed blandt voldgiftsrettens medlemmer, afgøres sagen af opmanden. Voldgiftsretten bestemmer, hvilken af parterne, der skal betale sagens omkostninger.
§29. Ikrafttræden og opsigelse
Stk. 1. Denne overenskomst træder i kraft den 1. december 2022. Overenskomsten erstatter den tidligere overenskomst af 21. juni 2018 indgået mellem DanPilot (SOV) og Søfartens Ledere/Danske Lodser.
Stk. 2. Denne overenskomst kan af hver af parterne opsiges med 3 måneders varsel til ophør ved udgangen af en september måned, dog tidligst til den 30. september 2024. Opsigelse skal ske skriftligt.
§30. Fredspligt og arbejdsstandsning
Stk. 1. Selv om overenskomsten og tilhørende aftaler er opsagt i henhold til §29 og udløbet, er overenskomstparterne forpligtet til at overholde overenskomstens og tilhørende aftalers bestemmelser indtil ny overenskomst og tilhørende aftaler er indgået eller arbejdsstandsning er iværksat.
Stk. 2. Parterne har aftalt, at reglerne om fredspligt og iværksættelse af arbejdsstandsning i hovedaftalen indgået mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel, skal finde anvendelse.
§31. Nødberedskab
Stk. 1. Parterne er forpligtet til at forhandle betingelser for et nødberedskab, senest 14 dage efter der er varslet en evt. konflikt.
For DanPilot (SOV) For Lederne Søfart
2022-11-01 2022-11-01
Xxxx Xxxxxx Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx
Direktør Bestyrelsesformand
2022-10-31
Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx HR Chef
Med min underskrift bekræfter jeg indhold og datoer i dette dokument
Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx
På vegne af: DanPilot (SOV)
ID: 5de99262-6707-82cf-dc2a-e34a240f739c Dato: 2022-10-31 15:36 (UTC)
Xxxx Xxxxxx Xxxxxxx
På vegne af: DanPilot (SOV)
ID: 563a4a94-5937-e3ec-8a59-1bd5d3fd8381 Dato: 2022-11-01 15:55 (UTC)
Xxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxx
På vegne af: Lederne Søfart
ID: 2c48e30a-0b41-1c7d-3023-0db3afc0b55f Dato: 2022-11-01 15:53 (UTC)
Underskrifterne i dette dokument er juridisk bindende. Dokumentet er blevet underskrevet ved hjælp af IntraNote Signing.
Underskrivernes identitet er blevet registreret, og underskriverne står opført nedenfor.
Dette dokument er blevet underskrevet ved hjælp af IntraNote Signing. Underskrifterne beviser, at dokumentet er blevet sikret og valideret ved hjælp af den matematiske firkantværdi fra det oprindelige dokument. Dokumentet er blokeret for ændringer og tidsstemplet med et certifikat fra en godkendt tredjepart. Alle kryptografiske underskriftsbeviser er vedhæftet denne PDF-fil i tilfælde af, at den skal valideres på et senere tidspunkt.