Udbudsannonce vedrørende forpagtningsaftaler
Udbudsannonce vedrørende forpagtningsaftaler
Naturstyrelsen Thy udbyder forpagtning af naturarealet, Lodbjerg, på i alt ca. 16,60 ha.
Forpagtningen udbydes af: Naturstyrelsen Thy
Adresse: Xxxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxx
Telefonnummer: 00 00 00 00 Kontaktperson: Xxxxx Xxxxxxxxx
1. Beskrivelse af forpagtningsarealet
• Naturarealet, Lodbjerg omfatter et areal på ca.16,60 ha. Afgrænsningen fremgår af vedlagte kortmateriale, jf. bilag 2.
• Naturarealet er nærmere beskrevet i bilag 5 Naturbilag og i bilag 4 Kontraktudkast - herunder særlige forhold vedr. fredninger, naturbeskyttelsesloven, habitatområder m.v.
• Politikken for Naturstyrelsens arealforvaltning er, at arealerne skal plejes med stor hensynstagen til de landskabelige, naturmæssige og miljømæssige forhold. Hertil kommer bl.a. krav til græsningstryk og udbindingsperiode.
• Arealet skal drives med ekstensiv/nedsat græsningstryk i perioden 1. april - 30. november.
• Der er mulighed for at udvide græsningsperioden de enkelte år efter aftale med bortforpagter.
• Forpagters udbinding på arealet må alene omfatte kreaturer og heste.
• Brug af kemiske bekæmpelsesmidler må ikke finde sted på arealet. Desuden må der ikke anvendes nogen form for gødning, eller jordforbedrende stoffer. Kontrakten vil blive opsagt med øjeblikkelig virkning, hvis der anvendes kemiske bekæmpelsesmidler, gødning eller jordforbedrende stoffer.
• Der må ikke foretages slåning på arealet. Kontrakten vil blive opsagt med øjeblikkelig virkning, hvis arealet bliver slået/brakpudset.
• Der må ikke tilskudsfodres på arealet. Kontrakten vil blive opsagt med øjeblikkelig virkning, hvis der bliver tilskudsfodret. Vitamin- og mineraltilskud til dyrene samt fodring i kalveskjul anses ikke for tilskudsfodring, og må ske efter nærmere aftale med bortforpagter.
• Offentlighedens adgang til arealerne gælder efter den til enhver tid gældende lovgivning herom.
• Bortforpagter har mod et forholdsmæssigt fradrag i forpagtningsaftalen ret til at udtage mindre dele af arealet til friluftsmæssige formål.
• Kontraktens løbetid er 5 år, gældende fra 01-01-2023 til 31-12-2027. Herefter foreligger mulighed for at forlænge kontrakten yderligere 5 år.
Arealet er beliggende kystnært. Det er derfor sandsynligt, at der kan være forhøjet koncentration af PFAS i græs og/eller vand på arealet, hvilket kan få betydning for mulighederne for at anvende dyr, der har afgræsset arealet i fødevareproduktion samt evt. at anvende indhøstet materiale fra arealet til foder. Der gælder højere indikatorværdier for kvæg til mælkeproduktion og for får til kødproduktion. Der er ikke på nuværende tidspunkt ikke udarbejdet indikatorværdier for andre typer af dyr som anvendes til afgræsning.
Naturstyrelsen har i samarbejde med Miljøstyrelsen foretaget stikprøver af PFAS- koncentration i græs og vand. Der er primært tale om stikprøver foretaget i november 2022 i et bælte på én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. I græsprøver er der fundet PFAS over Fødevarestyrelsens laveste indikatorværdi, som var gældende på prøvetagningstidspunktet for foder/græs til kvæg til kødproduktion, i 55 ud af 60 arealer. Derudover er der undersøgt overfladevand på 47 arealer, her er der fundet PFAS over Fødevarestyrelsens indikatorværdi, som var gældende på prøvetagningstidspunktet for vand til kvæg til kødproduktion i 9 af prøverne. Ud over de 60 arealer langs vestvendte kyster er der taget syv referenceprøver på lignende arealer langs den jyske østkyst. På fem af disse syv arealer er der fundet PFAS i græsprøver over Fødevarestyrelsens indikatorværdier. Se hertil bilag 2 - ”oversigt over PFAS prøvetagning – græs” og bilag 3 - ”oversigt over PFAS prøvetagning- vand”.
Forpagter/dyreholder er ansvarlig for selv at følge med i anvisningerne på henholdsvis Miljøstyrelsens og Fødevarestyrelsens hjemmesider vedr. PFAS-forurening, ligesom forpagter/dyreholder er ansvarlig for at forholde sig til risikoen for at foder/græs på/fra arealet kan indeholde PFAS og de mulige konsekvenser heraf for forpagters/dyreholders drift.
2. Afgivelse af tilbud
Naturstyrelsen ønsker tilbud på forpagtning for ovenstående arealer på de vilkår, der er beskrevet i kontraktudkastet, jf. bilag 4. Hvis du ønsker at afgive et tilbud, skal det ske via tilbudsblanketten, jf. bilag 6.
Den pris, du angiver på tilbudsblanketten, skal både være prisen årligt pr. ha i DKK ekskl. moms og den samlede årlige pris ekskl. moms for det udbudte areal.
Du skal være opmærksom på, at prisen reguleres årligt med nettoprisindekset for januar måned i opkrævningsåret.
På tilbudsblanketten skal du klart og entydigt angive, hvilken fysisk eller juridisk person der er tilbudsgiver og dermed ansvarlig over for ordregiver.
Tilbudsblanketten med tilhørende bilag skal være skrevet på dansk. Tilbudsblanketten skal sendes til:
Naturstyrelsen Thy, Xxxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxx xxxxx på E-mail: xxx@xxx.xx
sammen med bilag 7 – Tro- og Loveerklæring vedr. overholdelse af dyreværnsloven.
Når du sender dit tilbud, skal du tydeligt markere det med følgende: Udbud 36-0112 - Lodbjerg
Naturstyrelsen gør opmærksom på, at dyrkningsbegrænsninger og andre særlige forhold i forpagtningskontrakten kan have betydning for dine muligheder for at opnå tilskud til arealerne. Såfremt du planlægger at søge tilskud, herunder grundbetaling, bærer du alene ansvaret for, at støttebetingelserne kan opfyldes. Du opfordres til at undersøge betingelserne for de relevante støtteordninger, og hvorvidt disse kan opfyldes på de forpagtede arealer med de anførte dyrkningsbegrænsninger, evt. med bistand fra din egen rådgiver.
3. Frist for afgivelse af tilbud
Du skal sende tilbudsblanketten, så den er modtaget i Naturstyrelsen på mailadresse: Xxx@xxx.xx eller pr. post jf. ovenstående senest den 17. marts 2023 kl. 12.00. Tilbud modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning. Vær særligt opmærksom på at almindelig brevpost ikke omdeles dagligt og ej heller før kl. 12.00 på ovennævnte adresse.
Når du har afgivet dit tilbud, er du forpligtet til at vedstå det i 30 kalenderdage fra tilbudsfristens udløb, dog kun indtil der er indgået kontrakt. Hvis Naturstyrelsen accepterer dit tilbud i vedståelsesperioden, er du derfor forpligtet til at skrive under på kontrakten. Efter du har underskrevet kontrakten, kan du kun træde ud af den i forhold til kontraktens bestemmelser om opsigelse.
De tilbud, der modtages rettidigt, vil blive åbnet umiddelbart efter tilbudsfristens udløb. Du har som tilbudsgiver ikke adgang til at overvære åbningen af tilbud.
4. Forbehold
Hvis du i dit tilbud har taget væsentlige forbehold for grundlæggende elementer i udbudsmaterialet, kan det medføre, at Naturstyrelsen ikke tager dit tilbud i betragtning. Grundlæggende elementer kan eksempelvis være forbehold vedr. pris, tidsfrister mm. Naturstyrelsen er dog berettiget til at afvise ethvert tilbud med forbehold uanset forbeholdets karakter.
Du skal underskrive tro- og loveerklæringen jf. bilag 7, og indsende den sammen med din tilbudsblanket.
Hvis du ikke skriver under på erklæringen, eller du er dømt for grovere overtrædelser af dyreværnsloven, og overtrædelsen efter et konkret skøn kan vurderes at have relevans for din varetagelse af den udbudte kontrakt, så kan Naturstyrelsen afvise dit tilbud. Det samme gælder, hvis Naturstyrelsen er vidende om, at du tidligere har misligholdt en forpagtnings- eller græsningskontrakt med Naturstyrelsen.
5. Vurdering af tilbud
Naturstyrelsen vælger at indgå en aftale med den, der giver det højeste tilbud.
6. Kontraktgrundlag
Der indgås aftale om forpagtningen på baggrund af kontraktudkastet, jf. bilag 4.
7. Annullering
Naturstyrelsen forbeholder sig ret til at annullere det samlede udbud, eller udbuddet for de enkelte delarealer indtil udbudsforretningen er afsluttet med endelig indgåelse af kontrakt, såfremt der foreligger en ikke-usaglig begrundelse herfor.
8. Tidsplan
Den 3. marts 2023 | Offentliggørelse af udbudsmateriale |
Den 17. marts 2023 – kl- 12.00 | Frist for modtagelse af tilbud |
Uge 11 | Forventet ordretildeling – telefonisk kontakt til højestbydende |
Uge 13 | Forventet kontraktindgåelse |
1. januar 2023 | Kontrakten træder i kraft |
9. Spørgsmål og rettelser
Hvis du har spørgsmål eller forslag til rettelser til udbudsmaterialet, kan du kontakte ordregiver som anført øverst i annoncen.
10. Bilagsliste
Bilag 1: Kortmateriale
Bilag 2: Oversigt over PFAS prøvetagning – græs Bilag 3: Oversigt over PFAS prøvetagning- vand Bilag 4: Kontraktudkast
Bilag 5: Naturbilag
Bilag 6: Tilbudsblanket
Bilag 7: Tro – og love erklæring