Contract
OVERENSKOMST MELLEM FILM- OG TV-ARBEJDERFORENINGEN (FAF) OG DANSKE FILM- OG TV-PRODUCENTER (DFTP) OM KORT- OG DOKUMENTARFILM
§ 1. Anvendelsesområde
Stk. 1
Nærværende overenskomst finder anvendelse på engagement på kort- og dokumentarfilm uanset optagemedie, dog undtaget reklamefilm/TV-reklamer.
Stk. 2
Den i § 3, stk. 2 indeholdte beskrivelse af de af overenskomsten omfattede funktioner er alene en angivelse af, hvilke funktioner der kan indgå i kort- og dokumentarfilmproduktioner, og indebærer således ikke nogen pligt for producenten til at overholde en bestemt produktionsbemanding. Det er dog med hensyn til fotografbemandingen særligt aftalt, at det mellem producenten og A-fotografen drøftes, om der i det konkrete tilfælde skal anvendes såvel A- som B-fotograf.
§ 2. Indgåelse af engagement Stk. 1.
Arbejdsgivers pligt til at underrette arbejdstager om vilkårene for ansættelsesforholdet opfyldes derved, at ved enhver aftale om engagement skal den som bilag 1 til nærværende overenskomst optrykte standardkontrakt benyttes. Samtlige standardkontraktens punkter skal udfyldes.
Stk. 2.
Engagement sker på vilkår i henhold til nærværende overenskomst. Stk. 3.
Samtlige underskrevne kontrakter, der skal være underskrevet inden produktionsstart, tilstilles FAF i kopi. Ligeledes tilstiller FAF DFTP kopi af kontrakter modtaget fra medlemmerne.
§ 3. Løn
Stk. 1.
Filmarbejderen aflønnes med nedenfor nævnte normalløn. Stk. 2
Under hensyntagen til filmarbejderens personlige og faglige kvalifikationer kan der aftales en lavere løn end normallønnen, der som minimum skal udgøre minimallønssatsen tillagt et personligt tillæg.
Stk. 3
Ugelønnen fastsættes ved indplacering efter nedenstående skema (grundbeløb pr. 30. juni 1999):
Normalløn | Minimumsløn | |
Gruppe 1 | ||
A-fotograf |
Research | 6.615 | |
Optagelse | 10.000 | 8.300 |
Produktionsleder (økonomiansvarlig) | ||
Research | 6.615 | |
Præproduktion | 10.620 | 8.300 |
Optagelse | 10.620 | 8.300 |
Efterarbejde fra | 6.615 | |
til | 10.081 |
Normalløn | Minimumsløn | |
Gruppe 2 | ||
Scenograf | ||
Research | 6.615 | |
Præproduktion og optagelse | 8.000 | 6.829 |
Klipper/editor | 7.797 | 6.829 |
B-fotograf | 8.000 | 6.829 |
Tonemester | ||
Optagelse og efterarbejde | 7.322 | 6.829 |
B-tonemester | 6.932 | 6.094 |
Normalløn | Minimumsløn | |
Gruppe 3 | ||
Produktionsassistent | 6.821 | 6.094 |
Belysningsmester | 6.812 | 6.094 |
Grafiker | 6.812 | 6.094 |
Chefrekvisitør | 6.812 | 6.094 |
Scripter | 6.812 | 6.094 |
Chefstylist | 6.812 | 6.094 |
Chefsminkør | 6.812 | 6.094 |
Chefkostumier | 6.812 | 6.094 |
Grip | 6.812 | 6.094 |
Caster | 6.812 | 6.094 |
Stilfotograf | 6.812 | 6.094 |
Normalløn | Minimumsløn | |
Gruppe 4 | ||
Gripassistent | 5.976 | 5.358 |
Klippeassistent | 5.976 | 5.358 |
Belyser | 5.976 | 5.358 |
Rekvisitør | 5.976 | 5.358 |
Stylist | 5.976 | 5.358 |
Sminkør | 5.976 | 5.358 |
Kostumier | 5.976 | 5.358 |
Researcher | 5.976 | 5.358 |
Normalløn | Minimumsløn | |
Gruppe 5 | ||
Belysningsassistent | 5.427 | 4.957 |
Rekvisitørassistent | 5.427 | 4.957 |
Sminkeassistent | 5.427 | 4.957 |
Kostumierassistent | 5.427 | 4.957 |
Fotografassistent | 5.427 | 4.957 |
Toneassistent | 5.427 | 4.957 |
Normalløn | Minimumsløn | |
Gruppe 6 | ||
Clapper/loader | 4.332 | 4.000 |
Runner | 4.600 | 4.000 |
Lønsatserne for runner er incl. op til maksimalt 15 timers overarbejde. |
For funktioner, der ikke er nævnt i ovenstående skema, sker indplaceringen efter et konkret skøn. Uenighed mellem parterne om indplaceringen behandles efter reglerne i overenskomstens § 18.
For filmarbejdere uden brancheerfaring og uden fagets uddannelser henvises til protokollat 1. Stk. 4
Ved ansættelser af mindre end en uges varighed betales dagløn beregnet som omregnet ugeløn med et tillæg på 10%.
Stk. 5
Ved ansættelser på enkelte arbejdsdage betales for mindst 6 arbejdstimer, jf. § 4 stk. 2. Stk. 6
Normallønssatserne (grundbeløb pr. 30. juni 1999) tillægges med virkning fra 1. april 2000 5% og med
virkning fra 1. januar 2001 7,5%.
Stk. 7
Med virkning fra 1. april 2000 indbetales et pensionsbidrag på 3,5% af grundlønnen til en af parterne godkendt pensionsordning. Med virkning fra 1. januar 2001 forhøjes pensionsbidraget til 5%.
Stk. 8
Løn inkl. overarbejdsbetaling og tillæg udbetales bagud mindst én gang om måneden.
§ 4. Arbejdstid og overarbejde Stk. 1.
Filmarbejderen engageres til et på forhånd aftalt antal timer pr. dag, der kan variere fra dag til dag. Arbejde udover det på forhånd aftalte antal timer pr. dag er overarbejde. Arbejdstidens placering og fordeling fastlægges i rimelig tid, dog maksimalt 1 uge før arbejdet skal udføres.
Stk. 2.
Korteste længde på en arbejdsdag er 6 timer. Såfremt den aftalte arbejdstid på en 6-timersdag overskrides betales der ikke overtidstillæg for 7. og 8. time.
Stk. 3.
Overskrides den aftalte daglige arbejdstid, betales et tillæg på 50% pr. præsteret overarbejdstime.
Overskrides den aftalte daglige arbejdstid med mere end 3 timer betales et tillæg på 100% for de efterfølgende timer.
Stk. 4.
En normal arbejdsdag kan maksimalt aftales til at være på 10 timer. Såfremt der arbejdes mere end 10 timer på en dag ydes der et tillæg til timelønssatsen på 100% pr. præsteret overarbejdstime.
Stk. 5.
Overtid beregnes af den aftalte løn. Stk. 6.
Såfremt filmarbejderen ansættes med ugeløn, kan 39 timer pr. uge efter aftale mellem producenten og filmarbejderen placeres indenfor arbejdsdage på mindst 4 timer, jf. §§ 3 stk. 5 og 4 stk. 2, og højst 10 timer pr. dag. Beordret overarbejde herudover honoreres efter stk. 2, 3 og 4.
§ 5. Forskudt arbejdstid Stk. 1.
For arbejde mellem kl. 19.00-07.00 fra mandag til fredag ydes et tillæg pr. time på 50% af timelønnen. Stk. 2.
For arbejde i weekender og på helligdage samt for arbejde på juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag ydes et tillæg til timelønnen på 100%. Weekendarbejde regnes fra fredag kl. 19.00 til mandag kl. 07.00.
Stk. 3.
Forskudttidstillæg beregnes af den aftalte løn.
§ 6. Fast løn Stk. 1.
Der kan i stedet for overtidsbetaling og forskudttidstillæg efter overenskomstens §§ 4-5 aftales et fast tillæg ud fra et fastsat skøn over antallet af arbejdstimer og arbejdstidens placering. Såfremt forudsætningerne for aftalen ændres væsentligt, kan hver af parterne kræve aftalen genforhandlet.
Stk. 2.
Ved efterarbejde (klip, redigering og lyd) kan der p.g.a. arbejdets særlige karakter i stedet for overtidsbetaling i henhold til § 4, stk. 2, 3 og 4 og forskudttidstillæg i henhold til § 5 aftales et fast tillæg.
Stk. 3.
Fra mandag kl. 07.00 til fredag kl. 19.00 kan overtidsbetaling efter § 4 og forskudttidstillæg efter § 5 højest udgøre 100% af timelønnen.
Stk. 4.
I weekender og på helligdage samt for arbejde juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag kan overtidsbetaling i henhold til § 4 og forskudttidstillæg i henhold til § 5 højest udgøre 150%.
§ 7. Pause
Stk. 1.
Filmarbejderen afholder 15 minutters betalt pause hver dag. Der afholdes herudover dagligt 30 minutters pause uden løn.
Stk. 2.
Pauser skal ikke nødvendigvis afholdes samlet for produktionsholdet.
§ 8. Transport og rejser Stk. 1.
Transport er defineret som transporttid i direkte forbindelse med optagelserne, eksempelvis kørsel fra produktionsadresse/indkvarteringssted til location og retur. Rejser er defineret som rejsetid uden direkte tilknytning til optagelserne, eksempelvis ved ankomst til location dagen før optagelsesstart eller ved afrejse dagen efter optagelsernes afslutning.
Stk. 2.
Filmarbejderen sørger selv for transport fra sit hjem til produktionsadressen, såfremt disse er beliggende indenfor samme byområde.
Stk. 3.
Alle rejse- og andre transportudgifter i forbindelse med produktionen betales af producenten. Stk. 4.
En overliggerdag aflønnes med timelønnen incl. tillæg i 8 timer. Stk. 5.
Rejsetid honoreres med timelønnen i et antal timer, svarende til den til rejsen medgåede tid.
§ 9. Ophold og diæter Stk. 1.
Eventuelle diæter i forbindelse med rejser i ind- og udland betales efter Skatteministeriets til enhver tid gældende regler for rejsegodtgørelse.
Stk. 2.
Ophold i ind- og udland i forbindelse med tjenesten afholdes af producenten. Producenten er berettiget til at vælge hotel.
§ 10. Hviletid og fridøgn
Stk. 1
Producenten forpligter sig til at tilrettelægge produktionen således, at Arbejdsmiljølovens §§ 50 stk. 1 og 51, stk. 1 og 52 overholdes § 50, stk. 1 lyder således: "Arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvilepeiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer."
§ 51 stk. 1 lyder således: "Inden for hver en periode på 7 døgn skal de ansatte have et ugentligt fridøgn, der skal ligge i tilslutning til en daglig hvileperiode. Det ugentlige fridøgn skal så vidt muligt falde på søndage og så vidt muligt samtidig for alle, der er ansat i virksomheden."
§ 52 lyder således: "§ 50 og 51 kan fraviges i nødvendigt omfang, når naturomstændigheder, ulykker, maskinsammenbrud eller lignende uforudsete begivenheder forstyrrer eller har forstyrret den regelmæssige drift af virksomheden. Fravigelsen skal noteres i tilsynsbogen eller anden tilsvarende dokumentation."
§ 11. Sygdom
Stk. 1.
Sygdom betragtes som lovligt forfald. Stk. 2.
En filmarbejder har ret til at oppebære løn under sygdom svarende til filmarbejderens aftalte løn, såfremt filmarbejderen har været beskæftiget hos producenten i sammenlagt 160 timer indenfor en periode af 1 måneds varighed.
Stk. 3.
Er filmarbejderens sygdom af en sådan art og varighed, at den skønnes at ville påføre producenten væsentlige praktiske og heraf følgende økonomiske belastninger, er producenten berettiget til at opsige kontrakten med rimeligt varsel.
§ 12. Ferie
Stk. 1.
Lønmodtagere ansat i henhold til denne overenskomst er omfattet af Lov nr. 273 af 4. juni 1970 om ferie med senere ændringer.
§ 13. Talsmandsordning
Stk. 1.
Holdet er berettiget til at vælge en talsmand. Stk. 2.
Afskedigelse af en talsmand skal begrundes i tvingende årsager.
Stk. 3.
Såfremt producenten agter at afskedige en talsmand, skal sagen forhandles med FAF, inden afskedigelsen finder sted.
Stk. 4
Enhver af parterne kan efter den i stk. 4 nævnte forhandling begære sagen behandlet af en voldgiftsret, der nedsættes efter reglerne i § 17.
Stk. 5.
Finder voldgiftsretten det godtgjort, at ansættelsesforholdet ikke kan fortsætte, er producenten pligtig til at betale en godtgørelse, der fastsættes af voldgiftsretten, og hvis størrelse skal være afhængig af sagens omstændigheder.
Stk. 6.
En talsmand har ret til, såfremt der opstår akutte problemer på produktionen, at indkalde til et møde i arbejdstiden på maksimalt 15 minutter, dog højst én gang pr. arbejdsdag.
Stk. 7.
Producenten eller dennes repræsentant har pligt til at mødes med talsmanden og evt. holdet i indtil 2 timer efter arbejdstids ophør samme dag, som der har været akutte problemer. Holdet eller talsmanden modtager ikke betaling for sådanne møder.
Stk. 8
Producenten holder talsmanden bedst muligt orienteret om alle oplysninger, der er relevante for talsmandens varetagelse af sit hverv.
§ 14. Almindelige regler Stk. 1.
Filmarbejderen må ikke træffe økonomiske dispositioner i forbindelse med filmens produktion uden samtykke fra producenten.
Stk. 2.
Filmarbejderen må ikke uden producentens tilladelse offentliggøre forhold vedrørende filmens manuskript og udførelse.
§ 15. Ophævelse af kontrakten Stk. 1.
Ophæver eller udsætter producenten kontrakten 14 dage eller senere, men tidligere end 7 dage før engagementets begyndelse ydes filmarbejderen betaling med 50% af den aftalte løn.
Stk. 2.
Ophæver eller udsætter producenten kontrakten 7 dage eller senere før engagementets begyndelse ydes filmarbejderen betaling med 100% af den aftalte løn.
Stk. 3
Lønnen beregnes som timelønnen inkl. tillæg for den på forhånd aftalte arbejdstid. Stk. 4.
Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 honoreres den del af arbejdet, der måtte være udført inden aftalens ophævelse, efter de i nærværende overenskomst aftalte regler.
§ 16. Ophavsrettigheder
Stk. 1.
Parterne er enige om, at freelancerne i henhold til lov om ophavsret af 2. juni 1995 nyder beskyttelse for den af dem udførte indsats i det omfang, betingelserne for beskyttelse i henhold til den nævnte lov er opfyldt.
Stk. 2.
Producenten erhverver fra freelancerne ret til at overdrage udnyttelsesrettigheder til det producerede på nedenstående betingelser. Denne ret kan ikke overdrages til tredjemand, medmindre tredjemand indtræder i producentens forpligtelser i henhold til denne overenskomst eller særskilt aftale.
Stk. 3.
Producenten skal gøre erhververen opmærksom på, at udnyttelse af produktionen skal ske under respekt for Ophavsretslovens § 3. Producenten krediterer alle kunstneriske funktioner, alle funktioner i produktion (herunder foto, lys, lyd, redigering, producer, assistenter m.fl.) samt øvrige medvirkende i overensstemmelse med god skik og sædvane.
Stk. 4.
Freelancernes andel af producentens nettoindtægter ved videreudnyttelsen udgør en royalty på 1,5% af producentens nettoindtægter, som opgøres i overensstemmelse med almindelig branchesædvane.
Stk. 5.
Ved producentens nettoindtægter forstås de indtægter, producenten opnår ved videreudnyttelsen, som overstiger den privatkapital producenten har indskudt i forbindelse med produktionen(erne) samt eventuel tilbagebetalingspligtig fremmedkapital, fratrukket 30% til dækning af distributionsomkostninger.
Finansieringsindskud fra presale samt kapital tilgået producenten i forbindelse med finansieringen af produktionen medregnes ikke ved opgørelsen af producentens nettoindtægter.
Stk. 6.
Beløbene afregnes en gang årligt og første gang d. 1.1.2001 og herefter 1.1. 2002 til Film- og TV- arbejderforeningens Rettighedsforening, der sørger for beløbenes videre fordeling til de freelancere, der er eller har været ansat i henhold til overenskomsten. (Herunder eventuel indberetning til skattevæsenet).
Stk. 7.
Royaltybetalinger i henhold til § 16 stk. 4 i denne overenskomst må ikke påvirke den almindelige overenskomstaftale eller den lokalt aftalte lønudvikling.
Stk. 8.
Medarbejderne bevarer retten til vederlag gennem de til enhver tid værende Copy-Dan-foreninger og tilsvarende kollektive forvaltningsstrukturer, herunder retten til vederlag i henhold til Ophavsretslovens §§ 35 og 39. Royaltyafregningen i henhold til § 16 stk. 4 indeholder vederlag i henhold til Ophavsretslovens § 58 a.
Stk. 10.
Under eventuel lovlig konflikt mellem denne overenskomsts parter, må der ikke indgås nye aftaler om salg af videreudnyttelsesrettigheder til allerede producerede produktioner, hvortil freelancerne i henhold til § 16 stk. 4 har krav på royalties.
§ 17. Begrænsning af misbrug af tidsbegrænsede ansættelser Stk. 1
Under henvisning til EUs Ministerråds Direktiv 1999/90/EF af 28. juni 1999 er der mellem parterne enighed om, at filmarbejdere kan ansættes på freelance-vilkår, når der er objektive grunde hertil, typisk at der ikke er beskæftigelse hos producenten til filmarbejderen indenfor dennes arbejdsområde udenfor den konkrete produktion, filmarbejderen er engageret til.
§ 18. Uoverensstemmelser
Stk. 1.
Alle uoverensstemmelser om forståelsen af overenskomsten skal forinden forelæggelse for faglig voldgift søges løst ved afholdelse af mæglingsmøde hos producenten under medvirken af repræsentanter for hver af overenskomstens parter.
Stk. 2.
Løses uoverensstemmelsen ikke ved afholdelse af mæglingsmøde, kan uoverensstemmelsen af hver af parterne indbringes for faglig voldgift.
Stk. 3.
Påstand om brud på overenskomsten, herunder arbejdsstandsninger, skal straks indberettes til overenskomstparterne, og mæglingsmøde skal afholdes dagen efter påstandens fremsættelse. Stk. 4.
Den faglige voldgift består af 6 medlemmer, hvoraf hver part til sagens behandling udpeger 3, samt en opmand, der er voldgiftsrettens formand. Kan der ikke opnås enighed om valg af opmand, skal parterne i fællesskab anmode Arbejdsrettens formand om at udpege en sådan. Opmanden indkalder på begæring herom snarest muligt parterne til behandling af uoverensstemmelsen. Opmanden kan i tilfælde af overenskomstbrud idømme den tabende part en bod. Parterne betaler hver halvdelen af udgifterne ved voldgift eller ved tilkaldelse af opmand. Dog skal den part, der påstår brud på overenskomsten, såfremt denne påstand ikke er
taget til følge i den faglige voldgift, udrede sagens omkostninger. Parterne afholder egne omkostninger.
§ 19. Overenskomstfornyelse
Stk. 1.
Er forhandling om ny overenskomst efter stedfunden opsigelse ikke afsluttet ved overenskomstens udløb, gælder overenskomsten fortsat, indtil ny overenskomst indgås, eller indtil en af parterne på sine medlemmers vegne iværksætter arbejdsstandsning (strejke, blokade, lockout eller boykot).
Stk. 2. Arbejdsstandsningerne skal varsles ved særlig og anbefalet skrivelse mindst 7 dage før arbejdsstandsningen agtes iværksat.
§ 20. Opsigelse af overenskomsten Stk. 1.
Overenskomsten har virkning fra 1. april 2000.
Stk. 2.
Overenskomsten kan af hver af parterne opsiges med 3 måneders varsel til en 31. marts, dog tidligst den 31. marts 2002.
København d. 16. juni 2000
Sign. Xxxx Xxxxx / Xxxxx Xxxxxx Danske Film- og TV-producenter
Sign. Xxxxx Xxxxxxx / Xxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxx Film- og TV-arbejderforeningen
Protokollat 1
Freelancere uden brancheerfaring og uden en af fagets uddannelser aflønnes med nedenfor nævnte normalløn.
Under hensyntagen til freelancerens personlige og faglige kvalifikationer kan der aftales en lavere løn end normallønnen, der som minimum skal udgøre minimallønssatsen tillagt et personligt tillæg.
Normalløn Minimalløn Ugeløn: 4.100 3.510
AV-assistenter, der kun har brancheerfaring fra et praktiksted, som ikke er relevant for den pågældendes ansættelse, kan indplaceres lønmæssigt i henhold til dette protokollat, indtil den pågældende samlet set har opnået 1 års relevant brancheerfaring enten som freelancer eller som ansat.
Freelancere, der ansættes til at varetage en funktion i gruppe 5 i overenskomstens lønssystem, kan maksimalt være indplaceret lønmæssigt i henhold til dette protokollat, indtil den pågældende samlet set har opnået 2 års relevant brancheerfaring enten som freelancer eller som ansat. Freelancere ansat til at varetage en funktion i gruppe 6 i overenskomstens lønssystem kan maksimalt være indplaceret lønmæssigt i henhold til dette protokollat, indtil den pågældende samlet set har opnået 3 års relevant brancheerfaring, enten som freelancer eller som ansat.
I øvrigt gælder overenskomstens bestemmelser. København d. 16. juni 2000
Sign. Xxxx Xxxxx / Xxxxx Xxxxxx Danske Film- og TV-producenter
Sign. Xxxxx Xxxxxxx / Xxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxx Film- og TV-arbejderforeningen
Protokollat om volontører i Kort- og dokumentarfilmproduktion
I forbindelse med indgåelse af overenskomster for hhv. ansatte og freelancere på kort- og
dokumentarfilmområdet mellem Film- og TV-arbejderforeningen og Danske Film- og TV-Producenter, er parterne enige om, at nedenstående retningslinier skal være udgangspunktet ved produktionsselskabernes brug af volontører.
Ved brug af volontører indgås der en volontøraftale mellem producenten og volontøren.
Hensigten med volontøraftalen er at give volontøren indblik i hvilket job, der vil egne sig bedst til volontørens interesse og talent og på baggrund heraf træffe kvalificeret beslutning om, hvilken uddannelse/karriereforløb, der måtte være mest hensigtsmæssigt.
Der kan samtidig højst knyttes én volontør til en virksomhed med under 10 fuldtidsansatte. Der kan herefter tilknyttes én volontør for hver 10 fuldtidsansatte.
Der tilknyttes en medarbejder til volontøren, som gennem hele perioden er ansvarlig for, at vedkommende i sin 3 måneders volontørperiode deltager i sådanne aktiviteter, som sikrer, at volontøren opnår indsigt i kort- og dokumentarfilmproduktion, eller det område, der måtte være aftalt at have volontørens interesse før volontørperiodens start.
En volontør kan højst arbejde ulønnet i 3 måneder. Ingen volontører må overdrages ansvar, som har en sådan betydning for produktionen, at det har karakter af overenskomstdækket område. Er volontøren efter udløbet af de 3 måneder i den situation, at de indhøstede erfaringer har ændret volontørens ønsker om fremtidigt virke, kan der aftales en fornyet 3 måneders periode med henblik på at skaffe volontøren indsigt i dette nye arbejdsområde. Aftalen kan ikke fornyes yderligere, og det er en forudsætning, at beskæftigelsen i anden periode omfatter helt nye arbejdsopgaver. Volontøren bliver aldrig stillet i udsigt, at der vil være mulighed for ansættelse efter volontørperioden. Der aftales alene et afsluttet forløb på 3 måneder.
Volontøren kan pålægges sådant arbejde, som måtte aflaste virksomhedens/produktionens medarbejdere i et
omfang, der tillader dem at bruge arbejdstid på at hjælpe volontøren til en bedre indsigt i branchen. Hvis aftalen efter volontørperioden ønskes forlænget, skal dette ske på overenskomstmæssige vilkår. København d. 16. juni 2000
Sign. Xxxx Xxxxx / Xxxxx Xxxxxx Danske Film- og TV-producenter
Sign. Xxxxx Xxxxxxx / Xxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxx Film- og TV-arbejderforeningen
FORHANDLINGSPROTOKOLLAT til kort- og dokumentarfilmoverenskomsten
Der er mellem parterne enighed om, at overenskomstens normallønssystem skal fortolkes i overensstemmelse med de almindeligt gældende arbejdsretslige regler, hvorefter det bl.a. fremgår, at der mellem den enkelte filmarbejder og producent kan aftales en højere løn end normallønnen. Ethvert forsøg på kollektivt at presse et højere lønningsniveau igennem end normallønnen udgør et brud på overenskomstens fredspligt, og normallønnen i den løbende overenskomstperiode forhøjes derfor principielt kun med de tillæg, der er aftalt direkte mellem overenskomstparterne i overenskomsten.
2. De i § 3, stk. 7 aftalte pensionsbidrag indbetales til FAFs pensionsordning hos PFA, medmindre andet aftales mellem overenskomstens parter.
3. Der er mellem parterne enighed om at arbejde for, at filmarbejdere bliver omfattet af en overenskomstaftalt barselsorlovsordning med sædvanlig løn, der sidestiller såvel lønmodtagere som arbejdsgivere med det øvrige arbejdsmarked.
4. Parterne er enige om, at forhandlingerne vedrørende overenskomstens § 16 ikke er afsluttede. Der er enighed om, at den i overenskomsten anvendte beregningsmetode for afregning af royalty ikke er hensigtsmæssig og derfor erstattes med en rundsumsafregning. Parterne er enige om, at der ved fastsættelsen af rundsummens størrelse tages forholdsmæssigt udgangspunkt i den royaltyudbetaling, der sker i henhold til overenskomst mellem FAF og DFTP om spillefilm.
5. Parterne er enige om, at efteruddannelsesmulighederne for ansatte i kort- og dokumentarfilmbranchen skal ses i sammenhæng med uddannelsesaktiviteterne på Danske- Film- og TV-Producenter/FAFs øvrige område.
København d. 16. juni 2000
Sign. Xxxx Xxxxx / Xxxxx Xxxxxx Danske Film- og TV-producenter
Sign. Xxxxx Xxxxxxx / Xxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxx Film- og TV-arbejderforeningen