mellem
mellem
Ballerup Kommune og Forsyning Ballerup A/S
Udkast af 26. april 2016
Indhold
3. Generel gensidig underretningspligt 4
4. Erfaringsudveksling og dialog 6
5. Parternes økonomiske aftaler 6
6. Særlige samarbejdsområder 6
7. Samarbejdsaftalens genforhandling 8
1. Parter
Imellem
Ballerup Kommune
Hold- an Vej 7 2750 Ballerup
og
Forsyning Ballerup A/S
Xxxxxxxxx 00 - 00
2750 Ballerup
er der indgået følgende samarbejdsaftale
2. Baggrund
Denne aftale beskriver samarbejdet mellem Forsyning Ballerup A/S og Ballerup Kommune.
Efter selskabsgørelsen af kommunens forsyningsvirksomhed er der dannet Forsyning Ballerup A/S, som er et holdingselskab i multiforsyningskoncernen, Forsyning Ballerup.
Koncernen består af holdingselskabet, Forsyning Ballerup A/S, der har tre datterselskaber:
• Afløb Ballerup A/S (spildevandsselskab)
• Xxxx Xxxxxxxx A/S (vandselskab)
• Forsyning Ballerup Service A/S (serviceselskab)
Forsyning Ballerup A/S’ rolle er efter selskabsgørelsen at varetage driften af vand- og spildevandsanlæg i kommunen.
Forsyning Ballerup A/S driver derudover renseanlægget, Måløv Renseanlæg, der ejes af Ballerup Kommune, Herlev Kommune, Egedal Kommune og Furesø Kommune i selskabet Måløv Rens A/S.
Efter selskabsgørelsen har Ballerup Kommune overordnet tre forskellige roller på vand- og spildevandsområdet:
• Kommunen er myndighed efter miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven, betalingsloven og vandsektorloven og varetager de fornødne opgaver i den henseende.
• Qua sit ejerskab til aktierne i holdingselskabet er kommunen aktionær (ejer) af Forsyning Ballerup A/S.
• Kommunen er Forsyning Ballerup A/S’ aftalepart – fx i forbindelse med kommunens køb af ydelser fra Forsyning Ballerup A/S eller ved kommunens køb af selskabernes tilknyttede aktiviteter.
Arbejdsbeskrivelser mellem Forsyning Ballerup A/S og Ballerup Kommune som beskriver ansvarsfordeling af opgaver ifølge denne aftale, skal udarbejdes af parterne i fællesskab og vedlægges som bilag til aftalen.
2.1 Formål
Formålet med aftalen er at afklare rammerne for samarbejdet mellem Forsyning Ballerup A/S og Ballerup Kommune i forhold til opgave- og ansvarsfordeling på myndigheds- og driftsopgaverne på vand- og spildevandsområdet.
Aftalen angår parternes samarbejdsforhold i henhold til aftalens bestemmelser i det omfang, et forhold ikke i forvejen følger af lovgivningen, administrativ praksis, retspraksis eller lignende.
Parterne ønsker ved denne samarbejdsaftale i fællesskab at medvirke til virkeliggørelsen af Ballerup Kommunes ejerstrategi.
Det er et ønske med denne samarbejdsaftale, at der er åbenhed og gennemskuelighed mellem kommunen og forsyningen.
2.2 Myndighedsudøvelse, som varetages af Ballerup Kommune, kan defineres som handlinger, der ensidigt og bindende fastlægger den enkelte borgers eller virksomheds rettigheder og pligter på grundlag af offentligretlige regler. Myndighedsudøvelse omfatter blandt andet kommunalbestyrelsens kompetence til at meddele tilladelser, påbud, dispensationer, udarbejde planer, føre tilsyn, godkende takster, placering af ledninger og anlæg, samt fastlæggelse af kloakområder m.m.
2.3 Driftsopgaver, som varetages af Forsyning Ballerup, kan defineres som de fysiske og praktiske handlinger, der er forbundet med at producere ydelser til borgene/virksomhederne. Driftsopgaverne består bl.a. i etablering, drift og vedligehold af vand- og spildevandsforsyningen og dens aktiver. Det er Forsyning Ballerup A/S som foretager den fysiske udbygning af vand- og spildevandsforsyningen og dermed den faktiske virkeliggørelse af kommunens sektorplaner på området.
3. Generel gensidig underretningspligt
3.1 Forsyning Ballerup A/S og Ballerup Kommune forpligter sig begge til generel gensidig underretning.
Parterne afholder i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 32c og vandforsyningslovens § 14b drøftelser om forsyningsforholdene i kommunen, jf. også punkt 4.1 – 4.2, hvor parterne bestræber sig på at underrette hinanden om alle relevante forhold.
3.2 Forsyning Ballerup A/S’ underretningspligt
Forsyning Ballerup A/S forpligter sig til løbende at underrette Ballerup Kommune om alle forhold af væsentlig karakter.
Med forhold af væsentlig karakter forstås først og fremmest forhold, som kan have en betydning for Ballerup Kommunes planlægning, økonomi eller øvrige prioriteringer; fx
– men ikke begrænset til – følgende:
• Forhold, som betyder, at forsyningen må omprioritere eller ændre i konkrete indsatser eller projekter, som har betydning for kommunens planlægning eller målsætning.
• Driftsoplysninger om fysiske forhold, som har betydning for natur, miljø, sikkerhed eller brugernes oplevelse af kvaliteten af den ydede service fra spildevandsselskabet eller kommunen.
• Oplysninger om driftsforstyrrelser, som har betydning for natur, miljø, sikkerhed eller hygiejniske forhold og herigennem berører brugerne og omverdenen.
3.3 Ballerup Kommunes underretningspligt
Ballerup Kommune forpligter sig til løbende at underrette Forsyning Ballerup A/S om forhold, som vurderes at være relevant i forhold til selskabets interesser.
Med forhold af væsentlig karakter forstås først og fremmest forhold, som kan have en betydning for Forsyning Ballerup A/S’ planlægning, økonomi eller øvrige prioriteringer; fx – men ikke begrænset til – følgende:
• Forhold, som betyder, at kommunen omprioriterer eller ændrer i konkrete indsatser eller projekter, som har betydning for forsyningens drift eller projekter eller i øvrigt kan påvirke forsyningens ejendomme, anlæg eller ledninger.
• Oplysninger om natur- og miljømæssige forhold, som har betydning forsyningens drift.
3.4 Parternes underretningspligt i medfør af punkt 3.1. – 3.3. gælder i det omfang, at ufravigelig lovgivning – fx straffeloven, forvaltningsloven eller persondataloven – ikke er til hinder for videregivelsen af de pågældende oplysninger, eller såfremt oplysningerne ikke i øvrigt er underlagt tavshedspligt eller lignende.
4. Erfaringsudveksling og dialog
4.1 Parterne er indstillet på at fremme vidensdeling og erfaringsudveksling mest muligt i forhold til oplysninger, som har betydning for både vand- og spildevandsselskabets drift og kommunens myndighedsudøvelse. I den forbindelse forpligter parterne sig til at indgå i løbende dialog om alle forhold af betydning for spildevandsselskabet, kommunen og borgerne/brugerne i øvrigt.
Parterne afholder mindst to dialogmøder på ledelsesniveau. Parterne afholder samarbejdsmøde på teknikerplan efter behov.
4.2 Parterne udarbejder et fælles årshjul, der angivet bindende frister for udlevering af en række minimumsoplysninger, som parterne er forpligtet til udveksle med hinanden. Der kan fx fastsættes frister for arbejde med strategi, planer, årsrapporter inklusive revisionspåtegning, takster og oplysninger, der skal indgå i regnskab.
5. Parternes økonomiske aftaler
5.1 Parterne forpligtiger sig til at udarbejde en liste over igangværende økonomiske aftaler, som skal revideres løbende.
6. Særlige samarbejdsområder
6.1 Generelt
I §§ 6.2 – 6.4 er målsætningerne for parternes samarbejde på en række konkrete områder fastlagt.
Parterne kan udmønte eller supplere målsætningerne i særskilte aftaler efter behov.
6.2 Grundvandsbeskyttelse og drikkevandsindvinding
Både Ballerup Kommune og Forsyning Ballerup A/S har stort fokus på forsyningssikkerheden på længere sigt, herunder på beskyttelsen af grundvandsressourcerne. Det er parternes målsætning, at borgerne i Forsyning Ballerup A/S’ forsyningsområder forsynes med drikkevand fra indvindinger i Ballerup Kommune.
Parterne har i den forbindelse aftalt at virke for beskyttelsen af aktuelle og potentielle kildepladser og OSD-områder.
Ballerup Kommune vil aktivt medvirke til sikringen af grundvandsressourcerne i forbindelse med vandplanlægningen og vedtagelsen af indsatsplaner efter vandforsyningslovens regler samt – om nødvendigt – ved konkrete tiltag i medfør af reglerne i miljøbeskyttelsesloven. Forsyning Ballerup A/S bidrager til vandplanlægningen ved udpegning af potentielle kildepladser mv., som har betydning for forsyningens virke.
Målsætningen om grundvandsbeskyttelse opfyldes konkret af Forsyning Ballerup A/S ved indgåelsen af aftaler om dykningsrestriktioner med relevante grundejeren og ved betaling af erstatning for rådighedsindskrænkninger. Herved kan kildepladser og OSD-områder sikres imod forurening i form af eksempelvis gødning, pesticider og andre plantebeskyttelsesmidler med henblik på en længerevarende beskyttelse af grundvandsressourcen til drikkevandsproduktion. Det er en forudsætning for Forsyning Ballerup A/S’ målopfyldelse, at selskabet kan opnå tillæg til indtægtsrammen for afholdelsen af udgifterne. Forsyning Ballerup A/S foretager de nødvendige indberetninger til Forsyningssekretariatet i den forbindelse.
6.3 Klimatilpasning
Forsyning Ballerup A/S bidrager til klimatilpasning af Ballerup Kommune gennem sikring af egne spildevandsanlæg til gældende serviceniveau, samt løbende dialog og orientering med Ballerup Kommune om risikoområder ved skybrud. Forsyning Ballerup A/S’ bidrag til klimatilpasningen kan også bestå i separering af eksisterende fælleskloakker.
Forsyning Ballerup A/S bidrager med nødvendig teknisk dokumentation for eventuel forurening i forbindelse med håndtering af tag- og overfladevand i LAR- anlæg.
Ballerup Kommune er ansvarlig for den del af håndteringen af tag- og overfladevand, der overstiger Forsyning Ballerup A/S’ serviceniveau – fx i tilfælde af skybrud og tilsvarende nedbørshændelser.
Parterne kan særskilt aftale at deltage i fælles projekter, der vedrører håndteringen af tag- og overfladevand, herunder udgiftsfordelingen under hensyntagen til projektets karakter og de til enhver tid gældende regler for klimatilpasningsprojekter. Ved udmøntningen af projekter kan der tages relevante arkitektoniske og rekreative hensyn til projektets indpasning i omgivelserne.
6.4 Minimering af ressourceforbrug
Forsyning Ballerup A/S bidrager til at fremme en økonomisk og miljømæssig bedre udnyttelse af ressourcer, ligesom selskabet ønsker at være en attraktiv samarbejdspartner for virksomheder, der ønsker en bæredygtig profil.
Forsyning Ballerup A/S medvirker med information, kampagner og konkrete tiltag til:
• Reduktion af vandforbrug hos borgere og virksomheder
• Lækagesøgning ifht. minimering af vandtab
Det er en forudsætning for Forsyning Ballerup A/S’ målopfyldelse, at selskabet kan opnå tillæg til indtægtsrammen for afholdelsen af udgifterne. Forsyning Ballerup A/S foretager de nødvendige indberetninger til Forsyningssekretariatet i den forbindelse.
Ballerup Kommune sætter fokus på ressourceforbruget fra kommunale bygninger og ejendomme og vurderer stedse, hvordan dette kan optimeres – både for nye og eksisterende ejendomme og bygninger.
Forsyning Ballerup A/S arbejder på lang sigt på at reducere selskabets CO2-udledning under hensyntagen til, at selskabets priser til forbrugerne ikke belastes på sigt.
Forsyning Ballerup A/S afsøger mulighederne for at tilbyde infrastrukturydelser, der er komplementære med de nuværende forsyningsydelser.
7. Samarbejdsaftalens genforhandling
7.1 Inden udgangen af [INDSÆT] hvert år gennemgår parterne i fællesskab denne samarbejdsaftale på et møde med henblik på en revision af aftalens bestemmelser inklusive arbejdsbeskrivelser samt en evaluering af parternes samarbejde i det forgangne år.
7.2 I forhold til de særlige samarbejdsområder, der er angivet i §§ 6.2 – 6.4, gennemgår parterne i fællesskab de eksisterende aftalebestemmelser med udgangspunkt i en fastholdelse af de eksisterende vilkår. Parterne vurderer ligeledes behovet for fastsættelsen af målsætninger for nye samarbejdsområder.
8. Underskrifter
8.1 Denne aftale underskrives i to originale eksemplarer, hvoraf hver part modtager ét originalt eksemplar.
Ballerup, den 2016
For Forsyning Ballerup A/S: For Ballerup Kommune: