Cirkulære om sikring af bæredygtigt træ i statens aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder
Udskriftsdato: 4. oktober 2024
CIR1H nr 9466 af 25/06/2014 (Gældende)
Cirkulære om sikring af bæredygtigt træ i statens aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge og anlægsarbejder
(Til samtlige ministerier med tilhørende institutioner)
Ministerium: Miljø og Ligestillingsministeriet
Journalnummer: Miljømin., Naturstyrelsen, x.xx. NST04400944
Cirkulære om sikring af bæredygtigt træ i statens aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder
(Til samtlige ministerier med tilhørende institutioner)
Regeringen har i Strategi for intelligent offentligt indkøb (Oktober 2013) besluttet, at den vil sikre, at der indkøbes dokumenterbart bæredygtigt træ ved indkøb af træ og træbaserede varer i staten samt ved brug af træ til statslige bygge- og anlægsarbejder. Som led i udmøntningen heraf har Miljøministeriet i samarbejde med Finansministeriet fastlagt nedenstående regler for staten. Samtidig er udgivet Vejledning om sikring af bæredygtigt træ i offentlige aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsar- bejder.
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Cirkulæret finder anvendelse ved statens indgåelse af aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder, hvori indgår køb eller brug af træprodukter som nærmere afgrænset i § 3, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Cirkulæret finder dog ikke anvendelse ved indkøb og brug af produkter til energifremstilling.
§ 2. Cirkulæret gælder for samtlige ministerier og andre statslige institutioner under ministrenes in- struktionsbeføjelser.
Stk. 2. De omfattede institutioner er ansvarlige for gennemførslen af cirkulærets bestemmelser, herunder organisering af indsatsen.
§ 3. I dette cirkulære forstås ved:
1) Træ: Træ og andet materiale, der er fremstillet af træ, herunder træbaserede fibre i plader, papirpro- dukter mv.
2) Bæredygtigt træ: Bæredygtigt træ som defineret i Vejledning om sikring af bæredygtigt træ i offentli- ge aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder.
3) Træprodukter: Produkter af en eller flere af nedenstående kategorier, hvori træ udgør en væsentlig del:
a) Råtræ, savet træ, plader af træ og andre halvfabrikata og varer af træ.
b) Møbler.
c) Kontorartikler.
d) Kopi- og printerpapir og tryksager.
e) Andet papir og pap og varer deraf.
§ 4. Når der gennemføres udbud eller indhentes tilbud på aftaler om indkøb af træprodukter, skal der stilles mindstekrav om, at træ i træprodukterne er fremstillet af bæredygtigt træ.
Stk. 2. Når der gennemføres udbud eller indhentes tilbud på aftaler om tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder, skal der stilles mindstekrav om, at træ i træprodukter, der som led i ydelsen eller arbejdet leveres til staten eller kommer til at indgå i byggeri eller andre anlæg, som staten ejer eller overtager ejerskabet til, er fremstillet af bæredygtigt træ.
Stk. 3. Når der gennemføres udbud eller indhentes tilbud på aftaler om tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder, skal det herudover indgå i indkøbsovervejelsen, at træ i træprodukter, der i væsentligt omfang bruges af tilbudsgiveren som led i ydelsen eller arbejdet, herunder eksempelvis i afstivnings- brædder til større bygge- og anlægsarbejder, flyttekasser til flytteydelser mv., bør være fremstillet af bæredygtigt træ.
Stk. 4. Når der uden forudgående udbud eller indhentning af tilbud indgås aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder, hvori indgår køb eller brug af træprodukter, skal det indgå i indkøbsovervejelsen, at træet i træprodukterne bør være fremstillet af bæredygtigt træ.
§ 5. Mindstekravene i § 4, stk. 1 og 2, kan begrænses til alene at omfatte en nærmere specificeret gruppe af træprodukter eller eventuelt helt fraviges, hvis det på baggrund af en forudgående konkret markedsvurdering vurderes, at en anvendelse af mindstekravet for alle relevante træprodukter vil
1) medføre uforholdsmæssigt store økonomiske eller administrative byrder for de udbydende institutio- ner at gennemføre,
2) hæmme konkurrencen betydeligt blandt de potentielle udbydere, eller
3) gøre det særligt vanskeligt at skaffe bestemte træprodukter.
Stk. 2. Hvis mindstekravet i § 4, stk. 1 eller 2, fraviges helt eller delvist i medfør af stk. 1, skal det indgå i tilbudsevalueringen, at træ i træprodukter, som undtages fra mindstekravet, er fremstillet af bæredygtigt træ.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke for mindre kontrakter eller kontrakter, hvor mængden af træ udgør en ubetydelig del af den samlede anskaffelse, hvis en sådan fremgangsmåde vil være forbundet med ufor- holdsmæssigt store økonomiske eller administrative byrder for de udbydende institutioner.
§ 6. Ved indgåelse af aftaler om vareindkøb, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder, hvori der i medfør af § 4, stk. 1-4, eller § 5, stk. 1 og 2, indgår mindstekrav om, ønsker om eller lægges vægt på, at træ i træprodukter er fremstillet af bæredygtigt træ, skal det fremgå af det relevante udbudsmateriale og af indgåede konktrakter, hvordan leverandøren kan dokumentere dette.
Stk. 2. Af indgåede kontrakter skal det tillige fremgå, at leverandøren efter nærmere bestemmelser, der fastsættes i de enkelte kontrakter, på forlangende skal kunne levere dokumentation, jf. stk. 1.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 7. Cirkulæret træder i kraft den 1. juli 2014, jf. dog stk. 2 og 3. Cirkulæret gælder for aftaler, der indgås fra ikrafttrædelsen, dog ikke aftaler, der indgås på baggrund af udbudsmateriale udsendt før ikrafttrædelsen.
Stk. 2. For produkter omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3, litra b-d, finder cirkulæret anvendelse for produkter, der leveres fra den 1. januar 2015.
Stk. 3. For produkter omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3, litra a og e, finder cirkulæret anvendelse for produkter, der leveres eller anvendes i byggeri eller andre anlæg fra den 1. januar 2016.
§ 8. Cirkulæret gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Miljøministeriet, den 25. juni 2014
Xxxxxxx Xxxxxxx
/ Xxxx Xxxxxxx-Xxxxxx