Love for
Love for
BordtennisDanmark
Kap.1. Generelle bestemmelser
§ 1
Stk. 1. Forbundets navn er Bordtennis Danmark. Forbundet blev stiftet den 16. januar 1943.
Stk. 2. Forbundet er en sammenslutning af bordtennisklubber og enkeltpersonmedlemmer i Danmark, og disse udgør Forbundets medlemmer.
Stk. 3. Forbundet er underlagt de for Danmarks Idrætsforbund (DIF), International Table Tennis Federation (ITTF) og European Table Tennis Union (ETTU) til enhver tid gældende love og bestemmelser.
Stk. 4. Forbundet er medlem af Danmarks Idrætsforbund, International Table Tennis Federation, European Table Tennis Union og North European TableTennis Union (NETU).
§ 2
Stk. 1. Forbundets formål er at virke for bordtennissportens fremme og vækst.
Stk. 2. Som faglig og administrativ myndighed inden for bordtennissporten i Danmark har Forbundet følgende opgaver:
Samarbejdsorgan: At virke for samarbejde i såvel idrætslig som administrativ henseende mellem Forbundets klubber.
Interesseorganisation: At være fællesorgan og repræsentere klubbernes generelle interesser over for andre idrætsorganisationer, herunder DIF, Team Danmark og andre nationale myndigheder og hovedorganisationer i udlandet.
Rammer: At fastsætte love og reglementer for bordtennis; at sikre, at de til enhver tid gældende love og reglementer for bordtennisporten overholdes, samt at give bindende fortolkninger af disse.
Information: At sikre, at pressen, offentligheden og bordtennissportens egne interessenter holdes informeret om bordtennissportens udvikling og resultater.
Holdturnering: At udvikle, udskrive og forvalte holdturneringer. Individuelle turneringer: At udvikle, koordinere, godkende og forvalte et udbud af individuelle
turneringer på alle niveauer, herunder at afvikle Danske Mesterskaber.
Breddetilbud: At udvikle og sikre udbud af aktivitetstilbud for alle bordtennissportens klubber og deres medlemmer.
Uddannelse: At varetage uddannelse af ledere, trænere og dommere.
Eliteudvikling: At sikre dansk bordtennis international klasse ved at varetage en struktur med de fornødne kompetencer, som kan uddanne/udvikle spillere til at konkurrere i verdenseliten.
Arrangementer: At arrangere bordtennisbegivenheder som kan sikre sportens position og synlighed i det danske og internationale idræts- og mediebillede.
§ 3
Lyd-, billed- og kommercielle rettigheder
Stk. 1. Forbundet besidder samtlige lyd- og billedrettigheder til ethvert arrangement i
Danmark, som afvikles i henhold til Forbundets love og reglementer. Forbundets administration har ansvaret for forhandling af aftaler ift. Forbundets overordnede interesser med lyd- og billedrettigheder, til ethvert arrangement i Danmark, som afvikles i henhold til forbundets love og reglementer.
Stk. 2. Forbundet besidder samtlige kommercielle og arrangementsmæssige rettigheder til ethvert arrangement som Forbundet selv afvikler, er arrangør af, eller lader afvikle i henhold til Forbundets love og reglementer. Forbundets administration har ansvaret for forhandling af aftaler ift. Forbundets overordnede interesser til ethvert arrangement i Danmark, Forbundet selv afvikler, er arrangør af, eller lader afvikle i henhold til Forbundets love og reglementer.
Stk. 3. Forbundets klubber besidder øvrige kommercielle rettigheder til alle øvrige arrangementer, som klubberne selv er arrangør af.
Stk. 4. Det samme gælder lyd- og billedrettigheder til internationale arrangementer, medmindre disse ved anden aftale eller særlig hjemmel er tillagt det internationale forbund.
§ 4
Stk. 1. Forbundet er forpligtet til at lade sine idrætsudøvere underkaste sig den dopingkontrol, som DIF eller andre idrætsorganisationer, som DIF har truffet aftale med, måtte foranstalte i forbindelse med arrangementer, herunder træningssamlinger og lignende i både ind- og udland.
Stk. 2. Forbundet yder DIF og organisationernes organer enhver bistand, der måtte forlanges til
varetagelse af disses opgaver, og gennemfører herunder i samarbejde med DIF’s organer fornøden dopingkontrol ved DIF’s foranstaltning.
Stk. 3. Forbundet må ikke uden tilladelse fra DIF selv foretage dopingkontrol eller analyser.
Stk. 4. Såfremt der rejses sigtelse mod en dansk idrætsudøver i forbindelse med en dopingkontrol, gennemført af en anden kompetent kontrolinstans i eller udenfor Danmark, skal Forbundet umiddelbart herefter sende samtlige sagens dokumenter til DIF.
§ 5
Forbundets klubber, deres medlemmer og enkeltpersonmedlemmer underkaster sig DIFs regler om forbud mod manipulation af idrætskonkurrencer (matchfixing) og tilsvarende uetisk adfærd.
§ 6
Habilitet.
En person er inhabil i enhver sag, hvis:
1. Vedkommende har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er/har repræsenteret nogen, der har sådan interesse.
2. Vedkommendes ægtefælle, nært beslægtede eller andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har sådan interesse.
3. Vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab eller anden juridisk person, der har særlig interesse i sagens udfald.
4. Der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
5. Den der er inhabil i en sag, må ikke deltage i afgørelsen af eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af sagen. Ved et valg kan vedkommende dog deltage, selvom personen er bragt i forslag.
6. Den, der er bekendt med, at der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om et medlemshabilitet, har pligt til snarest at underrette det pågældende organ herom. Dette træffer herefter beslutning om, hvorvidt der foreligger inhabilitet. Det pågældende medlem må ikke selv deltage i behandlingen af og afgørelsen om inhabilitet.
Kap.2. Forbundets medlemmer
§ 7
Stk. 1. Enkeltpersoner kan blive medlemmer af Forbundet ved betaling af et årligt kontingent til Forbundet, som vedtages på årsmødet. Forbundet udarbejder et aktivitetstilbud til enkeltpersonmedlemmer og fører en medlemsliste over de enkeltpersoner som optages.
En klub kan blive optaget som medlem af Forbundet ved at sende en skriftlig/elektronisk anmodning til administrationen vedlagt udskrift af klubbens vedtægter og økonomiske status. Betingelse for medlemskab er dog, at Forbundets bestyrelse kan godkende klubbens vedtægter og økonomiske status.
Stk. 2. Enkeltpersoner kan blive optaget som medlem af Forbundet ved anmodning herom til bestyrelsen. Forbundet udarbejder et aktivitetstilbud til enkeltpersonmedlemmer og fører en medlemsliste over disse.
§ 8
Som ekstraordinære medlemmer af Forbundet kan optages organisationer, hvorunder der dyrkes bordtennis. Dette forudsætter en godkendelse på årsmødet, hvorunder der tillige fastsættes hvilke rettigheder og pligter, der skal gælde, samt hvilket kontingent, der skal betales.
§ 9
En klubs eller enkeltpersonmedlems udmeldelse af Forbundet skal ske ved skriftlig/elektronisk meddelelse til administrationen med et varsel på 3 måneder til 1. august.
§ 10
Stk. 1. En klub og dens idrætsudøvere, samt enkeltpersonmedlemmer er forpligtet til at overholde alle love og bestemmelser fastsat af ITTF, ETTU, DIF og Forbundet og beslutninger truffet i henhold hertil.
Stk. 2. På anmodning fra Forbundet, skal en klub:
a. Holde Forbundet bekendt med klubbens vedtægter, ledelse og regnskaber.
b. Invitere Forbundet til klubbens generalforsamling med ret til at overvære samme, med taleret men uden stemmeret.
Stk. 3. I tilfælde af overtrædelse af ovennævnte bestemmelser, kan klubben tildeles en advarsel eller ifalde en bøde og i grove tilfælde, kan der ske udelukkelse fra Forbundet i kortere eller længere tid.
§ 11
Stk. 1. Såfremt en klub har udelukket et medlem på grund af restance med betaling af gæld eller af andre årsager, som strider mod klubbens vedtægter eller øvrige regler herunder DIFs love, lovregulativer og reglementer, kan Forbundet udelukke medlemmet midlertidigt eller permanent fra deltagelse i enhver aktivitet under Forbundet.
Stk. 2. Klubben skal senest 14 dage fra udelukkelsen er meddelt til medlemmet, underrette Forbundet herom. Et udelukket medlem skal samtidig med, eller umiddelbart efter udelukkelse, gøres bekendt med sine appelmuligheder af klubben.
Stk. 3. Bestyrelsen kan ligeledes udelukke en klub og/eller dennes medlemmer og/eller enkeltpersonmedlemmer, der skønnes at modarbejde eller på anden måde skade Forbundets formål eller omdømme.
Stk. 4. En klub eller et enkeltpersonmedlem, der er i restance med betaling af ydelser til Forbundet, kan udelukkes fra Forbundet.
Kap.3. Forbundets organer
§ 12
Forbundets anliggender varetages af:
• Årsmødet
• Bestyrelsen
• Ledergruppen
• Administrationen
• Regionale vækstteams
• Faggrupper
• Appeludvalget
• Legatudvalget
Kap. 4. Årsmøde
§ 13
Årsmødet er Forbundets højeste myndighed, og har den endelige afgørelse i forhold til ændring af nærværende love, bortset fra de kendelser som Appeludvalget og/eller DIF-Idrættens Højeste Appelinstans måtte træffe.
§ 14
Stk. 1. Stemmeberettigede til årsmødet er 1 repræsentant pr. klub, jf. seneste DIF klubopgørelse. Endvidere har hvert bestyrelsesmedlem en stemme, og repræsentanten for enkeltpersonmedlemmer har ligeledes en stemme. Repræsentanten for enkeltpersonmedlemmerne vælges blandt enkeltpersonmedlemmerne ved en valghandling forud for den ordinære generalforsamling. Valghandlingen gennemføres af Forbundet. Kun enkeltpersonmedlemmer, som ikke er i kontingentrestance, kan deltage i valghandlingen.
Stk. 2. En klub der er i restance, har ikke stemmeret. Stk. 3. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Alle medlemmer af klubber under Forbundet og enkeltpersonmedlemmer har adgang til at overvære årsmødet med taleret, men uden stemmeret.
§ 15
Stk. 1. Årsmødet skal afholdes mellem 1. maj og 1. juli. Tid og sted fastsættes af bestyrelsen. Årsmødet indkaldes med mindst 4 ugers varsel ved elektronisk post til alle klubber, enkeltpersonmedlemsrepræsentanten og opslag på Forbundets hjemmeside.
Stk. 2. Hvert andet år afholdes, i forbindelse med årsmødet, et ledermøde hvor der skal drøftes Forbundets almene tilstand, samt hvilke muligheder der findes for fortsat udvikling og vækst.
§ 16
Dagsorden for det ordinære årsmøde er følgende:
1. Valg af dirigent og kontrol af bemyndigelser.
2. Valg af to referenter.
3. Bestyrelsen aflægger sin beretning til godkendelse, herunder redegørelse for udviklingen i vækstteams og faggrupper. Denne redegørelse skal ske i skriftlig form, således at denne foreligger senest en uge før årsmødet, men kan suppleres og gøres til genstand for afstemning.
4. Bestyrelsen fremlægger det reviderede årsregnskab til godkendelse og forelægger det af bestyrelsen udarbejdede rammebudget for det kommende år.
5a. Fastsættelse af klubkontingent til Forbundet.
5b. Fastsættelse af enkeltpersonmedlemmers kontingent til Forbundet.
6. Behandling af indkomne lovforslag.
7. Xxxx af formand for 2 år i ulige år.
8. Valg af øvrig bestyrelse, jf. § 21.
9. Valg af bestyrelsessuppleant.
10. Valg af medlemmer til Appeludvalget, jf. § 18.
11. Valg af medlemmer til Legatudvalget, jf. § 18.
12. Valg af en revisor og evt. revisorsuppleant.
13. Eventuelt, hvorunder intet kan vedtages.
§ 17
Stk. 1. Årsmødet er beslutningsdygtigt med simpelt flertal, uden hensyn til antallet af fremmødte. Dog kræves til vedtagelse af lovændringer, at mindst 2/3 af de stemmeberettigede stemmer for lovforslaget.
Stk. 2. Valgbar til Forbundets organer er alle personer, der er fyldt 18 år, er medlem af en bordtennisklub eller enkeltpersonmedlem under Bordtennis Danmark og ikke er i restance. Forbundets fastansatte er ikke valgbare til bestyrelsen. En person der er fraværende på årsmødet kan vælges til et organ såfremt personen skriftligt har samtykket heri.
Stk. 3. Såfremt der er mere end én person på valg til en post, skal der ske skriftlig afstemning. På stemmesedlen angives det antal navne, svarende til det antal kandidater, der skal vælges. Valget afgøres ved relativt flertal (de(n) er valgt, som får flere stemmer end andre). Ved stemmelighed foretages omvalg mellem de pågældende kandidater. Ved stemmelighed efter anden afstemning, trækkes der lod. Der skal endvidere finde skriftlig afstemning sted, såfremt flertallet af de stemmeberettigede bestemmer det.
§ 18
Til Appeludvalget og Legatudvalget, der begge består af tre medlemmer, vælges hvert år et medlem for tre år samt en suppleant for et år. Medlemmer af bestyrelsen kan ikke vælges til disse udvalg. Mindst et af Appeludvalgets medlemmer samt suppleanten skal have juridisk
embedseksamen. Appeludvalget skal følge de af DIF fastsatte regler for ordensudvalg. Udvalgene konstituerer sig selv.
§ 19
Lovforslag der ønskes behandlet på årsmødet, skal være administrationen i hænde senest 14 dage før årsmødet, således at forslagene sammen med regnskab og budget kan udsendes senest 8 dage før årsmødets afholdelse.
§ 20
Ekstraordinært årsmøde kan indkaldes af bestyrelsen, såfremt der er flertal herfor. Ligeledes kan 30 klubber skriftligt forlange et ekstraordinært årsmøde indkaldt med en nærmere beskrevet dagsorden, og bestyrelsen har da pligt til inden en måned at indkalde hertil.
Kap. 5. Bestyrelse
§ 21
Stk. 1. Bestyrelsen består af 5 medlemmer.
Stk. 2. Formanden vælges i ulige år for 2 år. I lige år konstituerer bestyrelsen af sin midte en næstformand for en periode af 2 år. Samtlige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at der vælges 2 medlemmer i lige år og resten i ulige år. Desuden vælges hvert år 1-2 bestyrelsessuppleanter for 1 år.
Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formand eller næstformand er til stede. Ved stemmelighed er formandens subsidiært næstformandens stemme afgørende.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 5. Bestyrelsen træffer afgørelse vedrørende fortolkning af disse love, dog således at denne afgørelse kan indbringes for DIF- Idrættens Højeste Appelinstans.
Stk. 6. Forbundet tegnes af to i forening, hvoraf mindst en skal være formand eller næstformand. Bestyrelsen kan meddele prokura til ledende medarbejder.
Stk. 7. I tilfælde af formandens permanente forfald i løbet af valgperioden indtræder næstformanden som formand for den resterende del af valgperioden. Såfremt næstformanden
ikke ønsker at påtage sig formandskabet, kan bestyrelsen af sin midte vælge formanden for den resterende del af valgperioden. Hvis bestyrelsen ikke kan opnå enighed om valget heraf, indkalder bestyrelsen til et ekstraordinært årsmøde med valg af formand på dagsordenen.
Kap. 6. Ledergruppe
§ 22
Ledergruppen består af bestyrelsen og lederne af de nedsatte vækstteams. Derudover kan faggrupperne blive repræsenteret med en leder, hvis det findes relevant af faggruppen. Ingen kan besidde et dobbeltmandat. Fastansatte medarbejdere kan ikke være medlem af ledergruppen.
Kap. 7. Sekretariat
§ 23
Stk. 1. Bestyrelsen ansætter en leder/direktør, der under ansvar overfor bestyrelsen varetager den daglige ledelse og drift af Forbundet samt samarbejder med bestyrelsen for at fremme Forbundets interesser og sikre vækst.
Stk. 2. Xxxxxxx/direktøren udarbejder oplæg til strategier og budget i dialog med bestyrelse og ledergruppen. Lederen/direktøren er det samlende organ for samarbejde mellem bestyrelse, vækstteams og faggrupper, og skal styre fremdriften af de vedtagne strategier, samt foretage målinger af effekten.
Stk. 3. Ved ansættelse af en leder/direktør, skal bestyrelsen i ansættelseskontrakten sikre, at det tydeligt angives, hvad der er lederens/direktørens rettigheder og forpligtelser.
Kap.8. Regionale vækstteams
§ 24
Stk. 1. Bestyrelsen skal i samarbejde med lokale klubbers repræsentanter nedsætte regionale vækstteams, der skal arbejde for udvikling og vækst blandt Forbundets klubber. Disse vækstteams skal arbejde under et særskilt budget således, at de særlige regionale forhold tilgodeses.
Vækstteams konstituerer sig selv og udpeger en teamleder.
Stk. 2. Vækstteams skal formidle samarbejdet mellem klubber med det formål at sikre et lokalt handlerum for egne løsninger og modeller, der optimerer klubbernes og deres medlemmers forhold.
Stk. 3. Vækstteams skal være behjælpelige med at skabe samarbejde mellem klubber, skoler, SFO og kommuner.
Stk. 4. Vækstteams skal samarbejde og udveksle erfaringer.
Kap. 9. Faggrupper
§ 25
Stk. 1. Bestyrelsen har ansvar for at nedsætte faggrupper, der eksempelvis skal varetage interesser indenfor dommergerning, uddannelse, seniorer, turnering og stævner. Faggrupperne udpeger en leder af gruppen. Faggrupper handler under ansvar overfor bestyrelsen.
Stk. 2. Faggrupper er forpligtet til at samarbejde med regionale vækstteams og arbejde med det formål at skabe vækst i klubber.
Stk. 3. Faggrupperne nedsættes med det formål at stimulere klubbernes og medlemmernes faglige kvalifikationer indenfor deres virkeområde.
Kap. 10. Regnskab og revision
§ 26
Stk. 1. Regnskabsåret løber fra 1. januar til 31. december. Regnskabet skal opgøres i overensstemmelse med god regnskabskik og udvise et retvisende billede af Forbundets økonomi.
Stk. 2. Regnskabet skal være afsluttet og revideret senest 14 dage før årsmødet.
Stk. 3. Forbundet har tilsluttet sig Danmarks Idrætsforbunds revisionsaftale og den uvildige regnskabsmæssige gennemgang foretages der.
Stk. 4. Årsregnskabet med revisionsbemærkninger skal forelægges årsmødet til godkendelse.
Kap.11. Opløsning
§ 27
Stk. 1. Forbundet kan ikke opløses så længe 15 klubber ønsker dets beståen.
Stk. 2. Beslutning om Forbundets opløsning kan kun træffes på et årsmøde, der er specielt indkaldt i den anledning, og hvor der er repræsenteret mindst 4/5 af alle klubber og mindst 4/5 af alle stemmeberettigede stemmer for opløsning.
Stk.3. Såfremt et sådant årsmøde ikke er beslutningsdygtigt, skal der indkaldes til et nyt ekstraordinært årsmøde, som er beslutningsdygtigt uden hensyntagen til antallet af repræsenterede klubber, og hvor forslaget om opløsning kan træffes med almindeligt stemmeflertal.
Stk. 4. I tilfælde af Forbundets opløsning tilfalder Forbundets ejendele Danmarks Idrætsforbund.
Kap. 12. Ikrafttræden
§ 28
Stk. 1. Ovenstående lovbestemmelser træder i kraft ved årsmødets godkendelse.
Stk. 2. Samtidig med ovennævnte bestemmelsers ikrafttræden ophæves de hidtil gældende lovregler.
§ 29
Dansk Bordtennis Unions, fra 2019 Bordtennis Danmark, love er vedtaget på repræsentantskabsmøde den 19. april 1946 og ændret på repræsentantskabsmøder i 1947, 1948,
1952, 1957, 1961, 1964, 1965, 1966, 1967, 1973, 1974, 1975, 1976, 1977, 1980, 1981, 1983, 1984
og 1986, samt årsmøder i 1987, 1990, 1992, 1993, 1994, 1995, 1996, 1997, 1999, 2001, 2002,
2003, 2004, 2005, 2006, 2007, 2009, 2010, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019, 2020, 2021
og 2022.