KAPITEL 3‌

KAPITEL 3‌

Forsikringsaftalen

1. Begrebet forsikringsaftale

Forsikringsaftaleloven finder anvendelse på forsikringsaftaler, der indgås med selskaber og institutioner, der driver forsikringsvirksomhed, jf. lovens

§ 1, stk. 1. Xxxxx bestemmer ikke, hvad der skal forstås ved en forsikringsaf- tale. Dette begrundes i forarbejderne til loven, jf. Udkastet s. 26, på følgende måde:

»At give en sådan begrebsbestemmelse i lovsform er meget vanskeligt, begrebet mister derved den elasticitet, som det efter almindelig sprogbrug har, og der kan derved lægges hindringer i vejen for at give det den afgrænsning, som under de til enhver tid herskende forhold er den naturlige. I alt fald vil en definition, som skal være blot nogenlunde udtøm- mende, ikke kunne gives en så kort og koncis form, som må kræves af en lovregel. Efter kommissionens mening bør det derfor overlades til retsvidenskaben nærmere at udvikle, hvad der skal forstås ved en forsikringsaftale, og til retsanvendelsen i de forholdsvis få til- fælde, hvor der opstår tvivl om, hvorvidt en aftale af en vis beskaffenhed kan anses for en forsikringsaftale, at afgøre, om loven efter dens reale grunde og den naturlige sprogbrug bør bringes til anvendelse eller ej.«

En forsikringsaftale er især karakteriseret ved det økonomiske risikomoment. Den forsikringsretlige teori definerer normalt en forsikringsaftale som en af- tale om overtagelse af en økonomisk risiko for en uvis begivenheds indtræ- den, mod et vederlag, der beregnes statistisk på grundlag af fordelingen af denne risiko på en flerhed af forsikringer, jf. Lyngsø, FAL s. 34 og Xxxx Xx- rensen i FAL, s. 32 og hertil Udkastet, s. 26. Selv om FAL bestemmer, at af- talen skal være indgået med et selskab, der driver forsikringsvirksomhed, be- tyder dette ikke nødvendigvis, at en aftale, der ikke opfylder denne betingel- se, heller ikke opfylder definitionen af en forsikringsaftale. Derimod har dette den afgørende betydning, at aftalen ikke vil være omfattet af FAL’s regler, jf. lovens § 1 og hertil UfR 1980.619V og UfR 1983.153H. Hovedreglen vil dog være, at en aftale, der indgås med en virksomhed, der er omfattet af FIL, er en forsikringsaftale, som er omfattet af FAL, også selv om selskabet ikke er

godkendt af Finanstilsynet, eller der ikke kræves godkendelse, jf. AKF

61.199 citeret nedenfor.

Finanstilsynet har i nogle principielle afgørelser taget stilling til om en virksomheds salg af ydelser var foreneligt med den tidligere lov om forsikringsvirksomhed § 5, som lyder: For- sikringsvirksomhed efter denne lov må kun udøves af: 1) aktieselskaber, gensidige selska- ber og pensionskasser efter kapitel 22, der har fået Finanstilsynets tilladelse (koncession) efter § 9, stk. 1, 1. pkt. 2) udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i

§ 211, stk. 1, eller § 213, stk. 1, samt udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilla- delse (koncession) af Finanstilsynet, og ... (Reglerne findes nu i lov om finansiel virksom- hed, § 11 og §§ 30-33). En afgørelse af 14. januar 1999 fra Finanstilsynet indeholder føl- gende: »Finanstilsynet blev bedt om at tage stilling til et privathospitals abonnementsord- nings forenelighed med lov om forsikringsvirksomhed. Ordningen gik ud på, at der indgås en aftale med privathospitalet og en virksomhed på vegne dens ansatte med henblik på, at de ansatte uden ventetid kan blive opereret for en række almindeligt forekommende lidel- ser. Virksomheden forpligter sig til at betale et årligt abonnement. Som følge af abonne- mentsordningen skal der ikke betales vederlag for de operationer, der er omfattet af ord- ningen. Efter 1 års medlemskab tilbydes rabat for visse andre ydelser, f.eks. kosmetisk la- serbehandling dog max 20.000 kr. pr. person pr. år. Flere forsikringsselskaber har allerede koncession til og udbyder såkaldte »sundhedsforsikringer«, hvor dækningen er, at man mod betaling får en given behandling på et betalingshospital. Selvom der ikke i lov om forsikringsvirksomhed findes en definition af, hvad der forstås ved forsikringsvirksomhed, er der i den forsikringsretlige teori tale om forsikring, hvor der foreligger en aftale om overtagelse af en risiko (økonomisk tab) for en uvis begivenheds indtræden mod et veder- lag, der kan beregnes statistisk. Finanstilsynet vurderede, at abonnementsordningen på pri- vathospitalet netop havde denne type virksomhed for øje. Der blev lagt vægt på, at det var tanken, at en virksomhed ville tegne et abonnement hos privathospitalet for at sikre sig mod de risici, som opstår ved medarbejdernes sygdomme, der kræver behandling på syge- hus mod et vederlag, der kan beregnes statistisk. Således fandtes abonnementsordningen omfattet af lov om forsikringsvirksomhed § 5.« Finanstilsynets afgørelse af 27. marts 1998: »Finanstilsynet blev anmodet om at tage stilling til foreneligheden af en forsikrings- ordning for folkekirken med lov om forsikringsvirksomhed § 5 og § 11. Det fremgår af ordningens indhold, at der i løbet af 1999 og 2000 skal anvendes 40 mio. kr. af landskirke- skatten til opbygning af en ny forsikringsordning. Fællesfonden, hvortil pengene indbeta- les, dækker de årlige udgifter til administration af ordningen, men den samlede administra- tion af ordningen vil blive udbudt i licitation blandt forsikringsselskaber og forsik- ringsmæglere. Fællesfonden dækker herefter alle skader på bygninger og løsøre på op til 40 mio. kr. årligt, med en mindre selvrisiko for de enkelte menighedsråd. Fællesfonden tegner en fælles forsikring i et forsikringsselskab for skader ud over 40 mio. kr. og op til 5 mia. kr. årligt. Desuden tegner fællesfonden arbejdsskade- og ansvarsforsikringer i et forsikringsselskab for alle folkekirkens medarbejdere. Finanstilsynet fandt, at den danske folkekirke er at betragte som en forvaltningsretlig enhed, som på linje med tilsvarende for- valtningsretlige enheder har adgang til at være selvforsikret på et eller flere områder. Det er endvidere Finanstilsynets opfattelse, at en kombination af selvforsikring og afdækning ikke tilsidesætter muligheden for en selvforsikringsordning. På denne baggrund fandt Finanstil- synet ikke, at den påtænkte forsikringsordning for folkekirken var i strid med § 5 og § 11 i lov om forsikringsvirksomhed.«

Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn, X.xx.: 94-67.611/1996: Rejsebranchens tilbud om afbestillingssikring ved salg af pakkerejser og selskabsrejser, fandtes at være forsik- ringsvirksomhed. Der lagdes vægt på at der var tale om betaling for en uvis begivenheds indtræden nemlig sygdom.

AKF 61.199 i »Forsikring« 2004, nr. 9: Hundesygekasse fandtes at drive forsikrings- virksomhed, men var ikke underlagt tilsyn, jf. FIL kap. 18 (mindre gensidige selskaber).

Som anført i forarbejderne til FAL er det overladt til retsvidenskaben at be- stemme begrebet forsikringsaftale og til domstolene at afgøre, om loven efter dens reale grunde og den naturlige sprogbrug bør bringes til anvendelse. Domstolene har kun sjældent lejlighed til at tage stilling til dette I UfR 1985.203H (komm. i UfR 1985B243) havde Højesteret lejlighed til at tage stilling til begge spørgsmål, dvs. spørgsmålet, om der forelå en forsikringsaf- tale, og om denne var omfattet af forsikringsaftaleloven. Det blev fastslået, at en af et forsikringsselskab tegnet garantiforsikring for pantebreve var en for- sikringsaftale. Dommen synes at anvende den samme definition af begrebet forsikringsaftale, som er opstillet af teorien, jf. lige ovenfor.

UfR 1985.203H: Et forsikringsselskab havde påtaget sig at yde garanti for pantebreve solgt af en bank. Det blev antaget, at garantien var en forsikringsaftale, og at denne var omfattet af forsikringsaftalelovens regler. Lovens § 21, stk. 4, 2. pkt., kunne dog ikke finde an- vendelse på pantebrevsgarantien, jf. forarbejderne til denne bestemmelse. Se hertil Xxxxxxx Xxxx om Garanti & Kreditforsikring, 2004.

Xxx Xxxxxxxx: »En højesteretsdom om en forsikringsgaranti«. (Bl.a. om anvendelse af FAL § 24 på en forsikringsgaranti – udtalelsen fra branchen synes at bære afgørelsen i UfR 2003.59H). Hyldestskrift til Xxxxxx Xxxxxxxx, 2003, side 845 ff. (Red. af Xxxxxxx Xxxxxxx m.fl.).

NJA 1999.69H: Et forsikringsselskab stillede kaution for en virksomheds lån på

6.400.000 DM i en bank. Der var udstedt følgende erklæring: »För låntagarens förpliktelse enligt dette avtal går härmed Fösäkrings AB ... i Borgen såsom för egen skuld indtil dess full betaling sker.« Højesteret udtalte, at en aftale med et forsikringsselskab om at stille kaution for en låntagers forpligtelser må anses for en kreditforsikringsaftale, medmindre særlige omstændigheder giver anledning til en anden bedømmelse. Sådanne omstændighe- der fandtes ikke at foreligge i sagen.

1.1. Aftalens placering i det aftaleretlige system

Aftaler om forbrugerforsikring og almindelig erhvervsforsikring indgås nor- malt med en forsikringsperiode af et år med automatisk fornyelse ved udløb, medmindre aftalen opsiges af en af parterne med det varsel der i almindelig- hed fremgår af aftalen. Aftalerne henhører derfor til de i den almindelige ob- ligationsret benævnte vedvarende eller længerevarende kontrakter. Ved disse kontrakter har parterne behov for at få justeret vilkårene hen ad vejen. Forsik- ringsselskabet har behov for at få ændret vilkårene og præmien – som regel

ved en begrænsning af dækningen og/eller en forhøjelse af præmien, mens forsikringstagerne har behov for at få reguleret forsikringssummen og en til- pasning af vilkårene efter deres livsstatus. Selv om aftalernes løbetid umid- delbart kan forekomme, at være ganske kortvarige er begrebet vedvarende dog en rammende betegnelse, idet aftalerne i almindelighed reelt fornyes år efter år, eller om man vil blot løber videre, idet det til aftalens ophør, som nævnt, kræves at en af parterne aktivt opsiger aftalen.

Forsikringsaftalen indgås med en virksomhed der driver forsikringsvirk- somhed. Der er tale om privat virksomhed (contra offentlig virksomhed) og forsikringsaftalen er en gensidig bebyrdende kontrakt på formuerettens områ- de. Kommissionen bag ved Udkast til FAL arbejdede på dette udkast i 1920’erne dvs. efter den første aftalelov så dagens lys i 1917, og kommissio- nen har derfor taget hensyn til reglerne i denne lov, navnlig for så vidt angik reglerne om aftalens indgåelse. Da aftaleloven allerede indeholdt sådanne regler ansås det ikke for nødvendigt at optage regler om forsikringsaftalers indgåelse i FAL. Aftalelovens regler finder anvendelse i det omfang forsik- ringsaftalelovens regler ikke regulerer forholdet (lex specialis-princippet). De i teorien udviklede aftaleretlige begreber, løfte påbud og accept anvendes i forsikringsaftaleretten traditionelt på den måde at forsikringssøgendes begæ- ring om en forsikring anses for et tilbud lig med et løfte til selskabet, mens selskabets police eller forsikringsoversigt anses som en accept, der består af et løfte og et påbud til forsikringssøgende. Spørgsmålet om, hvornår aftalen er bindende indgået følger af Aftl. § 7 – det er den normalt, når overens- stemmende police rettidigt er kommet til forsikringssøgendes kundskab.

I den almindelige aftaleret antages det også, at en aftale er bindende ind-

gået, når tilbudsmodtagers accept er kommet til tilbudsgivers kundskab og at den får retsvirkning fra dette tidspunkt, medmindre andet er aftalt eller følger af aftalen eller lov, jf. Aftl. §§ 1 og 7. Efter almindelig forsikringspraksis ind- træder selskabets ansvar ved forbrugerforsikringer allerede på tegningstids- punktet, medmindre selskabet efter dets antagelsespolitik ikke ville have an- taget den pågældende forsikring eller ville have antaget den på andre vilkår end begæret af forsikringssøgende. Tegningstidspunktet antages at være det tidspunkt, hvor forsikringssøgende har udfyldt begæringen og afleveret eller afsendt den til selskabet eller selskabets repræsentant. Ved telefonisk eller elektronisk tegning tillempes den samme praksis alt afhængig af den konkrete forretningsmetode. Ved lovpligtige forsikringer, som f.eks. ansvarsforsikrin- ger for motorkøretøjer, er dette princip eller denne praksis nedfældet i lov- givningen, jf. § 2 i bek. nr. 579 af 6. juni 2007, og gælder ikke kun forbruger- forsikringer, men også erhvervsforsikringer.

§ 2 i bekendtgørelsen har følgende ordlyd: »Forsikringen skal træde i kraft på det tidspunkt, da forsikringsbegæringen er modtaget af selskabet eller af dets befuldmægtigede, medmindre forsikringstageren har anmodet om en an- den senere ikrafttrædelsesdato.«

Forsikringsaftaleloven er en særegen aftalelov, der regulerer netop aftaler mellem forsikringstagerne og forsikringsselskaberne. Der er taget hensyn til de særlige forsikringstekniske og forsikringsmæssige principper, jf. til eks. FAL § 6, stk. 2, om beregningen af forsikringsydelsen, når forsikringstageren har afgivet urigtige oplysninger ved aftalens afslutning. Forslaget til loven blev fremsat på grundlag af kommissionens »Udkast til lov om forsikringsaf- taler«, 1926 og var resultatet af et fælles nordisk samarbejde. Den danske lov har indtil i dag overlevet med enkelte mindre ændringer.

2. Interessen i forsikring

2.1. Begrebet interesse

Når der tegnes forsikring for huset eller bilen, er det ikke disse ting som så- dan der forsikres, men derimod den interesse der er knyttet til tingene, jf. FAL § 35, 1. pkt. Når det gælder brandforsikringen for huset, er det således interessen i, at huset ikke brænder, der forsikres, og når det gælder kaskofor- sikringen for bilen, er det (bl.a.) interessen i, at bilen ikke beskadiges eller bliver udsat for tyveri, der forsikres.

En tingsforsikring dækker i almindelighed kun den til selve tingen knytte- de interesse og ikke f.eks. erstatning for driftstab. Når en erhvervsvirksomhed er brandforsikret, er det således interessen i, at løsøre og bygninger ikke brænder, der er dækket, og ikke det driftstab, virksomheden måtte lide som følge af, at produktionen er indstillet, jf. FAL § 36. Driftstabet kan forsikres ved en særlig driftstabsforsikring, der tilkobles brandforsikringen.1 Denne forsikring dækker interessen i, at virksomheden ikke mister indtjening eller afkast – også kaldet afkastningsinteressen.

Driftstabsforsikring tegnes i almindelighed alene i forbindelse med en tingsforsikring eller personforsikring og da således, at der kun udløses erstatning, hvis driftstabet er en følge af en i øvrigt dækningsberettiget tingskade eller personskade.

1. Driftstabsforsikring kan også tilkobles andre forsikringstyper, som f.eks. vandskade- og tyveriforsikring.

Interessen i ikke selv at skulle udrede erstatning for en skade forvoldt tredje- mand kan også forsikres (ansvarsforsikring), og interessen i at undgå tab i forbindelse med køb af pantebreve kan forsikres (garantiforsikring).

Anvendelsen af interesseprincippet har den fordel, at man kan knytte for- sikringen til flere personer, jf. FAL § 54, stk. 1, om panthavers m.fl.s ret til forsikringsydelsen.

Interesseprincippet gælder alene ved skadesforsikring (og ikke summafor- sikring), jf. overskriften til FAL § 35. Den, der ikke har nogen beskyttelses- værdig eller »værnet« interesse i tingen, kan ikke tegne forsikring, der giver ret til erstatning, og vedkommende kan heller ikke tegne forsikring, der giver tredjemand ret til erstatning, jf. FAL § 35, 2. pkt. Herved undgår man, at der indgås rene gevinstkontrakter.

Interesseprincippet har som lige anført alene betydning ved skadesforsik- ring. Mht. summaforsikring henvises til gennemgangen nedenfor i afsnit 2.3.

2.2. Interessen ved skadesforsikring

2.2.1. Kravet om lovlig og økonomisk interesse

Der kan tegnes forsikring mod alt, hvis man er villig til at betale en til risiko- en svarende præmie. En sådan udtalelse høres ofte. Udtalelsen er ikke kor- rekt. Selvom den, der vil tegne forsikring, har en bestemt interesse i at forsik- re et tab, er det ikke sikkert, at denne interesse er »værnet« af reglen i FAL

§ 35. Interessen er nemlig kun »værnet«, hvis den er lovlig, og hvis den kan ansættes i penge, jf. § 35, 1. pkt.

Ved fortolkningen af »lovlig interesse« i FAL § 35 kan der udfyldes med grundsætningen om, at der ikke kan indgås aftaler, der er i strid med (lov og)

»ærbarhed«, jf. herved DL 5-1-2. Det betyder, at der ikke (lovligt) kan indgås aftaler, der er i strid med den herskende moralopfattelse på aftaletidspunktet.2 Hvad der er den almindelige moralopfattelse i et samfund, er overladt til »en fornemmelse af, hvad der er rigtigt«, dvs. en subjektiv afgørelse som kan va- riere noget med tiden. Afgørelsen af, om en interesse er lovlig, træffes således efter et helt konkret skøn, men nedenfor opstilles nogle objektive kriterier, som kan indgå i bedømmelsen. Disse kriterier er udarbejdet på grundlag af praksis på området.

Praksis viser, at det sædvanligvis ikke er i tegningssituationen, men først efter en skades indtræden, at det opdages, at der er tale om en interesse, for

2. Jf. Udkastet s. 130.

hvilken der ikke (lovligt) kan tegnes forsikring, jf. FAL § 35. Mens spørgs- målet ofte har været genstand for debat i teorien,3 er praksis meget sparsom.

Tingsforsikring dækker normalt den interesse, der knytter sig til, at selve tingens værdi ikke forringes ved forsikringsbegivenheden, og omfatter ikke anden til tingens bevarelse knyttet interesse, jf. FAL § 36, 1. pkt. I relation til tingsforsikring må det derfor – for at interessen kan anses som lovlig – kræ- ves, at interessen knytter sig til ting, over hvilke den sikrede har den retmæs- sige råden og ejendomsret (som evt. kan være betinget). Dette betyder, at der ikke er knyttet en lovlig interesse til ting, som den sikrede har stjålet.

Eks.: Forsikringstageren får stjålet sit farvefjernsyn. Tyveriet dækkes af forsikringstage- rens indboforsikring. Hvis fjernsynet stjæles fra tyven, vil det ikke være dækket af hans indboforsikring. Den interesse, der er knyttet til fjernsynet, er ikke lovlig, idet fjernsynet ikke er underlagt tyvens ejendomsret og retmæssige råden. Uden for FAL § 35 kan der ar- gumenteres for, at det ville stride mod hele forsikringstanken og grundsætningen om sub- rogationsret (her selskabets), hvis der skulle betales erstatning for den samme ting flere gange. Tyven er jo ikke ejer af det stålne: Ejer er det selskab, der har udbetalt erstatning.

Dommen i ASD 1950.114Ø ser ud til at gå herimod. Forholdene på skadestidspunktet var imidlertid meget specielle, og afgørelsen er sikkert præget af forholdene omkring ef- terkrigstidens retsopgør. I 1944 havde en modstandsmand stjålet nogle pelse i den hensigt at skaffe penge til modstandsbevægelsen. Han tegnede en særskilt forsikring for pelsene og krævede forsikringssummen udbetalt, da de senere blev stjålet. Retten udtaler bl.a., at »den eventuelt (fremhævet her) uretmæssige karakter af modstandsmandens besiddelse af de forsikrede genstande ... ikke med rette kan påberåbes som begrundelse for fritagelse for at udbetale forsikringsbeløbet«. Afgørelsen kan måske begrundes med en form for lovlig be- slaglæggelse eller nødretsgrunde. Dommen kan ikke tages til indtægt for, at stjålne ting i almindelighed (lovligt) kan forsikres.

Xxxxxxx Xxxxxxxxx og Xxxxxxx Xxxxxxx anfører s. 385 f. med støtte i Xxxxxx Xxxxxx (Ob- ligationsrettens specielle del, 1912) og Schiørring (Den danske søforsikringspolice, 1924), at dommen bygger på en tanke, der er velkendt og længe har været accepteret i den forsik- ringsretlige teori. Disse forfatteres tanker bygger på de varetægtstilfælde, hvor den, der ik- ke har en retsmæssig råden over tingen, er ansvarlig over for tredjemand. På dette grundlag gør Xxxxxx sig til talsmand for, at tredjemand er dækket af den af tyven tegnede forsikring. De førstnævnte forfatteres tanker er udviklet, før forsikringsaftaleloven blev vedtaget, og hertil kommer, at Schiørrings bemærkninger angår søforsikring, og endelig var forholdet i dommen ikke et spørgsmål om tredjemands interesse, men om interessen hos den, der hav- de stjålet tingene, var lovlig. Efter FAL § 35 må det antages, at en tyv ikke lovligt kan for- sikre tyvegods, heller ikke for tredjemands interesse. Beskyttelsen af tredjemands interes- ser er fuldt varetaget ved, at han har mulighed for at forsikre sig mod tyveri.

3. Jf. til eks. Xxxxxxx Xxxxxxxxx og Xxxxxxx Xxxxxxx, s. 384, hvorved bemærkes, at der formentlig ikke er noget (dansk) forsikringsselskab, der vil indlade sig på at tegne forsikring, der dækker xxxxxxxxxxxxxxx/afgifter, jf. eks. x.xx.

Forfatterne kritiserer anf. st. resultatet i det ovenfor anførte eks., hvor tyven stjæler et farvefjernsyn, idet »dette indebærer en begrænsning af forsikringsdækningen ifølge de sædvanlige vilkår for indboforsikring. Disse vilkår går nemlig ud på, at forsikringen – bl.a.

– omfatter ting, som den sikrede bærer risikoen for. Og en tyv bærer i aller højeste grad risikoen for fjernsynsapparatet.« Forfatterne mener derfor, at ejeren af fjernsynet herefter skal oppebære erstatningen. Som det fremgår af eks., tager dette sigte på den situation, hvor ejeren har fået udbetalt erstatningen. Tyven har derfor ikke en lovlig interesse i at tegne forsikring for fjernsynet. Desuden har det vist nok aldrig været hensigten, at det på- gældende vilkår i indboforsikringen også skulle dække en tyvs ansvar over for tredjemand. Formålet med forsikringsvilkåret er at afdække behovet efter FAL § 54, stk. 1, og hensig- ten med denne bestemmelse har ikke været at pålægge selskaberne at forsikre tyvegods. Iflg. motiverne havde man navnlig tænkt på reglerne i Kbl.s § 17 og § 37 om risikoens overgang.4 Følger man imidlertid forfatternes holdning, vil det resultere i, at tyven i alle praktiske tilfælde ville få udbetalt erstatningen og ikke tredjemand, idet denne næppe vil kende til forsikringens eksistens, jf. FAL § 54, stk. 1, og § 57. Forfatterne udtaler videre:

»tyven har jo betalt præmien for forsikringen. For forsikringsselskabet kan det være lige- gyldigt, om det er et lånt fjernsyn, der stjæles, eller om det er et stjålet fjernsyn der stjæles. Men havde det været et lånt fjernsyn, der stjæles, er der ingen tvivl om, at forsikringssel- skabet må betale. Heraf ses, hvor vanskeligt det er at diskutere moral. Den omstændighed, at selskabet har oppebåret præmie, kan ikke legalisere tyvens interesse.«

Hvis forsikringstageren har ejendomsretten til tingen, er det ikke sikkert, at et begået retsbrud vil føre til, at interessen kan anses som ulovlig, jf. til eks. AKF 17.119a (Forsikring 1987 nr. 6) og AKF 24.435/89, »Forsikring« nr. 22/1989 om nogle til Danmark ulovligt indførte videomaskiner.

AKF 17.119a: Under henvisning til, at der var tale om en ulovlig interesse, når en video- båndspiller var ulovligt indført fra Tyskland, afviste et selskab erstatning for tyveri af ap- paratet, men fik ikke medhold. Nævnet udtaler: »Uanset om den stjålne genstand er ulov- ligt indført her i landet, er den undergivet klagerens ejendomsret (fremhævet her). Interes- sen i at undgå tyveri af den er en lovlig interesse, der kan være genstand for forsikring, jf. FAL § 35.«

I AKF 24.435/89 udtaler nævnet bl.a.: »uanset om den stjålne videooptager er lovligt eller ulovligt indført her i landet, er den undergivet klagerens ejendomsret – (fremhævet her) ...«. Herefter følger udtalelsen den lige citeret kendelse.

AKF 31.621 (Forsikring 1992 nr. 22): Forsikringstageren var blevet frastjålet 6- 8000 kr. Hun krævede beløbet erstattet af sin familieforsikring. Kvinden oplyste, at penge- ne stammede fra uofficiel udskænkning af spiritus på et værtshus. Over for Ankenævnet oplyste hun, at der ikke var tale om »sorte penge«, men om opsparing af egne midler til uforudsete udgifter. Selskabet havde afvist at betale erstatning bl.a. med den begrundelse, at interessen ikke var lovlig. Nævnet fandt, at pengene var undergivet klagerens ejendoms-

4. Jf. Xxxxxxxxxx og Xxxxxxx, Familieforsikring, 4. udg. s. 51 og Xxxxxxx og Xxxxxxxx- xxx, l.c. s. 314.

ret (fremhævet her), og at interessen i at undgå tyveri af dem (derfor?) var en lovlig inte- resse, der kunne være genstand for forsikring, jf. FAL § 35.

AKF 66.764: Uanset om de stjålne smykker og tæpper var lovligt eller ulovligt indført her til landet, var de undergivet forsikringstagerens ejendomsret, hvorved der var tale om en lovlig interesse, jf. FAL § 35. Samme afgørelse i AKF 69.023 vedrørende smykker. Gerningsindholdet i straffelovens § 290 fandtes ikke realiseret, eller at ville blive realiseret ved selskabets udbetaling af erstatning.

Når FAL § 35 fastslår, »at enhver lovlig interesse, der lader sig ansætte i pen- ge kan være genstand for skadesforsikring«, må dette indebære, at tingens økonomiske værdi også skal være lovlig. Hvis det er således, at tingen nok er underlagt den sikredes ejendomsret, men denne ret til enhver tid kan ophæves f.eks. ved konfiskation pga. den sikredes retsbrud, kan det hævdes, at tingen vil kunne indbringe ejermanden en vis sum penge på det »sorte marked«. Ind- fortolker man det lige anførte krav om, at tingen skal have en lovlig om- sætningsværdi, kan sådanne ting ikke forsikres – der er ikke tale om en lovlig interesse.

Jf. til eks. AKF 24.177/89 hvor forsikringstageren havde fået stjålet et tigerskind. Nævnets begrundelse er følgende: »Da det omhandlede tigerskind nok var blevet krævet konfiske- ret, såfremt Skov- og Naturstyrelsen havde været bekendt med, at det var i klagerens be- siddelse, finder nævnet ikke, at skindet har haft en sådan handelsværdi, at nævnet kan på- lægge selskabet at udbetale yderligere erstatning end sket.« Selskabet havde udbetalt

15.000 kr., men påstod under klagens behandling, at skindet var uden nogen reel værdi. Endvidere AKF 27.880/90 (konfiskation af ulovlig indført radardetektor), hvor nævnet hel- ler ikke direkte udtaler sig om, at interessen er ulovlig, men afgørelsen støtter også den an- tagelse, at interesser i konfiskationsbare ting efter en konkret afgørelse kan være udelukket fra forsikringsdækning, jf. FAL § 35.

Det er i øvrigt ikke usædvanligt, at skind fra vilde dyr, der er indført her i landet i strid med særlovgivningen, konfiskeres iht. straffelovens § 75, jf. til eks. UfR 1985.1108Ø om konfiskation af et leopardskind.

RG 1988.1035: Forsikringstageren købte en norsk registreret total udbrændt vogn, som han ville genopbygge. Det lykkedes ham også at købe en tilsvarende beskadiget bil i Tysk- land. Det var kun enkelte dele fra den norske bil, der kunne genbruges. Forsikringstageren skiftede identitet på den tyske bil, idet han med en slibemaskine fjernede chassisnr. og ind- huggede den norske bils nr. Da vognen var genopbygget, bestemte forsikringstageren sig til at sælge den. På vej til Oslo udbrændte vognen, og forsikringstageren krævede erstat- ning af det selskab, i hvilket han havde tegnet kaskoforsikring. Da der var tale om ulovlig genopbygning af bilen, nægtede selskabet at betale erstatning bl.a. under henvisning til, at der var tale om en ulovlig interesse, jf. FAL § 35. Retten gav selskabet medhold, bl.a. fordi forsikringstageren havde gjort sig skyldig i en betydelig afgiftsundragelse (ca. 107.000

n. kr., således at vognen næsten ville være værdiløs for ham). Retten fandt endvidere, at der var tale om et ulovligt forhold ... »som forutsatt straffbarhetsvilkårene for øvrig er til stede, bedømmes som dokumentfalsk, jf «. Der kunne heller ikke gives forsikrings-

tageren medhold i en påstand om at få dækket de positive udgifter til genopbygning af vognen. Det er ikke sikkert, at man ville nå til samme resultat i en tilsvarende sag ved en

dansk domstol, idet en afgiftsundragelse sædvanligvis ikke i sig selv fører til, at interessen anses som ikke lovlig i § 35’s forstand, jf. til eks. AKF 17.119/1986. Noget andet er, at af- giftsunddragelsen kan andrage et så stort beløb, at vognen reelt ikke repræsenterer nogen omsætningsværdi. Det er måske også sådanne tanker, der har spillet med i den norske af- gørelse?

Det er forsikringsselskabet, der har bevisbyrden for, at interessen ikke er lov- lig. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en forsikret ting er konfiskérbar, kan sel- skabet spørge den kompetente myndighed. Et særligt problem er de tilfælde, hvor konfiskation er betinget af, om tingen umiddelbart kan benyttes eller faktisk benyttes. Trådløse telefoner, der ikke er godkendt i Danmark, kon- fiskeres kun, hvis de er oprettet, dvs. er klar til brug. Sådanne telefoner repræ- senterer næppe en lovlig omsætningsværdi, idet formålet med besiddelsen vel kun kan være at bruge dem. Mht. samlerobjekter som f.eks. (ulovlige) våben, må afgørelsen træffes efter en konkret vurdering af formålet med besiddelsen og især en vurdering af, om omsætningsværdien er legal. Hvis selve besiddel- sen ikke er ulovlig, men formålet med tingen klart er at anvende den på en måde, der vil gøre besiddelsen ulovlig, er der ikke tale om en lovlig interesse. Mht. den legale økonomiske værdi bemærkes, at et våben eller en (trådløs) telefon godt kan repræsentere en økonomisk værdi, selv om besiddelsen ikke er lovlig nemlig ved salg på det »sorte« marked, men en sådan omsætning er netop ikke lovlig, og derfor vil interessen heller ikke være lovlig efter FAL

§ 35.

Ballerup Rets dom af 13/10-1995 (BS nr. 1-11.369/94) illustrerer på udmærket vis pro- blemstillingen med de trådløse telefoner: Forsikringstageren anmeldte, at han havde fået stjålet en trådløs telefon, som han havde købt igennem Den Blå Avis. Telefonen brugte han på sin arbejdsplads. Telestyrelsen udtalte i sagen, at telefonen ikke var godkendt af styrel- sen til brug i Danmark, men at telefonen lovligt kunne indføres, hvis den ikke var oprettet, dvs. driftsklar for sending eller modtagning. Hvis telefonen forefandtes i oprettet stand, ville det være ulovligt at besidde den. Telestyrelsen ville i givet fald anmode politiet om at rejse tiltale mod ejeren og begære konfiskation af telefonen. Yderligere er der i dommen henvist til en (utrykt) Østre Landsretsdom vedr. en oprettet telefon, der ikke var godkendt af Telestyrelsen, hvor bl.a. konfiskationspåstanden tages til følge. I Ballerup Rets dom får selskabet medhold i, at der ikke er tale om en lovlig interesse, iht. FAL § 35, idet retten bl.a. lagde til grund, at besiddelse af telefonen ville medføre straf af bøde og konfiskation hos enhver. Ankenævnet for Forsikring havde givet klageren medhold med den begrundel- se, at telefonen på tyveritidspunktet var undergivet klagerens ejendomsret. Mon ikke An- kenævnet hermed har lagt for stor vægt på ejendomsretten og for lidt (eller slet ingen) vægt på spørgsmålet om, hvorvidt telefonen havde en legal omsætningsværdi. Dette spørgsmål må nemlig besvares benægtende, idet telefonen var oprettet.

Det svenske nævn, Allmäna reklamationsnämden, fandt i en afgørelse (89/R6172 cite- ret i Rättsfallssamlingen 1990:16) om en trådløs telefon, at der ikke var tale om en lovlig interesse: Forsikringstageren havde en trådløs telefon, som det iflg. den svenske radiolov

var forbudt at besidde og bruge i Sverige. Telefonen blev beskadiget under et tordenvejr. Forsikringsselskabet var af den opfattelse, at indboforsikringen ikke skulle dække, idet be- siddelsen ikke var lovlig. Nævnet anførte, at ting, som iflg. lov ikke måtte besiddes, og som følgelig kan konfiskeres, savner en retligt beskyttet økonomisk værdi. Det kunne der- for ikke anses for rimeligt, at der skulle betales erstatning, hvis en sådan ting blev beskadi- get eller gik tabt. Forsikringstageren var derfor ikke berettiget til erstatning. Bemærk, at den blotte besiddelse af telefonen er/var ulovlig iflg. svensk lov – i modsætning til hvad der tilsyneladende gælder i Danmark. Sagen er også citeret hos Xxxx Xxxxxxxx, »Försäk- ringsersättning vid skada på egendom«, s. 38.

I forbindelse med tingsforsikring kan der tegnes driftstabsforsikring, der dækker den såkaldte afkastningsinteresse. Driftstabsforsikring kan godt være lovlig selv om den (fysiske) virksomhed, den er knyttet til, ikke er lovlig, når blot selve driften er lovlig. Hvis bygningerne er lovlige, men virksomhedens drift ikke er det, må en ganske konkret vurdering afgøre, om afkastningsinter- essen er lovlig i § 35’s forstand.

FFR 1975 s. 217 (HovR. over Skåne og Blekinge): Forsikringstageren havde tegnet en av- brottsförsäkring for en restaurant. Denne virksomhed var i og for sig tilladt, men blev dre- vet i ulovlige lokaler, som istandsattes uden byggetilladelse. Hvis forsikringstageren havde søgt byggetilladelse, ville en sådan ikke kunne gives, idet den gældende byplan ikke tillod en sådan virksomhed i ejendommen. Restauranten nedbrændte, og forsikringstageren kræ- vede erstatning for driftsafbrydelsen. Selskabet hævdede, at interessen i at drive restauran- ten var en ulovlig interesse, og at det derfor ikke skulle udbetale nogen erstatning. HovR. anså, at en i og for sig tilladt virksomhed ikke var en ulovlig interesse ud fra et forsik- ringsmæssigt synspunkt, alene af den grund at virksomheden blev drevet i lokaler, som istandsattes uden byggetilladelse. Afgørelsen er citeret hos Xxxx Xxxxxxxx, l.c. s. 38.

Mht. ansvarsforsikring er det vigtigt at sondre mellem den interesse, der er knyttet til strafansvaret, og den interesse, der er knyttet til erstatningsansvaret. Dette kan illustreres med et eks. fra praksis:

En landmand havde kørt gylle på en mark, hvor regn bevirkede, at gyllen via et vandløb forurenede et dambrug. Landmanden, der fik en bøde for overtrædelse af den da gældende miljøbeskyttelseslovs § 17, stk. 1, krævede, at hans ansvarsforsikringsselskab skulle betale erstatning for skaderne på fiskebestanden. Under henvisning til en klausul om, at selskabet ikke yder erstatning, når forureningen er en »følge af tilsidesættelse af offentlige for- skrifter«, afviste selskabet sagen og fik medhold i landsretten (ØLD af 13/5-1985, 1. afd. 212/1984).5

5. Dommen er citeret hos Xxxxxxxxxx xg Jønsson, Husejerforsikring, s. 139.

Landmanden (i den citerede sag) kan ikke tegne forsikring for interessen i at undgå at betale bøden, jf. hertil Udkastet s. 130. Derimod vil det ikke være i strid med FAL § 35, 1. pkt., hvis selskabet dækker skader som den omhand- lede.

Det er jo ikke ualmindeligt, at den sikrede overtræder en eller flere special- lovbestemmelser, samtidig med at han ifalder erstatningsansvar over for en skadelidt, jf. til eks. om motorførerens ansvar efter færdselsloven, uden at in- teressen i at undgå erstatningsansvar bliver ulovlig af den grund. Dækning af tab forvoldt ved forsætlige strafbare handlinger er naturligvis ikke lovlig, når det gælder tingsforsikring, og som udgangspunkt heller ikke ansvars- forsikring, jf. nedenfor kap. 6, afsnit 2.1, og kap. 10 (selskabets regresret) af- snit 2.1.2.1. Ved ansvarsforsikring er billedet dog mere nuanceret. Ved lov- pligtige forsikringer bestemmer lovgivningen ofte, at selskabet skal dække selv forsætlige skader forvoldt skadelidte. Det gælder f.eks. så forskellige områder som færdselsansvar og revisoransvar.6 Kendetegnende for disse for- sikringer er dog, at selskabet efter erstatningsudbetaling har erhvervet regres over for forsikringstageren. Så på denne måde dækkes skaden alligevel ikke ved forsikring. Dette stemmer overens med det, der er forudsat i motiverne til FAL, jf. nedenfor i det småtrykte.

I Udkast til lov om forsikringsaftaler havde man overvejet at indføre forbud mod ansvars- forsikring, der dækkede forsætlig skade. I Udkastet s. 130 om ansvarsforsikring fremgår bl.a.: »Man kan nemlig gå ud fra, at intet selskab vil indlade sig på at tegne forsikringer med det endelige formål at holde den sikrede skadesløs for sådant ansvar. Noget helt andet er, at forsikringen kan tegnes således, at selskabet påtager sig en ubetinget pligt til at ud- betale en skadelidte den erstatning, han kan kræve hos den sikrede, men selskaberne vil da altid søge regres hos den sikrede, i alt fald når skaden er forsætligt forvoldt ... Hvad der- næst overtagelsen af pligten til at dække straffebøder angår, må det anses overflødigt at give nogen bestemmelse desangående i loven, idet en aftale derom efter almindelige rets- grundsætninger vil være ugyldig som stridende mod lov og ærbarhed.« Selv om lov og måske især ærbarhed har ændret sig noget siden 1920’erne, hvor disse bemærkninger blev nedfældet, må det antages, at synspunkterne stadig kan tages som udtryk for god skik og ret.

Som det er berørt ovenfor, er det kun interesser, »der lader sig ansætte i pen- ge«, der kan være genstand for skadesforsikring, jf. § 35, 1. pkt. Isoleret set betyder denne sætning, at der kun kan tegnes forsikring mod økonomiske tab. Er en forsikringsaftale indgået om forskellige indbogenstande, hæfter selska-

6. Se om revisorforsikringen, Morten Samuelsson og Kjeld Søgaard, Rådgiveransvaret, s. 123 f.

bet naturligvis ikke for erstatning for de ting, der ikke kan ansættes i penge, jf. til eks. AKF 18.555/87, hvor en større samling af tomme miniature- spiritusflasker, som var blevet stjålet, kun kunne anses for at have haft af- fektionsværdi for klageren. Klagen toges derfor ikke til følge.

FAL § 35 er ikke nem at arbejde med i praksis. Det er vigtigt, at de retsan- vendende myndigheder ikke fortolker bestemmelsen for restriktivt – i mange tilfælde har forsikringstageren trods alt lidt et økonomisk tab – og på den an- den side ikke fortolker den på en måde, der resulterer i, at forsikringssel- skaberne »medvirker« til ulovligheder.

2.3. Interessen ved summaforsikring

FAL § 35 gælder kun for skadesforsikring. Som udgangspunkt kan enhver lovligt tegne livsforsikring eller ulykkesforsikring på tredjemands liv og op- pebære dødsfaldssummen, selv om han ikke har lidt et økonomisk tab som følge af forsikredes død, jf. om livsforsikring FAL § 97 og ulykkesforsikring FAL § 119. Dette betyder også, at der lovligt kan tegnes forsikring mod ikke- økonomiske tab. Der er således ikke noget til hinder for, at et selskab kan til- byde at yde en godtgørelse for svie og smerte under ulykkesforsikringen.

Imidlertid er livsforsikringsaftaler underlagt visse begrænsninger mht. tegning af livsforsikring på tredjemands liv. I lov om finansiel virksomhed

§ 55 bestemmes det, at forsikringstageren ikke lovligt kan tegne livsforsikring på tredjemand, hvorved selskabet forpligter sig til at udbetale dødsfaldser- statning, medmindre den forsikrede samtykker, eller forsikringssummen/ud- betalingen ikke overstiger summen af de indbetalte præmier med renter. For så vidt angår børn gælder der den særlige regel, at livsforsikring med døds- faldsdækning ikke lovligt kan tegnes på barnet, såfremt erstatningen skal ud- betales ved død før barnets fyldte 8. år, medmindre forsikringssummen ikke overstiger de indbetalte præmier med renter. Finanstilsynet kan dispensere fra disse to regler, jf. FIL § 55. Tilsynet har udviklet den praksis at dispensere fra reglerne ved gruppelivsforsikring. De nærmere regler for dispensationen op- tages i den koncession, Finanstilsynet udsteder til selskabet. Koncessionen indeholder en angivelse af, hvor mange gruppemedlemmer de forskellige for- sikringsformer skal bestå af og maksimumsdækningen for de enkelte former. Når der dispenseres ved disse typer af forsikringer, skyldes det, at det ville være ganske upraktisk, hvis forsikringsselskabet ved disse forsikringer skulle indhente samtykke fra hver enkelt person af en gruppe bestående af måske

100.000 forsikrede. Som følge heraf er det i praksis grupperepræsentanten,

der på forsikringstagernes vegne underskriver forsikringsaftalen.

Der gælder ikke sådanne begrænsninger ved tegning af ulykkesforsikring. Dette er historisk betinget, jf. kap. 2, afsnit 2.2. I princippet kan man således

tegne ulykkesforsikringer på (f.eks.) sine naboer, uden at disse har kendskab til det. Dette har dog kun teoretisk interesse. I praksis foregår der nemlig en basal styring igennem selskabernes antagelsespolitik. Et forsikringsselskab vil næppe tegne forsikring på tredjemands liv eller helbred uden først at sikre sig dennes personlige helbredserklæring og evt. underskrift, medmindre der er tale om en gruppeforsikring, jf. Den private syge- og ulykkesforsikring (2004), kap. 1. Forsikringsprodukterne viser også klart, at dødsfaldsdæknin- gen har til formål at sikre forsikredes nærmeste pårørende, jf. standardbe- gunstigelserne i ulykkesforsikring.7

3. Kontraheringspligt8

3.1. Forsikringstagerens pligt

Forsikringstageren har i visse tilfælde pligt til at tegne forsikring enten iht.

lov, iht. obligatoriske vedtægter eller iht. aftale.9

Pligt iht. lov gælder f.eks. motorkøretøjer, jf. færdselslovens § 105, stk. 1, hvorefter der for motordrevne køretøjer skal være tegnet ansvarsforsikring. Der stilles krav om, at ansvarsforsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger med (mindst) 50 mio. kr. og tingsskade med (mindst) 10 mio. kr. (pr. 1/1-2009), jf. FÆL § 105, stk. 2. Beløbene indeksreguleres den første april hvert år, jf. § 105, stk. 3. Besidderen/ejeren af en hund er pligtig at tegne ansvarsforsikring for hunden jf. HL § 8, stk. 2.10 Forsikringen skal dække personskade indtil 5 mio. kr. og tingskade på indtil 2 mio. kr., jf. nedenfor i det småtrykte.

For så vidt angår udlejningskøretøjer er der – ligesom for andre motorkø- retøjer – pligt til at tegne ansvarsforsikring, men desuden er det lovbestemt, at såfremt udlejeren ikke har tegnet kaskoforsikring for køretøjet, skal lejeren have samme retsstilling over for udlejeren, som han ville have haft, hvis ka- skoforsikring havde været tegnet, jf. bkg. § 10, stk. 1 (se nedenfor i det små- trykte).

Luftfartøjer skal være ansvarsforsikrede, jf. lovens § 130, stk. 1, hvorefter ejeren af et luftfartøj skal tegne ansvarsforsikring til dækning af erstatnings-

7. Se hertil Ivan Sørensen, Den private syge- og ulykkesforsikring (1990) s. 315 f.

8. Der kan også henvises til: »Forsikringsselskabers kontraheringspligt i Danmark, Sverige, Norge, England og Tyskland«, 2014 (Ivan Sørensen).

9. Forsikringspligt iht. sædvane kan måske også forekomme, jf. Lisbeth Kjærgaard og Henning Jønsson, s. 55.

10. Se evt. Ivan Sørensen, »Ansvar for hunde« s. 31 f.

krav, »som måtte opstå mod ham selv eller mod brugeren for skade som følge af luftfarten på person eller ting uden for fartøjet«.

Jagtansvarsforsikring er indirekte lovpligtig, idet der til jagttegnet, som er lovpligtigt, er knyttet en ansvarsforsikring. Ansvarsforsikringen tegnes i Dansk Jagtforsikring A/S. Der er tale om en regulær forsikringsaftale, der hvert 5. år kommer i udbud efter EU-reglerne. Når udbuddet er vundet, ud- stedes der en police. Miljøministeriet, Naturstyrelsen, er forsikringstager iht. policen. Ansvarsforsikringen dækker max 10 mio. kr. ved personskade og max 2 mio. kr. ved anden skade, herunder tingsskade. Forsikringen indehol- der også en (subsidiær) dækning af skader forvoldt af ukendte eller uforsikre- de skadevoldere.

Offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, har pligt til at tegne forsikring, der skal dække fysisk skade, der påføres patienterne, jf. lovbkg. nr. 24 af 21/1-2009.11

Indehaveren af et nukleart anlæg i Danmark har pligt til at tegne forsikring til dækning af det ansvar, der kan ifaldes iht. loven eller anden konventions- stats lov. Forsikringen skal godkendes af justitsministeren, jf. lovens § 26.

Virksomheder, der udfører arbejde under hjemmeserviceordningen, skal tegne en ansvarsforsikring, der dækker skader på forbrugerens person eller ejendom, der skyldes arbejdets udførelse.

Statsautoriserede og registrerede revisorer og ejendomsformidlere skal (foruden garantistillelse for henholdsvis økonomiske krav og ethvert penge- krav) tegne ansvarsforsikring med nogle nærmere bestemte forsikringssum- mer.

Forsikringsmæglere skal tegne ansvarsforsikring og stille sikkerhed for de krav, der måtte blive rejst mod dem som følge af deres virksomhed.

Ejeren af dansk skib, som medfører over 2.000 t olie i bulk som last, skal tegne ansvarsforsikring (eller stille tilsvarende sikkerhed) til dækning af an- svar for olieskade efter reglerne i 1992-ansvarskonventionen og 1992-fonds- konventionen.

Iflg. lov om landbrugsejendomme skal beboelsesbygninger på landejen- domme være brandforsikret.

Arrangører af motorløb uden for vej skal tegne en ansvarsforsikring og ulykkkesforsikring, der dækker det erstatningsansvar, disse kan pådrage sig i forbindelse med motorløbet.

11. Se om reglerne om patientforsikring, Bo von Eyben, Patientforsikring, 1993 og Kri- stina Sprove Askjær; Niels Hjortnæs; Peter Jakobsen. Erstatning inden for sundheds- væsenet: kommentarer til kapitel 3-6 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Bygningssagkyndige, der er beskikket til at udarbejde tilstandsrapporter, skal tegne en ansvarsforsikring, der dækker professionsansvaret i forbindelse hermed.

Ejere af olietanke med et rumindhold under 6000 l til boligopvarmning har forsikringspligt iht. §§ 48 og 49 i lov om forurenet jord. Se hertil Peter Pagh, Forureningsloven med kommentarer, 1. udg.

Arbejdsgivere pligt til at tegne forsikring for de i deres tjeneste beskæfti- gede personer, jf. arbejdsskadesikringslovens § 48.

Ejeren af en hest er forpligtet til at tegne ansvarsforsikring jf. § 30 a, stk. 2, i lov om hold af heste. Dette gælder dog ikke det offentliges hold af heste.

Oversigt over relevante lovbestemmelser mv.: lovbkg. nr. 1386 af 11/12-2013 om færdsel

§ 105, lovbkg. nr. 76 af 21/1-2015 om hunde § 8, stk. 2, og bkg. nr. 485 af 25/9-1984 om ansvarsforsikring for hunde, bkg. nr. 463 af 2/5-2013 om motorkøretøjer, der udlejes uden fører, lovbkg. nr. 951 af 3/7-2013 om naturbeskyttelse og bkg. nr. 193 af 23/2-2015 om jagttegn (med bilag indeholdende de særlige regler om, at jagtforsikringen skal dække er- statning og godtgørelse for personskade forvoldt af uforsikrede og ukendte skadevoldere, der ikke har indløst jagttegn), lovbkg. nr. 228 af 28/3-1997 af lov om patientforsikring, ved skader efter 1/1-2007 gælder lovbkg. nr. 1113 af 11/7-2011 om klage- og erstatningsad- gang inden for sundhedsvæsenet, lov nr. 170 af 16/5-192 om nukleare anlæg, bkg. nr. 468 af 17/6-2008 om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, bkg. nr. 1329 af 11/12- 2014 om garantistillelse og ansvarsforsikring for ejendomsmæglere, ejendomsformidlings- virksomheder mv., bkg. nr. 1256 af 1/11-2013 om forsikringsformidleres ansvarsforsik- ring, garantistillelse og behandling af betroede midler, lovbkg. nr. 75 af 17/1-2014 om sø- lov, jf. bkg. nr. 217 af 8/4-1998 om forsikring eller anden garanti til dækning af det privat- retlige ansvar for olieskader fra skibe, lovbkg. nr. 26 af 14/1-2014 om landbrugslov, bkg. nr. 659 af 11/6-2010 om afholdelse af motorløb på bane, bkg. nr. 60 af 21/1-2015 om huseftersynsordningen, lovbkg. nr. 278 af 14/3-2013 om arbejdsskadesikring, lovbkg. nr. 680 af 17/6-2013 om landinspektørvirksomhed, lovbkg. nr. 1249 af 11/11-2010 om jernbane, § 17 (med en særlig ophørsregel) og lovbkg. nr. 472 af 15/5-2014 om heste.

Pligt til at tegne forsikring kan være pålagt medlemmerne af en forening eller lign. Således har medlemmerne af det danske advokatsamfund pligt til at teg- ne ansvarsforsikring, der dækker det erstatningsansvar, som advokaten måtte ifalde for formueskade påført tredjemand ved simpelt uagtsom handling eller undladelse, der skyldes advokaten eller advokatens personale. Dette fremgår af § 44 i Vedtægt for Advokatsamfundet. Vedtægten er optrykt som bilag til den justitsministerielle bekendtgørelse, i hvilken vedtægten godkendes. For- sikringspligten er ikke lovpligtig, men det er medlemskab af Advokatsam- fundet, jf. Rpl. § 143. Advokatsamfundet fastsætter selv reglerne for sin or-

ganisation og virksomhed, men vedtægterne skal godkendes af justitsmini- steren.12

Pligt iflg. aftale foreligger f.eks., når sælger og køber i løsørekøb har ved- taget klausulen »cif« (cost, insurance, freight), jf. hertil kbl. § 64. I købsafta- len kan det være aftalt, at varerne er solgt cif København. Sælgeren er da for- pligtet til at tegne sædvanemæssig forsikring for varerne til bestemmelses- stedet. Pligten kan også følge af arbejdsgiver-arbejdstagerforhold, jf. den lige nedenfor citerede dom.

Retten i Gentofte – 11. juli 2003 (sag nr. BS 1491/2002): Arbejdsgivers forsikringspligt mht. kollektiv ulykkesforsikring med dødsfaldssum – kontraktretlig pligt. Se også FED 2003.1655V.

Reglerne i AB 92 vil som regel være vedtaget i entrepriseaftaler. I disse til- fælde er bygherren forpligtet til at tegne brand- og stormskadeforsikringer fra

»arbejdets påbegyndelse indtil mangler, der er påvist ved afleveringen, er af- hjulpet«, jf. AB 92 § 8, stk. 1. Entreprenøren og eventuelle underentrepre- nører er forpligtet til at tegne sædvanlig ansvarsforsikring, som dækker ska- der, som entreprenøren er ansvarlig for efter dansk rets almindelige regler, jf. AB 92 § 8, stk. 3.13

Bortset fra beboelsesbygninger på landbrugsejendomme, se hertil om for- pagtning, Peter Mortensen, Landbrugsforpagtning, 1999, s. 573, som skal væ- re forsvarligt brandforsikrede, er brandforsikring for fast ejendom ikke lov- pligtig. I FED 2000.854Ø fandtes det imidlertid at følge af den tidligere § 208 i lov om forsikringsvirksomhed, nu FIL § 60, at køberen af en ejendom at måtte hæfte for præmie til den tidligere ejers bygningsbrandforsikrings- selskab. Herudover følger det af både pantebrevsformular A og B, at bygnin- gen skal være behørigt brandforsikret. Det vil i praksis sige, at ejeren af fast ejendom er pligtig at tegne bygningsbrandforsikring, når der er pantegæld i ejendommen.

Justitsministeriets pantebrevsformular A, pkt. 5 har følgende ordlyd: »Debitor forpligter sig til at holde pantet behørigt brandforsikret, således at betingelserne i Finanstilsynets be- kendtgørelse om minimumsbetingelser for forsikringsselskabers tegning af bygningsbrand- forsikring er opfyldt.« Reglerne findes i i bilaget til bkg. nr. 834 af 3/9 2009. Se hertil FIL

§ 59. Justitsministeriets pantebrevsformular B, pkt. 7 har følgende ordlyd: »Debitor for-

12. Som sket ved bkg. nr. 285 af 22/6-1983, bkg. nr. 458 af 26/6-1987 og bkg. nr. 1115 af 15/12-1992 og senest ved bkg. nr. 1069 af 6/11-2008.

13. Se evt. Bet. 1246/93 s. 160.

pligter sig til at holde pantet behørigt brandforsikret, for bygningernes vedkommende i et af staten godkendt bygningsbrandforsikringsselskab.«

3.2. Selskabets pligt

3.2.1. Obligatoriske forsikringer

I de tilfælde, hvor det i lovgivningen er pålagt ejeren af en ting mv. at tegne ansvarsforsikring, ville det være naturligt, hvis det samtidig var bestemt, at selskaberne har pligt til at overtage sådanne forsikringer. En sådan pligt er dog ikke gennemført fuldt ud. Når det f.eks. gælder luftfartøjer og nukleare anlæg, har selskaberne ikke nogen pligt (iflg. lov) til at overtage ansvars- forsikring.

Når et selskab har koncession (tilladelse) til at tegne ansvarsforsikring for motorkøretøjer, er det derimod forpligtet til at overtage og opretholde14 an- svarsforsikring for enhver forsikringspligtig, der vil underkaste sig selskabets almindelige forsikringsbetingelser, fastsat i overensstemmelse med den risi- ko, der overtages.15 Dette betyder, at selskabet ikke må forskelsbehandle for- sikringsansøgerne, men samtidig er selskabets forpligtelse til at indgå aftalen begrænset til dets almindelige forsikringsbetingelser, jf. AKF 83.122, hvor et selskab var berettiget til at opkræve en højere præmie, da det viste sig at for- sikringstageren ikke var medlemsberettiget. Hvis selskabet sædvanligvis kun vil overtage forsikringen for en bilist med mange skader mod, at denne beta- ler en forhøjet præmie samt selvrisiko, er dette lovligt. Selskabet må dog ikke pålægge ansøgeren/forsikringstageren skærpede vilkår, der ikke er begrundet i risikomæssige hensyn, men alene har til hensigt at få denne til at forlade sel- skabet eller opgive at tegne forsikring i selskabet.

Et selskab, der tegner bygningsbrandforsikring, skal med de begrænsnin-

ger, der måtte følge af dets vedtægter eller dets koncession, overtage forsik- ring af enhver bygning. Dette gælder dog ikke bygninger, der ikke er forsvar- ligt indrettet mod brandfare, og forladte bygninger, jf. FIL § 59. Et bygnings- brandselskab kan ikke afvise eller opsige bygningsforsikringen med anden begrundelse end de nævnte. Særlig bemærkes, at selskabet ikke kan betinge sig så strenge forsikringsvilkår for at overtage eller fortsætte forsikringen, at dette reelt kan sidestilles med en afvisning eller opsigelse, jf. AKF 37.171/95, hvor ankenævnet undtagelsesvis foretager en prøvelse af, om en præmiefor- højelse skyldes den overtagne risiko, eller om forhøjelsen må antages at vare-

14. Se eventuelt AKF 53.829 »Forsikring« 2001, nr. 17. Selskabet kunne ikke blot ophæ- ve bilansvarsforsikringen, selv om politiet havde inddraget nummerpladerne.

15. Jf. bkg. nr. 579 af 6/6-2007 om ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer mv. § 1, stk. 1.

tage andre (usaglige) hensyn. Se hertil Michael Holm m.fl., »Lov om forsik- ringsvirksomhed«, s. 655 ff. Forsikringstageren kan ikke opsige bygnings- brandforsikringen, medmindre han dokumenterer, at der ikke er panthavere, jf. AKF 57.042 citeret nedenfor.

De nedenfor i det småtrykte citerede kendelser er afsagt efter de tidligere gældende regler i lov om forsikringsvirksomhed (bortset fra den sidst citerede afgørelse). De samme regler er nu optaget i lov om finansiel virksomhed, jf.

§§ 59 og 60.

AKF 37.171/95: Et bygningsbrandforsikringsselskab hævede præmien for en bygnings- brandforsikring med 200 % med følgende begrundelse: »Efter selskabets praksis hæver selskabet præmien på bygningsbrandforsikring med 200 %, når en police overgår til incas- sobehandling, idet vi rent statistisk har konstateret, at brandrisikoen på policer/ejendomme under incassobehandling er ekstraordinær stor.« Dette ville forsikringstageren ikke accep- tere, hvorfor han klagede til Ankenævnet. Nævnet udtalte: »Et forsikringsselskab er beret- tiget til at beregne sig den præmie, det mener, svarer til den overtagne risiko. Imidlertid finder nævnet, at selskabet har været uberettiget til at beregne præmie som sket i denne sag, idet en præmieforhøjelse på 200 %, hver gang en præmie overdrages til incassobe- handling, efter nævnets opfattelse ikke er udtryk for en almindelig eller konkret risikovur- dering, men snarere må ses som et forsøg på at få forsikringstageren til at søge forsikring andet sted. Såfremt selskabet ønsker at opsige forsikringen, må nævnet henvise til, at dette sker i overensstemmelse med lov om forsikringsvirksomhed § 207 (nu FIL § 59), såfremt selskabet mener, at betingelserne herfor er til stede. Nævnet bemærker, at evt. klage her- over henhører til Finanstilsynet.« Ankenævnets skønsmæssige afgørelse omfattede selv- sagt ikke en egentlig vurdering af, hvilken præmie selskabet var berettiget til at opkræve for den pågældende risiko.

AKF 45.280 i »Forsikring« nr. 17/1998«: Forsikringstagerne, der har bygningsbrand- forsikring i selskabet A, klager over størrelsen af den opkrævede præmie.

Forsikringen blev tegnet i 1983 med en årlig præmie på 3.462 kr. Pr. 1/1 1995 blev den årlige præmie forhøjet til 10.000 kr.

På grund af et raketangreb mod ejendommen i april 1996 har selskabet ved skrivelse af 12/11 1996 forhøjet præmien pr. 1/1 1997 til 89.712 kr., hvilket selskabet finder er en rea- listisk præmie for den givne risiko.

Det hedder i A’s nævnte skrivelse bl.a.: »Ovennævnte brandskade er nu færdigbehand- let med udbetaling af de sidste reparationsregninger. På denne baggrund skal det hermed meddeles, at selskabet i princippet ikke ønsker at videreforsikre brandrisikoen for ejen- dommen. Derfor forhøjes den årlige præmie pr. 01.01.1997 til kr. 89.712 kr., idet vi samti- dig skal meddele, at vi ikke kan garantere, at denne præmie ikke senere vil blive yderligere forhøjet. I henhold til ovenstående vil vi anbefale Dem, at De snarest kontakter en forsik- ringsmægler for placering af forsikringsdækning til anden side.«

Klagernes advokat gør gældende, at der ikke længere er tale om en forøget risiko, idet ejendommen som følge af lov nr. 907 af 15/10 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, ikke længere er beboet. Advokaten har videre anført, at det ikke har været muligt at tegne forsikring i noget andet selskab, og at ejendommen søges solgt.

Selskabet har påstået sagen afvist under henvisning til, at forsikringstageren er et inter- essentskab er ikke kan betegnes som forbruger.

Klagernes advokat har hertil bemærket, at ejendommen er blevet benyttet til beboelse for ejerne, der ikke driver erhverv.

I en skrivelse af 12/1 1998 har selskabet over for nævnet bl.a. udtalt: »... skal vi oplyse, at vi i vore skrivelser af 12. november 1996 anfører, at vi ikke ønsker at fortsætte forsik- ringen, er dette udtryk for, at vi ikke ønsker at fortsætte forsikringen på grundlag af den generelt fastsatte rate for brandforsikringen af ejendomme, der anvendes til beboelse. I det fællesskab, der er grundtanken bag forsikringen, er udgangspunktet jo som bekendt, at alle deltagerne er udsat for en vis risiko, uden at det dog på forhånd kan fastslås, hvem forsik- ringsbegivenheden vil ramme. Præmien gradueres så i forhold til den konkrete risiko. Det må være rigtigt, at den ekstreme risiko, der er en følge af rockerkrigen, risikovurderes iso- leret, og følgende er lagt til grund: Raketangrebet d. 17. april 1996 på den her forsikrede ejendom har medført en skadeudgift på ca. 2 mio. Ejendommen ejes af et anpartsselskab, men ifølge oplysningerne i dagspressen tilhører ejendommen Hells Angels. Bandidos er mistænkt for at stå bag raketangrebet. Få timer efter raketangrebet på den her forsikrede ejendom er en lignende raket affyret mod en ejendom i ..., og ejendommen tilhører ifølge dagspressen Adventures, som er en støttegruppe for Hells Angels. Også her angives Ban- didos at stå bag raketangrebet, hvis økonomiske omfang vi ikke kender, men skaderne er betydelige, bl.a. gennemborede raketten flere husvægge, men heldigvis sprang den med- følgende granat ikke. 7. maj 1996. Ejendom i ... beskadiges efter at være ramt af to hånd- granater. 12. september 1996. En bilbombe eksploderer foran Hells Angels rockerborg på

... Vi kender ikke skadens omfang, men den refereres for at være stor. 22. september 1996. Samme rockerborg beskydes med 290 skud fra et maskingevær. 6. oktober 1996. En pan- serværnsraket rammer Hells Angels rockerborg i ... Beklageligvis bliver to dræbt og 19 såret, og vi skønner, at bygningsskaden også i dette tilfælde ligger på flere millioner. Selv- om det givetvis primært er personer, angrebene er rettet mod, må vi fastslå, at også de fæl- les tilholdssteder samt de private boliger inden for disse rockerkredse er udsat for en eks- trem risiko, hvorfor vi må fastholde den isolerede risikovurdering og dermed præmiefast- sættelsen med deraf følgende præmiestigning pr. 1. januar 1997 fra kr. 10.451,- til kr. 89.712,-. Vi har ganske vist noteret os, at klagerens advokat henholder sig til at risikoen i dag er en anden, idet advokaten henviser til lov om forbud mod ophold i bestemte ejen- domme. Det er rigtigt, at loven tilsyneladende har haft sin effekt, og det samme kan siges om den våbenhvile, der hævdes indgået mellem parterne, men hverken loven eller våben- hvilen er garanti mod, at striden blusser op igen, og under alle omstændigheder er den tid der er gået siden lovens ikrafttrædelse/våbenhvilens indgåelse alt for kort til, at det med sikkerhed kan fastslås, at risikoen er normaliseret.«

I kommentar hertil har klagernes advokat bl.a. anført: »Den tidligere strid mellem klubberne Bandidos og Hells Angels er ophørt i september 1997, og der kan ikke påvises nogen risiko for, at de af A omtalte raketangreb bliver gentaget I øvrigt er ejendommen

i henhold til lovgivningen ikke beboet af personer, der har relation til Hells Angels eller supportgrupper. For god ordens skyld skal nævnes, at ejendommen, siden vedtagelsen den

15. oktober 1996 af lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, har været ubeboet. Der er således ikke tale om nogen forøget risiko ved at forsikre ejendommen, og jeg finder, at A udnytter det monopol de har på at forsikre ejendommen på uberettiget vis.« Nævnets flertal udtaler: Nævnets flertal finder ikke grundlag for at fastslå, at den ved selskabets skrivelse af 12/11 1996 gennemførte præmieforhøjelse ikke skulle være udtryk for en efter forholdene på det pågældende tidspunkt konkret risikovurdering. Der er herefter ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse, hvorved bemærkes, at nævnet alene har be-

handlet sagen ud fra forsikringsretlige synspunkter. Som følge af det anførte bestemmes: Klagen kan ikke tages til følge.«

AKF 54.242 i FED 2001.2024: Da selskabet havde opsagt en bygningsforsikring i tid- ligere selskab var selskabet forpligtet til at overtage forsikringen uden forbehold.

AKF 57.042 i FED 2003.550: Selskabet er berettiget til at avfise opsigelse af byg- ningsbrandforsikring, medmindre forsikringstageren dokumenterer at der ikke er pant- havere.

Efter ikrafttræden af FIL (der er ingen retlig forskel i forhold til tidligere lov om forsik- ringsvirksomhed): AKF 71.498: selskabet var ikke berettiget til at kræve en præmieforhø- jelse på ca. 1000 % på en bygningsbrandforsikring, idet dette ikke kunne anses for at være sket ud fra en konkret risikovurdering, men snarere måtte ses som et forsøg på at få forsik- ringstageren til at søge forsikring andet sted.

3.2.2. Andre forsikringer – branchekutyme/ forsikringspraksis

En forsikringsaftale er en privatretlig aftale og som sådan underlagt kontrakt- frihedens princip.16 Som udgangspunkt har forsikringsselskaber derfor ikke nogen kontraheringspligt, jf. til eks. AKF 54.977 (ikke kontraheringspligt mht. tegning af kaskoforsikring for en bil«) AKF 7920/82 (»selskabet har ik- ke været forpligtet til at tegne familieulykkesforsikring omfattende klagerens hustru ...«), AKF 16.772/85 (»da selskabet ikke har været forpligtet til at medforsikre klagerens søn ...«) og AKF 32.852/93 og 34.450/93, 36.314/95, 34.879/93 (»Selskabet har som udgangspunkt (fremhævet her) ikke nogen pligt til at antage en forsikringsbegæring«). Den sidstnævnte afgørelse viser, at ankenævnet ved personforsikring – i hvert fald når selskabets afgørelse har støtte i et responsum fra Videnscentret – ikke foretager en nærmere prøvelse af selskabets afgørelse. Dette gælder ifølge udtalelsen uanset forsikredes fak- tiske helbredstilstand. Afgørelsen giver »stof til eftertanke«.

AKF 74.919: »Nævnet udtalte: Da det som ubestridt kan lægges til grund, at der i klage- rens police er indsat forbehold for dækning af svampeskader og rådangreb i carporten, kan nævnet ikke pålægge selskabet at yde forsikringsdækning for rådskaden i carporten. På hvilke vilkår, selskabet er forpligtet til at antage en forsikring, er ikke lovreguleret, og det er således op til det enkelte selskab at fastsætte sine egne risikovurderinger og acceptregler. Nævnet finder derfor ikke at kunne pålægge selskabet hverken at fortsætte forsikringen uden klausulen eller tilbyde forsikringen til en lavere præmie. Nævnet finder dog anled- ning til at bemærke, at en sikret i medfør af forsikringsaftalelovens § 3 b må antages – efter anmodning – at have krav på en begrundelse for selskabets afvisning af at tegne en forsik- ring som begæret.«

16. Se hertil Lyngsø, Juristen 1995.241 f. Se også NFT 2005.281: Kontraheringsnektelser og betalingsanmerkninger, av Jørgen Urbye.

Ifølge FAL § 3 b skal et forsikringsselskab efter anmodning begrunde et af- slag på at tegne forsikring. § 3 b har følgende ordlyd:

»Selskabets afslag på at tegne en forsikring som begæret og selskabets opsigelse af en for- sikringsaftale skal efter anmodning begrundes.

Stk. 2. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de relevante retsregler samt en kort redegørelse for, hvorfor forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikringsaftalen opsiges. Begrundelsen skal efter anmodning være skriftlig.«

Motiverne til FAL § 3 b forudsætter, at selskabet informerer forsikringstager- ne om deres ret til at få en begrundelse for afslaget. Efter bestemmelsens ord- lyd har forsikringstagerne dog kun et retligt krav på begrundelse efter an- modning. Lovbestemmelsens ordlyd i stykke 1 »som begæret« må antages også at omfatte det tilfælde, hvor selskabet har antaget en forsikring, men på andre vilkår end begæret af forsikringstageren, jf. AKF 74.919.

Som følge af de private forsikringers store økonomiske og samfundsmæs- sige betydning vil det være naturligt, at der opstilles et (ulovreguleret) krav om, at selskabets begrundelse for afslag på forsikring skal være saglig, dvs. at afvisningen skal være begrundet i relevante risikomæssige betragtninger, jf. forudsætningsvis FED 2001.808V, hvor det fandtes sagligt begrundet, at et forsikringsselskab ikke ville tegne forsikring for bestemte bilmærker. Det følger heraf, at et forsikringsselskab ikke forhindres i at stille rimelige og sag- lige krav til forsikringstagerne, f.eks. at der ved brandforsikring stilles krav om brandsikring.

AKF 60.109 i FED 2003.2350: Selskab kunne ikke afvise at tegne ansvarsforsikring for bil med den begrundelse at forsikringstageren ikke taler dansk. Derimod var det ikke i strid med FAL at afvise kaskoforsikring. Om dette var i strid med anden lovgivning lå uden for nævnets område.

»Forsikring« 2003.14: Om afgørelse fra Finanstilsynet. »Kan et forsikringsselskab af- vise at tegne forsikring for personer, der ikke taler dansk?«

En fravigelse af udgangspunktet om kontraktfriheden er velbegrundet, når selskabet ikke har fulgt de saglige kriterier. Dette har støtte i praksis i de til- fælde, hvor begæringen kan overtages på selskabets almindelige forsikrings- betingelser. Praksis støtter således det synspunkt, at selskabet – efter en gan- ske konkret vurdering – kan pålægges at tegne forsikring, hvis dets afvisning ville stride mod fast forsikringspraksis, branchekutyme eller selskabets egen praksis, jf. FED 1999.1409V. I hvert fald kan selskaberne ikke afvise dæk- ning af en ellers erstatningsberettiget forsikringsbegivenhed, der er indtrådt efter begæringens afsendelse, men før policen er afsendt, hvis det må formo- des, at selskabets afvisning alene skyldes denne begivenheds indtræden, jf. til

eks. UfR 1948.51H, FED 1999.1409V og de nedenfor citerede ankenævns- kendelser.

Dette resultat må naturligvis forudsætte, at skaden er sket efter ikrafttræ- delsestidspunktet, og at den sikrede hverken vidste eller burde vide, at der var indtrådt en forsikringsbegivenhed, da han tegnede forsikringen. Selskabernes praksis, i hvert fald på personforsikringsområdet, ser også ud til at være i overensstemmelse hermed, jf. vidneforklaringen i UfR 1992.482H, navnlig

s. 483 (2. spalte). Endvidere må det forudsætte, at selskabet var i besiddelse af et tilstrækkeligt grundlag til bedømmelse af, om det ville overtage den på- gældende risiko. Er det således, at forsikringsbegivenheden indtræder, før sel- skabet har modtaget tilstrækkelige oplysninger om risikoen, f.eks. oplysnin- ger om forsikredes helbredstilstand ved tegning af livs- eller ulykkesforsik- ring, hæfter selskabet ikke. Dette gælder, selv om det efterfølgende kan kon- stateres, at selskabet ville have overtaget risikoen, hvis alle oplysninger havde foreligget før forsikringsbegivenhedens indtræden. Den nedenfor citerede by- retsdom illustrerer meget godt denne situation.

UfR 1948.51H: Den 25/1-1946 afgav forsikringstageren på en af forsikringsselskabets di- rektør delvis udfyldt blanket, hvori ikrafttrædelsesdatoen var sat til den 24/1 s.å., til selska- bets assurandør begæring om en tyveriforsikring for indbo. Den 30 s.m. blev der begået indbrud hos forsikringstageren. Den 31. s.m. afslog selskabets direktør – efter at have mod- taget anmeldelse om tyveriet – at antage forsikringen. Iflg. en udtalelse fra Assurandørso- cietetet kunne det ikke anses stemmende med almindelig forsikringspraksis at afslå forsik- ringen på grundlag af de givne risikooplysninger. Selskabet blev domfældt bl.a. med føl- gende begrundelse: »Efter det oplyste, derunder navnlig den i dommen gengivne erklæring fra Assurandørsocietetet, kan det ikke antages at være stemmende med almindelig forsik- ringspraksis at afslå forsikringen på grundlag af de foreliggende risikooplysninger.« Forin- den havde Højesteret fastslået, at selskabet havde tilkendegivet forsikringstageren, at sel- skabet var villigt til, såfremt forsikringen antoges (fremhævet her), at overtage risikoen fra den 24/1 eller i alt fald fra begæringens underskrift den 25/1.17

AKF 16.986/85, »Forsikring« nr. 6/1986: Forsikringstageren underskrev den 27/2 hos en autoforhandler en begæring om kaskoforsikring på en BMW. Den 2/3 blev vognen ska- det. Selskabet afviste erstatning, men fik ikke medhold, jf. følgende meget klare begrun- delse: »Nævnet må efter de foreliggende oplysninger lægge til grund, at selskabet ville ha- ve accepteret begæringen om forsikring af klagerens nye bil, såfremt skaden ikke var ind- truffet. Da skaden er sket efter begæringens underskrift, findes selskabet efter almindelig forsikringsretlig praksis herefter at have været uberettiget til at afslå forsikringen med virkning for denne skade.« (fremhævelserne er foretaget af mig).

Se hertil også AKF 24.585/89: (selskabet ikke erstatningspligtigt, da det uanset skaden ikke ville have overtaget bilen pga. dennes alder) og 25.990/90, »Forsikring« nr. 21/1990, hvor nævnet går et skridt videre: (under henvisning til, at klageren ikke havde givet urigti-

17. Jf. også UfR 1950.823Ø.

ge oplysninger, og under henvisning til, at det efter nævnets erfaring ikke er praksis blandt selskaber, der tegner motorkøretøjsforsikring, ikke at antage nye policer, fordi den, som ansøger om forsikringen, tidligere har haft enkelte skader, fandtes selskabet ikke at have været berettiget til at afvise forsikringsdækning). Se også AKF 70.856 (selskabet skulle anerkende den mellemkommende skade).

Se også AKF 48.930 i FED 2000.1949, hvor en syge- og ulykkesforsikring fandtes at skulle træde i kraft fra tidspunktet for forsikringsbegæringens underskrift. Hørsholm rets dom af 18/12-1992 (BS 2142/1991): En 24-årig mand indsendte den 7/4-1987 begæringer om livsforsikringer til selskabet A. Forsikringerne skulle træde i kraft den 1/4-1987. Sam- tidig med begæringernes udfyldelse fik forsikringssøgende udleveret en helbredsattest der skulle udfyldes af hans læge. Dette skete ikke, og ved skrivelse af 26/5-1987 rykkede A for indsendelse af attesten. Attesten var endnu ikke udfyldt af lægen da forsikringssøgende den 14/6-1987 blev dræbt ved en færdselsulykke. A betalte kulancemæssigt 200.000 kr. på en livsforsikring, men afviste at betale en anden livsforsikring med en sum på 475.000 kr. Af- dødes læge oplyste, at det var sandsynligt, at helbredsattesten ville have været uden bety- dende anmærkninger. Selskabet fandtes ikke at have accepteret begæringen, og der var derfor ikke indgået en bindende aftale. Selskabets afvisning fandtes heller ikke alene at skyldes den indtrådte forsikringsbegivenhed. Selskabet fandtes ikke forpligtet til at indgå aftalen.

FED 1999.1405V: A havde igennem en forsikringsmægler tegnet en brandforsikring for sit kolonihavehus i B med ikrafttræden den 1. januar 1996. Først den 15. januar nåede begæringen frem til selskabet. I mellemtiden skete der den 7. januar s.å. en brandskade på kolonihavehuset og A krævede denne erstattet af B. B afviste erstatning (bl.a.) med den begrundelse, at selskabet ikke tegnede brandforsikring for kolonihavehuse enkeltvis. Efter bevisførelsen fandt retten, at det måtte lægges til grund, at B i hvert fald i årene 1995, 1996 og 1997 havde accepteret at tegne forsikring af et antal kolonihavehuse enkeltvis. Det måt- te herefter antages, at B ville have overtaget forsikringen, hvis skaden ikke var sket. Efter almindelig forsikringsretlig praksis fandtes B derfor uberettiget til at afslå forsikringen for den konkrete skade (fremhævet her).

AKF 52.401 i FED 2000.2204: Selskabet kunne ikke afvise at tegne en syge- og ulyk- kesforsikring under rejseforsikring. Nævnet udtalte: »Et forsikringsselskab kan ifølge praksis ikke afslå at acceptere en forsikringsbegæring under henvisning til, at der i mellem- tiden er indtrådt en dækningsberettiget skade. Da klageren den 27/7-1999 afsendte begæ- ringen med ønske om ikrafttræden den 22/8-1999, og da han først den 14/9-1999 fik kon- stateret hepatitis C, må nævnet anse selskabets efterfølgende afvisning af at acceptere be- gæringen og yde forsikringsdækning under henvisning til den konstaterede lidelse for ube- rettiget.« Et forbehold i forsikringsbetingelserne om, at det er en betingelse, at »forsikrede er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket«, kunne ikke føre til et andet resultat.

En anden situation foreligger i det tilfælde, hvor der er tale om en »mellemkommende« skade efter forsikringens tegning, men før forsikringens ikrafttræden. Har selskabet tegnet forsikringen til senere ikrafttræden til en bestemt præmie, kan selskabet ikke ændre denne præmie selv om kunden inden ikrafttræden får en »belastende« skade i det afgivende sel- skab, medmindre selskabet ved aftalens indgåelse har taget forbehold herom, jf. AKF 68.670.

FED 2004.1488Ø: A indsendte den 17/12-2001 en begæring til F om tegning af en hel- bredsforsikring. Den 21/12 s.å. kom A til skade og rejste krav over for F. F afviste med henvisning til at forsikringen ifølge forsikringsbetingelserne først trådte i kraft, når selska-

bet havde godkendt begæringen, og at A flere gange var blevet informeret om, at forsikrin- gen tidligst kunne træde i kraft 1/1-2002. F fik medhold (dissens for at give A medhold).

Det kan være vanskeligt at sige noget om, hvornår et selskab skal tegne for- sikring, og hvornår selskabets begrundelser for at afvise forsikring må anta- ges at være usaglige. Nogen støtte kan hentes i selskabets eventuelt offentlig- gjorte antagelseskriterier, dvs. kriterier, der fastsætter, efter hvilke betingelser selskabet vil tegne forsikring. Sådanne antagelseskriterier findes ved livsfor- sikring. Disse, der skal anmeldes til Finanstilsynet, jf. FIL § 20, indeholder bl.a. regler for, ved hvilke forsikringssummer der skal forlanges helbredsat- test.

Ankenævnet har i flere tilfælde taget stilling til, om et selskabs afvisning var i overensstemmelse med sådanne kriterier, jf. f.eks. AKF 8198/83 og AKF 10.012/83 og AKF 22.332/88, »Forsikring« nr. 4/1989, og i sidstnævnte sag har nævnets flertal lagt op til, at et selskab efter omstændighederne måske kan have pligt til at tegne sygeforsikring. Et andet, men nok så vigtigt spørgsmål er, om selskabets antagelseskriterier i sig selv kan siges at være saglige. Dette spørgsmål har været aktuelt i de tilfælde, hvor selskabet har of- fentliggjort regler om, at det ikke vil tegne forsikringer – bortset fra de lov- pligtige – for kunder, der er registreret i RKI eller debitorregistre.

Et flertal i Forsikringsankenævnet har fundet, at selskaberne har ret til at opstille antagelseskriterier om betalingsanmærkninger, jf. AKF 66.524.18 Dette gælder ikke alene betalingsanmærkninger vedrørende forsikringssø- gende selv, men også om medlemmer af husstanden, jf. AKF 86.072. Sådan- ne solvensoplysninger bliver derfor henført til de objektivt urigtige oplysnin- ger. Mindretallet i den lige citerede kendelse i AKF 85.852 og i AKF 86.062 har udtalt sig herimod med den begrundelse, at selskabet ikke havde doku- menteret, at afvisningen var begrundet i risikomæssige betragtninger, og at den derfor ikke var saglig. Selv om der i dansk forsikringslovgivning ikke er et krav om at forsikringsselskabers afgørelser skal være saglige, er der et ulovbestemt krav herom i den forsikringsretlige praksis og teori, og derfor er der meget, der taler for mindretallets argumenter, om at det må kræves, at et forsikringsselskab dokumenterer sammenhængen mellem risikoen for skader og forsikringssøgendes (manglende)betalingsevne/registrering i RKI eller de- bitorregistre. Noget andet er, om et forsikringsselskab er berettiget til at kræ- ve disse oplysninger alene til belysning af forsikringssøgendes mulighed for at betale præmien fremover. Da der i dansk forsikringsaftaleret som udgangs-

18. I norsk ret anerkendes dette ikke som et sagligt krav, jf. Henning Jønsson, UfR 2014B343.

punkt ikke er kontraheringspligt, jf. ovenfor kap. 3, afsnit 3, skal spørgsmålet antagelig afgøres efter god skik-bekendtgørelsen og almindeligt anerkendte forsikringsretlige principper, herunder branchekutyme.

Finanstilsynet har ikke fundet anledning til at kritisere ovennævnte anta- gelsespolitik.

På grund af spørgsmålets principielle karakter gengives AKF 85.852, og Finanstilsynets udtatelse udførligt nedenfor i det småtrykte.

AKF 85.852 vedrørende oplysninger om registrering RKI mv.: Nævnet udtalte: »Nævnet lægger som ubestridt til grund, at klageren på tidspunktet for forsikringens tegning var re- gistreret i RKI. Da klageren elektronisk har bekræftet ikke at være registreret i RKI, finder nævnet, at klageren har afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning. Afgivelsen af de urigtige oplysninger må efter nævnets opfattelse tilregnes klageren som i det mindste uagtsomt. Herefter, og da der på baggrund af selskabets tegningsregler ikke er anledning til at betvivle oplysningen om, at de ikke-lovpligtige forsikringer ikke ville være blevet anta- get, hvis der på tegningstidspunktet havde foreligget korrekte oplysninger, er der efter nævnets opfattelse ikke grundlag for at kritisere, at selskabet af denne grund har opsagt forsikringen med tilbagevirkende kraft til tegningstidspunktet i henhold til forsikringsafta- lelovens § 6, stk. 1. Det kan derfor heller ikke kritiseres, at selskabet har afvist at yde yder- ligere forsikringsdækning i forbindelse med det anmeldte indbrudstyveri. Nævnets mindre- tal udtaler: Mindretallet finder, at selskabet ikke kan lægge vægt på oplysningerne om re- gistreringen hos Experian A/S. Mindretallet finder, at det strider mod god skik, jf. be- kendtgørelse nr. 928 om god skik for finansielle virksomheder, da der ikke foreligger do- kumentation for, at selskaberne skulle være i større risiko, eller at kunderne skulle have større risiko for skader på baggrund af en registrering hos Experian A/S. Mindretallet be- mærker, at formålet med en registrering i Experian A/S alene er en vurdering af den regi- streredes betalingsevne, dvs. en bedømmelse af den økonomiske soliditet og kreditværdig- hed. Mindretallet finder det derfor ikke sagligt begrundet, at selskabet skulle kunne lægge vægt på en sådan oplysning. Afgivelsen af oplysningerne kan derfor efter mindretallets op- fattelse ikke tilregnes klageren som uagtsom, og selskabet har således været uberettiget til at ophæve forsikringerne med tilbagevirkende kraft. Mindretallet bemærker ligeledes, at

§§ 4-6 omfatter oplysninger af betydning for selskabets risiko, jf. også hertil princippet i lempelsesreglen i § 6, stk. 3. Mindretallet finder det derfor ikke sagligt begrundet, at sel- skabet skulle kunne lægge vægt på en sådan oplysning. Der træffes afgørelse efter stemme- flertallet. Finanstilsynet har i et orienteringsbrev til et selskab, der anvender ovennævnte antagelsespolitik, hvor der var klaget over selskabets praksis udtalt: »I anledning af en kla- ge over et selskabs antagelsespolitik mht. registrering i RKI har Finanstilsynet udtalt føl- gende: »Finanstilsynet modtog den 26. februar 2014 en henvendelse fra X, der klagede over, at [selskabet] på hjemmesiden skrev følgende:

Er du registreret i RKI, kan vi kun tilbyde dig de lovpligtige forsikringer som f.eks. an- svarsforsikring på din bil.

Finanstilsynet anmodede på denne baggrund [selskabet] om en redegørelse for [selska- bets] praksis for tegning af forsikringer til personer, der er registreret i RKI, samt en rede- gørelse for, hvorledes [selskabet] sikrer, at denne praksis er i overensstemmelse med reg- lerne om god skik for finansielle virksomheder.

Finanstilsynet modtog [selskabets] redegørelse den 20. marts 2014. Finanstilsynet har taget redegørelsen til efterretning og redegørelsen giver ikke anledning til yderligere kom- mentarer.

Følgende er meddelt klager:

Finanstilsynet modtog din henvendelse af den 26. februar 2014, hvori du klagede over, at [selskabet] kun tilbyder de lovpligtige forsikringer til personer, der er registreret i RKI, mens det ikke er muligt for disse personer, at tegne andre forsikringer hos [selskabet]. På baggrund af din henvendelse rettede Finanstilsynet den 10. marts 2014 henvendelse til [selskabet] med anmodning om en redegørelse for [selskabets] praksis på området. Finans- tilsynet modtog [selskabets] redegørelse den 20. marts 2014. I redegørelsen oplyser [sel- skabet], at man anser virksomhedens praksis for at være forenelige med reglerne om god skik for finansielle virksomheder, da den potentielle kundes registrering som dårlig betaler udgør såvel en risikomæssig faktor som et »andet sagligt hensyn«. [Selskabet] har alligevel valgt at tilbyde sådanne kunder muligheden for at tegne de lovpligtige forsikringer. Som reglerne er i dag, er der ingen kontraheringspligt for forsikringsselskaber. Forsikrings- selskaberne er altså ikke forpligtet til at indgå aftale om forsikring, men hvis et selskab gi- ver afslag på forsikring, skal afslaget begrundes. Denne begrundelse skal være saglig – el- lers er det ikke i overensstemmelse med reglerne om god skik. Samtidig følger det af reg- lerne, at hvis begrundelsen for et afslag er, at der er særlig risiko forbundet med en bestemt persongruppe – som fx RKI-registrerede – så skal selskabet være i stand til at kunne påvise denne risiko. Hvis forsikringsselskabet kan påvise, at RKI-registrerede udgør en særlig ri- siko, er der altså ikke nogen regler, der forbyder forsikringsselskaberne at afvise RKI- registrerede at tegne en forsikring på baggrund af en risikovurdering, hvori en RKI- registrering indgår som en faktor. Finanstilsynet foretager sig ikke yderligere i sagen. Fi- nanstilsynet anser herefter sagen for afsluttet.« Selskabet havde bl.a. henvist til følgende i Finanstilsynets vejledning til god skik-bekendtgørelsen: »»Det vil ... være en overtrædelse af bestemmelsen om god skik, hvis en finansiel virksomhed uden saglig begrundelse dis- kriminerer kunder på baggrund af nationalitet«, »Tilsvarende vil en finansiel virksomhed kunne indrette sin virksomhed, så den kun er rettet mod bestemte og objektivt afgrænsende persongrupper, eks. en bestemt faggruppe.« (citater fra side 2 i vejledningen). »Endvidere står der følgende om forsikringsselskabernes pligt til at kontrahere: »Finansielle virksom- heder har i særlige tilfælde en forpligtelse til at kontrahere med kunderne«. »Tilsvarende gælder ved tegning af en ansvarsforsikring, i det omfang forsikringsselskaberne har en kontraheringspligt med kunderne. Et forsikringsselskab må ikke forskelsbehandle perso- ner, som ønsker at tegne en lovpligtig forsikring«. »Selskabet kan ikke fastsætte skærpede vilkår, hvis de ikke er begrundet i risikomæssige hensyn, eller andre saglige hensyn.« (cita- ter fra side 2 og 3 i vejledningen).«

AKF 8198/83: Selskabet havde afvist at tegne sygeforsikring for klageren og hans hu- stru pga. de afgivne helbredsoplysninger. Selskabet henviste til optagelseskriterierne i for- sikringsbetingelserne: »... det er en forudsætning, at ... vedkommende er fuldstændig rask i optagelsesøjeblikket og ikke lider af nogen hyppigt tilbagevendende sygdom eller legems- svaghed ...«. Ankenævnet efterprøvede tilsyneladende, om selskabet efter betingelserne var berettiget til at afvise forsikring: »Efter det af klageren oplyste led såvel hans hustru som han selv af migræne, for hvilket de havde et fast medicinforbrug på optagelsestidspunktet. Da de herefter ikke har opfyldt de ovenfor citerede betingelser for optagelse i det indklage- de selskab, kan nævnet ikke kritisere selskabets standpunkt.«

I de fleste tilfælde har selskaberne ikke offentliggjort detaljerede antagelses- kriterier. Dette er ikke ensbetydende med, at der ikke findes sådanne kriterier. Ethvert selskab har interne antagelsesregler og en nærmere udformet antagel- sespolitik, jf. til eks. AKF 32.748/1992 (mellemkommende skade afvist, da selskabet ikke ville have accepteret kaskoforsikring for den atten år gamle bil. Selskabet fik medhold iht. dokumentation for dets interne politik).

Det vil være nærliggende at bedømme sagligheden af selskabets afvisning efter tilvejebragte oplysninger om branchekutyme og det, der kan udledes af forsikringspraksis. Er afvisningen i strid med det, der er almindeligt i bran- chen, bør hensynet til den enkelte forsikringstager veje tungere end hensynet til aftalefriheden, jf. forudsætningsvis AKF 21.775/88, »Forsikring« nr. 12/13/1988. Dette synspunkt fraviges, hvis selskabet dokumenterer, at dets afvigende og særlige praksis er sagligt begrundet. Ved saglig begrundel- se forstås navnlig, at selskabets praksis ikke rammer vilkårligt og er begrun- det i risikomæssige hensyn. Se hertil FED 1999.1405V (citeret ovenfor i det småtrykte) om et tilfælde, hvor selskabet ikke kunne føre et sådant bevis, og FED 2001.808V, hvor selskabet kunne føre et sådant bevis.

AKF 21.775/1988, »Forsikring« nr. 12/13/1988: Selskabet havde afvist at tegne ulykkes- forsikring for klagerens datter og søn pga. de afgivne helbredsoplysninger. Ankenævnet udtalte: »Efter det oplyste kan nævnet ikke kritisere selskabets standpunkt, der findes at være i overensstemmelse med sædvanlig forsikringspraksis i lignende sager.«

AKF 58.046 i FED 2003.625: Det er kun oplysninger af egentlig risikomæssigt betyd- ning der kan udsætte ikrafttræden af en begæret forsikring (hundesygeforsikring).

Det må konkluderes, at forsikringsselskabet som udgangspunkt ikke har no- gen kontraheringspligt. Dette udgangspunkt fraviges, hvis afvisningen vil stride mod almindelig forsikringspraksis/branchekutyme, dvs. hvis afvisnin- gen ikke er sagligt begrundet i de foreliggende risikomæssige forhold. Det sidst anførte gælder ved forbrugerforsikringer, jf. FAL § 2, stk. 4, og nok i mindre grad ved erhvervsforsikringer. Se om branchekutyme ved sådanne forsikringer F&P responsum 3350 i FED 2002.3077.

I Sverige, men ikke i den norske FAL 1989, har selskaberne en kontraheringspligt for så vidt angår de fleste skadesforsikringer, jf. konsumentförsäkringslagen § 9. Med hensyn til personforsikringer er der ikke nogen kontraheringspligt, men i SOU 1986:56 og Ds 1993,

s. 146 foreslås, at der indføres en kontraheringspligt, der delvis følger reglerne i konsu- mentförsäkringslagen.

3.2.3. Om kontraheringspligten i den danske betænkning 1423/2002

Den danske forsikringsaftalelov indeholder ikke regler om selskabets kontra- heringspligt. Det i 1999 nedsatte udvalg til revision af forsikringsaftaleloven

overvejede bl.a., om der var behov for at optage regler i FAL, der skulle på- lægge selskaberne en almindelig kontraheringspligt. Et flertal i udvalget fandt, at indføring af en almindelig kontraheringspligt ville være et vidtgåen- de indgreb i den frie adgang for selskaberne til at fastlægge deres almindelige forretningspolitik mv., herunder hvis det enkelte selskab blev pålagt at tilbyde en forsikring, der dækker en risiko, som selskabet hidtil ikke har ønsket at forsikre (betænkningen side 234). Flertallet overså her det væsentlige forhold, at et forsikringsselskab har produktfrihed, så det argument var der ikke meget hold i. Efter flertallets opfattelse burde udgangspunktet om aftalefrihed kun fraviges, hvis der forelå et særligt, herunder praktisk begrundet behov herfor

– og det gjorde der ikke efter flertallets opfattelse (side 235). Som et kom- promis eller et alternativ til en kontraheringspligt foreslog flertallet en regel, hvorefter forsikringsselskabet pålægges – efter anmodning – at begrunde af- slag på at tegne forsikring og opsigelse af en allerede tegnet forsikring (side 236). Denne begrundelsespligt blev optaget i lovens § 3 b med ikrafttræden den 1. juli 2004. Bestemmelsen har levet en meget stille tilværelse i selska- bernes praktiske sagsbehandling. Forudsætningen, at selskaberne i fornødent omfang skulle orientere de forsikringssøgende/forsikringstagerne om mulig- heden for at få en begrundelse, har vist nok ikke fungeret i praksis. Der stilles ikke krav om at begrundelsen skal være saglig begrundet. Dette gælder kun ved selskabets opsigelse af aftalen, jf. reglerne om god skik for finansielle virksomheder, § 6, stk. 5, som for forsikrings vedkommende supplerer FAL

§ 3 b. Ifølge betænkningen (side 343) må et selskabs overtrædelse anses for at være i strid med redelig forretningsskik og god forsikringspraksis, jf. FIL § 3. Dette skulle indebære, at bl.a. Finanstilsynet kan påbyde selskabet at ændre adfærd og overtrædelse af et sådant påbud kan straffes med bøde. Det erken- des dog s.st. at Finanstilsynet i almindelighed ikke vil behandle konkrete tvi- ster mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren [forsikringssøgende]. Det må erindres, at selskaberne ikke har nogen egentlig vejledningspligt efter

§ 3 b, så hverken Finanstilsynet eller Forsikringsankenævnet kan pålægge selskaberne at orientere om reglen – den spinkle udtalelse om flertallets for- udsætning er formentlig ikke tilstrækkelig til at pålægge selskaberne en sådan pligt i medfør af »motivudtalelser«. Forsikringsankenævnet har da også i en tidligere sag nr. 68.416 tilkendegivet som sin opfattelse – med henvisning til betænkningen side 267 ff. – at § 3 b ikke giver nævnet mulighed for at efter- prøve en opsigelses saglighed.

Et mindretal i FAL-udvalget foreslog en lovregel, hvorefter forsikringssel- skaber som udgangspunkt blev pålagt en kontraheringspligt. Disse medlem- mer fandt, at for mange private forsikringstagere har forsikringen i dag så stor betydning, at det er rimeligt at pålægge selskaberne at give en saglig begrun-

delse for et afslag (eller en opsigelse). I hvert fald for forbrugerforsikringer fandt mindretallet, at det i loven burde forbydes forsikringsselskaberne at af- slå en forbrugers begæring om at tegne en forsikring, som selskabet ellers normalt tilbyder, medmindre afslaget er sagligt begrundet, herunder i særlige risikoforhold. Det samme foresloges mht. fornyelse og opsigelse. Dette er ud- tryk for en betinget kontraheringspligt.

Mindretallets udkast til lovforslag var:

»§ 3 b. Selskabet må ikke afslå en forbrugers begæring om at tegne en forsikring, som sel- skabet ellers normalt tilbyder, medmindre afslaget er sagligt begrundet, herunder i særlige risikoforhold. Bestemmelsen gælder tilsvarende ved forsikringens fornyelse eller ved sel- skabets opsigelse af forsikringen.

Stk. 2. Selskabet skal på begæring give skriftlig begrundelse for et afslag eller en opsi- gelse som nævnt i stk. 1. Begrundelsen skal have et sådant indhold, at forbrugeren kan vurdere, om forsikringen eventuelt vil kunne tegnes under ændrede forhold i et andet sel- skab.«

Mindretallets forslag minder om den tidligere gældende § 9 i den svenske konsu- mentförsäkringslagen. Under det danske FAL-udvalgs arbejde forelå der et nyt svensk ud- kast til betinget kontraheringspligt, jf. betænkningen (side 231). Reglerne om kontrahe- ringspligten er efterfølgende optaget i svensk FAL 2005:104, kap 3 § 1 (skadesforsikring) og kap 11, § 1 (personforsikring).

Mindretallets forslag minder også om de lovregler, der den 1. januar 2009 trådte i kraft i Norge. I norsk FAL §§ 3-10 (skadesforsikring) og § 12-12 (personforsikring) gælder net- op et krav om saglighed i relation til en særlig risiko. Derimod indeholder de norske regler en umiddelbar begrundelsespligt i modsætning til den danske FAL § 3 b.

4. Aftalens indgåelse19

4.1. Risikooplysninger

4.1.1. Tegning med skriftlig forsikringsbegæring

Når et forsikringsselskab skal overtage den økonomiske risiko for skade på ting eller person eller andre tab, skal det selvsagt have nærmere oplysninger om arten og beskaffenheden af det objekt, der skal forsikres, således at der kan beregnes en præmie, der står i forhold hertil. Disse risikooplysninger af- gives sædvanligvis i en forsikringsbegæring. Forsikringsbegæringen er en standardformular, der indeholder en række spørgsmål, der er udarbejdet af selskabet. I visse tingsforsikringer vil formkravene efter omstændighederne være lempelige, jf. til eksempel AKF 53.450 i FED 2001.1985, hvor en pant-

19. Se hertil Henning Jønsson: Indgåelse af forsikringsaftaler. Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, side 741 ff. (Red. af Torsten Iversen m.fl.).

haverdeklaration med angivelse af selskabets navn efter omstændighederne blev anset for en begæring.

Aftaleretligt opfattes forsikringsbegæringen som et tilbud fra forsikrings- søgende, der er bindende for denne, når det er kommet til selskabets kund- skab, jf. Aftl. § 7.

Forsikringstageren skal loyalt besvare begæringens spørgsmål. Har forsik- ringstageren givet urigtige oplysninger, afgøres det efter reglerne i FAL §§ 4- 10, om en indtrådt forsikringsbegivenhed er erstatningsberettiget, og om sel- skabet overhovedet er bundet af aftalen, jf. kap. 6, afsnit 3.

I enkelte forbrugerforsikringer er det ikke den forsikringssøgende, der af- giver et tilbud til forsikringsselskabet, men derimod selskabet, der afgiver til- bud.20 Dette gælder f.eks. ved ejerskifteforsikring, hvorefter der er et lovfæ- stet krav om, at meddelelse om ejerskifteforsikring til køberen af en fast ejen- dom skal være udformet som et bindende tilbud.21

4.1.2. Tegning uden skriftlig forsikringsbegæring

4.1.2.1. Forbrugerforsikringer

I en række tilfælde har selskaberne forladt den traditionelle forsikringsbegæ- ring og indført telefonsalg af forsikringer. Dette gælder navnlig familieforsik- ring og i enkelte tilfælde ulykkesforsikring. Selskabet udsteder da policen alene på grundlag af den forsikringssøgendes mundtlige oplysninger. Det er forskelligt, hvorledes selskaberne affatter sådanne policer. Nogle eksempler kan ses i Ankenævnets praksis, jf. AKF 47.748, AKF 53.161 og AKF 79.523. I disse sager bekræftede selskabet i den udstedte police de oplysninger, den forsikringssøgende havde afgivet i telefonen. Der opstår nogle bevismæssige problemer, når det viser sig, at de oplysninger om skadesforløb mv., selskabet har noteret, ikke stemmer overens med de faktiske forhold, jf. de nedenfor ci- terede kendelser. Ankenævnet pålægger selskaberne en streng bevisbyrde, jf. AKF 79.523. Ankenævnets faste praksis viser, at udgangspunktet er, at selv om selskabet efter telefonsamtalen bekræfter forsikringssøgendes oplysninger om tidligere skader og om, at forsikringen ikke tidligere har været opsagt i et andet selskab, udgør disse oplysninger ikke et tilstrækkeligt bevis, når det vi- ser sig, at disse oplysninger ikke er rigtige, medmindre forsikringstagerens

20. Se evt. hertil AKF 63.031 i »Forsikring« 2005, nr. 3: Generelt forbehold for godken- delse af forsikring af selskabets hovedkontor, fandtes ikke gyldigt, idet tilbud afgivet af personale med stillingsfuldmagt fandtes bindende. En lignende afgørelse findes i AKF 63.082.

21. Lov nr. 1142 af 28/9-2007 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv., § 5, stk. 2.

forklaring anses for utroværdig, jf. Henning Jønsson i »Forsikring« 2001.14 og AKF 53.216, 53.910 og 54.134, eller han besidder en særlig indsigt i for- sikringsforhold, jf. AKF 64.222 (citeret nedenfor i det småtrykte), eller han i øvrigt har en viden eller burde viden omfattet af FAL § 7.

AKF 47.748/1998: Forsikringen blev tegnet i A på grundlag af oplysninger givet af forsik- ringstageren i telefonen. Forsikringstageren oplyser, at det eneste han blev spurgt om, var, om der var tale om en leje- eller ejerbolig og om forsikringssummens størrelse. Ifølge A oplyste forsikringstageren, at hun ikke tidligere var opsagt i noget selskab, og at hun ikke havde anmeldt mere end en skade inden for de sidste to år. I forbindelse med en tyveriska- de opdagede A at forsikringstageren i et tidligere selskab havde anmeldt 4 skader og at for- sikringen var opsagt af dette selskab. I den af A udstedte police fremgik følgende: »Klau- suler. I forbindelse med at vi har indgået denne forsikringsaftale med Dem, har De oplyst:

1. at De ikke har været ude for, at et tidligere forsikringsselskab har stillet krav om skær- pede vilkår for Deres indboforsikring eller har opsagt forsikringen og 2. at Deres hustand ikke har anmeldt mere end 1 skade på Deres hidtidige indboforsikring indenfor de sidste 2 år ... Hvis oplysningerne ikke er rigtige, risikere De at miste hele eller en del af retten til erstatning.« Nævnet udtalte: »Der foreligger ikke en af klageren underskrevet skriftlig be- gæring med de af selskabet anførte spørgsmål og svar, og selskabet har ikke på anden må- de overbevisende sandsynliggjort de anførte spørgsmål og svar. Det fremgår for så vidt af policen, at det bl.a. er en forudsætning for at selskabet, at klagerens tidligere forsikringssel- skab ikke har opsagt forsikringen. Nævnet finder imidlertid, at problemet med tidligere op- sigelser samt skader burde have været afklaret ved, at selskabet i forbindelse med en for- sikringsbegæring havde stillet spørgsmål herom«. A kunne herefter ikke opsige aftalen li- gesom det ikke kunne kræve erstatningen tilbagebetalt. Selskabet har anfægtet afgørelsen. Se også AKF 50.896 »Forsikring« 2000, nr. 16, hvor en forsikringsaftale fandtes indgået med samme indhold som den tidligere aftale.

AKF 52.517 i FED 2001.1853: Familiens Basisforsikring tegnet pr. telefon. Selskabet kunne ikke bevise at forsikringstageren havde afgivet urigtige oplysninger.

AKF 56.412 i FED 2003.507: Selskabet havde ikke godtgjort, at der ved telefonisk be- gæring om autoforsikring var afgivet urigtige oplysninger, og selskabet var derfor erstat- ningspligtig indtil det meddelte forsikringstageren at det ikke ønskede, at tegne forsikrin- gen. Af kendelsen kan det udledes, at autoforhandleren der medvirker ved forsikringsteg- ningen ikke kan anses som selskabets repræsentant, men at der kan ske identifikation mel- lem forsikringstageren og autoforhandleren. Det kan også udledes, at selskabet anses for den nærmeste til at bære risikoen for urigtige oplysninger i det tilfælde, hvor forsikringen tegnes på grundlag af en telefonisk henvendelse fra forsikringstageren. Endelig kan det ud- ledes, at det er sædvanligt og nødvendigt, at en autoforsikring træder i kraft den dato begæ- ringen eller forsikringsbeviset underskrives af forsikringstageren.

AKF 60.482 i »Forsikring« 2004, nr. 17: Telefonisk tegning af Familiens Basisforsik- ring. Det fandtes groft uagtsomt, at forsikringstager tilbageholdt oplysninger, jf. FAL § 7 om at hun tidligere havde fået opsagt forsikring pga. samlevers urigtige oplysninger.

AKF 59.085 i FED 2003.636: Efter telefonisk tegning havde selskabet klart gjort op- mærksom på betydningen af urigtige oplysninger om registrering i RKI.

AKF 83.753 (2013): I forbindelse med opringning fra en sælger havde klageren tegnet en forsikring mod ufrivillig arbejdsløshed. Da klageren senere anmelder arbejdsløshed, af- viser selskabet erstatning, idet klageren angiveligt ikke havde oplyst, at hun var i fleksjob.

Ifølge forsikringsbetingelserne ville forsikringen ophøre, hvis forsikrede kom i fleksjob. Nævnet fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at spørgsmålet om fleksjob var blevet stillet af sælgeren, »jf. herved« FAL § 10, stk. 3, og at selskabet havde haft en nem adgang til at sikre sig bevis. Klageren fik medhold.

I »Forbrugerpolitisk handlingsplan« (1998) har F&P henstillet til medlemsselskaberne, at disse – i overensstemmelse med god forsikringsskik – indgår eller bekræfter alle forsik- ringsaftaler skriftligt, og at det tydeligt fremgår, hvilke valg kunden har foretaget. Se hertil udtalelsen i AKF 50.499 i FED 2000.2032 og »Udredning om bedre forbrugerbeskyttelse ved private forsikringer i Danmark«.

AKF 64.778: Et følgebrev til nye forsikringsbetingelser angav, at en ekstra rejsedelta- ger »udover den forsikrede« var berettiget til erstatningsrejse. Forsikringsbetingelserne in- deholdt et vilkår om, at dækningen kun omfattede personer, der havde samme folkeregi- steradresse som sikrede. Fortolkningen af følgebrevet nød fremme i forhold til vilkåret.

AKF 79.523: Nævnet udtalte følgende: »Således som sagen foreligger oplyst må næv- net lægge til grund, at oplysningerne om klagerens helbredsforhold blev givet mundtligt til selskabets assurandør i forbindelse med forsikringens tegning. Ved forsikringsaftaler, der indgås mundtligt, har selskabet en streng bevisbyrde for, at selskabet rent faktisk har stillet de spørgsmål, der påberåbes som grundlag for urigtige oplysninger. Selskabet har på poli- cens forside skrevet til klager, hvilke risikooplysninger der er lagt til grund, og at disse op- lysninger er modtaget fra klager. Klageren har ikke reageret heroverfor. Nævnet finder, at angivelserne ikke i tilstrækkelig grad beviser, at netop disse spørgsmål er blevet stillet, jf. herved forsikringsaftalelovens § 10, stk. 3. Nævnet finder dog som ubestridt at kunne læg- ge til grund, at assurandøren spurgte, om klageren havde helbredsmæssige forhold, der ge- nerede hende i dagligdagen, og at klageren besvarede spørgsmålet benægtende. I hvert fald under disse omstændigheder finder nævnet, at klageren har afgivet urigtige oplysninger ved ikke at oplyse om sine igangværende behandlinger for albuesmerter. Når yderligere henses til klagerens omfattende sygehistorie finder nævnet, at klageren ikke med føje kun- ne gå ud fra, at forsikringen kunne antages på normale vilkår. Nævnet kan herefter ikke kritisere, at selskabet har opsagt forsikringen med tilbagevirkende kraft og afvist realitets- behandling af klagerens skadeanmeldelse.«

Tegning af forbrugerforsikring via internettet er også en mulighed.

Ved gruppepersonforsikringer med mindre forsikringssummer (f.eks. 200.000) vil selskaberne normalt ikke kræve en egentlig forsikringsbegæring udfyldt. Ved tegningen skal forsikringstageren i almindelighed blot oplyse, om han/hun er fuldstændig rask og arbejdsdygtig.

4.1.2.2. Erhvervsforsikringer

Som anført lige ovenfor kræver selskaberne sædvanligvis, at de forsikrings- søgende skal udfylde en forsikringsbegæring. Ved omfattende erhvervs- forsikringer og industriforsikringer benyttes ikke standardiserede begæringer, jf. til illustration UfR 1990.792Ø (citeret nedenfor i afsnit 7.4). Ved større en- trepriser vil virksomheden ofte selv udarbejde materiale med risikooplysnin- ger og forsikringsbehov, på grundlag af hvilket det indhenter tilbud på forsik- ringsdækning og præmie fra forskellige forsikringsselskaber. Dette – at det er

forsikringstageren, der af egen drift giver risikooplysninger – har betydning mht. retsvirkningerne af urigtige risikooplysninger, jf. FAL § 7 og nedenfor afsnit 4.1.3 og 4.1.4.22

4.1.3. Pligt til at afgive (rigtige) risikooplysninger

4.1.3.1. Pligtens indhold

Forsikringstagerens formelle pligt til at give risikooplysninger består af en svarpligt og en oplysningspligt. Denne sondring har klar støtte i Udkastet til FAL, jf. bem. til § 7 s. 36.23 Forsikringstageren har en svarpligt i de tilfælde, hvor han skal udfylde en forsikringsbegæring, eller hvor selskabet stiller be- stemte spørgsmål i forbindelse med tegning af forsikringen. I alle andre til- fælde har forsikringstageren en oplysningspligt, det vil sige de tilfælde, hvor han af egen drift giver eller det påhviler ham af egen drift (eksempelvis AKF 69.795) at afgive risikooplysninger, jf. hertil FAL § 7.

Pligtens materielle indhold har såvel en kvalitativ som en kvantitativ di- mension. Forsikringstageren skal nemlig give så sandfærdige oplysninger som muligt (spørgsmålet om god tro FAL § 5, stk. 1), samtidig med at han skal give selskabet så fyldestgørende oplysninger som muligt (selve pligten til at give oplysninger).

At forsikringstageren har en svarpligt, betyder, at han skal besvare spørgs- målene i forsikringsbegæringen og de af selskabet i øvrigt rejste spørgsmål. Har han givet mangelfulde oplysninger i begæringen, og fremstår disse som fuldstændige, er der tale om en overtrædelse af svarpligten, men der fore- ligger først en urigtig oplysning i lovens forstand, hvis forsikringstageren har været i ond tro, jf. FAL § 5, stk. 1. Hvis det fremgår af besvarelsen, at den er ufuldstændig, kan selskabet blot bede forsikringstageren uddybe besvarelsen. Har selskabet ikke krævet uddybende oplysninger, må det anses for at have givet afkald på at få disse oplysninger, jf. AKF 2965 »Forsikring« nr. 11/1977, 16.530/1985 og 24.007/1989, der alle vedrører livsforsikring, og AKF 31.863/1992 vedr. ulykkesforsikring.24 Har forsikringssøgende slet ikke besvaret et spørgsmål i begæringen, og selskabet alligevel uden videre accep- terer forsikringen, vil retsvirkningerne af urigtige oplysninger normalt ikke indtræde, selv om det viser sig, at der foreligger relevante urigtige oplysnin- ger for selskabet, jf. UfR 1998.1604V.

22. Se evt. om kutyme ved antagelse af erhvervsforsikring, F&P responsum 3350 i FED 2002.3077.

23. Se også Lyngsø, DFR s. 79.

24. Jf. hertil Drachmann Bentzon og Christensen, FAL s. 39.

UfR 1998.1604V: A tegnede en indboforsikring i B. B’s assurandør udfyldte begæringen, som ikke blev underskrevet af A. En rubrik, der skulle afkrydses, hvis A havde haft skader, blev ikke udfyldt, og selskabet reagerede ikke herpå, men accepterede forsikringen. Da forsikringstageren senere anmeldte et indbrudstyveri, opdagede B, at A tidligere havde haft skader, og afviste derfor at udrede erstatning. A fandtes ikke at have afgivet urigtige oplys- ninger, og erstatning kunne ikke afslås efter FAL § 7 eller analogien af § 46. Se hertil om dommen nedenfor afsnit 4.1.3.2.

AKF 31.863/1992: I forsikringsbegæringen havde forsikringstageren besvaret følgende spørgsmål med »ja«: »Har de været undersøgt eller behandlet af læge, hospital, sygehus, sanatorium, radiumstation el. anden institution? I bekræftende fald hvilke? Han undlod at besvare følgende underpunkter til spørgsmålet: »Hvor? Hvornår? For hvilken sygdom eller skade? Hvor længe uarbejdsdygtig? Hvornår sidst mærket noget til lidelsen? Nævnets fler- tal fandt ikke, at forsikringstageren havde afgivet urigtige oplysninger. Flertallet udtalte:

»at nogle underpunkter til et spørgsmål ... er ubesvarede og ikke efterfølgende krævet be- svaret af selskabet, må efter flertallets opfattelse føre til, at selskabet har givet afkald på at få punkterne besvaret«.

AKF 67.173: Et nævnsflertal fandt, at selskabet havde haft anledning til at indhente yderligere oplysninger om forsikredes helbred, således at selskabet hæftede for erstatning for den indtrådte skade, mens et mindretal fandt, at forsikredes detaljerede oplysninger fremstod som fuldstændige, således at selskabet ikke hæftede pga. urigtige oplysninger

Hvis forsikringstageren slet ikke besvarer et eller flere spørgsmål eller sætter et spørgsmålstegn i svarrubrikken, er der principielt tale om en overtrædelse af svarpligten. Overtrædelsen får dog ikke betydning, idet selskabet også i denne situation har haft anledning til at indhente nærmere oplysninger.25

Det volder store problemer at afgrænse svarpligtens omfang især i person- forsikring. Når det i begæringen til syge- og ulykkesforsikring spørges, om forsikringssøgende »lider eller har lidt af nogen sygdom«, skal han da også give oplysninger om samtlige småsygdomme, han har haft? Dette kan ikke besvares entydigt. Mindre forkølelser og lign. behøver han næppe at give op- lysning om. Mht. enkeltstående små hverdagssygdomme må det antages, at en fyldestgørende besvarelse vil være »småsygdomme som forkølelser, influ- enza mv. uden nogen form for komplikationer«.

Normalt skal den forsikringssøgende blot svare på de stillede spørgsmål og ikke foretage en nærmere vurdering af spørgsmålene. Hvis selskabet har rejst spørgsmål om den forsikringssøgende har smerter i f.eks. hofterne skal han blot besvare dette spørgsmål uden at vurdere om det er en egentlig syg- dom. I AKF 68.149 har nævnet truffet afgørelse der synes at gå herimod. For- sikrede havde haft smerter i hofterne før begæringens udfyldelse, hvor han svarede nej til at have smerter eller ubehag i bl.a. hofterne. Ca et år efter teg-

25. Jf. hertil Drachmann Bentzon og Christensen, s.st. og Lyngsø DFR s. 80.

ning af gruppeinvaliderenten fik forsikrede konstateret slidgigt i begge hofter. Nævnet fandt, at en person med rette ikke vil anse sig selv for lidende af no- gen sygdom eller gener i forsikredes situation. Forsikrede fandtes derfor at have været i god tro, jf. FAL § 5.

I AKF 29.882/91 (Ankenævnets årsberetning 1999, s. 112) udtalte nævnet således: »Efter udformningen af det omhandlede spørgsmål i begæringen og under de iøvrigt foreliggende omstændigheder, hvor der alene har været tale om enkeltstående tidligere undersøgelser for rygsmerter, og hvor disse efter det foreliggende ikke har medført behandling eller uar- bejdsdygtighed, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at klageren har afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning ...«

AKF 38.588/95: Nævnet fandt ikke at kunne kritisere, at forsikringstageren ikke havde opfattet en knælidelse (patellaluksationer) som legemsfejl eller sygdom. Forsikringstageren fandtes derfor ikke at have givet urigtige oplysninger, da han besvarede disse spørgsmål benægtende ved tegning af ulykkesforsikring.

AKF 65.213: Selv om forsikrede ikke havde oplyst om psykologbehandlinger, fandtes hun ikke at have givet urigtige oplysninger, således som spørgsmålene i begæringen var formuleret. Samtaler i et familiecenter var ikke helbredsoplysning.

AKF 67.158: Forsikrede svarede benægtende på spørgsmålet i begæringen (12/8-1998) om han tidligere havde været udsat for ulykkestilfælde, selv om han i 1983 havde beskadi- get sit ben under knallertkørsel. Pga. spørgsmålets generelle affattelse var der ikke tale om en urigtig oplysning – i hvert fald forelå der ikke uagtsomhed.

Når der undtagelsesvis ikke benyttes forsikringsbegæring, har forsikrings- tageren en oplysningspligt. Det samme gælder efter omstændighederne, hvis han efter afsendelsen af forsikringsbegæringen, og før aftalen er afsluttet, bli- ver klar over et forhold, der krævede svar efter begæringen. I visse tilfælde består oplysningspligten også efter aftalens afslutning. Hvis forsikrings- tageren i forsikringstiden bliver opmærksom på et forhold, der bestod ved be- gæringens afgivelse, og som krævede svar efter begæringen, antages det såle- des, at forsikringstageren ved skadesforsikring har pligt til at give oplysnin- ger, jf. FAL § 7 og analogien af § 46.26 I AKF 82.770 anvender Forsikrings- ankenævnet (fejlagtigt) § 46 (og ikke analogien af denne) ved spørgsmålet om urigtige oplysninger på tegningstidspunktet om ejerforholdet vedrørende en bil.

I de lige nævnte tilfælde kan man sige, at forsikringstageren har en udvidet svarpligt, men det er vigtigt at holde sig for øje, at afgørelsen af, om der er tale om en overtrædelse af pligten, skal træffes efter FAL § 7, hvilket bl.a. be- tyder, at forsikringssøgende skal have udvist grov uagtsomhed, før ned- sættelse eller bortfald af erstatningen kan komme på tale.

26. Jf. Drachmann Bentzon og Christensen, FAL s. 41 og Lyngsø DFR s. 94.

Afgørelsen i AKF 27.957/199127 synes streng over for forsikringstageren, idet forudsætningen for at anvende FAL § 7 (bl.a.) er, at forsikringstageren var klar over, at oplysninger om kolesteroltallet havde betydning for sel- skabet, og som sagt at hans undladelse af at give oplysningerne kan betegnes som grov uagtsomhed. Nævnet har måske lagt vægt på, at forsikringstageren tegnede forsikringen, netop den dag hun havde fået en henvisning til special- læge. Ankenævnet synes ikke at have taget hensyn til speciallægens udtalelse om, at et forhøjet kolesteroltal ikke kan betegnes som en sygdom. I 2011 har nævnet ændret holdning til spørgsmålet, idet nævnet i AKF 79.793 udtaler, at et forhøjet kolesteroltal ikke i sig selv kan karakteriseres som en egentlig sygdom.

AKF 79.793: Nævnet udtalte: »Efter sin gennemgang af sagen finder nævnet at måtte læg- ge til grund, at forsikrede på tegningstidspunktet i maj 2006 og i februar 2007 havde fået konstateret forhøjet kolesteroltal. Han var på daværende tidspunkt endvidere storryger og overvægtig, ligesom flere i hans familie havde haft en blodprop i hjertet. Nævnet finder desuden at kunne lægge til grund, at dødsfaldet i januar 2009 kan henføres til et hjertestop, der var forårsaget af en blodprop i hjertet, og at blodproppen var forårsaget af åreforkalk- ning. Ifølge de ovenfor gengivne forsikringsbetingelserne giver forsikringen ikke ret til dækning, hvis dødsfaldet direkte eller indirekte relaterer sig til sygdom, som forsikrede havde – eller burde have haft – kendskab til før forsikringernes etablering. Det er nævnets opfattelse, at forhøjet kolesterolindhold i blodet ikke i sig selv kan karakteriseres som en egentlig sygdom, men at det kan være medvirkende til udvikling af åreforkalkning. Da dødsfaldet heller ikke i øvrigt kan siges direkte eller indirekte at relatere sig til sygdom, som forsikrede havde – eller burde have haft – kendskab til før forsikringernes etablering, finder nævnet herefter, at selskabet ikke har været berettiget til at afvise forsikringsdæk- ning med henvisning hertil.«

AKF 27.957/1991: Den 22/12-1988 fik forsikringstageren målt et kolesteroltal, der af lægen blev betegnet som »tvivlsomt forhøjet«. Senere blev der målt et sikkert forhøjet ko- lesteroltal. Den 14/6-1989 blev klageren henvist til speciallæge. Samme dag tegnede hun en sygeforsikring, og hun erklærede over for selskabet, at hun var fuldkommen rask og ik- ke havde noget fast forbrug af medicin og ikke led af nogen hyppigt tilbagevendende syg- dom eller legemssvaghed. Speciallægen udtalte, at man ikke kunne betegne hendes tilstand som en sygdom, men at der var tale om en øget risikofaktor for udvikling af iskæmisk hjer- tesygdom. Ankenævnets flertal fandt, at klageren havde udvist en så betydelig uagtsom- hed, at selskabet kunne påberåbe sig FAL § 7, jf. § 6 (stk. 1).

AKF 69.876: Ved tegning af livsforsikring oplyste forsikringstageren ikke om en fore- tagen kolesterolprøve. Selskabet kunne ophæve aftalen efter FAL § 6, stk. 1.

27. Jf. Ankenævnets årsberetning 1991 II s. 119.

Som udgangspunkt har selskaberne frihed til at rejse de spørgsmål, de ønsker besvaret, når dette er nødvendigt for risikobedømmelsen.28 Dette udgangs- punkt fraviges, når det gælder oplysninger om genetiske tests for arvelige sygdomme (dna- eller rna-analyser) , jf. FAL § 3 a, der indeholder et forbud mod anvendelse af genetiske tests. Efter § 3 a må selskaberne ikke kræve el- ler gøre brug af genetiske tests – de såkaldte prædiktive tests for arvelige sygdomme. Dette gælder, selv om disse oplysninger måtte kunne belyse den forsikringssøgendes risiko for senere at udvikle eller pådrage sig sygdomme. Forbuddet omfatter ikke oplysninger om aktuelle eller tidligere sygdomme eller symptomer på sygdomme. Efter forarbejderne til bestemmelsen omfatter forbuddet eksempelvis ikke oplysninger om et forøget kolosteroltal (se hertil den lige ovenfor citerede AKF 27.957/1991), eller at personen er fundet HIV- positiv, jf. til illustration AKF 36.480 i FED 1996.297, hvor selskabet fandtes berettiget til at ophæve aftalen, fordi forsikringssøgende ikke havde oplyst, at han var konstateret hiv-positiv. Kendte oplysninger om risikoen for at udvikle en sygdom, herunder familiedisponerede sygdomme, er heller ikke omfattet af forbuddet, jf. FAL § 3 a, sidste punktum, og AKF 48.700/1999.

AKF 48.700/1999: I forbindelse med begæring om livsforsikring med invaliderente mod- tog selskabet en helbredsattest, hvoraf det bl.a. fremgik, at forsikringssøgende havde været til konsultation hos sin læge om genetisk rådgivning, da pågældendes far havde haft syg- dommen Chorea Huntington. Forsikringssøgende havde besluttet sig for ikke at få foreta- get nærmere undersøgelser. Foreningen til bedømmelse af Personforsikringsrisiko meddel- te afslag på såvel dødsfaldsdækning som invaliditetsdækning begrundet i den familiære sygdomshistorie. Nævnet fandt, at selskabets anvendelse af de nævnte oplysninger var i overensstemmelse med bemærkningerne til § 3 a.

Europarådets rammekonvention om biomedicinsk etik blev vedtaget af rådet den 19/11-1996 (Convention for the protection of Human Rights and dignity of the Human be- ing with regard to the application of biology and medicine: Bioethics Convention). I art. 17, der særligt sigter på arbejdsmarkeds- og forsikringsforhold, er bestemt følgende: »Arti- kel 17 (Test predictive of genetic diseases). Tests, som kan forudsige genetiske sygdomme, eller som kan identificere en genetisk prædisposition for en sygdom, må kun udføres af helbredsmæssige grunde eller i forbindelse med forskning med et sundhedsmæssigt for- mål.«.

4.1.3.2. Pligtens tidsmæssige udstrækning

Efter en ordfortolkning af overskriften til FAL §§ 4-10 (»urigtige oplysninger ved aftalens afslutning«) vil forsikringstageren være forpligtet til at give (rig- tige) oplysninger indtil aftalens afslutning, dvs. indtil selskabets accept – som

28. Se hertil Ivan Sørensen: Freedom of contract and choice of law in insurance i Natio- nal Reports, AIDA IXth world congress i Sydney, 1994.

i almindelighed er policen – er kommet til forsikringstagerens kundskab. Det- te følger af Aftl. § 7.29 Af FAL § 5, stk. 1, fremgår det imidlertid, at forsik- ringstageren skal være i god tro på tegningstidspunktet. Tegningstidspunktet er også afgørende for svigsbedømmelsen i § 4. Ved »forsikringens tegning« forstås det tidspunkt, hvor forsikringstageren udfylder og afsender/afleverer begæringen til selskabet30 eller dettes repræsentant.

Da det kun kræves, at forsikringstageren er i god tro på tegningstidspunk- tet, er udgangspunktet, at forsikringstagerens svarpligt består indtil begærin- gens afsendelse/aflevering. Ved forbrugerforsikring har forsikringsselskaber- ne da også udviklet den praksis, at forsikringstageren normalt antages at have opfyldt sin svarpligt, hvis begæringen er udfyldt tilfredsstillende, dvs. at der alene stilles krav om, at forsikringstageren afgiver oplysninger i god tro på tegningstidspunktet, jf. også forudsætningsvis UfR 1992.483H. Dette ud- gangspunkt fraviges antagelig, når det gælder forsikringstagerens oplysnings- pligt, jf. FAL § 7, jf. UfR 2002.1777H. Efter omstændighederne skal forsik- ringstageren af egen drift give oplysninger om forhold, han får kendskab til efter begæringens afsendelse, men før aftalens afslutning, hvis forholdet kræ- vede svar efter begæringen. Efter FAL § 7 skal forsikringstageren nemlig gi- ve oplysninger om forhold, som han burde være klar over havde betydning for selskabet. Hvis forsikringssøgende i begæringen af en personforsikring har oplyst, at han lider af en bestemt sygdom, og selskabet herefter udbeder sig nærmere oplysninger om denne sygdom, kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt forsikringssøgende skal give selskabet oplysninger om evt. andre sygdomme, han har fået kendskab til i mellemtiden. Spørgsmålet må antage- lig besvares bekræftende, hvis oplysningen skulle være givet i begæringen, eller hvis forsikringssøgende i øvrigt burde være klar over, at oplysningen havde betydning for selskabet. Den nedenfor citerede byretsdom går dog imod denne antagelse. Retten lægger tilsyneladende afgørende vægt på, at selskabet ville have haft afsluttet aftalen langt tidligere, hvis ikke forsikrede tilfældigvis led af den sygdom, han gav oplysning om.

UfR 2002.1777H: Ægtefællerne H og M havde i 1990 tegnet familieulykkesforsikring i forsikringsselskabet F. Forsikringsbetingelserne indeholdt bl.a. følgende klausul: »Hvem er sikret. Sikrede er de personer, der er nævnt i policen. Det er derfor vigtigt, at De underret- ter os, hvis den sikrede personkreds skal ændres. Omfatter forsikringen allerede mere end 1 barn, er fremtidige børn og adoptivbørn – uden merpræmie – automatisk medforsikrede.

29. Jf. Udkastet s. 39.

30. Jf. Drachmann Bentzon og Knud Christensen, FAL s. 20 note 2, men anderledes Lyngsø DFR s. 77.

Børn, der lider af medfødte fysiske eller psykiske sygdomme, er først medforsikrede, hvis særlig aftale foreligger, og policen bærer påtegning herom.«. Den 13. juni 1994 indgav H og M begæring til selskabet om udvidelse af forsikringen, således at den også kom til at omfatte en dreng født i 1991 og tvillinger født den 24. februar 1994. I begæringen oplyste H og M, at drengen led af en ledsygdom (Larsens syndrom). Den 5. juli 1994 blev tvillin- gerne indlagt på hospital, hvor der konstateredes en alvorlig hjernesygdom. Den 3. august s.å. anmodede F om yderligere oplysninger vedrørende drengen. H og M besvarede denne henvendelse den 6. august s.å. Den 17. august s.å. meddelte F, at det kunne tilbyde forsik- ringen med særlige vilkår og bad H og M meddele, om de kunne acceptere forsikringen på disse vilkår. Da H og M ikke reagerede, rykkede F den 12. oktober s.å. for svar. Den 18. oktober ringer H til F og oplyser at forsikringen kan accepteres, hvorefter F på ny sender tilbud enslydende med det, der blev sendt den 17. august 1994. Den 23. oktober s.å. under- skriver H tilbuddet og oplyser ikke noget om tvillingernes alvorlige sygdom. F sender den

31. oktober policen omfattende drengen med særlige vilkår og tvillingerne på sædvanlige vilkår.

Den 1. november 1994 konstateres det, at tvillingerne led af total blindhed. Tvillinger- ne døde i 1995. Forsikringen omfattede blindhed uanset årsag. For den ene af tvillingerne blev der rejst et krav på 2,5 mio. kr., således at det samlede krav ville andrage 5 mio. kr. Dækningssummerne var omtvistet, ligesom der i landsretten ikke var enighed om forståel- sen af klausulen om medfødte lidelser. For Højesteret gjorde selskabet gældende, at H og M havde afgivet urigtige risikooplysninger mht. tvillingerne, idet de var forpligtet til at gi- ve oplysninger helt frem til aftalens afslutning den 31. oktober 1994, jf. FAL § 7 og § 6. H og M gjorde gældende, at de alene var forpligtet til at give risikooplysninger på tidspunktet for afgivelsen af forsikringsbegæringen den 13. juni 1994, og på dette tidspunkt vidste de ikke noget om tvillingernes sygdom. Højesterets bemærkninger er følgende: »H og M var den 23. oktober 1994, da de accepterede forsikringsselskabets tilbud af 18. oktober 1994, bekendt med, at døtrene allerede den 13. juni 1994, da forsikringsbegæringen blev indgi- vet, led af en meget alvorlig sygdom, at forsikringsselskabets tilbud var afgivet, uden at selskabet havde kendskab hertil, og at oplysning om børnenes sygdom havde væsentlig betydning for selskabets risikobedømmelse. Højesteret tiltræder, at forsikringsselskabet under disse omstændigheder ikke har været forpligtet til at udbetale den krævede erstat- ning, jf. forsikringsaftalelovens § 7 sammenholdt med § 6.«

Frederiksberg Rets 1. afd. (25/1-1995 – sag BS 9401016-1): I begæring af 19/4-1991 om livsforsikring oplyste forsikrede, at han i 1981 var opereret for struma, og at han i 1991 havde gennemgået en blindtarmsoperation. Selskabet forlangte yderligere oplysninger om Basedows sygdom og struma og fremsendte et spørgeskema til forsikrede. Dette skema besvarede forsikrede den 3/6-1991 uden at oplyse, at han i mellemtiden havde fået konsta- teret en uhelbredelig sygdom. Den 1/7-1991 meddelte selskabet forsikrede, at forsikringen var etableret. Den 9/7-1992 afgik forsikrede ved døden. I den forbindelse kom det frem, at forsikrede i starten af maj måned 1991 havde fået oplyst, at han led af en uhelbredelig syg- dom. Selskabet afviste erstatning med henvisning til FAL § 7, jf. § 4, 2. pkt., og aftale- lovens § 33 subsidiært FAL § 6, men fik ikke medhold.

AKF 61.920: Forsikringstagerens gode tro mht. risikooplysninger skulle foreligge på ikrafttrædelsestidspunktet ifølge vilkårene. At der – i karenstiden – kom nye oplysninger, der skulle være afgivet, kunne ikke tillægges betydning.

AKF 69.795: Den 1/2-2005 ændrede selskabet forsikredes ulykkesforsikring således at den fremover ydede dækning ved méngrader på 5 % og herover. Før denne ændring ydede forsikringen først dækning ved méngrader på 15 % og herover. Det blev lagt til grund, at

forsikrede ikke før denne dato havde indgået aftale om ændringen. Da forsikrede efterføl- gende anmeldte et ulykkestilfælde sket den 1/2-2005 – forinden ændringen – og uden at oplyse om det skete ulykkestilfælde, fandtes selskabet ikke forpligtet til at yde erstatning efter de nye og forbedrede vilkår, jf. FAL § 7. Undladelsen blev således tilskrevet forsikre- de som grov uagtsomhed.

Ved skadesforsikring antages det – ud fra FAL § 7 og analogien af FAL § 46

– at oplysningstiden i visse tilfælde udstrækkes til forsikringstiden, jf. hertil UfR 1998.1604V forudsætningsvis. Heraf følger det, at forsikringstageren skal give oplysninger om risikoforhold, han får kendskab til i forsikrings- tiden, og som han er klar over har betydning for selskabet, når dette forhold bestod ved begæringens afgivelse og på det tidspunkt skulle oplyses. Gives sådanne oplysninger ikke og skyldes dette grov uagtsomhed hos forsikrings- søgende, indtræder de retsvirkninger, der følger af § 7, jf. § 6.

I tilfælde, hvor selskabets ansvar først skal indtræde på et senere tidspunkt (end begæringens tidspunkt), skal forsikringstageren give oplysninger frem til dette senere tidspunkt, hvis selskabet har taget forbehold om ændringer i risi- koen, også selv om selskabet har accepteret begæringen, jf. forudsætningsvis AKF 27.023 (citeret nedenfor i det småtrykte).

AKF 27.023 »Forsikring« nr. 15/1991: Ved begæring af 3/10-1988 anmodede forsikrings- tageren om at få overflyttet sin ulykkesforsikring fra selskab A til selskab B med virkning fra den 1/12-1989. B accepterede umiddelbart herefter begæringen. Den 28/11-1989 frem- sendte B police til forsikringstageren, hvori var taget forbehold for evt. ændringer i forsik- ringstagerens helbredstilstand i mellemtiden. I foråret 1989 fik klageren konstateret en mild sukkersyge, og selskabet tog derfor forbehold for skader, der skyldes sukkersyge. Klageren ville ikke acceptere dette forbehold. Nævnet udtalte bl.a.: »Selskabet har ikke, da det i slutningen af 1988 modtog og accepterede klagerens begæring, taget forbehold over for ændringer i klagerens helbredstilstand i tiden indtil forsikringens ikrafttræden i selska- bet ...«. Endvidere hedder det: »selskabet har endvidere ikke, inden det i august 1989 op- sagde klagerens forsikring, søgt oplyst om det kunne give klageren samme vilkår som dem, der var gældende efter klagerens hidtidige forsikring, hvilket for klageren var en af- gørende forudsætning for opsigelsen af den tidligere forsikring og overflytningen heraf til det indklagede selskab«. Selskabet blev derfor pålagt at give forsikringstageren en klausul- fri police. Kendelsen viser også, at et selskab (her B) ikke, uden kundens billigelse, kan opsige kundens eksisterende forsikring, hvis det ikke kan overtage den samme forsikring på (mindst) samme vilkår, som kunden havde i det tidligere selskab.

AKF 61.920: Forsikringstagerens gode tro mht. risikooplysninger skulle foreligge på ikrafttrædelsestidspunktet ifølge vilkårene. At der – i karenstiden – kom nye oplysninger, der skulle være afgivet, kunne ikke tillægges betydning.

Forsikringstagerens svar- og oplysningspligt »vågner« op igen, når aftalen er helt ophørt, jf. FAL § 13, stk. 1, eller der er tale om en ikke uvæsentlig æn- dring af aftalen, også kaldet omtegning, jf. FED 1995.445Ø. Forsikringstage-

rens svar- og oplysningspligt »vågnede« ikke op igen, efter at forsikringen var suspenderet efter den tidligere FAL § 14, stk. 4.

UfR 1993.731Ø: Den 1/8-1989 købte forsikringstageren travhesten »Ok Blue« for

100.000 kr. Den 8/9-1989 fremsendte han til selskabet en anmodning om tegning af forsik- ring for hesten med virkning fra den 28/8-1989 tillige med en »ren« helbredsattest. Den 21/9-1989 fremsendte selskabet police og præmieopkrævning. Den 18/10-1989 sendte sel- skabet en rykker til forsikringstageren, hvoraf det fremgik, at dækningen bortfaldt, hvis præmien ikke blev betalt »inden 14 dage«. Ved check udstedt den 25/11-1989 betalte for- sikringstageren præmien, som blev modtaget i selskabet den 27.s.m. Hesten døde den 29/11-1989. Den behandlende dyrlæge oplyste, at hestens almene tilstand var meget dårlig, da han blev tilkaldt den 24/11-1989. Selskabet afviste at betale erstatningen bl.a. under an- bringende af, at forsikringstageren havde fortiet oplysninger om hestens helbredstilstand, jf. FAL § 4. Selskabet fik ikke medhold, idet afsnittet i forsikringsaftaleloven omfattende

§§ 4-10, der vedrører »Urigtige oplysninger ved aftalens afslutning«, fandtes at måtte for- stås som oplysninger ved policens oprettelse, og der fandtes ikke holdepunkter for at udvi- de bestemmelsernes anvendelse til den situation, hvor forsikringsdækningen – efter at have været suspenderet – på ny sættes i kraft.

Sagen giver anledning til overvejelse af, hvilket resultat retten var kommet frem til, hvis forsikringsbegivenheden havde været sygdom og ikke hestens død. Anvendelse af et skadesårsagsprincip vil antagelig føre til frifindelse af selskabet, idet det må antages, at sel- skabets ansvar efter suspension i medfør af forsikringsvilkårene og FAL § 14, stk. 4, først genindtræder, når præmien modtages i selskabet, og det var den 27/11-1989. Først på dette tidspunkt vil selskabet kunne sætte forsikringen i kraft på ny.

FED 1995.445Ø: Forsikringstageren A tegnede i 1979 en fritidsulykkesforsikring og i 1981 en livsforsikring i F. I 1987 omtegnede A forsikringerne til en ulykkesforsikring med udvidet dækning og en kapitalpensionsforsikring. I den anledning afgav A nye helbredser- klæringer og underskrev ny begæring. Da A i 1989 kom til skade, viste det sig, at han 3 mdr. inden omtegningen havde søgt speciallæge for ryggener. F afviste erstatning på grund af urigtige oplysninger og fik medhold heri, idet A fandtes at måtte anses for at have tegnet ny forsikring, dvs. at have indgået en ny aftale.

4.1.4. Særligt om afgivelse af helbredsoplysninger ved personforsikring Ved tegning af individuel livsforsikring skal den forsikringssøgende afgive helbredsoplysninger. De selskaber, der er tilsluttet Videncenter for Helbred og Forsikring, anvender en af dette center udarbejdet helbredserklæring. Der er tale om en standarderklæring, hvor forsikringssøgende skal besvare 13 ho- vedspørgsmål. Pligten til at afgive oplysninger om helbredsforhold er be- grænset for visse sygdomme og lidelser, der ligger 10 år før udfyldelse af er- klæringen. Såfremt forsikringssøgende besvarer noget af spørgsmålene om sygdom bekræftende, skal der udfyldes en helbredsattest af forsikringssøgen- des læge, eller der skal gives yderligere oplysninger i øvrigt. I de tilfælde, hvor forsikringssøgende afgiver det, der i forsikringssproget kaldes en

»blank« helbredserklæring, dvs. at den forsikringssøgende oplyser, at han er fuldstændig rask, vil forsikringen uden videre blive accepteret.

Videncenter for Helbred og Forsikring (tidligere Foreningen til Bedømmelse af Personfor- sikringsrisiko) blev oprettet i 1985 af alle daværende livsforsikringsselskaber. I dag har foreningen 26 medlemmer, herunder pensionskasser og pensionsselskaber.

Konkurrencestyrelsen har fundet, at Videncenterets vedtægter er omfattet af forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. stk. 3, men at vedtægterne er omfattet af reglerne om gruppefritagelse for visse kategorier af aftaler mv. på forsikringsområdet i den tidligere bkg. nr. 1004 af 16/12-1997.

Videncenterets formål er at foretage den helbredsmæssige risikovurdering af personer, der søger personforsikring. Videncenteret stiller sin ekspertviden til rådighed for livs- og pensionsforsikringsselskaber. Videncenterets formål er også at sikre, at forsikringssøgende med forøget helbredsmæssig risiko så vidt muligt kan tilbydes personforsikring på et til- strækkeligt statistisk og lægeligt grundlag. Videncenteret fører et såkaldt advarselsregister over personer, der har ansøgt om en livs- og pensionsforsikring, og efter Videncenterets bedømmelse har et forringet helbred.

Selskaberne har adgang til disse oplysninger ved nøglepersoner, der iht. særlige autori- sationsregler får en autorisation til den elektroniske søgning i registeret. Denne person un- derskriver en erklæring om tavshedspligt (herudover indeholder lov om forsikringsvirk- somhed regler om tavshedspligt).

Livs- og pensionsforsikringsselskaber, pensionskasser og andre, der kan gøre brug af foreningens ekspertviden i forbindelse med vurderingen af den helbredsmæssige risiko ved begæring af forsikring, har mulighed for at være knyttet til foreningen.

Videncenteret afgiver også responsa i forbindelse med forsikringsbegivenheder, hvor der foreligger en tvist om, hvorvidt forsikrede har afgivet urigtige oplysninger ved forsik- ringens tegning. Centeret har alene kompetence til responderende virksomhed ved livsfor- sikring og invaliderente ved ulykkesforsikring.

Centeret har 6 speciallæger, der ansættes 3 år ad gangen med mulighed for forlængelse.

Såfremt et forsikringsselskab vil indhente helbredsoplysninger fra forsik- ringssøgendes læge, speciallæge, hospital osv., kræver dette efter sundheds- loven31 et udtrykkeligt samtykke fra den forsikringssøgende. Forsikring & Pension har sammen med Lægeforeningen udarbejdet følgende samtykkeer- klæring:

»FP 601 – Samtykke til indhentning og videregivelse af oplysninger – Tegning/Ændring i forsikringstiden.

Jeg giver hermed samtykke til, at (selskabets navn) må indhente, anvende og videregi- ve de oplysninger om mig, som (selskabets navn) finder nødvendige for at kunne vurdere min aktuelle sag om tegning/ændring af forsikring •de, som (selskabets navn) indhenter

31. Lovbkg. nr. 1202 af 14/11-2014.

oplysninger fra, kan videregive de oplysninger, som (selskabets navn) har anmodet om. Hvem kan der indhentes oplysninger fra/videregives oplysninger til?

• Sygehuse, læger og andre autoriserede sundhedspersoner

• Offentlige myndigheder, fx kommuner og Arbejdskadestyrelsen

• Forsikringsselskaber, pensionskasser og Videncenter for Helbred & Forsikring.

Hvilke oplysninger kan udveksles?

• Helbredsoplysninger, herunder sygdomsoplysninger og oplysninger om kontakter til sundhedsvæsenet,

• Oplysninger om sociale, økonomiske og andre forhold.

Samtykket omfatter oplysninger frem til det tidspunkt, hvor (selskabets navn) har taget stil- ling til min sag. Samtykket omfatter ikke oplysninger om genetiske test, der alene belyser risikoen for at udvikle sygdom på et senere tidspunkt.

Tidsbegrænsning, underretning mv.

Samtykket gælder for et år. Jeg kan til enhver tid trække mit samtykke tilbage og/eller få berigtiget/slettet eventuelle urigtige eller vildledende oplysninger. De, der involveres i min sag, informeres om mit samtykke.

Jeg får besked hver gang (selskabets navn) indhenter oplysninger. Jeg bliver informeret om, hvorfor oplysningerne indhentes, hvilke oplysninger der indhentes og videregives, og for hvilken periode, samt hvem oplysningerne indhentes fra.

Dato: ....................... Underskrift og cpr.nr «

Efter sundhedslovens § 44, stk. 2, bortfalder et samtykke, senest et år efter at det er givet. Som det fremgår af erklæringen, kan forsikringssøgende imidler- tid til enhver tid tilbagekalde sit samtykke, dog ikke med tilbagevirkende kraft, men alene med virkning fra tidspunktet, hvor tilbagekaldelsen kommer frem til selskabet. På den anden side omfatter et samtykke alene oplysninger om forsikringssøgendes helbred forud for eller på tegningstidspunktet.32 Sam- tykkeerklæringen kan derfor ikke af selskabet affattes således, at den også omfatter fremtidige oplysninger, f.eks. i forbindelse med skader.

Af vejledningen fra Sundhedsstyrelsen33 fremgår det, at der skal sondres mellem samtykke til videregivelse af oplysninger og (selskabets) fuldmagt til

32. Vejledning nr. 155 af 14/9-1998 om aktindsigt mv. i helbredsoplysninger. Vejlednin- gen var udstedt til den tidligere patientretsstillingslov (nr. 482 af 1/7-1998. Denne vejledning og den i næste note nævnte vejledning er stadig gældende.

33. Vejledning nr. 161 af 16/9-1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. Denne vejledning er udstedt i forbindelse med lov om pati-

aktindsigt, og at den tidligere § 27, stk. 2, i patientsretsstillingsloven (nu sundhedslovens § 44, stk. 2) ikke omfatter selskabets fuldmagt, som normalt vil have længere varighed afhængig af dens affattelse.34 Samtykke til regi- strering af helbredsoplysninger i et forsikringsselskab eller i Videncenteret kan også tilbagekaldes, jf. udtrykkeligt persondatalovens § 38. Datatilsynet har i en afgørelse af 23. februar 2001 udtalt, at virkningen af, at et samtykke tilbagekaldes efter § 38, er, at oplysningerne skal udgå af Bedømmelsesfor- eningens (nu Videncenterets) advarselsregister. De indhentede oplysninger må dog stadig opbevares i Videncenteret, men skal være blokeret for adgang. Tilføjelsen i slutningen af den ovenfor citerede helbredserklæring er indsat for at undgå den virkning af § 38 og Datatilsynets afgørelse, at en person, der tidligere har fået afslag eller har fået skærpede vilkår, senere tegner forsikrin- gen på grundlag af urigtige helbredsoplysninger. Ved tegning af individuel ulykkesforsikring skal forsikringssøgende også udfylde en helbredserklæring dog med et mindre antal spørgsmål end ved livsforsikring. Derimod gælder der en tidsubegrænset svarpligt og ikke en »forældelsesfrist« for helbredsfor- hold, der ligger mere end 10 år tilbage. Dette skyldes antagelig, at de lidelser eller sygdomme, der er relevante for selskabernes bedømmelse af risikoen ved ulykkesforsikring, vedvarende vil give anledning til individuelle forbe- hold i policerne for at undgå enhver tvivl, når/hvis der sker en skade under medvirken af den pågældende lidelse eller sygdom (som jo ikke er dækket af forsikringen). Som udgangspunkt står det selskaberne frit at rejse de spørgs- mål, de ønsker besvaret, når det er relevant for risikobedømmelsen. Dette ud- gangspunkt fraviges, når det gælder oplysninger om forsikringssøgendes ar- veanlæg, jf. FAL § 3 a. Dette spørgsmål er behandlet nærmere ovenfor i af- snit 4.1.3.1.

Helbredsoplysningerne skal være nye. Bliver helbredsoplysningerne for

gamle og det skyldes selskabets forhold, kan dette betyde, at selskabet skal foretage risikovurderingen på grundlag af de ældre oplysninger, jf. AKF

74.211 om forsikringen Kritisk Sygdom.

4.1.5. Særligt om aftalens parter

De fleste forsikringsaftaler bliver indgået mellem forsikringsselskabet og den, der skal være direkte part i aftalen – kaldet forsikringstageren i FAL § 2, stk. 2. Som det vil fremgå af kap. 16 om livsforsikring, er det ikke altid så-

enters retsstilling, som er optaget i den gældende sundhedslov. Vejledningen er ikke ophævet.

34. Se om denne sondring Ivan Sørensen, Udredning om bedre forbrugerbeskyttelse ved private forsikringer i Danmark (maj 2001), s. 31.

dan. Ved kollektive forsikringer vil det sædvanligvis være gruppens repræ- sentant f.eks. et fagforbund der indgår forsikringsaftalen på medlemmernes vegne.

I andre tilfælde kan aftalen om forsikring være indgået mellem forbruge- ren og en forretning m.fl., der sælger varer eller tjenesteydelser, hvortil knyt- ter sig en forsikring, f.eks. et rejsebureaus tegning af rejseforsikring og en ra- dioforretnings tegning af tyveri- og brandforsikring for de ting, de sælger.

I disse forskellige situationer kan der rejses spørgsmål, om et forsikrings- selskab hæfter for de fejl, den direkte medkontrahent udviser i forbindelse med forsikringsaftalen.

Når det gælder de kollektive forsikringer, gælder der ikke – som det f.eks. er tilfældet i Norge35 – særlige regler om identifikation mellem selskabet og den direkte medkontrahent, f.eks. et fagforbund. Retstilstanden i Danmark er ikke afklaret, og spørgsmålet om selskabets hæftelse må afhænge af en for- tolkning af aftalen mellem (f.eks.) fagforbundet og forsikringsselskabet og ved anvendelse af de almindelige fuldmagtsregler eller principperne i disse regler.

Når det gælder forsikringer, der tegnes sammen med salg af anden ydelse, er retstilstanden, om et forsikringsselskab hæfter for fejl udvist af den pågæl- dende forretning, heller ikke afklaret. I de tilfælde, hvor det udtrykkeligt fremgår eller kan udledes af aftalen mellem formidleren og køberen, at for- sikringsselskabet påtager sig forsikringen, vil selskabet efter omstændighe- derne kunne komme til at hæfte for eventuelle fejl udvist af formidleren.

AKF 53.291 i FED 2001.1925: A havde købt en rejse gennem rejsebureau B. Der blev samtidig gennem bureauet bestilt en rejseforsikring og en afbestillingsforsikring. Den 13. januar 2000 blev der udstedt en almindelig rejseforsikring af forsikringsselskabet C (og tilsyneladende ikke også en afbestillingsforsikring). Kort før rejsen blev A syg og ønskede derfor at benytte sin afbestillingsforsikring. C påstod at der ikke var tegnet afbestillings- forsikring i selskabet, idet rejsebureauet ikke havde indrapporteret den solgte forsikring. Selskabet har oplyst, at samarbejdsaftalen mellem dette og rejsebureauet var indgået på vilkår, der rapporteringsmæssigt betyder, at selskabet hæfter for de policer, der indrappor- teres løbende hver den 3. og 17. i hver måned. Der var ikke indrapporteret afbestillings- forsikringer i 1999 og 2000. B var gået konkurs og der var ikke dækning fra rejsegaran- tifonden. Ankenævnet udtalte: »... [C] ... Rejseforsikring har ikke påtaget sig nogen for- pligtelse over for klageren og det har heller ikke for klageren fremstået således, at når hun betalte for – bl.a. afbestillingsforsikring til rejsearrangøren, så havde hun afbestillings- forsikring hos netop ... [C] ...«

35. Når det gælder informationspligten i den norske FAL 1989, sker der identifikation mellem forsikringsselskabet og fagforbundet (der kaldes forsikringstageren), jf. FAL 1989, § 9-8, 2. led.

AKF 45.547/1998: Identifikation mellem Dansk Folkeferie og det forsikringsselskab der havde rejseforsikringen. Selskabet ansås ansvarlig for forkerte forsikringsbetingelser udleveret af Dansk Folkeferie.

AKF 54.797 i FED 2002.1909: Rejseforsikringsselskabet måtte tåle identifikation med rejsebureau og måtte derfor bære risikoen for at forsikringsbetingelser ikke var udleveret til forsikringstageren. Da forsikringen blev tegnet var forsikringstageren »bekendt med at for- sikringen blev tegnet« i det pågældende selskab.

AKF 52.031 i FED 2001.1847: Rejseforsikring. Salgsmateriale indgik i fortolkningen af aftalen og selskabet hæftede for salgskanals salgsmateriale.

4.2. Selskabets rådgivnings- og informationspligt

Ved forbrugerforsikring er udgangspunktet, at selskabet kun har en informa- tionspligt, hvis dette følger af aftalen (og da i forsikringstiden), følger af lov eller følger af forsikringspraksis, jf. UfR 1990.218H, hvor et selskab ikke fandtes pligtig at informere medlemmer, der udtræder af gruppelivsforsikring, om deres mulighed for at etablere fortsættelsesforsikring.36 Efter tilkomsten af god-skik bekendtgørelsen er der lovgivning, der pålægger forsikringssel- skaber en pligt til at informere om dækningen i det modtagende selskab, jf.

§ 29, stk. 2, som har følgende ordlyd: »Stk. 2. Inden flytning af en personfor- sikring skal det modtagende forsikringsselskab sikre sig, at kunden er oplyst om, på hvilke vilkår forsikringen kan antages i det modtagende selskab.« Dette må indebære, at kunden skal informeres om bl.a. muligheder for fort- sættelsesforsikring.

Har selskabet handlet uforsvarligt i civilretlig forstand, kan der imidlertid blive tale om ansvar for fejlagtig eller manglende rådgivning, hvis forsikrede som følge heraf har lidt et økonomisk tab, jf. hertil AKF 75.493, hvor forsik- rede ikke kunne antages at have lidt et tab, da hun (heller) ikke kunne opnå den pågældende dækning i et andet selskab. Det er dog ikke ofte, der ses af- gørelser, hvor selskabet pålægges ansvar, jf. til eks. AKF 35.693/94 om råd- givning vedrørende livsforsikring.37 Efter Forsikringsankenævnets praksis påhviler det et forsikringsselskab at sikre sig, at det vil fortsætte forsikringen på samme vilkår eller i hvert fald ikke på ringere vilkår end dem, forsikrings- tageren havde i det afgivende selskab, og at informere forsikringssøgende, så- fremt dækningen vil blive anderledes, jf. AKF 41.309.

36. Se også AKF 73.515, hvor selskabet ikke fandtes, at have forsømt nogen informati- onspligt i forbindelse med konsekvenserne ved ikke at tegne fortsættelsesforsikring. Forsikringsbetingelserne indeholdt oplysninger herom.

37. Jf. Morten Samuelsson og Kjeld Søgaard, Rådgiveransvaret s. 203 ff.

AKF 56.595 i FED 2003.497: Selskabet burde have informeret forsikringstageren om, at forsikringen ikke – som ønsket – kunne tegnes som førsterisikoforsikring. Selskabet skulle derfor betale erstatning, som om denne forsikring var tegnet. Det kan udledes af kendelsen, at et selskab, der ikke vil tegne en forsikring som begæret af den forsikingssøgende, er for- pligtet til at informere denne herom.

AKF 55.345 i FED 2002.1974: Selskabet var forpligtet til at dække rådskade, idet for- sikringstageren ved selskabsskifte havde givet udtryk for, at han ønskede samme dækning som i tidligere selskab.

AKF 58.298 i FED 2003.620: Ulykkesforsikring havde ikke automatisk fornyelse, og selskabet fandtes ikke at have nogen informationspligt herom, selvom det havde været øn- skeligt, at selskabet havde informeret.

AKF 65.003: Selskabets repræsentant burde ikke have opsagt forsikringssøgendes bil- forsikring i andet selskab, før han havde sikret sig, at selskabet ville overtage forsikringen. Statueret identifikation mellem selskabet og dets repræsentant. Et brev med afvisning fand- tes ikke at være modtaget af forsikringssøgende. AKF 62.924: Udtalt, at der ikke gælder en almindelig pligt for et selskab til at sikre, at kunden får mindst samme dækning som i det tidligere selskab.

Ved livsforsikring skal selskaberne udsende en årlig informationsoversigt over forsikringsydelserne og bonus, jf. informationsbekendtgørelsens § 5.38 Manglende overholdelse af reglerne er belagt med bødestraf.

Finanstilsynet har afgivet følgende udtalelse vedrørende den tidligere informationsbe- kendtgørelse: »På baggrund af en række henvendelser vedrørende spørgsmålet om, hvor- vidt skriftlighedskravet i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 609 af 14. juli 1995 om infor- mation fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale (informationsbekendtgørelsen) er til hinder for, at de lovpligtige oplysninger alene gives elektronisk, skal Finanstilsynet anføre følgende: Informationsbekendtgørelsen indeholder et krav om, at oplysningerne efter bekendtgørelsen skal forelægges den forsikringssøgende eller forsikringstageren skriftligt på dansk, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 1, (den gældende

§ 7). Finanstilsynet fortolker dette skriftlighedskrav som et læsbarhedskrav, og skriftlig- hedskravet i informationsbekendtgørelsen er derfor ikke til hinder for, at oplysningerne kan forelægges elektronisk. Dette gælder både oplysninger, der skal gives inden og under livs- forsikringsaftalens løbetid. Det må dog efter Finanstilsynets opfattelse kræves, at der fore- ligger en aftale mellem den, der skal modtage oplysningerne, og livsforsikringsselskabet om, at oplysninger kan forelægges elektronisk. Ved forelæggelse af oplysninger efter be- kendtgørelsen anser Finanstilsynet det som et krav, at oplysningerne i deres fulde omfang fremsendes til modtageren. Det er således ikke tilstrækkeligt, at oplysningerne stilles til rådighed på livsforsikringsselskabets hjemmeside. For en god ordens skyld skal det næv- nes, at lignende betragtninger gælder for tværgående pensionskasser, som ligeledes er om- fattet af informationsbekendtgørelsen.«

38. Bkg. nr. 1132 af 17/11-2006. Se hertil kommentaren til denne bekendtgørelse hos Michael Holm m.fl., s. 789 ff.

På andre områder er der også en lovbestemt informationspligt for forsikrings- selskaber. Efter FAL §§ 34 d-h har forsikringsselskabet pligt til at informere forsikringstageren om fortrydelsesretten.

Af de initiativer, der de senere år er taget i forsikringsbranchen, kan næv- nes vejledningen om helbredsoplysninger, som i flere selskaber udleveres før eller ved tegning af personforsikring. Vejledningen indeholder en række råd om, hvorfor der skal gives helbredsoplysninger, hvilke oplysninger der skal gives, hvilke oplysninger der ikke skal gives, osv. Regler herom er efterføl- gende blevet nedfældet i god skik-bekendtgørelsens § 29, stk. 2.

Ved erhvervsforsikring og i hvert fald i de tilfælde, hvor forsikringstage- ren er repræsenteret ved forsikringsmægler er udgangspunktet i endnu højere grad at selskabet ikke har nogen vejledningspligt, når der anvendes standardi- serede vilkår, jf. Københavns Byrets dom af 24/2-2014 (BS 5B-1384/2012), hvor selskabet ikke fandtes at have haft vejledningspligt vedrørende en an- svarsbegrænsning i de standardiserede forsikringsbetingelser.

I Norge og Sverige indeholder lovgivningen en i forhold til de danske regler udvidet in- formationspligt. Den norske FAL 1989 indeholder relativt strenge retsvirkninger over for det selskab, der har tilsidesat sin informationspligt. Selskaberne har en generel og en kon- kret informationspligt henholdsvis ved forsikringens tegning og lige efter tegningen, jf. lo- vens § 2-1 (skadesforsikring) og § 11-1 (personforsikring) og en konkret informationspligt, jf. § 2-2 (skadesforsikring). Reglerne i Sverige findes i Konsumentförsäkringslagen og för- säkringsrörelseslagen. Reglerne i Konsumentförsäkringslagen suppleres med retningslinjer i Konsumentverkets författningssamling 1981:3 om skadesforsikring. Såfremt en forsik- ring (f.eks.) omfatter nyværdierstatning, skal selskabet informere om, hvorledes dette skal forstås.

I RG 1994.171 er citeret en afgørelse efter den norske lovs § 2-1. En familie på 5 med- lemmer havde tegnet rejseforsikring i en bank dagen før et udlandsophold på 4 måneder. De blev frastjålet værdier for 75.000 kr., mens forsikringssummen viste sig at være

15.000 kr. Selskabet blev frifundet for krav på betaling af yderligere erstatning. Selv om loven stiller strenge krav til selskabets informationspligt, fandtes det efter omstændighe- derne ikke nødvendigt at give mundtlig information ud over det skriftlige materiale. Sikre- de havde ikke været tilstrækkelig agtpågivende, idet han ikke havde læst forsikringsvilkå- rene, der var udleveret til ham 7 dage før aftalens indgåelse.

5. Policen og forsikringsbetingelserne

Når selskabet antager forsikringen, dvs. accepterer forsikringstagerens tilbud (begæringen), vil forsikringstageren få tilsendt policen og ved livs- og pensi- onsforsikring den første forsikringsoversigt (accepten). I det følgende vil »po- licen« blive anvendt synonymt med »den første forsikringsoversigt«. Forsik- ringsbetingelserne, som er en væsentlig del af aftalegrundlaget, fremsendes – vel nok af praktiske og økonomiske grunde – i almindelighed først sammen

med policen. Ved forbrugerforsikring og en lang række erhvervsforsikringer er disse betingelser som hovedregel ensidigt udarbejdet af selskabet. På en- kelte områder er forsikringsbetingelserne udarbejdet efter et samarbejde mel- lem Forbrugerrådet og forsikringsbranchen (f.eks. Familiens basisforsikring). På andre områder, som f.eks. erhvervs- og produktansvarsforsikring, er for- sikringsbetingelserne udarbejdet efter samarbejde mellem forsikringsbran- chen og Dansk Industri. I bekendtgørelsen om minimumsforsikringsbetingel- ser pålægges bygningsbrandforsikringsselskaber at yde en nærmere bestemt dækning.39 Endelig findes der en bekendtgørelse, der fastsætter dækningsom- fanget for ejerskifteforsikringer i henhold til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom.40 Bekendtgørelsen fastsætter de mindstekrav, selskaberne skal opfylde mht. dækningen ved denne forsikring.

I ældre forsikringspraksis udgjorde forsikringspolicen og »forsikringsbe- tingelserne« ét dokument. I dag er der tale om to dokumenter. Policen er edb- udskrevet og indeholder oplysninger om forsikringssum, forsikringstagerens navn, den sikrede personkreds og evt. individuelle klausuler, mens »forsik- ringsbetingelserne« indeholder de almindelige aftalevilkår. En forsikrings- kontrakt består således typisk af en begæring, en police og forsikringsbe- tingelser.

Policen er sædvanligvis selskabets accept af forsikringstagerens begæ- ring.41 Når accepten/policen er kommet til forsikringstagerens kundskab, er den bindende for selskabet, og aftalen er afsluttet, dvs. bindende for parterne. Dette følger af Aftl. § 7. Det er dog ikke sikkert, at selskabets ansvar ind- træder, samtidig med at aftalen er afsluttet. Det kan nemlig fremgå af sel- skabets antagelsespolitik eller af lovgivningen, at selskabets ansvar indtræder på et tidligere tidspunkt, f.eks. ved begæringens underskrift. Dette gælder for ansvarsforsikring af motorkøretøjer, hvor forsikringen iht. lovgivningen skal træde i kraft fra det tidspunkt, da den underskrevne begæring modtages af selskabet eller dettes repræsentant, f.eks. en bilforhandler, medmindre andet er aftalt.42

Er det ikke aftalt, hvornår selskabets ansvar indtræder, gælder den ud- fyldende regel i FAL § 11, hvorefter selskabets ansvar indtræder, når det af-

39. Bkg. nr. 856 af 21/10-2002.

40. Bkg. nr. 13 af 12/01/2012.

41. I de tilfælde, hvor selskabet ikke kan acceptere begæringens indhold og derfor sender forsikringssøgende et andet forslag til forsikring, anses dette som et tilbud, jf. Aftl.

§ 6, stk. 1, og eksempelvis UfR 2002.1777H. Se hertil afsnit 5.1.2.

42. Jf. bkg. nr. 579 af 6/6-2007 om ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer mv. § 2, stk. 1.

sender policen. Dette betyder, at selskabet kan blive ansvarlig for skader sket, før en bindende aftale er indgået.

5.1. Policen – kongruens og rettidighed

5.1.1. Rettidighed

Efter de almindelige aftaleretlige regler kommer der kun en aftale i stand mellem tilbudsgiver og modtager, hvis accepten er kommet rettidigt frem. Det samme gælder ved aftaler om forsikring.

Spørgsmålet om, hvorvidt selskabets accept, dvs. policen (eller forsik- ringstagerens accept), er kommet rettidigt frem, afgøres efter Aftl. §§ 2-4. Har forsikringstageren ikke fastsat nogen frist for svar, skal selskabets svar være kommet frem til forsikringstageren inden udløbet af det tidsrum, han ved begæringens afgivelse måtte påregne ville medgå til selskabets sagsbe- handling, jf. Aftl. § 3, stk. 1. Det tidsrum, forsikringstageren »måtte påreg- ne«, afhænger helt af omstændighederne i det konkrete tilfælde, men det vil sædvanligvis være kortere ved forbrugerforsikringer end ved større og kom- plicerede forsikringer som f.eks. erhvervs- og industriforsikringer.

Sender selskabet policen frem efter udløbet af den tid, den forsikrings- søgende måtte påregne ville medgå til bedømmelse af hans begæring, er be- gæringen ikke bindende for forsikringstageren, og policen anses som et nyt tilbud, som han kan vælge at acceptere eller lade være, jf. Aftl. § 4, stk. 1.

Det samme gælder, hvis det er forsikringstageren, der er tilbudsmodtager, jf. til eks. AKF 36.497/95.

AKF 36.497/95: Forsikringssøgende anmodede i januar 1994 et forsikringsselskab om til- bud på en autoforsikring. Den 14/1-1994 fremsendte selskabet tilbud lydende på 2.657 kr.

»Helårlig præmie i 1994«. Ved påtegning dateret den 6/3-1994 accepterede klageren til- buddet til ikrafttræden den 1/7-1994. Den 18/3-1994 meddelte selskabet, at tariffen var ændret pr. 16/2-1994, hvorfor præmien nu var 4.504 kr. pr. år. Klageren var utilfreds med dette og tegnede forsikring i et andet selskab til en præmie på 3.273 kr. Han krævede diffe- rencebeløbet 616 kr. erstattet, men fik ikke medhold. Nævnet udtaler: »Allerede fordi kla- geren først accepterede selskabets tilbud mere end 7 uger efter tilbuddets fremsættelse, fin- der nævnet, at selskabet ikke over for klageren er bundet af det afgivne tilbud.«

Ved ejerskifteforsikringer skal selskabets tilbud til køberen af den faste ejen- dom indeholde »en rimelig frist« for antagelse af tilbuddet. Dette betyder, at køberens accept skal være kommet frem til selskabet inden fristens udløb. Fristen regnes fra datoen på tilbuddet, jf. Aftl. § 2.

5.1.2. Kongruens

Det følger af de aftaleretlige regler, at der kun kommer en aftale i stand mel- lem tilbudsgiver og modtager, hvis der er overensstemmelse (kongruens) mellem tilbudsmodtagers accept og tilbuddet. Ved forsikringsaftaler vil for- sikringstagerens begæring i almindelighed blive betragtet som tilbuddet, og forsikringsselskabets police opfattes da som accepten.

Er det således, at policen ikke er overensstemmende med begæringen, vil forsikringstageren som hovedregel ikke være bundet af sit tilbud, jf. Aftl. § 6, stk. 1. Policen antages da at være et nyt tilbud, som forsikringstageren kan vælge at acceptere eller lade være. Dette gælder dog ikke, hvis selskabet måt- te gå ud fra, at der er overensstemmelse mellem policen og begæringen, og forsikringstageren indså dette, medmindre han reklamerer i rette tid, jf. § 6, stk. 2.

Forsikringstageren vil naturligvis være interesseret i at påberåbe sig Aftl.

§ 6, stk. 1, i de situationer, hvor uoverensstemmelsen stiller ham dårligere end begæringen. Der er dog den ulempe, at reglens anvendelse vil føre til, at der slet ikke er kommet nogen aftale i stand. I hvert fald i de tilfælde, hvor forsikringsaftalen grunder sig på standardvilkår, bør reglen derfor ikke fast- holdes fuldt ud, når der er modtaget accept/police med modifikationer. Ofte vil det være således, at divergenserne mellem policen og begæringen først opdages, når forsikringsbegivenheden er indtrådt. I disse tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at opretholde aftalen og ved anvendelse af de sædvanlige fortolkningsprincipper søge at fastslå, hvilken dækning forsikringstageren må antages at være tilsagt, jf. hertil en lidt anderledes opfattelse hos Lisbeth Kjærgaard og Henning Jønsson (side 64), som anfører, at det er rimeligt at nå til den løsning, at der er indgået en aftale, men på de vilkår, der fremgår af begæringen, med andre ord forsikringstageren skal have den forsikring, han har bedt om. Det er ikke sikkert, at dette altid vil være muligt. Eksempelvis vil det ikke være muligt i det tilfælde, hvor risikoen eller vilkårene ligger helt uden for selskabets dækningsområde.

I AKF 21.989/88 udtaler nævnet: »Nævnet finder, at forsikringsbegæringens formulering har været egnet til at bibringe klageren den opfattelse, at forsikringen dækkede byggesjusk og ikke blot følgerne heraf. Da klageren ikke i forbindelse med forsikringens tegning er gjort opmærksom på, at dette ikke er tilfældet, findes klageren herefter at have krav på dækning af udgiften til udbedring af den anmeldte byggesjusk.«

AKF 36.853/94: Forsikringstageren indsendte begæring om autoforsikring med en selvrisiko på 1550 kr. I den fra selskabet senere fremsendte police var indsat følgende klausul: »Uanset betingelsernes afsnit 8 andrager selvrisiko ved tyveri 3.000,- kr., såfremt det ikke dokumenteres at bilen ved tyveriet var forsynet med tyverialarm«. Dette fremgik ikke af begæringen eller forsikringsbetingelserne. Da forsikringstageren var udsat for nogle tyveriskader, og da hun ikke havde monteret tyverialarm, krævede selskabet den sædvanli-

ge selvrisiko med tillæg af selvrisiko på 3.000 kr. betalt. Forsikringstageren mente, at dette stred mod hendes forudsætninger for at indgå aftalen. Nævnet fandt, at selvrisikobeløbet på

3.000 kr. var oplyst på tilstrækkelig klar og tydelig måde, og at klageren havde haft til- strækkelig opfordring til ved modtagelsen af policen at gøre indsigelse over for selskabet. Imidlertid fandt nævnet, at det ikke med tilstrækkelig klarhed fremgik af policen, at den nævnte selvrisiko ved tyveri udgjorde 3.000 kr. ud over den normalt gældende selvrisiko. Ankenævnet anvender her uklarhedsreglen (eller klarhedskravet) på grundlag af en bog- stavfortolkning og det, der i afsnit 7.2.3 kaldes den »naturlige« ordfortolkning.

Se hertil UfR 1969.953Ø, UfR 1982.1168V og UfR 1984.186H, hvor den uover- ensstemmende police blev fortolket i selskabets disfavør.

AKF 42.918 i »Forsikring« 1997, nr. 10: Det fremgik ikke af begæringen for en bilfor- sikring, at der var en særlig selvrisiko på 5.000 kr., hvis føreren var under 23 år. Dette fremgik kun af forsikringsbetingelserne. Af begæringen fremgik det, at der var en selvrisi- ko på 2.500 kr., og selskabet burde derfor havde spurgt forsikringstageren, om han ønskede forsikringen. Det kunne ikke bebrejdes forsikringstageren, at han ikke selv blev opmærk- som på, at vilkårene afveg fra begæringen.

AKF 54.963 i FED 2002.1922: Ved uoverensstemmelse mellem police og forsikrings- betingelser fandtes angivelsen »selvrisiko 0« i policen at måtte være gældende.

AKF 64.411: Uoverensstemmelser i forsikringsbetingelserne om beregningen af selvri- siko indebar, at den for forsikringstagerens gunstigste fortolkning af vilkårene skulle an- vendes.

Det kan også være selskabet, der har interesse i at påberåbe sig uoverens- stemmelsen.43 Er selskabet kommet til at give policen et andet indhold end tilsigtet, er selskabet som udgangspunkt ikke bundet af policen, hvis forsik- ringstageren indså eller burde indse, at der forelå en fejlskrift, jf. Aftl. § 32, stk. 1. Efter omstændighederne vil selskabet dog konkret være bundet af det tilsigtede indhold, jf. den nedenfor citerede AKF 27.090. Ved bedømmelsen af, om forsikringstageren burde indse, at der forelå en fejlskrift fra selskabets side, vil bl.a. indgå oplysninger om den dækning, forsikringstageren har be- gæret, og den præmie, han faktisk har betalt.

AKF 27.090 »Forsikring« nr. 16 1991: Forsikringstageren har ulykkesforsikring i selskabet

A. Pga. ændringer i forsikringsforholdet udstedes der i 1986 en ny police, og pga. en skri- vefejl blev forsikringssummen ved børnedækningen ansat til 4.565.000 kr. i stedet for det rigtige beløb 565.000 kr. I forbindelse med en erstatningsberettiget skade på barnet kræver forsikringstageren erstatningen fastsat i forhold til den højere forsikringssum. Selskabet bestred dette med henvisning til Aftl. § 32, stk. 1. Nævnet udtaler bl.a. »nævnet finder, at klageren med modtagelsen af policen af 25/2-86 burde have indset, at der forelå en fejl- skrift for så vidt angår børnedækningen ved invaliditet, og at han derfor ikke kan forlange

43. En anden situation forelå i AKF 53.245 i FED 2001.1943: Selskabets tilbud på præ- mier omfattede ikke afgifter og skatter. Selskabet fandtes dog ikke bundet af tilbud- det, men kunne opkræve skatter og afgifter.

invaliditetserstatning for sin søn beregnet ud fra en forsikringssum på 5.078.000 kr. (sum- men var blevet indeksreguleret) Nævnet lægger endvidere vægt på, at forhøjelsen fandt

sted uden begæring fra klageren og uden en til forhøjelsen svarende præmieforhøjelse «

AKF 36.544/94: Den 1/11-1984 tegnede forsikringstageren ophørende rateforsikring med et kapitalindskud på 25.000 kr. med tilsagn om en årlig rate på 3.789,99 kr. ekskl. bo- nus i 10 år begyndende 6 år senere. Ved skrivelse af 22/8-1990 meddelte selskabet fejlag- tigt, at det årlige grundbeløb inkl. bonus udgjorde 15.705,60 kr. Forsikringstageren ville gerne have udbetalingen udsat og indsatte i øvrigt den 19/4-1991 sit barnebarn som begun- stiget i policen. Efter mormoderens død den 14/11-1991 meddelte selskabet, at den måned- lige udbetaling ville andrage 448,10 kr. Dette ville den begunstigede ikke acceptere. Et nævnsflertal fandt, at mormoderen burde have indset, at meddelelsen om en årlig udbeta- ling på 15.705,60 kr. måtte bero på en fejlberegning, og kunne derfor ikke anse selskabet for bundet af meddelelsen. Se også AKF 67.202 vedrørende selskabets sammentællnings- fejl i erstatningstilbud. Selskabet fandtes ikke, at være bundet af tilbuddet.

AKF 22.671/88 (selskabet var ikke bundet, jf. Aftl. § 32, stk. 1), AKF 27.466/90, »For- sikring« nr. 16/1991 (selskabet var bundet), AKF 27.196/90 (selskabet ikke bundet, da det måtte have været åbenbart for klageren, at der var tale om en fejlskrift), AKF 26.670/90,

»Forsikring« nr. 12/13/1991 (selskabet ikke bundet, da klageren burde have indset, at der forelå en fejltagelse) og AKF 29.068/91 (selskabet ikke bundet).

AKF 53.025 »Forsikring« 2001, nr. 9: Selskabet var bundet af dets tilbud om pensi- onsordning, selv om det indeholdt fejl. Forsikringstageren havde accepteret tilbuddet, og det fandtes ikke godtgjort, at han burde have kunnet indse, at tilbuddet indeholdt fejl.

AKF 53.652 i FED 2001.1957: Udtalt at forsikringstageren burde have indset, at et præmietilbud på en ejerskifteforsikring skyldtes en fejl – Aftl. § 32.

AKF 56.652 i »Forsikring« 2003, nr. 23/24: Det kunne ikke lægges til grund at forsik- ringstageren vidste eller burde vide, at selskabets skrivelse vedr. forhøjelse af forsikrings- summen og senere forhøjede præmieopkrævninger indeholdt fejlskrift. Selskabet var der- for bundet af tilsagnet om en forhøjelse af forsikringssummen.

AKF 64.735: I policen for en motorcykelforsikring var angivet, at den var tegnet uden selvrisiko, mens det fremgik af forsikringsbetingelserne, at der var en selvrisiko på 20 %. Da policen var uklart formuleret og da forsikringstageren ikke burde have indset at forsik- ringen af motorcyklen ikke kunne tegnes uden selvrisiko, var selskabet ikke berettiget til at beregne nogen selvrisiko. Aftl. § 32, stk. 1, og uklarhedsreglen.

AKF 63.284: Da forsikringstageren var tidligere assurandør i selskabet burde han hav- de indset at der var en fejl i policen. Selskabet var derfor berettiget til at ændre fejlen.

I AKF 63.648 udtaler nævnet følgende: » Det af selskabet fremsendte tilbud til klage- ren angiver blot, at det forudsætter, at klageren kan indplaceres på pristrin 12. Tilbuddet angiver imidlertid ikke, hvilke forudsætninger der nærmere er knyttet til tilbuddet, herun- der hvilke betingelser der nærmere er knyttet til indplacering på det nævnte pristrin. Heref- ter, og da klageren har bestridt at have oplyst selskabet om, at han har kørt minimum 9 år skadefrit finder nævnet, at klageren kan kræve præmien fastsat i overensstemmelse med selskabets tilbud af 8/9 2003.«

AKF 67.563: Dækningstilsagn var bindende selv om det senere blev tilbagekaldt, da forsikrede ikke burde have indset at der var tale om en fejl fra selskabets side. AKF 83.411: Dækningstilsagn var ikke bindende, jf. Aftl.’s § 32, stk. 1.

ØLD af 19/9-06 (11. afd. nr. B-1121-04) : Dommen er en udløber af UfR 2005.2227H. Spørgsmål om selskabet havde givet dækningstilsagn besvaret benægtende.

Retten i Ballerup (dom af 16/3-06 – BS. 1-855/05): Udtalt at et fejlagtigt dækningstil- sagn alene kan give forsikringstageren – men ikke andre – en bedre ret end ellers. Sagen blev hævet i ØLD efter rettens tilkendegivelse.

AKF 69.577: Et ikke entydigt dækningstilsagn fra selskabet om at en indtrådt arbejds- skade var dækket af en fritidsulykkesforsikring, fandtes bindende for selskabet (dissens 3-2).

Er der overensstemmelse mellem police og begæring, men uoverensstem- melse mellem police og forsikringsbetingelser, kan forsikringstageren støtte ret på den individuelle tekst i policen, således at vilkår i standardforsikrings- betingelserne efter omstændighederne ikke tillægges betydning, jf. UfR 1982.1168V.

6. Forsikringstagerens fortrydelsesret

Reglerne om fortrydelsesret44 ved forsikringsaftaler findes i FAL §§ 34-34 m generelt ved forbrugerforsikringer, herunder ulykkesforsikring og livsforsik- ring, § 97 a (livsforsikring der ikke er forbrugerforsikring og uanset indgåel- sesmåden) og § 119 a (ved syge- og ulykkesforsikring tilknyttet livsforsik- ring). Straffebestemmelserne findes i FAL § 134, stk. 1. Der er tale om en voldsom detailregulering af området, og da fortrydelsesretten hidtil ikke har givet anledning til de store problemer i praksis, sker den følgende beskrivelse i oversigtsform og indeholder kun de væsentligste regler. Hos Sonny Kristof- fersen, Forbrugeraftaleloven – med kommentarer, s. 221 ff. findes en udførlig gennemgang, hvortil der henvises.

Reglerne i FAL §§ 34-34 m omfatter som udgangspunkt al forbrugerfor- sikring. Hvad der skal forstås ved forbrugerforsikring, fremgår af FAL § 2, stk. 4. Udgangspunktet fraviges ved de såkaldte korttidsforsikringer, der har en løbetid på højst 1 måned. Korttidsforsikringer er rejse- og bagageforsik- ringer eller tilsvarende forsikringspolicer, jf. § 34 i, stk. 2. Uanset denne be- stemmelses ordlyd er det antagelig forsikringstiden og ikke forsikringstypen, der er afgørende for reglens anvendelse. Fortrydelsesretten gælder heller ikke for aftaler om forsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapital- markedet, som selskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan fore- komme i fortrydelsesperioden (§ 34 i, stk. 3). Som eksempel på en sådan afta- le nævner bemærkningerne til lovforslaget en såkaldt unit linked-aftale, hvor forbrugeren via et pensionsselskab eller et livsforsikringsselskab placerer et beløb i aktier, obligationer eller en blanding heraf.

44. Se også om reglerne Jacob Thyssen Valerius, »Forsikring«, 2004 s. 6.

Reglerne om fortrydelsesretten er præceptive ved forbrugerforsikring, jf.

§ 34, stk. 2.

Reglerne sondrer mellem fjernsalg og andet salg, jf. definitionen af fjern- salg i § 34 a. Et forbud mod uanmodet henvendelse på forbrugerens bopæl mv. reguleres i § 34 b, stk. 1. Forbuddet medfører, at et løfte fra forsikrings- tageren om at tegne forsikring i strid med dette er ugyldigt, jf. bestemmelsens stykke 2. Uanmodet telefonisk henvendelse er dog tilladt efter forbrugerafta- lelovens § 6, stk. 2, nr. 3.

Har forsikringsselskabet haft udgifter i forbindelse med en »tjenesteydel- se«, f.eks. udgifter til konkret udarbejdet tilbud, herunder besigtigelse mv., hæfter forbrugeren ikke for disse, medmindre han har anmodet om ydelsen.

Ved fjernsalg har selskabet pligt til at give en række oplysninger, jf.

§ 34 e-§ 34 g. Efter § 34 e, stk. 2, skal selskabet give de oplysninger, der er opremset i stk. 1, i rimelig tid inden aftalens indgåelse, ligesom oplysninger- ne skal være klare, tydelige og forståelige. Ved andre aftaler skal selskabet (skriftligt) oplyse om fortrydelsesretten senest ved udlevering af forsikrings- betingelserne, jf. § 34 d. I medfør af § 34 h har Justitsministeriet udstedt en bekendtgørelse om informationspligtens nærmere indhold. Bekendtgørelsen indeholder en »deklaratorisk« tekst til selskabets opfyldelse af informations- pligten ved fjernsalgsaftaler og andre aftaler, jf. bkg. §§ 2-4.

Fristen for fortrydelse er 30 dage for forbrugerlivsforsikring og individuel pensionsforsikring og for andre forbrugerforsikringer 14 dage. For livsforsik- ring, der ikke er forbrugerforsikring, gælder (også) en frist på 30 dage. Det tidspunkt, fristerne regnes fra, er for fjernsalgs vedkommende nedfældet i

§ 34 j, stk. 2, og for andre tilfælde § 34 j, stk. 3, og uden for forbrugerforsik- ring § 97 a, som er præceptiv. Fortrydelsesfristen er overholdt, såfremt for- brugeren har afsendt meddelelse om, at han påberåber sig fortrydelsesretten, inden fristens udløb. Dette gælder såvel fjernsalgsaftaler som andre aftaler, jf. i det hele § 34 j, stk. 4. § 97 a indeholder ikke regler herom. Området for

§ 97 a er snævert, idet bestemmelsens stk. 4 udelukker korttidsforsikringer af højst en måneds varighed samt enhver kollektiv livsforsikring eller gruppe- forsikring samt de særlige forsikringer, der er afhængige af udsving på kapi- talmarkedet. Hverken bemærkningerne til loven eller Bet. 1440/2004 inde- holder eksempler på, hvilke livsforsikringer der kan være omfattet af § 97 a.

Retsvirkningerne af, at forbrugeren rettidigt fortryder, fremgår af § 34 k. Princippet i denne bestemmelse er, at selskabet og forsikringstageren skal til- bagegive, hvad de måtte have modtaget ifølge aftalen. Selskabet kan have ret til dækning af administrationsomkostninger eller lign., jf. § 34, stk. 2, herved nr. 2, jf. hertil AKF 84.690, og stk. 3. § 34 k, stk. 2, omfatter kun fjernsalgsaf- taler, jf. dog stk. 3. Aftale, der knytter sig til forsikringsaftalen (som er ho-

vedaftalen), kan bortfalde, jf. § 34 l. Retsvirkningerne efter § 97 a (uden for forbrugerforsikring) er, at forsikringstageren frigøres for enhver forpligtelse efter aftalen, jf. § 97 a, stk. 5. Reglen er præceptiv, jf. bestemmelsens stk. 6.

§ 34 m regulerer princippet om det frie lovvalg og sikrer forbrugeren den be- skyttelse, der følger af fjernsalgsdirektiverne. Der er således ikke tale om en egentlig lovvalgsregel, jf. Sonny Kristoffersen, Forbrugerbeskyttelse, s. 76.

Nedenfor er citeret nogle afgørelser fra praksis vedrørende anvendelse af den tidligere lov (forbrugeraftaleloven).

AKF 37.404/95: En motorkøretøjsforsikring var tegnet den 31/5-1994. Den 29/6-1994 modtog forsikringstageren police og forsikringsbetingelser. Den 9/7-1994 meddelte forsik- ringstageren, at han ville træde tilbage fra aftalen. Selskabet ville ikke acceptere dette, idet det påstod, at forsikringstageren var bundet af aftalen ved at have betalt præmien den 5/7- 1994. Selskabet fik selvsagt ikke medhold i dette.

AKF 39.436/95: Forsikringstageren A havde haft bilforsikring i forsikringsselskabet F. Forsikringen var tegnet med ikrafttrædelse den 14/3-1994. Policen var først udstedt den 18/9-1994. Da A – ved modtagelsen af policen – konstaterede, at præmien var betydelig større end den præmie, der efter hans opfattelse var aftalt med assurandøren, benyttede han sig af sin fortrydelsesret. F accepterede, at A havde ret til at fortryde, men opkrævede præmie for perioden, indtil selskabet modtog meddelelse om fortrydelsen. Da selskabet ved indberetning til sorttavleregisteret havde blokeret for A’s muligheder for at tegne for- sikring i noget andet selskab, havde A været nødt til at betale den omtvistede præmie. A krævede beløbet tilbage. F gjorde gældende, at det i medfør af færdselsloven havde været i risiko i den omhandlede periode og derfor var berettiget til præmie. Med henvisning til da gældende forbrugeraftalelovs §§ 13 a, stk. 1, 2. pkt., 13 c, stk. 3, jf. § 9, bestemte Anke- nævnet, at selskabet havde været uberettiget til at tilbageholde præmien, som herefter skul- le tilbagebetales A. Ankenævnet tilføjede, at der ikke i lovens kapitel 4 a er givet undtagel- ser for lovpligtige forsikringer. Hertil kan føjes, at bemærkningerne til lovforslaget tvært- imod indeholder en tilkendegivelse af, at det er hensigten, at reglerne også skal omfatte lovpligtige forsikringer.

AKF 54.135 i FED 2001.2021: Fortrydelsesretten i en livs- og pensionsforsikring var ikke tilstrækkelig tydelig fremhævet og forsikringstageren kunne fortryde 9 måneder efter aftalens indgåelse.

AKF 58.714 i FED 2003.712: Da selskabet ikke havde givet oplysninger om fortrydel- sesretten, skulle selskabet tilbagebetale hele præmien på autoforsikring.

AKF 58.843 i FED 2003.713: Retten til fortrydelse fandtes ikke tilstrækkeligt klart at være fremhævet i en tillægsforsikring. Selskabet var derfor ikke berettiget til præmie. Også citeret i Forsikringsankenævnets Årsberetning 2003, s. 29 f. (Anfægtet af selskabet).

AKF 59.867 i FED 2003.2339: Fortrydelsesretten var ikke fremhævet i forsikringsbe- tingelserne, hvorfor selskabet efter forsikringstagerens opsigelse skulle refundere et års præmie, jf. da gældende forbrugeraftalelovs § 13 b, stk. 2.

AKF 73.748: Den 29/2-2008 udøver forsikringstageren sin fortrydelsesret vedrørende kaskoforsikring for bil. Selskabet modtager meddelelsen den 3/3-2008. Den 4/3-2008 modtog selskabet meddelelse om, at der skulle udstedes en panthaverdeklaration. Nævnet fandt, at selskabet var berettiget til at betragte forsikringen som annulleret den 1/3-2008.

Selskabet havde ikke været forpligtet til at indhente panthaverens samtykke til opsigelsen, og der var ikke dækning for den skete skade.

AKF 73.081: Formkravet til forsikringstagerens meddelelse vedrørende udøvelsen af fortrydelsesretten er ikke strengt, jf. til eksempel AKF 73.081, hvor forsikringstagerens skrivelse til selskabet måtte anses for en fortrydelse af tegningen, hvis selskabet fastholdt kravet på den højere præmie (hvilket det gjorde).

7. Fortolkning af forsikringsaftalen

7.1. Kontrakttyper

I den juridiske litteratur henføres forsikringskontrakter ofte til de kontrakt- typer, der kaldes standardkontrakter eller massekontrakter. Disse begreber var dækkende for ældre forsikringsaftaler, som bestod af police og forsik- ringsbetingelser og nogle gange også af en formular til begæring i ét og samme dokument. I dag består de danske forbrugerforsikringsaftaler af de samme dokumenter, men disse indgår nu som separate dokumenter i aftalen. Begæring og forsikringsbetingelser er standardiserede dokumenter, mens po- licen er et individuelt affattet dokument. Når man har sig dette for øje – at be- grebet standardkontrakt især tager sigte på forsikringsbetingelserne – kan det- te begreb også anvendes i den følgende gennemgang. Begrebet standard- kontrakt giver nemlig en ganske god afgrænsningsmulighed over for andre kontrakttyper, når det gælder fortolkningsprincipperne.

Fordelene ved standardkontrakter er bl.a., at parterne undgår at skulle for- handle kontraktvilkårene i hvert enkelt tilfælde (det ville jo i øvrigt være umuligt ved forbrugerforsikringer), og at de skaber en ensartet praksis. Ulem- perne er, at kontraktvilkårene ikke altid tager hensyn til den enkelte forsik- ringstagers behov. Da kontrakterne netop er standardiserede, vil vilkår i in- dividuelt affattede dokumenter, der afviger fra de standardiserede vilkår, som regel fortrænge disse, jf. til eks. UfR 1982.1168V, hvor forsikringstageren fik medhold i, at det var det selvrisikobeløb, der fremgik af såvel begæring som police, der skulle være gældende for aftalen, og ikke den større selvrisiko, der fremgik af standardbetingelserne.

Med hensyn til standardkontrakter, der anvendes af hele forsikringsbran- chen, og spørgsmålet om disses overensstemmelse med konkurrenceloven henvises til gennemgangen ovenfor i kap. 2, afsnit 1.3.

En anden kontrakttype er individuelle kontrakter, hvor vilkårene er affattet i overensstemmelse med resultatet af de kontraherende parters forhandlinger. Disse kontrakter indgås sædvanligvis kun, hvor der er tale om meget specielle risici som f.eks. entrepriser o.lign. store risici, jf. nedenfor afsnit 7.4.

En tredje kontrakttype er det såkaldte »agreed document«. Inddeles de forskellige kontrakttyper efter den indflydelse, forsikringstageren har haft på

aftalevilkårenes affattelse, kan »agreed documents« placeres imellem stan- dardkontrakterne og de individuelle kontrakter. »Agreed documents« er nor- malt standardkontrakter. Forskellen mellem ovennævnte standardkontrakter og »agreed documents« er, at de førstnævnte er ensidigt udarbejdet af selska- bet, mens de sidstnævnte er udarbejdet efter egentlig forhandling (og ikke blot høring eller lign.) mellem forsikringstagernes og forsikringsselskabernes interesseorganisationer. Forskellen mellem »agreed documents« og individu- elle kontrakter er, at forsikringstageren ved de førstnævnte kontrakttyper til- træder nogle allerede udarbejdede og fastlagte vilkår, mens de individuelle kontrakter er tilblevet efter direkte forhandling mellem forsikringstageren og selskabet. En forsikring som ejerskifteforsikringen befinder sig på denne må- de i »ingenmandsland«, idet forsikringsvilkårene hovedsageligt er affattet af forsikringsbranchen, men er nedfældet i en bekendtgørelse.45 Det vil vel være nærliggende at fortolke vilkårene efter de samme principper, som anvendes ved »agreed documents«.

Pga. kontrakternes forskellige udformning og tilblivelse kan de ikke for-

tolkes efter samme principper. I de følgende afsnit er der opstillet dels nogle traditionelle dels nogle nye fortolkningsmaksimer, der findes egnede til at ud- finde forståelsen i de anførte kontrakttyper.

NJA 2001.750H: I dommen udtales følgende princip om fortolkning af forsikringsaftaler – direkte relateret til erhvervsforsikring: »Ett sådant villkor bör tolkes med hänsyntagen till ordalydelsen, klausulens syfte, försäkringens och kundekretsens art, traditioner i fråga om formulering, anslutning till uttryckssätt i relevant lagstiftning, gängse praxis osv.« Dette princip suppleres ved forbrugerforsikring med uklarhedsreglen, jf. NJA 2006.53H, hvor det (s.64) bl.a. udtales om fortolkning af ulykkesbegrebet: »Enbart det förhållandet att det inte direkt kan bestämmas huruvida en viss händelse berättigar till ersättningenligt villkoret och att frågan t.o.m. bliver föremål för tvist innebär emellertid inte att villkoret är oklart. Momentet i fråga kan därför inte vara sig till sin ordalydelse eller det sätt som det dispone- rats i förhållande till övriga bestämmelser i villkoret eller försäkringen anses som oklart.

NFT 2007137: Tolkning av försäkringsavtal av Torbjörn Ingvarsson. Især om tolkning af ulykkesforsikringens ulykkesdefinition.

7.2. Fortolkning af standardkontrakter

7.2.1. Klarhedsreglen

Kontraktrettens almindelige princip om, at det er parternes fælles opfattelse af kontraktvilkårene, der danner grundlaget for fortolkningen, er ikke an- vendeligt, når forsikringsbetingelserne er affattet ensidigt af selskabet.

45. Bkg. nr. 13 af 13/1-2012 om dækningsomfanget for ejerskifteforsikringer i henhold til om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv.

Når forsikringsbetingelserne er udarbejdet af selskabet og dets specialister, er udgangspunktet, at uklare vilkår fortolkes mod selskabet (koncipistreglen). Med andre ord opstiller domstolene et klarhedskrav til de af selskabet af- fattede vilkår.

Dette har ført til anvendelsen af den såkaldte »uklarhedsregel«. Denne re- gel er almindeligt anerkendt i nordisk forsikringsret46 og er nu indarbejdet i aftaleloven, jf. § 38 b.47 Lovreglen gælder kun forbrugeraftaler, der ikke har været individuelt forhandlede. Hvad der skal forstås ved en forbrugeraftale, fremgår af lovens § 38 a, stk. 2. Det er forsikringsselskabet, der har bevisbyr- den for, at et vilkår har været genstand for individuel forhandling, jf. § 38 b, stk. 1, 2. pkt.48

Da et vilkår godt kan være uklart, uden at det er så uklart, at det fortolkes mod koncipisten, jf. til eks. UfR 1999.32H (hesteforsikring) og UfR 2000.50H (ulykkesforsikring), og da det som oftest af dommenes præmisser fremgår, at det, der tillægges vægt ved fortolkningen af forsikringsvilkår, er, om dette er klart og tydeligt affattet, er det her valgt at udtrykke dette i en klarhedsregel, dvs. en regel om, at forsikringsvilkår skal være klare og tydeli- ge, jf. hertil også Aftl. § 38 b, stk. 2. Opfylder de ikke dette krav, fortolkes de mod selskabet, eller som det anføres i § 38 b, stk. 1, fortolkes vilkåret på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren.

Der kan sondres mellem klarhedskrav, til selskabets fravigelse af deklara- toriske bestemmelser i FAL (formkrav), jf. denne lovs § 3 (»... hvis ikke an- det er udtrykkeligt aftalt«) og UfR 1964.786H samt UfR 1992.360V, og klar- hedskrav til forsikringsvilkårene generelt, jf. UfR 1999.32H, UfR 1996.294H, UfR 1990.426Ø, UfR 1980.1082Ø og AKF 26.239, »Forsikring« nr. 20/1990

(alle er citeret nedenfor i det småtrykte, bortset fra UfR 1992.360V, der er ci- teret i kap. 9, afsnit 2.2.1).

Retsvirkningen af, at selskabet har tilsidesat klarhedskravet, er som anført ovenfor, at det pågældende vilkår fortolkes mod selskabet, dvs. på den for

46. Hellner s. 72 f., Selmer s. 66 og Kristian Hult, Avtaletolkning (1983) s. 558 med cit domme.

47. Jf. lov nr. 781 af 26/8-1996 af lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område og visse andre love. Se hertil Lennart Lynge Andersen Aftaleloven med kommentarer, (5. udg), s. 297 om bestemmelsens anvendelsesområde.

48. I svensk retspraksis anvendes uklarhedsreglen også på aftaler om erhvervsforsikring, jf. Bertil Bengtsson, side 54.

forsikringstageren gunstigste måde. En sådan virkning kan måske henføres under fortolkningslærens minimumsregel.49

UfR 1990.426Ø: En bils bagagerum bag bagsædet var dækket af et vandret siddende gar- din, som løftedes, når bagklappen åbnedes. Der skete tyveri fra bagagerummet. Bilens døre havde været låst. Iflg. vilkårene dækkede forsikringen, hvis det stjålne lå i »låst bagagerum og ikke var synligt udefra«. Antaget, at vilkårenes ordlyd ikke med tilstrækkelig klarhed angav, at der – som påstået af selskabet – skulle være adskillelse mellem bilens kabine og bagagerummet på en sådan måde, at adgang til bagagerummet fra kabinen alene var mulig ved voldelig opbrydning. Selskabet domfældt.

UfR 1980.1082Ø: I en privatansvarsforsikring var undtaget ansvar for »skader forvoldt under benyttelse af motordrevet køretøj«. To 16-årige drenge brugsstjal en bulldozer og kørte i et havnebassin. Den citerede ansvarsfraskrivelsesklausul fandtes ikke klart at omfat- te skaden på bulldozeren (fremhævet her).

UfR 1964.786H (UfR 1965B141): To privatansvarsforsikringer indeholdt en undtagel- se om, at selskabet ikke dækkede ansvaret for skade forvoldt af sikrede med forsæt. Sel- skaberne afviste erstatning for skade efter hærværk begået af to 7-årige drenge på en bi- gård. Selskaberne fik ikke medhold bl.a. med den begrundelse, »at de af appellanterne (sel- skaberne) påberåbte, almindeligt holdte policevilkår (fremhævet her) – der ikke særskilt omtaler appellanterne, har villet fraskrive sig også ansvar for forsikringsbegivenheder, for- sætligt fremkaldt af sikrede under 14 år – ikke med tilstrækkelig klarhed (fremhævet her) udelukker anvendelsen af den særlige bestemmelse herom i FAL § 19, stk. 1, jf. § 18 ...«.50 Se hertil AKF 52.669 i FED 2001.1869, hvor FAL § 18, stk. 2, om grov uagtsomhed ikke fandtes fraveget i forsikringsvilkårene pga. af disses affattelse.

AKF 26.239 »Forsikring« 1990 nr. 20. Den af selskabet hævdede fortolkning af ulyk- kesforsikringsbetingelser fremgik efter nævnets opfattelse ikke med tilstrækkelig tydelig- hed af betingelserne, hvis formulering fandtes egnet til at give forsikringstagere det ind- tryk, at invaliditetserstatning fastsættes på grundlag af størrelsen af erhvervsevnetabet.

AKF 52.562 i FED 2001.1886. En prøveskilte- og forhandlerforsikring indeholdt ikke en relevant henvisning til prøveskiltebekendtgørelsen om lovlig anvendelse af prøvenum- merskilte på motorkøretøjer, og selskabet fandtes derfor erstatningspligtig for tyveri af bil, der havde været parkeret i en gård ca. 6 timer i strid med bekendtgørelsen.

I UfR 1999.32H udtalte Højesteret, at forsikringsbetingelserne for en hesteforsikring kunne have været mere overskuelige, ligesom formuleringen af nogle konkrete vilkår kun- ne have været klarere. Anvendelsen af koncipistreglen kunne dog ikke føre til, at en gene- rel ansvarsfraskrivelsesklausul i vilkårene kunne anses for fraveget ved en speciel klausul.

I AKF 53.366, »Forsikring« 2000 nr. 17 fandtes følgende forsikringsvilkår ikke at give selskabet ret til at gøre udbetaling af erhvervsevnetab under en livs- og pensionsforsikring betinget af tilkendelse af offentlig pension: »... Selskabet kan til enhver tid beslutte, at til- kendelse af invalidesum følger de samme principper, som gælder for tilkendelse af offent- lige ydelser ved erhvervsevnenedsættelse ...«

Om manglende klarhed i erhvervsforsikring, se dissensen i UfR 1979.875H.

49. Se om minimumsreglen, Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, s. 260 ff.

50. Se hertil om dommen hos B. Gomard, Almindelig kontraktret s. 259.

AKF 54.880 i FED 2002.1910: Det fandtes ikke at fremgå af vilkårene, at det var en betingelse for dækning, at der forelå »voldeligt opbrud« af bil.

AKF 56.127 i »Forsikring« nr. 19, 2002: En bygningsforsikring indeholdt følgende vilkår: »Forsikringen dækker aktive angreb af træ- eller murødelæggende svampe herunder rådsvampe ... Ved svampe- eller insektskade eller angreb af træødelæggende insekter beta- les for nødvendig udskiftning eller afstivning af det angrebne træværk ...« Det fandtes ikke tilstrækkeligt klart, at fremgå af forsikringsbetingelserne at kun angreb af træværk var dækket, hvorfor svampeangreb i et stråtag var dækket.

AKF 58.937 i FED 2003.683: Sundhedsattest og tilstandsrapport skulle læses i sam- menhæng. Det fremgik herefter ikke med tilstrækkelig tydelighed, at forsikringen kun dækkede ulovlige el-installationer. Ejerskifteforsikring.

AKF 81.425: Dækningsbetingelse i forsikring mod kritiske sygdomme fandtes at være så uklar, at den måtte fortolkes mod selskabet.

NJA 1951.765H: En ansvarsforsikring indeholdt følgende klausul: »anspråk, som grunder sig på avtal eller särskilt åtagande, som sträcker sig utöver de allmänna skade- ståndsbestämmelserna«. En forsikringstager krævede erstatning for det han ved dom blev pålagt at betale som følge af en ansats skadeforvoldelse ved forsømmelse (skade under ar- bejde på ventilationsanordninger til oliecisterna). Højesteret udtalte: »Förbehållet ... kan icke – eller i vart fall icke med erforderlig tydlighet – anses giva vid handen, att bolagen betinget sig ansvarsfrihet för skador av den art varom i målet är fråga.«

NJA 1963.683H: Uklarhedsreglen ses anvendt ved FAL § 19, jf. § 18.

FED 2003.789Ø: Uklarhedsreglen anvendt ved fortolkning af erhvervsforsikring.

AKF 67.113: Anvendelse af uklarhedsreglen ved fortolkning af bestemmelse om selv- risikoens størrelse.

AKF 74.607: I en husforsikring var anført følgende i policen: »Forsikringen omfatter: Bygning o1: beboelse 104 m². Bygning 02: garage 32 m². Bygning 03: udhus 7 m². Særlige forhold: bygning 02 03 er undtaget for insekter og svamp ...« Selskabet afviste, at dække en svampeskade, men fik ikke medhold, idet forsikringstageren med rette måtte få den op- fattelse, at forsikringen var tegnet med svampedækning. Policens uklarhed måtte fortolkes til fordel for forsikringstageren.

AKF 78.955: En ulykkesforsikring indeholdt en ansvarsfraskrivelse, hvorefter erstat- ningen for skade på forsikrede ville blive nedsat, hvis denne var fører af (bl.a.) motorcykel eller scooter. Forsikredes kørsel på en 45-knallert fandtes ikke omfattet af denne klausul, idet aftalen ikke fandtes klar på dette område, og selskabet måtte bære risikoen herfor.

AKF 78.748: Forsikrede kom til skade på en fritidsbåd, og var omfattet af en yacht passager ulykkesforsikring. Af forsikringsbetingelserne for denne fremgik bl.a., »at hver berettiget passager er forsikret for et delbeløb af den samlede forsikringssum, svarende til antallet af berettigede passagerer.« Nævnet udtalte følgende om denne klausul: »Nævnet finder, at det kan give anledning til tvivl, om ordet »berettiget« sigter til antallet af passa- gerer om bord, eller om der sigtes til antallet af passagerer, der er berettiget til erstatning. Nævnet finder, at denne tvivl må komme selskabet til skade. Da det ikke er oplysninger om andre, der er berettiget til erstatning som følge af uheldet, finder nævnet, at selskabet ikke er berettiget til at reducere klagers erstatning til halvdelen«

Selskaberne kan opfylde klarhedskravet ved (f.eks.) at eksemplificere det pågældende forsikringsvilkår, jf. også nedenfor i afsn 7.2.3 om »listeord«. Et udmærket eks. på dette er Vestre Landsrets dom i FED 1994.876.

FED 1994.876V: Forsikringstagerens udlejningsejendom nedbrændte. Ejendommen, der var forsikret i F, skulle genopføres. I forbindelse med udstedelse af byggetilladelse stil-

lede kommunen krav om etablering af et sikringsrum i medfør af lov om bygningsmæssige civilforsvarsforanstaltninger. Udgiften hertil blev afvist af F bl.a. med henvisning til føl- gende forsikringsvilkår: »... Forsikringen dækker de forøgede byggeomkostninger regnet efter priserne på skadedagen – der er forbundet med at opfylde krav (bedre isolering, dob- belte ruder, kraftigere tagkonstruktion og lignende), som bygningsmyndighederne i medfør af byggelovgivningens bestemmelser stiller ved istandsættelse eller genopførelse af den beskadigede bygning til samme anvendelse, af samme størrelse og på nøjagtigt samme sted

...« Landsretten fandt »på den anførte baggrund, herunder navnlig de eksempler (fremhæ- vet her), der er opregnet i forsikringsbetingelserne, at bestemmelsen i forsikringsbe- tingelserne må forstås således, at der under forsikringen alene er dækning for de forøgede omkostninger, der er en følge af byggemyndighedernes krav i medfør af byggeloven De

forøgede omkostninger, der er forbundet med myndighedernes krav om etablering af et sikringsrum, som er begrundet i civilforsvarsforanstaltninger, findes derfor ikke dækket under forsikringen.«

I Københavns Byrets dom af 2/4-2009 (sag nr. BS 25A-649/2007 – under medvirken af 3 dommere) blev der, i en sag om leverandørskifte, taget stilling til, hvorledes følgende klausul skal fortolkes: » Dækningen kommer til udbetaling, hvis C/A (Cabin Attendants)

inden sit fyldt 60. år på grund af sygdom eller ulykkestilfælde, der ikke skyldes forsæt fra C/As side, har fået sin generelle arbejdsevne nedsat til ½ eller derunder af den fulde ar- bejdsevne i mere end 12 måneder, regnet fra det tidspunkt, hvor C/A ikke opfylder hel- bredskravene i JAR/FCL PART 3, Class 2 Medical requirements. Retten til udbetaling skal indtræde i forsikringstiden, det vil sige i en periode fra tegningen, og indtil dækningen op- hører uanset årsagen til ophøret « De omtvistede spørgsmål var, om denne klausul kun-

ne opretholdes over for de forsikrede, hvilket ville medfører, at de kunne komme i klem- me, hvis de havde et erhvervsevnetab og karenstiden ikke var udløbet ved leverandørskif- tet, og om den medvirkende forsikringsmægler i bekræftende fald ifaldt rådgiveransvar. Efter nogle meget udførlige præmisser, hvor der bl.a. lægges vægt på, at det vil være meget indgribende over for de sikrede, såfremt der ikke er forsikringsdækning i de omhandlede tilfælde, at bestemmelsen indebærer en meget væsentlig sproglig tvivl og at klausulen bør fortolkes på den for de sikrede gunstiges måde, kommer byretten frem til at klausulen til- sidesættes, og at klausulen fortolkes således, at forsikringsbegivenheden og dermed retten til udbetaling af forsikringen indtræder, når den generelle arbejdsevne er nedsat til ½ eller derunder af den fulde arbejdsevne. Byretten anvender således den klassiske koncipistregel. AKF 81.586: Forsikringstageren mistede forskellige effekter under et færgeforlis. Fa- milieforsikringen indeholdt bl.a. følgende vilkår: »Færdselsskade. Forsikringen dækker skade på de forsikrede ting som følge af påkørsel, væltning eller sammenstød, hvor et tra- fikmiddel har været indblandet.« Af ordforklaringen fremgik: »Ved trafikmiddel forstås offentlige transportmidler, cykler, hestevogne invalidekøretøjer og motordrevne køretøjer omfattet af færdselsloven.« Skaden fandtes omfattet af forsikringen, idet det ikke kunne

antages, at det var et krav at trafikmidlet var omfattet af færdselsloven.

I AKF 82.797 fandt nævnet, at en karenstid på 30 dage i en hesteforsikring skulle fremgå af policen/dækningsoversigten og ikke kun af forsikringsbetingelserne. Der forelå en sådan uklarhed, at aftalen måtte fortolkes til fordel for forsikringstageren.

Forsikringsbetingelser kan ofte forekomme tunge og uoverskuelige og her- med vanskelige at forstå for forsikringstagerne. Dette betyder ikke nødven- digvis, at de pågældende vilkår kan betegnes som uklare. Der kan i den for-

bindelse rejses spørgsmål om, hvorvidt en forsikringstager, der har en særlig faglig viden, skal stilles ringere end den, der ikke besidder en sådan viden. Det kan vel næppe udelukkes, at en særlig faglig relevant viden kan have en vis indflydelse (i forsikringstagerens disfavør) på rettens afgørelse af, om et vilkår må anses som uklart eller ikke, selv om dette ikke udtrykkeligt fremgår af dommene. Det absolutte udgangspunkt er dog, at der skal foretages en ob- jektiv vurdering. Der er da heller ikke belæg for at antage noget andet på grundlag af de domme, hvor der har været mulighed for at tillægge forsik- ringstagerens faglige viden betydning, jf. til eks. UfR 1953.1007H og kom- mentaren i TfR 1954.306 vedr. fortolkning af en krav rejst-klausul i en sag- føreransvarsforsikring.

Forsikringsvilkår (herunder forsikringsbegæringer), der er affattet på et andet sprog end dansk, er ikke nødvendigvis af denne grund uklare. Ved for- brugerforsikringer, men ikke ved erhvervsforsikringer, kan der rejses spørgsmål om, hvem der skal bære risikoen for misforståelser, der alene skyldes fremmedsproget. Til illustration af problemstillingen kan henvises til UfR 2000.1567H (se også om dommen i kap. 6, afsnit 3) om en police og en forsikringsbegæring der var affattet på engelsk. Se også Juridisk Årbog 1993- 1994, s. 109, hvor Forbrugerombudsmanden udtaler, at anvendelse af uden- landsk sprog over for danske forbrugere normalt anses at stride mod mar- kedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.

Reglen om, at standardiserede forsikringsvilkår skal være klare og tydeli- ge, suppleres af andre fortolkningsregler, jf. gennemgangen i de følgende af- snit.

7.2.2. Den »fagbundne« fortolkning (vedtagne fagudtryk mv.)

Selv om forsikringsselskaberne bestræber sig på at undgå fremmedord og specialudtryk i forsikringsprodukterne, kan det ikke helt undgås, at der benyt- tes forskellige fagudtryk i forsikringsbetingelserne, jf. til eks. når ulykkesfor- sikringen tilsiger dækning af epidemisk meningitis hos børn. Hvad der skal forstås ved epidemisk meningitis, skal i første række afgøres af fagkyndige på det pågældende område, dvs. af lægevidenskaben. Men i sidste ende er det den juridiske afgørelse, der bestemmer, om forsikringstagerens lidelse kan henføres under forsikringens dækning af epidemisk meningitis.

Ved en gennemgang af retspraksis kan det konstateres, at udtalelser fra fagområder, dvs. sagkyndige udtalelser om bestemte begrebers betydning mv., ofte har en bestemmende indflydelse på sagens udfald. Et eksempel er fortolkningen af begrebet lynild og lynnedslag, jf. UfR 1960.652V navnlig

s. 656, hvor en udtalelse fra Teknologisk Institut synes at være udslagsgiven- de, og hertil UfR 1984.795B, hvor der er henvist til udtalelsen (fra T.I.) i

førstnævnte dom. Se også om fortolkning af »hussvamp«, UfR 1938.468H. I AKF 79.582 lagde ankenævnet den lægelige sprogbrug af begrebet spontant til grund for bedømmelsen af dækningen ved forsikringen mod visse kritiske sygdomme.

I forsikringsaftalens dokumenter anvendes forsikringsudtryk som selvrisi- ko, genforsikring (reassurance), forsikringssum, forsikringsydelse, forsik- ringstager, begunstigede, nærmeste pårørende, sikrede osv. Disse og andre fagudtryk skal fortolkes i overensstemmelse med den betydning, de tillægges inden for det pågældende fagområde eller i lov, uanset om forsikringstageren har forstået disse udtryk eller ikke. Måske anderledes byretsdommen citeret i Forsikringsankenævnets Årsberetning 2002, side 31, hvor den angivelige tekniske forståelse måtte vige for »en naturlig sproglig forståelse af »yder- væg« og »indervæg« i en tilstandsrapport i ejerskifteforsikring.

Som berørt ovenfor vil domstolene som oftest føle sig bundet af den be- tydning, fagudtryk i almindelighed tillægges inden for det relevante fagområ- de. Det siger derfor sig selv, at fagkyndige udtalelser, herunder forsikrings- praksis, spiller en stor rolle (også) i forsikringssager.

7.2.3. Den »naturlige« ordfortolkning

I mange domme ses resultatet af fortolkningen at være begrundet med, at for- sikringsvilkåret »efter en naturlig læsning må forstås således, at ...«, eller at forsikringsvilkåret »efter en naturlig sproglig forståelse må forstås således, at ...«. Hermed sigtes der til den betydning, som forsikringstagerne i alminde- lighed må antages at ville tillægge det pågældende forsikringsvilkår på for- tolkningstidspunktet.

UfR 1984.301SH (Bortfjernelse af en bil ca. 50 m måtte i overensstemmelse med en natur- lig sproglig, juridisk og praktisk forståelse anses for at være et af policen omfattet tyveri).

UfR 1990.250H (Efter en naturlig læsning af forsikringsbetingelsernes definition af begrebet ulykkestilfælde i ulykkesforsikringen fandt Højesteret, at forsikringstagerens død som følge af forfrysninger kunne henføres under forsikringen). Dommen er gengivet mere udførligt i kapitel 14 om ulykkesforsikring.

Se hertil Forsikringsankenævnets Årsberetning 2002, side 26 f. navnlig side 31 med en citeret byretsdom, der anvender »en naturlig sproglig forståelse« af en tilstandsrapport i ejerskifteforsikring.

Se også UfR 1945.993Ø, UfR 1989.523H (citeret nedenfor under afsnit 7.1.4) og UfR 1984.186H.

AKF 55.811 i FED 2002.2061: Forsikringstageren, der har teknisk udstyrsforsikring i selskabet F, anmeldte et tyveri af videoafspiller og videokamera fra et aflåst konference- rum med alarm på et hotel. Forsikringen indeholdt bl.a. følgende vilkår: »Forsikringens dækker indbrudstyveri. Indbrud foreligger, når tyveri sker fra forsvarligt aflåst bygning, værelse eller andet lokale ved brug af påviselig vold mod lås eller lukke ... Dækningen om- fatter ikke simpelt tyveri af effekter ... der opbevares. Ved opbevaring forstås den periode

effekterne henstår fra endt benyttelse til næste gang de tages i brug, f.eks. opbevaring i ate- lier, øvelokaler, hotelværelser og lign.« Da der ikke var påvist vold mod lås eller lukke fandt Nævnet, at der ikke var tale om indbrudstyveri. Herudover udtaler Nævnet, at der ud fra en almindelig sproglig fortolkning ikke forelå »opbevaring«, men således som selska- bet havde defineret dette begreb fandtes effekterne, at være under opbevaring. (Imidlertid indeholdt selskabets reklamebrochure ikke oplysninger om denne indskrænkning og da forsikringsbetingelserne ikke på særlig måde fremhævede denne tilkendtes forsikringstage- ren erstatning).

AKF 67.559: Da forsikringsvilkårene ikke indeholdt en definition af »indbrudstyveri« og »simpelt tyveri«, fandt nævnet, at udtrykkene måtte forstås i overensstemmelse med den almindelige sproglige forståelse (idet det ikke kunne antages, at klageren var bekendt med den forsikringsmæssige forståelse). Samme afgørelser i AKF 64.517, 66.670, 68.643 og 68.806.

AKF 68.375: Vilkårene for en bilforsikring indeholdt følgende bestemmelse: »Du bli- ver dog aldrig opkrævet selvrisiko ved skade med ansvarlig gerningsmand ... med ansvar- lig gerningsmand, der ikke kan gøres krav overfor«. Bilen blev stjålet og senere fundet ud- brændt. Gerningsmanden var ukendt. Nævnet udtalte: »Det må antages, at der findes en ansvarlig gerningsmand, idet forsikringsbegivenheden er tyveri. Således som forsikrings- betingelserne er formuleret, har selskabet herefter ikke været berettiget til at lade skaden medføre bonustab og opkrævning af selvrisiko.« Mon ikke nævnet hermed har fastslået at en naturlig forståelse af begrebet gerningsmand netop er en tyv (og en hærværksmand)? Derimod kan begrebet ikke antages at omfatte andre skadevoldere.

UfR 2006.252H: Forsikrede, der havde en ulykkesforsikring i selskabet F, pådrog syg legionærsyge under et ophold i New York. Forsikrede blev herved tilføjet et varigt mén på 40 % som følge af amputation af højre underben. F afviste erstatning med den begrundelse at der ikke var tale om et ulykkestilfælde forsikringens forstand. Forsikringen indeholdt den gamle ulykkesdefinition. F&P udtalte i et responsum, at et varigt mén forårsaget af en infektionssygdom f.eks. legionella, efter dansk forsikringspraksis ikke anses som et ulyk- kestilfælde. En enig Højesteret (syv dommere) udtalte: »... Det er ubestridt, at A har været udsat for »en tilfældig af forsikredes vilje uafhængig« hændelse, som påførte ham legio- nærsyge og deraf følgende legemsbeskadigelse. Spørgsmålet er derfor alene, om der er tale om en »pludselig udefra kommende indvirkning på legemet«. Definitionen af et ulykkestil- fælde giver anledning til en række afgrænsningsproblemer. En privat ulykkesforsikring er imidlertid ikke en sygeforsikring, og definitionen må forstås på denne baggrund. A’s syg- dom som førte til, at hans højre underben måtte amputeres, var forårsaget af smittemed le- gionellabakterier gennem luftvejene. Der er langvarig praksis for, at et sådant tilfælde som udgangspunkt ikke anses for at være »en pludselig udefra kommende indvirkning på lege- met«. Efter det anførte om forholdet mellem den private ulykkesforsikring og en sygefor- sikring, og under hensyn til at det efter sædvanlig sprogbrug ikke forekommer naturligt (fremhævet her) at betragte en smitteoverførsel som den foreliggende som et ulykkestil- fælde, finder Højesteret – selv om anvendelsen af definitionens betingelser på et tilfælde af smitte som det foreliggende efterlader en tvivl, som det havde været hensigtsmæssigt at afklare gennem en udtrykkelig dækningsundtagelse – ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den nævnte praksis«. Til inspiration kan henvises til norsk højesteretsdom af

21. december 2009 (sak nr. 2009/1040) om infektion kan være en arbejdsulykke.

AKF 68.466: Ved en hundeforsikring fandtes en hudsygdom efter en almindelig sprog- lig fortolkning ikke at omfatte en kræftsygdom i huden.

AKF 81.534: En lystfartøjsforsikring indeholdt følgende sikringsklausul: »Udenfor godkendt havn. Båden skal være overdækket med presenning eller kaleche, når den hen- ligger uden for godkendt havn og uden mandskab ombord.« Et flertal i nævnet fandt, at en situation, hvor båden havde henligget i vandet uden for forsikringstagerens sommerhus, ikke kunne anses for at have henligget uden for godkendt havn, således som denne ordlyd i klausulen måtte forstås efter en almindelig sproglig forståelse.

Beslægtet med denne fortolkningsmetode er den »direkte ordfortolkning«, dvs. at vilkåret forstås i overensstemmelse med den direkte betydning af or- dene. Et godt eksempel på anvendelsen af en sådan fortolkningsmetode fin- des i UfR 1950.297H.

UfR 1950.297H: En ulykkesforsikringspolice indeholdt følgende ansvarsfraskrivelses- klausul: »Såfremt forsikrede ved indtrædelsen af et ulykkestilfælde er lidende af en syg- dom, som derved forværres, er selskabet kun pligtig at erstatte de direkte følger af ulykkes- tilfældet og ikke forværrelsen af den tilstedeværende sygdom.« Denne ansvarsfraskrivel- sesklausul (in fine) fandtes ikke at omfatte et latent sygdomsanlæg (som var blevet udløst af ulykkestilfældet).

ASR 3000 citeret i UfR 1993.522: En husejerforsikring dækkede »Træ- og murøde- læggende angreb af svamp og insekter konstateret og anmeldt i forsikringstiden og indtil 3 måneder efter forsikringens ophør«. Dette kunne ikke fortolkes således, at der stilles krav om, at angrebet skal være aktivt på dette tidspunkt.

Se også UfR 1993.515V. Se også NJA 1989.346H om fortolkning af forsikringsvilkår i butiksforsikring, der bl.a. angav at omfatte tyveri fra lokale eller pengeskab, hvortil var an- vendt nøgler, der var bortkommet ved ran eller indbrud i andet lokale eller bygning. Vilkå- ret blev fortolket efter dets ordlyd. Dommen er citeret nedenfor i afsnit 7.5.

UfR 1996.294H: En ansvarsfraskrivelsesklausul i en hesteforsikring blev fortolket efter dens ordlyd, antagelig fordi klausulen var affattet således, at den indeholdt en objektiv af- grænsning af selskabets hæftelse.

UfR 1999.1007H: En erhversansvarsforsikring omfatter som udgangspunkt ikke skader som følge af den sikredes bearbejdning eller behandling. Forsikringen kan dog tegnes med en udvidet dækning for sådanne skader. Dette var tilfældet i den her omhandlede sag, hvor forsikringen indeholdt følgende dækningsklausul: »... er forsikringen udvidet til at dække erstatningsansvar for skade på ting, tilhørende andre end den sikrede, som sikrede har på- taget sig at behandle eller bearbejde, og som af denne årsag lider skade under behandlingen eller bearbejdningen«. To dommere fandt, at ordene »af denne årsag« – læst i sammen- hæng med klausulen i øvrigt – skal forstås således, at forsikringen dækker skader, som er forårsaget af en adfærd fra den sikredes side, der er et led i selve den behandling eller bear- bejdning af tingen, som den sikrede har påtaget sig (fremhævet her).

UfR 2003.514Ø: En indboforsikring dækkede ikke indbrudstyveri i hotelværelse, kahyt eller togkupe, hvis det ikke kunne konstateres, at låse døre eller vinduer var brudt op. Ty- veri fra en ferielejlighed fandtes ikke, at kunne sidestilles med et hotelværelse, og selskabet skulle anerkende tyveriet selv om der ikke kunne konstateres opbrud. Det udtales bl.a., at undtagelsesbestemmelser der indsættes i de almindelige forsikringsbetingelser, som ud- gangspunkt ikke bør tillægges betydning ud over ordlyden (fremhævet her). I AKF 68.295 blev der ved fortolkning af begrebet »tilstand« i en ansvarsfraskrivelsesklausul i en sund-

hedsforsikring anlagt en snæver forståelse. En tilstedeværende Morbus Scheuermann (rygskævhed) uden væsentlige gener for den forsikrede fandtes således ikke at være omfat- tet af begrebet.

AKF 65.936: Forsikringstageren, der havde tegnet forsikring for sin pc, tabte under flytning pc’en. Følgende ansvarsfraskrivelsesklausul i forsikringsbetingelserne kunne ikke finde anvendelse: »Skade forårsaget af uforsvarlig indpakning under transport og forsen- delse af udstyret.«

AKF 72.237: Da forsikringsvilkårene ikke indeholdt nogen definition, blev definitio- nen af »udfaldssymptom« i »Ordbog over det danske sprog« lagt til grund for afgørelsen af om der var dækning efter forsikringen »Kritisk sygdom«. I AKF 68.612 var der tale om en fortolkning af samme forsikringstypes krav til diagnosen.

I AKF 74.263 anvendte nævnet en ordfortolkning af selskabets dækningstilsagn af en infektionssygdom.

I AKF 81.495 blev en undtagelsesbestemmelse vedrørende skybrudsskader fortolket indskrænkende, idet dækningstilsagnet i husforsikringen ellers ville mistet et reelt indhold.

I mange tilfælde indeholder forsikringsbetingelserne ordlister/definitioner el- ler eksempler, i hvilke selskaberne anfører, hvorledes nærmere bestemte ord skal forstås. Disse ordlister/definitioner/eksempler, må antages, at indgå i aftalegrundlaget som en slags udfyldende fortolkningselement, jf. UfR 1996.436V, AKF 38.357/95 og AKF 70.314 (definition af »forsvarligt aflåst« i en familieforsikring.

I UfR 1996.436V indeholdt kaskoforsikringsbetingelserne for maskiner tilhørende en ma- skinstation en undtagelsesbestemmelse om, at forsikringen ikke dækkede skader opstået under køretøjets brug som arbejdsredskab. Under henvisning til denne bestemmelse afviste selskabet en skade på forsikringstagerens traktor sket under kørsel på marken. Forsikrings- betingelsernes ansvarsdel indeholdt også den anførte undtagelsesbestemmelse med følgen- de eks.: »løfte og gravearbejde, af- og pålæsning o.lign. Skade sket under kørsel dækkes dog.« Landsretten henviste til denne eksemplifikation og fandt ikke, at brugen af traktoren kunne karakteriseres som »Brug som arbejdsredskab«.

I AKF 38.357/95 var der tale om en husejerforsikring, der dækkede pludselig skade, dog ikke skade, der skyldes almindelig brug. Skade som følge af tømning af swimming- pool fandtes ikke at kunne betegnes som almindelig brug, »således som dette begreb er af- grænset i forsikringsbetingelserne« (fremhævet her).

7.2.4. Formålsbestemt fortolkning

Den formålsbestemte fortolkning går ud på at finde frem til, hvilket formål det omstridte forsikringsvilkår må antages at have. Selskabet kan ikke ensi- digt fastlægge formålet med forsikringsvilkåret. Der skal foretages en afvej- ning af hensynet til forsikringstagerens berettigede forventninger til forsik- ringen over for hensynet til selskabets berettigede forventninger til afgræns- ningen af forsikringens dækningsområde.

UfR 1989.523H: En ejendom, hvori forsikringstageren havde tapetlager, havde shedtag med to skotrender. Under et usædvanligt kraftigt skybrud blev vand fra skotrenderne pres- set ind under tagpladerne og løb ned i lageret og forvoldte skade. Forsikringstagers er- hvervsforsikring undtog, hvad der er sædvanligt, skade ved nedbør, der trænger ind gen- nem tag. Efter en naturlig sproglig forståelse omfattede undtagelsen, der tjente rimelige bevismæssige formål og ikke medførte, at hovedreglen blev uden reelt dækningsområde, også vand gennem skotrender, hvorfor selskabet frifandtes.

Se hertil UfR 1984.793B om forståelsen af »frostsprængning, som skyldes tilfældig svigtende varmeforsyning« i husejerforsikringen. Byretten udtalte, at forsikringsbetingel- sernes formulering ikke åbnede mulighed (fremhævet her) for at acceptere den af forsik- ringstageren anlagte sproglige forståelse af begrebet tilfældig.51

AKF 27.577/90, »Forsikring« nr. 18/1991: Klageren havde tegnet en rejseforsikring, der bl.a. dækkede erstatningsrejse, såfremt »forsikrede rammes af ... en alvorlig ledbånds- skade, som medfører, at fod- eller knæled har været pålagt gips i mere end halvdelen af rejseperioden«. Under forsikredes 10-dages skitur pådrager hun sig på 3.-dagen en alvorlig ledbåndsskade i knæet. Pga. nye behandlingsmetoder bliver benet ikke lagt i gips. Selska- bet afviser erstatning, bl.a. fordi benet ikke har været lagt i gips, jf. forsikringsvilkårene. I afgørelsen henviser nævnet bl.a. til, at hovedformålet med rejseforsikringen iflg. brochu- rematerialet har været at sikre ferieglæden, f.eks. ved at give en erstatningsrejse, hvis mere end halvdelen af ferien spoleres. Nævnet fandt, at kravet om, at benet skal være pålagt gips, skal give selskabet sikkerhed for, at der er tale om en skade, der reelt har ødelagt me- re end halvdelen af ferien. Da den stedfundne behandling efter nævnets opfattelse kan sidestilles med anvendelse af gipsbandage og under henvisning til hovedformålet med rej- seforsikringen, blev selskabet tilpligtet at betale erstatning.

Ballerup rets dom af 31. maj 2002 (BS 520/02): Bl.a. udtalt, at der ved fortolkningen af kravet om sengeleje i en rejseforsikring ikke vil blive fortolket strengt, under henvisning til at formålet med forsikringen bl.a. er at kompensere de sikrede for manglende udbytte af en tur til udlandet.

Når en erhvervsrejseulykkesforsikring dækker fra det tidspunkt, forsikrede forlader sin bopæl/arbejdsplads for at tiltræde rejsen, er formålet hermed at fastslå/præcisere, fra hvil- ket tidspunkt forsikringstiden løber. Ulykker sket mellem forsikredes hjem og arbejdsplads anses ikke for indtrådt i forsikringstiden, medmindre forsikrede havde et ærinde på ar- bejdspladsen, der havde forbindelse med rejsen, jf. FED 1994.90Ø, hvor dette fandtes op- fyldt.

FED 1994.403V: En undtagelsesbestemmelse i en maskinstationsforsikring var affattet således: »Forsikringen dækker ikke, biler – heller ikke uindregistrerede.« Denne bestem- melse fandtes at omfatte en fejemaskine, der kunne køre med en hastighed på over 30 km/t. Retten fortolkede bestemmelsen i overensstemmelse med færdselslovens definiti- on af »bil«, jf. denne lovs § 2 nr. 13 (i den gældende lov er »bil« ændret til »motorkøre- tøj«).

51. Ordforklaringer og definitioner i forsikringsbetingelserne kan bidrage til at bringe klarhed over, hvilket formål selskabet har tilsigtet med det omstridte vilkår, jf. til eks. UfR 1984.803B og UfR 1981.469H (dissensen i landsretten).

FED 2000.114Ø: Formålsfortolkning af erhvervsudygtighedsforsikring, der omfattede en kiropraktor, førte til, at forsikringen antoges at angå forsikredes mulighed for at udføre sit hidtidige arbejde.

UfR 2006.1307SH: Formålsfortolkning af vareforsikringspolice.

Formålsfortolkning kan betragtes som et overordnet fortolkningsprincip, idet det resultat, der er fremkommet efter anvendelsen af ovennævnte fortolk- ningsprincipper, kan efterprøves med formålsfortolkning. Formålsfortolkning er et styringsinstrument, der kan bruges til at fastsætte forsikringens dæk- ningsomfang, således at denne ikke bliver for snæver efter anvendelsen af den bundne fortolkningsmetode og ikke for vid efter anvendelsen af en ord- fortolkning og klarhedsreglen. Dette kommer tydeligt til udtryk i flertallets præmisser i Højesterets dom i UfR 1993.893H. Anvendelsen af en direkte ordfortolkning af FAL § 21 ville uundgåeligt have ført til det modsatte resul- tat. Se hertil også AKF 52.891 »Forsikring« 2001, nr. 8 forudsætningsvis.

UfR 1993.893H: I en husejerforsikrings dækning af svampeskader var det bestemt, at an- meldelse af skade skulle ske inden 3 måneder efter forsikringens ophør. Flertallet udtaler, at formålet med dette vilkår er at foretage en klar tidsmæssig afgrænsning af forsikringssel- skabets forpligtelser ved forsikringens ophør. Da selskaberne (bemærk: Præmisserne an- vender flertalsformen) fandtes at have en anerkendelsesværdig interesse i en sådan af- grænsning, blev vilkåret ikke tilsidesat efter FAL § 21. Dommen citeres også nedenfor i kap. 6, afsnit 10.

AKF 50.339 »Forsikring« 2000, nr. 14: Forsikringstageren, der havde tegnet Familiens Basisforsikring, havde fravalgt cykeldækningen. Da forsikringstageren fik stjålet nogle cy- keldele fra et kælderrum, afviste selskabet dækning under familieforsikringen under hen- visning til det skete fravalg. Nævnet udtalte: »Forsikringsbetingelsernes bestemmelse om, at forsikringen ikke omfatter »cykeldækning«, må forstås således, at selskabet ikke skal bære den særlige risiko, som tyveri af den/de sikredes cykel/cykler frembyder (fremhævet her). Da det ikke er denne risiko, der er realiseret – og da de stjålne cykeldele efter det op- lyste ikke kan antages at have været monteret på forsikringstagerens eller nogen andens cykel – finder nævnet, at selskabet skal yde klageren dækning.«

AKF 52.270, 29/12-2000: Selskabet havde afvist at dække tyveri af forsikringstagerens rygsæk fra bagagerummet i en bus med henvisning til, at der ikke var konstateret voldeligt opbrud af bussen. Forsikringsbetingelserne var affattet således: »Forsikringen dækker ikke: Tyveri, hvor voldeligt opbrud ikke kan konstateres ...« Nævnet fandt, at dette vilkår måtte fortolkes således, at undtagelsen gælder køretøjer, der er forladt, og ikke et tilfælde som det omhandlede, hvor forsikringstageren befandt sig i køretøjet.

7.3. Fortolkning af »agreed documents«

Som anført ovenfor består »agreed documents« af standardvilkår, der er ud- arbejdet ved forhandling mellem forsikringstagernes og forsikringsselskaber- nes interesseorganisationer. I den almindelige aftalerets fortolkningslære an- tages det, at der ved disse aftaler anvendes de samme fortolkningsprincipper

som ved de individuelle aftaler. Det antages således, at uklarhedsreglen nor- malt ikke kan anvendes. Denne antagelse er utvivlsomt også rigtig i de tilfæl- de, hvor forsikringstagerne har haft mulighed for at få indflydelse på forsik- ringsvilkårenes affattelse. Når det gælder forsikringsvilkår i forbrugerfor- sikring, hvor forsikringstagerne nok har været repræsenteret af en interesse- organisation, men ikke har haft nogen mulighed for at gøre deres indflydelse gældende, kan der være et vist behov for at modificere antagelsen. Selv om Forbrugerrådet på forbrugernes vegne har forhandlet forsikringsvilkår til en bestemt forsikring, kan der godt for forsikringstagerne være vilkår, der fore- kommer uklare, og forsikringstagerne har selvsagt ikke haft indflydelse på affattelsen af vilkåret. Det vil derfor ikke være ganske rimeligt, hvis man ikke i et sådan tilfælde skulle kunne anvende klarhedsreglen (eller uklarheds- reglen).

Medlemmerne af DI (Dansk Industri) er industrivirksomheder, der tegner erhvervsforsikringer. Medlemsvirksomhederne har haft mulighed for at præ- ge affattelsen af forsikringsvilkårene gennem deres medlemskab. Den samme indflydelse på forhandlingerne mellem Forbrugerrådet og forsikringsbran- chen kan den enkelte forbruger selvsagt ikke have. Ved erhvervs- og pro- duktansvarsforsikringen har Dansk Industri og forsikringsbranchen endog af- talt en fælles kommentar til forsikringsbetingelserne (se nedenfor i det små- trykte). Forsikringer, der er udarbejdet på denne måde, skal fortolkes efter samme principper som individuelle kontrakter, jf. nedenfor afsnit 7.4. Se til illustration FED 1995.433Ø (UfR 1995.712Ø), hvor der ikke fandtes grund- lag for tilsidesættelse eller indskrænkende fortolkning af en ansvarsfraskri- velsesklausul i en produktansvarsforsikring. Det samme må gælde den mel- lem Dansk Industri og forsikringsbranchen udarbejdede miljøforsikring (jf. nedenfor i det småtrykte).

Forbrugerrådet repræsenterer den almindelige forbruger ved forbrugerfor-

sikringer. Når Forbrugerrådet og forsikringsbranchen i fællesskab udarbejder forsikringsvilkår, som det er tilfældet med »Familiens basisforsikring«, har den enkelte potentielle forsikringstager naturligvis ikke deltaget i forhand- lingerne, endsige haft mulighed for at få indflydelse på de enkelte vilkår. I fortolkningsmæssig henseende er det derfor ikke sikkert, at disse kontrakter adskiller sig fra »andre« standardkontrakter. Det vil derfor være nærliggende at fortolke sådanne kontrakter efter de samme fortolkningsprincipper som dem, der anvendes ved standardkontrakter, jf. ovenfor afsnit 7.2. Ved anven- delse af formålsfortolkning, jf. afsnit 7.2.4, vil det være muligt at supplere vilkårenes ordlyd med kommentarerne til Familiens Basisforsikring. Kom- mentarerne, der er udarbejdet af forsikringsbranchen, er derimod ikke en del af aftalegrundlaget, jf. AKF 52.891 »Forsikring« 2001, nr. 8.

Der er således noget, der taler for, at der konkret bør sondres mellem de standardvilkår, der er opnået enighed om efter forhandling mellem interesse- organisationer som Forbrugerrådet, der ex officio repræsenterer forbrugerne, og forsikringsselskabernes interesseorganisation, og standardvilkår, der er opnået enighed om efter forhandling mellem sidstnævnte interesseorga- nisation og en interesseorganisation som f.eks. Dansk Industri.

I teorien (se henvisningerne nedenfor i det småtrykte) har det været drøf- tet, om en forsikringstager, der ikke er medlem af den pågældende interesse- organisation (f.eks. Dansk Industri), i fortolkningsmæssig henseende skal væ- re stillet på samme måde som en forsikringstager, der er medlem. I de tilfæl- de, hvor der er tvivl om fortolkningen af et vilkår, bør svaret være, at aftalen fortolkes efter samme fortolkningsprincipper som dem, der gælder for stan- dardkontrakter – der er jo ikke tale om »agreed documents«.

I 1989 afsluttede Forbrugerrådet og Assurandørsocietetet arbejdet med »Familiens Basis- forsikring«, der afløser de tidligere standardforsikringsbetingelser for familieforsikring.

I 1987 blev der mellem forsikringsbranchen og Industrirådet (nu Dansk Industri) opnå- et enighed om standardforsikringsbetingelser for erhvervs- og produktansvarsforsikring, der afløser betingelserne fra 1970. Der er udarbejdet en kommentar til de enkelte vilkår, og det fremgår af forordet, at der mellem Industrirådet og forsikringsbranchen er enighed om, at betingelserne skal forstås i overensstemmelse med kommentaren.52

I 1992 blev der mellem Dansk Industri og forsikringsbranchen udarbejdet en mil- jøforsikring med forsikringsbetingelser og kommentarer. Ordningen administreres igen- nem Dansk Pool for Miljøforsikring. Se Jan Hornsberg og Georg Lett, Miljøforsikring og anm. af Jørgen Gawinetski i UfR 1992B383.

Retshjælpsforsikringen, der blev indført i 1970, blev alene konciperet af As- surandør-Societetet (nu F&P), men Advokatrådet og Forbrugerklagenævnet har været inddraget i arbejdet med forsikringsbetingelserne. Der er dog ikke tale om et »agreed document«, jf. Michael S. Wiisbye, Retshjælpsforsikrin- gen, s. 33.

7.4. Fortolkning af individuelle kontrakter

Det er ikke ofte, man støder på en egentlig individuel (forbruger-)forsik- ringsaftale. Nogle risici kan have en så speciel karakter og være af et så stort omfang, at det ikke er muligt eller ikke kan svare sig at udarbejde standard- forsikringsbetingelser. Dette gælder ved dækning af større entrepriser. Ved

52. Erhvervs- og produktansvarsforsikring, almindelige forsikringsbetingelser med kom- mentarer, 1987, ved Børge Dahl.

disse forsikringer vil kontraktvilkårene blive udarbejdet i fællesskab eller simpelthen accepteret af selskabet på grundlag af forsikringstagerens tilbud.

Disse forsikringskontrakter skal fortolkes efter de samme principper, som gælder for individuelle kontrakter i den almindelige kontraktret, dvs. at for- tolkeren skal søge at finde frem til, hvad der har været parternes mening med aftalevilkårene på det tidspunkt, aftalen blev indgået. Uklarhedsreglen kan ikke anvendes på disse kontrakter.

UfR 1990.792Ø: Naturgasselskabet N havde tegnet en entrepriseforsikring i F omfattende naturgasdistributionssystemet. N fik ikke medhold i, at forsikringen omfattede en skade på 2 rør til spildevand og vandforsyning, som N nedlagde for en kommune samtidig med en naturgasledning over Alssund. Landsretten udtalte bl.a., at forsikringsaftalen var tegnet af et erhvervsdrivende selskab med professionel forsikringsmæssig rådgiver til for- handlingerne herom, at N ikke havde godtgjort, at der var forsikringsmæssig dækning af de to plastrør, og at der ikke forelå omstændigheder, som kunne give F anledning til selv at tage initiativ til en drøftelse af forsikringsdækningen for de to rør.

7.5. Urimelige aftalevilkår – Aftalelovens § 36 og § 38 c

Selv om fortolkningslæren i et vist omfang kan medvirke til at undgå, at for- sikringsbetingelserne giver stødende eller urimelige resultater, kan der i det konkrete tilfælde være behov for, at et vilkår ikke alene modificeres, men at det helt tilsidesættes, eller at forsikringstageren løses fra aftalen som sådan. Et udmærket eksempel på dette findes i NJA 1989.346H, hvor retten – ikke ved fortolkning, men ved tilsidesættelse af vilkåret, jf. Aftl. § 36 – kom frem til resultatet.

NJA 1989.346H: En pelsforretning havde tegnet en kombineret virksomhedsforsikring, der bl.a. indeholdt et vilkår om, at forsikringen dækkede skade og tyveri ved indbrud, eller ved at nogen har lukket sig ind i lokale eller pengeskab ved anvendelse af den dertil hørende nøgle, som er bortkommet ved ran eller indbrud i andet lokale eller bygning. I sommeren 1984 blev der stjålet pelse for 519.800 sv.kr. fra forretningen af ukendte gerningsmænd. I Højesteret var det ubestridt, at indbruddet blev begået med falske nøgler, som var kopier af de nøgler, pelsforretningen havde deponeret hos det vagtselskab, den havde antaget. Der var ikke grundlag for at antage, at originalnøglerne var bortkommet ved indbrud hos vagt- selskabet. Det var også ubestridt, at pelsforretningen antog netop det pågældende vagtsel- skab på foranledning af forsikringsselskabet. Efter en ordfortolkning var tyveriet ikke om- fattet af forsikringsvilkåret, men pga. de specielle omstændigheder fandtes overvejende grunde at tale for at anse det for urimeligt, jf. Aftl. § 36, at bringe den pågældende ansvars- begrænsning i forsikringsvilkårene i anvendelse over for pelsforretningen.

Et forsikringsvilkår i en forbrugeraftale53 kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, såfremt det vil være urimeligt eller i strid med redelig hand- lemåde at gøre det gældende, jf. til eksempel AKF 85.429, hvor dette anbrin- gende dog ikke trængte igennem, eller såfremt det vil være stridende mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i selskabets og for- sikringstagerens rettigheder og forpligtelser til skade for forsikringstageren at gøre aftalevilkåret gældende, jf. Aftl. § 36 og § 38 c, stk. 1.54 Tilsidesættes aftalen delvis, kan forsikringstageren kræve, at den øvrige del af aftalen gæl- der uændret, hvis dette er muligt, jf. § 38 c, stk. 1, in fine. Ved afgørelsen af, om et vilkår kan tilsidesættes eller ændres, kan der ikke tages hensyn til sene- re indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren, hvis virkningen heraf vil være, at det aftalevilkår, som oprindelig var urimeligt for forsikrings- tageren, bliver anset for rimeligt. Heraf følger, at senere indtrufne omstændig- heder kan tages i betragtning, hvis aftalen oprindelig var rimelig, men efter- følgende er blevet urimelig for forsikringstageren. De forhold og omstændig- heder, der kan indgå i vurderingen efter § 38 c, stk. 2, er (bl.a.) vilkår i en an- den aftale, der hænger sammen med den aftale, der bedømmes. Den anden aftale behøver ikke nødvendigvis at være indgået mellem samme aftaleparter, men kan være en lign. standardaftale.

Ifølge bemærkningerne til ændringsloven må det antages, at generalklau-

sulen angår kvalificerede tilfælde af urimelighed. Det må derfor også antages, at bestemmelsen – ligesom det var tilfældet med praksis efter § 36 – ikke vil få nogen særlig betydning for de forsikringsaftaler, vi kender i dag i Dan- mark. Aftl. § 38 c er implementeret i dansk ret som følge af EU-direktiv 93/13/EØF af 5/4-1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EF- Tidende L95 s. 29 ff.). Den endelige fortolkning af generalklausulen henhører derfor under EU-Domstolens afgørelse.

Fra tidligere praksis vedr. Aftl. § 36 kan nævnes:

UfR 1982.176H: På baggrund af henvendelse fra forbrugerkommissionen (jf. hertil for- brugerkommissionens bet. III 738/1975 s. 82) henstillede Assurandørsocietetet i 1976 til selskaberne at ophøre med at tegne forsikringer for mere end et år inden for forbrugerom- rådet. En gårdejer, der i 1973 havde tegnet en 10-årig haglskadeforsikring for frø og korn- afgrøder, opsagde i 1978 (bl.a.) med henvisning hertil forsikringen til ophør i 1979. Da for- sikringstageren ikke kunne anses som forbruger og heller ikke kunne sidestilles med en forbruger, fandtes der ikke tilstrækkelig anledning til i medfør af Aftl. § 36 at tilsidesætte vilkåret om uopsigelighed i 10 år. Efter ikrafttræden af § 57 i lov om finansiel virksomhed er forbrugere ikke længere bundet af en forsikringstid på 1 år. Forbrugeren kan således til

53. Begrebet forbrugeraftale er defineret i Aftl. § 38 a, stk. 2.

54. Se hertil J 1996.145 f. om ændringen af aftaleloven i 1994.

enhver tid opsige aftalen med et varsel på 30 dage til udgangen af en kalendermåned. Dette gælder dog ikke livsforsikring og ejerskifteforsikring samt visse korttidsforsikringer. Det er ejendommeligt, at reglen er optaget i en offentligretlig lov og ikke i FAL. Retsvirknin- gerne af tilsidesættelse af bestemmelsen er efter lov om finansiel virksomhed ikke aftalens tilsidesættelse, men der vil antagelig ske en afsmitning til den civilretlige afgørelse, som kan tilsidesætte eller modificere et vilkår, der er i strid med loven, jf. Aftl. §§ 36 og 38 c.

I UfR 1987.767H gjorde forsikringstageren gældende, at driftstabet skulle erstattes med det af ham opgjorte individuelle tab, og at forsikringsbetingelsernes standardiserede regler om fastsættelse af erstatningen burde tilsidesættes efter Aftl. § 36. Heri fik han ikke med- hold. Højesteret fandt ikke, at resultatet af reglerne var af en sådan karakter, at de var uri- melige, jf. Aftl. § 36.

AKF 4458/1980: Aftl. § 36 kunne ikke anvendes på en bestemmelse om, at selskabet var berettiget til at fordele et evt. underskud på forsikringstagerne.

I AKF 82.239 kommer ankenævnet med en udtalelse, som kan opfattes som et signal om at følgende vilkår i en rejseforsikring kan være helt eller delvis i strid med Aftl. § 36:

»Forsikringen dækker ikke i tilfælde af at ... forsikrede godt kan påbegynde rejsen, men afbestiller, fordi forsikrede som følge af sygdom ikke vil være dækket af den offentlige rej- sesygesikring eller en rejseforsikring købt i et andet selskab.«

At dømme efter Højesterets præmisser i UfR 1987.767H vil oplysninger om praksis i forsikringsbranchen indgå i domstolenes bedømmelse af, om et for- sikringsvilkår er urimeligt. Selv om vilkåret er i overensstemmelse med fast forsikringspraksis55 på et bestemt område, er dette naturligvis ikke ensbe- tydende med, at vilkåret ikke kan være urimeligt efter Aftl. § 38 c, stk. 1, men der kan hermed skabes en formodning mod, at vilkåret er urimeligt.

Forsikringstageren har bevisbyrden for, at aftalevilkåret er urimeligt. Af det lige ovenfor anførte følger det, at bevisbyrden »vendes«, hvis forsikrings- tageren kan bevise, at vilkåret er usædvanligt i forsikringsbranchen. Herefter er det selskabet, der skal bevise, at vilkåret ikke er urimeligt.

7.6. Aftalevilkår i strid med branchekutyme/praksis

Efter gennemgangen i det foregående afsnit vil det være naturligt at rejse spørgsmål om, hvorvidt en forsikringsaftale (navnlig en forbrugeraftale) – hvis den falder uden for området af Aftl. § 38 c og § 36 – alligevel kan til- sidesættes helt eller delvis. Der er næppe nogen grund til at antage, at der med § 38 c’s introduktion af begrebet »hæderlig forretningsskik« vil ske en udvidelse af området for tilsidesættelse af forsikringsvilkår, eller at begrebet kan fortolkes synonymt med branchekutyme. Branchekutyme vil – forhåbent- lig – altid være i overensstemmelse med hæderlig forretningsskik, men et vil-

55. Jf. Assurandørsocietetets (nu F&P) udtalelse i den citerede dom og Ivan Sørensen, Virksomhedsforsikring s. 152 f.

kår, der strider mod branchekutyme, er ikke nødvendigvis i strid med hæder- lig forretningsskik.

Af domme og ankenævnskendelser fremgår det ofte (implicit som eks- plicit), at »gældende forsikringspraksis« er tillagt betydning ved sagens afgø- relse. Hvis et selskabs aftalevilkår er ganske usædvanlige sammenlignet med de vilkår, der er almindelige i forsikringsbranchen, eller selskabet fortolker et standardforsikringsvilkår i strid med branchekutyme, og selskabets afgørelse ikke kan tilsidesættes efter Aftl. § 38 c, jf. § 36, bør vilkåret eller aftalen kun- ne tilsidesættes helt eller delvis, hvis det er åbenbart, at forsikringstageren el- lers ville være ringere stillet end andre forsikringstagere i samme situation med tilsvarende forsikring, medmindre forsikringstageren var klar over kon- sekvenserne af vilkåret på tegningstidspunktet. I AKF 81.066 fandt nævnet, at et vilkår om fradrag i erstatningen fra en ulykkesforsikring for ydelser efter ASL var så usædvanligt, at det skulle tilsidesættes pga. dårlig rådgivning. Et noget lignende synspunkt anlagde man før FAL og efter den tidligere gæl- dende FAL § 34.56 Området uden for Aftl. § 36 må dog anses for snævert – den ovenfor citerede højesteretsdom i UfR 1987.767 peger i denne retning.

Det ovenfor anførte omfatter navnlig forbrugeraftaler. Ved erhvervsforsik-

ringer er det muligt at forsikringstagerne må acceptere skærpede vilkår, jf. til eksempel VLD af 27/2-2009 (V.L. B-0804-08) , hvor et krav for forsikrings- dækning ved indbrud, at der var betydelige synlige tegn på voldeligt indbrud, ikke fandtes at være usædvanligt i erhvervsforsikringer.

RG 1988.917: En dykker A havde siden 1975 arbejdet som dykker med vedligeholdelses- og servicearbejde i Nordsøen. Hans arbejdsgiver havde som led i tarifaftalen med dykker- ne tegnet en forsikring mod, at dykkerne mistede deres certifikat. A udførte sin sidste dyk- keropgave i slutningen af maj og i begyndelsen af juni 1986. Da han kom i land, følte han sig dårlig, og i begyndelsen af juli opsøgte han læge. Dykkerlægen konstaterede i slutnin- gen af januar 1987, at A fra juni 1986 var uegnet til erhvervsdykning, og at han ikke ville få fornyet sin erhvervsdykkerlicens. Forsikringsselskabet havde opsagt dykkerforsikringen med A’s arbejdsgiver fra 1. juli 1986 og hævdede, at forsikringsbegivenheden iht. forsik- ringsbetingelserne var indtrådt efter forsikringsaftalens ophør. Retten fandt, at forsikrings- vilkåret, der var knyttet til konstateringen af forsikringsbegivenheden og ikke til skadens indtræden, var i strid med god forretningsskik, og udtalte, at selv som en generel regel ville vilkåret føre til meningsløse resultater. Selskabet blev dømt til at betale erstatning. Se hertil UfR 1996.294H, hvor Højesteret fandt en mere »elegant« løsning af et noget lignende spørgsmål. Dommen er bl.a. citeret i kap. 5 afsnit 3.2.

56. Jf. Drachmann Bentzon og Knud Christensen, FAL s. 203, hvor det udtales: »Dersom vilkåret er i høj grad urimeligt og usædvanligt, bør det imidlertid tilsidesættes efter lignende synspunkter som de ifølge § 34 gældende.« Se også Ussing, Enkelte Kon- trakter, (2. Udg.) s. 220-221 og A. Vinding Kruse, NFT 1960.170 f.

AKF 29.580/1991: Mens forsikringstagerens bil var parkeret på en p-plads i Sydfrank- rig, blev der begået indbrud i den, og der blev bl.a. stjålet rede penge fra bilens aflåsede handskerum. Forsikringsbetingelserne indeholdt et vilkår om, at forsikringen kun dækkede

»tyveri af tyveritækkelige ting fra biler, når det stjålne har befundet sig i et særskilt, aflåst bagagerum«. Selskabet afviste derfor at udrede erstatning for de tyveritækkelige ting, men fik ikke medhold. Nævnet fandt, at selskabets vilkår måtte forstås på baggrund af den praksis, der efter Assurandørsocietetets oplysninger følges af de fleste selskaber. Selskabet måtte derfor betale erstatning for de tyveritækkelige effekter, der lå i handskerummet. As- surandørsocietetet havde udtalt, at: »De fleste selskaber følger nu den praksis ... at ligestille et handskerum med et bagagerum ...«

UfR 1945.174Ø (før Aftl. § 36, men mens FAL § 34 var gældende). Assurandørso- cietetet havde udtalt, at det pågældende vilkår ikke var almindeligt i forsikringspraksis, og at vilkåret kunne føre til ubillige resultater. Landsretten fandt, at der var tale om et usæd- vanligt vilkår, og at forsikringstageren, bl.a. af denne grund ikke var bundet af dette. Efter den tidligere gældende bestemmelse i FAL § 34 var der mulighed for at tilsidesætte be- stemmelser, der ville føre til ubillige resultater, hvis dette ville stemme med god forsik- ringsskik.

Dommen følger principperne i den tidligere FAL § 34, jf. hertil Drachmann Bentzon og Knud Christensen FAL s. 203.

Ass. Responsum 2165: »Såfremt selskabets afslag er i overensstemmelse med selska- bets sædvanlige praksis, kan aftalen ikke anses for indgået.«

7.7. Selskabets ændringsret57

I nærværende afsnit behandles ændringsretten ved skadesforsikring og per- sonforsikring. Gennemgangen omfatter såvel skadesforsikring – der er for- brugerforsikring – og skadesforsikring som er erhvervsforsikring, når sidst- nævnte ikke adskiller sig væsentligt fra forbrugerforsikring. For dansk rets vedkommende følger denne afgrænsning af god skik-bekendtgørelsens § 1, stk. 2.58 Desuden behandles ændringsretten ved personforsikring, herunder især livs- og pensionsforsikring. Det karakteristiske ved disse forsikringer i såvel er, at de i almindelighed har en lang løbetid, om end skadesforsikringer fornyes hvert år. I kontraktretten henføres de derfor til de længerevarende kontrakter, hvor fleksibilitet bl.a. mht. retten til at ændre kontraktvilkårene spiller en særlig rolle. I alle tre lande består aftalerne (bortset fra de kollektive aftaler) i det væsentligste af standardiserede forsikringsvilkår, der gælder for alle kunder på det pågældende forsikringsområde. Dette åbner mulighed for selskaberne for en i økonomisk henseende rationel ændring af en hel forsik- ringsportefølje i stedet for individuelle ændringer, som ville være langt mere omkostningskrævende. Selvom det er nødvendigt med fleksibilitet i aftalerne,

57. Se hertil den udførlige gennemgang af emnet i antologien »Ændringsregler i længe- revarende kontrakter« (red. Ole Hansen), side 115.

58. Bekendtgørelse nr. 729 af 12/5-2015 om god skik for finansielle virksomheder.

skaber selskabernes ændringsret omvendt et behov for beskyttelse af forsik- ringstagerne.

Offentligretlige regler influerer derfor i høj grad på den danske ændrings- ret, men problemet er, at disse regler ikke kan regulere aftaleindgåelsen på det privatretlige område, jf. gennemgangen nedenfor.

7.7.1. Selskabets behov for ændringer og kundens beskyttelsesbehov

Ved kontrakter, der løber år efter år, vil der være behov for en vis fleksibilitet mht. muligheden for at justere aftalens vilkår hen ad vejen. Hvis forsikrings- tageren anmelder flere og store skader, kan det blive nødvendigt at justere præmien og evt. pålægge forsikringstageren en selvrisiko (konkret risikovur- dering). Der kan også ske det, at risikoen på et bestemt område generelt for- øges efter aftalens indgåelse (generel risikovurdering). Dette har især været tilfældet ved dækningen af »tyveritækkelige« ting i familieforsikringen. Æn- dring af præmie og vilkår kan også skyldes en udvidelse af forsikringens dækningsområde. For dansk forsikrings vedkommende var dette tilfældet med den i 2001 udvidede ulykkesforsikring. Ændringen kan også skyldes de såkaldte klimaforandringsskader, som har ført til en særlig selvrisiko på sky- brudsskader eller præmieforhøjelse på bygningsforsikringen efter en konkret geografisk og generel risikovurdering.

Indekseringsklausuler findes i de fleste af de danske aftaler om skadesfor- sikring og ulykkesforsikring. En typisk indekseringsklausul indeholder en ret og en pligt for selskabet – en ret til at indeksregulere præmien og en pligt til at indeksregulere forsikringssummen – efter det af Danmarks Statistik offent- liggjorte nettoprisindeks på forsikringens hovedforfaldsdag.

Lige såvel som selskaberne har et velbegrundet behov for at kunne ændre aftalerne hen ad vejen, har kunderne behov for beskyttelse især mod meget indgribende ændringer af aftalerne, f.eks. voldsomme præmieforhøjelser eller væsentlige ændringer af dækningsomfanget. Beskyttelsen er særlig vigtig, hvis ændringerne medfører, at der faktisk bliver tale om en helt anden aftale end den oprindelige.

I dansk ret er der to regelsæt – begge offentligretlige – der regulerer æn- dringsretten i henholdsvis skadesforsikring og livs- og pensionsforsikring. Indtil 1. marts 2013 var ændringsretten ved forbrugeres forsikringer reguleret ved praksis fra domstolene og Forsikringsankenævnet og desuden af soft law- reglerne i »Vejledende retningslinjer for accept af ændring af forbrugerforsik-

ringer« fra 1991.59 Undersøgelser har vist, at disse retningslinjer fandt ud- bredt anvendelse i forsikringsbranchen, jf. Udredning om forbrugerbeskyttel- se, 2000. Imidlertid indeholdt retningslinjerne regler der var uigennemsigtige for den enkelte forbruger, især mht. definitionen af, hvad der skulle forstås ved en væsentlig ændring af aftalen. Væsentlighedskravet var ellers noget af det vigtigste i retningslinjerne, idet selskabet ved væsentlige ændringer ikke kunne anvende den nemme ændringsadgang i form af passiv accept, men måtte indhente udtrykkelig accept fra den enkelte kunde til ændringerne.

Med ikrafttræden den 1. marts 2013 blev der optaget regler om selskabets ændringsret i god skik-bekendtgørelsen. Denne skal fremover regulere sel- skabets ændringer af forbrugeres60 og visse erhvervsvirksomheders skades- forsikringer. Set i et forsikringsretligt perspektiv er det betænkeligt at æn- dringsretten reguleres i en offentligretlig bekendtgørelse og ikke i forsik- ringsaftaleloven ligesom det er tilfældet i f.eks. de andre skandinaviske lande. Selv om udfaldet efter bekendtgørelsen utvivlsomt vil have betydning for den privatretlige afgørelse, ville det have været mere hensigtsmæssigt med en privatretlig regel, der angav og præciserede den privatretlige sanktion, selvom FIL § 43 a henviser til de almindelige erstatningsregler. Efter 1. marts 2013 er det Forsikringsankenævnet og domstolene, der træffer afgørelse om, hvilke retsvirkninger overtrædelse af bestemmelsen skal have på det privatretlige område.61

7.7.2. Skadesforsikring

Som anført ovenfor er danske selskabets ændringsret ved skadesforsikring hovedsageligt reguleret i god skik-bekendtgørelsen. § 35 har følgende ordlyd:

»Et forsikringsselskab skal senest 30 dage inden forsikringsperiodens udløb varsle enhver væsentlig ændring af forsikringsaftalen, der er til ugunst for kunden. Varslet skal meddeles i papirformat eller på andet varigt medium.«

Stk. 2. Varslet skal indeholde oplysning om de væsentligste karakteristika ved ændrin- gen, samt angivelse af hvordan kunden kan opsige forsikringen.

Stk. 3. En ændring, der sker i henhold til anden lovgivning eller er i overensstemmelse med vilkår om ændring, der klart fremgår af forsikringsaftalen, skal ikke varsles.«

59. Se evt. AKF 83.412, hvor selskabets ændring af aftalen blev tilsidesat, da retningslin- jerne ikke var overholdt.

60. Vedrørende spørgsmålet om en kollektiv forsikring er en forbrugeraftale henvises til Bet.1423/2002, s. 339.

61. I Norge og Sverige er ændringsretten reguleret af regler i forsikringsaftaleloven.

En ændring, der ikke er i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 35, vil antagelig være i strid med hæderlig forretningsskik, jf. lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 2, og hermed er vejen banet til anvendelse af aftalelo- vens §§ 36 og 38 c. Dette vil kunne indebære, at aftalen modificeres efter

§ 36, stk. 1, således at de af selskabet foretagne ændringer tilsidesættes. Mht. den anden sanktionsmulighed, at rejse krav efter de erstatningsretlige regler, jf. FIL § 43 a, vil dette ikke være nogen fordelagtig løsning for kunden, idet det i almindelighed vil være vanskeligt for kunden at påvise et økonomisk tab som følge af, at væsentlige ændringer af aftalen ikke er lovligt varslet. Skal der vælges mellem de to sanktionsmuligheder, må de aftaleretlige regler fore- trækkes, og så må man håbe på, at domstolene og Forsikringsankenævnet vil anvende §§ 36 og 38 c på dette område.

I forhold til de tidligere regler indeholder § 35 i ovennævnte god skik- bekendtgørelse en mere enkel regulering af ændringsretten, i hvert fald set fra forsikringsselskabets side. Til gengæld skabes der usikkerhed mht., hvad der skal forstås ved en »væsentlig« ændring. Af vejledningen fremgår det, at væ- sentlige ændringer typisk vil være ændringer af aftalens vilkår, f.eks. præmie- stigninger, indskrænkninger af dækningsomfang eller tilsvarende forhold, der reelt bevirker, at der er tale om en ny aftale (fremhævet her), som skal accep- teres af kunden. En ny aftale må der f.eks. og i hvert fald foreligge, hvis der er tale om det, der i forsikringsbranchen kaldes en omtegning, jf. til eksempel UfR 1993.496Ø.

UfR 1993.496Ø: A havde tegnet en fritidsinvaliderenteforsikring i selskabet B. Pga. det dårlige skadesforløb på disse forsikringer meddelte B, at det havde valgt at lade denne for- sikringstype udgå. Samtidig meddelte B, at det ville omtegne policen til en heltidsulykkes- forsikring. I de for den oprindelige aftale gældende forsikringsbetingelser fremgik bl.a.:

»Hvis B ændrer tarifpræmier eller forsikringsbetingelser, sker der tilsvarende ændring af præmie og forsikringsbetingelser for denne forsikring ...« Herudover indeholdt vilkårene en opsigelsesret for forsikringstageren. Forsikringstageren fastholdt, at hun ikke ønskede forsikringen omtegnet, og fik medhold såvel i Ankenævnet som i landsretten. Landsretten fandt, at selskabet hverken efter betingelserne eller efter almindelige retsgrundsætninger kunne omtegne forsikringen.

§ 35 regulerer alene varslingsreglerne og formkravene til disse og ikke selve ændringsretten. Finanstilsynet forudsætter, at ændringerne kan vedtages ved passiv accept, idet det af bemærkningerne i vejledningen til § 35, fremgår, at kunden anses for at have accepteret en ændring ved fortsat indbetaling af præmien. Det forudsættes også, at kunden skal have mulighed for i stedet at opsige aftalen, jf. også § 35, stk. 2.

Offentligretlige regler kan ikke regulere aftaleindgåelsen på det privatret- lige område og spørgsmålet er, hvilken betydning det har i den henseende, at

Finanstilsynet forudsætter anvendelsen af passiv accept. I UfR 1977.216Ø og herefter en lang række ankenævnsafgørelser har godkendt anvendelsen af passiv accept ved selskabets ikke-væsentlige ændringer i de såkaldte masse- udsendelser. Selvom vejledningen forudsætter individuel varsling over for kunden, må det antages, at denne meddelelsesform fortsat kan anvendes, når blot varslingerne i disse er individuelt afpassede efter den enkelte kundes be- hov. Spørgsmålet er, om også de i § 35 omhandlede væsentlige ændringer bør kunne vedtages uden udtrykkelig accept. Det er klart, at det er i begge parters interesse, at aftalen reguleres på en smidig og hurtig måde, og når henses til, at selskabet og kunden som alternativ til ændringen kan vælge at opsige afta- len, medmindre denne har et længere uopsigeligt åremål, jf. UfR 1993.496Ø, må det antages, at passiv accept-formen fortsat kan anvendes.

Tilsidesættelse af formkravene i varslingsreglerne, jf. bestemmelsens stk. 2 bl.a. om kundens opsigelsesret, samt fristen og meddelelsens form, jf. stk. 2, vil i civilretlig henseende kunne medføre, at ændringen anses for ugyl- dig. Efter vejledningen til skal varslet gives med mindst 30 dage inden det tidspunkt, hvor selskabet kan opsige aftalen. Dette går videre, end bestem- melsens ordlyd tilsiger, så det vil være tvivlsomt, om vejledningen på det punkt kan tillægges fortolkningsværdi i de tilfælde, hvor selskabet ikke måtte have opsigelsesret ifølge aftalen.

Det fremgår ikke af vejledningen, hvornår en præmieforhøjelse anses for væsentlig. Grænsen må trækkes af praksis ved Forsikringsankenævnet og domstolene. Ifølge vejledningen til god skik-bekendtgørelsen skal varslingen ske individuelt. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt de såkaldte masseudsen- delser kan anvendes ved væsentlige ændringer af aftalen. Ved benægtende svar vil det betyde, at den bevislettelse, der fulgte disse meddelelser, jf. til ek- sempel UfR 1977.216Ø, frem for de individuelle meddelelser, ikke vil finde anvendelse. Bevislettelsen går ud på, at selskabet blot skal godtgøre, at æn- dringsmeddelelsen er afsendt. Ved individuelle meddelelser skal selskabet fø- re bevis for både afsendelsen og fremkomsten af meddelelsen til kunden, jf. til eksempel AKF 81.339, hvor selskabet ikke havde bevist, at nye forsik- ringsbetingelser var aftalt. Det må anses for usikkert, hvorledes reguleringen skal ske, når der er tale om enslydende ændringer af en større portefølje. Det er jo netop ved disse massemeddelelser, tidligere praksis har anerkendt an- vendelsen af passiv accept, jf. den lige nævnte dom i UfR 1977.216Ø. Det må vel antages, at der ikke er noget til hinder for den fortsatte anvendelse af mas- seudsendelser, når blot disse indeholder konsekvenserne for den enkelte kun- de. Det er varslingsreglerne, der skal være individuelt tilpassede, mens æn- dringen ikke nødvendigvis skal være individuelt begrundet i den enkelte kun- des risikoprofil. Det må derfor også antages, at de bevisregler, der blev fastsat

i UfR 1977.216Ø, og som har fundet anvendelse indtil 1. marts 2013, fortsat vil være anvendelige ved de såkaldte masseudsendelser.

UfR 1977.216Ø: A havde i 1972 tegnet en familieforsikring hos F, der bl.a. dækkede tyve- ri for indtil 10.000 kr. I marts 1975 blev der begået indbrud hos A. Der blev stjålet et kon- tant beløb på 14.600 kr. F nægtede at betale mere end 2.000 kr. i erstatning, idet F henviste til, at der i 1973 var sket en ændring af forsikringsvilkårene, hvorefter penge og værdipapi- rer ved indbrudstyveri ville blive dækket med max. 2.000 kr. F havde gennem masseud- sendelse underrettet forsikringstagerne herom. A bestred at have modtaget brevet. Det blev lagt til grund, at selskabet havde afsendt brevet til A, at A havde modtaget brevet, at par- ternes aftale ikke pålagde F at sende brevet anbefalet, og at A herefter, ved fortsat at betale præmien, stiltiende havde godkendt de ændrede vilkår.

Selskabet kan uden videre og uden varsel foretage ændringer som følge af anden lovgivning f.eks. pålæg af afgifter og forhøjelse af erstatningssummer- ne efter EAL etc. Det samme gælder ændringer, der klart har hjemmel i afta- len. Sådanne ændringer skal dog fremgå af den årlige forsikringsoversigt, jf.

§ 33, stk. 1 og vejledningens bemærkninger til § 35. Hvis denne ændringsret ifølge aftalen kun skulle omfatte ikke-væsentlige ændringer, ville det være overflødigt at indskrive det i bestemmelsen, da disse ikke kræver varsling ef- ter § 35, stk. 1, modsætningsvis. Heraf må det kunne udledes, at der kan op- tages vilkår i aftalen, der hjemler ret til væsentlige ændringer uden varsling. Hermed risikerer reglen i stk. 1 at blive illusorisk.

Vejledningen nævner indeksreguleringsklausuler og vilkår om rykning i præmietrin som eksempler på sådanne ændringer. Dette kunne tyde på, at det har været hensigten, at reglen kun skal omfatte ikke-væsentlige ændringer. Fortolker man imidlertid bestemmelsen efter dens ordlyd og sammenholder den med stk. 1, vil det næsten være uundgåeligt, at stk. 1 efterhånden vil mi- ste enhver selvstændig betydning. Herefter vil en ændring som den, selskabet ville foretage i dommen citeret ovenfor (UfR 1993.496Ø), blive anset for en væsentlig ændring. Hvis vilkårene anses for klart at hjemle ændringen, vil denne desuagtet kunne foretages ved passiv accept. § 35 vil således åbne for en langt nemmere adgang til ændringer end tidligere, hvilket dog konkret kan være til skade for kunderne.

De begrænsninger i ændringsretten, der fremgår af bekendtgørelsens § 6, stk. 3 og 4, om ændringer i løbende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag, ses ikke at have betydning for skadesforsikring, (og de omfatter ikke livs- og pensionsforsikring) ved siden af reglerne i FAL § 24, rentelovens § 9 b (rykkergebyrer) og bekendtgørelsens § 35, som (også) regu- lerer præmien. Af Vejledning 2015 fremgår ikke eksempler på disse bestem-

melsers anvendelsesområde på forsikringsaftaler. Anvendelsesområdet vil sandsynligvis hovedsageligt være indenfor pengeinstitutterne.

I modsætning til dansk ret er ændringsretten i svensk ret reguleret af forsikringsaftaleloven. Det samme gælder i Norge, jf. nedenfor, og i begge love sondres der mellem ændringer i forsikringstiden og ændringer ved fornyelse af aftalen. Hvis forsikringstageren eller den forsikrede groft har tilsidesat sine forpligtelser over for selskabet, eller hvis der i øvrigt findes ekstraordinære grunde, har selskabet ret til at ændre forsikringsvilkårene i forsik- ringstiden, jf. svensk FAL, kap. 3, § 8. Bestemmelsen skal stort set fortolkes i overens- stemmelse med reglen om selskabets opsigelsesret i § 7 i samme kapitel, hvortil § 8, stk. 1,

2. pkt. henviser, jf. hertil Bengtsson, side 252 og Prop., side 403. Ved forsikredes grove tilsidesættelse af sine forpligtelser forstås et alvorligt kontraktbrud med betydende skyld hos forsikrede, jf. Berthil Bengtsson, Försäkringavtalsrett, side 251. Kontraktbruddet skal ikke nødvendigvis have medført en konkret skade eller et konkret tab. Også en bestemt økonomisk risiko, der er væsentligt forøget, er omfattet, Prop., side 401. Bestemmelsen omfatter til eksempel groft uagtsom fremkaldelse af forsikringsbegivenheden, et alvorligt brud på en sikkerhedsforskrift, groft fejlagtige data ved skadereguleringen og forsikrings- tagerens alvorlige tilsidesættelse af oplysningspligten, jf. Bengtsson, side 251. Ekstraordi- nære omstændigheder omfatter også begivenheder uden bevislig skyld, f.eks. den situation, hvor den forsikrede ting er væsentligt overforsikret. Dette kan nemlig være et motiv til se- nere bedrageri mod selskabet, jf. Bengtsson, l.c. På den anden side kan forsikringstageren opsige forsikringen i utide, dvs. i forsikringstiden, når selskabet benytter denne ændrings- ret, jf. kap. 3, § 6, pkt. 3. I dansk FAL er der ikke regler om overforsikring, men derimod regulerer lovens § 40 det tilfælde, hvor de forsikrede ting er underforsikret. Retsvirkningen er, at selskabet har ret til at regulerer erstatningen ved skade i forhold til den faktiske værdi af tingene og den faktisk betalte præmie.

Reglerne om selskabets ændringer af aftalen i forbindelse med forsikringens fornyelse er lempeligere end selskabets ændringer i forsikringstiden, jf. svensk FAL kap. 3, § 5. Det- te skyldes antageligt, at forsikringsselskabet som udgangspunkt er forpligtet til at forny af- talen ved udløb som følge af kontraheringspligten, jf. kap. 3, §§ 3 og 4, og at der kan være et almindeligt behov for at justere vilkårene, så de tilpasses de herskende samfundsforhold.

§ 5 bestemmer blot, at selskabet skriftligt skal angive ændringen, og at det skal ske senest samtidig med præmiekravet vedrørende den nye aftale.

Efter norsk ret kan selskabet ikke ændre vilkårene i forsikringstiden. Dette fremgår af norsk FAL kap. 3, § 8, som bestemmer, at selskabet ikke kan tage forbehold om at ændre forsikringen i forsikringstiden. I norsk ret er reglerne om selskabets ændringer – ligesom i svensk ret – lempeligere ved aftalens fornyelse end i forsikringstiden. Dette skyldes, at norsk FAL ligesom svensk FAL opstiller relativt strenge krav til selskabet, hvis det ikke vil forny aftalen, jf. norsk FAL kap. 3, § 5, stk. 2. Ved selskabets ændringer af de hidtil gæl- dende vilkår ved aftalens fornyelse har selskabet i princippet fuldstændig fri adgang til at foretage ændringer. Selskabet kan dog ikke foretage så betydelige ændringer, at der reelt er tale om et nyt forsikringsprodukt (såkaldt omtegning). I det tilfælde anses selskabet for- pligtet til – under fortabelse af at gøre den nye aftale gældende – at indhente forsikringsta- gerens accept på den nye aftale. Selskabet kan heller ikke omgå beskyttelsesreglerne ved- rørende forsikringens fornyelse ved at foretage så betydelige ændringer, at aftalen i realite- ten ikke fornyes. Foreligger der sådanne særlige grunde, at selskabet kan nægte fornyelse af forsikringen, jf. kap. 3, § 5, kan selskabet – ligesom i dansk ret ved selskabets opsigel-

sesret – alternativt foreslå ændringer og specielt tilpassede vilkår (det mindre i det mere), jf. i det hele Hans Jacob Bull, Forsikringsrett, side 191 f.

7.7.2.1. Selskabets informationspligt

De centrale regler i god skik-bekendtgørelsens § 35 er varslingskravet i stk. 1 og formkravet i stk. 2. Selskabet skal varsle væsentlige ændringer 30 dage in- den forsikringens udløb og skal informere om de væsentligste karakteristika ved ændringen, jf. herved UfR 1983.804Ø fra før 1. marts 2013, samt angive, hvordan kunden kan opsige forsikringen. Varslingsreglerne gælder ikke, i de tilfælde ændringen har hjemmel i anden lovgivning eller klart fremgår af afta- len.

AF den lige citerede dom fremgår det også, at ændringerne skal være klart og tydeligt beskrevet i ændringsmeddelelsen. I Forsikringsankenævnets ken- delse nr. 76.073 (2010) fandtes ændringsmeddelelsen vedrørende en arbejds- løshedsforsikring – med henvisning til dommen – ikke at indeholde en til- strækkelig klar og tydelig beskrivelse af skærpelsen af forsikringsbetingelser- ne. Ændringen fandtes derfor ikke aftalt mellem parterne og blev tilsidesat. Nævnet fandt i øvrigt, at selskabets ændring indebar en væsentlig begræns- ning i dækningen.

Efter svensk FAL skal forsikringsselskabet ved ændringer i forbindelse med fornyelse af aftalen i et for forsikringstageren nødvendigt omfang informere om disse, jf. svensk FAL kap. 2, § 6 og kap. 3, § 5, stk. 2, ligesom det skal informere om visse særlige ændringer i forsikringstiden efter § 8, stk. 2.

Som anført ovenfor har forsikringsselskaber i Norge ikke mulighed for at ændre aftale- vilkårene i forsikringstiden. Når det gælder ændringer i forbindelse med aftalens fornyelse, skal selskabet informere om ændringerne sammen med præmieopkrævningen for den nye forsikringsperiode og samtidig vedlægge de nye forsikringsvilkår. Tilsidesætter selskabet pligten til at informere (også kaldet redegørelsespligten, jf. Bull, side 193) om de ændrin- ger, der er foretaget, er retsvirkningen, at selskabet ikke kan påberåbe sig ændringerne, jf. i det hele norsk FAL kap. 3, § 3, stk. 2.

7.7.3. Personforsikring

Da der gælder forskellige regler for de forskellige personforsikringer, har af- grænsningen og definitionen af disse stor betydning for, hvilket regelsæt der konkret regulerer ændringsretten. For dansk rets vedkommende reguleres ændringsretten hovedsageligt af offentligretlige regler. Ovenfor i afsnit 2 er ændringsretten ved skadesforsikring behandlet. God skik-bekendtgørelsen undtager livs- og pensionsforsikring fra varslingsreglerne i blandt andet § 34.

Dette skyldes, at den såkaldte informationsbekendtgørelse62 regulerer æn- dringsretten ved disse forsikringer. Tilbage står at få afklaret, hvorledes andre personforsikringer, som f.eks. sundhedsforsikring, forsikring med dækning af

»visse kritiske sygdomme«, sygeforsikring og ulykkesforsikring reguleres.

Ifølge god skik-bekendtgørelsen undtages (også) personforsikringer, der er integreret i en livs- eller pensionsforsikring. Dette betyder, at ved sundheds- forsikring, forsikring mod visse kritiske sygdomme, sygeforsikring og ulyk- kesforsikring, der er en uadskillelig del af en livs- og/eller pensionsforsikring, reguleres ændringsretten efter informationsbekendtgørelsen, forudsat at de er tegnet i et livsforsikringsselskab. Efter denne sondring må det antages, at æn- dringsretten ved individuel sygeforsikring og ulykkesforsikring reguleres af god skik-bekendtgørelsens § 34 som beskrevet i gennemgangen ovenfor, for- udsat at de er tegnet i et skadesforsikringsselskab.

Ligesom ved skadesforsikring skal væsentlige ændringer varsles. Det gæl- der dog kun ændringer i forsikringens løbetid. Dette skyldes, at disse forsik- ringer i almindelighed har en lang løbetid i modsætning til skadesforsikringer, der er et-årige. Varslingspligten gælder ændringer af de forhold, der er be- skrevet i § 3, stk. 1, som udgør de oplysninger, der er omfattet af selskabets informationspligt på tegningstidspunktet, det vil eksempelvis sige oplysnin- ger om forsikringens løbetid. Ændringer, der skyldes udefrakommende for- hold, som selskabet ikke har indflydelse på, f.eks. lovindgrebs indflydelse på aftalen, skal dog ikke varsles.

Hvad der skal forstås ved »væsentlige« ændringer, afhænger af en helt konkret vurdering. Af vejledning til udkast til en bekendtgørelse (2011), der ikke er blevet udstedt, fremgår bl.a. følgende: »Et forsikringsselskab må ikke foretage væsentlige ændringer til ugunst for forsikringstageren uden at varsle forsikringstageren om ændringerne. Hvorvidt en ændring er til ugunst for for- sikringstageren beror på en konkret vurdering. Det samme gør sig gældende ved vurdering af, om en ændring er af væsentlig betydning for forsikringsta- geren. Kunden skal informeres om en påtænkt ændring forud for ikrafttrædel- se. Der er ikke fastsat nogen eksakt tidsgrænse for, hvor tidligt en ændring skal varsles.«

Reglerne om ændringsretten i personforsikring omfatter for det første æn- dringer i de forhold, der er omfattet af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, dvs. blandt andet ændringer i forsikringens løbetid. Dernæst omfatter den kun væ- sentlige ændringer i disse forhold, og endelig omfattes kun ændringer, der er til ugunst for forsikringstageren. I AKF 82.764 fandt nævnet, at selskabet ik-

62. Bekendtgørelse nr. 1132 af 17/11-2006

ke havde aftalemæssig hjemmel til at ændre en livrente til en ratepension. Selskabet blev derfor pålagt at genetablere forsikringen med livrente.

Ligesom ved god skik-bekendtgørelsen er det ikke klart, hvad der skal for- stås ved væsentlige ændringer, ligesom det ikke er klart, hvornår i aftalefor- løbet kunden skal varsles om ændringen. Dette må således afgøres efter den konkrete ændrings karakter og aftalens beskaffenhed. Ved arbejdsmarkeds- pensioner kan ændringerne foretages, når ændringen træder i kraft eller i den årlige forsikringsoversigt, jf. § 3, stk. 2.

Affattelsen af bekendtgørelsens § 3, stk. 1, efterlader tvivl om, hvorvidt den også hjemler selskabet en egentlig ændringsret. Imidlertid er det alminde- ligt antaget, at selskabets ændringsret kræver udtrykkelig hjemmel i aftalen. Bestemmelsens anvendelse må derfor forudsætte et tilstrækkeligt aftalegrund- lag. Personforsikring, der er oprettet i et livsforsikringsselskab, indeholder traditionelt ikke en ændringsret og er således markant anderledes end skades- forsikring, der sædvanligvis indeholder en ændringsret og/eller en opsigelses- ret, jf. afsnit 4 om sidstnævntes indflydelse på ændringsretten. Det må erin- dres, at visse personforsikringer kan være skadesforsikringer. Dette gælder, hvis de er oprettet i et skadesforsikringsselskab.

En særlig problemstilling foreligger, når der er indtrådt en forsikringsbe- givenhed. Udgangspunktet er, at selskabet ikke kan ændre vilkårene med virkning for den indtrådte forsikringsbegivenhed og dennes skadesfølger, selv om disse opstår senere, jf. hertil FAL 120. Dette gælder ved forsikringer med et skadesårsagsprincip. Ved forsikringer med et skadesvirkningsprincip fravi- ges dette udgangspunkt, hvis skadesvirkningen er ophørt og først opstår igen på et senere tidspunkt. I »mellemperioden« er selskabet berettiget til at ændre vilkårene ifølge. Dette følger af UfR 2014.2593Ø (citeret lige nedenfor i det småtrykte).

UfR 2014.2593: Landsretten udtalte bl.a.: »Landsretten lægger til grund, at forsikringsbe- tingelserne anvender et skadesvirkningsprincip, hvorefter det er skadesfølgens indtræden – det kvalificerede erhvervsevnetab og ikke årsagen hertil – der er afgørende for, om der fo- religger en dækningsberettiget begivenhed. Forsikringsbegivenheden, der bestod i, at der skulle være realiseret et tilstrækkeligt erhvervsevnetab som beskrevet i forsikringsbetingel- serne, var imidlertid efter den skete bevisførelse ikke realiseret inden den 1. januar 2005. På dette tidspunkt forelå der ikke nogen igangværende sag om erstatning for erhvervsevne- tab, idet den i 2001 anmeldte sag var afsluttet og forsikringsydelserne ophørt med appel- lantens raskmelding og genoptagelse af arbejde i februar 2002. Indstævnte var derfor ifølge forsikringsbetingelserne berettiget til at foretage ændringer i forsikringen med virkning og- så for appellanten, således at det af appellanten i maj 2005 anmeldte erhvervsevnetab skal bedømmes efter de pr. den 1. januar 2005 gældende forsikringsbetingelser.

Efter svensk FAL kap. 11, § 7, stk. 1, har selskabet ret til at tage forbehold om ændring af livs-, syge- og ulykkesforsikring ved udløbet af en forsikringsperiode, såfremt dette er

begrundet i forsikringens karakter eller en anden særlig omstændighed. I modsætning til det der følger af dansk praksis har selskabet ikke ret til at ændre forsikringen som følge af en indtrådt forsikringsbegivenhed, jf. § 7, stk. 2. I dansk ret har det således hidtil været an- taget, at selskabet har ret til at ændre aftalevilkårene for ulykkesforsikring efter en indtrådt forsikringsbegivenhed, når der i aftalen er hjemmel til at opsige den efter en sket skade (det mindre i det mere), jf. AKF 67.179, hvor selskabet ansås berettiget til at ændre en ulykkes- forsikring ved at indføre en ansvarsfraskrivelsesklausul i stedet for at udnytte en opsigel- sesret efter en anmeldt skade. Efter svensk FAL § 7, stk. 3, kan selskabet foretage ændrin- ger i aftalen, hvis forsikrede eksempelvis deltager i en væbnet konflikt i udlandet eller bo- sætter sig i udlandet, jf. ordet »en vis hændelse« i bestemmelsen og fortolkningen heraf, Prop. 2003/04: 150, side 511. De forsikredes helbredstilstand kan med tiden forværres. For at beskytte de forsikrede mod, at selskabet af den grund forhøjer præmien eller pålægger de forsikrede skærpede vilkår, er det bestemt i svensk FAL § 7, stk. 2, at selskabet ikke kan ændre forsikringen, som følge af at forsikredes helbredstilstand forværres.

I modsætning til de danske regler gælder en udtrykkelig regel om, at ændringerne får virkning efter en måneds varsel, svensk FAL § 7, stk. 2. Som noget usædvanligt, i hvert fald efter dansk ret, har forsikringssøgende en lovhjemlet ret til at få prøvet selskabets af- visning af at ville tegne eller forny en forsikring, jf. FAL, Kap. 16, §§ 7-9. Denne prøvel- sesret ses dog ikke (direkte) at omfatte selskabets ændringer af aftalen.

Efter norsk FAL kap. 12, § 7, stk. 4, har selskabet ret til at ændre aftalen i forbindelse med fornyelse af forsikringen, forudsat at det sker sammen med præmieopkrævningen for den nye forsikringsperiode og fremsendelse af de nye vilkår. Desuden pålægges selskabet en redegørelsespligt mht. de skete ændringer, jf. straks nedenfor. Ligesom ved skadesfor- sikring, jf. ovenfor afsnit 3.1, kan selskabet ved individuel syge- og ulykkesforsikring ikke ændre vilkårene i forsikringstiden. Ved livsforsikring har selskabet imidlertid ret til at æn- dre aftalen i forsikringstiden. Dette skyldes, at denne forsikring ofte har en langvarig løbe- tid (forsikringstid), jf. Ot.prp. nr. 49 (1988-89), side 111. Det er ikke usædvanligt, at de norske selskaber udnytter denne ændringsret, og tager forbehold herfor i aftalen, jf. Bull, side 191. Ved kollektive forsikringer har selskabet ret til at ændre vilkår og præmie også i forsikringstiden, jf. norsk FAL kap. 19, § 8 og om fortolkningen af denne bestemmelse Bull, l.c.

I norsk FAL, kap 13, § 3, stk. 2, findes en særlig regel, hvorefter forsikringstageren, i en situation som den der er reguleret af dansk FAL § 6, stk. 2, har mulighed for at kræve, at forsikringen fortsætter, selvom han ved forsikringens tegning har afgivet urigtige oplys- ninger om den risiko, selskabet skulle overtage. En sådan ret findes ikke i dansk FAL § 6, stk. 2.

7.7.3.1. Selskabets informationspligt

Efter informationsbekendtgørelsen skal selskabet varsle ændringer, medmin- dre disse skyldes udefrakommende forhold, som selskabet ikke har indflydel- se på. Som det er fremgået lige ovenfor, er det ikke afklaret, hvornår varslin- gen skal ske. Det må antages, at selskabet skal varsle ændringen således, at kunden efter en konkret vurdering af ændringen og forsikringens karakter får en rimelig tid til at overveje om han vil acceptere ændringen eller finde et an- det selskab. Det fremgår ikke af bekendtgørelsen om og i bekræftende fald, hvilke retsvirkninger der indtræder ved manglende varsling.

Efter svensk FAL påhviler der selskabet en informationspligt, hvis det foretager ændringer af aftalen. Efter kap. 10, § 6 skal selskabet således informere forsikringstageren om æn- dringerne i nødvendigt omfang, og ændringer, der medfører begrænsninger i dækningen ved forsikringen, skal særligt fremhæves. Informationerne skal gives samtidig med præ- miekravet for den nye forsikringsperiode i hvilken de nye vilkår skal være gældende. Rets- virkningerne af, at selskabet ikke informerer særskilt om begrænsninger i dækningen, er, at disse ikke kan påberåbes af selskabet, medmindre der er tale om en dækningsbegrænsning, der fremgår af lov, jf. kap. 10, § 9, 2. og 3. punktum. Ifølge Prop. 2003/2004, side 388 sig- ter »lov« til bl.a. gældende retsregler, og dette gælder, selv om disse indeholder en væsent- lig begrænsning af forsikringsdækningen.

Vil et norsk selskab ændre vilkårene i forbindelse med fornyelse af syge- og ulykkes- forsikring, skal det sammen med præmieopkrævningen for den nye forsikringsperiode give forsikringstageren de nye vilkår med en redegøre for de ændringer som er gjort. En æn- dring, der ikke er redegjort for på denne måde, får ikke nogen virkning, jf. norsk FAL kap. 12, § 7, stk. 4. Information om ændringsretten i de kollektive personforsikringer i forsik- ringstiden skal som nævnt ovenfor have hjemmel i aftalen.

7.7.4. Regulering af ændringsretten efter princippet »det mindre i det mere«

Forsikringsankenævnet har udviklet den praksis, at selskabet har ret til at fo- retage ændringer i aftaler om skadesforsikring og syge- og ulykkesforsikring, såfremt disse er mindre end de retsfølger, der ville indtræde ved selskabets anvendelse af aftalens opsigelsesklausuler. En typisk opsigelsesadgang findes i opsigelsesreguleringsklausulen, hvorefter en aftale kan opsiges i forsikrings- tiden med et varsel på 14 dage. Klausulen har i almindelighed følgende ind- hold: »Efter enhver anmeldt skade er såvel forsikringstageren som selskabet indtil 14 dage efter erstatningens betaling eller efter afvisning af skaden be- rettiget til at ophæve forsikringen med 14 dages varsel.«

I kendelserne AKF 33.893, AKF 83.034 og AKF 67.179 anvendte Anke- nævnet således princippet og nåede frem til, at selskabet havde ret til at ændre forsikringen. I den forbindelse må det erindres, at der er tale om en gensidig opsigelsesret, således at det står kunden frit at opsige forsikringen, hvis han ikke vil acceptere ændringen.

AKF 83.034: Kunden kunne ikke acceptere, at selskabet havde forhøjet præmien på hans ulykkesforsikring fra 831 kr. til 1.247 kr. Iht. en opsigelsesklausul i aftalen, som indeholdt en gensidig opsigelsesklausul, fik selskabet medhold med henvisning til princippet »det mindre i det mere«.

Efter tilkomsten af god skik-bekendtgørelsens § 35 kan der rejses spørgsmål, om ovennævnte klausul i skadesforsikring, herunder visse ulykkesforsikrin- ger, vil stride mod reglen om god skik. Hvis der er tale om en væsentlig æn- dring, forudsætter § 35, at denne kun kan varsles ved forsikringens udløb.

Hvis denne fortolkning lægges til grund, vil praksis vedrørende denne klausul således kunne komme i strid med god skik-reglen.

7.7.5. Saglighed og ligebehandling

Det antages, at der i dansk forvaltningsret gælder en almindelig ligheds- grundsætning med et selvstændigt materielt indhold. Endvidere at ligheds- grundsætningen virker normerende på, hvad der i det konkrete retstilfælde er (u)sagligt.63

Formålet med et lighedsprincip er selvsagt, at borgerne i det store offentlige system skal stilles på samme måde ved forvaltningsafgørelser, når der er tale om sammenlignelige situationer. Spørgsmålet, om en afgørelse er usaglig, hvi- ler på magtfordrejningslæren. Formålet med magtfordrejningslæren er at be- skytte borgerne mod forvaltningsafgørelser truffet på et usagligt grundlag.

På det privatretlige område har der ikke været opstillet samme regler eller grundsætninger for private erhvervsvirksomheder. Disse har traditionelt – in- den for visse rammer – kontraheringsfrihed, ligesom de har ret til at forskels- behandle deres kunder, f.eks. pga. fiskale interesser eller almindelige forret- ningshensyn (stor kunde-fordele, som f.eks. lavere præmie). Der opstilles hel- ler ikke et almindeligt krav om, disse erhvervsvirksomheder skal træffe sagli- ge afgørelser, eller at de skal indgå aftaler med et sagligt indhold. Det er det almindelige udgangspunkt, at parterne – inden for visse rammer, jf. DL 5-1-2 og aftalelovens §§ 36 og 38 c – forhandler og selv bestemmer kontraktvilkå- rene.

Når forsikringsselskaber driver deres virksomhed på et meget stort mar- ked, der har et kundepotentiale, der alt andet lige størrelsesmæssigt kan side- stilles med den offentlige sektors virksomhed, kan der rejses spørgsmål, om grundsætningerne bør anvendes på dette område. Dette antages at gælde på andre områder af privatretten, navnlig vedrørende forsyningsaftaler, som på- peget af Ole Hansen i TfR 2011.468 f., jf. hertil UfR 2006.1189H (bl.a. som følge af monopolstatus måtte kunderne ikke udsættes for usaglige kriterier el- ler forskelsbehandling) og UfR 1952.289H (el-leverandør havde ikke anvendt usaglige hensyn eller forskelsbehandling over for en kunde). Desuden kan der rejses spørgsmål, om der allerede – navnlig af doms- og ankenævnspraksis – kan udledes sådanne uskrevne principper i dansk forsikringsret.

Når det gælder andre retsforhold end ændringer af aftalen, kan det af den forsikringsretlige doms- og ankenævnspraksis udledes, at der i visse tilfælde opstilles et krav om saglighed, ligesom nogle afgørelser kan tages som udtryk

63. Steen Rønsholdt og Azad T. Abkenar i Juristen 2013, side 12 ff.

for anvendelses af et lighedsprincip. I Finanstilsynets vejledning til god skik- bekendtgørelsen anføres det da også (i bemærkningerne til § 3), at selskabet ikke kan fastsætte skærpede vilkår, hvis de ikke er begrundet i risikomæssige hensyn eller andre saglige hensyn. I FED 2001.808V fandtes det »sagligt« begrundet, at et forsikringsselskab ikke ville tegne forsikring for et bestemt bilmærke. Af UfR 1948.51H og en række kendelser fra Forsikringsankenæv- net fremgår det, at et forsikringsselskab ikke kan afvise at indgå en aftale, hvis dette vil stride mod gældende forsikringspraksis eller selskabets egen praksis på området, jf. til eksempel kendelse nr. 16.986 og hertil FED 1999.1405V (almindelig forsikringsretlig praksis). Når et forsikringsselskab ikke kan afvise at tegne (forbruger)-forsikring, hvis det må antages at ville stride mod praksis i branchen eller i selskabet, kan dette tages som udtryk for, at selskaberne ikke må forskelsbehandle kunderne, dvs. et lighedsprincip. Et sådant princip kommer også til udtryk i Finanstilsynets vejledning til god skik-bekendtgørelsen, hvor det i bemærkningerne til § 3 anføres, at et forsik- ringsselskab ikke må forskelsbehandle personer, som ønsker at tegne en lov- pligtig forsikring.

Når det gælder ændringsretten, er der ikke klare eksempler i dansk ret på,

at der opstilles et krav om saglighed eller lighed, men praksis viser, at der op- stilles et krav om, at ændringen skal være begrundet i risikomæssige vurde- ringer. Dette må forstås således, at ændringen skal være sagligt begrundet.

8. Aftalens fornyelse/fortsættelse eller ophør

8.1. Aftalens fornyelse/fortsættelse

Før forbrugerbevægelsen rigtig kom i gang, var alle forsikringer flerårige. Ef- ter henstilling i Forbrugerkommissionens betænkning 1975:738 opfordrede det daværende Assurandør-Societet sine medlemmer til at indføre étårige for- brugerforsikringer.64 Dette gælder efterhånden også de fleste erhvervsforsik- ringer, medmindre forsikringstageren har anmodet om en flerårig forsikring. I bekræftende fald vil forsikringsperioden sædvanligvis være 3 år. Hertil kan føjes de såkaldte kortidsforsikringer, der anvendes ved entrepriser. Disse for- sikringer kan tegnes for én dag og indtil flere måneder eller år.

I almindelighed indeholder såvel forbrugerforsikringer som erhvervsfor- sikringer en klausul om automatisk forlængelse af forsikringstiden. Klausulen går ud på, at forsikringen fortsætter ét år ad gangen, medmindre den opsiges af selskabet eller forsikringstageren med et i aftalen nærmere bestemt varsel

64. Assurandør-Societetets (nu F&P) henstilling er gengivet i dommen i UfR 1982.176H.

til forsikringsperiodens udløb. Sådanne klausuler er i overensstemmelse med den delvis præceptive bestemmelse i FAL § 31.

FAL § 31 opstiller ikke et forbud mod fornyelse i mere end ét år, men opstiller nogle tids- frister, selskabet i givet fald skal overholde. Reglen vil ikke længere have større betydning for dansk tegnede forsikringer. Se hertil Lisbeth Kjærgaard & Henning Jønsson, s. 187 f., med illustrerende praksis vedrørende »ældre« forsikringer.

I de tilfælde, hvor en forsikring stilles i bero, kan der være behov for særlig information fra selskabet – f.eks. oplysninger om, på hvilke vilkår forsikrin- gen kan fortsætte, jf. til eks. AKF 52.686.

AKF 52.686 i FED 2000.2208: Ved skrivelse af 16. marts 1995 havde forsikringstageren anmodet selskabet om at stille hans livsforsikring (rateforsikring) i bero. Selskabet besva- rede henvendelsen ved at oplyse, at forsikringen herefter var omskrevet til fripolice (se om dette begreb kap. 16, afsnit 7.1). I 1999 ønskede forsikringstageren at genoptage betalin- gerne på policen, men fik afslag fra selskabet. Selskabet krævede at forsikringen skulle ny- tegnes på med nye risikooplysninger mv. Nævnet udtaler bl.a. »... stillede han det klare spørgsmål, hvilke konsekvenser betalingsstoppet ville have for forsikringen. På det spørgsmål fik han et åbenbart ufyldestgørende svar ... idet selskabet heri blot oplyste om noteringen til fripolice og ikke, at han ved genoptagelse af betalingerne ville være stillet som ved nytegning.« Nævnet fandt, at der var tale om mangelfuld rådgivning, der havde medført et tab, og selskabet skulle derfor yde forsikringstageren samme vilkår som ved den oprindelige rateforsikring.

8.2. Aftalens ophør ved opsigelse

8.2.1. Forbrugerforsikring

Efter § 57 i lov om finansiel virksomhed har forsikringstagere ved forbruger- forsikring ret til at opsige aftalen med et varsel på 30 dage til udgangen af en kalendermåned.65 Forbrugerbegrebet er defineret på samme måde som i FAL

§ 2, stk. 4. Hensigten med bestemmelsen har været at give forbrugerne en al- mindelig ret til opsigelse i forsikringstiden også ved étårige forsikringer.66 De selskaber, der udbyder forbrugerforsikringer, tilbyder i dag forsikringspro- dukter, som kunderne kan opsige med et varsel af maksimalt 30 dage, enten mod en tillægspræmie eller mod et særligt gebyr, som pålægges ved opsigel- sen,67 jf. AKF 72.951, hvor et selskab beregnede sig et gebyr på 500 kr. for

65. »Forsikring« 2005.3: Kortere opsigelsesvarsel – højst en måned – på forbrugerforsik- ringer, Claus Tønnesen.

66. Efter bestemmelsens ikrafttræden vil den situation, der forelå i UfR 2003.193V, ikke længere kunne opstå.

67. Jf. »Forsikring«, nr. 10/2004, s. 10.

hver police med henvisning til F&P’s henstilling. Nævnet udtalte, at der af konkurrenceretlige grunde ikke i en branchehenstilling kan fastsættes regler om gebyrets størrelse, men nævnet fandt ikke grundlag for at kritiserer geby- rets størrelse. Selv om reglen er optaget i en offentligretlig lov, må det anta- ges, at den vil få afsmittende virkning på den civilretlige afgørelse ved et sel- skabs tilsidesættelse af bestemmelsen, jf. hertil ovenfor i afsnit 7.5 i det små- trykte. Opsigelsesfristen gælder ikke livsforsikring, ejerskifteforsikring og korttidsforsikring, der indgås for en periode af højst en måned, medmindre en sådan forsikring er en del af en anden (omfattet) forsikring.

§ 57 har følgende ordlyd: »Et forsikringsselskab, der udbyder forbrugerforsikringer, skal tilbyde, at de pågældende forsikringer kan tegnes med vilkår om, at forsikringen kan opsi- ges af forsikringstageren med et varsel på 30 dage til udgangen af en kalendermåned.

Stk. 2. Ved en forbrugerforsikring i stk. 1 forstås en forsikringsaftale, hvor forsikrings- tageren (forbrugeren) ved aftalens indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for livsforsikring og ejerskifteforsikring tegnet i henhold til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv. Stk. 1 gælder endvidere ikke for forsikring, som dækker en særligt opstået risiko, der kun strækker sig over et be- grænset tidsrum, når forsikringsaftalen indgås for en aftalt periode af højst 1 måned (kort- tidsforsikring), medmindre forsikringen er en del af en anden type forsikring.«68

Ligesom ved selskabets opsigelse, jf. straks nedenfor, kan der også ved for- sikringstagerens opsigelse, i hvert fald i et vist omfang, stilles krav om sag- lighed, jf. UfR 2003.193V.

UfR 2003.193V: Motorkøretøjsforsikring. A afmeldte nummerpladerne på sine to biler for samme dag at lade dem indregistrere på ny. Det lagdes til grund, at dette alene skete for at omgå forsikringernes opsigelsesfrister. A var derfor ikke frigjort for sine betalingsforplig- telser i henhold til forsikringsaftalernes opsigelsesbestemmelse.

Selskabets opsigelsesret afhænger af de aftalte vilkår.69 Der er ikke noget til hinder for, at selskabet kan betinge sig et kortere varsel end en måned, og at selskabet betinger sig opsigelsesret efter en anmeldt skade.

AKF 67.179: Selskabet var berettiget til at opsige en ulykkesforsikring efter anmeldelse af skade. Selskabet valgte i stedet, at indsætte en ansvarsfraskrivelsesklausul. Ud fra princip- pet om det mindre i det mere fik selskabet medhold.

68. Se om denne bestemmelse Henrik Øe og Jens Røn, Juristen 2004, s. 268 f.

69. Se om erstatning for uberettiget opsigelse, FED 2003.20Ø: Selskab blev tilpligtet at betale skønsmæssig erstatning til forsikringstageren for uberettiget opsigelse af uop- sigelig aftale om årsrejseforsikring.

De tidligere særlige gensidige opsigelsesvarsler efter anmeldt skade osv. kan opretholdes, når det gælder selskabets ret og med respekt af ovennævnte § 57, når det gælder forsikringstagerens ret. Efter anmodning skal selskabet be- grunde opsigelsen. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til relevante retsregler og en kort redegørelse for, hvorfor aftalen opsiges. Efter anmod- ning skal begrundelsen være skriftlig, jf. FAL § 3 b.70 Motiverne til denne lovbestemmelse forudsætter, at selskabet informerer om denne ret.71 Det vil derfor være nærliggende, at selskaberne i realiteten i praksis uopfordret giver en begrundelse for opsigelsen. Det synes dog ikke at være tilfældet, jf. til ek- sempel AKF 72.523, hvor nævnet (blot) anfører, at forsikringstageren har ret til at bede om en begrundelse for opsigelsen. FAL § 3 b indeholder ikke et krav om, at opsigelsen skal være saglig, og god skik-bekendtgørelsens § 6, stk. 5, der bestemmer, at en finansiel virksomheds opsigelse af en kundes af- tale skal være saglig, finder netop ikke anvendelse på forsikringsvirksomhed, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 6, og ovenfor kap. 2, afsnit 1.2. Uanset dette er det muligt, at Finanstilsynet ex officio i påkommende tilfælde vil udtale sig, om et selskabs opsigelsespraksis er i overensstemmelse med god forsikrings- skik i relation til lov om finansiel virksomhed. Forsikringsankenævnet (og domstolene) kan efterprøve, om opsigelsen er sagligt begrundet i relation til de forsikringsretlige principper, hvor det er et ulovreguleret område. Nævnet har dog i AKF 68.416 tilkendegivet som sin opfattelse, at bestemmelsen ikke giver mulighed for prøvelse af opsigelsens saglighed, hvorved nævnet henvi- ser til Bet. nr. 1423/2002, side 267 ff.

Selskabets opsigelse til forsikringens udløb kan ske med hjemmel i afta-

len, men i mangel af aftale herom vil i hvert fald personforsikring ikke kunne opsiges før udløb eller ændres til skade for forsikringstageren, jf. UfR 1998.407H. Ved anden forsikring, som f.eks. tingsforsikring, er der ikke helt de samme hensyn at tage, jf. citatet af dommen lige nedenfor i det småtrykte, men udgangspunktet må være, at selskabets opsigelse i forsikringstiden kræ- ver hjemmel i aftalen eller lov.

UfR 1998.407H: I 1981 tegnede A en ulykkesforsikring i forsikringsselskabet F. Forsik- ringen dækkede tab af erhvervsevne, dødsfald, invaliditetserstatning og tandskade. Forsik- ringens varighed (forsikringstiden) var aftalt til 30 år. Der fandtes ikke nogen opsigelses- klausul i forsikringsvilkårene. I november 1993 meddelte F, at der med virkning fra næste præmiebetaling indførtes opsigelsesadgang for F efter en skades afslutning eller et erstat- ningskravs afvisning og en generel opsigelsesadgang for erhvervsevnetabsdækningen. Hø-

70. Se hertil Henrik Øe og Jens Røn i Juristen 2004.266 f. 71. Jf. Bet. 1423/2002, s. 342,

jesteret konstaterede, at der ikke var aftalt nogen opsigelsesret for F og fandt, at formålet med at tegne en personforsikring som den foreliggende bl.a. måtte antages at være at sikre sig ulykkesforsikringsdækning gennem en længere periode af sit liv, herunder også i en livsperiode, hvor en ny forsikring af helbredsmæssige grunde muligvis ikke kunne tegnes på tilsvarende vilkår. På baggrund af dette formål fandt Højesteret ikke, at forsikringsvilkå- renes almindelige regler om ændring af aftalen eller almindelige regler om ophør af vedva- rende kontrakter gav grundlag for, at F kunne indføre en opsigelsesadgang.

AKF 55.244 i FED 2002.1961: Begæring om tegning af forsikring for ny bil berettige- de ikke selskabet til at betragte forsikringen for den gamle bil for opsagt. Se også AKF 56.886 i FED 2002.2113.

AKF 54.927 i FED 2002.1913: Selskabet havde ikke overholdt opsigelsesfrist i motor- køretøjsforsikring i forbindelse med manglende betaling af selvrisiko, og kunne derfor ikke opsige forsikringen. AKF 67.485: Et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage ved anmeldt skade indenfor en frist på 1 måned ansås ikke for overholdt af selskabet. Aftalen kunne derfor først ophører ved hovedforfald, dog forudsat at forsikringstageren betalte præmie indtil da.

AKF 55.282 i FED 2002.1962: Selskabet fandtes ikke at have godtgjort, at forsikrings- tageren havde afgivet urigtige oplysninger om præmietrin ved tegning af motorkøretøjsfor- sikring. Selskabet kunne anvende den almindelige kontraktmæssige opsigelsesadgang.

AKF 67.208: I forbindelse med porteføljeoverdragelse blev katteforsikringer opsagt. Selskabet havde underrettet kunderne, jf. FIL § 233, stk. 3. Klageren fik ikke medhold i at hun med føje måtte gå ud fra at forsikringen fortsatte i det modtagende selskab.

Selskabets opsigelse kan som udgangspunkt ikke få virkning for en forsik- ringsbegivenhed, der i forsikringstiden er under udvikling, men først er ende- lig efter opsigelsen. Dette er navnlig relevant ved forsikringer, der indeholder et skadesvirkningsprincip eller konstateringsprincip, jf. UfR 1996.294H og RG 1988.917 (citeret ovenfor i afsnit 7.6).

UfR 1996.294H: Forsikringstageren, der havde tegnet en hesteforsikring med en forsik- ringssum på 1 mio. kr., anmeldte den 21/11-1990, at den forsikrede hest var kommet til skade den 20/10-1990. Forsikringen dækkede »død eller påbudt aflivning i henhold til lov om værn for dyr«, og forsikringstageren anmodede selskabet om tilladelse til at aflive he- sten. Dette afslog selskabet ved skrivelse af 19/12-1990 og opsagde samtidig forsikringen med 14 dages varsel under henvisning til følgende forsikringsvilkår: »... Ved enhver an- meldt skade er såvel forsikringstager som selskabet berettiget til indtil 14 dage efter erstat- ningens udbetaling eller afvisning af skaden at ophæve forsikringen med 14 dages varsel.« Den 4/4-1991 blev hesten aflivet, idet det nu fandtes stridende mod dyreværnsloven at lade den leve. Mht. selskabets opsigelse udtalte Højesteret, at denne ikke kunne påberåbes over for forsikringstagerens krav, såfremt den lidelse, som var konstateret, var af en sådan art, at tabet ved den senere aflivning som følge af denne lidelse måtte anses for omfattet af forsik- ringsdækningen. Meningen er, at selskabet naturligvis ikke skal kunne opsige en forsikring med virkning for en forsikringsbegivenhed, der er varslet.

Aftaleretligt indeholder en opsigelse dels et påbud om, at modtageren skal re- spektere opsigelsen som bindende for ham, dels et løfte om, at modtageren

ikke længere skal være bundet af aftalen. Hvis det er forsikringstageren, der opsiger aftalen, betyder dette, at opsigelsen er bindende for selskabet, når den kommer frem, og at den er bindende for forsikringstageren, når den er kom- met til selskabets kundskab, jf. Aftl. § 7. Når sidstnævnte betingelse er op- fyldt, får opsigelsen retsvirkning. Da opsigelsen består af (bl.a.) et løfte, kræ- ves ikke accept fra modtageren, før den er bindende. Om opsigelsen får rets- virkning efter sit indhold, afhænger af, om opsigelsesfristerne mv. er over- holdt. Har en af parterne opsagt aftalen uden angivelse af, fra hvilken dato opsigelsen skal gælde, er parterne bundet af det almindelige varsel, der frem- går af forsikringsbetingelserne eller loven.

Skanderborg Ret – BS 476/90: Forsikringstageren havde den 5/2-90 opsagt bilkaskodæk- ningen uden at anføre nogen dato for ændringen. Den 15/2-90 skete der en skade på bilen. Selskabet afviste erstatning, da forsikringen var opsagt. Forsikringstageren hævdede, at opsigelsen først fik virkning efter udløbet af det normale opsigelsesvarsel på 3 måneder. Selskabet påstod, at opsigelsen måtte opfattes som en anmodning om, at kaskoforsikringen straks skulle bringes til ophør, og at en opsigelse er et løfte, som er bindende og ikke kræ- ver accept. Retten var enig i, at opsigelsen var bindende for forsikringstageren, når den kom til selskabets kundskab. Retten fandt imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at forsik- ringstageren havde ønsket forsikringen opsagt straks, og selskabet blev derfor dømt til at betale erstatning. I en noget lignende sag var Ankenævnet kommet til det modsatte resultat

– nemlig at forsikringstageren måtte antages at ville opsige forsikringen straks (AKF 21.036/87). Sagerne er ref. af Henning Jønsson i »Forsikring« 1991.311.

AKF 63.678: Forsikringstageren opsagde bilkaskoforsikring ved brev af 30/12-03. Den 31/12-03 opstod der brand i bilen. Denne var dækket, idet policens hovedforfald var den 1/1. Forsikringen kunne derfor først anses for opsagt med virkning pr. 31/12-04.

Forsikringstageren kan tilbagekalde en opsigelse. Tilbagekaldelsen får dog kun virkning, hvis den er kommet frem til selskabet, inden eller samtidig med at opsigelsen er kommet til selskabets kundskab, jf. Aftl. § 7. Hvis forsik- ringstageren ifølge aftalen har ret til at opsige forsikringen uden varsel, og han opsiger den fra »dags dato«, betragtes forsikringen for ophørt denne dato. Opsigelsen får således retsvirkning efter sit indhold, men først når den er kommet til selskabets kundskab.

Bevisbyrden for, at opsigelsen er modtaget af adressaten, påhviler afsen- deren, og opsigelsen får som sådan først retsvirkning, når den er fremkom- met, jf. FAL § 33.72 Opsigelsen får da retsvirkning efter sit indhold, medmin- dre dette strider mod aftalen, jf. til eks. AKF 18.346 citeret nedenfor.

72. Jf. Den private syge- og ulykkesforsikring (1990) s. 235.

I AKF 18.346 (»Forsikring« 1986 nr. 23/24) fik opsigelsen retsvirkning efter sit indhold. Forsikringstageren afsendte den 24/9 opsigelse til selskabets assurandør, hvor han opsagde en livsforsikring »fra dags dato«. Opsigelsen kom frem til assurandørens kontor den 25/9. Den 29/9 døde forsikringstageren. Assurandøren var på ferie, og først den 30/9 fik han kundskab om opsigelsen. Det antoges med rette, at forsikringstageren »efter almindelige aftaleretlige regler« var bundet af opsigelsen. Afgørelsen kritiseres af Lisbeth Kjærgaard og Henning Jønsson, side 180, som mener, at den ikke stemmer overens med almindelige aftaleretlige regler.

Opsiges aftalen af selskabet, har selskabet ret til præmie for den forløbne tid, jf. FAL § 16, stk. 1. Heraf kan det udledes, at forsikringstageren har ret til til- bagebetaling af præmie fra opsigelsens virkning indtil aftalens ophør. Ved forbrugerforsikring kan dette ikke fraviges til skade for forsikringstageren.

8.2.2. Erhvervsforsikring

I erhvervsforsikringer, det vil sige forsikringer, der falder uden for forbruger- begrebet i § 57 i lov om finansiel virksomhed, vil et opsigelsesvarsel på 4 uger eller mere til forsikringens hovedforfaldsdag være almindeligt. Som ud- gangspunkt fortsætter erhvervsforsikring – ligesom forbrugerforsikring – ind- til den bliver opsagt af en af parterne.

Afgrænsningen over for forbrugerforsikring er ikke altid ligetil. Når der tegnes en landbrugsforsikring for en deltidslandmand, er der så tale om en er- hvervsforsikring eller forbrugerforsikring? Såfremt forsikringen alene omfat- ter landbruget, taler dette for at antage, at forsikringstageren alene handler in- den for sit erhverv, som er landbruget, selv om hans hovedbeskæftigelse f.eks. måtte være kontor. Såfremt forsikringen omfatter såvel landbruget som forsikringstagerens private område, synes det vanskeligt at besvare spørgs- målet. Udgangspunktet må være, at valget falder på den virksomhed, hvortil forsikringen har den nærmeste tilknytning. Ved fortolkningen kan i øvrigt hentes bidrag fra praksis og teori omkring forbrugeraftalelovens og aftalelo- vens enslydende forbrugerbegreb,73 jf. Lennart Lynge Andersen, Aftaleloven med kommentarer s. 313 f. og om »blandede kategorier«, s. 294 og Sonny Kristoffersen, Forbrugerretten (1. udg.), s. 24, 27 og s. 33.

8.2.3. Særlige lovregler om opsigelse

I visse tilfælde har selskabet ret til at opsige forsikringen uden udtrykkelig hjemmel i aftalen. Hvis forsikringstageren har givet urigtige oplysninger ved aftalens afslutning, kan selskabet – selv om forsikringstageren var i god tro –

73. Bevisbyrdereglen er udeladt i § 57.

opsige aftalen iflg. FAL § 5, stk. 2. Ved risikoforøgelse kan selskabet opsige aftalen, selv om risikoforøgelsen er sket uden forsikringstagerens vilje, jf. FAL § 47. Fælles for disse regler er, at de kun gælder for skadesforsikring, og at opsigelsesvarslet er en uge.

Lovgivningen indeholder visse begrænsninger mht. selskabets og forsik- ringstagerens ret til at opsige aftalen. Hensynet til de skadelidte vejer tungere end hensynet til aftalefriheden, når det gælder ansvarsforsikring for motor- køretøjer. Forsikringstageren er forpligtet til at tegne ansvarsforsikring og at holde denne i kraft, og selskabet kan kun opsige forsikringen, hvis der er tale om præmierestance, jf. til eksempel AKF 48.599 i FED 1999.1788.74 Noget lignende gælder ansvarsforsikring for hunde, jf. bkg. nr. 485 af 25/9-1984 om ansvarsforsikring for hunde. Ved præmierestance gælder de almindelige reg- ler om opsigelse, jf. FAL § 13.

Reglen i FAL § 84 om opsigelse af brandforsikring modificeres af FIL

§§ 59 og 60. Det følger af bestemmelserne i FIL, at selskabet ikke kan opsige eller afvise bygningsbrandforsikring, medmindre der foreligger de i bestem- melserne nærmere angivne forhold.

8.3. Aftalens ophør af andre grunde (end opsigelse)

Ved skadesforsikring ophører aftalen i almindelighed, hvis den interesse, der er forsikret, er bortfaldet. Når forsikringstagerens bil er totalskadet vil forsik- ringen således automatisk ophøre, medmindre forsikringstageren anskaffer en anden bil. Hvis interessen ophører pga. en forsikringsbegivenhed, der er om- fattet af forsikringen, har det tidligere været antaget, at forsikringstageren ik- ke havde krav på tilbagebetaling af præmie, medmindre der forelå kutyme el- ler fast praksis for tilbagebetaling, jf. AKF 40.061/1996 og 54.350 i FED 2001.2041 om en sådan praksis ved autoforsikring og hertil AKF 82.822 for- udsætningsvis.75 I AKF 82.228 var en hundeforsikring ophørt pga. hundens død. Da klageren havde anmeldt en skade i forsikringstiden, havde hun ikke krav på tilbagebetaling af præmie for næsten et år.

Den ovennævnte praksis kunne ikke opretholdes efter lovændringen i 2003, hvorefter § 16 – i modsætning til før lovrevisionen – er præceptiv for så vidt angår forbrugerforsikringer, jf. § 17, stk. 1. Selv om det tyder på, at en ændring på dette punkt ikke har været velovervejet, jf. bemærkninger til lov-

74. Jf. bkg. nr. 585 af 9/7-2002, kap. 2, nu bkg. nr. 579 af 6/6-2007, kap. 2.

75. Aftalen kan indeholde vilkår om præmien ved interessens bortfald, jf. AKF 58.622 i

»Forsikring« 2003, nr. 17: Med hjemmel i forsikringsbetingelserne skulle forsikrings- tageren betale præmie et helt kvartal, selv om hesten var blevet aflivet.

forslaget (L 169),76 hvoraf det fremgår, at der kun foretoges redaktionelle ændringer mht. § 16, må lovteksten stå til troende. Heraf følger det af § 16 stk. 2, at forsikringstageren ved forbrugerforsikringer har ret til tilbagebeta- ling (ristorno) af præmie fra interessens ophør, (opsigelsens virkning, § 16, stk. 1) indtil aftalens ophør. Det samme gælder, når det er forsikringstageren, der opsiger aftalen, jf. § 16, stk. 2. Dette afskærer (stadig) ikke selskaberne fra at beregne en større præmie i hæftelsesperioden ved ujævne risikoforhold. I AKF 83.412 har Forsikringsankenævnet da også ændret praksis. Nævnet fandt således, at forsikringstageren havde ret til tilbagebetaling af præmie fra den dag, forsikringsinteressen bortfaldt.

Ved forsikringer, der er tegnet for et forud bestemt åremål for en bestemt genstand, vil forsikringen normalt ophøre og kan ikke – ved tab af genstan- den – overføres til en ting, der træder i stedet for den tabte, jf. til illustration AKF 52.153/2000. Forsikringstageren havde købt en videomaskine hos M og havde tegnet en 5-årig forsikring for videoen. Efter ca. 2 år blev videoen stjå- let og M udbetalte erstatning. Forsikringstageren måtte tegne en ny 5-årig forsikring for den nye videomaskine.

Hvis forsikringstagerens interesse bortfalder, men tredjemands interesse består, fordi han har et tilgodehavende i tingen, jf. FAL § 54, er det uafklaret i dansk ret, om tredjemand kan holde forsikringen i kraft ved selv at indbetale præmien (såkaldt interventionsbetaling). Nogle selskaber vil antagelig accep- tere interventionsbetaling, mens andre vil afvise dette. Der foreligger således ikke nogen fast forsikringspraksis på området, ligesom spørgsmålet ikke ses behandlet af domstolene. En dom fra Retten i Ballerup synes at forudsætte, at interventionsbetaling i hvert fald kræver en aftale mellem forsikringstageren og panthaveren, og at selskabet underrettes herom.77 Spørgsmålet om tredje- mands ret til at foretage interventionsbetaling af præmien må afgøres efter en ganske konkret vurdering. Ved denne vurdering må bl.a. foretages en afvej- ning af selskabets ret til og berettigede interesse i at bringe forsikringen til ophør også over for panthaver, i forhold til panthavers rettigheder efter FAL

§§ 54-57 samt en eventuel noteret panthaverdeklaration (se bilag 4).

Se om ansvarsforsikring ØLD af 20/10-2004 (23. afd. sag a.s. nr. B-2897-03) : Forsik- ringsinteressen fandtes ikke ophørt – vedrørende en erhvervsansvars forsikring – ved virk- somhedens konkurs. Der lagdes bl.a. vægt på at forsikringen primært var tegnet for at fri- holde forsikringstageren for erstatningsansvar for arbejdsskader og erstatningskrav kan

76. Se hertil Bet. 1423/2002 under specialbemærkningerne til § 17. Udvalget tog ikke stilling til virkningerne af præceptiviteten på gældende forsikringspraksis.

77. BS 1-10.385/99 af 21. februar 2000.

fremkomme nogen tid efter virksomhedens ophør. Arbejdsskaden var sket i april 1996 og konkursdekret var afsagt i juli 1997. Skadelidte havde ikke overholdt anmeldelsesfristen på 3 måneder regnet fra juli 1997.

Ved summaforsikring ophører aftalen normalt, hvis den risiko, der er tegnet forsikring for, er bortfaldet.78 Har forsikringstageren tegnet ulykkesforsikring med dækning ved tab af arbejdsevne, ophører forsikringen således, hvis han førtidspensioneres. Ved livsforsikring – i modsætning til ulykkesforsikring - kan spørgsmålet om tilbagebetaling af præmie reguleres i aftalen, idet § 16 ikke gælder for denne forsikring.

Herudover ophører kollektive forsikringer, der omfatter børn under foræl- drenes policer, f.eks. når den unge er fyldt 18 eller 21 år. Dette gælder til ek- sempel familieforsikring og ulykkesforsikring. Ved ulykkesforsikring er praksis den, at selskaberne ved det fyldte 18. år orienterer forsikringstage- ren/forældrene om, at den unge ikke længere er omfattet af dækningen. Så- fremt selskabet fortsat anfører den unge som omfattet af den sikrede kreds, vil selskabet risikere fortsat at måtte yde dækning til den unge, jf. AKF 67.987, hvor dette fremgik af selskabets opkrævninger.

78. Se Lisbeth Kjærgaard & Henning Jønsson, s. 246 f. og Ivan Sørensen, Den private syge- og ulykkesforsikring (1990), s. 234.