BETÆNKNING

BETÆNKNING

OM

OPTRÆDENDES ENGAGERINGSFORHOLD

Afgivet

af det af justitsministeriet den 6. juli 1955 nedsatte udvalg.

BETÆNKNING NR. 44 6

1967

Indholdsfortegnelse

I. Udvalgets nedsættelse m. v 5

II. Udvalgets almindelige bemærkninger, herunder oplysninger om nugæl- dende retstilstand og praksis 8

A. Arbejdsaftalen mellem den optrædende og hans arbejdsgiver 8

1. Den gældende retstilstand 8

2. Udvalgets hovedsynspunkter 10

B. Arbejdsanvisning m. v 13

1. Lovgrundlaget i Danmark 13

2. Internationale konventioner 13

3. Udenlandsk lovgivning m. v 14

4. Anvisningspraksis i Danmark 16

5. Arrangørvirksomhed 18

6. Husagenter og impressarier 19

7. Udvalgets hovedsynspunkter 19

III. Udkast til lov om engagering af optrædende 22

IV. Udkast til lov om ændring i lov om privat arbejdsanvisning 29

V. Udkast til bekendtgørelse om arbejdsanvisning for optrædende 30

VI. Bemærkninger til udkastet til lov om engagering af optrædende 32

VIL Bemærkninger til udkastet til lov om ændring i lov om privat arbejdsanvis- ning 80

BILAG

1. Skrivelse af 19. oktober 1966 fra cirkusdirektør Xxx Xxxxxxxxx 81

2. Kommentar til udvalgets lovforslag fra direktør xxx Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxx 83

3. Skrivelse af 7. oktober 1965 fra Danmarks Radio 84

4. Lovudkast fra betænkningen af 1941 85

S. I.. MØLLERS BOGTRYKKERI, KØBENHAVN

I. Udvalgets nedsættelse m. v.

Spørgsmålet om lovregulering af de

dendes engageringsforhold har tidligere været overvejet i det ved justitsministeriets skrivelse af 13. november 1937 nedsatte udvalg, hvis be- tænkning offentliggjordes i 1941.

Som det nærmere er anført nedenfor, blev der i denne betænkning stillet forslag om lov- regler dels om arbejdsaftalen, hvorved en per- son antages til optræden, dels om arbejdsanvis- ningen på dette område. På grund af forholde- ne under krigen blev der ikke dengang fremsat noget lovforslag på grundlag af betænkningen, men efter krigen har man såvel fra de optræ- dendes organisationer som fra agentside flere gange udtrykt ønske om gennemførelse af en sådan lovgivning. Man ønskede imidlertid be- tænkningens lovudkast om arbejdsaftalen op- taget til fornyet overvejelse, idet udviklingen på visse punkter var løbet fra lovudkastet, f. eks. med hensyn til reglerne for sygeløn, ligesom man nu ønskede gennemført regler om en ugentlig fridag. Fra artisternes side blev end- videre rejst spørgsmål om gennemførelse af en depotordning, navnlig for nystartede cirkus til sikring af de optrædendes lønkrav.

Også arbejdsministeriet ønskede en lovregu- lering, specielt af anvisningsforholdene, under hensyn til at man havde ment at måtte tolerere den private arbejdsanvisning af musikere til ho- teller og restaurationer til trods for, at en sådan anvisning er i strid med den ved lov nr. 167 af

13. april 1938 gennemførte udvidelse af loven om den private arbejdsanvisning.

Efter henstilling bl. a. fra Fællesrådet for udøvende kunstnere nedenfor kaldet Fælles- rådet nedsatte justitsministeriet herefter ved skrivelse af 6. juli 1955 et udvalg med den op- gave at optage spørgsmålet om en ordning af engageringsforholdene for artister, musikere og skuespillere og eventuelt andre i forbindelse hermed stående forhold til fornyet overvejelse

i tilknytning til den i 1941 afgivne betænk- ning.

Højesteretsdommer Xxxx Xxxxx har haft hver- vet som udvalgets formand, og til medlemmer af udvalget beskikkedes i øvrigt:

forbundsformand Johs. Xxxxxxxxx, Dansk Musikerforbund, udpeget af Fællesrådet, forbundsformand Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx, Dansk Artistforbund, udpeget af Fælles- rådet,

arbejdsdirektør X. Xxxxxxxxxxx, udpeget af økonomi- og arbejdsministeriet, højesteretssagfører xxx Xxxxx Xxxx, udpeget af Dansk Skuespillerforbund, højesteretssagfører Xxxxxx Xxxxxxx,

direktør Xxxxx Xxxxxxxxx, udpeget i For- eningen af musikrestauranter i København og Foreningen af musikrestauranter i pro- vinsen,

direktør Xxxxxx Xxxxx, udpeget af Sammen- slutningen af danske artistagenturer, pianisten, professor Xxxxxx Xxxxxxxx, ud- peget af Fællesrådet.

Sekretær for udvalget har været byretsdom- mer Xxxx Xxxxxxxxxx.

Da udvalget fandt det ønskeligt, at også en repræsentant for cirkusbranchen indtrådte i ud- valget, beskikkede justitsministeret ved skrivel- se af 18. november 1957 efter indstilling af Cir- kusdirektørforeningen for Danmark yderligere direktør Xxx Xxxxxxxxx. Denne har i en række møder med udvalgets tiltrædelse været repræ- senteret af xxxxxxxxxxxxxxxxx X. Xxxxxxx.

På grund af forbundsformand Johs. Xxxxxxx- sens sygdom beskikkedes samtidig i dennes sted

- efter indstilling af Dansk Musikerforbund — musiker Xxxxxxx Xxxxxx til medlem af udvalget. Johs. Xxxxxxxxx er senere afgået ved døden.

I årene 1960—61 skete der væsentlige ændrin- ger i agenternes organisationsforhold, hvorfor

udvalget foranledigede, at den daværende for- mand for Foreningen af Kunstnerbureauer i Danmark, direktør ]xxxx ved justits- ministeriets skrivelse af 8. januar 1962 blev be- skikket som medlem af udvalget.

Efter at Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx var afgået ved døcen, blev ved justitsministeriets skrivelse af 5. marts 1965 formanden for Dansk forbund, ]ørgen Bronnley, beskikket som med- lem af udvalget. Da sidstnævnte med udgangen af februar 1966 fratrådte som formand og blev

i at deltage i det afsluttende ud- valgsarbejde, blev i hans sted ved justitsmini- steriets skrivelse af 14. marts 1966 forbundsfor- mand P 'ter Lie beskikket som medlem af udval- get.

Under arbejdet i udvalget viste det sig, at man ikke som oprindelig forudsat kunne ind- skrænke sig til en ret kortfattet supplering af det i betænkningen fra 1941 indeholdte lovud- kast. Det har været nødvendigt at foretage en selvstændig, fuldstændig gennemgang af de problemer, der knytter sig til arbejdsaftalen for de optrædende, herunder spørgsmålene om løn under sygdom, militærtjeneste og svangerskab samt problemerne omkring en ugentlig fridag, og en tilsvarende gennemgang har måttet fore- tages med hensyn til spørgsmålet om arbejdsan- visning for de optrædende. I forbindelse her- med har udvalget fundet det påkrævet at tage stilling til de navnlig i de senere år hyppigt forekommende tilfælde af soloagentvirksom- hed.

Med hensyn til dette sidste spørgsmål og vedrørende den betydningsfulde virksomhed som koncertarrangør m. v. har udvalget haft forhandlinger med direktør, xxx Xxxxx Xxx- xxxx Xxxxxx og med direktør Xxxxxxx Xxxxxx- rup. Fra xxx Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxx er med skrivelse af 25. september 1966 modtaget den som bilag 2 optrykte kommentar til udvalgets lovforslag.

Der er i 1965 i Sverige fremkommet to be- tænkninger om arbejdsanvisningen for det her- omhandlede område. Den ene, der bærer titlen

»Arbetsörmedling för Artister och Musiker«, er afgivet i januar 1965 af et udvalg under den svenske arbejdsmarkedsstyrelse, Artistförmed- lingsutredningen (AFU). Den anden »Förmed- ling av onkonstnärer« er afgivet i juni 1965 af et udvalg under ekclesiastikdepartementet, Kon- sertbyråutredningen (KBU). Disse betænknin- ger har været af betydelig værdi ved udar- bejdelse i af de almindelige bemærkninger i

denne betænkning og med hensyn til oplysnin- gerne om arbejdsanvisningsforholdene i udlan- det.

Udvalget har med henblik på det samspil, der ved eventuel indførelse af en ugentlig fridag inden for forlystelsesbranchen måtte forekom- me naturlig mellem fastsættelsen af denne fri- dag og tilrettelæggelsen af radio- og fjernsyns- programmer, haft forhandlinger med Danmarks Radio. Der er som bilag 3 optrykt en fra Dan- marks Radio modtaget skrivelse af 7. oktober 1965, og der er nærmere redegjort for spørgs- målet nedenfor s. 50.

Udvalget har afholdt 70 plenarmøder, og et arbejdsudvalg, bestående af formanden, Helsted og sekretæren, har afholdt 104 møder.

Når arbejdet har været så tidkrævende, skyi- des det navnlig den komplicerede karakter af de spørgsmål, der nu søges gjort til genstand for lovgivning, og tildels også de ændringer, der har fundet sted i udvalgets sammensætning, og de nysnævnte forhandlinger og drøftelser om eneretsaftaler m. som udviklingen under ud- valgets arbejde har gjort aktuelle.

Som resultat af udvalgets arbejde foreligger nærværende betænkning med det s. 22 ff gen- givne forslag til lov om engagering af optræ- dende og et sig dertil sluttende forslag til be- kendtgørelse samt et af udvalgets forslag nød- vendiggjort udkast til ændring af loven om den private arbejdsanvisning. Lovforslaget indehol- der - ligesom lovforslaget i betænkningen fra 1941, men i omvendt rækkefølge — dels i af- snit II forslag til regler om den optrædendes ar- bejdsaftale m. v., dels i afsnit III forslag til regler om den private arbejdsanvisning for op- trædende m. v. Afsnit II, der ikke gælder for scenisk optræden på teatre, indeholder foruden bestemmelser om selve arbejdsaftalen, forslag til regler om følger af den optrædendes sygdom og svangerskab samt — hvad der er nyt i for- hold til udkast 1941 - følgerne af militærtjene- ste og forslag om en ugentlig fridag. I forsla- gets afsnit III findes først og fremmest forslag til bestemmelser om den private arbejdsanvis- ning for optrædende, som udvalget foreslår op- retholdt, men betinget af særlige tilladelser, til- syn m. v., samt regler om eneretsaftaler og ar- rangørvirksomhed, ligesom der er taget stilling til den specielle anvisning, der finder sted i forbindelse med bedemandsvirksomhed. Kort- fattede redegørelser for udvalgets hovedsyns- punkter med hensyn til lovforslagets afsnit II

og III findes nedenfor henholdsvis s. 11-13 og s. 20-21.

Xxxxxxxxxxxxxx Xxx Xxxxxxxxx har foruden særligt at tage afstand fra nogle af lovforslagets bestemmelser fremhævet, at forholdene for cir- kusdrift er så specielle, at han må henstille, at loven ikke kommer til at omfatte optræden i cirkus. Udvalgets øvrige medlemmer har, jfr. nærmere nedenfor navnlig s. 10 f og s. 50 f ikke kunnet tilslutte sig dette synspunkt. Den af direktør Xxxxxxxxx om betænkningen afgivne udtalelse af 19. oktober 1966 er optaget som bilag 1. Som det nærmere fremgår af noterne til udvalgets lovudkast og bemærkningerne til lovforslaget, er der også i øvrigt afgivet dissens til visse af forslagets bestemmelser.

Da der her foreligger forslag om en lovgiv- ning for et område, der ikke tidligere har været lovreguleret, og da udvalget som foran nævnt har haft indgående overvejelser vedrørende de ret komplicerede spørgsmål, som en lovregule-

ring rejser, har man fundet det rettest i betænk- ningen at optage forholdsvis udførlige motive- ringer for de foreslåede bestemmelser. Af prak- tiske grunde har man - uanset at betænkningen fra 1941 har været et værdifuldt grundlag for udvalgets arbejde - begrænset henvisnin- gerne til den nævnte betænkning mest muligt med det formål at muliggøre en stillingtagen til udvalgets forslag uden læsning af den ældre be- tænkning. Man har imidlertid som bilag 4 op- trykt det i betænkningen fra 1941 optagne lov- forslag.

Om betænkningens bilag henvises i øvrigt til indholdsfortegnelsen s. 3.

De på grundlag af udvalgets forhandlinger udarbejdede udførlige bemærkninger til lovfor- slaget har været nøje gennemdrøftet i arbejds- udvalget og er derefter gennemgået i en

møder med det samlede udvalg.

København i december 1966.

Xxx Xxxxxxxxx

V. Gaaser Xxxxx Xxx

Xxxxxxxxxxxx Xxxxx Xxxxxxx

£. Rasmussen

Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxx Xxxxx

formand

Xxx Xxxxx Xxxx Eiv. Xxxxxxx Xxxxxx Xxxxx

sekretær

II. Udvalgets almindelige bemærkninger, herunder oplysninger om nugældende retstilstand og praksis.

Indledningsvis skal, til belysning af hvilken betydning udvalgets lovforslag vil få, gives føl- gende oplysninger om medlemstallene i de op- trædendes faglige organisationer: Dansk forbund tæller ca. 150 medlemmer, Dansk Ka- pelmesterforening ca. 80 medlemmer, Koncert- giverringen (Dansk Balletforbund) ca. 60 med- lemmer, Foreningen Den kongelige Ballet ca.

100 medlemmer, Dansk Korforbund ca. 300 medlemner, Dansk Musikerforbund ca. 5000 medlemmer, hvoraf ca. halvdelen har

arbejde som bierhverv, Dansk Organist- og Kantors;imfund (DOKS) ca. 370 medlemmer, Dansk Solistforbund ca. 400 medlemmer, foreningen af 1921 ca. 350 medlemmer og Dansk Skuespillerforbund ca. 700 medlemmer, men der må her fremhæves, at udvalgets lov- forslag i det hele vil være uden betydning for skuespilleres optræden på teatre. Samtlige de ovennævnte organisationer bortset fra Dansk Skuespillerforbund er sammensluttet under Fæl- lesrådet for udøvende Kunstnere, hvortil yder- ligere er knyttet Københavns Musiker- og Or- kesterforening, der fungerer som lokalafdeling af Musikerforbundet og derfor er medregnet i dettes medlemstal, og Sammenslutningen af Kunstnere ved Det kgl. Teater, hvis medlem- mer tillige er tilsluttet de enkelte forannævnte foreninger. Det skal yderligere fremhæves, at lovforslaget også vil få betydning for de talrige udlændinge, der optræder her i landet, jfr. ne- denfor s. 17 og bemærkningerne til lovforsla- gets § 1.

A. Arbejdsaftalen mellem den optrædende og hans arbejdsgiver.

1. Den gældende retstilstand.

Mange tjenesteaftaler som f. eks. aftaler mel- lem funktionærer og medhjælpere og deres ar-

bejdsgivere er regulerede ved særlige lovbe- stemmelser (funktionærloven og loven). Ud over den beskyttelse, der nu ved bestemmelserne i kap. V i lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker nr. 158 af

31. maj 1961 er givet de udøvende kunstnere, findes der imidlertid ikke i dansk lovgivning regler, der griber ind i kontraktsforholdet xxx- xxx den udøvende kunstner og hans arbejdsgi- ver. Bortset fra de i lovgivningen indeholdte almindelige begrænsninger i kontraktsfriheden,

f. eks. reglen i aftalelovens § 31 om retsstridig udnyttelse af den svagere part i kontraktsforhol- det, aftalelovens § 33 om ugyldigheden af af- taler, som det ville stride mod almindelig hæ- derlighed at gøre gældende, og aftalelovens § 38 angående konkurrenceklausuler, er den ind- gåede aftale således principielt forbindende for den optrædende uden hensyn til, hvilke bånd han måtte have pålagt sig ved kontrakten.

I almindelighed vil de nærmere vilkår, hvor- på aftalen indgås, være fikseret i en skrift- lig kontrakt, men antallet af mundtlige aftaler er dog ikke helt ringe.

De skriftlige kontrakter vil sædvanligvis inde- holde bestemmelser om tiden og stedet for den aftalte optræden, om dennes nærmere karakter og om den løn, der skal betales.

I vidt omfang benyttes trykte blanketter. Dis- se kan være udformet af agenterne på egen hånd, eventuelt i tilslutning til kutymer inden for branchen. Det kan således nævnes, at det af de sædvanligt benyttede kontraktsformularer for artister fremgår, at lønnen først forfalder ved engagementets udløb, ved længere engage- menter dog halvmånedsvis bagud, og endvidere at arbejdsgiveren kan hæve engagementsaftalen, når artisten har været syg i over 3 dage. Blan- ketterne kan også være udarbejdet af fagorgani- sationer på arbejdsgiver- eller arbejdstagerside

til brug for medlemmerne eller i tilslutning til de kollektive overenskomster, som regulerer vigtige grupper af arbejdsforhold.

I det lovudkast, der var udarbejdet i betænk- ningen fra opstilledes en række ufravige- lige regler om arbejdsaftalerne mellem en op- trædende og hans arbejdsgiver, hvad enten den- ne aftale var afsluttet gennem en agent eller ej. Disse regler vedrørte bl. a. spørgsmålet om den skriftlige affattelse af kontrakten, angivel- se af tid og sted for arbejdspræstationen og dennes karakter, regler for den såkaldte prolon- gationsret, opsigelsesbestemmelser og regler om en vis sygeløn.

Endvidere indeholdt lovudkastet en bestem- melse om, at justitsministeriet skulle autorisere blanketter til normalkontrakter, der skulle be- nyttes af parterne ved enhver tale.

Allerede inden betænkningen af 1941 var arbejdsforholdene for skuespillere på faste og omrejsende teatre i meget vidt omfang regule- ret ved kollektive overenskomster mellem Dansk Skuespillerforbund og de pågældende teater- direktørforeninger.

Der er nu tre sæt normalkontrakter i anven- delse, nemlig Teaterdirektørforeningens kontrakt for Københavns og Frederiksbergs tea- tre, Provinsteater-direktørforeningens

kontrakt og en for Landsdelsscenerne gældende normalkontrakt, alle godkendt af Dansk Skue- spillerforbund. Disse kontrakter indeholder for- uden de særlig aftalte bestemmelser vedrørende det indgåede engagement en række almindelige kontraktsbestemmelser om teatertjenesten, be- klædningsgenstande, gageudbetalinger, parter- nes forpligtelser i tilfælde af sygdom, svanger- skab og militærtjeneste og bestemmelser om følgerne af kontraktsbrud m. m. Ved disse nor- malkontrakter er der sikret skuespillerne visse minimumsgager og i et vist omfang gage under sygdom, svangerskab og militærtjeneste.

Det bemærkes i forbindelse hermed, at

loven nr. 202 af 31. maj 1963 ikke indeholder bestemmelser om skuespilleres ansættelsesfor- hold på teatre. De to første teaterlovskommis- sioner havde i deres betænkninger fra 1942 og 1952 foreslået udførlige regler om arbejdskon- trakten mellem skuespillerne og teatrene, me- dens den sidste betænkning fra 1961 havde af- stået herfra, men dog indeholdt en ugyldigheds- regel med hensyn til åbenbart ubillige aftaler og en forskrift om, at arbejdsaftalen skulle indgås ved anvendelse af en af justitsministeren auto-

riseret kontraktformular. Gennemførelsen af lo- ven, der altså end ikke har medtaget bestem- melserne fra den sidste betænkning, betyder, at lovgivningsmagten har ment, at en nærmere fastlæggelse af skuespillernes arbejdsforhold ved teatrene bedst skete ved organisationernes aftaler og ikke burde bindes ved lovforskrifter. Siden betænkningen af 1941 er der for mu- sikerne opnået betydelige overenskomst- og or- ganisationsmæssige resultater. Alle medlemmer af Musikerforbundet er i kraft af medlemsfor- holdet bundet til at følge forbundets tarifmæs- sige bestemmelser, der i betydeligt omfang re- gulerer arbejdsforholdene. Desuden findes kol- lektive overenskomster, af hvilke de vigtigste er to den 1. oktober 1955 ikrafttrådte overens- komster mellem musikerforbundet og henholds- vis af Musikrestauranter i Provinsen og Foreningen af Musikrestauranter i Køben- havn, der begge er tilsluttet Centralforeningen af Hotelvært- og Restauratørforeninger i Dan- mark. Der er endvidere af musikerforbundet sluttet overenskomst med Det kgl. Teater og Kapel, Danmarks Radio og Københavns Som- mertivoli. Endelig må det nævnes, at ansættel- sesforholdene for musikerne i Landsdelsorke- strene er blevet fastlagt efter forhandlinger med

Dansk Musikerforbund.

For artisternes og solisternes vedkommende er der ikke ad organisationsmæssig vej tilveje- bragt ordninger, der regulerer det enkelte ar- bejdsforhold, som således - bortset fra visse be- grænsede krav i forbindelse med meddelelse af arbejdstilladelse for udlændinge - helt er over- ladt til parternes aftale.

Det bør dog i denne forbindelse bemærkes, at det i de nedenfor s. 17 omhandlede overenskomster bl. a. er fastsat, at arbejdsaftaler skal indgås under anvendelse af standardkon- trakter, der udarbejdes og godkendes af par- terne.

Med hensyn til de optrædendes forhold til lovgivningen om dagpenge i sygdomstilfælde og arbejderbeskyttelseslovgivningen henvises til bemærkningerne til lovudkastets kap. 3 og 4.

I denne forbindelse bør yderligere nævnes de regler om børns erhvervsmæssige medvirken ved offentlige forestillinger m. v., som i henhold til arbejderbeskyttelseslovens § 38, stk. 4, nu er givet i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 25 af 22. januar 1964 og cirkulære nr. 4 af samme dato.

2. Udvalgets hovedsynspunkter.

Det spørgsmål synes meget nærliggende og har da også været fremdraget og drøftet i ud- valget, om en lovgivning om arbejdsaftaler på det heromhandlede område overhovedet er påkrævet. I denne forbindelse er det jo natur- ligt at se hen til udviklingen med hensyn til skuespillernes arbejdsaftaler og spørge, om den udvikling i organisationsforholdene, der har fundet sted siden betænkningen fra 1941, navn- lig gennem Fællesrådet for udøvende Kunstne- re, ikke har været en sådan, at man også for de andre kategorier af optrædende kan regne med, at der kan opnås en tilfredsstillende ordning af arbejdsforholdene gennem kollektive overens- komster eventuelt i forbindelse med lovgiv- ningsforanstaltninger på enkelte områder, jfr. den efter 1941 gennemførte dagpengeordning under sygdom, først arbejdsmarkedets syge- lønsordning og derefter dagpengeordningen i henhold til sygeforsikringsloven, jfr. lovbe- kendtgørelse nr. 160 af 4. april 1963.

Endvidere vil man i samme forbindelse kun- ne fremhæve den vanskelighed, der er ved at lovgive om så vidt forskellige forhold som musikere, musikere i større orkestre, variete- og cirkusarlister og højt betalte solister inden for både den populære og seriøse kunst.

Det synspunkt har andetsteds været fremført, at aftalen med en solist om fremførelse af et kunstværk ikke kan betragtes som en arbejds- aftale, idet en sådan kunstner ikke - således som det vil kunne til være tilfældet med f. eks. musikere i et stort orkester - kan betragtes som lønmodtagere, men er udøvere af et liberalt er- hverv, som ikke egner sig for lovregulering. Denne betragtning har således været fremdraget

- i øvrigt navnlig i forbindelse med spørgs- målet om en lovordning af arbejdsanvisnings- forholdene - af en international sammenslut- ning af agenter, Association Européenne des Directeurs de Bureaux de Concerts et Spectacles, i en udralelse, der findes gengivet s, 28-32 i den svenske koncertbyråutrednings betænkning, jfr. foran s. 6. Lignende synspunkter er ifølge den svenske betænkning (s. 50 ff) kommet til orde i en. udtalelse fra en kreds af fremstående svenske tonekunstnere.

Inden for det danske udvalg har der imidler- tid med det forbehold, der for så vidt angår op- træden i cirkus er taget af cirkusdirektør Xxx Xxxxxxxxx, været enighed mellem repræsentan- terne for både arbejdsgiverne og arbejdstagerne

om, at en lovgivning for det heromhandlede område må anses for ønskelig.

Det er vel rigtigt, at der for skuespilleres op- træden på teatre er opnået tilfredsstillende re- gulering af arbejdsforholdene gennem kollek- tive overenskomster, men dette hænger sammen med, at Dansk Skuespillerforbund som forhand- lingspartnere har haft fasttømrede organisatio- ner af teaterdirektører, der omfatter samtlige, i øvrigt ikke særligt talrige, arbejdspladser af denne art. Nu findes der vel inden for den øv- rige del af forlystelsesbranchen også på arbejds- giversiden betydningsfulde faglige organisatio- ner, de foran s. 9 nævnte restauratørforenin- ger, Cirkusdirektørforeningen m. v., men disse organisationer omfatter i modsætning til teater- direktørforeningerne langt fra alle arbejdsplad- ser. Organisationsrepræsentanterne i udvalget med undtagelse af direktør Xxxxxxxxx er derfor enige om, at man ikke kan regne med, at det vil være muligt at nå tilstrækkeligt langt med hensyn til en forsvarlig ordning af arbejdsfor- holdene alene gennem kollektive overenskom- ster. Selv inden for det område, hvor man er nået videst, nemlig fagmusikerne, anser man det for udelukket ad overenskomstvejen at få løst de betydningsfulde spørgsmål om sygeløn og ugentlig fridag.

Som det er nævnt foran s. 6 f har cirkusdirek- tør EU Benneweis under hensyn til, at der i Danmark kun eksisterer nogle få cirkus, og til de helt specielle forhold, der gør sig gældende for disses arbejdsforhold, henstillet, at den fore- slåede lov ikke kommer til at omfatte optræden i cirkus. Udvalgets øvrige medlemmer er vel klar over, at cirkusdrift navnlig på grund af den korte sæson for de omrejsende cirkus rem- byder betydelige vanskeligheder og problemer af særlig karakter. Man må imidlertid af både principielle og praktiske grunde anse det for uholdbart, om nogle for artisterne vigtige ar- bejdspladser blev undtaget fra loven, og arti- sterne derved for så vidt angår disse arbejds- pladser unddraget den beskyttelse med hensyn til sygeløn m. v., som lovforslaget tilsigter at give også dem. Når direktør Xxxxxxxxx i sin udtalelse, jfr. bilag 1, i særlig grad henviser til de foreslåede regler om en ugentlig fridag, er dette spørgsmål nærmere behandlet nedenfor

s. 50 f i de indledende bemærkninger til kap. 4. Som det vil fremgå heraf, har man ved den i forslagets § 22 optagne dispensationsbestem- melse haft bl. a. de omrejsende cirkus for øje. I øvrigt har de særlige forhold for cirkus be-

10

grundet reglen i lovforslagets § 5, stk. 3, sam- menholdt med bemærkningerne s. 39 ligesom forhold fra cirkusområdet har haft betydning for udformningen af § 4, jfr. bemærkningerne s. 37.

Det særlige synspunkt, der har været frem- draget af den internationale agentsammenslut- ning og af svenske tonekunstnere, har ikke væ- ret bragt frem af de danske organisationer, hel- ler ikke Fællesrådet, der jo nu — bortset fra skuespillerne - omfatter alle grupper af ud- øvende kunstnere, herunder også solister inden for tonekunstnerområdet. Det må erkendes, at netop de meget forskellige arbejdsforhold, der her behandles, volder vanskeligheder for ud- formningen af lovregler, ligesom det naturlig- vis kan siges, at det sociale beskyttelseshensyn ikke er særlig fremtrædende, når det drejer sig om arbejdsforholdene for den højt betalte so- list. Der er imidlertid inden for udvalget enig- hed om, at den foreslåede lovgivning bør om- fatte alle former for optræden - bortset fra teatre, jfr. nedenfor — idet en udsondring af særlige grupper vil give anledning til store af- grænsningsvanskeligheder, hvortil kommer, at det er utvivlsomt for det danske udvalg, at en lovgivning om anvisningsforholdene ikke kan begrænses til bestemte former for optræden.

Udvalget skal nævne, at den ovennævnte svenske betænkning s. 53 anfører, at de sven- ske tonekunstnere har berørt et yderst kompli- ceret civil- og socialretsligt problem, nemlig grænsedragningen mellem arbejdstagere og an- dre erhvervsarbejdende, og det er en selvfølge, at det danske udvalg for sit vedkommende ikke har taget stilling til dette problem, hvor det måtte forekomme uden for den lov, som ud- valget foreslår gennemført.

Hvad endelig angår betydningen af sygefor- sikringslovgivningens dagpengeordning må hen- vises til de bemærkninger, der er gjort i lov- forslagets motiver som indledning til kapitel 3. Her skal blot fremhæves, at forholdene inden for dette område med de meget skiftende ar- bejdsforhold og den ikke ubetydelige udenland- ske arbejdskraft er af en sådan særlig karakter, at udvalget anser det for påkrævet at gennem- føre en særlig sygelønsordning, der danner et rimeligt supplement til sygeforsikringens pengeordning.

Udvalget finder anledning til at nævne et synspunkt, som har været fremdraget under ar- bejdet, nemlig at arbejdsforholdet for nogle optrædende har en sådan vedvarende karakter,

at man nærmer sig et funktionærlignende for- hold.

En ligefrem overførelse af funktionærlovens regler på visse grupper af optrædende har ud- valget imidlertid ikke anset for gennemførlig. Selv langvarige engagementer frembyder store variationer, og typisk vil den gensidige afhæn- gighed mellem parterne være mindre end i funktionærforhold. Udvalget har dog, som det bl. a. fremgår af bemærkningerne til § 6, pa flere punkter givet optrædende i mere vedva- rende arbejdsforhold en særlig beskyttelse.

Spørgsmålet om henførelse af visse grupper af musikere under funktionærloven blev i øv- rigt rejst over for det udvalg, der afgav be- tænkning om revision af funktionærloven i 1947, en betænkning, der førte til lov nr. 261 af 9. juni 1948, men heller ikke dette udvalg kunne gå ind for tanken. Man henviste også til de betænkeligheder, der måtte være ved at dele et fast afgrænset fag i en gruppe, der fal- der ind under funktionærloven, og en gruppe, der falder uden for, jfr. nærmere den nævnte betænkning s. 14.

Hovedpunkterne i udvalgets forslag vedrø- rende arbejdsaftalen for de optrædende er her- efter, idet der i øvrigt må henvises til bemærk- ningerne til lovforslagets enkelte paragraffer og til de mere almindelige bemærkninger, der ind- leder motivernes afsnit om sygeløn, svanger- skab og militærtjeneste samt en ugentlig fri- dag, følgende:

1) Lovforslagets afsnit II (kap. 2-4) omfat- ter - i modsætning til afsnittet om arbejdsan- visningen m. v. - ikke scenisk optræden på tea- tre.

Det omfatter heller ikke, hvad der jo er gan- ske selvfølgeligt, personer, hvis optræden fin- der sted i henhold til tjenestemandsansættelse, eller optrædende, der er ansat på tjeneste- mandsvilkår, hvorved er tænkt på f. eks. ansæt- telse under Det kgl. Teater og Kapel og Dan- marks Radio. Derimod omfatter afsnit II prin- cipielt musikere, der er ansat ved landsdels- orkestrene, jfr. lov nr. 136 af 17. maj 1961 om statstilskud til landsdelsorkestre, men de dis- pensationsbestemmelser, der indeholdes i for- slagets §§ 16 og 22, har hensyn til bl. a. denne gruppe optrædende. Det bemærkes, at statstil- skud efter § 2 d) i loven af 1961 er betinget bl. a. af, at der ydes musikerne en i forhold til tjenestens omfang og karakter passende afløn- ning.

Den umiddelbare anledning til nedsættelsen

af det udvalg, som afgav betænkning i 1941, var en offentlig kritik, der var blevet fremført mod engagenngsforholdene, navnlig lønningerne, for kordamer. Dette spørgsmål har imidlertid siden mistet sin betydning, også fordi kordamer langt fra anvendes i samme omfang som den gang. I betænkningen fra 1941 var det oplyst, at Dansk Artistforbund var villig til at optage kordamer som medlemmer, men dette har været uden be- tydning. Udvalgets lovforslag indeholder ikke særlige regler på dette område. Dette betyder, at reglerne om arbejdsaftalen m. v. finder an- vendelse på kordamer, der ikke optræder på egentlige teatre, og at forslagets bestemmelser om arbejdsanvisning finder anvendelse på for- midling af arbejdsaftaler for kordamer både på teatre, varieteer m. v.

2) Lovforslagets kapitel 2 fastlægger ufra- vigeligt en række bestemmelser om engagemen- tets indgåelse, tiltræden, opsigelse, indeholder en ubill ghedsregel og en bestemmelse om kon- kurrenceklausuler m. v.

Udvalget har i modsætning til betænkningen fra 1941 ikke stillet forslag om obligatorisk an- vendelse af autoriserede normalkontraktsblan- ketter. Om begrundelsen herfor henvises til be- mærkningerne til lovforslagets § 2.

Det skal yderligere fremhæves, at de bestem- melser, der er foreslået i kapitel 2, alene angår sådanne punkter i arbejdsforholdet, hvor der må anses for at være en særlig trang til præ- ceptive regler til beskyttelse af arbejdstageren. I övrigt - herunder f. eks. med hensyn til spørgsmålet om erstatning for misligholdelse af en aftale - gælder dansk rets almindelige reg- ler.

3) Lovforslagets kapitel 3 indeholder be- stemmelser om arbejdstagerens forhindring på grund af sygdom, svangerskab og militærtjene- ste.

Hovedsynspunktet for bestemmelserne om sygdom har været at sikre de optrædende — bortset fra ganske kortvarige engagementer — en rime ig sygelønsordning. Berettigede til syge- løn skal herefter være optrædende, hvis arbejds- forhold omfatter mindst 4 dage ugentlig og er indgået for mindst 2 uger eller på opsigelse. Sygelønnen foreslås bestemt til 2/3 af det aftalte vederlag, men under hensyn til den sociale be- grundelse for reglerne er der, som det nærmere fremgår af de pågældende bestemmelser, »lagt loft« over sygelønnens størrelse, ligesom den periode i hvilken arbejdsgiveren er pligtig at

udrede sygeløn, er begrænset efter nærmere reg- ler.

Der er desuden givet en særlig regel om ar- bejdsgiverens adgang til at ophæve arbejdsfor- holdet på grund af sygdom og om de særlige problemer, der kommer frem ved ensembler.

Vedrørende svangerskab og militærtjeneste er der foreslået bestemmelser om de optrædendes forpligtelser til at underrette arbejdsgiveren. Med hensyn til løn under svangerskab og mili- tærtjeneste har udvalgets synspunkt været, at der alene burde pålægges arbejdsgiveren en for- pligtelse til disse ydelser i arbejdsforhold, der har en sådan varighed, at ansættelsesforholdet nærmer sig til at blive af funktionærlignende karakter. Om enkeltheder må henvises til lov- forslagets §§ 13 og 15 samt bemærkningerne hertil.

4) Som det fremgår af lovforslagets kapitel 4, stiller udvalgets flertal forslag om, at der i arbejdsforhold indgået for længere tid end 16 dage eller på opsigelse, skal gives arbejdstage- ren en ugentlig fridag.

Om retstilstanden på dette område og om udvalgets overvejelser og synspunkter må hen- vises navnlig til de bemærkninger, der er gjort som indledning til motiverne til lovforslagets kapitel 4.

Udvalget er klar over, at spørgsmålet om en ugentlig fridag inden for forlystelsesbranchen er særdeles vanskeligt. Dette har da også været baggrunden for de forhandlinger, udvalget som nævnt foran s. 6 har ført med Danmarks Radio, og hvorfor der også er redegjort på det oven- for nævnte sted i lovforslagets motiver. Man fremhæver endvidere, at udvalget på grund af sin sammensætning ikke har kunnet stille for- slag om en lovordning, der også omfatter teatre, men man har fundet det rigtigst desuagtet at fremsætte forslaget, idet man mener, at tiden må være inde til en reform på dette område.

Det skal imidlertid bemærkes, at udvalget er opmærksom på, at det nærmere tidspunkt for indførelse af en fridagsordning måske kan være afhængig af hensyn, som det kan være vanske- ligt for udvalget at bedømme. Såfremt en ud- sættelse skulle blive aktuel, skal udvalget meget henstille, at gennemførelse af udvalgets lovfor- slag i øvrigt ikke afventer et sådant senere tids- punkt. Man peger herved på, at der intet er til hinder for, at de øvrige kapitler i lovforslaget gennemføres, og at kapitel 4 udskydes til en se- nere lov.

5) Som nævnt i bemærkningerne om udval-

\2

gets nedsættelse har der fra artisternes side væ- ret rejst spørgsmål om gennemførelse af en de- potordning navnlig for nystartede cirkus til sik- ring af de optrædendes lønkrav.

Udvalget er kommet til det resultat, at en så- dan depotordning ikke bør søges gennemført.

Det har vel gennem en lang årrække været praksis, at udstedelse af teaterbevillinger var be- tinget af depot, og en sådan depotordning er da også lovfæstet ved §§ 7-9 i teaterloven nr. 202 af 31. maj 1963. Det fremgår imidlertid af

§ 7, at der af kulturministeren kan træffes bestemmelse om, at sådanne depoter kan stil- les i form af statsgaranti, og efter det for ud- valget oplyste har praksis siden teaterlovens gen- nemførelse udviklet sig således, at sikkerheden kun stilles under denne form. Ved teaterlovens

§ 8 er den konkurslignende behandling, der er nødvendig ved udlodning af depoter, henlagt til skifteretterne.

Det kan vel i sig selv siges at være en sær- stilling, der må kræve en ganske særlig begrun- delse, at visse lønmodtageres krav på løn skal være sikret ved depot. Inden for teatervirksom- hed har en sådan ordning - uanset de betydelige besværligheder, der er forbundet med det - haft en sådan tradition for sig, at ordningen er op- retholdt ved den nye teaterlov. Det synes imid- lertid meget betænkeligt uden for dette område at skabe nye komplicerede ordninger, hvortil kommer, at den betragtning, der navnlig umid- delbart kunne synes at tale for en depotordning, nemlig at sikre artister og andre kunstnere mod pludselig at stå uden midler til dagen og vejen, herunder uden midler til eventuel hjemrejse, ikke kan begrunde et krav om depot. Udlodnin- gen af depot vil nemlig, som foran nævnt, kræ- ve et betydeligt arbejde med indkaldelse af for- dringer m. v., og der vil således gå en betyde- lig tid fra den pågældende virksomheds stands- ning, til udlodning kan finde sted.

B. Arbejdsanvisning m. v.

1. Lovgrundlaget i Danmark.

Med hensyn til den offentlige arbejdsanvis- ning i henhold til lovbekendtgørelse nr. 238 af

27. juni jfr. lov nr. 362 af 28. november 1962, er stillingen den, at den offentlige ar- bejdsanvisning formelt omfatter de optrædende og også er af reel betydning for så vidt angår den anvisningsvirksomhed, der udøves af de anerkendte arbejdsløshedskasser for artister og musikere. I modsætning til, hvad tilfældet er i

Norge og Sverige, er derimod de danske of- fentlige arbejdsanvisningskontorers virksomhed på det heromhandlede område uden reel betyd- ning.

I loven om privat arbejdsanvisning, jfr. lov- bekendtgørelse nr. 191 af 4. maj 1938, blev der ved en tillægslov nr. 167 af 13. april 1938 fore- taget den tilføjelse, at loven blev udvidet til at omfatte hotel- og restaurationsvirksomhed, her- under ansættelse af musikere inden for disse virksomheder. Formålet med denne lovændring var, således som det var anbefalet navnlig af musikerforbundet, at søge oprettet og godkendt anvisningsvirksomhed inden for de faglige or- ganisationer og derved begrænse de private agenters virksomhed. Der kom imidlertid ikke noget ud af de påtænkte organisationsanvisnin- ger, og som det er berørt foran s. 5, har man fra arbejdsdirektoratets side tolereret, at de pri- vate agenter har foretaget anvisning også til hotel- og restaurationsvirksomhed, uagtet dette efter den nævnte lovændring fra 1938 ikke er tilladt.

Uden for det nævnte område, altså restaura- tions- og hotelvirksomhed, er der ingen lovre- gulering af arbejdsanvisning for optrædende.

Det bemærkes, at socialministeriet i en skri- velse af 2. marts 1938, der er optrykt som bilag

1 til betænkningen af 1941, har givet udtryk for, at ordet »musiker« i loven af 1938 alene tager sigte på egentlige musikere og ikke på so- lister, idet det afgørende herved antages at væ- re, om musikpræstationen er en tarifmæssig be- talt virksomhed.

Man er endvidere i betænkningen fra 1941 gået ud fra, at den ovennævnte i 1938 sted- fundne lovændring kun ville få betydning for musikere. Imidlertid har socialministeriet i en skrivelse af 21. december i960 i anledning af en forespørgsel fra Den tyske Forbundsrepublik vedrørende en stedfindende erhvervsmæssig an- visning bl. a. fra dansk side af arbejde til unge piger som »starlets« eller »striptease girls« i for- bundsrepublikken udtalt, at en sådan anvisning efter socialministeriets formening er omfattet af loven.

2. Internationale konventioner.

Den internationale arbejdsorganisation ved- tog i 1933 et forslag til konvention om afskaf- felse af arbejdsanvisning med erhvervsformål og kontrol med anvisning, der ikke udføres er- hvervsmæssigt, men for hvilken der dog opkræ- ves afgift. Denne konvention blev ratificeret af

Sverige i 1935, men blev i øvrigt kun ratifice- ret af 5 stater, nemlig Chile, Finland, Mexico, Spanien og Tyrkiet.

I 1949 blev konventionen således at staterne kan vælge mellem en successiv afskaf- felse af afgiftskrævende arbejdsanvisning med erhvervsformål og en ordning, der tillader så- dan erhvervsvirksomhed, men med en regule- ring fra det offentliges side. Den reviderede on blev herefter yderligere ratificeret af

Belgien, Frankrig, Holland, Norge og Den ty- ske Forbundsrepublik.

Efter en eventuel gennemførelse af nærvæ- rende udvalgs lovforslag er der — for så vidt angår arbejdsanvisningen på det af lovforslaget omfattede område - formentlig ikke noget til hinder for, at også Danmark kunne tiltræde konventjonen.

3. Udenlandsk lovgivning m. v.

Da der som tidligere nævnt i Sverige i 1965 er fremkommet to betænkninger om de optræ- dendes anvisningsforhold, skal der redegøres lidt nærmere for retsstillingen i Sverige og re- sultaterne i de to betænkninger.

I overensstemmelse med den ovennævnte konvention af 1933 blev det ved den svenske lov om arbejdsanvisning af 18. april 1935 prin- cipielt forbudt også med hensyn til optrædende

m. v. at udøve privat arbejdsanvisningsvirksom- hed i erhvervsøjemed. Det er imidlertid i hen- hold til en gentagne gange forlænget dispensa- tionsbestemmelse i loven tilladt de ved lovens ikrafttræden eksisterende virksomheder at fort- sætte. Af disse er nu kun 2 tilbage. Den ene — och Teater-Bureau AB (Konsertbola-

get) - har en overordentlig omfattende virk- somhed, navnlig inden for den seriøse musiks område, og har her faktisk en monopolstilling. Det er imidlertid forudsat, at disse bureauer de- finitivt skal afslutte deres virksomhed inden ud- gangen af året 1967, hvilket sikkert er forkla- ringen på det udvalgsarbejde, der foreligger fra svensk side.

is anvisning i erhvervsøjemed således principielt er forbudt, kan det efter loven til- lades sammenslutninger, organisationer og lig- nende at drive anvisning, for hvilken der kun skal ydes dækning af udgifter. Denne såkaldte organisationsanvisning har fået betydeligt om- fang. Der findes for tiden 8 sådanne anvisnin- ger, hvoraf 2 drives af arbejdstagerorganisatio- ner, de resterende 6 af arbejdsgiverorganisatio- ner.

Helt gratis anvisning kræver ikke tilladelse, men der skal gøres anmeldelse til tilsynsmyn- dighederne.

De vilkår, hvorunder den private anvisning kan virke, skal godkendes af den svenske ar- bejdsmarkedsstyrelse. Det er herom bl. a. op- lyst, at Konsertbolaget normalt beregner sig en provision på 10 medens organisationsanvis- ningerne beregner en provision på 7 af va- rietéartister og turnerende danseorkestre og 4 med hensyn til restaurantmusikere. Arbejds- markedsstyrelsen har fastsat, at al provision fra

1. juli 1962 skal udredes af arbejdsgiveren og ikke som hidtil af den optrædende.

Fra maj 1943 har også den offentlige ar- bejdsanvisning i Sverige udøvet særlig anvis- ningsvirksomhed for optrædende, og dette sker nu fra kontorer i Stockholm, Malmø, Göteborg og Umeå. Også den offentlige anvisning på dette område har betydeligt omfang.

Det er endvidere oplyst, at der i ret vidt om- fang i Sverige eksisterer impressarier og ma- nagers. Man bruger i de svenske betænkninger betegnelsen impressario (italiensk impresario = entreprenør) om den, der hos sig ansætter en eller flere kunstnere, hvis præstationer videre- sælges med fortjeneste, medens betegnelsen manager bruges om den, der ansættes hos en eller flere kunstnere med det formål at vare- tage disses forretningsmæssige interesser.

I 1942 vedtoges en tilføjelse til loven af 1935 angående det forhold, at den, der udøver virk- somhed »for arbejdsanskaffelse«, ansætter en ar- bejdssøgende hos sig eller selv ansættes hos denne. Det bestemmes herom, at såfremt det af omstændighederne fremgår, at det hovedsage- lige formål med ansættelsen er formidling af arbejde til den arbejdssøgende, skal sådan for- midling anses som arbejdsformidling i lovens forstand.

Baggrunden for denne lovændring var netop den virksomhed, der blev udøvet af impres- sarier og managers, som man var klar over i mange tilfælde reelt udøvede arbejdsanvisnings- virksomhed.

De tidligere nævnte betænkninger fra AFU og KBU, jfr. foran s. 6, er enige om, at den offentlige arbejdssanvisning selv i den skikkel- se, den har fået i Sverige, har vanskeligt ved på tilfredsstillende at løse de særlige opgaver, som arbejdsanvisningen inden for forlystelses- branchen og koncertlivet frembyder.

Det kan formentlig være af interesse at næv- ne, at KBU s. 32-33 fremhæver, at arbejds-

14

anvisning af optrædende adskiller sig væsentligt fra arbejdsanvisning på andre områder. Inden for den almindelige arbejdsanvisning volder det ikke særlige problemer for arbejdsanvisnings- kontoret at tilvejebringe kontakt mellem de ar- bejdssøgende og en eller flere arbejdsgivere, og der er normalt ingen vanskeligheder for ar- bejdsgiveren eller den arbejdssøgende i at be- dømme ansøgernes kvalifikationer, respektive arbejdsstedets karakter m. v. Når det gælder an- visning af optrædende, findes der vel med hen- syn til fagmusikere og lignende anvisninger, som ikke adskiller sig væsentligt fra almindelig arbejdsformidling, men både inden for »show- business« og formidlingen af seriøse kunstnere stilles - fremhæves det - formidlingsorganerne over for opgaver af en helt anden rækkevidde, idet der kræves en bedømmelse af de optræ- dendes kunstneriske kvalifikationer og en be- dømmelse af, om disse egner sig for netop de og de bestemte arbejdssteder. Dette er en op- gave, som i hvert fald må være vanskelig at løse for offentlig ansatte tjenestemænd, idet den også forudsætter adgang til restaurationsbesøg, rejser o. lign.

Begge betænkninger er enige om at frem- hæve, at den virksomhed, der udøves af im- pressarier og managers, i mange tilfælde må an- ses for særdeles nyttig og næsten uundværlig både for unge kunstnere, men også i visse til- fælde for ældre kunstnere, der helst vil være fri for at befatte sig med den forretningsmæs- sige side af deres virksomhed.

AFU indtager i øvrigt det standpunkt, at den private erhvervsmæssigt drevne formidlingsvirk- somhed må kunne undværes fra 1968, idet an- visningsbehovet vil kunne dækkes forsvarligt af den offentlige anvisning og organisationsanvis- ningen, når den offentlige arbejdsanvisning ud- bygges, eventuelt således at der dannes et stats- ligt aktieselskab, der vil kunne være friere i sin virksomhed end den offentlige arbejdsanvis- ning. AFU tager dog (s. 141 fn.) det forbe- hold, at spørgsmålet om, hvorvidt det skal væ- re tilladt at drive privat agentvirksomhed, må tages op til fornyet overvejelse, såfremt det måtte vise sig, at den offentlige formidling og organisationsformidlingerne ikke skulle være i stand til at dække hele anvisningsarbejdet for de optrædende.

AFU havde overvejet en lovændring, hvor- efter enhver formidlingsvirksomhed skulle væ- re omfattet af den svenske lov, således at man dermed totalt skulle udelukke impressarierne og

managers fra at udøve formidling. Man har dog ikke ment at kunne undvære impressarier og managers, og går ind for, at disse skal kunne udøve deres - inden for rammerne af 1942 tillægget - lovlige formidlingsvirksomhed i for- bindelse med den offentlige arbejdsanvisning eller de godkendte organisationsanvisninger. Disse skal kontrollere, om der er tale om en for impressarien m. v. lovlig virksomhed, og kon- trollen hermed tænkes samordnet gennem el permanent sagkyndigt udvalg.

KBU mener, at de forslag, der er stillet af AFU, vel må antages nogenlunde

lende at kunne løse

lene inden for den populære musiks område, fordi der her vil være en konkurrence mellem den offentlige arbejdsanvisning i dens

lige former og organisationsformidlingerne. Da disse sidste så godt som ikke beskæftiger sig med den seriøse musik, anser KBU det for vendigt, at der på anden måde skabes mulighed for konkurrence inden for dette KBU går ind for oprettelsen af det af AFU nævnte statslige aktieselskab til udførelse af bl. a. disse formidlinger, og for at der efter 1. januar 1968 tillades oprettet private anvisningsvirksomheder inden for den seriøse tonekunsts område under tilsyn af arbejdsmarkedsstyrelsen. Der er dog til

forslag herom afgivet en dissens af det svenske musikerforbunds medlem af KBU. Det oplyses her, at tonekunstnerne nu er indgået i svensk musikerforbund, og at dette senest fra den 1. januar 1966 vil iværksætte en formidling også af tonekunstnere, og at der med henblik herpå er ansat to ledende tjenestemænd, der er medlem af den tidligere omtalte Europa-Asso- ciation. Flertallet i KBU har ikke ment, at den- ne påtænkte organisationsanvisning er noget til- strækkeligt supplement til den offentlige ar- bejdsanvisning.

Det skal om anvisningspraksis m. v. i Sverige yderligere anføres, at der såvel af Konsertbo- laget som af impressarier m. v. drives en ud- strakt: arrangørvirksomhed, d.v.s. arrangement af koncerter m. v. enten for den optrædende eller for arrangørens regning. Der er ingen tvivl om, at en sådan virksomhed er lovlig efter den svenske lovgivning, og altså også fortsat vil kunne udøves af Konsertbolaget efter 1. januar 1968.

Det om organisationsformidlingerne anførte bør endvidere suppleres med oplysning om, at AFU nærmere drøfter de vilkår, under hvilke organisationsformidlingerne skal kunne drive

deres virksomhed. Det skal herfra blot anføres, at betænkningen anser organisationsformidling for nærliggende for arbejdsmarkedets organisa- tioner, og at man på den anden side ikke me- ner, at der bør meddeles tilladelser til forenin- ger, der blot dannes med det formål at drive arbej dsanvisning.

I begge de svenske betænkninger nævnes det, at forbudet mod privat arbejdsanvisning natur- ligvis kun kan gælde for svensk område, men at det har vakt en betydelig irritation, at danske agenter synes at være temmelig virksomme på det svenske arbejdsmarked, navnlig i Syd-Sve- rige.

Det skal sluttelig i forbindelse med de sven- ske betænkninger nævnes, at disse ikke beskæf- tiger sig med selve arbejdsaftalen mellem ar- bejdstager og arbejdsgiver, og at der ikke fore- ligger oplysninger om en påtænkt lovgivning på dette område.

I Finland er anvisningsforholdene reguleret ved en lov af 2. juni 1959. Efter oplysningerne i de svenske betænkninger findes der ikke i Finland nogen erhvervsmæssigt drevet arbejds- anvisning, hvorimod der findes 9 organisations- anvisninger, der yder deres anvisning helt ve- derlagsfrit.

I Norge er retsgrundlaget en lov af 27. juni 1947 (om tiltak til å fremme sysselsetting), der er ændret i I960, og hvorefter det er staten, som varetager hele arbejdsanvisningen. Det er oplyst, at de tidligere eksisterende private ar- bejdsanvisninger nu er helt ophørt også med hensyn til optrædende. Loven hindrer efter mo- tiverne ikke arrangørvirksomhed m. v., »den egentlige impressarievirksomhed«, men det er oplyst, at spørgsmålet om impressariernes for- midlingsvirksomhed giver anledning til af- grænsningsvanskeligheder, og at loven sandsyn- ligvis i iden længe vil blive genstand for fornyet overvejelse.

Om forholdene i Frankrig og Hol- land kan det i korthed at lovgivninger- nes princip er, at der ikke skulle eksistere privat arbejdsanvisning. Imidlertid har man indtil vi- dere tilladt privat arbejdsanvisning for optræ- dende, fordi den offentlige arbejdsanvisning endnu ikke er i stand til at betjene dette om- råde, i hvilken forbindelse der også har været henvist til de vanskeligheder, området frem- byder på grund af disse erhvervsgruppers inter- nationale karakter.

I D jn tyske Forbundsrepublik er arbejdsan- visning principielt forbeholdt den offentlige

Lo

arbejdsanvisning, men med mulighed for dis- pensation. Med hensyn til optrædende kan dis- pensation gives også til erhvervsmæssig formid- ling.

I England kan der drives privat arbejdsanvis- ning, men denne kan være undergivet kontrol af de lokale myndigheder.

Om forholdene i U.S.A. er det oplyst, at ar- dsanvisningsforholdene reguleres i enkelt- staternes lovgivning. Fra de stater, med hensyn til hvilke der foreligger oplysning i den sven- ske betænkning, kan det anføres, at der de fle- ste steder kræves en offentlig tilladelse til at udøve privat arbejdsanvisning også for optræ- dende. Den almindelige provisionssats er 10 men i visse tilfælde kan oppebæres 20

4. Amisningspraksis i Danmark.

Som nævnt s. 13 beskæftiger de offentlige arbejdsanvisningskontorer sig praktisk taget ikke med arbejdsanvisning for optrædende, hvor- imod de anerkendte arbejdsløshedskasser, der er et led i den offentlige arbejdsanvisning, har be- tydning navnlig for fagmusikere, hvis løse en- gagementer, d.v.s. engagementer under 1 må- ned, i et vist omfang formidles på denne måde. Som det er nævnt samme sted spiller organisa- tionsanvisning på det her omhandlede område ikke i øvrigt nogen væsentlig rolle her i landet. De private agenter er her i landet dem, der udfører langt den største del af anvisningsvirk- somheden for optrædende. Som det er berørt foran, er agenterne efter loven om den private arbejdsanvisning, således som denne blev æn- dret i 1938, ikke berettiget til at anvise musike- re til hotel- og restaurationsvirksomhed, men en

sådan anvisning tolereres dog.

Antallet af agenter i Danmark kan ikke an- gives nøjagtigt. I betænkningen fra 1941 an- gaves antallet til 20-25, heraf dog kun 5-6 æl- dre og større agenturer, der alle havde forret- ningskontor i København. Siden da er antallet vokset betydeligt, men det store antal skyldes navnlig, at mange driver agentvirksomhed som bierhverv. Antallet af bureauer, der drives som eneste beskæftigelse, er næppe over 20. Heri er ikke medregnet de store koncertdirektioner, der navnlig virker som koncertarrangører, men des- uden driver en ikke ubetydelig anvisningsvirk- somhed.

Et meget begrænset antal agenter driver des- uden virksomhed som soloagent, idet der mel- lem agenten og en eller flere kunstnere er af- sluttet aftale om, at agenten har eneret på for-

midling af den pågældende kunstner. Det vil ofte være således, at den pågældende agent sam- tidig har forpligtelse til at udøve en betydelig indsats for at bringe den pågældende kunstner frem i publikums bevidsthed. Til gengæld er det vederlag, agenten får, også større end det normale, jfr. nærmere nedenfor.

Med hensyn til den praktiske betydning af agentvirksomheden inden for de forskellige ka- tegorier af optrædende bemærkes:

Ligesom ved afgivelsen af betænkningen fra 1941 formidles det alt overvejende antal engagementer (vel ca. 90 gennem agenter.

Engagement af danske musikere til udlandet, der finder sted i ikke ringe omfang, sker næ- sten undtagelsesfrit gennem agenter. Også i in- denlandske forhold formidles mere varige en- gagementer, navnlig inden for »show-business«, i vidt omfang af agenter, medens de i noget mindre omfang, men dog hyppigt, medvirker ved løse engagementer.

Engagement af skuespillere til faste teatre sker kun meget sjældent gennem agenter, der derimod hyppigt benyttes til formidling af op- træden i foreninger o. lign.

Engagement af solister indgås såvel efter di- rekte kontakt som ved agentformidling. Agent medvirker hyppigt, men engagementer indgås dog jævnligt ved direkte kontakt mellem solist og arbejdsgiver.

De engagementer, ved hvilke agent ikke med- virker, indgås hyppigst efter personlig kontakt mellem parterne. Som foran anført spiller dog også den anvisning, der udøves af arbejdsløs- hedskasserne en ikke ringe rolle, navnlig med hensyn til musikere.

Agenternes provision er efter det for udvalget oplyste som regel 10 ved anvisning af alle arter af optrædende. Det sker dog med hensyn til musikere, at der arbejdes med en lidt lavere provision, men udgangspunktet er 10 og ved engagementer til eller fra udlandet beregnes of- te en noget højere provision, som så må deles med en eller flere eventuelt medvirkende uden- landske agenter.

Agenterne betinger sig i reglen i kontrakter, der afsluttes under deres medvirken, ret til pro- vision af prolongationer og reengagementer, der kommer i stand inden for visse frister, uanset om de medvirker herved. De nærmere, ret kom- plicerede regler herom findes i de nedenfor om- talte bureauoverenskomster.

Om agenternes organisationsforhold kan op- lyses, at sammenslutninger af agenter har eks-

isteret i Danmark i en årrække. Siden 1960-61 har hovedparten af agentvirksomheder været samlet under Foreningen af Kunstnerbureauer i Danmark.

Dansk Musikerforbund har tidligere med et stort antal agenter enkeltvis afsluttet såkaldte bureauoverenskomster, hvorved agenten bl. a. forpligtede sig til kun at anvise arbejde for mu- sikere til medlemmer af Dansk Musikerforbund eller dettes nordiske søsterorganisationer, og endvidere forpligtede sig til at overholde for- skellige bestemmelser bl. a. angående gager og provision. Siden 1961 har overenskomster af noget lignende indhold også været afsluttet mel- lem Foreningen af Kunstnerbureauer i Danmark og henholdsvis Dansk Musikerforbund og Dansk Artistforbund. Endelig er en overens- komst i 1964 blevet indgået mellem den nævn- te agentsammenslutning og Fællesrådet for ud- øvende Kunstnere. Denne overenskomst er kun en rammeaftale, inden for hvilken de enkelte organisationer kan indgå aftaler vedrørende de- res fagområde. Den er indgået med det udtryk- kelige forbehold, at parterne herved intet har foregrebet med hensyn til deres stilling til nær- værende udvalgs forslag.

Det bemærkes, at den internationale arbejds- formidling spiller en stadig større rolle. Stil- lingen er den, at udenlandske agenter i mangel af dansk lovgivning har ret til direkte formid- ling her i landet, men ofte medvirker dog en dansk agent. En dansk agent, der vil placere optrædende i udlandet, kan som hovedregel kun afslutte kontrakt under medvirken af en agent i det pågældende land.

Afgørelsen af, om der kan meddeles uden- landske kunstnere, der ikke er statsborgere i an- det nordisk land, den til optræden her i landet fornødne arbejdstilladelse, træffes af rigspoliti- chefens fremmedafdeling efter retningslinier, som er fastsat af justitsministeriet. Der består på dette område et nært samarbejde mellem ju- stitsministeriet og Musikrådet, der siden 1935 har eksisteret som rådgivende for administra- tionen i sager, hvori indsigt i musik og

forhold er af betydning, og som består af 13 repræsentanter for organisationer og institutio- ner inden for dansk musikliv.

Om omfanget af danske statsborgeres optræ- den i udlandet og udlændinges optræden her i landet kan oplyses, at danske artister overvejen- de arbejder i udlandet, medens omvendt ca.

90 af al artistoptræden i Danmark udføres af udlændinge. Også danske musikere arbejder

i betydeligt omfang i udlandet, navnlig i Norge og Sverige, ligesom udenlandske fagmusikere - dog i mindre tal - optræder her i landet.

I forbindelse med den private arbejdsanvis- ning xx.xx omtales den særlige virksomhed, der i visse tilfælde udøves af kapelmestre og af de såkaldte bestillingshavere, tidligere i reglen be- nævnt musikdirektører. Betegnelsen haver anvendes på musikere, der erhvervsmæs- sigt påtager sig - typisk til lejlighedsmusik - at stille mindre orkestre, som de normalt selv deltager i eller leder, til rådighed.

I betænkningen fra 1941 omtaltes det, at det dengang med hensyn til orkestermusikere jævn- ligt forekom, at alene kapelmesteren (dirigen- ten) afsluttede kontrakt med vedkommende ar- bejdsgiver, medens orkestrets enkelte musikere blev engageret af kapelmesteren for egen reg- ning. samme måde var det almindeligt, at alene bestillingshavere antog de enkelte musi- kere.

Denne praksis, hvorefter der ikke bestod no- get kontraktsforhold mellem musikforbrugeren og den enkelte musiker, vakte kritik og kunne i forskellige henseender give anledning til tvivl. Det er da også senere lykkedes Dansk Musiker- forbunc at gennemføre en ændring på dette punkt, idet det nu både af forbundets interne foreningsbestemmelser og af de siden 1955 be- stående kollektive overenskomster med musik- restauranterne følger, at alle kontrakter skal af- sluttes c i rekte med musikforbrugerne og ikke må oprettes med kapelmester eller bestillingshaver, medmindre disse har behørig fuldmagt.

Herved er dog intet ændret i det rent faktiske forhold at en del orkestre er samlet af og gen- nem orkesterlederen har fået sit navn eller an- sigt over for publikum med den naturlige kon- sekvens at engagementer af orkestret sker gen- nem ham.

Også bestillingshavere virker fortsat i ikke ringe antal. Kutymemæssigt oppebærer de til dækning af udgifter en provision af 10 % af den samlede for engagementet udbetalte løn.

Bestillingshaverens eller kapelmesterens nævnte virksomhed indeholder utvivlsomt et moment af arbejdsanvisning, men bør dog efter nærværende udvalgs opfattelse som hovedregel lovligt kunne drives uden agenttilladelse, jfr. bemærkningerne til § 23 i udvalgets lovudkast (s. 56).

Ende ig skal nævnes den særlige anvisnings- virksomhed, som udøves af bedemænd i forbin- delse med tilvejebringelse af kunstnerisk med-

virken ved begravelser og bisættelser, og hvor- om udvalgets flertal foreslår givet særlige reg- ler, jfr. lovudkasts § 23, stk. 5, og bemærknin- gerne hertil s. 55, samt § 13 i udkastet til be- kendtgørelsen.

5. Arrangørvirksomhed.

Forskellig fra agentvirksomhed, der forudsæt- ter formidling af en arbejdsaftale mellem to parter, en arbejdssøgende og en arbejdsgiver, er den såkaldte arrangørvirksomhed, som består i at bistå personer, der søger erhverv ved offent- lig optræden helt eller delvis for egen regning, med tilrettelæggelse af sådan optræden. Arran- gøren påtager sig indgåelse af lejemål om lo- kaler til den optrædende, instrumenttransport, opførelsesafgifter, annoncering, billetsalg, tryk- ning af plakater, programmer og billetter m. v. Medens det sjældent sker, at artister søger optræden på denne måde, forekommer det sær- deles hyppigt, at skuespillere og navnlig soli- ster og musikensembler optræder ved forestil- linger og koncerter, til hvilke de ikke engageres

af en arbejdsgiver.

Sådan arrangørvirksomhed udøves her i lan- det hovedsagelig af enkelte store virksomheder, der i denne relation ofte betegner sig som kon- certdirektioner.

Arrangørerne driver normalt tillige virksomhed, navnlig ved formidling af optræden, f. eks. til teater- og koncertforeninger i provinsen. Enkelte har soloagentaftaler med nogle af de kunstnere, med hvem de har forbin- delse. Med virksomhed som arrangør og agent

eventuelt soloagent forbinder de pågælden- de i reglen virksomhed, der består i for egen regning eller sammen med andre at foranstalte koncerter o. 1., hvortil optrædende på sædvanlig måde engageres.

Det kan nævnes, at nogle koncertdirektioner bl. a. gennem deres medlemskab af den s. 10 nævnte europæiske agentsammenslutning repræ- senterer en række udenlandske kunstnere.

Det normale er, at arrangøren, når han op- træder som sådan, får et fast vederlag herfor og således ikke er økonomisk interesseret i ar- rangementets forløb, og at han omvendt, når han engagerer optrædende til en koncert eller lignende, aftaler et fast vederlag med den op- trædende, der således på sin side ikke har di- rekte økonomisk interesse i forløbet.

Der forekommer imidlertid mellemtilfælde. Arrangøren kan således påtage sig en økono- misk medinteresse under forskellige former.

IS

Den kan f. eks. gå ud på en garanti fra arran- gørens side for de med forestillingen eller kon- certen forbundne udgifter eller på en deling af overskud eller tab efter nærmere aftalte regler. Dette giver normalt ikke grundlag for at be- tragte ham som arbejdsgiver for den optræden- de. Anderledes kan der være tale om at bedøm- me forholdet, når der er tilsagt en optrædende et fast vederlag med tillæg af andel i brutto- eller nettoindtægt. Det er her nærliggende at betragte forholdet som en arbejdsaftale, blot med særlige aflønningsvilkår for den optræden- de.

Om afgrænsningen af arrangørbegrebet i ud- valgets lovudkast henvises til bemærkningerne til dettes § 36.

6. Husagenter og impressarier.

Det forekommer, at større forlystelsesetablis- sementer antager en person til som »artistisk leder« eller »husagent« at søge at engagere kunstnere til den pågældende virksomhed.

Omvendt slutter undertiden en kunstner tje- nesteaftale med en person om, at denne - mod fast vederlag eller mod provision — skal virke for afslutning af engagementer for ham. I be- tænkningen fra 1941 blev sådanne personer be- tegnet som impressario, kunstnersekretær eller

Betegnelsen impressario for denne virksomhed er formentlig almindelig dansk sprogbrug, men som det vil erindres fra omtalen af de svenske betænkninger anvendte disse ordet »manager« for den lige beskrevne virksomhed, medens ordet impressario blev an- vendt om den, der ansatte en eller flere kunst- nere hos sig mod et fast vederlag, og derefter i forbindelse med publicity-virksomhed m. v. solgte de pågældendes optræden mod et højere vederlag.

7. Udvalgets hovedsynspunkter med hensyn til arbejdsanvisning m. v.

Den offentlige arbejdsanvisning står princi- pielt også til rådighed for de optrædende, og det er af arbejdsdirektøren blevet fremhævet, at den offentlige arbejdsanvisning i begge dens led (de anerkendte arbejdsløshedskasser og de offentlige arbejdsanvisningskontorer) i påkom- mende fald ikke kunne eller ville stille sig af- visende over for tanken om at overtage anvis- ningsvirksomheden også for de optrædende, en virksomhed, som nærværende lovforslag i øv- rigt ikke afskærer den offentlige arbejdsanvis- ning fra at udøve.

Der har imidlertid i udvalget været enighed mellem repræsentanterne for de faglige organi- sationer om, at udviklingen i Danmark har væ- ret en sådan, at man ikke finder det aktuelt at stille forslag om, at de offentlige arbejdsanvis- ningskontorer skulle udvide deres virksomhed til det heromhandlede område. En sådan udvi- delse af den offentlige arbejdsanvisning ville formentlig også skabe en del af de vanskelig- heder, der diskuteres i de svenske betænkninger, og ville eventuelt kunne rejse spørgsmål om dannelse af et særligt statsaktieselskab.

På dette punkt er udvalget i overensstemmel- se med betænkningen fra 1941.

Den nævnte betænkning gik også principielt imod dannelsen af organisationsanvisning. Bag- grunden herfor har sikkert været de forsøg, der blev gjort fra såvel arbejdsgiver- som arbejds- tagerside på dannelse af Disse forsøg mislykkedes, som det er nævnt for- an, og der eksisterer således ikke her i landet, som tilfældet er i Sverige, en udstrakt organi- sationsformidling.

Udvalget er enigt med betænkningen fra 1941 i, at der ikke er grundlag for at antage, at arbejdsanvisningen for optrædende skulle kunne løses tilfredsstillende alene ved organi- sationsformidling. Udvalgets flertal (samtlige medlemmer med undtagelse af Xxxxxxx og Ro- sés) finder det imidlertid betænkeligt på for- hånd at afskære de faglige organisationer fra, såfremt de finder det opportunt, at skabe en konkurrence til den private agentvirksomhed og har derfor ment det rigtigt ved affattelsen af lovforslagets § 24, stk. 4, at holde en vis mu- lighed herfor åben.

Mindretallet (Guttorm og Rosés) kan ikke tilslutte sig forslaget om at åbne adgang til agenttilladelser for fagområdets organisationer, idet de finder, at anvisningsbehovet såvel ved lovens ikrafttræden som på længere sigt vil være dækket på fuldt tilfredsstillende måde af den selvstændige agentstand, der efter lovens ordlyd og hensigt upartisk skal varetage både arbejdsgiveres og arbejdstageres interesser, en holdning, der formentlig ikke kan forventes af en formidling, der drives af enten eller arbej dsgiverorganisationer.

Udvalget kan, med den reservation, der føl- ger af det lige anførte, herefter tilslutte sig det hovedsynspunkt, der blev anlagt allerede af be- tænkningen fra 1941, nemlig at det fortsat vil være forsvarligt at lade arbejdsanvisningen med

hensyn til optrædende varetage af de private agenter.

Da arbejdsanvisning for andre områder af ar- bejdsmarkedet betragtes som en samfundsop- gave — et synspunkt, der i udlandet i vidt om- fang har ført til, at også anvisninger af op- trædende er under offentlig kontrol - må en ordning, der tillader private agenter, efter ud- valgets opfattelse forudsætte, at det offentlige har indseende med denne anvisningsvirksom- hed. I overensstemmelse med betænkningen fra et det derfor foreslået, at virksomhed som

agent alene kan udøves i henhold til en offent- lig tilladelse, og at agenten i sin virksomhed er undergivet offentligt tilsyn, der i forbindelse med de forskrifter, der foreslås i udvalgets lov- skal sikre, at agenten optræder som en upartisk mellemmand mellem arbejdstager og arbejdsgiver.

Når anvisning af optrædende tillades udøvet af private agenter, kan der ikke indvendes noget imod, at det offentliges tilsyn skal omfatte ikke blot arbejdsanvisning for fagmusikere og lig- nende, men også anvisning af solister inden for både den populære og seriøse kunst. En modsat ordning vil også være ganske upraktikabel på grund af afgrænsningsvanskeligheder og fordi anvisningen af alle arter af optræden i vidt omj fang udøves af de samme agenter.

Hovedpunkterne vedrørende denne side af udvalgets lovforslag er herefter følgende:

1) Privat arbejdsanvisning kan kun udøves i henhold til en af det offentlige meddelt til- ladelse, som også kan meddeles aktieselskaber og efter flertallets forslag fagområdets organisa- tioner. En af flertallet foreslået særlig undtagel- se i lovforslagets § 23, stk. 5, har hensyn til begravelsesfirmaers tilvejebringelse af kunst- nerisk medvirken, jfr. om den af udvalget fore- slåede kontrol hermed nærmere bemærkninger- ne s. 55 og § 13 i udkastet til bekendtgørelse.

2) På længere sigt tilstræbes en begrænsning af agenternes antal, men ved en overgangsbe- stemmelse (§ 39) sikres der dem, som har dre- vet agentvirksomhed i et vist åremål, adgang til at fortsætte hermed.

3) Agentens uafhængighed sikres ved, at han ikke må drive andet erhverv eller være beskæftiget af eller økonomisk interesseret i virksomheder, der beskæftiger optrædende. Der er hertil knyttet en dispensationsbestemmelse, jfr. § 25.

4) Til den offentlige tilladelse knyttes en

xxxxx for agenten til at bistå dem, der søger hans hjælp. Det bemærkes i denne forbindelse, at den tidligere nævnte bestemmelse i bureauover- enskomsterne, hvorefter agenten kun må for- midle arbejde for medlemmer af den pågælden- de faglige organisation, ikke herefter vil kunne opretholdes.

5) Lovforslaget fastsætter nærmere regler for agentens provision, jfr. herved § 27, og navnlig for at understrege agentens uafhængige stilling og hans virke for begge parter foreslås det, at provisionen ved optræden jier i landet skal be- tales af den arbejdssøgende og arbejdsgiveren med halvdelen hver. Der er til dette sidste punkt afgivet dissens.

6) Udvalget har - i modsætning til betænk- ningen fra 1941 - anset det for nødvendigt at akceptere eksistensen af de såkaldte eneretsaf- taler eller soloagentforhold, og er formentlig herved på linje med de svenske betænkninger. Nærmere regler er fastsat i lovforslagets kapitel 6, og de foreslåede regler har til formål dels at beskytte de optrædende, dels at sikre, at ene- retsaftaler kun indgås, når der er tale om en sådan ekstraordinær indsats for den pågælden- de kunstner, at det kan begrunde den højere provision, som foreslås tilladt i eneretsaftaler- ne. Et medlem af udvalget har ikke kunnet til- træde, at det tillades eneretsagenten at beregne sig højere provision end den sædvanlige, jfr. bemærkningerne til §

7) Medens der efter det lovforslag, der var udarbejdet i betænkningen fra 1941, også til udøvelse af arrangørvirksomhed krævedes en of- fentlig tilladelse, har nærværende udvalg ikke fundet dette påkrævet. Man har alene i lovfor- slagets § 36 givet nogle nærmere regler om regnskabspligt m.v. samt en bestemmelse om, at der kan pålægges arrangører en egentlig bi- standspligt.

8) Man har i modsætning til betænkningen fra 1941 heller ikke fundet det påkrævet at gøre virksomheden som husagent afhængig af en særlig tilladelse, men der er i lovforslagets § 23, stk. 3, givet regler om husagenter, kunstnerse- kretærer m.v.

9) Loven om privat arbejdsanvisning, jfr. det foran side 13 omhandlede tillæg, foreslås i forbindelse med gennemførelse af udvalgets lovforslag ændret, således at den nævnte lov ikke omfatter anvisning af optrædende.

10) Som det fremgår af udvalgets lovforslag er det forudsat, at tilladelser til virksomhed som agent og eneretsagent skal meddeles af justits-

ministeren, der også forudsættes at føre det i loven foreskrevne tilsyn med agenterne, og som kan meddele pålæg til arrangørerne i henhold til § 36, stk. 5. I det anførte ligger ikke fra udvalgets side nogen stillingtagen til ressort- spørgsmålet eller til den umiddelbart ret nær- liggende tanke at henlægge tilsynet med den i lovforslaget omhandlede særlige arbejdsan- visningsvirksomhed til arbej dsmarkedsmyndig- hederne (arbejdsdirektoratet) ; Borreschmidt har herved for sit vedkommende ønsket at pege på betydningen af, at dsanvisningsproblemer

- som også i andre forbindelser er genstand for overvejelser såvel vedrørende den indenlandske arbejdsanvisning som med hensyn til anvisning af arbejde til udlændinge - i administrativ hen- seende kan anskues som en helhed.

11) Udvalget har overvejet muligheden af,

at man, i stedet for som sket i selve lovteksten at optage de foreslåede detaillerede - regler og bestemmelser om agenternes provision

- herunder også eneretsagenternes provision - optog disse bestemmelser i administrativt ud- færdigede hvorved man let- tere vil kunne foretage sådanne ændringer, som indhøstede erfaringer måtte give anledning til. Når udvalget dog har optaget bestemmelserne i lovteksten, er det ud fra samme betragtning, der har ført til, at man ikke til administrationens bestemmelse har henskudt de foreslåede regler om de optrædendes sygdom, svangerskab og militærtjeneste. Man har fundet det rigtigst, når der skal lovgives for dette område, at selve lo- ven tager stilling til de praktisk vigtigste spørgsmål.

III. Udkast til lov om engagering af optrædende.

Afsnit I.

Kap. 1.

Lovens område.

§ 1. Denne lov omfatter erhvervsmæssig op- træden, herunder optræden ved filmoptagelse, grammofonindspilning, radio- og fjernsynsud- sendelser eller lignende.

Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 2-4 finder ikke anvendelse på

a) scenisk optrædende i teaterforestillinger,

b) personer, hvis optræden finder sted i hen- hold til tjenestemandsansættelse eller an-

der må sidestilles hermed.

Afsnit II.

Kap. 2.

Arbejdsaftalen.

§ 2. Hver af aftalens parter kan til enhver tid forlange aftalen udfærdiget skriftligt.

Stk. 2. En aftale er i det omfang, den må anses fer åbenbar ubillig for en af parterne, uforbindende for vedkommende part.

§ 3. Bestemmelser i aftalen, der begrænser ar- bejdstagerens adgang til anden optræden, er kun bindende, for så vidt de med hensyn til tid, sted og andre i betragtning kommende forhold kan anses for rimeligt begrundede i hensynet til arbejdsgiveren, og de ikke på util- børlig nåde indskrænker arbejdstagerens ad- gang til optræden.

§ 4. Såfremt kost og logi udgør en del af ve- derlaget, skal værdien af hver af disse ydelser fastsættes til et bestemt belob, der modsvarer den udg ft, som ydelsens ophor med rimelighed kan antages at ore arbejdstageren.

Stk. 2. Arbejdstageren kan mod fremtidig at give afkald på den eller de pågældende ydel-

ser når som helst under ansættelsen forlange beløbene eller et af dem udbetalt kontant sam- men med lønnen. Såfremt arbejdsgiveren har truffet særlige i aftalen nævnte foranstaltninger for at opfylde sine forpligtelser, kan det dog aftales, at arbejdstageren skal give et i aftalen af hensyn til afviklingen af de trufne foran- staltninger fastsat rimeligt varsel.

§ o. En aftale om optræden kan indgås for en eller flere forud fastlagte enkeltdage, for be- stemt tid eller på opsigelse. Aftalen skal fastslå dato for engagementets tiltrædelse og i tidsbe- stemte forhold for dets ophør. En optrædende kan endvidere antages til inden for et bestemt tidsrum at medvirke ved en nærmere angiven optagelse på grammofonplade, film, lydbånd eller lignende (indregistreringsaftaler).

Stk. 2. Der kan med de i stk. 3 og 4 nævnte undtagelser ikke med retsvirkning aftales pro- longationsret for arbejdsgiveren.

Stk. 3. Er en aftale om optræden i omrej- sende cirkus indgået for en sommersæson af 4 måneders varighed eller derover, kan der ved aftalen, når den er indgået skriftlig, tillægges arbejdsgiveren ret til at bestemme tidspunktet for både sæsonens begyndelse og ophør indtil 1 uge tidligere eller senere end de i aftalen fast- satte tidspunkter, såfremt engagementstiden ikke derved bliver kortere end 4 måneder. Den op- trædende skal være underrettet om sæsonæn- dringen senest på 2 ugers dagen forud for det ved ændringen fastsatte begyndelses- eller op- hørstidspunkt, dog altid senest på 2 ugers da- gen forud for det i aftalen fastsatte begyndel- ses- eller ophørstidspunkt.

Stk. 4. I skriftlige arbejdsaftaler om optræ- den mindst 4 dage ugentlig i mindst 7 uger inden for månederne juni, juli og august kan der tillægges arbejdsgiveren ret til inden for de nævnte måneder at forlænge engagementet

22

med indtil 1 uge. Den optrædende skal være underrettet om forlængelsen senest på 2 ugers dagen forud for den i aftalen fastsatte ophørs- dag.

§ 6. En arbejdsaftale, der er indgået på op- sigelse, kan kun opsiges til ophør den 15. eller den sidste i en måned. Opsigelsen skal være meddelt den optrædende senest den forudgåen- de 1. eller 15.

Stk. 2. -Det skal dog kunne aftales, at ar- bejdsforholdet kan opsiges til en lønningsdag senest ugedagen forud, såfremt der af arbejds- giveren ydes arbejdstageren et i en skriftlig kontrakt særskilt fastsat vederlag for denne op- sigelsesadgang.

Stk. I arbejdsforhold, der omfatter mindst

4 dage ugentlig, og som ikke henhører under stk. 2, skal opsigelse til fratræden efter 1 års ansættelse eller derover meddeles af arbejds- giveren med mindst 3 måneders varsel og af arbejdstageren med mindst 1 måneds varsel til udgangen af en måned.

§ 7. Bestemmelserne i 3—6 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for arbejdstageren.

Kap. 3.

Arbejdstagerens forhindring.

Sygdom.

§ 8. Bliver arbejdstageren efter sin tiltrædel- se ved sygdom forhindret i at optræde, har han ret til sygeløn, såfremt arbejdsforholdet omfat- ter mindst 4 dage ugentlig og er indgået for mindst 2 sammenhængende uger eller på op- sigelse.

Stk. 2. Sygelønnen udgør af det aftalte faste vederlag, men skal dog ikke beregnes af et højere dagligt vederlag end 50 kr. med samme procenttillæg som til enhver tid fastsat for fi- nanslovshonorarer til statens tjenestemænd. Ar- bejdstageren er ikke berettiget til sygeløn for den første arbejdsdag i en sygeperiode samt for arbejdsdage, der falder på de 2 følgende kalen- derdage. Sygelønnen udbetales på de i ar- bejdsforholdet gældende lønningsdage.

Stk. 3 I ydelsen agar dagpenge, der for samme periode måtte tilkomme arbejdstageren i henhold til afsnit II i lovbekendtgørelse nr.

160 af 4. april 1963 om den offentlige syge- forsikring.

Stk. 4. I tidsbestemte arbejdsforhold, hvis

aftalte varighed ikke overstiger 6 måneder, er arbejdsgiveren pligtig at udrede sygeløn i sam- menlagt højst 30 dage. Omfatter arbejdsforhol- det et længere tidsrum ikke ud over 1 år, er sygelønsperioden 60 dage, medens den i ar- bejdsforhold af varighed herudover er 90 dage. Arbejdsgiveren er dog ikke pligtig at udrede sygeløn udover den aftalte ansættelsestid og ej- heller for et større antal arbejdsdage end sva- rende til halvdelen af de i ansættelsestiden forekommende.

Stk. 3. I arbejdsforhold, der er indgået på opsigelse, vedvarer arbejdsgiverens pligt til at betale sygeløn indtil det tidspunkt, da aftalen ved sygdommens indtræden kunne være bragt til ophør med det i arbejdsforholdet gældende varsel. Har arbejdsforholdet ved sygdommens indtræden varet i 6 måneder eller derover, er arbejdsgiveren dog, såfremt forholdet ikke op- siges, pligtig at udrede sygeløn i mindst 30 dage.

§ 9. Bliver arbejdstageren efter tiltrædelsen af et tidsbestemt arbejdsforhold ved sygdom for- hindret i at optræde, kan arbejdsgiveren, når hindringen har varet mindst 7 dage, i arbejds- forhold længere end 2 måneder dog mindst 14 dage, ophæve arbejdsforholdet med de i § 6, stk. 1 og 3, nævnte varsler. Arbejdsgiveren kan dog bringe arbejdsforholdet til ophør straks, når arbejdstageren vil være forhindret i at op- træde hele den resterende ansættelsestid.

Stk. 2. Ophævelse af arbejdsaftalen i medfør af stk. 1 kan ikke ske, når arbejdsudygtigheden er ophørt.

Stk. 3. Den optrædendes krav på sygeløn i henhold til § 8 berøres ikke af en ophævelse af arbejdsaftalen i henhold til stk. 1.

Stk. 4. I arbejdsforhold, der er indgået på opsigelse, kan det ikke med retsvirkning aftales, at arbejdstagerens arbejdsudygtighed på grund af sygdom skal berettige arbejdsgiveren til at opsige arbejdsaftalen med forkortet varsel.

§ 10. Bestemmelserne i §§ 8 og 9 finder an- vendelse på samtlige medlemmer af et ensemble, hvis arbejdsydelse er tilbudt som en enhed, så- fremt et eller flere medlemmer af ensemblet på grund af sygdom bliver forhindret i at arbejde med den virkning, at ensemblets optræden ikke finder sted, fordi den er umuliggjort eller væ- sentlig forringet. Ophæves arbejdsforholdet i medfør af § 9, er ensemblets arbejdsdygtige medlemmer ikke berettiget til sygeløn efter op- hørstidspunktet.

Svangerskab.

§ 11. Bliver en kvindelig optrædende efter at have indgået aftale om et arbejdsforhold eller efter tiltrædelsen af dette klar over, at hun som følge af graviditet kan blive arbejdsuegnet un- der engagementet, er hun pligtig uden ugrundet ophold at underrette arbejdsgiveren herom.

Stk. 2. Såfremt arbejdstageren i et arbejds- forhold, der er indgået på opsigelse, kan opsige dette til ophør inden arbejdsuegnethedens ind- træden, har arbejdsgiveren ikke krav på under- retning før det tidspunkt, da sådan opsigelse senest kunne ske.

§ 12. Enhver af parterne kan hæve aftalen med virkning fra arbejdsuegnethedens indtræ- den. Sådan ophævelse berører ikke arbejdstage- rens krav på ydelse i henhold til § 13.

Stk. 2. Endvidere er den arbejdsgiver, der inden engagementets tiltrædelse modtager den i

§ 11, sck. 1, påbudte underretning, berettiget til at hæve arbejdsaftalen helt eller delvis, så- fremt det må antages, at dens opfyldelse efter arbejdsforholdets beskaffenhed ville være til væsentlig ulempe for ham.

§ 13. I arbejdsforhold, der omfatter mindst 4 dage ugentlig og er indgået for, forlænget til eller har varet mindst et år, er den svangre fra arbejdsuegnethedens indtræden berettiget til samme ydelse som foreskrevet i § 8, stk. 2, pkt. 1 og 3, og stk. 3, i indtil 30 dage, dog ikke ud over den aftalte ansættelsestid eller arbejdsfor- holdets udløb ifølge opsigelse med det i for- holdet gældende varsel. Arbejdstageren forta- ber sin ret til ydelsen ved at tilsidesætte sin underretningspligt ifølge § 11.

Militærtjeneste.

§ 14. Modtager arbejdstageren efter at have indgået aftale om et arbejdsforhold eller efter tiltrædelsen af dette indkaldelse til aftjening af civil eller militær værnepligt, der vil hindre ham i at opfylde engagementet, skal arbejdsgiveren uden ugrundet ophold underrettes herom.

Stk. 2. Såfremt arbejdstageren i et arbejds- der er indgået på opsigelse, kan op-

sige dette til ophør før tiltrædelsen af den civile eller militære tjeneste, har arbejdsgive- ren ikke krav på underretning før det tidspunkt, da sådan opsigelse senest kunne ske.

§ 15. Arbejdsgiveren kan hæve arbejdsfor-

holdet med virkning fra den civile eller mili- tære tjenestes begyndelse, i tilfælde af genind- kaldelse dog kun, såfremt arbejdsforholdets fortsættelse efter genindkaldelsen vil være til væsentlig ulempe for ham, og engagementet ikke omfattes af stk. 3.

Sik. 2. Endvidere er den arbejdsgiver, der inden engagementets tiltrædelse modtager den i § 14, stk. 1, påbudte underretning, berettiget til med den begrænsning, der følger af stk. 3, at hæve arbejdsaftalen helt eller delvis, såfremt det må antages, at dens opfyldelse efter ar- bejdsforholdets beskaffenhed vil være til væ- sentlig ulempe for ham.

Stk. 3. Genindkaldelse til fortsatte øvelser be- rettiger ikke arbejdsgiveren til at ophæve et ar- bejdsforhold, der omfatter mindst 4 dage ugent- lig og er indgået for, forlænget til eller ved genindkaldelsens begyndelse har varet mindst

1 år. I sådanne arbejdsforhold tilkommer der under genindkaldelsen arbejdstageren samme ydelse som foreskrevet i § 8, stk. 2, pkt. I og 3, i indtil 30 dage, dog ikke ud over den af- talte ansættelsestid eller arbejdsforholdets udløb ifølge opsigelse med det i forholdet gældende varsel. Tilsidesætter arbejdstageren sin underret- ningspligt ifølge § 14, fortaber han sin ret til ydelsen.

Stk. 4. Reglerne om genindkaldelse finder også anvendelse på kortvarige mønstringer.

Reglernes fravigelighed.

§ 16. Bestemmelserne i §§ 8—15 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for arbejdstageren.

Stk. 2. Justitsministeren kan dog efter ind- hentet erklæring fra nærmest interesserede organisationer tillade, at de nævnte bestemmel- ser fraviges i kollektive aftaler, tjenesteregle- menter og lignende, der som helhed ikke stil- ler den optrædende ringere end foreskrevet i de nævnte bestemmelser.

Kap.

Ugentlig fridag.

§ 17. I arbejdsforhold indgået for længere tid end 16 dage eller på opsigelse, skal der gi- ves arbejdstageren en fridag inden for hver uge, engagementet varer, jfr. dog §19.

Stk. 2. Træffer parterne under engagemen- tets forløb aftale om dettes forlængelse med

1) foreslår cirkusartister undtaget fra fri- dagsreglerne.

den virkning, at den samlede engagementstid bliver over 16 dage, indtræder retten til en ugentlig fridag fra forlængelsesaftalens ind- gåelse.

§ 18. Såfremt bestemte fridage ikke er fast- lagt i arbejdsaftalen eller senere aftalt mellem parterne, anses mandag som ugentlig fridag.

Stk. 2. Parterne kan aftale, at arbejdsgiveren, når mindst 4 uger af engagementstiden er for- løbet, skal have ret til ensidigt at omlægge fri- dagene i den resterende ansættelsestid til andre af ham samtidig fastlagte dage inden for hver uge.

§ 19. Parterne kan aftale, at arbejdsgiveren skal have ret til ensidigt at udskyde fridagen til en af ham samtidig fastlagt dag inden for den påfølgende eller næstfølgende uge. Derefter kan arbejdsgiveren først udskyde en fridag, der falder senere end 10 dage efter den udskudte fridags givelse.

Stk. 2. Parterne kan endvidere aftale, at fridagene for indtil 4 på hinanden følgende uger skal gives i sammenhæng på fastlagte dage inden for perioden. Sådan sammenlægning kan ikke ske mere end 2 gange inden for enga- gementsperioder af indtil 1 år.

Stk. 3. Der må højst hengå 4 uger mellem 2 fridage.

§ 20. Ophører et arbejdsforhold, uden at ar- bejdstageren har opnået de ham efter arbejds- forholdets varighed tilkommende fridage, er han berettiget til en erstatning pr. dag, svarende til den løn, han oppebar i arbejdsforholdet.

§ 21. Omlægning af fridage i henhold til § 18, stk. 2, skal være meddelt arbejdstageren se- nest på 2 ugers dagen forud for den dag, hvortil den først omlagte fridag er henlagt.

Stk. 2. Udskydelse af en fridag i henhold til

§ 19, stk. 1, skal være meddelt arbejdstageren senest den tredje dag før fridagen skulle være givet.

§ 22. Bestemmelserne i §§ 17-21 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for arbejdstageren. Stk. 2. Justitsministeren kan dog efter ind- hentet erklæring fra de nærmest interesserede organisationer tillade, at de nævnte bestemmel- ser fraviges i arbejdsforhold, hvis tidsbestemt- hed eller særlige karakter i øvrigt taler derfor, samt i kollektive aftaler, tjenestereglementer og

lignende, der som helhed ikke stiller den op- trædende ringere end foreskrevet i de nævnte bestemmelser.

Afsnit III.

Kap. 5.

Privat arbejdsanvisning.

§ 23. Ingen må uden justitsministerens til- ladelse udøve privat arbejdsanvisning for optræ- dende, når dette direkte eller indirekte sker mod betaling. Den, hvem en sådan tilladelse er med- delt, benævnes i denne lov agent.

57/?. 2. Arbejdsanvisning for optrædende fore- ligger, når nogen tilbyder eller yder mellem- komst, ved anvisning eller på anden måde, ved tilvejebringelse af arbejdsaftaler for optræden- de. Arbejdsanvisning anses også at foreligge, når nogen ansætter en optrædende hos sig vederlag, og det af omstændighederne fremgår, at aftalens hovedformål er at formidle arbejde for den optrædende hos tredjemand.

Stk. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det tilladt at tage ansættelse mod fast vederlag hos én arbejdsgiver eller én optrædende med det formål at formidle arbejdsaftaler for den på- gældende. Sådanne ansatte må ikke tillige oppe- bære vederlag hos aftalens anden part.

Stk. 4. Såfremt et engagement til optræden her i landet er formidlet af en i udlandet bosat mellemmand, må arbejdsgiveren ikke indgå en- delig aftale uden medvirken af en dansk agent.

Stk. 5. Justitsministeren kan for beskæftigel- sesområder, hvor særlige hensyn taler derfor, bestemme, at anvisning må ske uden agenttil- ladelse, og kan give forskrifter for således und- tagen virksomhed.3)

Agenttilladelse.

§ 24. Tilladelse til arbejdsanvisning ladelse) kan meddeles personer, der

1) har dansk indfødsret,

2) har bopæl her i landet,

3) er myndige,

4) ikke er under konkurs,

5) godtgør at have de fornødne kunstneriske og forretningsmæssige forudsætninger for udøvelse af virksomheden.

Stk. 2. Tilladelse kan nægtes under de i bor-

Benneweis foreslår § stk. 4, udeladt.

3) Guttorm og Rosés foreslår § 23, stk. 5, udeladt.

gerlig straffelovs § 78, stk. 2, nævnte omstæn- digheder.

Stk. 3. Justitsministeren kan undtage fra be- i i stk. 1, nr. 1). I så fald kan tilladel- sen begrænses og betinges.

Stk. 4. Tilladelse kan endvidere meddeles her i landet registrerede aktieselskaber og andre her i landet hjemmehørende selskaber med be- grænset ansvar, når direktører og flertallet af bestyrelsesmedlemmer opfylder betingelserne i stk. 1, nr. l)-4), samt fagområdets organisatio- ner. Justitsministeren kan for sådanne tilladelser fastsætte særlige vilkår og herunder begrænse til- ladelserne til at angå særlige fag- eller beskæf- tigelsesområder. Den person, der på selskabets eller organisationens vegne skal forestå virk- somheden (leder), skal opfylde de i stk. I, jfr. stk. 2 og 3. fastsatte betingelser og skal god- kendes af

Stk. meddeles for 5 år ad gangen. Såfremt tilladelsen har været udnyttet på for- svarlig nåde, må fornyelse ikke nægtes.

Stk. o. Justitsministeren kan nægte at med- dele nye tilladelser, såfremt behovet for ar- bejdsanvisning findes fuldt ud tilgodeset.

Stk. 7. En meddelt tilladelse eller godken- delse som leder kan tilbagekaldes, såfremt de i stk. og 2 fastsatte betingelser ikke læn- gere er opfyldt, eller virksomheden drives på uforsvarlig måde. Det samme dersom tilladelsen i det sidste år ikke har været ud- nyttet eller kun har været udnyttet i ubetydeligt omfang.

Stk. Forinden afgørelse træffes om med- delelse, fornyelse eller tilbagekaldelse af til- ladelse til at virke som agent eller leder, skal der indientes erklæring fra de nærmest interes- serede organisationer.

Agentens pligter.

§ 25. En agent eller leder, jfr. § 24, stk. 4. må ikke drive andet erhverv eller under nogen form være beskæftiget af eller okonomisk in- teresseret i virksomheder, der beskæftiger op- Justitsministeren kan dog, hvor om- stændighederne taler derfor, i det enkelte til- fælde Iler ved almindelige jfr. § 29.

stk. 2, gøre undtagelse fra forbudet.

§ 26. Agenten må ikke uden rimelig grund nægte en arbejdssogende eller arbejdsgiver sin

Guttorm og Rosés foreslår, at man i § stk. i, ikke medtager fagområdets organisationer.

bistand og skal efter bedste evne virke for af- slutning af arbejdsaftaler under behørig vare- tagelse af parternes interesser og iagttagelse af forskrifterne i denne lov.

Stk. 2. En agent må ikke indgå aftaler, hvor- ved en arbejdsgiver eller en optrædende for- pligter sig til at søge arbejdsaftaler indgået gen- nem ham, jfr. dog bestemmelserne i kap. 6.

Stk. 3. Agenten må ikke indtræde som part i arbejdsaftalen mellem arbejdsgiveren og ar- bejdstageren. Justitsministeren kan dog gøre undtagelse fra forbudet efter tilsvarende regler som i § 25 fastsat. Finder indtræden herefter sted, har agenten ikke krav på provision.

Agentens lederlag.

§ 27. Er en arbejdsaftale kommet i stand un- der medvirken af en agent, er denne berettiget til provision efter nedenstående regler.

Stk. 2. Provisionen må ikke overstige, hvad der for den pågældende anvisning kan anses for rimeligt, og den må højst udgøre 10 % af den optrædendes vederlag.

Stk. 3. I arbejdsforhold, der omfatter mindst

4 dage ugentlig, må provision ikke oppebæres for noget tidsrum ud over 6 måneder. Medvir- ker agenten ved en aftale mellem parterne om forlængelse eller nyt engagement, der skal på- begyndes inden 1 år efter det første engage- ments tiltrædelse, kan han for det oprindelige engagement og det eller de efterfølgende tids- rum sammenlagt ikke oppebære provision for længere tid end 6 måneder.5)

Stk. 4. Agenten kan med den begrænsning, der følger af stk. 3, ved formidlingen af en arbejdsaftale i denne betinge sig ret til provi- sion også af forlængelser og nye engagementer mellem parterne, ved hvilke han ikke medvir- ker, under forudsætning af, at forlængelsen eller det ny engagement tager sin begyndelse inden 1 år efter tiltrædelsen af det førstnævnte arbejdsforhold.5)

Stk. 5. Ved optræden her i landet skal pro- visionen betales af den optrædende og arbejds- giveren med halvdelen hver.0)

Stk. 6. Provisionen kan fordres udbetalt for- holdsmæssigt samtidig med den optrædendes vederlag, og den del af provisionen, der skal

Guttorm. Xxxxxxxxx og Rosés foreslår, at §

stk. 3 og ikke skal gælde ved formidling af i udlandet bosatte personers optræden i udlandet.

6) Xxxxxxx, Xxxxxxxxx og Xxxxx foreslår

§ stk. således at agentens provision som hidtil betales af den optrædende.

udredes af den optrædende, kan fordres til- bageholdt i hans løn. Ved optræden her i lan- det må der ikke modtages forskud på provi- sion.

§ 28. Agenten må udover den i § 27 angivne provision alene modtage dækning for særlig aftalte udgifter, der ikke sædvanligt medgår til formidling af arbejdsaftaler.

Stk. 2. Agenten må ikke til fremme af ar- bejdsaftalers indgåelse til en af aftalens parter eller nogen i forbindelse med parterne stående person, der ikke er agent, afgive nogen del af det ham tilkommende vederlag eller erlægge anden ydelse.

Tilsyn m. i.

§ 29. Agenten er undergivet justitsministe- rens tilsyn og skal meddele de oplysninger, der skønnes nødvendige for tilsynets udøvelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte almin- delige regler om formidlingsvirksomheden og kan træffe bestemmelser til begrænsning eller regulering af arbejdsformidling i internationale forhold.

Kap. 6.

Eneretsaftaler.

§ 30. Justitsministeren kan meddele en agent tilladelse til at udøve en virksomhed, der grun- der sig på aftaler med optrædende om eneret til formidling af arbejdsaftaler, og som forud- sætter en i forhold til sædvanlig agentvirksom- hed væsentlig større og selvstændig indsats for de pågældende optrædende. Tilladelsen kan be- grænses således, at den undtager bestemte eller beskæftigelsesområder, for hvilke enerets- aftaler skønnes uhensigtsmæssige. Bestemmel- serne i § 24, stk. 6, og § 29 finder tilsvarende anvendelse.

§ SI. En aftale om eneret skal indgås skrift- ligt og skal angive enerettens geografiske og be- skæftigelsesmæssige område. Den må ikke om- fatte et tidsrum kortere end to år eller længere end tre år, men kan ved aftale, der ikke må indgås tidligere end tre måneder før den løben- de aftale ophører, forlænges for indtil tre ad gangen.

Stk. 2. Aftalen kan ikke hjemle agenten ret til at forpligte den optrædende uden dennes medvirken. Det skal af aftalen fremgå, at den

ikke afskærer den optrædende fra selv at indgå arbejdsaftale direkte med en arbejdsgiver, men det kan bestemmes, at den optrædende forinden sådan aftale indgås, skal give sin agent under- retning om den påtænkte aftale og dennes nær- mere indhold.

§ 32. I aftalen skal agenten forpligte sig til inden for eneretsområdet at føre alle forhand- linger om arbejdsaftaler og uden unødigt op- hold at besvare alle henvendelser til ham eller den optrædende om engagement, også når så- danne fremkommer gennem en anden agent, ligesom han skal være forpligtet til uden unø- digt ophold at underrette den optrædende om henvendelser om der ikke dæk- kes af eneretsaftalen. Han skal derhos påtage sig på eget initiativ at udøve en betydelig, selv- stændig indsats for ved afgivelse eller fremkal- delse af tilbud at tilvejebringe engagementsaf- taler og for at skabe gavnlig interesse om den optrædende.

Stk. 2. Agenten skal forpligte sig til at holde den optrædende underrettet om sine dispositio- ner og planer, og skal på den optrædendes be- gæring redegøre for den indsats, som er gjort fra hans side.

Stk. 3. Agenten skal endvidere forpligte sig til i rimeligt omfang at være den optrædende behjaslpelig med en indgået arbejdsaftales prak- tiske gennemførelse og bedst muligt at varetage den optrædendes interesser i engagementstiden og påse, at den optrædendes rettigheder ikke tilsidesættes.

§ 33. Aftalen skal angive omfanget af agen- tens provisionskrav. Provisionen må ikke over- stige, hvad der for den aftalte virksomhed kan anses for rimeligt, og den må højst udgøre 15 % - for engagementer til udlandet 20 af den optrædendes vederlag i ethvert engage- ment, som med eller uden agentens bistand ind- gås i eneretsaftalens løbetid og inden for dens område. Agenten kan dog ikke betinge sig pro- vision af vederlag for optræden, der finder sted senere end 1 år efter eneretsaftalens udløb, medmindre det drejer sig om optræden af den i § 5, stk. 1, pkt. 3, omhandlede art, der skal afvikles inden for et tidsrum, som tager sin be- gyndelse før årsfristen er forløbet.7).

Stk. 2. Er en aftale om optræden her i lan- det indgået med agentens bistand, påhviler det

7) Xxxxxxxxx foreslår i § 33, stk. I. pkt. provi- sionens maximum fastsat til 10

arbejdsgiveren at udrede halvdelen af provisio- nen, dog højst 5

Stk. Agenten må ikke af den optrædende modtage dækning for nogen omkostning.

§ 34. Agenten må ikke for sin virksomhed modtage ydelser ud over, hvad der tilkommer ham efter de i § 33 fastsatte regler. Denne be- stemmelse er dog ikke til hinder for, at agenten af tredjemand får dækket rejse- og opholdsud- gifter under forudsætning af, at den optræden- de gøres bekendt hermed.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 27, stk. 6 og § 28, stk 2, finder tilsvarende anvendelse, når agenten har medvirket ved aftalens indgåelse.

§ 35. Agenten må ikke indgå en eneretsaf- sårremt den er egnet til at forringe hans indsats for eller på anden måde skade optræ- dende, med hvem han forud har indgået ene- retsaftaier.

Stk. .?. Agenten skal på den optrædendes be- gæring såvel ved eneretsaftalens indgåelse som under dens løbetid give den optrædende under- retning om, med hvilke andre han har indgået eneretsaftaler.

Kap. 7.

Arrangørvirksomhed.

§ 36. Aftale, hvorved nogen påtager sig det praktiske arrangement af en optræden helt eller delvis for den optrædendes egen regning, skal indgås skriftligt og skal indeholde et overslag over de med arrangementet forbundne indtæg- ter og udgifter, derunder en bestemt angivelse af arrangørens vederlag og af de øvrige indtæg- ter, han kan opnå som led i arrangementet.

Stk. 2. Indeholder aftalen vilkår, der i hen- seende til vederlag til arrangøren eller på anden måde har urimelige virkninger for den optræ- dende, er sådanne vilkår uforbindende.

Stk. 3. Snarest muligt og inden 30 dage efter den stedfundne optræden skal arrangøren af- lægge dokumenteret regnskab over for den op- trædende. Regnskabet skal slutte sig til oversla- get i og skal indeholde en redegørelse for væsentlige afvigelser fra over- slaget.

Stk. 4. Reglerne i denne paragraf kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den optræ- dende.

Stk. 3. Justitsministeren kan ved bekendtgø- relse træffe bestemmelse om, at den, der dri- ver arrangørvirksomhed, ikke uden rimelig grund må afslå at bistå personer, der ønsker at optræde for egen regning, og som i passende omfang kan sikre, at nødvendige udgifter til arrangementets gennemførelse bliver betalt.

Afsnit IV.

Kap. 8.

Straffebestemmelser og overgangsbestemmelser.

§ 37. Overtrædelse af bestemmelserne i kapi- tel 4 og i §§ 23, 25-28, stk. 1, og 31 - 36, straffes med bøde eller hæfte indtil 3 måne- der. Strafansvaret påhviler ved overtrædelse af bestemmelserne i kapitel 4 arbejdsgiveren. Ved overtrædelse af bestemmelserne i §§ 23, 25-28, 29, stk. 1, og 31-35, påhviler strafansvaret den, der uden tilladelse udøver arbejdsanvisning, henholdsvis agenten, ved overtrædelse af § 23, stk. 4 dog arbejdsgiveren. Ved overtrædelse af

§ 36 påhviler strafansvaret arrangøren.

Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan fastsættes straf af bøde for over- trædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Er lovovertrædelsen begået af en for- ening, et selskab eller lignende sammenslut- ning, kan der pålægges sammenslutningen som sådan bødeansvar.

§ 38. Denne lov træder i kraft den ...

Stk. 2. Loven gælder ikke for Færøerne.

§ 39. Den, der ved lovens ikrafttræden i de sidste 5 år her i landet har udøvet arbejdsanvis- ning for optrædende som hovederhverv, har krav på, at der meddeles ham tilladelse i hen- hold til § 23, stk. 1, såfremt betingelserne i § 24, stk. 1-4, er opfyldt, og justitsministeren efter indhentet erklæring fra de i § 24, stk. 8, omhandlede organisationer skønner, at virksom- heden har været udøvet på forsvarlig måde.

IV. Udkast til lov om ændring i lov nr. 185 af 20. maj 1933 angående privat arbejdsanvisning.

§ 1. § 2.

I lov om privat arbejdsanvisning, jfr. lov- Denne lov træder i kraft den . . . bekendtgørelse nr. 191 af 4. maj 1938 fore- Loven gælder ikke for

tages følgende ændring:

I § 1, stk. 1, udgår ordene: »herunder ved ansættelse af musikere inden for de sidstnævnte virksomheder.«

V. Udkast til bekendtgørelse om arbejdsanvisning for optrædende.

I medfør af § 23, stk. 5, og § 29, jfr. §§ 25, 26, stk. 3, og 30 i lov nr. .. . af . . . om engagering af optrædende bestemmes herved følgende:

Agentvirksomhedens udøvelse.

§ 1. Agenten eller - såfremt denne er et sel- skab eller en organisation - den godkendte le- der skal personlig lede virksomheden, medmin- dre justitsministeriet midlertidig tillader en an- den ordning. Såfremt agentvirksomheden drives i fællesskab af flere agenter, skal hver agent føre den i § 8 foreskrevne journal. Agenten må kun have ét fast forretningssted her i landet.

§ 2. Agenten må i sin almindelige virksom- hed i henhold til lovens kap. 5 ikke uden rime- lig grund nægte en arbejdssøgende eller ar- bejdsgiver sin bistand.

Stk. 2. Han må ikke være bundet til udeluk- kende eller fortrinsvis at skaffe engagementer til bestemte arbejdsgivere eller arbejdssøgende eller grupper af sådanne.

Udøvelse af anden virksomhed.

§ 3. Tilladelse til udøvelse af anden virksom- hed m. v., jfr. lovens § 25, eller til indtræden i arbejdsaftalen, jfr. lovens § 26, stk. 3, skal med de nedenfor i § 4 angivne undtagelser søges i hvert enkelt tilfælde ved henvendelse til justits- ministeriet.

§ 4. Uden særskilt tilladelse skal det være agenten tilladt,

1) at udøve arbejdsanvisning for andre end op- trædende, for så vidt dette er foreneligt med lovgivningen om privat arbejdsanvis- ning i øvrigt.

2) at påtage sig den praktiske tilrettelæggelse af optræden, forevisning eller lignende,

uden økonomisk medinteresse i arrangemen- tets forløb.

3) for egen regning eller i forbindelse med den optrædende eller andre at foranstalte optræden, forevisning eller lignende, når talen er om en eller flere enkeltstående for- anstaltninger. Sådan virksomhed må dog ikke uden justitsministeriets tilladelse ud- oves i forbindelse med virksomheder, der beskæftiger optrædende, jfr. lovens § 25, og berettiger ikke til provision, jfr. lovens § 26, stk. 3.

Agentens forhold til arbejdsaftalens parter.

§ 5. Ved formidling af arbejdsaftaler skal iagttages, at de for arbejdsforholdet gældende retsregler og de mellem parternes organisationer eventuelt indgåede overenskomster overholdes. Stk. 2. Ved afslutningen af arbejdsaftaler for personer, der ikke er hjemmehørende i Dan- mark, skal agenten udlevere arbejdstageren et aftryk af kap. 2-4 samt §§27 og 28 i oven- nævnte lov i oversættelse til et af hovedsproge- ne, eventuelt i form af et påtryk på kontrakten.

§ 6. I det i § 23, stk. 4, i ovennævnte lov omhandlede tilfælde skal en mellem parterne afsluttet skriftlig kontrakt udfærdiges af den danske agent.

Stk. 2. Dennes provision må ikke overstige halv provision, jfr. lovens § 27, stk. 2-4. og provisionen skal mindst andrage

§ 7. Agenten må ikke for uforfalden provi- sion modtage deposita, kaution eller anden sik- kerhedsstillelse.

Stk. 2. Agenten må ikke tilbageholde arbejds- bøger, anbefalinger og lignende dokumenter, som i anledning af hans virksomhed er kommet i hans besiddelse.

Stk. 3. Agenten skal afgive kvittering, hver

gang han modtager provision eller anden ham tilkommende særlig ydelse.

Tilsyn m. v.

§ 8.1) Agenten skal føre en journal over for- midlede arbejdsaftaler, hvad enten disse angår optræden her eller i udlandet. Journalen skal indeholde

1) dato for aftalen,

2) navn og adresse på parterne,

3) angivelse af arten af og tidspunkt eller tids- rum for det engagement, der er bragt i stand, og

4) den optrædendes vederlag og den anvendte provisionssats.

Stk. 2. Agenten skal for et tidsrum af 5 år op- bevare udskrevne journaler samt modtagne skriftlige henvendelser, forretningsbreve og te- legrammer, herunder genparter af de fra hans kontor udgåede skrivelser samt genparter af de afsluttede arbejdsaftaler.

§ 9. Agenten er underkastet justitsministeri- ets tilsyn og skal på forlangende give sådanne oplysninger om sin virksomhed, som skønnes nødvendige for tilsynets udøvelse.

Stk. 2. Inden udgangen af hvert års marts måned skal agenten til justitsministeriet indgive beretning om sin virksomhed i det nærmest for- udgående kalenderår. Beretningen aflægges ved udfyldelse af en af ministeriet autoriseret blan- ket.

Stk. 3. Beretningen skal være ledsaget af driftsregnskab.

Eneretsaftaler.

§ 10. En agent, der har fået en tilladelse som i lovens § 30, skal føre en særskilt

journal, hvoraf til enhver tid tydeligt skal

1) med hvilke optrædende agenten har truffet aftale om eneret til arbejdsformidling, og således at genparter af de indgåede enerets- aftaler er bilagt journalen,

2) af hvilke aftaler om optræden agenten har oppebåret provision i henhold til

ne.

§ 11. Bestemmelserne i lovens kapitel 6 skal i deres helhed være optrykt som tillæg til en- hver eneretsaftale.

§ 12. §§ 8 og 9 i nærværende bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse på virksomheden som eneretsagent.

Formidling ved begravelser m. v.

§ 13. Det er tilladt den, der erhvervsmæssigt påtager sig de praktiske foranstaltninger i for- bindelse med en begravelse eller bisættelse, uden bistand af agent at tilvejebringe kunstne- risk medvirken ved handlingen. Lovens § 27, stk. 2 og 5, finder tilsvarende anvendelse på et særskilt beregnet vederlag for tilvejebringelse af sådan medvirken. Dette vederlag må således ikke oversige 10 af kunstnerens honorar og skal belastes kunstneren og den, der bekoster begravelsen eller bisættelsen, med halvdelen hver. Kunstnerens honorarkvittering, der i til- fælde af særskilt beregnet formidlingsvederlag skal angive den af ham udredte halvdel af pro- visionen, skal altid bilægges afregningen til den, der bekoster begravelsen eller bisættelsen. Genparter af de nævnte afregninger og de af kunstnerne afgivne kvitteringer skal opbevares i 5 år.2)

Strafansvar.

§ 14. Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes med bøde.

1) Guttorm og Xxxxx foreslår fra journaliseringsplig- ten undtaget aftaler om udlændinges optræden i udlandet.

2) Guttorm og Rosés foreslår § 13 udeladt.

VI. Bemærkninger til udkastet til lov om engagering af optrædende.

Afsnit I.

Kap. 1.

Lovens område.

Til § 1.

§ 1 bestemmer lovens område. Det er ved af- fattelsen tilsigtet at medtage enhver erhvervs- mæssig optræden, uanset på hvilken måde den når frem til sit publikum. Området er reelt det samme som angivet i § 1 i udkast 1941, hvilken bestemmelse iøvrigt svarer til nærværende ud- kasts § 23. Man har fundet det rigtigt nu ud- trykkeligt at nævne optræden i radio og fjern- syn, der således er omfattet af loven, uanset om der er tale om direkte udsendelser eller tilfæl- de, hvor kunstnerens optræden fikseres meka- nisk med henblik på senere udsendelse.

Efter omstændighederne vil det kunne frem- byde tvivl, om en præstation efter sin art kan karakteriseres som optræden i lovens forstand. Udvalget har ikke fundet det hensigtsmæssigt i lovteksten at optage en nærmere definition, men afgrænsningen må i tvivlstilfælde ske ud fra det almindelige sproglige begreb om optræden i forbindelse med lovens formål.

Det vil ved afgrænsningen kunne være na- turligt at undersøge, om vejledning kan hentes i området for den beskyttelse, der ved § 45 i ophavsretsloven nr. 158 af 31. maj 1961 nu er hjemlet for »en udøvende kunstners fremførel- se af et litterært eller kunstnerisk værk«. Det fremhæves i motiverne til denne bestemmelse, Folketingstidende 1959/60 tillæg A, sp. 2762, at enhver, der tolker eller levendegør et lit- terært eller kunstnerisk værk, herunder musike- re, sangere, dirigenter, skuespillere og oplæsere, anses som udøvende kunstnere. Det nævnes vi- dere, at begrebet udøvende kunstner ikke om- fatter statister og heller ikke det tekniske per- sonale, der medvirker, f. eks. ved en teaterfore- stilling. Det fremhæves derefter, at bestemmel-

sen normalt ikke kan påberåbes af artister, xxxx- xxxxx, tryllekunstnere, imitatorer o.s.v., da den kun beskytter præstationer, der går ud på frem- førelse af et litterært eller kunstnerisk værk.

Medens en optrædende, der er omfattet af ophavsretsloven, også - med den begrænsning, der følger af § 1, stk. 2 — vil være omfattet af nærværende lovforslag, er det utvivlsomt, at man ikke kan blive stående herved. Det er vel klart, at forslaget ikke - lige så lidt som op- havsretsloven - omfatter teknisk personel, men det er på den anden side utvivlsomt, at forsla- get efter hele sit formål - stadig med den be- grænsning, der følger af stk. 2 - må omfatte ikke blot statister og korpersonale, men også den betydningsfulde gruppe af optrædende, der udgøres af artister m. v.

Uden for begrebet optrædende både i tradi- tionel forstand og set i forhold til formålet med lovforslaget, må derimod falde eksempelvis pro- fessionelle fodboldspillere og boksere, ligesom også fotomodeller og mannequiner må falde uden for lovforslaget.

En vis tvivl kan måske rejses med hensyn til foredragsholdere, fremvisere af rejsefilm og lig- nende, navnlig fordi disse i ikke ringe omfang engageres til foreninger, der også er »forbru- gere« af optræden, der utvivlsomt er omfattet af lovforslaget, hvortil kommer, at disse en- gagementer i vidt omfang formidles af de sam- me bureauer, som formidler optræden af kunst- nere m. fl. Det er ikke hensigten, at forslaget skal omfatte de her nævnte foredragsholdere

m. fl., der vel også må siges at falde uden for det traditionelle begreb »optræden«. På den anden side ønsker udvalget ikke ved lovforsla- gets § 25 at lægge hindringer i vejen for de autoriserede agenters fortsatte formidling af sådanne engagementer, hvorfor man i udkastet til bekendtgørelse om arbejdsanvisning for op- trædende i § 4 under nr. 1) har optaget en be-

yi

stemmeise, der giver agenterne en generel til- ladelse til at udøve bl. a. sådan formidlende virksomhed.

Lovforslagets regler er ikke begrænset til fentlig optræden.

Som det er nævnt foran s. 9 er skuespille- res arbejdsforhold på teatre således reguleret af kollektive overenskomster, at en lovregulering af denne form for optræden er anset for krævet. Dette kan ikke siges at gælde optræden på teatre af statister og korpersonale m. v., men når til, at det ved udvalgets

ning klart har været forudsat, at udvalget ikke nærmere skulle beskæftige sig med teatrenes forhold, har udvalget ment fra lovens område helt at måtte undtage scenisk optrædende i tea- terforestillinger.

Ved teaterforestillinger i lovens § 1, stk. 2, a), må forstås dels forestillinger Det kgl. Teater, dels forestillinger andetsteds, der efter hidtidig sprogbrug og praksis er anset som tea- terforestillinger. Ordet har således samme sigte som det tilsvarende udtryk i teaterlovens § 1, men omfatter i modsætning til teaterloven, jfr. dennes § 1, stk. 1, også lukkede forestillinger. Afgrænsningen henhører i tvivlstilfælde under domstolene, ikke som efter teaterlovens § 1, stk. 3, under administrationen.

Som det fremgår af bemærkningerne foran s. 10 f har udvalgets øvrige medlemmer taget afstand fra en af direktør Xxxxxxxxx fremsat henstilling om fra lovens bestemmelser at und- tage optræden i Cirkus.

Undtagelsen i § 1, stk. 2 b), af personer, hvis optræden finder sted i henhold til tjeneste- mandsansaettelse eller ansættelse, der må side- stilles hermed, er formentlig ganske selvfølge- lig. Denne undtagelsesbestemmelse har så vidt vides indtil videre kun betydning for optræden- de, der er ansat ved Det kgl. Teater og ved Danmarks Radio, samt for militærmusikere.

Som fremhævet foran s. 11 omfattes musike- re ved Landsdelsorkestrene ikke af § 1, stk. 2 b), men de i 16, stk. 2, og § 22, stk. 2, indehold- te dispensationsbestemmelser vil kunne være af særlig betydning for disse optrædende.

Det skal fremhæves, at undtagelsesbestem- melsen i stk. 2 alene har relation til kapitlerne 2-4, hvorimod lovforslagets arbejdsanvisnings- regler finder anvendelse på enhver anvisning af optrædende, herunder af skuespillere til teatre. Om anvendelsen af lovforslagets bestemmel- ser på arbejdsaftaler og arbejdsanvisning, der har tilknytning til udlandet enten derved, at den

optrædende er udlænding eller den aftalte op- træden skal finde sted i udlandet, bemærkes:

Med hensyn til arbejdsaftaler i almindelighed fører international-privatretlige synspunkter for- mentlig til, at parterne principielt ved deres af- tale kan træffe bestemmelse om, hvilket af de landes lovgivning, som kontraktsforholdet har tilknytning til, der skal komme til anvendelse, jfr. Borum: Lovkonflikter, 4. udgave 1957, s.

146. I mangel af en sådan aftale må i hvert fald aftaler om arbejde af mere langvarig karakter som hovedregel bedømmes efter loven i det land, i hvilket arbejdet skal udføres, jfr. Borum

1. c. side 150, hvor det samtidig nævnes, at udøverens domicil dog sikkert kommer i betragt- ning ved mere tilfældige opdrag, som gives en læge, advokat eller kunstner i et andet land.

Uanset at udgangspunktet efter dansk inter- national privatret således er kontraktsfrihed, kan der imidlertid efter udvalgets opfattelse ikke være tvivl om, at de i lovforslagets kapitler 2— 4 indeholdte regler, der har deres begrundelse i et socialt beskyttelseshensyn, præceptivt - alt- så ufravigeligt ved parternes aftale — må finde anvendelse på alle aftaler om optræden her i landet, jfr. herved Lando: Kontraktstatuttet s. 229-34. Det kan dog måske ikke udelukkes, at et fremmed lands lovgivning eventuelt i hen- hold til parternes aftale kan komme til anven- delse, jfr. det af Lando s. 233 nævnte eksempel (artister i et internationalt cirkus).

Ved aftaler om f. eks. danske musikeres og artisters optræden i udlandet må der på tilsva- rende måde regnes med, at vedkommende frem- mede stats lovgivning kommer til anvendelse, uanset om en dansk agent måtte have medvirket ved engagementet.

Med hensyn til lovforslagets kapitel 5 hen- vises til bemærkningerne til § 23 nedenfor s. 57 f, hvoraf fremgår, at dette sæt bestemmelser må finde anvendelse på enhver arbejdsformid- ling, der udøves her i landet. Provisionsreglerne i § 27 er dog på visse punkter begrænset til optræden her i landet, jfr. § 27, stk. 5 og 6, og bemærkningerne s. 65.

Afsnit II.

Kap. 2.

Arbejdsaftalen.

Til § 2.

Ifølge udkast 1941 § 19, stk. 1, skulle ar- bejdsaftaler for længere tid end 1 uge indgås

skriftligt, medens der med hensyn til aftaler på kortere tid alene var foreslået en regel, svaren- de til den i nærværende udkast § 2, stk. 1, for alle engagementer foreslåede. Skriftlighedskra- vet i udkast 1941, der ikke var sanktioneret med straf, måtte opfattes som en gyldighedsbetingel- se. Reglen begrundedes med, at de fleste en- gagementer faktisk indgås skriftligt, og med hensynet til klarhed i kontraktsforholdene. Reglen måtte endvidere ses i sammenhæng med forskriften i § 24 i udkastet, hvorefter justits- ministeriet skulle autorisere blanketter til nor- malkontrakter, der skulle benyttes ved ethvert engagement. For nærværende udvalgs stilling til sporgsmålet om normalkontrakter redegøres nærmere nedenfor.

Udvalget har ikke kunnet gå ind for en regel om obligatorisk skriftlighed. I betragtning af den tilbageholdenhed, man i dansk ret har ud- vist over for formkrav og specielt skriftlighed som gyldighedsbetingelse, skal der formentlig stærke grunde til at bære en regel herom. Også på det foreliggende område har det i sig selv store fordele, at mundtlige aftaler er bindende. En modsat regel vil i det væsentlige kun blive til fordel for den mindre samvittighedsfulde og vil navnlig kunne udnyttes på uheldig måde over for den oftest svagere stillede og mindre lovkyndige arbejdstager.

Det bemærkes, at det nævnte hovedsynspunkt ikke kan være til hinder for, at skriftlighed fo- reskrives i særlige forbindelser, navnlig for spe- cielle forpligtelser for den optrædende eller forringelser af hans almindelige retsstilling. Der henvises til lovudkastets skriftlighedsregler i §§ 5. stk. 3 og 4, 6, stk. 2, 31, stk. 1, og 36, stk. 1. Den i § 2, stk. 1, foreslåede regel, der har forbillede andetsteds, således lejelovens § 4 og medhjælperlovens § 3, må anses hensigtsmæs- sig på det foreliggende område. I praksis ind- gås de fleste engagementer skriftligt, hvilket må ses som udtryk for, at der i disse hyppigt ret kortvarige, varierende arbejdsforhold mellem parter, der ofte kender meget lidt til hinanden, er et udbredt behov for en klar fiksering af par-

ternes rettigheder og pligter.

Kravet om skriftlig fiksering kan fremsættes på ethvert tidspunkt, også under ansættelsen.

Imødekommes et krav i henhold til § 2, stk. 1, ikke, foreligger et kontraktsstridigt forhold, hvis retsvirkninger må bedømmes efter almin- delige regler. Forholdet kan således begrunde ophævelsesret. Der kan også blive tale om be- vismæssige skadevirkninger.

Selv om udvalget ikke har kunnet gå ind for obligatorisk skriftlighed, har man uafhængigt heraf overvejet betimeligheden af en ordning med autoriserede normalkontrakter under en el- ler anden form, f. eks. således at parterne skul- le kunne fordre dem anvendt, eller at agenter- ne skulle anvende dem.

Udvalget har ikke kunnet gå ind for sådan- ne ordninger, hvilket bl. a. skyldes, at kontrakts- formularerne burde indeholde bestemmelser - herunder om spørgsmål, der henhører under domstolene — som vanskeligt kan gives af ministrationen og i alt fald vil kunne hæmme udviklingen. Der kan herved også henvises til at man, som foran anført s. 9 ikke i den nye teaterlov medtog kommissionens forslag om obligatorisk anvendelse af en autoriseret kon- traktsformular. Spørgsmålet egner sig til løs- ning på organisationsplan, og der findes alle- rede i vidt omfang sådanne kollektivt udforme- de ansættelsesbetingelser og kontraktsblanketter.

I denne forbindelse skal nævnes, at det i ud- valgets forslag til bekendtgørelse § 5, stk. 1, er pålagt agenterne også at iagttage sådanne over- enskomstmæssige bestemmelser. Man har end- videre været opmærksom på den særligt udsatte, talrige gruppe af her i landet arbejdende udlæn- dinge og i bekendtgørelsens § 5, stk. 2, pålagt agenterne at udlevere sådanne et aftryk af de for de optrædende vigtigste bestemmelser i lo- ven. Engagementer af udlændinge vil iøvrigt i reglen blive indgået under medvirken af agent, jfr. herved også lovens § 23, stk. 4, og dermed under dennes pligtmæssige varetagelse af også den optrædendes interesse, jfr. lovens § 26, stk.

1. Også udlændinges ansættelsesvilkår vil i øv- rigt naturligt interessere organisationerne og indgå i forhandlinger mellem disse.

Ubillighedsklausulen i § 2, stk. 2, der har talrige forbilleder i dansk ret, er på det fore- liggende område særlig begrundet i arbejdsaf- talernes stærkt varierende karakter, og de til- svarende forskelligartede muligheder for ubil- lighed. Af denne grund og fordi arbejdstager- ne hyppigt er uorganiserede udlændinge eller af andre grunde har en svag stilling, er der et særligt beskyttelsesbehov. Reglen er således et påkrævet supplement til lovens øvrige regler.

Af formuleringen følger, at vedtagelser, der kun i et vist omfang eller i visse henseender er åbenbart ubillige, kun i dette omfang er ufor- bindende, jfr. på samme måde den specielle regel i § 3.

Om en parts påberåbelse af § 2, stk. 2, vil

34

påvirke aftalen i øvrigt - navnlig den anden parts forpligtelser - må afgøres efter alminde- lige kontraktsregler.

Til § 3.

§ 3 regulerer de inden for det heromhandle- de område meget almindelige konrraktsbestem- melser, der begrænser de optrædendes adgang til forud for, under eller efter et aftalt engage- ment at optræde andetsteds.

I udkast 1941, § 19, stk. 6, var foreslået en regel, hvorefter aftaler, der begrænser den op- trædendes adgang til at tage arbejde efter et en- gagements ophør, skulle være ugyldige. I de obligatoriske normalkontrakter, som ligeledes var foreslået i den tidligere betænkning, inde- holdtes endvidere fravigelige regler om den op- trædendes adgang til andet arbejde før og un- der engagementet.

udvalg har fundet en mere nu- anceret lovbestemmelse påkrævet.

Når man ikke har ment at kunne blive stå- ende ved den generelle bestemmelse i aftale- lovens § 38, skyldes det bl. a., at § 38 alene åb- ner mulighed for at tilsidesætte aftaler, der er begrundet i konkurrencehensyn. En begræns- ningsklausul vil imidlertid i en del tilfælde have sin begrundelse i arbejdsgiverens interesse i, at den optrædende vier sin fulde arbejdskraft til det aftalte engagement eller dog kan være til disposition på bestemte tider, men også sådan- ne bestemmelser bør kunne tilsidesættes eller reguleres.

Når den nævnte bestemmelse i udkast 1941 erklærede alle aftaler, som begrænsede de op- trædendes adgang til at tage arbejde efter et en- gagements ophør, for ugyldige, synes dette for vidtgående. Det foreliggende lovforslag omfat- ter jo også optræden med henblik på indregi- strering, f. eks. indspilning af en grammofon- plade. For denne gruppe arbejdsaftaler kan der hos grammofonselskaberne være en interesse i at sikre sig noget, der nærmer sig til en eneret på den pågældende kunstner, og det kan i hvert fald være berettiget, at arbejdsgiveren sikrer sig mod, at den pågældende kunstner indspiller en tilsvarende eller lignende præstation for et an- det selskab, en interesse, der ikke er tilgodeset blot ved et forbud i den tid, indspilningen fore- går, men som må kunne begrunde et forbud i hvert fald en del af den tid, i hvilken den på- gældende plade forventes solgt. At det imidler- tid er påkrævet at kunne tilsidesætte eller be-

grænse sådanne aftaler og eventuelt videregåen- de aftaler må også være utvivlsomt.

Udvalget har således fundet det rettest at udforme en særlig bestemmelse, der åbner mu- lighed for en skønsmæssig afvej else af de mod- stridende interesser. Den foreslåede bestemmel- se adskiller sig i øvrigt også fra aftalelovens § 38 derved, at den som udgangspunkt pålægger arbejdsgiveren bevisbyrden for at den aftalte begrænsning er rimeligt begrundet.

Over for arbejdsgiverens interesse i en be- grænsningsklausul kan der stå en ren økonomisk interesse for den optrædende i at have mulig- hed for anden optræden, men der kan også væ- re tale om videregående hensyn af varierende styrke til den optrædendes arbejdsmæssige og kunstneriske dispositionsfrihed. Disse videregå- ende hensyn vil formentlig kunne være særlig fremtrædende ved begrænsningsklausuler i til- slutning til de tidligere nævnte aftaler om op- træden til brug for optagelse af grammofonpla- der, optagelse af film og lignende. Både ved disse særlige former for optræden, men også ved den mere traditionelle optræden, må natur- ligvis den mere eller mindre høje gagering, dec ydes en optrædende, blive af ret væsentlig be- tydning ved bedømmelsen af, om en vidtgående begrænsning skal opretholdes.

Drejer det sig om de almindelige former for optræden, må det være klart, at man i vidt om- fang må respektere forbud mod anden samtidig optræden, der kan beskære arbejdsgiverens søg- ning. Forslaget gør det imidlertid muligt at un- dergive navnlig meget vidtgående og generelt formulerede begrænsninger en passende ind- skrænkning, så at de efter omstændighederne ikke omfatter f. eks. optræden i radio og fjern- syn, i lukkede forestillinger for en snæver kreds eller i øvrigt optræden for et sådant publikum eller under sådanne omstændigheder, at for- budet ikke kan anses for påkrævet for arbejds- giveren. Man må dog i denne forbindelse erin- dre sig det, der er anført foran, om arbejds- giverens interesse i, at den optrædende ikke spreder sig så meget, at det kan blive til skade for det indgåede engagement.

Som det er nævnt foran kan der efter den foreslåede bestemmelse også ske tilsidesættelse af forbud mod såvel forudgående som efterføl- gende optræden.

Hvad angår forbud eller begrænsninger med hensyn til forudgående optræden bemærkes, at sådanne begrænsningsklausuler efter omstændig- hederne vil kunne være velbegrundede, idet det

er at navnlig optræden kort forin- den vil kunne få aldeles afgørende indflydelse på den arbejdsgivers søgning.

Med hensyn til efterfølgende optræden må, jfr. forslaget fra 1941, udgangspunktet sikkert være, at sådanne begrænsningsklausuler i vidt omfang må tilsidesættes. Det har allerede været nævnt, at dette ikke ubetinget kan gælde ind- registreringsaftalerne. Men heller ikke inden for den traditionelle optræden kan man afvise be- rettigelsen af begrænsningsklausuler med hen- syn til efterfølgende optræden. I den forbindel- se er for udvalget fremdraget det eksempel, at optrædende, der har slået an i en provinsby, har kunnet drage store dele af en arbejdsgivers publikum med over til en konkurrent, hos hvem de senere tager beskæftigelse. Spørgsmålet har en vis sammenhæng med bestemmelsen i forsla- gets § stk. 2, hvorefter arbejdsgiveren ikke har mulighed for at sikre sig ret til fortsættelse af et udløbet engagement være sig på samme vilkår eller - som det undertiden bestemmes i grammofonkontrakter - på de vilkår, som til- bydes fra anden side.

3 omfatter ligeså lidt som de øvrige bestem- melser i lovens afsnit II skuespilleres optræden på teatre. Spørgsmålet om begrænsningsklausu- ler er for disse optrædende løst ved kontrakterne, og det kan oplyses, at bestemmel- sen herom i normalkontrakten for Københavns og Frederiksbergs teatre 5) er sålydende:

»Engagerede må ikke uden direktionens skriftlige tilladelse medvirke ved andre teatres forestillinger eller ved offentlige kabaretfore- stillinger eller koncerter.

Bortset fra engagementer af nævnte art er engagerede i øvrigt berettiget til uden samtyk- ke fra direktionen at påtage sig hverv uden for teatertjenesten, når hvervet kan røgtes uden ulempe eller konkurrence for teatret.

Engagerede er forpligtet til under arbejde uden for teatret at drage omsorg for ikke at udsætte sig for sygdomspådragelse ved at ar- bejde i utilstrækkeligt opvarmede filmsatelierer eller fjernsynsstudier. Direktionen kan nægte engagerede ret til at medvirke ved filmsoptagel- se, radio, fjernsyn eller skoleforestillinger på generalprøvedage eller premieredage, hvor en- gagerede har en stor eller en særlig krævende rolle. Den engagerede skal give direktionen meddelelse om, at han ønsker at medvirke som foran anført.«

Såfremt der inden for nærværende lovforslags område skulle blive afsluttet kollektive over-

enskomster, der også regulerer det heromhand- lede vil der naturligvis være en stærk formodning for, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte eller regulere en sådan be- stemmelse efter § 3.

Forslagets 3 træder i det hele inden for lo- vens område i stedet for aftalelovens § 38. Det- te gælder også reglen i aftalelovens § 38, stk.

2. Efter denne bestemmelse bliver en forplig- telse, som den, der er ansat i en forretning eller virksomhed, har påtaget sig af den heromhand- lede art, og som skal gælde efter ansættelsens ophør, uforbindende, hvis han opsiges eller af- skediges uden at have givet rimelig anledning hertil, eller han selv fratræder, og arbejdsgive- rens undladelse af at opfylde sine forpligtelser har givet gyldig grund dertil. Allerede efter formuleringen af aftalelovens § stk. 2, måt- te det formentlig være tvivlsomt, om denne be- stemmelse i almindelighed kunne anvendes på optrædende. I hvert fald synes det klart, at be- grænsningsklausuler i forbindelse med de tid- ligere omtalte aftaler om f. eks. indspilning af grammofonplader i et vist omfang bør kunne være gyldige uanset ophørsmåden for engage- mentet. På den anden side er det inden for den traditionelle optræden klart, at ophørsmåden for engagementet vil kunne blive af væsentlig betydning for bedømmelsen af en begræns- ningsklausul med hensyn til efterfølgende op- træden.

Er konventionalbod aftalt, finder reglerne i aftalelovens § 36 direkte anvendelse.

§ 3 må formentlig anses for analogt anven- delig på aftaler om begrænsninger i adgangen til optræden, der træffes f. eks. som led i et ar- rangement, som finder sted delvis for den op- trædendes egen regning, selvom begrænsningen her ikke foreligger i forbindelse med en ar- bejdsaftale.

ru § 4.

Såfremt arbejdsgiveren driver hotel eller re- staurationsvirksomhed, vil han ofte have mulig- hed for uden større bekostning at huse og be- spise den optrædende, hvis ophold et fremmed sted kan være bekosteligt.

Selv om et sådant arrangement ofte vil være i begge parters interesse, indebærer det for den optrædende en risiko for at blive bundet til en utilfredsstillende indkvartering. Yder arbejds- giveren ikke i den henseende, hvad arbejds- tageren kan kræve efter aftalen, kan arbejds- tageren naturligvis kræve aftalen opfyldt og

eventuelt hæve arbejdsaftalen eller kræve er- statning. Ofte vil disse udveje dog ikke give reel retsbeskyttelse, og det kan også uden for ligefremme misligholdelsestilfælde tænkes, at indkvarteringen slet ikke passer for den optrae- dendes forhold.

Man har derfor overvejet at forbyde aftaler om kost og logi som en del af arbejdsvederlaget, men er ligesom det tidligere udvalg, jfr. ud- kast 1941 § 20, blevet stående ved det forelig- gende mere begrænsede forslag, der giver ar- bejdstageren ret til at fordre kost- eller ydelsen afløst af et aftalt rimeligt pengebeløb. Af formuleringen i stk. 1 følger, at beløbene ikke må sættes lavere end udgifterne til et efter den optrædendes forhold rimeligt ophold andetsteds. Driver arbejdsgiveren luksushotel eller -restaurant, skal afløsningsbeløbene ikke fastsættes i forhold hertil. Fastsættelsen må blive skønsmæssig. Et aftalt afløsningsbeløb bør ikke kunne kræves forhøjet, medmindre det på aftalens tidspunkt måtte stå arbejdsgiveren klart, at det ikke kunne dække andet rimeligt ophold

for den optrædende.

Tilsidesættes § 4 ved, at intet afløsningsbeløb fastsættes, bliver arbejdsaftalen ikke af den grund ugyldig, og den optrædende kan des- uagtet kræve afløsning. Han må i så fald kunne kræve sin faktiske udgift til andet ophold be- talt, når den ikke er urimelig. Tilsvarende må gælde, såfremt afløsningsbeløbet kan forlanges tilsidesat som for lavt. At reglerne overholdes, skal i øvrigt påses af den eventuelt medvirken- de agent, jfr. § 26, stk. 1.

Forskriften i stk. 1 om fastsættelse af penge- værdi har direkte kun henblik på en afløsnings- situation, jfr. stk. 2. Fastsættelsen kan imidler- tid blive af betydning og kan tænkes kritiseret i forbindelse med anvendelsen af andre af lovens regler, f. eks. om sygeløn og provision, eller reg- ler uden for loven, f. eks. tarifmæssige lønmi- nima eller beskatningsregler.

Loven giver i øvrigt, bortset fra afløsningsad- gangen, ingen regler om de problemer, som kost- og logiforpligtelsen kan rejse, f. eks. om dens omfang i sygdomstilfælde.

Efter hovedreglen i stk. 2 kan afløsning for- dres uden varsel og når som helst under ansæt- telsen, også før tiltrædelsen. Afløsning kan for- dres særskilt for henholdsvis kost og logi, men, når ikke andet aftales, kun med virkning for hele den resterende ansættelsestid.

Medens reglerne i øvrigt ikke kan fraviges til skade for den ansatte, jfr. § 7, gives i stk. 2,

pkt. 2, hjemmel for at aftale et varsel, hvor arbejdsgiveren har truffet særlige foranstaltnin- ger til opfyldelse af kost- eller logiforpligtelsen, som ikke straks kan afvikles. Det kan således forekomme, at et cirkus stiller en beboelsesvogn til rådighed for en artist.

Undtagelsesreglen må også dække det tilfælde, at en truffen foranstaltning ikke,

f. eks. under et kortvarigt engagement, kan af- vikles. Det må da i aftalen kunne bestemmes, at afløsning ikke kan kræves.

Parternes vedtagelse om varslet eller dets længde vil kunne tilsidesættes, såfremt varslet var upåkrævet eller er fastsat længere, end af- viklingen kunne nødvendiggøre, jfr. ordene »ri- meligt varsel«.

Til § 5.

I 5 og 6 er givet regler om der på flere punkter afviger fra reglerne i ud- kast 1941 § 19.

Man har således opgivet det tidligere for- slags sondring mellem musikere, skuespillere og andre optrædende. Reglerne er fælles for alle optrædende.

Efter § 5, stk. 1, kan alle engagementer ind- gås på opsigelse. Man har altså forladt det tid- ligere forslags regel om, at aftaler uden for musikerområdet kun kan indgås på bestemt

Det tidligere forslags regel begrundedes med arbejdstagerens interesse i forud nøje at hvornår han er arbejdsledig, således at han i. god tid kan sørge for nyt engagement.

Hensynet til den optrædendes dispositioner kan imidlertid ikke føre længere end til, at punktet for engagementets ophør kræves

delt den optrædende så betids, at han får rime- lig tid til at skaffe nyt engagement. Udvalget må være af den opfattelse, at der gennem rime- ligt udformede opsigelsesregler kan sikres de optrædende en tilstrækkelig minimumsbeskyt- telse. Selvom engagementer på opsigelsesvilkår i almindelighed ikke anvendes uden for mu- sikerområdet, synes det ikke uden betænkelig- heder at afskære muligheden af sådanne en- gagementer, hvor de måtte vise sig at være praktiske.

Foruden på opsigelse kan aftalerne indgås på bestemt tid eller for enkelte forud fastlagte dage, der eventuelt kan være en sammenhæn- gende række. Den optrædende kan endvidere fortløbende antages fra dag til dag, men ved- varende ansættelse på dette grundlag kan væ- re en omgåelse af opsigelsesreglerne.

De præceptive tidsrammer, der foreskrives i hovedreglerne i stk. 1, pkt. 1 og 2, betyder, at arbejdsgiverens interesse i en friere adgang til at bestemme engagementets begyndelse og op- hør ikke kan tilgodeses, bortset fra de i para- graffens senere bestemmelser angivne tilfælde, og at han for vidt må bære risikoen for sit behov for den pågældende optræden.

Kravene i stk. 1, pkt. 1 og 2, er naturligvis ikke opfyldt ved at der er angivet et bestemt begyndelses- eventuelt ophørstidspunkt for den optrædendes forpligtelser, hvis arbejdsgiveren ikke i samme omfang er pligtig at benytte den optrædende eller dog betale ham vederlag. Af- talen må nærmere fastslå omfanget af den op- trædendes pligt til optræden og dermed af hans ret til vederlag. Arbejdsgiveren må dog kunne betinge sig ret til overarbejde eller lignende sædvanlige variationer i arbejdets omfang.

Selv om aftalen fikserer arbejdsforpligtelsens omfang og vederlaget inden for et bestemt tids- rum, kan aftalen imidlertid tillægge arbejds- giveren så omfattende beføjelser til at bestem- me tidspunkterne for arbejdets afvikling, at det i ydertilfælde kan tendere mod en fri antagel- ses- og afskedigelsesret, der vil stride mod ho- vedreglen. Der kan dog intet være til hinder for, at det i aftalen kan være overladt arbejds- giveren f. eks. at bestemme forestillingernes pla- cering på dagen.

Stk. pkt. åbner for de der omhandlede optagelser adgang til indgåelse af aftaler om optræden, hvis påbegyndelse eller afslutning ikke - bortset fra tidsrammen - er fikseret. Med hensyn til disse indregistreringsaftaler kan det således aftales, at arbejdet skal påbegyndes, af- brydes, genoptages og afsluttes efter arbejds- giverens bestemmelse. Der stilles heller ikke krav til aflønningsformen. Der kan således væ- re aftalt betaling pr. time eller dag eller et sam- let vederlag, der eventuelt udbetales månedsvis inden for det fastsatte tidsrum og også kan være sat i forhold til produktets senere afsæt- ning.

Bestemmelsen i 3. pkt. hjemler imidlertid ikke fri adgang til antagelse og afskedigelse af arbejdskraft inden for det omhandlede område. Bestemmelsen må forstås således, at der ikke blot skal være tale om en nærmere angiven op- tagelse, men at den aftalte arbejdsforpligtelse, hvad enten den er en hoved- eller birolle, skal være afgrænset som et led heri. Svarende hertil må aftalen ikke give arbejdsgiveren ret til at

begrænse den optrædendes vederlag ved ikke eller kun delvis at lade ham udføre opgaven.

Selv om de i indregistreringsaftalen omhand- lede optagelser nærmere skal angives, kan dog arbejdets omfang, og dermed vederlaget, inden for denne ramme i nogen grad være afhængig af arbejdsgiverens bestemmelse af optagelsernes omfang. Engagementet må også kunne omfatte flere optagelser inden for samme tidsrum. Pro- longationsret med hensyn til det aftalte tids- rum kan ikke aftales, jfr. stk. 2.

Medens udkast 1941 § 19, stk. 3, i et vist omfang tillod aftaler om prolongationsret, har nærværende udvalg ikke ment at burde tillade sådanne aftaler, jfr. udkastets stk. 2.

Efter det for udvalget oplyste benyttes pro- longationsret nu i almindelighed ikke i kontrakter, og prolongationsretten er således for denne gruppes vedkommende uden væsentlig betydning. Med hensyn til andre grupper af optrædende praktiseres prolongationsretten fort- sat i et vist omfang, således ved visse engagementer og ved teaterengagementer, hvor- af de sidste dog falder uden for lovforslagets område. I bemærkningerne til § 3 er nævnt den betydning, en prolongationsret i særlige tilfælde kunne have som beskyttelse af arbejdsgiverens søgning. Det omtales der ligeledes, at den for- nødne beskyttelse i stedet kan opnås gennem et rimeligt udformet arbejdsforbud.

Selvom en prolongationsret efter omstændig- hederne kunne være af betydning for arbejds- giveren, kan det dog ikke antages, at stærke ar- bejdsgiverinteresser taler mod dens afskaffelse, og det har for udvalgets stilling måttet blive af- gørende, at der fra de optrædendes side er et stærkt og velbegrundet ønske om at afskære- sådanne aftaler, der giver arbejdsgiveren en en- sidig ret til at bestemme engagementets længde. En sådan adgang bør efter udvalgets opfattelse kun passere i særlige undtagelsestilfælde, jfr. reglerne i stk. 3 og 4.

Udvalget ønsker dog at fremhæve, at man an- ser spørgsmålet, om prolongationsadgangen bør bevares, for tvivlsomt.

Ønskes adgangen i et vist omfang bevaret, bør den efter udvalgets opfattelse være noget snæv- rere end i § 19 i udkast 1941 angivet. En be- stemmelse herom ville efter udvalgets opfattel- se kunne affattes således:

»I tidsbestemte arbejdsforhold, hvis varig- hed er en måned eller derover, kan der ved skriftlig kontrakt aftales ret for arbejdsgiveren til at prolongere engagementet for et tidsrum,

S

svarende til indtil halvdelen af engagementsti- den, dog mindst 15 dage og højst 2 måneder. Der kan ikke tillægges arbejdsgiveren ret til at udnytte prolongationsretten ved meddelelse til arbejdstageren senere end 5 dage efter engage- mentets tiltrædelse, og prolongationsretten bort- falder, såfremt arbejdstageren, når han modta- ger den nævnte meddelelse, kan dokumentere, at han har truffet anden aftale om optræden i tonstiden.«

Undtagelsesreglen i stk. 3 skyldes, at en streng overholdelse af stk. 1 ville være særlig byrdefuld for det omrejsende cirkus. Engage- menter til cirkus sker normalt på sæsonbasis, men for det omrejsende cirkus gælder, at de nærmere tidspunkter for sæsonens begyndelse og afslutning til dels er afhængig af faktorer uden for virksomhedens kontrol, såsom vejr- forholdene.

Reglen i stk. 4 har - uden dog at være be- grænset til særlige arbejdsområder - særligt hensyn til de almindelige orkesterengagementer til sommeretablissementer. Sådanne virksomhe- der må lige som cirkus arbejde under en særlig risiko, som det er af betydning at kunne be- grænse, hvilket den foreslåede regel i nogen grad gør muligt. Engagementet skal omfatte i alt fald 7 uger inden for månederne juni, juli og august, men kan godt være begyndt tidlige- re, f. eks. i maj, hvilket ikke er upraktisk. En- gagementet kan ikke forlænges ud over den 31. august.

§ 5 udtaler intet om virkningen af reglernes tilsidesættelse. En sådan vil foreligge, hvis tids- punktet for engagementets begyndelse eller op- hør — uden for de særligt undtagne tilfælde - i et vist omfang henskydes til arbejdsgivernes ensidige bestemmelse eller gøres afhængigt af uvisse begivenheder. Endelig kan tidsvilkårene være helt eller delvis uaftalt. Sådanne forhold kan normalt ikke antages at bevirke, at arbejds- aftalen i sin helhed er ugyldig eller anses for ikke endeligt indgået. Vedtagelser om tidsvilkår, der ligger uden for rammerne af §§ 5 og 6, jfr.

§ 7, vil imidlertid være uden retsvirkning efter deres indhold. Alene heri ligger formentlig til- strækkelig tilskyndelse til overholdelse af reg- lerne, der endvidere skal påses af agenterne, jfr. § 26, stk. 1. I tilsidesættelsestilfælde

der tilstrabes løsninger, der varetager de hen- syn til de optrædende, hvorpå § 5 hviler. Der skal ikke gås nærmere ind herpå, da tilfældene må antages at blive uden synderlig praktisk be- tydning.

Til § 6.

Er aftalen indgået eller må den anses for ind- gået på opsigelse, kan den fra arbejdsgiverens side ikke bringes til ophør til andre tidspunkter eller med kortere varsel end i § 6 angivet. Det samme gælder i mangel af anden aftale opsigel- se fra arbejdstageren. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 er ikke til hinder for, at arbejdsgiverens varsel forlænges, hvorimod en aftale om, at ar- bejdstageren skal afgive længere varsel, må anses stridende mod § 7. De nævnte bestemmel- ser i stk. 1 og 3 hindrer heller ikke, at et ar- bejdsforhold aftales således, at det begynder som et tidsbestemt forhold, men fortsætter på opsigelse.

Det forslag, der stilles i stk. 2 om adgang til skriftligt at aftale kortere opsigelse til en løn- ningsdag, har - ligesom opsigelsesreglerne i udkastet fra 1941 § 19, stk. 2 - sit udspring i de for musikerne stadig gældende tarifforhold, hvorefter et kortere varsel medfører anvendel- sen af en højere betalingstarif. Bestemmelsen åbner mulighed for opretholdelse af denne ta- rifordning. Udvalget har anset det for forsvar- ligt under de i forslaget angivne betingelser at åbne adgang til anvendelse af det fastsatte kor- tere varsel også uden for musikerområdet.

Får et arbejdsforhold en mere vedvarende karakter, og der samtidig finder optræden sted med en vis hyppighed, er der trang til længere opsigelsesvarsler. Den i stk. 3 anlagte sondring mellem arbejdsforhold, der omfatter mindst 4 dage ugentlig, altså over halvdelen af den ugentlige arbejdstid, og mindre intense arbejds- forhold, har også betydning i andre forbindel- ser. Der henvises til prolongationsreglen i § 5, stk. 4, og den særlige provisionsregel i § 27, stk. 3. Den er endvidere afgørende for retten til de i tilfælde af sygdom, svangerskab og mili- tærtjeneste hjemlede ydelser, jfr. § 8, stk. 1, § 13 og § 15, stk. 3. De to sidstnævnte bestem- melser kræver tillige, at arbejdsforholdet er ind- gået for eller har varet mindst 1 år, og udhæver således sammen med § 6, stk. 3, en gruppe ar- bejdsforhold, der igennem deres varighed og øvrige tilknytning til arbejdspladsen nærmer sig funktionærforholdet, jfr. herom nærmere foran s. 11.

Til § 7.

At bestemmelserne i § 2 er ufravigelige, føl- ger af deres indhold og formål.

Hvad angår §§ 3-6 kan der derimod, særlig med hensyn til bestemmelserne i §§ 5 og 6, op-

stå tvivl om gyldigheden af aftaler, der fraviger bestemmelserne, eventuelt således at arbejdsta- geren på et punkt stilles ugunstigere end efter loven, medens han på andre punkter stilles gun- stigere. Man har derfor, når henses til, at be- stemmelsernes hovedsagelige formål er at be- skytte de optrædende, anset det for nødvendigt at foreskrive, at ikke nogen af disse bestemmel- ser ved aftale kan fraviges til ugunst for ar- bejdstageren.

At fravigelse kan ske, når det ikke er til ugunst for den optrædende, betyder f. eks., at kravet i 5, stk. 1, om faste tidsrammer kan fra- viges ved, at der tillægges den optrædende en vis ret til at bestemme tidspunktet for optræ- den.

Om det mere praktiske spørgsmål om fravi- gelse af opsigelsesreglerne i § 6, stk. 1 og 3, er redegjort i bemærkningerne til § 6.

Som det allerede er bemærket foran, kan en fravigelse af en bestemmelse ikke berettiges ved, at den optrædende i andre henseender stilles måske endog betydelig bedre end efter loven, og der er ikke foreslået en dispensationsbestem- melse, svarende til § 16, stk. 2, eller § 22, stk. 2.

Det anførte betyder, at en vedtagelse om an- vendelse af funktionærlovens regler, selvom den som helhed ville stille den optrædende gunsti- gere end efter nærværende lovforslag, ikke kan medføre, at lovforslagets opsigelsesregler kan fraviges ved ansættelse midlertidigt eller på prø- ve, og den optrædende vil det første år have friere opsigelsesadgang end efter funktionær- loven, jfr. dennes § stk. 3.

Kap. 3.

Arbejdstagerens forhindring.

I udkast 1941 indeholdtes i § 20 regler om ret for den optrædende til sygehjælp fra ar- bejdsgiveren ved uarbejdsdygtighed på grund af sygdom eller svangerskab. Som det også frem- går af betegnelsen sygehjælp, tog reglerne ikke sigte på en egentlig sygelønsordning. Der er i udvalget enighed om, at det tidligere udkast på dette punkt er distanceret af udviklingen, og at en lovgivning på dette område i dag må give arbejdstageren en betydelig videregående ret.

Medens skuespillerne ad organisationsvejen har nået betydningsfulde forbedringer af deres retsstilling i sygdomstilfælde for så vidt angår deres optræden på teatre, findes der i øvrigt for de optrædende kun på specielle områder over-

enskomstbestemmelser om sygeløn. Bestemmel- ser herom findes i visse af de foran s. 9 nævn- te musikeroverenskomster. Overenskomsterne med restauratørorganisationerne indeholder imidlertid ikke regler om sygeløn.

Bortset fra disse særlige områder og egent- lige tjenestemandsansættelser eller lignende er stillingen herefter i praksis fortsat den, at mu- sikere, artister og solister ingen løn får i syg- domstilfælde.

For disse store grupper har det været et be- tydningsfuldt fremskridt, at der ved afsnit II i lov nr. 239 af 10. juni I960 om den offentlige sygeforsikring, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 160 af 4. april 1963, gennemførtes en dagpengeord- ning i tilfælde af sygdom og barsel for alle løn- arbejdere, der ikke hidtil ved lov eller overens- komst havde opnået en betryggende ordning.

Alligevel kan denne dagpengeordning ikke betragtes som nogen løsning af de optrædendes sygelønsproblemer.

Dagpengeretten er for det første betinget af, at den pågældende har mere end 10 timers løn- net arbejde ugentlig hos samme arbejdsgiver, jfr. bekendtgørelse nr. 72 af 22. februar 1962,

§ 2, stk. 1, og af, at han har haft mindst 40 timers beskæftigelse hos en eller flere arbejds- givere i løbet af de sidste 4 uger umiddelbart forud for sygdommens indtræden, jfr. syge- forsikringslovens § 50, stk. 1. Socialministeriet har dog i medfør af lovens § 49, stk. 3, nr. 4, og § 50, stk. 1, ved skrivelse af 5. januar 1962 for så vidt angår musikerfaget nedsat de nævnte timekrav til henholdsvis 5 timers arbejde i 6 sammenhængende dage og 20 timers beskæfti- gelse i løbet af de sidste 4 uger. Svarende her- til kræves inden for faget den dobbelte af nor- mal indbetaling for hver arbejdstime til syge- lønsfonden. Det bemærkes yderligere, at direk- toratet for sygekassevæsenet kan dispensere fra kravet om 10 (henholdsvis 5) timers arbejde i 6 sammenhængende dage inden for faglige om- råder, hvor arbejdsforholdene er så skiftende, at det kan være vanskeligt at opfylde kravet om

10 (5) timers ugentlig beskæftigelse hos sam- me arbejdsgiver. Uafhængig af de nævnte be- skæftigelseskrav er dog ethvert understøttelses- berettiget medlem af en anerkendt arbejdsløs- hedskasse dagpengeberettiget ved sygemelding under arbejdsløshed.

Selv med al mulig udvist smidighed vil dog de nævnte krav i loven om tilknytning til ar- bejdsmarkedet, på grund af de optrædendes

atypiske arbejdsforhold, nødvendigvis i betyde- ligt omfang holde disse uden for ordningen. Adgangen til at tegne frivillige dagpenge efter lovens afsnit I kan ikke erstatte en påkrævet sygelønsordning.

Hertil kommer, at lovens krav om nydende af sygekasse eller fortsættelses-

sygekasse må antages at bevirke, at dagpenge- ordningen bliver uden væsentlig betydning for de talrige her i landet midlertidigt beskæftigede udlændinge, som man fra de optrædendes or- ganisationers side lægger afgørende vægt på sidestilles med her i landet bosatte. Det bør dog nævnes, at der ved socialministeriets cirkulære af 31. august 1961, pkt. 46, er åbnet sygekas- serne adgang til at optage i udlandet hjemme- hørende omrejsende artister, der ikke har fast bopæl.

Selv inden for de områder, hvor dagpenge- ordningen kan få betydning, må det efter ud- valgets mening erkendes, at den ikke fjerner behovet for en videregående sikring i tilknyt- ning til det arbejdsforhold, den optrædende ved sygdommens indtræden står i. Det er navnlig dagpengenes begrænsede størrelse, jfr. § 51, og 6 dage, jfr. § 52, der gør ordnin-

gen utilstrækkelig.

Der foreslås derfor i kapitel 3 i nærværende lov givet regler om ret for den optrædende til sygeløn hos arbejdsgiveren, jfr. navnlig 8.

Gennemførelsen af en sådan ordning nød- vendiggør en ordning af forholdet til sygefor- sikringslovens dagpengeordning. Det ville være en uakceptabel byrde for både de optrædende og arbejdsgiverne, om de skulle betale bidrag til dagpengefonden og samtidig se sygelønnen i henhold til nærværende lov fradraget i dagpen- gene, jfr. sygeforsikringslovens § 53, stk. 3.

Man kunne tænke sig en ordning, hvorefter de optrædende, på linie med funktionærer og medhjælpere m. v., jfr. sygeforsikringslovens § 49, stk. 3, ved en tilføjelse til denne bestem- melse samtidig med nærværende lovs ikrafttræ- den undtoges fra sygeforsikringsloven. Dette måtte dog formentlig have til forudsætning, at der kunne gives den ved nærværende lov sikre- de sygelønsordning et omfang, som for over- enskomstmæssige ordninger kunne danne grundlag for en undtagelse fra sygeforsikrings- loven i henhold til dens § 49, stk. 3, nr. 3. Så- dan undtagelse akcepteres kun for sygelønsord- ninger, der enten giver fuld løn i mindst 3 må- neder, eller dagpenge af mindst samme størrel- se, varighed m. v. som sygeforsikringsloven el-

ler er en mellemform af de nævnte alternativer. Som det nærmere omtales nedenfor tillader de optrædendes beskæftigelsesforhold ikke så-

danne sygelønsordninger.

En sygelønsordning for de optrædende kan herefter kun på rimelig måde gennemføres ved, at der i sygelønnen i henhold til nærværende lov sker fradrag af den dagpengeydelse, som måtte tilkomme den optrædende i henhold til sygeforsikringslovens derordning.

En sådan ordning, der er foreslået i § 8, stk. 3, i nærværende lov, synes tillige, selv om den ikke har noget forbillede, yderst rimelig, og den vil kunne administreres uden vanskelighe- der, fordi dagpenge fra sygekassen skal begæres på et skema, der udleveres af arbejdsgiveren.

De optrædende kan således uden overlapning forene en på forsikringsmæssigt grundlag hvi- lende udstrakt basissikring i henhold til sygefor- sikringsloven med de yderligere ydelser fra ar- bejdsgiveren, som de konkrete arbejdsforhold kan begrunde. Som foran nævnt vil imidlertid sikringen i sygdomstilfælde for store grupper af optrædende kun komme til at hvile på syge- lønsreglerne i nærværende lov. For de af dag- pengeordningen omfattede gælder, at de 2 ydelser i et vist omfang kan løbe samtidig, men ved kortvarig sygdom vil ofte kun sygeløns- reglerne blive aktuelle. Omvendt vil den optræ- dende ved meget langvarig sygdom, sygdom ud over engagementets ophør eller under arbejds- løshed som regel kun kunne få dagpenge.

Med hensyn til udformningen af sygeløns- reglerne i nærværende lov har det været nær- liggende at se hen til de for andre grupper af arbejdstagere gennemførte lovordninger. Det er fra de optrædendes side i denne forbindelse fremhævet, at de optrædende i langvarige an- sættelsesforhold, navnlig orkestermusikere, ofte knyttes til virksomheden på en sådan at deres stilling ganske må sidestilles med funk- tionærers.

Imidlertid indtager de optrædendes arbejds- forhold på flere punkter en særstilling, som bevirker, at man ikke umiddelbart kan vælge løsninger, der er fundet rimelige inden for an- dre arbejdsforhold, og afgørende har for ud- valget måtte blive, hvad der på dette område er fundet hensigtsmæssigt og udtryk for en rimelig risikofordeling.

Som sådanne særlige forhold må nævnes, at det som regel ikke er muligt for arbejdsgiverne

- som ofte i andre arbejdsforhold - til en vis grad at undgå tab i forbindelse med betaling af

sygeløn ved at fordele den syges arbejde på an- dre eller udskyde det. Endvidere må tages i be- tragtning, at arbejdsforholdene i reglen indgås for en bestemt - kortere eller længere — tid, således at den optrædende, bortset fra de oven- nævnte undtagelsestilfælde, ikke bliver særlig knyttet til en bestemt arbejdsplads. Den optræ- dende er typisk ret uafhængig af arbejdsgive- ren.

Der henvises i øvrigt til de nærmere regler om sygelønnen i § 8, der bør ses i sammenhæng også med forslagets regler om ydelser i tilfæl- de af svangerskab og militærtjeneste m. v., jfr.

13 og § 15, stk. 3. Det fremgår heraf, at det er fundet rimeligt at pålægge den ansatte en vis medrisiko for hindringer af den forelig- gende art, navnlig ved at lønnen nedsættes med en tredjedel. Der har i øvrigt, foruden efter hindringens art, måttet sondres mellem tidsbe- stemte og opsigelsesforhold, mellem kortere og længerevarende forhold og mellem arbejdsfor- hold med mere eller mindre intensiv optræden. En særstilling er som nævnt i bemærkningerne til § 6 givet forhold med optræden mindst 4 dage ugentlig, og som er indgået for eller har varet mere end 1 år. Kun i disse forhold er der ret til den særlige svangerskabsydelse og til den i § 15 omhandlede ydelse under genindkaldel- ser.

Foruden om løn i tilfælde af sygdom, svan- gerskab og militærtjeneste er i kapitlet givet regler om opsigelse, underretningspligt m. v., hvorom henvises til de enkelte bestemmelser.

Hvad særlig angår ydelsen fra arbejdsgiveren i tilfælde af svangerskab bemærkes, at optræ- dende, der omfattes af sygeforsikringslovens dagpengeordning, vil være berettiget til dag- penge i henhold til sygeforsikringslovens § 54. Disse dagpenge bør på samme måde som ved sygdom fragå i arbejdsgiverens ydelse, jfr § 13.

Til § 8.

Sygdom.

For det tilfælde, at den optrædende ved syg- dom forhindres i at arbejde, gør §§ 8-10 for de vigtigste arbejdskontrakter begrænsninger i arbejdsgiverens muligheder for ud fra forud- sætningssynspunkter at inddrage arbejdstagerens Ion eller afbryde arbejdsforholdet.

Reglerne angår - ligesom §§ 11-15 om svan- gerskab og militærtjeneste kun kontrakter, indgået på bestemt tid eller på opsigelse, men ikke de tilfælde, hvor den optrædende er anta-

get til en indregistrering på de i § 5, stk. 1, pkt. 3, omhandlede vilkår. Bliver den, der er forpligtet til optræden i henhold til en sådan aftale, syg til en berammet optagelse, vil han oftest være forpligtet til at udføre optagelsen på et andet tidspunkt inden for det aftalte tids- rum. Finder senere optagelse sted, kan rejses spørgsmål om ret til betaling for den eller de bortfaldne optagelser. En sådan ret kan følge af arbejdsaftalen, men tilsikres ikke ved § 8. selv om der skulle arbejdes 4 dage ugentlig i det pågældende tidsrum. §§ 8 og 9 tager hel- ler ikke stilling til spørgsmålet om arbejdsgive- rens adgang til ved forfald at lade optagelserne helt eller delvis bortfalde eller om de veder- lagmæssige konsekvenser heraf eller af, at den optrædende bliver syg i hele det tidsrum, inden for hvilket optagelserne skulle ske.

§ 8 omfatter dernæst ikke — i modsætning til

§ 9 - de ganske korte tidsbestemte engagemen- ter - under 2 uger - og arbejdsforhold, der omfatter tjeneste mindre end 4 dage ugentlig. Til tjenesten henregnes også prøver m.v.

Det er i øvrigt forudset, at de nævnte be- grænsninger vil kunne give anledning til for- skellige afgrænsningsproblemer, som må finde deres løsning i praksis.

Det kan eksempelvis tænkes, at der under engagementet arbejdes med vekslende intensitet mere eller mindre end 4 dage ugentlig. Der bør formentlig bortses fra midlertidige forøgel- ser af arbejdsintensiteten i mindre end 2 sam- menhængende uger. På tilsvarende måde vil det nok være rigtigt at bortse fra kortvarige nedsæt- telser af arbejdsintensiteten, der er underord- nede i forhold til engagementet som helhed, men man må i øvrigt holde perioder med nedsat arbejdstid uden for § 8, således at sygdom i sådanne perioder ikke berettiger til sygeløn, med mindre kontrakten hjemler det. Perioder med nedsat arbejdsintensitet bør næppe være afbrydende eller suspenderende ved anven- delse af fristerne i § 8, stk. 4, og 1-års-fristerne i § 6, stk. 3, § 13 og § 15, stk. 3, når der i øvrigt er tale om et fortløbende arbejdsforhold. Med hensyn til anvendelsen af 4 dages reglen i forbindelse med de sidstnævnte bestemmelser vil i øvrigt det foran anførte være vejledende.

§ 8 angår - på samme måde som § 9 — alene de tilfælde, hvor sygdommen indtræder efter tiltrædelsen, og der er herved overensstemmelse med §§ 13 og 14 i medhjælperloven af 31. maj 196I og med, hvad der antages at gælde be- stemmelsen i funktionærlovens S 5.

42

Efter omstændighederne vil det kunne være tvivlsomt, om et arbejdsforhold kan betragtes som tiltrådt i forslagets forstand. Uden for arbejdsforholdet falder i alt fald den optræ- dendes eget - i øvrigt ofte meget omfattende - forberedelsesarbejde. Finder der, inden den egentlige optræden tager sin begyndelse, prø- ver sted i etablissementet, må arbejdstagerens medvirken ved disse derimod efter omstændig- hederne indebære, at engagementets anses for tiltrådt, og det uanset om prøverne honoreres særskilt. Honoreres de ikke, giver sygdom under prøverne naturligvis ingen ret til sygeløn, men fortsætter sygdommen efter det tidspunkt, da den egentlige optræden skulle begynde, kan til- fældet anses omfattet af § 8, idet sygdommen betragtes som indtrådt efter tiltrædelsen. Det må dog være en forudsætning, at den egentlige optræden skulle påbegyndes i umiddelbar kon- tinuation af prøvearbejdet.

Da § 8 ikke omfatter det tilfælde, at en tid- ligere indtrådt sygdom hindrer tiltrædelse, vil de lønmæssige konsekvenser heraf i mangel af aftale bero på almindelige retsregler, der nor- malt vil medføre, at arbejdstageren, selv om ar- bejdsaftalen ikke ophæves, jfr. bemærkningerne til § 9, ikke kan kræve løn eller sygeløn for noget tidsrum, før han faktisk tiltræder, jfr. herved medhjælperlovens § 17, stk. 2. Viser det sig efterfølgende, at han allerede ved tiltrædel- sen var arbejdsuegnet, har han næppe heller krav på sygeløn, smlgn. medhjælperlovens § 20, stk. 2.

Er sygdomsforfald indtruffet efter tiltrædel- sen, kan særlige subjektive forhold fra arbejds- tagerens side medføre, at sygeløn fortabes. I funktionærlovens § 5 og sømandslovens § 18 findes sådanne bestemmelser om det forhold, at den optrædende svigagtigt har fortiet syg- dommen eller pådraget sig den ved forsæt eller grov uagtsomhed, således også udkast 1941 § 21, stk. 1. Udvalget har ikke fundet det nød- vendigt at optage disse forbehold, der forment- lig må gælde også uden udtrykkelig bestem- melse.

Spørgsmålet om arbejdstagerens pligt til i forvejen at underrette abejdsgiveren om forven- tet forfald har næppe større praktisk betydning ved sygdom. Der kan dog tænkes tilfælde, f. eks. forventet hospitalsindlæggelse, hvor en vis underretningspligt består, således at dens tilside- sættelse efter omstændigheder kan medføre er- statningspligt eller hæveadgang. Der er ikke fundet anledning til nærmere at fastlægge un-

derretningspligten, se derimod om svangerskab og militærtjeneste §§ 11 og 14.

Med hensyn til begrænsningerne stk. 2 be- mærkes, at der her som på andre punkter er tale om minimumsregler, og at f. eks. aftale eller kutyme kan hjemle arbejdstageren en vi- deregående ret.

Ifølge stk. 2 har den optrædende ikke krav på sygeløn i indtil de 3 første dage i en syge- periode, medens han i øvrigt har krav på syge- løn, svarende til to tredjedel af det ham ved aftalen tilsikrede vederlag med en vis øverste begræsning. Må den optrædende på grund af sygdom gå hjem efter arbejdstids påbegyndelse, beror det på aftalen eller sædvane, om han er berettiget til fuld eller delvis løn. Oppebæres ingen eller kun delvis løn, medregnes den på- gældende dag som karensdag.

Den foreslåede pristalsregulering indebærer, at beløbet 50 kr. skal forhøjes først med den ved tekstanmærkning til finansloven hjemlede forhøjelse af finanslovshonorarers grundbeløb, for tiden (efter 1. oktober 1966) 40 der svarer til overenskomsttillæggene til tjeneste- mandslønningerne, hvorefter det således frem- komne beløb forhøjes med det ved tjeneste- mandslovens § 90 hjemlede tillæg, for tiden 185,6 Med de lige nævnte nugældende til- læg andrager beløbet 199 kr. 92 øre, og den maksimale daglige sygeløn altså 133 kr. 28 øre. En forhøjelse af et eventuelt højere grundbe- løb alene med § 90-tillæggene ville medføre, at det fastsatte sygelønsmaksimum ville komme til at udgøre en efterhånden mindre del af lønnen.

Den lige nævnte pristalsregulering kan synes kompliceret, men der vil i praksis blive tale om et enkelt tal, der kan oplyses af organisatio- nerne.

Ved to/tredjedels-beregningen skal alene ses hen til det faste vederlag, ikke f. eks. uvist over- arbejde. Angiver kontrakten ikke vederlaget pr. dag, men pr. uge eller måned, findes det dag- lige vederlag ved division med det inden for perioden forekommende antal arbejdsdage. Det er endvidere det således udregnede beløb, der i arbejdsforhold med periodisk aflønning i med- før af stk. 2, 2. pkt., fradrages for den første arbejdsdag i en sygeperiode og ved fortsat fra- vær for arbejdsdage på de påfølgende 2 kalen- derdage.

Fra 1/4 1967 forhøjet til 43 hvorefter de i teksten anførte beløb andrager henholdsvis 204 kr. 20 øre og 136 kr. 13 øre.

Om begrundelsen for reglen i stk. 3 henvises til de indledende bemærkninger til kapitlet. Med hensyn til tilfælde, hvor den optrædende i og for sig omfattes af sygeforsikringslovens dagpengeordning, men i det enkelte tilfælde af særlige grunde ikke er berettiget til dagpenge eller dog fulde dagpenge, bemærkes følgende: Det kan dreje sig om en grund, der i sig selv også kan bevirke bortfald af sygelønnen, jfr. sygeforsikringslovens § 56, stk. 7, om forsætlig eller uagtsom sygdomspådragelse, og § 56, stk.

3, om behandlingsunddragelse.

Også grunde, der direkte kun rammer dag- pengeretten, kan være af en sådan art, at de ikke bør gå ud over arbejdsgiveren, der således bør kunne fradrage, hvad arbejdstageren ellers ville have været berettiget til. Dette kan være tilfældet i jfr. sygeforsikringslo- vens § 56, stk. 8, og hvor arbejdstageren søger dagpenge for sent, efter den sygedag, jfr. lovens 55, stk. 1, måske også, hvis arbejdsta- geren rejser til udlandet, jfr. § 56, stk. 2. No- get udtrykkeligt forbehold i så henseende er det ikke fundet fornødent at indsætte i loven.

Omfattes arbejdstageren ikke af sygeforsik- ringslovens afsnit II, men har tegnet frivillige dagpenge efter afsnit I, fragår disse naturligvis ikke i sygelønnen.

I stk. 4 begrænses i tidsbestemte arbejdsfor- hold sygelønsdagenes antal, dels i forhold til engagementets udstrækning, dels til halvdelen af engagementets arbejdsdage. Den første be- grænsning vil typisk blive afgørende i lange, den sidste typisk i korte engagementer. Bestem- melsen hjemler ingen udvidelse for engage- menter længere end 1 år, og der kan vel der- for være anledning for den optrædende til i disse sjældne forhold at drage omsorg for sær- lig aftale. Aftales forlængelse af tidsbestemt engagement, må derefter regnes med et antal sygelønsdage, svarende til de sammenlagte tids- rum. Dette kan betyde, at en forlængelse af engagementet ikke medfører forøgelse af syge- lønsdagenes antal, jfr. eksempelvis at et enga- gement på 7 måneder forlænges med 3 måneder til 10 måneder. Har i et sådant tilfælde den op- trædende ved tidspunktet for forlængelsesafta- len forbrugt sine sygelønsdage eller dog en be- tragtelig del af dem, må aftalen om forlængelse dog kunne fortolkes således, at forlængelses- perioden for så vidt betragtes som et nyt enga- gement. Endelig ophører enhver sygelønsbeta- ling ved engagementstidens udløb.

Når man i stk. 5 om opsigelsesforholdene

ikke er blevet stående ved den enkle løsning at lade sygelønnen løbe til arbejdsforholdets op- hør, er det for at afværge opsigelser, der kun har til formål at begrænse arbejdsgiverens syge- lønsrisiko. Udtrykt på anden måde betyder reg- len i stk. 5, 1. pkt., at man af hensyn til ar- bejdsforhold, som begge parter kan være inter- esseret i at fortsætte trods en længere sygdom hos den optrædende, ikke vil gøre det nød- vendigt for arbejdsgiveren at opsige forholdet for at opnå en rimelig begrænsning af sygeløns- risikoen. Der er naturligvis tilfælde, hvor ar- bejdsgiveren, som ønsker at beholde den op- trædende, ikke vil rokkes heri af en yderligere sygelønsrisiko, og for sådanne tilfælde ville den optrædende være bedre tjent med en regel om sygeløn indtil arbejdsforholdets ophør. Den foreslåede regel har man dog fundet bedst stemmende med parternes gennemsnitlige inter- esse. For de tilfælde, hvor sygdommen først indtræder, når arbejdsforholdet har varet 6 må- neder, har man imidlertid ment, at der ofte vil være en så betydelig interesse hos arbejdsgiveren i at fortsætte arbejdsforholdet, at man har ment at burde forlænge sygelønsperioden til mindst 30 dage, hvis forholdet ikke opsiges. Det er altså en undtagelse fra princippet i stk. 5, pkt. 1, idet arbejdsgiveren her ved en opsi- gelse kan begrænse sin sygelønsrisiko. Med 30 dage menes 30 fraværsdage. Særreglen i stk. 5, sidste har kun betydning, når opsigelses- varslet er det i § 6, stk. 1 eller 2, fastsatte. Ind- træder sygdommen, efter at arbejdsforholdet ikke længere kan opsiges i henhold til § 6, stk. 1, bliver 3 måneders opsigelsen i henhold til

§ 6, stk. 3, afgørende, og sygelønsperioden kan således blive betragtelig. Det er det i forholdet gældende almindelige opsigelsesvarsel, som er afgørende, selv om det er fastsat længere end de i § 6 angivne minima. At det er arbejdsgi- verens opsigelsesvarsel, der er afgørende, frem- går formentlig tilstrækkeligt af sammenhængen. Det er forudsat, at sygeløn ikke skal udredes for noget tidsrum efter arbejdsforholdets ophør i henhold til en tidligere afgivet almindelig op- sigelse fra en af siderne. Nogen ekstraordinær frigørelsesadgang i sygdomstilfælde hjemles ik- ke i loven og kan ikke gyldigt aftales, jfr. § 9, stk. 4.

Til § 9.

I § 8 er sygelønsproblemet foreslået løst uden tilknytning til nogen opsigelsesbeføjelse. § 9 tager herefter stilling til det isolerede spørgs- mål, om den optrædendes sygdom bør give ar-

• i i

bejdsgiveren adgang til at afkorte engagemen- tet, et spørgsmål, der på sin side foreslås løst uden konsekvenser for sygelønsretten, jfr. § 9, stk. 3. Denne opstilling er i princippet over- ensstemmende med udkast 1941 §§21 og 22, selv om de nærmere regler er ret afvigende.

§ 9 medfører, at arbejdsgiveren ikke kan på- beråbe sig sygdom som ekstraordinær opsigel- ses- eller ophævelsesgrund, ud over den i stk.

1 hjemlede særlige opsigelsesadgang i tidsbe- stemte forhold. Denne har navnlig værdi ved i tilfælde af sygdom, der kan antages at blive af betydelig varighed, at gøre det muligt for ar- bejdsgiveren at disponere med bortseen fra den optrædendes tilbagevenden.

At der ikke — bortset fra hvad der følger af stk. 1, sidste pkt. - er tillagt arbejdsgiveren ad- gang til når sygdommen har varet 7 eller 14 dage, at bringe engagementet til ophør, har navnlig betydning for de talrige tilfælde, hvor den optrasdende trods alt ret hurtigt kan gen- optage arbejdet. Det er rimeligt, at han i et sådant tilfælde kun kan afskediges til den 1. eller 15., hvorfra nyt engagement lettest opnås.

§ 9 angår lige som § 8 kun arbejdsudygtig- hed, indtrådt efter tiltrædelsen. Det beror såle- des på aftale og almindelige kontraktssynspunk- ter, hvilke beføjelser en tidligere indtrådt ar- bejdsudygtighed giver arbejdsgiveren.

Efter almindelige regler må det antages, at arbejdsgiveren, såfremt sygdom hindrer tiltræ- delsen, straks kan hæve aftalen, idet han dog eventuelt må afvente arbejdstagerens tiltræden en kortere tid, afhængig af arbejdsforholdets karakter og omstændighederne i øvrigt, sam- menlign medhjælperlovens § 17, stk. 2. Viser det sig senere, at arbejdstageren allerede ved til- trædelsen var arbejdsudygtig, må en ophævelses- beføjelse efter omstændighederne ligeledes an- tages, jfr. herved medhjælperlovens § 20.

§ 9 gør heller ikke op med tilfælde, hvor det allerede før tiltrædelsen måtte være klart, at den f. eks. skal hospitalsindlægges senere under engagementet. Sådant forhold, der er meget lidt praktisk, må efter omstændighe- derne, når det drejer sig om længere fravær, kunne berettige til at hæve engagementet, så- ledes at det ikke tiltrædes.

Subjektive forhold fra en optrædendes side, der kan betage ham retten til sygeløn, såsom fortielse ved kontraktafslutningen og forsætlig eller groft uagtsom sygdomspådragelse, vil end- videre uanset § 9 utvivlsomt efter omstændig- hederne berettige til ophævelse af engagemen-

tet. Det samme kan blive tilfældet ved alvor- ligere tilsidesættelser af arbejdstagerens pligt i øvrigt til at underrette arbejdsgiveren om fore- stående fravær, hospitalsindlæggelse eller lign.

§ 9 er endvidere ligesom § 8 begrænset til forhold, indgået på bestemt tid eller på opsigel- se, jfr. herom bemærkningerne til § 8. Den er i modsætning til § 8 anvendelig, uanset hvor ofte der ugentlig optrædes.

De i stk. 1 nævnte frister af 7 dage og 14 dage skal forstås som kalenderdage, og således at den dag, hvor den optrædende må gå hjem under arbejdet, ikke tælles med, såfremt han ifølge aftale eller sædvane har krav på fuld løn, jfr. i det hele foran s. 43. Fristerne begynder i så fald først at løbe på en arbejdsdag, hvorfra den optrædende helt udebliver. Ophævelse kan ske, når tilstanden derefter — den første udebli- velsesdag medregnet - har holdt sig i 7 hen- holdsvis 14 dage, og uanset at der ikke skal ar- bejdes hver dag eller måske i ydertilfælde ikke inden fristens udløb forekommer yderligere ar- bejdsdage.

I tilfælde som de sidstnævnte må arbejdsgive- ren i givet fald kunne kræve den optrædendes påstand om på et tidspunkt at være blevet rask dokumenteret, eventuelt ved lægeattest. Også ved anvendelse af § 8, stk. 2, 2. pkt., og § 9, stk. 3, kan der i øvrigt blive spørgsmål om op- lysninger om den optrædendes helbredstilstand på dage, hvor der ikke skal arbejdes.

Reglen i § 9, stk. 3, medfører, at den optræ- dende, når han ved ikrafttræden af en ophævel- se er arbejdsudygtig på grund af sygdom — være sig den, der har begrundet ophævelse eller en senere indtrådt — har krav på sygeløn i overens- stemmelse med § 8, så længe tilstanden varer, derimod ikke, hvis han efter opsigelsens ikraft- træden påny bliver syg.

Til § 10.

Om det tilfælde, at et medlem af et artisten- semble bliver syg, var foreslået regler i udkast 1941 § 22, stk. 2 og 3, der i hovedsagen gik ud på, at arbejdsgiveren, såfremt sygdomsfor- holdet væsentligt forringede truppens præstati- on, kunne hæve truppens engagement, så snart sygdommen havde haft en varighed, der efter almindelige regler berettigede til at hæve den syges engagement. Den syge havde ret til sæd- vanlig sygeløn, medens trupkollegerne ikke havde ret til løn eller anden ydelse, medmindre arbejdsgiveren forlangte, at de skulle optræde. De kunne så til gengæld selv hæve.

Det foreliggende forslag, der omfatter alle ensembler, overfører på samme måde reglerne om arbejdsgiverens frigørelsesadgang over for den syge til hele ensemblet, men giver også en- semblekollegerne ret til sygeløn, dog ikke ud over tidspunktet for engagementets jfr. herved også bestemmelsen i § 9, stk. 1, sid- ste pkt.

De særlige regler i § 10 angår kun ensembler, der er tilbudt og antaget som en enhed, der- imod ikke ensembler, samlet af arbejdsgiveren gennem enkeltengagementer.

Når det for anvendelse af §§ 8 og 9 på en- sembler i § 10 stilles som betingelse, at en- semblets optræden på grund af sygdom er ble- vet enten forhindret eller væsentligt forringet, betyder det - uden at man har fundet det nød- vendigt at sige det udtrykkeligt som i udkast

§ 22, stk. 3 - at arbejdsgiveren ikke er beføjet til at hæve aftalen på grund af en for- ringelse, der kun er uvæsentlig, og dette kan, jfr. § 16, stk. 1, ikke fraviges ved aftale.

På den anden side forudsætter § 10 også, at ensemblet, når der er indtrådt en som omfattes af § 10, er bundet ved arbejdsaftalen og må afvente dennes ophævelse efter § 9 eller dens ophør i øvrigt. Det må endvidere være en selvfølge, at ensemblet ikke kan nægte at op- træde i tilfælde, hvor sygdommen ikke med- fører en væsentlig forringelse af ensemblets præstation.

Anvendelsen af §§ 8 og 9 på ensembler kan også give anledning til andre problemer, hvortil der ikke er taget stilling i § 10, således spørgs- målet om ensemblets pligt til at skaffe eller ak- ceptere vikarhjælp samt betydningen af sygdom- men for ensemblemedlemmernes indbyrdes rets- forhold.

Svangerskab.

Til § 11.

Medens man som anført foran s. 43 grund af spørgsmålets ringe praktiske betydning ikke har foreslået lovregler om den eventuelle pligt for arbejdstageren til i forvejen at underrette arbejdsgiveren om forventet forfald som følge af sygdom, har man i § 11 foreslået regler, som i tilfælde af svangerskab fastslår og regulerer underretningspligten for den optrædende i den i praksis formentlig hyppigst forekommende si- at den optrædende efter arbejdsaftalens indgåelse - være sig før eller efter tiltrædelsen

- bliver klar over den forventede hindring.

Om og da på hvilket stadium et svangerskab

vil være til hinder for optræden, vil naturligvis variere meget efter karakteren af den aftalte optræden. Man har i denne forbindelse anset ordet arbejdsuegnethed for mere adækvat end arbejdsudygtighed. Det, der sigtes til med det i

§§ 11—13 anvendte udtryk, er det endelige va- rige forfald i forbindelse med svangerskabet. Midlertidige fravær, som på et tidligere stadium kan optræde på grund af sygdomme eller kom- plikationer i forbindelse med svangerskabet er forudsat henført under sygereglerne.

Når man i stk. 1 har anvendt formuleringen

»kan blive arbejdsuegnet« er det for at frem- hæve, at der må være underretningspligt, når den optrædende har grund til at tro, at der er en ikke ringe risiko for, at hun vil være ar- bejdsuegnet, hvilket vil være tilfældet, når ar- bejdsgiveren med føje kan betragte hende som uegnet til den aftalte optræden.

I § 13, der omhandler den optrædendes ret til svangerskabsydelse i arbejdsforhold af særlig langvarig karakter, har man fundet det rettest udtrykkelig at bestemme, at tilsidesættelse af underretningspligten medfører tab af retten til denne ydelse. Bortset fra denne specielle regel giver loven ingen bestemmelser om virkninger- ne af det kontraktsbrud, som underretningsplig- tens tilsidesættelse efter loven og aftalen repræ- senterer. Virkningerne er altså overladt til af- tale og praksis. Der kan blive tale om både er- statningspligt og i alvorligere tilfælde hævebe- føjelse. En almindelig konsekvens synes at måt- te være, at arbejdsgiveren i opsigelsesforhold og i henseende til § 12, stk. 2, stilles, som hvis meddelelse havde været givet rettidigt.

Betydningen for arbejdsgiveren af rettidig underretning vil variere meget efter arbejdsfor- holdets karakter, hindringens aktualitet og andre omstændigheder. Kan den svangre have haft føje til at anse meddelelse straks for værende af mindre betydning, f. eks. fordi der let kan fin- des en vikar, må der udvises tilbageholdenhed med at statuere en overtrædelse og med hensyn til dennes konsekvenser. Der er på den anden side grund til at fremhæve, at der ikke sjældent kan stå betydelige økonomiske interesser på spil for arbejdsgiveren.

Stk. 1 angår foruden tidsbestemte arbejdsfor- hold og enkeltdagsengagementer også opsigel- sesforhold, som den svangre ikke ville kunne bringe til ophør inden arbejdsuegnethedens ind- træden. Det bemærkes herved, at opsigelse i overensstemmelse med sædvanlig opfattelse ikke kan antages at kunne meddeles med den virk-

46

ning, at arbejdsforholdet ikke skal tiltrædes. Der kan naturligvis være aftalt eller forudsat videregående begrænsninger af opsigelsesretten. I øvrigt omfattes opsigelsesforholdene af stk.

2. Ved rettidig underretning - om forsinkelse se ovenfor — vil arbejdsgiveren, såfremt han ikke ønsker arbejdsforholdet fortsat efter føds- len, kunne nå at reagere med en opsigelse, så- fremt parterne har ens varsel. Ofte vil han dog ikke have interesse heri, men i stedet i overens- stemmelse med § 12, stk. 1, hæve ved arbejds- uegnethedens indtræden. Kommer opsigelses- varslerne i § 6, stk. 3, til anvendelse, kan ar- bejdsgiveren derimod ikke nå at opsige til fra- træden inden arbejdsuegnetheden og må betale else efter § 13.

Til § 12.

§ 12 behandler spørgsmålet om ret til ekstra- ordinær frigørelse for arbejdsforholdet i tilfæl- de af svangerskab. Spørgsmålet løses, hvor for- holdet er tiltrådt, lige som det er sket med hen- syn til sygdom, uafhængigt af den - her mere begrænsede - økonomiske ydelse, der tilkommer den optrædende, jfr. § 13. § 12 tager lige som

§ 9 ikke stilling til betydningen af fortielse ved kontraktafslutningen eller forsinkelse med den i § 11 foreskrevne meddelelse, jfr. herom be- mærkningerne til §§ 9 og 11.

Som det fremgår af § 12, stk. 2, omfatter paragraffen derimod også uegnethed, der hin- drer tiltrædelsen, og betydningen af, at senere uegnethed kan forudses inden tiltrædelsen. Dis- se to tilfælde undergives den særlige regel i § 12, stk. 2, der i overensstemmelse med sædvan- lig opfattelse, jfr. også foran under § 9, stiller arbejdsgiveren friere, end hvor problemet først melder sig efter tiltrædelsen, jfr. herom stk. 1. Ifølge § 12, stk. 1, kan arbejdsgiveren - på samme måde som den svangre — ophæve ar- bejdsforholdet fra arbejdsuegnetheds indtræden og således frigøre sig fra genantagelse af den optrædende, uanset svangerskabets videre for- løb. Xxxxxxx berøres retten til svangerskabs- ydelse ikke. Ophævelsesadgangen efter stk. 1 kan benyttes, også hvor delvis ophævelse i hen- hold til stk. 2 tidligere måtte være sket. Reglen gælder både tidsbestemte og opsigelsesforhold, og i sidstnævnte forhold hvad enten opsigelse tidligere er sket eller ej. Ophævelse må antages først at kunne ske, når forfald på en arbejdsdag er indtruffet og kan utvivlsomt ikke ske efter

en eventuel abort.

Hvor tiltrædelsen ikke forhindres, er det af-

gørende for anvendelsen af den særlige ophæ- velsesret efter stk. 2, om den i § 11 omhand- lede meddelelse er tilflydt - eller, jfr. foran under § 11, burde være tilflydt - arbejdsgiveren inden tiltrædelsen.

Hindrer svangerskabet engagementets tiltræ- delse, må arbejdsgiveren i medfør af § 12, stk. 2, normalt kunne hæve aftalen. Har fødslen fundet sted forinden, må fraværet efter denne behandles efter samme regler som svangerskab, og bliver der kun tale om en lidt forsinket til- trædelse, må arbejdsgiveren efter omstændig- hederne, herunder arbejdsforholdets karakter, på samme måde som ved sygdom finde sig heri. Afgørende er efter § 12, stk. 2, om for- sinkelsen er til væsentlig ulempe.

Efter samme regel må arbejdsgiveren even- tuelt finde sig i et kortere fravær i slutningen af engagementet. Der bør sikkert her være til- bøjelighed til at strække sig videre i den optræ- dendes favør.

Hvad enten fraværet ligger i begyndelsen, slutningen eller eventuelt midt i engagementet, tillægger § 12, stk. 2, arbejdsgiveren, for hvem fraværet — uanset reglen i stk. 1 — er til væsent- lig ulempe, ret til helt eller delvist at ophæve arbejdsaftalen, hvilket vil sige, at arbejdsgive- rens beføjelser kan være begrænset til en delvis ophævelse. I medfør af den »delvise ophævel- sesbeføjelse« vil arbejdsgiveren kunne bestem- me tiltrædelse eller fratrædelse henholdsvis se- nere eller tidligere end svangerskab og fødsel nødvendiggør, eventuelt til en 1. eller 15. i en måned. Kan arbejdsgiveren ved en sådan dis- position nedbringe ulempen under det væsent- lige, må hans beføjelser være begrænset hertil. En censur i nævnte henseende med arbejdsgive- rens dispositioner er vanskelig, men adgangen til delvis ophævelse må dog antages i nogle til- fælde at ville afværge et for den optrædende endnu ugunstigere resultat. Særlig praktisk vil det være, at tiltræden eller fratræden kan fik- seres til et bestemt tidspunkt i nærheden af, hvad svangerskabet måtte antages at nødvendig- gøre.

Selvom § 12, stk. 2, ikke som stk. 1 omtaler nogen else for den svangre, kan hun utvivlsomt i nogle tilfælde have en sådan, navnlig hvor arbejdsgiveren selv delvis ophæ- ver.

Hel eller delvis ophævelse i henhold til § 12, stk. 2, skal utvivlsomt ske inden for en rimelig kort frist efter modtagelsen af underretningen. Den medfører i modsætning til ophævelse efter

stk. 1 bortfald af eventuel svangerskabsløn efter

§13.

§ 12 giver ikke - som § 10 ved sygdom - nogen særlig regel for det tilfælde, at den svangre er medlem af et ensemble, og loven hjemle r således ikke ensemblekollegerne ret til nogen ydelse, når svangerskabet hindrer optræ- den.

Til § 13.

Retten til løn under svangerskabet er for det første på samme måde som med hensyn til syge- løn begrænset til arbejdsforhold med intensiv beskæftigelse, mindst 4 dage ugentlig. Dernæst er retten til svangerskabsløn ligesom ret til løn under genindkaldelse, jfr. § 15, stk. 3, begræn- set til de mere langvarige engagementer (ind- gået for eller varet mindst 1 år), jfr. herved også § 6, stk. 3.

Ydelsen løber straks fra arbejdsuegnethedens indtræden, altså uden karensdage, hvilket også fremgår af, at § 13 ikke henviser til § 8, stk. 2, 2. pkt. Den udbetales for indtil 30 arbejds- dage, medmindre arbejdsforholdet forinden ud- løber ordinært. At den svangre tidligere har pebåret sygeløn, begrænser ikke adgangen til svangerskabsydelse. Med hensyn til ensembler henvises til det under § 12 anførte.

I øvrigt henvises til bemærkningerne til § 8.

tjenestens begyndelse. Sådan ophævelse kan iføl- ge stk. 1 kun ske, såfremt engagementets fort- sættelse efter genindkaldelsen ville være til væ- sentlig ulempe for arbejdsgiveren.

I de særligt langvarige og intensive arbejds- forhold, jfr. stk. 3, berettiger genindkaldelser ikke til ophævelse, og arbejdstageren er under genindkaldelsen berettiget til en begrænset løn af tilsvarende art som i § 13, jfr. § 8, fastsat. Arbejdstageren kan imidlertid fortabe sin ret til det særlige vederlag under genindkaldelse, hvis han ikke behørigt underretter arbejdsgive- ren, jfr. stk. 3, sidste pkt.

Bortset fra de i stk. 3 omhandlede arbejds- forhold kan genindkaldelse, med hvilken ar- bejdsgiveren gøres bekendt — eller burde være gjort bekendt inden tiltrædelsen, efter samme regel som indkaldelser til første tjeneste beret- tige arbejdsgiveren til hel eller delvis ophævel- se, jfr. stk. 2. Det her anvendte ulempekriteri- um svarer til reglen i § 12, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Ved første indkaldelser kan arbejdsgiveren i alle tilfælde ophæve arbejdsforholdet fra for- hindringens indtræden.

Ophævelse i henhold til ulempereglerne i stk. 1 og stk. 2 skal utvivlsomt ske inden for en rimelig kort frist, efter at arbejdsgiveren har modtaget den påbudte underretning om indkal- delsen eller genindkaldelsen.

Militærtjeneste.

Til § 14.

Med hensyn til indkaldelser til aftjening af civil eller militær værnepligt foreskriver § 14 ganske samme underretningspligt over for ar- bejdsgiveren som foreskrevet i § 11 med hen- syn til svangerskab. Der henvises til bemærk- ningerne til § 11.

Til § 15.

Med hensyn til arbejdsgiverens adgang til at frigøre sig for et arbejdsforhold på grund af den optrædendes civile eller militære indkaldel- se, indeholdes i § 15 regler, der i princippet svarer til reglerne i § 12 om svangerskab. Der har imidlertid måttet gives særregler om de kor- te indkaldelser.

Genindkaldelser hvormed efter stk. 4 side- stilles kortvarige mønstringer, jfr. § 13, stk. 2, i lov nr. 137 af 31. marts I960 om forsvarets organisation m. v., bør som almindelig regel ikke berettige til at ophæve arbejdsforholdet fra

Reglernes fravigelighed.

Til § 16.

Ifølge § 16, stk. 1, kan reglerne i kapitel 3 ikke fraviges ved aftale til ugunst for arbejds- tageren. Reglen svarer til bestemmelsen i § 7, og der henvises til bemærkningerne til denne.

Da man må forudse, at sygelønsforhold m. v. i et vist omfang vil blive reguleret i kollektive aftaler, tjenestereglementer og lignende, og da den i sådanne ordninger indeholdte sikring af arbejdstageren i principperne kan afvige fra lo- vens ordning uden af den grund at være ringe- re, har man ment at burde foreslå bestemmel- sen i stk. 2, hvorefter justitsministeren kan til- lade afvigelser fra reglerne i kapitel 3, under forudsætning af at ordningen for de optræden- de som helhed ikke er ringere end lovens. De fordele for den optrædende, der skal kunne op- veje en fravigelse af reglerne, må selv ligge in- den for de områder, der er regulerede i kapit- let.

Kap. 4.

Ugentlig fridag.

Ifølge § 34 i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig arbejderbeskyttelse er det med visse undtagelser forbudt at beskæftige arbejdere i et helligdagsdøgn, der bestemmes som de 24 ti- mer, der går forud for det klokkesiet, hvorpå en arbejder normalt begynder arbejdet på søg- nedage eller undtagelsesvis på søn- og hellig- dagsaftener.

Fra hovedreglen i § 34 er ved stk. 2 en række virksomheder undtaget, således under punkt 4) hotel- og restaurationsvirksomheder samt stelsesetablissementer. Ifølge § 34, stk. 3, gæl- der også undtagelse i tilfælde af

relser m. v. Endelig kan ifølge § 35

steren gøre undtagelse i visse særlige tilfælde.

Selvom også optrædende omfattes af derbeskyttelsesloven, er de altså ved selve loven som praktisk regel undtaget fra søn- og ligsdagsfriheden.

Imidlertid skal der ifølge § 36 som erstatning for den fritid, som de pågældende arbejdere måtte ved regelmæssigt søndagsarbejde i henhold til § 34, stk. 2, eller § 35, såvidt mu- ligt gives dem anden samlet fritid ved bortfald af et tilsvarende antal arbejdstimer inden for den normale arbejdstid i faget eller det faglige område. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom under hensyn til de særlige for- hold, som måtte gøre sig gældende i de enkelte fag. Sådanne regler er endnu ikke givet for op- trædende.

Heller ikke ad overenskomstmæssig vej er tilvejebragt almindelige fridagsordninger for de optrædende. Regulativbestemte eller over- enskomstmæssige fridagsordninger findes dog for optrædende, beskæftiget i offentlige institu- tioner og lignende. Det kan endvidere nævnes, at det i de senere år ikke har været ualminde- ligt, at forlystelsesetablissementer holder lukket en dag ugentlig. Bortset herfra optrædes der i et løbende engagement normalt alle ugens dage.

Det er fra de optrædendes side i udvalget stærkt fremhævet, at manglen af en almindelig fridagsordning giver de optrædende en ringere stilling end det store flertal af landets øvrige lønmodtagere, og at denne placering må anses for en abnormitet også målt med international målestok.

Til belysning heraf har organisationerne til- vejebragt nærmere oplysninger om forholdene i

4

et stort antal europæiske lande. Det fremgår heraf, at der i en række lande, således i Norge, Sverige, Finland, Schweiz og Holland, findes en lovhjemlet ugentlig fridag, til dels suppleret af overenskomstmæssige ordninger. Endvidere er der i en række andre lande uden fridagslov- givning i betydeligt omfang overenskomstmæs- sigt sikret de optrædende fridagsordninger.

Der skal ikke her indgås nærmere på de udenlandske fridagsordninger, der synes meget forskellige og ikke kommer i betragtning som direkte forbillede for en dansk ordning. Det bør dog nævnes, at der i Schweiz findes en me- get detailleret lovregulering af fridagsforholde- ne også for optrædende. I Norge er hotel-, re- staurant- og teateransatte undtaget fra lovgiv- ningen, men fridagsordninger er i et vist om- fang gennemført overenskomstmæssigt. I Sve- rige er teateransatte og musikere i restauranter bevillingsmæssigt undtagne, men de er i et vist omfang overenskomstmæssigt sik- ret lønkompensation.

Selvom gennemførelsen af en fridagsordning for optrædende rejser problemer, der er forskel- lige for de enkelte grupper af optrædende og virksomheder, kan dog peges på mere generelle træk, der adskiller problemstillingen inden for de optrædendes arbejdsområde fra andre ar- bejdsområder.

Det tidsrum, i hvilket de pågældende optræ- der, er væsentlig kortere end andre arbejds- tageres arbejdstid. Dette er særlig udpræget for artistmæssig optræden, der typisk vil bestå i en eller flere kortvarige præstationer pr. aften, men forholdet gør sig også gældende for andre grup- per af optrædende. Når man sammenholder den tid, i hvilken der optrædes og prøves, med an- dre arbejdstageres arbejdstid, må på den anden side tages i betragtning, at den erhvervsmæssige optræden ofte kræver et efter omstændighederne meget omfattende forberedende arbejde.

De optrædendes engagementer er endvidere i overvejende grad kortvarige, tidsbestemte ar- bejdsforhold, hvilket navnlig typisk gælder ar- tist- og solistoptræden, og denne engagements- form kan medføre, at der mellem de enkelte engagementer forekommer dage eller perioder, hvor ingen optræden finder sted. Forholdene frembyder i øvrigt store forskelle, varierende fra optræden enkelte dage til den praktisk taget livsvarige tilknytning til arbejdspladsen.

Udover de ovennævnte momenter er der an- ledning til særlig at gå ind på de problemer, en fridagsordning for optrædende stiller arbejds-

49

giverne overfor, navnlig derved, at fridagsar- bejdet vanskeligt - som det for andre arbejds- områder kan være muligt — lader sig fordele på ugens øvrige dage eller på andre ansatte. Skal virksomheden efter indførelse af en fridagsord- ning drives uforandret, må supplerende arbejds- kraft antages. Dette vil i sig selv ofte være for- bundet med praktiske og kunstneriske ulemper. Mange virksomheder er endvidere baseret på optræden, som det ikke er praktisk muligt på fridage at erstatte med anden arbejdskraft. Gen- nemførelsen af en fridagsordning for optræden- de må derfor antages i et vist omfang at ville medføre, at virksomhederne ikke antager sup- plerende arbejdskraft, men holder lukket en dag ugentlig eller dog - alt efter virksomhedens art

- har en fast ugedag uden optræden.

Over for disse ulemper for virksomheden må man imidlertid tage i betragtning, at en ugent- lig lukkedag eller »musikfri« dag ikke behøver at bevirke en nedgang i indtjeningen. De sving- ninger i publikumssøgningen i ugens løb, som præger de fleste virksomheder, har, som det for- an er nævnt, allerede resulteret i, at visse virk- somheder holder lukket en dag ugentlig. Dette forhold kan tænkes at øge den ovenfor nævnte tendens til at give fridagen form af en ugent- lig lukkedag. Sker noget sådant, er det ikke utænkeligt, at interessen inden for ensartede områder af forlystelseslivet vil kunne samle sig om en bestemt ugedag som lukkedag, idet publi- kumssøgningen er præget af ensartede tenden- ser, som også områdets organisationer forment- lig vil være interesseret i at følge.

En for publikumsbesøget i virksomheder, der beskæftiger optrædende, væsentlig faktor er utvivlsomt radioens og fjernsynets udsendelser. En gennemførelse af fridagsordningen i form af en ugentlig lukkedag ville på de pågældende aftener betyde en øget benyttelse af radio og fjernsyn og således formentlig på én gang stille Danmarks Radio over for nye muligheder og krav fra lyttere og seere om en herpå sigtende programlægning. Såfremt det ved denne pro- gramlægning kunne opnås, at udsendelser, der erfaringsmæssigt er særlig publikumsrøvende, blev søgt henlagt til den særlige lukkedag, ville dette sikkert betyde en mærkbar lettelse af den med lukkedagen forbundne byrde for kultur- og forlystelseslivet.

Udvalget har på baggrund heraf fundet det formålstjenligt at orientere sig om Danmarks Radios stilling til de problemer med hensyn til programlægningen, som indførelsen af en fri-

dagsordning - eventuelt tillige omfattende te- atrene — efter det anførte kan rejse.

Udvalget har som svar på sin henvendelse modtaget den som bilag 3 til betænkningen op- trykte skrivelse fra Radiorådet af 7. oktober 1965, hvoraf fremgår, at Danmarks Radio vil være villig til, i det omfang hensynet til Dan- marks Radios publikum og programtilrettelæg- gelsen som helhed gør det muligt, at søge at placere de i skrivelsen omhandlede store udsen- delser på en eventuel fremtidig almindelig ugentlig lukkedag.

Bedømmelsen af en fridagsordnings økono- miske konsekvenser for kultur- og forlystelses- livet som helhed og for dets forskellige grene må nødvendigvis være behæftet med usikker- hed, men må i alt fald indgå som et væsentligt moment i overvejelserne om en fridagsord- ning.

Den gruppe af virksomheder, som stærkest vil føle de økonomiske virkninger af en fridags- ordning, er formentlig sæsonvirksomhederne, der kun holder åbent en vis tid af året, eks- empelvis omrejsende cirkus, Tivoli, Dyrehavs- bakken, badehoteller m. v., og som derfor er af- hængige af en koncentreret indsats i denne periode. De er i øvrigt også i reglen inden for sæsonen undergivet særlige risici, navnlig rørende fra vejrforholdene. I udlandet har man ofte givet særordninger for sådanne virksom- heder.

Der er ikke opnået enighed inden for udval- get om at foreslå en fridagsordning indført.

Et enkelt udvalgsmedlem (cirkusdirektør Ben-

har, som det fremgår af hans som bilag

1 nedenfor optrykte skrivelse af 19. oktober 1966, taget afstand fra gennemførelsen af en ugentlig fridag for artisterne. Han anser en så- dan ugentlig fridag for at være til skade for ar- tisterne, der i realiteten mister fortjenesten af en dag om ugen. Der er ikke nogen reel trang til en fridagsordning. Artisterne, hvis numre er bygget op specielt for cirkus, ved, at de kun er beskæftiget i en kort periode, og dette betyder, at der for cirkusartisten bliver langt flere fri- dage end for andre grupper i samfundet, her- under også artister der er beskæftiget i variete og cabaret. Hertil kommer de økonomiske be- lastninger, som fridagsordningen vil betyde for den i forvejen vanskeligt stillede cirkusbranche.

Udvalgets øvrige medlemmer går ind for det i nærværende kapitel stillede forslag. Flertallet er af den opfattelse, at retten til en ugentlig fri- dag er et elementært socialt gode, som ikke i

længden kan unddrages de optrædende. Uanset deres normalt kortere egentlige arbejdstid vil det have stor betydning også for dem en dag ugentlig at være fritaget for arbejdsforpligtel- ser.

Det er efter flertallets opfattelse vel tænke- ligt, at der også blandt de optrædende i begyn- delsen vil være en vis modstand mod ordnin- gen. Også ved andre lignende sociale fremskridt er en sådan reaktion kommet til orde, men den bør ikke hindre gennemførelse af en fridags- ordning, som efterhånden også blandt de op- trædende vil blive betragtet som en selvfølge.

De økonomiske konsekvenser af en fridags- ordning må i nogen grad antages at ville forme sig på samme måde som ved gennemførelsen af andre lignende sociale fremskridt, f. eks. ordningen. I en overgangsperiode vil ordningen betyde en økonomisk belastning af arbejdsfor- holdets parter, men i det lange løb vil der for arbejdsgiverne blive tale om en driftsomkost- ning, som lader sig udligne. Hvad nu særlig angår det, der af direktør Xxxxxxxxx er anført om de omrejsende cirkus, har flertallet fuld for- ståelse af de fremførte betragtninger. Man er således ikke uenig i, at en fridagsordning for disse cirkus næppe er særlig påkrævet. Da det imidlertid synes betænkeligt i loven at undtage et bestemt arbejdsområde fra den almindelige regel, også fordi det kan være vanskeligt at for- udse, om ikke der kan ske ændringer i arbejds- og beskæftigelsesforhold inden for dette om- råde, må flertallet anse det for rettest, at de nu- værende særlige arbejdsforhold for de omrej- sende cirkus tilgodeses gennem dispensationer. Man har i overensstemmelse hermed ved ud- formningen af forslagets § 22, stk. 2, l.ste led, i særlig grad haft de omrejsende cirkus for øje. Man finder i denne forbindelse grund til at fremhæve, at en dispensation for et omrejsende cirkus normalt må omfatte ikke blot artister, men også andre optrædende, hvilket formentlig vil være særlig praktisk for musikere.

Det kan imidlertid ikke afvises, at ordningert også efter en tilpasningsperiode vil have stillet nogle grupper af private virksomheder, der be- skæftiger optrædende, vanskeligere. Heller ikke de umiddelbare økonomiske konsekvenser af ordningen må undervurderes, men det kan ef- ter flertallets opfattelse blive af nogen betyd- ning, at der ved radioens og fjernsynets pro- gramlægning under en fremtidig lukkeordning tages det hensyn til de øvrige kultur- og for- lystelsesinstitutioners publikumsøgning, at sær-

lig tiltrækkende radio- og fjernsynsudsendelser i et vist omfang søges henlagt til eventuelle al- mindelige lukkedage.

Flertallet henviser endvidere til bemærknin- gerne foran s. 12, hvor man, for det tilfælde at det findes rettest at udskyde gennemførelsen af en ugentlig fridagsordning for optrædende, har henstillet, at gennemførelsen af udvalgets lov- forslag i øvrigt ikke afventer et sådant senere tidspunkt, idet man herved har peget på, at der ikke lovteknisk er noget til hinder for, at bestemmelserne i lovforslagets kapitel 4 udsky- des til en senere lov.

Som det fremgår af affattelsen af lovforsla- gets § 37, stk. 1, påhviler strafansvaret for over- trædelse af de i dette kapitel indeholdte bestem- melser arbejdsgiveren.

17.

Bestemmelsen pålægger arbejdsgiveren pligt til at give den optrædende en fridag for hver uge, engagementet varer, og til at give den in- den for den pågældende uge.

Med fridag menes en sammenhængende ar- bejdsfri periode af 24 timer, regnet fra midnat. Lovforslaget tilsikrer ikke den optrædende løn på fridagen og indeholder ikke noget for- bud mod andet arbejde. Et sådant kan eventuelt

være aftalt, jfr. §

Arbejdsgiverens pligt til at give den optræ- dende en ugentlig fridag er ensbetydende med, at det er ham forbudt under nogen form at beskæftige den optrædende på fridagen, med- mindre denne i overensstemmelse med §§ 18 og 19 flyttes.

Arbejdsgiverens pligt er sanktioneret ved strafansvar, jfr. § 37, men repræsenterer des- uden for den optrædende en tilsvarende uop- givelig ret. Har arbejdsgiveren desuagtet ladet den optrædende arbejde på hans fridage, kan den optrædende uanset modstående aftale, jfr.

§ 22, stk. 1, kræve erstatning efter § 20, eller efter omstændighederne frihed en anden dag, jfr. nærmere bemærkningerne til §§ 18 og 19.

Der er intet til hinder for, at dage, på hvilke der af andre grunde, f. eks. helligdagslovgiv- ningen, ikke kan optrædes, finder anvendelse som fridage.

Bestemmelserne om ugentlig fridag har in- gen forbindelse med reglerne om ferie med løn. Arbejdsgiverens pligt til at give en ugentlig fridag vil være opfyldt, hvis arbejdsaftalen an- går 6 eller færre forud fastlagte ugentlige ar-

bejdsdage.

Fridagsreglerne gælder ikke for tidsbestemte arbejdsforhold på 16 dage eller derunder. En- gagementet kan således indgås for 16 sammen- hængende dage. men det har ikke været tilsig- tet at hindre, at det indgås for 16 arbejdsdage afbrud: af en enkelt arbejdsfri dag. Begræns- ningen til engagementer længere end 16 dage er fordi man har fundet det rigtigst i det hele at holde såkaldte halvmånedsengagementer uden for fridagsreglerne. Sådanne engagementer indgas oftest med varighed fra den 1. til 15. eller fra den 16. til den sidste i en måned.

Træffes en forlængelsesaftale som i stk. 2 omhandlet inden engagementets tiltrædelse, er fridagsreglerne på normal måde anvendelige fra engagementets begyndelse. Træffes forlæn- gelsesaftalen derimod først efter engagementets skal efter reglen i stk. 2 fridagsplig-

ten ikke gælde med hensyn til den allerede for- løbne del af engagementet. Men denne skal på den anden side medregnes i den samlede en- gagementstid, der er afgørende for, om fri- dagspligt består med hensyn til tiden efter ind- gåelsen af forlængelsesaftalen. Denne medfører ret til en fridag inden for hver fulde uge en- gagementet derefter varer, naturligvis med ud- skydelses- og omlægningsret efter § 19. Dette må også gælde aftale ved engagementets udløb om dets fortsættelse uden afbrydelse.

Der er - inden for lovens rammer i øvrigt - intet til hinder for, at en fridag kan være før- ste eller sidste dag i engagementet.

Den ugeinddeling, hvorpå fridagsregien hvi- ler, er ikke kalenderugen, men fulde syvdags- perioder. regnet fra engagementets første dag.

Til § 18.

Stk. 1 fastslår udtrykkeligt, at den deklarato- riske regel om mandagen som fridag kan fra- viges ikke blot i den oprindelige arbejdsaftale, men også ved senere aftale, eventuelt for den enkelte uge. Er bestemte fridage aftalt, kan na- turligvis også en således fastlagt ordning senere fraviges ved aftale.

Der kan ikke aftales ret for arbejdsgiveren til ensidigt at flytte eller fastlægge fridagen inden for ugen. Herfra gælder alene undtagelsen i stk.

2. Medens der således efter § 19, stk. 1, kan af- tales en vis adgang for arbejdsgiveren til at ud- skyde fridagen til en kommende uge, kan der ikke udover stk. 2 - aftales ret for ar- bejdsgiveren til ensidigt at flytte fridagen frem eller tilbage inden for ugen.

Loven regulerer ikke retsstillingen mellem

parterne for det at der i strid med xxx- xxxxx er arbejdet om mandagen eller en anden aftalt fridag, uden at anden fridag er givet eller fastlagt. Spørgsmålet kan tænkes ordnet i min- delighed ved, at den optrædende efter aftale holder fridagen en senere dag i ugen eller inden for rammerne af 19 en påfølgende uge. Den optrædende må imidlertid kunne kræve, at en fridag gives i ugens løb og i alt fald den sidste ugedag. Arbejdsgiveren må også kunne kræve, at den optrædende holder fri, i alt fald den sid- ste dag. Derimod kan der ikke uden for reg- lerne i § 19 kræves eller påtvinges fridag uden for den pågældende uge. Er lovlig fridag her- efter ikke holdt, kan den optrædende uanset modstående aftale rejse krav efter § 20.

En flytning af fridage i henhold til § 18, stk. 2, er kun gyldig, når nye fridage inden for de berørte uger er fastlagt inden den i § 21, stk. 1, fastsatte frist. Adgangen kan kun benyttes én gang, jfr. ordene »den resterende ansæt- telsestid«, men kan omfatte én eller flere uger. Fridagene kan til enhver tid omlægges, når parterne er enige herom og uafhængigt af den i

§ 21, stk. 1, foreskrevne frist.

Til §

Udskydelsesadgang i henhold til stk. 1 kan være aftalt oprindeligt eller under engagemen- tets løb. Selvom ingen ensidig udskydelsesad- gang for arbejdsgiveren er aftalt, kan udskydel- sen inden for rammerne af § 19, stk. 1, gen- nemføres enten oprindeligt i arbejdsaftalen eller i hvert enkelt tilfælde ved aftale mellem par- terne. En ensidig udskydelse er kun bindende, når erstatningsfridagen er meddelt inden fristen i § 21, stk. 2.

Reglen i stk. 1, 2. pkt., medfører, at perma- nent udskydelse ikke kan ske. Hvadenten udsky- delse sker til næste uge eller ugen efter denne, vil restancen dermed være indhentet, idet ud- skydelse i alt fald ikke kan ske for den pågæl- dende - og såfremt fridagen er skudt 2 uger frem - den foregående uge. Efter omstændig- hederne kan på grund af O-dages reglen heller ikke fridagen i ugen efter den, hvori den ud- skudte fridag er givet, udskydes. Ønsker par- terne alligevel en udskydelse, kan de eventuelt gennemføre den ved anvendelse af stk. 2, og 10- dages reglen gælder ikke for en derefter føl- gende udskydelse i henhold til stk. 1.

Den i stk. 2 omhandlede sammenlægning kan der ikke aftales adgang for arbejdsgiveren til at gennemføre ensidigt. Der er derfor heller ikke

i § 21 fastsat nogen frist. Ved de grænser, 19, stk. 2, fastsætter, har den til forudsætning, at parterne heller ikke ved overenskomst kan flytte fridagene uden for ugen ud over, hvad § 19 hjemler, jfr. herved § 17.

Sammenlægning kan aftales oprindeligt i ar- bejdsaftalen eller senere. De sammenlagte fri- dage kan placeres hvor som helst i 4 ugers pe- rioden, også i dens begyndelse eller slutning. Reglen i stk. 2, 2. pkt., skal forstås således, at sammenlægning kan ske 2 gange i engagemen- ter på indtil 1 år. Varer engagementet ud over 1 år, kan sammenlægning igen ske 2 gange in- den for den overskydende periode af indtil 1 år og så fremdeles.

Stk. 3 får i første række betydning, såfremt en ny sammenlægning efter stk. 2 aftales i tinuation af de foregående. Adskilles 2 lægningsperioder kun af en enkelt uge, vil dog en ret lang periode med kun en enkelt fridag kunne blive resultatet. Stk. 3 kan også få be- tydning, såfremt en sammenlægning efter stk.

2 ønskes efterfulgt af en udskydelse efter stk. 1 eller af en omlægning i henhold til § 18, stk. 2, eller efter aftale.

dom, jfr. § Det ville navnlig være mindre rimeligt, om den optrædende havde krav på er- statning i tilfælde, hvor han er syg endnu på det tidspunkt, da den eller de udskudte fridage skulle være givet, og hvor ophævelsen derfor for så vidt ikke har medført nogen ændring i hans stilling, jfr. § 9, stk. 3.

Den sidstnævnte betragtning må medføre, at der normalt heller ikke i tilfælde af ophævelse ved svangerskab bliver tale om en fridagserstat- ning.

Krav i henhold til § 20 kan næppe rejses, før arbejdsforholdet er ophørt, selv om det forin- den er klart, at en ulovlig restance foreligger.

Kravet kan ikke frafaldes, før det er forfal- det, jfr. § 22, stk. 1.

Til § 21.

De her omhandlede frister kan ikke på for- hånd afkortes ved parternes aftale. Der er der- imod intet til hinder for, at omlægning eller ud- skydelse med for kort varsel kan akcepteres af den optrædende, der også med arbejdsgiveren kan aftale enhver lovlig fridagsændring uden varsel.

Til § 20.

At arbejdsforholdet ophører, uden at den op- trædende har fået de fridage, han var

tiget til, kan forekomme, ikke blot hvor dagsreglerne er tilsidesat, men også, hvor ud- skydelse har fundet sted efter §19-

Ophører engagementet med en aftalt engage- mentstids udløb, vil lovligt resterende fridage dog ikke kunne forekomme. Sådanne vil der- imod kunne forekomme, hvor et tidsbestemt ar- bejdsforhold ekstraordinært ophæves, f. eks. på grund af sygdom, svangerskab eller militærtje- neste. De vil også kunne forekomme, hvor et opsigelsesi orhold bringes til ophør, inden de udskudte iridage skulle være givet.

Om erstatning for lovligt resterende fridage kan der ikke blive tale, når forholdets ekstra- ordinære ophør skyldes et erstatningsforpligten- de forhold fra den optrædendes side, og næppe heller, hvor et opsigelsesforhold ophører i hen- hold til den optrædendes opsigelse.

Selv om sygedage principielt ikke kan erstatte fridage, bør erstatning i henhold til § 20 dog ikke kunne kræves for fridagsuger, for hvilke udskydelse er sket, når den optrædende i hele den pågældende uge har været syg.

Om fridagserstatning vil der således normalt ikke blive tale ved ophævelse i tilfælde af syg-

Til § 22.

§ 22, stk. 1, har i første række betydning med hensyn til den hovedregel i § 17, at der skal være en fridag pr. uge, og hvortil kapitlets øvrige regler slutter sig. § 22, stk. 1, afskærer parterne fra at fravige denne regel, selv om den optrædende i det konkrete tilfælde finder det fordelagtigt at arbejde uden afbrydelse og ikke føler behov for fridage, fordi engagementet fal- der efter en længere ledighedsperiode.

§ 22, stk. 1, gør det endvidere utvivlsomt, at fristerne i § 21 ikke på forhånd kan afkorters ved aftale, og at retten til erstatning efter § 20 ikke kan frafaldes.

Stk. 2 gør det muligt for justitsministeriet i videre omfang at tillade kapitlets regler fra- veget. Fravigelse kan for det første ske i samme omfang som også med hensyn til sygdomsreg- 1erne m. v. i § 16, stk. 2, bestemt, altså ved kollektive aftaler, tjenestereglementer og lignen- de, der som helhed ikke stiller den optrædende ringere end foreskrevet i lovens fridagsregler. Men fravigelse af fridagsreglerne kan derud- over ske, hvor arbejdsforholdets tidsbestemthed eller særlige karakter i øvrigt taler derfor. En sådan dispensationsadgang er efter det oplyste et normalt led i udenlandske fridagsordninger, jfr. også arbejderbeskyttelseslovens § 36, og er inden for de optrædendes beskæftigelsesområ-

der påkrævet på grund af disses store uensartet- hed. Ved tidsbestemthed tænkes navnlig på for- hold af kortere varighed. Under arbejdsforhol- dets særlige karakter falder også virksomheder- nes særlige karakter, jfr. det foran s. 50 og 51 anførte om omrejsende cirkus og andre virksomheder. Dispensation kan gives for stør- re eller mindre fagområder eller grupper af virksomheder, men også for en enkelt aftale. Ved afgørelser i henhold til § 22, stk. 2, er det naturligt at tillægge de interesserede organisa- tioners indstilling betydelig vægt, og høring af disse er derfor foreskrevet.

Afsnit III.

Angående hovedpunkterne i udvalgets forslag til en lovgivning om arbejdsanvisning m. v. for optrædende henvises til bemærkningerne foran

s. 20. Det bemærkes, at bestemmelserne i det- te afsnit svarer til bestemmelserne i kapitel I— III i udkast 1941, dog at enkelte bestemmelser fra dette forslag er overflyttet til den bekendt- gørelse, som foreslås udfærdiget i henhold til § 29, ligesom der som omtalt i de almindelige bemærkninger er optaget et særligt kapitel om eneretsaftaler.

Kapitel 5 om den private arbejdsanvisning indeholder foruden forbudet med »uautoriseret« privat arbejdsanvisning (§ 23), regler for med- delelse af agenttilladelser (§ 24), bestemmelser om agenternes pligter (§§ 25 og 26), om deres ret til provision (§§ 27 og 28) og om tilsyn (§

I kapitel 6 findes de af udvalget foreslåede regler om eneretsaftaler. Foruden til det om ud- valgets almindelige synspunkter foran s. 20 anførte henvises til de indledende bemærknin- ger til kapitlet nedenfor s. 71 ff.

Kapitel 7 om arrangørerne er som omtalt i de almindelige bemærkninger s. 20 væsentligt forenklet i forhold til udkast 1941.

Kap. 5.

Privat arbejdsanvisning.

Til § 23.

Det forbud mod »uautoriseret« privat ar- bejdsanvisning for optrædende, der var fore- slået i udkast 1941 § 1, stk. 1, skulle gælde, hvad enten arbejdsanvisningen blev udøvet mod betaling eller ikke. Formålet hermed var at hin- dre omgåelse. Nærværende udvalg finder ikke en så vidtgående bestemmelse nødvendig, men har ligesom § 1 i loven om den private ar-

bejdsanvisning (lovbekendtgørelse nr. 191 af 4. maj 1938) begrænset forbudet til de tilfælde, hvor der ydes betaling, hvad enten denne ud- redes direkte eller indirekte. Denne begræns- ning medfører, at det ikke er nødvendigt at give udtrykkelig hjemmel i loven for, at de fag- lige organisationer fortsat uhindret kan yde navnlig deres medlemmer vederlagsfri bistand. Dette skulle også kunne ske efter udkast 1941, men det synes tvivlsomt, om det var foreneligt med udkastets lovtekst.

Som det fremgår af § 24, foreslår udvalgets flertal, at der åbnes adgang til at meddele tilladelse til fagområdets organisationer. Sådan- ne agenttilladelser med deraf følgende kontrol og indberetningspligt m. v. er altså ikke nød- vendig, såfremt de pågældende organisationer yder deres anvisningshjælp uden betaling. Om dette er tilfældet vil kunne frembyde tvivl i til- fælde, hvor der vel ikke skal betales for den enkelte anvisning, men hvor bistanden dog for- udsætter betalende medlemskab af foreningen. Selv i så fald er dog agenttilladelse efter udval- gets opfattelse ikke nødvendig, hvor bistanden

- som det normalt har været tilfældet - er et ganske underordnet led i medlemsgoderne. An- derledes må derimod forholdet bedømmes, så- fremt foreningen har antaget en faguddannet agent, eller det af andre grunde må antages, at anvisningen drives i et omfang, som giver sig udslag i kontingentforhøjelse.

Det bemærkes, at de anerkendte arbejdsløs- hedskassers anvisningsvirksomhed udgør en del af den offentlige arbejdsanvisning og således falder uden for nærværende lovforslags område. Som det fremgår af lovforslagets § 1 er lo- vens bestemmelser ikke begrænset til offentlig optræden, hvorimod de, og det gælder altså også

§ 23, kun finder anvendelse på erhvervsmæs- sig optræden.

Inden der gås nærmere ind på, hvad der for- stås ved arbejdsanvisning, skal det fremhæves, at den omstændighed, at anvisningen udføres som led i et andet hverv for arbejdsgiveren eller den optrædende, ikke kan bringe anvisningen uden for forbudet i stk. 1, jfr. dog bemærknin- gerne nedenfor til stk. 3. Dette vil således gæl- de arrangører, jfr. lovens § 36, der formidler

f. eks. antagelse af en akkompagnatør. Det er endvidere klart, at en advokat ikke må drive an- visningsvirksomhed ; men det er på den anden side en selvfølge, at en advokat på normal måde kan yde optrædende og arbejdsgivere juridisk bistand, herunder medvirke ved udformningen

5 i

af arbejdsaftaler, selv om dette sædvanligt hører til agentens arbejde. Advokaten må derimod ikke påtage sig som mellemmand at skaffe en optrædende beskæftigelse eller et etablissement optrædende, og dette må gælde, uanset om ad- vokaten alene oppebærer sædvanligt advokat- salær for kontraktoprettelsen. Advokaten kan heller ikke erstatte den i stk. 4 foreskrevne med- virken af dansk agent.

Når en virksomhed, der besørger begravelser eller ligbrænding, som led heri tilvejebringer kunstnerisk medvirken, må dette anses for an- visning, selvom denne finder sted som del af et mere omfattende hverv. Sådan kunstnerisk med- virken sker i betydeligt omfang og er en væ- sentlig indtægtskilde for visse grupper af ud- øvende kunstnere, hvoraf mange har fastere forbindelse med de større begravelsesfirmaer ved at have anmeldt sig til disse eller på anden måde. Det er sædvanligt, at begravelsesfirmaet beregner sig vederlag for fremskaffelse af sådan kunstnerisk medvirken.

To medlemmer af udvalget (Guttorm og Ro- sés) finder det rigtigst, at også de nævnte for- midlinger skal passere agenterne og foreslår så- ledes undtagelsesbestemmelsen i § 23, stk. 5, udeladt.

Udvalgets øvrige medlemmer har ikke fundet det påkrævet, at disse særlige formidlinger frem- tidig skal passere agenterne. Man har dog på den anden side fundet det rigtigst at kræve, at begravelsesfirmaerne skal følge de vigtigste visionsforskrifter for agentformidlingen. Herfor taler også hensynet til de efterladte.

Flertallet har i overensstemmelse hermed fo- reslået bestemmelsen i § 23, stk. 5, og de nær- mere regler i bekendtgørelsesudkastets § 13. Den sidstnævnte bestemmelse gør 10 og provisionsdelingen i § 27 anvendelig på be- demændene og sikrer de efterladte indseende med provisionen.

Udvalget har forelagt de foreslåede bestem- melser for Danske Begravelses- og Ligbræn- dingsforretningers Landsorganisation og har fra denne organisations juridiske konsulent, høje- steretssagfører Xxxx Xxxxx, modtaget en skrivel- se af 4. november 1966. Der gives i denne skri- velse udtryk for, at bedemændenes virksomhed på det her omhandlede område har et så ringe omfang, at det ikke skulle være nødvendigt overhovedet at give regler herom. Organisatio- nen ville derfor anse det for rimeligt, at virk- somheder af denne art generelt blev holdt uden for loven. Såfremt dette ikke kan ske, har or-

ganisationen imidlertid ikke indvendinger mod udformningen af de foreslåede bestemmelser.

Der er i udvalget enighed om, at der ikke uden for de nævnte særlige formidlinger til be- gravelser er grund til at gøre undtagelser fra kravet om agentmedvirken, eksempelvis heller ikke med hensyn til fremskaffelse af musikalsk eller anden optræden i selskabslokaler.

Som det fremgår af stk. 2, pkt. 1, har man fundet det rettest at bestemme begrebet ar- bejdsanvisning i nøje overensstemmelse med § 1, stk. 1, i loven om den private arbejdsanvis- ning. Som det fremgår af denne bestemmelse og nærværende lovforslags § 23, stk. 2, tager arbejdsanvisning normalt sigte på at få oprettet en arbejdsaftale mellem den arbejdssøgende og tredjemand.

Omtrent det samme som ved sådan egentlig arbejdsanvisning kan imidlertid opnås ved, at den, der selv har oprettet en arbejdsaftale med den optrædende, derefter træffer aftale med tredjemand om, at den optrædende medvirker ved en af tredjemand foranstaltet optræden uden oprettelse af ny arbejdsaftale mellem den optradende og tredjemand. Mellemmanden kan derved opnå en fortjeneste svarende til differen- cen mellem de vederlag, han har aftalt med henholdsvis den optrædende og tredjemand. For at anvisningsforbudet kan blive effektivt, er det: nødvendigt, at det også omfatter anvisning mod fortjeneste under den nævnte form, og hertil sigter bestemmelsen i stk. 2, pkt. 2. I udkastet 1941 § 1, stk. 3, indeholdtes et generelt forbud mod denne fremgangsmåde, og undtaget fra dette var efter § 17, stk. 3, alene udbydelse af et ensemble, hvis forestillinger den pågældende selv havde sat op. Ved udformningen af disse bestemmelser ønskede man også at sikre, at bejdstagerne kom i direkte kontraktsforhold til den virkelige arbejdsgiver. Dette spørgsmål er imidlertid som nævnt s. 18 i de almindelige mærkninger for den største gruppe arbejdstage- re, nemlig fagmusikerne, løst tilfredsstillende ad organisationsmæssig vej. Nærværende ud- valg har herefter ment at kunne begrænse for- budet til tilfælde, hvor der søges opnået væ- sentligt det samme som ved sædvanlig arbejds- anvisning, og man har derfor valgt en formu- lering, der ligger nær op ad den s. 14 omtalte bestemmelse, der i 1942 blev indsat i den sven- ske lov om arbejdsformidling.

Afgørende for, om et ansættelsesforhold om- fattes af »omgåelsesreglen« i stk. 2, pkt. 2, ei: det altså, om ansættelsesforholdets hovedformål

har været at skabe mulighed for at udbyde den ansattes præstation til andre arbejdsgivere. Dette vil det normalt være, hvor »arbejdsgiverens« rolle i det væsentlige er begrænset til mellem- mandens. Rækker hans virksomhed ud herover, må det efter et skøn over samtlige omstændig- heder afgøres, om »anvisningen« til tredjemand kan passere som et lovligt accessorium til ansæt- telsesforholdet. - Et afgørende synspunkt ved anvendelsen af bestemmelsen må være ikke at lægge hindringer i vejen for fremgangsmåder, for hvilke der er et praktisk behov, og som ikke strider mod formål, der forfølges ved udvalgets lovforslag.

Det er nu på den ene side klart allerede efter formuleringen af bestemmelsen, at den omstæn- dighed, at »arbejdsgiveren« løber en vis øko- nomisk risiko derved, at han har tilsikret den optrædende et fast vederlag for ansættelsestiden, ikke er tilstrækkelig til at bringe forholdet uden for stk. 2, pkt. 2. At risikoen måske er betrag- telig, fordi »arbejdsgiveren« har investeret be- tydelige beløb i den optrædende og i at skabe publicity om denne, vil normalt ikke bringe for- holdet uden for bestemmelsen. Det har man været inde på i den foran side 6 omtalte be- tænkning fra den svenske Artistförmedlingsut- redning, jfr. dennes side 78-79, men som det forudsætningsvis ligger i reglerne i kap. 6, vil sådanne forretningsmæssige investeringer ikke i sig selv placere en mellemmandsvirksomhed uden for nærværende lovs anvisningsbegreb.

Der kan dog nok forekomme tilfælde, hvor mellemmandens indsats, f. eks. for at skabe mu- lighed for optræden af en kendt udenlandsk kunstner, har været af en sådan art, at man efter omstændighederne kan komme uden for områ- det af stk. 2, pkt. 2.

Som tilfælde, der klart falder uden for be- stemmelsen, må nævnes de allerede i udkast 1941 undtagne, at mellemmanden selv har sat et ensembles forestilling op. Her er hovedformålet ikke arbejdsanvisning i traditionel forstand. En anvendelse af dette synspunkt er det, når det i de almindelige bemærkninger s. 18 er omtalt, at den virksomhed, der udøves af de såkaldte bestillingshavere i forbindelse med engagerin- gen af de af dem samlede og ledede orkestre, normalt ikke kan betegnes som arbejdsanvis- ning, hvad enten ensemblets enkelte medlemmer engageres ved direkte kontrakt med musikfor- brugeren eller ej. Det anførte må gælde, uanset om ensemblet måtte være suppleret med enkel- te musikere, der ikke til daglig hører til dette,

og uanset om ensemblet »deles« til optræden to forskellige steder. Derimod må en af § 23 om- fattet anvisning antages at foreligge, hvis be- stillingshaveren anviser sine musikere til sup- plering af fremmede ensembler, eller hvis han formidler optræden af en udenfor stående solist sammen med sit ensemble.

Også de tilfælde, hvor den pågældende - selv om han ikke har sat forestillingen op - dog har gjort en betydelig økonomisk indsats ud- over at afholde løbende lønningsudgifter, må kunne holdes uden for omgåelsesreglen. En så- dan betydelig økonomisk indsats vil også kunne ligge deri, at et ensemble, der ikke ellers kunne holdes sammen, tilsikres løn gennem en vis pe- riode. I et sådant tilfælde vil »salg« af en- semblets præstationer falde uden for stk. 2, pkt.

2. Dette synes i særlig grad at måtte gælde, hvis »mellemmanden« er ensemblets kunstne- riske leder, af hvis indsats successen i særlig grad afhænger.

Som noget ret selvfølgeligt skal nævnes, at den omstændighed, at en arbejdsgiver, f. eks. en indehaver af en variete, tager en tredjemand ind som medinteressent, eventuelt blot i en en- kelt forestilling, normalt ikke kan betragtes som arbej dsanvisning.

Det kan ligeledes være lovligt som et natur- ligt led i afviklingen af et engagement, at en forestilling eller en præstation i enkeltstående tilfælde sælges til en forening eller lignende.

Som tilfælde, hvor der vil være særlig grund til at anvende stk. 2, pkt. 2, skal nævnes ar- bejdsaftaler, der indgås med mellemand med henblik på placering af optrædende i udlandet. Anvisning på grundlag af et ansættelsesfor- hold som i stk. 2 omhandlet kan vanskeligt tæn- kes udøvet af en agent inden for de for virksomhed gældende rammer. Kan forholdet ikke anses for anvisning, er det »andet er- hverv«, jfr. § 25 og den i bekendtgørelsesud-

kastets § 4, nr. 3, foreslåede dispensation.

Stk. 3 angår de såkaldte husagenter og kunst- nersekretærer m. v. Som det er omtalt side 20, jfr. s. 19, har man i nærværende udvalg i modsætning til udkast 1941 ikke anset det for nødvendigt at gøre husagentvirksomhed m. v. afhængig af en særlig tilladelse, og formålet med bestemmelsen i stk. 3 er derfor at fastlæg- ge de grænser, inden for hvilke de der om- handlede former for virksomhed kan udøves. Den pågældende må kun arbejde for én ar- bejdsgiver. Et ensemble må i denne forbindelse betragtes som én arbejdsgiver. Der må være

tale om en fastere ansættelse, og en antagelse til løsning af en eller flere bestemte opgaver vil således være i strid med § 23, stk. 1. Formule- ringen af stk. 3 forudsætter vel ansættelse spe- cielt med henblik på at bistå ved indgåelse af arbejdsaftaler, men der synes dog intet at være til hinder for, at f. eks. en kontorfunktionær i et forlystelsesetablissement som en mindre del af sit arbejde har at bistå ved indgåelse af ar- bejdsaftaler med optrædende. Det må imidlertid i alle tilfælde være en forudsætning, at den an- satte ikke for sin virksomhed modtager andet end fast vederlag fra sin arbejdsgiver. Han må således navnlig ikke vederlægges direkte eller indirekte i noget forhold til de indgåede ar- bejdsaftaler, og fra den anden part må slet in- tet modtages. Iagttager en ansat ikke betingel- serne efter stk. 3, foreligger ulovlig arbejdsan- visning.

En agent kan ikke lade sig ansætte som husagent eller kunstnersekretær, jfr. lovens § 25 og § hvortil den i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, foreslåede udtrykkelige bestemmelse slut- ter sig.

Med hensyn til stk. 4 bemærkes:

Det fremgår af bemærkningerne til udkast 1941 § 1, der svarer til § 23, stk. 1, at det var hensigten med den nævnte bestemmelse, at en udenlandsk agents placering af optrædende her i landet kun skulle kunne ske ved en dansk agents mellemkomst. Nogen udtrykkelig be- stemmelse herom fandtes imidlertid ikke i ud- kastet. Nærværende udvalgs flertal (samtlige medlemmer undtagen Benneweis) finder, at ordningen bør være som tilsigtet af udkast 1941. Man anser imidlertid spørgsmålet for at være af en sådan betydning både af hensyn til den danske agentstand og af hensyn til ønsket om at sikre optrædende her i landet rimelige ansættelsesvilkår, at der ved lovens affattelse bør være skabt klarhed om retsstillingen. Man har derfor i stk. 4 foreslået en bestemmelse, der pålægger arbejdsgiveren pligt til, når et en- gagement er formidlet af en i udlandet bosat mellemmand, at lade kontraktsafslutningen fore- gå under medvirken af dansk agent og dermed under det ansvar, hvorunder denne virker. Ve- derlagsfri medvirken eksempelvis af en dansk forening eller advokat er ikke tilstrækkelig til opfyldelse af arbejdsgiverens forpligtelse.

Den foreslåede bestemmelse må sammenhol- des med straffebestemmelsen i § 37, hvoraf fremgår, at den arbejdsgiver, der ikke overhol- der forpligtelsen til dansk agents medvirken, er

strafskyldig. Dette er af væsentlig betydning, da et eventuelt strafansvar mod den udenlandske agent, jfr. herved den danske straffelovs §§

8, i praksis vil være vanskeligt at gennemføre. Det må være en forudsætning for anvendel- sen af § 23, stk. 4, at der af den pågældende udlænding er præsteret en medvirken, der må

antages at medføre krav på betaling.

Om den danske agents medvirken foreslås regler givet i § 6 i den i henhold til § 29 ud- færdigede bekendtgørelse, hvilke bestemmelser skal forebygge, at den danske agents medvirken blot bliver en betydningsløs formalitet.

Der er naturligvis intet til hinder for, at en dansk arbejdsgiver uden medvirken af nogen agent slutter aftale med en udenlandsk kunst- ner, men har en udenlandsk mellemmand med- virket, må aftalen ikke afsluttes uden medvirken af en dansk agent.

Det er af udvalget forudsat, at rigspolitiche- fen ved meddelelse af arbejdstilladelser har op- mærksomheden henvendt på, om der foreligger overtrædelse af den nævnte bestemmelse.

Cirkusdirektør Xxx Xxxxxxxxx har, som det fremgår af hans som bilag 1 optrykte erklæring af 19. oktober 1966, taget afstand fra den fore- slåede regel i § 23, stk. 4, idet han mener, jfr. nærmere hans erklæring, at bestemmelsen vil føre til, at de udenlandske agenturer ikke vil være interesseret i at placere artistnumre i Xxx- xxxx. Udvalgets øvrige medlemmer kan ikke være enige med direktør Xxxxxxxxx og finder, at de foran nævnte hensyn, som har ført flertal- let til at foreslå bestemmelsen, har en sådan vægt, at det ikke vil være forsvarligt at undtage cirkusområdet. Man bemærker iøvrigt, at stk. 4 ikke er ensbetydende med, at den udenlandske agent skal »dele« sin provision med en dansk agent, idet den danske lovs regler ikke kan re- gulere en i udlandet bosat agents provision. Da danske agenter, når de placerer i udlandet, som altovervejende hovedregel må affinde sig med medvirken fra en udenlandsk agents side, synes også rimelighedsbetragtninger at tale for den foreslåede regel.

I tilknytning til foranstående bemærkes, al; loven også omfatter anvisning af optræden, der skal finde sted i udlandet, såfremt anvisnings- virksomheden udøves fra et herværende kontor eller i øvrigt helt eller delvis er udført her i landet. Anledning til at skride ind over for virksomhed, der udøves under rent midlertidigt ophold her i landet, vil der formentlig sjældent være, såfremt heller ikke arbejdsforholdets par-

ter har tilknytning til landet. Derimod bør der ikke fra kontor her i landet uden agenttilladel- se kunne drives anvisningsvirksomhed, selv om denne begrænses til rent udenlandske forhold. I forbindelse med det anførte skal nævnes, at det i § 8 i udvalgets udkast til bekendtgørelse er foreskrevet, at også aftaler, der angår optræ- den i udlandet, skal indføres i agentens journal. 2 af udvalgets medlemmer (Guttorm og Rosés) har taget afstand fra, at agenten i sin journal skal indføre aftaler, der angår rent udenlandske

forhold.

Om den hjemmel, som i forslagets § 29, stk. 2, foreslås tillagt justitsministeren til at give bestemmelser vedrørende arbejdsformidling i internationale forhold, henvises til bemærknin- gerne til denne bestemmelse.

Agenttilladelse.

Til § 24.

Bestemmelsen svarer til udkast 1941 § 2, stk. 1, og 2, § 3 og § 6, idet det er fundet hensigts- mæssigt at samle reglerne om tilladelsernes meddelelse, fornyelse og bortfald m. m. i en en- kelt paragraf.

Idet der om udvalgets almindelige synspunk- ter henvises til s. 19 ff, skal om enkeltheder i

§ 24 anføres følgende:

Ad stk. 1-3. Man har i overensstemmelse med den ny næringslov nr. 212 af 8. juni 1966 anset det for rettest at stille krav om dansk ind- fødsret og om bopæl her i landet. Om de spørgsmål, der opstår i forbindelse med disse krav og deres forhold til traktatbestemmelser, herunder markedsoverenskomster, henvises til betænkningen fra Handelsministeriets nærings- lovskommission nr. 360/1964 side 19-20 og side 71—72. Dispensationsbestemmelsen i stk. 3 er foreslået affattet i overensstemmelse med lo- vene nr. 213, 215 og 218 af 8. juni 1966 om henholdsvis translatører og tolke, dispachører og ejendomsmæglere.

Kravet om ikke at være under konkurs er i næringsloven stillet for auktionsholdere, vek- selerere og ejendomshandlere. Det synes også velbegrundet for agenter.

Den fornødne sagkundskab har man ment at kunne sikre ved kravet om, at ansøgeren skal godtgøre at have de fornødne kunstneriske og forretningsmæssige forudsætninger for udøvel- se af virksomheden. Udvalget forudsætter, at hovedsagelig personer, som er uddannet i virksomhed, har været ledere af et forlystelses- etablissement, eller som har været udøvende ar-

tist, musiker, skuespiller får adgang til at blive agenter.

Det er i overensstemmelse med almindelig lovgivningspraksis siden lov nr. 286 af 18. juni 1951, jfr. nærmere næringslovskommissionens ovennævnte betænkning s. 20, at der ikke i lov- teksten er opstillet særlige vandelskrav. Det er imidlertid utvivlsomt, at virksomhed som agent må siges at kræve en særlig offentlig autorisa- tion eller godkendelse og derfor er omfattet af bestemmelserne i straffelovens § 78, stk. 2 og 3, hvorefter der kan ske udelukkelse fra at ud- øve virksomheden, d.v.s. at agenttilladelse kan nægtes af administrationen, men med rekurs til domstolene, såfremt et ved dom fastslået straf- xxxx forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet. På samme måde som det er sket ved den ovennævnte lov om ejendomsmæglere har man i stk. 2 optaget en udtrykkelig henvisning til straffelovens § 78, stk. 2. En tilsvarende bestemmelse findes i lov nr. 217 af samme dato om statsaut. vejere og målere, jfr. også næringslovens § 3, stk. der bestemmer, at for næringer som vekselerere og ejendomshandlere gælder reglerne i borgerlig straffelovs § 78, stk. 2 og 3. I de foran nævnte love om translatører og tolke samt om dispa- chører er bestemmelsen suppleret med en be- stemmelse om, at beskikkelse kan nægtes, så- fremt den pågældende i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at han ikke vil drive virksomhed som .. . på forsvarlig måde. En sådan tilføjelse må, når henses til den særlige bestemmelse i stk. 7, formentlig være overflødig.

Når lovteksten anvender udtrykket »kan med- deles«, er dette ikke udtryk for, at administra- tionen står frit i spørgsmålet om, hvorvidt en ansøgt tilladelse skal meddeles. Det er udval- gets hensigt, at der efter loven skal bestå en egentlig ret for den, som opfylder betingelserne, til at få udstedt en agenttilladelse, men det må fremhæves, at både bedømmelsen af kvalifika- tionskravet efter stk. 1 og af arbejdsanvisnings- behovet efter stk. 6 åbner vide rammer for et skøn, som normalt ikke vil kunne efterprøves af domstolene. Det må i denne forbindelse nævnes, at der efter stk. 8, forinden der træffes afgørelser om tilladelser, fornyelser m. v., skal indhentes erklæringer fra fagområdets organisa- tioner.

Udvalget har ligesom betænkningen fra 1941 overvejet at søge gennemført en deling af agen- terne i forskellige grupper, f. eks. artistagenter

og agenter for skuespillere, solister o.s.v., men man har ligesom den tidligere betænkning op- givet dette, fordi en skarp afgrænsning ville blive vilkårlig og skabe vanskeligheder i prak- sis. Noget andet gælder dog de tilladelser, der meddeles i henhold til stk. 4, jfr. nærmere ne- denfor, se også om eneretstilladelser § 30, pkt. 2.

ad stk. 4: Flere betydelige anvisningsvirksom- heder drives i øjeblikket under aktieselskabs- form, og udvalget har ikke fundet grund til at lægge hindringer i vejen herfor.

Som omtalt s. 19 har udvalgets flertal fundet det rettest at åbne mulighed for en egentlig or- ganisationsanvisning og derfor foreslået, at agenttilladelse kan meddeles fagområdets orga- nisationer. Et mindretal (Guttorm og Rosés) har, som det også er anført nævnte sted, taget afstand fra dette forslag. Den af flertallet fore- slåede regel har kun henblik på organisationer, der principielt varetager andre faglige formål, og man forudsætter således, i overensstemmel- se med den side 15 f citerede svenske kommis- sionsbetænkning, at tilladelser ikke bør med- deles organisationer, der er oprettet med for- midling for øje. Af reglen følger derimod, at foreningens selvfølgelige interesseforbindelse med den ene part i arbejdsforholdet (agenttil- ladelse til en arbejdstager- eller arbejdsgiverfor- ening) ikke i sig selv er et moment, som kan føre til at afslå tilladelse. Interesseforbindelse kan derimod nok føre til anvendelsen af bestem- melsen i 2. pkt. om fastsættelse af særlige vil- kår for tilladelserne. For aktieselskabers ved- kommende har man i øvrigt herved tænkt på bl. a. en særlig indberetningspligt om ejerfor- holdet til aktiekapitalen med henblik på, at prin- cippet i lovforslagets § 25 ikke bliver gået for nær, og man har særlig haft fagområdets orga- nisationer for øje, når der udtrykkelig er hjem- mel for, at tilladelser efter stk. 4 kan begrænses til at angå særlige fag- eller beskæftigelsesom- råder. Det er derimod ikke udvalgets indstil- ling, at organisationstilladelser, således som det sker i Sverige, jfr. de almindelige bemærknin- ger s. 14, betinges af en lavere provisionssats end den, der anvendes af de private agenter. Der er inden for udvalget enighed om, at det ikke kan akcepteres, at en faglig organisation, der har agenttilladelse, pålægger sine medlem- mer f. eks. gennem en vedtægtsbestemmelse, kun at benytte foreningens formidling, jfr. her- ved princippet i lovforslagets § 26, stk. 2.

Fælles for selskaber og foreninger stilles i stk.

4 krav om en af tilsynsmyndigheden godkendt leder, der skal opfylde betingelserne i stk. I, jfr. stk. 2 og 3.

I forbindelse med spørgsmålet om, under hvil- ke former agentvirksomhed kan udøves, bemær- kes, at det i § 4 i lovudkastet fra 1941 var fore- slået, at virksomheden som agent ikke uden til- ladelse måtte udøves i fællesskab med andre agenter. I motiverne begrundedes reglen med hensynet: til, at agentens personlige ledelse og ansvar samt den offentlige kontrol ikke måtte forflygtiges.

Nærværende udvalg har ikke fundet tilstræk- kelig grund til at foreslå en tilsvarende bestem- melse. Man mener, at hensynet til de optræden- de og det offentliges kontrol er tilstrækkelig til- godeset, når det som foreslået i § 1 i udkastet til bekendtgørelsen, foreskrives, at hver agent, i tilfælde af at flere agenter driver virksomhed sammen, skal føre sin særskilte journal, således at det altid er klart, hvilken agent der har med- virket ved formidlingen af enhver aftale.

ad stk. 5: Af reglen i dette stk. sammenholdt med stk. 6 følger, at der ved afgørelsen af an- dragender om fornyelse skal bortses fra behovet for arbejdsanvisning, jfr. også § 39. I øvrigt skal naturligvis betingelserne i de foregående stykker være opfyldt. Betingelsen om, at andra- geren må antages at have de fornødne kunst- neriske og forretningsmæssige forudsætninger, glider jævnt over i prøvelsen af, om tilladelsen har været udnyttet på forsvarlig måde, jfr. her- om nærmere bemærkningerne til stk. 7. Det er en selvfølge, at fornyelse også kan nægtes, hvis tilladelsen ikke har været udnyttet i det i stk. 7 angivne omfang.

ad stk. 6: Som det er omtalt i de almindelige bemærkninger s. 20, jfr. s. 16, må antallet af agenter for tiden anses for at være for stort i forhold til behovet, hvilket giver sig udtryk i, at agentvirksomheden i vidt omfang drives som bierhverv. På længere sigt bør det tilstræbes, at agentvirksomheden bliver agenternes eneste er- hverv, men modstykket hertil er, at der må dra- ges omsorg for, at antallet af agenter stort set svarer til markedets behov for arbejdsanvisning. Begrundelsen for, at den hidtidige næringsfrihed på dette område således foreslås begrænset er som anført foran s. 19 f, at arbejdsanvisning principielt er en samfundsopgave, og at fri næ- ring på dette område på længere sigt kan med- føre, at navnlig hensynet til arbejdstagerne ikke bliver tilstrækkelig tilgodeset. Dette synspunkt har da også i så godt som alle lande ført til en-

ten, at staten varetager anvisningsopgaverne og- så for optrædende, eller dog til, at der føres en kontrol fra samfundets side med den anvis- ningsvirksomhed, der drives af private. En så- dan kontrol med de deraf følgende- begrænsnin- ger af provisionssatser og af adgang til andet erhverv må imidlertid, som allerede nævnt for- an, have til forudsætning, at antallet af agenter ikke bliver større, end at der levnes disse rime- lige indtægtsmuligheder.

De ovennævnte synspunkter er baggrunden for bestemmelsen i stk. 6. Det må imidlertid fremhæves, at der på grund af overgangsbestem- melserne i § 39, jfr. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse, vil gå en betydelig tid, før man er nået ned på et passende antal agen- ter, og at denne overgangsperiode vil blive yder- ligere forlænget derved, at det ikke er hensig- ten med stk. 6, at der i overgangsperioden slet ikke skal kunne udstedes nye agenttilladelser. Sådanne nye tilladelser vil i et vist omfang være nødvendige, uanset at behovet kan siges at væ- re dækket. En vis naturlig nyrekruttering må, også af konkurrencemæssige grunde, ske, og herom vil i alt fald blive aktualise- ret, efterhånden som tilladelserne bortfalder. Det kan også tænkes, at der melder sig et behov for f. eks. organisationsanvisning, som findes at burde imødekommes. Administrationen må i dis- se afgørelser nødvendigvis komme til at stå helt frit.

ad stk. 7: Kravet om, at virksomheden skal være udøvet på forsvarlig måde, må ses på bag- grund af det foran anførte, hvorefter arbejds- anvisningen er en samfundsopgave, som på den ene side gør det nødvendigt at give agenten en art monopolstilling, men som på den anden side må føre til at stille ret strenge krav til stillin- gens udøvere. Grov uorden og handlen i strid med god agentskik må således tages i betragt- ning ved bedømmelsen, og de nødvendige op- lysninger vil kunne hidrøre fra administratio- nens tilsyn, indløbne klager, udtalelser fra orga- nisationerne og fra politiundersøgelser m. v. I denne forbindelse bemærkes, at overtrædelser af de tildels ret almindelig holdte bestemmelser i lovforslaget til § 26 om agentens pligter vil kunne medføre strafansvar efter § 37. Rejses der tiltale, vil det være naturligt, at anklage- myndigheden med tilsynsmyndigheden drøfter, om der bør påstås frakendelse af retten til at udøve agentvirksomhed i medfør af straffe- lovens § 79, men det er en selvfølge, at tilsyns- myndigheden kan anvende tilbagekaldelsesreg-

len i stk. 7 uden hensyn til, om der har været rejst tiltale mod agenten. Det følger af stk. 8, at der, inden afgørelse træffes, skal ske høring af organisationerne. I forbindelse med omtalen af straffelovens § 79 kan det nævnes, at fraken- delse efter denne bestemmelse, der sker på tid fra 1 til 5 år, kan finde sted på grund af straf- bart forhold, såfremt dette begrunder en nær- liggende fare for misbrug af stillingen, men det bør fremhæves, at det strafbare forhold ikke behøver at være begået i forbindelse med virksomheden.

Stk. 7 hjemler endvidere adgang til at til- bagekalde en agenttilladelse, der i det sidste år ikke har været udnyttet eller kun har været ud- nyttet i ubetydeligt omfang.

Spørgsmålet om berettigelsen af en admini- strativ inddragelse eller nægtelse af fornyelse af en agenttilladelse kan indbringes for domsto- lene efter de almindelige synspunkter, der gæl- der for prøvelse af administrative afgørelser.

ad stk. 8: Xxxxxx interesserede organisationer, administrationen skal indhente erklæring fra, vil tildels afhænge af sagens karakter. Der vil som regel blive tale om vedkommende agentsammen- slutning og de nærmest berørte sammenslutninger og faglige organisationer.

Agentens pligter.

Til § 25.

Bestemmelsen, der i det væsentlige svarer til udkast 1941 § 5, indeholder to forbud, der vel kan siges principielt at forfølge hver sit formål, men som overlapper og supplerer hinanden.

Forbudet mod at drive andet erhverv er, som det er berørt i bemærkningerne til § 24, stk. 6, begrundet i ønsket om at sikre, at agenterne på længere sigt kan drive agentvirksomheden som deres eneste erhverv, et formål, der dog, som det er omtalt nærmere nedenfor, først vil kun- ne nås efter en vis overgangsperiode. Forbudet mod økonomisk og beskæftigelsesmæssig til- knytning til virksomheder, som beskæftiger op- trædende, er derimod begrundet i ønsket om at sikre agentens uafhængighed i forhold til de kontraherende parter.

Der kan af tilsynsmyndigheden dispenseres fra begge forbud dels i enkeltsager og dels ved almindelige bestemmelser. Forslag til sådanne almindelige bestemmelser findes i § 4 i udval- gets udkast til bekendtgørelse om arbejdsanvis- ning for optrædende, hvilken bestemmelse om- tales nærmere nedenfor.

Forbudet mod andet erhverv omfatter både selvstændige erhverv, eksempelvis drift af en detail- eller en grossistforretning, og lønmod- tagervirksomhed som f. eks. tjenestemand eller funktionær, ligesom også kortvarig eller mere tilfældig virksomhed er omfattet af forbudet, når den har et erhvervsmæssigt præg.

Forbudet mod under nogen form at være be- skæftiget af eller økonomisk interesseret i virk- somheder, der beskæftiger optrædende, er og må formentlig være vidtgående, idet dette forbud skal hindre enhver tilknytning, som kan vække tvivl om agentens upartiskhed ved formidling af optrædende til den pågældende eller konkur- rerende virksomhed. Forbudet har naturligvis i første række for øje at forhindre, at agenten er leder eller medindehaver af et forlystelses- etablissement eller lignende, men også det for- hold, at agenten gennem indskudt kapital eller ved lån er interesseret i en sådan virksomheds drift, vil være omfattet af forbudet. Det samme må gælde besiddelse af aktieposter, omend der her meget vel vil kunne tænkes tilfælde, hvor en dispensation er ubetænkelig. Bestemmelsen hindrer også, at en agent er beskæftiget som musiker, skuespiller x. xxxx., men også her er man vel inde på et område, hvor dispensationer vil kunne være rimelige. Arbejde som husagent eller lignende er klart i strid med det her be- handlede forbud, jfr. også bemærkningerne til

§ 23, stk. 3. Der bør ikke i sådanne tilfælde være tale om dispensation.

Udenfor forbudet falder aktiebesiddelse eller anden økonomisk interesse i en virksomhed, der kun lejlighedsvis beskæftiger optrædende, jfr. herved dagbladenes koncertarrangementer og lignende. At et dagblad uanset en sådan lejlig- hedsvis virksomhed ikke kan anses som en

»virksomhed, der beskæftiger optrædende«, får også betydning ved anvendelsen af den neden- for behandlede § 4, nr. 3, i bekendtgørelsen.

Som foran nævnt kan der såvel i enkelttilfæl- de som ved almindelige bestemmelser dispen- seres fra § 25. Generelle dispensationer må na- turligvis være nærliggende for sådan virksom- hed, som har en naturlig forbindelse med virksomheden, og som der ikke er forbundet principielle betænkeligheder med at tillade. Det er for sådanne former for virksomhed, der er foreslået givet almindelig dispensation ved § 4 i udkastet til bekendtgørelse om arbejdsanvis- ning for optrædende.

§ 4, nr. 1), i bekendtgørelsen tager særlig sig- te på de foran s. 32 i bemærkningerne til 1

omtalte anvisninger af foredragsholdere, frem- visere af rejsefilm m. fl.

§ 4, nr. 2), giver hjemmel for, at agenten kan udøve arrangørvirksomhed, være sig for optræ- dende (lovforslagets § 36) eller andre, herunder arbejdsgivere, men det er efter dette led af be- stemmelsen en betingelse, at agenten ikke er økonomisk interesseret i arrangementets forløb. Bestemmelsen har den praktiske betydning, at de store koncertdirektioner, der ved siden af deres betydelige arrangørvirksomhed i et vist omfang også driver agentvirksomhed, vil kunne fortsætte disse to former for virksomhed side- løbende uden særlig dispensation.

§ 4, nr. 3), har navnlig til formål at gøre det muligt for agenter og dermed for arrangører, der tillige driver agentvirksomhed, uden sær- lig tilladelse at kunne udøve den betydnings- fulde og værdifulde virksomhed, som navnlig de store koncertdirektioner driver, og som består i helt eller delvis for egen regning at arrangere optræden, f. eks. koncerter o. lign. Dette er nor- malt en ren arbejdsgivervirksomhed, som for agenten er i strid med § 25, og som uden reglen i nr. 3 ville forudsætte en særlig tilladelse. Når virksomheden holdes inden for de grænser, som bekendtgørelsens § 4, nr. 3), afstikker, finder udvalget, at der ikke er nogen betænkelighed ved den generelle dispensation. Den ene be- grænsning er, at der skal være tale om en eller flere enkeltstående foranstaltninger. Heri ligger ikke nogen bestemt talmæssig begrænsning, og det er ikke hensigten med bestemmelsen at ude- lukke arrangementer men en vis indbyrdes sam- menhæng, f. eks. en række koncerter med et be- stemt orkester. Der må blot ikke være tale om en kontinuerlig arbejdsgivervirksomhed. Den anden begrænsning ligger i, at en virksomhed som den omhandlede ikke uden særlig tilladelse i det enkelte tilfælde må udøves i forbindelse med virksomheder, der beskæftiger optrædende. Sådanne arrangementer vil jo nemlig, hvis der ikke blot er tale om helt enkeltstående tilfælde (for hvilke der da kan meddeles dispensation), meget let kunne kompromittere agentens upar- tiske stilling. Som det er nævnt foran, kan et dagblad, som lejlighedsvis arrangerer koncerter eller lignende, ikke betragtes som en virksom- hed, der beskæftiger optrædende. Dette betyder altså i denne forbindelse, at en agent ikke skal have særlig tilladelse for at gå ind som økono- misk medinteressent i et sådan arrangement. Det kan nævnes, at dette gælder, selvom agenten måtte have formidlet et eller flere engagemen-

ter i forbindelse med det pågældende arrange- ment. Bekendtgørelsens § 4, nr. 3), dispenserer nemlig også fra forbudet i § 26, stk. 3, mod så- dan indtræden. At agenten, når han indtræder, ikke kan oppebære provision følger af § 26, stk. 3.

De kriterier, der anvendes i bekendtgørelsens

§ 4, nr. 3), giver rum for et vist skøn. Nogen streng administration vil næppe være nødven- dig for at ramme, hvad der kan erkendes som misbrug, og som det er nævnt flere gange vil videregående tilladelser kunne gives i enkelt- tilfælde.

Også andre former for virksomhed end de i bekendtgørelsens § 4 nævnte kan have naturlig forbindelse med agent- og måske navnlig ar- rangørvirksomhed. Dette har i praksis vist sig med hensyn til virksomhed som forlægger og forhandler af musikalier m. v. Hertil må dog for den arrangør, der tillige driver agentvirk- somhed, udkræves tilladelse i hvert enkelt til- fælde.

Som flere gange tidligere nævnt, er det et væsentligt formål med § 25, og i det hele med lovforslagets regler om agenter, at komme bort fra de nuværende forhold, hvorefter agentvirk- somheden i vidt omfang drives sammen med andet hoved- eller bierhverv. Dette vil imidler- tid, som det er berørt ovenfor, kræve en over- gangsperiode, idet det efter udvalgets opfat- telse ikke vil være rimeligt straks ved lovens ikrafttræden at kræve, at de, der derefter vil drive agentvirksomhed, skal bringe andet er- hverv til ophør. Man må altså i en overgangs- periode i et vist omfang tillade, at agentvirk- somhed drives i forbindelse med anden virk- somhed.

Overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 39 løser ikke dette problem, og der henvises herom til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 26.

I denne paragraf er samlet nogle hovedregler vedrørende selve formidlingsvirksomheden.

Ad stk. 1. Et hovedpunkt i den af udvalget foreslåede agentordning er, at agenterne som et naturligt korrelat til den eneret, de opnår til at varetage arbejdsanvisningen for optrædende, får pålagt en pligt til at bistå de arbejdstagere og arbejdsgivere, der søger deres bistand. Da man imidlertid anerkender, at agenterne er forret- ningsdrivende, er det klart, at der må være modifikationer i deres bistandspligt, modifika- tioner, som ikke kan være helt så snævre, som

de måtte være for et offentligt arbejdsanvis- ningskontor.

I udkast 1941 § 8 søgte man at løse nogle tvivlsspørgsmål med hensyn til agentens pligt til medvirken. At nærværende udvalg ikke har optaget en tilsvarende bestemmelse betyder ikke, at man er uenig i synspunkterne bag udkast 1941 § 8. Man har blot ikke anset det for mu- ligt i enkeltheder at tage stilling til, i hvilke tilfælde agenten kan nægte bistand. Disse til- fælde må have undtagelsens karakter, og det må være agenten, som i givet fald må oplyse, at der, som det er udtrykt i § 26, stk. 1, har været

»rimelig grund« for ham til at nægte bistand. Når spørgsmålet opstår, vil man naturligt søge vejledning i indhentede erklæringer fra de fag- lige organisationer. En del klager vil formentlig kunne ordnes af tilsynsmyndigheden ved for- handling og en eventuelt administrativ vejled- ning eller påtale, og således at klagerne even- tuel kan haves i erindring ved behandlingen af sager om fornyelse af agenttilladelserne.

Det er en selvfølge, at bistand kan nægtes, hvis den pågældende ikke vil betale en lovligt krævet provision.

Agenten må endvidere være berettiget og vil efter omstændighederne også kunne være for- pligtet til at nægte medvirken, der ville stride mod den optrædendes eneretsaftale med en an- den agent, jfr. kap. 6.

Det vil efter omstændighederne også kunne være en rimelig grund til at afvise en arbejds- søgende, at agenten har en eneretsaftale med en konkurrerende kunstner. Derimod vil den om- stændighed, at der består en vis forudgående fast forretningsforbindelse mellem agenten og en anden kunstner, normalt ikke kunne begrun- de andet end en oplysningspligt over for de på- gældende. Hvilke krav der i så henseende kan stilles, må bero på, hvad god agentskik tilsiger. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 35.

Det forhold, at en part tillige søger en anden agents bistand, kan ikke berettige til at nægte medvirken. Parten kan imidlertid blive erstat- ningspligtig, hvis han undlader at give agenten de fornødne oplysninger herom, og videre bi- stand kan efter omstændighederne nægtes, jfr. udkast 1941 § 8.

Som det er nævnt s. 20 under pkt. 4 betyder bistandspligten, at bestemmelser i overenskom- ster mellem agentforeninger og organisationer af arbejdstagere og arbejdsgivere, om at agen- ten kun må formidle for medlemmer af de fag-

er

lige organisationer, ikke vil kunne opretholdes. Hvad der nærmere skal lægges i agentens bi- standspligt er også formuleret meget generelt og vidtgående: »...efter bedste evne virke for...«, således at også denne del af bestem- melsen giver parter, tilsynsmyndigheden — og i sidste instans påtalemyndighed og domstole - et bredt grundlag for henholdsvis klager og ind- skriden over for forsømmelser, i hvilken forbin- delse henvises til, at overtrædelse af § 26, stk. 1

- ligesom af de øvrige bestemmelser i § 26 — medfører strafansvar for agenten.

Agenten skal løse den vanskelige opgave at varetage begge parters interesser, uanset hvem der først har søgt hans bistand. Opgaven kan næppe beskrives nærmere udover, som det er sket, at henvise til, at lovens forskrifter skal overholdes, d.v.s. bestemmelserne i afsnit II om arbejdsaftalen, herunder bestemmelsen i § 2, stk. 2, om, at aftalen ikke må være åbenbart ubillig for en af parterne. Dette er ved § 5 i bekendtgørelsen om arbejdsanvisning suppleret med, at de mellem parternes organisationer eventuelt indgåede overenskomster skal over- holdes.

I øvrigt må det nærmere omfang af den bi- stand, agenten er pligtig at yde, bero på til- fældets karakter, og på, hvad god agentpraksis kræver. Påtager agenten sig arbejde herudover vedrørende en formidling, kan det, såfremt det medfører ikke sædvanlige udgifter, berettige til udgiftsdækning efter § 28, stk. 1, men ikke til fravigelse af provisionsrammerne i § 27, med- mindre der foreligger en eneretsaftale efter kap. 6.

Bestemmelsen i stk. der suppleres med be- stemmelsen i § 2, stk. 2, i bekendtgørelsen om arbejdsanvisning, forfølger et dobbelt formål, nemlig både at sikre agentens uafhængighed og at yde beskyttelse, navnlig for arbejdstagere, mod at indgå på aftaler, der kan være vanske- lige at overskue, og som vil kunne vise sig at være urimeligt byrdefulde.

Bestemmelsen svarer til udkast 1941 § 9, stk. 2, pkt. 2, men er søgt gjort mere udtømmende end denne.

Man har i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, op- taget bestemmelsen fra udkast 1941 § 9, stk. 2,

1. pkt., nemlig forbud mod at agenten træffer aftaler, der binder ham til udelukkende eller dog fortrinsvis at skaffe engagementer til be- stemte arbejdsgivere, hvilket er suppleret med, at dette heller ikke må ske med hensyn til be- stemte arbejdssøgende eller grupper af arbejds-

givere eller arbejdssøgende. Bestemmelsens for- mål er klart at sikre agenternes uafhængighed.

Udkast 1941 § 9, stk. 2, 2. pkt., vedrørte de såkaldte soloagentaftaler, med hensyn til hvilke det tidligere udkast tog det standpunkt at er- klære aftalerne for uforbindende.

Som det er nævnt i de almindelige bemærk- ninger s. 20 under pkt. 6 har nærværende ud- valg ment, at man må akceptere eksistensen af sådanne enerets- eller soloagentaftaler, men kun såfremt de indgås med en dertil autoriseret ene- retsagent og under de nærmere betingelser, som er fastsat i kap. 6. Uden for dette område bør aftaler af denne art ikke akcepteres, og for at undgå omgåeiser, herunder indgåelse af aftaler, som parterne føler sig moralsk forpligtede til at akceptere, og i det hele for at sikre respekt for de særlige vilkår, som er fastsat i kap. 6, har man ikke ment at kunne blive stående ved at erklære aftalerne uforbindende. Bestemmelsen er derfor udformet som et forbud, hvis over- trædelse efter § 37 medfører straf for agenten. Ud fra hensynet til at sikre agentstandens uaf- hængighed har det været selvfølgeligt, at for- budsbestemmelsen i stk. 2 - til forskel fra ud- kast 1941 - også omfatter eneretsaftaler ind- gået mellem en agent og en arbejdsgiver, af- taler hvor et snævert beskyttelsessynspunkt vel ikke gør sig så stærkt gældende.

Bestemmelsen rammer ikke blot almindeligt te taler, men også aftaler om ene-

ret til formidling af bestemt begrænsede ar- bejdsaftaler, f. eks. om grammofonoptræden, optræden i bestemte lande o. lign. Det skal imidlertid fremhæves, at § 26, stk. 2, alene ved- rører aftaler om eneret til formidling, men ikke har for øje eneretsaftaler indgået mellem f. eks. et grammofonselskab eller filmselskab og en sanger eller skuespiller; sådanne eneretsaftaler må bedømmes efter lovens § 3, jfr. bemærknin- gerne foran s. 35 i.

§ 26, stk. 2, rammer både aftaler, som alene forbyder brug af en anden agent, og aftaler, der tillige forbyder at kontrahere på egen hånd. Bestemmelsen hindrer også, at der kan gives agenten uigenkaldelig fuldmagt til indgåelse af en eller flere arbejdsaftaler. Forsøg fra agentens side på omgåelse af reglerne for agentvirksom- hed, derved at agenten engagerer den optræden- de med henblik på arbejdsformidling, vil også kunne rammes af nærværende bestemmelse.

Hovedformålet med vedtagelser af den i § 26, stk. 2, omhandlede art vil som regel være at sikre agenten provisionsret. Direkte vedtagelser

om ret for agenten til provision eller lignende af fremtidig optræden, hvor han ikke medvir- ker ved aftalen, vil stride imod § 27. Denne gør i stk. 4 en begrænset undtagelse med hen- syn til forlængelser og reengagementer, men det må fremhæves, at § 27, stk. 4, ikke tillader agenten at betinge sig nogen ret til at medvirke ved aftalen, hvilket vil være i strid med § 26.

Stk. 3. angår det forhold, at agenten gør sig til medarbejdsgiver eller på tilsvarende måde økonomisk interesseret i et engagement, som han selv har formidlet.

I hvilket omfang agenten overhovedet må deltage i foranstaltning af optræden, beror på reglen i § 25, der omhandler forhold, som er egnet til generelt at kompromittere agentens uafhængighed.

Selv om agentens indtræden ikke har denne karakter, kan den imidlertid være betænkelig, når agenten har formidlet det pågældende en- gagement, idet hans indtræden kan gøre det vanskeligt for ham at varetage den optrædendes interesser og kan muliggøre omgåelse af provi- sionsreglerne.

§ 26, stk. 3, får herefter for det første betyd- ning for indtræden, der ikke sker under sådanne omstændigheder, at agenten må siges at drive andet erhverv eller gøre sig medinteresseret i en virksomhed, der beskæftiger optrædende, jfr.

§ 25. Noget sådant vil i almindelighed ikke foreligge, hvis han i et enkeltstående tilfælde for at muliggøre gennemførelsen af en optræ- den, han har formidlet, og som trues af økono- miske vanskeligheder, påtager sig andel i den økonomiske risiko. Hertil kræves altså dispen- sation efter § 26, stk. 3, men ikke efter § 25.

§ 26, stk. får endvidere betydning for agenter, der i henhold til generel eller speciel dispensation fra § 25 kan deltage i foranstalt- ning af optræden, idet sådan dispensation ikke hjemler agenten ret til at indtræde i et engage- ment, han selv har formidlet. Gives der tillige dispensation efter § 26, stk. 3, foreskriver be- stemmelsen, at provisionsretten bortfalder.

Som det fremgår af de i udvalgets udkast til bekendtgørelse i § 3 og 4, nr. 3), for lovens 25 og 26, stk. 3, under ét indeholdte dispen- sationsbestemmelser, er det anset forsvarligt at lade den i § nr. 3), foreslåede adgang for agenten til sammen med andre at foranstalte op- træden, omfatte også tilfælde, hvor agenten har været formidler, men provision i anledning af formidlingen kan altså som i bekendtgørelsen udtrykkeligt fremhævet ikke oppebæres.

§ 26, stk. omfatter såvel oprindelig med- indtræden som indtræden, der sker på et senere tidspunkt.

Agenten må være pligtig til altid at under- rette den optrædende om sin indtræden.

Det kan nævnes, at udkast 1941 i § 9, stk. 3, indeholdt en til § 26, stk. 3, pkt. 1, i nærvæ- rende udkast svarende regel, der imidlertid efter motiverne tog sigte på at hindre agenten i at en- gagere den optrædende for derefter at udbyde- præstationen til andre.

Bestemmelsen i nærværende udkast har ikke henblik på sådanne forhold. Tænkte man sig, at en agent engagerede en optrædende med ar- bejdsformidling for den optrædende for øje, jfr.

§ 23, stk. 2, pkt. 2, ville de for agentens anvis- ningsvirksomhed givne præceptive regler, navn- lig § 26, stk. 2, og § 27, naturligvis også være gældende for en sådan fremgangsmåde og i praksis gøre den uanvendelig. Har hovedfor- målet ikke været arbejdsanvisning, jfr. bemærk- ningerne til § 23, foreligger almindelig arbejds- givervirksomhed, som for en agents vedkom- mende kan være stridende mod §§ 25 og 26, stk. 3.

Agentens vederlag.

Til § 27.

§§ 27 og 28 om agentens vederlag svarer til bestemmelserne i udkast 1941 10 og 11, men adskiller sig dog på forskellige punkter fra de da foreslåede bestemmelser.

Udkast 1941 fastsatte i § 10, stk. 1 og 2, di- rekte agentens provision til procentsatser, der varierede noget bl. a. efter arten af engagemen- tet og dettes varighed, men som ikke af agen- ten kunne forhøjes eller nedsættes. Nærværen- de udkast foreskriver derimod i § 27, stk. 2, en for alle formidlinger gældende maksimalprovi- sion på 10 og giver i øvrigt om provisionens størrelse den regel, at den ikke må overstige, hvad der for den pågældende anvisning kan anses for rimeligt. I stk. 3 er endvidere foreslå- et en regel om tidsbegrænsning af visse provi- sionskrav.

Forskellen mellem de to forslag har tildels sin baggrund i den siden 1941 stedfundne udvik- ling. Medens der i 1941 var ikke uvæsentlige forskelligheder i provisionssatserne for formid- ling af forskellige arter af optræden og med va- riationer efter engagementets længde, har ud- viklingen, herunder de stigende krav, der inden for den moderne show-business stilles til agen- terne, ført til, at der som nævnt s. 17 i de fleste

(vi

tilfælde beregnes en provision på 10 dog at der navnlig med hensyn til musikere undertiden arbejdes med en lidt lavere provision. Der er herefter ikke i praksis den støtte for forskellige satser som forudsat i udkast 1941.

Det ville imidlertid på den anden side ikke væ- re rigtigt at lægge provisionen fast til 10 Dels bør muligheden for konkurrence være åben, og dels er der tilfælde, hvor anvendelse af 10 % provision vil være urimelig.

§§27 og 28 angår vederlaget for agentens formidlingsvirksomhed, hvorunder falder en- hver virksomhed i forbindelse med tilvejebrin- gelse af arbejdsaftalen og også i et vist omfang bistand ved selve engagementets gennemførel- se. Omfanget af agentens forpligtelser udover selve formidlingen må afgøres efter sædvanlig agentpraksis. Selv om agenten imidlertid i det enkelte tilfælde måtte have udført en virksom- hed, f. eks. en efterfølgende bistand, der går ud over, hvad der påhviler en agent, som ikke er eneretsagent, jfr. § 32, stk. 3, vil dette ikke berettige til vederlag udover provisionen, men der er intet til hinder for, at agenten kan få dækket særligt aftalte udgifter i denne forbin- delse, jfr. § 28, stk. 1.

§ 27 angår naturligvis kun danske agenters provisionskrav og den gælder kun fuldt ud ved formidling af optræden her i landet. Ved for- midling af optræden i udlandet gælder bestem- melserne i stk. 5 og 6, sidste pkt., ikke, d.v.s. reglerne om, at hver part udreder halvdelen af provisionen og forbudet mod sikkerhedsstillelse for provisionskrav. Bortset herfra gælder § 27 ved danske agenters formidling af optræden i udlandet ikke blot for så vidt angår danske kunstneres optræden i udlandet, men også ved agenternes formidling af rent udenlandske en- gagementer. Et mindretal — Xxxxxxx, Xxxxxx- xxx og Rosés - har foreslået, at § 27, stk. 3 og 4, for så vidt angår udlandsengagementer be- grænses til formidling af her i landet bosatte optrædendes engagementer i udlandet. Når ud- valgets øvrige medlemmer ikke har kunnet slut- te sig hertil, skyldes det navnlig, at den af mindretallet foreslåede begrænsning rummer en risiko for en forskelsbehandling fra agenternes side af danske og udenlandske kunstnere ved disses placeringer i udlandsengagementer.

Ved formidling af danske kunstneres optræ- den i udlandet eller af udlændinges optræden her i landet vil en udenlandsk agent og hans eventuelle provisionskrav imidlertid ofte komme ind i billedet. Som nævnt side 17 beregnes der

ved engagementer til udlandet ofte en højere provision end 10 vel i reglen 15 og en del af denne provision afgives så til en eller fle- re udenlandske agenter. Medens der for ene- retsagenten i § 33 er hjemlet ret til en højere provision ved udlandsengagementer, er dette ikke tilfældet for de almindelige agenter. Selv- om det altså vil være i strid med § 27 ved ud- landsengagementer at beregne en provision på

f. eks. 15 er det ikke meningen at hindre en reel fortsættelse af den nu fulgte praksis, når blot provisionen til den udenlandske agent fast- sættes særskilt i aftalen.

For de tilfælde, hvor en udenlandsk agent har formidlet en optræden her i landet, er der i § 23, stk. 4, af udvalgets flertal foreslået en bestemmelse, hvorefter arbejdsgiveren ikke må indgå endelig aftale uden medvirken af en dansk agent. I udkastet til bekendtgørelse om arbejdsanvisning for optrædende er det i § 6, stk. 1, præciseret, at den kontrakt, der i sådan- ne tilfælde oprettes, skal udfærdiges af den danske agent. Det ville her følge af den almin- delige »rimelighedsregel« i § 27, stk. 2, at den omstændighed, at en udenlandsk agent har ud- ført en væsentlig del af formidlingsarbejdet, kunne få indflydelse på størrelsen af den dan- ske agents provision. Udvalget har imidlertid for de tilfælde, der er dækket af § 23, stk. 4, hvor altså selve formidlingen er udført af den udenlandske agent, i bekendtgørelsens § 6, stk. 2, foreslået bestemt, at den danske agents pro- vision ikke må overstige halvdelen af sædvanlig provision. Man har samtidig - og det er det eneste tilfælde af minimumsprovision — foreslå- et, at provisionen mindst skal andrage Man har hermed villet forhindre, at den danske agents provision gennem konkurrence kommer så lavt ned, at den ikke giver et rimeligt veder- lag for det reelle arbejde og ansvar, som § 23, stk. 4, og bekendtgørelsens § 6, stk. 1, pålæg- ger den danske agent, der skal påse, at den dan- ske lovgivnings regler iagttages. En for ringe provision ville kunne føre til en mindre samvit- tighedsfuld udførelse af agenternes arbejde på dette område.

Om de enkelte led i § 27 bemærkes:

Af stk. 1 fremgår, at agentens provisionskrav er betinget af, men også alene betinget af, at der er kommet en arbejdsaftale i stand under hans medvirken.

Som det ses af stk. 6, kan provisionen ved optræden her i landet først kræves udbetalt samtidig med vederlaget til den optrædende,

men denne regel betyder ikke, at agentens pro- visionskrav først opstår på dette tidspunkt. Spørgsmålet om, hvilken betydning det har for agentens krav på provision over for den ene af eller begge engagementsaftalens parter, at disse træffer aftale om bortfald eller udskydelse af engagementet, eller at aftalen helt eller delvis ophæves på grund af misligholdelse eller af an- dre grunde ikke opfyldes, behandles nedenfor side 69 som afslutning på bemærkningerne til stk. 5.

Fører agentens arbejde ikke til en arbejds- aftale, kan han ikke kræve nogen provision, og han vil alene kunne kræve refunderet sådanne særskilt aftalte udgifter, som ikke sædvanligt medgår til tilvejebringelse af arbejdsaftaler, jfr.

§ 28, stk. 1, og bemærkningerne hertil. Dette må gælde, hvis der vel er blevet afsluttet en aftale om optræden, men denne aftale ikke skyldes agentens virksomhed.

Det anførte må ses i sammenhæng med, at arbejdsaftalens parter til enhver tid står frit over for agenten. En optrædende eller en arbejds- giver bliver ikke ved at henvende sig til en agent bundet til at afvente resultatet af agen- tens bestræbelser. Undlader en part at meddele agenten, at han på anden måde har sluttet af- tale, kan han dog blive erstatningspligtig.

Hvis parterne, efter at formidlingen reelt er ført til ende, selv slutter aftale eller søger anden agentbistand hertil, må agenten i alt fald kunne rejse provisionskrav, hvis der foreligger illoyal optræden.

Agenten kan ikke ved aftale med parterne eller en af dem opnå videregående provisions- ret end anført. Han kan således ikke betinge sig provision af en eventuel aftale, uanset om den kommer i stand ved hans medvirken. Han kan heller ikke i forbindelse med en indgået aftale betinge sig ret til provision af eventuelle frem- tidige aftaler, jfr. dog stk. 4, eller ret til med- virken ved fremtidige aftaler, jfr. § 26, stk. 2.

Stk. 2 indeholder lovforslagets hovedregel om agentens provision, at den ikke må overstige, hvad der for den pågældende anvisning kan an- ses for rimeligt, og ikke må overstige 10 Den almindelige begrundelse for denne regel er givet foran side 64 f.

Bedømmelsen af provisionskravets rimelighed må ske med udgangspunkt i almindelig god agentpraksis. Til belysning af de omstændig- heder, der af agenterne tillægges betydning ved provisionsfastsættelsen, kan nævnes, at provi- sionerne gennemgående er lavere ved langtids-

optræden end ved den enkeltstående optræden, lavere ved ensembler end ved solooptræden og lavere ved indenlandsk end ved international anvisning. Den provisionssats, der i det enkelte tilfælde kommer til anvendelse, vil inden for rammen af de nævnte tendenser i vidt omfang være afhængig af mere tilfældige forretnings- mæssige hensyn, såsom hensynet til at bevare en god forretningsforbindelse, at få en kontrakt til at gå igennem og parternes betalingsevne.

Som eksempler på anvendelse af rimeligheds- synspunktet kan nævnes, at flere danske agen- ters samvirke om en formidling i almindelighed ikke 1 sig selv bør begrunde en højere samlet provision. Reengagementsprovision vil endvide- re uanset hjemmelen herfor i stk. 4 i særlige til- fælde kunne være urimelig, hvorved navnlig tænkes på den situation, at en agent tilfældigt har formidlet et engagement mellem parter, som i øvrigt står i regelmæssig forbindelse. Som det er omtalt nedenfor s. 69, vil det også kunne være i strid med god agentpraksis at beregne provision, eventuel fuld provision, hvor den af- talte optræden møder hindringer.

Det bør fremhæves, at rimelighedsmålestok- ken ikke betyder en afstandtagen fra en udvik- ling i praksis i retning af faste takster for ty- piske tilfælde af formidling. Imidlertid er det, som foran nævnt, en del af begrundelsen for udformningen af reglen i stk. 2, at der bør være mulighed for en vis konkurrence inden for det heromhandlede og eventuelle organi- sationsaftaler om anvendelse af faste provisions- satser eller lignende må formentlig være omfat- tet af anmeldelsespligt i henhold til § 6 i mono- polloven nr. 102 af 31. marts 1955 med senere ændringer med deraf følgende mulighed for monopoltilsynet for indskriden i henhold til lovens afsnit V.

Det vederlag, hvoraf provisionen, højst 10 beregnes, må i mangel af modstående aftale omfatte ikke alene den til den optrædende kon- tant udbetalte løn, men provision må også kun- ne fordres i forhold til den værdi, hvortil kost og logi er ansat, jfr. lovforslagets § 4. Det sam- me gælder feriepenge og tilbageholdelsesbeløb til dagpengefond og tillægspension. Rejseudgif- ter for den ansatte kommer derimod ikke i be- tragtning. Det var i udkast 1941 § 11, stk. 2, sidste pkt., bestemt, at agenten i tilfælde af den optrædendes sygdom var berettiget til provision af eventuel sygeløn. En tilsvarende bestemmel- se er ikke optaget i det nu forelagte udkast, og der er inden for nærværende udvalg enighed

om, at det ikke vil være rimeligt, om der til- kom agenten provision af xxxxxxx, svangerskabs- ydelse eller ydelse under genindkaldelse, med- mindre den optrædende i henhold til arbejds- aftalen har ret til fuld løn uanset den indtrufne hindring for hans optræden, jfr. nedenfor s. 69. Til stk. En provisionsaflønning efter en fast procentsats, for hvilken der ikke blot er dansk, men international kutyme, indebærer ligesom andre procentuelle honorarberegninger,

f. eks. ejendomsmæglersalærer og en del advo- katsalærer, at der for den samme arbejdsindsats kan blive tale om højst varierende honorarer, her afhængigt dels af, hvor højt betalt den op- trædende er, dels af, for hvor lang tid der ind- gås engagementsaftale. Nogen af vederlagets størrelse bestemt maksimering af agenthonoraret kan selvsagt ikke komme på tale. Derimod har agenthonorarets afhængighed af engagements- tidens længde ført til bestemmelsen i stk. 3, der for engagementer med optræden mindst 4 dage ugentlig maksimerer agentens provision til et tidsrum af 6 måneder. Begrænsningen af 6 må- neders-reglen til arbejdsforhold med optræden mindst 4 dage ugentlig, for hvilke forhold der også i øvrigt i loven findes særlige bestemmel- ser, jfr. 5, stk. 3, 6, stk. 3, 8, 13 og 15, stk. 3, er naturlig bl. a. fordi aftaler om optræden et færre antal dage ugentlig nærmer sig til af- taler om en række tilfælde af enkeltstående op- træden.

Reglen må forstås således, at provisionen for ingen periode inden for ansættelsestiden kan sættes højere end 10 hvorimod der intet er til hinder for, at der beregnes 10 % for de før- ste 3 måneder og eksempelvis 5 % for de sidste

3 måneder. Der kan derimod efter det anførte ikke aftales 15 for den første periode og 5 % for den sidste, ligesom provisionsberegnin- gen heller ikke kan udstrækkes til lønperioder efter udløbet af de 6 måneder, selv om den samlede provision ikke overstiger maksimum, og det måske kan sandsynliggøres, at udstræk- ningen af provisionsperioden ikke har medført nogen forøgelse af provisionen.

Reglen i stk. 3, pkt. 2, om forlængelse eller reengagement inden for 1 år er nødvendig for at hindre omgåeiser, men i øvrigt som regel og- så rimelig begrundet i sammenhængen mellem engagementerne.

6 måneders begrænsningen finder anvendelse også på den del af det seneste ansættelsesfor- hold, som rækker ud over 1 års fristen.

Sker der efter 1 års fristens udløb forlængel-

se af engagementet, eller aftales der derefter ny- engagement, gælder provisionsbegrænsningen i forhold til den første aftale ikke mere, og nye 6 måneders og 1 års perioder begynder at løbe. Agenten er ikke for sin formidling af en for- længelse eller genansættelse formelt begrænset til at kræve provision efter samme sats, som lagdes til grund ved den første ansættelse, men det må anses for en selvfølge, at en højere pro- centsats ikke i almindelighed lader sig rimeligt

begrunde.

Udvalget er opmærksom på, at der hæfter den ulempe ved 6 måneders-reglen, at den kan gøre agenterne mindre interesseret i engagemen- ter, som varer længere tid og på samme måde i forlængelser og reengagementer. Xxxxxxxxxx har man imidlertid fundet at måtte lægge afgøren- de vægt på, at en provisionsret uden tidsbe- grænsning ved de heromhandlede engagemen- ter kan medføre urimelige resultater. Det er en selvfølge, at agenten i de foran berørte situa- tioner har pligt til kun at varetage parternes in- teresser, jfr. § 26, af hvilken bestemmelse det ligeledes følger, at agenten har pligt til at med- virke, hvis hans bistand søges til en forlængelse eller et reengagement, også i det ydertilfælde, at hans provisionsret efter § 27, stk. 3, er ud- tømt.

Bestemmelsen i stk. 4 om agentens ret til at betinge sig provision af forlængelser og reen- gagementer må anses nødvendig for at sikre agentens rimelige provisionskrav, idet arbejds- aftalens parter ellers vilkårligt kunne begrænse agentens provisionsret ved at indgå arbejdsaf- talen for et ganske kort tidsrum og derefter for- længe den. Det er normalt også rimeligt at be- tragte forlængelser og reengagementer, som par- terne selv enes om inden for en kortere periode efter det første engagement, som et resultat af agentens virksomhed i forbindelse med det før- ste engagement, jfr. dog om et særligt tilfælde foran s. 66. Den foreslåede regel i stk. 4 synes også gennemsnitlig at stemme med alle parters interesse, idet agenten, når han inden for rime- lige grænser kan betinge sig provision af for- længelse m. v., vil være mindre interesseret end ellers i at søge et engagement indgået på længe- re tid, end parternes interesser tilsiger.

Retten til forlængelses- eller reengagements- provision er naturligvis betinget af, at agenten, hvis hans bistand søges, yder denne bistand.

At provision skal være betinget i den første aftale, skyldes det ønskelige i, at der på dette tidspunkt er skabt klarhed om retsstillingen,

således at parterne har mulighed for at erklære, at de ikke ønsker at indgå når agenten stiller det heromhandlede krav.

Agentens provisionskrav i henhold til stk. 4 er uafhængigt af, om parterne ved at søge anden agent er blevet provisionsforpligtede over for denne.

Om den i stk. 5 provisionsdelings- regel består der ikke enighed i udvalget. Som det fremgår af § 10, stk. 5, i udkast 1941 med tilhørende note, var dette heller ikke tilfældet i det tidligere udvalg, idet 3 af dette udvalgs 6 medlemmer ønskede en regel, hvorefter agen- tens provision skulle betales af den arbejds- søgende.

Nærværende udvalgs flertal (Xxxxxxxxxxxx, Xxxx, Gaaser, Helsted, Xxx, Xxxxxxxx og Vetli) går ind for delingsregler!, men da denne ikke er kendt uden for Danmark og ville give an- ledning til betydelige vanskeligheder ved for- midling af optræden i udlandet, har flertallet foreslået bestemmelsen begrænset til kun at gælde ved formidling af optræden her i lan- det, men altså således, at delingsreglen også anvendes, hvor der formidles optræden af ud- lændinge i Danmark.

Begrundelsen for at flertallet går ind for de- lingsreglen, der som lige nævnt er ukendt i ud- landet og heller ikke har været praktiseret her i landet, er, at den harmonerer bedst med den af udvalget foreslåede agentordning, hvorefter den samfundsmæssigt set betydningsfulde arbejds- anvisning for optrædende varetages af autori- serede agenter. Delingsreglen understreger nem- lig agentens uafhængighed og fremhæver, at hans virksomhed, uanset hvem der har henvendt sig til ham, skal udøves til gavn for begge par- ter, jfr. § 26, stk. 1. Det synes også vigtigt, at agentens provision fremtræder klart over for parterne og kan tages i betragtning ved deres dispositioner, hvorved bemærkes, at den nuvæ- rende praksis, hvorefter provisionen altid ud- redes af den optrædende, i nogen grad tilslører de reelle forhold. Flertallet er på det rene med, at provisionen reelt er en byrde for arbejdsgive- ren og i sidste række for det betalende publi- kum, hvilket vil gælde, uanset om hidtidig prak- sis bevares, eller man går over til delingsreglen. Dette kunne synes at føre til den ordning, som siden 1. juli 1962 har været gennemført i Sve- rige, hvorefter arbejdsgiveren fuldt ud udreder provisionen, jfr. foran s. 14. Flertallet tillægger imidlertid de foran nævnte principielle betragt- ninger en sådan vægt, at man må anse det for at

være væsentligt, at en gennemførelse af en ord- ning med autoriserede agenter kommer til at betyde, at agentens provision skal udredes med halvdelen af hver af arbejdsaftalens parter.

Mindretallet (Benneweis, Xxxxxxx, Xxxxxx- xxx og Xxxxx) foreslår delingsreglen udeladt af loven. Man fremhæver, at den hidtil praktise- rede regel, hvorefter provisionen betales af den optrædende, er den overalt i udlandet un- der private anvisningsordninger akcepterede re- gel. Den falder også de optrædende naturlig, idet det — uanset at agenten skal varetage begge parters interesser - normalt er den optrædendes henvendelse til agenten, der danner grundlag for dennes formidlingsvirksomhed. De optræ- dende har heller ikke økonomisk interesse i en delingsregel, idet det under forhandlingerne om et engagement kun vil interessere arbejdsgive- ren, hvad han i alt kommer til at udrede, og på dette punkt er flertallet jo enigt i, at det under alle omstændigheder bliver arbejdsgiveren, der reelt kommer til at bære den fulde provision. Mindretallet kan tiltræde, at det er ønskeligt, at provisionen fremtræder åbent over for arbejds- giveren, men dette kan opnås blot ved en for- skrift om, at provisionen skal fremgå af aftalen mellem arbejdsforholdets parter. Fra agentside fremhæves yderligere, at en delingsregel vil være væsentligt besværligere at administrere for agenterne, navnlig ved enkeltdagsengagementer i foreninger, forsamlingshusarrangementer m.v., ligesom man heller ikke kan bortse fra, at en delingsregel i sådanne tilfælde kan føre til, at agenten delvis må afskrive provision, fordi ar- bejdsgiveren ikke altid frembyder tilstrækkelig sikkerhed for provisionen. Agenten bør kunne vælge mellem at holde sig til den optrædende eller forlange provisionen tilbageholdt af ar- bejdsgiveren. Xxxxxxxxx har endvidere tilføjet, at arbejdsgiverne, såfremt den nuværende prak- sis ikke kan opretholdes, vil foretrække, at pro- visionen som helhed udredes af arbejdsgiverne.

Som foran anført finder delingsreglen kun anvendelse ved optræden her i landet. Skal der for samme arbejdsgiver, f. eks. omrejsende cir- kus, optrædes både i Danmark og i udlandet, må formentlig samme regel gælde for hele kontrak- ten, og valget må udfra baggrunden for und- tagelsesbestemmelsen træffes efter en bedøm- melse af hele forholdets nærmeste tilknytning, herunder også arbejdsgiverens bopæl.

Hvem der ved optræden i udlandet skal ud- rede provisionen beror herefter normalt på,

hvad der er aftalt med agenten eller må anses for aftalt. Der må imidlertid påhvile agenten en særlig pligt til at afværge tvivl eller misfor- ståelser. £n provisionsdeling kan ikke antages at gælde som deklaratorisk regel. Tværtimod må den hidtil almindelige regel, at provisionen i sin helhed udredes af den optrædende, antages at få vid anvendelse.

Udkastets delingsregel er ufravigelig. Provi- sionen kan således ikke pålægges en af parterne alene, men kun agenten kan ifalde strafansvar for tilsidesættelse af provisionsreglerne, jfr. §

37. Reglen forhindrer også efterfølgende ord- ninger, der fraviger delingsreglen. Efterfølgen- de forhøjelse eller nedsættelse af provisionen kan ikke ske alene med virkning for den ene part, jfr. dog bemærkningerne til § 28, stk. 2.

Parterne hæfter under normale forhold kun for deres egen andel af provisionen. At en af dem misligholder sin betalingspligt over for agenten, xxxxxxxxxx ikke agenten til at kræve den anden. På den anden side er stk. 5 kun en for- delingsregel, og en misligholdelse af arbejds- aftalen fra en af parternes side vil kunne med- føre, at delingsreglen må fraviges.

Spørgsmålet om, hvad der antages at gælde på dette punkt, har nær forbindelse med det foran s 66 under stk. 1 berørte spørgsmål om, hvorvidt det påvirker agentens provisionskrav, at engagementet ikke afvikles normalt, og spørgsmålet kan med en forenkling siges at væ- re, hvem af de 3 parter der i mangel af anden aftale provisionsmæssigt bør bære risikoen for, at forholdet ikke afvikles normalt.

Om disse spørgsmål var foreslået positive regler i udkast 1941 §11 , stk. 2 og 3, som dog ifølge bemærkningerne kun tilsigtede at give udtryk for, hvad der måtte anses for gældende ret.

Inden for ejendomsmæglerområdet er det til- svarende spørgsmål uden lovregulering løst i praksis. Det samme bør efter nærværende ud- valgs opfattelse ske for de autoriserede agenters vedkommende, og her synes oplysninger om god agentpraksis i de enkelte situationer at måt- te få væsentlig betydning. Man skal derfor her kun trøkke nogle hovedlinier op til belysning af spørgsmålet.

Det bemærkes i øvrigt, at man ikke uden videre kan anvende praksis fra ejendomsmæg- lerforholdet, som i modsætning til agentforhol- det normalt er baseret på en hvervgivelse fra en af parterne.

Det må antages, at en mellem parterne truf- fet aftale om ændring eller bortfald af det for- midlede engagement, når ændringen ingen for- bindelse har med de af kap. 3 omfattede for- hold, normalt ikke påvirker agentens provisions- krav, jfr. også udkast 1941 § 11, stk. 3.

Når en optræden ikke finder sted i det aftal- te omfang på grund af de i kap. 3 omhandlede hindringer (sygdom m. v.) bør agenten kun have krav på provision i det omfang, den op- trædende har ret til fuld løn, jfr. foran s. 66 f. På tilsvarende måde må det antages, at hin- dringer, der direkte rammer arbejdsgiverens mu- lighed for beskæftigelse af en optrædende (f. eks. brand i virksomheden), må medføre, at agentens provisionskrav bortfalder, såfremt hin- dringen har frigjort arbejdsgiveren over for den optrædende. Derimod berører det normalt ikke agentens provisionskrav, at den aftalte optræden ikke gennemføres på grund af forhold fra ar- bejdsgiverens side, der ikke medfører bortfald

af hans betalingspligt.

Det vil naturligvis ikke berøre agentens pro- visionskrav, at arbejdsgiveren uberettiget annul- lerer arbejdsaftalen, ligesom agenten bevarer sit provisionskrav, hvis den aftalte optræden hin- dres ved et erstatningsforpligtende forhold fra den optrædendes side, f. eks. udeblivelse uden rimelig grund.

Som anført foran må i visse misligholdelses- tilfælde delingsreglen fraviges, således at agen- ten må gøre hele sit provisionskrav gældende mod den ansvarlige. Således må det normalt gå, såfremt arbejdstageren uberettiget undlader at optræde, eller arbejdsgiverens betalingspligt ik- ke opfyldes.

Agenten vil som tidligere nævnt normalt be- vare sit provisionskrav, såfremt parterne enes om at ophæve eller ændre engagementet. Noget særligt må dog formentlig gælde agentens even- tuelle krav på provision uden medvirken i med- før af stk. 4. Enes parterne i denne situation om at ophæve aftalen om forlængelsen eller om det nye engagement, synes der ikke grund til at op- retholde agentens provisionskrav.

Af stk. 6 følger, at provisionen forfalder for- holdsmæssigt sammen med lønnen, og at tidlige- re udbetaling ikke må modtages eller aftales ved optræden i Danmark. Om udenlandske forhold henvises til bemærkningerne nedenfor.

Tilbageholdelse i lønnen i overensstemmelse med stk. 6 kan agenten fordre uden aftale her- om. Agenten kan over for arbejdsgiveren stille krav ved aftalens indgåelse, men må også kunne

gøre det under engagementets forløb. Han kan imidlertid ikke uden begge parters samtykke kræve tilbageholdelse med hensyn til tidligere forfalden provision. Er tilbageholdelse krævet, kan agenten ikke rejse krav mod den optræden- de, hvis arbejdsgiveren undlader at afregne til- bageholdte beløb til agenten.

Forbudet mod forskud finder ikke anvendel- se ved optræden i udlandet. Dette skyldes, at agenten ikke her har den sikkerhed, som adgan- gen til at forlange tilbageholdelse hos arbejds- giveren frembyder i indenlandske forhold.

I bekendtgørelsesudkastets § 7, stk. 1, har man af lovforslagets forbud mod forskudsvis udbetaling af provision draget den konsekvens, at ejheller depositum, kaution eller anden sik- kerhedsstillelse for ikke forfalden provision er tilladelig.

Til § 28.

Forbudet i stk. 1 fandtes i udkast 1941 § 9, stk. 1, og § 10, stk. 7. Det angår ikke blot ydelser fra en af parterne selv, men bl. a. også ydelser fra personer, der star i forbindelse med parten, f. eks. er ansat hos ham. Adgangen til udgiftsdækning ud over provisionen angår ale- ne usædvanlige udgifter. De sædvanlige udgif- ter må agenten bære af sin provision, og dæk- ning af disse udgifter forudsætter således, at arbejdsaftalen kommer i stand. Også med hen- syn til de ekstraordinære udgifter kan det natur- ligvis være aftalt, at de kun skal godtgøres, hvis engagementet kommer i stand. Krav på dækning af usædvanlige udgifter forudsætter en særlig aftale med den bistandssøgende. Kravet om, at udgiften skal være særskilt aftalt, kan ikke op- fyldes ved en almindelig holdt klausul. Det må være klarlagt, hvilke skridt agenten skal fore- tage, således at den bistandssøgende også har rimelig mulighed for at bedømme udgiftens størrelse.

Om en udgift kan henregnes til, hvad der ikke sædvanlig medgår til formidling af ar- bejdsaftaler, vil naturligvis kunne give anled- ning til tvivl, men spørgsmålet i så fald fin- de sin løsning efter oplysning om god praksis. Det må imidlertid ligge fast, at mindre udgifter af ekspeditionsmæssig art, herunder til sædvanlig benyttelse af telefon og telegraf, ikke kan betinges særskilt honoreret. Store udgifter

f. eks. til udlandsrejser, må på den anden side normalt betegnes som usædvanlige.

Stk. 2 svarer i hovedsagen til udkast 1941 §

9, stk. 1, og § 10, stk. 6. Stk. 2's hovedformål er at hindre omgåeiser af delingsreglen, og be- stemmelsen understreger agentens uafhængige stilling. Den betyder, at en nedsættelse af agen- tens provisionskrav med det formål at få kon- trakten til at gå i stand må komme begge par- ter tilgode. En anden fremgangsmåde vil i øv- rigt også kunne være svigagtig over for den ene part i arbejdsaftalen.

De nedsættelser af agentens provisionskrav

m. v., som bestemmelsen har for øje, vil natur- ligvis typisk foreligge umiddelbart i forbindelse med kontraktsafslutningen, men man kan ikke uden at forflygtige delingsreglen modsætnings- vis slutte, at efterfølgende ensidige eftergivelser, der tilsyneladende ikke har forbindelse med kontraktsafslutningen, er lovlige. Der vil dog med hensyn til eftergivelser og ydelser, som lig- ger efter kontraktsafslutningen, eventuelt efter forløbet af kunne foreligge om- stændigheder, som gør det klart, at der ikke er tale om omgåelse af delingsreglen. Det kan eks- empelvis tænkes, at den ene part i arbejdsfor- holdet med føje kan gøre gældende, at engage- mentet var en misforståelse, og uanset om agen- ten måtte have pådraget sig et erstatningsan- svar, vil en eftergivelse af provisionskravet over for den ene part i et sådant tilfælde kunne være velbegrundet. Det må endvidere anses for en selvfølge, at bestemmelsen ikke hindrer, at et provisionskrav, når betalingsvanskeligheder fo- religger, frafaldes helt eller delvis.

Bestemmelsen giver i overensstemmelse med praksis agenten en mulighed for at dele sin pro- vision med en anden medvirkende agent, men denne anden agent må selvfølgelig ikke afgive sin del af provisionen i strid med forbudet i stk. 2.

Tilsyn m. v.

Til § 29.

Bestemmelsen svarer til udkast 1941 § 2, stk.

3 og 6, idet der dog udover beføjelsen til at fastsætte almindelige regler om formidlingsvirk- somheden er tillagt justitsministeren ret til at træffe bestemmelser til begrænsning eller regu- lering af arbejdsformidling i internationale for- hold.

Den sidstnævnte bestemmelse vil gøre det muligt at foreskrive særlige regler om den af loven omfattede anvisningsvirksomhed, for så vidt denne har relation til internationale for-

hold, jfr. således §§ 5 og 6 i udkastet til anvis- ningsbekendtgørelse.

Baggrunden for § 29, stk. 2, er bl. a., at ud- valget er bekendt med, at danske agenter har drevet virksomhed i Sverige, Norge og Tysk- land, der muligt er i strid med de der gældende ordninger, jfr. foran s. 16 om de svenske be- tænkningers omtale af danske agenters virksom- hed på det svenske marked. Der er fra svensk side over for arbejdsdirektoratet rejst spørgsmål om et samarbejde mellem dansk og svensk ar- bejdsanvisning bl. a. med henblik på en regule- ring af det nævnte forhold.

Udvalget har ikke taget stilling til, i hvilket omfang man bør komme ind på sådanne ord- ninger, men alene tilsigtet at skabe mulighed for, at de i givet fald kan træffes. Det skal dog bemærkes, at der efter en lovregulering af en- gageringsforholdene i Danmark vil kunne være en dansk interesse i gensidighed.

Kapitel 6.

Eneretsaftaler.

Medens udkast 1941 § 9, stk. 2, generelt fra- kendte soloagentaftaler med optrædende gyldig- hed, har nærværende udvalg, som nævnt side 20, anset det for rettest, at der i loven åbnes mulighed for, at de i dette kapitel omhandlede eneretsaftaler uanset det almindelige forbud i § 26, stk. 2, kan indgås, men kun med agenter, som udover deres almindelige agenttilladelse har fået meddelt særlig tilladelse til at indgå eneretsaftaler.

Som det vil fremgå af det følgende, har de i kapitlet givne undtagelsesbestemmelser henblik på en talmæssig ubetydelig gruppe af tilfælde. De udførlige bestemmelser tager sigte dels på at hindre, at soloagentaftaler skal kunne brede sig udenfor det snævre område, hvor de er rime- ligt begrundede, dels på at sikre den des retsstilling.

At der i visse tilfælde udøves en sådan ekstra- ordinær indsats som i dette kapitel omhandlet, må ses på baggrund af det forhold, at skabelsen og opretholdelsen af de store successer, navnlig inden for underholdningsbranchen, som regel forudsætter - og med massekommunikationens udvikling i stigende grad kræver - en forret- ningsmæssig indsats af et omfang, som kunst- neren ikke selv kan præstere, og som ligger uden for almindeligt agentarbejde. Denne ind- sats, hvis held naturligvis i første række be- ror på evne til vurdering af en optrædendes mu-

ligheder, vil som regel omfatte en systematisk tilrettelægning af den pågældendes optræden over en længere periode. Der må endvidere

bes og vedligeholdes publicity om den optræ- dende, og hans interesser må varetages ved sta- dig orientering om bestående

ligheder og forhandlinger med muligt interes- serede. Ofte vil der være tale om betydelige in- vesteringer i udgifter og arbejde, herunder rej- ser, før det kan ses, om indsatsen vil bære frugt, og forinden dækning for investeringerne kan opnås. Det er dette, som er begrundelsen for, at det, når eneretsaftaler overhovedet anerken- des, må akcepteres, at disse indgås for et ikke helt kort tidsrum.

Efter de for udvalget foreliggende oplysnin- ger må det antages, at virksomhed af nævnte art her i landet kun udøves af ganske få agenter

— vel ikke over 10 — der har specialiseret sig heri, men ofte ved siden af driver sædvanlig agentvirksomhed, eventuelt tillige virksomhed som arrangør og lejlighedsvis arbejdsgiver for optrasdende. Eneretsvirksomheden udøves af den enkelte agent kun for få — næppe over 5-7 - kunstnere eller ensembler ad gangen.

Agenten slutter med sådanne kunstnere en soloagentaftale af indhold og varighed, der va- rierer noget for de enkelte agenter. I udiandel: indgas aftalerne som regel på 7 år, medens et: kortere åremål f. eks. 3 år — normalt bruges af danske agenter. Ofte aftales automatisk for- længelse. Agentens honorar er ofte 15 % - ved optræden i udlandet 20 - af den optræ- dendes indtjening i eneretsaftalens løbetid. Hvis anden agent, inden- eller udenlandsk, medvir- ker ved et aftalt engagement, må en del af ho- noraret afgives til denne. Den aftalte procent- sats er gældende gennem hele eneretsaftalens løbetid uanset kunstnerens fortjeneste. Det er sandsynligt, at der på samme måde som i Sve- rige, jfr. nedenfor, i nogle tilfælde arbejdes med væsentligt højere provisionssats.

Selvom de aftalte vilkår i denne henseende formentlig varierer en del, må det antages, at den særlige agentvirksomhed i betydeligt om- fang udøves på det vilkår, at agenten selv må betale alle udgifter, der er forbundet med hans virksomhed for kunstneren, herunder publicity, reklame og rejser. I et vist omfang betales dog

f. eks. rejse- og opholdsudgifter af tredjemand,

f. eks. et grammofonselskab, der er økonomisk interesseret i kunstnerens succes.

Som det er omtalt s. 14 f udøves i Sverige en reelt tilsvarende virksomhed af impressario:

71.

og jfr. om den svenske sprogbrug s.

14. Deres virksomhed er ret udførligt behand- let i de svenske betænkninger med en særlig indgående redegørelse og argumentation i AFU's betænkning s. 73-88. Til det tidligere refererede skal her blot føjes, at det er sædvan- ligt i Sverige, at en manager kun har aftale med én eller to optrædende, et forhold, som mulig- vis skyldes det i Sverige gældende forbud mod privat arbejdsanvisning. Dette forbud angår ef- ter den foran s. 14 omtalte svenske lovændring fra 1942 også impressariers og managers' for- midlingsvirksomhed, der imidlertid anses lov- lig, når den er underordnet i forhold til den på- gældendes øvrige virksomhed for den optræden- de. Ikke sjældent oprettes i Sverige kontrakter med langt højere provisionssatser end de foran omtalte helt op til 50 AFU om- taler i sin betænkning s. 79 og 81, at de optræ- dende i nogle tilfælde er blevet groft udnyttet gennem »slavekontrakter«, som det er meget vanskeligt for den optrædende at blive løst fra. Som det omtales foran s. 14 f, er de svenske be- tænkninger trods adskillige betænkeligheder enige om, at impressarie- og managervirksom- hed næppe kan undværes.

Om nærværende lovforslags stilling til for- midling, der - som det altså i et vist omfang forekommer i Sverige - sker i forbindelse med den optrædendes ansættelse hos mellemmanden eller omvendt, henvises til § 23, stk. 2 og 3, og bemærkningerne hertil. Det vil heraf fremgå, at formidling i forbindelse med den des ansættelse hos mellemmanden er omfattet af anvisningsforbudet i § 23 og ejheller kan få praktisk betydning for agenter, jfr. bemærknin- gerne s. 56 og 64. § 23, stk. 2, hindrer ganske vist ikke, at en arbejdsgiver udbyder den op- trædendes præstation, når det sker som led i en indsats, der ikke er reelt begrænset til formid- ling, og denne adgang får efter de i henhold til 25 foreslåede regler også betydning for agen- terne. Det er imidlertid ikke herved, jfr. be- mærkningerne s. 56, skabt basis for en impres- sarievirksomhed som den foran nævnte svenske. Hvad dernæst angår formidling, der foretages af en hos den optrædende ansat mellemmand, er sådan virksomhed efter § 23, stk. 3, kun lov- lig inden for meget snævre rammer og over- hovedet ikke tilladt agenten.

Når nærværende udvalg trods de åbenbare be- tænkeligheder, som er forbundet hermed, fore- slår en adgang til at indgå de særlige eneretsaf- taler i kap. 6, skyldes det for det første, at så-

danne aftaler som foran nævnt må antages at kunne være af meget betydelig værdi for det ganske vist begrænsede antal kunstnere, de har henblik på. Disse aftaler er dernæst på ingen måde noget isoleret dansk fænomen, men er fremkommet som et led i den i de fleste lande stedfundne udvikling af den moderne forlystel- sesbranche. Et isoleret dansk forbud må derfor efter udvalgets opfattelse forekomme urealistisk og ville formentlig i bedste fald kun medføre, at de forretningsmæssige muligheder udnyttes af udenlandske agenter, eller at danske optræ- dende i et vist omfang afskæres fra udnyttelse af muligheder, som det udenlandske marked ville have budt dem. De svenske betænkningers stilling til de tilsvarende spørgsmål i Sverige ta- ler efter udvalgets opfattelse også for at bringe området under kontrol.

Udvalget har overvejet, om man ud fra et hensyn til de agenter, der ved lovens ikrafttræ- den har etableret en levevej på det her omhand- lede kunne indskrænke sig til at give hjemmel for en overgangsordning for de nu virkende soloagenter. Da imidlertid de faktiske forhold, der har fremkaldt eneretsaftalerne, som foran nævnt ikke kan anses for at være af mid- lertidig karakter, har man ikke meat, at en så- dan overgangsordning kunne løse problemet på længere sigt, hvortil kommer, at en overgangs- ordning ville skabe en betænkelig monopolstil- ling for de eksisterende soloagenter.

Da den af udvalget foreslåede almindelige agentordning bygger på det hovedsynspunkt, at agenten skal være en af det offentlige auto- riseret, af parterne uafhængig mellemmand, og da eneretsaftalerne netop forudsætter en særlig tilknytning mellem eneretsagenten og de enkel- te »eneretsoptrædende«, er det indlysende, at det er forbundet med alvorlige principielle be- tænkeligheder at tillade en autoriseret agent at indgå eneretsaftaler, og man har derfor også overvejet den mulighed vel at give hjemmel for særlige soloagenttilladelser, men at forbyde so- loagentvirksomhed forbundet med almindelig agentvirksomhed. Selvom soloagentvirksomhed på dette vilkår i øvrigt kunne lønne sig — even- tuelt forbundet med arrangørvirksomhed m. v. ville en sådan ordning imidlertid virke uheldig, navnlig fordi soloagenten ville blive afskåret fra at udnytte de engageringsmuligheder, han erfarer om. udenfor eneretsaftalernes område.

Udvalget kan således ikke anbefale en adskil- lelse af de to former for agentvirksomhed og må efter det foran anførte trods de principielle

72

betænkeligheder, der er forbundet med ordnin- gen, finde det rigtigst, at der ved loven skabes en ramme, indenfor hvilken det vil kunne til- lades de nu arbejdende soloagenter, jfr. herved princippet i lovforslagets § 39, at fortsætte de- res virksomhed, ligesom der i det omfang, det findes ønskeligt, kan ske en nytilgang. Som det fremgår af bemærkningerne til § 33 nedenfor side 75, har et medlem af udvalget - Rasmussen

- taget afstand fra, at det tillades eneretsagen- terne at beregne sig højere provision end de al- mindelige agenter.

Hovedpunkterne i de foreslåede bestemmel- ser i kapitel 6 er herefter:

1) talerne, der skal indgås skriftligt (§ 31), må kun indgås med agenter, som har opnået særlig tilladelse til at indgå så- danne aftaler (§ 30).

2) For at sikre, at talerne bliver be- grænset til de tilfælde, hvor der er virkelig trang til dem, og ikke benyttes til omgåelse af de almindelige provisionssatser i § 27, er det i § 30 smh. med § 32, stk. 1 og 3,

mere angivet, hvilke krav der må stilles til eneretsagentens arbejdsindsats.

3) Til beskyttelse af de optrædende foreslås en række bestemmelser om tidsbegrænsning af aftalerne (§ 31, stk. 1), ret for den optræ- dende til selv at træffe bestemmelser (§31 , stk. 2), eneretsagentens vederlag (§ 33 og

§ og sikring mod, at han indgår nye eneretsaftaler med andre optrædende til ska- de for allerede eksisterende eneretsaftaler (§ 35).

Til § 30.

Afgørelsen af, i hvilket omfang der bør med- deles agenter tilladelse til at indgå eneretsafta- ler, er efter forslaget henlagt til justitsministe- ren. Udvalget forudsætter, at der — bortset fra de ved lovens ikrafttræden eksisterende enerets- agenter, jfr. princippet i lovforslagets § 39, - kun meddeles nye tilladelser af den heromhand- lede art i det begrænsede omfang, som de op- trædendes behov kan begrunde. Det bemærkes herved, at det er foreskrevet, at der, forinden tilladelse meddeles i henhold til § 30, skal ind- hentes erklæring fra de nærmest interesserede organisationer.

En tilladelse må bortfalde med agenttilladel- sen, men må også kunne tilbagekaldes særskilt, jfr. herved de synspunkter, der ligger bag be- stemmelsen i § 24, stk. 7.

At eneretstilladelse også kan meddeles de i

§ 24, stk. 4, omhandlede selskaber og forenin- ger fremgår af ordet »agent« i § 30.

For det tilfælde, at forholdene inden for en- kelte fag- eller beskæftigelsesområder skulle tale mod eneretsaftaler, har lovbestemmelsen muliggjort den løsning at meddele tilladelsen med undtagelse af det eller de pågældende om- råder. Adgangen bør dog benyttes med tilbage- holdenhed, da det kan være sagligt uheldigt, at agenternes arbejdsfelt begrænses.

Det skal fremhæves, at de i § 30 omhandlede tilladelser giver de pågældende eneretsagenter en ret til at indgå eneretsaftaler, men ikke på- lægger dem nogen pligt til at indgå en sådan aftale med optrædende, der ønsker den. Dette er klart forudsat ved affattelsen af § 2, stk. i forslaget til bekendtgørelse om arbejdsanvisning for optrædende, idet denne bestemmelse, hvor- efter agenten ikke uden rimelig grund må næg- te sin bistand, er begrænset til agentens »almin- delige virksomhed«.

Til § 31.

Kravet om skriftlighed, der stemmer med, hvad der iagttages i praksis, tilsigter at skabe klarhed i forholdet. Skriftlighedskravet omfat- ter ikke blot selve eneretten, men alt, hvad der ifølge § 31 og de følgende bestemmelser skal aftales mellem parterne. Også en forlængelse må ske skriftligt. I § 11 i udkastet til bekendt- gørelse om arbejdsanvisning er det foreslået, at bestemmelserne i lovens kap. 6 in extenso skal være optrykt som tillæg til kontrakten. Dette betyder ikke, at det ovennævnte skriftligheds- krav kan opfyldes blot ved en almindelig hen- visning til de trykte lovbestemmelser. Det er så- ledes nødvendigt i kontraktens individuelle tekst ikke blot at præcisere f. eks. enerettens område, men det må bl. a. også bestemmes, hvad der skal gælde med hensyn til eneretsagentens provisionskrav inden for de grænser, § 33 fast- lægger. Kravet må opfattes som en gyldigheds- betingelse, hvilket ikke på det foreliggende om- råde kan frembyde væsentlige betænkeligheder. Kun agenten kan straffes for tilsidesættelse af skriftlighedsbestemmelsen og de øvrige forskrif- ter i nærværende kapitel, jfr. § 37.

Enerettens geografiske og beskæftigelsesmæs- sige område har stor betydning, jfr. navnlig provisionsregien i § 33, og det er påkrævet, at spørgsmålet overvejes ved kontraktsindgåelsen, således at tvivlsspørgsmål på denne måde af- værges.

En meget snæver afgrænsning af området, så-

ledes at aftalen kun betydning for et fåtal engagementer, vil eventuelt rumme en omgåel- se af provisionsreglerne i § 27 og vil som andre tilsidesættelser af reglerne kunne medføre af- talens ugyldighed, pådrage strafansvar og frem- kalde overvejelser hos tilsynsmyndigheden i for- bindelse med eneretstilladelsens fornyelse.

Eneretsaftalen medfører forpligtelse for den optrædende til ikke at benytte anden formid- ling. Herunder falder i alt fald benyttelse af anden agent, også under den form, at den op- trædende selv indgår engagement efter henven- delse fra en arbejdsgivers agent. Også benyttel- se af anden formidling end agent må, når ikke andet må anses aftalt, være i strid med ene- retten, således benyttelse af uautoriseret mel- lemmand, organisationsbistand og udenlandsk agent.

Som det fremgår af § 31, stk. 2, må det ikke forbydes den optrædende selv at kontrahere med en arbejdsgiver. Derimod findes hensyn til ene- retsagenten at måtte medføre, at det i enerets- aftalen kan forbydes kunstneren at optræde for egen regning under benyttelse af en anden ar- rangør end eneretsagenten.

En reel eneret, der i princippet udelukker den optrædende fra at benytte andre agenter, må i alt fald kræves. En blot aftale om ret til provi- sion af den optrædendes engagementer i en. vis periode kan ikke akcepteres, hvorimod det givet- vis kan bestemmes, at agenten i det enkelte til- fælde kan tillade et engagement formidlet af an- den agent.

Kravet om en reel eneret må ses i sammen- hæng med reglen om aftalens indgåelse for mindst 2 år, der også er begrundet i hensynet til agentens arbejde, jfr. foran s. 71, medens 3 års reglen tilsigter en beskyttelse for den optræ- dende.

Aftalen kan ikke indgås på opsigelse. Auto- matisk fornyelse, således at ophøret gøres af- hængigt af et initiativ fra en af parterne, kan ikke aftales. Også fornyelse må aftales på be- stemt tid, men det er ikke fundet påkrævet at fastsætte noget mindstetidsrum.

Misligholdelse af aftalen kan efter alminde- lige regler medføre erstatningsansvar eller op- hævelse. Den optrædende må således kunne hæve aftalen, hvis agenten gør sig skyldig i væ- sentlige forsømmelser eller viser sig ude af stand til i rimeligt omfang at skaffe den op- trædende engagement.

Stk. 2, pkt. 1, forbyder vedtagelser, hvorefter den optrædende bliver underkastet agentens be-

stemmelser med hensyn til sine engageringsfor- hold. Den omfatter i alt fald bestemmelser i kontrakten, hvorefter agenten kan sætte sin vilje igennem over for den optrædende. Den må imidlertid også ramme bestemmelser, der giver agenten almindelig adgang til at handle på egen hånd, selv om der er givet den optrædende mu- lighed for at tilbagekalde adgangen.

Til § 32.

Som nævnt i de indledende bemærkninger til kapitlet, er det et væsentligt formål med de foreslåede lovbestemmelser at sikre, at enerets- aftalerne ikke breder sig ud over de tilfælde, i hvilke der virkeligt er behov for den ekstra- ordinære indsats fra eneretsagentens side, og hertil tjener bestemmelserne i § 32, stk. 1 og medens stk. 2 sammen med andre bestemmel- ser tjener til at sikre den optrædendes stilling.

Eneretsagentens opgaver vil også omfatte virksomhed svarende til den almindelige agents, og han har herunder i alt fald de samme for- pligtelser som denne, herunder i princippet og- så over for den anden part i arbejdsaftalen. Over for denne er han utvivlsomt pligtig at til- kendegive sin stilling som eneretsagent.

Opregningen i § 32 tilsigter at lægge en klar afstand mellem den samlede sum af pligter, som påhviler henholdsvis eneretsagenten og den al- mindelige agent. Selv om der til en vis grad bliver tale om gradsforskelle, er det afgørende, at § 32 stiller krav om en betydelig, selvstændig indsats, der skal have betydning ikke blot for det enkelte engagement, men i det hele for efterspørgslen efter den optrædende.

Indgås eneretsaftale i et tilfælde, der i virke- ligheden ikke forudsætter den i § 32 omhand- lede indsats, må aftalen blive ugyldig, og der kan blive tale om strafansvar for agenten, efter omstændighederne tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse af eneretstilladelsen.

Om den optrædendes adgang til at hæve ene- retsaftalen eller kræve erstatning i misligholdel- henvises til bemærkningerne til §

00, xxx. 1.

Til § 33.

Reglerne i 33 og 34 om provisionsret m.v. må sammenholdes med de tilsvarende regler for almindelig agentvirksomhed i 27-28.

Efter 33. stk. 1, pkt. 1, skal den skriftligt indgåede eneretsaftale angive omfanget af agen- tens provisionskrav, d.v.s. både provisionssat- sens størrelse og de engagementer, der beretti-

ger eneretsagenten til provision. Stk. I, pkt. 2 og 3, fastlægger de grænser, inden for hvilke parterne kan bestemme provisionen, men

terne kan ikke nøjes med en henvisning til lov- bestemmelsen. Det må anses for at være af væ- sentlig betydning, at det ved en udtrykkelig stillingtagen er blevet klart for begge parter, ikke blot hvilken provisionssats, der skal an- vendes i henholdsvis inden- og udenlandske en- gagementer, men også at der ikke foreligger tvivl om, hvilke engagementer der giver enerets- agenten ret til provision. Med hensyn til det sidste må det således fremgå af aftalen, om agenten skal have ret til provision også af en- gagementer, som måtte blive indgået uden hans medvirken, ligesom der skal være taget stilling til, om og eventuelt i hvilket omfang agenten inden for den årsfrist, som er fastsat i stk. 1, sidste pkt., skal have provision for optræden, der finder sted efter eneretsaftalens udløb. Det må i så henseende fremhæves, at engagements- aftaler for at berettige til provision skal være indgået inden eneretsaftalens udløb, og at ene- retsagenten således ikke kan betinge sig provi- sion inden for 1 års perioden i tilfælde af for- længelser eller reengagementer, der aftales efter eneretsaftalens udløb. Begrundelsen for at agen- ten overhovedet kan betinge sig provision for optræden, der finder sted efter eneretsaftalens udløb, er, at agenten, såfremt dette ikke var hjemlet, ville miste den økonomiske interesse for den optrædende i den sidste tid af enerets- perioden.

Et medlem (Xxxxxxxxx) har afgivet dissens til § 33, stk. 1, idet det efter hans opfattelse ikke bør tillades eneretsagenten at beregne sig højere provision end 10 der også for ene- retsagenten må anses for en tilstrækkelig beta- ling når henses til det niveau, hvorpå gagerne pä grund af de stadigt stigende rejse-, hotel- og leveomkostninger befinder sig.

Udvalgets øvrige medlemmer anfører her- overfor, at den i 33 foreslåede provisions- ramme må antages at være en afgørende forud- sætning for den videregående indsats fra ene- retsagentens side, som reglerne har for øje.

Lykkes det ikke en eneretsagent at opnå til- fredsstillende engagement for kunstneren, kan agenten intet få, normalt heller ikke dækning for udgifter, jfr. § 33, stk. 3.

Som nævnt foran kan eneretsagenten have betinget sig provision også af engagementer, der er kommet i stand uden hans medvirken, og han må da, medmindre andet er aftalt, have

samme provision som for engagementer, ved hvilke han har medvirket.

I forskellige henseender bliver det imidlertid af betydning, om agenten har medvirket. Har han ikke det, kan der normalt intet mellemvæ- rende opstå mellem ham og arbejdsgiveren. Den i § 33, stk. 2, omhandlede modificerede provisionsdelingsregel finder derfor kun anven- delse, nar agenten har medvirket. Den nævnte regel skyldes, at man har villet afskære et motiv for arbejdsgiverne til at foretrække arbejdskraft, der udbydes af eneretsagenter. Reglen må for- stås således, at det højst påhviler arbejdsgiveren at udrede halvdelen af maksimalprovisionen efter § 27, stk. 2 og 3, idet det må være klart, at den optrædendes brug af eneretsagent ikke bør medføre en større provisionsbyrde for ar- bejdsgiveren. Bestemmelsen kan dog ikke hin- dre aftaler, hvorefter en større del af provisio- nen end angivet bæres af arbejdsgiveren. Der- imod afskærer den på samme måde som § 27, stk. 5, at en større del end fastsat bæres af den optrædende.

Agentens medvirken har endvidere efter § 34, stk. 2, den betydning, at der kun da kan blive spørgsmål om at lade bestemmelsen i § 27, stk. 6, (om tilbageholdelse i løn af provisionskrav) og § 28, stk. 2, (forbud mod at afgive nogen del af provisionen for at fremme indgåelse af arbejdsaftalen) finde anvendelse.

Har eneretsagenten ikke medvirket ved gen- nemførelsen af et engagement, kan der — som foran nævnt - ikke opstå noget mellemværende mellem agenten og arbejdsgiveren. Afvikles et sådant: engagement ikke på normal måde, bliver dette forholds eventuelle indflydelse på agen- tens provisionskrav alene et spørgsmål mellem den optrædende og hans eneretsagent, et spørgs- mål, hvorom en vis vejledning i øvrigt kan søges i bemærkningerne til § 27, stk. 5.

Til § 34.

Stk. 1 har selvstændig betydning ved siden af § 33 ved at afskære agenten fra at modtage ekstra ydelser også fra tredjemand. Dette har betydning ikke blot med hensyn til personer, der er ansat hos eller har særlig forbindelse med arbejdsaftalens parter, men også for tredje- mand, der af særlige grunde er forretningsmæs- sigt interesseret i, at den pågældende optræden finder sted. Undtagelsen i 2. pkt. angår et i praksis almindeligt forekommende forhold, som man har ment kan tolereres under den i be- stemmelsen angivne forudsætning. Den optræ-

dende må i alt fald gøres bekendt med forhol- det, inden engagementet indgås. Som tredje- mand betragtes også den arbejdsgiver, hos hvem engagement søges. Ydelsen kan naturligvis ikke fradrages i arbejdsgiverens provisionspart ifølge

§ 33, stk. 2, såfremt engagementet kommer i stand.

Om reglen i stk. 2 henvises til bemærknin- gerne til § 33.

Til § 33.

Stk. 1 begrænser i et vist omfang enerets- agentens adgang til at indgå nye eneretsaftaler. Bestemmelsen tager kun stilling til konflikten mellem flere eneretsaftaler, men ikke til de in- teressekollisioner, der også kan opstå dels mel- lem en eneretsaftale og efterfølgende henven- delser fra konkurrerende kunstnere til enerets- agenten i hans egenskab af almindelig agent, dels mellem en eksisterende, måske langvarig forbindelse mellem en kunstner og den pågæl- dende agent i hans egenskab af almindelig agent og en senere eneretsaftale.

At eneretsagenten påtager sig at bistå en sene- re tilkommende kunstner, vil, også selvom in- gen ny eneretsaftale indgås, kunne komme i strid med forudsætningerne for den tidligere og man må som nævnt s. 62 efter om- stændighederne akceptere dette hensyn som en rimelig grund, jfr. § 26, stk. 1, til at henvise den senere tilkomne kunstner til anden agent. I hvert fald må agenten i overensstemmelse med god agentskik orientere optrædende, der søger hans bistand, om en eventuel forudgående til- knytning til konkurrerende kunstnere, særlig naturligvis sådanne med hvem han har indgået eneretsaftale. Den senere tilkomne kunstner vil herefter måske foretrække at henvende sig til en anden agent. At agenten påtager sig at bistå en konkurrerende kunstner, vil iøvrigt også kunne have ændret de forudsætninger, hvorunder agen- ten tidligere har påtaget sig at bistå en kunst- ner uden eneretsaftale, således at denne bør un-

derrettes.

Om en relevant interessestrid foreligger mel- lem påtagne forpligtelser over for forskellige optrædende ofte være tvivlsomt. § 35, stk. 2, giver eneretskunstneren mulighed for også selv at tage stilling til spørgsmålet. Også uden opfordring efter stk. 2 vil som foran nævnt agenten efter god agentskik kunne have pligt til at gøre eneretskunstnere og andre optræden- de bekendt med påtagne forpligtelser over for andre kunstnere. Er to eller flere eneretskunst-

nere, der må betragtes som konkurrerende, ind- forstået med at betjenes af samme agent, hin- drer § 35 ikke dette, men agentens pligter efter

§ 32 sætter naturligvis grænser for hvor mange

- navnlig konkurrerende kunstnere, agenten samtidig kan betjene.

Tilsidesætter agenten 35, kan det foruden strafansvar medføre, at den optrædende - efter omstændighederne også den sidst tilkomne kan rejse erstatningskrav eller reagere ud fra forudsætningssynspunkter. Derimod vil der ef- ter almindelige obligationsretlige grundsætnin- ger næppe kunne blive tale om at anse den senere aftale for ugyldig eller om adgang for den første optrædende til at hindre opfyldelsen af den senere aftale ved forbud eller lignende eller kræve erstatning af den sidsttilkomne.

Kap. 7.

Arrangørvirksomhed.

Til §

Forslaget, der samler de for arrangørvirksom- heden foreslåede bestemmelser i en enkelt para- graf, betyder en væsentlig forenkling i forhold til udkast 1941. Udvalget har herved lagt vægt på - også af hensyn til lovforslaget som helhed at undgå de i det tidligere udkast givne meget detaillerede regler, og man har ved ikke at op- retholde forslaget om at betinge virksomheden af bevilling taget hensyn til de betænkeligheder, som inddragelsen af et nyt område inden for kultur- og forlystelseslivet under et »bevillings- system« kan fremkalde. At et sådan system har kunnet opgives, må også ses i sammenhæng med. at arrangørvirksomhed kun drives af et få- tal større virksomheder. Det i den tidligere be- tænkning anførte hensyn til at begrænse arran- gørernes antal til en passende kvalificeret kreds

er derfor ikke for tiden aktuelt.

Udvalget er imidlertid enig med det tidligere udvalg i at tillægge forholdene på dette om- råde betydelig vægt i en samlet bedømmelse af vilkårene for optræden. En regulering af arran- gørforholdene er et naturligt led i en lovgiv- ning, der tager sigte på en forbedring af disse vilkår.

Det er derfor også af de optrædendes ud- valgsrepræsentanter stærkt fremhævet som en forudsætning for, at man har kunnet tiltræde en mere begrænset regulering, at arrangørfor- holdene viser sig at udvikle sig tilfredsstillende inden for de foreslåede rammer.

I stk. 1 er foreskrevet skriftlighed for arran- gementsaftaler og givet nærmere forskrifter om aftalens indhold.

Under det praktiske arrangement falder navn- lig fremskaffelse af lokale, eventuelt instrumen- ter, akkompagnatører eller anden nødvendig kunstnerisk eller teknisk bistand. Endvidere ordning af annoncering, billetsalg, garderobe, programtrykning m. v. Derimod er bistand til opsætning af en forestilling, instruktion eller lignende ikke arrangørvirksomhed. Det samme gælder en mere isoleret praktisk bistand, f. eks. blot til fremskaffelse af lokale.

Det er en betingelse, at den omhandlede op- træden finder sted helt eller delvis for den op- trædendes egen regning. En optræden delvis for egen regning vil foreligge, når enten arrangø- ren eller tredjemand deltager i den økonomiske risiko. Hvis denne deltagelse i den økonomiske risiko sker på den at den optrædende vel er sikret mod at skulle bære et eventuelt under- skud, men det samtidig er sådan, at et even- tuelt vederlag til ham er helt afhængigt af det økonomiske forløb af den omhandlede optræ- den, må forholdet normalt betragtes som et »ar- rangement«, på hvilket § 36 finder anvendelse. Er forholdet derimod det, at der er tilsagt den optrædende et fast vederlag med tillæg af visse procenter af brutto- eller nettoindtægten, må der antages sædvanligt at foreligge et egentligt ansættelsesforhold med særlige lønvilkår, og man er da uden for § 36. Tvivlsomme grænse- tilfælde naturligvis kunne forekomme. Imid- lertid må det også ud fra almindelige kontrakts- regler være en selvfølge, at en optrædende, hvis vederlag er afhængigt af forløbet af den aftalte optræden, har krav på fyldestgørende regnskab inden for en rimelig tid.

Skriftlighedskravet i stk. 1 må opfattes som en gyldighedsbetingelse for så vidt, som den optrædende ikke i nogen henseende er forplig- tet, før den skriftlige aftale foreligger. Arran- gøren kan derimod ikke erklære sig ubundet af en mundtlig arrangementsaftale, som den op- trædende er villig til at oprette skriftligt.

Uanset den optrædendes retlige ubundethed af en mundtlig aftale er det meget tænkeligt, at visse arrangører dog ville ønske at blive stå- ende ved en sådan aftale. Det er derfor af be- tydning, at skriftlighedskravet tillige er straf- sanktioneret. Overtrædelse foreligger i alt fald, såfremt arrangementet gennemføres uden skrift- lig aftale.

Stk. 1 foreskriver, at der i den skriftlige af-

tale skal optages et overslag over de med ar- rangementet forbundne indtægter og udgifter. Arrangøren må være ansvarlig for, at det ikke er misvisende. Arrangørens vederlag skal være bestemt fixeret. Da det er forekommet, at ar- rangøren herudover har indtægter i form af provisioner, kvantumsrabatter eller lignende af leverancer til arrangementet, f. eks. billetter, programmer og plakater, eller af annoncering, garderobe m. v., er det foreskrevet, at også så- danne indtægter skal angives.

Stk. 2, der muliggør indskriden mod ethvert for den optrædende urimeligt vilkår i aftalen, har en parallel i § 2, stk. 2, der dog kan på- beråbes af begge parter. Der er intet til hinder for, at arrangøren kan betinge sig rimelig for- udbetaling eller sikkerhedsstillelse for udgifter, han kommer til at hæfte for. I praksis forud- betales i reglen alene et beløb, svarende til halv- delen af salslejen.

At der i regnskabsreglerne i stk. 3 omtales muligheden af væsentlige afvigelser fra oversla- get, betyder ikke, at arrangøren er berettiget til på egen at fravige overslaget. De deri for- udsatte udgifter og indtægtsmuligheder kan ar- rangøren ikke - ud over den margin, som deres anslåede karakter giver - fravige uden ny skrift- lig aftale med den optrædende. At det således oprindeligt opstillede ikke senere ændrede grundlag for arrangementet er fraveget under dette, kan f. eks. skyldes ønske fra en medinter- essent om øgede reklameudgifter, der da vil væ- re den optrædende uvedkommende.

Udvalget har ikke foreslået en regel om ad- gang til forskud på påregnet overskud. Sådan- ne forskud ydes i øjeblikket, og udvalget har forudsat, at der på dette punkt fortsat følges en rimelig praksis.

Med hensyn til reglen i stk. 5 bemærkes, at det i udkast 1941, § 12, stk. 2, pålagdes den, der havde arrangørbevilling, en tilsvarende bistands- pligt som agenten, jfr. nærværende udkasts §

26. De optrædendes udvalgs har næret afgørende betænkelighed ved helt at slippe muligheden for kontrol med urimelige nægtelser af bistand. De få eksisterende arran- gørvirksomheder har for så vidt et faktisk mo- nopol, som de forud i vidt omfang sikrer sig dispositionsretten over egnede lokaler i hoved- staden. En ukendt kunstner vil i reglen ikke kunne gøre sig håb om at opnå engagementer, forinden han - for egen regning - har præsen- teret sig for offentligheden. Der er derfor et

stærkt behov for. at arrangørernes magtstilling ikke udnyttes urimeligt.

Misbrug, der kunne give anledning til ind- greb i øjeblikket, foreligger efter det for udval- get oplyste ikke. Udvalget er imidlertid enigt i, at der bør være en mulighed for indgreb, og at denne mulighed i sig selv vil bidrage til, at en situation, der kan påkalde indgreb, ikke opstår. Dette er begrundelsen for den i stk. 5 foreslå- ede regel. Man har, uanset at arrangørvirksom- hed i reglen drives i forbindelse med formid- lingsvirksomhed, ikke fundet tilstrækkelig grund til at begrænse reglen i stk. 5 til arran- gørvirksomhed, der drives af agenter.

Der kan i medfør af stk. 5 kun udstedes al- mindeligt gældende regler, ikke pålæg til en- kelte virksomheder. I benyttelsen af ordet ar- rangørvirksomhed ligger, at sådanne regler om arrangementspligt kun kan gælde for virksom- heder, der mere vedvarende driver virksomhed. Inden sådanne regler gives, forud- sættes organisationerne hørt.

Det følger af den i udkastet til bekendtgørel- se om arbejdsanvisning i § nr. 2), foreslåede bestemmelse, at agenter vil kunne drive arran- gørvirksomhed uden særlig tilladelse, og i § 4, nr. 3), fastlægges det, i hvilket omfang agenter og altså også arrangører, der samtidig er agen- ter - kan etablere optræden for egen regning

m. v. Der henvises herom til bemærkningerne til loviorslagets § 25, foran s. 61 f, hvor det også er nævnt, at bekendtgørelsens § 4 ikke hjemler ret til at drive forlagsvirksomhed og handel med musikalier, hvilke virksomheder så- ledes udkræver særlig tilladelse. Det må frem- hæves, at lovforslagets § 25 og dermed § 4 i udkastet til bekendtgørelse ikke finder anven- delse på arrangører, der ikke tillige virker som agenter.

Afsnit IV.

Kap. 8.

Straffebestemmelser og overgangsbestemmelser.

Til § 37.

Medens der ikke er fundet anledning til at søge overholdelsen af bestemmelserne i lovfor- slagets kap. 2 og 3 om arbejdsaftaler og sygeløn

m. v. sikret ved straffebestemmelser, er dette derimod anset nødvendigt med hensyn til be- stemmelserne i kap. 4 om den ugentlige xxxxxx og bestemmelserne i lovforslagets afsnit III om

den private arbejdsanvisning, eneretsaftalerne og arrangorvirksomheden.

Zvlan har fundet det rettest udtrykkelig i stk. 1, pkt. 2—4, at præcisere, hvem ansvaret på- hviler.

Til § 38.

Det bemærkes, at lo\ en bør være gæl- dende for Grønland.

Til § 39.

Den regulering, der ved udkastet foreslås af anvisningsforholdene, berører på særlig måde dem, der ved lovens ikrafttræden driver sådan virksomhed. Mest indgribende er det naturlig- vis, at virksomheden fremtidig ikke kan drives uden tilladelse, men også lovens nærmere reg- ler om agentvirksomheden kan betyde en føle- lig begrænsning i den hidtil frie erhvervsud- øvelse, jfr. således navnlig reglen i § 25, hvor- efter agenten ikke uden særlig tilladelse kan drive andet erhverv m. v., og § 26, stk. 2, jfr. kap. 6, rnorefter der ikke uden særlig tilladelse kan drives såkaldt soloagentvirksomhed.

Efter herskende retsopfattelse er der intet til hinder for, at lovgivningsmagten kan inddrage- en hidtil fri næring under en sådan regulering uden at give de hidtidige erhvervsudøvere ret til at fortsætte uændret eller yde dem erstatning. Alligevel bør der naturligvis, såvidt det er for- eneligt med lovens formål og administration, tages hensyn til de hidtidige erhvervsudøvere, navnlig således, at de får en rimelig adgang til at fortsætte næringen i alt fald i en vis afvik- lingsperiode.

Hvad angår de ovennævnte forbud mod andet erhverv m. v. og soloagentvirksomhed er det efter loven helt overladt til administrationen, hvorvidt der kan meddeles tilladelse til bibehol- delse af anden beskæftigelse eller til fortsat ud- øvelse af soloagentvirksomhed, jfr. bemærknin- gerne til § 25 og kap. 6 og nærmere nedenfor. Spørgsmålet om de hidtidige agenters adgang til overhovedet at fortsætte som sådanne efter lo- vens ikrafttræden har man derimod fundet var af en sådan vigtighed, at der ved selve loven burde gives en regel, der i et vist omfang giver de hidtidige agenter en egentlig ret til tilladelse.

Som det flere steder tidligere er nævnt, jfr. således bemærkningerne til § 24, stk. 6, bør det nuværende agenttal utvivlsomt nedbringes. Reg- len i § 39 medfører, at dette ikke kan gennem-

føres straks, men at nedbringelsen af antallet, navnlig af hensyn til de nuværende agenter, først vil kunne gennemføres efterhånden over en længere overgangsperiode.

En hidtidig agent, der ikke opfylder betin- gelserne efter § 39, er ikke af den grund ude- lukket fra at opnå agenttilladelse. Som det nær- mere er omtalt i bemærkningerne til § 24, stk. 6, betyder det eksisterende store antal agenter ikke, at det skulle være udelukket at meddele nye agenttilladelser i overgangsperioden, og det er i § 39 forudsat, at agenttilladelse efter om- stændighederne også kan gives den, der ikke fuldt ud opfylder paragraffens betingelser,

f. eks. den, der over et kortere åremål måtte have oparbejdet en måske betydelig agentvirk- somhed eller driver en sådan virksomhed, uden at den kan karakteriseres som hovederhverv, jfr. herom nedenfor.

Med hensyn til de i § 39 opstillede betingel- ser for at kunne kræve tilladelse meddelt be- mærkes, at betingelsen om hidtil forsvarlig ud- øvelse svarer til, hvad der efter § 24, stk. 5, er en betingelse for fornyelse af en agenttilladelse, og der er i § 39 på samme måde som i § 24 foreskrevet høring af de nærmest interesserede organisationer.

Kravet om, at agentvirksomheden skal have været hovederhverv, kan forudses at kunne give anledning til tvivl i grænsetilfælde. Selv om det ikke udtrykkeligt er sagt, vil naturligvis de hør- te organisationer også kunne udtale sig om det- te spørgsmål. Man kan utvivlsomt ikke alene lægge vægt på omsætningens størrelse i andra- gerens forskellige erhverv eller på nettofortje- nesternes størrelse. Som andre momenter, der kan indgå i bedømmelsen, kan nævnes, om an- drageren lægger sin væsentlige arbejdskraft i an- visningsvirksomheden, og om han kun har for- retningslokaler for anden virksomhed. Der må anlægges en helhedsbedømmelse, og andrageren må gøre det antageligt, at anvisningsvirksorn- heden virkelig har været hovederhvervet.

Selv om den pågældende hidtil har drevet an- visning som hovederhverv, kan det være af gørende betydning for ham at kunne fortsætte bierhvervet. Hertil kræves, hvor virksomheden ikke er en af de i bekendtgørelsens § 4 tillad- te, særlig tilladelse i henhold til § 25, hvorpå andrageren ikke har krav. Som omtalt i bemærk- ningerne til § 25 har det ikke været udval- gets tanke, at sådanne bierhverv straks skulle bringes til ophør. Dette bør dog naturligvis snarest ske, hvis det drejer sig om virksomhed, der er betænkelig af hensyn til agentens upar- tiskhed, men andre virksomheder bør det for- mentlig tillades agenten at fortsætte i alt fald en vis tid. Bivirksomheden kan naturligvis også være en sådan, som det heller ikke er betænke- ligt at lade nytilkomne agenter udøve, jfr. for- an s. 62 (bemærkningerne til § 25).

Som det foran er nævnt, er det ikke udeluk- ket at meddele agenttilladelse også til den, der kun har drevet agentvirksomhed som bi- eller sideordnet virksomhed, og tilladelse bør efter udvalgets opfattelse også i disse tilfælde med- deles, såfremt anvisningsvirksomheden dog har haft betragteligt omfang. Omfattes den pågæl- dendes øvrige virksomhed af generelle dispen- sationsregler i bekendtgørelsen eller er af en sådan art, at den uden betænkelighed kan til- lades også nytilkomne agenter, rejser tilfældet ikke yderligere problemer. Men bortset herfra bør anden virksomhed, når den ikke har karak- ter af blot bivirksomhed, formentlig kun til- lades for en begrænset overgangstid, således at tilladelsen til denne anden virksomhed i alt fald normalt kun fornys, såfremt den nu kun er et bierhverv.

Også selskaber og fagorganisationer har un- der de i § 39 angivne betingelser krav på tilladelse, jfr. om de vilkår, der kan stilles, § 25, stk. 2. For fagorganisationer er det natur- ligvis ikke nogen betingelse, at anvisningen har været hovederhverv.

Bemærkninger til udkastet til lov om ændring i lov om privat arbejdsanvisning.

Ved lov nr. 167 af april 1938 indføjedes i § 1, stk. 1, i lov om privat arbejdsanvisning i stedet for ordene: »eller handels- og kontor- virksomhed« ordene »handels- og kontorvirk- somhed eller hotel- og restaurationsvirksomhed, herunder ved ansættelse af musikere inden for de sidstnævnte virksomheder«.

Ændringen var begrundet i ønsket om dels i almindelighed at inddrage hotel- og restaura- tionsvirksomhed under loven dels specielt også

at medtage anvisningen af musikere til de nævn- te virksomheder.

De sidstnævnte anvisninger bør i overens- stemmelse med det stillede forslag udgå af lo- ven ved ikrafttræden af det samtidig forelagte forslag til lov om optrædendes engageringsfor- hold, hvis regler om arbejdsanvisning for op- trædende også gælder for de ovennævnte an- visninger af musikere.

BILAG 1

Skrivelse af 19. oktober 1966 til udvalget fra xxxxxxxxxxxxxx Xxx Xxxxxxxxx.

I tilslutning til den af udvalget afgivne be- tænkning til lov om engagering af optræden- de ønsker jeg at fremsætte følgende bemærk- ninger:

Vedr. ugentlig fridag, kap. 4, § 17 ff. Jeg anser det for at være til skade for ar-

tisterne, hvis de gennem en lovbefalet ugentlig fridag i realiteten mister fortjeneste for en dag om ugen. I almindelighed aflønner man pr. forestillingsdag, og der er international ku- tyme for, at man kun yder betaling for de dage, hvor optræden finder sted. Artister, hvis numre er bygget op specielt for cirkus, ved, at de kun er beskæftiget i en kort periode. Dette medfø- rer, at der for cirkusartister bliver langt flere fridage end for andre grupper i samfundet, og- så f. eks. for artister, der optræder ved varieté og cabaret. Hvis cirkusartisterne gennem den foreslåede lov fratages y7 af deres indtægtsmu- ligheder i den i forvejen korte cirkussæson, vil dette efter min mening kun kunne skade dem. Der eksisterer i cirkus ikke noget fridagspro- blem for artisterne.

Vedr. afsnit III, kap. 5, § 23, stk. 4, jfr. § 27 og anordningens § 6.

Spørgsmålet om en dansk agents medvirken til engagering til optræden her i landet, for- midlet af en i udlandet bosiddende mellem- mand, vil efter min mening ikke kunne løses på den foreslåede måde, uden at det afgørende skader såvel artister som cirkus og derigennem det danske cirkuspublikum.

I de store europæiske lande arbejder bureauerne faktisk sammen på den at man f. eks. fra England sender engelske arti- ster til Tyskland og omvendt fra Tyskland sen-

der tyske artister til England, og når bureauerne i henhold til de dér gældende reg- ler deler provisionen, opnås i virkeligheden en slags »clearing«, idet der derved, at der stort set går lige mange artister hver vej, alligevel bliver 10 % provision til bureauerne i de gældende lande.

Disse muligheder har man ikke i Danmark. For det første må man gøre sig klart, at der på nuværende tidspunkt i Danmark kun er et me- get lille antal cirkusartister, der har mulighed for at få engagement på internationalt plan., Dernæst må man erindre, at der i øjeblikkel: faktisk kun er ét dansk agentur, der er i stand til at formidle cirkusartister på et internationalt plan.

Hvis man ved lov fastsætter, at et udenlandsk agentur skal dele provisionen med en dansk agent uden at få modydelse gennem den

lem agenturerne normale »clearing«, vil

tatet blive, at man kun er interesseret i at cere de numre i Danmark, som man ikke har mulighed for at placere andre steder.

Jeg vil derfor mene, at de foreslåede regler, der i forhold til de danske artister rent faktisk ikke vil medføre nogen ændring til det bedre, på afgørende måde vil hindre det danske pu- blikum i at få optræden af udenlandske cirkus- artister af format og derved alene medføre ska- delige virkninger frem for forbedringer.

I øvrigt vil jeg om cirkusforhold i almindelig- hed udtale følgende:

Som bekendt udgør de danske cirkus kun en lille del af det danske samfund, og i øjeblikket er der kun nogle få stykker. Det har hidtil væ- ret sådan, at de love og bekendtgørelser, der er givet, ofte ikke har tilgodeset de meget speci- elle forhold, et cirkus arbejder under.

Som følge af, at der som regel har været dis-

pensationsbestemmelser i de gældende love, er kår; men jeg må fremhæve, at cirkusdrift er det ved myndighedernes forståelse lykkedes en så speciel foreteelse, at det eneste, cirkus gennem dispensationer at få tilpasset cirkuslivet har fælles med de i øvrigt i forslaget omhand- det sædvanlige samfundsliv med de afvigelser, lede persongrupper, er at underholde et publi- som denne specielle form har nødvendiggjort. kum.

Hovedparten af de foreslåede regler indehol- Jeg henstiller derfor, at loven ikke kommer der ingen muligheder for dispensationer ved- til at omfatte optræden i

rørende optræden i cirkus. Jeg anerkender fuldt

ud det forsøg, der ved dette lovforslags frem- København, den 19. oktober 1966. er gjort på at forbedre artisternes vil- Xxx Xxxxxxxxx

S 2

BILAG 2

Kommentar til udvalgets lovforslag fra direktør xxx Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxx.

§ 27, stk. 3 og 4.

En gennemførelse af disse bestemmelser ville medføre uheldige virkninger og betyde over- ordentlig store praktiske vanskeligheder. For vort vedkommende formidler vi ofte engage- ment for udlændinge for perioder op til 6 og 8 måneder, undertiden op til et år, og med for- længelse år efter år. I sådanne tilfælde har vi den praksis, at vi går ned i provision, men vi oppebærer provision for hele perioden inclu- sive forlængelser, idet der for agenten til sta- dighed vil være arbejde forbundet med engage- mentet.

§ 27, stk. 5.

Denne bestemmelse ville virke yderst uhel- dig i praksis og være i modstrid med de inter- nationale aftaler, idet det er sædvane, at agen- ten modtager hele provisionen fra den optræ- dende. Grundlaget for vor virksomhed er en aftale med den optrædende. Vi foreslår derfor, at dette stykke udgår, eller at det anføres, at provisionen betales af den optrædende.

§ 33, stk. 2.

Det ovenfor under § 27, stk. 5, anførte gæl- der ligeledes her.

83

BILAG 3

Skrivelse af 7. oktober 1965 til udvalget fra Radiorådet.

Ved skrivelse af 24. februar 1965 har En- gageringsudvalget fremsendt et notat af 15. fe- bruar 1965 vedrørende en påtænkt fridagsord- ning for optrædende, i hvilket notat blandt an- det anføres, at det synes indlysende, at fridags- ordningens gennemførelse i form af en ugentlig lukkedag vil åbne radio og fjernsyn mulighed for at lette den med lukkedagen forbundne, ikke ubetænkelige byrde for kultur- og forlystel- seslivet ved i rimeligt omfang at tilstræbe, at udsendelser, der erfaringsmæssigt er særlig pu- blikumsrøvende, henlægges til den ugentlige lukkedag.

Udvalget fremhæver på denne baggrund, at det for bestræbelserne i udvalget for en løsning af de optrædendes fridagsproblem vil være af væsentlig betydning at opnå en blot orienteren-

de udtalelse fra Danmarks Radio om, at man, hvis en fridagslovgivning gennemføres, og det viser sig, at kultur- og forlystelseslivet samler sig om en bestemt ugentlig lukkedag, da ikke vil afvise, at store udsendelser i rimeligt om- fang kan tilstræbes henlagt til lukkedagen.

I den anledning skal man meddele, at Dan- marks Radio vil være villig til, i det omfang hensynet til Danmarks Radios publikum og pro- gramtilrettelæggelsen som helhed gør det mu- ligt, at søge at placere de i udvalgets notat om- handlede udsendelser på en eventuel fremtidig almindelig ugentlig lukkedag.

P. R. V.

Xxxxx Xxxxxxxx

BILAG 4

Lovudkast fra betænkningen af 1941.

Lov om privat arbejdsanvisning m. v. for personer, der søger erhverv ved optræden.

Kapitel I.

Bevilling til arbejdsanvisning.

1. Privat arbejdsanvisning af personer, der søger erhverv ved optræden, filmsoptagel- se, grammofonindspilning og lignende, må kun finde sted i henhold til bevilling og på de i denne fastsatte vilkår, jfr. dog §§ 16 og 17. Denne bestemmelse gælder, hvad enten arbejds- anvisning udøves mod betaling eller ikke, eller engagementet angår offentlige forestillinger el- ler forestillinger i foreninger og lignende.

Stk. 2. Bevillingen meddeles af justitsmini- steren.

Stk. Virksomhed, hvorved en person en- gagerer de i stk. 1 nævnte personer til optræ- den, filmsoptagelse, grammofonindspilning og lignende og udbyder den aftalte arbejdspræsta- tion til trediemand, således at den pågældende selv oppebærer differencen mellem det veder- lag, der er aftalt henholdsvis med den optræ- dende og trediemand, er forbudt, jfr. dog § 17, stk. 3.

Stk. 1. Bevillingerne, hvis antal bestemmes efter deri tilstedeværende trang til arbejdsanvis- ning, udstedes for et tidsrum af 5 år ad gangen og kan kun meddeles personer, der

1) er bosiddende her i landet,

2) har dansk indfødsret,

3) er fyldt 21 år og ikke umyndiggjort,

4) ikke er ude af rådighed over deres bo,

5) har ført en hæderlig vandel og

6) godtgør at have de fornødne kunstneriske og forretningsmæssige forudsætninger for udøvelsen af virksomheden.

Stk. 2. Forinden bevilling meddeles, skal der

indhentes erklæring fra de interesserede orga- nisationer.

Stk. 3. Den, hvem bevilling meddeles, er un- derkastet justitsministeriets tilsyn og må på for- langende give sådanne oplysninger om virk- somheden, som skønnes nødvendige for tilsy- nets udøvelse.

Stk. 4. Det påhviler bevillingshaveren at føre autoriserede forretningsbøger i overensstemmel- se med bogføringsloven.

Stk. 5. Om virksomheden skal der afgives år- lig indberetning til justitsministeriet.

Stk. 6. Nærmere regler for agenternes virk- somhed fastsættes ved en af ministeriet udarbej- det instruks.

bevillingen er udløbet, kan justitsmini- steren efter indhentet erklæring fra de interes- serede organisationer tillægge bevillingshaveren en ny, for 5 år gældende bevilling. Såfremt be- villingen har været udnyttet på forsvarlig måde, må fornyelse af bevillingen ikke nægtes, med- mindre der foreligger ganske særlige omstæn- digheder.

§ 4.

Stk. 1. En agent skal personlig lede sin virk- somhed, og den ham meddelte bevilling kan ikke overdrages eller uden justitsministerens til- ladelse udøves i fællesskab med andre agenter. Stk. 2. Såfremt agenten på grund af sygdom eller anden ham utilregnelig årsag er forhindret 1 personlig at lede sin virksomhed, kan justits- ministeren tillade, at der som leder af virksom- heden ansættes en person, der opfylder de i § 2 fastsatte betingelser for at opnå bevilling som

agent.

Stk. 3. Det er forbudt at antage underagenter

i

eller stedlige agenter eller oprette afdelingskon- torer.

Stk. 4. Agenten kan antage lønnet personale.

Stk. 1. En agent må ikke uden justitsministe- rens samtykke drive eller deltage i andet er- hverv.

Stk. 2. Det er forbudt en agent under enhver form at være beskæftiget af, husagent hos eller økonomisk interesseret i virksomheder, der an- vender de i § 1, stk. 1, nævnte personer.

Stk. 1. Bevilling til at drive virksomhed som agent bortfalder, når agenten ikke længere op- fylder de i lovens § 2 fastsatte betingelser for at kunne opnå bevilling som agent, og den kan tilbagekaldes af justitsministeren, såfremt agen- ten gør sig skyldig i overtrædelse af denne lovs bestemmelser eller de forskrifter, som ministe- riet i øvrigt måtte have pålagt ham at overholde under udøvelsen af hans hverv.

Stk. 2. Bevillingen kan endvidere tilbagekal- des, når agenten i et tidsrum af 6 måneder ikke har gjort brug af bevillingen, eller denne har været udnyttet i så ringe omfang, at det kan sidestilles med en ikke-udøvelse af erhvervet.

Stk. 3. Forinden tilbagekaldelse af bevilling finder sted, skal der indhentes erklæring fra de interesserede organisationer.

Kapitel II.

Agentens pligter og rettigheder over for parterne i arbejdsaftalen.

Stk. 1. En agent er forpligtet til efter bedste evne at virke for afslutning af engagementer for de arbejdssøgende.

Stk. 2. Ingen agent må medvirke til afslut- ning af aftaler, der er åbenbart ubillig for den engagementssøgende, eller bringe aftaler i stand, som er i strid med de ved overenskomst mellem parternes organisationer fastsatte regler for en- gagementer.

Stk. 3. Agenten skal påse, at der ikke træf- fes aftaler, der er i strid med bestemmelserne i denne lovs § 18, stk. 3, og §§ 19-22.

Stk. 1. Ingen agent må nægte en arbejdssø- gende eller en arbejdsgiver sin bistand; dette

86

gælder, selvom vedkommende tillige søger an- dre agenters mellemkomst til istandbringelse af en arbejdsaftale, men den pågældende skal i så fald give underretning herom til de agenter, som han henvender sig til, og der må ikke op- gives forskellige vederlagsvilkår til agenterne. Såfremt der handles herimod, er de pågælden- de agenter ikke forpligtet til at yde vedkom- mende - det være sig en arbejdssøgende eller en arbejdsgiver — bistand i ét år regnet fra hen- vendelsen til agenten.

Stk. 2. Har den arbejdssøgende eller arbejds- giveren gjort sig skyldig i misligholdelse med betalingen af det agenten lovlig tilkommende vederlag, jfr. §§ 10 og 11, bortfalder pligten til at yde den pågældende bistand såvel for den agent, overfor hvem der foreligger mislighol- delse, som for andre agenter, indtil betaling har fundet sted.

Stk. 1. En agent må ikke erlægge ydelser til eller, bortset fra det ham lovlig tilkommende vederlag, jfr. §§ 10 og 11, modtage ydelser fra den arbejdssøgende eller arbejdsgiveren eller nogen i forbindelse med denne stående person. Stk. 2. En agent må heller ikke træffe aftaler, der binder ham til udelukkende eller dog for- trinsvis at skaffe engagementer til bestemte virk- somheder. Aftaler, hvorved en af de i § 1, stk. 1, nævnte personer forpligter sig til at søge en- gagement gennem en bestemt agent, er uforbin-

dende for den pågældende.

Stk. 3. Det er ligeledes forbudt en agent at indtræde som part i engagementsaftalen mellem den arbejdssøgende og arbejdsgiveren.

§

Stk. 1. Ved engagement af artister er agen- tens provision 10 af den artisten i henhold til engagementsaftalen tilkommende løn for et tidsrum af indtil 6 måneder, selvom engage- mentet måtte være af længere varighed. Tilsva- rende regel finder anvendelse ved engagement af artist-ensembler.

Stk. 2. Ved andre engagementer er agentens provision 10 af lønnen for den første må- ned og 5 af lønnen for de følgende 2 må- neder og ved engagement af ensembler (mindst 3 personer) 5 % af lønnen for de første 3 må- neder. Ved engagement af personer, som har bopæl i udlandet, herunder udenlandske en- sembler, er provisionen 10 af lønnen for de første 3 måneder. Udover de angivne provi-

sionsbeløb må ingen provision modtages, selv om engagementet er af længere varighed.

Stk. 3. Forlængelse af engagementsperioden berettiger ikke agenten til provision som for nyt engagement, selvom arbejdsaftalen forlæn- ges ved ny aftale med arbejdsgiveren.

Stk. 4. Agentens vederlag forfalder til udbe- taling forholdsmæssig samtidig med den optræ- dendes vederlag, og den del af provisionen, der skal udredes af den optrædende, skal arbejds- giveren på agentens forlangende tilbageholde i den optrædendes løn. Forskud på provision må ikke ydes ved engagement til optræden her i landet.

Stk. 5. Den agenten tilkommende provision betales af den arbejdssøgende og arbejdsgive- ren med halvdelen

Stk. 6. Ingen agent må afgive nogen del af det ham tilkommende vederlag hverken til den arbejdssøgende eller til arbejdsgiveren eller no- gen i forbindelse med denne stående person.

Stk. 7. Agenten må ikke forlange godtgørelse for sædvanlige til engagementets istandbringelse medgående udgifter.

§

Stk. 1. Vederlag til agenten skal kun erlæg- ges, når aftalen kommer i stand under hans medvirken. Har en agent efter anmodning ind- ledet nærmere forhandling om et bestemt en- gagement, og parterne derefter på grundlag af agentens indledende arbejde afslutter en aftale uden agentens yderligere mellemkomst, har agenten dog krav på provision.

Stk. 2. Agentens provision skal kun betales, såfremt arbejdsaftalen opfyldes, i tilfælde af delvis opfyldelse i forhold til den oppebårne løn. Hvis arbejdsaftalen ikke opfyldes, er agen- ten dog berettiget til provision, såfremt ikke- opfyldelsen skyldes misligholdelse fra en af parternes side. Gør den ved misligholdelsen krænkede part ikke krav gældende over for mis- ligholderen, bortfalder agentens krav mod den krænkede part, men det står ham frit for at indtale sit fulde krav hos misligholderen. Bliver den syg, har agenten krav på pro- vision i henhold til foranstående bestemmelse, således at provisionen beregnes i forhold til den oppebårne sygehjælp, jfr. 21—22.

Stk. 3. Såfremt parterne ved gensidig over- enskomst ophæver aftalen, har agenten dog krav på fuld provision.

1) Tre af udvalgets medlemmer foreslår stk. 5 affattet således: Den agenten tilkommende provision be- tales af den arbejdssøgende.

Kapitel III.

Arrangører, husagenter og impressarier.

§

Stk. 1. Virksomhed, der består i at arrangere

optræden for de i § 1, stk. 1, omhandlede per- soner helt eller delvis for disses egen regning og risiko, må kun finde sted i henhold til bevil- ling, der udfærdiges og udøves i overensstem- melse med reglerne i kapitel I.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 8 finder tilsvaren- de anvendelse på arrangører.

§

Stk. 1. Arrangementsaftaler skal indgås skrift- ligt.

Stk. 2. For sin virksomhed må arrangøren kun beregne sig honorar i overensstemmelse med en af justitsministeriet efter indhentet klæring fra de interesserede organisationer

sat tarif. Ved udarbejdelsen af tariffens

melser angående honorarets størrelse skal der tages hensyn til arrangørens samlede indtægt af arrangementet.

Stk. 3. Udover det i stk. 2 nævnte honorar må der ikke for selve arbejdet med arrangemen- tet tages vederlag af den optrædende eller af personer, der i øvrigt deltager i arrangementet. Såfremt arrangøren deltager i den økonomiske risiko, kan der herfor beregnes et særligt i kon- trakten fastsat vederlag. Godtgørelse for udlæg kan kun fordres, når der derom er truffet af- tale med den optrædende, og kun for så vidt de har været rimelige.

Stk. 4. Opnår arrangøren en omsætningsrabat for annoncering i blade og tidsskrifter m. v., til- falder den ham, hvorimod opnået rabat ved lejemål af lokale, hvori fremførelsen skal ske, godskrives den optrædende. Vederlag for tryk- ning af plakater, billetter, programmer o. 1. må ikke overstige rimelige dagspriser.

Stk. 5. Arrangøren er forpligtet til samtidig med udfærdigelsen af arrangementskontrakten at give et specificeret omkostningsoverslag, der, for så vidt ikke særlige omstændigheder ind- træffer, så vidt muligt skal overholdes.

Stk. 6. Arrangøren kan samtidig med, at af- talen om arrangementet indgås med den optræ- dende, fordre forudbetaling af leje for det eller de lokaler, i hvilke fremførelsen skal ske. 4 uger før denne kan arrangøren derhos fordre resten af de omkostninger, der indeholdes i overslaget, betalt af den optrædende. Honoraret skal erlægges ved regnskabsaflæggelsen.

§

Stk. 1. Arrangøren skal til enhver tid på for- langende underrette den optrædende om for- løbet af arrangementet og senest 10 dage efter den stedfundne optræden aflægge regnskab over for ham under vedlæggelse af de til regn- skabets revision fornødne bilag.

Stk. 2. Arrangøren må kun udstede fribillet- ter eller adgangskort til nedsat pris, når der foreligger udtrykkelig aftale derom med den optrædende. Er salget af billetter eller adgangs- kort overdraget arrangøren, skal de af ham ud- leverede fribilletter eller frikort tydeligt kende- tegnes som sådanne. Fribilletter eller frikort skal, når det forlanges af den optrædende, ud- deles.

Stk. 3. Ikke solgte eller uddelte billetter eller kort skal bilægges regnskabet.

§

Det påhviler arrangøren efter bedste evne at sørge for, at den stedlige dagspresse gør den pågældende optræden til genstand for forom- tale.

§

Stk. 1. Justitsministeren kan meddele en per- son (husagent) tilladelse til at virke for afslut- ning af engagementer til et etablissement, der beskæftiger de i § 1, stk. 1, nævnte personer, på betingelse af, at han kun udfører denne virk- somhed for et bestemt etablissement, og at han ikke under nogen form oppebærer vederlag eller ydelser af anden art af dem, der søger engage- ment, eller af disses agenter.

Stk. 2. Bestemmelserne i denne lovs § 7, stk. 2 og 3 og § 9, stk. 3, finder også anvendelse på husagenter.

Stk. 3. Tilladelsen kan til enhver tid tilbage- kaldes.

§

Stk. 1. Uanset bestemmelsen i § 1, stk. 1, er det tilladt en person, der ikke er agent, for be- taling at skaffe engagement til en enkelt op- trædende eller et enkelt ensemble, hvortil han har en fast og varig tilknytning (impressario, kunstnersekretær, forretningsfører).

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer må ikke modtage ydelser fra arbejdsgiveren eller nogen i forbindelse med denne stående person, lige- som det er dem forbudt at indtræde som part i engagementsaftalen mellem den optrædende og arbejdsgiveren.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i § 1, stk. 3, kan

en person for egen regning placere et enkelt ensemble, hvis forestillinger han selv har sat op.

Kapitel IV.

Arbejdsaftalen.

§

Stk. 1. De i dette kapitel indeholdte regler finder anvendelse, hvad enten arbejdsaftalen indgås under medvirken af en agent eller ej.

Stk. 2. Arbejdsgiveren må ikke afslutte af- taler, der er åbenbart ubillige for den optræ- dende.

Stk. 3. Arbejdsgiveren må ikke i aftalen be- tinge provision til sig selv eller andre.

§

Stk. 1. Såfremt et engagement afsluttes for længere tid end en uge, skal aftalen indgås skriftlig. Hver af parterne kan, selvom engage- mentet er af kortere varighed, forlange aftalen skriftlig fastslået. Der skal udleveres hver af parterne et eksemplar af de skriftlige kontrak- ter.

Stk. 2. Arbejdsaftalen skal foruden angivelse af arbejdets art indeholde bestemmelse om ar- bejdssted, arbejdstid og om det vederlag, der skal ydes den optrædende. Aftalen skal indgås for en bestemt periode med angivelse af tids- punktet for engagementets begyndelse og ophør eller - dog kun for musikeres vedkommende - på ubestemt tid med et bestemt opsigelsesvar- sel. Opsigelsesvarslet skal, når forholdet er ind- gået ugevis, mindst være 7 dage til en lønnings- dag. Er forholdet indgået for en længere pe- riode, skal opsigelse ske senest den 15. i en måned til ophør den 1. i den følgende måned. Stk. 3. Såfremt der i tidsbestemte forhold er forbeholdt prolongationsret, og arbejdsgiveren vil benytte sig af denne ret, skal der gives skrift- lig meddelelse herom senest 8 dage eller, hvis den optrædende godtgør at have andet tilbud, senest 15 dage forinden den aftalte engage-

mentstids udløb.

Stk. 4. Prolongationsret kan ved engagement for en halv måned eller derunder forbeholdes for et tilsvarende tidsrum, ved engagement af længere varighed for et tidsrum svarende til halvdelen af engagementsperioden, dog i intet tilfælde udover 2 måneder. Prolongationsret- ten kan kun benyttes for et bestemt tidsrum, ophørende den 15. eller den sidste dag i en må- ned.

Stk. 5. For skuespillere, der optræder i en sammenhængende forestilling som revy-, kaba- ret- eller varietéforestilling og lignende, er en- gagementsperioden mindst 1 måned.

Stk. 6. Aftaler, der begrænser den des adgang til at tage arbejde efter et engage- ments ophør, er ugyldige.

§ 20.

Såfremt der aftales kost og logi som en del af lønnen, skal værdien af kost og logi fastsæt- tes til et bestemt beløb, og det skal på ethvert tidspunkt under kontraktens forløb stå den op- trædende frit for at forlange det pågældende beløb kontant udbetalt mod at give afkald på kost og logi.

§ 21.

Stk. 1. Bliver den optrædende som følge af sygdom ude af stand til at udføre sit arbejde, har han ikke krav på løn, men på sygehjælp, såfremt han ikke har pådraget sig sygdommen med forsæt eller ved grov uagtsomhed, eller han ikke ved engagementets indgåelse svigagtig har fortiet, at han led af den pågældende syg- dom. I tilfælde af udbetales lige- ledes sygehjælp, medmindre svangerskabet er fortiet ved engagementets indgåelse.

Stk. 2. Sygehjælpen ydes kun i tilfælde af sygdom, der har varet mindst 4 sammenhæn- gende dage. Den ydes med et beløb svarende til den optrædendes løn, for så vidt angår re- staurationsmusikere dog kun af lønnen. Sy- gehjælpen kan ikke overstige 10 kr. pr. dag og tilkommer ikke den optrædende, der har en løn på over 20 kr. pr. dag.

Stk. 3. For engagementer på 1 måned eller derunder har den optrædende ikke krav på sygehjælp. For engagementer på over 1 måned, men ikke over 2 måneder har han krav på syge- hjælp i 3 sygedage, for engagementer på over 2 måneder, men ikke over 3 måneder har han krav på sygehjælp i 6 sygedage og så fremdeles, således at antallet af sygedage med krav på sy- gehjælp stiger med 3 dage for hver måned, en- gagementet er indgået. For ikke tidsbestemte engagementer bestemmes antallet af sygedage med krav på sygehjælp efter den tid, engage- mentet har varet. Antallet af sygedage med krav på kan for samme arbejdssted i intet tilfælde overstige 18 dage inden for 1 år.

Stk. 4. Såfremt en skuespiller ikke optræder som solist, men i en sammenhængende forestil- ling som revy-, kabaret, eller variéteforestilling

og lignende, tilkommer der ham i tilfælde af sygdom, når han har været i tjeneste y10 af en- gagementstiden, fuld løn i y10 af denne og der- efter halv løn i y10 af engagementstiden. Syge- hjælpen kan i intet tilfælde overstige 30 kr. pr. dag.

§ 22.

Stk. 1. Såfremt en optrædende uforskyldt bli- ver syg, efter at engagementet er tiltrådt, og kontraktsforholdet kun er indgået for - eller for ikke tidsbestemte forhold har varet —15 dage eller derunder, er arbejdsgiveren beret- tiget til at hæve arbejdsaftalen, når den pågæl- dende ikke er arbejdsdygtig efter 3 dages for- løb. Hvis engagementet er indgået for — eller for ikke tidsbestemte forhold har varet - et læn- gere tidsrum, berettiger uforskyldt sygdom - bortset fra artistengagementer - ikke arbejds- giveren til at hæve arbejdsaftalen. For artisters vedkommende kan arbejdsgiveren bringe for- holdet til ophør efter 7 dages forløb. Arbejds- giverens ret til at hæve arbejdsaftalen berøver ikke den optrædende krav på sygehjælp efter de foran i § 21 angivne regler.

Stk. 2. Såfremt et medlem af en artisttrup bliver syg, og truppens præstationer derved bli- ver væsentligt forringet, kan dersom trupmedlemmet ikke er arbejdsdygtig efter 3 henholdsvis 7 dages forløb, jfr. stk. I, bringe truppens engagement til ophør. Ophæ- velsen berøver ikke det syge trupmedlem ret- ten til sygehjælp efter reglerne i § 21. De øv- rige medlemmer af truppen har ikke krav på løn under et trupmedlems sygdom, medmindre arbejdsgiveren forlanger, at de skal Afskæres de øvrige medlemmer således fra at oppebære løn, har de tilsvarende ret til at op- hæve engagementet som arbejdsgiveren.

Stk. 3. Medfører et trupmedlems sygdom ikke en væsentlig forringelse af truppens præsta- tioner, kan arbejdsgiveren ikke hæve engage- mentet.

§ 23.

Reglerne i §§ 19-22 kan ikke fraviges ved aftale til skade for den optrædende.

§ 24.

Justitsministeriet autoriserer blanketter til normalkontrakter, der skal benyttes af parterne ved enhver engagementsaftale. Normalkontrak- tens bestemmelser kan, for så vidt de angår de i §§ 19-22 indeholdte bestemmelser, ikke fra- viges til skade for den optrædende. Træffes der

i øvrigt bestemmelser, der afviger fra kontrakten, skal sådanne afvigelser for at være bindende for parterne tydeligt tilkendegives i aftalen.

§

De lokaler, hvori optræden finder sted, og de til lokalerne hørende garderober skal godken- des af justitsministeriet, der kan give alminde- lige forskrifter for lokalernes indretning.

Kapitel V.

Straffe-, ophævelses- og overgangsbestemmelser.

§

Overtrædelse af bestemmelserne i denne lovs kapitel I til III straffes med bøde.

§ 27.

Stk. 1. Denne lov træder i kraft den

Stk. 2. Fra samme dato at regne ophæves lov nr. 167 af 13. april 1938, for så vidt angår de i samme lov indeholdte bestemmelser om privat arbejdsanvisning for musikere i hotel- og re- staurationsvirksomheder.

Stk. 3. Den, der ved lovens ikrafttræden i de sidste 5 år som hovederhverv har drevet virk- somhed, hvortil der efter denne lov kræves be- villing, har krav på bevilling, såfremt han op- fylder betingelserne i § 2, stk. 1, og det efter indhentet erklæring fra de interesserede organi- sationer godtgøres, at virksomheden har været udøvet på en sådan at det må anses for forsvarligt at meddele bevilling.

90