Pensionsregulativ for medlemmer i Lægernes Pension – pensionskassen for læger
Pensionsregulativ for medlemmer i Lægernes Pension – pensionskassen for læger
Vedtaget på ordinær generalforsamling den XX
§ 1 Vilkår
For pensionsordningen gælder nærværende pensionsregulativ og de af bestyrelsen fastsatte vilkår og supplerende regler, jf. § 16.
§ 2 Medlemskab
Stk. 1 Medlemmer omfattet af dette regulativ, er medlemmer, der opfylder vedtægtens § 3, og som er flyttet fra TraditionelPension efter beslutning fra pensionskassens bestyrelse på bemyndigelse fra generalforsamlingen og som ikke efterfølgende er udtrådt af ordningen.
Stk. 2 Medlemmer med hvilende medlemskab optaget før den 1. januar 2023, som genoptager pensionsindbetalinger efter denne dato, forbliver på den pensionsordning, som er omfattet af pensionsregulativet godkendt af generalforsamlingen den 22. april 2024.
Stk. 3 Alle medlemmer har de samme rettigheder og forpligtelser, medmindre andet er anført.
Stk. 5 Medlemmerne omfattet af regulativet har en pensionsordning med fælleskønsgrundlag. Afhængigt af tidspunktet for optagelse kan pensionsordningen helt eller delvist være med kønsopdelt grundlag.
Stk. 6 Pensionskassens bestyrelse træffer afgørelse i de sager, hvor der kan opstå tvivl om forståelsen af stk. 1-5.
§ 3 Medlemskabets start og ophør
Stk. 1 Et medlem, der er omfattet af en kollektiv overenskomst eller aftale, er optaget fra det tidspunkt, som følger af den kollektive overenskomst, den indgåede aftale eller af ansættelsesvilkårene, jf. § 3, stk. 2 nr. 1-3 i vedtægterne, forudsat at indbetaling af første præmie er sket rettidigt på den af bestyrelsen fastsatte måde. Er indbetaling af første præmie ikke sket rettidigt, optages medlemmet med virkning fra det tidspunkt, hvor indbetalingen modtages, medmindre andet aftales med pensionskassen.
Stk. 2 For øvrige medlemmer, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst eller lignende, der foreskriver pligt til medlemskab af pensionskassen, jf. vedtægtens § 3, stk. 2, nr. 4, har medlemskabet virkning fra pensionskassens accept af indmeldelsen, medmindre andet aftales med pensionskassen. Accept af indmeldelsen pr. acceptdatoen kan gøres betinget af modtagelsen af første pensionsindbetaling.
Stk. 3 Pensionskassens bestyrelse bestemmer, hvordan optagelse og pensionsindbetaling skal ske.
Stk. 4 Medlemskabet ophører, når medlemmet ikke længere har en opsparing, herunder ved udtræden, og senest ved medlemmets død. Der er kun dækning for skadesbegivenheder, der indtræder efter optagelsen og før medlemskabets ophør.
§ 4 Forhold til overenskomster
Stk. 1 For medlemmer omfattet af overenskomst skal pensionsordningen opfylde de til enhver tid gældende regler og kollektive aftaler på området.
§ 5 Indbetaling
Stk. 1 For et medlem, hvor medlemskabet følger af kollektiv overenskomst, en indgået aftale eller af ansættelsesvilkår, jf. vedtægtens § 3, stk. 2 nr. 1-3, sker ordinære pensionsindbetalinger fra medlemmets arbejdsgiver eller anden part i henhold til overenskomst. Øvrige medlemmer, jf. vedtægtens § 3, stk. 2, nr. 4, kan indbetale ordinære indbetalinger til pensionskassen.
Stk. 2 Ordinære indbetalinger skal senest betales den sidste hverdag i måneden, medmindre andet aftales med pensionskassen. Indbetalinger skal ske efter de af bestyrelsen fastsatte regler. Ved for sen indbetaling kan pensionskassen opkræve morarente og gebyrer efter de til enhver tid gældende regler.
Stk. 3 Medlemmer kan foretage ekstra indbetaling og foretage overførsler af pensionsordninger til pensionskassen efter nærmere aftale.
Stk. 4 Medlemmer kan ved fratrædelse af en stilling fortsætte indbetalingen efter nærmere aftale.
§ 6 Ophør af indbetaling
Stk. 1 Hvis indbetaling til medlemmets pension og forsikringer ophører, har medlemmet under visse betingelser beskrevet i de af bestyrelsen fastsatte vilkår mulighed for:
• Indbetalingsfri ordning, hvor medlemmet i en periode bevarer sine forsikringer, mod at betalingen trækkes fra det opsparede depot
• At videreføre sin pensionsordning, hvor medlemmet bevarer sine forsikringer mod betaling
• En ordning med hvilende opsparing, hvor medlemmet ikke bevarer sine forsikringer
• At overføre værdien af pensionsordningen til et andet pensionsinstitut eller pengeinstitut
• At få udbetalt værdien af sin pensionsordning.
§ 7 Pension og forsikring
Stk. 1 Pensionskassen kan udbyde den pension og de forsikringer, der kan etableres i henhold til lovgivningen, herunder:
• Dækninger ved alderspensionering
• Sikring ved tab af erhvervsevne
• Indbetalingssikring
• Livsforsikring
• Dækning ved visse kritiske sygdomme.
Stk. 2 Det enkelte medlem kan tilpasse sin pension og sine forsikringer i henhold til de muligheder, som bestyrelsen fastsætter, jf. stk. 4.
Stk. 3 Pensionskassen kan indgå aftaler med andre udbydere om at tilbyde medlemmerne forsikringer eller øvrige produkter. Regler og vilkår fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 4 Bestyrelsen fastsætter betingelser og priser for medlemmernes pensionsordninger og forsikringer.
§ 8 Investering
Stk. 1 Pensionskassen investerer medlemmernes opsparing.
Stk. 2 Investeringerne foretages i overensstemmelse med den finansielle regulering og den af bestyrelsen fastlagte investeringspolitik.
Stk. 3 Forrentningen af medlemmernes opsparing sker som gennemsnitsrente.
§ 9 Medlemskapital
Stk. 1 Lægernes Pension kan opbygge Medlemskapital, der er knyttet til medlemmets opsparing. Reglerne for Medlemskapital fremgår af de af bestyrelsen fastsatte vilkår for pensionsordningen.
Stk. 2 Medlemskapital er en del af kapitalgrundlaget i Lægernes Pension, som er med til at dække eventuelle tab i Lægernes Pension.
Stk. 3 Medlemskapital udbetales efter gældende regler ved alderspensionering, død, overførsler eller ophør, såfremt pensionskassens kapitalforhold tillader det.
§ 10 Helbredsoplysninger og karensperiode
Stk. 1 Et medlem kan ved optagelse i pensionskassen blive afkrævet tilfredsstillende helbredsoplysninger og blive optaget med en karensperiode.
Stk. 2 Et medlem kan ved ændringer af sin pension og sine forsikringer blive afkrævet tilfredsstillende helbredsoplysninger og blive omfattet af en karensperiode, før ændringen kan effektueres.
§ 11 Udbetaling
Stk. 1 Der kan ske udbetaling af pensions- og forsikringsdækninger, herunder ved alderspensionering, tab af erhvervsevne, dødsfald, visse kritiske sygdomme eller lignende. Udbetaling sker i henhold til de vilkår, som gælder for medlemmets pensionsordning.
Stk. 2 Løbende udbetalinger sker for en måned ad gangen. Sidste udbetaling sker for den måned, hvor retten til udbetalingen ophører. Engangsudbetalinger sker, når medlemmet eller sikrede/begunstigede er berettiget hertil.
§ 12 Medlemmets oplysningspligt
Stk. 1 Ved optagelse, anmodning om pension og forsikringer, ændringer og udbetaling skal medlemmet afgive de oplysninger, erklæringer, attester m.v., som pensionskassen skønner er nødvendige for pensionskassens sagsbehandling.
Stk. 2 Vurderer pensionskassen, at et medlem skal undersøges af en læge, afholdes udgiften til lægeundersøgelsen af pensionskassen.
Stk. 3 Pensionskassen er fritaget for sine forpligtelser, herunder til at udbetale pension og forsikring, så længe de ønskede oplysninger ikke leveres.
§ 13 Pensionsordningens personlige karakter
Stk. 1 Retten til udbetaling fra pensionskassen er personlig og kan ikke overdrages, pantsættes eller gøres til genstand for retsforfølgelse af nogen art. Dette gælder også i forbindelse med udtræden eller overførsel til anden pensionsordning, ligesom det også gælder i forhold til andre pensionsberettigedes rettigheder, herunder ægtefælle, samlever og børn (begunstigede).
§ 14 Skat
Stk. 1 Indbetaling til pensionskassen samt udbetaling til medlemmerne og andre pensionsberettigede (begunstigede) beskattes efter de til enhver tid gældende regler for de pågældende indbetalinger og udbetalinger.
§ 15 Elektronisk kommunikation
Stk. 1 Pensionskassen kan sende breve og andre meddelelser som elektronisk post, fx via e-Boks eller via pensionskassens lukkede hjemmeside.
§ 16 Vilkår og supplerende regler fastsat af bestyrelsen
Stk. 1 Bestyrelsen kan på grundlag af dette regulativ fastsætte vilkår og supplerende regler, der er bindende for pensionskassen og det enkelte medlem.
Stk. 2 Afhængig af tidspunktet for medlemmets optagelse og eventuelle valg foretaget af medlemmet efter optagelsen, kan der være forskellige vilkår og supplerende regler for medlemmet.
Stk. 3 Bestyrelsen kan med bindende virkning for det enkelte medlem ændre vilkår og supplerende regler, jf. stk. 1. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis forhold i overenskomst eller lignende kræver det, eller det er nødvendigt som følge af ændring i lovgivning, skatte- og afgiftsforhold, forretnings- eller markedsmæssige forhold, hensyn til pensionsordningens virkemåde, eller hvis grundlaget for beregning af forsikring eller opsparing ændrer sig.
Stk. 4 Bestyrelsen kan kun fastsætte vilkår og supplerende regler, jf. stk. 1, som opfylder de til enhver tid gældende kollektive overenskomster og aftaler.
Stk. 5 Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om medlemmernes mulighed for at vælge at overføre deres pensionsordning til FleksibelPension.
Stk. 6 Bestyrelsen kan på grundlag af en analyse fra pensionskassens administrerende direktør og efter forudgående udtalelse fra pensionskassens ansvarshavende aktuar og den risikoansvarlige beslutte at lade afgivne løfter om garanterede fremtidige pensionsudbetalinger bortfalde og erstatte med ikke-bindende hensigtserklæringer om at tilstræbe at realisere de udmeldte pensionsydelser, såfremt en sådan beslutning af bestyrelsen anses for påkrævet af hensyn til pensionskassens solvens (hardship). Forinden beslutning træffes, skal bestyrelsen foranledige, at det finansielle grundlag anvendt af den administrerende direktør, den ansvarshavende aktuar og den risikoansvarlige er bekræftet af pensionskassens revisor ved skriftlig erklæring.
Stk. 7 Gældende vilkår og supplerende regler skal til enhver tid offentliggøres på pensionskassens hjemmeside.
§ 17 Ændring
Stk. 1 Ændring af dette pensionsregulativ sker efter samme regler som ændringer af pensionskassens vedtægter, jf. § 5 i vedtægt for Lægernes Pension.
Stk. 2 Ved ændringer i vilkår og supplerende regler fastsat af bestyrelsen efter § 16, som er til ugunst for medlemmet, sendes særskilt meddelelse til det enkelte medlem. Gældende vilkår vil være tilgængelige via hjemmesiden.
§ 18 Vedtagelse og Ikrafttræden
Stk. 1 Dette pensionsregulativ er vedtaget på ordinær generalforsamling den 22. april 2024 efter reglerne i
§ 5 i vedtægt for Lægernes Pension og træder i kraft den 1. juni 2024 med virkning for medlemmer, der omfattes af denne ordning i overensstemmelse med § 2.