Annoncering af konsulentaftale med fotograf til Folketinget
Annoncering af konsulentaftale med fotograf til Folketinget
1 Introduktion
Folketinget søger en professionel fotograf til af tage fotos til Folketinget, særligt til hjemmesider, SoMe- kanaler og tryksager.
2 Opgaven
Opgaven omfatter løbende identitetsbilleder af medarbejdere, interiør, eksteriør, årets gang på borgen, fotoopgaver ude i landet og events såsom: Den lille kulturnat, 5. maj (Danmarks befrielse), 5. juni – Grundlovsdag, Flagdag, Statsborgerskabsdagen, Kulturnatten, Folketingets åbning, Folketingets åbningsdebat, Ungdommens Folkemødet, Skolevalg, høringer, receptioner & besøg m.v.
Du kommer til at arbejde tæt sammen med Folketingets grafiske designere, og vil herudover få berøring med hele huset.
3 Annonceringens gennemførelse
Nærværende annoncering gennemføres som en åben procedure. Alle interesserede opfordres til at afgive tilbud.
3.1 Udvælgelseskriterier
Ordregiver kræver følgende mindstekrav til tilbudsgivernes egnethed:
• Xxxxxx to års erhvervserfaring som fotograf
3.2 Tildelingskriterium
Kontrakten tildeles det bedste tilbud, som identificeres i forhold til løsning af opgaven:
• produktkvalitet ud fra medsendte (digitale) portefølje
• fleksibilitet
• samarbejdsevner.
3.3 Indlevering af tilbud
Tilbud inklusive digital portefølje skal være modtaget inden udløb af tilbudsfristen.
Tilbudsfristen er:
Mandag den 9. marts kl. 12
Tilbud skal sendes til xxxxxxx@xx.xx. Tilbudsgiver bedes angive følgende i emnefeltet i mailen: ”Tilbud vedr. fotograf til Folketinget”.
3.4 Forhandling
Folketinget forbeholder sig retten til at gennemføre forhandlinger med tilbudsgiverne. Forhandlingerne vil i givet fald blive gennemført med de tre/to tilbudsgivere, der har afgivet det bedste tilbud.
3.5 Afslutning af proceduren
Alle tilbudsgivere vil blive underrettet samtidigt om, hvilken beslutning der er truffet angående tildeling af opgaven.
4 Opgavebeskrivelse og din profil
Denne opgavebeskrivelse vil indgå i aftalegrundlaget mellem ordregiver og leverandør.
Du kan dokumentere en bred erfaring som professionel fotograf. Du skal arbejde selvstændigt og kunne tage reportagebilleder og fange det gode billede i pressede situationer og blandt menneskemylder. Du skal ikke være tilbageholdende ift. andre pressefotografer i ”kampen” om det gode motiv, men samtidig have respekt og en ydmyg tilgang til huset som arbejdsplads.
Du skal kunne tage flotte og æstetiske billeder fx eksteriørs af årets gang på Slotsholmen.
Herudover skal du også kunne håndtere portrætfotografering – enten opstillede portrætter eller ”fluen-på- væggen” til møder eller begivenheder.
Du skal arbejde inden for rammerne af Folketingets billedpolitik og –stil. I forhold til arkivering skal du følge Folketingets regler for metadata og navngivning af billederne til Folketingets billedarkiv.
Du skal som person have gode samarbejdsevner og have en god situationsfornemmelse ift. det parlamentariske arbejde i huset. Det betyder, at du kan begå dig til både receptioner med kongelige og MF’er og blandt medarbejdere på alle niveauer i huset.
Du skal have styr på Adobe photoshop og andre relevante billedredigeringsprogrammer. Det vil være et plus, hvis du også kan producere små film.
Aftalen løber i et år og 20 timer om ugen i gennemsnit. Honoraret er 500 kr. ekskl. moms i timen. Der vil være behov for både planlægning og fleksibilitet i forhold til Folketingets årshjul og begivenheder. Der vil bl.a. forekomme arbejde i weekender/fridage og på skæve arbejdstider.
Folketinget ønsker at indgå en konsulentaftale, hvor du er tilknyttet som freelancer – dvs. arbejde som selvstændig fotograf med eget udstyr og eget firma/CVR. Ophavsretten til fotografierne vil tilhøre Folketinget, og fotografierne krediteres Folketinget.
5 Vilkår og betingelser
Vilkår og betingelser fremgår af Folketingets kontraktudkast (vedlagt).
6 Annonceringsmaterialets bestanddele
Annonceringsmaterialet består af:
• Opslag på diverse medier der gør opmærksom på nærværende annonceskrivelse
• Nærværende Annonceskrivelse
• Folketingets Kontraktudkast med bilag
• Erklæring om underretning om behandling af personoplysninger i forbindelse med annoncering
7 Spørgsmål
Tilbudsgiverne er velkomne til at stille spørgsmål vedr. dette indkøb til kontaktpersonen på mail: xxxxxxx@xx.xx. Tilbudsgiverne anmodes om at angive følgende i emnefeltet i tilfælde af spørgsmål: ”Spørgsmål vedr. fotograf til Folketinget”.