Contract
1. ANVENDELSESOMRÅDE
1.1 Følgende standard indkøbsbetingelser (”Standardbetingelserne”) gælder for alle indkøb af udstyr, varer og/eller service- og reparationsydelser foretaget af Aalborg Portland A/S (”Aalborg Portland”) hos tredjemand (”Leverandøren”), med mindre anden skriftlig aftale er indgået med Aalborg Portland. Leverandørens eventuelle salgs- og leveringsbetingelser er ikke gældende over for Aalborg Portland, med mindre dette udtrykkeligt og skriftligt er accepteret af Aalborg Portland.
1.2 Det fuldstændige aftalegrundlag (”Aftalen”) imellem parterne er fastlagt i nærværende Standardbetingelser, Aalborg Portlands Indkøbsordre vedrørende det konkrete indkøb inkl. bilag (”Indkøbsordren”) samt Leverandørens tilbud, såfremt dette udtrykkeligt fremgår af Indkøbsordren.
1.3 Ændringer i Indkøbsordren og tilbud er alene gyldige, såfremt de er skriftligt aftalt imellem parterne i form af et tillæg til Indkøbsordren.
2. YDELSERNES OMFANG OG UDFØRELSE
2.1 Leverandøren skal tilvejebringe alle tilhørende services etc., der er nødvendige for levering af ydelserne i overensstemmelse med kravene i Indkøbsordren med tilhørende bilag.
2.2 Leverandøren skal sørge for alt nødvendigt værktøj, materialer, udstyr etc., herunder personlige værnemidler i forbindelse med levering af ydelserne. Der ydes ikke særskilt vederlag herfor.
2.3 Ekstra ydelser, ud over de ydelser som fremgår af Indkøbsordren, må kun udføres efter forudgående skriftlig aftale med Aalborg Portland.
2.5 Leverandøren er under hele aftaleperioden forpligtet til at efterleve Aalborg Portlands Supplier Code of Conduct. Den til enhver tid gældende Supplier Code of Conduct kan findes på Aalborg Portlands hjemmeside (xxx.xxxxxxxxxxxxxxx.xx/xx-xxxxxxx-xxxxxxxx/xxxxx-xxxxxxxxxx/).
3. LEVERINGSSIKKERHED OG FÆRDIGMELDING
3.1 Leverandøren skal levere de af Indkøbsordren omfattede ydelser i overensstemmelse med den tidsplan, som fremgår af Indkøbsordren.
3.2 Da leveringssikkerhed er af væsentlig betydning for sikring af en kontinuerlig cementproduktion hos Aalborg Portland, garanterer Leverandøren, at Leverandøren kan levere/færdiggøre en levering af ydelser i henhold til den aftalte tidsplan inden for normal arbejdstid på Aalborg Portlands fabrik.
3.3 Levering anses for sket, når ydelserne er leveret på den i Indkøbsordren fastsatte fabrik. Dog ved service- og reparationsydelser anses levering for sket, når Leverandøren har færdigmeldt opgaven, og Aalborg Portland har inspiceret Leverandørens ydelser og skriftligt godkendt, at ydelserne er leveret i overensstemmelse med Indkøbsordren.
3.4 Såfremt Aalborg Portland kan godkende færdiggørelsen af en levering, uanset om der består fejl, skal disse fejl optages på en liste. Manglende optagelse af en fejl på denne liste indebærer intet afkald fra Aalborg Portlands side på at kræve fejlen afhjulpet. Det påhviler Leverandøren at rette fejl uden unødigt ophold. Ved udstyr og varer skal fejl rettes ved omlevering.
3.5 Såfremt fejlen ikke er rettet inden for en af parterne rimelig aftalt frist, kan Aalborg Portland kræve fejlen udbedret af tredjemand for Leverandørens regning. Ved udstyr og varer foretages indkøb hos tredjemand for Leverandørens regning.
3.6 Såfremt Leverandøren ikke har udført levering (inkl. levering af dokumentation) inden for det af parterne aftalte leveringstidspunkt, kan Aalborg Portland indgå aftale om hel eller delvis levering af ydelsen med tredjemand for Leverandørens regning.
3.7 Hvis forsinkelse af levering skyldes Aalborg Portlands handling eller undladelse, ændring i leveringens omfang eller karakter, aftales nyt
leveringstidspunkt, eller leveringstidspunktet udskydes i det omfang, det skønnes rimeligt efter omstændighederne.
4. MANGLER OG AHJÆLPNING AF MANGLER
4.1 Der foreligger en mangel ved Leverandørens ydelser, såfremt de ikke opfylder de krav, der er fastsat i Aftalen, eller såfremt Leverandørens ydelser i øvrigt ikke er, som Aalborg Portland med føje kunne forvente.
4.2 Leverandøren er forpligtet til uden unødigt ophold at afhjælpe alle mangler ved Leverandørens ydelser ved at foretage reparation eller omlevering.
4.3 Foretagelse af afhjælpning, herunder gennemførelse af reparationer i garantiperioden, udføres hos Aalborg Portland, medmindre parterne finder det hensigtsmæssigt, at den mangelfulde levering udbedres et andet sted. Enhver forsendelse i forbindelse med en reparation eller omlevering skal ske for Leverandørens regning og risiko.
4.4 Såfremt Leverandøren ikke inden for rimelig tid opfylder sine forpligtelser til afhjælpning, kan Aalborg Portland give Leverandøren en rimelig frist for at gennemføre afhjælpning. Er afhjælpning ikke sket inden udløbet af den fastsatte frist, kan Aalborg Portland lade udføre de reparationer eller omleveringer, som er nødvendige, for Leverandørens regning.
4.5 Aalborg Portland kan afvise enhver levering, som ikke opfylder de krav, der er fastsat i Indkøbsordren. Omkostninger, såsom - men ikke begrænset til - administration, afmontering, udbedring, reparation, bortskaffelse mv., som skyldes mangler ved levering af ydelser, skal fuldt ud erstattes af Leverandøren.
4.6 Ud over det ovenfor anførte har Aalborg Portland de misligholdelses- beføjelser, som følger af dansk rets almindelige regler i anledning af mangler.
5. DOKUMENTATION
5.1 Såfremt levering af Leverandørens ydelser medfører ombygning eller ændring af anlæg, kan Aalborg Portland anmode Leverandøren om at udarbejde dokumentation, som kan danne grundlag for Aalborg Portlands anlægsdokumentation.
5.2 Leverandøren skal vederlagsfrit levere den dokumentation, herunder eventuelle certifikater, tegninger og andre tekniske dokumenter, som er nødvendige for, at Aalborg Portland kan anvende ydelserne/drifte og vedligeholde anlægget.
5.3 Ovennævnte dokumentation skal foreligge senest ved levering, jf. punkt 3.3.
5.4 Al dokumentation, herunder tegninger, andre tekniske dokumenter etc., som fremsendes til Aalborg Portland i henhold til Aftalen, er Aalborg Portlands ejendom.
6. MYNDIGHEDSKRAV OG AUTORISATIONER
6.1 Leverandøren indestår for at indhente alle nødvendige myndigheds- godkendelser og tilladelser til Leverandørens ydelser forud for levering. Alle omkostninger forbundet hermed er Aalborg Portland uvedkommende.
6.2 Leverandøren indestår for, at Leverandøren opfylder alle offentlige krav (inkl. EU-regler), som gælder for ydelserne, herunder at de opfylder alle sikkerhedsmæssige, miljømæssige og arbejdsmiljømæssige krav efterleves. Leverandøren skal straks fremlægge dokumentation herfor, dersom Aalborg Portland anmoder om det.
7. KVALITETSSIKRING OG AUDIT
7.1 Aalborg Portland arbejder målrettet på at optimere Aalborg Portlands cementprodukter og miljøforhold relateret til produktionen af cement, og Aalborg Portland er certificeret i henhold til DS/EN ISO 9001:2015, DS/EN ISO 14001:2015, DS/ISO 45001:2018 og DS/EN ISO 50001:2018.
7.3 Leverandøren skal have et kvalitetssikringssystem, som sikrer, at Leverandørens ydelser opfylder kvalitetsmålene fastsat i Indkøbsordren og skal til enhver tid opfylde kravene fastsat i Supplier Code of Conduct. Endvidere lægger Aalborg Portland vægt på, at Leverandøren ved opfyldelse af Aftalen agerer på en social og miljømæssig ansvarlig måde.
7.4 Aalborg Portland kan gennemføre audit hos Leverandøren af relevante kvalitets- miljø- og arbejdsmiljømæssige forhold relateret til Leverandørens ydelser til Aalborg Portland. Leverandøren er forpligtet til i rimeligt omfang og uden særskilt vederlag at yde den bistand, der er nødvendig for at gennemføre auditten.
7.5 Auditten indebærer ingen begrænsning i Leverandørens ansvar for at opfylde denne Aftale.
7.6 Auditten skal så vidt muligt tilrettelægges, så den er til mindst mulig gene for Leverandøren.
8. SIKKERHED OG ARBEJDSMILJØ
8.1 Ved færdsel på Aalborg Portlands fabriksanlæg skal Leverandøren overholde Aalborg Portlands til enhver tid gældende færdsels-, sikkerheds- og arbejdsmiljøregler herom, som fremgår af Aalborg Portlands hjemmeside (xxx.xxxxxxxxxxxxxxx.xx/xx-xxxxxxx-xxxxxxxx/xxxxxxxxx-xx-xxxxxxxxxxxxx/ sikkerhedsregler/). Leverandøren indestår for, at alle Leverandørens medarbejdere er bekendt med Aalborg Portlands regler for færdsel, sikkerhed og arbejdsmiljø på fabriksanlægget, og at medarbejderne har gennemgået de sikkerhedsprocedurer, der er beskrevet i Aalborg Portlands til enhver tid gældende færdsels-, sikkerheds- og arbejdsmiljøregler. Leverandøren skal kunne fremvise dokumentation herfor i overens- stemmelse med Aalborg Portlands til enhver tid gældende færdsels-, sikkerheds- og arbejdsmiljøregler.
8.2 Sikkerhed og arbejdsmiljø er væsentligt for Aalborg Portland. Såfremt Aalborg Portland observerer, at en af Leverandørens medarbejdere eller underleverandørener på Aalborg Portlands fabriksområde ikke overholder en færdsels-, sikkerheds- eller arbejdsmiljømæssige forskrift, kan det medføre en registreret sikkerhedspåtale for Leverandøren. Aalborg Portland forbeholder sig retten til at afkræve Leverandøren en bod på DKK 10.000 pr. registreret sikkerhedspåtale.
8.3 I tilfælde af at Leverandørens medarbejdere eller underleverandørener gentagne gange ikke overholder færdsels-, sikkerheds- og arbejdsmiljøregler eller i tilfælde af grove tilfælde, forbeholder Aalborg Portland sig retten til at suspendere Leverandørens arbejde.
8.4 Aalborg Portland forbeholder sig retten til at hjemsende Leverandørens medarbejder eller underleverandør, der har fået en regi- streret sikkerhedspåtale. I grove tilfælde kan en overtrædelse foruden sikkerhedspåtale også medføre hjemsendelse eller bortvisning af den pågældende medarbejder eller underleverandør fra fabriksområdet.
8.5 Hjemsendelse eller bortvisning af Leverandørens medarbejder eller under- leverandøren samt suspension af arbejde fritager ikke Leverandøren fra at opfylde sine forpligtelser i henhold til Xxxxxxx.
9. TV-OVERVÅGNING PÅ FABRIKSOMRÅDET
9.1 Aalborg Portland oplyser om, at Aalborg Portland foretager registreringer af personoplysninger på fabriksområdet i form af TV-overvågning som led i sikkerhedsforanstaltninger.
9.2 I forbindelse med overholdelse af persondatalovgivning er Leverandøren ansvarlig for at oplyse sine medarbejdere og evt. underleverandører, som færdes på Aalborg Portlands fabriksområde, om, at der foretages TV- overvågning som led i sikkerhedsforanstaltninger på området.
10. LEVERANDØRENS MEDARBEJDERE
10.1 Leverandøren indestår for, at Leverandørens medarbejdere har de nødvendige autorisationer, godkendelser og/eller beskikkelser til de opgaver, som medarbejderne skal udføre i forbindelse med levering af ydelserne.
10.2 Enhver udskiftning af en medarbejder må ikke påføre Aalborg Portland yderligere omkostninger.
11. BENYTTELSE AF UNDERLEVERANDØRER
11.1 Leverandøren må alene benytte underleverandører efter Aalborg Portlands skriftlige godkendelse deraf.
11.2 Leverandøren hæfter uindskrænket for underleverandørens ydelser i henhold til denne Aftale på ganske samme måde som for Leverandørens egne medarbejdere.
12. VEDERLAG
12.1 Den aftalte pris for ydelserne er fastsat i Indkøbsordren.
12.2 Prisen er eksklusive moms. Ingen andre skatter, afgifter etc. - direkte eller indirekte - af nogen art vil blive accepteret som tillæg til den pris, der er fastsat i Indkøbsordren.
12.3 Såfremt Leverandøren har afgivet et prisestimat eller overslag for levering af ydelserne til Aalborg Portland, og Leverandøren i forbindelse med leveringen heraf erfarer, at estimatet/overslaget forventes at blive overskredet, er Leverandøren forpligtet til skriftligt at underrette Aalborg Portland herom i rimelig tid, inden estimatet/overslaget overskrides samt at oplyse om begrundelsen for overskridelsen. Leverandøren kan ikke kræve større vederlag end estimeret, hvis dette skyldes omstændigheder, som Leverandøren burde have forudset ved afgivelsen af estimat eller overslag.
12.4 Såfremt Aalborg Portland ikke modtager skriftlig underretning om ændringer til prisestimat/overslag i rimelig tid, kan Leverandøren ikke gøre krav på betaling af det beløb, som prisestimatet/overslaget er overskredet med.
13. BETALINGSBETINGELSER
13.1 Fakturering kan foretages, når leveringen af ydelserne er færdigmeldt og godkendt af Aalborg Portland. Faktura sendes elektronisk til xxxxxxx@xxxxxxxxxxxxxxx.xxx og skal indeholde oplysninger om ydelse og Indkøbsordrenummer. Aalborg Portland kan afvise fakturaer, der ikke indeholder sådanne oplysninger.
13.2 Betalingsbetingelser er løbende måned plus 65 kalenderdage fra modtagelse af fyldestgørende faktura.
13.3 Såfremt Aalborg Portland misligholder sine betalingsforpligtelser i henhold til Xxxxxxx, er Leverandøren berettiget til rente i overensstemmelse med rentelovens regler.
14. GARANTI
14.1 Leverandøren garanterer, at ydelserne inklusive dokumentation leveres i overensstemmelse med de krav, der stilles i henhold til Aftalen.
14.2 Leverandøren garanterer, at ydelserne opfylder/udføres i overensstemmelse med god skik inden for det område, som Aftalen vedrører.
14.3 Leverandøren garanterer for overholdelse af Aftalens krav til kvalificerede medarbejdere og opretholdelse af medarbejderressourcer, således at Leverandøren kan opfylde Aalborg Portlands behov for ydelser. Endvidere garanterer Leverandøren for opretholdelsen af et fuldt tilstrækkeligt beredskab af medarbejdere til opfyldelse/udførelse af ydelserne inden for de aftalte tidsfrister.
14.4 Garantiperioden svarer til den i Indkøbsordren fastsatte periode. Såfremt udstyret i garantiperioden ikke kan anvendes som følge af mangler, herunder tid medgået til reparation, forlænges garantiperioden med det tidsrum, i hvilket udstyret ikke kunne anvendes.
14.5 Hvis en garanti svigter, skal Leverandøren for egen regning straks sørge for fornøden afhjælpning.
15. LEVERANDØRENS UNDERRETNINGSPLIGT
15.1 Det påhviler Leverandøren at give en begrundet, skriftlig meddelelse til Aalborg Portland, straks når Leverandøren bør kunne forudse, at der vil indtræde risiko for forsinkelse af en levering, eller at Aftalen i øvrigt ikke vil blive opfyldt til fulde.
15.2 Leverandørens meddelelse skal samtidigt angive årsagen til forsinkelsen eller manglende opfyldelse samt så vidt muligt det tidspunkt, hvor levering påregnes at kunne finde sted.
15.3 Undlader Leverandøren at give ovennævnte meddelelse, skal Leverandøren erstatte Aalborg Portland for de merudgifter, som Aalborg Portland påføres som følge af den manglende meddelelse.
16. OPHÆVELSE
16.1 Aalborg Portland kan ophæve Aftalen, såfremt der foreligger en væsentlig misligholdelse. Aalborg Portland er berettiget til at begrænse ophævelsen til en del af Aftalen eller en eller flere bestillinger. Herudover er Aalborg Portland berettiget til at ophæve Aftalen for fremtidige leveringer.
16.2 Væsentlig misligholdelse anses blandt andet for at foreligge i følgende tilfælde:
• Leverandørens konkurs, såfremt konkursboet ikke på baggrund af skriftlig henvendelse fra Aalborg Portland uden ugrundet ophold tilkendegiver, at boet indtræder i Aftalen.
• Leverandørens rekonstruktion, åbning af forhandlinger om akkord eller væsentligt forringede økonomiske forhold i øvrigt der bringer Aftalens rette opfyldelse i fare.
• Leverandørens ophør med den virksomhed, som Aftalen vedrører, eller indtræden af andre omstændigheder, der bringer Aftalens rette opfyldelse i alvorlig fare.
• Leverandørens manglende efterlevelse af Aalborg Portlands Supplier Code of Conduct, jf. punkt 2.5.
• Leverandøren, herunder dennes medarbejdere eller under- leverandører, i løbet af en periode på 12 måneder får mere end 5 sikkerhedspåtaler, jf. punkt 8. Dog i tilfælde af særlig grov
overtrædelse kan Aalborg Portland ophæve Aftalen med Leverandøren straks. En anmeldelse af en arbejdsulykke til arbejdstilsynet anses altid som en særlig grov overtrædelse.
16.3 Udover de nævnte tilfælde ovenfor kan Aalborg Portland ophæve Aftalen, hvis Leverandøren ikke har udført levering inden for det af parterne aftalte leveringstidspunkt.
17. ERSTATNING
17.1 Parterne er erstatningspligtige efter dansk rets almindelige regler.
17.2 Leverandøren skal i hele Aftalens løbetid opretholde sædvanlige forsikringer til dækning af krav i henhold til Aftalen. Leverandøren skal på Aalborg Portlands anmodning dokumentere, at kravet er opfyldt.
17.3 Leverandørens produktansvar følger dansk rets almindelige regler. Leverandøren er endvidere forpligtet til at tegne sædvanlig og tilstrækkelig produktansvarsforsikring og til at stille den nødvendige dokumentation derfor til rådighed for Aalborg Portland. Produktansvarsforsikringen skal opretholdes i hele garantiperioden. Sager, der udspringer af krav om produktansvar, kan af Aalborg Portland anlægges mod Leverandøren ved samme værneting, som behandler tredjemands produktansvarssag mod Aalborg Portland.
17.4 Betaling for levering af en ydelse indebærer ikke, at Aalborg Portland afstår fra at fremsætte krav over for Leverandøren på grund af fejl eller mangler.
18. FORCE MAJEURE
18.1 En part kan hverken helt eller delvist holdes ansvarlig ved overtrædelse af Aftalen, når en omstændighed skyldes dokumenteret force majeure, inklusive, men ikke begrænset til, Arbejdskonflikt (der ikke involverer Leverandørens medarbejdere), brand, krig, mobilisering, oprør og uroligheder, valutarestriktioner, import- og eksportforbud, sygdomsudbrud i form af epidemi/ pandemi, som medfører nedlukning af store dele af samfundet, eller anden omstændighed, som parterne ikke er herrer over, hvilket inden for rimelighed ikke kunne være undgået eller begrænset.
18.2 Ved force majeure skal parten, der ønsker at holdes ansvarsfri, uden ophold skriftligt meddele den anden part om omstændigheden og betydningen heraf.
19. TREDJEMANDSRETTIGHEDER
19.1 Leverandøren indestår for, at ydelserne ikke krænker tredjemands immaterielle rettigheder.
19.2 Leverandøren er forpligtet til at skadesløsholde Aalborg Portland for ethvert krav fremsat af tredjemand med påstand om krænkelse af patenter, licenser, varemærker, design, ophavsret mv. og for alle omkostninger afholdt af Aalborg Portland i forbindelse dermed.
20. OVERDRAGELSE
20.1 Ingen af parterne må overdrage Aftalen eller dele af Aftalen eller deres rettigheder eller forpligtelser i henhold hertil uden forudgående skriftlig tilladelse fra den anden part.
21. EJENDOMSRET
21.1 Alle produkter, prøver, dokumenter og oplysninger, der udleveres af Aalborg Portland til Leverandøren, forbliver Aalborg Portlands ejendom, og Aalborg Portland kan på ethvert tidspunkt kræve tilbagelevering deraf.
22. TAVSHEDSPLIGT
22.1 Leverandøren og dennes medarbejdere skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til ethvert forhold, der opnås kendskab til i forbindelse med Aftalen.
22.2 Denne tavshedspligt er også gældende efter Aftalens ophør uanset ophørsgrund.
22.3 Leverandøren må medtage Aalborg Portland på sin referenceliste, men må derudover ikke bruge Aalborg Portlands navn i markedsføringsøjemed, medmindre dette er skriftligt godkendt af Aalborg Portland.
23. LOVVALG OG VÆRNETING
23.1 Enhver tvist i forbindelse med nærværende Aftale skal afgøres efter dansk ret bortset fra dansk rets international privatrets regler, hvis disse ville føre til anvendelse af et andet lands ret end dansk ret.
23.2 Byretssager skal indbringes for Retten i Aalborg, og landsretssager skal indbringes for Vestre Landsret som aftalt værneting.
Februar 2021