Tilladelse til TV 2 DANMARK A/S til at udøve public service- programvirksomhed 2019-2023
20. december 2018
Tilladelse til TV 2 DANMARK A/S til at udøve public service- programvirksomhed 2019-2023
Kapitel 1. Generelle bestemmelser
1.1. Hjemmel
I medfør af § 38 a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 444 af 8. maj 2018, kan TV 2 DANMARK A/S’ udøvelse af public service- programvirksomhed kun ske med tilladelse fra kulturministeren. Ministeren kan i forbindelse med udstedelse af tilladelsen fastsætte vilkår for programvirksomheden m.v.
TV 2 DANMARK A/S’ virksomhed er udover denne tilladelse særskilt reguleret af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed med tilhørende bekendtgørelser, herunder bekendtgørelse om reklamer og sponsorering m.v. af programmer i radio, fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester samt indgåelse af partnerskaber, bekendtgørelse om TV 2 DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendtgørelse om den regnskabsmæssige adskillelse mellem DR’s, TV 2 DANMARK A/S’ og de regionale TV 2- virksomheders public service-virksomhed og anden virksomhed, bekendtgørelse om DR's, TV 2 DANMARK A/S' og de regionale TV 2-virksomheders forpligtelse til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning, bekendtgørelse om optagelse, opbevaring og aflevering af radio- og fjernsynsprogrammer, bekendtgørelse om korte nyhedsuddrag fra begivenheder af stor interesse for offentligheden samt bekendtgørelse om programvirksomhed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel programvirksomhed.
TV 2 DANMARK A/S er i øvrigt underlagt dansk lovgivning, herunder telelovgivningen samt medieansvarsloven.
1.2. Tilladelsens dækning
TV 2 DANMARK A/S får med nærværende tilladelse ret og pligt til at udøve public service-programvirksomhed med henblik på udsendelse af én landsdækkende flow- tv-kanal, TV 2, med tilhørende audiovisuelle medietjenester, jf. afsnit 1.7 og 2.2.
For udsendelse af TV 2 gælder de særlige vilkår, som er angivet i afsnit 1.7.
Der skal i programfladen på TV 2 stilles sendetid til rådighed for regional udsendelse af programmer fra de regionale TV 2-virksomheder, jf. afsnit 2.4.
Dok. nr. 18/03547-2
TV 2 DANMARK A/S skal markedsføre tv-kanalen under navnet TV 2. Navnet kan dog ændres med kulturministerens forudgående samtykke.
1.3. Tilladelsesperiodens længde og ophør
Denne tilladelse, der ligger i forlængelse af tidligere udstedte tilladelser, dækker perioden 1. januar 2019 til 31. december 2023. Tilladelsen vil dog kunne inddrages i løbet af aftaleperioden, såfremt dette kan henføres til nye politiske aftaler omfattende TV 2 Danmark A/S i tilladelsesperioden, herunder tillægsaftaler til Medieaftale 2019-2023, jf. også afsnit 3.4 om ændringer i tilladelsesvilkår.
TV 2 DANMARK A/S kan i tilladelsesperioden ikke beslutte at ophøre med udsendelsesvirksomhed i medfør af tilladelsen, jf. afsnit 3.5.
TV 2 DANMARK A/S kan ikke overdrage tilladelsen til andre.
1.4. Koncessionsafgift
Tilladelsen er ikke betinget af betaling af koncessionsafgift e.l.
1.5. Finansiering af udsendelsesvirksomheden på TV 2
Reklamer kan indgå i udsendelsesvirksomheden på TV 2 og de tilhørende audiovisuelle medietjenester efter de til enhver tid gældende regler i radio- og fjernsynsloven og bestemmelser udstedt i medfør heraf.
Reklameindtægterne, herunder indtægterne forbundet med udsendelse af reklamer i tilknytning til de regionale programmer i TV 2-sendefladen, medgår til finansieringen af TV 2 og de tilhørende audiovisuelle medietjenester.
Abonnementsbetaling kan medgå til finansieringen af TV 2 og de tilhørende audiovisuelle medietjenester.
TV 2 skal tilbydes distributørerne til samme abonnementspris per husstand, som samtidig skal være offentliggjort af TV 2 DANMARK A/S. TV 2 DANMARK A/S må ikke stille krav om, at distributionen skal ske i programpakker, herunder i bestemte pakker.
Der medgår hverken licens eller andre offentlige midler til finansiering af TV 2. Undtaget herfra er eventuelle tilskud, som TV 2 DANMARK A/S måtte modtage til konkrete projekter (eksempelvis tilskud fra Public Service-Puljen).
1.6. Lokalisering
TV 2 DANMARK A/S skal høre under dansk jurisdiktion.
Selskabets hovedsæde og centrale nyhedsredaktion skal fortsat være placeret i Odense. Der må ikke samlet set ske forskydning af koncernens aktiviteter fra Odense til København i forhold til 1. januar 2011.
1.7. Tilgængeliggørelse
TV 2 distribueres efter aftale med Boxer TV A/S via de sendemuligheder, der er tildelt Boxer TV A/S i henhold til Radio- og tv-nævnets tilladelse af 6. juni 2018. TV 2 distribueres desuden (både som live-streaming og on demand) af TV 2 DANMARK A/S via TV 2 DANMARK A/S’ streamingtjeneste, TV 2 Play, hvor det skal være muligt at købe kanalen enkeltvis. Distribution af kanalen kan herudover ske via aftaler med distributører på andre platforme (satellit, kabel og andre elektroniske kommunikationsnet).
TV 2 DANMARK A/S skal stille indhold fra TV 2 til rådighed for særlige målgrupper som anført i afsnit 2.2.
1.8. Aftale om bodssystem
Det er et vilkår for denne tilladelse, at TV 2 DANMARK A/S samtidig med udstedelsen af tilladelsen indgår aftale med kulturministeren om et bodssystem i tilfælde af manglende overholdelse af vilkårene for tilladelsen, jf. afsnit 3.5. og bilag 2.
Kapitel 2. Krav til programvirksomheden på TV 2
De i dette kapitel anførte krav gælder for TV 2, uanset på hvilken måde kanalen distribueres.
2.1. Generelle krav
Programvirksomheden på TV 2 indgår i den samlede public service-virksomhed i Danmark, jf. radio- og fjernsynslovens kapitel 3.
TV 2 skal således indeholde et bredt udbud af programmer omfattende nyhedsformidling, sport, oplysning, kunst, kultur og underholdning.
Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.
Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat.
I programvirksomheden skal der lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. TV 2 DANMARK A/S skal aktivt medvirke til at bevare og udvikle det danske sprog, herunder forskellige dialekter, så borgerne oplever et korrekt og forståeligt dansk.
TV 2 DANMARK A/S skal tage initiativ til og i programvirksomheden på TV 2 formidle dansk kultur, herunder den danske kulturarv.
TV 2 DANMARK A/S skal i det samlede programudbud tilbyde en bred samfundsmæssig dækning af Danmark og således afspejle den mangfoldighed af kultur, livsopfattelse og levevilkår, der er i de forskellige dele af landet.
TV 2 DANMARK A/S’ programmer på TV 2 må ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans.
Nyheds- og aktualitetsprogrammer på TV 2 tilvejebringes fortrinsvis ved egenproduktion i TV 2 DANMARK A/S eller hermed koncernforbundne selskaber.
2.2. Særlige målgrupper
TV 2 DANMARK A/S skal i tilladelsesperioden fortsat styrke handicappedes adgang til indholdet på TV 2, jf. nedenfor.
TV 2 DANMARK A/S skal være i løbende dialog med relevante handicaporganisationer om tilgængelighedsarbejdet. Dialogen finder sted i et brugerråd og skal sikre, at organisationerne inddrages i TV 2 DANMARK A/S’ overordnede planlægning, prioritering og udvikling på området.
Tekstning
TV 2 DANMARK A/S skal tekste langt de fleste programmer på TV 2, herunder førstegangsudsendte programmer, jf. nedenfor. TV 2 DANMARK A/S er dog ikke forpligtet til at tekste direkte sportstransmissioner, koncertoptagelser, trailere og reklamer. Derudover er TV 2 DANMARK A/S ikke forpligtet til at tekste direkte underholdningsprogrammer o.l., hvis der på grund af dialogens karakter ikke kan nås en acceptabel kvalitet af tekstningen. Programmer, der på grund af dialogens karakter ikke er tekstet ved førstegangsudsendelsen, skal tekstes ved evt. genudsendelse af programmerne.
TV 2 skal i tilladelsesperioden arbejde for at øge andelen af tekstede programmer i forhold til 2018-niveauet, idet der vil kunne forekomme udsving mellem de enkelte år, der beror på programsammensætningen, jf. ovenfor.
Minimum to daglige nyhedsudsendelser på TV 2 skal tekstes, heraf skal mindst den ene være en hovednyhedsudsendelse udsendt i den bedste sendetid (primetime).
TV 2 DANMARK A/S skal tekste alle valgudsendelser på TV 2, inkl. partipræsentationsprogrammer, partilederrunder og selve valgaftenen.
TV 2 DANMARK A/S skal tilstræbe, at transmissioner af begivenheder af stor samfundsmæssig interesse på TV 2 tekstes.
TV 2 DANMARK A/S skal løbende – og i takt med, at de teknologiske muligheder bedres – arbejde på at forbedre kvaliteten af tekstningen, herunder ved at nedbringe fejl og forsinkelse ved livetekstning.
Tekstede programmer på TV 2 skal hurtigst muligt og senest 1. januar 2020 kunne tilgås via TV 2’s streamingtjeneste TV 2 Play på minimum én teknisk platform.
Det gælder ved såvel streaming af kanalen (simulcast) som ved tilrådighedsstillelse af programmerne on demand. Der skal tilstræbes en gradvis udvidelse af antallet af platforme i løbet af tilladelsesperioden.
Tegnsprogstolkning
TV 2 DANMARK A/S skal minimum tilbyde to tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser fra TV 2 dagligt. Den ene nyhedsudsendelse kan dog efter
dialog med brugerrådet på hverdage erstattes af den første del af programmet ”Go’ aften Danmark”. De tegnsprogstolkede programmer udsendes på ”den 4. kanal” i DTT-nettet, som aktuelt er til rådighed til dette formål kl. 17-21. Hurtigst muligt og senest fra 1. januar 2020 skal programmerne efterfølgende uden betaling kunne ses med tegnsprogstolkning via TV 2 Play e.l.
Øvrige hjælpetjenester
TV 2 DANMARK A/S skal påbegynde og i tilladelsesperioden løbende udbygge anvendelsen af øvrige tilgængelighedstjenester som f.eks. synstolkning og oplæsning af undertekster. Der skal inden udgangen af 2020 i samarbejde med brugerrådet gennemføres en evaluering af arbejdet med udbygning af øvrige tilgængelighedstjenester, som afrapporteres i public service-redegørelsen for 2020.
2.3. Programindhold på TV 2
Nyhedsudsendelser er en væsentlig del af sendefladen på TV 2. Der skal dagligt sendes mindst én hovednyhedsudsendelse i den bedste sendetid (prime time).
Der skal tilbydes programmer af høj kvalitet til børn. TV 2 DANMARK A/S skal i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed påse, at mindreårige sikres mod skadeligt indhold.
Der skal årligt som minimum sendes 42 timers dansk dramatik på TV 2. TV 2 DANMARK A/S kan i opgørelsen af sin opfyldelse af denne forpligtelse medtælle produktioner, der er støttet af Public Service-Puljen, forholdsmæssigt. Det vil sige, at produktionens varighed i opgørelsen reduceres med samme andel som eventuel finansieringsandel fra Public Service-Puljen.
TV 2 DANMARK A/S skal i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om TV 2 DANMARK A/S’ programvirksomhed udsende europæiske tv-programmer, herunder programmer fra uafhængige producenter.
2.4. Særligt om regionale udsendelser
TV 2 DANMARK A/S skal på nærmere programsatte tidspunkter stille sendetid til rådighed på TV 2 for regional udsendelse af programmer fra de regionale TV 2-
virksomheder. Der henvises til bilag 1, hvoraf de mellem parterne aftalte sendetider fremgår. Hvor ikke andet fremgår af bilag 1, kræver det enighed mellem TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder at ændre sendetidspunkterne.
Såfremt TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder i tilladelsesperioden er enige om at ændre de i bilag 1 nævnte sendetidspunkter m.v., skal de ønskede ændringer meddeles kulturministeren med henblik på ministerens godkendelse heraf. Mindre ændringer skal dog alene meddeles kulturministeren til orientering. Bilag 1 vil blive justeret i overensstemmelse med de nye sendetider.
For så vidt angår eventuelle tvister henvises til afsnit 3.3.
2.5. Engagement i dansk film
TV 2 DANMARK A/S skal i tilladelsesperioden engagere sig på markedsvilkår i dansksprogede kort-, dokumentar- og spillefilm udført hos uafhængige producenter i et omfang svarende til det nuværende i forhold til antallet af titler, dvs. i gennemsnit 10-11 spillefilmstitler årligt og 5-6 kort- og dokumentarfilm årligt i løbet af tilladelsesperioden. Ordningen evalueres efter 2½ år.
2.6. Andet
TV 2 DANMARK A/S skal tilstræbe at gøre det muligt for Statens Mediesamling at give publikum adgang til, inden for rammerne af ophavsretslovgivningen, at se eller høre tidligere udsendte nyheds- og aktualitetsudsendelser på TV 2.
TV 2 DANMARK A/S skal blandt andet af kulturarvsmæssige hensyn bevare programarkiverne for TV 2. TV 2 DANMARK A/S skal fremme digitaliseringen af programarkiverne for TV 2 for bl.a. på denne måde at kunne give borgerne adgang til disse, dog med de begrænsninger, der følger af lovgivningen m.v., herunder ophavsretsloven. TV 2 DANMARK A/S skal aktivt arbejde for i videst muligt omfang at kunne gøre programarkiverne for TV 2 tilgængelige for befolkningen og forskermiljøerne.
TV 2 DANMARK A/S skal sikre en dialog med befolkningen, herunder med lytter- og seerorganisationer, om public service-virksomheden.
TV 2 DANMARK A/S er forpligtet til at have en Seernes redaktør ansat. Redaktøren skal overvåge TV 2 DANMARK A/S’ behandling af henvendelser fra seere, herunder klager over TV 2 DANMARK A/S’ virksomhed, med henblik på at sikre en høj programetik og journalistisk standard i den samlede programvirksomhed på TV 2.
Kapitel 3. Tilladelsens overholdelse
3.1. Radio- og tv-nævnets tilsyn med overholdelse af tilladelsesvilkår Efter radio- og fjernsynslovens § 44 a fører Radio- og tv-nævnet tilsyn med TV 2 DANMARK A/S’ public service-programvirksomhed.
Nævnet kan i den forbindelse påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter loven samt vilkår fastsat i forbindelse med udstedelsen af tilladelsen. Nævnet kan endvidere afgive indstilling til kulturministeren om inddragelse af tilladelse udstedt i medfør af § 38 a.
I henhold til lovens § 44a varetager Radio- og tv-nævnet endelig de opgaver og funktioner, der følger af den mellem Kulturministeriet og TV 2 DANMARK A/S indgåede aftale om et bodssystem for tilladelse til at udøve public service- programvirksomhed, jf. afsnit 3.5.
3.2. Redegørelse for opfyldelse af tilladelsesvilkår
TV 2 DANMARK A/S skal hvert år udarbejde en redegørelse for, hvordan vilkårene for denne tilladelse er blevet opfyldt i det forudgående kalenderår.
Redegørelsen skal, bilagt årsrapporten for TV 2 DANMARK A/S for forudgående kalenderår, sendes senest den 1. maj til Slots- og Kulturstyrelsen med henblik på Radio- og tv-nævnets høring og efterfølgende vurdering. Redegørelse og regnskab skal endvidere sendes til kulturministeren og til Rigsrevisionen.
Følgende oplysninger skal fremgå af redegørelsen:
• omfang og placering af nyhedsudsendelser på TV 2
• omfanget af dansk dramatik på TV 2
• omfanget af TV 2 DANMARK A/S’ brug af tekstning, tegnsprogstolkning og andre hjælpetjenester til at styrke handicappedes adgang til programmerne på TV 2, samt arbejdet med at forbedre kvaliteten af sådanne hjælpetjenester
• fordelingen af forskellige programtyper på TV 2s sendeflade, hvordan disse programudbud er blevet brugt af seere og lyttere, og hvordan publikum har vurderet programmerne. De statistiske oplysninger skal udformes på en sådan måde, at det er muligt at følge udviklingen og sammenligne over årene
• TV 2 DANMARK A/S’ dialog med befolkningen
• TV 2 DANMARK A/S’ engagement i dansk film
• et delregnskab for TV 2 DANMARK A/S’ public service-virksomhed (TV 2).
Selskabets revisor påser, at de regnskabsmæssige oplysninger i redegørelsen er korrekte, og at der foreligger en tilfredsstillende dokumentation for øvrige talmæssige oplysninger, der har betydning for vurdering af redegørelsen.
TV 2 DANMARK A/S skal på begæring fra Kulturministeriet, Radio- og tv-nævnet eller Rigsrevisionen udlevere de oplysninger vedrørende programvirksomhed og økonomiske forhold m.v. i relation til TV 2, som er nødvendige for hhv. ministeriets, nævnets og Rigsrevisionens tilsynsopgaver.
3.3. Tvister mellem TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2- virksomheder
Såfremt der i tilladelsesperioden opstår uenighed mellem TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder om forståelsen eller opfyldelsen af bestemmelserne om sendetidspunkter m.v. i bilag 1, forpligtes TV 2 DANMARK A/S til at lade uenigheden afgøre bindende ved voldgift. De respektive regionale TV 2-virksomheder påtager sig i deres public service-kontrakter med kulturministeren en tilsvarende forpligtelse.
Voldgiftsretten sættes med tre voldgiftsmænd, hvoraf TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder i forening hver især udpeger én voldgiftsmand. Den tredje voldgiftsmand, der skal være voldgiftsrettens formand, udpeges af TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-virksomheder i fællesskab eller, såfremt enighed derom ikke kan opnås, af Sø- og Handelsretten i København.
Voldgiftsretten fastsætter selv de processuelle regler. Omkostninger i forbindelse med voldgiftssagen afholdes af TV 2 DANMARK A/S og/eller de regionale TV 2- virksomheder, idet voldgiftsretten træffer bestemmelse om, hvem der skal bære voldgiftssagens omkostninger, herunder godtgørelse og honorar til voldgiftsretten.
3.4. Ændringer i tilladelsesvilkår
Kulturministeren kan ændre nærværende tilladelsesvilkår i det omfang, internationale forpligtelser gør det nødvendigt. Tilsvarende gælder i tilfælde af nye politiske aftaler omfattende TV 2 Danmark A/S i tilladelsesperioden, herunder tillægsaftaler til Medieaftale 2019-2023, jf. også afsnit 1.3.
Væsentlige ændringer i TV 2 DANMARK A/S’ indtægtsgrundlag, der medfører mindreindtægter for selskabet, giver adgang til genforhandling af tilladelsesvilkår.
Tilsvarende gælder, hvis ændringer i national lovgivning nødvendiggør ændringer i tilladelsesvilkårene, som medfører merudgifter eller mindreindtægter for selskabet.
Bilag 1 om sendetidspunkter for regionale udsendelser kan ændres efter de i afsnit
2.4. fastsatte bestemmelser.
Øvrige ændringer forudsætter enighed mellem parterne.
3.5. Sanktioner
3.5.1. Bøder
TV 2 DANMARK A/S kan pålægges bøde efter radio- og fjernsynslovens almindelige bestemmelser.
3.5.2. Inddragelse af tilladelse
Kulturministeren kan, jf. radio- og fjernsynslovens bestemmelser herom, efter indstilling fra Radio- og tv-nævnet, inddrage tilladelsen midlertidigt eller endeligt.
3.5.3. Bod
Kulturministeren og TV 2 DANMARK A/S indgår samtidig med udstedelse af denne tilladelse aftale om et bodssystem for tilsidesættelse af vilkår for tilladelse til at udøve public service-programvirksomhed. Aftalen vedlægges som bilag 2.
Bilag
Bilag 1: Sendetider mv. for de regionale TV 2-virksomheders programmer i perioden 1. januar 2019 til 31. december 2023.
Bilag 2: Aftale mellem Kulturministeriet og TV 2 DANMARK A/S om bodssystem for tilsidesættelse af visse vilkår for tilladelse til at udøve public service- programvirksomhed.