Bilag 5
Bilag 5
Fælles bestemmelser:
Hæftelse, betaling og inddrivelse
Disse bestemmelser vedrører hæftelse, betaling og inddrivelse for leverancer fra forsy- ningsselskaberne i koncernen Aalborg Forsyning (herefter samlet kaldet ”Selskabet”).
1. Kundeskifte
1.1 I forbindelse med ejerskifte, lejerskifte eller flytning skal der ske aflæsning af må- lere på fraflytningstidspunktet med henblik på udarbejdelse af en flytteopgørelse. Dette sker som udgangspunkt ved fjernaflæsning af Selskabet. Hvis andet er valgt, gøres det ved Selskabets fysiske aflæsning eller selvaflæsning, afhængigt af målertype og aftale med kunden. Hvis andet er valgt, kan det medføre ekstra omkostninger for kunden, jf. Selskabets takster.
1.2 Ved ejerskifte, lejerskifte eller flytning vil der efter foretaget aflæsning, blive frem- sendt flytteopgørelse. Selskabet er berettiget til at opkræve et gebyr for udarbej- delsen af flytteopgørelse, som fremgår af Selskabets takster.
1.3 Ejerskifte, lejerskifte eller flytning skal skriftligt meddeles Selskabet før fraflyt- ningstidspunktet. Dette kan gøres på Selskabets hjemmeside. Hvis Selskabet skal aflæse måleren, skal dette ligeledes meddeles Selskabet senest 8 dage før fraflytningstidspunktet. Ejeren afholder eventuelle udgifter til aflæsning af måler, jf. Selskabets servicegebyrer for boligkunder (inkl. moms).
1.4 Kunden hæfter for betaling af ydelserne indtil ejerskifte, lejerskifte eller flytning er fundet sted og meddelt til Selskabet, og der er sket aflæsning af måler.
Ved manglende rettidig meddelelse til Selskabet, iht. 1.3., hæfter kunden for be- taling af ydelserne indtil flytteopgørelse er endeligt udarbejdet.
1.5 Ved ejerskifte, lejerskifte eller flytning skal den nye kunde tilmeldes hos Selskabet og bliver dermed forpligtet af Selskabets leveringsbestemmelser/betalingsved- tægt/regulativ med tilhørende bilag.
1.6 I en mellemperiode er Selskabet berettiget til at betragte ejeren, alternativt frem- lejeren af et lejemål, som kunde i henhold til Selskabets bestemmelser.
Ved mellemperiode forstås tidsrummet mellem to lejeforhold, hvor tidligere lejer allerede er fraflyttet, og den kommende lejer endnu ikke er flyttet ind.
Ejeren, alternativt fremlejeren af et lejemål, hæfter for betaling af ydelserne fra kundens afmelding, og indtil Selskabet modtager meddelelse om konkret tilmel- ding af en ny kunde.
2. Betaling
2.1 Opkrævning
Ved opkrævning tildeles en sidste rettidig betalingsfrist på 14 dage fra fakturada- toen.
2.2 Betaling
Selskabet fremsender opkrævning pr. faktura til kunden.
Betaling af faktura skal ske via en af Selskabets tilbudte betalingsmuligheder.
Selskabet forbeholder sig ret til at opkræve et gebyr i forbindelse med den beta- lingsydelse eller form, som du vælger at benytte f.eks. ved brug af indbetalings- kort. Du finder en oversigt over gebyrer i Selskabets Takstblad.
Udbetaling af eventuel overskydende beløb sker til kundens NemKonto.
2.3 Betalingsfrist
Fakturaer udstedt af Selskabet skal betales til den på fakturaerne anførte beta- lingsdato. Sker betaling senere, er kunden forpligtet til at betale tilknyttede geby- rer og morarenter, jf. den til enhver tid gældende rentelov.
2.4 Rykkerskrivelse
Modtages betaling ikke rettidigt, fremsendes en rykkerskrivelse i henhold til Lov- bekendtgørelse 2014-05-13 nr. 459 om renter og andre forhold ved forsinket be- taling (renteloven) med senere ændringer.
2.5 Morarente
Ved manglende betaling efter udløbet af betalingsfristen beregnes rente fra for- faldsdagen. Bestemmelser om morarenter er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende rentelov.
2.6 Afbrydelse
Ved manglende betaling efter anden rykkerskrivelse kan der foretages afbrydelse af leverancen. Afbrydelse vil blive varslet mindst 5 arbejdsdage inden afbrydelse foretages. Kunden betaler gebyr mv. efter Selskabets takstblad. Hvis kunden ikke giver adgang til installationen mhp. afbrydelse, kan anmodning om fogedens bi- stand hertil ske for kundens regning.
Afbrydes forsyningen i overensstemmelse med ovennævnte regler, er følgerne Selskabet uvedkommende.
2.7 Genåbning
Genåbning kan tidligst finde sted første hverdag efter det skyldige beløb, tillige med renter og gebyrer, er dokumenteret betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Genåbning medfører et gebyr efter Selskabets gældende takster.
Selskabet har pligt til at genåbne for leverancen ved kundeskifte.
2.8 Uautoriseret genåbning
En kunde må ikke selv forestå genåbning af en afbrudt leverance. Hvis en kunde selv har forestået genåbning af en afbrudt leverance, vil der blive lukket herfor straks, og der vil ske politianmeldelse.
3. Inddrivelse
3.1 Generelt
Overskrides betalingsfristen, inddrives det skyldige beløb efter dansk rets gæl- dende regler.
3.2 Inddrivelse
Restancer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan, når forfalds- datoen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, overdrages til inddrivelse hos ekstern samarbejdspartner, som varetager inddri- velse af restancer på vegne af Selskabet, jf. § 1 b, stk. 1 i lov nr. 6 af 7. januar 2022 om inddrivelse af gæld til det offentlige (Gældsinddrivelsesloven).
Selskabet kan, hvis forholdene i særlig grad taler herfor, overdrage fordringer til inkasso på et tidligere tidspunkt.
Selskabet underretter skriftligt på rykker 2 skyldneren om overdragelsen, med- mindre det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væ- sentligt forringet.
3.3 Afdragsordninger
Der ydes som hovedregel ikke henstand eller afdragsordninger, men i særlige situationer kan der indgås afdragsordninger eller henstand under forudsætning af, at løbende forbrug samtidig betales.
3.4 Depositum eller forudbetaling
Ved gentagne misligholdelser af betalinger er Selskabet berettiget til at forlange depositum eller anden tilstrækkelig sikkerhed for fremtidige betalinger.
Undlader kunden efter påkrav at stille depositum, er Selskabet berettiget til at af- bryde leverancen, efter at kunden skriftligt er blevet varslet om afbrydelsen.
Afbrydes forsyningen i overensstemmelse med ovennævnte regler, er følgerne Selskabet uvedkommende.
3.5 Rekonstruktion mv.
I tilfælde af rekonstruktion, konkurs mv. sker inddrivelse af det skyldige beløb samt fortsat levering ud over datoen for rekonstruktionen i henhold til gældende lovgivning herom.
4. Ikrafttræden
4.1 Disse bestemmelser træder i kraft den 1. juli 2024.
4. 2 Leveringsbestemmelserne erstatter tidligere leveringsbestemmelser, der samtidig ophæves.
4.3 Leveringsbestemmelserne kan til enhver tid erstattes af nye leveringsbestemmel- ser.