Contract
1 Generelt
1.1 Definitioner
Købsaftalen: Den mellem Køber og Algeco indgåede aftale bestående af købsaftale med købstilbud og eventuelle bilag.
Aftalen: Købsaftalen og disse Generelle Købsvilkår.
Pavillonmodulerne: De sammenbyggede, eller enkeltstående flytbare pavillon-enheder som angivet i Købsaftalen, som Køber opnår ejendomsret til i henhold til Købsaftalen.
Algeco: Sælgeren, Algeco Denmark A/S, CVR-nr. 40881239.
Køber: Den i Købsaftalen som køber angivne part, som Algeco sælger Pavillonmodulerne til.
Kundetilpasninger: Ændringer af Pavillonmodulerne, som Algeco udfører inden overdragelsen til køber.
Begrænsningslinjer: Købers angivelse på målfast tegning eller angivet med fysiske målpinde af Pavillonmodulernes placering på Købers grund.
Montering: Levering, transport, opførelse og samling af Pavillonmodulerne.
1.2 Aftalens struktur
Købsaftalen og disse Generelle Købsvilkår udgør én integreret aftale (Aftalen). I det omfang der er uoverensstemmelse mellem på den ene side Købsaftalen med købstilbud og eventuelle bilag og på den anden side disse Generelle Købsvilkår, har Købsaftalen med købstilbud og eventuelle bilag forrang.
2 Pavillonmodulerne
Pavillonmodulerne er specificeret i Købsaftalen. Eventuelle produktdatablade for Pavillonmodulerne er angivet i Købsaftalen. Pavillonmodulerne er brugte og således ikke nyproducerede, og Køber erklærer ved sin underskrift på Købsaftalen at have besigtiget og grundigt gennemgået Pavillonmodulerne og gjort sig bekendt med eventuelle produktdatablade samt Pavillonmodulernes vedligeholdelsesmæssige tilstand, hvilken Køber således er bekendt med og accepterer.
3 Ejendomsforbehold
Algeco ejer Pavillonmodulerne, indtil hele købesummen med renter og omkostninger er betalt (ejendomsforbehold). Ved køb med ejendomsforbehold (det vil sige, hvis købesummen med renter og omkostninger ikke betales inden eller på leveringsdagen) er køber forpligtet til at forsikre Pavillonmodulerne med virkning fra og med leveringen, eller afhentning af Pavillonmodulerne til det i henhold til Købsaftalen aftalte sted. Forsikringssummen skal til enhver tid dække købesummen.
4 Overtagelsesdag, levering og risikoovergang
4.1 Overtagelsesdag
Pavillonmodulerne overdrages til Køber på det i Købsaftalen angivne leveringstidspunkt.
Såfremt overtagelse af Pavillonmodulerne forsinkes på grund af force majeure, såsom krig, jordskælv, strejke og lockout, eller andre forhold, som med rimelighed må anses at være uden for Algecos kontrol, udskydes leveringstidspunktet, og Køber kan ikke gøre krav på nogen erstatning, men er forpligtet til at modtage Pavillonmodulerne, medmindre Køber i Købsaftalen udtrykkeligt har betinget sig levering nøjagtig til bestemt tid.
Hvis overtagelsesdagen udskydes som følge af Købers forhold, kan Algeco
opmagasinere Pavillonmodulerne for Købers risiko, og Køber skal betale udgifterne til opmagasinering og øvrige omkostninger og tab, som udskydelsen måtte medføre.
4.2 Levering
Hvis det er aftalt, at Algeco skal levere og transportere Pavillonmodulerne til et bestemt sted er følgende gældende:
Køber bærer selv ansvaret og risikoen for Pavillonmodulerne samt forestår og bekoster eventuel projektering og myndighedsbehandling, som måtte være påkrævet for opnåelse af krævet myndighedsgodkendelse til at opstille og ibrugtage Pavillonmodulerne på det sted, hvor Pavillonmodulerne er monteret, eller hvor de i henhold til Købsaftalen skal leveres. Det er ligeledes Købers ansvar og risiko, og Algeco bærer intet ansvar for, at opstillingen af Pavillonmodulerne på det aftalte sted og deres anvendelse er i overensstemmelse med lovgivningen, servitutter og andre privatretlige forpligtelser eller pålæg mv.
Køber skal angive en begrænsningslinje, som Pavillonmodulerne i forbindelse med Algecos levering skal opstilles inden for. Køber har i enhver henseende ansvaret for placeringens lovlighed.
Køber skal sørge for fast kørevej og fast og tilstrækkeligt montageareal til brug for tilkørsel og montering af Pavillonmodulerne. Adgangsvej og montageareal skal have en bæreevne, som er tilstrækkelig til den af Algeco benyttede kran (tung trafik, min. 50kn/m2). Køber skal sikre, at adgang og montering kan ske uhindret af bygninger, beplantninger, ledninger, luftledninger eller andre hindringer.
Køber skal sikre og bærer risikoen for, at grunden har en bæreevne, der med fornøden sikkerhedsmargin tillader placering af Pavillonmodulerne. Den maksimalt tilladte højdeafvigelse inden for Pavillonmodulernes begrænsningslinje er 50 mm.
Medmindre andet er aftalt i Købsaftalen skal Algeco kunne påbegynde montering minimum fire (4) uger før aftalt overdragelsesdato, forudsat at eventuel fornøden byggetilladelse foreligger. Foreligger byggetilladelsen ikke, sker montering i enhver henseende for Købers regning og risiko.
Pavillonmodulerne placeres som anvist af Køber. Medmindre andet er aftalt, udføres monteringen inden for tidsrummet 06:00 til 17:00 på hverdage (mandag til fredag).
Hvis det er aftalt i Købsaftalen, at Algeco efter levering til det aftalt sted skal tilkoble Pavillonmodulerne til forsyningsledninger, er følgende gældende: El, vand og kloakledninger samt forsyningsledninger i øvrigt projekteres, dimensioneres og udføres af Køber. Køber er ansvarlig for og afholder alle omkostninger til, at el, vand og kloakledninger samt øvrige forsyningsledninger føres frem til tilslutningsstedet/tilslutningsstederne på Pavillonmodulerne. Alle tilslutningsafgifter betales af Køber.
Hvis Køber ikke har opfyldt sine ovennævnte eller andre forpligtelser, som påhviler Køber, skal Køber kompensere Algeco for deraf følgende omkostninger, herunder eventuelle forøgede omkostninger til monteringen og eventuel tilkobling til forsyningsledninger. Udgiften faktureres fra Algeco til Køber baseret på Algecos dagspris.
4.3 Overdragelse af Pavillonmodulerne til Køber
Ved enkeltstående Pavillonmoduler købt som beset overdrages modulerne efter betaling ved afhentning hos Algeco eller ved aftalt levering til Købers anviste plads.
Ved en sammenbygget og kundetilpasset Pavillonbygning, overdrages Pavillonmodulerne som angivet nedenfor:
I forbindelse med overdragelse af Pavillonmodulerne til Køber afholdes en overdragelsesforretning. Pavillonmodulerne anses for overdraget til Køber, når overdragelsesforretningen er afsluttet.
Algeco udfærdiger en overdragelsesprotokol, hvori eventuelle mangler ved Pavillonmodulerne konstateret ved overdragelsesforretningen anføres.
Overdragelsesprotokollen underskrives af parterne.
Hvis det er aftalt, at Pavillonmodulerne skal afleveres nymonteret, skal Algeco overdrage Pavillonmodulerne i overensstemmelse med Algecos standardydelse og med eventuelle særligt aftalte tilpasninger og ændringer samt tilsluttet til de af Køber fremførte forsyningsledninger.
Medmindre andet er aftalt i Købsaftalen, afleveres Pavillonmodulerne som de er og forefindes og beset af Køber.
Hvis Køber trods behørigt varsel ikke er til stede ved overdragelsesforretningen, kan denne gennemføres af Algeco alene. Det påhviler i så fald Algeco at fremsende overdragelsesprotokol med tilhørende mangelliste inden for 10 hverdage efter overdragelsesforretningen gennemførelse.
Køber kan ikke efterfølgende påberåbe sig mangler, som ikke er angivet i overdragelsesprotokollen. Hvis Køber har indsigelser i anledning af den af Algeco udfærdigede overdragelsesprotokol, skal sådanne indsigelser være meddelt Algeco senest fem (5) hverdage efter Købers modtagelse af overdragelsesprotokollen.
Medmindre andet er aftalt i Købsaftalen, har Algeco ret til at foretage afhjælpning af mangler ved Pavillonmodulerne på Købers plads i op til en
(1) måned efter overdragelsesforretningen.
5 Købesummen
Kontantprisen for Pavillonmodulerne er aftalt til det i Købsaftalen angivne beløb.
Betaling skal ske på det i Købsaftalen angivne tidspunkt.
Udgifter til udbedring af mangler eller ekstraarbejder, som udføres af Algeco, men som skal afholdes af Køber, faktureres ved afslutning af udbedringsarbejderne. Hvis udbedringsarbejderne tager mere end en måned, faktureres omkostningen til udbedringsarbejderne månedsvis bagud på grundlag af det opgjorte stade.
6 Risiko
Risikoen for Pavillonmodulerne overgår til Køber ved overdragelsen af Pavillonmodulerne til Køber. Hvis parterne har aftalt, at Algeco skal levere Pavillonmodulerne til et nærmere angivet sted og forestå montering af Pavillonmodulerne på leveringsstedet, overgår risikoen til Køber ved Algecos levering af Pavillonmodulerne til leveringsstedet, selvom montering ikke er påbegyndt. Fra leveringen hæfter Køber således for alle skader, herunder tingskade og personskade, på eller udsprunget af Pavillonmodulerne og som rammer Pavillonmodulerne, Køber eller tredjemand, hvad enten skaden skyldes hændelighed, uagtsomhed eller forsætlighed. Hvis Algeco i forbindelse med levering og levering ved egen uagtsomhed forårsager skader på Pavillonmodulerne, er Algeco dog ansvarlig herfor.
Hvis Algeco ifalder erstatningsansvar over for Køber, hvad enten det skyldes forsinkelse, mangler ved Pavillonmodulerne eller andet, kan Algecos samlede erstatningsansvar maksimalt udgøre et beløb svarende til den aftalte købesum. Køber kan ikke gøre Algeco erstatningsansvarlig for omsætningstab eller andet indirekte tab.
7 Kommunikation og marketing
Algeco har ret til at benytte salget/projektet i sin markedsføring internt og eksternt, herunder til at omtale placeringen, Køber, projektet
m.v. samt til fotografisk gengivelse.
8 Lovvalg og værneting
Købsaftalen er, medmindre andet er aftalt, underkastet dansk ret og dansk værneting. Tvister afgøres ved de almindelige domstole.