Molio
Molio
Licensaftale vedrørende Molio Prisdata til Sigma
1. Molio Prisdata
1.1 Nærværende aftale er en licensaftale (herefter benævnt Aftalen) mellem dig (licenshaver) og Molio i henhold til hvilken, Molio meddeler dig en ret til at anvende Molio Prisdata med tilhørende dokumentationsmateriale og øvrige oplysninger (herefter benævnt Databasen), som gjort tilgængelig af Molio via kalkulationsprogrammet Sigma på de i nærværende Aftale nærmere fastsatte vilkår og betingelser.
2. Ophavsret
2.1 Databasen, licenseret i henhold til nærværende Aftale, er beskyttet i henhold til lov om ophavsret.
2.2 Molio har den fulde ophavs- og ejendomsret til Databasen, kopier heraf, tilhørende dokumentationsmateriale og øvrige oplysninger, som Databasen indeholder.
2.3 Du er uberettiget til at fjerne, ændre eller destruere nogen form for angivelse om ophavsret, varemærker eller andre rettigheder, som er placeret i Databasen eller udgør en integreret del af Databasen. I forbindelse med brug af output fra Databasen, er du forpligtet til at angive, at outputtet er genereret via Databasen, og at Molio har rettighederne til Databasen.
3. Licensrettens omfang
3.1 Molio giver dig herved en ikke-overdragelig og ikke-eksklusiv licens til at anvende Databasen i den udgave (Anlæg, Nybyggeri - Fagdele, Nybyggeri - Bygningsdele, Renovering – Fagdele, Renovering – Bygningsdele, Drift eller Grønland), der fremgår af fakturaen, fra én computer. Hvis Databasen er givet i licens til en juridisk enhed, må Databasen kun anvendes af den juridiske enheds ansatte, og Databasen må kun anvendes fra en af den juridiske enheds computere.
3.2 Såfremt du har erhvervet en flerbrugerlicens til Databasen, er du berettiget til at anvende Databasen fra et antal computere svarende til antallet af licenser, du har erhvervet til Databasen.
3.3 Databasen må kun anvendes fra en computer sammen med et operativsystem, som du har ret til at anvende, og til hvilket Databasen er udviklet og licenseret til. Som følge heraf er du uberettiget til at anvende Databasen ved at indgå servicebureauaftale, facility management aftale eller lignende aftale med tredjemand om tredjemands anvendelse af Databasen for dig.
4. Ændringer mv.
4.1 Du er uberettiget til at foretage ændringer i Databasen uden Molios forudgående skriftlige samtykke bortset fra sådanne ændringer, som er nødvendige for den aftalte anvendelse af Databasen.
5. Sikkerhedskopiering
5.1 Du er uberettiget til at kopiere hele eller dele af Databasen og dertil hørende dokumentationsmateriale uden Molios forudgående skriftlige samtykke.
6. Reverse-engineering, dekompilering m.v.
6.1 Du er uberettiget til at foretage reverse-engineering, dekompilering og disassembling af Databasen eller på nogen anden måde at forsøge at undersøge eller afsløre kildekoden eller opbygningen af Databasen bortset fra i det omfang, dette måtte være tilladt i henhold til ophavsretsloven.
6.2 Du er uberettiget til at sælge, udlåne, udleje, lease eller på anden måde overdrage eller overføre brugsretten til Databasen til tredjemand uden Molios forudgående skriftlige samtykke.
6.3 Du er uberettiget til at lade tredjemand få adgang til eller bruge Databasen.
7. Ansvarsfraskrivelse
7.1 Molio og Molios leverandører, forhandlere og andre samarbejdspartnere påtager sig i henhold til nærværende Aftale ingen garantier - hverken direkte eller indirekte - i forbindelse med din installation og anvendelse af Databasen eller for resultatet af din anvendelse af Databasen, herunder men ikke begrænset til rigtigheden af og/eller resultatet af din anvendelse af de prisdata, tekstdata, beskrivelsestekster, kalkulationsmodeller eller øvrige oplysninger, Databasen indeholder. Molio og Molios leverandører, forhandlere og andre samarbejdspartnere påtager sig endvidere ingen garantier for, at de i Databasen indeholdte prisdata, tekstdata, beskrivelsestekster, kalkulationsmodeller eller øvrige oplysninger, som Databasen indeholder, er korrekte og fejlfri.
7.2 Molio og Molios leverandører, forhandlere og andre samarbejdspartnere er ikke ansvarlige for produktansvar, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning herom. Molios og Molios leverandørers, forhandleres og andre samarbejdspartneres ansvar for produktansvar er således ved nærvarende Aftale fraskrevet i videst mulige omfang.
7.3 Molio og Molios leverandører, forhandlere og andre samarbejdspartnere er, uanset på hvilket ansvarsgrundlag ansvar gøres gældende, uden ansvar over for dig for indirekte tab og skader eller følgeskader, herunder tab af data, driftstab og driftsforstyrrelser, tidstab, avancetab og andre indirekte tab, der forårsages af Databasen eller brugen heraf.
7.4 Molios og/eller Molios leverandørers, forhandleres og andre samarbejdspartneres erstatningsansvar for tab eller skader kan i intet tilfælde, uanset på hvilket ansvarsgrundlag ansvar gøres gældende, overskride et beløb svarende til den licensafgift du har betalt for licensen til at anvende den af nærvarende Aftale omfattede Database. Den beløbsmæssige begrænsning af erstatningsansvaret skal dog ikke gælde, hvis dette strider mod ufravigelig lovgivning.
7.5 Molio påtager sig ingen forpligtelser til at udvikle og levere nye versioner eller opgraderinger af Databasen i henhold til nærværende Aftale.
8. Opsigelse og ophør
8.1 Nærværende Aftale kan tidligst opsiges til ophør efter 12 måneder (1 licensperiode) og fortsætter uændret, indtil den opsiges af en af parterne med minimum 3 måneders varsel til udløbet af en licensperiode.
8.2 I tilfælde af din væsentlige misligholdelse af nærværende Aftale, er Molio berettiget til at ophæve Aftalen med øjeblikkelig virkning.
8.3 I tilfælde af nærværende Aftales ophør, og uanset af hvilken årsag, er du forpligtet til øjeblikkeligt, og uden at modtage kompensation herfor, at ophøre med at anvende Databasen. Molio er ikke forpligtet til at refundere allerede erlagt licensafgift i tilfælde af nærværende Aftales ophør og uanset årsagen til Aftalens ophør. Du accepterer, at Molio i tilfælde af din væsentlige misligholdelse, herunder men ikke begrænset til din manglende betaling af licensafgift, af nærværende Aftale er berettiget til med øjeblikkelig virkning at afbryde din adgang til Databasen, og at du ikke har noget krav på kompensation, erstatning og/eller refusion af allerede erlagt licensafgift i forbindelse hermed.
9. Tvister
9.1 Nærværende Aftale er undergivet dansk ret og enhver tvist, som måtte udspringe af nærværende Aftale, afgøres med Københavns Byret som værneting.