AFTALE
Mellem
Københavns Kommune (herefter kaldet Kommunen)
og
Den selvejende institution Marionetteatret i Kongens Have Wilhelm Xxxxxxxxxx Xxxx 0 X 0000 Xxxxxxxxx Ø
(herefter kaldet Teatret)
er indgået følgende
AFTALE
om teatervirksomhed i Københavns Kommune.
§ 1.
Teatrets formål og profil
Teatrets formål/profil er i Kongens Have at vise gratis marionetforestillinger af god kvalitet i sommermånederne. Teatret er et friluftsteater med publikum i alle aldersklasser, og forestillingerne skal derfor kunne forstås og værdsættes af både børn og voksne.
Det forudsættes, at Teatrets forestillinger i al væsentlighed falder inden for dette formål.
§ 2.
Vedtægter
Vedtægterne for Teatret, herunder eventuelle ændringer heraf, skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, jf. teaterlovens § 30.
§ 3.
Teatrets ledelse.
Ansættelse af kunstnerisk leder samt vilkårene for en sådan ansættelse skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, jf. teaterlovens § 31, stk.. 1.
Der må ikke uden kulturministerens godkendelse gøres indskrænkninger i teaterledelsens ret til frit og uafhængigt at træffe bestemmelse om repertoire, engagement og øvrige kunstneriske spørgsmål, jf. teaterlovens § 31, stk. 2.
§ 4.
Virksomhedsplan og budget.
Ved sæson forstås i denne aftale perioden 1. januar til 31. december.
Forud for hver sæson udarbejder Teatret et budget, der skal være i overensstemmelse med Teaterrådets/Kunststyrelsens til enhver tid gældende regnskabsvejledning med tilhørende budget og regnskabsmodel. Budgettet skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Teatret udarbejder forud for hver sæson en plan over sæsonens forestillinger, herunder i givet fald fordelingen mellem egenproduktioner, co-produktioner og gæstespil (virksomhedsplan).
Virksomhedsplanen skal herudover indeholde oplysninger om overvejelser vedrørende den fremtidige drift, visioner, målsætning m.v. Virksomhedsplanen for den første sæson – år 2009 – skal indeholde en redegørelse for teatrets udviklingsmål i aftaleperioden.
Virksomhedsplanen skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Kommunen ser ved godkendelsen på, om nærværende aftale er overholdt, herunder om det i § 5 angivne antal forestillinger og opførelser i Kommunen er opfyldt. Godkendelsen omfatter derimod ikke Teatrets kunstneriske og repertoiremæssige valg, jf. teaterlovens regler herom. Aktivitetsniveauet i en godkendt virksomhedsplan kan ikke ændres væsentligt uden forudgående aftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Budget og virksomhedsplan skal være Kommunen i hænde senest den 1. oktober i den forudgående sæson.
Teatret skal hvert halve år skriftligt indberette hvilke produktioner teatret har opført det pågældende halve år, samt antallet af forestillinger. Indberetning for perioden 1-1 til 30- 6 skal ske senest 10. juli samme år og for perioden 1-7 til 31-12 senest 10. januar året efter.
§ 5.
Tilskud og aktivitet
Det årlige tilskud udgør kr. 1.060.000 (2008-niveau).
Teatrets udgifter til husleje til lokaler og bygninger, som teatret disponerer over, udgør ved aftalens indgåelse årligt kr. 34.000 eksklusive udgifter til lokale- og bygningsdrift, herunder lys, vand, varme og rengøring. Huslejeudgifterne må på intet tidspunkt finansieres med mere end 15 % af driftstilskuddet.
Det er en forudsætning for tilskuddet, at Teatret, i aftalens løbetid, hvert år opfører mindst 2 egenproducerede børne- / familieforestillinger med tilsammen minimum 150 opførelser i Kongens Have i månederne juni, juli og august. Opførelserne kan kun finde sted uden for Kommunen efter særlig aftale.
Tilskuddet udbetales i to lige store rater henholdsvis d. 1. februar og d. 1. juni.
Det er medmindre anden særskilt aftale foreligger, en forudsætning for udbetaling af tilskuddet, at virksomhedsplaner, budgetter og regnskaber er indsendt rettidigt, samt at aftalens vilkår i øvrigt er overholdt.
Københavns Kommunes andel af tilskuddet (ca. 55 %) vil i aftaleperioden blive reguleret med den kommunale opregningsprocent.
Den del af Kulturministeriets tilskud, som er bevilget over finansloven (ca. 42 %), vil som udgangspunkt blive reguleret med Finansministeriets opregningsprocent.
Den del af Kulturministeriets andel af tilskuddet, som hidrører fra tipsmidlerne (ca. 3
%) vil ikke blive reguleret i perioden.
Der tages forbehold for, at der kan gennemføres generelle – som regel procentuelle – besparelser i tilskuddet fra Kulturministeriet, hvilket vil medføre en tilsvarende reduktion i tilskuddet til Teatret.
Såvel finanslovbevillingen og tipstilskuddet forudsætter Folketingets tilslutning.
§ 6.
Regnskab og revision
Regnskabsperioden er 1. januar til 31. december.
Regnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med Teaterrådets/Kunststyrelsens til enhver tid gældende regnskabsvejledning med tilhørende budget- og regnskabsmodel.
Et eventuelt overskud eller underskud kan overføres fra det ene regnskabsår til det andet i denne aftales løbetid, samt ved overgang til ny tilsvarende aftale. Teatret kan dog ikke træde ud af aftaleforholdet med Kommunen med en positiv egenkapital, der er oparbejdet i denne eller tidligere aftaleperioder, uanset årsagen til aftalens ophør. Teatret skal på denne baggrund inden 3 måneder efter aftalens ophør indsende et revideret regnskab til Kommunen for tiden fra begyndelsen af regnskabsperioden og indtil ophørsdagen udarbejdet i overensstemmelse med Teaterrådets/Kunststyrelsens til enhver tid gældende regnskabsvejledning med tilhørende budget- og regnskabsmodel. Såfremt regnskabet udviser en i denne og foregående aftaleperioder oparbejdet, positiv egenkapital, skal det i aftalens løbetid samlede udbetalte driftstilskud tilbagebetales til kommunen. Teatret skal dog maksimalt tilbagebetale et beløb svarende til den i aftaleperioderne oparbejdede positive egenkapital.
Tilbagebetalingen skal ske 30 dage efter datoen for regnskabets fremsendelse til Kommunen, dog senest 120 dage efter aftalens ophør.
Revisionen skal foretages i overensstemmelse med den til enhver tid gældende ”revisionsinstruks” for teatervirksomhed, der modtager tilskud i henhold til teaterloven.
Det reviderede regnskab, der skal godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen, skal tillige med en kortfattet beretning om Teatrets virksomhed i den forgangne sæson være Kommunen i hænde senest den 1. april i den følgende sæson.
Kommunen kan på et hvilket som helst tidspunkt kræve at blive orienteret om Teatrets økonomi, herunder at få udleveret oplysninger og dokumentationer efter Kommunens ønske.
§ 7.
Overdragelse af rettigheder og forpligtelser
Medmindre anden særskilt, skriftlig aftale foreligger, kan rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale hverken helt eller delvis overdrages til tredjemand.
§ 8.
Ikrafttræden, gyldighedsperiode, opsigelse og misligholdelse
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2009 og løber indtil 31. december 2012, hvor den bortfalder uden opsigelse, medmindre parterne forinden er nået til enighed om en forlængelse af aftalen. Eventuelle forhandlinger om en eventuel forlængelse af aftalen skal afsluttes inden 1. juli 2012.
Aftalen har dog som forudsætning, at Borgerrepræsentationen og Kulturministeriet giver sin tilslutning til budgetaftalen mellem staten og Københavns Kommune om driftstilskud til små storbyteatre for perioden 2009 – 2012.
Kulturministeriet forbeholder sig muligheden for at genforhandle aftalen, såfremt der sker lovændringer med betydning for de små storbyteatre i perioden. På denne baggrund forbeholder Borgerrepræsentationen sig i denne situation muligheden for at genforhandle aftalen.
Aftalen kan, medmindre anden særlig aftale foreligger, fra Teatrets side opsiges med tre måneders varsel til udgangen af det igangværende kalenderår.
Med hensyn til misligholdelse af aftalen henvises til dansk rets almindelige regler herom. Dog betragtes det altid som væsentlig misligholdelse, hvis budget, virksomhedsplan og regnskab ikke fremsendes til godkendelse senest to måneder efter fristens udløb, medmindre anden særlig aftale foreligger.
København, den København, den
For Marionetteatret i Kongens Have: For Københavns Kommune:
Xxxxx Xxxxx, xxxxxxxxxxx Xxxxx Xxxxx, kontorchef