Tappernøje Dagskole
Tappernøje Dagskole
Skoleåret 2019/2020
0
Navn på dagbehandlingsskole/institution
Tappernøje Dagskole
Overenskomstpart og overenskomst vedrørende undervisning
Overenskomst med Næstved kommune samt jf. bekendtgørelsen om lov af folkeskolen LBK nr. 1510 af 14/12/2017. Bekendtgørelsen om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder BEK nr. 702 af 23/06/2014
Institutionsbeskrivelse
Tappernøje Dagskole er for elever fra 0. til 10. klassetrin, som har brug for et trygt, forudsigeligt og struktureret undervisnings- og behandlingstilbud i et mindre skolemiljø. Vores elever kan have diagnoser som ADHD, autismespektrumforstyrrelser, forskellige former for angst eller personlighedsforstyrrelser – men det er ikke et krav. Vores elever er typisk normaltbegavede, psykisk sårbare børn og unge, der har socio-emotionelle vanskeligheder som fx, at de har vanskeligt ved at genkende, regulere og nuancere deres følelser og har udfordringer i forhold til relationsdannelse og samspil i sociale sammenhænge.
På Tappernøje Dagskole arbejder vi ambitiøst med elevernes faglige udvikling. Vi tager afsæt i den enkelte elevs personlige og faglige udgangspunkt og lægger vægt på en tæt kontakt og dialog med den enkelte elev. Derfor undervises vores elever i mindre grupper - oftest med normeringen 1:3 (en lærer til 3 elever), dog med undtagelser og variationer. Vi bestræber os på, at der altid er både en pædagog og en lærer i undervisningen, så både den undervisningsmæssige og den behandlingsmæssige del varetages.
Personalenormeringen er 1:3.
Organisering
Skolen er bygget op omkring en Fond og en hertil hørende bestyrelse, der består af en formand Xxxxxx Xxxxxx, næstformand Xxxxx Xxxxxxxx og3 bestyrelsesmedlemmer; Xxx Xxxx, Xxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xxxxx.
Personale
Se vedhæftet fil.
Antal børn
Skolen er normeret til 18 elever. Dagsdato er der indskrevet 17 elever.
Skolens egen beskrivelse af skolen
Tappernøje Dagskole er et dagbehandlingstilbud, hvilket er en blanding af skole og behandling. Behandlingsarbejdet er en løbende proces og indgår som en del af undervisningen, i pauserne, i understøttende undervisning og i samtaler ved siden af undervisningen. Xxxxxx, der visiteres til skolen har ofte personlige og socio-emotionelle problematikker, og vi foretager altid en grundig vurdering elevens aktuelle ressourcer og forudsætninger for at finde frem til, hvor den enkelte elevs udviklingsbehov og -potentiale er, og hvor vi skal sætte ind behandlingsmæssigt.
Behandlingsindsatsen på Tappernøje Dagskole omhandler elevens samlede personlige og socio- emotionelle udvikling og vanskeligheder og har afsæt i følgende værdier, teori og metoder:
• At være før man kan lære
Helt grundlæggende tror vi på, at den enkelt elev skal være i stand til at være - i sin krop, i sig selv og i kontakt med andre mennesker - før der kan stilles forventninger til eleven om at
kunne lære… Læring kræver et nervesystem i relativ ro og balance – derfor lægger vi stor vægt på at skabe tilstrækkelig indre regulering, ro og tryghed hos den enkelt elev og i dennes nervesystem, så der også bliver plads til faglig læring .
• Den bæredygtige relation
Vores emotionelle kompetencer og selvregulering, hjerne og nervesystem modnes og udvikles gennem samspil med andre. Behandlingsindsatsen på Tappernøje Dagskole har et grundlæggende afsæt i neuroaffektiv udviklingspsykologi. Vi vægter således betydningen af bæredygtige og udviklingsstøttende relationer meget højt – da disse er katalysatorer for den udviklingsproces, som ønskes hos eleven. I praksis afsætter og prioriterer vi derfor tid og nærvær til samtale og samvær med eleverne, og alle elever har en ”primærvoksen”, som følger eleven tæt og har det helt nære kendskab til eleven.
• Spejling og afstemning
Når vi møder os selv og får mulighed for at forstå os selv igennem et anerkendende møde med en anden – udvikles vores indre landskab; hjerne og nervesystem modnes, og vi får gradvist udviklet vores evne til at kende, genkende og forstå os selv – og til at regulere os selv i forskellige sammenhænge. Derfor er metoderne markeret spejling og limbisk afstemning en integreret del af vores daglige pædagogiske behandling. I praksis betyder det, at skolens lærere og pædagoger altid bestræber sig på at møde og anerkende eleven følelsesmæssigt, at finde det meningsfulde i elevens adfærd og at undersøge denne mening sammen med eleven og give eleven mulighed for refleksion og alternative handlemuligheder.
• Den nærmeste udviklingszone
Vi har alle brug for at opleve, at noget kan lykkes for os. I enhver læringssituation – hvad enten det drejer sig om faglig eller emotionel læring og proces - er det vigtigt, at barren ikke er sat for højt, for hvis vi ikke kan lykkes, selv når vi yder vores allerbedste, mister vi modet og troen på at det nytter. Dette gælder i særlig grad vores elevgruppe, som ofte har oplevelser af nederlag og manglende tro på dem selv med i bagagen. Derfor arbejder vi altid med afsæt i Vygotskys teori om Zonen For Nærmeste Udvikling (ZFNU). Vi vurderer løbende, hvor den enkelte elevs aktuelle udviklingszone er og tilrettelægger både faglige mål og behandlingsmål herefter. På den måde sikrer vi, at vores elever får mulighed for at opleve glæden og begejstringen ved at erfare, at deres indsats bærer frugt, og at de når deres mål.
Vi er altid på jagt efter succesoplevelser!
• Brain Maps
Vi arbejder aktuelt med at implementere Xxxxx Xxxxxx neurosekventielle model Functional Brain Maps - et værktøj, som understøtter den neuroaffektive tilgang til arbejdet med eleverne. Et Brain Map giver et helhedsorienteret overblik over elevens nuværende funktionsniveau på sansemæssigt, emotionelt og mentalt ”hjerneniveau” (deraf navnet Brainmap) og udarbejdes på basis af en klinisk analyse baseret på input fra omgivelserne, tests, samt samtale med og observationer af eleven (fx pulsmåling og adfærd i specifikke situationer). Et Brain Map giver mulighed for at tilrettelægge behandlingsdelen individuelt for det enkelte barn og er desuden et
visuelt måleredskab til evaluering af den behandlingsmæssige indsats – derfor er en medarbejder på vores skole i gang med uddannelsen til certificeret Brain Map-specialist.
• Pædagogisk massage og kropsterapi
Vores sanser og sanseintegration udgør et grundlæggende fundament for udvikling af vores følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale kompetencer, og at komme i kontakt med sin krop på sanseniveau gennem rytmiske bevægelser eller afstemte tryk, stryg eller klap, kan skabe ro og balance i et stresset eller ureguleret nervesystem. Derfor arbejder vi med pædagogisk massage og kropsterapi som en del af behandlingsindsatsen for skolens elever – og en del af personalet er professionelt uddannet inden for pædagogisk massage og kropsterapi.
• Professionelle voksne
Relationskompetence kræver en høj grad af selvagens (evne til at indgå i samspil med andre). Vores pædagogiske personale arbejder derfor kontinuerligt med deres egen kompetence til at kunne give en anerkendende og udviklingsstøttende relation og er trænet og uddannet i at 'se bag om elevens adfærd' og ikke tage imod projektioner fra barnet. Vi brænder for at skabe god udvikling hos eleverne, og vi sikrer en professionel behandlingsmæssig indsats og et udviklende og støttende arbejdsmiljø gennem regelmæssig supervision med skolens psykolog, teammøder, pædagogiske dage og – helt grundlæggende - en åben og respektfuld kommunikation.
• Samarbejde med hjemmet
At skabe positiv udvikling hos en elev i dagbehandling kræver et tæt og godt samarbejde med elevens hjem/bosted og et fælles fokus i forhold til, hvordan vi bedst kan støtte eleven hen mod udvikling og trivsel. Vi lægger derfor stor vægt på at etablere en god kontakt til elevens hjem og lægger op til en hverdag præget af åbenhed, dialog og regelmæssig gensidig informationsudveksling. Der er fast ugentlig kontakt mellem en elevs primærlærer og elevens hjem, hvorved elevens ”her og nu” på både skolen og i hjemmet drøftes. Mindst en gang om året holdes der desuden et statusmøde, hvor vi mere dybdegående drøfter og evaluerer samarbejdet og elevens udvikling og behov.
• Udslusning
Et dagbehandlingsforløb på Tappernøje Dagskole fører eleven til positive resultater og udvikling, og på et tidspunkt er eleven klar til at møde nye udfordringer - enten i form af tilbagevenden til folkeskolen eller, hvis grundskolen færdiggøres hos os, i et andet uddannelsestilbud. Vi lægger stor vægt på, at skolens elever bliver velplacerede skole- og uddannelsesmæssigt, når de forlader os. Derfor er vi i løbende dialog med PPR og skolens uddannelsesvejleder, når en elev skal udsluses fra os. Hvis en elev skal tilbage til folkeskolen, sørger vi for de bedst mulige betingelser for en tryg og gradvis overgang: Vi starter fx typisk med at lade eleven følge undervisningen i folkeskolen i de 2-3 fag, som eleven er stærkest i, og eleven har desuden mulighed for at have en lærer med fra Tappernøje Dagskole i den første tid. Sammen med den nye instans, hvad enten det er en folkeskole, erhvervsskole, arbejdsplads eller andet – sammensætter vi den bedst mulige overgang til den nye hverdag.
Theraplay ®
På Tappernøje Dagskole arbejder vi professionelt med Theraplay - en relationsbaseret legeterapi med basis i neuroaffektiv udviklingspsykologi - der er proaktiv og intensiv, samtidig med at den er interaktiv, fysisk og sjov. Theraplay-forløb på Tappernøje Dagskole udføres af en certificeret Theraplay-terapeut, hvilket garanterer, at forløbet tilrettelægges og udføres professionelt og i tråd med de gældende regler og rammer, der sættes af The Theraplay Institute IL, Chicago.
Skolens egen beskrivelse af skolens målgruppe
Vi er en skole for elever fra 0. til 10. klassetrin, som har brug for et trygt, forudsigeligt og struktureret undervisnings- og behandlingstilbud i et mindre skolemiljø. Vores elever kan have diagnoser som ADHD, autismespektrumforstyrrelser, forskellige former for angst eller personlighedsforstyrrelser – men det er ikke et krav. Vores elever er typisk normaltbegavede, psykisk sårbare børn og unge, der har socio-emotionelle vanskeligheder som fx, at de har vanskeligt ved at genkende, regulere og nuancere deres følelser og har udfordringer i forhold til relationsdannelse og samspil i sociale sammenhænge.
Det overordnede mål med en skoleperiode på Tappernøje Dagskole er helt grundlæggende at støtte eleven hen mod at udvikle livsduelighed – det vil sige at kunne mestre og leve et tilfredsstillende liv i samspil med andre mennesker og som en del af samfundet. Vi arbejder derfor altid med følgende overordnede mål:
• at støtte eleven hen mod at udvikle selvregulering (fysisk, emotionelt og mentalt).
• at støtte eleven hen mod at kunne reflektere over egne handlinger, valg og konsekvenser heraf.
• at støtte udviklingen af selvværd, selvfølelse og selvtillid hos eleven.
• at arbejde målrettet mod en FS (folkeskolens afsluttende prøver).
Pædagogisk-psykologisk rådgivning
Skolens tilknyttet psykolog er Xxxxxx Xxxxxxx.
Løn
Efter kvalifikationer og nærtliggende retningslinjerne for ”ny løn”
Materialer medsendt rapporten
- Personale liste med uddannelse, funktion og alder.
- Fagfordelingsskema med påførte elever, klasser og time antal.
Tilsyn
Hvem har foretaget tilsynet?
Pædagogisk tilsyn:
Xxx Xxxxxxxx Xxxxxxx, tidligere skoleleder i Næstved Kommune, nu chefkonsulent hos Professionshøjskolen Metropol
Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx, konsulent i Center for Dagtilbud og Skole, Næstved Kommune
Budget og regnskab:
Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, økonomikonsulent Center for koncernservice og økonomi, Næstved Kommune
Tilsynsperioden
Fra dato til dato: 1. august 2019 til 31. juli 2020 Der er udført anmeldt tilsyn d. 12. november 2019 Der er udført uanmeldt tilsyn d. 20. maj 2020
Tilsynet med de enkelte elever er udført i forbindelse med de årlige revurderingsmøder
Undervisning
Hvad er skolen optaget af lige nu
Skolen var usikker på om de må udlevere håndkøbsmedicin til eleverne fx ved hovedpine. Tilsynet oplyste, at skolen skal følge bekendtgørelsen vedrørende medicinering i skoletiden. Tilsynet gjorde opmærksom på, at skolen ikke kan vide, om der blot er tale om fx hovedpine eller om smerterne kan dække over en alvorligere sygdom.
Opfølgning fra sidste tilsyn
Skolen levede i sidste skoleår ikke op til minimumstimetallet i historie på 3. klassetrin. Skolen forklarede, hvordan de i indeværende skoleår vil indhente de manglende timer.
Skolen tilbød ikke lektiehjælp i indskolingen i sidste skoleår. Dette er nu rettet, så alle elever modtager den obligatoriske lektiehjælp.
Elevtal dags dato
19 elever er d.d. indskrevet på skolen
2 elever hjemtaget til visiterende kommune i dette skoleår.
Nyansatte
Der er ansat to lærere, da skolen har fået flere elever hvoraf en skal have fuld støtte. En medarbejder i flexjob er stoppet.
Tilsynet har set børne- og straffeattester
Timetal og undervisningstid
Skolen havde sidste skoleår en udfordring i forhold til timetallet i historie på 3. klassetrin. Skolen har i år planlagt med det lovmæssige timetal. Skolen skal indhente de manglende timer. Derfor er det planlagt, at klassen skal arbejde tværfagligt med en teaterforestilling med dansk og historie i foråret.
Tilsynet vil på det uanmeldte tilsyn i foråret 2020 følge op på, at klassen får de ekstra timer i historie, så skolen lever op til minimumstimetallet for faget.
Skolen lever i år op til timetal og undervisningstid.
To elever er fritaget for idræt. Skolen skal sikre, at eleverne får det lovmæssige undervisningstimetal. Skolen bør overveje, hvilket tilbud skolen kan etablere for eleverne. Tilsynet vil på det uanmeldte tilsyn i foråret 2020 følge op på sagen.
Fagrækken
Skolen lever op til fagrækken.
Kompetencedækning
Skolen har fuld kompetencedækning. Det er skolelederens kompetence at vurdere, om en lærer har kompetencer tilsvarende et linjefag til at undervise i fag, som de ikke er uddannet i. Tilsynet ønsker, at det af oversigten over medarbejdernes kompetencer fremgår, hvilke linjefag eller tilsvarende kompetencer den enkelte underviser har.
Anvendelse af undervisningsmidler, materialer, IT-udstyr
Ikke drøftet på dette tilsyn. Se sidste års rapport.
Åben skole - samarbejdspartner
Ikke drøftet på dette tilsyn. Se sidste års rapport.
Trivselsmålinger
Ikke drøftet på dette tilsyn. Se sidste års rapport.
Antimobbestrategi
Ligger på skolens hjemmeside
Nationale test
Ikke drøftet på dette tilsyn. Se sidste års rapport.
Screening for ordblindhed (særligt fokusområde i 2019/2020)
Skolen tester eleverne og hvis der er mistanke om ordblindhed, køber skolen en læsevejleder til at foretage en ordblindetest. Skolen har nu lavet en fast aftale med en læsevejleder, der kommer på skolen. Vejlederen gennemgår testresultaterne med lærerne og giver dem sparring i forhold til undervisningen. Skolen har flere it-baserede læseprogrammer.
Skolen har købt tre it-rygsække. Skolen taler meget med eleverne i forhold til at bruge deres it-rygsæk, hvilket kan være en udfordring for nogle elever. Skolen har mange små lokaler, hvor eleverne kan arbejde med deres rygsæk, hvis de har svært ved at bruge dem i klassesammenhæng.
Skolen har lavet en fin procedure til undersøgelse af ordblindhed. Proceduren indeholder også procedure for handleplan ved skriftsproglige vanskeligheder.
Motion og bevægelse (særligt fokusområde i 2019/2020)
Skolen forsøger at gøre udenoms arealerne så attraktive som mulig, så det appellere til fysiske aktiviteter. Skolen har fx fået bygget en multibane.
Skolen har daglige brain-breaks i undervisningen, hvor der er fysiske aktiviteter. Eleverne har tvunget ude-frikvarterer. De voksne er aktiv deltagende i frikvartererne og hjælper med aktiviteter.
Skolen har således en fin systematik i forhold til at sikre elevernes motion og bevægelse.
Uddannelsesparathedsvurdering
Skolen er i gang med vurderingerne i 9. klasse. Skolen har i år seks elever, der skal vurderes. Tre forventes at blive vurderet parate til ungdomsuddannelser. En skal i 10. klasse. To er uafklarede.
Skolen har tre elever i 8. klasse, som de er i gang med at parathedsvurdere. Skolen har et godt samarbejde med uddannelsesvejlederen.
Magtanvendelser
Skolen har haft tre magtanvendelser siden sidste tilsyn. Alle var lovlige.
Skolen har et koncept for ”lige ved og næsten magtanvendelse” som registrerer hændelser. Det kan dreje sig om fx trusler eller blive kaldt grimme ting osv. men hvor der ikke anvendes magt, men hvor de voksne kan tale eleven ud af det.
Registreringerne anvendes på personalemøder for at være opmærksom på de udfordringer, medarbejderne kan stå overfor samt have et blik for, om det er de samme elever, der er udfordrende og evt. de samme voksne der udsættes for det.
Registreringerne er et redskab i arbejdet med både elevernes og medarbejdernes trivsel.
Observation af undervisning Klassens navn: Hold 2-3-4 Klasse: 2. – 4. klasse
Elever: Der går 5 elever i klassen D: 8 år – 2. kl.
D. 9 år – 2. kl. D: 9 år – 3. kl. D: 10 år – 4. kl. D: 11 år – 4.kl
Undervisere: 2 Pædagoger, 1 pædagogisk assistent Fag: Xxxxx
Undervisningen: Eleverne er ude på multibanen. Opvarmning: eleverne løber på skift forrest rundt om banen og finder på opvarmningsøvelser. De voksne hjælper med ideer fx løb forlæns og baglæns, armsving, sidehop, gadedrengehop og hinke.
Derefter en løbeleg: Læren står i midten med et kortspil. Eleverne står i hver deres hjørne af banen og skal løbe ind til midten for at trække et kort ad gangen, når de kommer tilbage til deres hjørne må de se kortet, hvis det ikke er i den farve, de skal samle, skal de tilbage med det og trække et andet kort. De skal samle alle kort i en farve (klør, spar osv.)
En elev bliver sur over, at han ikke trækker de rigtige kort og oplever, at han er bagud i forhold til de andre. Han forlader legen, men bliver hentet tilbage af en af de voksne, hvorefter han fortsætter legen. Alle er aktive og går op i legen.
Derefter fodbold – alle er med - de går meget op i spillet. God stemning. Der er fin relation mellem eleverne og de voksne.
Elevudtalelser: det bedste ved skolen er frikvartererne og timerne, at der ikke så mange børn i timerne og mindre larm. De bedste fag er: dansk, matematik og musik – det at synge fx bænkebider-sangen, hvorefter alle elever bryder ud i ”bænkebidersangen”.
Klassens navn: Eleverne går i forskellige klasser, og er samlet i et hold, når der er idræt. Klassetrin: 5. - 9. Kl.
Elevtal: 14 elever heraf 3 fraværende, 2 til konfirmationsforberedelse, en fritaget med dårlig ankel. To elever er permanent fritaget fra idræt. En grundet diagnose med social angst, en grundet indkøring til skolen.
Undervisere: 4 undervisere i lokalet, 3 uddannet lærer, 1 pædagog. Elever:
D 14
P 14
P 14
P 12
P 16
P 14
D 13
D 15
D 15
Fag: Idræt
Undervisningen: Xxxxxx og voksne er alle omklædte til idrætstøj.
Elever bliver instrueret i, at de skal varme op med stationstræning for at få pulsen op. Hver voksen har en station. Eleverne lytter opmærksom på instruktionen og stiller opklarende spørgsmål til instruktionen. Eleverne er alle aktivt deltagende i de forskellige stationer. Der er både koncentration og latter i forbindelse med øvelserne.
Efter opvarmning skal elever efterfølgende lave cardio- og styrketræning med fitnessmaskiner. Undervisningen er relevant, alderssvarende og tilpasset elevernes niveau.
Undervisningsmaterialer/Lokaler: Idrætsundervisningen afvikles i det lokale motionscenter. Opvarmning og fællesundervisning foregår i et lokale med udstyr til stationstræning.
Styrketræning foregår med maskiner i motionscentret.
Elevudtalelser: Xxxxxx fortæller, at det bedste ved Tappernøje Dagskole er den gode frokost, og at der er mange voksne, som man kan tale med.
De ville ønske, at de havde færre undervisningstimer og flere pauser.
Aftaler mellem dagbehandlingsskolen og tilsynsmyndighed
(Eventuelt stillede krav til skolen)
• Skolen havde sidste skoleår en udfordring i forhold til timetallet i historie på 3. klassetrin. Skolen har i år planlagt med det lovmæssige timetal. Skolen skal indhente de manglende timer. Tilsynet vil på det uanmeldte tilsyn i foråret 2020 følge op på, at klassen får de ekstra timer i historie, så skolen lever op til minimumstimetallet for faget.
• To elever er fritaget for idræt. Skolen skal sikre, at eleverne får det lovmæssige undervisningstimetal. Skolen skal overveje, hvilket tilbud skolen kan etablere for eleverne. Tilsynet vil på det uanmeldte tilsyn i foråret 2020 følge op på sagen.
Skolens kommentarer til tilsynsrapporten
Ingen kommentarer
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Dato:
Tilsynsførendes underskrift
Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx
Uanmeldt tilsyn
(Nedenstående udfyldes af tilsynet)
Hvem har foretaget tilsynet?
Pædagogisk tilsyn:
Xxx Xxxxxxxx Xxxxxxx, tidligere skoleleder i Næstved Kommune, nu chefkonsulent hos Professionshøjskolen Metropol
Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx, konsulent i Center for Dagtilbud og Skole, Næstved Kommune
Budget og regnskab:
Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, økonomikonsulent Center for koncernservice og økonomi, Næstved Kommune
Tilsynsperioden
Der er udført uanmeldt tilsyn d. 20. maj 2020
Tilsynet med de enkelte elever er udført i forbindelse med de årlige revurderingsmøder
Undervisning
Opfølgning fra sidste tilsyn den 3. december
Skolen leverer nødundervisning pga. Corona.
Skolelederen oplyser, at de siden sidste tilsyn har sørget for de manglende timer i historie for
3. klasse.
Corona
Under nedlukningen var det svært for nogle af eleverne. Enkelte elever kunne klare fjernundervisning, andre havde det svært især, hvis forældrene ikke kunne hjælpe. Specielt elever med autisme har stortrivedes med at arbejde hjemme, hvor der var ro.
En elev modtager stadig delvis har fjernundervisning, da det fungerer bedst for ham. Han er to dage på skolen tre dage hjemme.
Efter påske startede skolen op igen. Eleverne møder ind på forskellige tidspunkter mellem kl. 8 og 9. Alle elever har 5 lektioner dagligt. Skolen kører en endnu mere struktureret skoledag end normalt. De fleste klasser er delt op. Der er forskudte frikvarterer og spisning.
For at sikre faglig god undervisning er undervisningen delt op i fagblokke, så de samme lærere er på hele dagen og underviser i deres fag. Der skiftes så fagblok og lærere hen over ugen, så fagene dækkes så godt som muligt.
Specielt har transporten været en udfordring, da eleverne skal kunne holde afstand. Skolen har været nødt til at leje en ekstra minibus.
Skolen overholder alle sundhedsfaglige retningslinjer i forbindelse med Corona.
Tilsynet var nysgerrig på, hvorfor skolen ikke kører normalt skema, når de har plads og resursen til det.
Skolelederen oplyste, at de oplever, at eleverne har det godt med den meget strukturerede og kortere skoledag.
Tilsynet sparrede med skolelederen i forhold til nødundervisning og hensigten med den sammenholdt med elevernes behov for god skolegang med professionelle voksne.
Elevtal dags dato
21 elever
Der er indskrevet 3 nye siden sidste tilsyn. 2 elever i indskolingen og 1 i 8. klasse – alle anbragte børn.
1 elev er udskrevet, hjemtaget.
4 elever i 9. klasse forlader skolen til sommer. Skolen har haft henvendelser fra flere kommuner vedr. elever til indskolingen, så skolen regner med at bevare elevtallet.
Nyansatte
En medarbejder er stoppet og en har sagt op pga. for lang afstand til arbejdet. Ingen nye ansatte, da den udskrevne elev havde fuld støtte.
Fagrækken
Skolen lever op til fagrækker.
Kompetencedækning
Skolen har fuld kompetencedækning, men vil på sigt blive udfordret ang. fysik/kemi.
Overgang til ungdomsuddannelser
4 elever forlader 9 kl. til sommer. 2 elever skal på EUC henholdsvis tømrer og mekaniker, 1 skal på højskole, 1 en på efterskole.
Skolen arbejder altid på, at eleverne kommer godt videre efter deres skolegang på skolen.
Uddannelsesparathedsvurdering
Skolen har 3 elever i 8. klasse. Alle er vurderet ikke-uddannelsesparate. Skolen regner med, at den ene kan blive uddannelsesparat og vil søge optagelse i autistklassen på gymnasiet.
Magtanvendelser
Der har været to magtanvendelser siden sidste tilsyn.
Skolen fører ”riv og kras” skema, som ikke er magtanvendelser, men episoder som de voksne udsættes for, og som kunne være blevet til en magtanvendelse. Registreringen er en del af arbejdet med både arbejdsmiljø og pædagogik.
Tilsynet anerkender, at der er en god idé.
Test og Prøver
Afgangsprøverne er aflyst pga. Corona. Skolen afholder ikke prøver, men giver eleverne nogle test. Skolen har tidligere på året afholdt terminsprøver.
Tilsynet gav sparring i forhold til at træne eleverne i prøvesituationen.
Hvad er skole optaget af lige nu?
Skole har holdt et medarbejderseminar faciliteret af konsulentfirma om, hvordan de kan gøre hinanden bedre. Udgangspunktet var person- og kompetence-profiler. Først på person-, så på gruppeniveau og så samlet set på skolen. Hvilke kompetencer råder skolen samlet set over.
Derefter åben drøftelse og indsigt i hinandens kompetencer.
Alle fik en lille opgave som de skulle arbejde på i to uger, men det blev ikke samlet op på pga. Corona. Skolen vil fortsætte arbejdet efter sommerferien.
Skolen er i gang med fagfordeling og planlægning af kommende skoleår. Skolen skal uddanne et par lærere i håndværk og design.
Skolen har fået en undervisningsaftale med Guldborgsund Kommune. Der oprettes en søsterskole fra august 2020 – Guldborgsund Dagskole. Der fundet lokaler.
Skolelederen skal være leder af begge skoler - i starten med en dag ugentlig i Guldborgsund.
Observation af undervisning
Xxxxxxxx valgte ikke at se undervisning pga. Corona.
Spørgsmål fra skolen:
Hvordan laver de øvrige dagskolerne elevplaner? Tilsynet sætter punktet på fællesmødet i efteråret.
Aftaler mellem dagbehandlingsskolen og tilsynsmyndighed
(Eventuelt stillede krav til skolen)
Skolens kommentarer til tilsynsrapporten vedr. det uanmeldte tilsyn
Ingen kommentarer.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Dato: 27. maj 2020
Tilsynsførendes underskrift
Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx
Budget og regnskab til skoledelen
Tilsyn af budget og regnskab er foretaget af xxxxxxxxxxxxxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxx i Center for Koncernservice, Næstved Kommune.
Prisfastsættelsesbudgettet for 2019 er godkendt for undervisningsdelen til en pris pr. måned på 16.586 kr. ved en normering på 18 elever og en belægningsprocent på 95.
Regnskab 2019 er godkendt for undervisningsdelen.
Revisitation
Hvem har foretaget revisitationen?
Revisitationerne er foretaget af skolekonsulent Xxxxxxx Xxxxxxxxx, Center for Dagtilbud og Skole, Næstved Kommune.
Revisitationsperioden: revisitationen blev afviklet d. 5. februar 2020 for kommende skoleår 2020/21
Beskrivelse af undervisning for det enkelte barn
Stamoplysninger
Navn, xxx.xx., forældremyndighedshaver(e), forældres navn og adresse, evt. plejefamilie/opholdssted (navn og adresse skal fremgå), betalingskommune, evt. betalingstilsagn, aktuelt klassetrin, fritagelser og fravigelser fra prøver og fag. Evt. stamkort.
PPRs udtalelser vedr. eleven
Den seneste pædagogiske-psykologiske vurdering vedr. eleven.
Undervisningsstedets status vedr. eleven
• Kort anamnese
• Kort statusbeskrivelse af den personlige, sociale og faglige udvikling (prosaform)
• Evt. anvendelse af hjælpemidler
• Beskrivelse af samarbejdet med hjemmet/bostedet
• Evt. fritidsinteresser/deltagelse i fritidstilbud
• Evt. magtanvendelser/fravær
Plan for undervisningen
• Den individuelle plan for elevens læring – fagligt, socialt og personligt. Planen består af evaluering, beskrivelse af nye mål samt veje til at nå målene
• Testresultater
• Uddannelsesparathedsvurdering (fra 8. klasse) og uddannelsesplan (fra 9. klasse), eventuelle praktikker
• Vurdering af/plan for hvordan undervisningen i fremtiden kan foregå helt eller delvis på den lokale folkeskole
Bemærkninger
Revisitationsmaterialet lever op til ovenstående krav, dog mangler skolen at medsende stamoplysningerne på den enkelte elev.
Dato d. 27.5.2020
Revisitationkonsulentens underskrift
Xxxxxxx Xxxxxxxxx