KØBENHAVNS KOMMUNE
KØBENHAVNS KOMMUNE
Teknik- og Miljøforvaltningen Byens Anvendelse
Danske Anlægsentreprenører, HOFOR,
DONG Energy TDC
Københavns kommune
Samarbejdsaftale
Aftalegrundlaget
For at sikre en ensartet forståelse og praksis omkring vilkår og håndhævelse af den nye vejlov, har Københavns kommune i samarbejde med Danske Anlægsentreprenører og de største ledningsejere i København udarbejdet denne Samarbejdsaftale.
Samarbejdsaftalen finder anvendelse på alle de vejarbejder, der udføres i København efter den 1. juli 2015, i henhold til Xxxxxxxxx bestemmelser.
Formålet med aftalen er at sikre en optimal fremkommelighed for trafikanterne.
Parterne kan hver på sin måde påvirke fremkommeligheden. Derfor giver dette brede samarbejde omkring fremkommeligheden i København, mulighed for at finde de bedste løsninger på de fælles udfordringer parterne har.
Samtidig skal Samarbejdsaftalen sikre, at håndhævelsen af Vejlovens bestemmelser er forudsigelig og accepteret af parterne.
Parterne har ud over Samarbejdsaftalen nedsat et samarbejdsforum der løbende evaluerer Samarbejdsaftalens relevans og effekt.
Definitioner
Ved vejarbejder forstås alle de arbejder i og over vejen, der kræver en gravetilladelse.
Ved trafikanter forstås alle de der bruger vejen, hvad enten de går, cykler, kører i bus, leverer varer, kører i bil, eller drifter byen.
Ved store anlægsarbejder forstås nye anlæg der har trafikal betydning for borgerne, og hvor bygherren har udarbejdet et samlet projektmateriale på det konkrete projekt.
16-04-2015
Sagsnr.
2015-0020372
Dokumentnr. 0000-0000000-0
Gravetilladelser
Xxxxxxxxx 00
Postboks 380
2300 København S
Mobil 0000 0000
EAN nummer 5798009493149
Ved driftsarbejder forstås vedligeholdelsesarbejder der i god tid kan planlægges. De udføres tit i drifts- / rammekontrakter og sikrer, at de eksisterende konstruktioner renoveres til tidens krav.
Ved akutarbejder forstås pludselige brud og skader der øjeblikkeligt skal repareres for at forhindre skaden i at forværres. Disse arbejder er karakteristiske ved ikke at kunne planlægges inden de igangsættes.
Koordineringspligten
Det er bygherren, der skal søge om en gravetilladelse forud for et gravearbejde. Den entreprenør, der skal udføre arbejdet, kan imidlertid på vegne af bygherren søge om tilladelse til dette arbejde. Dette ændrer ikke på ansvarsforholdene i forbindelse med tilladelsen, og de forpligtelser, der følger med. Det er således ikke afgørende for ansvaret for efterlevelsen af vilkårene, hvem der står som ansøger på gravetilladelsen.
For at sikre at trafikanterne får så få gener som muligt, skal den bygherre, der ønsker at udføre et vejarbejde i henhold til Xxxxxxxxx bestemmelser, koordinere sine graveaktiviteter med alle andre bygherrer, der også ønsker at udføre et vejarbejde på den samme strækning.
Dette medfører en koordinationspligt for ansøgeren, der skal dokumentere koordineringen i graveansøgningen. Hvis det er entreprenøren, der søger om gravetilladelsen, sørger bygherren for, at entreprenøreren får oplyst, hvad han skal anføre om koordineringen i ansøgningen om gravetilladelse.
I Københavns kommune anses koordineringsforpligtelsen for opfyldt, hvis bygherren under sin planlægning af et aktuelt vejarbejde på Det Strategiske Vejnet, har undersøgt forholdene på kommunens kort, og fremsat sine planer til kommunen mindst en måned før arbejdet ønskes igangsat, så arbejdet kan indpasses i den rigtige rækkefølge med de andre anlægsopgaver, der planlægges i området.
I de tilfælde kan bygherren eller entreprenøren i sin ansøgning henvise til denne undersøgelse.
Når koordinationen medfører at flere ledninger udføres i samme omgang, aftales det senest på opstartsmødet hvem der gør hvad, og hvilke konsekvenser samgravningen medfører i tid og ansvar.
Alle indkomne ønsker om planlagte vejarbejder på Det Strategiske Vejnet kan ses på xxxx://xxxxxxx.xx.xx/xxxxxx?xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx_xxxxxxx_xxx.
Ved små stikhuller og opgravninger i mindre omfang (på under 30 lbm. i Indre By, samt 50 lbm. i resten af byen) forventer parterne i denne aftale ikke, at en mere omfattende koordinering kan medføre færre vejarbejder, eller på anden måde give en bedre fremkommelighed.
Derfor praktiseres koordinationspligten i København kun for arbejder over denne bagatelgrænse.
Entreprisens opstart
Ved modtagelsen af en graveansøgning kan kommunen anmode om at der indkaldes til et opstartmøde, med deltagelse af alle de nødvendige parter, omkring den praktiske gennemførelse af arbejdet.
I særlige tilfælde f.eks. ved særlige arrangementer eller på grund af vejrlig mv. kan der forekomme flere dage, hvor der ikke arbejdes bag afspærringen.
På mødet gennemgås betingelserne for arbejdets gennemførelse, samarbejdsformen, der giver den mest smidig gennemførelse, og kommunens varsling af konsekvenserne, hvis tidsplanen ikke overholdes.
Arbejdet kategoriseres i den forbindelse enten som et stort anlægsarbejde, et driftsarbejde eller som et akutarbejde.
Endvidere kan parterne på dette møde vurdere, om alternative afspærringer og trafikreguleringer kan gennemføres så arbejdet effektiviseres, og generne for trafikanterne minimeres.
Entreprisens udførelse
Vejarbejder, der opstartes og udføres uden at have fået den nødvendige gravetilladelse, vil blive håndhævet efter Vejlovens bestemmelser om overtrædelser (§ 135).
Dog skal arbejder, der opstartes akut for at minimere skader, anmeldes og håndteres efterfølgende i henhold til de gældende regler for dette.
Under udførelsen af vejarbejdet har bygherre og entreprenør et stort fokus på at sikre trafikanterne færrest gener. Det medfører daglig opmærksomhed på, at der ikke forekommer unødvendige afspærringer.
Nogle vejarbejder udføres af forskellige faggrupper, der hver løser deres opgaver med forskellige varigheder. Dette kan i mindre omfang medføre dage på den enkelte sag, hvor der ikke arbejdes indenfor de afspærrede arealer, fordi de enkelte faggrupper arbejder kontinuerligt fra sag til sag.
Parterne i denne aftale er enige om nødvendigheden af at sikre virksomhederne denne mulighed for at tilrettelægge deres samlede produktion på en rationel måde.
Af hensyn til fremkommeligheden placeres de opgaver, der ikke arbejdes på hver dag, der hvor de generer trafikanterne mindst. Her skelnes mellem vejene i Det Strategiske Vejnet, og de øvrige veje i København.
Der vil i følgende omfang normalt kunne forekomme dage hvor der ikke arbejdes bag afspærringen:
Det Strategiske vejnet | Det øvrige vejnet | |
Store anlægsarbejder | 0 dage | 2 dage/måned |
Driftsarbejder | 0 dage | 4 dage/måned |
Akutarbejder | 0 dage | 6 dage/måned |
Derudover vil nødvendige tekniske forhold som trykprøvning af rør og hærdning af betonstøbninger kunne resultere i dage, hvor der ikke arbejdes bag afspærringerne.
På dage, hvor der ikke er aktivitet bag afspærringen, kræver det stor opmærksomhed, at sikre den opstillede afspærring følger de gældende regler.
Hvis der under udførelsen konstateres forhold, der muligvis senere kan give anledning til en overskridelse af tidsplanen, skal disse forhold behandles hurtigst muligt for at finde nødvendige foranstaltninger til at imødekomme en sådan forsinkelse. Varsling af en kommende bod skal ligeledes ske, så snart kommunen er opmærksom på, at det kan blive aktuelt.
Tidsfrister, forlængelser og forsinkelser
En ansøgning om et vejarbejde skal indeholde en realistisk arbejdsperiode for den konkrete opgave. De dage, der muligvis ikke arbejdes på opgaven, skal være indeholdt i denne varighed.
Der gøres opmærksom på, at der i København er givet mulighed for at udvide den normale arbejdstid indenfor Miljølovens bestemmelser.
Dette kan udnyttes for at give en hurtigere udførelse af vejarbejderne.
På vejarbejder, der strækker sig over flere måneder, vil kommunen undervejs påminde ansøgeren om den tilladte varighed af vejarbejdet. Dette vil ske efter behov dog mindst to gange. Første gang når der resterer 3 uger af den planlagte periode, og anden gang 3 dage før gravetilladelsesperioden udløber.
Alle øvrige sager på mere end to ugers varighed, får på samme måde en påmindelse om at gravetilladelsen udløber 3 dage før udløb.
Hvis tidsplanen ikke kan overholdes, kan der i god tid inden udløbet, muligvis ske en forlængelse af den tilladte varighed. Dette ønske skal med begrundelse fremsættes via Erhvervsportalen til kommunen, som vil vurdere om ønsket kan imødekommes.
Begrundelser omkring kontraktlige forpligtelser der reguleres efter AB92´s eller tilsvarende regelsæt, vil normalt give mulighed for tidsfristforlængelse.
Arbejdets afslutning
Under hele vejarbejdet sikres den optimale fremkommelighed, og arbejderne afsluttes indenfor den tidsperiode, der fremgår af gravetilladelsen.
Vejarbejder, der ikke afsluttes i henhold til den tilladte tidsperiode, eller har fået den nødvendige tidsfristforlængelse, vil blive pålagt en bod i henhold til de vilkår, der fremgår af Trafikministeriets bestemmelser. Størrelsen af boden vil i henhold til ovenstående fremgå af de vilkår der følger med gravetilladelsen.
Boden vil blive givet til den bygherre, der har ansvaret for hele vejarbejdet.
Boden løber indtil sagen er meldt afsluttet til kommunen. Herefter tilser kommunen hurtigst muligt, at vejarbejdet er afsluttet i sin helhed.
Konfliktløsning
Parterne er enige om, at konflikter løses bedst på det organisatorisk laveste niveau.
Hvis der opstår en situation, hvor kommunen kan forudse, at bodsbestemmelsen vil blive aktuel, skal bygherre og entreprenør hurtigst muligt gøres opmærksom på denne risiko, så de nødvendige tiltag kan iværksættes.
Er usikkerheden omkring entreprisens afslutning ikke løst indenfor få dage (normalt en uge), tager kommunen initiativ til et møde på ledelsesniveau med de involverede parter. Formålet med mødet er at søge en løsning, der sikrer at opgaven kan tilføres de fornødne ressourcer, så den kan færdiggøres uden anvendelse af bodsbestemmelsen.
Tvister
Hvis der opstår tvister omkring denne aftales forståelse og praksis, vil det altid være Vejloven, der fastsætter de juridiske betingelser, hvorved parterne kan indbringe den konkrete tvist til Vejdirektoratet.