Standardlejevilkår af januar 2014
Standardlejevilkår af januar 2014
for medlemmer af Dansk Byggeri, Stilladssektionen
1. Tilbudsgrundlag
For tilbud gælder "Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed" af 10. december 1992 (AB 92) med nedennævnte tilføjelser og fravigelser. Ved anvendelse af AB 92 skal "entreprenøren" forstås som udlejer og lejer forstås som "bygherren". Endvidere gælder Dansk Byggeris standardforbehold af maj 2008.
Det forudsættes, at lejer stiller velfærdsforanstaltninger til rådighed for udlejers ansatte i henhold til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 589 af 22. juni 2001 om indretning af byggepladser og lignende steder.
Såfremt den i tilbudet angivne leveringstid for arbejde og materiel ikke kan overholdes på grund af dokumenteret indgang af andre ordrer indkommet inden modtagelse af accept, optages der forhandling om ændret leveringstid. Fører denne forhandling ikke til et resultat, forbeholder udlejer sig helt eller delvist at træde tilbage fra sit tilbud.
Ved udlejning uden opstilling betales ud over tilbudsbeløbet / daglejen gebyr for udlevering og modtagelse af stilladset samt transportudgifter.
2. Brug og opstilling
Stilladset er kun beregnet til brug for de formål, der er anført i tilbudet og på ibrugtagningsskiltet.
Stilladser, der opstilles af udlejer, må først tages i brug, når stilladset af udlejer er meldt klar til brug.
Det er ikke tilladt lejer af stilladset at fremleje eller udlåne stilladset til tredjemand uden udlejers tilladelse.
Det er ikke tilladt lejer at ændre eller ombygge et af udlejer opsat stillads, herunder fjerne eller flytte fastgørelser, konsoller mv.
Specielt gøres opmærksom på, at anvendelse af kemiske væsker, der kan virke skadelige på stilladsmateriellet, kun er tilladt med udlejers skriftlige tilladelse.
Såfremt misbrug af stilladset konstateres, er udlejer berettiget uden varsel at opsige lejemålet og nedtage stilladset for lejers regning. Let facadestillads opstilles, medmindre andet er aftalt, med en afstand af 2 meter mellem stilladsetagerne uanset vindueshøjder mv., og bredden er maksimalt 70 cm.
Med hensyn til tilladelige maksimale belastninger henvises til gældende love og regler.
Det forudsættes, at arealet, hvor stilladset skal opsættes, ligesom tilkørselsvejen er ryddet, planeret og tilstrækkelig bæredygtig, jf. nedenfor pkt. 4, afsnit 2.
3. Lejeperiode, sted for modtagelse og aflevering af det lejede Lejen beregnes med 7 dage pr. uge, uanset eventuelt vejrlig, ferier og flyttedage. Minimumsleje 3 dage.
a. Stillads, der udlejes uden montering:
Udlejningsperioden regnes fra og med den dag stilladset forlader udlejers plads og løber til og med den dag, stilladset modtages på udlejers plads i ubeskadiget og rengjort stand. Se endvidere ovenfor pkt. 1, afsnit 4.
b. Stillads, der monteres og demonteres af udlejer:
Udlejningen begynder og slutter på monteringsstedet, dog først når stilladset er ryddet og rengjort. Såfremt misbrug af stilladset konstateres, er udlejer berettiget i henhold til pkt. 4 uden varsel at opsige lejemålet og nedtage stilladset for lejers regning.
Udlejningsperioden regnes fra og med den dag, det lejede stilles til lejers disposition i arbejdsklar stand og ophører, når det med 2 arbejdsdages varsel er afmeldt til udlejers kontor.
4. Xxxxxx, ansvar og eftersyn
I lejeperioden bærer lejer over for udlejer fuldt og helt risikoen og ansvaret for skader på det lejede materiel, ligesom lejer hæfter for bortkommet materiel. Indtræffer der forhold, som lejer efter ovenstående hæfter for, betales der leje af materiellet - med fradrag for udlejers eventuelle sparede udgifter - indtil erstatning herfor er ydet til udlejer.
Lejer bærer endvidere risikoen for skade på tilkørselsveje, overfladebelægninger, underjordiske installationer og lignende, som skyldes, at forudsætningerne nævnt ovenfor i pkt. 2, sidste afsnit, ikke har været opfyldt.
Lejer er i lejeperioden pligtig til at foretage det i henhold til lovgivningen sikkerhedsmæssige eftersyn af stilladset, herunder f.eks. at føre tilsyn med, at fastgørelser og konsoller mv. ikke løsnes eller fjernes. Det lovpligtige eftersyn skal foretages af en sagkyndig og påføres ibrugtagningsskiltet. Med hensyn til eventuel retablering henvises til pkt. 2.
Ved opsætning af net og presenninger gælder særlige ansvarsforhold, hvorom der henvises til særskilte angivelser i tilbudet. Vedrørende forsinkelse henvises til pkt. 6.
5. Forsikringsforhold
For at sikre den forsikringsmæssige dækning for skader på det lejede, bortset fra rullestilladser, er der af udlejer tegnet en all-risk forsikring med en selvrisiko. Størrelsen af selvrisikoen, som vil blive opkrævet hos lejeren i tilfælde af skade, vil fremgå af det konkrete tilbud. Ved fakturering vil der ud over entreprisesummen blive påført et beløb til dækning af udgifterne ved denne forsikring. Bidragets størrelse vil fremgå af det konkrete tilbud. Lejer kan på forlangende få udleveret kopi af forsikringsvilkårene.
Medlemmer af sektionen har tegnet erhvervs- og produktansvarsforsikring i anerkendt selskab med en maksimum dækning. Størrelsen på maksimumdækningen vil fremgå af det konkrete tilbud.
Ifølge forsikringsselskabernes praksis dækkes skader på fast ejendom (ruder, skilte og andet fast tilbehør mv.) primært af ejendommens forsikring og sekundært af udlejers ansvarsforsikring. Uanset udlejer måtte være ansvarlig for en skade sket på fast ejendom, skal skaden derfor altid af skadelidte anmeldes til ejendommens husejerforsikring.
6. Forsinkelse
Udlejer er berettiget til tidsfristforlængelse, når det følger af AB 92, § 24, samt når:
*Nedbør, lav temperatur, vind eller andet vejrlig forhindrer eller for - sinker arbejdet.
*Arbejdet standses eller sinkes af offentlige påbud eller forbud fra Arbejdstilsynet, der ikke klart og udtrykkeligt følger af lovgivning, myndighedsanvisninger, reglementer eller tilsvarende alment gældende retningslinier.
Ved krav fra lejer i tilfælde af udlejers ansvarspådragende forsinkelse
- jf. AB 92, § 25, stk. 1 - betaler udlejer en dagbod på 1 o/oo pr. arbejdsdag af kontraktsummen ekskl. moms. Ved aftaler om dagleje er beregningsgrundlaget den samlede leje ekskl. moms for den ved tilbudet forudsatte lejeperiode. Kan bod ikke fastlægges efter ovenstående retningslinier, betaler udlejer erstatning efter dansk rets almindelige regler, dog maksimalt et beløb svarende til leje for den tid forsinkelsen varer.
7. Sikkerhed
Udlejer stiller kun sikkerhed, såfremt der særskilt fremsættes skriftligt påkrav herom, og såfremt lejer ligeledes stiller sikkerhed over for udlejer. Udlejers sikkerhed ophører i så fald 10 arbejdsdage efter lejeperiodens udløb, jf. pkt. 3, medmindre lejer forinden skriftligt har fremsat krav i anledning af aftaleforholdet. Lejer betaler særskilt de ved sikkerhedsstillelsen forbundne udgifter, når påkrav om sikkerhed er fremsat efter tilbudsafgivelse. I øvrigt gælder bestemmelserne i Dansk Byggeris standardforbehold af maj 2008.