NET P/F
August 2005
Standardaftale om
adgang til bredbåndskapacitet over NET’s kobber abonnentlinier mellem
NET P/F
og XXX P/F
Indholdsfortegnelse
Bilagsliste
Bilag 1: Produktspecifikation for ADSL,- SHDSL- og VDSL- Access. Bilag 2: Priser og gebyrer
Bilag 3: Planlægning og prognoser
Bilag 5: Tekniske krav til kundeplaceret modem Bilag 6: Service aftaler
Bilag 7: Produktspecifikation for IP/ATM/ETH-løsning
2. Præambel
Denne aftale er NET’s standardtilbud af august 2005 om adgang til transmissionskapacitet på abonnentlinjer (ADSL-, SHDSL- og VDSL access).
3. Parterne
Denne aftale indgås mellem følgende to parter:
XXX P/F XXXXXX X
FO-XXX XXXX
(Operatøren) og
Net P/F, Heilsøludeildin Boks 27
Klingran 1-5
FO-110 Tórshavn (NET)
4. Aftalens ikrafttræden
Nærværende aftale træder i kraft ved den dato den underskrives af parterne. Såfremt to forskellige underskriftdatoer er anført, skal ikrafttrædelsesdatoen være den seneste af de to angivne.
5. Definitioner
Med mindre andet fremgår af denne aftale, skal de nedenfor anførte definitioner være gældende:
Ved denne aftale forstås denne aftale med samtlige bilag, tillæg og ændringer underskrevet af begge parter.
Ved ADSL forstås Asymmetric Digital Subscriber Line.
Ved SHDL forstås Symmetrical Highspeed Digital Subscriber Line. Ved VDSL forstås Very high speed Digital Subscriber Line.
Ved xDSL menes I denne sammenhæng en fællesbetegnelse for ADSL, SHDSL og VDSL.
Ved ydelser forstås samtlige de produkter og tjenesteydelser, som NET leverer i henhold til denne aftale, jf. herved aftalens bilag 1, Produktspecifikationen .
Ved slutkunden forstås en person/virksomhed eller lignende, tilknyttet et matrikelnummer, med abonnent på en bredbåndstjeneste hos operatøren.
Ved rå kobber forstås en galvanisk sammenhængende ubestykket kobberledning på strækningen mellem NETs krydsfelt og slutkundens adresse.
Ved ubestykket forstås fravær af ethvert endeudstyr undtagen filtre.
Ved krydsfelt forstås accessnettet/ den rå kobberstræknings afslutningspunkt i NETs fordelerbygning.
Ved nettermineringspunkt (herefter NTP) forstås accessnettet/ den rå kobberstræknings afslutningspunkt på slutkundens adresse.
Ved arbejdsdag forstås mandag til fredag bortset fra helligdage, juleaftensdag, nytårsaftensdag, flagdag, 1. maj, grundlovsdag, ólavsøkuaftan.
Ved dag forstås kalenderdag.
Ved force majeure forstås alle forhold uden for en parts kontrol og som omfatter, men ikke er begrænset til, naturkatastrofer, isvintre, oprør eller borgerlige uroligheder, krig eller militære operationer, lokale, nationale og internationale nødssituationer, anliggender eller undladelser fra regerings side, brand, lynnedslag, eksplosioner samt strejke eller lock-out, herunder blandt parternes medarbejdere.
Ved samhusning forstås en aftale om - i det omfang det er praktisk muligt - at give Operatøren adgang til selv i NETs lokaler at placere egne centraler og andet udstyr, som giver mulighed for fremføring og styring af signaler mellem bestemte termineringspunkter, samt adgang til selv at varetage drift og vedligeholdelse m.v. heraf i henhold til ”Aftale om Samhusning mellem NET- heilsøludeildin og OPERATØREN”.
6. Aftalens genstand Generelt
Ved denne aftale leverer NET adgang til bredbåndskapaciteten på NETs abonnentlinier (bit stream access) over NETs ADSL-, SHDSL- og VDSL infrastruktur til Operatøren med henblik på Operatørens salg af bredbåndstjenester til egen slutkunde i Operatørens eget navn og for Operatørens egen regning.
Levering af ADSL, SHDSL og VDSL forudsætter, at slutkunden er forbundet til NET via minimum én NET kobber abonnentlinie.
Specielt for ADSL gælder, at levering desuden forudsætter, i de tilfælde hvor slutkunden er forbundet via én NET kobber abonnentlinie og samtidig ønsker en telefonitjeneste, at der da er tale om telefonitjenesten (PSTN).
Hvis slutkunden ikke har indgået aftale om en telefonitjeneste (PSTN eller ISDN), betaler Operatøren til NET et tillæg for kobber abonnenentlinien, jvf. bilag 2.
Specielt for SHDSL og VDSL gælder, at NET’s kobber abonnentlinie udelukkende anvendes til bredbåndkapacitet (SHDSL eller VDSL), hvorfor Operatøren altid betaler til NET et tillæg for kobber abonnenentlinien, jvf. bilag 2.
Ydelser leveres til Operatøren efter dennes nærmere bestilling heraf og i overensstemmelse med de i denne aftale fastlagte betingelser og procedurer, samt under skyldig hensyntagen til de lovmæssige forpligtelser, der til enhver tid måtte påhvile NET. Aftalens genstand, som leveres på samtrafikvilkår, er nærmere defineret i aftalens bilag 1 - Produktspecifikationen. Af produktspecifikationen fremgår tillige eventuelle brugsbetingelser og brugsrestriktioner, som måtte gælde i tillæg til bestemmelserne anført nedenfor.
Væsentlige grænsefladespecifikationer indeholdt i bilag 1 kan løbende være genstand for ændringer, hvilke ændringer vil blive meddelt Operatøren, med 6 måneders forudgående varsel.
Ydelserne kan leveres til slutkunder opkoblet i enhver fordelerbygning, hvor NET kan tilbyde ADSL, SHDSL og VDSL baserede tjenester. Ydelserne kan leveres til enhver slutkunde under en fordelerbygning, hvor slutkundens abonnentlinie er egnet til bredbånd.
NET leverer ydelserne til en ny slutkunde hos Operatøren, når Operatøren har fremsendt anmodning til NET i overensstemmelse med proceduren i bilag 1. Hvis bredbåndskapaciteten i forvejen anvendes, kan levering af ydelserne kun ske efter slutkundens opsigelse af det aftaleforhold, som omfatter den eksisterende anvendelse af bredbåndskapaciteten.
I forbindelse med Operatørens konkrete bestillinger af ydelser på givne lokaliteter fremsender NET ordrebekræftelse, jf. nedenfor pkt. 14.3. Disse ordrebekræftelser udgør en integreret del af denne aftale og udgør sammen med denne parternes fulde aftale.
7. Betingelser for adgang til bredbåndskapacitet
Det er en betingelse for, at NET skal levere ydelser i henhold til denne aftale, at Operatørens anmodning ikke indebærer, at de berørte nets og tjenesters driftssikkerhed, integritet og indbyrdes interoperabilitet, eller beskyttelsen af tjeneste- og netinterne data, netudstyr, programmel og lagrede data, herunder personrelaterede data, personoplysninger, fortrolig information og privatlivets fred, ikke kan opretholdes.
Ligeledes er det en betingelse for, at Operatøren kan opnå adgang til ydelser i henhold til denne aftale, at anmodningen om indgåelse eller ændring af aftalen ikke nødvendiggør udbygninger af geografisk, kapacitetsmæssig eller funktionel art, som ikke kan gennemføres uden væsentlige tekniske eller økonomiske problemer for NET.
NET sikrer i videst muligt omfang – gennem sit ejerskab til nettet – sameksistensen af de systemer og tjenester, der realiseres i nettet af såvel fremmede operatører som NET selv.
Med henblik på at undgå forstyrrelsesproblemer skal Operatøren til stadighed overholde de betingelser, som NET opstiller for brugen af adgang til bredbåndskapacitet. Betingelserne kan bl.a. omfatte brugsrestriktioner samt krav om, at operatøren oplyser om nuværende og senere ændringer i anvendelsen af adgang til bredbåndskapacitet, jf. produktspecifikationen, samt oplyser om hvilket udstyr der ønskes tilsluttet.
De til enhver tid gældende brugsbetingelser og brugsrestriktioner fremgår af aftalens bilag 1 med tillæg af nedenstående. I tillæg hertil er NET i konkrete tilfælde til enhver tid berettiget til at opstille særlige forholdsordrer, herunder brugsrestriktioner og brugsbetingelser.
NET er altid berettiget til at afbryde en forbindelse umiddelbart og uden forudgående inddragelse af Fjarskiftiseftirlitið, hvis NET kan dokumentere, at trafikken på ADSL-, SHDSL eller VDSL- forbindelsen har forårsaget nedbrud af net eller tjenester eller lignende, eller hvis der er overhængende risiko herfor. Afbrydelsen kan kun vedvare så længe den situation eller risiko, der har nødvendiggjort afbrydelsen, fortsat er tilstede.
NET er endvidere berettiget til at forårsage afbrydelser, forstyrrelser eller ændringer af NETs net og tjenester til gene for leveringen af ydelserne efter denne aftale i forbindelse med foranstaltninger, der skønnes nødvendige af tekniske, vedligeholdelsesmæssige og driftsmæssige årsager eller er pålagt af tilsynsmyndighederne, jf. også bilag 5. NET informerer Operatøren om afbrydelser, forstyrrelser og ændringer samt om årsagen hertil med længst muligt forudgående varsel.
7.2. Operatørens afgivelse af anmodninger
Forud for indlevering af en anmodning skal Operatøren dokumentere, at det af ham påtænkt anvendte udstyr opfylder NETs krav, således som disse fremgår af produktspecifikationen.
NET tilbyder, at Operatøren kan få udstyr testet med henblik på tilslutning på slutkunde grænsesnittet. Vilkår herfor fremgår af bilag 1. NET skal med mindre andet konkret aftales betragte de modtagne oplysninger i forbindelse med en anmodning om test som fortrolige.
Såfremt det af operatøren påtænkte anvendte udstyr allerede forefindes på den af NET udgivne fortegnelse over tilladeligt anvendt udstyr (Positivlisten), finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse. Såfremt operatøren senere måtte skifte til andet udstyr, som ikke er opregnet på Positivlisten, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse. På Positivlisten opregnes udstyr, som er oplyst af de enkelte operatører, i anonymiseret form. NET kan ikke oplyse nærmere om udstyr, anvendt af specifikt navngivne operatører. Brugen af udstyr, som forefindes på Positivlisten, fritager ikke for de forpligtelser, som i øvrigt måtte gælde for operatøren i henhold til denne aftale.”
7.3. Ændringer i Operatørens anvendelse af bredbåndskapaciteten
Operatøren skal forudgående orientere NET om enhver ændring i Operatørens tekniske anvendelse af bredbåndskapaciteten i overensstemmelse med reglerne herom i produktspecifikationen.
8. Krav til Operatøren
Operatøren skal uafhængigt af NET varetage forholdet til egne slutkunder i enhver henseende, med mindre andet er udtrykkeligt aftalt mellem parterne. Operatøren har således det fulde ansvar overfor slutkunderne og skal varetage enhver form for henvendelse fra disse slutkunder, herunder om produktinformationer, betjening, fejlmodtagelse, tekniske forhold samt afregningsmæssige forhold.
Operatøren er endvidere forpligtet til uafhængigt af NET at forestå enhver form for kundeservice i øvrigt overfor egne slutkunder. Operatøren skal oprette et eller flere særlige kundeservicenumre til brug herfor.
NET foretager ikke kundehåndtering for Operatørens slutkunder. Såfremt NET modtager henvendelser fra Operatørens slutkunder, der skyldes mangelfuld kundehåndtering hos Operatøren, vil NET, med mindre andet er aftalt, afvise disse, jf. dog nedenfor om loyal slutkundehenvisning.
Operatøren er ansvarlig for kontakten til politiet i spørgsmål om eksempelvis kriminelle efterforskninger, der involverer Operatørens slutkunder.
8.1. Ejendomsretten til NETs installationer hos Operatørens slutkunder
NET har den fulde ejendomsret til det udstyr og de installationer, som er eller vil blive installeret af NET for NETs regning med henblik på tilslutningen af Operatørens slutkunder til NETs net. NET ejer endvidere det hos slutkunden beroende Nettermineringspunkt eller kabelafslutningspunkt.
Operatøren hæfter over for NET for, at Operatørens slutkunder ikke på nogen måde disponerer, herunder ved salg, udlejning, pantsætning m.v., over NETs udstyr og installationer, og ikke på anden vis foretager indgreb i disse. Ligeledes garanterer Operatøren, at dennes slutkunder til enhver tid opretholder mærkningen af, at udstyret eller installationerne tilhører NET.
NET forbeholder sig ret til at henvende sig direkte til Operatørens slutkunder med henblik på at håndhæve eller sikre NETs ejendomsret til udstyr og installationer. Kun NET kan foretage arbejder om servicering vedrørende det af NETs ejendomsret omfattede udstyr.
8.2. Operatørens slutkundes tilslutning af udstyr og net til eget brug (interne net)
I forbindelse med denne aftale om adgang til bredbåndskapacitet skal Operatøren overfor NET sikre, at Operatørens slutkundes forbindelser til NETs net benyttes på en måde, der ikke forårsager forstyrrelser, afbrydelser eller lignende for trafikken i det net.
I forbindelse med denne aftale om adgang til bredbåndskapacitet hæfter Operatøren overfor NET for, at Operatørens slutkunder kun tilslutter udstyr til NETs net, som er godkendt i henhold til de relevante regler herom, herunder den til enhver tid gældende bekendtgørelse om teleterminaludstyr.
I forbindelse med denne aftale om adgang til bredbåndskapacitet er Operatøren forpligtet til straks at foranledige slutkundens afbrydelse af tilslutningen, såfremt udstyr eller net til eget brug, der tilsluttes NETs net, giver anledning til forstyrrelser i nettet.
9. Operatørens fejlmelding
9.1. Operatørens forpligtelse til fejlretning
Operatøren er forpligtet til at forestå en indledende fejlvisitering overfor egne slutkunder og er i den forbindelse forpligtet til at opretholde særlige kundeservicenumre til håndtering af den indledende fejlvisitering.
9.2. Operatørens meddelelse til NET om fejl
Såfremt Operatøren efter den indledende fejlvisitering er af den opfattelse, at en fejl skyldes forhold ved NETs ydelse, meddeler Operatøren NET dette.
9.3. Operatørens betaling, hvis fejl ikke skyldes NETs forhold
Såfremt det efter NETs forsøg på fejlretning viser sig, at en anmeldt fejl ikke skyldes NETs forhold, er Operatøren forpligtet til at betale NET for det forgæves udførte arbejde efter dokumentationen for udgifter medgået hertil. Betalingen er til enhver tid maksimeret til NETs listepris for startgebyr og en teknikertime.
9.4. NETs betaling, hvis fejl ikke skyldes Operatørens forhold
Såfremt det efter Operatørens forsøg på fejlretning efter at NET har afvist at fejlen skyldes NETs forhold, alligevel viser sig, at en fejl skyldes NETs forhold, er NET forpligtet til at betale Operatøren
for det forgæves udførte arbejde efter dokumentation for udgifter medgået hertil. Betalingen er til enhver tid maksimeret til NETs listepris for startgebyr og en teknikertime.
9.5. NETs fejlretning
NETs fejlretning foretages efter reglerne, jf. bilag 1.
10. Operatørens behandling af slutkundens regningsklage
10.1. Generelt
Operatøren forestår enhver behandling af en regningsklage fra en af dennes egne slutkunder.
NET kan ikke indrages i selve regningsklagesagen mellem Operatøren og dennes slutkunde, som i enhver henseende er NET uvedkommende.
10.2. Indbrud i nettet.
NETs kan på Operatørens opfordring og for dennes regning foranstalte en undersøgelse for indbrud på nettet. Er et konstateret indbrud i nettet direkte forårsaget af NETs udviste grove uagtsomhed i forbindelse med vedligeholdelse af nettet foregår undersøgelsen for NETs regning. I forbindelse med denne aftale om adgang til bredbåndskapaciteten hæfter NET ikke overfor hverken Operatøren eller dennes slutkunde for noget tab lidt i forbindelse med et konstateret indbrud i nettet som følge af deraf genereret trafik. Operatøren skal selv foranstalte enhver overvågning af adgangen til bredbåndskapacitet, samt den herpå genererede trafik.
11. Parternes samarbejde
11.1. Loyal underretningspligt
Parterne er gensidig forpligtet til løbende at holde hinanden orienteret om forløbet af denne aftale, herunder orientere om særlige begivenheder eller episoder, som måtte være at betydning for den anden part, herunder dennes muligheder for at varetage egne interesser i relation til planlægning af anvendelsen af nettet, forholdet til egne slutkunder m.v.
Samme underretningspligt gør sig gældende vedrørende ethvert forhold, der kan bringe en parts rettidige opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til aftalen i fare.
11.2. Parternes kommunikation
Parterne udpeger hver en kontaktperson og en ansvarlig person, hvis navn, stilling, adresse, telefonnummer og e-mail-adresse er angivet på en liste over nøglepersoner.
Enhver kommunikation mellem parterne sker mellem de nævnte personer, i det omfang andet ikke er aftalt.
12. Operatørens forpligtelser i øvrigt
12.1. Markedsføring og salg af ydelserne (branding)
Medmindre andet skriftligt er accepteret af NET, er Operatøren ikke berettiget til at markedsføre eller sælge sine ydelser under anvendelse af NETs navn og eventuelle forretningskendetegn, varemærker o.lign.
Medmindre andet skriftligt er accepteret af NET, er Operatøren ikke i øvrigt berettiget til, hverken direkte eller indirekte, på anden vis at gøre brug af NETs navn og eventuelle forretningskendetegn, varemærker o.lign. eller at henvise til, at Operatørens tilvejebringelse af sine ydelser foregår som led i et fælles forretningsarrangement med NET.
12.2. Accept af NETs brug af egne varemærker ved montørbesøg m.v.
Operatøren skal acceptere, at NETs medarbejdere, køretøj og udstyr m.v. ved montørbesøg o.lign. hos Operatørens slutkunder til enhver tid bærer Føroya Tele’s varemærker m.m.. På Operatørens eller Operatørens slutkundes anmodning skal NETs medarbejder godtgøre, at denne er ansat hos NET.
12.3. NETs adgang til nettermineringspunkter og kabelafslutningspunkter hos Operatørens slutkunde
Operatøren skal acceptere, at NET til enhver tid har ret til direkte at tage kontakt til en slutkunde for at få adgang til slutkundens ejendom, når dette er nødvendigt med henblik på NETs adgang til egne nettermineringspunkter og kabelafslutningspunkter, samt i tilfælde af fejl i nettet og tilsvarende forhold. Operatøren skal endvidere tilsikre, at NET til enhver tid kan få adgang til slutkundens ejendom i forbindelse med anvendelsen af bredbåndskapaciteten, når dette i øvrigt er nødvendigt med henblik på NETs adgang til egne nettermineringspunkter o.lign. Operatøren skal tilvejebringe alle nødvendige oplysninger vedr. slutkundens abonnementsforhold i forbindelse med anvendelsen af bredbåndskapaciteten, med henblik på NETs evt. fejlfinding og fejltilretning på egne Nettermineringspunkter o.lign. NET orienterer Operatøren efter sådanne besøg.
Såfremt NET ikke kan gennemføre en ordre på grund af manglende adgangsmulighed til slutkundens ejendom, er NET berettiget til at betragte ordren for annulleret af operatøren, jf. dog bilag 1, pkt. 10.3.
13. NETs forpligtelser
13.1. Henvisning af slutkunder til Operatøren
I det omfang Operatørens slutkunder retter henvendelse til NET uden at henvendelsen vedrører forhold, hvor det er nødvendigt med en direkte kontakt mellem NET og den pågældende slutkunde, vil NET – hvor muligt – henvise slutkunden til Operatørens servicetelefonnummer på loyal vis.
13.2. NETs direkte kontakt til Operatørens slutkunder.
Bortset fra som anført ovenfor og med de undtagelser som følger af forholdets natur er NET uberettiget til, uden rimelig grund, at tage kontakt til Operatørens slutkunder omkring forhold vedrørende ydelser omfattet af denne aftale, medmindre dette sker på Operatørens anmodning.
I de tilfælde, hvor NETs medarbejdere på Operatørens anmodning har direkte kontakt til Operatørens slutkunder, skal NETs medarbejdere tilkendegive overfor Operatørens slutkunder, at de er medarbejdere hos NET, der arbejder på vegne af Operatøren i relation til udførelsen af den pågældende arbejdsopgave.
14. Procedurer for levering af ydelserne
14.1. Procedure for afgivelse af prognoser og konsekvenser af fejlagtig procedure
Operatøren skal hver kvartal fremsende det forventede antal ordrer i en rullende prognose, som omfatter 7 kvartaler. Prognosen skal indeholde oplysninger om det forventede antal abonnementer og den forventede mængde trafik.
I forbindelse med indgåelse af denne aftale skal Operatøren aflevere en prognose, som omfatter de første 7 kvartaler efter denne aftales ikrafttræden.
I det omfang NET opretholder kvoter for NETs salg til andre operatører af ydelser omfattet af denne aftale, er NET berettiget til at fastlægge maksimale kvoter for levering af ydelser med henblik på levering til nye slutkunder.
I det omfang Operatørens behov for levering af ydelser går væsentligt ud over det prognosticerede og dette forøgede kapacitetskrav kræver en væsentlig geografisk eller funktionel udvidelse af NETs net eller IT-systemer, er NET ikke forpligtet til at levere den mængde af ydelser, der ligger udover det prognosticerede.
14.2. Udveksling af tekniske oplysninger inden ordreafgivelse Operatøren kan rette spørgsmål om tekniske forhold i NETs net til NET.
14.3. Procedurer for ordreafgivelse
Operatøren bestiller levering, ændring og opsigelse af ydelser efter reglerne i bilag 1. For enhver individuel bestilling gælder reglerne i denne aftale. Er der uoverensstemmelse mellem indholdet af en individuel bestilling og denne aftale, skal sidstnævnte have forrang.
14.4. Leveringstid.
I det omfang NET kan tilvejebringe det eller de af Operatøren ønskede individuelle adgange til bredbåndskapacitet på NET's abonnentlinjer, er den maksimale leveringstid 30 arbejdsdage regnet fra tidspunktet for NETs modtagelse af Operatørens bestilling.
14.5. Fejlretningsprocedurer
NET leverer fejlretning afhængig af, hvilken servicegrad kunden har tilknyttet sit abonnement. Som udgangspunkt leverer NET ydelser med ”standard service”, jf. bilag 6.
15. Prissætning
15.1. Prisen for ydelser
Prisen for NETs levering, oprettelse og service af adgang til bredbåndskapacitet fremgår af bilag 2.
15.1.b Ændring af pris for ADSL-, SHDSL- og VDSL- Access for den individuelle slutkundes adgang til bredbåndskapacitet
Hvis Operatørens slutkundes abonnementet på telefonitjeneste (PSTN og ISDN) opsiges eller ophæves, er NET berettiget til at fakturere Operatøren for tillæg for kobber abonnentlinien, jævn. bilag 2, pr. opsigelsesdatoen for slutkundens opsigelse af telefonitjeneste (PSTN og ISDN). Hvis Operatørens slutkunde efter oprettelse af bredbåndskapacitet efterfølgende opretter abonnement på telefonitjeneste (PSTN og ISDN), er NET pligtig til at aftage tillæg for kobber abonnentlinien, jævn. bilag 2, pr. oprettelsesdatoen for slutkundens oprettelse af telefonitjeneste (PSTN og ISDN).
15.2. Prisen for uberettiget anmodning om fejlretning
Prisen for fejlretning, der ikke skyldes NETs forhold, fremgår af bilag 2.
15.3. Offentlige afgifter
Alle priser er i færøske/danske kroner.
I priserne er inkluderet told og øvrige ved aftalens underskrift gældende afgifter bortset fra moms. Ved ændring af gældende færøske afgifter skal priserne reguleres med den økonomiske nettokonsekvens heraf. Dette gælder dog ikke, såfremt priserne er fastlagt med udgangspunkt i NETs til enhver tid gældende listepriser.
15.5. Prisregulering
Ændring af prissætningen af ydelser sker ved at NET udarbejder og fremsender et nyt bilag 2 og 7 til erstatning af det nuværende bilag 2 og 7. Prisændringerne træder i kraft med 3 måneders forudgående varsel. NET er dog berettiget til at gennemføre prisreduktioner på ydelser uden varsel.
Priserne i bilag 7 vil ultimo oktober og ultimo december 2005 og herefter kvartalsvis blive genberegnet og eventuel efterfølgende give anledning til prisændringer uden varsel.
NET er desuden berettiget til at gennemføre prisændringer i bilag 2 med 3 måneders varsel, såfremt NET bliver bekendt med at Operatøren påbegynder opbygningen af eget xDSL-net.
15.5 b - Genforhandling af priserne i bilag 2 og 7.
Operatøren kan tidligst bede NET om genberegning af priserne i bilag 2 og 7 pr. 1. oktober 2005.
16. Betalingsbetingelser
16.1. Fakturering
NET fakturerer bagud for oprettelse af adgang til bredbåndskapacitet, efter at leverancen af NET er færdigmeldt. Abonnement faktureres månedsvis bagud, dog således at den måneds abonnement påløber fra leveringstidspunktet, således at der alene betales forholdsmæssigt leje fra dette tidspunkt til månedens udløb.
Andre ydelser faktureres månedsvis bagud.
Vederlaget forfalder til betaling 30 dage fra fakturadato.
Operatørens forpligtelse til at betale for modtagne ydelser, herunder særlige ydelser, skal honoreres uden modregning fra Operatørens side, med mindre de almindelige modregningsbetingelser er opfyldt, og modregning skriftligt måtte være aftalt mellem parterne.
Alle omkostninger ved overførsler af betalinger til NET afholdes af Operatøren.
16.2. Dokumentation for fakturerede ydelser
NET er på anfordring fra Operatøren og med 20 dages varsel forpligtet til at dokumentere levering af fakturerede ydelser, såfremt Operatøren finder at faktura er fejlbehæftet.
Operatøren er berettiget til at afvente betaling af den konkrete faktura indtil dokumentation foreligger. Dette gælder dog alene de elementer af fakturaen, der vedrører uafklarede forhold, og som Operatøren har krævet yderligere dokumentation for.
Renter påløber i overensstemmelse med aftalens pkt. 16.4 fra oprindelig forfaldstid, såfremt NET kan dokumentere de pågældende fakturerede beløb.
16.3. Sikkerhedsstillelse
NET er i forbindelse med aftalens indgåelse berettiget til, efter NETs valg, at kræve et depositum eller en uigenkaldelig anfordringsgaranti til sikkerhed for enhver betaling eller forpligtelse i øvrigt, der påhviler Operatøren i henhold til denne aftale.
Den uigenkaldelige anfordringsgaranti skal stilles i et af NET anerkendt pengeinstitut eller kautionsselskab.
I det omfang Operatøren allerede overfor NET har stillet en uigenkaldelig anfordringsgaranti til sikkerhed for enhver betaling eller forpligtelse, som Operatøren har påtaget sig som følge af en mellem parterne indgået anden aftale om samtrafik, kan denne uigenkaldelige anfordringsgaranti efter omstændighederne udvides til også at dække Operatørens forpligtelser i henhold til denne aftale.
NET kan løbende fastsætte krav om forhøjelse af størrelsen på den krævede sikkerhedsstillelse, når forholdet tilsiger dette, under hensyntagen til omfanget af den af Operatøren bestilte bredbåndskapacitet eller omfanget af det samlede aftaleforhold med Operatøren.
16.4. Manglende betaling
Ved manglende rettidig betaling af forfaldne beløb i henhold til denne aftale forrentes det forfaldne beløb med den til enhver tid fastsatte rente i medfør af renteloven fra forfaldsdagen til fuld betaling sker, samt tillagt administrationsgebyr på kr. 3.000 for første og kr. 3.000 for anden rykker.
17. NETs misligholdelse
17.1. Mangler
En mangel ved NETs ydelser efter denne aftale foreligger, såfremt ydelserne ikke opfylder de af NET givne garantier og produktspecifikationer indeholdt i bilag 1 eller NETs ydelse i øvrigt ikke stilles til rådighed med den kvalitet og de faciliteter, som Operatøren med føje kunne forvente.
Det er endvidere en betingelse for at en mangel kan anses for at foreligge, at Operatøren sandsynliggør, at manglens indtræden samt eventuelle fejl eller forstyrrelser ikke kan tilregnes forhold som Operatøren er ansvarlig for.
Der foreligger ikke en mangel ved NETs ydelse, såfremt NET kan sandsynliggøre, at Operatøren ikke har overholdt de brugsbetingelser og/eller brugsrestriktioner som forefindes i denne aftale og tilhørende produktspecifikation.
17.1.1 Afhjælpning
NET skal uden ugrundet ophold efter at fejlen er konstateret af NET eller efter modtagelsen af Operatørens reklamation afhjælpe mangler ved de leverede ydelser, når manglerne skyldes NETs forhold, herunder forhold i NETs net, i overensstemmelse med god skik på området.
NET afhjælper fejl i eget net og installationer hurtigst muligt eNETer Operatørens fejlmelding til NET, jf. punkt 14.5, og i overensstemmelse med de til enhver tid gældende fejlretningstider, jf. bilag 1.
17.1.2 Kompensation
NET yder ikke kompensation i tilfælde af mangelfulde ydelser.
17.1.3 Ophævelse
Operatøren kan hæve kontrakten helt eller delvis, såfremt der i aftaleperioden konstateres mangler, der er væsentlige for Operatøren, og såfremt manglerne ikke indenfor rimelig tid er afhjulpet.
17.1.4 Beføjelser i øvrigt
Om andre beføjelser i anledning af mangler end de ovenfor nævnte gælder færøsk rets almindelige regler, jf. dog nedenfor.
17.2. Forsinkelse og ophævelse
Indtræder forsinkelse og/eller udebleven levering gælder færøsk rets almindelige regler om Operatørens beføjelser i anledning af forsinket eller udeblevet levering, jf. dog nedenfor om begrænsningerne i NETs erstatningspligt. Følgende forhold anses altid for væsentlig misligholdelse, der berettiger Operatøren til at hæve aftalen:
Indtræden af omstændigheder, der bringer kontraktens rette opfyldelse i alvorlig fare, bortset fra force majeure omstændigheder.
Det er dog en forudsætning for adgangen til at hæve aftalen helt eller delvist, at Operatøren forinden i et skriftligt påkrav til NET har meddelt NET at aftalen hæves såfremt forsinkelsen ikke er afhjulpet inden en i påkravet given frist. Fristen må ikke være kortere end 20 arbejdsdage.
17.3. NETs erstatningspligt
17.3.1 Generelt
NET er erstatningspligtig overfor Operatøren efter færøsk rets almindelige regler for tab som følge af NETs handlinger eller undladelser, i det omfang færøsk rets almindelige regler ikke er fraveget ved denne aftale, jf. navnlig nedenfor.
17.3.2 Ansvarsbegrænsninger
NET er ikke ansvarlig for tab, der er opstået som følge af afbrydelser, forstyrrelser eller ændringer af NETs net og tjenester i forbindelse med foranstaltninger, der skønnes nødvendige af tekniske, vedligeholdelsesmæssige og driftsmæssige årsager og/eller er pålagt af tilsynsmyndighederne, medmindre NET groft uagtsomt har forsømt at begrænse ulemperne herved.
NET er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder i form af driftstab, tabt fortjeneste eller tab som følge af, at en aftale med tredjemand falder bort eller misligholdes.
17.3.3 Ansvar overfor tredjemand
NET er ikke ansvarlig for tab, som påføres tredjemand, herunder Operatørens slutkunder.
17.3.4 Ansvarsmaksimering
NETs ansvar i anledning af forhold, som NET er ansvarlig for i henhold til denne aftale, skal i hvert tilfælde være maksimeret til kr. 100.000. Denne ansvarsmaksimering gælder dog ikke, såfremt NET har udvist forsæt eller grov uagtsomhed.
18. Operatørens misligholdelse
18.1. Væsentlig misligholdelse
Følgende forhold anses blandt andet og altid for væsentlig misligholdelse fra Operatørens side:
• Operatøren undlader at betale forfaldne beløb rettidigt og undlader at afhjælpe sådan misligholdelse inden 10 arbejdsdage efter, at NET skriftligt ved påkrav har underrettet Operatøren om den manglende betaling.
• Operatøren tilsidesætter betingelserne for adgang til bredbåndskapacitet jf. produktspecifikationen.
• Operatøren undlader efter fremsendelse af specificeret påkrav herom fra NET at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at afhjælpe væsentlige forstyrrelser m.v. af trafikken i NETs net forårsaget af Operatøren selv eller dennes slutkunder.
• Oplysninger eller specifikationer, som Operatøren afgiver til NET i forbindelse med indgåelse af denne aftale og i øvrigt enhver konkret anmodning om levering af ydelser, viser sig at have været bevidst usande eller ukorrekte, da de blev fremsat.
• Operatøren gentagne gange anvender adgang til bredbåndskapacitet til andre formål end de i denne aftale eller i teleloven tilladte, jf. herved denne aftales præambel.
• Operatøren afskærer NET fra at få adgang til egne anlæg og installationer med henblik på fejlsøgning m.v.
• Operatøren undlader at efterkomme et af NET udstedt sikkerhedsdirektiv i anledning af NETs konstatering af, at Operatørens gentagne tilsidesættelse af væsentlige anvisninger vedr. brugen af adgang til bredbåndskapacitet.
• Den af Operatøren tilvejebragte uigenkaldelige anfordringsgaranti eller anden sikkerhedsstillelse annulleres, bortfalder, ophører eller af anden grund ikke længere er i kraft, uden at Operatøren forinden har tilvejebragt en anden tilsvarende og af NET skriftligt godkendt sikkerhed.
• Operatørens konkurs, betalingsstandsning eller åbning af forhandlinger om akkord.
18.2. Erstatning
18.2.1 Generelt
Operatøren er erstatningspligtig overfor NET efter færøsk rets almindelige regler for tab som følge af Operatørens handlinger eller undladelser, i det omfang færøsk rets almindelige regler ikke er fraveget ved denne aftale, jf. navnlig nedenfor.
18.2.2 Ansvarsbegrænsninger
Operatøren er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder i form af driftstab, tabt fortjeneste eller tab som følge af, at en aftale med tredjemand falder bort eller misligholdes.
18.2.3 Ansvar overfor tredjemand
Operatøren er ikke ansvarlig for tab, som påføres tredjemand.
18.2.4 Ansvarsmaksimering
Operatørens ansvar i anledning af forhold, som Operatøren er ansvarlig for i henhold til denne aftale, skal i hvert tilfælde være maksimeret til kr. 100.000. Denne ansvarsmaksimering gælder dog ikke, såfremt Operatøren har udvist forsæt eller grov uagtsomhed.
18.3. Ophævelse
Såfremt Operatøren væsentligt misligholder sine forpligtelser ifølge denne aftale, og sådan misligholdelse ikke er bragt til ophør senest 20 arbejdsdage efter modtagelse af skriftligt påkrav herom, skal NET være berettiget til med omgående virkning at ophæve denne aftale helt eller delvist.
I tilfælde af manglende betaling er NET berettiget til og med omgående virkning at ophæve denne aftale helt eller delvist efter udløb af det i pkt. 18.1 nævnte påkrav.
Såfremt NET ophæver aftalen i medfør af ovenstående, foretages der en opgørelse af, i hvilket omfang Operatøren er berettiget til at kræve tilbagelevering af sine ydelser erlagt i henhold til denne aftale.
19. Operatørens fordringshavermora
Om Operatørens fordringshavermora gælder færøsk rets almindelige regler.
20. Reklamation og andre meddelelser
Operatøren skal reklamere straks, såfremt Operatøren vil påberåbe sig, at de af NET leverede ydelser er behæftede med mangler eller leveres med forsinkelse. Reklamation skal ske skriftligt.
Andre meddelelser og påkrav i henhold til selve aftalen skal ske skriftligt.
21. Force majeure
Ingen af parterne skal i henhold til denne aftale anses for ansvarlig over for den anden part, for så vidt ansvaret skyldes forhold, der ligger udenfor partens kontrol, og som parten ikke ved aftalens underskrift burde have taget i betragtning og ej heller burde have undgået eller overvundet.
Force majeure ved forsinkelse kan højst gøres gældende med det antal arbejdsdage, som force majeure situationen varer.
Force majeure kan kun påberåbes, såfremt den pågældende part har givet skriftlig meddelelse herom og om årsagen til og den forventede varighed af force majeure situationen til den anden part senest 2 arbejdsdage efter, at force majeure er indtrådt. Ved ophør eller ændring af de indtrufne force majeure omstændigheder, skal den part, der har været berørt heraf, straks underrette den anden part.
Den part, der ikke er ramt af force majeure situationen, er berettiget til at annullere aftalen, såfremt ydelserne ikke er leveret som aftalt i en periode på 30 arbejdsdage som følge af force majeure.
22. Ligestillingsklausul
NET vil give alle Operatører adgang til ydelserne omfattet af denne aftale på ikke-diskriminerende vilkår i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning herom.
23. Fortrolighed
Med nedenstående forbehold forpligter parterne sig til at sikre hemmeligholdelse af alle fortrolige oplysninger modtaget fra den anden part i tilknytning til denne aftale.
Parterne er berettiget til at videregive oplysninger til myndighederne til opfyldelse af lovmæssige forpligtelser eller med henblik på at varetage deres berettigede interesser. Ved videregivelser af oplysninger til offentlige myndigheder er parten forpligtet til at forbeholde sig fortrolighed i størst muligt omfang og skal fremsende kopi af de afleverede oplysninger til den anden part. Fortrolige oplysninger må kun anvendes med det formål, som var årsag til meddelelsen og/eller for at kunne opfylde parternes forpligtelser i henhold til denne aftale.
Fortrolige oplysninger må ikke videregives internt hos parterne til andre personer end dem, for hvem oplysningerne har betydning for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne aftale.
Parterne er enige om, at fortrolige oplysninger ikke må anvendes til skade for den anden part eller med henblik på at formå den anden parts slutkunder til at afbryde deres kundeforhold til den anden part.
Bestemmelserne om fortrolighed gælder uanset denne aftales ophør.
24. Overdragelse til tredjemand
Parterne er berettigede til at overdrage deres respektive rettigheder eller forpligtelser i medfør af denne aftale helt eller delvist til ethvert andet selskab inden for henholdsvis Føroya Tele koncernen eller den koncern, som Operatøren eventuelt udgør en del af. Ligeledes er Operatøren berettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i medfør af denne aftale i forbindelse med en fusion, spaltning eller anden overdragelse, hel eller delvis, af Operatørens virksomhed på betingelse af, at erhververen eller det fortsættende selskab selv er berettiget til samtrafik med NET. Herudover kan rettigheder og pligter i henhold til denne aftale ikke overdrages til tredjemand uden den anden parts skriftlige samtykke.
Operatørens overdragelse af rettigheder og pligter i henhold til denne aftale er betinget af, at der også efterfølgende består en tilstrækkelig sikkerhedsstillelse.
25. Immaterielle rettigheder
Operatøren er ikke berettiget til at anvende NETs varemærker, produktnavne o.lign. ved salg og markedsføring af egne produkter, medmindre andet skriftligt er aftalt mellem parterne. Parterne skal - alene i denne aftales løbetid - mod dækning af de hermed forbundne reproduktionsomkostninger, forsyne hinanden med alle tekniske oplysninger, der er undergivet parternes nuværende og fremtidige intellektuelle ejendomsret, forudsat at sådanne oplysninger er nødvendige til sikring af denne aftales korrekte gennemførelse, og skal under samme betingelse og på samme vilkår give hinanden ret til udnyttelse af deres immaterielle rettigheder.
Intet i denne bestemmelse skal forstås som et tilsagn om at forsyne den anden part med oplysninger om kundeforhold, markedsføring, økonomiske eller andre forretningsmæssige forhold.
26. Aftalens opsigelse
26.1. Operatørens opsigelse Opsigelse af denne aftale i sin helhed
Denne aftale kan opsiges af Operatøren til udgangen af en måned med et skriftligt varsel på 6 måneder.
26.2. NETs opsigelse
NET er til enhver tid berettiget til at opsige aftalen til udgangen af en måned med et skriftligt varsel på 6 måneder, såfremt et af følgende forhold gør sig gældende:
NETs forpligtelse i henhold til telelovgivningen bortfalder.
NETs forpligtelse efter telelovgivningen ændres, hvorved NETs forudsætninger for at indgå denne aftale brister i væsentligt omfang.
NET er herudover til enhver tid berettiget til at opsige aftalen til udgangen af en måned med et skriftligt varsel på 6 måneder.
Herudover skal NET være berettiget til at opsige aftalen i ethvert tilfælde, hvor NET ville være berettiget til at ophæve aftalen i stedet.
26.3 Forpligtelser ved opsigelse
Indtil aftalens endelige ophør er parterne pligtige til at opfylde enhver af dem påhvilende skyldighed og forpligtelse.
27. Konsekvenser ved aftalens ophør
Hvadenten denne aftales ophør skyldes opsigelse eller ophævelse, skal aftalens ophør ikke påvirke de bestemmelser, der gælder for Operatørens eller NETs behandling af fortrolige oplysninger, bestemmelser vedrørende betaling af skyldige beløb, bestemmelser vedrørende lovvalg og jurisdiktion, eller bestemmelser, der begrænser eller fraskriver parternes erstatningsansvar, hvilke bestemmelser fortsat vil være gældende efter denne aftales ophør.
28. Frafald
Ethvert frafald af denne aftales bestemmelser eller af en parts rettigheder eller misligholdelsesbeføjelser i henhold til denne aftale skal være skriftlig for at være gyldig. Såfremt
en af parterne på noget tidspunkt undlader, forsømmer eller forsinker at gøre denne aftales rettigheder eller misligeholdelsesbeføjelser gældende, skal dette ikke fortolkes eller anses for at være et frafald af partens rettigheder i henhold til aftalen. Med mindre andet er aftalt, vil ingen udøvelse eller håndhævelse fra en af parternes side afskære denne part fra at gøre en hvilken som helst anden ret eller beføjelse gældende i henhold til aftalen eller ifølge partens legale beføjelser i øvrigt.
29. Fortolkning
Overskrifterne til bestemmelserne i denne aftale er indsat alene af praktiske grunde. Ved fortolkning af aftalen skal der bortses fra disse overskrifter.
30. Tvister
Denne aftale er undergivet og skal fortolkes i overensstemmelse med færøsk ret.
Parterne forpligter sig til i videst muligt omfang at søge at bilægge eventuelle tvistigheder, herunder uenighed om aftalens fortolkning, ved forhandling. Såfremt en uoverensstemmelse mellem parterne ikke kan bilægges ved forhandling, er hver af parterne berettiget til at kræve uoverensstemmelsen afgjort endeligt ved voldgift efter Reglerne for behandling af sager ved en ad- hoc nedsat voldgift, hvis formand er udnævnt af Sorinskrivarin.
Ovenstående begrænser ikke parternes mulighed for at indbringe spørgsmål vedrørende fortolkningen og anvendelsen af denne aftale for de administrative myndigheder i henhold til gældende ret.
31. Ændring af aftalen
Hver part har ret til at kræve aftalen ændret, såfremt forudsætningerne for aftalen er væsentligt ændret, eller der i øvrigt er rimelig grund hertil, herunder eksempelvis ved ændring af det underliggende lovgrundlag.
Genforhandling af aftalen skal starte senest 2 måneder efter kravets fremsættelse jf. dog parternes mulighed for at anmode om mægling jvf. bestemmelser i Koncession §§ 10-11.
Aftalens vilkår gælder uændret, indtil ny, skriftlig aftale er underskrevet af begge parter, medmindre andet er skriftligt aftalt mellem disse.
Bilag til aftalen kan ændres ved den ene parts fremsendelse af to underskrevne eksemplarer af et udkast til et nyt bilag med tydelig angivelse af revisionsdatoen. Den anden part godkender herefter det ændrede bilag ved at returnere et eksemplar i underskrevet stand. Ændring som følge af ændrede listepriser samt ændring af bilag 1 skal ikke godkendes, men alene tages til efterretning af Operatøren. Efter ændring af et bilag påføres det tidligere bilag en tydelig markering af at være erstattet af et nyt bilag.
32. Indsendelse og offentliggørelse
Parterne forpligter sig til at indsende denne aftale til Fjarskiftiseftirlitið. NET forestår indsendelsen.
33. Underskrift
Denne aftale oprettes i to originale eksemplarer. Hver part modtager og opbevarer et originalt eksemplar.
For FT Net P/F: For XXXX P/F:
Xxxx X. Vesturbú, direktør XXXXXXX, XXXXX
Dato: Dato: